Skal folkebiblioteker kompensere for uddannelsesinstitutioners fravalg? Dorte Thuesen og Dyveke Sijm

Skal folkebiblioteker kompensere for uddannelsesinstitutioners fravalg?

Under overskriften ”Det digitale bibliotek er spækket med kvalitet – bare ikke for alle” stiller Ditte Schjødt og Lars Bornæs, Silkeborg Bibliotekerne, i et debatindlæg i Danmarks Bibliotekers juninummer, skarpt på ungdomsuddannelsesstuderende, deres digitale dannelse og adgang til kvalitetsressourcer.

Problemet – og løsningen – præsenteres nogenlunde sådan: Danske ungdomsuddannelsesstuderende skal have fri og lige adgang til (den samme pulje af) information. Den fri og lige adgang kan sikres gennem etablering af en sømløs digital overbygning bestående af kvalitetsressourcer, som folke-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker skal samarbejde om at levere adgang til, formidling af og undervisning i.

Fri og lige adgang til informationsressourcer er et klassisk biblioteksideal, ikke kun når det gælder ungdomsuddannelsesstuderende. Det er dog især denne gruppe, der fremhæves, når bibliotekssektoren diskuterer med sig selv om, hvor galt det står til, og hvor stor forskel der er for landets studerende på tværs af landet. Diskussionen har stået på i årevis. Undertegnede er ikke uenige i, at den er relevant, men mener også, det er på tide at se nærmere på, om præmisserne for diskussionen er gyldige.

Meget mere end Google

“Hvorfor overlader vi ungdomsuddannelsernes elever til Google?”, spørger Schjødt og Bornæs. At danske ungdomsuddannelsesstuderende skulle være overladt til Google, eller at det er tilfældigt, hvad de får adgang til, fordi der ikke eksisterer en national digital overbygning af centralt kvalitetssikrede informationsressourcer, er dog en set fra vores side forsimplet fremstilling af virkeligheden. Den ignorerer det ansvar, 100-vis af individuelle ungdomsuddannelsesinstitutioner og 1.000-vis af individuelle undervisere og uddannelsesbibliotekarer tager på sig i forhold til at udvælge og give adgang til informations- og læringsressourcer, der er relevant for netop deres undervisning, deres studerende, deres institution.

JA – der er afgjort stor forskel på, hvilke – og hvor mange – elektroniske informationsressourcer individuelle ungdomsuddannelsesinstitutioner investerer i, og hvilke biblioteksservices de tilbyder deres studerende. Det er en situation, der ikke adskiller sig fra forholdene på landets videregående uddannelsesinstitutioner. I begge tilfælde er der tale om selvejende institutioner, der både kan og skal stå på mål for egne prioriteter.

Er det folkebibliotekernes opgave at kompensere for forskelle i adgang, når det gælder digital uddannelseslitteratur? Det er i virkeligheden nok mere denne diskussion, vi trænger til at få –også mellem de respektive styrelser og ministerier. Og skal diskussionen tages, skal den nok udvides til at gælde uddannelseslitteratur generelt – ikke kun uddannelseslitteratur for ungdomsuddannelsesstuderende.

Fælles fremtidsindsats

Når det gælder uddannelseslitteratur, sidder bibliotekssektoren som helhed og folkebiblioteker i særdeleshed ikke alene på kompetencerne. Der er vigtige partnerskaber, der skal indgås for at finde langtidsholdbare løsninger: Folke-, uddannelses- og forskningsbibliotekerne og deres repræsentanter på den ene side. Uddannelsesinstitutionerne og deres repræsentanter på den anden side. Lokalt. Regionalt. Nationalt. Både organisatorisk og politisk. Schjødt og Bornæs har hér en velplaceret pointe, vi kun kan erklære os enige i.

COVID-19 karantænen satte desværre en stopper for afholdelsen af en påtænkt konference i 2020, der havde til formål at få mere gang i denne diskussion. En eftertanke kunne dog være, at det måske er vigtigere, at bibliotekssektoren deltager med mere aktivt fokus på betjeningen af studerende i uddannelsessektorens egne arrangementer som for eksempel Danmarks Læringsfestival.

KB & FDDF samarbejde

Det Kgl. Bibliotek etablerede ungdomsuddannelsernes licensservice juni 2019. I servicens rådgivende udvalg sidder repræsentanter for både biblioteks- og uddannelsessektoren. På det mere operationelle plan har Det Kgl. Bibliotek og FDDF (før DDB, red.) tæt og løbende faglig dialog og gennemfører lejlighedsvis fælles forhandlingsforløb, når dette er til fordel for de sektorer, vi hver især betjener.

■ Hvorvidt den faglige dialog skal udvides i retning af et mere formelt samarbejde må tiden, ønskerne og udviklingen i de forhandlingsmandater, vi får fra vores respektive baglande, vise. Bl.a. vil evalueringen af et igangværende nationalt pilotforsøg om gratis adgang for både ungdomsuddannelsesinstitutioner og folkebiblioteker til udvalgte databaser kunne give fælles indsigt i, hvilke modeller der måske – og måske ikke – kan give mening, hvis ønskerne – fra begge sektorer – går i retning af en mere koordineret og centralt formidlet adgang til digital uddannelseslitteratur.

DORTE THUESEN

Chefindkøber, forening Det Digitale Folkebibliotek (FDDF)

DYVEKE SIJM

Koordinator, Det Kgl. Biblioteks licensservice for ungdomsuddannelserne

Indholdet i denne artikel repræsenterer holdninger og synspunkter, der er skribenternes egne.