Danmission Magasin nr. 1 juni 2018

ISSN: 2245-6953

magasin nr. 1 / juni 2018

Tema:

tro flytter mennesker KRISTUS, kortspil OG E-BOKS Interview

AMBASSADØREN HAR LÆST BIBLEN OG KORANEN FRA ENDE TIL ANDEN

24.377 KONFIRMANDER

I AKTION 1

leder

MAN KAN OGSÅ BEDE FOR EN AGURK DET HANDLER OM NÆSTEKÆRLIGHED. Om den gyldne regel, som Vorherre har givet os: Alt hvad I vil at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.

(Matt. 7, 12). Det er en daglig inspiration for vores arbejde i Danmission. Og det er derfor, vi har så skarpt fokus på samspillet mellem kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse.

Det oplevede jeg også, da jeg besøgte byen Caliubia i Nil-deltaet nord for Cairo sammen med Danmissions koptisk-evangeliske partnerorganisation CEOSS. VI BLIVER MEGET VENLIGT MODTAGET af den lokale landsbyformand. En større gruppe er kaldt sammen for at fortælle os om arbejdet med at forbedre produktion og afsætning af de lokale landbrugsprodukter.

De fortæller, at de i fællesskab har anskaffet en traktor med udstyr, som kan hjælpe dem med at give markerne præcis den rigtige hældning i forhold til overrislingen.

De beretter om dybere brønde, som sikrer dem mindre saltholdigt vand, om nye afgrøder (ærter og bønner), samarbejde om indkøb af frø og såsæd (som sikrer bedre kvalitet) og samarbejde om afsætning (som giver bedre priser).

Det hele vises pædagogisk med plancher og skåle med frø og afgrøder. Agurkerne får en helt særlig begejstret omtale af en lokal husmand. Han ved godt, at sådan nogle vesterlændinge kan have problemer

Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 3962 9911 Fax: 3962 0206 Mail: danmission@danmission.dk Følg: www.danmission.dk www.facebook.com/danmission www.youtube.com/danmission Støt: Giro: 600-0398 Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398 Sms: DM til 1245 og støt med 100 kr.

Online: danmission.dk/stoet

2

med at spise grøntsager, der kommer lige fra marken, så han trækker galant sit lommetørklæde frem og tørrer agurken af, før han tilbyder os en bid. Vi kigger hurtigt på hinanden, og jeg tænker: Måske havde det været bedre uden lommetørklæde! Men det er klart, at vi skal smage.

DE FORSAMLEDE ER STOLTE over deres produktion og fortæller, at de arbejder sammen: Og hver har én stemme, uanset om marken er større eller mindre.

I Egypten er der religiøse spændinger og ind imellem angreb på kristne og på kirker. Så jeg spørger, hvordan samarbejdet påvirker forholdet mellem kristne og muslimer. Det giver anledning til ivrig snak, hvor mange gerne vil bidrage med deres historier om, hvordan de har fået gang i en hønsegård eller et kaninhold og dermed fået råd til at støtte deres børns skolegang. „Vi tænker ikke over, hvem der er muslim, og hvem der er kristen. Vi arbejder jo sammen og hjælper hinanden, så vi betragter hinanden som naboer,“ siger en yngre muslimsk kvinde.

Så er besøget ved at være slut, men inden vi går, spørger de om en forbøn for deres landsby og for projektet. 4 ud af 5 er muslimer, men de vil alligevel gerne have mig til at stå for bønnen. Mens jeg hurtigt prøver at få samlet indtrykkene og tankerne, skubber agurkemanden venligt til mig og siger: „Du må endelig huske også at bede for agurkerne.“ Jeg tror, det er første gang, jeg har haft agurker med i en bøn til Vorherre!

Udgives af Danmission  Udkommer 3 gange årligt  Bladet sendes til alle givere og kirker  Forsidefoto: Zaid Al-Obeidi/RitzauScanpix  Tryk: Rosendahl  De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen  Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse

FOR MANDEN er troen vigtig – som den er det for langt de fleste. Undersøgelser viser, at 80 % af verdens befolkning bruger deres tro, når de skal træffe beslutninger i hverdagen. Derfor skal man selvfølgelig også tage folks tro alvorligt, når de skal tage nye valg for at skabe positiv forandring – om det drejer sig om nye afgrøder eller afskaffelse af omskæring af piger.

Når jeg besøger vores arbejde ude i verden – og for den sags skyld også i Danmark – oplever jeg, at det er vigtigt, at vi står ved vores kristne udgangspunkt. Og at vi kan noget særligt som trosbaseret organisation.

Vi kan f.eks. involvere de religiøse ledere, som takket være deres troværdighed og autoritet kan give projekterne en vigtig legitimitet. Og fordi kirken ofte har et tæt netværk, kan den bidrage til at bringe hjælpen ud til de fattigste. Samarbejde mellem religiøse grupper omkring projekter er samtidig med til at skabe forsoning og fred.

Som man kan læse i dette magasin er også Danida, Udenrigsministeriet, EU og andre donorer blevet stadig mere opmærksomme på, hvad kirkelige organisationer som Danmission kan.

 Michael Trinskjær (ansv.), Tove Iversen (redaktør), Ole KrabbePoulsen (layout)  Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Magasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@danmission.dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere  Deadline til næste nummer: 15. juni 2018

Biskop Peter Fischer-Møller, formand for Danmission

7-9 4-6 Indhold 4-23

16-20

TRO FLYTTER MENNESKER: zz For 2 år siden slog deres fædre hinanden ihjel – nu spiller kristne og muslimske teenagere fodbold sammen bag ved kirken i Homs i Syrien. Mød præsten som med støtte fra Danmission genopbygger tilliden mellem unge midt i konflikten. zz Hun er kvinde, hun er kristen, og hun nægter at lade sig skræmme.

Mød Hanaa Edwar – medstifter af organisationen Al-Amal, som er Danmissions nye partner i Irak. zz På Mødestedet i København taler man om tro næsten hver dag.

For de indvandrere, flygtninge og etniske danskere, som kommer her, har religionen stor betydning, og det tager man alvorligt. For Danmission er overbevist om, at man skal tænke hele mennesket med, hvis man skal skabe udvikling – også i Danmark.

24-25

GENBRUG: Når du køber skoletasker, penalhuse eller blyanter for 41 kroner i Danmissions Genbrug, giver du et barn i Tanzania skoleudstyr i et helt år. Hvem mon fik dén gode idé?

28-29

24.377 tilhørere! Så mange - især konfirmander - har de Globale Fortællere nået i de tre seneste år, hvor Konfirmand Aktion har haft fokus på Cambodja.

30

21-23

KONFIRMAND AKTION: 736 arrangementer med

41

REJSEBREV: "I grunden har jeg altid undret mig over, hvorfor Judas var nødvendig,” skriver Anne Mette Jürgensen, udsendt af Danmission. Og den tankerække bringer hende både tilbage til DDR, til "Brødrene Løvehjerte" og til det teologiske og kirkelige rum i Myanmar.

24-25 3

For 2 år siden slog deres fædre hinanden ihjel HOPE – håb – skrevet med børn

Syriske teenagere af forskellig tro mødes så godt som aldrig. Forældrenes had til hinanden er én barriere, byernes fysiske checkpoints en anden. Men i Homs støtter Danmission den protestantiske kirkes succesfulde initiativ for at samle de unge og genopbygge tilliden grupperingerne imellem.

Af Lise Frank, journalist Det er tidlig morgen i Homs i Syrien, og en gruppe teenagedrenge står samlet på et gadehjørne. Én jonglerer rutineret med en læderbold, mens en anden spejder lidt nervøst efter den bus, som skulle hente dem.

De er alle fire født og opvokset i Homs i sunnimuslimske familier, og normalt holder de sig hjemme eller hænger ud i deres vante kvarter. De tager i hvert fald under ingen omstændigheder på tværs af byen. De mange checkpoints rundt omkring er en konkret forhindring. Hertil kommer alle de ubekendte forhindringer. Utrygheden og ufreden, der fulgte i kølvandet på det, der skulle have været den arabiske revolution i 2011, hersker stadig. Også i teenagedrengesind som deres.

Men nu kommer bussen. Så var det rigtigt nok, hvad én af dem havde set opslået på en lygtepæl, og en anden set

4

på Facebook. Bussen kommer fra den protestantiske kirke i Homs, og på et papskilt i forruden genkender de et logo og teksten Space For Hope.

Et projekt ingen turde tro på Space for Hope – Håbets Rum - er navnet på et projekt, der blev slået op på lygtepæle og de sociale medier i foråret 2014. Opslagene, der henvendte sig til teenagere i Homs, reklamerede for teambuilding og fodboldkampe bag byens protestantiske kirke, The Evangelical Presbyterian Church.

Her råder kirken og dennes skole nemlig over en gård på størrelse med en fodboldbane.

Det særlige ved opfordringen var, at den gik ud til alle, og ikke kun til de unge kristne. Også de sunnimuslimske teenagere i den anden ende af byen var inviteret. Ligeledes

tema: tro flytter mennesker

var de ortodokse, shitterne, drusserne og det muslimske mindretal alawitterne, der deler religion med præsident Bashar al-Assad. Noget ingen hidtil ville forestille sig kunne lade sig gøre. „Men ovenpå to-tre år med kampe og kaos var alles hverdag ødelagt. Midt i splittelsen var det en lighed, som vi håbede på kunne samle folk. Og vi ville starte med teenagerne,“ forklarer manden bag initiativet, der skulle vise sig at vokse sig større, end nogen havde turdet håbe på.

En stålsat præst Navnet på manden bag Space for Hope er Mofid Samir Karajili. Han fik embede som præst i byen Homs i 2012, men blev fordrevet, inden han nåede at pakke sine kufferter ud. Inden længe vendte han dog tilbage og forskansede sig sammen med kirkens medarbejdere på et nedlagt plejehjem, hvorfra de opererede som kirke i flere måneder, idet de indrettede kapellet som kirkerum. I 2014 startede Space for Hope. „Der herskede fortsat utryghed i alle dele af byen i 2014.

Som kirke havde vi gennem noget tid uddelt mad eller kontanter til folk, der havde mistet deres nærmeste eller deres job. Men vi følte samtidig, at vi var nødt til at gøre noget mere. Der var et kæmpe underskud af tillid almindelige mennesker imellem. Den tillid ville vi genopbygge,“ fortæller Mofid Samir Karajili.

