HVAD VILLE I GØRE HVIS I IKKE VAR BANGE?
36 36
Den 1. april afholdt Det Danske Filminstitut en paneldebat. Jeg blev bedt om at holde et oplæg, hvor jeg forholdte mig til titlen: ’Kvalitet i dansk film’. Vi skulle forholde os til, hvordan vi støtter og udvikler et fortsat højt kvalitetsniveau i dansk film og drama. I panelet sad jeg sammen med rektor for Den Danske Filmskole, Vinca Wiedemann, producent ved Zentropa, Louise Vesth og dramachef for DR Fiktion, Piv Bernth. Dette var mit indspark til debatten. Af Birgitte Stærmose instruktør
Jeg har tænkt mig, at jeg i dag vil tale om tøj og frygt. Nu sidder vi jo et helt kvindepanel, og jeg tænkte, at én af os bliver nødt til at tale om tøj! I dagens anledning har jeg taget en bluse på, som har været min svigermors. Min svigermor er 87 år gammel og ikke helt rask længere. Og den her bluse havde hun, da hun var helt ung og frisk. Blusen er nok ca. 50 år gammel. Jeg har taget den på, fordi man må jo sige, at den er god kvalitet, idet den stadig er her. Og jeg mener ovenikøbet godt, at jeg kan være bekendt at tage den på til den her paneldebat i de her fine omgivelser. Men jeg har også taget den på, fordi jeg har tænkt meget over det med kvalitet. Kvalitet er jo et fornuftsbegreb af en slags. Kvalitet er jo noget man taler om, når man taler om dyner eller æg eller varmt overtøj. Jeg går meget op i kvalitet, når det drejer sig om sådan nogle ting. Men i et samfund, hvor vi smider ud og forbruger som aldrig før, hvad er kvalitet så egentlig? Hvad er det blivende, og hvad er det, vi med stolthed kan bære om 50 år? Jeg vil mene, at denne bluses kvalitet ikke er dét, at den er lavet af polyester, og dermed nærmest uopslidelig. Man sveder som en hest, når man cykler i den! Men bare det, at den har en farve og mønster, som er overraskende, og den tiltrækker sig opmærksomhed. Det er derfor, den ikke er blevet smidt ud. Tror jeg. Den har hængt i min svigermors skab indtil for ganske nylig.
3737
Film kan jo transformere vores måde at anskue livet på, og hvordan måler vi det? Hvordan måler man en films evne til at vedblive at være vigtig, også om 50 år? Men i dag skal vi jo tale om kvalitet i film. Og film er noget ganske andet end tøj. Det er sådan set en ret konservativ tanke det med kvalitet. Og hvorfor er det det? Det er en tanke, som behandler film som et produkt, der kan måles og vejes. Vi kan kun tale om kvalitet, hvis vi kan måle og veje det, sådan set. Og man kan bedst og mest sikkert måle kvalitet, når man arbejder med en proces, som er en slags gentagelse. Som i masseproduktion. Men hvad med alt det, man ikke kan måle og veje? Hvad gør vi med det? Jeg vil godt tale lidt om det med at måle noget. Det er jo et paradoks. Man kan ikke forbedre noget, hvis ikke man kan måle det. For hvis vi gerne vil lave bedre film, så skal vi også kunne måle det. Ellers kan vi simpelthen ikke se, om vi gør noget, der er bedre. Det med at måle er derfor ekstremt velment og godt. Men paradokset er, at det måler ikke præcis det, man gerne vil opnå. Det er ikke perfekt at måle, og den proces vil altid være smækfyldt med fejl. Og den skal derfor mødes med meget stor skepsis.
38
Det mest farlige er, at du i processen kommer til at ændre det, du gerne vil måle. Og hvordan gør man det? Jo, når vi f.eks. fokuserer på billetsalg, og det bliver brugt som det eneste succes-kriterie, kan det have en skadelig indflydelse på, hvad det er for nogle film, der bliver produceret. Så den måde vi måler på, har en indflydelse på de resultater, vi opnår. Der skal i hvert fald et meget nuanceret måleapparat til, som inkluderer mange forskellige perspektiver. Og man skal bruge dem alle sammen hele tiden, og samtidig anerkende at det stadig er en måde at måle på, der er smækfuld af problemer. Hvad angår målestokken billetsalg: Her skal man også se på det langsigtede perspektiv. Det er ikke alle instruktører med de store kommercielle successer i dag, som havde særlig stor kommerciel success på deres første film. Niels Arden Oplevs Portland blev set af 6.495, mens Mænd der hader kvinder blev set af 959.369 publikummer. Det er tvingende nødvendigt, at vi ser på det internationale i højere grad, når vi måler succes og publikum. Vi bliver nødt til at italesætte hvor mange publikummer, der ser vores film i udlandet. Vi skaber dansk identitet via vores fælles filmhistorier ikke blot i DK, men også i udlandet. Vi eksporterer en dansk måde at tænke på, et frisind som vi er kendt for, en danskhed. Det er for mig at se også utrolig vigtigt, men jo ikke umiddelbart målbart. Man skal se ud i fremtiden, når man måler. Man skal se på the test of time, ved at se på fortidens film. Hvis en film er med til at flytte en dagsorden, forny filmsproget, nedbryde tabuer, gribe tidsånden, skabe identifikation med hvem vi er og var engang. Desuden skal man tage priser og anmeldelser med ind i sit måleapparet, og her er det jo ikke altid helt målbart udfra et talperspektiv, da vi også har med det skrevne ord at gøre. Slutteligt omkring det at måle, vil jeg sige, man skal ikke glemme, at det vi skaber er også røde bluser, og de røde bluser, det er vores kulturarv. Vi skaber film både for nutiden - og for eftertiden. Forhåbentlig!
