Danmission Magasin nr. 1 marts 2015 by Danmission

ISSN: 2245-6953

magasin nr. 1/ marts 2015

Tema:

Madagaskar Præst på

trods

Det største i livet er at kunne give – skuespiller Bodil Jørgensen 1

leder

For ører og krop "TROEN kommer af det, der høres" (Rom. 10,17) og "I er verdens lys. … jeres lys [skal] skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene" (Matt. 5,14&16). Den Gassisk Lutherske Kirke (FLM), som er Danmissions samarbejdspartner i Madagaskar, arbejder ud fra begge disse bibelcitater. Forkyndelsen af evangeliet for alle mennesker og for det hele menneske – det har FLM formuleret som sin hovedopgave. Guds kærlighed videregives gennem den mundtlige forkyndelse så at sige til ørene og vises i diakoni- og udviklingsarbejdet til hele kroppen. DENNE sammenhæng i arbejdet havde jeg selv den glæde at være en del af, da min kone og jeg fra 2004 til 2013 var udsendt til Madagaskar. Den største oplevelse fik jeg et af de første år, mens jeg arbejdede med et lille landsbyudviklingsprojekt i det nordøstlige Madagaskar i et område, hvor FLM også havde placeret evangelister for at etablere nye menigheder. En mand, der var udpeget som foregangsmand i landbrugsudvikling og derfor via projektet fik ekstra træning i bl.a. vaccination af høns og kompostproduktion, begyndte lige efter første kursus at komme i den lille, nye lutherske menighed i sin landsby. Vi havde hørt om det og glædede os over det, men vidste ikke hvorfor han var begyndt at deltage. En af evangelisterne i området fortalte så, at manden – et par år før vi kom dertil – havde haft en drøm, hvor nogle hvide mennesker kom og førte ham ind i kirken. Den drøm var han kommet til at huske på under det første kursus, som ikke handlede om kristendom, men bl.a. om gulerodsdyrkning og om at være foregangsmand i landsbyudviklingen. Jeg tror, Gud gav ham den drøm og senere brugte os som de „hvide mennesker„. Her oplevede vi konkret at være med i Guds mission. Dér gav det for alvor mening at være missionær. MANDEN med drømmen er kun én ud af mange tusinde, der tilslutter sig Madagaskars lutherske kirke, som oplever

stor vækst. I en årrække viste statistikkerne, at der i gennemsnit blev oprettet én ny menighed om ugen. Og kirkevæksten fortsætter, så derfor støtter Danmission uddannelse af kateketer og præster, der bl.a. skal undervise de nye kristne. MEN ikke bare kirken vokser. Det gør befolkningen også – fra ca. 16 mio. i 2003 til ca. 23 mio. i 2014 – og det medfører et pres på landets naturressourcer. Afskovning og jorderosion er udbredt. Og det er medvirkende til den udbredte fattigdom – en fattigdom, som steg markant under Madagaskars lange politiske krise 2009-2014. I lyset heraf samarbejder FLM og Danmission om fattigdomsbekæmpelse med særligt fokus på god forvaltning af naturressourcer, så de mange munde forhåbentligt også i fremtiden kan mættes. Dette arbejde involverer også viden om rettigheder og fokus på fortalervirksomhed, så bønderne og lokalsamfundene ikke mister den jord eller det vand, som de har ret til, til mere magtfulde og pengestærke personer eller firmaer. HER i magasinet kan du læse mere om Madagaskars lutherske kirke og Danmissions samarbejde, hvor mundtlig forkyndelse og fattigdomsbekæmpelse går hånd i hånd.

Simon Schøler Kristensen, regionsleder for Afrika og nu bosat i Tanzania

− er en missionsorganisation, som arbejder med kirkeudvikling, dialog og bekæmpelse af fattigdom Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 3962 9911 Fax: 3962 0206 Mail: danmission@danmission.dk www.danmission.dk Giro: 600-0398 Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398 Sms: DM til 1277 (100 kr. + normal smstakst) Online: danmission.dk/stoet

Følg os også på 2

Udgives af Danmission  Udkommer 4 gange årligt  Bladet sendes til alle givere og kirker  Forsidefoto: Charlotte Dyhr  Tryk: Rosendahl  De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen  Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse

www.facebook.com/danmission og

Charlotte Dyhr (ansv.), Tove Iversen (redaktør), Ole Krabbe-Poulsen (layout)  Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Magasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@danmission.dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere  Deadline til næste nummer: 1. april 2015

www.youtube.com/danmission

4-17 Indhold 4-17

MADAGASKAR: Tro kræver handling. Madagaskerne strømmer til kirken, men mangler præster til de mange nye menigheder – derfor støtter Danmission teologisk uddannelse. Madagaskar er det fjerde fattigste land i verden – derfor støtter Danmission den lutherske kirkes kamp mod fattigdom og for håndhævelse af de fattiges rettigheder. I Madagaskar er der brug for at værne om den forholdsvis fredelige sameksistens mellem kristne og muslimer – derfor arbejder Danmission med dialog.  Så er der lukket for vandet – for altid  Præstedrømmen har sin pris  Smerten var ikke det værste  Det kræver mod at lykkes  Livet som udsendte i Madagaskar

18-19

SYRIEN: ”Da jeg var yngre, troede jeg, at en biskops vigtigste opgave

20-22

INTERVIEW: Når medmennesker i Syrien må gå igennem Helvede på jord, og når hendes eget liv vælter hende omkuld, så er det vigtigste for skuespiller Bodil Jørgensen: at give, vise empati og handle. Danmission Magasin har mødt skuespilleren til en snak om tro, apatiske danskere og et liv efter døden.

23-25

GENBRUG: Indretningsarkitekt Gitte Lacarriere har en mission: Hun

26-27

MISSIONSHISTORIE: Læs hvordan missionsarbejdet gik hånd i hånd med engagement i skole, sundhedspleje, velfærd og produktion for at hjælpe befolkningen ud af fattigdom. Og hvordan budskabet om mission blev spredt i Danmark.

20-22

var det gejstlige, men det er det ikke. At hjælpe mennesker i nød er min førsteprioritet, og også biskoppen tager del i det hele,” fortæller biskop Toume, som ofte selv tager den risikofyldte biltur til Libanon for at købe fx modermælkserstatning.

vil overbevise danskerne om, at det er fedt at bo med genbrug – og at genbrug er en nødvendighed, hvis vi skal videregive verden i ordentlig stand til vores efterfølgere. Se hvordan hun fx tryller et strygebræt om til spisebord.

LODSEDLER: Så er det tid til at sælge og købe lodsedler under

ÅRETS LUCIA INDSAMLING: 247.293 kroner og 17 øre – så

23-25

Landslotteriet til mission og udvikling 2015. meget kom der ind ved Lucia-optog, i raslebøsser, på salg af engle, koraftner og de mange flotte aktiviteter.

26-27 3

Kirken til kamp

for rettigheder

I Madagaskar, hvor hele 80 % lever som bønder, ser den lutherske kirke det som en af sine fornemste opgaver at skabe bedre rettigheder for de hårdtprøvede bønder. Magtfulde udenlandske investorer, korruption og uvidenhed blandt bønderne er de største udfordringer. Af Annika Bach, Danmissions udsending i Magadaskar 80 procent af madagaskerne bor på landet, hvor de lever af landbrug eller fiskeri. Vand, jord og skov er grundlaget for deres liv. Men meget få har skøde på deres jord – 91 procent af de arealer, som dyrkes og bruges til husdyrenes græsning, ”ejes” kun af småbønderne via traditionel sædvaneret. Ofte er de magtesløse over for den rige lokale elite og udenlandske investorer, hvilket har fået Madagaskars lutherske kirke (FLM) til – med støtte fra Danmission – at arbejde for de fattiges rettigheder.

Hvorfor er kampen for jordrettigheder og social retfærdighed kirkens opgave? „Gud har givet os jord, som vi skal passe på og dyrke. Uden jord kan vi ikke overleve i Madagaskar, hvor 80 procent af

befolkningen er bønder. Derfor er det så vigtigt, at kirken som en del af Kristi legeme arbejder for bønders jordrettigheder,“ siger FLM’s generalsekretær Samoela Georges og tilføjer, at social uretfærdighed er en kilde til korruption og konflikt både i kirke og samfund. Derfor er social uretfærdighed en hindring for folks åndelige liv og for forbedringen af levestandarden, og derfor skal kirken bekæmpe social uretfærdighed. „FLM forstår udbredelsen af evangeliet som en mission, der går hånd i hånd med udviklingsarbejde. Da Jesus vandrede på Jorden var fx helbredelse af de syge en del af hans virke. Som kristen kirke skal vi også huske at prædike evangeliet i både ord og handling,“ siger generalsekretæren. Anten’A ina Rakotovan, som er leder af

FLM’s udviklingsafdeling for landbrug, husdyrhold og miljø, forklarer, hvorfor netop jordrettigheder er så vigtige i Madagaskar. „Landet er rigt på naturressourcer: Vi har olie, mineraler, sten, palisandertræ, guld og safirer. Alle disse værdier er knyttet til jord. Når investorer opkøber vores jord, fratager de os adgangen til naturressourcer og dermed også muligheden for, at ressourcerne bruges til at hjælpe almindelige mennesker ud af fattigdommen,“ siger han og uddyber: „Jordrettigheder er også livsvigtig for den enkelte bonde. Mister en familie sin mark, mister den både mad og muligheden for at tjene lidt på salg af afgrøder. Og alene frygten, for at det sker, har negativ konsekvens. Ofte dyrker bønderne kun et lille stykke jord, som de nemmere kan overvåge

Foto: Charlotte Dyhr

tema: madagaskar

MADAGASKAR KORT FORTALT 587.040 km² (13 gange Danmarks areal). Ca. 23 millioner indbyggere. Verdens 4. fattigste land – 92 % lever under fattigdomsgrænsen. 41 % er kristne og 7 % muslimer, men størstedelen – 52 % - følger den traditionelle tro på forfædrenes ånder. Madagaskars lutherske kirke (FLM), som er Danmissions partner, har over 3,5 millioner medlemmer og er den tredjestørste kirke i landet. FLM er den næsthurtigst voksende lutherske kirke i verden. Verdens største lutherske menighed finder man i området kaldet "67 Hektar" i hovedstaden Antananarivo - omkring 10.000 mennesker kommer i kirke her hver søndag. Fra 2009 og 5 år frem var Madagaskar fanget i en politisk krise, efter at Andry Rajoelina, den daværende borgmester i hovedstaden, tog magten ved et militærkup. I 2013 lykkedes det at gennemføre et demokratisk valg. Sejrherren blev Hery Rajaonarimampianina, der tiltrådte som præsident 1. januar 2014. Moroni

Antsiranana

(Diégo-Suarez)

og passe på. Derfor ligger store områder jord uopdyrket hen, hvilket er paradoksalt i et land med stor fattigdom.“

Hvad hindrer håndhævelse af jordrettigheder? „Det største problem er uvidenhed blandt bønderne. Oftest ved de ikke, hvordan de kan få registreret deres jordlod. Og selv hvis de har hørt om de lokale jordregistreringskontorer, tænker de, at det ikke vedrører dem, men kun er for politikere og folk højere oppe i hierarkiet. Hvis jorden bliver taget fra småbønderne, aner de heller ikke, hvad de skal gøre, og hvor de skal gå hen for at få hjælp. Men den største udfordring hænger dog sammen med korruptionen. For det er regeringen

og embedsfolkene, der tjener på salg af naturressourcerne. Salgsaftalerne laves bag lukkede døre, og ministre får penge direkte i egen lomme for at sælge til investorerne,“ siger Anten’Aina Rakotovan. Resultatet er, at regeringen "sælger" bøndernes jord, uden at nogen klager! Hvert år sælges eller udlejes i gennemsnit 160.000 hektar – næsten lige så stort et areal som Lolland-Falster. Det fremgår af opgørelser fra SIF (Solidarité des intervenant sur le froncier), som er en national jordrettighedsorganisation i Madagaskar. Et grelt eksempel er fra 2008, da det sydkoreanske firma Daewoo "lejede" 1,3 mio. hektar – Sjælland to gange – af regeringen for at udvinde guld. Den aftale vakte ramaskrig og var medvirkende til kuppet mod præsidenten i 2009.