Mofid Samir Karajilis forældre har fået asyl i Europa, men han bliver i Syrien så længe han kan mærke håb Han indrømmer samtidig, at det var et risikabelt projekt. „Det er ikke normalt, at børn og unge færdes uden for deres egne kvarterer. Derfor gik vores fondsmidler, fx dem fra Danmission, til biler og busser, der kunne samle de unge op, så de ikke skulle få problemer ved byens checkpoints,“ forklarer han og fortsætter:

Shia, sunni, kristne og alawitter spiller også sammen på pigeholdene „Jeg var ikke nervøs, men vi var alle sammen overraskede, da det viste sig, at tilslutningen til det første event var kæmpe stor. Henover seks uger, hvor vi havde aktiviteter i tre timer hver fredag og hver lørdag, kom op mod 250 teenagere.“

Kirkens stærke omdømme Spørger man Mofid Samir Karajili, hvordan det mon lykkedes at samle Homs’ teenagere på tværs af religiøse skel og det årelange had, der har eksisteret grupperingerne imellem, vil han, uden at tøve, tilskrive byens protestantiske kirke og dennes omdømme succesen. „Den protestantiske kirke er jo lille i Syrien, men vi har en lang og stærk historie. The Evangelical School i Homs er meget respekteret. Her har man brugt akademiske læreplaner siden 1855, og skolen var også den første, der begyndte at give piger uddannelse. I dag går der 1.500 elever på den kristne skole, og 50 procent af dem er muslimer.“ Mofid Samir Karajili er heller ikke i tvivl om, at det netop var en religiøs institution, der skulle til for at samle de unge, som for manges vedkommende selvfølgelig også har skullet have deres forældres accept for at deltage i aktiviteterne i den kristne skoles baggård. „De her drenges fædre dræbte jo hinanden for bare 2 år siden. Der er meget gammelt had og politik i tingene. Selvfølgelig er der også religiøse splittelser, men i krigstid kan man samtidig ikke undvære sin tro. Og måske derfor har Homs’ indbyggere i bred forstand stolet på, at freden var i kirken.“

Vi deler troen på dialog Fra 2014 til i dag er Space for Hope-aktiviteterne vokset.

Både børn og teenagepiger fra alle religiøse grupper og fortsættes næste side...

5

Fodbold kan samle unge i Syrien.

... fortsat fra side 5

Træning bag kirken i Homs.

Brug for Jesus i Syrien

Fakta  Syrien har omkring 22 millioner indbyggere, hvoraf 74 procent er sunnimuslimer, 12 procent er alawitter, og 10 procent er kristne. Resten er shiitter og drusere.  Alawismen er en sekt af shiaislam, som omfatter omkring to millioner af Syriens indbyggere - heriblandt præsident Bashar al-Assad.  Alawitterne har haft kontrollen over landet i årtier og udgør hærens hårde kerne.

Kilde: Ritzau 6

sociale lag kommer nu til træningerne i den kristne skoles baggård i Homs, og der er tilsvarende samlinger i Aleppo og andre byer.

Basketball-hold bliver sammensat på samme måde som fodboldholdene, så begge køn, flere forskellige religioner og etniske tilhørsforhold er repræsenteret på alle Space for Hope-hold. Der bliver arrangeret kampe og turneringer i ét væk, og der arbejdes hen imod også at kunne udbyde musikhold, der på sigt kan blive til tværreligiøse bands. „Trænerne er alle semiprofesionelle sportsudøvere. De er mellem 21 og 37 år, mænd og kvinder. Flertallet er protestanter, og så har vi et par ortodokse trænere. Men fælles for os alle er, at vi tror på dialogen mellem mennesker af forskellig religion,“ siger Mofid Samir Karajili.

Han glædes dagligt over at se, hvordan de unge spiller for holdet og i overført betydning, „hvordan de spiller for at genopbygge landet og deres fremtid,“ som han siger.

At ungdommen kan komme ud af det med hinanden er efter hans overbevisning det vigtigste fundament, man kan lægge for en bedre fremtid. Hernæst må der sættes ind på psykologisk støtte til alle dem, der sidder tilbage uden en ungdom at sætte sin lid til, fordi de mistede deres børn til krigen. Mofid Samir Karajili er stolt over at kunne sige, at Space for Hope involverer alle i Homs. Også de økonomisk og socialt svageste familier.

Mofid Samir Karajili voksede op i et konservativt kristent hjem i Al Qamishli 600 km nord for Homs.

Han blev student i 1998 og flyttede efterfølgende midlertidigt til Cairo for at studere teologi.

Begge hans forældre, hans søster og flere af hans venner bor i dag i Sverige, og fordi situationen i Syrien fortsat er uhyggelig usikker, har familien af flere omgange forsøgt at overtale Mofid til at forlade landet. Men sådan bliver det ikke. Efter et par år alene i Homs blev Mofid Samir Karajili genforenet med sin kone og søn, der var blevet i Damaskus, indtil det var sikkert at komme til Homs. „Jeg ville ikke blive, hvis jeg manglede håb. Men jeg har håb, og derfor bliver vi i Homs. Gud er alle steder. Men jeg føler mig kaldet til at blive her. Hvis der er brug for Jesus nogen steder i dag, så er det i Syrien.“

tema: tro flytter mennesker

KAN TRO FLYTTE BJERGE?

Angmagssalik i Østgrønland, 1930.

Foto: Sofie Petersen

Den kristne tro var drivkraften for mange af de første danskere, der lavede udviklingsbistand blandt verdens fattigste. Blandt ikke-kristne organisationer og hos Danida var der imidlertid i mange år stor skepsis over for at tænke religion og udvikling sammen. Men nu er udviklingen vendt, og religion bliver i stigende grad set som nødvendig medspiller i bistanden.

Af Malene Fenger Grøndal, journalist I Egypten taler imamer og præster imod omskæring af piger og kvinder. I Syrien har kirker adgang til at uddele nødhjælp i områder, som ellers er lukket for nødhjælpsorganisationer. I en række afrikanske lande samarbejder organisationer med både kristne og muslimske religiøse ledere for at oplyse om kønssygdomme. Og efter det store jordskælv i Haiti bygger folk kirker i ruinerne for at samles om troen og det håb, den giver dem til at leve videre. Dette er blot nogle af mange eksempler på, hvordan

udviklingshjælp og religion spiller aktivt og positivt sammen.

80 procent af verdens befolkning bruger deres tro til at træffe valg i hverdagen – det er derfor fornuftigt at tage folks religion alvorligt, hvis man skal bekæmpe fattigdom og skabe fred. Og mange steder er religiøse ledere vigtige autoriteter, som har bedre føling med befolkningens behov fortsættes næste side...

7

Syriske piger på eftermiddagsbesøg hos præstefrue Asta Prip i Deir Atieh, ca. 1908.

Evangelister bruger datidens moderne AV-materiale til undervisning af lokale nordindiske landsbyboere.

... fortsat fra side 7 og holdninger end politikere og embedsmænd. Alligevel er religion ikke altid blevet set som en naturlig og nødvendig medspiller i udvikling. „Inspirationen til både dansk og international udviklingsbistand kommer ellers fra de kristne missionærer, som allerede i midten af 1800-tallet rejste til Asien og Afrika for at forkynde evangeliet, men samtidig byggede hospitaler, skoler og kirker. Så udviklingsbistanden er vokset ud af missionen,“ fortæller Uffe Torm, der i mere end 45 år har arbejdet med udviklingsbistand bl.a. som sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling fra 1998 til 2012. I 2015 var han med til at udgive antologien "Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge?" om forholdet mellem kristendom og udviklingsbistand både historisk og aktuelt.

Ris i dåbsgave Forholdet mellem religion og udviklingsbistand har varieret meget lige siden de første missionærers tid. „I de første årtier var der to lejre, som var uenige om, hvorvidt omvendelse og dåb skulle være en betingelse for at modtage hjælp. F.eks. argumenterede de såkaldte ’ris-kristne’ under en hungersnød i Indien for, at kun de, der lod sig døbe, skulle modtage mad og sundhedsydelser. Andre mente, at alle havde ret til et anstændigt liv og skulle have adgang til nødhjælp, sundhed, skolegang osv.

– altså, at omvendelse ikke skulle være en betingelse for at få hjælp.“ "Ris-kristne" er ifølge Uffe Storm i dag stort set ikkeeksisterende i det danske bistandsmiljø, men kan findes

8

især i USA blandt højreorienterede kristne. Men frygten for, at missionærer skulle bruge statslige udviklingsmidler til at indoktrinere eller presse fattige mennesker til at lade sige døbe, forsvandt dog ikke med de 'ris-kristne'. Og efter Anden Verdenskrig, da FN-systemet, Verdensbanken og de statslige bistandsorganisationer kom på banen, blev religion generelt opfattet som irrelevant eller skadeligt for udvikling.

Da forløberen for Danida blev oprettet i 1962, blev det direkte fastslået i retningslinjerne, at man ikke måtte bruge statslige midler til forkyndelse. Og styrelsen blev lagt under Udenrigsministeriet og ikke Kirkeministeriet.

Tag præsten og imamen i ed Men at holde religion og udvikling adskilt var dog ofte svært i praksis. I udviklingslandene spillede og spiller troen og religionen en afgørende rolle for menneskers holdninger og hverdag. Så derfor fortsatte mange kirkelige udviklingsorganisationer som Danmission med at tænke religion og religiøse aktører med ind i deres arbejde. De samarbejdede med lokale kirkeledere og andre religiøse autoriteter, men måtte altså samtidig – hvis de ville modtage støtte fra FN eller Danida – holde forkyndelse og humanitært arbejde adskilt.

Biskop Henrik Stubkjær, tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, fortæller: „Den to-rums-tænkning, hvor forkyndelse og udvikling skulle holdes helt adskilt, gav ofte meget lidt mening i virkeligheden, for ofte er kirkerne jo bærende aktører i landsbyerne og i udviklingen."

Og Uffe Torm supplerer: „Selvfølgelig kan man ikke bygge kirker eller købe bibler for Danida-penge, men når

tema: trotema: flytter fremtidsbørn mennesker

Missionær og sygeplejerske Signe Jung underviser mandlige sygeplejeeleveer på det amerikanske missionshospital i Muscat, Oman, 1968.

man som udsendt fra en dansk kirkelig organisation bliver bedt om at indlede et møde med en bøn, kan man jo som kristen ikke afslå det.“ Den situation har mange udsendte fra såkaldt verdslige organisationer også stået i – netop fordi tro bliver opfattet som en helt selvfølgelig del af alles liv, i hvert fald i Afrika. „Har man som udviklingsorganisation ikke forståelse for de lokale kulturer, værdier og religioner kan det, som udviklingsarbejderen møjsommeligt bygger op i ugens løb, let blive revet ned af præsten i kirken om søndagen eller af imamen i moskeen om fredagen,“ siger Uffe Torm.

