Danmission Magasin nr. 3 december 2017

ISSN: 2245-6953

magasin nr. 3 / december 2017

Tema:

fremtidsbørn Håbet

Interview

Sigurd Barrett

vokser i s lsikkebedet „Jeg tror

på en Gud med humor“

Fra

dødsdromen til

genbrugsbilen 1

leder

VELKOMMEN IGEN GUDS ENGLE DET VAR IKKE JUL, vi tænkte på, da jeg og min viv i 30 graders varme spiste på en lokal restaurant midt på Madagaskar.

På den støvede plads ude foran sidder 4 børn - den ene med en nissehue på hovedet - og kigger tomt ud i luften. Da de får øje på os, rækker de straks hånden frem, men det er, som om de ikke rigtigt ser os, eller rettere, de ser bare nogle blege mennesker, som helt sikkert har lidt penge, de godt kan undvære. Og det har de jo ret i.

De får hver en beskeden pengeseddel og skynder sig væk.

Vor hytte er lav og så vor dør kun armod er derinde, men gæstet I har en hytte før, det drages vi til minde; er kruset af ler og kagen tør, deri sig engle finde.

Det får mig til at tænke på nogle børn, vi hørte om i Libanon for et par år siden. Børn som havde levet i en flygtningelejr hele deres liv. De blev opfordret til at tegne det, de håbede på. Så sad de længe og kiggede på det blanke papir, uden at der kom gang i blyanterne. For de kunne ikke sætte ord eller billeder på et håb, der rakte længere frem end til at få den daglige portion mad i flygtningelejren.

2

Med venlige øjne himmelblå, i vugger og i senge, vi puslinger har i hver en vrå, som blomster gro i enge..

Uanset øjenfarve så har børn brug for, at deres øjne kan genspejle lidt af Guds blå himmel.

ET PAR DAGE EFTER er vi inviteret til døveskolen på den nordlige spids af Madagaskar. Lederen Diamondra, medarbejderne og alle 26 elever står udenfor og tager imod.

Det synger vi i julesalmen, men trods nissehuen er der nu ikke megen englesang i luften foran restauranten.

Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 3962 9911 Fax: 3962 0206 Mail: danmission@danmission.dk Følg: www.danmission.dk www.facebook.com/danmission www.youtube.com/danmission Støt: Giro: 600-0398 Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398 Sms: DM til 1245 og støt med 100 kr.

Online: danmission.dk/stoet

For børn har brug for mad. Men de har brug for mere end det. De har brug for voksne, som har tid og kræfter til at tage sig af dem – voksne som kan fortælle dem historier og lege med dem og indgyde dem håb.

Vi tager billeder af børnene med mobiltelefonen og viser dem billederne. Og de tager billeder af hinanden og af os. Og vi ler sammen. En pige kaster en bold hen til mig, og jeg kaster den tilbage. Der er kontakt og lys i øjnene. I skarp kontrast til de blikke, vi mødte ved restauranten.

Selvom børnene er døve, er jeg ikke i tvivl om, at de her på døveskolen har fået sans for englesang. En af de døve beder bordbøn, og en gruppe opfører fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Vi hører om livet på skolen og glæder os over at møde Danmissions strategiske trekant i praksis:

Udgives af Danmission  Udkommer 3 gange årligt  Bladet sendes til alle givere og kirker  Forsidefoto: Magnus Sort Eidemak  Tryk: Rosendahl  De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen  Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse

Her er plads til døve børn med forskellig tro: katolikker, reformerte, lutherske, muslimer og traditionelt troende. De får en tryg opvækst og god undervisning. Og det hele er båret af evangeliets budskab om Guds kærlige nærvær.

I DETTE MAGASIN MØDER VI flere af de børn, som på en eller anden måde er blevet en del af Danmission: Pigen, hvis håb vokser i solsikkebedet. Drengen, der som missionærbarn har rødder i flere verdensdele. Hende, som trods krigstraumer tør gribe mikrofonen og synge. Og en hel flok søndagsskolebørn, der ikke længere bare skal sidde stille, mens de voksne taler voksensprog.

Grundtvig var i julen 1824 tynget af det, han i salmen kalder ”julesorgen”. Han følte, at kulden og mørket var ved at lukke sig omkring ham. Han var ved at miste håbet. Men da var det, han fik øje på sine børn, som lå og sov så sødeligt. Børn, der drømte om solskin og engleleg. De vækkede salmetonen i hans bryst, og han kunne digte, så vi, mens vi synger, alle sammen kan mærke lidt af Guds fred og himmerige.

Med ønsket om en glædelig jul og et velsignet nytår.

 Michael Trinskjær (ansv.), Tove Iversen (redaktør), Ole KrabbePoulsen (layout)  Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Magasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@danmission.dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere  Deadline til næste nummer: 1.april 2018

Biskop Peter Fischer-Møller, formand for Danmission

9-11 4-17 Indhold 4-17

FREMTIDSBØRN: Mange børn bliver på en eller anden måde en del af Danmission: Pigen, hvis håb vokser i solsikkebedet. Drengen, der som missionærbarn har rødder i flere verdensdele. Hende, som trods krigstraumer tør gribe mikrofonen og synge. En hel flok søndagsskolebørn, der ikke længere bare skal sidde stille, mens de voksne taler voksensprog. Og så er der tøjdyret Snapper, der ligesom Sigurd Barrett tror på en favnende Gud med humor. zz Hvad nytte kan en fattig familie på fem have af en række solsikker?

Mere end du måske tror.

14-15

zz Sigurd Barrett synes ikke, at voksne skal lære børn at være kritiske over for troen. For tro er en hjertesag. zz Hvordan er det at være søn af hele verden, og dog først og fremmest dansker? 16-årige Jonas har boet i Egypten, Bangladesh og nu Cambodja udsendt af Danmission.

20-21

UDSENDT: Hvad sker der, når et missionærbarn krydser sit spor?