Pemba

Nacala

Mahajanga (Majunga)

Toamasina

(Tamatave)

ANTANANARIVO (TANANARIVE)

Antsirabe

Fianarantsoa Manakara

Toliara (Tuléar)

Madagaskar 5

Så er der lukket for vandet - for altid!

Ramanahiranas gik til den lokale udviklingskomité, som er støttet af Danmission og den lutherske kirke i Madagaskar, og fik hjælp til at tage kampen op mod den restaurantejer, der uden videre havde kappet vandforsyningen til landsbyens indbyggere.

Af Annika Bach, Danmissions udsending i Magadaskar Forestil dig, at du en morgen åbner for vandhanen og opdager, at der intet vand er, fordi en rigmand i dit nabolag har lukket for dit vandrør og ført alt vandet hen til sit eget hus… Det var, hvad 2.500 indbyggere i landsbyen Ampasamanantongotra i Madagaskar oplevede sidste år. „Det var frygteligt. En morgen kom jeg ud for at hente vand ved en af landsbyens 11 vandposter. Rundt om vandposten stod flere oprørte landsbybeboere. Jeg kunne næsten ikke tro det, da jeg hørte det. Men der var intet vand. Ejeren af den lokale restaurant "Lingilo" havde kappet det vandrør, som ledte vand til os andre i landsbyen, og ført alt vandet hen til sin restaurant,“ fortæller Ramanahirana, som er medlem af landsbyens udviklingskomité. „Det havde enorme konsekvenser for os. Rent vand er livsvigtigt. Og hver dag måtte vi bruge lang tid på at lede efter vand. Her er ingen sø eller å, så vi endte med at

hente vand fra vores rismarker og bruge det som drikkevand og til madlavning. Det var hårdt, både fordi vi ikke kunne finde nok vand, men også fordi vi blev meget syge af det beskidte vand,“ fortæller hun.

Tog til genmæle Situationer som denne, hvor fattige folks rettigheder og adgang til ressourcerne trædes under fode, er langt fra ualmindelige i Madagaskar. Derfor kom det sikkert også som en overraskelse for restaurantejeren, at hans naboer ikke bare fandt sig i hans svinestreg. Oftest kender folk ikke deres rettigheder og ved ikke, hvordan de skal stå fast på dem. Men sådan er det ikke i Ramanahiranas landby, så hun og landsbykomitéen tog til genmæle. „Komitéen samlede landsbyboerne, og vi fortalte, at vi har ret til vand, og at restaurantejeren havde krænket vores ret ved at lukke for vandrøret. Sammen skrev

vi et brev til den regionale vandtjeneste og fortalte, at restaurantejeren havde stjålet vores vand. De sendte teknikere ud for at undersøge situationen og skrev en rapport, som blev sendt til et dommerkontor i regionshovedstaden Miarinarivo. Dommeren dømte retfærdigt til landsbyens fordel, og resultatet blev, at hele landsbyen igen fik adgang til rent drikkevand,“ fortæller Ramanahirana, mens hun viser rundt i landsbyen, som ligger omgivet af golde bakketoppe. Langs hovedvejen er små lerhuse, og bagved dem er de små jordlodder med ris, vild peber, majs og frugttræer. Indbyggerne lever af det, de kan dyrke.

Vandafgift: 1 kr. om måneden Landsbyens udviklingskomite er en del af den lutherske kirkes indsats for at skabe bedre vilkår for den madagaskiske befolkning. Komitéerne, som Danmission har støttet siden 2009, beskæftiger sig med

tema: madagaskar

Danmission i

Madagaskar Foto: Tom Jørgensen

Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277 (100 kr. + normal smstakst)

Foto: Charlotte Dyhr

Støt Danmissions arbejde

Danmission har været engageret i Madagaskar siden 1978. Vi arbejder med kirkeudvikling, fattigdomsbekæmpelse og dialog. Den primære partner er Madagaskars lutherske kirke (FLM). Madagaskere søger med glæde mod den lutherske kirke. Faktisk er tilgangen til kirken så stor, at der ikke er præster eller kateketer nok til at drive de nye menigheder eller give de nye kristne en ordentlig kristendomsoplæring. Derfor arbejder Danmission på: At styrke kirken og dens selvstændighed så den fortsat kan vokse og håndtere alle de nye menigheder. Vi støtter uddannelse af kateketer og præster bl.a. på Bibelskolen og det teologiske fakultet SALT. Ca. 80 % af Madagaskars befolkning lever af landbrug, men de færreste kan dyrke afgrøder nok til sig selv og familien. De fleste steder bruges traditionelle dyrkningsmetoder, som giver lille udbytte, men kræver stort arbejde.

mange områder – fx kvinders vilkår, rent drikkevand, skolegang, sundhed og bedre infrastruktur. Men rettigheder og adgang til ressourcer er noget af det allervigtigste – for hvis folk bliver frarøvet eller franarret deres jord og vand, mister de fundamentet for udvikling. Derfor lærer komitéerne, hvilke rettigheder folk har, hvem der har ansvaret for, at de bliver respekteret, og hvor de kan klage, hvis rettighederne bliver krænket. Og det var netop det, som gjorde, at de fattige landsbyboere i Ampasamanantongotra ikke var handlingslammede og magtesløse, da vandrøret blev kappet. „I begyndelsen blev restaurantejeren vred på os, men med tiden er vi blevet forsonet. Nu henter han også vand ved en vandpost og er med til at vedligeholde alle vandposterne ved lige som alle andre at betale 1 krone om måneden. Selv om vi er fattige, har vi kunnet sætte os i respekt. Vi er ikke længere nødt til at finde os i, at folk med flere penge eller mere magt gør, som det passer dem,“ fortæller Ramanahirana, mens de andre komitémedlemmer smiler stolte og glade til hinanden.

Derfor arbejder Danmission på: At forbedre befolkningens levevilkår gennem bæredygtig brug af naturressourcerne. Arbejdet med fattigdomsbekæmpelse styrker samtidig folks viden om rettigheder, og giver dem redskaber til at kræve deres ret. Muslimer og kristne har historisk set en forholdsvis fredelig sameksistens i Madagaskar, men der er brug for at værne om freden og styrke den ved at bringe kristne og muslimer sammen og derigennem bygge grundlaget for et samarbejde, som kan være til gavn for hele Madagaskar . Derfor arbejder Danmission på: At bringe kristne og muslimer sammen samt give kirkens medarbejdere viden om islam i samarbejde dialogcentret Shalom. Danmission og kirkens nødhjælpsafdeling hjælper desuden under naturkatastrofer. Hvert år rammes Madagaskar af cykloner med store ødelæggelser og oversvømmelser til følge. Folks huse braser sammen, deres marker oversvømmes og de står tilbage på bar bund. Kirkens nødhjælp giver flere tusinde familier hjælp, som redder liv, og giver dem en ny start.

Tro kræver

handling En sund og økonomisk uafhængig kirke, der kan favne de mange, der søger kristendommen. Sådan lyder ønskerne for den lutherske kirkes fremtid fra rektor på det teologiske universitet i Madagaskar, der støttes af Danmission.

Af Rune Bach, Danmissions udsending i Madagaskar Dr. Lotera Fabien er en venligt udseende mand, lidt rundt i det, men med opmærksomme øjne og en rolig natur. Han er også en mand, som man hurtigt kan mærke er oprigtigt interesseret i én, og derfor er det også nemt og behageligt at være sammen med ham. „Så… hvad skal vi så snakke om?“ spørger han muntert. „Dig,“ svarer jeg. „Åh nej,“ griner han tilbage. Lotera Fabien er rektor for det teologiske fakultet (SALT) i Madagaskars lutherske kirke, og det betyder, at han er en indflydelsesrig person, der bliver lyttet til. Men han har også meget på hjerte. Han brænder for teologi, særligt teologi i praksis og for god ledelse.

Hvad er dine drømme og visioner for kirken og for SALT? „Jeg arbejder for en bæredygtig kirke, som er selvfinansieret. Mission har i mange året været lig med, at folk udefra, fra Norge, Frankrig, USA og Danmark, kom til Madagaskar for at missionere, undervise og hjælpe os. Men nu er tiden kommet til, at vi i Madagaskars lutherske kirke også skal gå ud i verden – og ikke kun i Afrika – for at missionere. Vi har noget at give, såsom at lægge hænderne på folk for at uddrive dæmoner og bede for helbredelse af syge, hvilket der er brug for også andre steder. Men for at vi kan gøre det, må vi kunne stå på egne ben som kirke og være stærkere økonomisk og mere uafhængige,“ svarer Lotera Fabien.

Fik udpeget en kasserer God administration og godt lederskab er ikke kun vigtigt for økonomien. Det påvirker selve kirkelivet, siger rektoren og giver et eksempel: „Da jeg kom til kirken i Farafangana, plejede kateketerne selv at administrere den kollekt, som blev indsamlet ved gudstjenesten. Det er jo betroede midler, så det var ikke rimeligt og ikke godt for kirken. Derfor fik jeg stoppet det

og fik udpeget en kasserer til at tage sig af pengene. Nogle af kateketerne blev vrede over ændringen, men de fleste kunne efterhånden følge mig. Lægfolkene i kirken blev glade, da de nu kunne se, hvordan deres penge blev brugt. Det betød, at opbakningen til kirken voksede endnu mere – og ikke kun talt i penge.“ Lederskab og administration er meget vigtigt i Madagaskars lutherske kirke, som vokser med cirka en ny menighed om ugen – på landsplan. Derfor er uddannelse af fremtidens kirkeledere så vigtig. For Lotera Fabien er det at være rektor på SALT da heller ikke bare et job, men noget han har et kald for og er blevet kaldet til. „Da jeg fik dette job, skete det ikke på samme måde som hos jer i Danmark. Jeg søgte det ikke og var ikke til jobsamtale, men jeg blev udvalgt, og sådan har det været med alle de poster, jeg har haft inden for kirken. Det er en stor ære, at kirken har kaldet mig, for Gud arbejder igennem kirken.“

Øje for praktiske problemer Lotera Fabien er en handlingens mand, og for ham er det vigtigt, at der altid følger handling med ordene og troen, også selvom det kan være svært eller hårdt. Den holdning til kristendom og til kirken har betydet, at han har måttet følge sit kald, at han har taget opgør med kolleger og medarbejdere som blandt andet med kateketerne i Farafangana, og at han ikke kan lukke øjnene for sine studerendes hverdagsproblemer på SALT. „En dag gik jeg en af mine ture på Campus-området, hvor de studerende bor. 'Sådan kan ikke engang køer bo – bare vi havde penge til at gøre noget,' tænkte jeg. Husene er bygget til singler, men nu bor her hele familier. Der er ingen køkkener, så maden blev lavet på gangene, som var sorte af sod og aske fra de små bålsteder. Intet sted kunne røgen slippe ud. Så jeg fik en idé, som jeg delte med de andre lærere, og vi var enige om, at vi måtte gøre noget. Vi brugte så nogle af de penge, fortsættes side 10...

tema: madagaskar

BLÅ BOG: Lotera Fabien er født i 1956 og uddannet præst. Han har studeret i USA, hvor han både har taget sin kandidat og sin Ph.d i Praktisk Teologi. Lotera har virket som præst i den Madagaskisk Lutherske Kirke (FLM) og i en menighed i USA. Han har undervist på et luthersk college og et regionalt præsteseminarium, inden han blev lærer i praktisk teologi på det lutherske teologiske fakultet: SALT. Siden 2007 har han været rektor for SALT, hvor han stadig underviser i praktisk teologi. SALT støttes af Danmission.