Vidne om Guds kærlighed Efter Danidas oprettelse valgte nogle missionsorganisationer at klare sig stort set uden statslig støtte, men de fleste gik ind på Danidas præmisser og måtte adskille mundtlig forkyndelse fra humanitært arbejde. De udsendte oplevede dog stadig, at det gav dem troværdighed og respekt i mødet med lokale ledere, når de præsenterede sig som udsendte fra en kirkelig organisation.

Jørgen Nørgaard Pedersen, der er tidligere generalsekretær i Santalmissionen og tidligere vicegeneralsekretær i Danmission, men også selv har været missionær, fortæller: „Når nogen spørger, hvad der driver én som udsendt for f.eks. Danmission, kan man jo ærligt svare, at det er troen på den kristne Gud, som elsker alle mennesker, og som derfor forpligter én til at vise omsorg for sine medmennesker.“ Trods skepsis over religion i udviklingshjælpen modtog organisationer som Det Danske Missionsselskab (nu

På mission i Tanzania anno 1991, hvor Else Højvang instruerer en elev på Ntoma Husholdningsskole.

Foto: Lone Primdal

Danmission), adventistkirkens ADR A, katolske Caritas og Folkekirkens Nødhjælp betydelige midler fra Danida, som kunne konstatere, at de kirkelige organisationer opnåede endog meget gode resultater. Efterhånden begyndte Danida at interessere sig for religionens rolle i udvikling.

Men det store skifte kom, da først Verdensbanken og siden de statslige bistandsorganisationer i bl.a. Sverige, Norge, Storbritannien, Tyskland og Holland begyndte at tage religion alvorligt som en medspiller i udviklingsarbejde – ikke mindst efter at terrorangrebet i USA 11. september 2001 for alvor bragte religion på den politiske dagsorden.

Biskop Stubkjær siger: „I FN begyndte man at tænke, at når religion er en del af problemet, må det også være en del af løsningen, og langsomt er Danida også begyndt at tænke religion ind i ligningen.“ Og som Uffe Torm påpeger, så har Danida endda på det seneste opfordret trosbaserede organisationer som Danmission til at beskrive, hvordan deres kristne grundlag giver dem en række fordele i udviklingsarbejdet. F.eks. kan Danmission arbejde gennem det enorme kirkelige netværk i landsbyerne, hvor man som kristen organisation ofte møder stor respekt. Og det er tit lettere at arbejde i muslimske lande, hvis man har et kristent ståsted, end hvis man præsenterer sig som verdslig eller ateist.

Fotos er fra Danmission Photo Archive. Se mange flere sjov og spændende historiske billeder på: www.danmission.dk/photoarchive

9

Hun har været i eksil i Damaskus, studeret i Moskva og arbejdet i Berlin. Men det er til Irak, hun altid vender tilbage. Trods dét at familien er udvandret, trods krige og konflikter og trusler på livet har 71-årige kvinde- og menneskeretsforkæmper Hanaa Edwar i mere end én forstand både håbet og stemmen intakt.

Af Thea Pedersen, journalist i Irak Det kan godt være, hun af størrelse ikke synes at udgøre nogen videre trussel.

Den ældre, smilende og gråhårede dame.

Men ingen skal tage fejl af 71-årige Hanaa Edwar. Heller ikke, hvis man er Iraks premierminister og netop har beskyldt de humanitære organisationer for at fostre og beskytte terrorister og kriminelle. „Hvem var han denne hr. Premierminister, der tillod sig at udråbe fredelige demonstranter som kriminelle? Han var valgt af folket og skulle stå til regnskab for folket,“ gentager Hanaa Edwar i dag med den vrede, som i 2011 fik hende til at tale magthaverne midt imod med disse ord: „Det er premierministeren og medlemmerne af parlamentet, der er kriminelle.“ Hanaa Edwar er ikke kun en af Iraks stærkeste kvinde- og menneskerettighedsaktivister. Hun er også grundlægger af og står i front for organisationen Iraqi Al-Amal, som er Danmissions nye samarbejdspartner i Irak.

10

Dengang – i 2011 – sprang Det Arabiske Forår også ud i Irak og fik folk på gaden med krav om reformer. Som alle andre steder i Mellemøsten reagerede styret med anholdelser af demonstranter, som daværende premierminister Nouri al-Maliki adresserede som kriminelle.

Det var især en arrestation af fire unge kolleger, som fik Hanaa Edwars temperament i kog. Udstyret med fotos af de fire anholdte afbrød hun derfor en TV-transmitteret pressekonference og krævede med ovenstående anklage deres løsladelse plus en undskyldning fra højeste sted. Det genlød som en syngende offentlig lussing til landets leder, og som en ’ren skandale’ i samtlige nyhedsmedier.

Svaret faldt prompte: To dage senere landede en kuvert med en patron foran AlAmals hovedkontor i Bagdad. „Det var tydeligvis en trussel. Men mine ord skabte røre, og efter et par dage løslod de vores kolleger,“ fortæller Hanaa

Edwar om begivenheden, som hun i dag blot trækker på skuldrene af.

Hvordan tør du gå op imod systemet.

Bliver du aldrig bange? „Nej da. Selvfølgelig ikke. Tag og kig på mit liv. Jeg frygter ingen. Skulle jeg holde min mund, bare fordi han er premierminister? Ikke tale om.“

Et kludetæppe af håb I dag er det syv år siden, Hanaa Edwar trodsede alt og alle med sin spektakulære TV-transmitterede monolog. Ironisk nok, da samtale og dialog ellers er hendes helt store metier. Siden advokaten grundlagde Al-Amal i 1992 sammen med andre eksil-irakere, har hun, som hun selv udtrykker det, været med til at „arbejde for forandring, for folket og for at bryde tavsheden“ om især vold og undertrykkelse af kvinder. fortsættes side 12...

tema: trotema: flytter fremtidsbørn mennesker

Folk ringede i to dage for at høre, om jeg var i live, fortæller Hanaa Edwar om det, der heldigvis var fake news – løgne angiveligt plantet i forsøg på endnu engang at lukke munden på den irakiske organisation Al-Amal og dens frontkvinde.

fortsættes næste side...

11

Blå bog – Hanaa Edwar: Født 1946 i Basra i Irak og uddannet jurist 1967.

Aktiv i studenterforeningen og i Iraqi Womens League.

Boede 10 år i Østberlin. ... fortsat fra side 10

Sluttede sig 1982 til kurdisk-irakiske Peshmerga for at bekæmpe Saddam. Flygtede til Iran.

Flyttede til Syrien, hvorfra hun i 1992 var medstifter af Iraqi Al-Amal.

Modtog 2013 prisen som Arab Women of the Year for sit mod og sit rettighedsarbejde.

Kristen. Har fire søskende i USA og England. Bor hun nu i Bagdad med sine fire hunde.

Trods års voldsspiral med krig, konflikt og hævn er Hanaa Edwar stålfast i sin tro på dialog, fredsopbygning, uddannelse, inter-religiøst arbejde og rettigheder – ikke mindst kvinders. På trods af og på tværs af Iraks kludetæppe af religioner, minoriteter og etniciteter.

For hende – naturligvis – tilsat det uundværlige fundament af håb. „Al-Amal betyder håb. For efter årtier med Saddam Hussein, undertrykkelse og fattigdom var det helt fra begyndelsen vores intention igen at plante håb i vores samfund. Vi ønsker at så en ny tankegang i folk om, at håb om forandring kan forvandles til virkelighed,“ forklarer hun om det kald, der i fire årtier har formet ikke kun en karriere, men et liv som evighedsaktivist.

Nægter at forlade Irak Måske bliver Hanaa Edwar ved med at håbe og kæmpe for forandring, netop fordi hun voksede op før Iraks mange krige, men siden måtte flygte fra sit fødeland og i en halv snes år arbejdede, boede, studerede og levede i eksil i Syrien, Østtyskland og Rusland. Måske er det årsagen til, at hun konsekvent er vendt tilbage til Irak. For alt for mange gange har hun allerede ufrivilligt måtte forlade sit land. Selvom hendes mor og fire søskende - efter kidnapninger og løsepenge - for længst er udvandret til Europa og USA, nægter hun at følge trop. „Jeg elsker mit land. Min mission er her. Dette er min livsopgave. Jeg nægter at opgive min identitet, mit pas og min nationalitet,“ fastslår hun.

Kristen og konsekvent på tværs I stedet fastholder Hanaa Edwar og AlAmal fokus på tværreligiøs forsoning

12

og fredsskabelse i Irak, som ikke mindst minoriteterne fortsat forlader. „Kampen for tros- og religionsfrihed og for interreligiøst arbejde er helt afgørende.

Store grupper af yazedier, kristne, shabaaks og andre har jo oplevet rene massakrer og har i dag forladt landet, fordi de ikke føler sig sikre. Det gælder også intellektuelle og veluddannede. Hvis folk skal vende hjem, kræver det en klar strategi for, hvordan vi skaber sikkerhed, tillid mellem folk og en reel fremtid for alle samfundsgrupper,“ erklærer Hanaa Edwar, som selv er kristen. „Men jeg er først og fremmest iraker, og så er jeg kvinde. Jeg er meget stolt af begge dele. Jeg interesser mig for mennesker og for den irakiske befolkning, som helhed.

Uanset min egen eller deres tro,“ slår hun fast.

I 2013 blev hun da også tildelt prisen som Årets Arabiske Kvinde.

