Danmission Magasin nr. 3 september 2015

ISSN: 2245-6953

magasin nr. 3/september 2015

Tema:

troshistorie Gud er

min øverste arbejdsgiver

En brugt kommode og en skuffefuld næstekærlighed

En kirke

på torne 1

leder

Den store og den lille troshistorie DA REDAKTØREN BAD MIG skrive leder til dette Danmission Magasin, som har fokus på troshistorie, spurgte hun til min egen trohistorie. Har jeg sådan en? Tænkte jeg. Og behøver den være dramatisk for at være vedkommende? Kan den lille historie være stor?

Inden I får en bid af min troshistorie, vil jeg lige fortælle en forhistorie: VI ER TIL GUDSTJENESTE i Abundant Life Church i Preah Sdach i Cambodja.

Kirken blev grundlagt for ti år siden i samarbejde med Danmission. Der er omkring hundrede medlemmer – en procent af befolkningen i området, hvor over 90 procent er buddhister. Kirken er beskeden, en bølgeblikbygning med plads til hele menigheden. Alteret er et groft sammentømret spisebord med en dug af "nervøst” velour.

Alterudsmykningen består af stjerner og guirlander – det er kun 3 uger siden, det var jul. Og som støtte for menighedssangen betjener kirkens præst Sao Him et noget vakkelvornt elektronisk lydanlæg.

Der er mødt 30 mennesker op til denne søndagsgudstjeneste. Og efter gudstjenesten vender vi de plastic-havestole, der ellers fungerer som kirkebænke, så vi sidder i en rundkreds, og så giver vi os til at snakke sammen over en kop kirkekaffe. Hvornår blev du kristen? Spørger menighedsrådsformanden Sao Am. Den første i kredsen er en mand i 50erne. Han er tidligere buddhistisk munk i et kloster.

Da han hørte, at der var blevet bygget en kirke i den anden ende af byen, deltog han af nysgerrighed i en gudstjeneste, og det vakte hans interesse. De følgende år kom han oftere og oftere i kirken, men fortalte bare munkene, at han havde været på markedet. For to år siden valgte han at træde ud af klosteret for at blive døbt. I dag er han en slags kirketjener og liturg i menigheden. Den næste i kredsen fortæller, at hun er i kirke for første gang.

Hendes veninde har inviteret hende med, og hun synes, det har været en stor oplevelse. Hun vil gerne komme igen og høre

2

mere om kristendommen, men kristen er hun altså ikke – endnu da.

NU ER TUREN KOMMET TIL MIG. Og hvornår og hvordan blev du kristen, Peter?

Spørger menighedsrådsformanden. Ja, jeg er jo nærmest født kristen, svarer jeg.

Mine forældre besluttede, at jeg skulle døbes, da jeg var 3 måneder gammel en oktoberdag i 1955. Og så har jeg jo sådan set været kristen siden. I den unge menighed i Preah Sdach ser de undrende på mig. Det er virkelig meget mærkeligt at have været kristen i næsten 60 år!

Men sådan er det altså fat med mig.

Sådan begyndte min troshistorie. En lørdag eftermiddag har et ungt par inviteret til dåb i Holmens Kirke, hvor de var blevet viet året før. Det velnærede barn er med noget besvær blevet iklædt en dåbskjole, som er gået i arv i familien. Det hele går planmæssigt, indtil barnet får hældt de tre håndfulde vand over hovedet.

Gudmoderen er ved at løbe ud af kirken med den skrigende unge, men bliver holdt tilbage af den venlige præst. Efter dåbshandlingen er der middag hos farfamilien, og barnet bliver begavet med et sølvkrus med navn, en gaffelske og en skubopper, mens en onkel betænker den lille med den mest langtidsholdbare gave: en øloplukker.

JEG ER VOKSET OP i en meget almindelig borgerlig familie, som ikke tænkte ret meget over det med kirke og kristendom, eller som i hvert fald ikke talte ret meget om det.

Det var på en måde lige så selvfølgeligt og usynligt som den luft, vi indåndede. Min mor bad Fadervor med mig og sang et vers, når jeg blev lagt i seng. Min mormor havde en stor billedbibel, som min oldefar havde købt på tilbud i Aarhus. Men vi gik ikke i kirke mere end nødvendigt. Det vil sige til dåb og konfirmation i den nærmeste familie – børn kom ikke med til begravelser – og til juleaften.

Min mere bevidste troshistorie begyndte med konfirmationsforberedelsen.

Jeg var som barn optaget af astronomi og

undrede mig sammen med en kammerat over universets uendelighed. Det var ikke til at forstå, at noget kunne være uendeligt. Hvad mon der var på den anden side af uendeligheden? Døden undrede jeg mig også over. En kær gammel onkel var død.

Blev han så bare væk i uendeligheden?

Hvad var der bag dødens grænse?

Tanken om døden gjorde for mig alting mærkelig vægtløst. Det var ikke tanker jeg delte med andre, og her kom konfirmationsforberedelsen som regn på tørt land. En klog og dygtig præst, som havde forstand på unge, hjalp nænsomt med at få sat ord på nogle af de tanker, vi gik og tumlede med.

DET VAR IKKE NOGET, der kom på én gang, men noget der spirede og voksede.

Jeg fortsatte efter konfirmationen i en slags studiekreds hos præsten. Og da jeg nåede til studievalget, blev det teologi. Jo mere jeg gik på opdagelse i kristendommens historie og troens verden, jo mere inspirerende og provokerende blev Jesu historier og historien om ham. Jo mere jeg talte med andre om det, også med folk fra andre trostraditioner end min sekulariserede, jo mere spændende og udfordrende blev det.

Som præst oplevede jeg sammen med folk i Terslev og Ørslev, hvordan troen udfoldede sig i hverdagen i samtaler og samarbejde. Det var lokalt og godt, det folkelige og det kirkelige i vekselvirkning, som det hedder på ”grundtvigsk”. Og det var så også fra Grundtvig, at jeg fik skubbet til at engagere mig ud over det lokale, at gå på opdagelse i tro og kristendom i andre kulturer og verdensdele. Sådan kom jeg i kontakt med Danmission, og sådan blev der føjet endnu et kapitel til min troshistorie.

Tak, fordi jeg fik lov til at dele min troshistorie – og tak til jer, som deler jeres troshistorie. Evangeliet og troen lever ved at blive delt!

Biskop Peter Fischer-Møller, Danmissions formand

12-13

18-19

Indhold 4-22

Troshistorie: Når vi deler troshistorier, er det med til at gøre os bevidste om, hvordan Gud sætter fodspor i vores liv, og samtidig kan troshistorier tilskynde os til at omsætte ord til handling. Danmission sætter fokus på troshistorier i en tid, hvor de fleste danskere holder deres tro tæt ind til kroppen.  Gud er min øverste arbejdsgiver  Guds fodspor  Jeg vil vidne om Guds kærlighed  En kirke på torne  Uden skoleunifom – ingen skolegang  Vi skal gøre det normalt at tale om vores tro  Livet som udsendte på Zanzibar  En brugt kommode og en skuffefuld næstekærlighed

23

24-25

FOLKEMØDE: Med en imam og en præst bød Danmission til en velbesøgt debat om, hvordan religion og religiøse ledere kan være med til at bekæmpe ekstremisme og fremme antiradikalisering.

24-25

Danmission Unge: Kirketrommer, kangaer og karibu

26-29

Årets Lucia Indsamling: Lad ikke julen komme

30-31

Sommerlejre: Fra Blåvand over Honolulu og Egypten

– velkommen til Tanzania. Få et glimt af, hvad unge danskere oplevede på sommerens rejse til Tanzania.

26-29

bag på dig og din kirke, genbrugsbutik eller kor. Begynd allerede nu at planlægge, hvordan I kan være med i Årets Lucia Indsamling, som igen i år er inspireret af Santa Lucia. Der er gamle traditioner, men også nye ideer at hente til en festlig Luciatid. til safari i Tanzania – børn og unge kom vidt omkring på Danmissions sommerlejre 2015. Der var tid til både fællesskab og fordybelse – tro og tosserier.

30-31 3

DANMISSIONS

MISSION Hvad er kristent vidnesbyrd, og hvorfor er troshistorie så vigtig, hvis kristendommen skal trives og spredes? På de følgende sider ser vi nærmere på kristent vidnesbyrd, forstået som troshistorier og diakoni.

For Danmissions kald er at deltage i Guds mission gennem to selvstændige hovedopgaver, der ikke kan sammenblandes, ikke kan skilles ad og ikke kan erstatte hinanden:  At styrke kirkens forkyndelse så evangeliet høres og mennesker rodfæstes i kristen tro.  At tjene medmennesket og samfundet så alle kan leve et værdigt liv i fred og i et retfærdigt samfund.

Grundlaget for disse to opgaver finder vi i det dobbelte kærlighedsbud:

Jesus sagde: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matthæusevangeliet 22,37-39)

4

tema: troshistorie

Foto: Magnus Sort Eidemak

5

Torben Holm er leder af Danmissions arbejde med genbrug – og det er ikke nogen tilfældighed. Hans spidskompetence er at udvikle nyt og sørge for, at det giver økonomisk gevinst, og hvad pengene går til er ikke ligegyldigt.

For han opfatter Gud som sin øverste arbejdsgiver.

Af Malene Fenger-Grøndahl, freelancejournalist "Det umulige ordner vi, mens du venter. Miraklerne tager lidt længere tid," står der på en indrammet seddel bag disken i Danmissions genbrugsbutik i Bazar Fyn i centrum af Odense. Lokalet er stort, så der er plads til både nips, bøger, møbler og tøj i alle størrelser og farver. I en del af den store hal er der indrettet en særskilt butik. "Alverden" står der over indgangen hertil, og der er virkelig varer fra stort set hele verden, især fra lande i Asien og Afrika. Varerne, der sælges i denne del af butikken, er fair trade-varer, det vil sige, at de er fremstillet under gode forhold og ofte som en del af projekter, der støtter svage, fattige og udsatte grupper. „Jeg har selv hentet de små tasker hjem fra Madagaskar.

Danmission har købt dem gennem en kvinde, Fanja, som

6

støtter andre kvinder, der laver håndarbejde. Hun betaler dem godt, og en del af overskuddet går til, at kvindernes børn kan komme i skole,“ fortæller Torben Holm. „Da jeg foreslog, at vi købte tasker med Hello Kittymotiver, troede nogle af de frivillige ikke på, at vi kunne sælge dem. Men salget går godt,“ siger han. „Men det vigtige er jo ikke salget i sig selv, eller profitmaksimering, som mantraet lød på handelshøjskolen. Det giver mening, fordi overskuddet går til at hjælpe fattige.“

Gudsbenådet iværksætter Torben Holm er leder af Danmission Genbrug, som omfatter 84 butikker landet over. „Min spidskompetence er, at jeg

Foto: Christophe Merle

Gud er min øverste arbejdsgiver

Torben Holm forlod karaokebaren og karrieren i Carlsberg og endte i Danmission Genbrug.

er god til at sætte projekter i gang. På en måde kunne jeg lige så godt være blevet missionær i traditionel forstand. Men jeg tror, det er Guds mening, at jeg skal bruge mine nådegaver i netop denne kombination, hvor jeg bruger min handelshøjskolebaggrund til at udvikle et område, som hjælper verdens fattige,“ siger han.