KATEKET:

En kateket underviser i kristen troslære. Oprindelig var det kateketens opgave at give dåbsforberedende undervisning i den kristne tros læresætninger – altså katekismus. I dag underviser kateketen mere bredt i kristendom. Nogle steder fungerer kateketen som en slags hjælpepræst i hverdagen.

Foto: Charlotte Dyhr

KALDET:

Et kald er i kristen sammenhæng en indre, åndelig tilskyndelse til at handle efter det, man er overbevist om. Vi er bibelsk set alle kaldet til at gå Guds ærinde i forhold til missionsbefalingen, men vi kan også være kaldet til specifikke opgaver.

Støt Danmissions arbejde Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277 (100 kr. + normal smstakst)

... fortsat fra side 8

vi havde tjent på udlejning til bl.a. Danmissions volontører, og fik vores gartner til at bygge et nyt fælleskøkken sammen med en studerende, der er bygningskonstruktør.“ Når man møder en mand, som Lotera Fabien, så hører man efter, når han taler. Ikke fordi han er frygtindgydende eller overvældende, men fordi der er autoritet og karisma bag ved hans ord og væsen – det er et liv i tro og handling. Derfor er det også spændende at høre, hvad han har at sige til os i Danmark, som han har besøgt flere gange: „Da jeg var i USA, sagde folk hjemme i Madagaskar: "Lotera er heldig, han er i et rigt land, og det vil påvirke ham, så han også kan blive rig." Men for mig var det at være i USA ikke en tilfredsstillelse. Min dybe tilfredsstillelse og min

glæde er min tro på Kristus. Jeg er i Kristus, og den hellige ånd arbejder i mig. Dét er min glæde, dét er min tilfredsstillelse. Jeg er ligeglad med, om jeg har det ene eller det andet. Der er ting, jeg har brug for – en telefon, en computer, en bil, men de ting er ikke min tilfredsstillelse, de er ikke min glæde. Min glæde er uden for de materielle ting. Jeg kender mange, som har masser af penge og rigdom. De har alle de ting, man har brug for i livet, men indeni lider de, for de føler sig ikke tilgivet og glade. De søger altid, altid, altid. De følger efter noget, som de ikke engang ved, hvad er. Jeg søger ikke efter dette, løber ikke efter det, for jeg har det allerede. Dét er meningen ved at følge Jesus. Uanset om du er i et fattigt land eller ej.“

KORT OM SALT

Det norske missionsselskab introducerede teologisk undervisning i 1851. Det blev grundlaget for det første præsteseminarium, der blev oprettet i 1889 i byen Fianarantsoa i det sydlige Madagaskar. I 1980’erne var interessen for at læse teologi så stor, at den lutherske kirke (FLM) oprettede regionale præsteuddannelser. Samtidig steg behovet for en overbygning til seminarierne. Det førte i 1989 til indvielsen af SALT – Sekoly Ambony Loterana momba ny Teolojia, som betyder Luthersk Skole for Højere Teologi. Danmission var med helt fra starten og støttede oprettelsen af SALT med byggeriet af det første bibliotek. Lige siden er der gennemført en lang række forskellige projekter i samarbejde mellem SALT og Danmission, ligesom der sendes danske gæstelærere og volontører til SALT. En ny samarbejdsaftale har fokus på den madagaskiske kirkes bæredygtighed samt pædagogisk undervisning. SALT udbyder i øjeblikket en bachelor og en kandidatgrad i teologi til 131 elever.

Foto: Charlotte Dyhr

Parouse havde en lovende karriere som ingeniør foran sig. Alligevel valgte han at følge kaldet til at blive præst. Nu studerer han på det teologiske fakultet SALT, hvor han også bor sammen med sin familie.

tema: madagaskar

Foto: Charlotte Dyhr

Præstedrømmen har sin pris Af Christina Kofoed-Nielsen, teamleder for fundsraising Egentlig ville den unge ingeniørstuderende ikke med. Men Parouse lod sig lokke af søsteren og tog med på kirkelejr. Det ændrede hans tilværelse og fremtidsudsigter brat. „Kirkelejren var fyldt med mennesker, som var samlet for at prise Gud. På et af de mange vækkelsesmøder hørte jeg en præst fortælle om profeten Jeremias. Det var en stærk prædiken, som handlede om, hvordan Gud kaldte Jeremias. Der stod jeg – midt mellem alle disse mennesker – og blev fyldt af Helligånden. Da kom kaldet til at blive præst,“ fortæller Parouse og kalder sin søster et "redskab" i Guds hænder. At følge kaldet skulle dog ikke blive en vej uden huller og bump. Da han kom hjem og fortalte familien om oplevelsen og om kaldet, mødte han modstand. Parouse kommer fra en veluddannet familie i det nordlige Madagaskar – hans far er tandlæge og hans mor jordemoder – og forældrene er aktive i kirken. „Især min mor var bekymret for mine fremtidsudsigter som præst og pressede på for, at jeg skulle fortsætte ad den vej, jeg allerede gik på og gennemføre en Ph.d. i elektronik,“ siger Parouse. Moderen vidste, at han som præst måtte lide mange materielle afsavn – at han fx aldrig ville få særlig meget i løn, da præstelønnen afhænger af menighedens indtægter, som ofte er meget små. „Min onkel prøvede at friste mig. Han arbejdede på et

postkontor og kunne give mig et langt bedre betalt job. Men jeg lod mig ikke friste. Jeg ville følge Guds plan,“ fortæller Parouse. I 2006 valgte Parouse at tage hul på teologistudiet på seminariet i Mahajanga i det nordlige Madagaskar. Efter endt eksamen blev han ordineret i 2010. Han arbejdede to år som præst, hvorefter han fik et stipendie af synoden for at kunne videreuddanne sig på den lutherske kirkes teologiske fakultet SALT, som Danmission støtter. I dag er han 31 år og bor på et værelse på SALT sammen med sin kone og deres piger på 1 og 3 år. Relationen til hans forældre er blevet bedre – hans mor har lært at acceptere det kald, han fik. Men moderen fik ret i, at hans kald ville betyde et økonomisk beskedent liv. Selvom det er uvist for Parouse, om han kan færddiggøre sit studie med støtte fra sin kirke, så lader han sig ikke slå ud. Det er ikke usædvanligt, at studerende må droppe ud, fordi stipendierne bortfalder. Parouse tager en måned ad gangen, som han siger. Bekymringerne om hvad fremtiden måtte byde for ham og hans familie, lægger han over i Guds hænder. „Jeg har aldrig fortrudt mit valg - at være præst er så meningsfyldt. Jeg ønsker blot at færdiggøre mine 5 års studier her på SALT. Og så venter jeg på, hvilke planer Gud har for mit liv.“

Bertherine foran sit hus med de dokumenter, som hun fik tilkæmpet sig med hjælp fra landsbyens udviklingskomité.

Smerten var ikke det værste 25 kroner om måneden i børnepenge fra eksmanden og oplevelsen af ikke at stå alene – det er noget af det, som Bertherine Razafindramanga fik ud af at gå til landsbyens udviklingskomité for at få hjælp. Af Annika Bach, Danmissions udsending i Madagaskar „Hvis jeg ikke gjorde tingene, sådan som min mand forventede, eller hvis jeg sagde ham imod, så slog han mig. Jeg blev slået flere gange om ugen. Men det værste var ikke smerten – det værste var, at jeg ikke havde nogen, jeg kunne tale med om det. Jeg var helt alene og følte mig meget ensom.“ Betherine Razafindramanga sidder ganske stille, mens hun fortæller sin historie med en overraskende åbenhed og ligefremhed i betragtning af det tabubelagte emne. I 13 år blev hun udsat for hustruvold. Som så mange andre madagaskiske kvinder fandt hun sig i mandens opførsel – vold i hjemmet er nærmere reglen end undtagelsen i Madagaskar, hvor 55 procent af alle kvinder (ifølge det amerikanske udenrigsministeriums rapport om menneskerettigheder i Madagaskar) får bank af deres mænd. Det var da heller ikke Betherine Razafindramangas oprør, der satte en stopper for volden.

Erstattet af en ny kone Hele situationen eskalerede, da hun en dag blev så syg, at hun ikke var i stand til at tage sig af husarbejdet – hun kunne hverken gå eller stå. Manden kaldte hende ubrugelig, og sendte hende og deres 5 fælles børn hjem til hendes forældre. Først fire måneder senere var hun rask og tog hjem til sin mand igen.

„Jeg blev meget overrasket og chokeret. For i mit hjem var der en ny kvinde. Min mand havde erstattet mig med en ny kone. Han sagde, jeg skulle forsvinde og aldrig komme tilbage. Jeg blev så rasende over det, han havde gjort, at jeg nægtede at gå. Jeg ville ikke acceptere at blive smidt ud af mit eget hjem på den måde,“ fortæller hun. Manden blev så vred over hendes manglende lydighed, at han om natten rev stråtaget af huset, inden han tog hen til den anden kvinde. „Da føltes det, som om min verden faldt sammen. Jeg stod alene tilbage med 5 børn, et ødelagt hus og ingen penge til et nyt tag. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tage mig af mine børn i denne situation,“ siger hun.