22-25

GENBRUG: Som ung rejste han rundt med et tivoli – i dag er Kurt

28-29

KVINDEKREDS: Kvinderne i Nykøbing Falster – dem mellem 40

30-31

NETVÆRK: Husk at sætte kryds i kalenderen! Her er listen over

20-21

Læs om trommedans og bilbøn – om lugten af afrevne tuja-blade og om Vorherre, der er farveblind. Sammen med sin hustru, Kirsten, er Peter Buch tilbage på Guds mission, ligesom både hans forældre og begge hold bedsteforældre var det.

Nørgaard en af Danmissions arbejdsomme chauffører. Velkommen på tur med Danmission Genbrug i Vejle.

og 60 – manglede et tilbud blandt kirkens aktiviteter for konfirmander, nybagte mødre og pensionister. Nu mødes de i FISK – på én gang en bibelsk reference og en forkortelse for Fællesskab i Sundkirken.

årsmøder i stift og i genbrug.

22-25 3

HÃ…BET VOKSER

I S LSIKKEBEDET

4

tema: fremtidsbørn

Foto: Magnus Sort Eidemak

Hvad nytte kan en fattig familie på fem have af en række solsikker? Mere end du måske tror. Mød en tanzaniansk pige, som har genvundet noget af troen på fremtiden.

Af Christina Kofoed-Nielsen og Tove Lind Iversen Den stærkt trafikerede hovedvej løber tæt forbi Adrias landsby. Hvis man ikke ved, hvad man kigger efter, er det nemt at overse, at der bor folk inde bag buskene og træerne. Men de er der – i de runde, solbrændte lerhuse. Bag en række gule solsikkeblomster, som strækker sig højt op mod den blå himmel. Blomsterne er smukke – og mere end det. Det er tydeligt at se, at der bliver passet godt på dem.

Men dem vender vi tilbage til. Først skal vi møde en pige i et af lerhusene.

Adria hedder hun. Hun er 12 år og næsten teenager. Genert. Smiler forsigtigt. Og man aner en smerte i de smukke, brune øjne. Sammen med sin far og sine tre yngre søskende – Leah på 10, Edgar på 8 og Oresta på 4 – bor hun her i det nordvestlige hjørne af Tanzania. Alle i familien har pligter, og der er pænt og ryddeligt både uden for og inde i huset. Familien har kun få ting, og det de har, passer de godt på.

Men der mangler noget – noget uerstatteligt. fortsættes næste side...

5

... fortsat fra side 5

På en lånt kærre Adria husker, hvordan hendes mor pludselig begyndte at få mavesmerter. Hvordan hendes far, Petero Sebastian, ikke vidste sine levende råd, men til sidst fik lånt en kærre og kørte af sted med sin hustru. Og hvordan han kom hjem uden hende.

Adria husker, hvordan de begravede hendes mor. Og at venner og familie blev i fire dage og sørgede sammen med dem.

Adrias mor døde af en simpel blærebetændelse, som ikke blev behandlet i tide.

Det er tre år siden. Savnet er der selvfølgelig stadig.

Adria fortæller, hvordan hendes mor lavede mad til familien og trøstede børnene, når de slog sig eller var kede af det. At hun insisterede på, at børnene kom i skole, og hvordan hun hjalp dem med lektierne, så godt hun kunne. For hun vidste, hvor vigtigt det var at opmuntre dem og engagere sig i deres liv.

Omvæltningen i familien var enorm. Fra den ene dag til den anden stod Petero med ansvaret for omsorgen og opdragelsen af sine fire børn. Samtidig med at han nu er han ene voksne om at dyrke jorden, så familien kan få mad og sælge grøntsager på markedet, hvis der er noget tilovers af høsten. For det er den eneste måde at skaffe penge til bl.a. skolegang.

Kirkens hænder Og her kommer solsikkerne ind i billedet. Altså, lige om lidt, når vi har fortalt lidt om, hvorfor Adria og hendes familie er så ilde stedt, og hvordan kirkerne gør en forskel for udsatte mennesker.

I Danmark træder myndighederne til, når en familie rammes. Sådan er det også i Tanzania - altså i teorien. For i praksis sker det sjældent. Og det er derfor ofte kirken, som rækker ud til de mest sårbare i lokalsamfundene. Den lutherske kirke, som er Danmissions samarbejdspartner i Tanzania, sætter ind på flere planer. Kirken: zz hjælper med konkrete ting som skoleuniformer, et nyt tag og medicin – det vi kalder diakoni zz yder hjælp til selvhjælp - f.eks. gennem kurser i mere effektivt landbrug, i sundhed og hygiejne. zz underviser i rettigheder og holder myndighederne fast på deres ansvar for at tage vare på udsatte borgere.

Adria er en iværksætter Hvordan hjælper det så Adria og hendes familie?

På kort sigt får børnene hjælp til skolegang og den slags konkrete ting gennem kirken.

6

På mellemlangt sigt er målet, at familien bliver bedre i stand til at klare sig selv. Eksempelvis ved at lære folk, hvordan de får mere ud af deres jordlod. Det er sådan et kursus, Adria har været på. „Bagefter gik jeg og tænkte over, hvordan jeg kunne være med til at hjælpe min familie. Og så såede jeg solsikkefrø, som nu er blevet til høje blomster. Når jeg har høstet dem, kan jeg presse olie af kernerne, som jeg så sælger på markedet og skaffer lidt ekstra penge til os,“ fortæller hun, mens faderen stolt står ved siden af. Han er ikke i tvivl om, at der er skruet et godt hoved på datteren.

På længere sigt arbejder den lutherske kirke – med støtte fra Danmission – på, at regeringen og de lokale myndigheder lever op til deres ansvar. Tanzania satser på uddannelse, og målet er, at alle skal have mulighed for at gå i grundskole fra 1. til 7. klasse. Det er i princippet gratis. Men – der er eksamensafgifter og udgifter til skoleuniformer, kladdehæfter og blyanter m.m., som langt fra alle har råd til. På overbygningen skal der derudover betales skolepenge. I dag går 83 procent af børnene i grundskole, men problemet er, at undervisningen ofte er alt for dårlig, da der mangler uddannede lærere, og der proppes alt for mange elever ind i klasserne. Den seneste opgørelse – som godt nok er fra 2012 – viste, at 60 procent af eleverne dumpede til eksamen efter overbygningen.

