DANMISSION MAGASIN nr. 3 september 2014

ISSN: 2245-6953

magasin nr. 3/ september 2014

150 책rs

mission i Indien 1

leder

Guds rige er midt iblandt jer!

GUD ER PÅ FÆRDE i mellemrummet mellem os.

Det sagde Jesus direkte til disciplene, da han fortalte dem, at hvor to eller tre var forsamlede i hans navn, ville han være hos dem.

Og i sit billede af den store dom sagde han: Hvad som helst I har gjort imod en af mine mindste brødre, det har I gjort imod mig.

Vi mærker glimt af det i vores arbejde i Danmission, i mødet med kristne brødre og søstre fra kirker verden over, i samvær med mennesker fra andre kulturer, i samarbejde om at skabe menneskeværdige livsvilkår blandt klodens fattigste.

I 150 år har Guds rige været på færde mellem danskere og indere. Jeg fik for et par år siden lov at opleve lidt af det under en rejse til Indien.

Her får I tre glimt: DET ER TIDLIG MORGEN i Tiruvannamalai.

Vi møder Danmissions dialogkonsulent Agnete Holm på dialogcenteret Quo Vadis. Agnete har en aftale med Michael Heiberger om en morgentur op på det hellige bjerg, som byen er vokset op omkring. Michael er amerikaner og romersk-katolsk munk, men har i en halv snes år boet og arbejdet blandt åndeligt søgende på et hinduistisk ashram – som er en slags refugium. I dæmringen følger vi en smal sti op ad bjerget. Da solen står op, gør vi holdt ved en klippe for at nyde den fantastiske udsigt over byen med det store tusind år gamle Shiva-tempel og videre ud over det disede landskab med

marker og landsbyer og søer, der blinker i sollyset. Spontant bryder vi ud i "I østen stiger solen op" og Michael, der har boet i Danmark et års tid, nynner med. Vi deler en kande kaffe og lidt medbragt frugt og brød og overlader resterne til de ventende aber, inden vi går ned igen med et glimt af Guds rige i rygsækken.

DE GODE FOLK fra Arcotkirken er meget gæstfrie og vil gerne give os et indtryk af mange dele af deres arbejde, som Danmission er med i. Også ude ved kysten, hvor en voldsom tyfon tidligere på måneden har skabt store ødelæggelser. Vi kører gennem noget, der for en måned siden var frugtbare plantager, men som nu bare er mængder af knækkede træer. Her møder vi pastor Socrates, (som i parentes bemærket her i sommeren 2014 blev valgt til biskop for Arcotkirken). For år tilbage tilbragte Socrates nogle år i Danmark inviteret af Danmission, og han forstår stadig dansk. Vi bliver budt velkommen med brede smil, blomsterkranse og stor hjertelighed. Socrates har sammen med menigheden allerede fået repareret kirkens tag, som var blevet hårdt medtaget af tyfonen. Vi deltager i en kort andagt og ser et af de projekter, man har iværksat: et syprojekt for unge kvinder i området.

Her sidder de ved deres pedaldrevne symaskiner - hinduer, kristne og tørklædetildækkede muslimer side om side. Et forbilledligt stykke diapraksis.

ansvar, de tager for deres landsby og om de forbedringer, de har været med til at iværksætte. Og vi oplever, hvordan arbejdet fremmer dialogen på tværs af religiøse forskelle i et samfund, hvor de kristne udgør få procent. Til sidst besøger vi det store ældgamle tempel i Tiruvannamalai.

Her er det brahmin-præsten Sankar, der viser rundt iklædt orange lungi rundt om livet. Det er flot og meget fremmedartet.

Jeg glemmer aldrig afslutningen på dette besøg. Brahmin-præsten står ved siden af Joshua Peters, som er præst i Arcotkirken og leder af Quo Vadis. De fortæller om deres tro og om den betydning, religionsdialogen har for dem. På tværs af kasteforskelle og religion er de to blevet venner og vidner for mig om, hvordan Guds rige kan bryde frem på de mest utrolige måder og steder.

Tillykke til vores samarbejdskirker i Indien med de 150 år.

Tillykke til os i Danmission med det fortsatte samarbejde.

Peter Fischer-Møller, formand for Danmission

VI BESØGER SKOLER og sundhedsklinikker. Vi møder børn i et "børneparlament", som med begejstring fortæller os om det

− er en missionsorganisation, som arbejder med kirkeudvikling, dialog og bekæmpelse af fattigdom Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 3962 9911 Fax: 3962 0206 Mail: danmission@danmission.dk www.danmission.dk Giro: 600-0398 Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398 Sms: DM til 1277 (100 kr. + normal smstakst) Online: danmission.dk/stoet

Følg os også på 2

Udgives af Danmission  Udkommer 4 gange årligt  Bladet sendes til alle givere og kirker  Forsidefoto: Tom Jørgensen  Tryk: Rosendahl  De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen  Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse

www.facebook.com/danmission og

Charlotte Dyhr (ansv.), Tove Iversen (redaktør), Ole Krabbe-Poulsen (layout)  Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Magasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@danmission.dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere  Deadline til næste nummer: 1. oktober 2014

www.youtube.com/danmission

4-25 Indhold 4-25

150 år i Indien! Grundlæggelsen af Arcotkirken var et opgør med de kirker, missionær Christopher Ochs mødte i Indien. De højeste kaster sad tungt på magten og tog kastesystemets forestilling om såkaldt ”urørlighed” med sig ind i kirkerne, som de krævede skulle adskille kasterne. Og det var netop dén kombination af Kristus og kaste, Ochs ville til livs, da han var med til at grundlægge en ny kirke åben for alle: Arcotkirken. I anledning af 150 års jubilæet for Arcotkirken og for Danmissions selvstændige mission i Indien ser vi nærmere på historien og på resultaterne af missionen – også i dag. Læs om:

4-25

 pigedrømmen, der blev til 35 år som missionær i Sydindien  generalsekretærens hjerte for Indien  kostskoledrengen, der spiser chili som slik  hvordan drengen Sundar fik en ny chance på enkehjemmet, efter at hans far var blevet myrdet  fremtidens følgeskab mellem Arcotkirken og Danmission

26-28 29

Kirkeministeren i tale! Mød Marianne Jelved til en snak om pligten til at gøre noget ved problemerne, om religionsfrihed og om at være politiker for Vorherre. Kirkeministeren er gæstetaler på Danmissions repræsentantskabsmøde 6.-7. september. Årets Lucia Indsamling! Vær med i Årets Lucia Indsamling, som i år har fokus på at forebygge, at børn i Madagaskar kommer til at vokse op uden deres mor. Det gør vi ved at støtte kvinderne i at forbedre deres og dermed familiernes vilkår.

30-31

Mødestedet fylder 30! Med hjælp til rudekuverter, en

32-35

Pakistan! „Vi i Danmark har meget at give, men også meget at

36-38

Sommer med Danmission! Børnene på Bisseruplejren fik rejsefeber, mens pigerne på Kildeborg fik besøg af næbdyret Perry og seniorerne på Virksund skabte højskolestemning.

snak om Gud og kaffe på kanden har Mødestedet på Vesterbro i København i nu 30 år været Danmissions tilbud til flygtninge og indvandrere i Danmark.

26-28

lære og beriges af i relationen med en kirke, der nødvendigvis må leve fra dag til dag som Pakistans kirke,“ siger Lorens Hedelund om at være på mission i verdens farligste stift. Lorens Hedelund, der som en af få danskere har turdet rejse til Peshawar Stift i snart et halvt århundrede, takker af som Danmissions assisterende landekoordinator for Pakistan.

30-31 3

1862

Den danske smed og praktiske mand Hans Peter Børresen fra Christianshavn i København mødes i Berlin med den intellektuelt stærke nordmand Lars Olsen Skrefsrud, som havde udstået en straf på fire års strafarbejde for tyveri, men ændrede kurs. De antages begge som missionærer af den tyske Gossnermission.

1863

Skrefsrud udsendes til Nordindien. Det Danske Missionsselskab (DMS) beslutter at ansætte tyskeren Christopher Ochs som missionær i Sydindien. Det gør det muligt for Ochs at fortsætte sit missionsarbejde i Arcot påbegyndt i 1861.

1864

Christopher Ochs og hustruen Sara med 18 forældreløse børn fortsætter arbejdet i Melpattambakkam med både tysk og dansk støtte via Det Danske Missionsselskab (DMS) – visionen er at opbygge en kirke, hvor kastespørgsmålet ikke spiller nogen rolle. Derfor markerer Danmission her i 2014 150-året for vores selvstændige mission i Indien.

1865

Børresen rejser til Indien og slutter sig til Skrefsrud. De bryder med den tyske mission og bliver en del af baptistkirkens mission.

1865

Tre danske missionærer udsendes af DMS for at arbejde sammen med Ochs i Sydindien i Arcotområdet. En af dem starter senere i 1869 arbejdet i Tirukoilur (Siloam).

1950

1867

Børresen og Skrefsrud bygger en ny missionsstation i Benagaria i delstaten Jharkand blandt santal-folket. Dette år regnes for den nordiske santalmissions start.

1876

Foto: Arkiv

Stiftes det ’SlesvigHolstenske evangelisklutherske Missionsselskab i Breklum’, som kaldes Breklum-missionen og i dag hedder Zentrum für Mission und Ökumene – Nordkirche weltweit (ZMÖ).

4

1877

1881

Brecklum-missionen sender de første missionærer til Jeypore i delstaten Orissa (nu Odisha) i Indien for at arbejde blandt kasteløse og stammefolk.

Børresen og Skrefsrud bryder med baptisterne, og Børresen er i 1876-77 med til at stifte en dansk støttekreds for arbejdet blandt santalerne i Nordindien, senere kaldet Dansk Santalmission.

1920

1932

Øst-Jeypore Missionen fusionerer med DMS.

Ved genforeningen vælger de dansksindede sønderjyske Breklummissionærer at blive danske statsborgere, de arbejder i Øst-Jeypore og støttes af Øst-JeyporeMissionen i Sønderjylland.

Den Nordlige Evangeliske Lutherske Kirke bliver selvstændig kirke og tæller officielt omkring 100.000 døbte medlemmer.

1960

Arcot Lutherske Kirke bliver selvstændig og tæller officielt omkring 40.000 døbte medlemmer.

tema: 150 år i indien

Hans Peter Børresen med det karakteristiske hvide skæg, som stiftede Dansk Santalmission (siden år 2000 en del af Danmission). Bygningerne i forgrunden er skolens opholds- og sovesale for drengene, mens man i midten kan skimte kirkens tag.

150 års

mission i Indien

Den traditionelle rok charkha – spinderokken – er et vigtigt symbol i Indien, som blev brugt under selvstændighedskampen mod Storbritannien. Men spindehjulet symboliserer også fint de mange tråde, som spindes sammen til missionen i Indien.

Indiens kristne Indiens kristne udgør omkring 2 procent af befolkningen (ifølge officielle tal fra 2001), hvilket svarer til 24 millioner mennesker. Men uofficielt skønnes der at være langt flere, da mange undlader at konvertere officielt. En af årsagerne er, at man, hvis man forlader hinduismen, mister de privilegier, staten tilbyder kasteløse i forsøg på at komme kastesystemet til livs. Majoriteten af de kristne er katolikker, mens resten fordeler sig mellem ortodokse og protestanter.

1964

Jeypores Evangelisk Lutherske Kirke dannes som selvstændig kirke og har officielt 150.000 døbte medlemmer.

1996

DMS’s bestyrelse beslutter at neddrosle arbejdet i Jeypore pga. ødelæggende personstridigheder i kirken. Støtten fortsætter yderligere nogle år kanaliseret gennem det tyske ZMÖ.

2010

Samarbejdet med Den Nordlige Evangelisk Lutherske Kirke i Nordindien begrænses til en venskabsforbindelse med mindre støtte til kirken pga. utilfredsstillende samarbejdsforhold.

2014

150 års jubilæum for Danmissions og de indiske kirkers arbejde i Indien.

De seneste årtier har der været flere tilfælde af forfølgelse af kristne, især i Orissa, som i 2008 oplevede voldsomme overgreb, der sendte kristne i tusindvis på flugt. De mange overgreb har i første række baggrund i en politisk polarisering, hvor nationalistiske partier promoverer sig selv gennem afvisning af såkaldt fremmed indflydelse.

Som en følge af disse kampagner bliver alle andre religiøse traditioner end hinduisme beskrevet som skadelige eller ødelæggende for Indien.

Ligesom andre steder i verden er der en voksende pentekostal-karismatisk (pinsevækkelse) tradition i Indien, men der er også en bevægelse inden for hinduismen selv, der identificerer sig som Jesus Bhaktas eller Christ Bhaktas, altså Jesustilhængere. Bevægelsen søger udtryk for kristentroen i en hinduistisk kultur og tager derfor helt andre udtryk, end vi normalt forbinder med kirke og kristentro.

Kristus og kasterne I år fejrer Arcot Lutherske Kirke 150 år som kirke for alle indere – uanset såkaldt kaste.

Danmission og Arcotkirken kan samtidigt hylde et lige så gammelt partnerskab, der gennem alle årene har kæmpet for dalitternes rettigheder i det indiske samfund. En kamp der bl.a. handler om skolegang, sundhed og jord – kort sagt om rettigheder og ligeværd.

Af Anne Jensen, journalist 15 vrede og frustrerede mænd sidder i en rundkreds i menighedshuset bag en kirke.

Deres mørke, vejrbidte ansigter, bare tæer og slidte klædedragter fortæller, at mændene alle er dalitter, som er bunden af det indiske kastesystem. De er vandret hele vejen fra deres landsby i bjergene til byen Dindigul i Sydindien for at tale deres sag.

Indtil for nylig var mændene og deres familier bønder med et håb om en bedre fremtid på hver deres lille jordlod. Jorden var blevet deres som et forsøg fra staten på at hjælpe dalitter i bjergområder.

Eneste betingelse var, at familierne selv gjorde jorden frugtbar, og med hårdt slid og hinandens hjælp lykkedes det dem at grave brønde og efterhånden forvandle den stenede jord til marker.

Men en dag, da de første frugter havde vokset sig halvstore, kom politiet. Jorden,

6

Fakta om kastesystemet de stod på, tilhørte i virkeligheden en stor, lokal frugtproducent – påstod politiet. Og familierne blev fjernet fra deres jord med magt. Siden har de kæmpet for at få deres jord tilbage, og derfor er mændene gået hele vejen til Dindigul. De fortæller, at de nu er tvunget til at arbejde som daglejere på deres egen jord. Det får vreden til at koge over, og de begynder at råbe ad en mand i hvid skjorte, der stiller sig op og lytter på. Vreden er ikke rettet mod ham – der er bare åbnet for måneders frustrationer. Den stille mand i den pletfri skjorte er tværtimod en advokat og præst i en af de kristne kirker, som forsøger at hjælpe dalitterne med at håndhæve deres rettigheder.

En kirke for de laveste kaster Nogle af de indiske kirker, som arbejder for de fattigste og mest udsattes rettigheder, har

 En kaste er en arvelig socialklasse i det indiske samfund. Kastesystemet har baggrund i hinduismen, hvor menneskers kastetilhørsforhold af mange opfattes som givet af gud.  I bunden af kastesystemet finder man de såkaldte dalitter (tidligere omtalt som kasteløse). De udgør den laveste gruppe i samfundet. Nederst i det sociale hierarki er også forskellige stammefolk.  Hver kaste er inddelt i tusinder af grupper, som ofte er forbundet med et erhverv. Dalitter er typisk landarbejdere, ufaglærte arbejdere, slagtere, tøjvaskere eller læderforarbejdere. Disse job betragtes som urene.  Ca. 25 pct. af befolkningen i Indien er dalitter og oplever systematisk social og økonomisk diskrimination.  I Indien blev diskrimination baseret på kaste officielt forbudt i 1950, men kastesystemet fungerer fortsat i praksis.

tema: 150 år i indien

Støt Danmissions arbejde

Foto: Tom Jørgensen

Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277 (100 kr. + normal smstakst)

Gennem de 150 år, hvor Danmission har arbejdet i Indien, er mange danskere rejst til landet for at tage del i eller besøge arbejdet. Men hvilket indtryk gør et ophold i Indien? En turist, et missionærbarn og tre volontører fortæller hver især, hvad mødet med Indien har af betydning for deres liv i Danmark i dag.

Og hvad betyder mødet med Danmissions mission for indere? Danmission Magasin har spurgt og bringer over de kommende temasider en række svar fra både danskere og indere.

Birthe Frimodt-Møller, pensioneret læge.

Boede sine første 13 år i Indien som missionærbarn. Har siden besøgt Indien mange gange med ophold af vekslende varighed:

Dalitterne (tidligere omtalt som kasteløse) frister stadig ofte en kummerlig tilværelse i bunden af det indiske samfund.

Flere kirker støtter deres kamp for retten til den jord, de dyrker.

et langt tilhørsforhold til Danmark. I begyndelsen af 1860’erne lagde Danmissions første missionær i Sydindien grunden til en ny kirke, Arcot Lutherske Kirke, som nu kan fejre sit 150 års jubilæum. Danmission og Arcotkirken kan samtidig hylde et lige så gammelt partnerskab, som gennem alle årene både har handlet om at evangelisere og udvikle kirken, men også om at bekæmpe fattigdom og kæmpe for de laveste kasters ligeberettigelse i det indiske samfund.

Grundlæggelsen af Arcotkirken var et opgør med de kirker, missionærer som Christopher Ochs mødte i Indien.

Kirkerne afspejlede kastesystemet: De højeste kaster sad tungt på magten og tog kastesystemets forestilling om såkaldt "urørlighed" med sig ind i kirkerne, som de krævede skulle adskille kasterne. Og det var netop dén kombination af Kristus

og kaste, Ochs ville til livs, da han var med til at grundlægge den første nye kirke for alle i byen Melpattampakkam – og dermed Arcotkirken. „Arcotkirken har fra sin grundlæggelse været både et religiøst samlingssted og en social bevægelse, der kæmper for at give indere på bunden af kastesystemet et bedre liv. Omdrejningspunktet har været troen og kirkens arbejde med give selv de allerfattigste adgang til uddannelse, sundhed og økonomisk fremgang,“ fortæller Joshua Peter, præst og leder af Arcotkirkens interreligiøse dialogcenter Quo Vadis.

Uddannelse og sundhed I dag tæller Arcotkirken 52 menigheder og omkring 40.000 medlemmer spredt ud over Indiens sydlige delstat Tamil Nadu.

Arbejdet for social udvikling er stadig et

Jeg er født og opvokset i Indien som missionærbarn af danske forældre.

Som andre med tilsvarende baggrund oplever jeg at have rødder i både Indien og Danmark, og det livsvilkår følger mig naturligvis livet ud.

Påvirkningen ses bl.a. i udvidet interesse for fremmede kulturer, forståelse for integrationsproblemer, opmærksomhed på social og sundhedsmæssig ulighed m.m. – og i dagliglivet en udpræget tilpasningsevne, nok en følge af at have et ben i to kulturer!

omdrejningspunkt, og Arcotkirken driver hospitaler, skoler, børnehaver, kvindehjem og kostskoler, ligesom de hjælper bl.a. børnearbejdere og opretter børneparlamenter.

Flere af skolerne stammer helt tilbage fra anden halvdel af 1800-tallet, og hundredetusindvis af fattige indere har siden da fået deres skolegang gennem kirken.

Hver morgen møder 25.000 børn ind til en ny dag på en af kirkens over 90 skoler. Fra 1. klasse til gymnasiet. „Betydningen af gratis uddannelse for generationer af fattige indere kan ikke overdrives. For uddannelse er den bedste vej ud af fattigdommen her. Fattigdom og kaste hænger stadigt uløseligt sammen i Indien. Så for en kirke som vores er undervisning noget nær et sakramente,“ konstaterer præsten Joshua Peter – også kendt som JP.

fortsættes næste side ...

7

Kristus og kasterne ... fortsat fra side 7 Han drikker chai-te og sidder i skyggen i haven til det interreligiøse dialogcenter, han selv har været med til at grundlægge i sin hjemby Tiruvannamalai. Selvom dialogcentret måske er ret nyt, er kontakten til fattige indere med andre religioner det ikke. For kirkens skoler og øvrige tilbud er åbne for alle, og blandt skolebørnene er der flere hinduer og muslimer end kristne. „Også blandt andre religioner her i Tamil Nadu er kirken respekteret for sit arbejde med sundhed og uddannelse. Det er simpelthen det, de fleste forbinder os med, og det opfatter jeg som en stor anerkendelse.“

Kampen for jord er vigtig Fattigdommen er stadig massiv blandt de laveste kaster.

Det samme er den indgroede diskrimination, som i 2006 fik Indiens daværende premierminister til at sammenligne kastesystemet med apartheid. Indere med lavkaste-status bor stadig afsondret under dårlige forhold i landsbyerne.

De arbejder med at bortskaffe afføring og skrald eller for de allerflestes vedkommende: som jordløse daglejere. „Løsningen er en landreform, der kan give de laveste kaster ret til noget af den jord, de har arbejdet på i århundreder. Desværre tyder intet på, at det vil ske. Tværtimod bliver landbrugsland solgt og brugt til andre formål,“ forklarer advokaten Daniel Gnanasekaran, som møder mændene i forsamlingshuset i byen Dindigul.

Gnanasekaran er også præst og har i en menneskealder arbejdet som politisk aktivist for de laveste kaster. Han kalder spørgsmålet om retten til jord for helt centralt. For

Se filmen "Børns medborgerskab – et indisk børneparlament i arbejde" Scan koden eller besøg www.youtube.com/danmission

så længe dalitterne er afhængige af en minimal løn for at arbejde på andres jord, vil de altid være fanget i fattigdom og undertrykkelse.

Det ved de vejrbidte mænd fra landsbyen i bjergene, der forklarer deres sag til kirkens advokat, alt om. Deres kamp for at få jordlodderne tilbage har været en lang, ulige kamp mellem fattige, dårligt uddannede dalitter og langt stærkere kræfter. På landet i Indien går højkastefællesskabet ofte mellem den lokale administration og jordejerne. Og når både korruption og kaste-forbindelser er en del af dagligdagen, så kan embedsfolk ofte overtales til at forfalske de dokumenter, der får jord til at skifte hænder.

Alligevel er stemingen i forsamlingshuset ved at ændre sig blandt de vrede mænd på hvide plasticstole. Den stille præst er begyndt at tale til mændene og er med ét blevet deres advokat. Men selv om han lover at anlægge sagen ved domstolene, kan han ikke love andet end en lang og sej proces. Og selvom de vinder, kan det vare længe, før mændene og deres familier kommer til at bo på jorden igen. For i lokale sager er det den lokale administration og det lokale politi, der skal føre dommene ud i livet. Så advokaten må med et suk forklare sine nye klienter, at afsagte domme er i hænderne på det samme system, som i udgangspunktet var problemet.

Mændene i de slidte klædedragter kigger på hinanden.

De har allerede lovet sig selv og hinanden, at de vil være den sidste generation, der skal dyrke jorden for andre. De har ikke meget tilbage at tabe, men meget at vinde med advokatens og kirkens hjælp.

Foto: Tom Jørgensen

Bønder, der er blevet fjernet fra deres jord, er mødt op i menighedshuset for at få hjælp hos kirkens advokat, som også er præst.

8

K

Danmission i Indien

I AFGHANISTAN

N

A Støt Danmissions arbejde

Scan koden ( T og I støt B Edirekte T ) online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277 (100 kr. + normal smstakst)

Danmission arbejder med både kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse i Indien.

Kirkeudvikling: Danmission støtter driften af en bibelskole i Assam, Gaurang Boro Bible School, uddannelse af unge teologer i Arcot-området, udvikling af Arcotkirkens spejderarbejde samt lederudvikling i kirken.

tema: 150 år i indien

PAKISTAN NEPAL

BHUTAN

ASSAM

BANGLADESH

Dialog: Det interreligiøse dialogcenter Quo Vadis i Tiruvannamalai i Sydindien er oprettet af Arcotkirken (ALC) og Danmission. Quo Vadis er det eneste center af sin art i de protestantiske kirker i Indien, så det har besøgende fra en hel række teologiske seminarier og oplever stor tilslutning. Samtidig må det bemærkes, at der ikke er et stort ejerskab til Quo Vadis blandt præster og menigheder i ALC, fordi religionsdialog stadig betragtes med en vis skepsis i den indiske kirke.

Fattigdomsbekæmpelse: Børn og kvinders rettigheder har høj prioritet i Danmissions arbejde.

Vi støtter bl.a.: Børneparlamenter, hvor børnene lærer om demokrati og medborgerskab; undervisning af lærere og elever i rettigheder; kvindegrupper, som arbejder med udvikling og rettigheder – herunder jordrettigheder; center for børnearbejdere samt drift af 4 kostskoler for børn.

JHARKHAND

VESTBENGALEN

MYANMAR

ODISHA

Danmission har historisk set arbejdet i disse indiske delstater. I dag er arbejdet koncentreret i Tamil Nadu med et mindre engagement i Assam.

TAMIL NADU

SRI LANKA

Danmissions partnere i Indien Danmission har et partnerskab med Arcot Lutheran Church, ALC (siden 1864) og med Northern Evangelical Lutheran Churches, NELC (siden 1867).

Desuden samarbejder Danmission med en paraplyorganisation for alle lutherske kirker i Indien, UELCI, og nogle teologiske seminarier, deriblandt United Theological Seminary (UTC) i Bangalore i delstaten Karnataka.

Partnerskabet med NELC er et venskabsforhold, mens partnerskabet med ALC er fuldt udfoldet med aktiviteter inden for kirkeudvikling, teologisk uddannelse, dialog og fattigdomsbekæmpelse.

ALC har hovedsæde i Cuddalore i delstaten Tamil Nadu, og Danmissions primære samarbejdsrelationer udfolder sig i byerne Tirukoilur og Tiruvannamalai og i Kalrayan Bjergene.

ALC har omkring 40.000 medlemmer fordelt på 50 menigheder og er ud over Danmission i partnerskab med blandt andre Det Lutherske Verdensforbund, Lutheran Partners in Global Ministry og FDF i Danmark. ALC blev stiftet af tyskeren C.C. Ochs, der i 1864 begyndte som missionær for Det Danske Missionsselskab (DMS).

i delstaten Assam. NELC har omkring 100.000 medlemmer fordelt på omkring 500 menigheder og er i partnerskab med blandt andet Det Lutherske Verdensforbund og Normisjon. NELC har rødder tilbage i 1867 og blev stiftet af danskeren H.P. Børresen og nordmanden L.O. Skrefsrud. 1867 betragtes som Dansk Santalmissions fødselsår.

NELC har hovedsæde i Dumka i delstaten Jharkand, men Danmissions primære relation er med Bongaigaon Stift

UTC i Bangalore tilbyder teologisk uddannelse fra bachelor over master til doktorgrad.

UELCI etablerer netværk for de lutherske kirker og internationale partnere, samt koordinerer nogle få projekter, som f.eks. et kirkevækst-program.

9

Dåbshandling i floden ved Angarkata Kanerey, langfredag 1961, som det var almindelig praksis i Den Nordlige Evangelisk Lutherske Kirke (NELC) på den tid.

At være missionær bød på mange oplevelser. Her missionær Gausdal og hans indiske hjælper Raya ved en nedlagt tiger i delstaten Assam.

Hr. John, laboratorieassistent på hospitalet i Vadathorasalur anno 1959.

10

Elever på sygeplejeskolen ved Mohulpahari Hospital i Santal Parganas i Nordindien.

Sundhed havde høj prioritet lige fra begyndelsen af den danske mission.

20. april 1958 indsættes pastor Munshi M. Tudu som den første indiske biskop for Den Nordlige Evangelisk Lutherske Kirke (NELC). Indsættelsen foretages af hans forgænger, pastor O. S. Bjerkestrand, i overværelse af 3000 kristne.

Fra væveskolen ved enkehjemmet i Tiruvannamalai i Sydindien, 1977, mens DMSmissionær Else Krog havde tilsyn med skolen.

Dåbsforberedelse for unge i Nordindien.

11

Indien i hjertet Skønheden, men også kontrasterne i det indiske samfund, er noget af det, som fascinerer Danmissions generalsekretær. „Enten elsker man det, eller også kan man ikke holde det ud,“ siger Mogens Kjær, som selv er indisk gift og vender tilbage igen og igen både på private og arbejdsmæssige besøg.

Af Mogens Kjær, generalsekretær Jeg kan stadig huske mit første besøg i Indien. Før det var jeg fortrolig med Afrika, hvor jeg havde været missionær, og med Mellemøsten. Indien var bare meget anderledes, helt anderledes. At være i Indien fremkalder de store følelser. Enten elsker man det og har lyst til at vende tilbage igen og igen, eller også kan man ikke holde det ud. For mig var det dybt fascinerende. Der er beskidt og fattigt, der er velstand og udvikling, der er livskraft og dødslængsel, der er hellige mænd og gudinder, der er fremmedartet og sine steder fantastisk smukt, der er den stærkeste religiøsitet og tænkes store tanker. Skønheden slår mig, når jeg ser ud over en saftiggrøn rismark med spredte palmetræer og en flok arbejdere, der planter, luger eller høster. Ser man nærmere på arbejderne, kan man se, at de er brændt mørke af solen og er stærke, tynde og seje. Det er hårdt manuelt arbejde, og man bliver ikke rig af det. Kvindernes sarier er ikke lige kønne alle sammen i deres farvesammensætning, mønstre og slid, men de fleste er smukke.

Man mærker, at inderne har sans for skønhed og det smukkeste håndværk.

Kirkens skoler skal oppe sig Efter selvstændigheden i 1947 var Indien i mange år underlagt statslig planøkonomi. Nu er udviklingen slået over i sin modsætning: løbsk kapitalisme og vækst. Landet er overbefolket, og de store byer voldsomt forurenede. Nogle er blevet ufatteligt rige, en stor middelklasse er vokset frem, mange er stadig fattige, men nyder godt af at have rationeringskort, så de kan købe ris og andre fornødenheder billigt. Uddannelsesniveaet er hævet betydeligt, og mange får høje uddannelser. Det er en udfordring til kirken, der traditionelt har haft et stort skolevæsen, som oprindeligt blev grundlagt af Danmission for at kunne tilbyde de fattigste børn god skolegang. Men nu skal kirkens skoler oppe sig, hvis de ikke skal sakke bagud i forhold til private og offentlige skoler.

Inderne er livsnydere, de har verdens største sukkerforbrug pr. indbygger, og man spiser godt og billigt i Indien. Det kan man blive meget tyk af. Middelklassen er velnæret og lider i stigende grad af livsstilssygdomme. Med til at nyde livet hører kunst. Indien har sin helt egen tone, når det gælder sang og musik. Man møder en højtstående kultur med rige fortælletraditioner, overvældende mytologi

12

og fantastiske bygninger som Taj Mahal, paladser, borge og templer af ovevældende skønhed. En stærk kontrast til det, slumbeboerne lever i.

I Thomas Tvivlerens fodspor Inderne er meget religiøse, landet emmer af religiøsitet, den er alle vegne. Indien har givet fødsel til verdensreligioner som hinduisme og buddhisme. Men også islam og kristendom har hjemme i Indien. Der har været muslimske herskere, stormoguler som vi synger om i ’En lille Nisse Rejste’, og kristendommen siges at være kommet med apostlen Thomas, tvivleren, allerede i år 52. For mig som teolog er mødet med det religiøse Indien dybt fascinerende. Kristendommen i Indien har frembragt fremragende teologer og teologisk tænkning i dette miljø, hvor de stærke religioner mødes og lever side om side. Inderne er meget veltalende – det er teologer og præster også – og ikke noget sted har jeg mødt så frodig teologi som i Indien, en teologi som har skullet tage livtag med kastediskrimination og stærke, levende religioner som hinduisme og buddhisme.

I Indien er der forskel på folk – meget tydeligt. Når min indiske kone og jeg er i byen i Indien, kan hun let udpege folk og se, hvem der er fx brahminer (såkaldt højkastefolk).

Indien er på papiret et demokrati, men der findes ingen demokratisk kultur. Der eksisterer ikke en følelse af, at man er ét folk. Tværtimod er befolkningen delt i klasser med brahminerne som de herskende i templet, i erhvervslivet og i politik. I bunden af samfundet finder man de kasteløse og stammefolkene. Der er stadig megen kastediskrimination i Indien, men også mange tegn på forbedringer.

Uddannelse nedbryder grænser. Danmission og de kristne kirker har uddannet et meget stort antal kasteløse, som har fået helt andre muligheder i livet end det, de var født til. Og vi arbejder stadig sammen for at oplyse de fattige om deres rettigheder som borgere i Indien.

Til glæde for både dem og os Vores historie sammen med kirkerne i Indien er lang.

Dansk mission i Indien tog sin begyndelse i 1706, da to missionærer udsendt af Kong Frederik IV ankom til Tranquebar i Sydindien. For Danmissions vedkommende begyndte det i 1864 med udsendelsen af Christopher Ochs,

Foto: Privat

Støt Danmissions arbejde Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277 (100 kr. + normal smstakst)

tema: 150 år i indien P. Dheenan Inbarasu, præst i Arcotkirken i Naidumangalam i Sydindien:

Mine forældre mødte hinanden på ”Lebanon”, som er kirkens hjem for enker og deres børn, og hvor de begge er vokset op. Min far arbejdede som lærer/skoleleder i danske missionsskoler i landsbyer i Sydindien gennem 33 år. Jeg fik selv Guds kald, mens jeg gik i skole. Jeg tilskriver dette mine forældres mange opfordringer til mig om at lede efter Gud. De fortalte mig altid, at de kun havde gode erfaringer med mission og missionærer fra Danmark.

Min far og mor opfordrede mig til at blive missionær og derigennem bringe håb til de mest udsatte. Med økonomisk støtte fra Danmission fik jeg en teologisk uddannelse på United Theological College (UTC) i Bangalore, og jeg er taknemmelig for min tid på UTC og de muligheder, det har givet mig. Jeg har tillid til Gud og udfører efter bedste formåen min opgave som præst – både i kirken og i samfundet.

Danmissions generalsekretær Mogens Kjær med sin hustru Kani under et besøg på dialogcentret Quo Vadis, som er oprettet af Arcotkirken og Danmission.

der med dansk støtte fortsatte sit arbejde i den sydindiske delstat Tamil Nadu, og i 1865 med udsendelsen af Hans Peter Børresen til Nordindien. Få år senere stiftedes Breklum-missionen i Sydslesvig, der arbejdede midt imellem syd og nord i Jeypore i staten Orissa, som nu hedder Odisha, også med dansk medvirken. De tre missioner – Det Danske Missionsselskab, Dansk Santalmission og Breklummissionens danske del – blev i tidens løb til én organisation: Danmission, som altså gennem tiden har arbejdet tre forskellige steder i Indien, hvor der nu er selvstændige kirker.

Samarbejdet har ikke altid været lige let, hvilket som konsekvens har haft, at Danmission ikke længere er i Jeypore, og at samarbejdet med Den Nordlige Evangelisk Lutherske Kirke er stærkt nedtonet. Samarbejdet med Arcot Lutherske Kirke i syd er også blevet af mindre omfang.

Men vi har stadig Indien i hjertet. Det var der, vi begyndte for 150 år siden, og vi er der stadig. Vi har gennem årene

gjort meget godt: Mange har gennem arbejdet hørt evangeliet om vor frelser og Herre, Jesus Kristus. En kristen tro har befriet mennesker og givet dem nye muligheder. Kirker voksede frem og lever. Utallige blev bragt ud af fattigdom.

Vi medvirkede til at bringe uddannelse og et udbygget, stort sundhedsvæsen til Indien. Vi bidrog til teologisk tænkning og blev selv præget dybt. Vi står i et fælles arbejde med at lære af hinandens spirituelle traditioner, og her er det ikke mindst os, der modtager. Lige fra begyndelsen har målet været, at flere blev kristne, og at fattige fik hjælp til at komme ud af fattigdommen. Men formålet har også været at kæmpe sammen med kasteløse og andre undertrykte grupper for et liv i værdighed og at arbejde for, at mennesker kan leve sammen og bo dør om dør som venner, selv om de tror på noget forskelligt. Inderne kan i stigende grad selv, men Danmission vil fortsat være der, også for vores egen skyld.

13

pigedrøm

En blev til virkelighed i Sydindien I 35 år var Janne Garder missionær i Sydindien, hvor hun byggede skoler og var med til, at hundredevis af børn fik en uddannelse samtidig med, at hun delte rundhåndet ud af sin kristne tro.

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist 12-årige Janne Garder lader nysgerrigt blikket gå på opdagelse i en lille folder om en indisk kostskole ved navn Siloam.

Hun lukker øjnene og forestiller sig, hvordan det mon er at forlade sit hjem for at bo i det fremmede Indien, tusindvis af kilometer fra pigeværelset og det vante liv ved Limfjorden. „Det var, som om Siloam og Indien blev printet ind i min hjerne. Jeg var spejder – grønsmutte – og i min patrulje gik vi meget op i at tage duelighedstegn, og vi skulle selvfølgelig også have et i temaet ’ydre mission’. Vi fik fat i nogle foldere om ydre missions arbejde, og så gik vi ellers i gang med at forberede os. Jeg blev med det samme optaget af Siloam Kostskole. Jeg vidste i mit sind, at engang skulle jeg ud og se den skole og opleve det land,“ fortæller den nu 73-årige Janne Garder.

Som 27-årig fik hun endelig stillet sin nysgerrighed, da hun ankom til Siloam Kostskole, der er placeret i det sydlige Indien i delstaten Tamil Nadu. Kostskolelivet levede i den grad op til de forestillinger, Janne Garder gjorde sig hjemme på børneværelset i det nordjyske. Og 35 år kom hun til at tilbringe i Indien, som udsendt for Det Danske Missionsselskab og sidenhen Danmission. „Det var et kald for mig at rejse ud som missionær – det var sådan, Gud ville det. Jeg tror på, at Han sørgede for at lægge mit liv sådan til rette, at jeg blev missionær,“ siger Janne Garder eftertænksomt og fortæller, hvordan hendes ansøgning om visum til Indien blev afvist tre gange, og man derfor overvejede at sende hende til Tanzania i stedet – men hun holdt fast. Hun ville til Indien. Forud for udsendelsen havde hun været frivillig leder af missionsselskabets børnelejre og været ansat som sekretrær for børnearbejdet.

Første møde med Indien I 150 år har generationer af danske missionærer bygget kirker, præsteseminarier, skoler, kostskoler, fagskoler og drevet sundhedsarbejde i Arcot-distriktet. Derfor var det også med ydmyghed, at en ung Janne Garder stod af flyet i Madras (i dag Chennai) i 1968 for at bestride en stilling som leder på Siloam Kostskole. „Varmen og en tung lugt af forurening, er det jeg husker bedst fra de første timer på indisk jord. Jeg blev hentet af

missionær Helga Olsen i lufthavnen. Jeg var så træt, så træt efter den lange rejse, og Helga fortalte og fortalte, da vi kørte gennem byen. Jeg sad som i en tåge og tænkte, at storbyen var, som jeg havde forestillet mig. Jeg havde jo forberedt mig godt, læst om landet og talt med andre, der havde boet der, så en ko midt i storbyens trafik, kunne ikke sådan imponere mig,“ siger hun med latter i stemmen.

Hvad hun ikke kunne forberede sig på var mødet med de mere end 200 indiske børn, der forventningsfulde tog imod hende, da hun ankom til kostskolen i byen Tirukoilur.

Her åbnede Arcotkirken, der var blevet etableret et par år tidligere, sin anden missionsstation i 1869. „Det hele var overvældende og spændende, og jeg tænkte: Hvordan finder jeg nogensinde ud af det her! Det vrimlede med indere, og jeg kunne ikke tale med dem,“ erindrer Janne Garder.

At hun med tiden fik lært at tale tamil, var børnenes fortjeneste. Særlig én pige står stadig tydeligt i Janne Garders erindring: „Der var en lille pige, som de andre lærere anså for at være lidt tung i det. Og derfor blev de noget bekymrede, da hun af egen vilje påtog sig at lære mig tamil. Hun gik altid i hælene på mig, og hver gang hun havde chancen, bukkede hun sig ned i sandet og skrev, hvad tingene hed og på den måde, lærte jeg meget. Det kan da godt være, at det ikke altid var helt korrekt, det hun fik mig lært – men jeg har klaret mig alligevel.“

Filter mod fattigdom Det største kulturchok, der mødte Janne Garder, var fattigdommen. I et land hvor næsten 35 procent af befolkningen lever i fattigdom, er armoden synlig over alt. „Jeg undrede mig over, at mennesker midt i fattigdommen kan være så utroligt hjertelige og taknemmelige for lidt. Det er nok også derfor, jeg ikke kan holde min mund, når danskere herhjemme beklager sig. Så siger jeg altid: Jamen kæreste venner, der er folk, der lever på sultegrænsen, og alligevel kan de smile og dele,“ siger Janne Garder med fast stemme.

Gennem årene udviklede hun et filter mod fattigdommen. „I Indien er der tiggere overalt, og det er umuligt at give til alle. Jeg blev nødt til at forskanse mig, og til sidst tror jeg fortsættes side 16 ...

14

tema: 150 år i indien

Med sine 35 år som missionær i Indien har Janne Garder skrevet sig ind i det stykke danske missionshistorie, der begyndte i 1864, hvor Det Danske Missionsselskab og sidenhen Danmission sendte sine første missionærer til landet. Her ses Janne Garder med skolepiger på Siloam Kostskole anno 1990.

Støt Danmissions arbejde Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277 (100 kr. + normal smstakst) 15

En pigedrøm blev til virkelighed i Sydindien ... fortsat fra side 14 nærmest, jeg blev immun over for fattigdommen – jeg blev nødt til at acceptere, at jeg ikke kunne redde hele verden.“

En bette folkeskolelærer Janne Garder havde ansvar for kostskolens kostafdeling – og fik et tæt forhold til de mange børn, som hun delte dagligdag med. Gennem årene voksede skolen, udvidede med et gymnasium og fra først i 1980’erne blev den danske missionær også koordinator for et storstilet udviklingsprojekt, der med støtte fra Danida havde det formål at forbedre kirkens eksisterende skoler og forbedre kvaliteten af undervisningen. „Projektet kom til at omfatte alle Arcotkirkens 100 skoler, som alle fik nye bygninger. Vi oprettede to lærerseminarer, fik bygget et kursuscenter, startede voksenundervisning og kvindegrupper i landsbyerne og oprettede de såkaldte børneparlamenter,“ fortæller Janne Garder og slår en latter op: „Sådan en bette folkeskolelærer som jeg, hvordan kan jeg styre det, tænkte jeg, da bevillingen fra Danida kom, og jeg fik ansvar for økonomien. Det blev jo et kæmpe projekt, der ikke bare omfattede de 10 skoler, vi i første omgang havde ansøgt om nye bygninger til, men kom til at omfatte alle Arcotkirkens skoler.“

Fra Indien til 4. sal i Herning Janne Garder gik på pension i 2003 og rejste hjem til Danmark, hvor et nyt liv ventede hende. Det tog tid at overgive sig til livet som pensionist i Danmark. „Jeg tror aldrig, at det er rart at forlade sit job efter et langt arbejdsliv og føle, at der ikke længere er nogen, der har brug for én. I Indien var jeg dagligt sammen med 600700 mennesker. Nu sad jeg pludselig på 4. sal i en lejlighed i Herning og skulle finde ud af, hvad jeg så skulle stille op,“ siger Janne Garder.

Som noget af det første efter hun kom hjem købte hun et sommerhus i barndommens land tæt på Limfjorden. Hendes nye liv blev fyldt med tid i sommerhuset, arbejde i den lokale Danmission Genbrug i Herning, engagement i Herning Kirke, og så holdt hun foredrag om missionærgerningen i Indien. „Jeg tror, at de mange år i Indien har givet mig et andet syn på mennesker, end hvis jeg havde levet hele mit liv i Danmark. Jeg tager fx parti for fremmedarbejdere, for jeg har selv været fremmedarbejder. Jeg kan ikke, som jeg synes mange andre kan her i landet, blive forarget over, at muslimske kvinder går med tørklæde. Og jeg bryder mig ikke om vendingen ’vi er blevet flere om at dele kagen’. Jeg synes ikke, ’kagen’ er vores. Danmark er ikke bare mit – rigdommen er ikke bare min. De fremmede, der kommer til vores land, har så meget at give, så lad os dog tage imod det.“ Den rolige jyde har pludselig fået en snert af ilterhed i stemmen.

En enfoldig tro Janne Garders liv blandt Indiens kristne blev en bekræftelse af den tro, hun havde med i rygsækken hjemme fra Nykøbing Mors. „Jeg har levet blandt mennesker, som har en barnlig og nærmest enfoldig tro på Gud. For mig er det at have en enfoldig tro ikke negativt. Det er blot en sikker tro på og en erkendelse af, at vi ikke nødvendigvis kan løse de problemer, vi står overfor, men kan sige til Gud: ’Det har jeg ikke kræfter til.’ Og derpå lægge problemerne i Guds hænder og vide, at der ligger de godt.“ Den pensionerede missionær mener også, at hun er blevet et langt mere bedende menneske af at leve som kristen i Indien, hvor bøn ikke nødvendigvis er forbeholdt kirkerummet eller privatsfæren. „Både vores kristne og vores hinduistiske chauffører bøjede altid hovedet og slog et kors på rattet, inden de kørte

Vaskedag på Siloam Pigekostskole i Tirukoilor under ledelse af Janne Garder.

Foto: Jørgen Nørgaard Pedersen

Janne Garder (tv.) sammen med missionærkollegerne Esther Hendriksen, Poul Bertelsen, Helga Johansen i Sydindien.

Foto: Leif Munksgaard

16

Se filmen "Playschool - om dansk pædagogik i indiske skoler" med Janne Garder.

Scan koden eller besøg www.youtube.com/danmission

af sted. Jeg har altid syntes, det er så trygt, at man på den måde lige sender en bøn til Gud. Dét har jeg taget til mig. Så mange gange i løbet af en dag, sender jeg en tanke eller en bøn til Gud. For mig er Gud en virkelighed, som jeg har brug for at tale med.“

Én gang missionær altid missionær Selvom Janne Garder er gået på pension, så ser hun stadig sig selv om missionær: „Jeg er ikke noget særligt, fordi jeg har været missionær i Indien i en menneskealder. Jeg rejste ud, fordi jeg gerne ville dele min kristne tro med andre, og det vil jeg sådan set stadigvæk gerne.“ Den høje lyse jyde, der unægteligt må have raget godt op over de indiske børn, har aldrig selv stiftet familie eller er blevet gift. „Jeg ved ikke, hvordan livet havde formet sig, hvis jeg ikke var rejst til Indien. Måske ville jeg have haft mand og børn og et parcelhus og en stilling som skoleinspektør. Men skulle jeg gøre livet om, ville jeg gøre nøjagtig det samme igen.“ Selvom det er mere end 10 år siden, at Janne Garder forlod arbejdet i Indien, så siger hun stadig "vi", når hun med varme i blikket og iver i stemmen taler om kostskolen.

Hun ringer jævnligt sammen med vennerne i Indien og har været tilbage efter, at hun stoppede som missionær. „Den største glæde er altid at møde de gamle elever og se, hvad de er blevet til. De kommer jo fra små og fattige kår, men mange ender med at sidde i gode stillinger og får sig et fint og godt familieliv. Den største opgave var – og er stadig – at få børnene lært at tage ansvar og medansvar for livet,“ siger Janne Garder og fortsætter: „Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at jeg er stolt, men jeg er glad for den udvikling, der har været. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at de ting ikke var sket, hvis jeg ikke havde været der. Jeg er taknemmelig over, at jeg fik lov at være med.“

tema: 150 år i indien Laura Bjørg Petersen, teologistuderende i Aarhus. Laura var Danmission-volontør i Indien i efteråret 2011:

Mine fire måneder i Indien har haft stor indflydelse på min hverdag i Danmark! Udover at have forårsaget rejsefeber og chiliresistente smagsløg har jeg også fået en stadig voksende interesse for kultur- og religionsmøder. Denne interesse gør, at jeg i dag læser teologi på universitetet, og den er min motivation i mit engagement i bl.a. Danmission Unge, FDF og KFUM/ KFUKs internationale arbejde. Mødet med indisk spiritualitet, bl.a. på dialogcentret Quo Vadis, har tilføjet meditation til min egen religiøse praksis. Jeg må snart tilbage efter endnu en dosis Indien!

Kamachi fik sin barndom igen Kamachi var nødt til at gå ud af skolen, da hun var kun 6 år, fordi hun skulle passe sine 2 små brødre.

Kamachis mor fjernede Kamachi med magt fra skolen, og det selvom Kamachi efterfølgende nægtede at spise i 2 dage, fordi hun ønskede at blive på skolen.

Så snart brødrene kunne passe sig selv, pantsatte Kamachis forældre hende for 1.500 rupees til en murstensfabrikant i Eda Pallayam ved Tiruvannamalai i Sydindien, så hun kunne arbejde 12 timer om dagen med at lave mursten i en murstensovn. Men nogle af de ansatte på Arcotkirkens Center for Børnearbejdere opdagede Kamachi på fabrikken sammen med 14 andre børn i alderen 6 til 17 år. Fordi ejeren af murstensfabrikken blev klar over de mulige konsekvenser af at overtræde loven ved at udnytte børnearbejdere, lod han modvilligt børnene gå. Centret for Børnearbejdere, som Danmission støtter, arbejder på at finde en løsning, så Kamachi kan komme tilbage i skolen – indtil da bliver der taget hånd om hende og de andre børnearbejdere fra murstensfabrikken. „Jeg venter spændt på den dag, hvor jeg langt om længe skal begynde i rigtig skole sammen med andre børn i samme alder som mig. Jeg vil gerne være læge og hjælpe de syge. Jeg er så taknemmelig for at få lov at være barn igen,“ siger Kamachi, som i dag er 11 år.

17

Lokale kostskoler sikrer efterladte børn uddannelse

I Indien bliver tusindevis af børn hvert år ladt tilbage eller taget ud af skolen, når deres fattige forældre må rejse fra landsbyen på jagt efter arbejde i de store byer. Små kostskoler drevet af Arcotkirken i tilknytning til landsbyskolerne sikrer børnene undervisning og en tryg base tæt på deres egne landsbyer Af Tom Jørgensen, journalist Manikandan stikker hånden ned i en chili-busk og plukker tilfreds en moden chili af den grønne plante. Han er en 11årig knægt med tæt, sort, vandkæmmet hår og et stort smil.

Han knækker chilien, stopper den ene halvdel i munden og rækker hånden frem for at byde på en smagsprøve fra den køkkenhave, han selv er med til at passe. I det samme lyder et højt råb bagfra. Det er Manikandans lærer fru Vimala på kostskolen i Suviseshapuram, der advarer: Chilien er ekstrem stærk og egner sig kun til indiske maver. Manikandan ser forvirret op, trækker på skuldrene og spiser resten selv.

Manikandan er bare en af de 60 drenge og piger, der bor på kostskolen. Bag ham ligger fire små grå bygninger, der tilsammen danner en lille gårdhave, som her i middagspausen er fyldt med børn mellem 6 og 12 år. Søjlerne, der bærer taget, er tætskrevet med engelske ord, som børnene i de lysebrune og røde skoleuniformer skal øve sig på. Men alt om engelske gloser er glemt her i pausen, hvor middagsmaden lige er spist, og nogle kan lege, mens andre – som børn overalt i verden – skuffede må opdage, at det er deres tur til at tage opvasken.

Forældre er spredt over hele Indien Solen bager ned i gårdhaven, og middagsvarmen får to piger til at flytte deres leg ind på gulvet i sovesalen. Om dagen er måtterne, som børnene sover på, rullet sammen, og stengulvet er køligt. Rummets eneste møbel er en lav hylde,

18

der løber rundt langs alle fire vægge. På hylden står en grøn metalkasse til hvert barn på kostskolen. En af pigerne løfter genert låget af sin kasse og viser sine skatte frem: Lidt tøj, sæbe, blyanter og et foto af en mor og far langt væk.

Ligesom næsten alle på kostskolen er den chili-spisende Manikandan født i nærheden, og hans forældre lever stadig, men de er mere end 1000 kilometer væk. For fem år siden rejste de til Mumbai i jagten efter arbejde og har kun været tilbage i landsbyen få gange siden. Den oplevelse deler han med sine venner på skolens kostafdeling.

Uddannelse er vejen ud af fattigdom Børnene og deres familier betegnes som dalitter – dem man også traditionelt har kaldt kasteløse, og som i århundreder har levet på bunden af det indiske samfund fx som jordløse landarbejdere. I dag bliver mere og mere landsbrugsjord opslugt af de voksende byer, samtidig med at et mere moderne landbrug kræver færre arbejdshænder. Det gør livet i landbyerne sværere og får sammen med drømmen om et bedre liv i de moderne storbyer en del af de fattigste til at forlade landsbyerne. Det forklarer Sundar Gandhi fra Arcotkirken, som er Danmissions partner i Tamil Nadu i Sydindien. Som leder af Arcotkirkens skoleprojekter er han øverste administrative chef for kostskolen i Suviseshapuram og kirkens flere end 90 andre skoler, der

Foto: Tom Jørgensen Drengene på kostskolen spiser chili som slik. De er selv med til at passe køkkenhaven, som giver grøntsager til de 60 elever på Arcotkirkens kostskole i landsbyen Suvisesharuram. Kostskolerne støttes af Danmission.

tilsammen giver over 25.000 elever gratis undervisning.

Sundar Gandhi er bekymret for de børn, der hvert år rejser med deres forældre til storbyerne, for drømmen ender ofte med et liv i slummen: „Migrantarbejderne risikerer at ende i mindst lige så stor fattigdom, som de kommer fra. Mange arbejder i de hårdeste og dårligst betalte job. Andre må leve fra dag til dag og sove under åben himmel. Under de betingelser kan forældrene ikke give deres børn skolegang. Og så er børnene fanget: de kan hverken klare sig i byen eller vende tilbage til landsbyen for at dyrke jorden. Derfor er kostskolerne så vigtige – uddannelse er deres vej ud af fattigdom.“

Sammen med andre børn fra landsbyen Middagspausen er slut, og Manikandan har taget sin bedste ven Selvam i hånden og står sammen med de andre i to snorlige rækker. Turen går et par hundrede meter tilbage til skolebygningen, hvor de fleste elever fra landsbyen allerede er dukket op. Klar til at begynde skoledagen igen sammen med deres klassekammerater fra kostskolen.

Den varmeste tid på dagen er ovre, og i et klasselokale klemmer de største elever sig sammen ved skolepultene. I lokalet ved siden af dækker små røde shorts og nederdele det kølige stengulv og med alle på plads i skrædderstilling begynder undervisningen for Manikandan og de andre børn.

tema: 150 år i indien Karsten Høgild, sognepræst i Åby sogn, Aarhus. Karsten var i vinteren 2004 volontør med ”Vestens Unge” i Indien.

Mit ophold i Indien har præget mig på den måde, at jeg er blevet bevidst om, hvordan det er at tilhøre en minoritetskirke. I Indien fik jeg også nogle erfaringer i at tale med mennesker om tro, og jeg har lært altid at gøre mig umage for at møde den anden fordomsfrit der, hvor han eller hun er. Det menneskelige møde og tro, der møder tro, kaster ofte et nyt og udfordrende lys over mit eget livssyn. Indien kom til at præge min teologi ret meget – jeg kom hjem med et noget forandret syn på andre religioner!

Fakta om kostskoler: 

Kostskolen har plads til 30 piger og 30 drenge i alderen 6-12 år.



Alle børn er velkomne på kostskolen – uanset forældrenes religion.



Alle på kostskolen har forældre, der er rejst til andre dele af Indien for at arbejde.



Forældre betaler et symbolsk beløb på 100 rupee (9 kr.) om måneden for kost og logi.



Arcotkirken driver over 90 skoler med i alt 25.000 elever med støtte fra bl.a. Danmission.

Støt Danmissions arbejde Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277 (100 kr. + normal smstakst)

19

På dialogcentret Quo Vadis mødes kristne, muslimer, buddhister og spirituelt søgende vesterlændinge, som valfarter til Tiruvannamalai.

Sognepræst Anne Dolmer fra Danmissions bestyrelse velsigner kirkens nye musikforstærker ved en gudstjeneste i 2009.

Foto: Ole Krabbe-Poulsen

Væveriet på enkehjemmet "Lebanon" i Tiruvannamalai. Foto: Charlotte Dyhr

20

Store elever optaget af lektierne på Danish Missionary School i Tiruvannamalai. Foto: Charlotte Dyhr

På en kunstworkshop lærte børnene om medborgerskab og malede billeder af, hvad medborgerskab betyder for dem.

Tre danske volontører – Natalie, Aron og Christina – på Dialogekspedition til Indien. Foto: Tove Lind Iversen

Guruen Suryalingam Swami i trosdialog med den danske præst Nicolaj Stubbe Hørlyck i Tiruvannamalai. Et møde med guruen, som er en gammel ven af Danmission, afsluttes altid med et Fadervor. Foto: Egon Lauersen

Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller, besøger et af børneparlamenternes, som støttes af Danmission. Foto: Charlotte 21 Dyhr

Missionærerne

viste vejen „På enkehjemmet fik vi både indpodet de kristne værdier og blev motiveret til at hjælpe de svageste og mest udsatte,“ fortæller Sundar Gandhi.

Efter mordet på faderen voksede han op på enkehjemmet "Lebanon" i Tiravannamalai, som støttes af Danmission.

Af Sundar Gandhi, leder af Arcotkirkens skoleprojekter Min familie har haft tætte relationer til Danmission gennem flere generationer. Min oldefar, pastor Mathew Suviseham, arbejdede sammen med de første danske missionærer på Mel Pattampakkam, der var Arcotkirkens første missionstation. Min bedstefar, pastor Bushanam, var afgørende for etableringen af landsbyen Suviseshapuram, hvor Danmission stadig støtter kostskolen. Han huskes med stor glæde af menigheden for sin trofaste udførelse af sit hverv som præst her gennem 22 år.

Og efter at min far i 1954 var blevet myrdet af hinduekstremister, søgte min mor, min søster og jeg ly på "Lebanon", som er et hjem for enker og deres børn i den sydindiske by Tiruvannamalai. "Lebanon" blev oprettet i 1916 af en dansk missionær og drives af Arcotkirken.

Jeg boede på "Lebanon" fra jeg var 3 år. Fra min barndom husker jeg tydeligt de danske missionærer Ellen Linden Mayer og Else Krog, som gik meget vidt i deres bestræbelser på at vise os deres betingelsesløse kærlighed.

Deres moderlige omsorg hjalp mig med at vokse og blive til den modne og omsorgsfulde person, jeg synes, at jeg er blevet til i dag. De to kvinder havde endog meget stor indflydelse på min opvækst og udvikling og gav mig færdigheder til og mod på at møde livet, som det nu en gang udfolder sig. De lærte os børn en række færdigheder – jeg hjalp med i landbruget, ved tøjvask, med rengøring, i snedkeriet og 22

med at fange de opdrættede fisk. Dette arbejde, som foregik efter skoletid, hjalp mig med at indse betydningen af at arbejde, men også med at respektere alle mennesker uanset deres økonomiske status og karriere. Men der var også fritid med leg og spil. Børnene på "Lebanon" havde fx mulighed for at lege med danske LEGO-klodser, hvilket har hjulpet mig med at blive analytisk og nytænkende.

På "Lebanon" fik vi både indpodet de kristne værdier – især mindes jeg de daglige bønner og forberedelserne til julen – og blev motiveret til at hjælpe de svageste og mest udsatte.

Jeg fandt altid indre fred og indre glæde takket være de eksemplariske forbilleder, som de tidlige missionærer var.

Vi kaldte missionærerne for "amma", hvilket betyder ”mor”.

De bekymrede sig så meget for vores fremtid, at de lyttede til selv vores mindste bekymringer.

Lektiehjælp hos "amma" Mange af os børn fra "Lebanon" var de bedste elever i vores klasser. Om aftenen samledes vi i missionærernes bungalow, da det var det eneste sted med elektricitet, og de kom med snacks til os, mens vi læste. Da vi nåede de højere klasser fandt Else Krog støttelærere til os, så vi kunne blive bedre til vores fag. Missionærerne opfordrede os altid til at vælge de studier eller job, som vi interesserede os mest for.

Jeg blev bindeled mellem skolen og os børn, der fik

Foto: Carsten Brinkmeyer

Støt Danmissions arbejde Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277 (100 kr. + normal smstakst)

Sundar Gandhi kom til enkehjemmet ”Lebanon” sammen med sin mor og sin søster, efter at faren var blevet myrdet.

Her fik han et hjem og samtidig opbakning fra de danske missionærer, som gav ham mod og mulighed for at tage en uddannelse. I dag er han leder af Arcotkirkens skoleprojekter og dermed en af Danmissions samarbejdspartnere.

tema: 150 år i indien Sonja Schiøtt Dygaard, seniorsygeplejerske. I 2012 var Sonja på en 15-dages tur i Indien:

I januar 2012 besøgte jeg dialogcentret Quo Vadis, som er en oase midt i larmen af tudende biler, omvandrende køer og den konstante summen af hundredevis af mennesker, der går imellem hinanden. Hver dag i Indien bragte nye udfordringer og nye mennesker at forholde sig til. Men uden tvivl det største indtryk for mig var at se den enorme fattigdom: Mennesker der kun har den bare jord, de står på og et håb om at lægge sig ned og sove i ro og måske få et måltid mad på et tidspunkt. Et uforglemmeligt indtryk, som har betydet, at jeg har fået øjnene op for, at der er mange udsatte mennesker – også i mit eget land – og at vi kan gøre noget ved det! Jeg tror, det kristne budskab forkynder, at vi finder meningen med livet i forholdet til vores medmennesker.

Vijalakshmi kan forsørge familien

støtte gennem kirken. Erfaringerne herfra førte i sidste ende til, at jeg fik mine nuværende opgaver og karriere som leder af Arcotkirkens skoleprojekter. Vejen hertil er bl.a. gået gennem en læreruddannelse, som er suppleret med kirkens lederuddannelse for unge, hvor man fx lærer at organisere møder, tage referater, afholde workshops samt oplære ungdomsledere.

Det fællesskab, vi havde på "Lebanon", skabte en god platform for os. Vi lærte vigtige menneskelige værdier såsom at deles om ressourcerne og hjælpe andre gennem svære tider – vi lærte om familieværdier og næstekærlighed. Vores skoletid, mens vi boede på "Lebanon" gav os også bedre muligheder for at finde en levevej. Efter min lærereksamen arbejdede jeg på ”Lebanon” i næsten 10 år, inden jeg for 27 år siden skiftede til administrative jobs i kirkens uddannelsesafdeling, hvor jeg i dag er leder.

Danmission har vist min og mange andre familier Guds kærlighed og samtidig givet os mulighed for en bedre fremtid.

Jeg og hundredevis af andre fra "Lebanon" og de øvrige projekter forbliver i taknemmelighedsgæld for at have ændret mit liv til det bedre og givet mig muligheder i tilværelsen.

Som tegn på vores taknemmelighed har flere tidligere beboere på Lebanon stiftet foreningen "Lebanon Welfare Association", hvor vi hvert år yder økonomisk støtte til børn på ”Lebanon”, så de kan få en højere uddannelse.

„Nu har jeg tillid til, at det vil lykkes mig at give mine børn en uddannelse,“ siger Vijalakshmi, mor til 2.

16 år gammel blev hun gift, men blot 4 år efter blev hendes ægtemand alvorligt syg, så pludselig faldt forsørgerbyrden på hendes skuldre.

Vijalakshmi fandt et job på en kiksefabrik, men hun vidste aldrig, hvornår hun bare blev sendt hjem igen. Vijalakshmi drømte om at blive skrædder, så hun opsøgte kirken, som hjalp hende med en faguddannelse. Hun viste sig at være meget dygtig og leder i dag en gruppe skræddere i et af Arcotkirkens kvindeprojekter ved Tiruvannamalai. „Lønnen ikke er så høj, men jeg er mere sikker i ansættelsen, og så er jeg glad og stolt over at være med til at uddanne andre fattige kvinder. At oplære andre i mit fag har givet mig både status og anerkendelse i samfundet,“ fortæller Vijalakshmi.

Den anerkendelse har dog også en bagside. For efter at Vijalakshmi kom i gang med skrædderuddannelsen, begyndte hendes mand at behandle hende dårligt. Han blev misundelig og krævede, at hun skulle opgive sit arbejde. Han fik sat spørgsmålstegn ved hendes moral, og det blev en kamp i kampen for Vijalakshmi at overbevise sin mand, der er sengeliggende, og hans familie om, at hun ikke gør noget moralsk kritisabelt i det meget traditionelle og mandsdominerede samfund.

23

Pastor Samuel Kennedy, Arcotkirken, om betydningen af partnerskabet mellem Arcotkirken (ALC) og Danmission:

Et partnerskab er en relation, som bygger på gensidighed og ligeværdig deltagelse. For mig at se skal gensidighed forstås som at give og give tilbage – lige fra social velfærd til åndelighed.

I partnerskabet mellem Arcotkirken og Danmission arbejder vi for anerkendelse af alle trods forskellige negative strukturer i det indiske samfund – herunder kastesystemet. Partnerskabet mellem ALC og Danmission er en fælles kamp for at styrke de svageste af de svage i det indiske samfund, som et udtryk for Guds kærlighed til mennesker. Men ALCs partnerskab med den danske folkekirke og Danmission er ikke udelukkende en indsats for at hjælpe de underprivilegerede og de marginaliserede. Partnerskabet slutter heller ikke med, at vi beder for hinanden. ALCs og Danmissions fælles indsats for retfærdighed og fred fører også til en dybere indbyrdes relation, som nærmest kan karakteriseres som familiær.

Det seneste eksempel på godt partnerskab og gensidighed er dialogcentret Quo Vadis, som er oprettet af Arcotkirken og Danmission i fællesskab og leder os ad nye veje i kristenlivet midt i en religiøs og politisk turbulent tid.

Vi har en lang og god historie bag os, hvor vi som kirke har arbejdet for retfærdighed og fred i samfundet. De første danske missionærers mission var respekt for og støtte til mennesker. I dag skal vi passe på, at kirken ikke primært bliver en institution og en politisk platform for at opnå magtfulde positioner. Det skal ændres. Vores indgroede vaner og traditioner er meget stærke og svære at bryde, men vi bør sikre, at vi fremover bevarer fokus på selvværd, selvrespekt og selvbestemmelse. Dette for at sikre, at også samfundets fattigste får et liv som ligeværdige medborgere. Partnerskabet opfordrer os til at leve op til Jesu ord og det kristne budskab – også når vi oplever trusler mod menneskeligheden.

24

Visionerne fra

kaffeklubben Hvad vil det sige "at være sammen i mission", og hvad er den fælles mission for Arcotkirken og Danmission?

Af Henrik Sonne Petersen, programchef for Kirke & Dialog samt regionsleder for Indien Kernen i samarbejdet mellem Arcotkirken og Danmission er en vision om at være tæt på hinandens udvikling og skabe muligheder for, at vi kan lære af og med hinanden.

I november 2013 mødtes Arcotkirken (ALC) og Danmission til en samtale om, hvordan samarbejdet skal udvikle sig. Det gør vi med jævne mellemrum, men denne gang var sigtet at forny den generelle aftale, som havde været gældende siden 2005. Det kom der spændende diskussioner ud af, og en aftale, som indeholder nye elementer, samtidig med at en række af de gamle formuleringer blev bekræftet.

Tidligt, allerede i 1980’erne blev samtalerne mellem ALC og Danmission formaliseret, og fordi det var vigtigt at give rum til hinanden blev formen på drøftelserne det, man kaldte en ”kaffeklub”.

Drøftelserne i disse år handlede om partnerskab, som havde været et tema, siden ALC blev selvstændig i 1960, og mere specifikt blev det diskuteret, hvordan et partnerskab kan være gensidigt både i vidnesbyrd om Kristus og i diakonal tjeneste.

Efter nogle år blev "kaffeklubben" til et partnerråd, og fokus var mere på ressourcedeling, hvilket bl.a. betød, at en af de indiske præster, Raja Socrates, blev sendt til Danmark og var her i syv år.

Det er i øvrigt den selvsamme Socrates, som i juli i år blev valgt til Arcotkirkens biskop. Partnerrådet blev i årene omkring år 2000 til en partnerkonsultation, og ordet følgeskab blev introduceret for at angive, at partnerskab var andet og mere end økonomisk deling.

Ved det sidste større møde for ALC og alle partnere, i august 2011,

tema: 150 år i indien Nimalan Nesaraja, frivillig på Arcotkirkens dialogcentret Quo Vadis: blev der talt om et "arbejde-sammen-møde", fordi fokus ikke var på geografisk afgrænsede områder, men på et samliv, et familieliv, under Guds missions store paraply.

I aftalen fra slutningen af 2013 står vi på skuldrene af alle de forrige aftaler og formuleringer. Derfor er der både en bekræftelse af, at følgeskab har en helt praktisk side med deling af ressourcer, men den taler også om en vision og en vilje til at udforske, hvad det betyder "at være sammen i mission". Det kan måske synes som små forskelle og et spil om ord, men dykker vi ned i de tanker, der ligger bagved, handler det om, at vi nu er gensidigt forpligtede. Ikke bare på at tale sammen eller følge et projekt som professionelle, men Danmission er forpligtet af det, vi bliver enige om i Indien, og vice versa. Dermed har samtalerne for alvor bevæget sig ud af diskussionen om selvstændighed.

Fra ord til handling Det er vigtigt at have sig for øje, at én ting er aftaler og tekster, noget andet er, hvordan vi virkeliggør aftalerne og får et samarbejde til at fungere. Der er altid et arbejde med at finde ud af, hvordan visionerne og de fine ord får krop og udtryk, og således også her, hvor vi har en vision om ”at være sammen i Guds mission”.

Følgeskabet får støtte af to koordinerende afdelinger i Arcotkirken – en for udviklingsområdet og en for kirkeområdet. De to koordinationskontorer løfter noget af byrden af ALC ledelsen, som har haft sværere og sværere ved at levere overblik og sparring, efterhånden som vores fælles aktiviteter bliver mere og mere specifikke. Nu er ALC-ledelse så fri til at fokusere på interne forhold, løn til præsterne, drift af institutionerne osv.

Og så kommer vi til de konkrete ting, Arcotkirken og Danmission er fælles om nu og fremover. På udviklingsområdet sigter vi på at udfase de statslige Danida-midler til Indien og finde et niveau, som kan fortsættes på basis af Danmissions egne indsamlede penge. Den proces begyndte her i 2014 og afsluttes med udgangen af 2015.

Konkret er ALC og Danmission fælles om et engagement for børn og børns rettigheder i Arcot-området – herunder hører omsorg for gadebørn og deres fremtid. I det hele taget er meget af den fælles mission orienteret mod børn og unge. Vi står fælles om at tilbyde ALC’s unge teologisk uddannelse, men vi står også fælles om at "danne" unge danskere via ophold i Arcot-området. Vi er sammen om, at børn og unge lærer Evangeliet om Jesus at kende, samtidig med at den fælles mission for ALC og Danmission også i de kommende år vil være præget af religionsdialogen, som bæres så smukt af centeret Quo Vadis.

Måske er det lige her, sammen med børnene og de unge, at vi i de kommende år finder mere ud af, hvad det vil sige "at være i mission sammen"?

Jeg har en kristen familiebaggrund, og da jeg var barn, måtte jeg derfor ikke gå i hindutempel. Men på Quo Vadis har jeg fået en chance for at lære både min og andres religion bedre at kende. Jeg har lært at lytte og har delt oplevelser og erfaringer med tro.

Det har givet mig svaret på mange af mine spørgsmål og har styrket min egen indre tro. Gennem mange samtaler og oplæg har jeg lært, at vi alle er Guds børn. Uanset hvem vi beder til, om vi læser religiøse bøger eller ej, om vi går i kristen kirke, hindutempel eller muslimsk moské, er vi alle Guds børn. Jeg har så afgjort Gud i mit liv, men på Quo Vadis har jeg mødt andre, der også har Gud i deres liv, selv om de beder til andre end Jesus. Jeg har indset, at jeg kun er én af mange med Gud i mit liv, og at jeg kan stole på de andre på Quo Vadis, selv om de ikke er kristne.

Sarala, frivillig på Arcotkirkens dialogcenter Quo Vadis:

Jeg blev født ind i en hindu-familie i en stærkt troende hindu-landsby.

Senere, efter at jeg blev gift med en kristen mand, lærte jeg den kristne kirke og Jesus at kende. Det var med den baggrund, at jeg begyndte på Quo Vadis. Indledningsvis var jeg en tavs deltager på Quo Vadis, men nu deltager jeg mere aktivt. Quo Vadis har givet mig mange muligheder for at tale med andre om Gud og kristendommen.

Det har udviklet mig meget, og jeg ser nu Gud uden fordomme. Jeg ser ikke længere noget galt i, at jeg deltager i hindu-festivaller med min familie. Det rokker ikke ved, at jeg er kristen og tror på Jesus som min frelser. Jeg forsagede Ham tidligere, men nu er Han min frelser, mit et og alt.

25

Jesus har kun di

Mød Marianne Jelved til en snak om pligten til at gøre noget ved problemerne, om religionsfrihed og om at være politiker for Vorherre. Kirkeministeren er gæstetaler på Danmissions repræsentantskabsmøde 6.-7. september.

Af Tove Lind Iversen, redaktør Med Marianne Jelved fik Danmark tidligere på året en ny kirkeminister, som helt fra barns ben er gået efter indsigt og intellektuel inspiration. „I en periode, da jeg var omkring 12 år gik jeg - uden at sige hvorhen - i forskellige kirker for at høre, om præsten sagde noget, som jeg kunne tænke over. Ved familiesammenkomster satte jeg mig også altid ved de ældste deltagere og lyttede til deres samtaler.“ En af de sætninger, Marianne Jelved hørte som barn og som har fulgt hende lige siden, lyder: "Jesus har kun dine øjne at se med".

Hvad betyder sætningen for dig? Og hvordan påvirker det dine holdninger som menneske og beslutninger som politiker? „Det er en kodeks om ikke at lukke øjnene, men at gøre noget ved problemerne. Det har præget min tid som lærer, hvor jeg har haft mange elever med særlige behov. Og

26

det præger mit arbejde som politiker. Man skal ikke lade udfordringer ligge og overlade til andre at løfte dem – vel vidende, at man ikke kan løse alt i denne verdens uorden. Men det, man kan, skal man, og man kan mere, end man tror. Ja, den sætning har betydet, at jeg føler mig forpligtet til at handle, når jeg ser eller ved, at noget er forkert.“

Du har tidligere sagt: „Vi er alle politikere for Vorherre!“ Hvad mener du med det? „Der er en tendens til at gøre politik til noget, som kun folkevalgte beskæftiger sig med. Det, mener jeg, er alt for snævert. Vi træffer hver dag som menneske politiske valg. Hvilken retning vores liv skal tage.

Hvad vi lærer vores børn eller undlader at lære dem. Om vi bruger energi hæmningsløst og uden omtanke for miljøet. Om vi blander os i vores fællesskaber, eller lader andre om det og melder os ud af medansvaret for vores lokalsamfund, vores

arbejdsplads, vores børns skole osv. Vi træffer på den måde mange beslutninger, som berører fællesskabet og dermed andre mennesker. Derfor er vi politikere, hvad enten vi kan lide det eller ej. Så er vi det om ikke andet – så for Vorherre.“

Som kirkeminister er du også minister for mission. Hvad indebærer det for dig? „Ja, i en vis forstand kan man sige, at jeg er minister for mission. For mission handler jo grundlæggende om at forkynde Guds ord for mennesker. Og forkyndelsen er folkekirkens første og væsentligste opgave det tror jeg, de fleste kan være enige om.

En del mennesker har det svært med ordet "mission".

De forbinder det med

interview

ine øjne at se med BLÅ BOG: Marianne Jelved er født 1943 og uddannet folkeskolelærer. Blev kirkeminister 3. februar 2014, samtidig med at hun fortsat bestrider posten som kulturminister. Har tidligere været økonomiminister og minister for nordisk samarbejde. Siden 1987 har hun været medlem af Folketinget for De Radikale. Har skrevet selvbiografien ”Alt har sin pris”.

Foto: Nicolas Tobias Følsgaard

fordømmende kristendomsforståelse.

Organisationer, der beskæftiger sig med mission har derfor en særlig opgave med at formidle, hvad deres - ja, mission - egentlig er, og hvordan de udfører opgaven.

Såvel i folkekirken som i frie folkekirkelige organisationer bliver Guds ord forkyndt på mange måder. Som kirkeminister har jeg ikke noget ønske om at blande mig i, hvordan Danmission arbejder her i landet eller i udlandet. Men der er aspekter i arbejdet

i folkekirken og i en organisation som Danmission, som jeg sætter højt.“

Hvordan har kristendom sat sit præg på dansk politik? Og hvad er udfordringen i den sammenhæng? „Danmark har været et kristent land i over tusind år, så det er klart, at vores samfund er præget af kristendommen. Selv om de ti bud ikke er en del af den danske lovgivning, så finder vi eksempler i den danske

straffelov, som vi genkender fra de ti bud i Det Gamle Testamente, fx "Du må ikke stjæle" eller "Du må ikke slå ihjel".

Vores måde at tænke etik og moral på er inspireret af kristendommen. Ansvaret for dine medmennesker og fællesskabstænkningen, synes jeg, er eksempler på tankegods, der stammer fra kristendommen, og som vi som samfund værdsætter.

Jeg skal skynde mig at tilføje, at det ikke er noget kristendommen har patent på, men fortsættes næste side ...

27

Jesus har kun dine øjne at se med ... fortsat fra side 27

blot sige, at vi i Danmark må vedkende os, at meget af det, vi tillægger værdi, er rundet af kristendommen.

Med grundloven af 1849 blev der indført religionsfrihed. I grundlovens § 67 står der, at borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Det er en vigtig bestemmelse, for det betyder - i den helt korte form - at religionsfriheden alene er begrænset af et krav om, at man skal overholde landets love.

For ca. 20 år siden var medlemsprocenten til folkekirken omkring de 90, så der er naturligvis sket noget de senere år. Det kan ikke være anderledes i en globaliseret og international verden, hvor danskere rejser ud i verden, og hvor mange både med kristen og med ikke kristen baggrund kommer her til landet for at bosætte sig eller tage ophold for kortere eller længere tid.

Det er en udfordring for samfundet, og det er en udfordring for den danske folkekirke. Det håndterer man også i folkekirken på forskellig vis. Der er fx et arbejde om folkekirken og religionsmøde, og i nogle sognemenigheder har man et samarbejde med migrantmenigheder. Jeg synes, det er vigtigt, at arbejdet foregår i dialog og med respekt. Den frugtbare dialog giver mulighed for, at man kan lade sig inspirere og lære af hinanden.“

„Hver for sig og som samfund er vi forpligtet til at respektere, at andre har en anden tro, end den vi selv har, og at de har frihed til at udøve deres tro, lige som vi selv har.

28

Vi skal også respektere de mennesker, som beslutter at skifte fra en religion til en anden. Det gælder uanset om et menneske konverterer til kristendommen fra en anden religion eller fra kristendommen til en anden religion.

Spørgsmålet om forfølgelse af kristne mindretal forskellige steder i verden er et alvorligt problem. Forfølgelse af kristne er naturligvis helt uacceptabelt. Det har udenrigsministeren understreget tidligere i år. Regeringen fordømmer overgreb på kristne, og det vil regeringen fortsætte med.

Men udfordringerne for kristne er forskellige og varierer fra land til land.

Derfor er indsatsen også forskelligartet.

Der føres en dialog med andre landes regeringer, der arbejdes i internationale fora og i EU, og der gøres brug af forskelige bistands-instrumenter.“

Hvad er din mission som kirkeminister? „Mission betyder opgave. Som kirkeminister er det min opgave at sørge for, at folkekirken har gode rammer om sit virke.

Det er en opgave, som jeg tager alvorligt.

Det gælder i drøftelserne med Folketingets partier, når det handler om lovgivning for folkekirken. Men det gælder også i høj grad, når jeg deltager i de mange folkekirkelige arrangementer, som jeg bliver inviteret til.

Jeg sætter stor pris på at komme ud og høre om de mange forskellige måder, man kan være folkekirke på. Og jeg glæder mig over, at diskussions- og spørgelysten altid er stor. Dialog og samtale er vigtig i politik, og de mange mennesker, jeg møder, er en inspirationskilde i mit politiske arbejde,“ siger Marianne Jelved, der altså som 71-årig og med flere ministertitler stadig gerne lytter og lader sig inspirere. Det får hun så også mulighed for, når hun er med på Danmissions repræsentantskabsmøde 6.-7. september 2014.

Foto: Nicolas Tobias Følsgaard

Hvad mener du - som kirkeminister og som regeringsmedlem - er Danmarks ansvar og handlemuligheder i kampen mod kristenforfølgelse, mod diskrimination og for religionsfrihed? Hvad kan og skal vi konkret gøre?

Kirkeminister Marianne Jelved er ikke en, der lukker øjnene for problemerne. Sætningen "Jesus har kun dine øjne at se med" har fulgt hende siden barndomsårene. „Det er en kodeks om ikke at lukke øjene, men gøre noget ved problemerne. Det man kan, skal man, og man kan mere, end man tror,“ siger ministeren, der er gæstetaler på Danmissions repræsentantskabsmøde 6.-7. september.

Husk Årets Lucia Indsamling Danmission hjælper, når mor mangler. I Madagaskar arbejder vi for at forbedre kvinders vilkår og rettigheder for på den måde at forebygge, at gassiske børn skal vokse op uden deres mor. Kvinder bliver oplyst om deres sociale rettigheder i selvhjælpsgrupper, og formålet er bl.a. at bekæmpe tidlig graviditet, vold i hjemmet og tidligt ægteskab. Krænkelse af disse sociale rettigheder er ofte grunden til, at kvinderne dropper ud af skolen og ikke får ballast til at klare sig i livet – og i yderste konsekvens forlader deres børn. „Min mor er den sejeste, jeg kender. Hver dag sørger hun nemlig for, at min søster og jeg får det, vi har brug for. Hun er det kæreste, jeg har på denne jord – hun er min mor,“ fortæller 8-årige Diary. „Jeg har aldrig mødt min far, for han døde, da jeg stadig var i min mors mave. Da min far døde, blev min mor forvist fra deres jord af svigerfamilien. Derfor arbejder hun nu som daglejer. Min mor tjener 2,5 kr. om dagen. Selvom det ikke er nok, så sørger

min mor for, at jeg kommer i skole for de penge, hun har.

Hun siger, jeg har et kvikt hoved og er overbevist om, at uddannelse er det bedste redskab, så jeg kan klare mig selv, når jeg bliver voksen.“ Årets Lucia Indsamling støtter børn som Diary og deres familier. Vi kan ikke overvinde mørket, men vi kan tænde et lys - og derfor har vi brug for dig. Lad os sammen tænde lys inspireret af Santa Lucia – den kristne kvinde, som i 300-tallets Sicilien delte mad ud til de fattige og syge.

Kontakt netværkskoordinator Anna-Marie Lauenstein på 41 999 332 og hør mere om Årets Lucia Indsamling, og om hvordan du, din kirke, kor eller genbrugsbutik kan være med. Danmission tilbyder også i år diverse materialer til brug for indsamlingen, der er en årligt tilbagevendende begivenhed, som kulminerer på Luciadagen 13. december.

Ny bog om missionens fader "Bone Falck Rønne - En pioner i folkeoplysning og mission" lyder titlen på en ny biografi, som udkommer 1. september 2014 og er skrevet af Danmissions tidligere generalsekretær Harald Nielsen. Anledningen er, at det i år er 250-året for præsten Bone Falck Rønnes fødsel.

Bogen omhandler Falck Rønnes afhængighed af sin samtid og hans indflydelse på tiden i overgangen mellem 1700’erne og 1800’erne.

I eftertiden huskes Falck Rønne først og fremmest som stifteren af Det Danske Missionsselskab (nu Danmission) og dermed den folkelige missionsbevægelse i Danmark. Men biografien ønsker at tegne et billede af hele Rønnes virke i dansk folkeoplysning og kirkeliv – i undervisning, fattigforsorg og landbrugsudvikling.

Hans Raun Iversen, dr. theol. h.c., lektor i praktisk teologi, leder af Center for Kirkeforskning ved Københavns Universitet, skriver om bogen: „Vi kender Grundtvig, men hvem kender

Bone Falck Rønne, der blev født knapt 20 år før Grundtvig? Målt med vor tids målestok var de begge vækkelseskristne, selv om de ikke tilsluttede sig vækkelsesbevægelserne.

På hver deres måde ville de forene det menneskelige og folkelige med det kristelige og kirkelige. Som pioner inden for pædagogik, socialforsorg, landbrug, præstearbejde, bibelsag og mission udfoldede Falck Rønne en energi og et iværksættergen på omgangshøjde med Grundtvigs. Hvor Grundtvigs nationale engagementer slog rod lokalt, bredte Falck Rønnes lokale engagementer sig nationalt. Derfor er det en sand horisontudvidelse at læse Harald Nielsen bog om denne anderledes Grundtvig 20 år før Grundtvig.“

"Bone Falck Rønne - En pioner i folkeoplysning og mission". 220 sider, 185 kr. + porto. Købes: mail til harald2860nielsen@gmail.com, ring 2478 7125 eller skriv til Harald Nielsen, Gyngemose Parkvej 7,4 th, 2860 Søborg.

29

Inge Mortensen (tv.) er frivillig på Mødestedet, hvor hun bl.a. hjælper Nazia fra Pakistan med dansk.

Foto: Bent Dahl

30 år med rudekuverter, Gud og kaffe på kanden Mødestedet på Vesterbro i København – Danmissions tilbud til flygtninge og indvandrere – fylder 30 år.

Af Inger og Bent Dahl, journalist

Mødestedets formål er:

Kort om Mødestedet

at skabe dialog og fællesskab/samvær mellem mennesker med forskellig kulturel, religiøs og etnisk baggrund

 I 2013 9.278 besøg af mennesker fra flere end 80 forskellige nationaliteter og etniske grupper.

at højne livskvalitet og trivsel blandt socialt udsatte med anden etnisk baggrund og støtte den enkelte til at gøre brug af egne ressourcer

 Hovedparten af de besøgende har tyrkisk, kurdisk, kinesisk, marokkansk, iransk eller pakistansk baggrund.

at medvirke til en gensidig og positiv integration

3 fastansatte medarbejdere.  Omkring 30 frivillige

at udvikle og skabe rammer for tværkulturelt kristent fællesskab

 Praktikanter fra Den Sociale Højskole.

30

FRIVILLIGE & BRUGERE:

TROSMØDE:

Madlavning, lektiehjælp, hjemmebesøg, kontaktperson, samtaler, højskoleaftner, klaverakkompagnement og spil ved poolbordet er nogle af de opgaver, de ca. 30 frivillige varetager på Mødestedet. En del kommer jævnligt og har været med i mange år, mens andre giver deres arbejdskraft i en kortere periode.

Et spinkelt kors, der er bundet sammen af to grene, og et bord med to lys. Den enkle opstilling ved den ene væg på Mødestedet fortæller, når der er gudstjeneste. Det er en fast tradition den anden torsdag i måneden. Rundt i sofaerne og på stole sidder deltagerne. Antallet svinger, men her kommer både danskere, indvandrere og flygtninge. Kristne, muslimer og ateister.

„Jeg lærer dansk på Sprogcenteret og kommer på Mødestedet en gang om ugen, hvor Inge hjælper mig med at læse og skrive dansk. Jeg øver mig også i at tale dansk.