Viden er magt Men Betherine Razafindramanga var ikke så alene, som hun frygtede. For landsbyens udviklingskomité, som støttes af den lutherske kirke og Danmission, hørte om episoden og støttede hende. Medlemmerne af udviklingskomitéen er blevet undervist i bl.a. kvinders rettigheder. De kender nu loven, som siger: Vold i hjemmet er strafbart; mænd er forpligtiget til at betale børnepenge til ekskonen, hvis de forlader hende; kvinder har lige så meget ret som mænd til at eje og arve jord og ejendom. På grund af den viden kan

Støt Danmissions arbejde

tema: madagaskar

Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277 (100 kr. + normal smstakst)

Baggrund

Foto: Annika Bach

komitéerne tage til genmæle, når kvinder bliver krænket og kræve lovene håndhævet. Og derfor var komitéen i Ampasamanantongotra i stand til at hjælpe Betherine Razafindramanga med at kræve sin ret. Hanitra Ravololomalala fra udviklingskomitéen gik til det lokale regeringskontor med sagen. Da embedsmanden hørte, at hun kendte loven og vidste, hvordan hun skulle holde kontoret ansvarligt, lyttede han til hende. Han skrev et brev, som pålagde Betherine Razafindramangas eksmand at betale for reparation af skaderne på huset samt betale børnepenge på 25 kroner om måneden. Hanitra Ravololomalala overrakte brevet til manden, og gjorde ham opmærksom på, at vold i hjemmet er strafbart. Hun sagde også, at hun ville gå til de regionale myndigheder, som forsvarer kvinders rettigheder i voldssager, hvis han ikke overholdt forskrifterne i brevet. Det fik manden til at indse, at hans adfærd havde konsekvenser, som han ikke kunne løbe fra. Betherine Razafindramanga har i dag et nyt tag, et velfungerende hjem og modtager 25 kroner fra sin eksmand om måneden som hjælp til at forsørge deres fælles børn. Men mest af alt er hun taknemmelig for ikke at stå alene længere. Nu er hun også en del af den lutherske kirkes udviklingskomite, og sammen vil de gerne hjælpe endnu flere kvinder som udsættes for overgreb og diskrimination i deres landsby.

I Madagaskar udsættes over halvdelen af alle kvinder for vold i hjemmet. Det er så udbredt, at en tredjedel af kvinderne synes, det er helt i orden, at mændene slår – fortæller organisationen Gender Links for Equality and Justice, der arbejder med ligestilling i Afrika. Madagaskiske kvinder opfattes traditionelt som mindre værd end mænd og finder sig derfor i at blive krænket og diskrimineret ikke kun i ægteskabet, men også på mange andre områder af livet. Derfor er der et stort behov for at styrke kvinders muligheder og rettigheder. Og det gør den lutherske kirke – med støtte fra Danmission – bl.a. gennem lokale udviklingskomitéer, der har kvinders rettigheder som et af punkterne på dagsordenen. Elitanitra fra udviklingskomitéen i landsbyen Antalata Vaovao siger: „Det største problem er, at kvinder tror på den fremherskende opfattelse af, at kvinder er mindre værd end mænd. Kvindernes mindreværd gør, at de i høj grad finder sig i overgrebene. De accepterer deres livssituation og ræsonnerer, at deres primære opgave er at sørge for det huslige arbejde og blande sig uden om alt andet.“ En stor udfordring i Madagaskar er, at den nationale lovgivning ikke bliver håndhævet ude i landområderne, hvor traditioner og gammel sædvane dikterer livsvilkårene. Så højt på dagsordenen i den lutherske kirkes udviklingskomitéer står, at lovene bliver håndhævet, og at overtrædelser straffes, hvilket ofte ikke sker i dag. At komitéerne og dermed landsbyens kvinder generelt kender deres rettigheder, giver handlemuligheder og selvværd. Elitanitra fortæller, at hun – før hun kom med i projektet – tænkte, at kvinder ikke kunne sige noget til offentlige møder, ordne papirsager eller stille op til fx lokalvalg. „Men selvfølgelig kan vi det, selvom vi er kvinder,„ siger hun og er selv et levende eksempel på, at kvinder kan deltage aktivt i samfundslivet til alles bedste.

Foto: Annika Bach

Hanitra Ravololomalala (tv.) er med i landsbyens udviklingskomité, som har hjulpet bl.a. Betherine (i midten).

Det kræver mod at lykkes Af Annika Bach, Danmissions udsending i Madagaskar Hanitra Ravololomalala er en ildsjæl, som brænder for at lede udviklingen af sin landsby Ampasamanantongotra i det centrale Madagaskar sammen med den lokale udviklingskomité. Hun går foran og er dybt engageret i at forbedre livsvilkårene for sine medmennesker. Da jeg møder Hanitra, lægger jeg straks mærke til hendes store smil og stærke udstråling. Her er gåpåmod, initiativ og viljestyrke. Med spørgsmål og forslag engagerer hun sig i komitéens diskussioner om, hvordan man skal fremme udviklingen i landsbyen. Hun giver selvsikkert sit besyv med, og det er tydeligt, at komitéen respektfuldt tager hendes ideer til sig. Hanitra er 39 år. Hun blev gift som 19-årig og har tre børn sammen med sin mand. Hanitra leder byens skole, som hun på eget initiativ har været med til at starte. På skolen går der 97 elever fordelt på seks klasser og med i alt tre lærere. „På et tidspunkt blev skolebygningen for lille. Så arrangerede jeg et juice-party på skolen, hvor jeg inviterede forældre, kirkeledelsen og landsbybeboerne. Jeg fortalte om vigtigheden af uddannelse og om mine visioner for en landsbyskole, som kan give grunduddannelse til alle børn. Sammen fik vi samlet nok ind til at udvide skolebygningen,“ fortæller Hanitra. Og hendes smittende begejstring efterlader ingen tvivl om, at hun kan samle og engagere folk om en fælles sag. Da jeg spørger Hanitra, hvad der driver hende, svarer hun: „Det handler om at have modet til at gå efter sine drømme og turde lykkes med at føre dem ud i livet. Det er vigtigt at folk oplever, at det er muligt at opnå de mål, man sætter sig. Og det kan lykkes, hvis vi står sammen og hjælper hinanden. Kirken er meget vigtig i den sammenhæng, for netop her er vi ikke alene, men en del af fællesskabet.“

14 års hustruvold Da Hanitra Ravololomalala kom med i udviklingskomitéen, som den lutherske kirke – med støtte fra Danmission – er

med til at oprette i en række landsbyer, lærte hun om rettigheder, om at stå sammen for at skabe forbedringer og om, hvor man kan hente hjælp. Den viden har givet hende større selvværd og troen på, at man kan opnå de mål, man sætter sig. Men mest af alt har forandringen i hendes eget liv givet hende troen på, at det kan betale sig at forsøge at forandre ens livssituation. Hanitra har selv været udsat for vold i hjemmet gennem 14 års ægteskab. Med støtte fra projektet og kirken fik hun mod til at tale med sin mand om, at det måtte stoppe. Hendes mand lyttede og tog det til sig, og i dag har de det godt sammen. Hanitra og hendes mand deles nu om de hjemlige opgaver – de sørger sammen for fx madlavning og indkøb, hvilket er atypisk i den madagaskiske kultur. Og at hun selv har oplevet problemer og fundet en løsning, gør Hanitra til en troværdig rollemodel i landsbyen med taleret ind i andre kvinders liv. „Jeg er stolt af mit frivillige arbejde med kirken. Det giver mig noget at hjælpe folk med deres problemer og gøre dem bevidste om deres muligheder i livet,“ siger Hanitra, som griber enhver lejlighed for at fortælle folk om deres potentiale og om deres rettigheder – om kvinders ret til at sige fra over for hustruvold, om børns ret til uddannelse og om alles ret til et værdigt liv. Nu er hendes største drøm at blive ansat ved det lokale regeringskontor og lede udviklingen i landsbyen. Gennem kirkens projekt har hun fået troen på, at ikke kun mænd, men også kvinder kan søge og bestride sådanne stillinger. For Hanitra Ravololomalala er målet med jobbet at få mulighed for at hjælpe endnu flere i landsbyen. Og efter at have mødt hende og hendes entusiasme kan man kun ønske for både hende og regeringskontoret, at hun får chancen for at gøre en endnu større forskel for sin landsby. „Det handler om at have modet til at gå efter sine drømme og turde lykkes med at føre dem ud i livet.“

tema: madagaskar

Præst på trods Af Christina Kofoed-Nielsen, teamleder for fundsraising „Jeg drømmer om, at der sker en omvæltning i kirken i løbet af mine år på SALT, så jeg og andre kvinder kan blive ordineret. Det underminerer mig og min viden at fastholde mig i en rolle som sekundær i kirken. Jeg tror på, at kvinder har en rolle som praktiserende præster, og det vil jeg arbejde for. Det skal nok lykkes - jeg tror på, at Gud vil skabe en vej,“ siger Saholinirina Fetison.

Foto: Annika Bach

Saholinirina Fetison har en drøm. En drøm om at kunne holde nadver og døbe mennesker ind i den kristne kirke – ja, at kunne virke som præst. Umiddelbart er det svært at se, hvorfor den drøm ikke skulle kunne gå i opfyldelse. Madagaskars hastigt voksende kirke har stor mangel på præster – især dygtige og veluddannede – og Saholinirina Fetison har ikke alene bestået eksamen fra præsteseminaret, men er også netop gået i gang med en 5-årig overbygning på det teologiske fakultet SALT. At det alligevel ikke er en formsag at blive ordineret som præst skyldes, at Saholinirina Fetison er kvinde. For kvinder kan ikke ordineres i Madagaskars lutherske kirke (FLM) og kan derfor ikke forrette nadver og dåb. Kvindelige teologer i FLM må dog gerne prædike og forestå bibelundervisning. Der er således kvindelige lærere på både bibelskoler, præsteseminarier og SALT. Kvinder har også gennem mange år kunnet vælges som medlemmer af råd på alle niveauer i kirken. Op mod en tredjedel af de 120 medlemmer af FLM’s nationale kirkekomité er kvinder. „Når man spørger ude i kirkerne, vil de gerne have kvindelige præster,“ siger Saholinirina Fetison. Og der er da også eksempler på, at kvindelige teologer på grund af præstemanglen fungerer som de facto sognepræster ude i landet. Spørgsmålet om kvindelige præster diskuteres ivrigt i Madagaskar, som det også har været tilfældet i Danmark, der fik sin første kvindelige præst i 1948. Det er FLMs generalsynodemøde – generalforsamling – der beslutter, om kvinder som Saholinirina Fetison skal kunne ordineres. Generalsynoden afholdes hvert 4. år – næste gang i september 2016 hvor der er lagt op til, at spørgsmålet om kvindelige præster kommer på dagsordenen. Saholinirina Fetison er 46 år og ugift, men har en stor familie med 7 søskende. Hun er født ind i en kristen familie. Hendes bedstefar var præst, og to andre familiemedlemmer fik også kaldet til at blive præst – begge kvinder, der er i samme situation som hende. „Gud har kaldet mig til at studere på SALT, og det bliver spændende at se, hvilke planer Han videre har for mig,“ siger Saholinirina Fetison, der arbejdede 18 år i kirkens sundhedsafdeling, inden hun sagde sit job op for at læse teologi. Synoden har givet hende et stipendie for at videreuddanne sig på SALT, og hun arbejder hårdt, så synoden vil give hende mulighed for at fuldføre det 5-årige studie.

At blive ordineret som præst – det er Saholinirina Fetisoms drøm.