Derfor handler det for kirken ikke alene om at hjælpe børn som Adria med penge til skoleuniform og lignende.

Kirken arbejder også for børns rettigheder – f.eks. retten til ikke at blive slået af lærerne og pigers ret til at gå i skole.

For i landsbyen drømmer Adria om at få en uddannelse – helst som læge. Hun vil gerne kunne hjælpe mennesker, så de ikke dør af simple sygdomme som hendes mor. Men vejen dertil er lang, svær og koster mange penge. Så lige nu knokler hun i skolen og med sine solsikker.

HVAD SIGER LOVEN?

zz ”Lov om børns vilkår” pålægger myndighederne bl.a. at oprette lokale børnekomitéer. zz Medlemmerne skal vælges lokalt – det kan f.eks. være evangelisten, sheiken, købmanden, naturlægen og andre centrale personer i landsbyen. zz Komitéens opgave er at have øje for særligt sårbare børn og tale deres sag over for lokalpolitikerne, skolen og andre, som har pligt til at hjælpe børnene. zz Distriktsregeringerne har pligt til at sørge for, at

tema: fremtidsbørn

Alle har pligter i Adrias familie – og de passer godt på det, de har.

komitéerne bliver valgt, og at de bliver klædt på til opgaven.

HVAD ER PROBLEMET?

zz Der mangler ofte ressourcer og nogle gange måske også vilje til at få oprettet børnekomitéerne. zz Komitéerne kender ofte ikke lovene og ved for lidt om børns rettigheder. De har derfor svært ved at varetage deres opgave og hjælpe de udsatte børn.

HVAD GØR KIRKEN?

Den lutherske kirke: zz tager medansvar for, at børnekomitéerne bliver oprettet lokalt zz lærer komitéerne om deres opgaver og om myndighedernes ansvar (dette kommer med fra 2018 zz underviser komitémedlemmerne i ”Lov om børns vilkår” og i børns rettigheder

Der skal oprettes børnekomitéer i hele Tanzania ifølge regeringens plan. Den lutherske kirke er involveret i arbejdet i Karagwe Stift, hvor Adria og hendes familie bor. Og fra 2018 er det planen at udvide indsatsen – i første omgang til alle de stifter, hvor Danmission er engageret.

Fra lignelsen til lovgivningen

Foto: Magnus Sort Eidemak

Danmission støtter udsatte børn i Tanzania gennem den lutherske kirke, som er vores mangeårige partner. Kirken udfylder en vigtig rolle i samfundet, fordi staten her, lige som mange andre steder i verden, langt fra varetager alle velfærdsmæssige og sociale opgaver.

Inspireret af Bibelens fortællinger – eksempelvis om den barmhjertige samaritaner – ser vi det som en kristen opgave at hjælpe her og nu. Det er både, når Adria mangler skolesager, når taget er ved at falde ned over hovedet på en bedstemor, og når en enlig mor har brug for medicin mod AIDS. Men udover den form for konkret diakoni arbejder vi med det, vi kalder rettighedsbaseret udvikling – både i Tanzania og i resten af Danmissions arbejde. Vi nøjes altså ikke med at give Adria en blyant. Vi fortæller også både børn og voksne, at man har ret til at gå i skole, og vi lærer medlemmerne af de lokale børnekomitéer, hvordan de kan holde myndigheder og politikere fast på deres ansvar for de udsatte børn.

Dermed kan vi være med til at skabe grundlæggende forandringer for børn som Adria og hendes familie i landsbyen ved hovedvejen i Karagwe Stift.

7

Børn skal kunne tro på deres fremtid Af Michael Trinskjær, chef for Kommunikation & Engagement i Danmission Alle børn har ret til at vokse op under sunde og trygge forhold, men ikke alle får muligheden for det. 500 millioner børn i verden må undvære ting som mad, rent vand, skolegang, lægehjælp eller beskyttelse mod overgreb. Det kæmper vi for at ændre, og vi har brug for endnu flere, der vil være med til at hjælpe.

Børn har en helt naturlig plads i hjertet af en kristen organisation som Danmission. Allerede ved dåben bliver vi formanet om, at vi som børn har en særlig plads i Guds rige, og derfor er omsorg for udsatte børn nærmest en pligt, som vi løfter med glæde.

Danmission har altid haft øje for børn vilkår. I dag kalder vi det Fremtidsbørn. Vi hjælper børn i 11 lande i Afrika, Asien og Mellemøsten. Det gør vi ved både at hjælpe det enkelte barn og samtidig arbejde med lokalsamfundet omkring børnene, så der skabes stabile rammer og en tryg hverdag. Vi arbejder tæt sammen med lokale kirker og organisationer. Dermed sikrer vi, at støtten bliver brugt bedst muligt.

Man kan støtte Fremtidsbørn ved at blive Fremtidsfadder, hvor man donerer et fast månedligt beløb. Det er også muligt at oprette en Faddergruppe, hvis man i en kirke, forening eller netværk vil samle ind i fællesskab til

8

Fremtidsbørn. Det er naturligvis også muligt at donere et enkeltbeløb.

Hvad får Fremtidsbørnene Når man støtter Fremtidsbørn, er man med til at give børn adgang til: zz zz zz zz zz zz

Uddannelse Mad, tøj og livsvigtig medicin Beskyttelse mod diskrimination og udnyttelse Fællesskaber med leg og læring Redskaber til at kunne bestemme over eget liv Gratis retshjælp

Lige nu har vi særligt brug for 500 nye Fremtidsfaddere til børn i Tanzania, men Fremtidsbørn hjælper også børn i 10 andre lande i Afrika, Asien og Mellemøsten.