Han smiler lidt skævt over, at ordet nådegave i dag bruges meget sjældent, mens et ord som spidskompetencer er en del af vokabulariet allerede fra folkeskolealderen. „Folk kan jo kalde det, hvad de vil, og det var jo også ret sent i mit liv, at jeg overhovedet stødte på begreber som mission og nådegaver – og der gik også en del tid, før jeg kunne sætte dem i forhold til mit eget liv,“ siger han.

Øl og karaoke Det lå nemlig ikke i kortene eller stod skrevet på cv’et, at Torben Holm skulle blive ansat i Danmission i 2001, eller at han skulle blive bekendende kristen og opfatte Gud som sin øverste arbejdsgiver. Han blev ganske vist både døbt og konfirmeret, sådan som det gjaldt for de fleste af de børn, han omgikkes under sin trygge opvækst i en socialdemokratisk sindet arbejderfamilie i Rødovre. „Mine forældre kom stort set kun i kirke i forbindelse med dåb, konfirmation, bryllup og begravelser, og jeg tror, de var mere optaget af at få os børn godt gennem skolen og videre ind på arbejdsmarkedet end af at tænke Gud ind i tilværelsen,“ husker Torben Holm.

Han erindrer, at han som spejder oplevede en stor glæde ved naturen, hvilket han i dag opfatter som en gryende erkendelse af Guds skaberkraft. Men han satte ikke den slags ord på i sin barndom. Det skete først langt senere, efter næsten 21 års karriere i Carlsberg.

Allerede efter realeksamen fik han en attraktiv læreplads i den hæderkronede virksomhed, som betalte hans uddannelse i afsætningsøkonomi. Efter opgaver i Cameroun og Norge og mange år i København med ansvar for bl.a. sponsorering af musikfestivaler og markedsføring af øl og sodavand baseret på dengang helt nye markedsanalyser, blev Torben Holm tilbudt en stilling som leder af Carlsberg-Tuborg i Japan. Han takkede ja, rejste til Tokyo, brugte et år på at lære japansk og gik derefter i gang med at sælge danske øl på det store japanske marked. „Ofte blev forretningsaftalerne indgået på japansk manér ved, at man mødtes på barer efter fyraften, drak godt med øl, lod sig beværte af stedets kvindelige personale og sang karaoke på skift. Sådan var kulturen, og det anfægtede mig ikke,“ siger han.

Den 3. september 1987 Torben Holms blik på forretningskulturen og sin egen rolle i den ændrede sig imidlertid. Det skete gradvis, men vendepunktet kan han alligevel tidsfæste præcist: „Den 3. september 1987 kalder jeg som regel min anden fødselsdag. Den aften sad jeg i Tokyo sammen med mine naboer, som havde

tema: tema: troshistorie cambodja

introduceret mig for en international baptistmenighed.

Deres form for gudstjeneste var noget helt nyt for mig. Der var gospelkor og op mod 500 mennesker forsamlet, som alle tog aktivt del i gudstjenesten. Hurtigt kom jeg med i koret, og jeg begyndte derefter også i en studiegruppe, hvor vi lærte passager af Bibelen udenad og talte om, hvad Gud betød i vores liv. Det var en lang proces, men om aftenen den 3. september var jeg parat til at tage det afgørende skridt: Jeg bad Jesus om at tage plads i mit hjerte og styre mit liv. Jeg overgav mit liv og min fremtid til Jesus Kristus. Og dermed måtte jeg sige farvel til mit gamle liv.“ Efter at have bedt drak Torben Holm og hans venner i studiegruppen en godnatøl sammen. Men Torben kunne ikke sove og læste i stedet i Bibelen. Det lykkedes ham til sidst at falde i søvn, men han vågnede kort efter ved noget, der lød som et uvejr uden for vinduet. Han vidste, uden at kunne forklare hvorfor, at der var en kamp i gang mellem det gode og det onde om hans sjæl. „Jeg ved ikke, hvordan sådan en kamp udspiller sig, men jeg ved, at det var, hvad der foregik, og jeg var tryg ved, at Jesus kæmpede på min side.“ Torben Holm faldt endnu en gang i søvn, men vågnede ved, at der i hjørnet af stuen stod en tre meter høj engleskikkelse rustet til kamp. Han gik i dialog med englen, som fortalte, at den var kommet for at følge og beskytte ham.

Løst fra kontrakt Herefter stod det klart for Torben Holm, at han ikke kunne fortsætte sin karriere i Carlsberg. Han bad om at blive løst fra sin kontrakt, og selv om en del af hans kolleger vist mente, han var blevet vanvittig, oplevede han det selv som en lettelse. Han brugte herefter halvandet år på at finde ud af, hvilken vej Gud ønskede, han skulle gå. Da det stod klart for ham, søgte og fik han et job som direktør for et nyt kursuscenter, som Krifa (Kristelig Fagbevægelse) skulle bygge i Fredericia, og herefter løste han en lignende opgave for Muskelsvindfonden. Så var han kortvarigt ansat som indsamlingsleder i Care Danmark og som fundraiser i Internationalt Rehabiliterings Center for Torturofre. „For mig var det en logisk vej, der gik via det humanitære og næstekærlige til det kirkeligt funderede, og da Danmission så kontaktede mig, var det et naturligt næste skridt for mig,“ siger han.

Efter fem år med ansvar for både kommunikation, netværk og udvikling af genbrugsområdet var organisationen vokset så meget, at der måtte opgavedeling til. Torben Holm blev leder af det, han er bedst til: en kombination af innovation og økonomi. „Når jeg ser tilbage på Danmissions udvikling i de seneste 15 år, hvor der har været stor fremgang, tænker jeg, at Gud har forberedt mig til netop det her,“ siger Torben Holm, som skulle blive 37 år, inden han fandt troen på Gud. Mirakler kan, som der står på skiltet i genbrugsbutikken i Odense, tage sin tid.

7

Foto: Søren Kjeldgaard

guds fodspor Hvor ville verden have været i dag, hvis hyrderne på marken julenat havde tænkt, at deres møde med Jesusbarnet var en privatsag? Hvis de ikke havde fortalt historien – deres troshistorie videre? Når vi deler troshistorier, er det med til at gøre os bevidste om, hvordan Gud sætter fodspor i vores liv. Samtidig kan troshistorier også i dag tilskynde os til at omsætte ord til handling, og derfor kigger Danmission nærmere på troshistoriernes betydning – også for vores arbejde.

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist Den kristne tro er med, når Danmission inviterer til foredrag og fællessang i en dansk kirke; når vi lærer afrikanske og indiske børn, at de har rettigheder; og når vi skaber dialog mellem kristne og muslimer i Mellemøsten.

Men hvordan udlever vi den kristne tro i vores arbejde, hvordan omsætter vi troen til handling og lader den sætte spor i alt arbejdet? Hvordan kan Danmission, som er Danmarks ældste missionsorganisation, blive endnu bedre til at vise, hvad vi er rundet af? Og hvorfor er det overhovedet vigtigt at forholde sig til de spørgsmål? „Danmission skal stille skarpt på, hvad der er det særlige ved vores arbejde. Det er vigtigt med en stærk identitet, hvor vi også er klar på, hvordan vi adskiller os fra andre organisationer, som er på samme arbejdsfelter,“ siger Troels Toft, som er teolog og fagkonsulent i Danmissions afdeling for Kirke & Dialog. Han er ansvarlig for den del af afdelingens nye strategi, som handler om, hvordan Danmission er et

8

vidnesbyrd om Guds nærvær og kærlighed – både i ord og handling.

Han fremhæver, at Danmissions kald er at deltage i Guds mission ved:  At styrke kirkens forkyndelse så evangeliet høres og mennesker rodfæstes i kristen tro.  At tjene medmennesket og samfundet så alle kan leve et værdigt liv i fred og i et retfærdigt samfund.

Det særlige er, at vi i vores mission forholder os til det som to selvstændige opgaver, der ikke kan sammenblandes, ikke kan skilles ad og ikke kan erstatte hinanden.

Verdensmiddag i Græsted Ifølge den ældre "Ordbog over det danske sprog" er et religiøst vidnesbyrd en persons bekendelse eller forkyndelse

tema: troshistorie

Når vi deler vores troshistorier skaber det fællesskaber – også på tværs af grænser. Gudstjenesten forud for Danmissions repræsentantskabsmøde markerer netop dette fælleskab, som bygger på vores kristne tro – uanset om den udleves i Danmark, Pakistan eller et andet sted i verden.

af, hvad der bevæger ham eller hende. Og den forklaring, mener Troels Toft, giver god mening: „Det kristne vidnesbyrd rummer helt klart et personligt element. I Græsted, hvor jeg bor, har vi den senere tid modtaget en del flygtninge fra Syrien, og de er for mig blevet en anledning til at omsætte min tro til en meget konkret handling. Jeg har været med til at arrangere såkaldte verdensmiddage, hvor vi spiser sammen, lærer hinanden at kende og deler liv og oplevelser. Det er en måde, hvorpå jeg giver noget af det tilbage, jeg har fået, og samtidig føler jeg mig beriget af venskabet med de syriske flygtninge,“ siger Troels Toft.

Begrebet troshistorie kan bruges til at beskrive, hvordan vores tro omsættes til handling og skaber en historie. En personlig troshistorie, som den Troels Toft netop har fortalt.

Traditionen for at dele vores troshistorier med hinanden møder vi fx blandt hyrderne på marken, som ifølge Biblen

var de første, der modtog den skelsættende nyhed, om at Jesus var født. „Det er svært at forestille sig hyrderne stå der og opregne fordele og ulemper i forhold til, om de nu skal fortælle det, englene har fortalt dem om Jesus. De vælger at dele deres troshistorie på trods af den skepsis, de bliver mødt med,“ siger Troels Toft og fortsætter: „Det, mener jeg, er kernen i det kristne vidnesbyrd – kun ved at dele vores troshistorier, kan vi forkynde evangeliet, og det er det, missionsorganisationer som Danmission gør“.

Hvordan opstår et menneskes troshistorie? „Et menneskes tro påvirkes og formes af alt, hvad det møder – på godt og ondt. Noget er befordrende for troen – andet nedbryder den. Det vi møder i vores liv og gennemlever – glæder og smerter – er med til at forme vores tro, men vores tro er også med til at forme dét og dem, vi som troende fortsættes side 10...

9

Guds fodspor Foto: Rune Lundø

... fortsat fra side 9 møder. På den måde påvirkes vores tro, men vi påvirker også andres tro,“ forklarer Troels Toft og henviser til et citat af den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, som blev kendt for sin modstand mod nazismen: Kristus i min brors mund er stærkere end Kristus i mit eget hjerte. „Evangeliet lever af at blive delt, og med sit udsagn sætter Bonhoeffer ord på oplevelsen af, at de troshistorier, vi modtager, er stærkere end den, vi selv bærer på, og det kan tilskynde vores tro til at handle,“ siger Troels Toft.

Åndeligt blufærdige Et af de stærkeste eksempler på kristent vidnesbyrd, som Troels Toft har mødt i sit liv, var da han boede og arbejdede i Cambodja. Her lærte han en kvinde at kende, der på trods af, at hun materielt set ikke havde meget at byde på, alligevel slog dørene op til sit hjem og inviterede forældreløse børn indenfor. „De kræfter og den omsorg, hun havde, gav hun til børnene. Og hendes liv blev for mig et vidnesbyrd om den kærlighed, Kristus møder mig med, og som inspirerer mig til også at dele ud af min tid og mit overskud.“ Troels Toft har det lige som mange andre danskere – for ham er det langt lettere at dele andres troshistorier end sin egen.

10

„I vores kultur opflaskes vi med, at vi kun kan stole på os selv. Det er os, der skaber resultater og fremskridt, og inden for naturvidenskaben er det kun de fysiske, målbare observationer, vi kan stole på. Det, at vi længe har ladet et materialistisk verdensbillede styre dagsordenen, gør, at vi er blevet åndeligt blufærdige.“ Alligevel øver Troels Toft sig på at dele sin troshistorie med andre – også med risiko for at blive mødt med forundring og skepsis, når han fortæller, hvordan han har valgt at lade Gud indtage en central rolle i sit liv. „I Bibelen beskrives Gud som en far, der drager omsorg for os. For mig betyder det, at jeg først og fremmest er en del af Hans familie. At jeg på den måde lader Gud sidde i førersædet i mit liv, tror jeg, at nogen kan opleve som uansvarligt eller i hvert fald mærkeligt og uforståeligt.“

Del med partnerne Én ting er, at vi som individer kan dele vores troshistorier med hinanden og på den måde berige og udfordre hinanden, men hvorfor er det vigtigt for en organisation som Danmission at arbejde bevidst med troshistorie? „Som missionsorganisation er det vigtigt, at vi hele tiden minder os selv om, hvem vi er, og hvad vi er rundet af. Det

Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1245 og støt med 100 kr.

Foto: Rune Lundø

Støt Danmissions arbejde

Det vi møder i vores liv og gennemlever – glæder og smerter – er med til at forme vores tro, men vores tro er også med til at forme dét og dem, vi som troende møder.

På den måde påvirkes vores tro, men vi påvirker også andres tro.

Troels Toft, fagkonsulent i Danmissions afdeling for Kirke & Dialog

er en måde, hvorpå at vi kan sikre os, at vi beholder den identitet, som er kendetegnende for Danmission og vores arbejde,“ siger Troels Toft og henviser til en forsker og psykolog, Dorthe Kirkegaard Thomsen, som har beskæftiget sig med troshistorie: „Hun understreger i en af sine bøger, at hvis vi glemmer at fortælle hinanden om de begivenheder og hændelser, vi udsættes for i løbet af vores liv, så kan vi risikere at glemme, hvem vi er, og hvad vi er sammensat af.“ Derfor er det også vigtigt, at Danmissions samarbejdspartnere inddrages, så vi inspirerer hinanden til at finde nutidige udtryk for vores tro og troshistorie. „Vi oplever helt klart et behov fra vores partnere i forhold til at kunne sætte ord på, hvorfor vi støtter og samarbejder med kirker. De har brug for at kende vores troshistorie, og vi har brug for at kende deres for at få det bedst mulige samarbejde,“ pointerer Troels Toft og fortsætter: „Det er ikke længere kun os, der stiller krav til partnerne – de stiller også krav til os, fordi de vil forstå vores motivation og vores rødder. Og det skal vi prioritere, så det hele ikke går op i, at de som partnere skal afrapportere og huske at bruge de rigtige udviklingspolitiske termer – det skal de også, men vi skal også huske at dele vores tro.“

tema: troshistorie

Af Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet

Hvad er kristent vidnesbyrd?

Alle gode ord kan misbruges, fx kan ”vidnesbyrd” bruges om et rigidt skudsmålssystem eller om en ubærlig selvudkrængning. Men grundlæggende betyder det blot at bevidne noget vigtigt om en anden. Da Plinius den Yngre mistede en god ven, skrev han: ”Jeg har mistet vidnet til mit liv... jeg er bange for, at jeg fra nu af vil komme til at leve mere skødesløst." Det er elementært, at vi har brug for vidner til vore liv – et eller flere mennesker, som også, når vi ikke selv er i stand til det, kan bevidne, hvem vi er. Det er det, hverken mere eller mindre, Kristusvidnesbyrdet handler om: at bevidne, hvem Jesus Kristus er. Det er et udtryk for Jesu Kristi dybe menneskelighed, at han som vi andre har brug for vidner til sit liv.

På græsk hedder et vidne en martys, mens det at vidne hedder martyría. Kristusvidnesbyrdet kom til at koste og koster stadigt mange kristne livet. Derfor har martyrium også fået den betydning at dø, fordi man holder fast ved Kristustroens vidnesbyrd. Men grundlæggende betyder martyría blot at vidne om eller for en anden. Mission i kristen forstand er at vidne om Jesus – fra Jerusalem til Jordens ende (ApG 1,8), dvs. på vejen, hvor man står og går (Luk 24, 13-35).

Paulus siger i Rom 10,17, at troen forudsætter, at Kristusvidnesbyrdet er blevet præsenteret for mennesker – og det på en troværdig måde. Ingen kan indlade sig på en tro, de ikke har hørt om på en troværdig måde. Den kristne tro kan ikke leve, hvis den ikke gøres troværdigt gældende. Det kræver to ting: 1) at der er mennesker, for hvem troen er gældende på en måde, så det er umagen værd for dem og måske endda er en glædelig nødvendighed at præsentere Kristustroen for andre mennesker, og 2) at den kristne, der skal præsentere kristendommen, synes, at andre mennesker er gode nok til at få fortalt det gode budskab.

Hvad er troshistorie?

Troshistorien er historien om, hvad den kristne tro har betydet i og for den enkeltes liv. Ofte har troshistorien nogle udgangs- eller knudepunkter i de situationer i ens liv, hvor man har mødt et trosværdigt vidnesbyrd.

Det er en god og oplysende øvelse at sætte sig om et bord og lave en rundesang, hvor man skiftes til at fortælle fra ens personlige troshistorie.

11

JEG VIL VIDNE OM GUDS KÆRLIGHED Alireza Sechani valgte at skifte islam ud med kristendommen. Nu er han opsat på at invitere andre med på trosrejsen.

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist Ytrings-, presse- og forsamlingsfriheden Alireza Sechani lukker øjnene for at koner voldsomt indskrænket, og politikere og centrere sig om sin bøn. Hans ører er dækaktivister fængsles uden grund og uden ket af hovedtelefoner, der via en simultanretssag. Der er mange grunde til, at Alireza tolk sender præstens danske ord ind i hans Sechani i 2009 flygtede til England. øregange på sproget farsi. Stemmerne, der Vejen til Danmark og kristendommen flyder sammen i et Fader Vor denne søndag har absolut ikke været snorlige. Efter kun et i Apostelkirken på Vesterbro i København, år i England blev han sendt tilbage til Iran. stammer fra både danskere, iranere, Her levede han skjult i et års tid, inden det afghanere, irakere og flere andre nationaliteter. Fælles for dem er, at de har valgt at blive en del af den kristne folkekirke.

Hver søndag kommer 33-årige Alireza Sechani i Apostelkirken.

Apostelkirken og Danmission har et tæt samarbejde om bl.a.

Mødestedet, hvor flygtninge og indvandrere som Alireza Sechani fx kan få rådgivning, lektiehjælp, tage med på udflugter, høre foredrag og være med til fællesspisning og højskoleaftener. Det er i Apostelkirken, Alireza Sechani for syv måneder siden blev døbt og officielt skiftede Der er Bibler på mange sprog i Apostelkirken i København. islam ud med kristendommen. igen lykkedes ham at flygte, denne gang „Jeg er vokset op i en muslimsk familie, til Danmark. I løbet af de fire år, han har men Ishafan, hvor jeg kommer fra, er en været i Danmark, har han boet på en håndsærlig by, for der lever kristne og muslimer fuld forskellige asylcentre, fået afslag på at side om side. Jeg hørte altid kirkeklokker blive i landet, søgt igen og nu endelig fået fra vores hus, så på den måde var kriopholdstilladelse. Det sørgmodige blik i stendommen ikke helt fremmed for mig,“ Alirezas Sechanis øjne erstattes af et forbefortæller Alireza Sechani, der i Iran drev sit holdent smil, da han fortæller, at det bare er eget elektronikfirma. to uger siden, at han fik opholdstilladelse.

I hans hjemland hører henrettelser til dagens orden. Kun Kina henretter hvert år flere mennesker end Iran. Tortur er også Mysteriet om treenigheden udbredt, ligesom piskeslag og amputationer Det var ambitionen om at blive bedre til stadig bruges som afstraffelsesmetoder. engelsk, der førte Alireza Sechani ind i en

12

kirke, mens han havde midlertidig opholdstilladelse i England. I kirken tilbød man hver søndag sprogundervisning og i takt med, at ordforrådet blev udvidet blev også hans nysgerrighed pirret. „Jeg begyndte at stille præsten spørgsmål. Jeg var især optaget af mysteriet om treenigheden. Som muslim var det svært for mig at begribe, hvordan kristne tror på én Gud i tre personer – og jeg forstod heller ikke det med, at Gud bliver til Jesus. Det er jo så anderledes end islam,“ forklarer Alireza Sechani.

Tænk at blive tilgivet Alireza Sechani blev ved med at læse i Biblen – han anså stadig sig selv som muslim, men han kunne samtidig mærke, at der var opbrud indeni. „Jeg blev deprimeret og ramt af håbløshed, da jeg i november 2012 fik afslag på at blive i Danmark.

Jeg troede, at det var Gud, der ville straffe mig,“ siger Alireza Sechani.

Han befandt sig pludselig i ingenmandsland – han tvivlede på sin tro, kunne ikke tage hjem til Iran og heller ikke blive: „Jeg kunne ikke beslutte mig for, hvilken vej, jeg skulle gå i livet.“ Alireza Sechani var igen sendt i venteposition i et asylcenter, og her mødte han en kristen iraner fra sin hjemby. De to blev venner, og med sine gode engelskkundskaber hjalp Alireza Sechani sin nye ven med at google sig frem til en kirke, hvor der blev holdt gudstjenester på farsi.

tema: troshistorie

„Det var sådan, at jeg fandt Apostelkirken, og jeg husker tydeligt den første gang, jeg trådte ind i kirken. Jeg blev overvældet og var nærmest i chok, da jeg opdagede, hvor mange iranere, der var samlet på ét sted,“ forklarer han.

Fra prædikestolen den søndag blev lignelsen om Den Fortabte Søn fortalt.

I lignelsen hører man, hvordan en søn rejser bort med arven fra sin far, ødsler den bort og ender med at leve som fattig daglejer. Alligevel tager faderen imod sin søn med åbne arme og en fest, da han vender hjem. „Det rørte mit hjerte dybt. Jeg regnede ikke med, at Gud ville tilgive mig, men med ét følte jeg, at det var muligt at få Hans tilgivelse. Og lige dér følte jeg mig fri til at vælge kristendommen,“ siger Alireza Sechani.

Den unge iraner begyndte på dåbsundervisning i Apostelkirken, og efter seks måneders undervisning blev han døbt. „Jeg følte, at jeg blev født igen. Jeg blev overstrømmet af kraft og lyst til at ændre mit liv. Før jeg blev kristen, var det vigtigste mål i mit liv at få lov at blive her i landet.

Det er stadig vigtigt, at jeg får skabt et godt liv her, men lige så vigtigt er det, at jeg fokuserer på mit indre liv og på at udvikle og dele min tro,“ siger Alireza Sechani. Den eftertænksomhed, der kendetegner hans svar bliver for en kort stund erstattet af ivrighed. „Tilgivelse er for mig noget af det vigtigste i kristendommen – i islam bruges afstraffelse,“ siger han for at pointere, hvorfor han valgte at konvertere.

Alireza Sechani ønsker at dele kristendommen med sine medmennesker. På asylcentret har han fået stablet en bibelgruppe på benene, og han ser det som sin opgave at invitere andre asylansøgere med i fællesskabet i kirken. „Mange er så forvirrede, at de skal vises vejen. Og derfor beder jeg Gud, om at vise dem den rette vej, som han har vist den for mig. Jeg ser mig selv som et kristent vidnesbyrd – jeg vil vidne om Guds kærlighed,“ siger Alireza Sechani.

Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Et vidnesbyrd på asylcentret

Vejen fra moskéen i Iran til søndagsgudstjeneste i Apostelkirken i København har bestemt ikke været snorlige for Alireza Sechani.

13

Hvordan kan man trøste og fortrøste sine sognebørn, når selvmordsbombere forårsager et blodbad efter søndagsgudstjenesten? Biskop Humphrey Safaraz Peters fortæller i dette interview om at være kirke og kristen i det terrorramte Peshawar i Pakistan.

EN KIRKE

PÅ TORNE

Af Tove Lind Iversen, redaktør

„Safaraz – husk også at skrive mit pakistanske navn. Det er vigtigt for mig,“ siger biskop Humphrey Safaraz Peters. „Ja OK,“ svarer jeg. Mens tankerne er fokuseret på, hvordan jeg får biskoppen til at fortælle om det at vidne om Guds kærlighed i en tid, hvor kirken og de kristne er lagt for had af ekstremister. Først undervejs i samtalen står det klart for mig, hvorfor det er så vigtigt for biskoppen at få pointeret sit pakistanske ståsted, inden han begynder at fortælle fra verdens farligste stift – Peshawar i Pakistan.

„Lidelse og martyrium er en del af kristendommen. Martyrium betyder netop at vidne om Gud, og martyrerne i min kirke oplever, at de er vigtige i Guds plan.

Selv om kirken og de kristne går gennem trængsler, er vi altid er i Guds hænder.

Måske giver lidelsen os en følelse af at være tættere på Gud. Tættere på nåden. Måske får lidelserne og martyrierne os til bedre at kunne forstå mysteriet om Gud. Det kan måske være svært for jer at rumme i en fredelig dansk kirkesammenhæng. Men i Peshawar Stift giver det trøst.“

Hvordan kan man være et vidne om Guds kærlighed, når selvmordsbombere trækker ens sognebørn med sig i døden?

Har du besøgt ofre, som har fået dig til bedre at forstå dette mysterium?

„Det er vigtigt, at vi løbende besøger dem, der lider, og dem, der har mistet. Det er absolut nødvendigt, at kirken er til stede midt i det hele – hvem skulle ellers dele Guds kærlighed og Guds nåde? Jeg føler mig taknemmelig og privilegeret over, at Gud i sin visdom har sat mig i Pakistan med mulighed for at være en kilde til velsignelse for andre,“ siger Humphrey Safras Peters.

Og så kommer vi uvægerligt til at tale om 22. september 2013. Den søndag da to selvmordsbombere blandede sig med kirkegængerne efter gudstjenesten i Alle Helgens Kirke i Peshawar og sprængte sig selv i luften. Op mod 100 mistede livet, og endnu flere blev såret i det værste angreb rettet mod Pakistans kristne minoritet.

Hvordan kan man give sjælesorg i den situation? Noget om martyrium – som jeg ikke helt forstår…

14

„Alle hjem har deres særlige historier. Men lad mig dele en af dem. Kirkens ungdomskoordinator, som få måneder inden attentatet var blevet enkemand, mistede sine to små børn, sin mor og flere andre familiemedlemmer i terrorangrebet. Vi måtte ringe til ham i USA, hvor han var på arbejdsrejse, så han kunne haste hjem til begravelserne, som der var så mange af i de dage. Da jeg besøgte ham i hans hjem bagefter, mødte han mig med et smil på læben, men med smerten i øjnene. Han sagde: "Biskop, Gud er vores skæbne." Og som sådan er vi kristne nødt til at forstå alting. Der er ingen anden vej end gennem Gud.“

Pakistans Kirke beskriver sig selv som en kirke på torne i den islamiske verden. Kan den lille kristne menighed i Pakistan holde ud – har den en fremtid? „Kirken skal være alle steder og være til glæde og velsignelse der, hvor vi nu engang

hører til. Det er ikke løsningen, at vi som kristne flygter eller får vores eget isolerede område. Jeg er pakistansk kristen, som lever blandt pakistanske muslimer,“ siger biskoppen, som lægger vægt på sit pakistanske navn Safaraz, og pointerer, at kirken og de kristne er vigtige for Pakistan. „Kirken bidrager bl.a. med uddannelse, hospitaler og hjælp til handicappede til gavn for alle – ikke bare de kristne. Det er godt for det pakistanske samfund. Samtidig er det et kristent vidnesbyrd, som kan være med til at dæmpe frygten for de kristne – en frygt som ellers kan vendes til had og til blodsudgydelser både i Pakistan og i resten af verden. Så alle – også den globale kirke – må forstå, at det er vigtigt, at Pakistans Kirke overlever selv i disse fjendtlige tider.

For de kristnes skyld, for hele Pakistans skyld og for Vestens skyld.“

Kan man elske sin næste, når næsten lige har dræbt ens sognebørn? „Først og fremmest skal vi kunne tilgive.

Efter angrebet på Alle Helgens Kirken bad vi for ofrene, men vi bad også for selvmordsbomberne.

Vi skal også alle huske, at der er få ekstremister, og at terroren ikke kun er rettet mod de kristne,“ siger Humphrey Safras Peters og henviser til, at der med jævne mellemrum er blodige angreb ved moskéer, politistationer, busser, skoler, markeder osv. „Mange muslimer støtter deres kristne venner og naboer – nogle gange beder de sammen med os, når terroren rammer. At vi kan bede sammen er et rigtig godt signal, som skal udbredes for den globale freds skyld.“

tema: troshistorie

Høring på Christiansborg Biskop Humphrey Safaraz Peters er en af oplægsholderne ved en dansk høring om menneskerettigheder og religiøse minoriteter med udgangspunkt i Pakistan. Høringen, som er arrangeret i samarbejde mellem Danmission, Institut for menneskerettigheder, Det Mellemkirkelige Råd og Dansk Missionsråd, finder sted 2. september kl.

13-15.30 i Christiansborgs Fællessal.

Hvert år til påske går unge og gamle – mænd, kvinder og børn under sang og bøn gennem Peshawars forblæste, smalle gader. Påskeprocession er et stærkt symbol – både på styrken i Pakistans Kirke og på de kristnes forankring i det pakistanske samfund. „Vi blev advaret om faren forud for den første påskeprocession efter terrorangrebet på Alle Helgens Kirke. Selv om kun omkring 600 mødte op, begyndte vi at gå. Men efter en halv time var vi tusind, og til slut flere end 6.500 – og mange muslimer hilste os undervejs,“ fortæller biskoppen tydeligt rørt og kalder påskeprocessionen for et af menighedens kristne vidnesbyrd.

At være kristen i Pakistan giver hverken penge, magt eller sikkerhed.

Tværtimod! De kristne varetager job som fx lokumstømning, rengøring og renovation. Hvis man konverterer til kristendommen bliver ens livsvilkår således ofte væsentlig ringere.

Livet som kristen kan være farligt – ikke mindst hvis man er konvertit. Så hvad siger du til en muslim, som efter at have mødt Gud gennem dig, ønsker at konvertere? „Jeg opfordrer først muslimen til at gå dybere ned i sin egen tro: "Du kan finde meget godt der. Hvis det ikke er løsningen, så vær velkommen i min kirke. Bed til Gud og Jesus Kristus. Han kan udføre mirakler i dit liv og få dig til at forstå mere."”

Så, du ønsker ikke at omvende andre? „Nej, men hvis de selv ønsker det, så er det godt. Min opgave er at dele det glædelige budskab om frelsen og genopstandelsen.“

Foto: Karsten Flemming Thomsen

Se mere på www.danmission.dk Tilmelding: tto@danmission.dk

Humphrey Safaraz Peters, biskop i Peshawar – kaldet verdens farligste stift.

Pakistans kristne De kristne udgør omkring 1,6 pct. af de 179 millioner indbyggere i det altdominerende muslimske land. Mange af de kristne er efterkommere af hinduer, som under det britiske kolonistyre i Indien konverterede for at slippe ud af kastesystemet. De kristne er stadig blandt de fattigste i Pakistan og varetager job som renovation, kloak og rengøring.

Pakistans Forenede Kirke er en protestantisk kirke, som samler anglikanere, lutheranere, presbyterianere, metodister og andre konfessioner.

Sammenslutningen præsenterer sig med bibelcitatet:

"Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme." (1. Korintherbrev 1:27)

Danmission i Pakistan Danmission har siden 1901 samarbejdet med Peshawar Stift. Vi støtter både arbejdet for marginaliserede grupper, udbredelsen af Evangeliet og trosdialog.

Støt Danmissions arbejde Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1245 og støt med 100 kr.

15

UDEN SKOLEUNIFORM – INGEN SKOLEGANG Diakoni betyder "at tjene", og det er en vigtig del af det at være kirke. En skoleuniform, sko, en blyant og et kladdehæfte fik tre piger tilbage på skolebænken i Tanzania.

Børnene her har fået tøj fra kirkens diakoniafdeling, og moren har fået penge til at købe skoleuniformer, sko, kladdehæfter og blyanter, så de igen kan gå i skole.

Af Anne Juel Katabaro, tidl. udsendt til diakoniafdelingen i Karagwe Stift for Danmission Tre hårtoppe dukker op fra den anden side af bjerget, og under dem er tre glade pigeansigter. De er kommet løbende for at byde mig velkommen. Velkommen til den lille, meget beskedne hytte, som er deres hjem. Hytten er to en halv gange tre en halv meter og er lavet af flettede grene dækket med mudder. Den ligger på en bakkeskråning i Bugene i det nordvestlige Tanzania, hvor der er et meget lille lag jord, så næsten ingenting kan gro her.

De tre store piger på 7, 9 og 12 år bor her sammen med deres to yngre søstre på 3 og 5 år og deres mor, Sarafina Thomas. Deres far døde for to år siden af HIV/AIDS. Moren og den yngste søster er begge smittet med HIV-virus, så fremtidsudsigterne for de store piger er ikke ligefrem rosenrøde.

Moren har ikke noget job, men forsøger dag for dag at finde noget arbejde, så hun kan forsørge sin familie. Det er ikke nemt, så det bliver sjældent til mere end ét måltid, højst to, om dagen.

Diakoniafdelingen under den Evangelisk Lutherske Kirke i Karagwe Stift, som Danmission støtter, fik kontakt med familien, da moren kom til kontoret for at bede om hjælp til at komme på sygehuset. I den forbindelse kom det frem, at de store piger var derhjemme, selvom de alle tre er i den

16

skolepligtige alder. Grundskole er gratis i Tanzania, og der er skolepligt. Men moren kan ikke finde penge til skoleuniformer, sko, kladdehæfter og blyanter… og så kan skolen ikke tage imod pigerne. Med hjælp fra diakoniafdelingen er det blevet købt, så nu går de tre piger igen i skole!

Familier som denne findes der desværre rigtig mange af. Nogle af dem kommer diakoniafdelingen i kontakt med.

Andre forbliver oversete. Den barske sandhed er, at de i Tanzania ikke har andre steder at henvende sig for hjælp end en kirkes diakoniafdeling.

Diakoni betyder at tjene – som Jesus tjente sine medmennesker. At gøre som den barmhjertige samaritaner, der hjælper den tilskadekomne fremmede, som han møder på sin vej. Diakoni er at udleve det kristne ord i handling – at være et kristent vidnesbyrd. „Forkynd evangeliet. Brug ord om nødvendigt,“ som tiggermunken Frans af Assisi sagde. Eller som min sognepræst, Marianne Vigen Smolarz, i Sejs-Svejbæk Kirke siger: „Giv dem en hånd at holde, et blik at møde. Lad dem møde kærligheden.“ Vi har alle en hånd at række ud, og bliver den grebet, er der et medmenneske som Sarafina Thomas og hendes døtre, der har mødt kærligheden og dermed kernen af det kristne budskab.

tema: troshistorie

Vi skal gøre det normalt at tale om vores tro Selvom over halvdelen af den danske befolkning ifølge flere nyere undersøgelser tror på Gud, så holder de fleste deres tro tæt ind til kroppen. Vi mangler mod til og et sprog for at udtrykke vores tro, mener religionssociolog Ina Rosen.

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist

Foto: Anne Juel Katabaro

Danmission støtter diakoni gennem Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT).

Tanzania er plaget af malaria, fattigdom og underernæring.

Og det er barske udfordringer for de fleste, men for de svageste i samfundet er det katastrofalt. Kirkens diakoniafdeling hjælper de svageste og opbygger netværk, der tager vare på menighedernes diakonale arbejde. Hjælpen er fx:  Medicin og lægehjælp  Hytte eller reparation af hytte  Skoleuniformer  Tæpper  Rådgivning

Støt Danmissions arbejde Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1245 og støt med 100 kr.

Siden kong Harald Blåtand i år 965 indførte kristendommen har den haft stor indflydelse på vores samfund og tankegang. 79 procent af den danske befolkning er i dag medlem af folkekirken. Alligevel er mange af os tilbageholdende med at dele vores personlige tro – vores troshistorier – med hinanden.

Religionssociolog Ina Rosen, der har forsket i danskernes forhold til tro og religion, mener, vores frygt for at dele vores personlige tro grunder i, at det at tro er blevet gjort til en indre følelse. „Hvis jeg skal forklare dig, hvor meget jeg elsker mine børn eller min mand, så kan jeg overhovedet ikke beskrive det med ord. På samme måde forholder det sig for mange i forhold til at beskrive deres tro. Troen er en følelse, og derfor er vi enormt sårbare omkring vores tro, og det gør, at vi bliver bange for at være åbne,“ siger Ina Rosen.

Hun har i sit arbejde mødt flere troende og konvertitter, der er blevet mødt med afvisning og nedladenhed, når de har fortalt deres troshistorie til andre. De bliver beskyldt for at pådutte sig selv og deres børn en tro. „For mange mennesker er religion synonymt med et system, hvor man underkaster sig, og hvor man opgiver lidt af sig selv til fordel for nogle rammer. Og det går dårligt i spænd med, at vi lever i en kultur, hvor individualiteten er vigtig. Mange ser ikke det at være troende, som et voksent og modent valg, men nærmere som en underkastelse.“ Og dermed kan det være grænseoverskridende og ligefrem en voldsom oplevelse, hvis man efter at have fortalt om sin personlige tro bliver betvivlet af andre. „Det er jo ikke kun ens religion, der bliver betvivlet, men også en selv. Derfor kan der være en stor risiko forbundet med at dele sin troshistorie.“

Hvorfor er det vigtigt, at vi tør tale om vores tro? „Jeg oplever, at der er stort behov i vores samfund for at tale alvorligt om livet. Folk betaler i dyre domme for at tale med psykologer om liv og død. Den samtale kunne kirken også rumme.“ Ifølge religionssociologen går vi alle og tumler med eksistentielle spørgsmål, som vores tro kan være med til at give et sprog for at tale om. Med vores tro, kan vi være med til at "åbne" samtalen, hvad enten den finder sted i kirken, til et middagsselskab eller på vores arbejdsplads. „Man kan bruge sig selv og sin egen tro i snakken – de der har taget stilling har mange flere ord. På den måde kan vi hjælpe hinanden til at reflektere mere og i sidste ende leve mere, som vi gerne vil.“ Ina Rosen mener, de sociale medier hjælper os til at dele vores tro. „Da min far døde i 2009, skrev jeg det på Facebook. Det oplevede mange som noget meget mærkeligt at gøre. I dag ville ingen undre sig over, at jeg delte et sådant tab på Facebook. Så på blot få år har grænsen for, hvad man deler, rykket sig markant.“ Ina Rosens håb er, at vi kan tale om liv, død, kærlighed og dele vores tro og troshistorier uden at være bange for, at vi blive set skævt til. Men det kræver, at nogen tør gå foran. „Det sker ikke af sig selv, så som troende skal vi selv turde og være villige til at dele vores fortællinger og tanker, så kan vi være med til at skabe et sprog for vores tro og normalisere det at tale om den.“ Foto: Operate 17

Fotos: Private fotos

LIVET SOM UDSENDTe PÅ

ZANZIBAR Lotte og Nik Bredholt med deres børn Simone og Tim.

Lotte og Nik Bredholt flyttede til Zanzibar her i sommer sammen med deres søn Tim på 9 år. Lotte skal arbejde med syskolen Upendo, mens Nik har fokus på dialog og samtidig skal være regionsleder for Danmissions arbejde på Zanzibar og i Madagaskar.

Hvorfor har I valgt at flytte til et fremmed land og arbejde der? „Vi har valgt at rejse ud, fordi vi synes, opgaverne er spændende, og fordi vi tænker lidt som H.C. Andersen, når han siger: „At rejse er at leve„. Vi har lyst til at gå på opdagelse i en større sags tjeneste, og ser frem til at være på rejse sammen.“

Hvor henter I jeres inspiration til arbejdet ude?

18

„Vi kommer begge to fra en baggrund, hvor kirke, kristent fællesskab og praksis er vigtigt – ikke blot i de nære sammenhænge, men også i forståelsen af at være del af en større og universel kirke.

Vi har undervejs i vores liv været tæt på og mødt missionærer i såvel Afrika som Sydamerika og er fascineret af deres kristne vidnesbyrd.

I 1998 rejste vi til Peru og besøgte en dansk missionær, Peter Tandholt, som

boede blandt indianerne i højlandet. Han var både en stor sportsmand, der havde spillet på landsholdet i fodbold og håndbold, og han var jurist, og havde forladt en karriere i Justitsministeriet. Med de mange muligheder han havde haft i Danmark havde han alligevel valgt at leve og støtte de fattige højlandsindianere, der netop havde brug for et menneske med store kræfter og en person, der kunne styrke dem i arbejdet for at opnå rettigheder.

tema: troshistorie Og i efteråret 2005, da vi netop var kommet til Nairobi, blev søster Leonella, en italiensk missionær i Somalia, myrdet, mens hun krydsede vejen mellem sit hjem og det missionshospital, hvor hun arbejdede. Hendes begravelse og de tanker, det satte i gang, har fulgt os siden.

Der blev holdt en stor begravelse for hende med deltagelse af flere hundrede mennesker. Biskop Bertin fra Djibuti, som var en personlig ven af søster Leonella, prædikede, og det blev et stærkt vidnesbyrd om hendes dedikation til at arbejde blandt Somalias krigshærgede befolkning, i tillid til at det var der, Gud ønskede hende.

For biskop Bertin var det ikke nogen tilfældighed, at hendes livvagt, en muslimsk far til fire børn, døde sammen med hende: "At en italiener dør sammen med en somalier, en europæer sammen med en afrikaner, at en hvid dør sammen med en sort, en kristen sammen med en muslim, en kvinde sammen med en mand vidner om en sameksistens såvel i livet som i døden. At leve sammen på trods af forskelle, forudsætter en ændring i hjertet, et håb, vilje og udholdenhed."

Søster Leonella vidste, at hun var dødeligt såret og kunne knapt få luft. "Jeg tilgiver, jeg tilgiver," var hendes sidste ord ifølge de søstre, som var omkring hende, da hun døde. De selv samme ord som Jesu ord på korset, som biskop Bertin tilføjede i sin prædiken.

Ved begravelsen lå søster Leonella med et smil i sin åbne kiste. Biskop Bertin gav da også udtryk for i sin prædiken, at han særligt havde bemærket sig hendes ansigt.

Hun smilte stadig naivt, kendetegnende for den naivitet, som hun byggede sin tro og gerning på – nemlig, at Guds rige, som Jesus bebudede, er at finde på Jorden, hvis vi blot lader være med at reducere realisme til pessimisme. Hendes smil og naivitet fortæller os, fortsatte han dengang, at en ny verden er mulig, og at der er håb for et nyt Somalia. Et Somalia, som søster Leonella forestillede sig det: helbredt for

borgerkrigens sår. Det er tankevækkende, at et dødsfald, endda et mord, kan udlægges som håb for en bedre verden og sameksistens.

I dag godt 10 år senere er der stadig borgerkrig i Somalia, og verden er måske mere end nogensinde præget af spændinger og konflikter; krige og befolkninger på flugt. Mennesker som Peter Tandholt og søster Leonella, som i deres mission for en bedre verden er indstillet på at ofre noget, står som stærke eksempler for os at følge. Søster Leonella skulle engang have sagt: "I det mindste prøvede jeg."“

Hvad er det sværeste ved at rejse ud?

Lotte arbejder på syskolen Upendo, mens Nik er tilknyttet dialogcentret samtidig med, at han er regionsleder for Zanzibar og Madagaskar.

Begge arbejder tæt sammen med lokale partnere.

„Det kommer til at tage tid at få en hverdag til at fungere, etablere nye venskaber og arbejdsrelationer og ikke mindst at skulle lære swahili. Det gælder for os alle, også for vores søn Tim på 9 år, som i september starter i den internationale skole.

Det absolut sværeste er, at skulle væk fra den nære familie. Vores forældre er gamle, og har brug for vores omsorg og opmærksomhed. Nu kommer vi til at bo flere tusinde kilometer væk, og selvom Skype og hurtige fly kan klare meget, så vil vi være på afstand. Og vores store datter skal blive hjemme i Danmark, hvor hun studerer kunsthistorie. Hun kommer til at savne os, og vi vil savne hende.

Nogle af de bedste erindringsbilleder fra tidligere år i udlandet er de besøg, vi har haft af venner hjemmefra. Det er dejligt at have minder sammen, uanset om man er

ude eller hjemme, men det står stærkt, når man oplever sammen i det fremmede.

Når man rejser væk fra familien og vennerne, så er man pludselig alene. I det fremmede skal man gøre en indsats for at skabe nye venner og forbindelser, og det kræver mod at turde bevæge sig ud i relationerne.“

Er der højtider, det er særligt udfordrende at afholde væk fra Danmark? „Det er vores erfaring, at særligt bryllupper er ærgerlige at være væk fra, og det er svært at være væk fra begravelser – særligt begravelser tæt på. Det er begivenheder, som ikke kommer igen. Højtider kan få en helt ny ramme, som når man fejrer jul i vandkanten med et plasticjuletræ og skal lære de nye venner at danse om juletræet og synge danske salmer.“

På Danmissions hjemmeside www.danmission.dk kan du følge Lotte og Nik Bredholt og deres arbejde som udsendte til Zanzibar. Her kan du også læse blog med oplevelser og overvejelser fra Danmissions øvrige udsendte.

19

En brugt kommode og en skuffefuld næstekærlighed Når Danmissions genbrugsbutikker er med til at møblere lejligheder for syriske flygtninge og hilser dem kærligt velkomment til lokalsamfundet, så kan det også ses som et kristent vidnesbyrd om Guds kærlighed – som ord til handling.

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist De sidder tæt i sofaen – familien Dawood fra Syrien – der tæller far, mor og seks børn. Den lille toværelses lejlighed i Ålestrup i Nordjylland, hvor familien har boet de seneste tre måneder, er indrettet med møbler fra genbrug. De to sofaer, lænestolene, bordet og kommoden er langt fra den stil, de indrettede sig med i Syrien.

I byen Al Hasakah i det nordøstlige Syrien, hvor de boede i et treetagers hus, var hjemmets hjerte – stuen – indrettet med elegant tapet og mosaikker på væggene, smukke keramikvaser og bløde madrasser på gulvet. „Vi er slet ikke vant til at sidde i sådan nogle møbler,“ fortæller datteren Hemrin med smil i øjnene.

20

I takt med at flygtninge som familien Dawood fra det krigshærgede Syrien sendes ud at bo i de danske kommuner, oplever flere af Danmission Genbrugs butikker en stigende efterspørgsel på møbler, service og tøj.

I Vesthimmerlands Kommune, hvor familien Dawood er endt, efter at de har fået midlertidig opholdstilladelse, har man ifølge Jørgen Smed fra Hvalpsund Genbrug, som Danmission er med i, et budget på 1200-1500 kroner til at møblere et hjem for en flygtningefamilie. „Vi har endnu ingen flygtninge boende her i Hvalpsund, men kommunen indkøber møbler til flygtningefamilierne i de nærliggende byer, Ålestrup og Farsø. Og

efter at vores nedlagte folkeskole blev lavet om til sprogskole, så har vi også mærket en stigning i antallet af flygtninge, der handler i butikken,“ fortæller Jørgen Smed, der er leder af afdelingen med møbler i Hvalpsund Genbrug.

Han vurderer, at butikken det seneste år har leveret møbler til omkring 10 lejligheder og efterspørgslen fortsætter. „Vi kan nu sælge kakkelborde og fyrretræsmøbler, som normalt er svære at afsætte. For når flygtningenes hjem skal møbleres, så er det altså prisen, der er i højsædet og ikke stilen,“ siger Jørgen Smed.

Danskerne dumper ikke indenfor Abdel Dawood krammer kærligt den

genbrug

FAKTA: I Vesthimmerlands Kommune bliver de flygtninge, der kommer fra asylcentret ud i en bolig udstyret med basale fornødenheder og møbler såsom køkkenservice, håndklæder, sengetøj og møbler. Når en lejlighed skal møbleres, henvender kommunen sig fx til Danmission Genbrug i Hvalpsund, hvor de kan indkøbe møbler og lamper til en billig pris. Flygtningene vælger ikke selv deres møbler.

Det indkøbes typisk til møblering af en lejlighed:

Foto: Kirstine Thye Skovhøj

1 reol TV-bord Sofa 2 lænestole 1 sofabord 1 lampe

Familien Dawood fra Syrien i deres genbrugssofa i lejligheden i Nordjylland. Mange flygtningefamilier får møbler m.m. fra genbrugsbutikker rundt om i Danmark.

yngste datter, der placerer et kys på hans ene kind. Familien snakker uafbrudt – og i munden på hinanden – som om de flyder over af ord, de må dele. Det er ikke mere end tre måneder siden, Abdels kone og de fem yngste børn ankom til Danmark. Selv forlod han Syrien for et år siden. Og for en måned siden lykkedes det også at få familiens ældste søn ud af det krigshærgede land, hvor flere end 10 millioner er på flugt – enten i andre lande eller inde i Syrien.

Samlet i Danmark kan familien endelig tale frit igen. „Vi er så lettede over, at vi er væk fra krigen“, siger Abdel Dawood.

Lejlighedens vægge er bare, kun et par børnetegninger svømmer ensomt

rundt over den beigefarvede sofa, som Abdel om aftenen slår ud til sig selv og konen. I værelset ved siden af deles de fem hjemmeboende børn om to senge og to madrasser. „Vi glæder os til at få lidt mere plads og senge til alle, men vi er taknemlige og takker Gud for, at vi er kommet væk fra krigen,“ siger Abdel Dawood og tilføjer: „Så gør det altså ikke noget, at vi skal undvære vores ejendele, og at møblerne ikke er, som dem vi er vant til. For os er det vigtigste lige nu, at vi er i et land, hvor der er fred.“ Det familien savner allermest hjemmefra er livet i gaderne, vennerne og familien, naboerne og den mellemøstlige

tradition for, at man bare dumper ind hos hinanden. „Her i Danmark skal man planlægge alt, man går ikke bare på besøg, og det gør det svært at lære danskere at kende,“ siger moren, Andera Dawood.

Vidnesbyrd om Guds kærlighed I genbrugsbutikken i Hvalpsund gør man meget ud af at få områdets nye beboere til at finde sig til rette og for at få de lokale og frivillige i butikken til at vise åbenhed frem for skepsis. „For nogle af vores frivillige har det været svært at forstå, hvorfor der pludselig kommer flygtninge til vores lokalsamfund, og nogle har været bange og fortsættes side 22...

21

genbrug

For mig handler det om, at vi er med til at fordele den strøm af kærlighed, som fosser ned fra oven. Det er vores opgave at dele ud af kærligheden – og det gør vi gennem handling.

Jørgen Smed, Hvalpsund Genbrug, om det kristne vidnesbyrd, man også kan være i en genbrugsbutik

Vil du være frivillig i Danmission Genbrug?

Læs mere på : www. genbrug.danmission.dk eller kontakt din lokale genbrugsbutik.

en brugt kommode... ... fortsat fra side 21

utrygge. Det bunder mest i uvidenhed.

Jeg plejer at sige: Tag chancen og snak med dem!“, siger Jørgen Smed, der som afdelingsleder er ansvarlig for de omkring 35 frivillige, der er tilknyttet Hvalpsund Genbrug i byen.

Han ser stor værdi i, at Danmission Genbrug indirekte og direkte er blevet en del af flygtningenes nye liv i Danmark. „For mig handler det om, at vi er med til at fordele den strøm af kærlighed, som fosser ned fra oven. Det er vores opgave at dele ud af kærligheden – og det gør vi gennem handling: Vi står her i butikken og gør noget, som vi føler glæde ved.

Flygtningene får billige møbler og tøj og et godt indtryk af lokalsamfundet. Det sidste led som også mærker vores kærlige handlinger, er de mennesker, som Danmission hjælper ude i verden med omsætningen fra butikken. Det er strømmen af kærlighed, der fordeler sig,“ lyder det fra Jørgen Smed.

Grethe Østergaard er én af de frivillige, der hver uge ekspederer i butikken, og for hende er det blevet en mærkesag også at tage godt imod flygtningene.

22

„Vi er så lettede over at være væk fra krigen,“ siger Abdel Dawood fra Syrien.

To af familien Dawoods seks børn.

„Det er ikke altid, at vi forstår hinanden, men vi kommer langt med fagter. For mig er det vigtigt, at jeg er med til at give dem et godt indtryk af Danmark, og det er jeg ved at være imødekommende og hjælpsom.“ Også Lene Poulsen, der har været frivillig i Danmission Genbrug gennem et års tid, ser stor værdi i at kunne række ud mod de nyankommne flygtninge. „Jeg føler, at jeg gør noget for andre, men lige så vigtigt er det, at jeg oplever, at der er behov for min indsats. Alle behøver at behøves! For mig er det at være et ordentligt menneske ensbetydende med, at vi tager os godt af vores medmennesker,“ siger hun, mens Jørgen Smed nikker samstemmende.

Han er ikke tvivl om, at mange af de lokale indbyggeres negative indstilling til flygtningene lige så stille har forvandlet sig til venlighed. „Jeg håber, der flytter flygtninge her til Hvalpsund. Jeg glæder mig til at knytte bånd, til at række ud og passe på dem i stedet for at støde dem fra os. De mennesker har været igennem så meget smerte, så de fortjener at blive taget imod med omsorg.“

Et vellykket Folkemøde for Danmission Solen stod højt over Solskinsøen, da der i juni for tredje gang blev afholdt det årlige Folkemøde på Bornholm.

Danmission var vært ved en debat om ekstremisme og antiradikalisering.

I debatten deltog imam Mohammad Abou Zeid fra Libanon, den kristne præst Hadi Ghantous fra Syrien, Zubair Butt Hussain, debattør og tidligere talsmand for “Muslimernes Fællesråd”, og Henrik Sonne Petersen, der er programleder for Danmissions kirke- og dialogarbejde.

Som ordstyrer var debattør Natasha al-Hariri.

Paneldeltagerne diskuterede, hvordan religion og religiøse ledere kan være med til at forhindre ekstremisme og radikalisering i Mellemøsten – og i Danmark.

“Folkemødet er det ideelle sted at møde vores samarbejdspartnere og møde dem, vi ønsker et fremtidigt samarbejde med,” siger kommunikationschef Charlotte Dyhr. ”Folkemødet er et sted for dem, der har noget på hjerte. Og det har Danmission! Vi har som missionsorganisation brug for at tydeliggøre, hvordan vi arbejder med mission i dag, og på Folkemødet er det muligt at få vores mærkesager bragt i spil.”

Læs interview med Mohammad Abou Zeid på Danmissions hjemmeside www.danmission.dk

sommeroase

I sommer var Danmission med på den kristne lejr, SommerOase, på Rudehøj Efterskole i Odder. Her kunne deltagerne nyde den afslappede og eksotiske stemning i Café Zanzibaren, som frivillige og ansatte fra Danmission stod for. Om torsdagen var caféen fyldt til randen, da standup komiker Jakob Svendsen gik på. Han tog udgangspunkt i din, min og vores hverdag. Familie, ægteskab, mirakler, stillezoner, børn, usympatiske sider og uheldige situationer.

Det hele var bygget op om 70 % sandhed, 40 % løgn og 13 % forkert statistik.

Jens Juul Petersen (til højre), der er fagkonsulent for Danmissions arbejde i Mellemøsten, havde fået den fornemme opgave at transportere Danmissions gæster sikkert til Bornholm. På passagersædet imam Mohammad Abou Zeid fra Libanon, på bagsædet i midten den kristne præst Hadi Ghantous fra Syrien flankeret af de danske debattører Zubair Butt Hussain og Natasha al-Hariri.

KOLLEKT 2015

Danmission er på kollektlisten i mange kirker 14.22. søndag efter trinitatis. Hvis I også samler ind i din kirke, kan følgende læses op i forbindelse med indsamlingen.

Kollekttale: Vi hører meget om de kristnes situation i Mellemøsten. Danmissions partnere i bl.a. Egypten har sagt, at de kristnes fremtid i Mellemøsten først og fremmest afhænger af, om de kan leve fredeligt sammen med deres muslimske naboer.

Danmissions partnere beder om hjælp til at skabe gode forbindelser til de muslimske naboer, hvilket Danmission gør gennem dialogarbejde. Her opstår venskaber og fællesskaber, hvor kristne, moderate muslimer og ateister arbejder for et inkluderende samfund.

Foto: Charlotte Dyhr

Det fører til den bedste løsning for de kristne: At de kan leve i fred med deres naboer i de lande, som altid har været deres fædreland.

Støt Danmissions arbejde med dialog i Mellemøsten Giro 6000 398 Reg.nr. 4190 Kontonr. 6000 398 Mærke "kollekt" 23

Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pede

KIRKETROMMER, KANGAER OG KARIBU 20 danske unge var i sommer to uger i Tanzania med Danmission Unge. Formålet var at give tanzaniske unge og danske unge mulighed for at møde hinanden – at knytte bånd omkring at være ung, at være frivillig og at ville noget godt for verden.

Vi bringer her et par glimt fra rejsen, og har du fået lyst at vide mere, så læs deres blog på www.blog.danmission.dk/ dmu/. Eller mød dem, når de i den kommende tid holder foredrag om deres oplevelser og overvejelser.

Du kan bestille deres foredrag hos Karin Ravnborg, 41 999 330 eller kra@danmission.dk.

Af Maria Sandborg-Olsen, Danmission Unge

Husbesøget

24

Biler og busser med tekster som: "God loves you" eller "One way – Jesus" ses over alt i gadebilledet i Tanzania. Og det fortæller meget præcist, hvor meget troen fylder i tanzanianernes hverdag. Flere gange under vores rejse talte vi om den store kontrast, der er mellem kirken i Tanzania og i Danmark. Kirken har meget åbne arme. I stopfyldte kirker blev vi taget imod med "karibu sana" (du er meget velkommen på swahili), som blev sagt ved hvert håndtryk og de mange kram. Med bøn, dans og sang takkede de Gud for, at Han havde gjort det muligt, at vi kunne komme på besøg hos dem. Vi besøgte en kirke, som tog os med på deres ugentlig husbesøg hos de familier, der ikke har været i kirke i et stykke tid. Her blev holdt en lille andagt og bedt for familien. De familier, vi besøgte, var meget glade og taknemmelige for at få besøg og blive inviteret med i kirke igen. At troen på Gud fyldte så meget i deres hverdag var en vild oplevelse. I Danmark er troen for de fleste en privatsag, og mange ville nok opleve det som grænseoverskridende, hvis den lokale folkekirke kom på husbesøg for at høre, hvorfor man ikke har været i kirke på det seneste. Men i Tanzania virker det som udtryk for gensidig ansvarlighed for hinanden. Under rejsen talte vi om, hvorvidt den tanzanianske kirke, som er så levende og med et stærkt fællesskab, kan inspirere kirken i Danmark.

Sparekoen

genbrug

I Tanzania er der ikke tradition for at spare de penge op, man tjener. Har man en smule mad eller penge, så deler man med sin familie og naboer. Det er egentlig en meget smuk tanke og et udtryk for den store gavmildhed, som vi også blev mødt med overalt på vores rejse i Tanzania. Men der er en bagside for mange fattige bønder, som mangler penge til de mere langsigtede investeringer – fx køb af en ko eller børnenes skolegang. I Bukoba besøgte vi – på en ganske særlig dag – låne-spare-grupper, som er støttet af Danmission. Vi fik æren af at overrække bønderne det, de hver især havde sparet op ved salg af afgrøder det år, hvor de samtidig var blevet undervist i bedre landbrugsmetoder og rettigheder.

Det gjorde stort indtryk, da en kvinde fortalte, at hun ville bruge sin opsparing på at købe en ko – det er ellers forbeholdt mænd at eje kvæg og jord, men gennem projektet har hun lært, at hun også har den ret. Fantastisk at møde mennesker, som helt konkret får en bedre hverdag. Pludselig gav det så meget mening, at vi i Danmission Unge samler penge ind til arbejdet ude i verden.

25

Gør verdens børn Mange danske piger drømmer sikkert om at gå forrest i Luciaoptog, når vi hvert år 13. december fejrer Luciadag. Ligesom den katolske helgen Santa Lucia for 1700 år siden har nutidens Luciabrude lyskrans på hovedet og hænderne fri – fri til at gøre godt og være forbillede.

Santa Lucia har også inspireret os i Danmission. I Årets Lucia Indsamling sætter vi fokus på børnene – Danmission Fremtidsbørn. Alle børn har ret til at vokse op under sunde og trygge forhold, men mange har ikke de muligheder og rammer, der skal til. Derfor ligger det Danmission særligt på sinde at være med

til Fremtidsbørn

til at give børnene og deres familier bedre vilkår. Sammen med vores partnere skaber vi fællesskaber og er med til at gøre børnene til ledestjerner i deres eget liv.

I dette magasin (side 28-29) kan du læse om Mona Ali Mohammad, som har overtalt sin mand til, at deres to døtre, Hanin og Namaa, ikke skal omskæres.

Omskæring af piger har store omkostninger – både fysisk og psykisk. Og som Nadia Maazooz, der er leder af et center i Ain Shams i Egypten, fortæller: „Når pigerne oplever, at deres barnekrop kan krænkes og lemlæstes, lærer de samtidig, at de heller ikke senere har rettigheder og

indflydelse på deres liv – fx til at beslutte at tage en uddannelse eller deltage i politik og engagere sig i samfundet i øvrigt.“ Derfor er det vigtigt at styrke børns rettigheder, som Danmission gør gennem undervisning og fortalervirksomhed.

Tak til alle rundt om i landet, som vil være med i Årets Lucia Indsamling 2015 – både jer som laver Luciaoptog i kirken eller genbrugsbutikken, som sælger og køber skrabelodder, som synger eller møder op til koncerter eller på anden måde bidrager til Årets Lucia Indsamling.

Sammen kan vi gøre verdens børn til Fremtidsbørn.

Årets Lucia Indsamling 2015 26

Foto: Lea Sorth

årets lucia indsamling

Vær en del af

Årets Lucia Indsamling 2015

ÅLI for Kirker

En engel gør forskellen!

Bestil Danmissions kasse med engle og skrabelodder til kirken Sælg dem ved enhver given lejlighed og støt Årets Lucia Indsamling Se mere på: www.danmission.dk/lucia

ÅLI for kor

Luciastafetten er en del af Årets Lucia Indsamling, som giver mening til årets julekoncerter. Når I er med i Luciastafetten, får I fortællinger fra Egypten, som I kan bruge ved koncerten.

Fortællingerne følges op af en opfordring til at støtte Danmissions arbejde for at forandre vilkårene for piger og kvinder. Koret deltager i en konkurrence om en korworkshop. Alle slags kor kan tilmelde sig, børnekor, gospelkor, voksenkor og seniorkor. I skal bare holde en julekoncert med indsamling til Årets Lucia Indsamling.

Sisal-engle fra Tanzania Når Jeneth fremstiller engle af sisal og bananblade, tjener hun lidt penge, som hun sparer op for at købe mere jord.

Familien drømmer om at være selvforsynende med det meste af maden. For Jeneth har 4 børn, hvoraf den ældste er 9 år og går i skole – og det skal de mindste også med tiden. Uddannelse og familie er vigtige i Tanzania, og derfor støtter Jeneth også sine søstre, som går i 8.-11. klasse.

Når du køber englene fra Tanzania, er du med til at sikre selvforsyning til en familie og skolegang for flere børn.

ÅLI for genbrug

I mange af Danmissions genbrugsbutikker er der allerede tradition for at markere Årets Lucia Indsamling. Det kan være ved at sælge skrabelodder, ved at holde et luciaoptog med børnebørn eller ved at lave en særlig juletombola eller lykketræ. Hvad skal din genbrugsbutik lave i år?

Fortæl os om det på: www.danmission.dk/lucia

ÅLI for private

Du kan bestille en bunke skrabelodder og sælge dem.

Du kan opfordre din kirke til at bestille kassen med engle – måske kan du tilbyde at stå for salget. Indbyd byens kor til at deltage i Luciastafetten eller arranger et lucia-optog med fokus på kvinders og pigers rettigheder, hvor der sælges luciabrød til fordel for Årets Lucia Indsamling. Har I allerede gode traditioner omkring Årets Lucia Indsamling, så hold endelig fast i dem. Du kan altid kontakte os via: www.danmission.dk/lucia

Hæklede engle fra Bangladesh I en landsby i Bangladesh bor Gita på 28 år med sin mand og deres søn på 9 år. Hun forsørger mand og barn. Hun drømmer om, at hendes søn bliver lærer, fordi det vil give ham mulighed for at få en sikker fremtid.

Når du køber de hæklede engle, er du med til at sikre, at Ginas søn kan færdiggøre skolen og fortsætte sin uddannelse i en større by.

27

Årets Lucia Indsamling 2015

MONA ER EN MODIG MOR Når piger bliver omskåret, lærer de samtidig, at de er magtesløse, hvis deres rettigheder i øvrigt krænkes.

Kampen mod omskæring af piger i Egypten er en del af Danmissions arbejde for at forbedre børns vilkår.

Tak for din støtte til Årets Lucia Indsamling 2015, som sætter fokus på børnene – Danmission Fremtidsbørn.

Af Christa Lund Herum, udsendt af Danmission „Mine døtre skal ikke omskæres - og jeg er parat til at kæmpe for det.“ Sådan siger Mona Ali Mohammad med en hæs og rolig stemme. Hendes to døtre, Namaa på 11 år og Hanin på 7 år, ser tillidsfuldt på hende.

Det er en modig udtalelse. For det betyder, at Mona tør stå op imod en ældgammel, undertrykkende tradition og en barbarisk praksis, der stadig er meget udbredt i Egypten: nemlig kvindelig omskæring.

Vi befinder os i bydelen Ain Shams i Kairo, hvor Den Anglikanske kirke, som er en af Danmissions partnere, driver et lokalt udviklingscenter. Ain Shams er en af de fattigste bydele i Kairo. Husene er slidte, gaderne uden asfalt og kvarterets børn løber og leger udenfor på bare fødder. Indenfor i centret sidder Mona Ali Mohammad og

28

hendes to døtre, der er med i projektet "Min kære datter", som støttes af Danmission.

Seksualundervisning Her giver teenagepiger på 15-17 år yngre piger lektiehjælp og støtter dem på andre måder. Men Nadia Maazooz, der er leder af centret i Ain Shams, fortæller, at projektet også tilbyder pigerne seksualundervisning.

I Egypten er seksualundervisning tabu, og det er først i de seneste år, at man åbent er begyndt at tale om seksualitet. Derfor har det været vigtigt for projektets ansatte at få forældrene i tale, så de forstår, hvad det indeholder, og hvorfor det er vigtigt. „Vi lærer pigerne, at de har et valg, når det gælder deres egen krop – at de selv bestemmer over den. Vi fortæller dem også,

at kvindelig omskæring er farlig og hvorfor, og vi opfordrer dem til at kæmpe for, at det ikke sker for dem,“ siger Nadia Maazooz. „Denne undervisning har stor betydning i et samfund, hvor omskæring blot er ét konkret og meget alvorligt eksempel på, hvordan kvinders ret til medbestemmelse og indflydelse undertrykkes. Når piger oplever, at deres krop kan krænkes og lemlæstes, lærer de samtidig, at de heller ikke senere har rettigheder og indflydelse på deres liv – fx til at beslutte at tage en uddannelse eller deltage i politik og engagere sig i samfundet i øvrigt,“ uddyber hun.

Mona Ali Mohammad og hendes døtre er et godt eksempel på, hvordan kvinder og piger selv kan være med til at tage kontrol over deres eget liv. Namaa og Hanin har

Omskæring

besluttet, at de vil tage en uddannelse, og at de vil sætte sig ind i deres rettigheder med hjælp fra "Min Kære Datter". „Først forklarede Nadia mig om skaderne ved omskæring og andet, som jeg ikke vidste. Fx at det ikke er en islamisk pligt. Det fortalte jeg så til min mand, og han er nu enig med mig i, at Namaa og Hanin ikke skal omskæres,“ siger Mona Ali Mohammad.

Lovforbud er ikke nok Hvert år omskæres millioner af egyptiske piger – både muslimer og kristne.

Indgrebet er risikofyldt og farligt og udføres enten af læger, der bestikkes til det, eller af selvlærte jordmødre, der ofte foretager indgrebet under ekstrem dårlige

hygiejniske forhold og ofte uden bedøvelse.

Pigerne bløder voldsomt bagefter, de lider, traumatiseres og i værste tilfælde dør de af deres blødninger og efterfølgende komplikationer. I Egypten har kvindelig omskæring været forbudt i de sidste 10 år, men det er en kultur og tradition, der er svær at komme til livs. Særligt de ældre generationer, bedsteforældrene, mener, at det er en måde at sikre, at pigerne ikke bliver vilde, uregerlige og seksuelt promiskuøse, og at det altså derfor er en beskyttelse af pigen selv og hendes kommende familie.

Denne fordom kan være svær at aflive for en mor, der måske ikke selv kan læse, og som aldrig er blevet oplyst om emnet.

Danmission har i årevis samarbejdet med vores partnere i Egypten om at

bekæmpe omskæring af piger, men vi arbejder lige så meget for en holdningsændring blandt forældre, læger, lærere og religiøse ledere. Det er svært at ændre noget, som er omgærdet af tavshed, og derfor er oplysning et af kodeordene til succes i kampen mod omskæring. I projektet "Min kære datter" får pigerne både oplysning og ord til at tale imod den undertrykkende tradition. „Denne oplevelse af at have fået en stemme og at blive lyttet til styrker pigerne og giver dem mod på at engagere sig aktivt i deres eget liv ved fx at tage en uddannelse, få et job og gøre en aktiv indsats for deres familie og for samfundet,“ siger Nadia Maazooz og smiler til Mona og hendes to døtre.

Foto: Privat

29

Foto: Lea Sorth

Kvindelig omskæring – det som på engelsk meget præcist hedder lemlæstelse af de kvindelige kønsorganer – praktiseres i 29 lande i verden. Primært i det nordlige Afrika, visse steder i Mellemøsten og af nogle muslimer Asien.

Kvindelig omskæring er ikke nævnt i hverken Biblen eller Koranen, og kilder fra oldtiden viser, at piger blev omskåret, længe før kristendommen og islam kom til. I størstedelen af den muslimske verden – fx Iran, Afghanistan, Marokko, Saudi-Arabien og Tyrkiet – omskærer man ikke piger. I Etiopien sker det derimod både blandt ortodokse kristne, muslimer og jøder samt hos nogle kristne koptere i Egypten.

Imamer og præster har i generationer støttet omskæring af piger.

Derfor er det vigtigt at få også de religiøse overhoveder i tale i kampen mod omskæring – og det lykkes i vid udstrækning i Danmissions projekter.

Her midt på sommeren fejrer pigerne på Kildeborg jul

Hænderne vaskes grundigt med sæbe før de skal spise ris med fingrene – som man gør i Bangladesh.

kildeborg

Blåvand

I uge 30 var der traditionen tro Danmission Børnelejr på Blåvandgård ved Vesterhavet. En uge hvor deltagerne kom rundt i både det nye og det gamle Egypten. Vi havde en fantastisk uge med plads til ALLE, de små på 6 år og de store på 13 år. Blåvandgård er en lejr med mange traditioner, og mange ting der går igen år efter år. Morgenbadning i Vesterhavet, flaghejsning og morgensang, en hel masse udklædning, fordybelse og tænketid, masser af løb og strand-OL, natløb, fyrtur og underholdning. Igen i år blev Blåvandgård et sted, hvor børn fra hele Danmark mødtes og havde en skøn og udviklende uge med sammenhold, rummelighed, næstekærlighed og ansvar.

25 herlige 7-14-årige piger var sammen med 7 små tantebørn med på Kildeborg Pigelejr 2015. Dertil en flok trofaste køkkentanter samt en gruppe unge kusiner, som stod for spændende aktiviteter med børnene. Temaet i år var ”En forunderlig – for underlig verden”. Ud fra den overskrift var omdrejningspunktet at lære børnene noget om kristendom og mission samt at give dem en glad uge med livsudfoldelse, fællesskab og nærvær.

Pigerne på Kildeborg udfolder sig i glædesfyldt leg.

sommer

På Bisseruplejren åbnes porten præcis kl.

14.00 - og så er der næsten rykind som på Roskilde Festivalen

Wraughhhhhh! bisserup Her ses toppen af en menneskepyramide - forestil dig syv børn længere nede

Deltagerne er på regntidsløb og skal transportere vand på alternative måder. Det skete heldigvis i dejligt vejr.

Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 3962 9911 Fax: 3962 0206 Mail: danmission@danmission.dk Følg: www.danmission.dk www.facebook.com/danmission www.youtube.com/danmission Støt: Giro: 600-0398 Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398 Sms: DM til 1245 og støt med 100 kr.

Online: danmission.dk/stoet

Udgives af Danmission  Udkommer 4 gange årligt  Bladet sendes til alle givere og kirker  Forsidefoto: Christina Kofoed-Nielsen  Tryk: Rosendahl  De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen  Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse

 Charlotte Dyhr (ansv.), Tove Iversen (redaktør), Ole Krabbe-Poulsen (layout)  Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Magasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@danmission. dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere  Deadline til næste nummer: 15. september 2015

HJÆLP

SARAFINA THOMAS OG HENDES DØTRE!

Diakoni er en næstekærlig håndsrækning til de allerfattigste Brug girokortet

Giv 100 kr.

SMS "DM" til 1245

støt online: danmission.dk/

stoet

magasinid 46005

600-0398

600-0398