Samme år indløb endnu en slet skjult trussel mod hendes gennemgående bramfri tone og kamp for indflydelse på alt fra pensum på de irakiske universiteter til den irakiske forfatning: I de lokale nyheder lød det: Hanaa Edwar er blevet dræbt i en bil. „Folk ringede i to dage for at høre, om jeg var i live,“ siger hun om det, der heldigvis var fake news – løgne angiveligt plantet i forsøg på endnu engang at lukke munden på Al-Amal og deres frontkvinde. „Man har flere gange forsøgt at sortliste Al-Amal. Men de har intet på os. Og vi lever jo endnu.“

Unge skal kende et liv uden krig Faktisk kan man godt blive helt stakåndet, når man taler med Hanaa Edwar, der konstant er på farten og har både hoved, hjerte og kalender fuld af opgaver. For „Iraks fremtid bliver alt andet lige ikke

let“, og „dialog er ikke altid nok“, men de positive forandringer starter her, og de starter ifølge Hanaa Edwar uden tvivl med uddannelse og med de nye generationer. „Børn født siden 2002 kender ikke til andet end krig, våben, drab, kidnapninger, grådighed – og det eneste job, de kan få, er i hæren. Det er sørgeligt. Så uden uddannelse, får vi ingen fred og sameksistens og ingen forståelse på tværs af religion og etnicitet. Uden fred, får vi ingen stabilitet, og så kan landet ikke hele sine sår,“ siger hun og tilføjer, at hun tror på, hun selv vil opleve „en form for fred“ i sin levetid. „Min drøm er at få lov at opleve mennesker leve fredeligt sammen her. Bare et simpelt liv med en normal hverdag, hvor de kan planlægge en fremtid uden frygt.“ Selvom Iraks historie har været alt andet end fredelig, har det aldrig været en mulighed for den iltre aktivist at stoppe. „Aldrig. For jeg tror på, og jeg kan nu se, hvordan de små sædekorn, vi har sået, begynder at spire. Jeg nærer ingen falske illusioner, for jeg ved, det kommer til at tage lang tid, men jeg tror på, de kommer til at blomstre i de kommende år,“ siger hun til refrænet fra en gøen i baggrunden.

Det er Hanaa Edwars ’børn’. Hendes fire hunde, der følger hende overalt, og som næsten symbolsk gør lige så højt som deres mor. „I dag bliver jeg glad og stolt, når jeg ser, hvordan de nye generationer vokser og er mere bevidste og aktive end nogensinde.

Og jeg oplever jo, hvordan unge stadig bliver inspireret af den TV-optagelse fra 2011, hvor jeg skælder ud på premierminister Maliki og handler ud fra det. Så hvis noget, føler jeg kun stolthed over den episode. Og hvis situationen kræver det, så vil jeg til enhver tid råbe højt igen…“

tema:tema: tro flytter mennesker fremtidsbørn

Af Thea Pedersen, journalist Irak

Fotos: Thea Pedersen

Kvinder og unge er nøglen til Iraks fremtid Fra flygtningelejre til universiteter og kommende valgurner. Danmissions nye partner Iraqi Al-Amal Association er repræsenteret over hele Irak og i alle samfundslag. Men det er kvinder og de nye generationer, der er fremtidens og fredens hemmelige våben.

Af Thea Pedersen, journalist i Irak Der er hektisk aktivitet i det lille familiecenter i Kirkuk. En kvinde med en dreng på skødet strøer om sig med højlydte arabiske gloser og ditto fagter. I sidelokalet sidder to kvinder over for en socialrådgiver, mens hendes chef gør sig klar til at tage til flygtningelejren Daquq for at hjælpe en pige på kanten af et tvangsægteskab.

Vi er i det nordlige Irak. På besøg hos Iraqi Al-Amal Association, som siden årsskiftet har været Danmissions nye – og

første – partner i Irak. Al-Amal er en af landets ældste og mest erfarne humanitære private organisationer og bliver en del af Danmissions nye arbejde med dialog i det krigshærgede land. Projektet er en del af en stor ny indsats i Mellemøsten støttet af EU. „Død og ødelæggelse, som er de oplagte konsekvenser af krigen, er ikke Iraks største problem. Det værste – og det vi skal arbejde med – er forandringerne i normerne, adfærden og kulturen,“ siger Surood Ahmad, leder af Al-Amals kontor

i den omstridte provinsby Kirkuk, inden hun tager mod Daquq.

Tvangsægteskab og fraskilte kvinder Otte ansatte knokler dagligt på Kirkukkontorets lokale projekter som f.eks. familiecentret, hvor især kvinder – enker, fraskilte eller dem, der ønsker at blive det – får råd og vejledning. Her er en akut telefonisk hotline, men også juridisk fortsættes næste side...

13

... fortsat fra side 13

assistance og konfliktmægling. I andre projekter motiveres og støttes kvinderne til at starte selvstændig virksomhed som frisør, skrædder, bager eller kok. Og det fokus passer fint med Danmissions ønske om både at styrke rollemodeller og om at fremme fred og sameksistens på tværs af etnicitet, religion og kultur. En sameksistens, som også er vigtig i de helt nære relationer.

Det er derfor Surood Ahmad tager os med til en flygtningelejr, hvor hun skal forsøge at afværge et tvangsægteskab. For en far vil gifte sin 16-årige datter væk mod hendes vilje. „Jeg respekterer deres traditioner, men tror også på, at man gennem positiv samtale – gennem dialog – har mulighed for at ændre holdninger. Det handler jo ikke kun om at stoppe et tvangsægteskab.

Det handler om, at alle skal forstå, at begge parter skal ønske et ægteskab,“ forklarer Surood Ahmad.

Hun har selv et stort håb for de kommende generationer. For kvinderne især.

14

„Den vigtigste opgave er at styrke ungdommen. Og især de kommende kvindelige ledere, fordi de i sig selv er et tegn på forandringer. De unge tror på forandringer, og forandringen og freden i Irak starter med dem,“ fortæller Surood Ahmad, inden vi når frem til flygtningelejren.

I et telt vi møder den 16-årige datter samt to af faderens i alt tre koner, men ikke faderen selv. Men Surood Ahmad giver ikke op. Og efter to dages samtaler opgiver manden at gifte sin datter bort.

Får folk til valgurnerne Flere års brutal krig mod Islamisk Stat har slidt på det olierige land – økonomisk og menneskeligt. Et enormt genopbygningsarbejde er i vente – både fysisk af landet, men også af relationerne mellem mennesker – hvis man skal undgå sekteriske konflikter og nye hævnspiraler.

Derfor forsøger Al-Amal at mobilisere borgerne – også på det politiske plan. Eksempelvis afholdt organisationen valgseminarer forud for det planlagte

parlamentsvalg 12. maj. Her blev deltagerne klædt på til at være "valg-ambassadører", som f.eks. opsøger internt fordrevne irakere i flygtningelejre for at oplyse, engagere og motivere folk til at gå til valgurnerne. Målet er at gøre irakerne bevidste om deres politiske rettigheder, så de går fra passive til aktive aktører i deres eget samfund. „Mange som mig fra Mosul tror ikke længere på, at politisk forandring er mulig.

De ved ikke nok om det politiske system og har ikke tillid til processen. Vi har været ofre for ISIS i tre år og mistet så meget,“ forklarer 23-årige Naghraam Omary, der er frivillig fra Østmosul og deltager i AlAmals valgseminar, og tilføjer: „Jeg vil være med til at ændre folks tankegang og give folk i Mosul viden, så de kan være med til at ændre tingenes tilstand. Det er derfor, jeg deltager.“ Naghraam Omary og de andre "valgambassadører" har hver holdt fem møder med et halvt hundrede personer for at engagere irakere til at tro på og kræve

tema: tro flytter mennesker

12 MIO. KR. FRA EU TIL FREDSARBEJDE I MELLEMØSTEN Med sin første store bevilling til Danmission fastslår EU, at religion og religiøse aktører er afgørende, hvis freden skal genvindes i Mellemøsten. Pengene skal bruges i Irak, Syrien og Libanon over de kommende tre år til at videreudvikle vores arbejde for tolerance, dialog, forsoning og fred mellem stridende religiøse og etniske grupper i regionen.

Surood Ahmad er taget til en flygtningelejr for internt fordrevne irakere for at afværge et tvangsægteskab. Surood Ahmad er lokal leder af Danmissions nye partner i Irak.

forandring gennem en fredelig og politisk proces.

Vi kan ikke gøre det alene Med sin åbenmundede stifter og ihærdige frontfigur Hanaa Edwar har Al-Amal tilkæmpet sig en vis indflydelse - bl.a. på Iraks forfatning og på lovgivningen for private humanitære organisationer.

Og nu er Al-Amal også – bl.a. via samarbejdet med Danmission – udpeget af det irakiske ministerium til at opbygge og styrke fredsstudier på flere af landets universiteter. „Vi er nok den ældste ikke-statslige organisation (NGO) i Irak med meget stor og anerkendt erfaring. Men Al-Amal kan ikke skabe forandringer alene. Vi leder altid efter nye måder at udvikle civilsamfundet på. Jeg håber, at vi sammen med Danmission med fælles mål og flid kan styrke vores fælles interesser og skabe forandringer sammen,“ siger den kvindelige bestyrelsesformand for Al-Amal.

”Religion er en del af konflikterne i Mellemøsten, og derfor er det nødvendigt, at religion bliver indtænkt som en del af løsningen. Og Danmission har meget at byde ind med som en kristen organisation med stærke lokale partnere og mere end 100 års erfaring fra arbejde i regionen,” siger Danmissions generalsekretær, Jørgen Skov Sørensen.

Han glæder sig over, at EU støtter langtsigtet arbejde med dialog og forsoning, da der skal et langt og sejt træk til for at dæmme op for hadet og volden, som driver millioner af mennesker på flugt og rammer de i forvejen trængte religiøse mindretal – ikke mindst de kristne – ekstremt hårdt.

FAKTA: zEuropeAid z støtter programmet ”Interreligiøs og Interkulturel Dialog” z1,55 z mio. euro – næsten 12 mio. kr. over tre år zIz Irak, Syrien og Libanon. zPartnere: Danmission, Forum z for Development Culture and Dialogue (FDCD) i Libanon/Syrien og Iraqi Al-Amal Association i Irak.

15

”Thyras Hjem” kalder drengen Mødestedet, hvor han både nyder et spil og den gode mad.

Muslimske kvinder dyrker gymnastik, børn og voksne får lektiehjælp, og flygtninge og indvandrere mødes med danskere til fællesspisning og samtaler om liv, død og tro. Mødestedet på Vesterbro i København, som drives af Danmission, kombinerer religionsdialog, fattigdomsbekæmpelse og tro.

Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist En dreng med egyptiske baggrund spiller kort med en ældre dansk mand. En flok mænd med kurdisk, arabisk og dansk baggrund er samlet omkring et pool-bord. Grupper af kvinder med pakistansk, marokkansk og tyrkisk baggrund er samlet i flere sofagrupper – nogle bøjet over strikketøj og andre optaget af at se på billeder af børn og børnebørn på deres mobiltelefoner. I køkkenet er tre marokkanske kvinder i gang med at tilberede couscous med oksekød, grøntsager og kikærter, mens to unge danske kvinder dækker bord. I et tilstødende lokale sidder en dansk kvinde og en arabisk mand og forsøger at formulere en jobansøgning.

Det er torsdag, klokken nærmer sig 18, og det er tid til den ugentlige fællesspisning og højskoleaften på Mødestedet.

En kernegruppe af især ældre kvinder fra bl.a. Marokko, Tyrkiet og Pakistan og en del mænd fra en række mellemøstlige lande kommer her jævnligt og bruger stedet som en form for dagligstue.

16

„Derhjemme sidder vi og bliver trætte og syge, når vi er alene med vores tanker. Når det er weekend, tænker jeg: "Bare det snart bliver mandag, så jeg kan komme hen på Mødestedet" – ligesom et lille barn, der ikke kan vente,” fortæller Shinaz, der har pakistanske rødder. Hun kommer på Mødestedet 3-4 gange om ugen for at snakke, deltage i gymnastik eller få hjælp til at kommunikere med sin læge. „De hjælper os med alting her. De er så søde,“ siger Shinaz, som lærte stedet at kende via en veninde. Hun har boet i Danmark siden 1970’erne, og både hun og hendes mand havde i mange år skiftende ufaglært arbejde. I dag er hendes mand død, og hun har selv en del fysiske skavanker og har fået tilkendt førtidspension. På Mødestedet finder hun andre kvinder i samme situation, og hun lærer nye steder at kende, fortæller hun. „Vi tager på ture. Vi har været på kirkegården, i moské og i kirke. I kirken så vi en tavle med personer fra Biblen.

Vi kendte mange af dem fra Koranen. Vi kalder Jesus for

Foto: Malene Fenger-Grøndal

KRISTUS, Kortspil og E-BOKS

tema: tro flytter mennesker Isa – det hedder mit barnebarn,“ siger Shinaz og tilføjer, at på Mødestedet gør de ansatte og frivillige danskere ingen forskel på folk, uanset om de er kristne eller muslimer. „De siger altid velkommen og tager sig af os. De giver os kærlighed, og det har mange muslimer i Danmark brug for.

Vi har haft et hårdt liv,“ siger hun.

Hun går over til en gruppe marokkanske kvinder, der har lånt to af Mødestedets håndtrommer, som nogle af dem spiller på, mens andre danser med vuggende bevægelser og løftede arme.

Taler og troen og livet Fatima, der har marokkansk baggrund, siger: „Man kan mærke, at de ansatte også har en tro. De ved, at religionen er vigtig. Vi har mange ting til fælles, men der er også forskelle.

Jeg respekterer alle uanset deres tro.“ Hun retter på sit tørklæde og tilføjer: „Her er det ok, når nogen spørger mig, hvorfor jeg går med tørklæde, eller hvorfor jeg beder. Så snakker vi om det. Andre steder kan jeg ikke lide den måde, folk spørger på.“ Stedets leder, Thyra Smidt, fortæller, at der er mange samtaler om liv, død, sygdom, tro og eksistens på Mødestedet, som er Danmissions arbejde blandt flygtninge og indvandrere. „Vi taler om tro næsten hver dag. Hvis der er sygdom eller død i en familie, kommer vi helt naturligt ind på troens betydning. For de mennesker, som kommer her, har religionen stor betydning, og det tager vi alvorligt. For vi er overbevist om, at man skal tænke hele mennesket med, hvis man skal skabe udvikling,“ siger hun.

Religion som del af flygtningearbejdet Thyra Schmidt påpeger, at koblingen af religion og udvikling historisk har været og stadig er en naturlig del af de kirkelige missions- og udviklingsorganisationers arbejde ude i verden. Men i en dansk sammenhæng har arbejdet med flygtninge og indvandrere været præget af en meget sekulær tankegang, hvor religion stort set har været glemt indtil for 10-15 år siden. „Jeg er stolt af, at Danmission har været frontløber, når det handler om at tænke religion ind i arbejdet med flygtninge og indvandrere herhjemme,“ siger hun og tilføjer, at Mødestedet først og fremmest er et dialogsted, hvor mennesker i fælles refleksion kan lære sig selv og de andre bedre at kende. Det sker ved højskoleaftener og i uformelle samtaler under madlavning, spisning og udflugter. „Men ligesom i Danmissions arbejde ude i verden tænker vi også fattigdomsbekæmpelse ind. Det kan være hjælp til at læse breve fra myndighederne eller til oprettelse af NemId. Andre har brug for at have én med til møder på deres børns skole,“ fortæller hun.

Samarbejdet med kirkerne i København er godt, og det sker, at Mødestedet beder en kirke eller menighedsplejen om økonomisk støtte til en gæst på Mødestedet, der ikke

har råd til at gå til tandlæge eller betale for begravelsen af en slægtning. For nogle år siden betalte en menighed i København f.eks. for begravelse af en muslimsk mands dødfødte søn.

Mødestedet har et lille rum, som bruges til bøn især af muslimske gæster, men stedets kristne grundlag er også synligt. Der hænger krucifikser og kors rundt omkring, og flere af de danske medarbejdere og frivillige bærer kors om halsen. „Vi skjuler aldrig, hvad vi står for. Vi fortæller om vores tro ved højtiderne og i de daglige samtaler, og en gang om måneden inviterer vi til gudstjeneste,“ siger Thyra Smidt. Og hvis nogen vil vide mere om kristendommen, så har Mødestedet god kontakt til Apostelkirken og andre kirker i København.

Hjem til Thyra „Vi støtter gæsternes både for at øge deres livskvalitet og trivsel og deres evne til at indgå og navigere i det danske samfund. Et tegn på, at det lykkes er, når de tager ansvar for sig selv og for fællesskabet, f.eks. ved at lave mad til vores fællesspisning,“ siger Thyra Smidt.

I det samme lyder der jubelråb fra bordet, hvor kortspillet mellem den egyptiske dreng og den danske mand er slut.

Drengen har opdaget, at maden er klar. Hans mor smiler. „Min søn kalder Mødestedet for "Thyras hjem". Han spørger hele tiden, hvornår vi skal hjem til Thyra,“ siger hun.

MØDESTEDET: XX Mødestedet er kirkens arbejde blandt indvandrere og flygtninge på Vesterbro i København. Det drives af Danmission i samarbejde med Vesterbro og Sydhavn Sogne.

XX Åben mandag til torsdag – om formiddagen kun for kvinder. Torsdag er der fællesspisning og højskoleaften.

Foredrag om f.eks. sundhed og religiøse højtider samt udflugter og gymnastik.

Tilbud om lektiehjælp og hjælp til kontakt med offentlige myndigheder.

I 2017: XX havde Mødestedet besøg af: 5494 kvinder, 1474 mænd og 132 af børn.

XX foretog frivillige og ansatte 587 telefonopkald for gæsterne – heraf 362 til offentlige myndigheder – og hjalp med at læse eller skrive 841 breve.

17

Bøn og en fælles erfaring af afmagt og sårbarhed er vigtige pejlemærker for Niels Nymann Eriksen i hans arbejde som indvandrerpræst. Det er vigtigt for ham ikke blot at sætte sig selv i en position som den stærke, der skal hjælpe de svage.

Vi træder ind i et rum, hvor vi sammen vedkender os vores skrøbelighed 18

Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist Når Niels Nymann Eriksen den sidste torsdag i hver måned går de få hundrede meter fra Mødestedet i Valdemarsgade på Vesterbro i København hjem til sig selv, har han ofte en særlig fornemmelse af at være blevet sat på rette spor. Af lettelse og berigelse. For selv om han som indvandrerpræst har ansvaret for at gennemføre den månedlige gudstjeneste på Danmissions mødested for indvandrere og flygtninge, er han samtidig deltager i gudstjenesten og bønnen, og i bønnen oplever han, hvordan han på grundlæggende vis deler vilkår med deltagerne i gudstjenesten. „I bønnen vender vi os sammen mod den Gud, som kan bygge os op og styrke os i vores sårbarhed og afmagt. Den skrøbelighed og afmagt er et fælles vilkår for alle

tema: tro flytter mennesker

Foto: Bent Dahl Jensen/sameksistens.dk

Sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen på Vesterbro i København sammen med en imam og en frivillig ved Den Marokkanske Moskéforenings moské.

mennesker, og det er vigtigt for mig at holde fast i, selv om mit liv på mange andre punkter adskiller sig fra det liv og de erfaringer, Mødestedets gæster har med sig,“ siger han.

Som sogne- og indvandrerpræst har Niels Nymann Eriksen arbejdet med udgangspunkt i Apostelkirken i Saxogade i København siden 2005, og de månedlige gudstjenester på Mødestedet er en del af hans arbejdsopgaver. Men hans kendskab til stedet går længere tilbage, for i 1999 blev han ansat her som indvandrersekretær.

I de knap 20 år, han er kommet fast på Mødestedet, har han lært mange af stedets gæster at kende og har delt liv og erfaringer med dem, især med mange af mændene. De fleste af gæsterne er dog ældre kvinder, som socialforvaltningen og sundhedssystemet ofte opfatter som ’tunge’ og ’besværlige’. Mange af dem har

ingen uddannelse, taler dårligt dansk og kan opfattes som ressourcesvage. Men på Mødestedet oplever de at kunne bidrage og udvikler sig lige så stille på mange planer, fortæller Niels Nymann Eriksen.

For ham at se er det naturligt, at en missionsorganisation som Danmission også engagerer sig i mødet med netop denne gruppe af indvandrere og flygtninge. „Det giver mening, at en kirkelig organisation insisterer på at ville dem, som andre opgiver, og som er de mest udsatte.

Det er en vigtig pointe for mig, at Gud inkarnerede sig i det skrøbelige og sårbare, ikke i det magtfulde. Så hvis vi vil møde Jesus, må vi møde de fattige og udsatte. De fattige er kirkens aristokrati,“ siger Niels Nymann Eriksen.

Derfor er det for ham at se helt rigtigt, at det netop er Danmission, der i

samarbejde med Vesterbro provsti driver Mødestedet. „Et af Mødestedets adelsmærker er, at man skaber et trygt rum for en gruppe mennesker, som ikke bliver rummet og anerkendt ret mange steder,“ siger han.

Derfor finder han det også naturligt, at Mødestedet blandt sine tilbud har bl.a. gymnastik for kvinder og undervisning i it. „Nogle af de ting burde kommunen strengt taget sørge for, men her må vi som kirke sige, at når andre ikke gør det, så gør vi det – og med glæde. Samtidig skal vi naturligvis påpege, når systemet svigter, for jeg opfatter det også som en del af vores diakonale forpligtelse at udøve fortalervirksomhed,“ siger han.

fortsættes næste side...

