Danmission Magasin 2/2022

Kirken skal ud af kosteskabet

Man kan ikke være kirke i et kosteskab. Dette måske lidt mær kelige billede har slået mig mange gange i løbet af de sidste par måneder. Her har det nemlig været tydeligt, hvad der er helt centralt for Danmission – både nu og i fremtiden. Og det er naturligvis mødet. Ikke møder med dagsordener og referater, men derimod mødet med verden. I vores missionssyn står der, at vores opgave er at møde verden med evangeliet om Jesus Kristus i ord og handling. Og heldigvis har der i den seneste tid med besøg til Danmissions repræsentantskabsmøde og efter følgende program rundt i landet været flere af disse værdifulde møder end i lang tid. Møder med folk fra kirken i Tanzania og deres fortællinger om udfordringen med nye kirker, der helt urealistisk lover folk velstand, hvis blot de støtter økonomisk. Eller møder med kirken i Mellemøsten, der fortæller om et sam fund, der stadig er på vej mod bunden, og hvor det er vigtigere end nogensinde fortsat at pege på håbet. Eller møder med folk fra Myanmar, der ikke tør sende de teologiske bøger, de allerede har skrevet og trykt, på gaden af frygt for militærregimet. Eller møder med en ung kirke i Cambodja, der i både ord og hand ling skal være kirke i en kompleks hverdag, hvor levegrundlaget hastigt forsvinder. Eller… eller… eller… Alle de møder, der opstår, når vi samles på tværs af lande og kulturer, alle peger hen mod mødet med en Gud, der er langt større og mere farverig, end jeg selv kan forestille mig. Og vi sidder alle med eksempler på møder, der op igennem livet har været med til at forme vores tro og gøre os til dem, vi er.

Derfor har det været nogle fantastiske måneder i Danmission. Efter flere år med nedlukninger og rejserestriktioner lykkedes det at få mere end 50 besøgende fra partnere og Danmissions landekontorer til årets repræsentantskabsmøde og efterfølgen de møder ude i stifterne. Det har vi savnet, for møderne er det, der skaber engagement og holder os fast. Vi kan netop ikke være kirke i et kosteskab, men må være det sammen på tværs. Mission er relationer, og relationerne skabes først, når vi mødes – i kortere eller længere tid. Møderne udfordrer os og bidrager til vores forståelse af kirken og af Gud. Når jeg møder ”den store verden”, f.eks. i mødet med vores partnere, bliver jeg klogere både på verden og mig selv – samtidig med at det hjælper mig til at sætte tingene i perspektiv og minder mig om, at ikke alt, hvad vi bruger tid og ressourcer på i folkekirken, er lige relevant.

Glæd jer derfor til at læse mere om de mange møder, der har været i den seneste tid, samt ikke mindst, til alle de møder, der fortsat venter i Danmission i både ind- og udland.

Morten Skrubbeltrang, formand for Danmission

Danmission

Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 3962 9911

Mail: danmission@danmission.dk

Følg os på... www.danmission.dk www.facebook.com/danmission www.youtube.com/danmission Instagram: @danmission Twitter: @danmissiondk www.linkedin.com/company/danmission

Støt: Giro: 600-0398

Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398

Sms: DM til 1245 og støt med 100 kr.

Online: danmission.dk/stoet

MobilePay: 507725

Danmission Magasin

Udgives af Danmission og udkommer 2 gange årligt. Bladet sendes til alle givere og kirker.

Forsidefoto: Gudstjeneste i kirke på Zanzibar

De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen. Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse.

Christina Kofoed-Nielsen (ansv.)

Malene Fenger-Grøndahl (red.)

Ole Krabbe-Poulsen (layout)

Tryk: Øko-Tryk ApS

Selvudnævnte præster lokker penge fra fattige tanzanianere

Tekst og foto af Sarah Krøger Ziethen, kommunikations- og engagementsmedarbejder, Østafrika

”You get up in the morning, and you don’t know what to eat or what to give to your children. You are poor and only have a bad house and no work. Have you ever tried to live like that? I think you have to try it, to understand why you will give your last money to that pastor”. Biskop Dr. Benson Bagonza fra Karagwe i Tanzania ser på os, der lytter intenst. Vi er til repræsentantskabsmøde i Danmission og Hotel Nyborg Strand gør i hvert fald deres for, at deltager ne ikke skal gå sultne i seng. Så nej, vi har ikke prøvet at leve sådan. Biskoppens oplæg om ”misleading theology” eller ”vildledende teologi” finder sted her på mødet. Det er en teologi, der netop spiller på menneskers ønske om et bedre liv og tilbyder at give det.

Biskop Bagonza fortæller om virkeligheden i Karagwe stift, hvor han og hans præster i Evangelical Lutheran Church of Tanzania (ELCT), den lutherske kirke i Tanzania, igen og igen møder men nesker, der har givet deres sidste penge til præsten for at få Guds velsignelse – og forhåbentligt et bedre liv. Det er fattige mennesker, der normalt kommer i de små landsbykirker omkring Victoriasøen i Tanzania.

I den nordøstlige del af Tanzania, hvor biskop Bagonza har sit stift, har Danmission i mange år arbejdet sammen med den lutherske kirke, og samarbejdet omfatter nu også dette at forhindre, at

Hvis et par lider af barnløshed, kan en velsignelse af mandens underbukser løse problemet, og gavmilde gaver til præsten kan afhjælpe Guds straf og give økonomisk fremgang. Den slags vildledende teologiske påstande og praksisser spreder sig i Tanzania, og med Danmissions støtte arbejder den lutherske kirke i landet på at modvirke udbredelsen af denne form for teologi.

alt for mange falder for denne form for vildledende teologi. Der er stor fattigdom, mangel på uddannelse og høj arbejdsløshed. Så når de på de sociale medier ser et tv-show, hvor en såkaldt præst udøver mirakler på den ene eller anden måde, er det fristende at tro på. Det lokker mange, der normalt ville gå i kirke om søndagen og høre den teologisk uddannede præst

Det vigtigste er, at det barnløse par giver præsten en klækkelig betaling. Penge, de typisk har arbejdet længe og hårdt for at spare sammen.

Biskopper og præster i ELCT er meget opmærksom me på disse vildledende præster og deres lokkende forkyndelse. Kirkens præster og evangelister, som kommer ud i de små landsbyer og taler med me nigheden, møder gang på gang nogen, der kender nogen, som faldt for deres tilbud. Mennesker, der nu ikke har mad og må gå sultne i seng eller er blevet fortalt, at når de ikke er blevet rige og ikke kan finde arbejde, er det, fordi deres tro ikke er stærk nok.

”Men Guds nåde og velsignelse er jo gratis og til alle,” siger biskop Bagonza, da han taler på Danmissions repræsentantskabsmøde.

Søger hjælp mod onde ånder og en straffende Gud

I Tanzania findes særligt to typer af vildledende teologi. Den mest almindelige er en ”berigelses teologi”, som kort fortalt går ud på, at Gud giver til den, som tror meget og er meget gavmild. Giver du til Gud (præsten), giver Gud til dig. Denne teologi har nogle steder gjort præsten til den bedst klædte og fornemst kørende i området – og når det går ham så godt, må Gud jo virkelig være med ham, er logikken.

udlægge evangeliet på klassisk vis, hvor man ikke bliver lovet rigdom eller berømmelse, hvis man forærer præsten sine sidste penge.