Alle Fremtidsfaddere modtager regelmæssigt nyheder om Fremtidsbørn, aktiviteterne og de børn, der nyder godt af støtten.

Læs mere om Fremtidsbørn, og hvordan du bliver Fremtidsfadder på www.fremtidsborn.dk.

tema: fremtidsbørn

Jeg tror på en

favnende Gud

med humor

Sigurd Barrett har aldrig tvivlet på Guds eksistens og synes heller ikke, at voksne skal lære børn at være kritiske over for troen. For tro er en hjertesag.

Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist

Fortsættes næste side ...

9

... fortsat fra side 9

„Gik Jesus på vandet? Det er alligevel vildt.“ En reaktion som denne er ikke usædvanlig hos de børn, der oplever Sigurd Barretts show om Bibelen. „Jeg elsker børns uskyldsrene åbenhed.

Den minder mig om det barn, jeg selv stadig har indeni – og om, at når jeg kan være til stede på barnets umiddelbare måde, er jeg allermest lykkelig. Den tilstand giver mig en ydmyg taknemlighed over for Gud,“ siger Sigurd Barrett.

Siden 2010 har den populære entertainer, pianist, forfatter og komponist turet landet rundt med sine bibelshows, og det seneste års tid har han også været i utallige kirker med sit nyeste show "Alt om Luther" på 60 minutter. Men lige så ofte laver han shows om klassisk musik og opera, og her til jul udkommer endnu en bog fra Sigurds kreative kammer, hvor Sigurd fortæller om kongerækken. „Jeg opfatter mig selv som formidler, der bruger samme virkemidler, uanset om jeg formidler til børn om musik eller historie eller tro. Men når det handler om tro, er der for mig en ekstra dimension; der er noget dybere og større på spil, fordi troen betyder meget for mig,“ siger han. „Jeg kan bare ikke tage for givet, at det også gælder for modtagerne. Tværtimod ved jeg, at mange enten ikke tror eller i tvivl om, hvad de tror på. Det respekterer jeg. Til gengæld står jeg glad ved min egen tro, og det har jeg tænkt mig at blive ved med, uanset om nogen mener, at det er mission.“

Bjørnen Bjørn fra barndommen 50-årige Sigurd Barrett er uddannet i musikvidenskab fra Aarhus Universitet og havde egentlig forestillet sig en karriere som pianist og entertainer for voksne. Han levede også i en del år af at lave pianoshows og spille koncerter.

Men så sendte han en prøveoptagelse til DR, hvor han spillede og fortalte historier sammen med Bjørnen Bjørn, som han havde gemt siden sin trygge barndom hos adoptivforældrene i Viborg. DR var

10

vilde med det, og snart blev Sigurd Barrett landskendt som børnenes musikalske ven og historiefortæller, der sammen med Bjørnen Bjørn introducerede børn til bl.a. den klassiske musik og operaens verden.

Sådan kunne det være fortsat, og det er det sådan set også. Men der kom mere til, for i 2006 blev Sigurd Barrett opfordret til at være med i et stort formidlingsprojekt for børn om Bibelen og kristendommen.

Han tøvede længe, for han har altid opfattet sin tro som en privatsag. Men samtidig syntes han, at de bibelske historier er så stærke, væsentlige og fulde af visdom, at han gerne ville være med til at introducere dem for børn – inden opdragelse og uddannelse gør dem alt for ’fornuftige’ og rationelle. Og i 2010 udkom så "Sigurd fortæller bibelhistorier" som bog og dvd. „Meget af vores opdragelse handler jo om, at "nu skal du sidde stille", og "det og det må du ikke; du skal opføre dig fornuftigt". Det, der spræller og er vildt, bliver skåret fra, og derfor bliver det også

tema: fremtidsbørn

sværere at tro. For troen er ikke en hjernesag, men en hjertesag,“ siger han.

Dødsfald og skilsmisse Sigurd Barrett har aldrig selv tvivlet på Guds eksistens, heller ikke i svære stunder, som da begge hans forældre døde inden for få uger i 2002, eller da han i 2012 blev skilt fra moren til sine fem børn. „Selv om der er meget ondt i verden, har jeg aldrig tvivlet. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg kan sige, at troen er den største gave, jeg har fået. Jeg fik den af mine forældre, især min mor, som bad fadervor med mig hver aften og sang salmer med mig.“ For Sigurd Barrett er troen en tryghed og en trøst. En total tiltro til, at der findes en Gud, som elsker ham og alle andre, og som giver livet en ophøjet mening, vi ikke selv er i stand til at skabe.

„Jeg kan godt tænke, at det må være trist at leve et liv, hvor man ikke tror, at der findes noget større end én selv, og at når vi er døde, er det bare slut. Men jeg skal ikke gøre mig til dommer over andre, for vi mennesker er ikke sat i verden for at dømme hinanden. Til gengæld vil jeg gerne fortælle om min tro, når folk spørger, og jeg vil forbeholde mig retten til at fortælle børn om Bibelen og give dem en indgang til troens univers. Det har jeg gjort med mine egne børn, hvor jeg ligesom min mor har bedt fadervor med dem om aftenen og taget dem med i kirke om søndagen, når mit arbejde har givet mulighed for det.“

Kirken behøver ikke være kedelig Mange søndage de seneste år har Sigurd Barrett dog selv stået, om ikke på prædikestolen, så i et kirkerum, for at formidle bibelhistorier til børn. Og han glæder sig hver gang, han fornemmer, at hans show gør en forskel for et barns syn på kristendommen og kirken. „En gang kom en dreng hen til mig efter en kirkekoncert og sagde: ’Sigurd, det var fantastisk, nu har jeg fået meget mere lyst til at komme i kirken’. Han var tydeligvis ikke vant til at gå i kirke, og formodentlig havde han samme fordomme som mange andre om, at kirken er kedelig og gammeldags. Nu havde han fået en oplevelse af, at sådan var det ikke. Når det sker, ønsker jeg mig ikke mere,“ siger Sigurd Barrett.