Livet som udsendte

i Madagaskar For Annika og Rune Bach, der nu har boet og arbejdet som Danmissions udsendte i Madagaskar siden 2013, er det især forskellen i synet på autoriteter og på tid, der udfordrer deres danske mentalitet. Af Tove Lind Iversen, redaktør Hvilke overvejelser gjorde I jer, inden I påtog jer et job og et liv i et fremmed land? „For os var det en stor beslutning. Vi vidste jo ikke rigtigt, hvad vi gik ind til, så det var som at tage skridtet ind i en usikker, men spændende fremtid. Det er vel aldrig fedt at forlade en skøn lejlighed på indre Vesterbro i København for at flytte til en hovedstad, der er stemplet som verdens 10. værste by at bo i. Og samtidig har vi begge nære relationer til vores familier og venner, så det var heller ikke uden et savn, da vi rejste ud. Men drømmen om et liv, som ikke bare bestod af villa, Volvo og vovhund, men af meningsfuldhed og betydning drev os af sted.“

Hvad gør jeres job spændende? Rune: „Store udfordringer, mange mennesker og et enormt behov her i Madagaskar. Det at jeg faktisk har noget at bidrage med. Og så muligheden for at samarbejde med verdens næst hurtigst voksende lutherske kirke giver så meget mening. At Danmission arbejder holistisk – det vil sige at kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse går hånd i hånd – er også et stort plus.“ Annika: „Mit job er spændende og engagerende, fordi Danmission har en særlig tilgang til fattigdomsbekæmpelse, som er yderst relevant og skaber positiv forandring i Madagaskar – et land hvor 92 procent lever i fattigdom. Landet modtager millioner i bistand fra andre donorer, men det rykker ikke altid det store, men skaber blot større afhængighed. Danmission går via den lokale kirke ind og arbejder for, at menneskene selv kan være katalysatorer for forandring. Vi arbejder for at bygge et stærkt og handlekraftigt civilsamfund op, som selv har mulighed for at påvirke deres livssituation.“

Hvad gør det svært? Annika: „Det siger sig selv, at når 92 % lever i fattigdom, så er udfordringerne store. Det er svært at være vidne til, hvordan korruption er med til at ødelægge et land og forarme millioner af mennesker. Jeg kan blive helt harm over al den uretfærdighed, og at der sidder en lille procentdel, som tærer på landets ressourcer på befolkningens bekostning.

Derudover er det sværeste, at vi ikke kan hjælpe mere, at midlernes størrelse sætter begrænsninger for vores indsats. Derfor er det så vigtigt, at netværket og de frivillige i Danmark er med til at støtte Danmissions arbejde, fordi vi sammen kan gøre endnu mere.“ Rune: „For at forstå den madagaskiske befolkning er det enormt vigtigt at forstå deres kultur og deres religion. Danmission arbejder gennem kirken, som er en fantastisk kraft i samfundet. Men både kultur og religion kan også være hæmsko for arbejdet. For eksempel siger kulturen, at du ikke må sige en autoritet imod – og slet ikke offentligt. Det kan betyde, at demokratiske afstemninger bliver fejet af bordet på møder, fordi en leder ikke bryder sig om det, der skal stemmes om. Men jeg kommer jo også med min danske forståelse af tingene, og det er min udfordring at holde mig det for øje. Som dansker handler det om tid, resultater og handling. Den madagaskiske kultur bygger i høj grad også på tid, men ikke det at komme til tiden eller effektiv udnyttelse af tiden, mere det at bruge meget tid sammen. Resultater handler her ikke så meget om konkrete beslutninger, hvorimod et godt møde er et møde, hvor vi har snakket meget om det pågældende, uden at vi behøver have taget en beslutning. Og med hensyn til handling, så er det i Danmark okay at forsøge nogle ting, prøve sig frem og learning by doing, hvilket også betyder, at man fejler ind imellem. Jeg har haft et ordsprog, som hedder: Hvis ikke du tør brænde nallerne, så udvikler du dig aldrig. Det ordsprog passer slet ikke ind i Madagaskar, hvor det at brænde nallerne kan have store og uoverskuelig konsekvenser, både religiøst og kulturelt på en helt anden måde end i Danmark. Derfor kan jeg ikke bare holde fast i min fordanskede tankegang, men jeg må forsøge at kombinere den madagaskiske og den danske forståelse, hvor det er muligt og til gavn for både Danmission og partneren.“ På Danmissions hjemmeside www.danmission.dk kan du følge Annika og Rune Bach og deres arbejde som udsendinge i Madagaskar. Her kan ud også læse blog med oplevelser og overvejelser fra Danmissions øvrige udsendinge.

tema: madagaskar

Annika Bach er landerepræsentant for Danmissions fattigdomsbekæmpende arbejde i Madagaskar, mens Rune Bach er landerepræsentant for Danmissions kirke- og dialogarbejde i landet. De står bl.a. for den daglige kontakt til Danmissions samarbejdspartnere, hvoraf den største er Madagaskars lutherske kirke (FLM).

Foto: Charlotte Dyhr

I Syrien vælger man mad eller varme „Hvis jeg alene prædiker om Jesu gerninger uden også at handle, så mister folk troen,“ siger biskop Toume, som selv trodser faren for at skaffe nødhjælp.

Af Tove Lind Iversen, redaktør „Nu kæmper folk for noget så basalt som at skaffe mad til deres familier. Mange bekymrer sig ikke længere om deres børns skolegang, og selv vintertøj er blevet så dyrt, at det er umuligt at få fat i,“ fortæller Rahaf Abdo fra landsbyen Deir Attieh i den kristne Kalamoun Dal i Syrien, som er det område, hvor Danmission uddeler nødhjælp gennem vores partner FDCD. For selvom nødhjælpsorganisationer gør, hvad de kan, så mangler folk det mest nødvendige. „Vi kæmper mod sulten,“ fortæller Rahaf Abdo. Hun er deltidsansat af FDCD, men bruger derudover al sin tid på frivilligt arbejde for de landsmænd, som er flygtet til området. „For et par dage siden fortalte en kvinde mig om sit umulige

dilemma: De månedlige madrationer rækker kun til cirka 15 dage, så da første halvdel af måneden var gået, måtte hun vælge mellem mad eller varme til sin familie. De få penge, hun selv har, rækker ikke til både fødevarer og brændsel. Hun valgte maden, men nu holder kulden børnene vågne om natten.“ 2015 begyndte hårdt for de syriske flygtninge med rekordlave temperaturer og bidende snestorme. Den ekstreme kulde har kostet mange liv, og nødhjælpsorganisationerne i og uden for Syrien advarer om akut behov for varme til de op mod 11 millioner syrere, der er gjort til flygtninge under de seneste fire års borgerkrig. Men når valget står mellem mad og varme, er man tvunget til at vælge mad.

„Uden mad dør vi. Når der mangler mad, holder alting op med at fungere. Derfor er madrationerne, som Danmission hjælper med, helt afgørende for, at folk overlever,“ siger Rahaf Abdo.

Tørklæder til kristne kvinder Det er svært ikke at blive modløs på vegne af de mange interne flygtninge. Det, der trods alt holder modet oppe hos Rahaf Abdo, er viljen og håbet hos syrerne, som arbejder for fred og forsoning på tværs af religioner og andre skel. „Folk hjælper hinanden, så godt de kan. Det giver mig håb for fremtiden at se, hvordan unge frivillige kræfter samles og knokler for lokalsamfundene som fx det netværk, der fordeler nødhjælp fra bl.a.

Tak for hjælpen til Syrien Jeg er taknemmelig for, at der er så mange i Danmark, der er med til at sætte fokus på situationen for de mange millioner syriske flygtninge. Og jeg skal også bringe en dybfølt tak fra vores partnere – både for hjælpen og for oplevelsen af, at de ikke er glemt. Det gør en forskel, at der er købt tæpper og mad til nogle af de internt fordrevne i det kolde Syrien. Birgitte Søgaard Lauta, regionsleder for Mellemøsten I 2014 kom der 264.654 kroner ind til Syrien, men der er stadig et kæmpe behov, og indsamlingen fortsætter. Sådan kan du give et bidrag:

Syrien

Fakta

Syrien har overhalet Afghanistan som landet med verdens største flygtningegruppe: Op mod 11 mio. syrere er flygtet – heraf har 7,6 mio. søgt tilflugt andre steder i Syrien, mens 3,3 mio. har forladt landet. 200.000 skønnes at have mistet livet pga. fortsatte voldshandlinger, som FNs særlige

Danmission. Og da militante islamistiske grupper sidste år angreb Deir Attieh, skjulte muslimske familier kristne i deres hjem. De gav de kristne kvinder og piger tørklæder på for at beskytte dem og forsvarede byens kirke. Efterfølgende har muslimer og kristne i fællesskab arbejdet på at renovere kirken,“ fortæller Rahaf Abdo. Hun har deltaget i Danmissions projekt for unge syriske aktivister – kristne og muslimer – som har lært, hvordan man bruger dialog og konfliktløsning og efterfølgende sammen har startet lokale aktiviteter i deres borgerkrigsramte land.

Biskoppens babymælk Det er heller ikke nemt at være kirke eller præst midt i en humanitær krise som

udsending til Syrien, Staffan de Mistura, i januar kaldte "en skændsel". Borgerkrigen raser på fjerde år og har smadret Syriens og syrernes økonomi. Store dele af olieindustrien er ikke længere på regeringens hænder, turismen er forsvundet, den internationale handel er suspenderet af sanktioner, og landbruget

den i Syrien. Det medgiver Elias Toume, der både er biskop og en central figur i nødhjælps- og dialogarbejdet i Kalamoun Dal. „Vi kan ikke opfylde alle de behov, vi møder. Indtil videre har jeg fulgt en simpel strategi: Gennemsigtighed! Når vi har noget, deler vi ud, og hvis folk kommer til os, når vi intet har, så siger vi det, som det er. På den måde oplever folk også, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe,“ siger han og uddyber: „I den her situation ser jeg humanitært arbejde som min første og vigtigste opgave som biskop. Da jeg var yngre, troede jeg, at en biskops vigtigste opgaver var det gejstlige, men det er det ikke. At hjælpe mennesker i nød er min førsteprioritet,“ siger han og

er i vid udstrækning forvandlet til slagmark mellem regeringstropper og oprørere. For almindelige syrere er den største udfordring at klare sig fra dag til dag. Der mangler mad og medicin, børn og unge får ingen skolegang, og så er tyfus, mæslinger og polio kommet tilbage. Danmission hjælper de internt fordrevne takket være vores mangeårige partnere i området.

fortæller, at han ofte tager den risikofyldte tur ind i Libanon for at fylde bilen med varer, der ikke længere kan skaffes eller som er blevet helt ubetalelige i Syrien – fx modermælkserstatning til babyerne. Det kan han, fordi han som biskop har særlig tilladelse til at krydse grænsen, men embedet er ingen sikkerhedsgaranti. Han kan fortælle, om to syriske bispekolleger, som for to år siden blev kidnappet, og som ikke er vendt tilbage. Ingen kender deres skæbne. „Det er meget vigtigt, at folk ser, at kirken handler. Når en situation er så alvorlig, som den er i Syrien lige nu, er der brug for at tro omsættes til handling. Hvis jeg alene prædiker om Jesu gerninger uden også at handle, så mister folk troen,“ siger han.

Hvis ikke vi handler, er vi blevet umenneskelige Når medmennesker i Syrien må gå igennem Helvede på jord, og når hendes eget liv vælter hende omkuld, så er det vigtigste for skuespiller Bodil Jørgensen: at give, vise empati og at handle. Danmission Magasin har mødt skuespilleren til en snak om tro, apatiske danskere og et liv efter døden.

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist „Lige til min død vil jeg give. Jeg tror fuldt og fast på det – jeg vil risikere mit liv for det. For kun ved at gøre fremskridt i og med det gode, kan man bekæmpe det onde,“ siger skuespiller Bodil Jørgensen. Hun leverer ordene med en skarphed i stemmen, der står i stærk kontrast til hendes sarte og fint skrøbelige ydre. For den 53-årige folkekære skuespiller, som siden 1990 har spillet markante roller på Det Kongelige Teater, medvirket i et hav af film og TV-serier og for tiden er aktuel med forestillingen "Den Grønne Elevator",

er det at give lige så naturligt som at trække vejret. Derfor sagde hun også uden tøven ja til at give en bid af sig selv og sin tid for at være ambassadør for Danmissions julekampagne til fordel for ofrene i Syrien. „Syrien er Helvede på jord. Det er frygteligt, frygteligt at tænke på, hvad de skal igennem,“ siger hun med henvisning til de op mod 11 millioner syrere, der er flygtet fra deres hjem.

Verden savner empati I hjemmet på Nørrebro i København, som

Bodil Jørgensen deler med ægtefællen Morten Søborg, der er filmfotograf, og børnene Johannes 17, Østen 14 og Rigmor 6, er krigen i Syrien ikke bare noget, man ser på TV og læser om på internettet. Her forholder man sig til det og skrider til handling. „Vi er ikke selv herrer over, hvor vi bliver født. Og som Østen for nylig sagde, så er vi heldige, at vi er født i Danmark. Derfor er det også vigtigt, at vi kan sætte os i andres sted – den empati, synes jeg, at verden savner. Vi må se hinandens lidelser. I dag ved vi jo, hvad der sker af grusomme ting – det

Foto: Flemming Bo Foto: Kirstine Thye Skovhøj

sørger den moderne teknologi for – og derfor har vi i endnu højere grad en forpligtelse. Hvis ikke vi handler, er vi blevet umenneskelige,“ siger Bodil Jørgensen. Derfor valgte familien også at droppe julegaverne sidste år og i stedet donere gavebudgettet til Syrien. Og med jævne mellemrum bliver der samlet tæpper og tøj sammen, som familien sender til Syrien via Al-Nour moskéen på Blågårdsgade i København. „Vi har så meget! Rundt omkring hos folk ligger der en masse dyner, tæpper

og tøj, som kunne sendes til Syrien. Vi kunne sagtens gøre mere! Vores velfærdsstat har toppet – et af vores største problemer er, at vores toge ikke kører til tiden.“ Bodil Jørgensen leverer sin dybfølte indignation med kraft i den ellers så blide stemme, mens hun læner sig indover spisebordet og fortsætter opsangen til sine medmennesker: „Vi er blevet betændt af rigdom – vi er mætte, fyldt op, og det gør os apatiske. Vi har så svært ved at falde på knæ og sige tak for livet. Alt skal gøres op i dag. Hvis jeg

giver dét, så skal jeg have dét. Vi er langt fra at være det kristne folkeslag, vi bryster os af at være. Som Jesus siger: Du tror, du er god, men der er lang vej endnu! Jeg kan blive så harm over, at vi ikke er bedre til at støtte fx det syriske folk. Vi er ikke i nød her i Danmark, og det er rimeligt let at foretage sig noget, for det vælter jo ind med girokort, så det er bare at gribe et og betale. Vi kan nedsætte vores eget forbrug for at få råd til at hjælpe i Syrien. Nogle siger så, at man ikke kan være sikker på, at pengene når frem. Men det er en dårlig fortsættes side 22... 21

... fortsat fra side 21

undskyldning – sæt dig ned og undersøg det, for det er der alle muligheder for i dag, hvor organisationernes informationer ligger fremme på nettet. Find ud af, hvor det er bedst at give og gør det!“

Del Guds kærlighed For Bodil Jørgensen er det ganske enkelt, hvorfor vi danskere skal blive bedre til at give til fx de syriske ofre. Hun tror på, at Gud sendte sin søn Jesus for at lære menneskene, at vi skal dele kærligheden til verden og hinanden. „Verden i dag tager uden at give! Kærlighedsbudskabet, som Kristus og Gud deler med os, er ikke til at tage fejl af: Vi skal give! For mig er der en rigdom ved at være sammen med Vorherre, for han giver noget igen, som ingen andre kan. Vi må tro på det gode og kæmpe for det. For jo flere, der tror på det gode, jo bedre bekæmper vi det onde.“ Bodil Jørgensen læner sig igen lidt tilbage i stolen, som om hun skal puste lidt ud. Men der går ikke mere end nogle sekunder, så lader hun hånden glide over et lille blåt forklæde, der hænger på stolen ved siden af hende og løfter det op: „Rigmor tilbyder tit, at vi kan sende noget af hendes tøj og ting til Syrien. Det er jo ikke, fordi jeg plaprer løs og fylder hende med skyld og skam og pensler syrernes lidelse ud. Det skal hun ikke tage på sig, men derfor kan hun sagtens have en bevidsthed om, at der i Syrien er familier, der må bo i telt, der ikke har en madpakke, og som fryser om fingrene. Hun vil meget gerne dele, og det er vigtigt, at hun kan det,“ siger Bodil Jørgensen, mens hun lader den ene hånd bevæge sig gennem den bølge af rødt hår, der ligger som et let skjold over den øverste del af hendes pande.

Livet forpligter Bodil Jørgensen var uden skjold og beskyttelse, da hun i sommeren 2014 under optagelserne til en "Far til fire"film blev hårdt kvæstet af en traktor, og da hun i 1988 slap levende fra, at en beruset lokofører med høj fart kørte af sporet ved Sorø – 8 døde, og 72 blev kvæstet. „Efter togulykken, og nu traktorulykken, føler jeg, at jeg har en særlig forpligtelse til at gøre mig umage. Vi kan ikke gøre alt her i livet, men vi kan gøre det, vi kan gøre. Min mor var dement i 10 år, og min far kunne godt have brokket sig, men det gjorde han aldrig. Han kunne ikke have min mor boende hjemme, men han kunne besøge hende to gange om dagen på plejehjemmet, gå ture med hende, tale med hende – hvert lille bitte pip fra mor tog han til sig og gemte i hjertet. Jeg er opdraget til, at vi har en forpligtelse over for vores nærmeste – vi skal være stærke. På samme måde har vi en forpligtelse over for livet.“

Det er, som om Bodil Jørgensen har en særlig urkraft inde i sin spinkle krop, der får hende til at overleve ulykker, være generøs og givende. Hun skæver op til den Jesusfigur, der hænger i køkkenet, mens hun fortæller, hvordan hendes tro, Gud, er det sidste, hun tænker på, inden hun sover. „Tro for mig er som stor musik, som det inderste af det inderste, som marven på et ben. Jeg kan sagtens have en masse bekymringer, men det sidste jeg tænker på, inden jeg skal sove, er, hvor godt det er, at jeg hviler mit hoved i Guds hånd.“ Hun vender sig lidt på stolen og drejer kroppen mod lyset, der falder ind ad altandøren, mens hun kniber øjnene i et smil. „Det er da fantastisk, at solen står op hver dag, at anemonerne titter frem, at lyset vender tilbage, at årstiderne skifter. Det må jeg sige Gud tak for.“

Et liv efter døden Bodil Jørgensens blik flakser end ikke et splitsekund, når hun bliver spurgt til, hvad hun tænker om døden. For i hendes familie eksisterer der en solid tro på, at der findes et liv efter døden, hvor de alle vil gense hinanden. „Jeg ved ikke, hvordan der ser ud, men jeg skal nok flyde eller svæve rundt et eller andet sted. Jeg skal ikke gøre noget særligt for at gøre mig fortjent til et liv efter døden, sådan tænker Gud slet ikke. I forhold til Ham er der ikke noget regnskab – det er Han for stor til. Hos Vorherre er der plads til alle – mordere, banditter og skilsmisseramte. Gud stiller ikke krav. Det er os, der må kigge ind i os selv eller op,“ siger Bodil Jørgensen. Traktorulykken har rykket visheden om døden nærmere, og derfor er hun også taknemmelig og glad for at se, hvordan hendes børn agerer i verden. Hvordan hendes ældste søn Johannes, som hun har sammen med den afdøde instruktør Henrik Sartou, og sønnen Østen er vokset op og blevet omsorgsfulde og sociale væsener. „Jeg blev så stolt af Østen, der for nylig kom hjem og fortalte, hvordan han havde forsvaret en somalisk dreng, fordi nogle større drenge havde kaldt hans far pirat. Østen gik resolut derhen og blandede sig, og de sprang på ham. Han risikerer noget for andre. Han har en indre kraft – ingen berøringsangst. Han tør give noget af sig selv,“ fortæller Bodil Jørgensen med stolthed i stemmen og fortsætter: „Jeg vil gerne have, at børnene bliver glade i livet, og man bliver glad af at give, hvad enten det er til en kammerat, der bliver mobbet, eller man sender tæpper og tøj eller penge til Syrien. Det største i livet er at kunne give“.

Foto: Flemming Bo

Bodil Jørgensen om genbrug: „Jeg handler genbrug, fordi der allerede er nok tøj i verden. Det er de samme tøjbutikker, der er at finde i alle danske provinsbyer, vi går i det samme tøj, køber og smider ud. Det er vanvittigt! Jeg siger til min 6-årige datter Rigmor, at hvis hun vil have en ny kjole, så skal hun give en af sine andre kjoler væk – det er vanvittigt bare at rage til sig og blive afhængig af materialistiske ting. Og den er Rigmor med på. Jeg synes, det er så fint med genbrug, for der kan man finde ting fra fortiden. Maleriet, vi har hængende i vores køkken, har jeg fundet i en genbrugsbutik. Det minder mig om en sø og et naturområde uden for min barndomsby Vejen, hvor jeg plejede at gå tur med min far. Det gør mig tryg at bo med genbrug. Jeg bliver utryg, når jeg kommer ind i et hjem fyldt med Ikea-møbler - det er så anonymt. Jeg køber også gerne gaver i genbrug, der kan man finde sjove ting. Der er fx en meget fin Danmission Genbrug i Odense, som jeg har besøgt, hvis jeg har været på turne i byen.“

Genbrug så det kan mærkes i Afrika 41-årige Linda Gamst Josefsen er ny udviklingskonsulent for Danmission Genbrug i Midt- og Vestjylland. Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist „Det er utroligt at tænke på, at det arbejde, man laver i genbrugsbutik i fx Midtjylland rækker hele vejen til Afrika,“ siger Danmission Genbrugs nye udviklingskonsulent, Linda Gamst Josefsen, med henvisning til Danmissions arbejde for at skabe bedre vilkår for fattige og udsatte i Afrika, Asien og Mellemøsten. Den tidligere folkeskolelærer begyndte sit nye job i januar, og én af hendes første arbejdsopgaver er en rundtur til nogle af de 17 genbrugsbutikker, som hun skal supervisere. „Jeg glæder mig til at lære de frivillige og de enkelte butikkers historie at kende og finde ud af, hvad de er optaget af. Og jeg glæder mig meget til at blive en del af et stort fællesskab, hvis arbejde rækker langt ud i verden.“ Fra sit professionelle virke, men også fra sit eget frivillige engagement bl.a. som aktiv i Horsens Valgmenighed og

næstformand for Rudehøj Efterskole, har Linda Gamst Josefsen erfaring med at arbejde med frivillige. „Frivillighed er en værdi for mig, som jeg selv udlever, og det giver mig en god indføling med og forståelse for frivillige. Som udviklingskonsulent ser jeg det som en af mine vigtigste opgaver at motivere og "pleje" de mange frivillige.“ Linda Gamst Josefsen vil også gerne være med til at gøre Danmission og arbejde både ude og herhjemme – bl.a. takket være overskuddet fra Danmission Genbrug – endnu mere synligt i det midt- og vestjyske. „Kan genbrugsbutikkerne i mit område få endnu større gennemslagskraft og blive endnu mere integreret i lokalsamfundet? Er det fx muligt at etablere et givtigt samarbejde mellem en efterskole og en genbrugsbutik?“ lyder det fra Linda Gamst Josefsen, som er bosat i Horsens med sin mand og to døtre på 10 og 12 år.

