4 minute read

ARTIKEL Forår for Gudenåen

FORÅR FOR GUDENÅEN VED TANGE SØ

Med Gudenåkomitéens seneste udspil er man kommet et lille skridt nærmere en løsning af problemet ved Tangeværket.

Stopklods. Hvis Gudenåkomitéens forslag bliver en realitet, vil Tangeværket ikke længere udgøre en spærring for Gudenåens fisk.

Af Kasper Rasmussen kr@sportsfiskeren.dk

Gudenåkomitéen har netop offentliggjort deres udspil i forhold til problematikken med Tangeværket og Gudenåen. Komitéen anbefaler en løsning, hvor Gudenåens ledes uden om Tange Sø, som herved bevares. Udspillet er et vigtigt skridt i retning af en længe ventet løsning ved Tangeværket.

Laksen forsvandt Tilbage i 1921 blev Tangeværket indviet, og hermed startede udnyttelsen af Gudenåens vand til el-produktion. At Tangeværket havde negative konsekvenser for Gudenåen og dens fauna blev klart kort efter værkets indvielse. Havørredbestanden blev i løbet af ganske få år halveret, og allerede syv år senere – i 1929 – uddøde Gudenåens unikke laksestamme. Forarmelsen af Gudenåen stoppede dog ikke af den grund. I 1938 valgte man at uddybe åen flere kilometer nedstrøms værket, for på den måde at øge faldhøjden og dermed elproduktionen.

Resultatet blev, at Gudenåens forløb ændrede sig fra en klukkende å til en sø, samtidig med at man skabte passageproblemer for dyrelivet og desuden ødelagde gydemulighederne for laks og havørred.

Langvarigt tovtrækkeri I takt med at udløbet for Tangeværkets driftstilladelse nærmede sig, begyndte debatten om værket og søens fremtid for alvor i 1990’erne. Allerede i 1993 anbefalede Danmarks Sportsfiskerforbund et langt omløbsstryg forbi Tange Sø.

Da Gudenå-centralens koncession udløb i 2001, blev konsekvensen blot en forlængelse på to år. Samtidig blev en arbejdsgruppe nedsat af Miljøministeriet og Fødevareministeriet, og i 2002 kunne man præsentere en rapport – »Gudenåens passage ved Tangeværket« – udarbejdet af COWI med en grundig analyse af ni forskellige løsningsmodeller. Arbejdsgruppen anbefalede en løsning, hvor man fører Gudenåen uden om Tange Sø ved at grave et syv kilometer langt nyt åløb, samtidig med at vandspejlet opstrøms Ans sænkes. Anbefalingerne blev dog i første omgang ignoreret, og i stedet blev værkets koncession endnu engang forlænget – denne gang med fem år yderligere.

I april 2007 offentliggjorde Danmarks Naturfredningsforening (DN) en supplerende rapport – »Supplering af beslutningsgrundlag for Gudenåens passage ved Tangeværket« – udarbejdet af COWI. Rapporten supplerer løsningsmodellerne i rapporten fra 2002 med en løsningsmodel, hvor Tange Sø afvandes, og Gudenåens oprindelige løb genetableres. Rapporten indeholder endvidere en yderligere model med et langt omløbsstryg udenom Tange Sø fra Tangeværket til Ansdæmningen kombineret med genetablering af den oprindelige Gudenå fra Ansdæmningen til Kongensbro.

Derudover indeholder DN-rapporten en vurdering af de forskellige løsningsmodeller i forhold til kravene i EU’s Vandrammedirektiv og EU’s Habitatsdirektiv. Rapportens konklusion er, at modellen med tømning af Tange Sø og genetablering af Gudenåens oprindelige løb er den eneste løsning, der lever op til kravene i Vandrammedirektivet.

Udsættelse på udsættelse På trods af at alle forhold omkring en løsning således er særdeles velbelyst, besluttede et flertal i folketinget i 2007 endnu engang at forlænge Gudenåcentralens koncession – denne gang med 6 år til 2014. Som begrundelse blev der nu henvist til, at beslutningen om en løsningmodel skulle afvente udarbejdelsen af vandplanerne.

Det indgår således som en forudsætning i den seneste forlængelseslov, at der efter tre år – dvs. i 2011 – skal tages stilling til en løsningsmodel med henblik på, at en løsning kan være gennemført i 2015. Nu har miljøministeren så i strid med denne forudsætning i forslaget til vandplanerne lagt op til, at en afklaring af passageforholdene ved Tangeværket endnu en

gang skal udskydes til næste vandplanperiode fra 2015 til 2021.

Gudenåkomitéens udspil Seneste kapitel i problematikken med Tangeværket er, at Gudenåkomitéen netop har offentliggjort et udkast til et høringssvar til statens Vand- og Naturplaner. I udkastet anbefaler komitéen blandt andet, at mest muligt af Gudenåens nuværende vandføring afleveres til et bredt omløb uden om Tange Sø, og at der herved skabes fri passage for alle fiskearter og de bedst mulige gyde-, opvækst- og overlevelsesforhold for laksefisk. Samtidig anbefales det, at Tange Sø bibeholdes, og at man sikrer den bedst mulige vandkvalitet i søen, og derved sikrer de rekreative interesser omkring søen. Komitéens udspil ligger således godt i tråd med arbejdsgruppens anbefalinger tilbage fra 2002. – Det er meget, meget positivt, at Gudenåkomitéen og kommunerne omkring Gudenåen nu kommer med et så markant indspark til vandplanerne om, at passageforholdene ved Tangeværket skal løses med et langt omløbsstryg udenom Tange sø. Det er et initiativ, der jo – i modsætning til de statslige forslag til vandplaner – er helt i overensstemmelse med forlængelsesloven vedrørende Gudenåcentralens koncession, der udløber i 2014. Miljøministeren har desværre igen og igen med de stærkt forsinkede vandplaner forsøgt at sparke den nødvendige naturgenopretning af Danmarks længste vandløb til hjørnespark. Men nu vil også Gudenåkommunerne altså fastholde ministeren på forudsætningerne i forlængelsesloven. Det er rigtig godt gået, siger Verner W Hansen, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.

Byrådene bestemmer Det er komitéens forhåbning, at der snarrest muligt træffes afgørelse i spørgsmålet om faunapassagen, således at de fremtidige forhold er klarlagte, når koncessionen for Gudenåcentralen udløber i 2014.

Gudenåkomiteens syv medlemskommuner (Favrskov, Randers, Viborg, Silkeborg, Horsens, Skanderborg og Hedensted) skal nu behandle sagerne ude i Byrådene sidst i marts. Hvis forslaget vedtages uændret af byrådene, vil opfordringen derefter blive sendt i den nuværende form til staten, der skal træffe den endelige afgørelse i forbindelse med vedtagelse af vandplanerne. Q

This article is from: