Danmission Magasin nr. 2 september 2017 by Danmission

ISSN: 2245-6953

magasin nr. 2 / september 2017

Tema:

kirkens hænder Albinobørn er GULD værd

Gud og Grisen – om at være albino, aktivist og præst

Dømt til genbrug

leder

VOR GUD HAN ER SÅ FAST EN BORG - OGSÅ I TANZANIA KLOKKEN RINGER TIL gudstjeneste en januarmorgen. Det lyder ret hjemligt et sted, som ellers ikke har ret meget dansk vinter-hjemlighed over sig. Temperaturen er 25 grader. Uden for myggenettet står bananpalmerne tæt. Der dufter af brænderøg fra hytterne omkring gæstehuset, hvor vi - min kone Bente og jeg - har overnattet. Vi er på besøg i Lukajanga hos en af Danmissions gode gamle partnere, den evangelisk lutherske kirke i Karagwe Stift i det nordvestlige hjørne af Tanzania. Til morgenmad kan vi vælge kogte bananer eller æg, bacon og ristet brød. Vi vælger lidt pivet - det sidste. Så ringer klokkerne igen, og det er tid til at gå i kirke. Jeg er blevet bedt om at prædike og havde skrevet en prædiken hjemmefra, men efter en uges rejse rundt om Victoriasøen med vennerne fra den lutherske kirke her føles min prædiken meget fjern og mindre relevant for de folk, vi har mødt, så jeg har siddet oppe en del af natten og skrevet den om. Den brede og rummelige domkirke i Lukajanga er pænt fyldt op - der er vel 500 kirkegængere. Vi bliver modtaget hjerteligt af stedets biskop, Benson Bagonza, og flere af de lokale præster. Og så går gudstjenesten i gang: "Vor Gud han er så fast en borg, han kan os vel bevare!". Selvom der bliver sunget på swahili, virker det igen meget hjemligt og meget luthersk. Det er ikke luthersalmer det hele, der er også plads til et kor, der synger rytmisk, så det gynger i hele kirken, og traditionelle trommer er her også. Men selvom vores swahili indskrænker sig til "goddag" og

Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 3962 9911 Fax: 3962 0206 Mail: danmission@danmission.dk Følg: www.danmission.dk www.facebook.com/danmission www.youtube.com/danmission Støt: Giro: 600-0398 Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398 Sms: DM til 1245 og støt med 100 kr. Online: danmission.dk/stoet

"farvel", så er det alligevel let at følge med i liturgien, som ligger meget tæt op af folkekirkens højmesse. Ja, jeg tror såmænd, Luther selv ville have kunnet føle sig hjemme i en gudstjeneste, der tydeligvis er formet efter hans "Deutsche Messe". Her i jubilæumsåret for reformationen er det morsomt at konstatere, at gudstjenestens grundform med god plads til menighedens salmesang på modersmålet binder os sammen hen over 500 år og på tværs af kulturer og verdensdele. GUDSTJENESTEN ER DEN KRISTNE menigheds hjerteslag, og derfor også et helt afgørende indsatsområde for Danmission. Vi støtter uddannelse af præster og evangelister, der med en solid teologisk ballast kan forkynde evangeliet nutidigt og nærværende, så det kaster lys over menneskers liv og giver inspiration til hverdagens mange opgaver. Og kernen i det teologiske arbejde er det grundige studium af Biblen - det har vi også med os fra Luther. Tidl. ærkebiskop Desmond Tutu fra Sydafrika har ofte mindet os om Biblens betydning. Han er ganske vist ikke lutheraner, men han er som anglikaner grundlæggende præget af den reformation, Luther satte i gang for 500 år siden. Tutu har engang sagt: "Den hvide mand kom til Afrika. Og han sagde: 'Her er Biblen. Luk jeres øjne og bed til Gud'. Og vi lukkede vores øjne, og vi bad til Gud. Og da vi åbnede vores øjne igen, havde den hvide mand taget vores land! Men vi beholdt hans Bibel!!" Med et glimt i øjet får Tutu mindet os om den historiske

Udgives af Danmission  Udkommer 3 gange årligt  Bladet sendes til alle givere og kirker  Forsidefoto: Bo Nygaard Larsen  Tryk: Rosendahl  De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen  Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse

sammenhæng mellem store dele af den europæiske missionsvirksomhed og kolonialismen, samtidig med at han får understreget, at det kristne evangelium ikke i længden lader sig misbruge til undertrykkelse. Det bibelske budskab værner grundlæggende den menneskelige værdighed, åbner et frirum for den enkelte, føjer os ind i et fællesskab med andre mennesker og skaberværket og kalder på vores ansvarlighed. DEN LUTHERSKE INSPIRATION prøver vi at leve op til i Danmission, hvor mission er kernen, men arbejdet forgrener sig i flere retninger: kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse. Jovist er søndagsgudstjenesten vigtig, men det duer ikke at lukke kristendommen inde i kirken. Vi skal i Jesu navn tjene Gud i kald og stand i hverdagen, i vores omsorg for familien, i vores engagement i lokalsamfundet, i vores opmærksomhed overfor og hjælp til mennesker ude i verden, som har brug for os og vores indsats. Og i mødet med de andre opdager vi, at verden er større end vores egen hjemlighed. Når vi taler og arbejder sammen med mennesker udefra, får vi evangeliet tilbage i nye belysninger og med overraskende perspektiver. Som den søndag i Lukajanga, hvor jeg fik lov at bidrage med en prædiken og fik sat nye toner og rytmer på en kristen tro, der stadig lever ved at blive delt.

 Michael Trinskjær (ansv.), Tove Iversen (redaktør), Ole KrabbePoulsen (layout)  Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Magasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@danmission.dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere  Deadline til næste nummer: 15. september 2017

Biskop Peter Fischer-Møller, formand for Danmission

6-7

8-11

Indhold 4-27

KIRKENS HÆNDER: zz Som barn blev han kaldt Grisen. I dag er han en anset præst og menneskerettighedsforkæmper. Mød Michael Yindi, som både er kirkens stemme og kirkens hænder i Tanzania, hvor albinoer som ham er truet på livet. zz Bænke og en mikrofon. Bagværk, et lotteri og en forsamling næstekærlige mennesker. Mere skal der ikke til. Mød nogle af Danmissions frivillige, som samler ind en søndag i præstegårdshaven i Vester Tostrup Sogn. zz Vi hjælper fattige og udsatte i Afrika, Asien og Mellemøsten! Sådan står der på Danmission Genbrugs biler. Og det er rigtigt. Men herhjemme løfter butikkerne også en social opgave – og tager som én af få organisationer imod dømte i samfundstjeneste eller fodlænke. Mød Grethe, som er frivillig, og Johannes, som er dømt til genbrug.

28-29

18-19

ÅRETS LUCIA INDSAMLING: Få en stemningsfyldt julekoncert, ideer til adventsgaven og tip til nemme måder at indsamle penge, så vi i juletiden husker at række ud over os selv, dele det glade budskab og hjælpe verdens børn og deres familier til et bedre liv. Tilmeld din kirke, dit kor eller dig selv til Danmissions juleindsamling.

30-31

MØD MISSIONÆRERNE: I kan nå det endnu – bestil foredrag med Kirsten og Peter Buch, som til daglig arbejder sammen med den lutherske kirke i Tanzania.

24-27 3

KIRKENS HÆNDER Jesus sagde: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv." Danmission tager udgangspunkt i det dobbelte kærlighedsbud Matt. 22:36-40

Danmissions mission er at:

 Styrke kirkens forkyndelse, så mennesker rodfæstes i den kristne tro.  Styrke medmennesket og samfundet, så alle kan leve i fred og retfærdighed. Danmission fokuserer på tre centrale opgaver, som hænger uløseligt sammen: Kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse. Sammen med vore kirkepartnere tilstræber Danmission gennem teologisk uddannelse og kirkeudvikling at sætte lægfolk, evangelister og præster i stand til at bryde kirkens rammer og som kristent vidnesbyrd at møde mennesker af anden tro i forsonende og fredsskabende dialog. For uden fred og forsoning giver fattigdomsbekæmpelse ikke mening. Når krigen eller hadet mellem befolkningsgrupper hersker, gælder helt andre regler, hvor ressourcerne til at løfte mennesker ud af fattigdom stærkt begrænses. Er der derimod skabt fred, og religiøse og andre minoriteter har fået plads i samfundet som ligeværdige bidragydere til fællesskabet, kan der også findes overskud til, at familier finder fodfæste i et liv uden ekstrem fattigdom. I kirkerne ser vi som konsekvens, at medlemmerne lægger lidt mere i kirkebøsserne. Det betyder, kirkerne får flere ressourcer til gavn for kirkeudvikling, dialog og endnu mere fattigdomsbekæmpelse. På den måde hænger Danmissions tre indsatsområder uløseligt sammen. 4

tema: Kirkens hænder

Foto: Bo Nygaard Larsen

KIRKEUDVIKLING:

Danmission arbejder med kirkeudvikling, fordi kirken – med Martin Luthers ord – altid skal reformeres. Som kristne må vi til hver en tid styrke kirken, så den kan magte de opgaver, den har i de forskelligartede samfund, vi er en del af. Danmission arbejder sammen med vore partnere på at uddanne præster, evangelister og lægfolk til at møde verden med evangeliet i ord og gerning. Både i Danmark og internationalt.