Præst er ikke en beskyttet titel

I Tanzania er præst ikke en beskyttet titel, og ”præsten” behøver ikke engang at have en rigtig menighed. Alle kan lægge en video ud på sociale medier, der skal vise, at alt er muligt for den, der tror. ”Præsten” kan fx vise i videoen, at de, der giver ham penge, får mange flere igen eller får opfyldt andre af deres ønsker.

Biskop Bangoza fortæller, at visse steder i Tanzania lokker selvudnævnte præster barnløse par til at give dem penge til gengæld for en velsignelse. Præsterne stiller dem i udsigt, at barnløsheden kan afhjælpes ved, at de tager mandens underbukser med i kirke og får dem velsignet. Præsten beder en bøn over dem, og så er det ellers bare at tage dem på igen, og så skulle børnene stort set komme af sig selv.

Den anden form for vildledende teologi har sine rødder i den traditionelle religions tro på, at men nesker og onde ånder kan straffe og forhekse. En kvinde, hvis barn dumper en eksamen, kan fx tro, at en faster har kastet en ond ånd på barnet – og at den eneste hjælp er, at præsten velsigner barnet mod betaling. Eller en mand kan tro, at når hans for retning går dårligt, er det en straf fra Gud, fordi han har givet for små gaver i kirken. Altså er han nødt til at give alt, hvad han ejer, for at undslippe straffen. Præsten i kirken siger ganske vist ikke sådan, men han har hørt en ”præst” i et tv-show forklare, hvis man betaler til ham, fjerner han alle forbandelser og straffe fra Gud.

Da biskop Bagonza holdt sin workshop på repræ sentantskabsmødet, var denne problemstilling ny for mange. Men Danmission har gennem sin tætte kontakt med ELCT været opmærksom på den i flere år og har allerede taget initiativ til et projekt, der skal tale de falske præster og deres vildledende teologi imod. Kirkens præster skal uddannes i at prædike ind i det liv, som deres menighed lever, så de ikke kaster penge efter falske løfter. Kirkens evangelister skal uddannes i at lave workshops med menigheder ne, så de kan genkende de falske præster. Og kirken skal turde tale højt om de problemer, der følger med den vildledende teologi. For de, der rammes hårdest, både socialt og økonomisk, er som altid de fattigste. Desuden arbejder Danmission sammen med den lutherske kirke om at skabe et mere akademisk forum for diskussionen af disse vildledende teologier, så ledere af forskellige kirker kan støtte hinanden i at advare mod de falske præster for at undgå, at Bibelens ord misbruges. 

Den lokale lutherske kirke i Mkaje er lette ofre for misvisende teologi.

Danmission og Tanzania

Danmission har siden 1948 arbejdet sammen med den lutherske kirke i Tanzania, Evangelical Lutheran Church of Tanzania, ELCT. I området omkring Victoriasøen har der særlig været samarbejde omkring hospitaler og bi belskoler, hvor Danmission har sendt missionærer og økonomisk støtte. I dag har Danmission ikke fastboende missionærer i Karagwe, men der er provstivolontører på Nyakato Bible School i Mwanza, udsendt fra Viborg Stift. Der er samtidig ved at blive op rettet et regionskontor for Danmission Østafrika, som skal ligge på Zanzibar.

I krig og konflikt bliver teologisk teori sat på en hård prøve

I mange af de lande, Danmission arbejder i, er der krig, konflikt og krise. Det gælder bl.a. Myanmar og Syrien. Læs her, hvad to af Danmissions partnere har at sige om at være kirke midt i krig og kaos.

Af Lærke Lysemose Christensen

Hvad gør kirken, når folket lever under et brutalt militærdiktatur? Og hvilken rolle kan kirken spille i et krigshærget land, hvor mennesker, som normalt går ind for dialog, ønsker hævn?

I løbet af Global Week, hvor partnerrepræsentanter fra en række lande var i Danmark, mødtes jeg med to af disse – fader Pov fra Myanmar og præst og ph.d. Hadi Ghantous fra Libanon/Syrien til en samtale om disse spørgsmål. De kommer fra meget forskellige kontekster, men er fælles om at være ledere i en kirke i et konfliktramt land og de insisterer på, at kirken skal tage samfundsmæssigt ansvar.

Pov er præst i den katolske kirke i Myanmar, hvor Danmission siden 2007 har arbejdet med fredsska belse og dialog og har støttet teologiske fakulteter og kirker i at forholde sig til samfundet uden for kirkens mure. Han fortæller, at da militærkuppet skete i Myanmar i februar 2021, ønskede mange unge præster, religiøse ledere og katolske nonner at engagere sig i demonstrationer imod militæret. De fik dog besked fra den katolske ledelse om, at kir

kens repræsentanter ikke måtte deltage i den aktive modstand, fordi kirken fastholder, at dialog er vejen frem. Den katolske kirke advarede om, at deltog man i modstandsbevægelsen, ville kirken ikke forsvare eller beskytte mod tilfangetagelse af militærets junta. Det medførte protester, for mange ønskede at deltage i demonstrationerne.

“Jeg var selv med til at organisere demonstrationer, ikke som en præst, men som almindelig borger, i solidaritet med min befolkning. Jeg skjulte eller holdt meget lav profil med min religiøse identitet,” forklarer fader Pov.

Det samme gjorde mange andre præster.

Krig og konkrete dilemmaer

Hadi Ghantous nikker genkendende til det dilemma, der kan opstå, når kirken skal respondere på krig og konflikt.

Foto: Lærke Lysemose Christensen

“Man studerer teologi og indtager en position inden for kristen etik, men når nogen indtager din by og dræber dine børn, er det et andet spørgsmål,” siger han.

Hadi er oprindeligt fra Syrien, men har boet i Libanon i mange år. Han er præst i en presbyteriansk menig hed i Minyara i det nordlige Libanon og er desuden leder af bestyrelsen for National Evangelical Synod of Syria and Lebanon med ansvar for præster og teologi i de omkring 40 kirker. Desuden er han engageret i religionsdialog og partnerskaber mellem kirker i Mellemøsten og har erfaring med kirkens rolle i konflikt fra de mange år, Syrien har været i krig.

Som eksempel på krigens virkelighed nævner han et af de ældste medlemmer af menigheden i den liba nesiske by Tripoli. Denne mand er et af de fredeligste mennesker, Hadi kender. Men da den islamistiske terrorgruppe ISIS kom tæt på grænsen, sagde han offentligt, at han ikke ville overgive sig men tage en af gerningsmændene med i døden.

Hadi fastholder dog, at selv om man kan finde tekster i Bibelen, som kan bruges til at argumentere for vold, vil han fastholde ikkevold som vejen frem.

”Jeg er af den teologiske overbevisning, at Bibelen fortæller os to vigtige aspekter: hvem vi er, og hvad vi er kaldet til. De voldelige eksempler er en refleksion af, hvad vi er og ikke, hvad vi er kaldet til. At bruge vold er en naturlig reaktion for os mennesker og kan synes som en nem løsning. Ikkevoldelige løsninger er krævende; man mister tålmodigheden og bliver træt. Jeg ved ikke, hvad jeg vil gøre, hvis nogen invaderer mit hjem og truer mine børn. Men hvis jeg bruger vold, har jeg brug for tilgivelse fra Gud, for jeg levede ikke op til min egen tro. Menneskeligt forstår jeg argumentet for vold, men jeg kan ikke forsvare det teologisk,” siger han.