Film kan jo transformere vores måde at anskue livet på, og hvordan måler vi det? Hvordan måler man en films evne til at vedblive at være vigtig, også om 50 år? Det viser sig at være meget svært. Jeg har været inde og undersøge det lidt, fordi jeg blev så fascineret af det her med kvalitet. Så jeg googlede ’aesthetics quality film’. Så dukkede der en rapport fra en belgisk økonom op. Han har faktisk lavet en undersøgelse lige netop om det her. Meget belejligt. Undersøgelsen går ud på, at han har taget tre parametre. For han vil gerne undersøge, om man kan opstille parametre for at måle kvalitet i film. Det drejer sig om amerikanske film i det sidste århund-
3939
rede. - Så han har sagt: billetsalg og priser. Hvilke film har vundet en Oscar for bedste film? Det kan vi ikke diskutere, det er et kvalitetskriterium. Og hvilke film har solgt rigtig mange billetter i USA? Og så har han kigget på tre forskellige lister af store anerkendte filmkritikere, som alle har lavet en liste over ’The 100 best films of all times’. Og så har han kigget på hvor mange af de film, der har vundet Oscars og solgt flest billetter, der så er endt på de der lister. Og det er forbløffende få: 26 %. Det vil sige, at hvis du bruger de kvalitets-kriterier, som er til stede i nuet, så kommer vi ikke til at lave film for eftertiden.
Det var det med tøjet. Så kommer jeg til det med frygten. Sheryl Sandberg, som I nok ved hvem er: erklæret feminist og CEO for Facebook, fortæller, at Mark Zuckerberg hver morgen stiller hende et spørgsmål: Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange? Og jeg ville gerne stille det spørgsmål til den danske filmbranche i dag. Hvad ville den danske filmbranche gøre, hvis den ikke var bange? Det synes jeg er fascinerende at reflektere over; hvad ville vi gøre, hvis ikke vi var bange? For vi har faktisk råd til at stille os selv det spørgsmål. Og besvare det med mod og risikovillighed. Hvorfor har vi det?
For et kreativt menneske er det her en virkelig spændende tid. En tid, der indeholder vilde muligheder og chancer for at skabe nye film og helt nye måder at komme i kontakt med vores publikum på. Det kan vi alle sammen nyde utrolig godt af, hvis vi møder det med en åbenhed og en risikovillighed. Vi er inde i et kæmpe paradigmeskifte lige nu. Det paradigmeskifte består af en ny digital virkelighed med kanonstore forandringer for os alle sammen. Uundgåelige forandringer. Vi kan lide dem eller ikke lide dem, men de er der. Det foregår ekstremt hurtigt, og det er fuldstændig uforudsigeligt. Det er et faktum. Kvalitet i kunst indebærer altid at noget skabes. Vores rolle som branche er at transformere og skabe nyt. Vi kan ikke udelukkende blive ved med at gøre det, vi har gjort før, fordi vi er underlagt det kæmpe paradigmeskifte. Branchen bliver nødt til at udvikle og transformere sig. Det er ren overlevelse. At være mere risikovillig. Fordi fremtiden er meget usikker.
Ellers er der kun en vej, og det er ned...
40 40
Markedet er i voldsom udvikling. Det er også indiskutabelt. Det kan blive oversvømmet af digitaliseringen. Vores marked er et helt vildt sårbart marked lige nu. Fordi det er uforudsigeligt. Vi er virkelig heldige i denne rivende udvikling, at Danmark har et offentligt støttesystem. For markedet er midt i en digital tsunami. Vi skal kunne interagere med fremtiden og lade os inspirere af alle de muligheder, som fremtiden præsenterer os for. Derfor har vi brug for risikovillige producere og et risikovilligt DFI. Mark Zuckerberg, Sheryl Sandberg, det er den slags mennesker, som driver vores transformation. Det kan vi lide eller ikke lide, men det er vores virkelighed lige nu og her. Det er faktum. Det danske støttesystem står utrolig stærkt i den her situation. Det er derfor, vi er heldige. Det er derfor, vi godt kan tillade at spørge os selv, hvad vi ville gøre, hvis ikke vi var bange. Det danske støttesystem er et demokratisk projekt, som vi kan være stolte af. Markedet er truet af digitaliseringen. Det kan kollapse. Det er en mulighed. Offentlig støtte kan være et bolværk som kan støtte, at vi på lang sigt kan være dem, som er de mest innovative og nyskabende. Og derfor faktisk helt fremme og med på bølgen af den nye digitale virkelighed. Det er vi nødt til at anerkende radikalt. For et kreativt menneske er det her en virkelig spændende tid. En tid, der indeholder vilde muligheder og chancer for at skabe nye film og helt nye måder at komme i kontakt med vores publikum på. Det kan vi alle sammen nyde utrolig godt af, hvis vi møder det med en åbenhed og en risikovillighed. Så derfor vil jeg gentage mit s pørgsmål til branchen:
Hvad ville I gøre, hvis I ikke var bange?
4141