Han tilføjer, at han „efterhånden føler mig lidt som en præst“, men samtidig har dyb respekt for folkekirkens præster, „som har brugt syv år på at studere teologi og fordybe sig i betydningen af de oprindelige tekster på græsk og hebræisk osv“.

Han opfatter sig selv som en formidler, der forhåbentlig kan åbne børnene for Bibelens fantastiske fortællinger. „Herfra må præster og forældre tage over, og jeg ser heldigvis mange eksempler på, at kirker gør rigtig meget for at komme børnene i møde.“

Ondskab, men også sjov og ballade Selv bruger Sigurd Barrett en blanding af humor, poesi, musik, fortælling og alvor i sine shows, og han er ret overbevist om, at Gud har det fint med den cocktail. „Jeg tror på en favnende og kærlig Gud,

der også har humor. Verden er fuld af ondskab og lidelse og sorg, men den er også fuld af sjov og ballade og glæde, og jeg kan da ikke tro andet end, at den Gud, der har skabt mig, har humor,“ siger han.

Han mener, at den måde, der forkyndes på, siger meget om det billede, forkynderne har af Gud: „Når man nogle steder hører præsten tale med dyb, monoton stemme, og hele stemningen er præget af tung alvor, tænker jeg, at det afspejler et billede af Gud, som i hvert fald ikke er mit. Jeg kan meget bedre spejle mig i afroamerikanerne i Harlem, der synger "Amen, Halleluja" og har hele kroppen med. Det behøver vi ikke gøre i Danmark, men vi kan da synge "Gud ske tak og lov" og mærke den glæde og taknemlighed, der ligger bag ordene.“ Og sang og musik er stadig kernen i Sigurd Barrets liv, tro og arbejde. Hans næste projekt hedder "Sigurd synger salmer for store og små" og består i en gendigtning af en række danske salmer, som han i 2018 og 2019 turnerer rundt i kirker over hele landet med.

Sigurd Barrett zz Pianist, komponist, entertainer, forfatter m.m. zz 50 år zz Far til fem børn i alderen 11-22 år zz Uddannet cand.phil. i musikvidenskab fra Aarhus Universitet zz Kendt som vært i "Sigurds bjørnetime" og "Sigurd og symfoniorkestret" og for shows som "Sigurd fortæller bibelhistorier", "Sigurd fortæller om Luther" og "Sigurd fortæller danmarkshistorie". zz I 2010 udkom "Sigurd fortæller bibelhistorier" som bog og dvd og har siden solgt 100.000 eksemplarer. zz Læs mere på www.sigurdbarrett.dk

11

Nu kan børnene være

børn i kirken

Før i tiden lyttede børn og voksne til de samme tekster i kirkerne i Karagwe Stift. Hvis ikke børnene forstod, hvad der blev sagt, måtte de vente, til de blev voksne. Med støtte fra Danmission er det heldigvis blevet anderledes.

Af Anna-Marie Lauenstein, udsendt til Tanzania Vejen bliver smallere og smallere for missionærbilen. Man skulle ikke tro, at der var noget at komme efter helt herude. Men for enden af stien ligger en kirke med en blå dør, bag hvilken vi finder små bænke og en halvfuld kirke.

Hvor er vi? Jo, vi er ankommet til Muleba menighed. En menighed i Karagwe Stift - i det nordvestlige Tanzania.

Vi er ankommet til en kirke, hvor halvdelen af menigheden er børn. Børn, som indtil for nylig måtte sidde stille og vente, mens der blev prædiket for de voksne.

Men i dag går børnene i søndagsskole. Om lørdagen godt nok. Indtil videre, fordi de stadig venter på deres eget lokale.

Billedbogen husker for børnene Inde i kirken bag den blå dør sidder omkring 70 børn på tre rækker med forventningsfulde øjne. Det er tid til søndagsskole

12

igen. Hvad var det nu, vi hørte om i sidste uge?

Der bliver stille et øjeblik. Men heldigvis kan søndagsskolelærer Akiza let vække børnenes hukommelse. Han bladrer i den A3-store billedbog, der er en del af det undervisningsmateriale, som Danmission i samarbejde med kirkerne i Karagwe Stift har fået udarbejdet til stiftets tre provstier.

Akiza finder og viser børnene et billede af den barmhjertige samaritaner. Nu kan børnene godt huske, hvad de lærte sidste søndag: At det er vigtigt at hjælpe dem, som har brug for hjælp.

Men før de går videre, skal de synge.

Sangen er en børnesang og handler om, at Jesus er vores ven. Børnene synger glade med, og da stemmerne har lagt sig, går søndagsskolelærer Akiza i gang med dagens historie. Den sammenligner Jesus med den gode hyrde. Hyrden passer på

sine 100 får, og da ét af fårene bliver væk, leder den gode hyrde efter det forsvundne får.

Akiza holder os og børnene fanget med sin dramatiske stemmeføring.

Børnene er kirkens fremtid Helt præcist er der 66 børn i alderen 5-14 år til dagens søndagsskole. Akiza råber nemlig hvert enkelt barns navn op.

Til hver lektion i søndagsskolen hører et bibelvers, som børnene lærer udenad.

Men der foregår også noget uden for kirken.

Her finder børnene grene med blade, som de binder om livet. To og to synger og danser de på skift. Det er dejligt at se, at leg, trommer og bevægelse bliver blandet med forkyndelsen af evangeliet.

I Muleba menighed, såvel som i de øvrige menigheder i Karagwe Stift, er man

tema: fremtidsbørn

Danmission nye udsendte, Anna-Marie Lauenstein, har mødt Akiza og hans 66 søndagsskolebørn i Muleba menighed. ”Det er så vigtigt, at børnene møder Gud i børnehøjde,” siger Akiza. Han er stolt af sit nye undervisningsmateriale, som kirken i Tanzania har fremstillet med støtte fra Danmission.

Foto: Louis William Møllerfors

blevet bevidst om, at børnene er fremtidens kirke. Derfor vil man gerne investere i undervisning til de yngste.

Kursus og materiale til 3 år Akiza har ikke altid undervist børn i kirken. Han er egentlig landmand og har sin shamba (jordlod). Men en dag hørte han om det vigtige i, at børn møder Jesus og Gud i børnehøjde. At tjene Gud har altid været hans drøm, så her var måske en mulighed. Derfor tog han med på et kursus udbudt af Karagwe Stift med støtte fra Danmission.

Den tidligere skolelærer Maria er også lærer i søndagsskolen i Karagwe Stift. Det har hun været i flere år. Også hun har været på stiftets kursus, som er for både nye og erfarne søndagsskolelærere.

Maria fortæller, at kvaliteten af undervisningen i søndagsskolen er steget

markant efter kurset, fordi lærerne nu har materiale til tre års undervisning - både en tekstvejledning til forkyndelse, et bibelvers og et billede at støtte sig til hver eneste søndag de kommende tre år. Udover materialet er søndagsskolelærere blevet undervist i børns udvikling, gudstjenestens indhold, bøn og om, hvordan man læser i Bibelen og fortæller bibelhistorier for børn.

Flere menigheder kommer med I alt har 103 menigheder nu et tilbud om søndagsskole - tidligere var det kun 77 menigheder. Mange menigheder har også fået bygget en særskilt bygning, hvor de kan undervise børnene. Nogle steder finder undervisningen sted i samme tidsrum som de voksnes gudstjeneste. Andre steder tilbydes undervisning før søndagsgudstjenesten eller om lørdagen.

Danmission og kirkens indsats for søndagsskolerne i Karagwe Stift fortsætter gennem årligt tilbagevendende kurser for søndagsskolelærere med erfaringsudveksling og nye idéer. Desuden samler man børn fra alle søndagsskoler til årlige stævner, hvor børnene bl.a. synger for hinanden.

Det var Danmissions missionær i Tanzania gennem 27 år, Else Højvang, der sammen med den lokale Fredrick Ferdinand tog initiativet til søndagsskole-projektet, herunder udviklingen af et solidt undervisningsmateriale. Efter at Else Højvang gik på efterløn først på året, står Fredrick alene i spidsen for projektet.

I 2016 begyndte samme projekt i to nye provstier. Her er Anatoria lokal projektleder, og jeg skal indgå i det team, som skal udbrede projektet i 66 menigheder.

13

Syriske

Dima

synger på trods Hvordan kan Dima - en kræftramt syrisk pige på flugt - stå med en mikrofon i hånden, et fast blik og et smil på læben? Hvordan lykkes det at række ud til børn, som er traumatiserede efter bombeangreb, sult og tabet af forældre og søskende?

Af Tove Lind Iversen, redaktør Som så mange danske småpiger i lyserød kjole ser syvårige Dima ud til at nyde publikums opmærksomhed, mens hun med klar røst synger en sang.

Men her stopper sammenligningen!

14

Hvordan er den lille pige så endt med en mikrofon i hånden, et fast blik og smil på læben, mens hun synger og læser digte op? Hvordan har hun fundet håb midt i al håbløsheden?

Dimas mor tog sin datter med til et nyt børnecenter i Hmeira, hvor frivillige hjælpearbejdere giver særligt udsatte børn et frirum fra krigen i Syrien.

Fotos: FDCD

Dima er flygtningebarn i Syrien. Og hendes historie er hjerteskærende – men rummer også håb på trods.

Da Dima var bare to år, blev hjembyen Qusair angrebet, og familien så ikke anden udvej end at flygte. I den lille by Hmeira gav en bonde dem lov til at bo i en hytte ved sin gård. „Men hytten brast sammen, da der kom et vildt uvejr.

Så fik vi lov at bo i bondens kælder,“ fortæller Dima. Og her lever de stadig – på femte år. Det vil sige… Dimas far var i 2015 nødt til at tage en tur til Homs og vendte aldrig tilbage.

Ingen ved, hvad der er sket med ham.

Det næste slag ramte den lille pige blot et par måneder efter farens forsvinden. Hun fik konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen. Der er god prognose for helbredelse. Men! Det kræver medicinsk behandling, som påvirker Dima fysisk, men også psykisk da hun ved, hvor svært det er for hendes mor løbende at skaffe penge til medicinen.

Talent for poesi og sang

Dima er et af de traumatiserede syriske børn, som har fået selvværdet tilbage.

tema: fremtidsbørn

Børn i Syriens borgerkrig:

Børnecentrene giver syriske børn et sted, hvor de kan få lov bare at være børn, og hvor de får hjælp til at håndtere og bearbejde deres krigstraumer.

zz Konflikten i Syrien begyndte i 2011, men accelererede året efter zz Mange syriske børn under 10 år kan ikke huske andet end krig og kampe zz Over 2 millioner syriske børn går ikke i skole zz 4 ud af 5 syrere lever i fattigdom, og behovet for nødhjælp er enormt, men der er også stort behov for psykologisk og social hjælp – ikke mindst til børnene.

De første mange gange på børnecentret var Dima lukket helt inde i sig selv og nægtede at være med i aktiviteterne.

De frivillige besøgte hende flere gange, og med moderens opbakning fandt de ud af, at hun har en god hukommelse og er glad for at lære sange og digte udenad. Det blev åbningen ind til den lille traumatiserede pige. Herfra kunne de voksne på centret langsomt begynde at genopbygge hendes selvværd og tro på livet. Og til en fest på børnecentret skete det: Dima stillede sig op og sang! „Den oplevelse gav Dima tro på, at hun har noget at bidrage med. Og siden da er hun altid med i det, der foregår på børnecentret,“ fortæller Salam Maad, som er koordinator for børnecentret i Hmeira.

Nyt børnecenter åbnet i Hmeria Danmission og vores partnerorganisation Forum for Development and Culture (FDCD) står bag nu fem af den slags børnecentre i Syrien. FDCD har base i Libanon, men også kontor i den syriske hovedstad Damaskus, og fordi FDCD har et bredt og helt unikt netværk af kirker, moskéer og religiøst baserede organisationer inde i Syrien, sikrer vi, at hjælpen når helt frem til de allermest trængende.

„Vi tilbyder Dima og andre børn et sted, hvor de bare kan få lov at være børn, og hvor de får hjælp til at håndtere og bearbejde deres krigstraumer,“ siger Salam Maad.

Det ene børnecenter ligger i Hmeira, hvor mange internt fordrevne har søgt tilflugt. Byen får sjældent hjælp udefra, og folk lever i ekstrem fattigdom, samtidig med at området er ramt af tilbagevendende militære angreb. Derudover er der et center i den muslimsk-dominerede by Deir-Attieh også med mange interne flygtninge; et i den syrisk-ortodokse by Saddad, som flere gange er angrebet af ISIS; og to i hovedstaden Damaskus, hvor medarbejderne kører rundt i en bus for at nå flest mulige børn.

Danmissions støtte går til at oprette og drive centrene – herunder transport, busser, materialer osv. Samtidig uddannes koordinatorerne og derigennem de frivillige medarbejdere, som påtager sig en stor psykologisk og social opgave med at støtte børnene og hjælpe dem med at bearbejde deres oplevelser f.eks. gennem leg, musik og andre kreative aktiviteter. Nogle børn har så svære krigstraumer, at de har brug for professionel hjælp, og så kan centrene henvise dem til f.eks. psykologer.

En del af den støtte, vi har kunnet give, er penge, vi har søgt og fået fra Danmarks Indsamling 2017.

15

Jonas boede i Egypten fra han var to til fire

Fotos: Privat

Søn af hele

verden Hans bedste venner bor på Christianshavn. Hans kæreste er cambodjaner. Og som barn boede han i Egypten, i Bangladesh og nu i Cambodja – ja, og så ind imellem i Danmark. Jonas Lund Herum er søn af Danmissionudsendinge og fortæller i dette interview om at være barn af hele verden, men først og fremmest dansker.

Af Lise Frank, journalist. „Jeg betragter mig selv som dansker,“ siger 16-årige Jonas Lund Herum. Han bor i Cambodjas hovedstad Phnom Penh med sine forældre, som i mange år har været udsendt af Danmission. Ét af mange missionærbørn - på sin egen måde. „Hvis nogen spørger, hvor jeg kommer fra, så vil jeg altid først fortælle, at jeg er fra Danmark. Vi boede godt nok i Egypten i to et halvt år fra jeg var fire. Men så rejste vi jo hjem, og jeg begyndte i 0. klasse på Christianshavn Skole. Det var først, da jeg skulle i syvende, at vi rejste til Bangladesh.“ Jonas Lund Herum taler dog ikke som 16-årige københavnere er flest. Det er ikke dialekten. Nærmere noget med tempoet og tiden, han tager sig til at overveje tingene og være præcis. Han synes vant til at formulere sig om sin opvækst, og han synes vant til at føre samtaler på telefonen over en Skype-forbindelse. Og så har Jonas vænnet sig til at have folk, han holder af, på lang afstand. I det miljø, han og

16

hans familie lever i, er venner ikke nogle, du kan regne med bliver i nabolaget. For en tid sidder I ved siden af hinanden i skolen. For en tid kører I på motorcykel sammen igennem byen. Men så rejser de igen. En ny kontrakt. Et nyt land.

Jonas har netop sagt farvel til to gode venner på den internationale skole i Phnom Penh. Èn skulle hjem til Singapore, hvor han kom fra. En anden skulle med sin familie videre til Australien. „Det er altid lidt trist. Man lærer lige folk at kende, og så rejser de igen. Vi boede jo også selv i Dhaka i Bangladesh for to år siden. Det at helt normalt i miljøet, at folk rejser. Men så har jeg til gengæld venner over hele verden.“ Så det er et vilkår, du lever fint med? „Ja præcis,“ siger Jonas og tager selv initiativet til at runde emnet af. „Men det er nok derfor, at mine tætteste venner er dem i Danmark. Dem, jeg lærte at kende fra 0. klasse. Dér,

tema: fremtidsbørn

hvor man begynder sit liv. Vi er vel omkring 20 drenge fra Christianshavn fra dengang. Når jeg hver sommer er hjemme på besøg i Danmark, så ser mine forældre mig nærmest ikke. For så er jeg bare hos Bertram og de andre drenge.“

„Dem, vi er“ Jonas Lund Herum er et familiemenneske. Han taler varmt om sin farmor på Falster, om en familietradition kaldet fugleskydning, der foregår hvert efterår et sted på Sjælland, og om sin fem år ældre bror David, som han måtte undvære i Phnom Penh sidste vinter, mens David aftjente sin værnepligt i Livgarden i København. „Men vi har altid været enige om at rejse. Mine forældre ville aldrig tage af sted, hvis det ikke var okay med os børn,“ siger Jonas, da vi taler om at være på mission og nogle gange være forpligtet til at flytte sig.

For Jonas’ forældre, teolog Christa Lund Herum og økonom Peter Herum, har af tre omgange været udsendt af Danmission med den opgave at støtte partnerkirker, fremme religionsdialog og skabe bedre vilkår for fattige. Først i Egypten 2005-2007. Siden i Bangladesh 2014-2016 og nu i Cambodja – med den tilføjelse, at Jonas’ mor for nylig er begyndt at pendle til Thailand, da hun 1. november i år tiltrådte som Danske Sømands- og Udlandskirkers præst i Bangkok.

man skal sidde stille,“ fortæller han begejstret. Det er også her, Jonas har mødt sin kæreste Melissa. En jævnaldrende cambodjansk pige med tyske slægtninge.