Ønskede at tage hævn

Fader Pov fortæller tilsvarende om en hændelse i 2013, hvor han blev truet med en pistol af en mili tærkaptajn, han kendte. Han følte aggression og ville gerne tage hævn. Men han har en medierende rolle i konflikten mellem militæret og de etniske oprørs grupper, som repræsenterer hans egen etnicitet. Så han måtte være tro mod rollen som brobygger. Det hindrer ham dog ikke i at hjælpe de internt fordrev ne ved fx at tage sig af børn på flugt. Hvilket medfø rer, at han bliver skygget af militæret og risikerer at blive dræbt.

Hadis erfaring er, at i tider med krise strømmer folk til kirkerne og vil have, at kirken skal lede dem. Men fortæller kirken dem, at de skal gøre noget andet, end de ønsker, bliver de vrede. Udfordringen er at hjælpe dem til at se tingene fra et andet perspektiv.

Fader Pov fortæller, at nogle mennesker er vrede på den katolske kirke over dens ikkevoldelige holdning til konflikten: ”Kirken har en diplomatisk tilgang. Vi opfordrer til dialog, men støtter også familier til de grupper, som er i kamp. På en indirekte måde tager

vi del i kampen ved at støtte ofrene,” siger han.

Også efter krigens afslutning er der stort behov for kirken, understreger Hadi med henvisning til erfa ringerne fra sit oprindelsesland Syrien: ”Når man er i krig, venter man på, at krigen skal slutte, så livet bliver bedre. Når så krigen slutter, er der ikke mere at håbe på. Udfordringen er at holde fast i sin overbe visning over tid - også selv om det trækker ud. Derfor er der brug for kirken. Kirken skal give stemme til dem, der ikke bruger vold, og gøre den stærkere.

Det er kirkens vigtige opgave. Men det er menings løst, hvis kirken ikke gør noget. Når biskopper i den katolske kirke siger, at kirkens folk ikke må deltage i demonstrationer, skal det suppleres med, hvad de så gør i stedet for.” 

I maj sidste år og i år har Danmission sammen med Caritas (Den katolske kirkes humanitære hjæl peorganisation), Baptistkirken og Chin Commu nity Denmark stået for en fredsvandring “Mayday Myanmar” i hhv. København og Roskilde for at gøre opmærksom på den uretfærdighed, der over går Myanmar og vise, at vi står sammen med befolk ningen. At vi som kirkelige organisationer ser, hvad der sker, og handler på en konkret, solidarisk og ikkevoldelig måde.

Foto: Carsten Villadsen

Et møde i 2007 har skabt nære familiebånd mellem Viborg og Karagwe

Af Malene Fenger-Grøndahl

I Tanzania bor en familie, hvis to børn kan synge ”Alle gode gaver…”, og det ene af børnene, sønnen Erick, er op kaldt efter sønnen i en familie i Viborg. I familien i Viborg kan forældrene stadig huske nogle ord på swahili, som de lærte, da de skulle være gudforæl dre til Erick i 2009 i Karagwe-regionen i Tanzania.

De to familier, familien Kigembe og familien Carstens, ville måske aldrig have mødtes, hvis det ikke var for Danmissions relation til den evangelisk lutherske kirke i Tanzania, ELCT. Men i januar 2007 blev fire unge tanzaniane re inviteret til Danmark i forbindelse med Konfirmand Aktion. I omkring tre måneder rejste de rundt sammen med danske unge, som havde været på besøg i Tanzania, og fortalte om tro, kirke og hverdagsliv i Tanzania og lagde op til debat med danske unge. En af de unge tanzanianere var Dr. Elmereck Matungwa Kigembe, der var blevet ordineret præst i den lutherske kirke i Tanzania året før.

”De unge var gode til at diskutere, og vi talte både om tro og andre emner. Vi så forskelligt på nogle ting, men vi havde gode samtaler, og vi kunne også få lov at udfordre de unge,” siger Dr. Elmereck Matungwa Kigembe om sin deltagelse i Konfirmand Aktion i 2007.

Han er vokset op i det nordvestlige Tanzania, hvor hans far var præst, og som ung valgte han selv at læse teologi. Efter sin ordination arbejdede han som sognepræst og ungdomsko ordinator i kirkens nordvestlige stift, inden han blev stiftsgeneralsekretær i samme stift med hovedsæde i regions hovedstaden Bukoba.

Tabte deres hjerte til Tanzania

Dr. Kigembe er i Danmark igen – denne gang i forbindelse med Danmissions 200-års jubilæumsfejring – og ligesom i 2007 bor han hos Jan og Birthe Carstens i Viborg.

”Vi havde besøgt Tanzania i år 2000 og havde tabt vores hjerte til landet. Da vi hørte om Konfirmand Aktion, som havde Tanzania som tema, var det naturligt for os at tilbyde os som værter,” fortæller Jan Carstens, der er uddannet tømrer og byggetekniker og nu arbejder som kordegn i Søndermarkskirken i Viborg.

”Det var let og afslappet at have Kigembe boende. Han faldt bare ind i familien. Han lærte os og vores børn at spille på tromme, og vi lærte ham at spille på keyboard” tilføjer Birthe Carstens, der er social- og sundhedsas sistent på Regionshospitalet Viborg.

Kigembe supplerer: ”Der var mange ting, der gjorde indtryk under mit første ophold i Danmark, men erfarin gen af gæstfriheden hos Jan og Birthe var det vigtigste.”

Siden Jan og Birthe var værtsfamilie for Kigembe i 2007, har de været værter for Konfirmand Aktion omkring 15 gange, og de har været tilbage i

Jan og Birthe Carstens fra Viborg har været værter for ’Globale Fortællere’ fra Konfirmand Aktion siden 2007. Det er der blandt andet kommet en tæt relation til præsten Elmereck Matungwa Kigembe fra Tanzania ud af. Lemmerne på Kristi legeme må have relation til hinanden, siger den tanzanianske præst.

Tanzania seks gange, senest i sep tember, hvor de boede hos seks af de ’Globale Fortællere’, de har været værter for, og besøgte yderligere to. De nåede også at besøge Kigembe, hans hustru Grace og deres to børn.

Dåbsfest i Tanzania og sølvbryllup i Danmark

De to familier har trods den geografi ske afstand udviklet en nær relation.

”Da Kigembe fik en søn, valgte han at kalde ham Erick efter vores søn, og vi blev spurgt, om vi ville være gudforæl dre. Det kunne klares med en under skrift. Men vi tog selvfølgelig til Tanzania, og det blev en stor oplevelse. Birthe bar Erick under dåben, og vi klarede det vist nogenlunde med at sige de rette ord på swahili,” siger Jan med et smil.

Han fortæller, at da han og Birthe fejrede sølvbryllup i 2011, inviterede de Kigembe, hans kone og deres børn til Danmark, og de deltog både i den traditionelle fejring om morgenen og i festen om aftenen, hvor Kigembe, hans kone og deres datter sang for sølvbrudeparret.

”Det var godt for os at opleve og sjovt at se forskellene. I Danmark invite

rer man et bestemt antal gæster. I Tanzania ved man aldrig, hvor mange der dukker op,” siger Kigembe.

”I Danmark begynder vi med maden; i Tanzania kommer maden altid til sidst,” tilføjer Jan.

I stuen hos Jan og Birthe står et billede af Erick fra dåbsfesten, og på væggene hænger billeder og gen stande fra Tanzania. På stuebordet ligger en dug fra Cambodja, et andet af Dannmissions partnerlande, som ægteparret har besøgt, og der er tanzaniansk te og kage fra høstfesten i Søndermarkskirken på bordet.

Konfirmand Aktion er et oplysningsprojekt, som skal styrke danske konfirmanders viden om børn og unges levevilkår i udviklingslande og kirkens indsats for udvikling. Globale Fortællere er unge danskere, som har været på Zanzibar med Danmission, og unge fra Zanzibar, som har en tilknytning til Danmissions partnere der. Sammen tager de Globale Fortællere ud og møder danske konfirmander over hele landet. De deler deres oplevelser og fortæller om tro og levevilkår på Zanzibar. Hvert år møder Konfirmand Aktion omkring 10 % af folkekirkens konfirmander. De Globale Fortællere bor privat hos mennesker fra Danmissions bagland under deres ophold i Danmark.

Konfirmand Aktion er et samarbejde mellem Danmission og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV).

Men der er også ligheder, som man får øje på med tiden, understreger han.

”Vi har også faldende kirkegang i Tanzania. Men man skal ikke kun måle kirkens styrke på antallet af kirkegæn gere,” siger Kigembe.

”Med tiden har jeg opdaget, at i Danmark har mange et nært forhold til kirken, selv om de ikke kommer der så ofte. Når de har problemer, opsø ger de hospitalet eller kommunen, men de ville protestere, hvis kirken skulle rives ned. I Tanzania er kirken det sociale samlingspunkt og spiller en stor rolle inden for sundhed og uddannelse.”

Under dette besøg i Danmark har Kigembe været med på besøg hos Jans forældre og hos Viborg Stifts biskop, Henrik Stubkjær, og de har været til høstgudstjeneste, hvor ind samlingen gik til Danmissions arbejde.

”Kirkelivet i Danmark er anderledes end i Tanzania. I Tanzania synger vi meget, og gudstjenesten varer flere timer,” siger Kigembe.

At relationen mellem Danmission og kirken i Tanzania er andet og mere end økonomisk er essentielt, mener både ægteparret Carstens og Kigembe.

”Danmissions arbejde handler om meget mere end at sende penge til et sted – det handler om at dele liv og tro,” siger Jan, og Kigembe supplerer: ”Som kirke er vi alle lemmer på Kristi legeme, og derfor må der være en relation mellem os. Kirken består af mennesker, så relationen må bestå i, at mennesker mødes og følges.” 

Høstgudstjeneste og besøg hos biskoppen

’Vi glæder os til at være kirke sammen med afrikanerne’

Da Sarah og Tais Krøger Ziethen og deres to børn i september skiftede hverdagen i Roskilde ud med et even tyr i Østafrika, var det en gammel drøm, der gik i opfyldelse. Med base på Zanzibar skal Sarah og Tais støtte Danmissions projekter og formidle de gode historier om den globale kirke hjem til Danmark.

Af Malene Fenger-Grøndahl

Da Sarah og Tais Krøger Ziethen mødte hinanden i 2006, var de begge netop vendt hjem fra et ophold i Tanzania, og deres fælles fascination af det østafri kanske land var noget af det, der fra begyndelsen af deres forhold bandt dem sammen. Inden de besluttede at gifte sig, talte de om, at de gerne ville ud i verden og gøre en forskel – helst sammen og i en længere periode.

”Men så blev jeg gravid på bryllupsnatten, og drøm men blev udskudt. Siden fik vi et barn mere, og i en periode, mens børnene var små, rejste Tais meget med sit arbejde. Jeg fik en stilling som præst, og vi trivedes på mange måder godt herhjemme,” siger Sarah.

”Men drømmen lå der stadig, og da vi så stillingerne som regionschef og kommunikations- og engage mentsmedarbejder i Østfrika, virkede det bare helt rigtigt,” siger Tais.

I midten af september rejste parret til Zanzibar, hvor de sammen med deres to børn på 14 og 11 år skal have base de næste tre år. Som regionschef i Østafrika skal Tais sørge for, at Danmissions projekter i Tanzania, Kenya og Madagaskar bliver implementeret og sammen med de lokale partnere udvikle projekterne.

Imens skal Sarah formidle de gode historier om projekterne til det danske bagland og den danske offentlighed.

Fra domkirke til Danmission

”Jeg glæder mig helt vildt til at give mig i kast med at formidle historier om fællesskab og følgeskab i den globale kirke, vi er en del af. Det økumeniske og internationale ligger mit hjerte nær, og det bliver noget særligt at leve og være kirke sammen med mennesker, som er forskellige fra os, men som vi har det vigtigste til fælles med,” siger Sarah.

Hun er uddannet teolog og har arbejdet som højsko lelærer og i socialpsykiatrien, inden hun oplevede et kald til at blive præst. Hun begyndte som sogne- og hospicepræst i et mindre sogn i Roskilde Stift, hvor efter hun blev sogne- og natkirkepræst ved Roskilde Domkirke. Desuden har hun være engageret i økumenisk og internationalt arbejde som formand for Roskilde stifts udvalg for global kristendom og formand for Danske Kirkers Råds arbejdsgruppe for økumenisk dialog og dannelse. Hun har også været med til at udvikle uddannelsen i kristen yoga og interesserer sig for bæredygtighedsteologi.

Sarah og Tais er udsendt til Østfrika:

”Jeg har rejst i Mellemøsten og er optaget af de kristne palæstinenseres forhold, men det østlige Afrika har en særlig plads i mit og vores hjerter. Jeg læste Karen Blixens Den Afrikanske Farm som 9-10årig, og den talte bare til mig. Mine rejser i Afrika har blot uddybet den begejstring, jeg allerede dengang fik ved naturen og menneskene i Afrika. Afrikanerne er skønne mennesker med vidunderlig humor. Samtidig er de præget af stor generøsitet med sig selv og deres tid,” fortæller Sarah.

Dansk pragmatisme og Danmissions værdier

Tais er uddannet i internationale udviklingsstudier og har arbejdet mange år i Beredskabsstyrelsen med nødhjælp til katastroferamte områder, der udover fx tørke eller oversvømmelser også er præget af væbnede konflikter. I de senere år har han især stået for organisering og ledelse af ar bejdet, og rejserne er blevet færre og kortere. Nu glæder han sig til at være udsendt, så han over tre år kan følge og være med til at præge udviklingen i et område.

”Tanzania og Østafrika har været fokusområde for vestlig udviklingshjælp i lang tid, og der er sket meget godt på afrikanernes eget initiativ. Men Tanzania har haft en eksplosiv befolkningstilvækst, som giver en masse udfordringer. Jeg tror på, at vi kan være fødselshjælpere for en fortsat positiv udvikling og bidrage med den danske pragmatisme og Danmissions værdier, så udviklingen ikke dikteres af hurtig kapitalisme fra Kina eller af unuancerede

fattigdomsskildringer og offergørelse i vestlige medier. Vi kan bygge noget op sammen med de lokale,” siger Tais.

Han tilføjer, at de som familie føler sig som en del af et globalt fællesskab, hvor forskellene fylder mindre end det fælles. Og de glæder sig til at leve det verdenssyn ud i hverdagen.

”På Zanzibar, hvor vi bor, er der et stort flertal af mus limer, og arbejdet med fred og dialog er meget nær værende. Det vil vi støtte op om, i vores arbejde og når vi har fri. De værdier, som præger Danmissions missionssyn og arbejde, bærer vi med os hele tiden. Vi tror på, at det særlige kristne møde kan være en del af en positiv udvikling.”

Sarah uddyber: ”Mange af de temaer, der optager mig som præst og teolog, optager også afrikanerne. I afrikansk kultur er der tradition for at forstå naturen som helbredende, ligesom vi som kristne herhjem me er begyndt at opdage vores forbundethed med og ansvar for naturen. Der er mange berøringsflader, hvor vi kan lære af hinanden.”

Sarah og Tais glæder sig desuden til at opleve et østafrikansk eventyr sammen med deres to børn, datteren Kine på 14 og sønnen Asbjørn på 11.

”De har hørt os tale om denne her drøm i mange år, og som familie har vi rejst i Afrika sammen. De er optaget af, at de skal lære swahili, og da de hørte, at vi også kommer til at være på Madagaskar, sagde de, at så skulle vi se kattalemurer”, siger Sarah. 

 Kine og Asbjørn Krøger Ziethen i skoleuniform.

Sarah Krøger Ziethen er præst og har allerede taget del i gudstjenester i den lokale kirke på Zanzibar.

Det første personalemøde holdes på toppen af Upendo-House, i ZANZICs lokaler. Tais Krøger Ziethen, Linda Mambo, Kimani og mr. Swai.

I en uge fra slutningen af august til begyndelsen af september var det Global Week i Danmission. Partnerrepræsentanter fra Asien, Afrika og Mellemøsten kom til Danmark og mødtes med store dele af Danmissions bagland og ansatte i Odense, hvor der var festgudstjeneste med udsendelse af seks nye, der skulle sendes ud i verden, og i Nyborg til repræsentantskabsmøde, workshops og fest. Der blev udvekslet synspunkter, erfaringer og troshistorier på kryds og tværs og diskuteret følgeskab og fremtidsvisioner. Og så blev prisen som Årets Ildsjæl uddelt til Birgit og Henrik Bønlykke fra Viborg.

Herefter var partnerrepræsentanterne på besøg på Danmissions hovedkontor og rundt i landet for at se det lokale arbejde i genbrugsbutikker m.m. Som Danmissions formand, Morten Skrubbeltrang, skriver i dette blad: ”Møderne er det, der skaber engagement og holder os fast. Vi kan netop ikke være kirke i et kosteskab, men må være det sammen på tværs.” 

Global Week i billeder

Jubilæumsfest, globale og lokale møder og årets ildsjæle…

Fotos: Tom Sand Egeskov, Verner Rud Nielsen Rim Haydamous og Sovanvatey Khuon

Auken skal lede

Danmissions arbejde i Mellemøsten:

Fra skrivebord til suppekøkken

Kirsten Auken har arbejdet i krydsfeltet mellem teologi, udviklingshjælp og mission i mere end 25 år. Efter fem år som programchef i Danmission med base på hovedkontoret i Hellerup rykker hun nu til Beirut som regionschef med ansvar for organisationens arbejde i fem lande i Mellemøsten.

Af Malene Fenger-Grøndahl

Huset i Brønshøj er sat til salg, og fra 1. oktober har Kirsten Auken skiftet adressen i den københavnske for stad ud med en adresse i Libanons hovedstad, Beriut, hvor hun er flyttet ind i en lejlighed med udsigt over Middelhavet. Hermed har hun taget hul på tre krævende og eventyrlige år, hvor hverdagen kommer til at foregå mere på engelsk og arabisk end på dansk.

”Jeg glæder mig virkelig til at leve i en anden verdensdel og mærke, smage, lugte og føle livet der. At komme tæt på vores partnere og kunne deltage i nogle af de aktiviteter, som vores penge bliver brugt til – og se på helt tæt hold, hvordan det, vi gør, giver mening og betyder en positiv forskel for mange mennesker,” siger Kirsten Auken.

Hun er uddannet cand.mag. i spansk og religionsvidenskab og var allerede som 18-19-årig i Nicaragua for at deltage i et skolebyggeri. Siden har hun besøgt mange udviklingslande både i Mellem- og Sydamerika, Asien, Mellemøsten og Afrika, men mest på kortere rejser. Efter en årrække som informations- og europasekretær og konstitueret sekretariatschef i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og som international klimakampag ne-koordinator og politisk rådgiver

i Folkekirkens Nødhjælp kom hun i 2015 til Danmission. Her var hun først programchef for fattigdomsbekæm pelse og siden tværgående program chef. Via dette arbejde har hun solidt kendskab til Danmissions arbejde rundt omkring i verden, herunder i de fem lande i Mellemøsten, som hun bliver ansvarlig for som regionschef, nemlig Irak, Egypten, Syrien, Jordan og Libanon.

Præstens suppekøkken

Regionskontoret er placeret i Libanons hovedstad Beirut, som Kirsten Auken har besøgt flere gange, hvor hun har fået indtryk af arbejdet for dialog og forsoning og for at udvikle en kontek stuel teologi og tænke bæredygtighed ind i fattigdomsbekæmpelse og udvikling.

”Da stillingen som regionschef kom, var det som en åbning, der viste sig. Jeg havde i et stykke tid tænkt, at jeg gerne ville noget nyt. Jeg har i mange år også tænkt, at det kunne være spændende at komme tættere på det arbejde, jeg har været med til at lægge strategien for ved skrivebordet i Hellerup,” siger Kirsten Auken.

Hendes to døtre, som hver anden uge har boet hos hende i Brønshøj, er

begge flyttet hjemmefra, og Kirsten Auken glæder sig til at få dem på besøg i Beirut i løbet af de kommende år. Hun ser også frem til at kunne vise andre danskere rundt og give dem indtryk af Danmissions arbejde. For når man er helt ude, hvor arbejdet finder sted, er man ikke i tvivl om, at det nytter, understreger hun.

”Jeg var i Beirut her i august og mødte alle de lokalt ansatte og en del af partnerne og var med ude at se noget af det arbejde, vi støtter – fx et gadekøkken, som en præst, fader Hani, har bygget op fra ingenting efter eksplosionen på havnen i Beirut. Det var imponerende og bevægende at se, hvordan han med hjælp fra frivillige og deltidsansatte både dyrker grøntsager og serverer et varmt måltid mad for op mod 1000 mennesker hver dag,” siger hun.

”Jeg skal ikke være Jesus”

Den 15. august tiltrådte hun formelt stillingen som regionschef, og hun ser frem til at flytte og komme i gang med at lære kulturen og livet i regio nen bedre at kende.

”Jeg har ikke et indgående kendskab til Mellemøsten, så jeg er ydmyg over for opgaven og har sagt til mine

medarbejdere, at de må sige til, hvis jeg misforstår noget eller træder ved siden af,” siger hun.

”Samtidig hjælper det mig, at jeg med min kristne tro har bevidstheden om, at jeg ikke kan eller skal skabe fred i hele Mellemøsten. Jeg skal ikke være Jesus; det har vi Jesus til. Men jeg bærer det kristne håb med mig, og det kan jeg meget tydeligt mærke, at jeg deler med vores partnere. Det er et stærkt fundament for vores arbejde,” siger hun.

I løbet af sommerferien er hun be gyndt at lære arabisk – en gammel drøm, som bl.a. blev tændt, da hun boede i Spanien som studerende og blev opmærksom på den stærke historiske forbindelse mellem Spanien

og det muslimske Mellemøsten, som også har sat spor i det spanske sprog i form af en del arabiske låneord. Hun ser frem til at lære sproget bedre – og til at vandre i bjergene, spise arabisk mad og nyde den stemning af fest og farver, som hun har erfaret også præger Beirut.

Kommer til at savne kor, kajak og sennepssild

”Jeg glæder mig til de mange møder med de mennesker, som jeg allerede har fået indtryk af som ekstremt hjælpsomme og gæstfrie – og som på kreativ vis formår at skabe sig en hverdag og finde løsninger i en region, hvor strømafbrydelser, svigtende offentlig trafik, et begrænset sund

hedsvæsen og meget andet udfordrer menneskers liv og trivsel,” siger hun.

Og jo, Kirsten Auken forudser, at hun nok kommer til at savne netop tryghe den og de velfungerende institutioner i Danmark – foruden hendes kor, Københavns Kantatekor, som hun har sunget i uden afbrydelse siden 1988, samt rugbrød, sennepssild og kajakroning.

”Men mest af alt glæder jeg mig til at være med til at få samspillet mellem det teologiske og udviklingsfaglige til at fungere bedst muligt – som i et suppekøkken i Beirut eller dialogarbej de blandt unge mennesker i Syrien,” siger hun. 

Jeg skal ikke være Jesus; det har vi Jesus til. Men jeg bærer det kristne håb med mig

Det er troen, der gør forskellen

Som en af Danmissions to nye udsendte i Cambodja skal Jens Peter Tang Dalsgaard blandt andet arbejde med bæredygtig skovdrift og naturbeskyttelse – og det er vigtigt for ham, at det er med troen som afsæt.

Af Malene Fenger-Grøndahl

For et par måneder siden fløj Jens Peter Tang Dalsgaard til Cambodjas hovedstad Phnom Penh for at bosætte sig der sammen med sin hustru Edna Lopez Dalsgaard, som er fra Filippinerne. Parrets fire børn er nu studerende i USA, Holland og Danmark.

”Det er et nyt kapitel i vores liv, som vi glæder os til at tage hul på, men også lige skal finde ud af,” siger Jens Peter Tang Dalsgaard.

Gennem de sidste årtier har familien boet i Uganda, Vietnam, Cambodja, Bangladesh, Danmark og senest Malaysia, mens Jens Peter Tang Dalsgaard har haft forskellige stillinger inden for international udvikling, landbrug, økologi og bæredygtighed.

”Det har været spændende og udfordrende opgaver, og vi har boet steder, hvor vi har fået store oplevelser. Nogle af vores børn synes dog nok, at de har set lige rigeligt med flyttekasser, og jeg er glad for, at de nu er godt i gang med et studie- og arbejdsliv, samtidig med at vi er landet et godt og meningsfuldt sted,” siger Jens Peter.

Han blev i forsommeren udsendt som Danmissions nye seniorrådgiver på landekontoret i Cambodja. Han skal især støtte landechefen og de lokalt ansatte samt projektpartnere med at udvikle og gennem føre landeprogrammet og desuden fokusere mere specifikt på bæredygtig udvikling og forvaltning af naturressourcer.

Første job i Filippinerne

Jens Peter har læst udviklingsstudier i England, efterfulgt af landbrugsingeniørstudier med speciale i jordbevarelse og er desuden ph.d. i landbrugs økologi. Hans første job inden for området var i Filippinerne, hvor han gennem Danida blev ansat ved et internationalt forskningscenter til at forske

i, hvordan man bedst kunne integrere forskellige komponenter i små landbrug, hvor man fx både holdt husdyr, dyrkede ris, frugt og grøntsager og op drættede fisk. Efter opholdet i Filippinerne, hvor han mødte sin nuværende kone, var han først på flere Danida-finansierede landbrugssektorprogrammer, først i Uganda, siden i Vietnam og Bangladesh. Både i Vietnam og Bangladesh oplevede Jens Peter, at det kunne være svært at gennemføre de forandringer, donoren ønskede, og som de danske skatteyderes penge var sat af til at skabe. Blandt de lokale em bedsmænd var der ofte udpræget modstand mod at modtage rådgivning udefra, og der var problemer med korruption, som det dog var stort set umuligt at finde konkrete beviser på.

Tættere på græsrødderne og troen

Efter et par år i Bangladesh’ hovedstad Dhaka sagde Jens Peter stop.

”Efter ti år i Danida-stillinger trængte jeg til luftforan dring. Samtidig var mit trosliv blevet mere levende. Mens vi boede i Vietnam, begyndte vi på min kones opfordring at gå i en international kirke. Troen kom til at betyde mere for mig, og det var afgørende for, at jeg under afslutningen af vores tid i Dhaka søgte en stilling for Danmission og Dansk Missionsråd,” fortæller han.

Jens Peter fik jobbet, hvor han skulle arbejde med rådgivning og kapacitetsopbygning i en sammen slutning af skandinaviske og amerikanske ngo'er i Phnom Penh i Cambodja.

”Det gav mening for mig at arbejde tættere på græs rødderne og føltes langt mere meningsfuldt at være i et miljø, hvor troen spillede en rolle,” siger han.

Siden fulgte et par år i Hanoi som projektleder for et fugleinfluenzaprojekt under USAID, inden familien

Jens Peter brænder for bæredygtighed og kristne værdier:

flyttede til Malaysia til endnu et job i udviklingssek toren. Efter 5-6 år i Malaysia besluttede han og hans kone at koncentrere sig om det lille strandhotel, de havde bygget i Filippinerne. Hotellet, som åbnede i 2012, havde de løbende udbygget og drevet på af stand fra Malaysia. Sideløbende startede Jens Peter nogle små økologiske skov-landbrug med ædeltræ og frugttræer. Men så kom covid-19, hotellet måtte lukke i lang tid, de kunne ikke rejse til Filippinerne, og økonomien strammede til. Jens Peter søgte tilbage i lønnet arbejde, og efter et stykke tid fik han muligheden for at blive seniorrådgiver i Cambodja for Danmission.

Bærer værdierne med sig

”Danmissions værdier, missionssyn og kristne grund lag betyder meget for mig. Det er essentielt, at vi i Danmission holder fast i den kristne identitet og ikke lader den blive noget sekundært, for så bevæger vi os væk fra Gud. Mange af de projekter, vi laver, kunne mange sekulære organisationer også lave – måske på mange måder bedre. Men den måde, vi som troende går til verden og andre mennesker på, er i sig selv et vidnesbyrd, som er mindst lige så meget værd som det konkrete arbejde, man udfører – selv om vi ikke måler, vejer og dokumenterer et vidnesbyrd,” siger han.

Han er optaget af, at penge i sig selv aldrig må blive afgørende.

”Vi må aldrig blive for pengefikserede, for du kan ikke tjene to herrer. Vi er grenene og Jesus er vintræ et; uden ham kan vi intet. Når vi som organisation gør, hvad vi kan, for at leve op til donorernes tidspla ner og tankegang, må vi holde fast i, at vores værdier har afsæt et bestemt sted. Vi må minde os selv om, at Vorherre har en anden tidsregning og målestok og andre planer end vi mennesker. Han har – og er –master-planen. Vi må turde tro på, at vores arbejde nok skal give resultater, når vi vandrer sammen med Vorherre. Men resultaterne kommer ikke nødven digvis med det samme og præcist på den måde, donorerne eller vi selv vil have,” tilføjer Jens Peter.

Han har talt med de andre på landekontoret i Phnom Penh om at indføre en ugentlig andagt, i en fleksibel form, så alle uanset trosbaggrund kan være med og frit kan dele deres tro og værdier.

”Det er også en slags teambuilding og en måde at udleve vores værdisæt. Som organisation taler vi for, at man går i dialog med anderledes troende; så må vi også gøre det internt. Vi må forsøge at praktisere det, vi prædiker, og være et godt eksempel,” siger han. 

den blive noget sekundært

Boganmeldelse:

Missionærer i Kina

I marts 1946 havde syv danske missionærer ansat af Det Danske Missionsselskab (DMS) forladt Danmark med kurs mod USA. De syv missionærer var: Anna og Emil Mikaelsen, Inge og Johs. Hauge, Iris Lethan, Rigmor Madsen og Kirsten Marie Mogensen. De skulle via sprogstudier i USA til deres fremtidige arbejdssted i Kina. Planen var, at de skulle fortsæt te det missionsarbejde, som DMS havde udført i Manchuriet i det nordøstlige Kina siden slutningen af 1890’erne.

Det er historien om to af disse missionærer, Anna og Emil Mikaelsen – forfatterens forældre – der fortælles i bogen. Via dagbogsoptegnelser og breve til familie og DMS-venner i Danmark, som ikke tidligere har været offentliggjort, giver bogen et enestående indblik i det liv, som de danske missionærer levede under særdeles vanskelige forhold.

Det var et dybt forarmet Kina, missionærerne ankom til, og det stod efterhånden klart, at missionærerne ikke kunne rejse til Manchuriet, fordi dette område var under kommunistisk kontrol. Derfor måtte gruppen søge sydpå til områder, hvor nationalisterne herskede. Læge Mikaelsen og familie samt syge plejerskerne Rigmor Madsen og Kirsten Mogensen rejste til Kiukiang langt oppe ad Yangtzefloden, hvor de fik ansættelse på et amerikansk missionshospital.

Bogen fortæller levende om arbejdet på hospitalet –med en stadig strøm af patienter, som kom langvejs fra for at få behandling. Borgerkrigen rykkede hurtigt

tættere på, og til sidst måtte missionærerne flygte –en flugt, der varede ca. et halvt år.

Det er en meget smuk bog, Laurids Mikaelsen har skrevet om sine forældre og deres liv og arbejde. Et stykke spændene missionshistorie, som fortjener at blive læst af alle, der er optaget af dansk mission i verden. 

Af Harald Nielsen, fhv. generalsekretær i Danmission, cand.theol. og kirkehistoriker

Vi giver fem ud af fem hjerter 

Der var topkarakter til oplevelsen på Danmissions højskoleophold i Haslev fra to af deltagerne, som især frem hævede et besøg i to moskeer, den lækre mad og de gode samtaler.

Af Barbara Christensen

Det er ikke til at tage fejl af: Fællesskabet, nærvæ ret, omsorgen. Der er en helt særlig stemning på Emmaus Kursuscenter i Haslev. Her lakker højsko leopholdet, som Danmission står for, mod enden: Efter en lille uge skal deltagerne til at vende snuden hjemad med kufferterne fyldt op af gode oplevelser og maverne med lækker mad.

”Det bedste ved at være med på højskolen i år har uden tvivl været de besøg, vi havde i to moskeer i København. Det er første gang, jeg har været i en moske i Danmark. For mange år siden var vi i Den Blå Moske i Istanbul, men det her var noget ganske særligt,” siger Niels Sandgaard.

Hans hustru, Karin Sandgaard, er enig:

”Besøget gav et indblik i, at vi som religiøse organi sationer sidder med de samme problemstillinger med at videregive troen og engagementet til vores unge. Både hos muslimerne og her i kristendommen i Danmark kender vi til, at det kan være svært at tiltrække og fastholde næste generation. Det var en meget spændende samtale.”

Det er anden gang, at ægteparret fra Aulum delta ger i Danmissions Højskole, der i år havde temaet ”Mød Verden”. Som temaet antyder, bragte pro grammet deltagerne vidt omkring – fra et indblik i Danmissions arbejde i Gellerup, Beirut og Prey Lang-skoven i Cambodja til fælles aktiviteter med værksteder, sang og film.

”Det er dejligt at møde nye mennesker og at mærke fællesskabet. Vi er begge pensionister og er aktive derhjemme, og når vi er på ferie, så synes vi også, at det er så givende at møde nye mennesker og få nogle gode samtaler,” siger ægteparret, der anbefaler alle at tilmelde sig Danmissions Højskole Mød Verden:

”Vi giver fem ud af fem hjerter,” siger Niels Sandgaard.

”Og maden er vi også 100 procent forkælet med! Det er jo også en vigtig faktor, når man er på ferie,” smiler Karin Sandgaard.

Parret har allerede sat kryds i kalenderen om et år, når Danmissions populære højskole endnu en gang løber af stablen. Det bliver fra den 18. til den 22. september. 

Karin og Niels Sandgaard

Udflugt til København

Genbrugsbutikker bliver endnu grønnere

Danmissions 200-års jubilæum var en oplagt anled ning til at styrke og udvikle vores fælles visuelle ud tryk og genkendelighed. Arbejdet med at skifte de 67 genbrugsbutikkers facader er nu næsten i mål.

Af Kirstine Thye Skovhøj, freelancejournalist

Livets træ, der er det bærende element i Danmission Genbrugs nye logo, blev egentligt udviklet til vores miljø-indsats "Plastik sviner - Genbrug posen" for at nedsætte forbruget af plastikposer i vores gen brugsbutikker og fremme salget af bæredygtige og hjemmesyede muleposer.

Det grønne træ var naturligt at inddrage i Danmission Genbrugs logo, da det skulle opdateres i forbindelse med Danmissions nye visuelle identitet, der blev lanceret i 2021.

Træet symboliserer GENBRUG, BÆREDYGTIGHED, OMTANKE FOR NATUREN OG LIV.

”Med livets træ i logoet vil vi gerne signalere, at vi driver grønne genbrugsbutikker, hvor vi sætter hand ling bag ordene og udøver omsorg for naturen og for vores medmennesker,” siger Jannie Zillig, der er leder af Danmission Genbrug & Salg, og uddyber:

”Med en stærk fælles visuel identitet håber vi at stå endnu stærkere i genbrugskundernes bevidsthed og forhåbentlig blive husket som de grønne butik ker, hvor man kan gøre budgetvenlige indkøb med hjertet på rette sted”. 

I skrivende stund er facaderne på 43 ud af 67 butikker ændret. Det er forventningen, at alle butikker har fået skiftet facade i april 2023.

”Vi er en grøn butik”

I Danmissions genbrugsbutik i Rønde på Djursland hilser man den nye og endnu grønnere fremtoning på facaden velkommen.

Af Kirstine Thye Skovhøj, freelancejournalist

Hos Danmission Genbrug i Rønde oplever man stigende salg og interesse for genbrugstanken – både fra butikkens kunder og internt i butikken blandt de engagerede frivillige. Derfor passer det nye og endnu grønnere udtryk på facaden og i skiltningen også som fod i hose:

”Vi er en grøn butik, ikke bare udadtil, men også indadtil. Vi gør en dyd ud af også at være grønne i den daglige drift af butikken,” fortæller formand Tove Meyer Højlund. Små og store grønne tiltag er en naturlig del af hverdagen i butikken.

”Vi genbruger fx alle prismærker. Nogle gange undrer kunderne sig over, at vi klipper mærkerne af, men det gør vi, fordi vi kan genbruge dem,” siger Tove Meyer Højlund.

I butikken er det dedikerede hold af frivillige optaget af at genanvende og spare på ressourcerne, hvor det er muligt. Lise Legarth, der er frivillig og en del af butikkens frivillige ledelse, supplerer:

”Vores grønne profil skal ikke blot være politisk korrekte ord. Derfor kigger vi os selv efter i sømmene og spørger: Hvad kan vi bidrage med i forhold til den aktuelle energikrise? Og hvordan kan vi hjælpe vores kunder, så de får øjnene op for, at vi har rigtig mange gode genbrugsvarer at tilbyde?”.

I butikken er der altid et stort udvalg af sæsonaktuelle varer, og nyeste tiltag er en afdeling med sportsudstyr.

I butikken har de gennem de seneste to år oplevet konstant salgsfremgang, og det vidner om, at flere og flere ønsker at købe brugt.

”Nogle kommer her, fordi det er billigere at købe brugt, og vi mærker, at rigtig mange unge er drevet af, at genbrug er godt for natur og klima. Vi har også rigtig mange børnefamilier, der køber tøj hos os,” siger Lise Legarth, og Tove Meyer Højlund supplerer:

”Det er enormt vigtigt, at vi på tværs af Danmissions genbrugsbutikker er genkendelige og signalerer, at når man handler hos os, så støtter man genbrugstanken og gør sit forbrug grønt”. 

Karin Forslund tog generalsekretæren under sine erfarne tøj-vinger, da Kristian Sloth skulle lære at prissætte og sætte prisskilte på indleveret tøj.

Generalsekretær og formand i praktik som hverdagshelte

I anledning af Danmarks nationaldag for frivillighed, Frivillig Fredag, der markeres sidste fredag i september, var generalsekretær Kristian Sloth og formand Morten Skrubbeltrang i praktik i Danmission Genbrug.

Formand Morten Skrubbeltrang var frivillig for en dag i butikken i Jægergårdsgade i Aarhus. Han var især imponeret over de frivilliges store indsigt i de varer, kunder efterspørger. Her ses han flankeret af rutinerede frivillige og butikkens to unge såkaldte SoMe-redaktører, der sørger for indhold til butikkens sociale medier.

Se videoer fra generalsekretærens og formandens dag som frivillig på Danmissions Youtube-kanal – www.youtube.com/Danmission

Fotos: Tom Sand Egeskov, Kirstine Thye Skovhøj, Søren Kjeldgaard og Barbara Christensen

Maries Køkken serverer varm mad og skaber håb

Med fader Hani i spidsen har Maries Køkken i to år leveret varm mad til hundredvis af fattige libanesere. Læs her, hvad hjælpen betyder for to af køkkenets faste gæster.

Af Rim Haydamous og Malene Fenger-Grøndahl

Hver dag kommer hundredvis af mennesker til Maries Køkken på havnen i Beirut, ganske tæt på det sted, hvor eksplosionen fandt sted den 4. august 2020 – med 200 døde og omkring 6000 sårede til følge. Omkring en kvart million mennesker mistede deres hjem. Økonomisk og politisk krise, stigende fødevare- og brændstofpriser og øget fattigdom har siden gjort situ ationen endnu værre, og for mange hundrede menne sker udgør Maries Køkken en vigtig daglig støtte.

Køkkenet blev etableret af præsten fader Hani og hans kone kort efter eksplosionen. De begyndte at lave mad i deres eget køkken og kørte hver dag ind til hovedstaden for at servere den for fattige og for frivillige, der hjalp med oprydningen efter eksplosio nen. Forskellige organisationer støttede initiativet, så fader Hani kunne få et køkken på havnen i Beirut, og frivillige strømmede til for at hjælpe med at tilberede og servere. Danmission støtter køkkenet via den lokale partner Adyan, en kristen/muslimsk hjælpeor ganisation. Støtten har bl.a. betydet, at fader Hani har kunnet købe en maskine, der vakuumpakker maden, så den bedre kan holde sig, og har bidraget til, at Maries Køkken for et års tid siden kunne leje et stykke jord, hvor frivillige dyrker grøntsager til køkkenet.

hjælper mig også med medicin. Jeg har diabetes, og han sørger for, at mit blodsukker bliver kontrolleret med jævne mellemrum. Fader Hani er som en far for mig – hver eneste dag,” tilføjer han.

51-årige Robert Makari bor i det nordlige Libanon 80 km fra Beirut, men kommer hver dag den lange vej til hovedsatden for at få et måltid mad i Maries Køkken. Han er fraskilt og har ingen børn og har tidligere været ansat i den nationale sikker hedstjeneste, men har været uden arbejde siden 2010. Han har ingen pension, og en af hans søstre hjælper ham med at betale hans husleje. Før eksplosionen i 2020 boede han i Beirut, men hans hjem blev ødelagt ved eksplosionen og er ikke blevet genopbygget.

”Jeg bor i Zgharta og kommer til Maries Køkken hver dag sammen med en ven. Jeg tilbringer det meste af dagen her. Jeg har søskende, og de hjælper så meget, som de kan. Men det er mest fader Hani, der hjælper mig,” fortæller Robert.

”Jeg kommer her mest for at få noget at spise, for jeg har ikke noget mad derhjemme. Fader Hani

Samir Rashed er 72 år og arbejder som taxachauffør. Hans families hus blev ødelagt ved eksplosionen på havnen, og nu bor familien hos hans svigerforældre. Han besøger Maries Køkken hver dag for at hente frokost til sig selv, sin kone og sine to voksne børn, der begge er studerende.

”Vi boede i Beirut før, men vores hus blev ødelagt ved eksplosionen. Heldigvis var ingen hjemme, men jeg arbejdede i nærheden, så jeg blev såret og blev opereret to gange i ryggen. Efter eksplo sionen flyttede vi fra sted til sted, og til sidst flyttede vi ind hos mine svigerforældre i bjergene,” fortæller Samir.

“Jeg kører til Beirut hver dag. Jeg kører nogle stu derende i skole hver morgen og kører dem hjem igen om eftermiddagen. Men jeg overvejer at leje en lejlighed i Beirut, som min ven ejer, hvis prisen ikke er for høj. Med den økonomiske krise, de stigende brændstofpriser og de høje udgifter til at vedlige holde bilen rækker min løn knap nok til det mest nødvendige,” fortæller han.

Derfor er de gratis måltider fra Maries Køkken en vigtig hjælp, understreger Samir.

”Vi hørte fader Hani prædike på gaden efter eksplosionen, og han introducerede os for Maries Køkken. Lige siden har han hjulpet os. Vi får mad, medicin og nogle gange fødevarepakker fra køk kenet. Når jeg fortæller fader Hani, at jeg ikke har mere medicin tilbage, tager han sine egne piller ud af lommen – vi bruger samme medicin – og så deler han pillerne med mig,” uddyber Samir og tilføjer: ”Fader Hani står mit hjerte nær, og jeg respekterer ham dybt for hans menneskelighed. Hans men neskelighed siger det hele – og hans kone er lige sådan.” 

”Fader Hani er som en far for mig”

Samir Rashed: ”Fader Hani deler sin egen medicin med mig”

Maries køkken

0 Et projekt i Beirut, der startede efter eksplosionen på havnen i 2020.

0 Uddeler 900-1000 måltider hver dag, der hjælper omkring 600 familier.

0 Det koster 1-2 dollars for et måltid, som består af libanesiske retter med bl.a. bønner, grønsager, ris, couscous, pasta, kylling og æg.

0 Om vinteren serveres også varm te.

0 Desuden uddeles medicin, fødevare pakker, hygiejenprodukter og bleer.

0 Nogle af måltiderne distribueres til andre dele af Libanon.

0 Køkkenet drives af fader Hani med hjælp fra frivillige, især mange euro pæere, men også lokale skoleelever og spejdere.

0 Køkkenet støttes nu kun af Danmission og af en fransk organisati on, L’Oeuvre d’Orient. Derudover mod tages støtte fra private libanesere.

Ingen skal gå sultne i seng – giv et måltid

Fotos: La-Cuisine-de-Mariame-Marys-kitchen, Facebook