Linda Gamst Josefsen – ny udviklingskonsulent i Danmission Genbrug

Genbrug er hipt, bæredygtigt og billigt Indretningsarkitekt Gitte Lacarriere har en mission: Hun vil overbevise danskerne om, at det er fedt at bo med genbrug – og at genbrug er en nødvendighed, hvis vi skal videregive verden i ordentlig stand til vores efterfølgere.

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist Strygebrætter, bøger og tændstikæsker forvandles til møbler og udsmykninger, og en bunke gamle læderkufferter får nyt liv som talerstol til kultur- og kirkeminister Marianne Jelved. Indretningsarkitekt med speciale i genbrug, Gitte Lacarriere, er fyldt med gode ideer. De gode ideer deler hun ud af, når hun afholder workshops på biblioteker og skoler, via sin blog og klumme i avisen Nordjyske, og når hun indretter kontorer, kantiner, mødelokaler og foredragssale for virksomheder. „Jeg vil gerne være med til at skubbe til opfattelsen af, at vi kun skal omgive os med nye ting. Jeg tror på, at jeg gennem mit arbejde viser, at det er fedt at bo

med genbrug, og at det giver god mening både økonomisk og i forhold til bæredygtighed. Man får også en langt mere personlig stil med genbrug,„ siger Gitte Lacarriere, hvis virksomhed har base i Nørresundby i Nordjylland. Siden hun for 10 år siden vendte hjem fra London, hvor hun tog sin uddannelse og efterfølgende bosatte sig, har hun været optaget af at indrette med genbrug. „Da genbrugsbutikkerne først kom frem, lå de tit godt gemt inde i en baggård, men i dag ser vi jo enorme genbrugsbutikker. Genbrug er ikke længere kun for dem, der ikke har så mange penge. Selvfølgelig er der stadig mange, der har brug for at vise et

Foto: Gitte Lacarriere

Et strygebræt der transformeres til et smukt bord eller til en anderledes opslagstavle og gamle lampeskærme, fundet i genbrug, der forvandles til lysestager til fyrfadslys. Specialist i indretning med genbrug, Gitte Lacarriere har et særligt øje for at se nye muligheder i gamle ting.

Gitte Lacarriere er uddannet indretningsarkitekt i London og lancerede i 2009 sin egen kollektion, som består af vintagemøbler, som hun giver nyt liv ved beklæde dem med retro-stoffer. Ideen bag kollektionen er at bringe farve, humor og genbrug ind i hjemmet eller på kontoret.

genbrug

bestemt slags image ved kun at bo med nye ting og dyre designermøbler, men tendensen er, at flere går i genbrugstøj og indretter med genbrug.„

Luft i budgettet Hjemme i privaten præger genbrugsfund selvsagt indretningen. „80 procent af vores ting genbrug – vi bor simpelt og bæredygtigt. Jeg har dog valgt at købe nye senge til mig og mine børn og vores spisebord er nyt, men ellers er alt genbrug,„ siger Gitte Lacarriere. Fordelen ved at bo med genbrug er, at det giver luft i budgettet til oftere at skifte ting ud, mener indretningsarkitekten. „Nogle af de ting, jeg køber i genbrugsbutikkerne, opfatter jeg mere, som om jeg lejer dem. For efter et stykke tid med fx en lampe så leverer jeg den tilbage til genbrug. Som mennesker forandrer vi os gennem livet, og vores hjem skal forandre sig sammen med os. Sådan en forandring er det muligt at skabe, når man vælger at bo med genbrug.„

Genbrug kræver tålmodighed Gitte Lacarriere kommer ofte i Danmission Genbrug i Svenstrup, der ligger tæt på hendes hjemmeadresse. Det kræver tid og tålmodighed at indrette med genbrug, og hun har efterhånden fundet sine favoritgenbrugsbutikker, som hun endevender for genbrugsfund. „Det kan være et tidskrævende job at indrette med genbrug, men det er det værd. Hvis man står overfor at ville forandre sit hjem, så skal man først og fremmest starte med en grundig oprydning. Når man har ryddet op, så anbefaler jeg, at man tager udgangspunkt i sin yndlingsfarve. Begynd så med at tage i genbrugsbutikker og kig dig omkring efter fx noget gult. Måske finder man en fed vase, der kan være inspiration, og så er man ligesom i gang. Det kan også være man står og mangler et bestemt møbel. Min anbefaling er, at man lader en bestemt farve eller et aktuelt behov være afsættet for at tage på genbrugsjagt.„ Man skal heller ikke være bange for at forandre de ting, man køber i genbrug, mener Gitte Lacarriere. Hun har for nylig omdannet to gamle strygebrætter, som hun købte brugt til den nette sum af 30 kroner, til henholdsvis et bord og en opslagstavle. Og for tiden er hun på jagt efter gamle globusser, som hun laver til lamper. Læs mere om Gitte Lacarriere og få tips til at indrette med genbrug på lacarriere.dk

Missionen fortalt

i billeder

Danmissions historie rækker helt tilbage til 1821, og et væld af fotos dokumenterer arbejdet, der foregik ude i verden, men også hjemme i Danmark. Siden 2012 har en gruppe af ihærdige frivillige arbejdet på at sortere de omkring 50.000 fotos, som er samlet lige siden dansk ydremission så dagens lys i 1821, i en online fotodatabase. De mange fotos fortæller et væld af sjove, skæve og skelsættende historier, som fortjener at blive husket og fortalt. Historier om hvordan danske missionærer – mænd og kvinder – rejste ud i verden og opbyggede kirkesamfund. Det store foto-materiale byder også på billedelige fortællinger om, hvordan budskabet om mission blev spredt i Danmark. I dette nummer af Danmission Magasin får du et par historier om omrejsende missionærer og vandreudstillinger. Af Tove Lind Iversen, redaktør

Når missionæren svingede ind på vores gårdsplads på sin cykel med en brun kuffert på bagagebæren, var det som et vindpust fra eksotiske himmelstrøg. Dengang i 1960’erne, da TV var lig ”Ingrid og Lillebror”, satte det gang i min eventyrlyst, når missionæren åbnede kufferten og viste slangeskind, knive, Bibler med fremmedartede bogstaver, lændeklæder og sort/hvide fotos, mens han eller hun fortalte om livet så langt væk som Arabien, Indien og Tanzania. Som lille pige var jeg fast besluttet på at ville være præst, så jeg selv kunne rejse ud i verden som missionær og opleve eventyret. Jeg endte som journalist, men jeg er ikke i tvivl om, at missionærer på hjemmeophold har en del af ansvaret for min udlængsel. I dag møder vi verden på rejser og på TV, men jeg er sikker på, at det gør indtryk og skaber opbakning, når udsendinge også nu om dage rejser rundt på foredragsturné i Danmark.

Hvad gør man, når man ikke sådan lige kan rejse til Afrika og Arabien? Man flytter da bare en hytte fra Tanzania og en stue fra Yemen til Danmark. I missionshuse og gymnastiksale opbyggede missionsselskaberne i årtier livagtige udstillinger af hjem med mennesker og lokale ting, så man fik en fornemmelse af selv at være der. På udstillingen var der ofte en hjemvendt missionær, som fortalte om, hvordan lokalbefolkningen havde taget imod missionæren og budskabet, men også om lokale skikke og strabadser. For at samle ind til arbejdet ude kunne der fx være tombola og en café. Det var almindeligt, at skoleklasser fra omegnens skoler flyttede timerne i geografi eller religion til udstillingerne, så børnene på den måde kunne få et indblik i livet i det fjerne. Flere missionsselskaber havde særlige sekretærer, der var ansvarlige for opsætning og flytning af udstillingerne. Missionsudstillinger findes ikke mere i den form, men ønsket om at opleve, hvordan det er at være på mission, og hvordan virkeligheden er for de mennesker, vi slår følgeskab med ude verden, den er der stadig. Det oplever vi i Danmission bl.a. gennem interessen for foredrag og for vores rejser og genbesøg.

Lodseddelsalg for mission nytter Salg af lodsedler er langt fra passé. I 2014 gav Landslotteriet til mission og udvikling omkring 400.000 kr. i overskud til de 6 deltagende missionsselskaber – heraf gik 186.409 kr. til Danmission. Det nytter altså at gå fra dør til dør eller sælge lodsedler i genbrugsbutikker, kirker og missionshuse. Hjælp os igen i år med at sælge lodsedler til fordel for mission og udvikling! Over hele landet kan frivillige fra kirker, menighedshuse, genbrugsbutikker og lokalforeninger sælge lodsedlerne fra 15. marts til 15. maj 2015. For en 20’er – som nu også kan gives via Mobile Pay – kan du være med til at gøre en forskel for medmennesker i Asien, Mellemøsten og Afrika, der har brug for hjælp – hvad enten det skyldes krig, naturkatastrofer, sygdom eller fattigdom. Tak for din hjælp – uanset om du sælger eller køber lodsedler, så bidrager du til, at endnu flere kan få uddannelse, sundhed og støtte til at kæmpe sig ud af fattigdommen gavn for dem selv og det land, de bor i. Oven i købet har du muligheden for at vinde en af de mange gevinster, der er på lodsedlen. Der er gevinster for 121.133 kr. Lodsedlen er et skrabelod, så du straks kan se, om du har vundet. Kontakt fundraiser og netværkskoordinator Anna-Marie Lauenstein på 41 999 332 eller aml@danmission.dk, hvis du vil være med til at sælge eller købe lodsedler! Dem som har en venskabsmenighed kan også sælge lodsedler. For hver lodseddel man sælger kan man give 13 kr. til sin venskabsmenighed. ag bidrforskel! t i D en r 20,- gør.