DIALOG:

Danmission arbejder med dialog, fordi dét at være kirke ikke kan begrænses til højmessen søndag formiddag. Som kristne har vi noget på hjerte, der rækker langt ud over kirkens eget rum, og som vi ønsker at dele med så mange som muligt. Evangeliet er grænsebrydende. Og når Danmission aktivt går i dialog med mennesker af anden tro eller ingen tro demonstrerer vi, hvad evangeliet er i stand til: nemlig at skabe gensidig forståelse, mægling og forsoning.

FATTIGDOMSBEKÆMPELSE:

Danmission arbejder med fattigdomsbekæmpelse, fordi Jesus viste os den vej ved at opsøge fattige og udstødte, sætte sig blandt dem og give dem troen på et bedre liv. I dag hjælper Danmission sammen med vore partnere de særligt sårbare grupper - f.eks. småbønder og andre, som bliver frarøvet retten til deres jord eller på anden måde bliver tabt i samfundsudviklingen. Det gør vi bedst gennem fokus på rettigheder, hjælp til selvhjælp og fortalervirksomhed. 5

ALBINOBØRN ER GULD VÆRD Lille Brighton, hans mor og mormor er truet på livet, fordi heksedoktorer bilder folk ind, at man kan blive rig, rask og magtfuld, hvis man ejer en knogle fra en albino.

Af Christina Kofoed-Nielsen, teamleder for indsamling „Min søn skal ikke være bange for at leve,“ siger Anna Luthu og prøver at få øjenkontakt med sin lille søn Brighton. Purken kryber tættere ind til mormor, mens hans virrende pupiller forgæves leder efter et holdepunkt. Mormor prøver at skabe kontakt mellem mor og søn, men det er svært, for Anna har ikke været på besøg i halvanden måned. Og den etårige Brighton har ingen anelse om, at truslen mod ham kommer udefra, og at hans mor sætter livet på spil for blot at få muligheden for at være sammen med ham en sjælden gang. Med sine ultrakorte, lyse krøller og lidt rødmossede kinder kunne Brighton minde om en almindelig dansk dreng, men hans hud, hår og øjne mangler pigment. Han er nemlig født som albino – ligesom sin mor og sin mormor. Det er et væsentligt handicap i et land som Tanzania, hvor solens stråler er skarpe, og de færreste har råd til solcreme. Men langt værre er det, at albinoer bliver jagtet og myrdet, fordi heksedoktorer bilder folk ind, at albinoknogler besidder en særlig kraft, som kan sikre rigdom, magt og helbredelse.

I Tanzania hjælper Danmission mennesker med albinisme sammen med den lutherske kirke. Kirken har oprettet landsbykomitéer rundt omkring, som bl.a. bringer albinobørn i sikkerhed på børnehjem, hvis der ikke er andre muligheder. Det kan være en nødvendighed, men har store omkostninger, da børnene bliver adskilt fra deres forældre og isoleret fra resten af samfundet, hvilket er med til yderligere at fremmedgøre mennesker med albinisme.

Syr sig til en bedre fremtid Kirken har også støttet oprettelsen af en syskole. Her bor unge kvinder med albinisme bag pigtråd og bevæbnede vagter, mens de lærer et håndværk, så de får mulighed for en fremtidig indtægt. På dén syskole knokler Brightons mor, Anna, for at skabe en bedre tilværelse for sig selv og sin søn. Så hun glæder sig over at få en uddannelse – og en symaskine under armen, når hun har bestået sin eksamen og skal i gang med at arbejde. Som mange andre albinokvinder er Anna nemlig eneforsørger – manden

forlod hende, da hun fødte en søn med albinisme. Mange opfatter albinoer som en forbandelse, og ofte er de socialt udsatte og udstødte. Hverdagen er præget af ensomhed, fattigdom og afvisning. Nogle gange får forældrenes overtro eller deres frygt for omverdenens barske reaktioner dem til at forlade eller endda dræbe deres nyfødte albinobarn.

Kæmper for retten til at leve Det er vigtigt, at synet på albinoer grundlæggende ændres, så deres liv og rettigheder respekteres. Derfor arbejder kirken sammen med menneskeretsorganisationer på holdningsændringer både lokalt gennem landsbykomitéer og på politisk og juridisk niveau. Martha Ernest er leder af arbejdet med landsbykomitéer i Shinyanga Stift, som Danmission samarbejder med. Hun fortæller, at både evangelisten, sheiken, skolelæreren, byrådsmedlemmet, naturlægen og andre centrale personer så vidt muligt er med i landsbykomitéerne, da de ofte har god fornemmelse for, hvad der

tema: Kirkens hænder

Foto: Magnus Sort Eidemak

Danmission og Tanzanias lutherske kirke...

dræber mennesker med albinisme. Og undersøgelser viser, at efterforskningen af forbrydelserne langsomt bliver bedre. Den lutherske kirke erkender, at det også er nødvendigt at gå i dialog for at ændre holdninger. Et eksempel på det er fra maj, hvor kirken var med på en kæmpe kulturfestival og inviterede til workshop, hvor både heksedoktorer, naturlæger, præster og andre diskuterede diskriminering og mord på albinoer. Resultatet af workshoppen var en erklæring, hvor deltagerne forpligtede sig arbejde for, at mord og overgreb på mennesker med albinisme stopper nu.

„Jeg vil bare gerne være en nabo…“ I landsbyen har Anna Luthu et stort ønske, som egentligt ikke burde være noget særligt: „Jeg ville så gerne, at min søn, min mor og jeg bare blev opfattet som almindelige mennesker,“ siger Anna og græder stille, da hun fortæller, at selv deres nærmeste familie stødte dem fra sig for nogle år siden. „Jeg ville ønske, at folk ville lære at holde af os, og at de kunne leve side om side med os, som de gør med deres andre naboer.“

 fastholder politikere, domstole og myndighederne på deres ansvar, så der skabes bedre vilkår for albinoer. FAKTA om albinisme  Albinisme er en arvelig sygdom  Albinoer danner ikke pigmentet melanin i hud, hår og øjne  Tanzania har én ud af 1.400 nyfødte albinisme, hvilket er 15 gange så mange som i Europa  Albinoer er kendt som spøgelsesfolket på grund af deres udseende  Knogler fra en albino kan indbringe op mod 500.000 kr. på det sorte marked.

Foto: Magnus Sort Eidemak

sker i lokalsamfundet og har en status, så der bliver lyttet til dem. „Kirken lærer komitemedlemmerne om rettigheder og lovgivning, så de kan være med til at ændre synet på mennesker med albinisme, men også holde myndighederne fast på, at overgreb skal straffes,“ siger Martha Ernest. „Det er kirkens ansvar at tage vare på mennesker med albinisme. For kirken prædiker kærlighed og retten til liv. Når omverdenen – og nogle gange også forældrene – ser albinoer som en forbandelse, så er det kirkens og dermed min opgave at være med til at få folk til at se dem som en velsignelse. En velsignelse, som vi skal tage vare på, så vi også kan blive velsignet med dem,“ siger Martha Ernest, der er teolog og snart håber at blive ordineret som præst. At ændre synet på albinoer kræver en langsigtet indsats, men resultaterne er på vej. I januar i år tog man fat på en ny lovpakke, som skal sikre albinoers rettigheder og øge deres muligheder. Samtidig arbejdes der for at skærpe straffen for dem, som diskriminerer, forfølger og

 opretter landsbykomitéer, som er med til at redde truede albinobørn og ændre synet på mennesker med albinisme

GUD OG GRISEN Som barn blev han kaldt Grisen. I dag er han en anset præst og menneskerettighedsforkæmper. Mød Michael Yindi, som både er kirkens stemme og kirkens hænder i Tanzania: Han prædikerer Guds kærlighed til alle mennesker. Han går også i dialog med heksedoktorer og andre for at bekæmpe den uvidenhed, der har ført til drab og lemlæstelse af mange albinoer. Og han kæmper for albinoers rettigheder både på det politiske og juridiske plan. For pastor Yindi går kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse hånd i hånd – som det også gør det for Danmission og vores lutherske partnerkirke i Tanzania. Af Tove Lind Iversen, redaktør Det er regntid i Tanzania. Alligevel er solbrillerne sorte og bøllehatten trukket godt ned i panden. De blankgejlede sko leder efter fodfæste, og man får lyst til at give manden en hånd, når han bevæger sig op ad de få trin og træder ind i kirken. Men det tager ikke mange sætninger, før pastor Michael Yindis på én gang rolige og intense stemme overdøver hans noget usædvanlige fremtoning – en fremtoning, som skyldes, at hans hvide pergamentagtige hud og rødsprængte øjne ikke tåler solens stråler. Michael Yindi er albino i Tanzania, hvor mennesker som ham bliver jagtet og myrdet. Der har nemlig bredt sig et rygte om, at et stykke knogle, et øre eller kønsorganer fra en albino har en særlig kraft, som kan sikre rigdom, magt og helbredelse.

