5 minute read
Fremtidens fiskeri
Nye visioner. På konferencen fremlagde Verner W. Hansen, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, forbundets nye visioner, der skal være med til at styrke fremtidens lystfiskeri.
Der er penge i det rekreative fiskeri, og potentialet for lystfiskerturisme er stort. Men flere fiskebestande er også pressede. Så hvordan skal fremtidens fiskeri forvaltes? Den 6. september afholdt fødevareministeren konference om emnet.
Af Jakob Sørensen js@sportsfiskeren.dk
– I har vel hørt om Langesøgedden? Den er så stor, at den en gang har spist en skovarbejder. Men i mine unge dage lykkedes det mig faktisk at få den på krogen, og vi blev trukket rundt på søen i timevis. Ja, faktisk dage. Og da det endelig lykkedes os at få den op, så var kameraet løbet tør for strøm, fordi fighten var blevet så lang.
Nogenlunde sådan lød det, da fødevareminister, Dan Jørgensen, bød velkommen til konferencen om udvikling af det rekreative fiskeri i Vejle den 6. september.
Umiddelbart lyder det som en lystfiskerhistorie, der er for god til at være sand, og det er det første nok også. Men at ministeren har inviteret alle interesserede til at komme med indspark til fremtidens fiskeri er derimod alt andet en lystfiskerhistorie – men måske det første skridt på vejen til et nyt lystfiskereventyr.
Forbundets initiativ Egentlig er det ikke nogen ny ide med en sådan konference. Faktisk foreslog Danmarks Sportsfiskerforbund sammen med fritidsfiskerne det tilbage i 2012 til den daværende fødevareminister, Mette Gjerskov. Men det blev så Dan Jørgensen, der fik æren af at invitere til konferencen. – Jeg vil rigtig gerne være med til at styrke lystfiskeriet i Danmark. Det er sund hobby, som mange danskere finder glæde ved. De kommer ud i naturen og får frisk luft og kan få en friskfanget fisk med hjem på middagsbordet, siger Dan Jørgensen.
Desuden ser Dan Jørgensen også et stort økonomisk potentiale i netop sportsfiskeriet, og han mener, at det er værd at satse på. – Fisketurismen i Danmark er ikke uvæsentlig, men den kan faktisk blive endnu større, hvis vi gør tingene på den rigtige måde. Og så længe fiskeriet foregår på en bæredygtig måde, så ser jeg da gerne, at vi får nogle flere fisketurister til at bidrag til den danske statskasse, siger Dan Jørgensen.
Konkrete forslag Flere organisationer havde konkrete forslag med til ministeren. Heriblandt var naturligvis Danmarks Sportsfiskerforbund, der til lejligheden havde produceret en ny folder »Visioner og forslag til udvikling af det danske lystfiskeri« med forbundets seneste mærkesager, som på konferencen blev fremført af forbundets formand, Verner W. Hansen.
Ministeren synes også om flere af ideerne. Blandt andet ideen om, at ørred, laks, gedde, aborre og sandart skal have status som sportsfisk, der skal forbeholdes det rekreative fiskeri. – Det lyder som en rigtig spændende ide, og det er med på listen over mulige tiltag, siger Dan Jørgensen.
LÆS OM FREMTIDENS FISKERI
På www.sportsfiskeren.dk/fremtidens-fiskeri kan du læse alle Danmarks Sportsfiskerforbunds visioner og forslag til ud vikling af det danske lystfiskeri.
En anden ide, som ministeren ser store muligheder i, er ideen om at indføre bekendtgørelser a la den såkaldte Odense-Fjord-model andre steder i landet (læs mere i Sportsfiskeren nr. 1, 2014). – Erfaringerne fra Fyn er jo rigtig gode, og det økonomiske potentiale er stort i netop havørredfiskeriet, så det er en model, jeg gerne vil være med til at bygge videre på, siger Dan Jørgensen.
Han tilføjer, at det vil fremme processen, hvis de berørte interessenter kommer med fælles udspil til nye bekendtgørelser.
Åben mikrofon Anden del af konferencen var åbent for alle fremmødte. Alle deltagere kunne fremføre ideer eller stille spørgsmål til et panel bestående af Dan Jørgensen, Verner W. Hansen, Arne Rusbjerg fra Dansk Fritidsfiskerforbund og Allan Buch fra Danmarks Fiskeriforening.
Der kom mange konstruktive forslag fra salen, som ministeren har taget med sig i det videre arbejde. Men der tegnede sig også et billede af, at fremmødte fra alle lejre var frustrerede over den aktuelle situation med fiskeprædatorer, hvor både skarv og sæl blev nævnt.
Efter en god debat – hvor der desværre ikke var tid til, at alle, som ønskede det, kunne komme til orde – blev konferencen afsluttet udendørs, hvor Jan Gildam fra Storrygeren serverede lækre fiskehapsere direkte fra grillen.
Hvad sker der nu I de mest dunkle kroge i fiskeverdenen florerer rygter og teorier om, at der nok aldrig vil ske noget. Og at det hele drukner i bureaukrati og varm luft. – Der skal ikke nedsættes nogle kommissioner, der trækker tingene ud. Vi skal rykke på tingene nu, mens ideerne er friske. Derfor vil vi straks se på mulighederne, og allerede i oktober vil vi præsentere en række visioner for at fremme udviklingen, siger Dan Jørgensen og fortsætter: – Det handler ikke bare om snak. Der skal ske noget. Og netop derfor var der inviteret bredt. Der går så mange ildsjæle rundt, der virkelig har noget at byde ind med. Ideerne skal komme nede fra, og så skal jeg sørge for at udmønte dem.
Danmarks Sportsfiskerforbund venter allerede i spænding og har flere konkrete forslag klar til ministeren. n
Ideudvikling. Efter konferencens officielle del var afsluttet, listede Dan Jørgensen stadig rundt blandt deltagerne for at indsamle de sidste ideer til det kommende arbejde.
Alle danskere skal i endnu højere grad have mulighed for at opleve lystfiskeriet. Fiskeriet skal fremmes gennem natur- og miljøforbedringer og en målrettet indsats for at skabe større fiskebestande. Fiskeriet skal være bæredygtigt –det vil sige, at det ikke må påvirke de relevante arter så meget, at det truer deres mulighed for at opretholde store og sunde bestande. Fiskeriet skal udøves under hensyntagen til natur og miljø. Fiskene skal altid behandles med respekt og ikke udsættes for unødig belastning –uanset, om de skal hjemtages eller genudsættes. Fiskerilovgivningen skal afspejle disse visioner i endnu højere grad.
Forbud mod at hjemtage brakvandsgedder i en femårig periode –herunder et totalt omsætningsforbud. I de vigtigste opvækstområder og i trækruterne skal der i perioden 1. februar –31. maj være garnforbud. Fiskeri med max én stang per lystfisker i de vigtigste farvande. Udarbejdelse af informationsmateriale om skånsomt fiskeri og genudsætning.
FORBUNDETS VISIONER FOR FISKERI I DANSKE SØER
• Redskabsfiskeriet i søerne skal udfases. • Der skal indføres et omsætningsforbud for fisk fanget i ferskvand.
FORBUNDETS VISIONER FOR KONTROLLEN AF DET REKREATIVE FISKERI
Der bør allokeres flere ressourcer til kontrollen med det rekreative fiskeri. Der bør indføres store bøder og andre sanktioner for meget grove eller gentagne lovbrud. Især fiskeriet med umærkede redskaber skal sanktioneres hårdt. Lystfiskere skal bemyndiges til at kunne kontrollere Fisketegnet og udstede afgift ved offentlige fiskevande.