Konfirmand Aktion kører – for 20. gang! Det populære undervisningstilbud til danske konfirmander – Konfirmand Aktion – er de seneste måneder rullet gennem Danmark. Globale Fortællere fra Danmark og Myanmar har sammen mødt konfirmander for at fortælle om det at være ung, kristen og kirke i Myanmar og i Cameroun. Det handler om tro – og "tro på trods". Det er 20. år i træk, at Konfirmand Aktion, der er et samarbejde mellem Danmission, Mission Afrika, Afrika In Touch og FUV (Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter) kører ud til konfirmander i Folkekirken. Holdet i år består af: Thomas (DK), Htoi Lar (Myanmar), Henriette (DK), Sapal Phyu (Myanmar), Heidi (DK), Signe (DK). Turen startede desværre uden de to gæstelærere fra Cameroun, som fik afslag på visum til Danmark, men heldigvis kunne Signe og Henriette køre det planlagte program uden deres makkere fra Cameroun. Hvilke tanker flyver gennem en Global Fortællers hoved, inden man kaster sig ud i en to måneders lang foredragsturné i Konfirmand Aktion? Thomas fra Danmark fortæller: „Jeg vidste, jeg skulle arbejde tæt sammen med Htoi Lar – men hvem skulle han vise sig at være? Jeg blev mere end glædeligt overrasket. Vi ligner hinanden, har samme humor, arbejder godt sammen og går til opgaven på samme måde.“ Htoi Lar fra Myanmar fortæller: „Jeg har i mange år arbejdet som frivillig i nogle af flygtningelejrene i Kachin i det nordlige Myanmar. Her raser verdens længste borgerkrig. I lejrene afholder jeg gudstjenester og prøver at indgyde folk det håb, Gud gav mennesker Det betyder meget for mig at kunne fortælle danske konfirmander om situationen og behovet for hjælp.“ 2015 er sidste år med Globale Fortællere fra Myanmar. Fra 2016 gælder det Cambodja og Cameroun under temaet "På Vej!" Ønsker du at vide mere om Konfirmand Aktion, så kontakt Rebekka Steinvig: 41 999 335 / rs@danmission.dk

„Den største velsignelse er alle de nye mennesker, jeg møder: Samarbejdet med Heidi og de andre Globale Fortællere, mødet med konfirmander, præster og værtsfamilier. Jeg er blevet mødt med en stor gæstfrihed.“ – Sapal Phyu (t.h.)

Pris

r ster fo Gevin gifter

121.1

33,- k

i 2015ter du kirkeligsiede lotter øt Landsaf denne lodsedr, dedelr starbejdere sii vederdomen.

inkl. af

HÅB

ÆLP OG HJ 28

TIL SE

P HJÆL

straks og se ndet Skrab har vu om du

„Som Global Fortæller får jeg øje for verden, fx hvor dygtige danske unge er til engelsk. Det må være takket være et godt skolesystem. Jeg lærer meget, og det tager jeg med hjem, så jeg kan lede og inspirere unge i Myanmar.“ – Htoi Lar (t.v.)

Foto: Rebekka Steinvig

ne ud b stort Ved kø sorganisatio jdspartnere gør et iration Asien mission le samarbe og insp sundhed, ten og ka , lemøs sker styrke ng el ri M med lo ika, enne bedre ernæ e i Afr får m Kirkern lokalt. Her liv gennem b. s e ka arbejd randre dere istne buds kr fo til at else og det uddann

Sammen tændte vi

lys

Af Kitte Fabricius, praktikant Årets Lucia Indsamling er inspireret af Santa Lucia, som spredte lys og håb ved at hjælpe andre. 247.293 kroner og 17 øre, så meget kom der ind ved Lucia-optog, i raslebøsser, på salg af engle, koraftener og de mange flotte aktiviteter. Tak til alle som var med til at sprede lyset i 2014. Under Årets Lucia Indsamling var fokus: fællesskaber. Fællesskaber i Madagaskar, hvor Danmission bl.a. hjælper fattige og udsatte kvinder med at oprette låne-sparegrupper. Her kan de dele ressourcer og erfaringer og støtte hinanden. Men også fællesskaber herhjemme i Danmissions netværk – både nye og gamle.

Danmission Unge:

Foto: Christina Kofoed-Nielsen

I 2014 indgik Danmission Unge i Aarhus i et nyt fællesskab sammen med 4 andre kristne ungdomsorganisationer. Sammen afholdt de en julebasar i slutningen af november. Dagen var en bragende succes både for de mange besøgende og for de flere end 60 frivillige, der hjalp til på dagen. Som Christina Paabøl Thomsen, en af de to ungdomsentreprenører i Danmission Unge Aarhus, bagefter sagde: „Samarbejdet er en

god mulighed for at stå sammen om en fælles sag – her konkret om at forbedre børn og unges muligheder ude i verden.“

Lucia-stafet:

Lucia-engle:

Danmissions ambassadør, gospelsanger Laura Kjærgaard, skød Lucia-stafetten i gang, da hun sammen med sit kor "Copenhagen Gospel Singers" holdt et brag af en koncert. Herfra blev stafetten sendt på tur rundt i det meste af landet. 20 kor samlede i 2014 ind til øveaftener, julefester, koncerter og i Københavns Lufthavn. Som noget nyt har alle deltagende kor været med i konkurrencen om en workshop med de to britiske gospelinstruktører. Vinder blev gospelkoret "Grace" fra Karlslunde. Tillykke!

2014 blev året hvor Lucia webshoppen for alvor kom i gang. Her kunne man bl.a. købe Årets Lucia Glasengel samt engle fra Danmissions projekter i Bangladesh og Tanzania. Englene var mere populære end nogensinde, og salget er gået over al forventning. Danmissions frivillige i Viborg gik sammen med glaskunstner Kirsten Gjelstrup om at producere deres egen glasengel, som blev solgt til støtte for Årets Lucia Indsamling, og i Bording solgte børneklubben Klub J deres hjemmelavede engle.

„Vi kan være stolte af fællesskabet i Danmission og af de mange flotte arrangementer og indsamlinger, som blev afholdt i forbindelse med Årets Lucia Indsamling 2014. Vi kan ikke overvinde mørket i verden, men sammen kan vi tænde et lys. Jeg håber, at mange af jer også vil være med til at sprede lys, når vi i år for femte gang holder Årets Lucia Indsamling,“ siger Birgitte Nørgaard Warming, som er teamleder for netværk.

Danmission Genbrug: Et rekord stort antal af Danmissions genbrugsbutikker deltog i Årets Lucia Indsamling 2014. Mange butikker afholdt egne Lucia-arrangementer, og der blev samlet ind ved luciaoptog, juletombola og ved medarbejderfester. Derudover solgte 50 butikker skrabelodder.

vær

med læs mere på www.danmission.dk

Tag konfirmanderne med på teenlejr

Til sommer inviterer Danmission igen børn og unge på sommerlejre. Som noget nyt er de to globale fortællere fra Konfirmand Aktion, Thomas og Heidi, med på teenlejr på Blåvandgaard, hvor de håber at gense mange af konfirmanderne, som de har mødt under Konfirmand Aktion. På hjemmesiden kan du i løbet af foråret læse mere både om teenlejr og børnelejr på Blåvandgaard, men også om pigelejren på Kildeborg og om Bisseruplejren.

Husk sommerens Seniorlejr

vær

med læs mere på www.danmission.dk

Årets seniorlejr i Virksund byder på spændende foredrag om mission, men også bibeltimer, festaften og tid til hyggeligt samvær. Mød den nyvalgte biskop og tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær, som taler under overskriften ”Mission og Diakoni ude i verden og i Viborg Stift”. Og så er der gensyn med Tanzania og jubilæumsrejse til Indien samt nyt fra den gassiske lutherske kirke og Det Arabiske Initiativ. Tid og sted: 8. til 12. juni 2015. Virksund Centret, Højslev. Pris: 2.500-2.950 kr. pr. pers. (afhængig af værelse). Program: Se hjemmesiden www.danmission.dk eller kontakt Bodil og Asger Jensen på 75 76 13 25 Tilmelding: Senest 18. maj hos Bodil og Asger Jensen på 75 76 13 25 eller abjensen@dlgmail.dk

Foto: Karin Borup Ravnborg

En dag for de frivillige Nye ideer og inspiration til Danmissions frivilliges arbejde i genbrugsbutikker, kirker og kredse. Det var resultatet, da over 150 frivillige fra Danmission var sammen på tre netværksseminarer rundt om i landet. Mødestedet i København, Danmission Genbrug i Odense og Borremose Efterskole i Nordjylland var rammen om tre spændende dage med foredrag og workshops, som på hver sin måde gav indblik i Danmissions arbejde. Hovedtaler var fagkonsulent Christina Dahl Jensen, der gav et indblik i Danmissions fattigdomsbekæmpende arbejde med fokus på et projekt i Cambodja, der er med til at bevare den truede skov i Prey Lang og forbedre livsvilkårene for den lokale befolkning. Det blev tre dage med god stemning, snak og netværk på kryds og tværs. Og mange af deltagerne gav efterfølgende udtryk for, at det havde været både givende og lærerigt at være med og en god måde at knytte det frivillige bagland tættere sammen.

Frimærkesalg for

næsten 85.000 kr. I 2014 steg Danmissions indtjening fra frimærkesalg med hele 13.000 kr. svarende til næsten en femtedel af indtjeningen fra 2013. Særligt Kirkens Genbrug i Espergærde har bidraget med et ekstrastort beløb i 2014, hvor de bl.a. modtog nogle flotte samlinger fra dødsboer. En stor tak til alle jer, der har indleveret frimærker i årets løb eller som på anden måde har hjulpet med, så mærkerne er blevet klippet, pakket og solgt!

Danmissions

repræsentantskab indkaldes til møde 5.-6. september 2015 på Hotel Nyborg Strand

Frimærker kan afleveres på Mejsevej 8 i Skjern, til Danmissions Genbrugskonsulenter eller ved Repræsentantskabsmødet.

Else Højvang, Danmissions udsending til Tanzania, kommer på hjemmeophold 7. til 30. september. Få besøg af den erfarne foredragsholder. Bestil foredrag hos Karin Borup Ravnborg på: kra@danmission.dk eller 41 999 330. Foto: Magnus Sort Eidemak

Stiftsårsmøder 2015 Viborg stift 14. marts kl. 10-16. Skive Kirke og Sognehus

Helsingør og København Stifter 14. marts kl. 10-15. Danmission, Strandagervej 24, Hellerup

Århus Stift 14. marts kl. 10-15.30. Torsted Kirke, Horsens

Aalborg Stift 21. marts kl. 10-16. Vodskov Kirke og sognegård, Vodskov

Ribe Stift 21. marts kl. 10-15.30. Treenighedskirken, Esbjerg

Roskilde Stift: 12. april kl. 10-16. Svogerslev Kirke

Lolland/Falster Stift Haderslev Stift 21. marts kl. 10-16. Gårdslev 19. april kl. 10-15. Sakskøbing Kirke og Kirke ved Vejle sognegård Fyn Stift 22. marts kl. 11-16. Lumby Kirke og sognegård, IKON årsmøde: Odense 21. marts Aarhus

Årsmøder i genbrugsrådene: Syd: 16. april kl. 10-16 Øst: 24.marts kl.10-15.30: Tåstrup Nord: 13.april kl.10-15.30: Herning

Foto: Flemming Bo

Det største i livet er at kunne give

– hjælp ofrene i Syrien

magasinid 46005

600-0398