19

Foto: Louise Marsk Kufahl

... fortsat fra side 19 Niels Nymann Eriksen understreger, at i mødet med sårbare og udsatte mennesker møder man ikke blot et medmenneske, som har brug for omsorg og empati; man får også mulighed for at møde sin egen sårbarhed – og dermed blive et mere helt menneske. „Det er det, jeg fornemmer ved vores gudstjenesteaftener, hvor vi i bønnen i fællesskab vender os mod Gud, og i det samvær, der udspiller sig på Mødestedet i det hele taget. Som præst er jeg ikke blot én, der skal betjene eller hjælpe en anden; min egen sårbarhed bliver bragt i spil i mødet, og det skaber en form for gensidighed,“ siger han.

De fleste af Mødestedets brugere er muslimer. Ikke alle deltager i gudstjenesten efter fællesspisningen. Men som regel er der omkring 30 personer – heriblandt en del muslimer – til den halve times enkle liturgi. Gudstjenesten indledes med lystænding, hvor præsten henviser til Jesus, der om sig selv siger, at han er verdens lys. Han forklarer, at Jesus er moderlyset, og at deltagerne, hvis lys er slukket, kan gå til Ham med deres bøn om, at Han vil tænde deres lys. Herefter følger sang, bibellæsning på flere sprog og et par ord fra præsten i tilknytning til det. Så læser fire af de tilstedeværende Mødestedets egen bøn, inden alle i stilhed

20

kan formulere deres egen bøn. „Liturgien afspejler, at vi på Mødestedet er meget bevidste om at stå ved vores kristendom. Brugerne oplever, at her er mennesker, som tror på Gud og giver rum til, at vi sammen kan vende os til Gud med vores afmagt,“ siger Niels Nymann Eriksen.

Undervejs i liturgien læses også fadervor, og til slut lyser indvandrerpræsten velsignelsen.

Præstens dyre lærepenge I sine første år som indvandrerpræst betalte han med egne ord nogle dyre lærepenge, fordi han alt for let havnede i en form for frelserrolle i forhold til nogle af de udsatte mennesker, der bad om hjælp. De var svage – han var stærk, og så smøgede ham ærmerne op for at klare problemerne. „Først for sent opdagede jeg, at jeg spillede en helt forkert rolle i deres liv.

Jeg blev stimuleret af at mærke deres afhængighed af hjælp, men opdagede for sent den usunde tilknytning, der lå i min hjælperrolle. I nogle tilfælde førte det til, at dem, jeg mente, jeg havde gjort rigtig meget for, vendte sig mod mig i vrede. Siden har jeg måttet øve mig i at hjælpe mennesker til at stå selv, snarere end at tage dem på mine skuldre. Vi skal ikke fikse andre menneskers liv, men gøre plads til, at Ånden kan virke, og det er min erfaring, at det gør

den ofte bag om ryggen på os,“ siger han.

Niels Nymann Eriksen mener derfor heller ikke, at man i sit møde med muslimer skal forsøge at omvende dem på beregnende vis: „Mission må foregå i afmagt og i tillid til, at der, hvor et menneske fatter tillid til Kristus, sker omvendelsen med Åndens kraft og på en måde, vi ikke kan forudse. Vi må nøjes med at bede en stille bøn for, at Jesus vil give sig til kende for et menneske på den ene eller anden måde.“ Niels Nymann Eriksen har døbt en del asylsøgere og flygtninge, der har valgt islam fra og kristendommen til, og mange af dem kommer nu fast i menigheden i Apostelkirken. Det er imidlertid vigtigt for præsten at blive ved med at række ud også efter dem, som er fast forankret i deres muslimske tro og ikke viser interesse for at konvertere. „Kan jeg i samtalen med en muslim være med til at gøre den muslim til en bedre muslim, kan det meget vel være et vigtigt skridt på vejen. Det er altid godt at hjælpe et menneske til at leve i integritet, også selv om det endelige mål for os som kristne må være, at vores medmennesker lærer Jesus at kende,“ siger han.

Læs Mødestedet kirkebøn på hjemmesiden www.danmission.dk/moedestedet

tema: tro flytter mennesker

TROSFRIHED – DEN GLEMTE MENNESKERET Ambassadør Franz-Michael Skjold Mellbin står i spidsen for Danmarks nye kamp for trosfrihed. Her fortæller han om, hvorfor han sjældent bruger ordet forfølgelse; om hvad der skræmmer ham mest; og – måske – om hvad tro betyder for ham selv.

Af Tove Lind Iversen, redaktør Det er lidt af en bedrift. Men han har læst dem – både Bibelen og Koranen. Systematisk og fra ende til anden. Så den danske diplomat – ambassadør Franz-Michael Skjold Mellbin – er på alle måder godt klædt på, når han sætter friheden til at tro på dagsordenen verden over.

Når man træder ind i diplomatens kontor i Udenrigsministeriet, kunne man godt få en fornemmelsen af, at han ikke helt har fundet sig tilrette. Men tag ikke fejl. Her huserer en mand, som ved, hvad han taler om; som selv sad midt i det hele, da det nær var gået galt en forårsdag i Afghanistan; og som fortæller entusiastisk om det, der allerede er opnået, siden Udenrigsministeriet for få måneder siden åbnede Danmarks nye kontor for tros- og religionsfrihed. Så måske har han bare ikke haft tid til at få billederne hængt op mellem alle rejserne og møderne med religiøse ledere og politikere.

Grovere krænkelse af trosfriheden For der er nok at tage fat på. Kontoret er oprettet i erkendelse af, at retten til at dyrke sin tro – til at skifte tro – og til slet ikke at tro – bliver trådt under fode mange steder, og at vi er vidne til stadig grovere krænkelser af trosfriheden. Samtidig er der en erkendelse af, at overgreb, marginalisering og diskriminering på grund af religion sjældent står alene, men er en del af bredere politiske, økonomiske, kønsmæssige og etniske problemstillinger. Og som derfor skal angribes over en bredere front.

Betyder det, at dit kontor har særligt fokus på de kristne og deres situation? „Danmark tager udgangspunkt i artikel 18 i FNs menneskerettighedserklæring, og vi arbejder for alles trosfrihed – kristne, andre religiøse og ikke-troende. Men der er et meget stort antal kristne rundt om i verden, som føler sig under pres og føler sig truet – og som har grund til det.“

FN´s MENNESKERETTIGHEDER – ARTIKEL 18: Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter. fortsættes næste side...

DANMARK HAR FOKUS PÅ:

XX 4 lande – Libanon, Egypten, Iran og Indonesien XX Europas nærområder XX Kvinders rettigheder i forhold til religions- og trosfrihed XX Konkrete enkeltsager XX Den internationale dagsorden – EU og medlemslandene skal aktiveres

Tidligere ambassadør i Afghanistan, FranzMichael Skjold Mellbin, er sat i spidsen for Danmarks nye indsats for trosfriheden.

Du har tidligere udtalt, at der er et særligt pres på de kristne.

21

„Trosbaserede organisationer kan hjælpe os med at finde de rigtige personer og netværk at snakke med og med at forstå, hvad det er, de religiøse grupper er konfronteret med. Jeg har f.eks. for nylig besøgt Libanon, hvor Danmission havde samlet en meget stærk gruppe religiøse folk,“ fortæller Franz-Michael Skjold Melbinn.

... fortsat fra side 21 Du bruger sjældent ordet "forfulgte" – hvorfor? „Forfølgelse handler først og fremmest om, hvad staten gør.

Men presset handler i dag mere og mere om, hvad private gør. Tag Egypten og angrebene på kirker og religiøse forsamlinger sidste år i påsken, som sker på trods af statens forsøg på at beskytte kopterne. Og tag Bangladesh, hvor det ikke er staten, som slår ateister ihjel, men hvor det reelt er en dødsdom, når en eller anden imam proklamerer, at en person har udtalt sig blasfemisk. Det er en meget betydningsfuld og ulykkelig udvikling, som har fundet sted flere steder i verden. Derfor må vi ikke længere kun fokusere på det, vi kan kalde traditionel forfølgelse fra statens side.“ Nogle kalder tros- og religionsfrihed for „den glemte menneskeret„. Hvorfor er det lige nu, Danmark kommer i tanke om den? „I et meget sekulariseret Europa har vi glemt, at religion stadig betyder rigtig meget for folk ude omkring i verden.

Derfor har den rettighed måske ikke fået så meget opmærksomhed. Efter de seneste års grove overgreb på kristne, yazedier og andre religiøse mindretal ikke mindst i Syrien og Irak er europæiske – og altså også danske – politikere vågnet brat op til en forståelse af, at der er meget alvorlige problemer med tros- og religionsfrihed i Europas nærområder,„ forklarer han og tilføjer, at Danmark med det nye kontor har taget en førerrolle, som Tyskland har kopieret, mens også svenskerne er interesserede i modellen.

Europa er blevet opmærksom på, at troen er vigtig for rigtig mange verden over. Så bliver jeg nødt til at spørge, hvad religion betyder for dig personligt? „Det er OK, at du spørger. Og der er et svar: At det er der ingen, der får at vide.“ Friheden til at være privat om sin tro er jo også en del af trosfriheden. Og måske vigtig for en diplomat. Er det også derfor,

22

diplomatiet har brug for trosbaserede organisationer? „Ja, netop. Og vi har allerede rakt ud til Danmission. For trosbaserede organisationer kan hjælpe os med at finde de rigtige personer og netværk at snakke med og med at forstå, hvad det er, de religiøse grupper er konfronteret med. Jeg har f.eks. for nylig besøgt Libanon, hvor Danmission havde samlet en meget stærk gruppe religiøse folk.

Vi skal lytte og finde ud af, hvad de religiøse samfund selv synes er problemet, og hvad deres overlevelsesstrategi er og så støtte dem ud fra deres eget udgangspunkt.