HVAD ER PROBLEMET? På det sorte marked kan knoglerne fra en albino indbringe op mod 500.000 kroner, når de sælges som amuletter, mikstur osv. Alene i 2008, hvor drabene eksploderede, blev der ifølge FN myrdet 25 albinoer i Tanzania, og det tal kan nemt dække over langt flere ofre, fordi ikke alle sager anmeldes og retsforfølges. Dertil kommer en lang række tilfælde, hvor gerningsmænd hugger f.eks. fingre, hænder eller ører af mennesker med albinisme. Kun to af mordsagerne fra 2008 endte med domfældelse, og samme mønster fortsatte, om end kirkens og andres pres på lovgivere, politi og domstole langsomt er ved at forbedre efterforskningen og retsforfølgelserne. På spørgsmålet, om pastor Yindi selv har været i fare, glider han af – i første omgang. Men han må vel være blevet bange, da det gik op for ham, at mennesker som ham bliver truet på liv og lemmer? „Ja, jeg blev frygteligt bange. På én uge mistede jeg to nære venner. Jessica blev myrdet ikke så langt fra, hvor jeg bor. Gerningsmændene huggede nogle af hendes lemmer af, inden de gravede liget ned for at dække over

forbrydelsen. Og Aron, der som jeg var en glad mand med kone og børn, blev dræbt af en gruppe mænd med macheter alene af den grund, at de ville sælge hans knogler til en heksedoktor. Det var i 2009 – og selvfølgelig tænker jeg på det med rædsel,“ siger Michael Yindi og holder en kort pause i den ellers flydende talestrøm. „Men den altopædende angst forsvandt hurtigt, for jeg er nødt til at sætte min lid til, at Gud tager vare på mig. Og sådan mere jordnært, så passer folk fra min menighed også på mig,“ siger præsten, som heller ikke selv læner sig magtesløs tilbage. Han er gået i dialog med heksedoktorer for at finde den dybere årsag til overgrebene, og sammen med andre aktivister forsøger han at ændre holdninger og skabe handlinger på alle niveauer – fra regering, politi og domstole til heksedoktorer, lejemordere og de mennesker, som køber legemsdele fra albinoer. Men det vender vi tilbage til. For nu fortæller han om én af de gange, hvor det – måske – var tæt på:

Den falske konvertit „Mens jeg endnu var hjælpepræst, kom en mand en dag til mig og spurgte, om jeg ville døbe ham. Jeg sagde selvfølgelig glad JA. Manden insisterede på, at jeg kom alene – han gav en plausibel grund. Men tankerne blev ved med at køre rundt i mit hoved – måske på grund af mordene på Jessica og Aron – så jeg spurgte både min præst og biskoppen til råds. Og de forbød mig at tage af sted alene. Det meddelte jeg manden, der ville døbes. Og så hørte jeg ikke mere fra ham… Siden kunne jeg ikke længere komme i kontakt med ham. Jeg er overbevist om, at det var en fælde, og at jeg reddede livet ved ikke at tage hen til ham og hans landsby,“ fortæller Michael Yindi. Han er 58 år. Gift og far til to. Hverken hustruen eller børnene har albinisme. Hvordan tackler de deres fars udfordringer? „Jeg har aldrig talt med min søn eller min datter om min egen albinisme og mine problemer. Men både børnene og min hustru er meget beskyttende og bekymrede på mine fortsættes side 10...

tema: Kirkens hænder

Foto: Bo Nygaard Larsen

På én uge mistede jeg to nære venner: Jessica blev myrdet ikke så langt fra, hvor jeg bor. Gerningsmændene huggede nogle af hendes lemmer af, inden de gravede liget ned for at dække over forbrydelsen. Og Aron, der, som jeg var en glad mand med kone og børn, blev dræbt, så en heksedoktor kunne sælge hans knogler. Michael Yindi, præst og albino i Tanzania, hvor mennesker med albinisme myrdes og lemlæstes

... fortsat fra side 9

vegne. De insisterer f.eks. på, at jeg ikke går alene, når det er mørkt. Og da jeg for nogle år siden offentliggjorde mit første indlæg om albinisme og rettigheder, var de særligt nervøse. Så selvfølgelig er jeg opmærksom og passer på mig selv.“

HVEM BRUGER HEKSERI? Overtroen findes i alle samfundslag og erhverv, men er særligt udbredt i tre grupper, fortæller Michael Yindi: „Fiskere, som ønsker mere held på søen. Minefolk, som leder efter guld og diamanter. Og politikere, som kæmper for stemmer – det er bemærkelsesværdigt, at antallet af drab og lemlæstelser stiger op til valgene og falder igen, når resultatet ligger fast.“

Skældsord og øgenavne Når man sidder der i kirkerummet og taler med den rare mand, kan man ikke lade være med at spørge sig selv, hvordan nogen kan finde på at gøre mennesker som ham fortræd? Hvorfor er albinoer så udsatte? „Traditionelt opfattes det som en forbandelse af få et barn med albinisme. Mange børn er blevet slået ihjel lige efter fødslen og lagt ud i skoven. Mennesker med albinisme betragtes ikke som mennesker, men som albinoer. Da jeg voksede op, var jeg nobody – ingenting. Jeg havde det som sådan ikke dårligt over min albinisme, selv om det da var irriterende ikke at kunne lege i solen, og solskoldninger gjorde ondt. Men da ikke bare børnene, men også voksne i nabolaget, begyndte at kalde mig Grisen og andre grimme øgenavne, blev jeg klar over, at de så mig som udskud alene på grund af mit handicap, og sådan som jeg er skabt. Jeg havde ikke gjort dem noget ondt. Og jeg kunne ikke gøre noget for at forandre mig og få dem til at holde op. Det var og er smerteligt. Også selv om jeg var heldig at have stærke forældre, der elskede mig og støttede mig,“ siger præsten.

HVAD ER ALBINISME? Albinisme er en arvelig sygdom, som gør, at man ikke kan danne pigmentet melanin i huden, håret og øjnene. I Tanzania fødes ét ud af 1.400 nyfødte med albinisme, hvilket er 15 gange så mange som i Europa. Den store forskel er der ingen entydig forklaring på. Albinoer tåler ikke solens stråler, som ødelægger deres syn og giver hudsygdomme – herunder hudkræft. Pastor Michael Yindi er således nødt til på årsbasis at

bruge et beløb svarende til to månedslønninger på at købe solcreme.

Fra bagerste række til prædikestolen Med buttede, hvide hænder understreger han sine pointer. Og det virker helt selvfølgeligt, at han har autoritet til både at tale fra prædikestolen og tale de svages sag også uden for kirkerummet. Men hvordan er det lykkedes den lille udsatte dreng at nå et af de mest respekterede og ansete job i landet? „Jeg ved, at Gud ser i nåde til mig,“ lyder det korte svar fra Michael Yindi, som er én af blot tre præster med albinisme i Tanzania. „I 1. klasse lærte jeg intet. Jeg sad på bagerste række og kunne hverken se læreren eller tavlen tydeligt, da mit syn allerede dengang var ødelagt. Men læreren opdagede det, så jeg kom op foran og fik hurtigt lært at læse og skrive. Jeg skal bare have bogen få centimeter fra øjnene for at kunne læse. Lykkeligvis har jeg en særlig evne, som gør mig i stand til på den afstand at læse hurtigere end de fleste mennesker med normalt syn kan,“ fortæller han. „Da jeg endelig nåede min ordination som præst, var det ikke kun stort for mig personligt, men det gav alle med albinisme et bevis på, at vi på trods af vores handicap kan blive lærere, ingeniører – ja, sågar præster, som mange respekterer og ser op til. Det indgyder mod og håb til andre med albinisme.“ Har du nogensinde spurgt Gud: Hvorfor mig – hvorfor skal netop jeg leve med albinisme? „Som barn, stillede jeg spørgsmålet: Hvorfor rammer det mig? Men det fortonede sig, for Gud lod mig forstå, at Han elsker alle – også sine børn med albinisme. Han skabte mig sådan, fordi Han ønsker, at jeg skal være netop sådan. Men det svære spørgsmål, som kommer og går, er: Hvorfor diskriminerer samfundet mig, fordi jeg er, som Gud skabte mig? Det spørgsmål satte mig som ung i forbindelse med andre med albinisme, og jeg så, at de blev udsat for det samme som mig. Det var en slags lettelse, da jeg et eller andet sted havde troet, at andre hadede mig, fordi jeg var mig, men så fandt jeg ud af, at de diskriminerer os, fordi vi har denne arvelige sygdom, som får os til at se anderledes ud. Da det gik op for mig, besluttede jeg mig for, at en dag ville jeg – sammen med andre – bekæmpe diskriminationen. Det er så det, jeg prøver i dag, både når jeg prædiker

tema: Kirkens hænder

Foto: Magnus Sort Eidemak

Da naboerne begyndte at kalde mig Grisen og andre grimme øgenavne, blev jeg klar over, at de så mig som udskud alene på grund af mit handicap, og sådan som jeg er skabt. Jeg havde ikke gjort dem noget ondt. Og jeg kunne ikke gøre noget for at forandre mig og få dem til at holde op. Pastor Michael Yindi om at vokse op med albinisme i et samfund, hvor mange opfatter albinoer som en forbandelse

Guds kærlighed til alle mennesker i kirken, når jeg sammen med andre aktivister går til myndigheder og magthavere for at holde dem fast på deres ansvar, og når jeg går i dialog med heksedoktorer og alle mulige andre,“ siger pastor Michael Yindi, retter på præstekraven og går ud i dagslyset. En modig præst med en gerning og et håb om, at mennesker med albinisme fremover kan „nøjes„ med at frygte solens stråler.

I en lille film - "Kirkens hænder" - får Danmissions tre arbejdsområder menneskelige ansigter. Michael Yindi og to andre præster fra den lutherske kirke i Tanzania fortæller, hvordan de motiveret af deres kristne tro arbejder med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse som tre sider af samme sag. Se videoen på Youtube eller på www.danmission.dk og brug den f.eks. til at vise nye interesserede lidt om, hvad Danmission er og gør ude i verden.

