ARTIKEL Forfangets betydning

Usynlig forskel. Forfanget er en vigtig del af fluefiskerens udrustning, som kan betyde forskellen på succes og fiasko.

betydning

Du har afsluttet kastet, og linebuen ruller perfekt ud over elven. Linen strækkes, og fluen rammer vandet – men oveni en bunke sammenfiltret forfangsmateriale. Hvorfor strækker det forfang sig aldrig rigtigt ud?

Af Mikael Frödin mf@sportsfiskeren.dk Oversættelse: Lars Østergaard Jensen

Har forfanget overhovedet nogen betydning? Og hvilken? Spiller forfanget nogen rolle for fiskeriet, kastet og affiskningen?

Spørgsmålene er mange og relevante. Og svaret er et klart, ja.

Forfanget er en vigtig del af flueudstyret. Det er ikke blot opfundet til at knytte fluen fast i, men udfylder også andre vigtige funktioner. Forfanget skal formidle kraftoverførslen fra fluelinen, styre fluen, sikre fluen en levende gang og sidst men ikke mindst skal forfanget holde resten af udstyret og fiskeren skjult for fisken. Kortere kan forfangets funktioner ikke defineres.

Forfangstyper og materialer Markedet bugner af forskellige forfangstyper – taperede nylonforfang, flettede nylonforfang, flettede forfang af andre „super-materialer“, forfang af fluorocarbon, synkende flettede forfang, såkaldte Polyforfang overtrukket med coating og endelig kan man jo lave sine egne skræddersyede forfang.

Indtil for blot få år siden ville jeg ikke have drømt om at fiske med et knudeløst, industrifremstillet forfang. Dertil var forfanget en alt for vigtig del af udrustningen, som jeg stillede specielle krav til. Men udbuddet af forfang er eksploderet de senere år.

Spørgsmålet er så, hvordan man finder frem til det rigtige lakseforfang? Vi kan til en begyndelse konstatere, at der ikke findes et forfang, der dækker alle behov og passer til alle fluetyper og flueliner. Der findes utallige teorier og ideer, der nærmest gør fremstillingen og valget af forfang til noget nær en videnskab, men lad os springe det mest ekstreme over og søge nogle enkle retningslinier, der kan hjælpe os frem til nogle gode standardforfang, der i løbet af havørred- og laksesæsonen dækker de forskellige situationer.

Når der skal fiskes dybt Til dybt fiskeri er det altid bedst at fiske med en tung line – men en let flue. Man lader altså fluelinen trække fluen ned til fisken. Det kræver dog, at linespidsen synker tilpas hurtigt, så den kan bringe fluen ned i den ønskede dybde. Med dagens flueliner med forskellig vægtfylde er dette ikke noget problem. Uanset hvilken flueline vi bruger, er det vigtigt, at forfanget er meget kort, så fluen ikke løftes op i vandet og over den dybde, som forfangets tykke ende arbejder i. Enkelte flueeksperter mener, at et 30 cm langt forfang er tilstrækkeligt, men selv til ekstremt dybt fluefiskeri vil jeg foretrække en længde på en meter. De sidste centimeter påvirker ikke nævneværdigt affiskningsdybden, men holder fluelinen et stykke ude af fiskens synsfelt. Og jo mere klart vandet er, jo længere bør forfanget være.

Efter de første flettede synkeforfang dukkede op på markedet, har man kunne vælge mellem mange forskellige – fra intermediate til ekstra superhurtigt synkende varianter. I begyndelsen var disse forfang af svingende kvalitet. I dag har flettede synkeforfang en tilstrækkelig stærk kerne selv til laksefiskeri, og nu holder selv

løkkerne til et større træk end forfangets spidser.

Forfangene findes i længder fra 3–12 fod. Man kan betragte dem som en ekstra forlængelse af synkelinen frem for et forfang.

Polyforfangene, der i dag dominerer markedet, sælges med små variationer af samtlige grejmærker, men alle fremstilles de af Airflo i England. Forfangene er meget effektive til at præsentere fluen dybt og fungerer især godt, når man fisker med kort line udenfor topøjet.