Jeg har været lærer i Pakistan, og jeg vil gerne være lærer i Danmark og undervise i engelsk og urdu.“ Nazia fra Pakistan får hjælp af Inge Mortensen med en tekst, hun har skrevet på dansk, og som hun skal læse højt til en prøve. Hun er 36 år og har været i Danmark i fire år

jeg respekterer jøder og kristne, sådan som jeg har lært det som muslim.“ Ayman er palæstinenser og har været i Danmark siden 1984. Han har fået en diskusprolaps og kan ikke arbejde som chauffør

„Din allervigtigste opgave lige nu er at lære dansk, og hvis du vil have et arbejde, er du nødt til at tage de obligatoriske kurser, selv om du måske kan tingene i forvejen.“ Grethe Kocks opsang til en gæst, som beklagede sig over alle reglerne efter endnu en gang at have glemt en tid på hospitalet og derfor fik et par ord fra Grethe med på vejen om det danske samfund. „Selvom mennesker kommer fra forskellige nationale baggrunde, så er torsdagens højskoleaften ikke en international aften, men nærmere en dansk debataften. Et af vores mål er, at de kan komme her og danne netværk, reflektere over deres egen situation og opleve sig som en del af det danske samfund.“ Thyra Smidt, leder af Mødestedet „En opgave er at gøre følgeskab med mennesker, som ønsker at blive kristne eller være en del af et fællesskab, som Mødestedet er en del af. Nogle af dem er asylansøgere. De er skrøbelige og befinder sig i meget skrøbelige livsvilkår, hvor de ofte har brug for et nært fællesskab og støtte – også i deres åndelige vandring.“ Niels Nymann Eriksen, sognepræst ved Apostelkirken og indvandrerpræst på Vesterbro, hvoraf en del af arbejdet sker med udgangspunkt i Mødestedet „Jeg begyndte at komme for tre år siden og dukker op en-to gange om ugen for at snakke og bruge computeren til at læse nyheder og lignende. Jeg deltager somme tider i gudstjenesten på Mødestedet, selv om jeg er muslim, for

„Min far er kristen og min mor muslim. Det er måske, derfor jeg er blevet ateist. Jeg føler fred, og det er meget spændende at høre præsten fortælle nogle gode historier, som alle kan lære af. Vi hører om Bibelen, som jeg aldrig hørte om i Rusland.“ Kauther, iraker opvokset i Rusland og nu bosiddende i Danmark, hvor hun er læge. Frivillig på Mødestedet og deltager ofte i gudstjenesten „Vi ser hele mennesket, også gæsternes tro. Vi tager deres tro alvorligt og har mange gode samtaler, som udspringer af hverdagens udfordringer. Det ene øjeblik taler vi om at tage sine tabletter, og det næste øjeblik har vi en samtale om tro. En af kvinderne sagde: ’I gør det, der står i Koranen.’ Hun er stadig muslim, og jeg er kristen, men derfor kan vi godt have en dyb forbindelse. Den opstår først, når der er opbygget tillid.“ Elna Fredsgaard Larsen, tværkulturel medarbejder på Mødestedet „Kirken har en forpligtelse til at være en god nabo. I det store perspektiv står det lysende klart, at religioner nogle steder i verden har det svært med hinanden, og det lader til, at den gode tone og det gode naboskab dér er slået helt fejl. Hvis vi drømmer om, at kristne i andre verdensdele skal kunne leve godt og trygt som minoriteter i samfund, hvor der kan være en fjendtlig indstilling over for dem, så må det være vores forpligtelse i en by som København, hvor folkekirken er majoritetsreligionen at udvise godt naboskab. Derfor har sognet sat gang i en forsigtig proces, som simpelthen begynder med, at vi ved, hvem hinanden er, og lærer hinanden at kende.“ Anton Pihl, formand for Mødestedets bestyrelse, om besøgsrunde til kvarterets moskéer

31

at udvikle og skabe rammer for tværkulturelt kristent fællesskab

på mission i pakistan „Vi i Danmark har meget at give, men også meget at lære og beriges af i relationen til en kirke, der nødvendigvis må leve fra dag til dag som Pakistans kirke,“ siger Lorens Hedelund om at være på mission i verdens farligste stift.

Lorens Hedelund, der som en af få danskere har turdet rejse til Peshawar Stift i snart et halvt århundrede, takker af som Danmissions assisterende landekoordinator for Pakistan. I den anledning fortæller han bl.a. om frygten for Talibans terror og om at turde træde ud i dialogens ingenmandsland – om Bibler på hjul og lokumstømmere og om at det elske Guds kærlighed, men også misunde muslimer.

Af Tove Lind Iversen, redaktør Det var ikke nogen traditionel bryllupsrejse, da Aase og Lorens Hedelund som nygifte flyttede til Pakistan i 1968.

Alligevel beskriver Lorens mødet med landet og folket som sin og konens fælles kærlighed – en kærlighed og et engagement, der ligesom ægteskabet snart kan fejre guldbryllup.

Når Lorens Hedelund nu stopper som Danmissions assisterende landekoordinator for Pakistan, er det da heller ikke, fordi kærligheden til det turbulente Pakistan er kølnet, men fordi der skal være mere tid til Aase, børnene og ikke mindst de 7 børnebørn. Lorens dropper dog ikke Pakistan, Danmission eller trosdialogen. Han fortsætter i Danmissions landekreds for Pakistan og i Genbrugsland i Gjellerup, ligesom han er meget optaget af "Din tro – min tro" i Århus Stift, hvor 10 kristne og 10 muslimer parvis tager ud og underviser i folkeskoleklasser.

Hvorfor blev det lige Pakistan, der kom til at fylde så meget i dit liv? „Aase og jeg ankom hertil tre måneder, efter vi blev gift. Det var vores fælles kærlighed, og vi blev her i næsten 7 år, indtil vi – af uudsagte årsager – blev udvist af landet.

Det, der altid vender tilbage som det største indtryk fra mit første møde med Pakistan, er anderledesheden og islam. Da vi blev udsendt af Dansk Pathan Mission i 1968, var islam ukendt herhjemme – det var virkelig en fremmed tro.“ Peshawar, hvor familien Hedelund boede kaldes "verdens farligste stift". 2 af deres 3 børn er født her – det tredje kom til verden under hjemmebesøg i Danmark. Og Lorens har som en af få vesterlændinge også siden løbende været i den del af Pakistan. Under dette forårs partnerbesøg var han og en vesterlandsk udseende kvinde formentlig de eneste "fremmede" om bord på flyet.

Er du aldrig bange? „Når jeg lander i Pakistan skifter jeg altid til lokal klædedragt. Jeg har også holdt sproget så meget ved lige, at jeg kan klare mig på pashto. Det betyder meget, at jeg kan høre og forstå, hvad der sker omkring mig. Det er min berigende oplevelse, at sproget danner bro.

De seneste 3 år har jeg ikke kunnet bevæge mig rundt alene. Faren for overgreb er vokset, og kirkens biskop og gæster færdes nu oftest med bevæbnede politivagter – også i bil. Om jeg er bange? Nej … jo. Jeg er hele tiden sammen med kirkens folk, men ved jo også, at disse ikke selv er sikrede mod overgreb. Inden vi kører nogen steder bedes en bøn, og i det hele taget bedes der dagligt og inderligt om Guds beskyttelse over den nye dag og dens gøremål.

Aktuelt er situationen i Peshawar Stift anspændt og usikker. Ingen ved, hvornår den næste selvmordsbomber igen tager uskyldige med sig i døden. Kirken arbejder stadig intenst med at hele de mange sår efter attentatet ved Alle Helgens Kirke 22. september 2013. Efter katastrofen, som krævede næsten 300 ofre i alle aldre – 117 døde og 162 sårede – blev det svært for mange at opsøge kirkerne og deltage i gudstjenesten. Især børnene er bange.“

Hvorfor er det så svært at være kristen og kirke i Pakistan? „I det gamle Indien før 1947 udgjorde muslimerne 20 procent af befolkningen og var delvist marginaliserede. Heraf opstod ønsket om at få et muslimsk hjemland, hvilket kort sagt førte til oprettelsen af Pakistan. Mange kristne valgte det nye Pakistan fremfor det nye Indien i lyset af deres forhistorie som kasteløse, og fordi man troede på større ligestilling i Pakistan – også selv om man blev en lille kristen minoritet blandt muslimer.

Men i 1979 fik Pakistan en ultra-ortodoks militærleder, general Zia Ul Haq, som præsident. Han gjorde en ende på årene med det socialistiske og relativt åbne styre under Zulfiqar Ali Bhutto, som blev henrettet. Den nye leder indførte islamismen og sharialove, hvor det lod sig gøre. Det går værst ud over landets religiøse minoriteter – heriblandt sikher, ahmadiaer, hinduer, kristne og de seneste år også shia-muslimerne.

Det er svært at være kristen i dagens Pakistan, fordi man er frataget retten til at være fuldgyldig og ligeværdig medborger/pakistaner. De kristne marginaliseres og diskrimineres voldsomt. Kun i sjældne tilfælde kan de kristne opnå overordnede positioner i samfundet, selvom de faktisk er kvalificerede. Den sociale arv fra kastesystemet betyder, fortsættes på side 34 ...

32

Foto: Jørgen Nørgaard Pedersen

Lorens Hedelund i samtale med lokal pakistaner.

BLÅ BOG: Lorens Hedelund, 71 år, er opvokset i et klassisk indremissionsk hjem med stærk hældning til KFUM/K. Han er oprindelig uddannet inden for handel og kontor, men rejste i 1968 ud som missionær sammen med sin hustru Aase, der er laborant/lægesekretær. Først til Pakistan (1968-74) med Dansk Pathan Mission

og dernæst til Oman (1974-79) med Det Danske Missionsselskab (DMS).

Bestyrelsesmedlem i DMS 1988-90 og herefter missionssekretær for Afrika frem til 2001. Formand for Danmissions Landekreds for Pakistan og fra 2005 indtil i dag assisterende landekoordinator for Danmissions arbejde i Pakistan.

Lorens Hedelund er gået på pension, men er fortsat meget aktiv som rejseleder, foredragsholder, debattør, frivillig i Danmission Genbrugsland i Gellerup og med i forskellige missions- og dialogtiltag i Aarhus. Aase og Lorens har to sønner og en datter – som alle er født i Peshawar i Pakistan.

33

på mission i pakistan ... fortsat fra side 33 at 75 procent af de kristne, der oftest er klassificeret som såkaldt kasteløse, må tage til takke med de job, andre ikke vil have: som skraldemænd, lokumstømmere, teglværksarbejdere og ufaglærte arbejdsmænd.

Dertil kommer voldelige overfald og terrorangreb på kristne og på kirker som det mod Alle Helgens Kirke.

Angrebene menes at være en udløber af krigen i nabolandet Afghanistan. Taliban, som har spredt sig til det pakistanske grænseområdet i Pakistan, målretter sine angreb på regeringen, som støttes af Vesten, og på vestlige interesser, som kirken henregnes under.“

Hvorfor blive ved at bruge kræfter på mission i Peshawar Stift? „Dansk mission har gjort en væsentlig forskel i Pakistan – først Teltmissionen, så Dansk Pathan Mission, Det Danske Missionsselskab og nu Danmissions partnerskab med Pakistans Kirke. Lige fra begyndelsen blev der fokuseret på det hele menneske, hvor sundhed, diakoni, undervisning og forkyndelse gik hånd i hånd. Senere kom kirkedannelse og selvstændiggørelse til samt ligeværdigt partnerskab med en kirke, som i dag understreger relationen som betydningsfuld og vigtig. Jeg betragter det som en selvfølge, at Danmission fortsætter følgeskabet med Pakistans Kirke.

Vi i Danmark har meget at give, men også meget at lære og

Aase og Lorens Hedelund sammen med deres ældste barn Bjarne, som sidder på kokkens arm. 1970

34

beriges af i relationen med en kirke, der nødvendigvis må leve fra dag til dag.“

En del af eksistensgrundlaget for Pakistan er adskillelse af muslimer, hinduer og kristne. Giver det mening at tale om trosdialog i den kontekst? „Ja, dialog giver god mening i Pakistan. Religionsdialogen, som jeg lærte den at kende fx gennem litteraturbussen, kom ganske af sig selv. Målet med bussen var at bringe den gode litteratur ud til folket – også i de afsidesliggende egne.

Bogtitlerne var skøn poesi, fantastiske historier, vidunderlig prosa og meget mere samt Koranen og Det nye Testamente.

Men samtidig gav turene mulighed for at møde folk på en ”bølgelængde”, hvor der var rig mulighed for at tale tro.

Ikke mindst om aftenen, hvor vi ofte overnattede i de små landsbymoskéer, oplevede vi en ubeskrivelig gæstfrihed, som uden problemer ledte ind i religionssamtalen. Siddende på gulvet i moskéen – i en rundkreds der altid kan udvides, og hvor ingen sidder "over for" hinanden – blev de store kristent-muslimske temaer taget op.

Det handler ikke om at vinde dialogen – og dermed tabe hinanden. Dialog er for mig et møde, hvor det at lytte til den anden part har første prioritet. Jeg har flere gange siddet under havens store mangotræ det meste af en dag sammen med min muslimske ven Abdul Ghani Khan og er blevet

Litteraturbussen bragte bøger, Bibler og Koraner til øde egne af Pakistan. Men bussen var også en chancen for missionærer som Lorens Hedelund til at komme i kontakt med lokalbefolkningen og få en snak om tro.

Pakistans kristne rigeligt bespist, mens vi har drøftet livets og troens spørgsmål. For ham er det vigtigt 100 procent at vide, at det, han er og tror på, har min fulde respekt og uenighed – fordi jeg er kristen. Da vi skiltes sidst – og det blev sidste gang vi så hinanden – udtrykte min ven dagens møde i et spændende vidnesbyrd: ‚Islam ville være den perfekte religion, om den kendte Kristus‘.“

En ægte dialog mellem religionerne indebærer vel muligheden for omvendelse – har du selv tvivlet på din kristne tro eller været bange for at blive omvendt i mødet med muslimer? „En gammel missionær sagde engang til mig, at dialogen ofte bliver et skridt ud i "ingenmandsland", der hvor man vover sig selv. Og den engelske missionær Colin Chapman siger om det at betragte "den anden": ‚Giv plads for misundelse‘.

Jeg kan misunde mine muslimske venner deres rytme og selvfølgelighed – samtidig med, at jeg elsker at være fri og begribe en smule af den Guds kærlighed, der giver sig selv.

For en tid siden kørte jeg i taxa og blev af min pakistanske chauffør udspurgt: ‚Er du kristen?‘ Ja, kunne jeg svare. ‚Er du troende?‘ Ja, men også tvivlende. ‚Beder du?‘ ville han vide.

