BIBLIOTEKET OG

De fleste, der beskæftiger sig med biblioteker, vil sikk hvordan de lige præcis er det, vil mange måske være meget omdiskuteret.

Hvad er demokrati?

Hvis man dykker ned i den omfattende litteratur om demokrati, vil man hurtigt erfare, at demokrati næsten kan være alt. Nogle ser det som en neutral styreform, mens andre forstår demokrati som en ideologi. Liberale tænkere fremhæver typisk frihedsrettighederne, mens mere venstreorienterede filosoffer har fokus på lige muligheder. For nogle er demokrati noget, der praktiseres på valgdagen, mens det for andre er en livsstil.

Når vi almindeligvis tænker på demokrati, er det nok mest i forbindelse med valgdagen som et politisk demokrati. Det kan også benævnes som det liberale eller det repræsentative demokrati. Da der eksisterer både mange og meget forskelligartede forståelser af begrebet, er det gængs praksis i introduktioner til demokratibegrebet at opstille nogle minimumsbetingelser for, at man kan tale om demokrati. Typisk at der skal være frie og lige valg med jævne mellemrum, hvor borgerne kan stemme på minimum to forskellige partier.

Adgang til viden og kultur

Ofte fremhæves det også i sådanne minimumsdefinitioner, at borgerne skal have adgang til forskellige informationskilder. I en demokratisk stat er det således ikke nok, at der kun er adgang til én kilde for information, der er styret politisk. Derfor skal public service-medier som Danmarks Radio have redaktionel frihed, ligesom der også skal eksistere andre nyhedsmedier.

Men et varieret medielandskab gør det ikke alene; der skal også være en fri og lige adgang, og der er her, at bibliotekerne, og særligt folkebibliotekerne, kommer ind i billedet. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at Danmarks første bibliotekslov fra 1920 kommer fem år efter, at det liberale demokrati er blevet fuldbyrdet med kvindernes stemmeret i 1915. I de efterfølgende årtier skorter det ikke lovprisninger af bibliotekets betydning for et velfungerende demokrati. Hverken den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt eller Danmarks første kulturminister Julius Bomholt kunne forestille sig et demokrati uden folkebiblioteker.

I et folkestyre skal borgerne træffe deres beslutninger på et oplyst grundlag, på samme måde som regenter eller erhvervsledere ideelt set også bør gøre det. Dette bliver allerede reflekteret i bibliotekslovens første paragraf, formålsparagraffen, hvor muligheden for oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet skal klæde os på til at deltage i demokratiet. Spørgsmålet om adgang til viden og kultur er ikke kun vitalt for bibliotekerne; det er simpelthen et af hovedformålene med at oprette kulturministeriet i