Forskning viser, at udsatte kristne grupper har meget forskellige overlevelsesstrategier – nogle tilpasser sig, andre går under jorden, mens andre igen gør modstand. Hvis ikke vi tilpasser vores støtte til deres strategi, så risikerer vi at komme udefra som forstyrrende eller ligefrem truende elementer, der gør situationen endnu vanskeligere.“ Du har en lang diplomatisk karriere bag dig. Hvad har klædt dig godt på til denne opgave? „Jeg har arbejdet utrolig meget med alle de spørgsmål, som trængte sig på i kølvandet på terrorangrebet på World Trade Center i USA i 2001 – især fundamentalistisk islamistisk terror. Og så har jeg været 5 år i Afghanistan, hvor religion spiller en betydelig rolle i konflikten, fordi alle mulige forskellige religiøse aktører bruger religion på alle mulige forskellige måder til at legitimere alt mulig forskelligt. Så her havde jeg rigelig anledning til at skulle sætte mig ind i, hvordan religion politiseres og påvirker folks liv på mange planer,“ siger Franz-Michael Skjold Mellbin, der som Danmarks første ambassadør i Afghanistan fik konflikten helt tæt på, da han sad lige bag præsidenten under et attentatforsøg mod det afghanske statsoverhoved.

Heldigvis mislykkedes angrebet.

Læringen fra Koranen og Biblen Hvad har overrasket dig ved at læse Koranen?

tema: tro flytter mennesker

„Hvor ufattelig vanskelig den er at læse med alle sine gentagelser og nærmest matematiske opbygning. Det er måske derfor, mange muslimer kun læser bestemte vers – ja måske kun enkelte linjer. Det er utrolig svært at få overblik over, hvad Koranen siger om forskellige emner. Så der er vidt rum for at vælge lige de formuleringer, som passer til éns opfattelse af, hvordan verden skal være - og slippe af sted med det.“

Som eksempel giver han den muslimske kvinderettighedsorganisation Musawah i Indonesien. De vender ikke ryggen til religionen, men arbejder i stedet meget dygtigt og effektivt på at bruge religiøse tekster og det muslimske lands lovgivning til at forbedre kvinders rettigheder. „Vi skal finde ud af, hvordan religion kan bruges til at skabe løsninger fremfor konflikter.“

Hvad slog dig, da du læste Biblen? „At den samme historie bliver fortalt flere steder, og at selv helt grundlæggende fortællinger, som hvordan verden blev skabt, er behandlet på forskellig vis. Hvis man vil bruge et bibelcitat til at retfærdiggøre et eller andet, så kan man sagtens finde det. Det har folk jo gjort gennem tiderne – f.eks. til legitimering af slaveri og heksebrændinger, hvor vi i dag tænker, at vi kan finde andre og bedre citater til at underbygge, hvordan vi som samfund bør forholde os til de ting. Som en muslimsk kvinde i Indonesien sagde til mig: "Teksterne er guddommelige – men fortolkningerne er menneskelige". Og dermed fejlbarlige og til diskussion.“

Taxachaufføren og Putin

Hvad kan du bruge din viden om Koranen og Biblen til som diplomat? „Netop fordi jeg har læst de religiøse tekster, kan jeg tale med om, hvad der rent faktisk står. Når jeg påpeger problemer, bliver jeg nemlig ofte mødt med argumentet om, at det står i Koranen. Jeg blander mig ikke i, hvordan folk udlægger teksten, men nogle gange er det nyttigt at kunne svare: Det står faktisk ikke i Koranen. Eller: Der står altså også modsatrettede ting i Biblen. Nogle udlægger teksten på én måde, men andre troende udlægger den på en anden måde. Det kan jeg som diplomat bruge til at slå en tone an i en diskussion. For stater kan vælge, hvilken udlægning man ønsker at tage udgangspunkt i, og det er det, Danmark beder dem om.

Vi kan være med til at holde lande op på deres forpligtelse – f.eks. over for ligestilling – og påpege, at man ikke kan dække sig bag ved religionen.“

Hvad ser du som den største trussel på området? „Der er to store udfordringer. Den ene er islamistisk fundamentalistisk terrorisme. Men den skal vi nok overvinde, selv om det kommer til at tage lang tid – måske 50 år eller 70 år - ligesom demokratiet besejrede de udfordringer, der var med nazismen, fascismen og kommunismen. Den menneskelige natur tilsiger os det. Folk bliver dødtrætte af det, og i det lange løb er der ikke nok, der vil stille op.

Jeg er langt mere bekymret for et nyt fænomen: Nemlig voksende nationalreligiøse bevægelser, som vi i dag ser især i Asien, men som risikerer at brede sig. Her får sammenkædningen mellem religion og politik en ny facet, hvor man kombinerer politisk magt, nationalisme og religiøs majorisering uden hensyntagen til mindretallene.

Det problem skal med i vores udenrigspolitiske strategi og handling – også på det nye kontor for religions- og trosfrihed.

Udfordringen er også, at der er andre – nemlig Rusland – som meget dygtigt har indtænkt dette strategisk. Som ikke bare har gennemtænkt det, men som handler på det. Og som ikke bare handler på det, men handler dygtigt på det. Hvis man stopper en tilfældig kristen, palæstinensisk taxachauffør og spørger, hvem der beskytter de kristne i verden, så vil han svare: 'Det gør Putin'. Det skal vi tænke alvorligt over. For det er ikke vores opfattelse, at Ruslands præsident beskytter de kristne – vores selvopfattelse er, at det gør den vestlige kreds med EU, USA, Canada, Australien osv. Men det er ikke det svar, man får f.eks. i Mellemøsten,“ siger ambassadør FranzMichael Skjold Mellbin,.

Under sine 5 år i Afghanistan oplevede FranzMichael Skjold Mellbin konflikten på nært hold.

23

DET ER

MORS IDÉ Karin Hertz Gerlach, der til daglig arbejder som psykolog i Rebild Kommune, skrev sidste år til lederen af Danmission Genbrug. Hun havde fået en idé til en skoletaskeindsamling.

Af Lise Frank , journalist „Børns skolegang og genbrug er to områder, jeg anser som yderst vigtige,“ indledte Karin Hertz Gerlach den mail, som skulle vise sig at sætte gang i udviklingen af en stor kampagne i Danmission og vores genbrugsbutikker.

Mailen med fortællingen om, at hun tidligere på dagen havde søgt efter et penalhus til sin søn på Den Blå Avis’ hjemmeside og var blevet overrasket over, hvor mange fine skoletasker, der var til salg derinde. Som mangeårig støtte af Danmissions projekt Fremtidsbørn, tænkte Karin Hertz Gerlach, at vi danskeres brug-og-smid-væk-kultur, også når det kommer til skoletasker, måtte kunne komme andre til gode: „Hvad om vi på sigt kunne udvikle en landsdækkende tradition for at aflevere den skoletaske, man er vokset fra, så et andet barn kan få glæde af den og samtidig vide, at tasken er med til at sponsorere skolegang til børn i en helt anden del af verden,“ skrev hun.

Fra idé til kampagne 41 Karin Hertz Gerlachs mail blev taget godt imod i Danmission. Alle kunne nemlig nikke genkendende til, at deres børn eller børnebørn havde båret mere end én skoletaske gennem skoletiden. Fra det ene år til det andet bliver Spiderman og Barbie udkonkurreret af andre helte, for ikke at tale om modens skiften når børnene bliver teenagere.

Men ude i verden er forholdene som bekendt anderledes. I Tanzania har mange familier f.eks. ikke råd til at betale de bare 41 kroner, som skolematerialer og uniform til 1 års skolegang koster i det østafrikanske land.

41 kroner er derfor blevet omdrejningspunktet for den skoletaskeindsamling og kampagne, Karin Hertz Gerlach fik ideen til.

Netop nu indsamler Danmission Genbrugs butikker landet over aflagte skoletasker for at sælge dem til det symbolske beløb 41 kroner. Bliver der indleveret tasker i særlig god stand, bliver prisen bare to eller tre gange 41 kroner. Men mottoet er, at det aldrig må blive dyrt.

Karin Hertz Gerlach Danmissions historie med zz46 år og psykolog i Rebild at støtte fattige og udsatte børn går helt tilbage til 1821. Projekt Fremtidsbørn, som skoletaskekampagnen er den del af, støtter skoleudstyr, men også mad, tøj, livsvigtig medicin, beskyttelse mod diskrimination og udnyttelse, fællesskaber med leg og læring, redskaber til at kunne bestemme over eget liv samt gratis retshjælp.

24

Kommune

zzBor i Boldrup sammen med sin

mand og børnene Jonathan på 8 og Aviaja på 5. zzHandler ofte i genbrug og er mangeårig støtte af Danmission Fremtidsbørn. zzVar tilbagevendende deltager på DMS’ (i dag Danmission) sommerlejre i 1980’erne.

Foto: Magnus Sort Eidemak

25

Jannie Zillig, som er ny leder af Danmission Genbrug, har masser af erfaring, og nu glæder hun sig til at lære Danmission Genbrug og de mange frivillige at kende.

Foto: Lise Frank

har fået ny leder 67-årige Torben Holm er med udgangen af januar 2018 gået på pension.

Den nye leder af Danmission Genbrug hedder Jannie Zillig.

Af Lise Frank, journalist.

Torben Holm fik ansættelse i Danmission tilbage i 2001. De første fem år havde han ansvaret for både kommunikation, netværksarbejdet, indsamlinger og udviklingen af genbrugsområdet. Herefter vendte han sin fulde opmærksomhed mod Danmission Genbrug, som talte hele 82 genbrugsbutikker, to lysstøberier og en tøjeksport, da han gik på pension i januar 2018.

Allerede som 37-årig havde den handelsskoleuddannede Torben Holm arbejdet sig langt op i hierarkiet i Carlsberg og var nu udstationeret med det overordnede ansvar for markedsføringen af Carlsberg-Tuborg i Japan. Sideløbende med arbejdet begyndte Torben Holm dog at læse i Biblen, og efter mødet med en international baptistmenighed besluttede han at gøre et karriereskifte.

Forretningsmand vedblev Torben Holm dog med at være. Nu skulle forretning bare handle om noget mere og andet end profit. Først i Kristelig Fagbevægelse, i Muskelsvindfonden, Care Danmark og Internationalt

26

Rehabiliterings Center for Torturofre inden han trådte ind ad døren til Danmission.

Erfaren kvinde tager roret Torben Holm overlader Danmission Genbrug til yngre kræfter på et tidspunkt, hvor økonomien er langt bedre, end da han tiltrådte i 2001.

Den nye genbrugsleder, 51-årige Jannie Zillig, har dog masser af erfaring. Hun har tidligere været salgschef hos Søndagsavisen, Eniro og De Røde Lokalbøger, hvor hun har haft ansvar for, at sælgere og konsulenter kunne skabe de ønskede resultater. Og så har hun en fortid som både butikschef og salgschef hos KVIK Køkkener. Senest kommer hun fra en stilling som virksomhedskonsulent i Fredensborg Kommune og har desuden i et års tid været projektleder i Frivilligcenter Helsingør.

