Ædegilde ved ørredåen

Ventetiden har varet noget nær et år, og længslen bobler i kroppen. Længslen efter et af den danske naturs mest fascinerende skuespil –majflueklækningen. I halen på disse enorme insekter følger et fiskeri så fantastisk, at det kan få mundvandet til at løbe på selv de mest inkarnerede tørfluetosser.

Af Niels Åge Skovbo

Vinteren havde været ekstra lang og usædvanlig kold. Der havde sågar været isdannelse visse steder på ørredåen. Selv om der − sammen med bøgens grønne blade − kom varme til kongeriget, var naturen usædvanlig lang tid om at komme til hægterne. Som en gamling med gigt i kroppen, der først skal varmes op af den livgivende sol.

Fluefiskeren havde allerede været ved åen adskillige gange, men det var som om, at strømmen var helt tom for liv. De første dage i maj var fortvivlende. Stort set ikke en fisk på overfladen og snakken ved bredden gik på, om naturen nu langt om længe var bukket under.

Men i slutningen af maj, på det tidspunkt hvor man ved aftenstide kan høre gøgen kukke og rådyrene „gø“, begynder

der at ske noget. Et stort insekt, der i et par år har været nedgravet i åens silt og sand, begynder nu at røre på sig. Nymfen møver sig vej gennem sandet på bunden og med kraftige slag med halen, begiver den sig målrettet mod åens overflade. Hængende i vandspejlet krænger insektet sin „svømmedragt“ af, og ud kommer den mest graciøse og gigantiske døgnflue. Majfluen er kommet. Ædegildet i ørredåen kan begynde.

Kortvarig overflod. Når majfluen, eller Ephemera danica som den hedder på latin, klækkes, er det i titusindvis. Ved de store og rene danske ørredåer som for eksempel Kongeåen, Nørreåen, Gelsåen og Gudenåen kan man – i de to til tre uger som klækningen varer – se store mængder af majfluer, som sætter sig i træer og buske langs åen.

Forførende fluevalg. Store faldskærmsfluer med CDC vinge er et godt valg til imitation af majfluen i dun-stadiet − der hvor den netop er klækket og driver ned af åen med opretstående vinger. Man bør dog også have en klækkende flue i æsken samt den „døde“ spent spinner. Der findes et utal af mønstre, og de fleste virker, bare størrelsen passer. Sidst på majflue-sæsonen, hvor fiskene har spist sig mætte og tykke, bliver de mere kræsne, og fluevalget bliver mere kritisk.

En ordentlig tamp. Det er nu at chancen er der. Chancen for den helt store bækørred. Det kræver godt lokalkendskab og tålmodighed. De store fisk spiser ofte i korte og hektiske perioder efterfulgt af pauser. Majfluerne flyder i store mængder ned af åen, og der er rigeligt med mad, så det er langt fra sikkert, at det lige præcis er din flue, der udvælges.

Passende grejer. Det er de største af åens fisk, som kommer frem under majfluefiskeriet, og det er store fluer, der skal kastes. Grejet bør derfor ikke være for klejnt. Klasse 4 og 5 med et passende hjul fungerer perfekt sammen med et forfang på 4 til 6 meter. Forfanget bør ikke være for tyndt, da linen ellers let kinkes af de store fluer. 0,18 mm er ofte passende. En traditionel WF-line er glimrende til tørfluefiskeri, mens de moderne skydehovedliner ikke er gode til præcisionskast, og derfor ikke bør benyttes. Klimakset. Tidspunktet, hvor solen er gået ned, og hvor den gyldne time forvandledes til den blå time, er spektakulært. Alle de majfluer, som har skiftet ham fra dun til spinner, flyver nu ud over åen, hvor de parrer sig og lægger æg. Luften og overfladen kan være tyk af insekter, og man tror næppe sine egne øjne første gang, man oplever scenariet. Fiskeriet er nu så intenst og fantastisk, at det giver næring til hele den kommende vinters drømme om forår og majfluer.

Forvandling. Majfluen, som er omtrent to centimeter lang, skifter ham en ekstra gang, efter den er klækket fra åen. Den forvandles nu fra dun til spinner, og først herefter kan parringsdansen og æglægningen over åen begynde. På fotoet ses en majflue-dun, der har sat sig over et tomt „hylster“ fra en anden majflue, der nu er „omklædt“ til en spinner. Spinneren er karakteriseret ved, at den er

en kende mørkere end dunnen, og har tre meget lange haletråde

Bækørred bedrageri. Ørreden havde troligt slubret hver eneste af de majfluer i sig, som i en lind strøm flød ind i dens „vindue“. Den sidste flue den tog, var dog ikke som de øvrige. Den var hård og spids, og den store bækørred forsøgte nu alle mulige krumspring for at blive fri for den.