Selv bruger jeg klumper med forskellige synkehastigheder, der erstatter de længste typer forfang. Alligevel har jeg altid et par hurtigt synkende og ekstra hurtigt synkende forfang på 5 og 10 fod i tasken.

Man skal huske, at et „fast sink“ forfang synker nogenlunde med samme hastighed som en synke 4 line – og et „ekstra fast“ forfang betydeligt hurtigere. På grund af sin ekstremt høje vægt bliver et „ekstra fast“ forfang mere drilskt at kaste med, men de er meget effektive til at bringe fluen til bunds, når man fisker med kort flueline.

Polyforfang har en løkke til montering på fluelinen. I den tynde ende knyttes en nylonspids ved hjælp af en simpel Grinner-knude, blodknude eller en anden knude, som du stoler på. Man skal passe på ikke at spilde for meget af nylonspidsen på at knytte knuden, for så går hele ideen med forfanget tabt. Og fluen fisker ikke dybere end fluelinen.

Forfang af nylon og fluorocarbon Udbuddet af disse forfang er nærmest eksploderet, så det kan være svært at afgøre, hvad der passer til ens fiskeri. Forskellen på nylon og fluorocarbon er, at sidstnævnte er mere slidstærkt end nylon. Desuden synker fluorocarbon og er derfor mindre velegnet til tørfluer og fluer, der skal føres lige under overfladen. Fluorocarbon hævdes at have samme refleksindeks som vand, hvilket skulle gøre materialet næsten usynligt under vand. Det er jo en god ting, hvis det passer, hvilket der er nogen debat om. Til mit eget laksefiskeri har det ingen betydning, da jeg ikke mener, at laks er specielt forfangssky – selv ikke overfor en tyk nylonspids. Generelt er fluorocarbon noget stivere end nylon, og endelig er fluorocarbon betydeligt dyrere end nylon.

Når valget står mellem nylon eller fluorocarbon, tror jeg, at så længe man vælger et kvalitetsmærke, bliver valget en smags sag.

Når man vælger et lakseforfang, bør man fra starten være bevidst om dets funktioner. Forfanget skal præsentere fluen så godt som muligt for fisken, uden at fisken opfatter forfanget.

Lad os starte med at kigge på forfangets længde. Når forfanget ikke skal styre fluens affiskningsdybde, afhænger forfangets længde af fluen og vandets klarhed. Jeg er af den overbevisning, at alt over 15 fod + spidsen – hvilket giver 17 fod eller 5,5 m – er overflødigt. Jo længere forfanget er, jo sværere bliver det, at få forfanget til at rulle ud og strække sig – specielt med en stor og tung flue for enden. Jo større flue, desto kortere forfang og stivere materiale. For at kunne kaste en stor flue, skal materialet især i forfangets tykke ende være så stift, at det kan overføre kraften fra fluelinen og strække spidsen.

Generelt bruges forskellige længder forfang til forskellige stanglængder, hvilket man kan undre sig over. Udrulningen af linebuen er jo den samme uanset, om man fisker med en længere eller kortere stang. Faktisk kræver en kort og tungere klump et længere forfang for at præsentere fluen bedst muligt. Man kan som udgangspunkt basere sit laksefiskeri på et 13-15 fod langt forfang.

Forfanget skal naturligvis have en spids. Til store fluer klipper jeg nu og da midtersektionen ud af forfanget og knytter i stedet en stiv, 40 cm kort spids på for bedre at kunne strække forfanget.

Til fiskeri i langsomtstrømmende vand med små fluer i bløde materialer knytter jeg en længere spids af et blødt forfangsmateriale for enden af det stive forfang. Selv en flue bundet af de mest levende materialer hænger livløst i vandet for enden af en tyk og stiv forfangspids.

Lav dit eget forfang Der findes masser af ideer og forslag til, hvordan man kan tapere og opbygge et forfang, så det både kaster og fisker optimalt.

Dobbelt overhåndsløkke

1 Det er umuligt at sige noget bestemt om, hvad som er bedst. Det samme forfang fungerer nemlig ikke optimalt under alle betingelser. At lave forfangene selv kan blive lidt af en videnskab. Man opnår mange fordele ved at fremstille sine egne forfang. Dels bliver det nemt at ændre og tilpasse taperingen og tykkelsen til de forskellige fluer og forhold, og dels er det betydeligt billigere at lave sine egne forfang end at købe færdigt fremstillede.

En god basisrecept for et forfang er 60%, 20%, 20%. Hermed menes, at den øverste tykke sektion skal udgøre 60% af forfanget længde, mellemsektion 20% og spidsen 20%. Andre foretrækker et forhold på 50%, 25%, 25%.

Den tykke sektion er den vigtigste del og også den, som de fleste sjusker med. Tykkelsen på den øverste del af forfanget skal mindst være på 75% af fluelinens diameter. Den øverste del af forfanget laves af et stift materiale. Jo større en flue man vil benytte, jo vigtigere er sektionens stivhed. Dens funktion er jo at overføre kraften fra linen og videre ud i forfanget. Den øverste del af forfanget består af få længere sektioner.

Den mellemste del af forfanget skal aflede en del af energien, men alligevel være i stand til at præsentere spidsen og fluen ordentligt. Denne del består gerne af flere kortere sektioner.

Spidsen er den del, der skal præsentere fluen for fisken, og betragtes derfor af mange som den vigtigste. Dens funktion er dog relativt simpel. Spidsen af forfanget skal være tilpas blød for at få fluen til at gå naturligt i vandet. Endelig skal spidsen være så usynlig for fisken som muligt. »

2

3

4

Et godt standardforfang Hvis jeg vil have et forfang, som skal anvendes sammen med en intermediate flueline og mellemstore fluer på 3-5 cm, vælger jeg en længde omkring fem meter. Jeg begynder med bundsektionen, der laves af to dimensioner: 2 m 0,73 mm fulgt af 1,5 m 0,66 mm. Derefter følger en mellemsektion af 40 cm 0,61 mm, 30 cm 0,54 mm og 30 cm 0,48 mm. Spidsen udgør den sidste meter og sammensættes af 40 cm 0,43 mm og endelig den yderste spids af 60 cm 0,38 mm. Til spidsen foretrækker jeg et blødt forfangsmateriale.

Skal der anvendes større og mere buskede fluer eller er vinden hård, kan det være nødvendigt med et stivere forfangsmateriale i spidsen, men vær opmærksom på, at fluen stadig arbejder levende. Jeg benytter forskellige tykkelser i spidsen som 0,43 mm, 0,38 mm og 0,33 mm og kun undtagelsesvis tyndere. 0,38 mm er en god standardtykkelse til de fleste fluer og fiskesituationer.

Det hænder dog, at jeg går op i tykkelsen. På Gabonakken i Alta bruger jeg således aldrig tyndere forfangspids end 0,60 mm.

Knuder Til knytning af forfang bruger jeg kun tre knuder. En til at binde forfanget til fluelinen og en anden til at knytte de enkelte sektioner af forfanget sammen.

Hvis vi starter med sammenføjningen mellem forfang og line, så bruger jeg kun sjældent en line med løkke – og hvis jeg endelig gør, bruger jeg en dobbelt overhåndsløkke til forfangets buttsektion. En meget stærk, men også lidt klodset løsning.

Normalt foretrækker jeg at knytte forfanget til linen med en variant af nåleknuden. I den variant jeg foretrækker, lægges fluelinen dobbelt. Den minder om Albrightknuden. Den kan være lidt drilsk at binde. Brug en nål eller en løkke af nylon. Denne knude glider glat gennem topøjet, er stærk og glider aldrig.

Til at knytte forfangets sektioner sammen anvender jeg en variant af Grinnerknuden. Med den får man smidige og stærke knuder, når man lægger enderne langs forfanget, som derfor ikke hægter fast som ved den almindelige blodknude.

Når man skal stramme knuderne, er det vigtigt at fugte materialet forinden. Man skal også huske at stramme knuderne langsomt og jævnt. Hvis man forhaster sig, kan linematerialet smelte og således lægge kimen til en katastrofe under fighten.

Vær også omhyggelig, når du binder fluorocarbonline og nylonline sammen. Nogle mærker går fint i spænd med hinanden, mens andre slet ikke passer sam

men. ■