Jannie Zillig tiltrådte som genbrugsleder 1. maj 2018.

Ny genbrugsbutik i Randers lagde stærkt ud

Kunderne stod klar foran Danmission Genbrug på Hvedevej i Randers, allerede inden snoren blev klippet til den nye butik kl. 11 tirsdag 15. maj. De kunne da også godt glæde sig, for indenfor ventede 1.200 kvadratmeter med sirligt sorteret sommertøj, porcelæn på fine rækker og en stor samling af bøger til sommerlæsning. Det er butik nummer 83.

Kort forinden havde Danmissions generalsekretær, Jørgen Skov Sørensen, holdt tale for de frivillige, der i ugerne op til åbningen havde knoklet for at få det hele klar. Han takkede dem for deres kæmpe engagement og sagde bl.a.: "For hvert glas, der pudses og sættes i udstilling, kan Danmission uddanne flere kvinder og børn til et bedre liv. For hver bog, der tages ned fra hylden og lægges i indkøbskurven, kan Danmission levere ris og tæpper til mennesker på flugt. For hver kjole, der vaskes og hænges på bøjle, kan Danmission skabe mere dialog, mere fred og mere forsoning."

Er du stærk?

kontakt anette spring på 41 999 328 se mere på www.genbrug.danmission.dk

Foto: Jon Spangsvig

Bliv chauffør

Godt for miljøet godt for dine medmennesker godt for dig

27

KONFIRMAND AKTION: TAK FOR TRE GODE ÅR MED CAMBODJA Fra 2015 til 2018 har Konfirmand Aktion sat fokus på Danmissions arbejde i Cambodja. Der skal lyde en stor tak til de Globale Fortællere – 12 seje cambodjanere og 12 seje danskere – som gennem de sidste tre år har båret Konfirmand Aktion frem. En stor tak til kirker, konfirmander og andre i det kirkelige Danmark, som har taget imod de Globale Fortællere. Og en stor tak til værtsfamilier, frivillige tovholdere samt partnere i Danmark og i Cambodja, som har medvirket til, at projektet kunne lykkes.

Der er ingen tvivl om, at Konfirmand Aktion har sat spor. Ved eget eksempel har de Globale Fortællere vist danske konfirmander, at kirken findes over hele verden.

Og med eget vidnesbyrd har de vist, at den kristne tro er noget, vi kan tale om, dele med hinanden og bygge vores liv på.

Håbet er også, at vi ved fælles indsats har sat spor i Cambodja. Cambodjanske aktivister kæmper for at bevare Prey Lang-skoven, som i generationer har været hjem og livsgrundlag for omkring en halv mio.

28

mennesker, men nu trues af ulovlig træfældning. Gennem oplysning og økonomiske bidrag har Konfirmand Aktion støttet aktivisternes indsats for retten til jord, ytringsfrihed og et værdigt liv – en del af Danmissions rettighedsarbejde. Vi modtager stadig kollekter, og det endelige indsamlingsresultat kendes ikke endnu.

Vi glæder os over tre vellykkede år, hvor Konfirmand Aktion har medvirket til, at Cambodjas virkelighed er blevet gjort nærværende blandt danske børn og unge.

Fra efteråret 2018 og frem til 2021 sætter Konfirmand Aktion fokus på kirkens liv og virke på Zanzibar. Hvad vil det sige at være kirke i en afrikansk kontekst? Hvad vil det sige at leve som kristent mindretal blandt Zanzibars muslimske flertal? Hvad vil det sige at gå til konfirmationsforberedelse, søndagsgudstjeneste og i det hele taget være del af en menighed på Zanzibar?

Her i juni åbnes for tilmeldinger til Konfirmand Aktion 2019. Hold også øje med Konfirmand Aktions nye undervisningsmateriale, som forventes klar til august.

„Jeg har mødt mange konfirmander i Danmark, men uden for konfirmandundervisningen ser jeg ikke mange unge i kirken. Jeg synes, I skal blande jer, give jeres mening til kende, og så tror jeg, I kan være med til at præge gudstjenesten og kirkens liv, så det taler til jer unge.

Kirken er også for jer!“ Chanchhorven, cambodjansk Global Fortæller, til konfirmanderne i Stengården kirke

- et undervisningstilbud, hvor danske konfirmander møder unge Globale Fortællere fra en af Danmissions partnere.

Konfirmand Aktion er et samarbejde mellem Danmission og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Læs mere på www.konf.dk

Konfirmand Aktion sæsonen 2017/18 XX Antal tilhørere: 8.100 XX Antal arrangementer: 243 XX Besøgte kirker: 148

Konfirmand Aktion i Cambodja 2015-2018 XX Antal tilhørere: 24.377 XX Antal arrangementer: 736 „Da jeg blev Global Fortæller, sagde mange: ’Det er jo helt perfekt til dit CV – du, der læser teologi, og som er så aktiv i de kirkelige ungdomsorganisationer’.

Men jeg søgte ikke for mit CV’s skyld, men fordi jeg ønsker at være med til at fremme Guds kirke i verden.“ Martin Sørensen, dansk Global Fortæller 29

REJSEBREV: Når tillid bærer og brister Af Anne Mette Jürgensen, udsendt til Cambodja

"I grunden har jeg altid undret mig over, hvorfor Judas var nødvendig. Alle og enhver kunne vel møde Jesus, eller finde ud hvem og hvor han var. Men måske var Judas nødvendig i den bibelske fortælling, fordi han repræsenterer noget, som findes i den menneskelige tilværelse; forræderiet, svigtet, mistilliden. Alligevel fulgtes Jesus med ham i årevis - han spiste med ham og underviste ham. Ikke i dyb naivitet, men i dyb tiltro til at tilliden har evighedskarakter, mens mistilliden før eller siden går til grunde. Og den tiltro har vi meget brug for her i Cambodja, især på tidspunkter hvor det er lettere at få øje på ørkenen end på oaserne."

Sådan skriver Anne Mette Jürgensen i sin blog fra Cambodja. Hun er udsendt af Danmission til Cambodja og arbejder med kirkeudvikling og dialog. Ligesom Danmissions andre udsendte skriver hun hjem, om sit arbejde og om det hun oplever.

Du kan læse Anne Mettes og de andre udsendtes blog på Danmissions hjemmeside blog.danmission.dk Har du ikke adgang til en computer, kan du også få rejsebreve tilsendt med posten – kontakt 3962 9911.

"For nylig deltog jeg i et seminar i Myanmar, hvor teologer holdt oplæg. Der blev ikke lagt fingre imellem, når det handlede om militærets langvarige og brutale undertrykkelse af befolkningen. Der blev selvfølgeligt også talt om bibeltekster og teologi, men ind i mellem havde jeg en følelse af at sidde på et politisk og ikke et teologisk institut.

Lige indtil det stod klart for mig: Det er netop her, i et teologisk og kirkeligt rum, at folk har mulighed for at lufte al vreden, sorgen og frustrationen over forholdene i deres land. Alle andre steder ville de sandsynligvis være blevet standset eller endda anholdt," fortæller Anne Mette Jürgensen.

"Midt i den erkendelse vandrede mine tanker tilbage til mit første, aktive møde med en kirke – nemlig i det daværende DDR, Østtyskland. Tiden var midt i 1980erne, jeg var ganske ung og aktiv i den danske fredsbevægelse. Jeg var jævnligt i Østtyskland, hvor kirken rummede fredsgrupper, økogrupper, u-landsgrupper og kvindegrupper. Her kunne den slags nemlig ikke vokse frit, så grupperne fandt liv og beskyttelse i kirken, en slags hellig oase i et ellers totalitært samfund.

Først efter Berlinmurens fald gik det op for mig, at det tilsyneladende så sikre rum i kirken også havde omfattet stikkere og spioner. Under et dokumentarprogram på DR opdagede jeg til min gru, at én af de kirkelige ledere, som jeg havde haft meget tillid til, måske endda set op til, havde arbejdet for Stasi. Noget bristede i mig, og jeg sad foran fjernsynet og græd. Min 5-årige søn Thomas kiggede forskrækket og spurgte: ”Mor, hvad sker der? Kommer han i fængsel?” ”Nej,” svarede jeg og anede ikke, hvordan jeg skulle strikke en brugbar forklaring sammen. I det samme gik det op for mig, at vi lige havde læst ”Brødrene Løvehjerte", og jeg fortsatte: ”Han er forræder.”

Gudskelov for børnebogsforfattere som kan dramatisere en kompliceret virkelighed, så børn kan forstå det. I bogen optræder en forræder, og forklaringen stod helt klar for Thomas. Samtidigt gik det også op for mig, at tillid kan misbruges, og at tilsyneladende sikre rum kan indeholde skjulte øjne og ører."

Læs resten af Anne Mette Jürgensens blog på Danmissions hjemmeside blog.danmission.dk

30

Find Årets Ildsjæl 2018 Pssst… hvem skal være Årets Ildsjæl 2018? Vær med til at nominere frivillige, som brænder for Danmission og som gør en særlig forskel.

Igen i år vil vi kåre Årets Ildsjæl på Danmissions repræsentantskabsmøde i september. Både for at hylde en frivilligs indsats, men lige så meget for at sætte fokus på, at Danmission bæres af et landsdækkende netværk af ildsjæle. De giver deres tid og kræfter for at oplyse om Danmission, de samler de nødvendige penge ind, de beder for arbejdet og skaber fællesskab om vores fælles sag: Danmissions arbejde med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse.

Har du et forslag til Årets Ildsjæl 2018, så skriv til Birgitte Nørgaard Warming på bnw@danmission.dk senest 1. august. Begrund din indstilling, så vil et udvalg af frivillige og ansatte i Danmission udvælge, hvem der skal kåres i år. Har du spørgsmål, så ring på 41 999 315.

Er du blevet ringet op?

Hvis du i den kommende tid bliver ringet op af Danmission, så er den go’ nok. Vores venner hos firmaet All Ears (Lutter Ører), hjælper os med at ringe ud til mange af jer, som er med i Danmission. Vi ringer blandt andet for at sikre, at I modtager det materiale, som I gerne vil have fra os. Ikke for meget og ikke for lidt. Vi håber, I vil tage godt imod dem.

31

køb din skoletaske i danmission genbrug Når du køber skoletasker, penalhuse eller blyanter for 41 kroner, giver du et barn i Tanzania skoleudstyr i et år.

41 1 x 41 kr.

2 x 41 kr.

3 x 41 kr. = det bliver aldrig rigtig dyrt!

600-0398

600-0398