9 minute read
ARTIKEL Pak rejsetasken
Pak rejsetasken korrekt
Hvordan er det nu, skal det tunge gear være øverst eller nederst i tasken? Og hvad er det nu, min håndbagage må veje? Her får du en håndfuld gode tips til at pakke rejsetasken korrekt.
Af Rasmus Bohnensach rb@sportsfiskeren.dk
Førstehjælp til grejet Et lille felthospital til fiskegrejet kan vise sig nødvendigt, hvis uheldet er ude. Typiske uheld som for eksempel en knækket stang, kan der ikke gøres meget ved, men en lang række mindre alvorlige skader kan nemt afhjælpes på det lille hospital. Et multitool rummer næsten alle nødvendige værktøjer og kombineret med lidt gaffetape, splejsesæt til øjer på flueliner, sekundlim, hjulolie og lignende, vil det meste kunne klares. Værktøjskassens størrelse skal ikke tage overhånd, men skal lige akkurat rumme det man føler kan redde fisketuren, hvis noget kikser.
Rejsetasken – hvad skal jeg vælge Den perfekte rejsetaske findes næppe – jeg har i hvert fald ikke fundet den endnu. Personlige præferencer samt destinationen og rejsemåden er afgørende faktorer for, hvilken taske der er den mest ideelle. Rejser man ofte med fly, og blot skal transportere sit grej gennem lufthavne, vil en taske med hjul være et godt bud. Skal man gå meget og over ujævnt underlag vil en klassisk vandrerygsæk være optimal. Skal der raftes ned af en flod i dage- eller ugevis, eller kræver adgangen til fiskevandet på den eller anden måde transport, der inkluderer vand, vil en vandtæt duffelbag, der sikrer grejet perfekt beskyttelse mod vand, være det bedste valg.
Rejseforsikringen – rejs med god samvittighed En rejseforsikring er vigtig at have. Rejser man uden for EU gælder det gule sygesikringskort ikke, og det kan have uoverskuelige konsekvenser ikke at have en rejseforsikring, der dækker og hjælper en, hvis man kommer til skade. Der findes flere udbydere med speciale i rejseforsikringer, ligesom de flest almindelige forsikringsselskaber også udbyder rejseforsikringer. En rejseforsikring, der dækker det meste i hele verden, koster ikke alverden og giver desuden familien derhjemme en tryghed, når du drager på fiskeferie.
På flyrejsen – pas på vægten Rejser man med fly, er der én afgørende faktor, man altid skal tage hensyn til – vægten på sin bagage. Flyselskaberne er strikse med bagagen og stiller altid krav til vægten på den bagage, man tjekker ind samt håndbagagen. De fleste steder må man medbringe mellem 20 og 25 kg bagage, hvilket giver lidt begrænsninger, når tasken både skal rumme, fiskegrej, waders og støvler, sovepose, tøj, toiletgrej med mere. Med lidt organisering er det dog ikke noget problem, og i kraft af at man jo selv skal slæbe sit udstyr, kan det egentligt være rart at holde sig under 25 kg.
Backup grej – hvad skal jeg have med i reserven Reservegrej er tit et nødvendigt onde på fiskerejsen. Tit er man begrænset af enten fylde eller vægt på turen, og det er derfor vigtigt at vælge sit reservegrej med omhu – og begrænse det. Omvendt dur det heller ikke at stå på den anden side af jorden og pludselig mangle en stang eller et hjul, fordi man ikke havde tilstrækkeligt med. Glemt for eksempel alt om ekstra waders og tag i stedet et lille sæt lappegrej med. Stænger, hjul og liner, som er katastrofale at mangle, er det rigtige at satse på i reserven.
En hård skal – det beskyttende lag Sørg altid for at have et godt sæt skalbeklædning med på rejsen. Uanset om man fisker laks i Norge, eller tarpon i Florida, kan man ramme dårligt vejr, og en god beskyttelse mod vind og vand er uundværlig. Det beskyttende lag kan være alt fra vadejakke og waders, til et sæt solidt regntøj med membran. Det vejer og fylder sjældent meget, og der findes ingen undskyldning for, at det ikke skal indgå i pakkelisten.
Feriebilleder – glade minder Mange lystfiskere er også ivrige fotografer. Man siger som bekendt, at et billede siger mere end tusinde ord, og intet kan vække fiskeminder som et godt fotografi af drømmefisken fra sit livs fiskerejse. Selv om du måske ikke har en skjult fotograf inden i, så gør dig selv den tjeneste altid at medbringe et lommekamera på fiskerejsen. Brug lidt tid hjemmefra på at kende de mest basale funktioner, og sørg så for at „skyde“ masser af billeder under rejsen. I den digitale verden koster billederne ikke noget, og du vil med garanti takke dig selv for billederne, når du en vinteraften kan vise billeder og prale for fiskekammeraterne.