DET NYTTER Kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse hænger uløseligt sammen i Danmission - også i Tanzania, hvor vi samarbejder med den lutherske kirke (ELCT). Her er fire eksempler på, hvordan Danmission er med til at gøre en forskel

Evangelister og præster får ny inspiration

Carsten Lund Villadsen

I Karagwe Stift afholder den lutherske kirke inspirationskurser for præster og evangelister, som en del af kirkeudviklingen. En af deltagerne fortæller: „Efter inspirationskurset fik jeg fornyet energi til at besøge sognebørnene i deres hjem. Jeg holdt kurser for menighedsrådsmedlemmerne. Og jeg kunne give min gejst videre til de frivillige søndagsskolelærere og til kvindegrupperne. Resultat? Der kom flere folk i kirken.“ Og større kirkeligt engagement er positivt i sig selv, men det inspirerer også mennesker til en mere ansvarlig livsførelse, hvilket igen reducerer fattigdommen.

I Nordveststiftet har frivillige i den lutherske kirke oprettet en snes børneklubber på offentlige skoler. De frivillige har lært om menneskerettigheder og er blevet trænet i konfliktløsning, så de nu kan undervise skolebørnene. Børnene i klubberne tegner, synger og snakker om børns rettigheder og formidler det, de har lært, videre til de andre elever. Det betyder, at børnene nu kan gribe til handling, hvis de oplever, at deres egne eller andre børns rettigheder blive krænket. Samtidig har børnene lært at håndtere indbyrdes konflikter.

Foto: Magnus Sort Eidemak

Skolebørn får en stemme

tema: Kirkens tema:hænder dialog

Carsten Lund Villadsen

Kvinder kan hævde deres ret til jord I Nordveststiftet lærer kirken de lokale myndigheder om Tanzanias jordlovgivning. Det er nødvendigt, fordi f.eks. landsbyråd og frivillige mæglere ofte bestrider deres poster uden at kende deres ansvar og de love, de burde forvalte. Mæglerne lærer bl.a., hvilke rettigheder kvinder har til jord, så konflikter lettere og hurtigere kan løses, f.eks. når svigerfamilien smider en enke væk fra jordlodden. Og landsbyrådene ved nu, at folk i området har ret til at dyrke uopdyrket, regeringsejet jord, hvilket især mange kvinder benytter sig af for at få et bedre livsgrundlag. Kirkens mål er på længere sigt at overbevise politikerne om, at undervisningen retteligt er statens ansvar.

Landsbyboere kender deres rettigheder

Foto: Bo Nygaard Larsen

Den lutherske kirke har oprettet landsbykomitéer i stifterne syd og øst for Victoriasøen, som er med til at skabe et bedre liv for folk. Og i Mwanza Stift står kirken bag et tværreligiøst forum med repræsentanter for landsbykomitéerne og religiøse ledere - både kristne, muslimer og traditionelt troende. Målet er at løse nogle af de mange rettighedsproblemer i området. Medlemmerne har lært om rettigheder og om, hvordan borgerne får viden om og indflydelse på politiske beslutninger. For det er vigtigt både at få vedtaget gode love og sikre, at de bliver håndhævet. Det tværreligiøse forum er således med til at sikre, at den lokale regering forvalter sit ansvar bedst muligt.

Hvad har Tanzania arvet

efter Luther? „Med reformationen for 500 år siden fik vi frihed til selv at læse og tolke Biblen. Det har gjort det muligt på kort tid at nå langt ud med det kristne budskab, men det udfordrer også kirken, at der åbnes op for simplificerede og nogle gange fordrejede tolkninger af evangeliet,“ siger Anicet Maganya, teolog og generalsekretær for den lutherske kirke i Karagwe Stift i Tanzania om Biblens betydning og om det at være luthersk kirke i Tanzania.

Af Henning Møller Christensen, projektmedarbejder på Skriftens Stemmer Hvilken indflydelse har reformationen på kirken i Tanzania i dag? „Reformationen påvirker kirken i Tanzania positivt, men udfordrer også kirken,“ svarer Anicet Maganya, generalsekretær for den lutherske kirke i Karagwe Stift i Tanzania, som Danmission samarbejder med i Tanzania. Anicet Maganya er en af syv teologer, som er inviteret til Danmark i anledning af reformationsjubilæet for at mødes med danske menigheder i løbet af efteråret. „Skriftens Stemmer – Biblens ord Jorden rundt„ hedder initiativet, som er et samarbejde mellem Danmission, Bibelselskabet, Dansk Missionsråd og Kirkefondet. Ønsket er, at vi sammen beriges og bliver klogere på, hvor Biblen læses og forstås i forskellige kulturer.

bare ekstra vigtigt, at præsterne har stor viden om Biblen og kompetent kan hjælpe folk med trosspørgsmål. Denne nyvundne frihed til selv at kunne læse og tolke Skriften, som reformationen bragte med sig, udfordrer dog også kirken, fordi nogle mennesker med slette hensigter læser og tolker Biblen ud fra deres egne interesser. Vi har fået mange forskellige og konkurrerende kirkeretninger i Tanzania. Og nogle af dem simplificerer og fordrejer evangeliet for at få flere medlemmer i stedet for at prædike evangeliet, som Jesus befaler i Missionsbefalingen (Matt. 28: 16-20) og dermed fuldføre Jesu mission. Overordnet set har reformationen gjort det muligt for kirkens mission at nå mange på kort tid, fordi andre end præster har fået mulighed for at viderebringe Guds ord.“

Hvad er hovedudfordringerne for den luther„Det er positivt, at mange kristne i ske kirke i Tanzania? Anicet Maganya, teolog og generalsekretær i Karagwe Stift i Tanzania i dag selv kan læse og tolke „Indtil 1963 var den lutherske kirke i Tanzania Biblen, og her i den lutherske kirke i Tanzania opdelt efter stammesamfund, Karagwe Stift insisterer kirken på, at konhvilket bunder i, at kirkerne blev "plantet" firmander har en Bibel og andre liturgiske bøger. Lægfolk er af forskellige missionsselskaber, som drev mission ud fra derfor i stand til – baseret på deres egen læsning af Skriften hvert sit område. Efter at vores lutherske kirker blev for– at argumentere med præster om troen. Det gør det så enet i juni 1963, har den lutherske kirke fået sin egen fælles

tema: Kirkens hænder

Foto: Maria Grønne Jensen

identitet med fælles tros- og værdigrundlag. Vi har også fælles liturgi og undervisningsmaterialer samt en række fælles institutioner såsom Tumaini Makumira Universitet og Kilimanjaro Christian Medical Center. For at være en luthersk kirke i Tanzania i dag, skal en kirke holde sig inden for den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzanias (ELCT) rammer. I dag står den lutherske kirke i Tanzania over for tre hovedudfordringer: Den hastige fremvækst af nye og karismatiske pinsemenigheder tiltrækker sognebørn fra den lutherske kirke. Vi mangler dygtige medarbejdere i flere af kirkens afdelinger. Det er svært at tiltrække og fastholde kompetent personale, fordi vi ikke har penge til ordentlige lønninger. Mange af kirkens institutioner trues af lukning. F.eks. er kirkens hospitaler klemt både på økonomi og veluddannet personale.“ Hvorfor er kirken vigtig for at løse samfundsproblemer i Tanzania? „Det er vores mission, som bygger på Jesu mission. I Johannesevangeliet (10:10) står der: "Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod." Kirken skal altså ikke kun være i Guds mission på det åndelige plan, men også socialt, økonomisk og mentalt. Kirken må gøre Gud til Emmanuel,

der kan ses og erfares i menneskers liv, som det siges i Matthæusevangeliet (1:22-23). Kirken skal være den første til at se, høre og tale for de svage, stemmeløse og underkuede mennesker, ligesom Jesus gjorde. For "de raske har ikke brug for læge, det har de syge" kan vi læse i Markusevangeliet (2:17).“ Hvordan kan bibelske tekster bruges til at give håb og mening til mennesker? „Ord til trøst, mod og håb er nødvendige for det menneske, der står over for stor trængsel. Men ud over dette, som også ikke-kristne kan give, skal vi som kristne også bruge de bibelske tekster til at vise mennesker, hvordan Gud og Jesus Kristus er kilden til liv og glæde. Fortællinger fra Biblen kan bringe trøst og håb til mennesker, der lider, som vi f.eks. kan læse det i Markusevangeliet (6:38-44) om Jesu bespisningsunder, hvor fem brød og to fisk mætter 5.000 mænd. På samme måde kan fortællingen fra Johannnesevangeliet (4:1-26) om Jesus, der tog imod vand fra en samaritansk kvinde, være til trøst for samfundets udstødte. For bare at nævne et par af teksterne.“ Læs interview med flere af Skriftens Stemmer på www.danmission.dk eller på Facebook.

AT VÆRE

GRØN ER OGSÅ AT

VÆRE LUTHERSK 3 korte spørgsmål til Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller, om at plante træer og plante tro her 500 år efter den lutherske reformation Af Tove Lind Iversen, redaktør Hvorfor plante træer netop her i reformationsjubilæumsåret? „Træer er til glæde for mennesker og dyr – og til gavn for kloden. Derfor har træer også fra ældgammel tid været tegn på håb. Vi har brug for håb i vores kirkelige arbejde. Og vi har brug for håb i vores fælles engagement i forhold til livet her på kloden og de udfordringer, vi med klimaforandringerne globalt står overfor. Man fortæller, at Martin Luther for snart 500 år blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at verden ville gå under i morgen. ”Så ville jeg plante et træ i dag,” lød hans svar. Et håbstræ – på trods.“

På Stændertorvet i Roskilde står der nu tre æbletræer – to med paradisæbler og et med Ingrid Marie-æbler – plantet af Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller, og kirkeminister Mette Boch. Foto: Kurt Bierbum Hvordan planter man håb ved at plante træer? „Et æbletræ i Danmark kan være kilde til megen glæde. Vi har (endnu) et klima, som er ideelt til æbledyrkning, og mange æblesorter har deres oprindelse i præstegårdshaver.

Sæt dig en septemberdag og nyd et dejligt saftigt æble – det giver et glimt af glæde og håb. Og det kan forhåbentlig mobilisere lyst og vilje til at støtte træplantning i andre dele af verden. Jeg besøgte selv for et par år siden Prey Lang skoven i Cambodja, en skov som er livsvigtig for hundredtusindvis af mennesker, og som har stor betydning for klimaet regionalt og globalt, men som trues af illegal skovhugst. Her støtter Danmission lokalbefolkningens arbejde med at overvåge og beskytte skoven. Og som en del af reformationsfejringen samler vi også ind til at genrejse skov som erstatning for det, der er blevet ulovligt fældet.“ Hvorfor er det kirkens ansvar at plante træer – skal vi ikke ”bare” plante og pleje kristentroen? „Danmission arbejder med at plante og pleje kristen tro i Danmark og ude i verden. Og kristen tro udfolder sig ikke kun i ord, men også i handling. Derfor arbejder vi ikke kun med kirkeudvikling, men også med dialog og fattigdomsbekæmpelse. Og det er i den sammenhæng, vi skal se træplantningsprojektet i Prey Lang skoven i Cambodja. Her kan vi bidrage til en bedre fremtid for de mennesker, som lever i og af skoven, og vi kan bidrage til at mindske klimaforandringerne lokalt og globalt.“

tema: Kirkens hænder

Vær med til at plante håb i verden Danmission opfordrer kirker og andre til at plante håb. Det kan man gøre ved at plante et træ ved kirken, i præstegårdshaven eller et andet sted i sit lokalområde. Træplantningen er dog ikke kun dansk. Med kampagnen "Plant Håb i Verden", som Danmission står bag sammen med Grøn Kirke og Folkekirkens Nødhjælp, følger også en opfordring til at give en donation på 500 kroner til at redde truet skov i Cambodja. Sammen med lokale organisationer i Cambodja vil Danmission - med din hjælp - plante 22.000 træer i Prey Lang skoven.

Sådan er du med til at plante håb: 1. Plant et træ eller en anden plante i lokalområdet. 2. Støt Prey Lang skoven i Cambodja ved at indbetale 500 kr. til reg. 4190 konto 6000398 mærket "plant håb". 3) Gå ind på www.gronkirke.dk/planthaab og registrér dit nyplantede træ, hvorefter du modtager en plakat. 17

NÅR KIRKEN

RYKKER UD Fotos: Lise Frank

Bænke og en mikrofon. Et lotteri og en forsamling næstekærlige mennesker. Mere skal der ikke til.

Af Lise Frank, journalist Der lyder ingen sirener. Til gengæld rasler det umiskendeligt i perlestenene, hver gang en stationcar triller ind på gårdspladsen. Her er også plads til en chauffør med anhænger og en sølvgrå motorcykel. Et par meter fra de parkerede biler, på græsplænen under bøgetræet sættes bænke ud. Fire rækker på et grønt "kirkegulv". Imens lægges der velourdug og sættes margueritter i glasvaser på det lille bord, der skal fungere som alter. Til

venstre for alteret står nu også et elektrisk Yamaha-orgel. Det er søndag middag i præstegårdshaven i Vester Tostrup Sogn nord for Viborg. Sognepræst Jørgen Holm har fået stillet en mikrofon til rådighed. Men den sommerlige støvregn, der falder blødt på de fremmødte kirkegængeres jakker, er ikke vanskelig at overdøve. Stemmen går fint igennem uden forstærkning. „I dag er det Trinitatis søndag. En dag,

der førhen blev fejret som hellig trefoldigheds fest,“ siger Jørgen Holm og minder forsamlingen om, hvad Trinitatis betyder. Trinitatis er latin og en bøjning af trinitas, som betyder trehed eller treenighed. „Trinitatis er en menneskelig måde at udtrykke Gud på. En far med to hænder: Sønnen og Helligånden. En far, der gennem sin søn og Helligånden virker i verden,“ siger han og tilføjer ved afslutningen af sin prædiken: „På samme måde har

tema: Kirkens hænder kirken også hænder. Hænder ude i verden.“ Nu får Birgitte Nørgaard Warming ordet. Hun er ligesom Jørgen Holm uddannet

teolog, og så er hun ansat i Danmission. Det blæser en lille smule op og rusker lidt i de høje birketræer længere inde i præstegårdshaven. Men folk i Himmerland er ikke sarte. De lyner bare vindjakkerne og lytter til Birgittes historier om Dalin i Myanmar og Linus og Irene fra Tanzania. Det er fattige børn som dem, de fremmødte i præstegårdshaven er rykket ud for at hjælpe.

„Vi hår det jo godt“ Gudrun Jensen på 94 bliver siddende lidt på kirkebænken. Om halsen har hun et storblomstret tørklæde, og den pastelfarvede frakke holder hende varm i det udendørs kirkerum. Hvorfor er hun kommet i dag? „Det gjør hun hvert år.“

Det dufter ovre fra garageskuret, hvor et langbord med tændte vaffeljern, et fad med smurte boller, hjemmebagte nougathorn, gulerodskage og mazarintærte tiltrækker sig opmærksomhed. Der er samtidig amerikansk lotteri i konfirmandstuen, har Gudrun Jensen hørt. Hendes voksne søn Dines stiller sig i køen til flødebollekatapulten. Her gælder det om at ramme et smilende gult ansigt med en tennisbold. Så leverer katapulten en flødebolle til gengæld. Alt sammen koster lidt. Det har Gudrun Jensen og de andre ved kaffeboden intet imod. Det skulle gerne give et

overskud til Danmissions arbejde. Det er sådan set meningen med markedsdagen. „Det er vel sådan, vi kan være kirkens hænder,“ siger Gudrun Jensen beskedent. Forinden har hun udfyldt et girokort og givet det til Danmissions frivillige netværkskonsulent.

føler med egne ord et behov for at hjælpe nødlidende. Er det særligt kristent eller luthersk? Ja, mener Thorben Sparre. „Det kristne er fundamentet. Når du så gør noget, viser du, at du ligesom Kristus har omsorg for dine medmennesker,“ siger han og rømmer sig. Han har venlige øjne. „Det er langt fra sikkert, at vi frelser alle. Men vi kan gøre en forskel,“ tilføjer han. Og pludselig er det blevet sidst på eftermiddagen. Menighedsrådsformanden i Vester Tostrup Sogn, Søren Bach Kastberg, kommer bærende med det to meter høje trækors, der igennem dagen har stået lænet op ad garageskuret. Her har det flugtet med midtergangen mellem bænkerækkerne og dannet baggrund for havealteret. Søren Bach Kastberg må tage en pause midt på gårdspladsen, før han igen har kræfter til at løfte korset op på sine skuldre. „Sådan vil jeg ikke fotograferes. Det kan vist misforstås,“ griner han. Efter menighedsrådsformandens forbillede begynder folk så småt at pakke sammen og rydde op. Der vinkes farvel og på gensyn. Og alle takker hinanden for at være mødt op. For at være rykket ud i præstegårdshaven og for at have støttet Danmission. Det har de gjort tidligere år og gør det igen.

Fem lodder for en 20’er

Hvorfor støtter hun Danmissions arbejde? „Det har hun altid gjorn’.“ Den tidligere landmandskone er ikke sen til at svare. Siden 1979 har hun været alene. Eller det vil sige: Hun har fire børn, 12 børnebørn og 16 oldebørn. Så hun har egentlig nok at se til. Nok at støtte. Ikke desto mindre vil hun være med, når kirken rykker ud. „Vi hår det jo godt,“ siger hun på syngende himmerlandsk og rejser sig med lidt hjælp fra en god bekendt. Gudstjenesten er ovre. Nu hedder det markedsdag, og hun vil have en kop kaffe og en vaffel.

Sognepræst Jørgen Holm fortæller over kaffen i garageskuret, at han tidligere var udsendt af Det Danske Missionsselskab – det nuværende Danmission – til Oman og Bahrain. Det var inden, han besluttede sig for at læse teologi. I dag kan han bidrage til Danmissions arbejde ved at bakke op om en markedsdag. Også den tidligere sognepræst Thorben Sparre har hjerte for Danmission. Mens hans kone Vibeke

VÆR MED Danmissions arbejde i Danmark er båret af frivillige kræfter, som gør Danmission kendt, og som arrangerer foredrag, markeder, luciaoptog, globale søndage og meget andet rundt om i hele landet. Er du amatørfotograf, kagebager, historieinteresseret eller har du lyst til at åbne dit hjem for Danmissions gæster? Danmission har altid brug for ekstra hænder.

Sparre er sekretær i distriktsbestyrelsen, er han suppleant. Det er kærligheden til medmennesket, der driver ham. Han

Kontakt teamleder for Danmissions netværk, Birgitte Warming, bnw@ danmission.dk, tlf. 41 999 315, hvis du har tid og lyst til at være med.

DØMT TIL

GENBRUG Vi hjælper fattige og udsatte i Afrika, Asien og Mellemøsten! Sådan står der på Danmission Genbrugs biler. Og det er rigtigt. Men herhjemme løfter butikkerne også en social opgave – og tager som én af få imod dømte i samfundstjeneste eller fodlænke.

Af Lise Frank, journalist „Besværlige? Nej, tværtimod. De er en kæmpe hjælp.“ 87-årige Grethe Larsen lægger autoritet bag ordene. Hun er vokset op på Ydre Nørrebro i København, men i mere end 50 år har Odense været hendes hjemby. Det er også her, hun står nu. Blot et stenkast fra banegården, på Thriges Plads, hvor Danmission Genbrug driver en af sine største butikker – med Grethe Larsen som daglig leder. "De", som Grethe Larsen taler om, er for en gangs skyld ikke de øvrige frivillige i butikken. Dem taler hun ellers også meget - og godt - om. Nej, "de" er mennesker, som kun få andre interesserer sig for. De er folk - unge såvel som ældre - der afsoner en dom i samfundstjeneste, og af Kriminalforsorgen er visiteret til at tage arbejde i mellem 30 og 300 timer i Danmission Genbrug på Thriges Plads. Gennem tiden har Grethe Larsen taget imod og sagt tak for hjælpen til flere end 200 lovbrydere. Og det har været en fornøjelse i de allerfleste tilfælde. For tiden er det 21-årige Johannes, der afsoner sin straf i butikken blandt det ældre, frivillige personale. Han vil kun kaldes ved fornavn og fotograferes bagfra. Som et alternativ til 30 dage i fængsel blev han i foråret tilbudt at udstå 40 timers samfundstjeneste fordelt over en række uger. „Det er klart, at jeg valgte det,“ siger han og tager sig til den øreflip, hvor et hul på størrelse med en hovedpinepille afslører, at han indimellem bærer en tung eller i hvert fald fyldig

ørering. Men ikke når han er på arbejde. „Her skal jeg jo være en pæn ung mand,“ siger han og smiler skævt. Han har lyse skægstubbe på overlæben og venlige øjne. Ligner enhver anden ung, kreativ mand. Det er han også. Johannes spiller kontrabas og har øvet sig med så stor disciplin i så mange år, at han allerede i en alder af 21 år spiller med i flere bigbands og ensembler. Men for en tid er han altså her. I Danmission Genbrug, hvor han hjælper den 60 år ældre Alfred med at slæbe møbler. Og Grethe Larsen er godt tilfreds: „Det var en oplevelse at have ham allerede på hans første dag. Han gav mig hånden og sagde goddag, og så knoklede han ellers løs til kl. 16.30. Han var kreativ, tømte to bogkasser og lod dem fungere som reol. Det har ingen andre før tænkt på. Jeg fik også et håndtryk, da han gik,“ siger butikslederen og ler. Grethe Larsen er farmor med stort F – og nu også oldemor. Derfor kan det heller ikke undre, at hun taler kærligt om unge mennesker. Men også over for de granvoksne mænd, der kommer til hendes butik i samfundstjeneste - eller sågar i fodlænke – har hun en ømhed i sproget, der afspejler det næstekærlige menneske, hun er. „De er her jo kun i en kort periode, inden de er fløjet af sted igen,“ siger hun – som talte hun om sine egne sønner og den dag, de flyttede hjemmefra.

Grethe sladrer ikke I dagligdagen i butikken skelnes der ikke

mellem dem, der kommer som frivillige og dem, der reelt er tvunget til at møde op. Men hvis Grethe Larsen vil kende sidstnævntes blakkede fortid, så kan hun få oplysningerne fra Kriminalforsorgen. „Jeg har så selvfølgelig tavshedspligt. Men det er nogle gange rart lige at vide, hvad de har lavet. Vi har jo penge liggende. Og nogle har måske været i slåskamp,“ siger hun. Ordningen om samfundstjeneste, der blev til i 1980’erne, er siden udvidet til også at omfatte lettere voldsdomme. Men Niels Kryger, der er socialrådgiver i KiF, Krimininalforsorgen i Frihed, Odense, fortæller, at de hyppigste årsager til, at mennesker idømmes samfundstjeneste fortsat er mildere lovbrud såsom overtrædelser af færdselsloven, dokumentfalskneri, pynt på eksamensbeviser, dagpengefusk og den slags. „Jeg nævner aldrig ordet Kriminalforsorgen i butikken,“ fortæller Grethe Larsen. „Og jeg præsenterer altid dem, der kommer derfra på samme måde over for de øvrige medarbejdere: ‚Det her er Johannes, og han hjælper os i en kort periode‘ siger jeg. Og så siger alle: ‚Velkommen!‘ Vores personale bliver venner på kryds og tværs over frokosten.“

Mange ser spøgelser Ligeså længe Grethe Larsen har været i den odenseanske genbrugsbutik, har hun haft et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Niels Kryger fra byens kriminalforsorg. Det vil sige i 15 år. Niels Kryger husker at have visiteret

Johannes vil kun fotograferes med ryggen til. Den unge mand afsoner sin samfundstjeneste i Danmissions genbrugsbutik i Odense.

tema: Kirkens tema:hænder dialog

Foto: Lise Frank

dømte i samfundstjeneste allerede et par år før, Grethe begyndte. Når han i sit arbejde i dag bliver spurgt om, hvad det kræver af en arbejdsplads at have folk i samfundstjeneste, referer han ofte til Grethe. „Det kræver et stort hjerte. Alle i Danmission Genbrug tager godt imod vores folk. Men det er Grethe, der er motoren. Hun er en ildsjæl,“ siger Niels Kryger. Han fortæller videre, hvordan lovgivningen har fastsat, at samfundstjeneste skal udføres enten i det offentlige eller hos organisationer og foreninger med almennyttige formål. En privat virksomhed kan altså ikke tjene penge på at have en dømt i samfundstjeneste. „Offentlige institutioner og velgørende organisationer, der har mod på at have folk i samfundstjeneste, hænger dog langt fra på træerne,“ siger han. Når Grethe Larsen de seneste år har været fuldt booket med tre om ugen – en på hver af de dage, hun kommer i butikken - så er det et særsyn. „Folk står sædvanligvis ikke i kø, for at tage imod vores folk,“ understreger Niels Kryger. Men hvorfor egentlig ikke, hvis disse mennesker, som Grethe Larsen oplever det, er et stort gode for arbejdspladsen? „Jamen, der er mange, der ser spøgelser. Det er naturligt nok, at man er bange for det, man ikke kender. Og de fleste mennesker ved ikke, hvad det vil sige at blive dømt til samfundstjeneste. De ser måske hårdkogte kriminelle for sig,“ svarer Niels Kryger og fortsætter: fortsættes side 22... 21

... fortsat fra side 21

Foto: Lise Frank

„Men mennesker, der dømmes til samfundstjeneste, er som de fleste andre af os. Det er f.eks. folk, der er blevet dømt for spirituskørsel. Det kan være hr. eller fru Danmark.“ Kongstanken bag ordningen er, at et fængselsophold erstattes af samfundstjeneste, hvilket f.eks. betyder, at straffen bliver mindre ødelæggende for familien. Og så er det samtidigt billigere for samfundet end fængselsophold. Det samme gælder afsoning i fodlænke. „Afsoning i fodlænke er en afsoningsmulighed, der tilbydes alle, som skal i fængsel i seks måneder eller derunder. Men der er andre og flere krav, når vi visiterer dømte i fodlænke til f.eks. Danmission Genbrug,“ forklarer Niels Kryger. Grethe Larsen tager dog ikke anderledes imod én i fodlænke. Hun hæfter sig blot ved, at de som oftest er forpligtet til at arbejde flere ugentlige timer og dermed gør større gavn. Afsoner man sin dom i fodlænke bærer man en chip om anklen, der har forbindelse til en boks i hjemmet. Når den dømte går hjemmefra – på arbejde i Danmission Genbrug f.eks. - så er boksen orienteret af Kriminalforsorgen, og den dømte skal være hjemme på et bestemt tidspunkt, ellers går der en alarm.

Succeshistorierne

Grethe Larsen, butiksleder i Danmission Genbrug i Odense, har sagt velkommen og tak for hjælpen til flere end 200 dømte, som afsoner samfundstjeneste eller en dom i fodlænke. 22

Baggrunden for afsoningen er forskellig. Unge mænd, der har kørt for stærk, Ældre herrer, der har været lidt for kreative i bogholderiet. Og også kvinder. Men ikke mange. „Jeg er 87 år, og mange har spurgt, hvordan jeg orker. Men jeg elsker at arbejde. Og at se, at det smitter. For det gør det i de allerfleste tilfælde,“ siger Grethe Larsen, mens hun tager imod en besked om et knust kakkelbord og beder en engelsktalende mand komme igen kl. 13, for så vil én kunne hjælpe ham med de møbler til 5.000 kroner, han allerede har betalt. Grethe Larsen går rask til, mens hun deler

ud af historier fra sit samarbejde med de dømte. „For et års tid siden havde vi én, der fyldte 30, mens han var hos os. En tømrer. På sin fødselsdag havde han bagt kage, som han tog med til kaffen. Det manglede da bare, syntes han. Da han stoppede hos os, sagde han: ‚Jeg kommer igen om 30 år, når jeg går på pension.‘“ Det glemmer Grethe Larsen ham aldrig for. Det var friskt sagt, synes hun.

Varme hænder På samme måde holder hun af Johannes’ friske kommentarer. Johannes selv føler sig også godt taget imod i butikken. „Fra dag ét var der åbne arme og smil fra alle sider. Jeg kunne trygt følge i hælene på Alfred, der viste mig rundt og fortalte mig om det hele hernede. Og der er jo brug for mig. Det er klart. Alfred er 80. Så er det jo guld værd med en ung gut som mig til at slæbe.“ Johannes blinker, og jeg styrer min nysgerrighed efter at spørge, hvad han egentlig har gjort, siden han er havnet i samfundstjeneste. I stedet spørger jeg, hvad det gavner ham at afsone sin straf i en genbrugsbutik. Han tøver, men svarer så: „Nu er jeg måske ikke den mest udsatte - længere. Men hvis jeg havde været yngre – så er jeg sikker på, at det havde været godt at blive hjulpet til at opretholde en normal hverdag på en arbejdsplads i stedet for at sidde i fængsel.“ Johannes har kun positive ting at sige om Danmission Genbrug og Kriminalforsorgen i Odense. Han oplever, at begge parter har reel interesse for ham og hans velbefindende i en lidt turbulent tid. Og kort før hans arbejdsmoral kalder ham til at give de netop ankomne chauffører en hjælpende hånd med møblerne, finder den velfunderede og velformulerede unge mand de helt rette ord for, hvordan han mere specifikt vil betegne Niels Kryger og Grethe Larsen: „De er et sæt varme hænder,“ siger han.

Foto: Andreas Kuhlmann

tema: Kirkens tema:hænder dialog

PÅ MISSION MED

HARRY POTTER OG SUPERHELTINDERNE Der var masser som altid masser af leg og latter, men også tid til tro og tanker på Danmissions populære sommerlejre 2017 for børn og unge. BISSERUPLEJREN var i år forvandlet til troldmandsskolen Hogwarts og lokkede børnene med, at de både skulle lære at blande eliksirer, flyve på koste og ikke mindst svinge med tryllestaven. Og selvfølgelig også at skrubbe kartofler, synge lejrsange og høre gode historier fra Biblen samt andre sjove Muggler-aktiviteter som i Harry Potters verden. Hvordan hænger et fiktivt, overnaturligt univers sammen med en kristen børnelejr? „I ledergruppen har vi selvfølgelig seriøst debatteret, om vi kunne være tro mod vores missionsarbejde i et magisk fantasy-univers,“ fortæller lejrchef Andreas Kuhlmann.

BLÅVANDSGÅRD var igen i år fyldt med først børn så teenagere til dage fyldt med leg og vilde løb - tanker og og dybe snakke.

Foto: Amalie Bergstedt Jensen

Foto: Caroline Nielsen

KILDEBORG PIGELEJR tog i år pigerne med på mission som superheltinder til nogle af de lande, hvor Danmission arbejder. Men der blev også tid til at fremstille varer, som blev solgt på det afsluttende marked til fordel for Danmission.

„Den grundlæggende ånd i Harry Potter-serien er, at kærligheden ultimativt er størst, og der er talrige eksempler på tilgivelse, næstekærlighed og storsind i løbet af historien. En dansk sognepræst har endda skrevet en bog, der analyserer Harry Potter-universet i et kristent perspektiv og giver masser af forslag til andagter, lege og forkyndelse. Forud for lejren gav vi alle 25 ledere denne bog, så alle var klædt godt på. Og da bøgerne og filmene samtidig svømmer over med kreative spil, lege og meget andet til inspiration for vores lejr, var beslutningen ikke svær - vi måtte til Hogwarts i 2017! Og vi fik heldigvis endnu en fantastisk sommerlejr ud af det,“ siger Andreas Kuhlmann.

Genbrug fylder 40 år:

Kordegnens månedsløn blev til en tocifret millionomsætning Danmission Genbrugs ældste butik fylder 40 år til oktober. Mød frederikshavneren, der i 1977 investerede 3.500 kroner i det, der i dag er blevet til 83 butikker med en omsætning på næsten 26 millioner kroner alene i 2016. Af Lise Frank, journalist „Pludselig ringede telefonen. Det var militæret. De havde 800 kilo elastikbandage i overskud,“ erindrer Iver Brogaard. „Bandagen var gået af mode i Danmark dengang i begyndelsen af 1990erne. Men det var den altså ikke i Bangladesh,“ fortæller Iver Brogaard, der som genbrugskonsulent sagde pænt ja tak til den usædvanlige gave. På Århus Kommunehospital og Frederikshavn Sygehus skulle man samtidigt skille sig af med en masse kanyler og plettede lagner. „Sidstnævnte kunne man jo ikke rede op med herhjemme,“ indskyder Brogaard. Han fik en idé. Som den diakonuddannede forretningsmand han var og er, tøvede han ikke med at ringe til Mærsk-konsortiet, og få uger efter lagde et containerskib lastet bl.a. med bandager og lagner fra havn i Danmark med kurs mod Bangladesh. „To fyldte containere,“ husker Iver Brogaard og har svært ved at skjule sin tilfredshed med sendingen. Det er efterhånden mange år siden, Iver Brogaard modtog det ekstraordinære opkald fra militæret, og opkaldet er blot én af de mange anekdoter, han kan fortælle fra

sine 40 år i Danmission Genbrug. I dag taler Iver Brogaard også i telefon. Jeg har ringet ham op og fanger ham i hans hjem i Frederikshavn. I næste måned fylder hans livsværk, Danmissions ældste genbrugsbutik, nemlig 40 år – og jeg vil gerne høre ham fortælle historien om sin investering. Om de 3.500 kroner, Iver Brogaard smækkede på bordet i 1977, da ingen af de store missionsorganisationer ville give ham startkapital til idéen om at drive en genbrugsbutik til fordel for missionsarbejdet. Jeg har ringet den rette mand op. Iver Brogaard vil meget gerne fortælle og holder mig fast på anekdoten om militærets bandage-overskud. Jeg mangler pointen med det hele. „Da min kone og jeg noget tid efter besøgte Bangladesh for at se nogle af de projekter, Danmissions havde derude dengang: Ja, så var bordene dækket med hvide duge. Og gæt, hvad der stod på dem, hvis man så godt efter: Frederikshavn Sygehus.“

Fra kordegn til konsulent Da kordegnen Iver Brogaard fik ideen til at åbne den første genbrugsbutik, var der få, som kunne se perspektiverne i en sådan

forretning. Og da slet ikke med henblik på at samle penge ind til mission. „Pengene til mission skulle ikke komme fra forretning,“ lod man ham tidligt at vide. Men Iver Brogaard var fast besluttet og sendte derfor også sin idé skriftligt til både Det Danske Missionsselskab, Sudanmissionen og Dansk Santalmission. De to første hørte han aldrig fra. Santalmissionen, derimod, ville gerne lægge navn til. Pengene til at starte måtte Iver Brogaard imidlertid selv finde. „Så jeg brugte min månedsløn. 3.500 kroner. Den daværende bestyrelse i Santalmissionen var meget imod det. Men generalsekretæren bakkede mig op, og med én stemmes majoritet gik det igennem, at jeg kunne bruge navnet,“ fortæller Iver Brogaard og mindes en spændende, men også barsk tid: „Der var mange missionsfolk, der ikke så venligt til mig.“ Fra Iver Brogaard fik lov at bruge Santalmissionens navn på sin butiksfacade i Frederikshavn, til han kunne kalde sig ansat i missionsselskabet, kom der til at gå en årrække, Men for ham var det en mindre formalitet. Nu var han i gang.

Foto: Tom Sand Jensen

tema: Kirkens hænder

Lilly og Iver Brogaard, som begge har lagt mange timer, tanker og energi i at få genbrug til at blomstre til fordel for mission.

„Vi var nærmest chokerede, da vi, hen under aftenen på genbrugsbutikkens allerførste åbningsdag kunne tælle 2.000 kroner sammen. Så var min månedsløn som kordegn på 3.500 kroner jo meget godt givet ud,“ griner han i telefonen fra sin stue i Frederikshavn, I baggrunden kan man høre hans kone Lilly Brogaard Andersen grine lidt med. Hun har hørt historien før, fornemmer man. „Og så gik der jo ikke mere end et år eller to, så ville alle andre også være med. Fra Frederikshavn leverede vi tøj til Amagerbrogade og Valby Langgade i København. Til Viborg og til Esbjerg. Til bestyrelsens forfærdelse investerede jeg noget af overskuddet i en lastbil. Men vi skulle jo kunne levere tøj rundt i landet,“ fortæller han. Da Iver Brogaard 1. februar 1989 fik en ansættelse som genbrugskonsulent for missionsselskaberne, var der allerede godt gang i 8-9 butikker, og de næste år kom der flere til. Iver Brogaard skyder på, at han har været med til at åbne 17-18 butikker.

Takket være Lilly og de frivillige I dag har Danmission 83 butikker fordelt

over hele Danmark. Butikkerne drives af frivillige. Næsten 3.000 i alt. De lønnede medarbejdere i Danmission Genbrug tæller otte personer: en genbrugsleder, seks udviklingskonsulenter og en administrativ medarbejder. Overskuddet fra butikkerne har været jævnt stigende – i 2016 var det 25,9 mio. kr. Men det er faktisk ikke de mange tal, der har størst betydning for den 86-årige forretningsmand. På spørgsmålet om, hvad Danmission betyder for ham i dag, svarer Iver Brogaard prompte: „Alt.“ Og så er der stille i relativt lang tid i røret, før han uddyber sit svar. „Danmission Genbrug har givet os et fællesskab uden lige. Min kone og jeg har fået venner for livet. Og folk, der ikke var vant til at komme i kirken, blev hurtigt faste kirkegængere. Det er en kendsgerning,“ siger han på sin resolutte facon. At det blev genbrug, Iver Brogaard slog sig op på, skylder han sin hustru en stor del af æren for. „Det var hende, der kunne noget med tøj,“ siger han, og jeg fornemmer på blind afstand gennem telefonrøret, at han kigger

over på Lilly. Også de mange hundrede af frivillige og ansatte i Danmission, som Iver Brogaard gennem årene har samarbejdet med, sender han sin kærligste tak. Danmissions Genbrug kan kun fejre 40 års jubilæum takket være de mange kræfter, som sammen yder en stor indsats.

Jesu hænder Og sådan apropos, så er der én anekdote, som Iver Brogaard aldrig glemmer, og som han tit har fortalt de frivillige i genbrugsbutikkerne. Den handler om et billede af et Kristus-krucifiks i en tysk kirke, som englænderne bombede under Anden Verdenskrig. „Historien er den, at englænderne efterfølgende var forfærdelig kede af kirkebombningen og én begyndte at samle det knuste krucifiks. Men Jesu hænder kunne han ikke få lavet. Så han satte i stedet en seddel der, hvor hænderne skulle have været og skrev: Du er Jesu hænder,“ fortæller Iver Brogaard og rømmer sig: „Det glemmer jeg aldrig: Det er ikke de andre. Det er dig. Og det siger jeg tit til de frivillige. Alle i genbrug. De er Jesu hænder.“

Genbrug i Ranum i slutningen af 1970erne.

Konfirmationshold er blevet klædt ud i genbrug.

Hvalpsund Genbrug blev åbnet med en gadeprocession, 1998

Åbning af DMS Genbrugs i Østre Farimagsgade, København, 1989.

tema: Kirkens hænder

40 år med Genbrug 3. oktober i år fylder Danmissions ældste genbrugsbutik 40 år. Det begyndte med et lejemål på Finnsvej i Frederikshavn i 1977 og udviklede sig herfra til butiksåbninger over hele landet. En overgang stod der ”BRUG-IGEN” med store bogstaver henover døren på en hjørnebutik i Ringkøbing, og butikker rundt omkring har haft andre navne undervejs, men formålet var og er det samme: At hjælpe fattige og udsatte i Afrika, Asien og Mellemøsten! I dag pryder Danmission Genbrugs lilla-grønne logo facaderne på 83 butikker. Herudover driver Danmission Genbrug to afdelinger for tøjeksport, to lysestøberier samt frimærkeklip- og salg.

Åbning af Kirkens Genbrug i Aakirkeby på Bornholm, 1999. Tidl. missionær Janne Garder (th) prøver tøj i genbrugsbutikken i Herning, 2002.

Frivillige i DMS U-salg, Randers.

Genbrugscentret på Frederiksberg, åbnet 1994. 15 års jubilæum den første genbrugsbutik. Frederikshavn, 1992. ”Brug Igen” i Ringsted.

Reklame for DMS U-salg på Nørregade i Lemvig, 1984.

Årets Lucia Indsamling 2017

Vær med Så er det tid til at tilmelde dig, din kirke eller dit kor til Årets Lucia Indsamling, som er Danmissions juleindsamling. Her er chancen for at opleve en stemningsfyldt koncert, ideer til adventsgaven og tip til nemme måder at indsamle penge, så vi i juletiden husker at række ud over os selv, dele det glade budskab og hjælpe verdens børn og deres familier til et bedre liv. I har en kirke Hvis I tilmelder jeres kirke til Årets Lucia Indsamling på www.danmission. dk/lucia inden 1. oktober  Er kirken med i konkurrencen om en julekoncert med gospelsanger og korleder Laura Kjærgaard i december 2017.  Får I tilsendt en kasse med ca. 30 engle fra Danmissions samarbejdspartnere plus 30 skrabelodder til salg under julens arrangementer. Dermed støtter I Årets Lucia Indsamling.

I har et kor og holder koncert Hvis I tilmelder jeres kor til Årets Lucia Indsamling på www.danmission.dk/ lucia inden 15. november  Er koret med i konkurrencen om en kor-instruktør efter eget valg for op til 10.000 kr.  Får I tilsendt plakater og kort med fortællingen om drengen Etius, som vi støtter til at få et bedre liv i Tanzania.  Indsamling og evt. entréindtægter støtter Årets Lucia Indsamling.

Hjælp med at sælge skrabelodder Er du en haj til at sælge lodsedler og skrabelodder, så har vi brug for dig i Årets Lucia Indsamling! Send en mail til Julie Baagøe på jba@danmission.dk og fortæl, hvor mange skrabelodder, du vil prøve at sælge, så sender vi dem til dig allerede midt i oktober. Efter 15. oktober kan du også bestille og betale for 50 skrabelodder på Danmissions webshop og få en gave som tak.

Du har lyst til at Hjælpe Hvis du tilmelder dig på www.danmission.dk/lucia  Får du midt i november tilsendt en kasse med ca. 30 engle fra Danmissions samarbejdspartnere plus 30 skrabelodder, som du kan sælge til venner, i foreninger og til sammenkomster.

Laura Kjærgaard Gospelsanger Laura Kjærgaard kan bookes til julekoncerter i november og december 2017 til fordel for Danmission. Koncerten koster:  10.000 kr. hvis entréindtægten går til Danmission  15.000 kr. hvis entréindtægten går til kirken

Foto: Magnus Sort Eidemak

Alt hun ønsker sig er en bedre fremtid Derfor hjælper Danmission børn med: zz Mad, tøj og medicin zz God skolegang zz Beskyttelse mod diskrimination og udnyttelse zz Fællesskaber med leg og læring zz Rettigheder og medbestemmelse

Sagt om Årets Lucia Indsamling: „Vi har i Nr. Jernløse og Kvanløse sogne solgt alle skrabelodder, engle og stjerne, der fulgte med kassen. Det var en fornøjelse at være med i indsamlingen!“

„Tak for en god og velplanlagt indsamling. Vi er glade for at være med.“

„Flux en melding herfra: alt er udsolgt! Stor tilfredshed med at være med.“

Sognepræst Irene Lindegaard, Mejdal Kirke

Bente K. Rosenkrants, sognepræst i Smidstrup-Skærup

Gitte K. Nielsen, kirke- og kulturmedarbejder Nr. Jernløse og Kvanløse sogne 29

Foto: Bo Nygaard Larsen

Få besøg fra Mwanza Danmissions udsendte, Kirsten og Peter Buch, er i Danmark 2.-14. januar 2018 og er klar til at holde foredrag i kirker og foreninger om deres arbejde i Tanzania. Kirsten og Peter blev udsendt til den lutherske kirke i Tanzania ved gudstjenesten i Højdevangskirken 1. maj 2016 og har efterfølgende fundet sig godt til rette som undervisere ved Nyakato Theological College i Mwanza. I deres foredrag vil de fortælle om mødet med den tanzanianske kirke, som på samme tid ligner og er helt anderledes, end vi kender det i Danmark, og de vil fortælle om arbejdet med uddannelse af præster og evangelister. Læs mere på Kirsten og Peters blog på Danmissions hjemmeside www.blog.danmission.dk/buch

Udover at holde foredrag rundt omkring i Danmark, vil Kirsten og Peter Buch også deltage i netværksseminarerne på Mødestedet i København og i Bredballe Sognegård, Vejle. Bestil et foredrag med Kirsten og Peter Buch. Eller inviter dem til at fortælle ved en helligtrekongersgudstjeneste, som traditionelt er missionens dag mange steder. Kontakt Birgitte Warming: bnw@danmission.dk eller 41 999 315. Et foredrag koster 1.500 kr. inkl. transport. Hvis I er en Danmission-gruppe og samler ind til Danmissions arbejde ved mødet, er foredraget gratis.

Tag med på

netværksseminar 2018 I januar 2017 inviterer Danmission til netværksseminar for frivillige. Kom og hør mere om Danmissions arbejde, få ny inspiration og vær en del af fællesskabet. Sæt kryds i kalenderen allerede nu. For alle med interesse i Danmissions arbejde – nuværende, nye og dig, der overvejer at blive frivillig - er velkommen til at deltage i et af de tre netværksseminarer, som Danmission afholder i løbet af januar 2018.

HVOR OG HVORNÅR: 12. januar: Mødestedet, København

13. januar: Bredballe sognegård, Vejle

27. januar: Borremose Erhvervsefterskole, Års

Det betyder de frivillige for Danmission At Danmission bygger på et bredt fællesskab drevet at det kristne evangelium.

At vi kan drive 83 genbrugsbutikker, 2 lysstøberier og frimærkesalg

At vi har en mere bæredygtig økonomi takket være genbrug, gaver og indsamlinger ved siden af midlerne fra den danske stat

At der kommer nye ideer fra frivillige, som bidrager til Danmissions arbejde

At mange kender og bakker op om Danmission – den folkelige forankring er stor

At arbejdet ude beriges af frivilliges engagement f.eks. i landekredse og som volontører

Bliv frivillig i Danmission Har du lyst til at være frivillig i Danmission, så besøg: www.danmission.dk/blivfrivillig Yderligere oplysninger hos Birgitte Nørgaard Warming på bnw@danmission.dk eller 41 999 315. Er du specielt interesseret i at blive frivillig i Danmission Genbrug, så kontakt din lokale butik eller ring til Annette Spring på 41 999 328.

Foto: Magnus Sort Eidemak

Alle har brug for én der tror Bliv fremtidsfadder og støt udsatte børn www.fremtidsborn.dk 41 999 304

empowered by

600-0398