Hertil fik han et ja. Da vi nåede frem til målet, stod han ud af bilen, åbnede min dør og omfavnede mig, som man gør det i Pakistan, og sagde: ‚Du er en af de sjældne danskere‘.“

Når Lorens Hedelund besøger det terrorhærgede Peshawar Stift, skifter han altid til lokal klædedragt for ikke at stikke mindst muligt ud. At han behersker sproget pashto gør også, at han føler sig mindre udsat.

Der er i forbindelse med udgravninger i byen Taxila, nær Islamabad, fundet kors og andre spor af en meget tidlig kristen tilstedeværelse i Pakistan. Man mener, sporene leder tilbage til disciplen Thomas, der skulle være kommet dertil i forbindelse med sin mission i Indien omkring år 52-72 e.Kr., og hvis navn forbindes med Mar Thoma Kirken.

I dag er ca. 3 procent af Pakistans 175 mio. indbyggere kristne, hvoraf langt de fleste fortsat lever på samfundets nederste trin og kæmper hårdt for både lige rettigheder og det daglige brød. Halvdelen af de kristne er romersk-katolske, 30 procent tilhører Pakistans Kirke (Church of Pakistan), mens resten er med i pinsebevægelsen og en lang række andre frikirker. Pakistans Kirke, der er en unionskirke, blev dannet i 1970 og består af anglikanere, metodister, presbyterianere og lutheranere. Danmission samarbejder med Pakistans Kirke – især Peshawar Stift, hvor Teltmissionen begyndte sit virke i 1901.

Lorens Hedelund om milepæle i Danmissions arbejde i Pakistan:  Danmission har igennem årene støttet stiftets arbejde blandt psykisk og fysisk handicappede børn og unge på Mental Health Centre, der er det eneste af sin art i provinsen. Netop denne sygdom betyder ofte marginalisering og udstødelse. Hvem er nærmere til at påtage sig denne opgave end kirken?  Så er der uddannelse af stiftets ledere og medarbejdere, hvoraf langt de fleste er frivillige. ”Lønnen” kan være videreuddannelse og dygtiggørelse til opgaverne. Stiftet satser meget på den form for kapacitetsopbygning, men har brug for Danmissions støtte.  Stiftet har også en flot historie med at ”række ud” til majoritetssamfundet. Biskop emeritus Mano RumalShah tog for 6 år siden initiativet til organisationen ”Trosvenner”, hvor sikher, hinduer, kristne shia- og sunnimuslimer mødes i bestræbelse på at vise samfundet, at det lader sig gøre at leve sammen i respekt og fordragelighed og dermed imødegå ufred og fjendtlighed.  Derudover driver stiftet en række skoler, hospitaler og klinikker – og sætter Evangeliets forkyndelse og det kristne vidnesbyrd som overskrift på alt, der gøres. Og måske kommer dagen, hvor det oprindelige formål for Teltmissionen – nemlig at forkynde evangeliet ind i det lukkede land Afghanistan – kan blive til virkelighed.

Støt Danmissions arbejde Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277 (100 kr. + normal smstakst)

35

Bisserup-børnene gik sponsormarch til fordel Danmissions Fremtidsbørn.

305 kilometer indbragte 7.382 kroner.

Godt gået!

Bisseruplejren har for 38. gang taget sine deltagere med på eventyr. I år gik rejsen gennem Sverige, Rusland, Mongoliet og Kina.

Af Isis Ronja Melander, frivillig 63 usædvanligt stille børn i alle aldre tripper forventningsfuldt mellem deres forældre i den bagende sol. De venter på at få lov til at stige på toget.

Uniformerede konduktører med marineblå kasketter løfter smilende deltagernes bagage ned i sovekupeerne. De er ikke mindre forventningsfulde. Om lidt er der afrejse med Den Transsibiriske Jernbane. De skal nå den halve klode rundt på kun en uge.

I virkeligheden er toget en fastliggende sommerlejr omgivet af skov og Smålandshavets lokkende badevand.

Konduktørerne er lejrens ledere, som i månedsvis har arbejdet for at planlægge en fantastisk rejse. Selvom toget ikke flytter sig fysisk i løbet af ugen, kræver det kun en smule tro at gøre illusionen levende.

Rejsen med Peter Og troen er med på hele færden. Børnene følger i den daglige bibeltime disciplen Peters rejse, når han bliver udfordret i sin tro. De fortolker historierne i leg, tegning

36

og sang og varmer op til friluftsgudstjeneste under det krogede træ i haven, mens teenagerne graver et spadestik dybere i livets store spørgsmål. „Er du virkelig en rigtig præst?“ Det vil en 7-årig pige gerne vide. For en lang, sort præstekjole er et lidt usædvanligt syn på den solbeskinnede græsplæne. Men selvom vi er langt fra de hvidkalkede vægge og den højloftede akustik, man normalt forbinder med gudstjenester, er lejrpræsten med den hvide krave ægte nok.

Rundt om bibeltimerne er skemaet tæt pakket med stikbold og strandture.

Børn i tøj, der er gennemblødt efter spontane vandkampe, dyster mod hinanden i at lære kinesisk og skyde med bue.

Genertheden er hurtigt forduftet. Sang og kampråb lyder over alt fra de før så stille deltagere.

destination. Hele lejren fyldes af fællessang, latterkramper, musik og aftenunderholdning i vanvittige kostumer.

Måske er det jetlag. Måske er det fordi, vi har spist svenske köttbullar, bygget russiske provinsbyer op fra bunden, lært at synge trestemmigt i kor og titusinder af andre ting på kun syv dage. I hvert fald begynder trætheden så småt at indfinde sig.

Måske er det den eneste sommerlejr i verden, hvor kan man nå alt dette, mens man knytter venskaber for livet.

Det eneste sikre er, at det er en god idé at tage med på næste års Bisseruplejr, hvis man ønsker sig en uforglemmelig rejseoplevelse.

Hvor rejsen går hen til næste år er endnu uvist, men tilmeldingen til Bisseruplejren 2015 starter 1. februar kl. 18.

Endestationen Når mørket blander sig med lyset, stiger vi igen på toget for at rejse mod den næste

Læs mere om Bisseruplejren på www.danmission/bisserup

Foto: Nicolai Diemer

Bisseruplejren fik rejsefeber

SOMMER MED DANMISSION

Grin og nærvær uden mobiltelefon Af Helle Merete Dissing, lejrchef I mange, mange år har Danmission afholdt børnelejr ved den skønne Hvidbjerg Strand i Blåvand på den smukke gamle lejr Blåvandgård – jeg var selv med for første gang i sommeren 1981. Og i år var der, som altid børnelejr i en uge og dernæst teenlejr i den efterfølgende uge.

Blåvandgård er en uge med totaloplevelser og klassiske sommeraktiviteter i kombination med kreative og fantasifulde løb og lege. En uge hvor man lever på en anden måde, end man plejer.

Alle børn, burde have lov at prøve det: en uge, hvor man får nye venner. En uge, hvor den rolle man har til hverdag udfordres. En uge hvor der IKKE er mobiltelefon, tablets, computer og fjernsyn, men ægte nærvær. En uge hvor der er voksne, der hele tiden har tid til at lytte, tale, lege. Hvor der er voksne, der ikke er bange for at gøre sig til grin eller klæde sig ud for at underholde, gøre tingene livagtige og være det gode samværs ambassadører.

En forælder der hentede sit barn på lejren sagde: „Det er her, minder skabes! Vi kan slæbe vores børn til alle dyre oplevelsesparker, men det er her, minder skabes!“ Næste år gør vi det igen! Send jeres børn på lejr – alle er velkomne!

Pigelejr med Phineas og Ferb

Kandis med næbdyret Perry og sine brødre Phineas og Ferb var med på Kildeborg Pigelejr i år.

Af Søster Bente Birkmose, lejrleder „Jeg ved, hvad vi skal lave i dag!“ Det var temaet for Kildeborg Pigelejr 2014, hvor 38 glade piger i alderen 7-14 år tog på tur ind i tegnefilmens verden. I selskab med figurerne Phineas og Ferb sang og lyttede børnene sig til en viden om både Bibelens fortællinger og Danmission, som altid er omdrejningspunkt på lejren.

En stor, trofast gruppe medarbejdere – køkkentanter og unge kusiner, der år efter år yder en flot indsats på Kildeborg, stod for spændende aktiviteter ude som inde og sørgede for, at alle blev mætte. Desuden kom tidligere missionærer og volontører og ”tog os med” til Bangladesh, Indien og Cambodja samt Mødestedet på Vesterbro i København.

Måske disse små dryp om Danmissions arbejde er årsag til Kildeborg-pigernes iver efter at samle penge ind til 2 kostskolebørn i Bangladesh. Man mærker en glæde hos pigerne ved at kunne hjælpe et barn, der ikke fik så gode livsvilkår som dem selv.

37

SommerOase var

Af Maria Elisabeth Sandborg-Olsen, Danmission Unge Danmission var med, da omkring 6.000 mennesker i uge 29 var samlet i Odder til Dansk Oases årlige sommerstævne kaldet SommerOase. Det var en uge spækket med spændende undervisning, tid til fordybelse, seminarer, musik og fællesskab på tværs af danske folke-, fri- og valgmenigheder.

Os fra Danmission – en masse unge frivillige og et par ansatte – stod for salg af morgenmad til stævnets deltagere og bod med slik og is hver eftermiddag. Salget gik strygende, og samtlige kunder i butikken fik budskabet ”Du’ For Nice” med på vejen.

Budskabet var på både vores T-shirts, slikposer, servietter, bolsjer samt balloner og spredtes derved hurtigt ud over hele stævnepladsen. ”Du’ For Nice” er Danmission Unges slogan – ”du er god nok”, kunne man også sige. I løbet af ugen kørte vi et par konkurrencer, som stævnedeltagerne kunne deltage i. Hovedpræmien var en campingvogn til SommerOase 2015. Den gik til en af de mange, som i løbet af ugen var forbi Danmissions Facebook-side og gav den et ”like”. Særligt populært blandt stævnets mange teenagere og unge var vores instagram-konkurrence, hvor vi hver dag præmierede et vinderbillede med to biografbilletter.

SommerOase var For Nice – håber vi ses næste år.

Seniorer i højskolestemning „Jeg kan ikke sætte fingeren på noget, der ikke var godt,“ siger en af lejrens ledere, Bodil Jensen, om årets Virksundlejr arrangeret af Danmission. Næsten 40 seniorer deltog. „Der var en behagelig og afslappet stemning. Folk var glade for at træffe nye ansigter – der blev snakket alle steder. Man snakker ikke mindre af at komme op i alderen! Det var som til en

38

højskoleelevfest,“ siger Bodil Jensen og tilføjer, at der også var plads i programmet til, at de 65-85-årige seniorer kunne snuppe en middagslur i ny og nær.

Dagsprogrammet bød på bibeltime om formiddagen og et eftermiddags- og aftenmøde. Fælles for bibeltimerne og møderne var lejrens tilbagevendende fokus på mission.

„Det kristne indhold og det gode samvær opliver mig.“ Og til spørgsmålet om, hvorvidt hun vil med på lejren næsten år, kommer svaret prompte: „Selvfølgelig! At holde ferie med indhold er dejligt!“ I år 2015 afholdes Danmissions seniorlejr på Virksund 8. til 12. juni. For mere info kontakt Bodil og Asger Jensen på 7576 1325.

Et dødsfald Vi må med sorg meddele, at genbrugskonsulent Bjørn Clausen 23. juli 2014 er afgået ved døden efter flere års sygdom. Bjørn blev ansat 1. april 2007 og fik ansvar for Kirkens Genbrugs butikker vest for Storebælt. Efter delingen af Kirkens Genbrug blev hans ansvarsområde Syd- og Sønderjylland samt Sydfyn for Danmission Genbrug.

Bjørn var meget glad for at besøge "sine" butikker og deltog ivrigt i udviklingen. Han var uddannet

boghandler og holdt mange kurser i, hvordan man finder og prissætter de gode bøger. Derudover havde Bjørn særligt fokus på arbejdsmiljø i butikkerne.

Bjørn var altid optimistisk og på vej med nye planer til det sidste. Vi vil savne hans gåpåmod og munterhed – hans indsigt og visioner. Æret være Bjørns minde.

På Danmissions vegne – Torben Holm, genbrugsleder.

GospelAid gav 194.983 kroner

Mogens Kjær, da han tog imod gaven, som blev overrakt af Peter Dyhr fra The Gospel Fellowship.

Det er gospelkirken The Gospel Fellowship, der står bag GospelAid i samarbejde med Danmission. Pengene støtter udsatte børn i Cairo – børnearbejdere, handicappede, gadebørn og andre børn, som har brug for opbakning. Det var tredje år, GospelAid blev afviklet – alle gange til fordel for Danmissions arbejde.

Tak til alle, som bidrog – sangere, frivillige, sponsorer og publikum!

Foto: Mia Gutierrez

194.983 kroner! Så meget stod der på den check, som GospelAid overrakte til Danmission under den store støttekoncert lørdag aften 14. juni i Københavns Domkirke. Koncerten markerede afslutningen på en hel dag i hovedstaden med gospelsang, genbrug og godt til ganen. „Man bliver glad af at synge gospel. Det har jeg oplevet i dag. Men det fantastiske er, at med GospelAid spreder glæden sig helt til udsatte børnene i Egypten. Tak for opbakningen,“ sagde Danmissions generalsekretær

Bestil et Danmission-foredrag til din lokale kirkehøjskole Danmission tilbyder 5 superforedrag med relevans og aktualitet for menigheder og kirken af i dag – foredragene er særligt målrettet kirkehøjskolen.

og oplysning på et højt fagligt plan, samtidig med at formidlingen er underholdende, inspirerende og aktuel.

Når tro bliver til handling Birgitte Nørgaard Warming,

– ved Mogens Kjær, generalsekretær i Danmission

– ved Charlotte Dyhr, kommunikationschef i Danmission

En verden til forskel

Forfølgelse af kristne

Den næste kristendom

Læs mere om foredragene og foredragsholderne på www.danmission.dk/ kirkehoejskole

– ved Mogens Kjær, generalsekretær i Danmission

– ved Lars Mandrup, tidl. formand for Danmission

Foredragene bestilles hos

De 5 "superforedrag" er: Foredragene byder på god og saglig formidling om kirkelige og teologiske temaer, kulturel perspektivering

Gudsbilleder

– ved Lars Mandrup, tidl. formand for Danmission

teamleder for netværk på 41 999 315 eller bnw@danmission.dk. Den hidtidige foredragskoordinator, Christa Lund Herum, er udsendt af Danmission med sin familie til Bangladesh, og Birgitte er derfor fungerende foredragskoordinator, indtil stillingen er genbesat.

39

Ingen kan stå

Foto: Carsten Brinkmeyer

alene!

Støt Danmission – dermed støtter du også kirken i Indien

magasinid 46005

600-0398

600-0398