Håndbagagen Størrelse og vægt er kun sjældent et problem, når der tales håndbagage. Typisk må man medbringe en ret stor taske i flyet, og den tilladte vægt svinger som regel fra 8-12 kg, hvilket rækker til det meste. Det er derimod vigtigt at have det rigtige med i håndbagagen. Kamera- og videoudstyr er skrøbeligt og opbevares derfor altid i håndbagagen. Alt efter rejsens længde er andre vigtige eller nødvendige ting for eksempel rejsepungen med alt dens indhold. Bærbar computer, en flaske vand, tandbørste og tandpasta, ekstra t-shirt, læsestof, mobiltelefon med masser af musik og øretelefoner – alt sammen ting der hjælper med at gøre rejsen mere fornøjelig.
Briller, kasket og myggenet Et par gode polaroid solbriller samt en kasket er et must på alle fiskerejser. Solbrillerne giver mulighed for at følge fiskeriet under overfladen eller fungere som en uvurderlig beskyttelse for øjnene. Det er altid en god ide at have to par briller med. Hvis det ene par brister, er man ellers skidt stillet resten af turen. Kasketten behøver ikke meget omtale. Skygge for solen er den primære fordel, men den kan også skjule en gang morgenhår, hvis den forgangne aften er blevet lidt lang. På steder, hvor der er mange myg eller andre fluer, er et myggenet et must. De fylder intet i tasken, så pak hellere to for en sikkerheds skyld.
Rejsepungen – hvad skal den indeholde En rejsepung er guld værd til at holde orden på pas, kontanter, kreditkort, fiskekort, kuglepen, diverse billetter og andre papirer. Lige meget om rejsen går med fly eller bil, er det rart med en lille kompakt rejsepung, der altid er lige ved hånden, når man har brug for det.
Pakkelisten – få det hele med Rejser man med et rejseselskab, får man typisk tilsendt en pakkeliste i god til inden rejsens start. Her vil der ofte være grundigt beskrevet, hvad man behøver at medbringe på rejsen, så man undgår skuffelser vel ankommet til destinationen. Rejser man derimod på egen hånd, kan det være en god ide selv at lave en pakkeliste inden afrejse. Skriv ned, alt hvad du overhovedet kan komme i tanke om af grej, beklædning, personligt udstyr, papirer, kameraudstyr og andre relevante ting, der kan være brugbare undervejs på rejsen. Når pakkelisten er færdig, og den hverken rummer mere eller mindre end det nødvendige, kan den med succes gemmes på computeren til senere brug. Hjemvendt fra rejsen kan eventuelle rettelser hurtigt ændres, og med tiden kan man lave flere pakkelister til forskellige fiskeformer eller rejsesteder.
De tre h´er – hat, handsker og halsedisse Personligt medbringer jeg altid dette hattrick på mine rejser. Lige meget hvilken destination jeg besøger vil hat, handsker og halsedisse komme til sin ret. På varme rejser består delene af tynde UV beskyttende materialer, og på kolde rejser er det skiftet ud med varm uld eller fleece. Trioen har adskillige gange reddet et par ekstra timer ved en vinterkold elv eller sparet mig for solskoldninger i sydens sol. At det næsten ingenting fylder i oppakningen er jo bare et ekstra plus.
Souvenir – fungerer fint begge veje Souvenirs behøver ikke kun at være noget man tager med hjem fra ferien. Hvorfor ikke stoppe et par af de fluer eller spindere, der fungere i hjemmevandet, i tasken og forære dem til den lokale guide eller familie på destinationen. Det kunne også være lidt fluebindingsmateriale eller andet som syntes sjældent, der hvor man kommer frem. Måske giver det bare lidt ekstra glæde, men det kan også udmønte sig en ekstra oplevelse, eller et par timers ekstra fiskeri på hotspottet. Glem ikke at have noget med hjem til familien i Danmark – så er det måske lidt lettere at slippe af sted en anden god gang.
Toilettasken – hvad skal jeg huske Toilettasken skal fungere som sit eget lille apotek på rejsen. Når først man er på sin destination, kan det være umuligt at skaffe piller, medicin og lignende. Sørg derfor altid for at have styr på det hjemmefra, samt at have lidt ekstra med, hvis pludselig noget bliver væk, ellers rejsen af den ene eller anden grund trækker ud. Husk altid at pakke et lille førstehjælps-sæt i toilettasken.
Transit – med fly på ferie Flyrejser er altid lidt anderledes end andre rejseformer, og her kan lidt ekstra forberedelse og omtanke godt betale sig. Sørg for at være frisk og udhvilet inden en flyrejse, og være afslappet påklædt. Det giver den størst mulige komfort, specielt på lange flyrejser. Hav tålmodighed, og bliv ikke stresset over lidt forsinkelser i „tjek in“, tider eller flyafgange. Der er ikke noget, man kan gøre ved de problemer, og stress samt dårligt humør forværrer kun situationen hos både personale og passagerer.