Det koster penge at gå på den internationale skole. Men skolen er ikke desto mindre meget mangfoldig, mener han.

Faktisk så mangfoldig, at religionsundervisningen bliver overflødig. „Du har ikke brug for religionsundervisning, for du får den gennem dine venskaber, der er et mix af kristne, muslimer, hinduer og jøder. Man lærer helt naturligt noget om alle religioner. Og man lærer at forstå hinandens regler. Men bortset fra reglerne, er vi alle sammen mere eller mindre ens.“ Hvor vil du tro, at du bor om 10 år? „Jeg er nok i gang med min uddannelse, men jeg er ikke 100 procent sikker på hvor. Jeg tror ikke, at jeg skal være præst.

Måske økonom. Men helst ville jeg arbejde for National Geographic og bruge mit liv på at researche på naturen. Ja, det ville jeg virkelig gerne.“ Jonas Lund Herum bliver stille. Han behøver heller ikke sige mere. Med sådan en drøm, bliver det mindre tungt at savne dansk jul, sin cykel og fugleskydning. For man kan ikke få det hele. Det ved Jonas om nogen.

Mange børn er rejst ud sammen med deres forældre på mission – hvad tænker du om at være missionærbarn? „Det kunne man måske godt kalde mig. Men jeg føler ikke, jeg er et "rigtigt" missionærbarn. Det missionærbarn, jeg kender, mødte vi i Bangladesh. Han har boet dér hele sit liv og gået på kostskole. Jeg ved ikke, hvorfor – men det er altså noget lidt anderledes. Jeg ville nok hellere bare kaldes udsendt.“ Jonas tager en af sine karakteristiske tænkepauser og siger så: „Det kan godt være, at vi er en missionærfamilie. Men det er ikke noget, vi taler så meget om. Det er bare en del af det, vi er i min familie. Det med at rejse ud er en del af et arbejde – af vores livsstil, vil jeg sige.“

Friheden og forskelligheden På skolen i Cambodjas hovedstad Phnom Penh, der følger det amerikanske high school-system, går Jonas nu på andet år. Han fortæller om en moderne skole med åbne, lyse lokaler, frisk luft og grønne hang-outs, hvor man kan hænge ud.

En skole, hvis arkitektur er tilpasset den nyeste forskning i, hvad der giver lyst til at lære. Det faglige niveau er højt, men det passer også Jonas udmærket. „Jeg kan godt lide den frihed, vi har til at bevæge os rundt. Der er ingen lukkede døre eller mørke lokaler, hvor

Jonas med sin kæreste og sin hund

17

Årets Lucia Indsamling 2017 Med lys på hovedet - så hun havde begge hænder fri - bar Santa Lucia mad og håb ud til fattige og syge i 300-tallet på Sicilien. Årets Lucia Indsamling, som vi kalder Danmissions landsdækkende juleindsamling, er inspireret af Santa Lucia. Vi kan ikke overvinde mørket i verden. Men vi kan alle tænde et lys. Lad os sammen tænde lys for verdens børn og deres familier!

Over hele landet har Danmission frivillige igen i år, trofast, bestilt den såkaldte Lucia-kasse, som de medbringer på lokale julemarkeder, til julefrokoster eller ved en af julens koncerter. De håndlavede engle, der følger med kassen, sælges til fordel for Danmission.

Men det er bare én måde, hvorpå man kan bakke op om Årets Lucia Indsamling. Som I kan se på opslaget her, har man tænkt ud af "kassen" i både Viborg og Engesvang.

Ja, og så er der koncert-måden at gøre det på. Tag f.eks. til en af Laura Kjærgaards koncerter i december og støt Danmissions arbejde, når der efter koncerten samles ind.

Jens Pedersen er – udover at være menighedsrådsmedlem i Engesvang Kirke i Midtjylland – også fritidslandmand. I flere år har han været med til at sælge engle til fordel for Danmission gennem Årets Lucia Indsamling på det lokale julemarked "Jul i Den Gamle Foderstof". I år suppleres englesalget af juleneg, bundet af havre fra Jens Pedersens mark.

Siden høsten i august har Danmissions havreneg hængt på loftet. Ikke hjemme i laden, men i snore fra bjælkerne på kirkeloftet.

Årets nye Lucia engel - køb den i webshoppen

www.danmission.dk/luciashop Julen har englelyd, og mange af os holder af at pynte op i december med disse budbringere. I Danmissions webshop kan du købe Årets Lucia Engel 2017 som juleophæng designet af kunstneren Josephine Blay.

149 kr.

Når du handler i webshoppen, er du med til at støtte Danmissions arbejde 18

I Danmission Genbrug i Viborg gentager man succesen fra sidste år og afholder i december tombola til fordel for Årets Lucia Indsamling.

Der er 100 præmier på spil - præmier som de frivillige i butikken har samlet sammen i løbet af året og gemt til lejligheden. I tromlen er der 500 lodder – 400 nitter og 100 med gevinst. 1 lod koster 3 kroner, og der er 7 lodder for en tyver. Sidste år gav tombolaen et overskud til Danmission på godt 2000 kr. På billedet ses formand for bestyrelsen i butikken, Ruth Dolmer, og hendes "højre hånd" i den daglige ledelse, Jytte Andersen.

Danmissions Gospel-darling Laura Kjærgaard optræder også denne jul i flere kirker landet over. I forbindelse med koncerterne vil der blive samlet penge ind til Danmissions arbejde. Sammen med Copenhagen Gospel Singers giver hun f.eks. julekoncert 7. december i kirken på Filippavej på Frederiksberg. Desuden rejser Laura Kjærgaard sammen med en pianist fra kirke til kirke allerede fra 3. december.

Her finder du hende: zz zz zz zz zz

3. december 2017 kl. 16 i Vesterborg Kirke 5. december 2017 kl. 19 i Hurup Kirke 17. december 2017 kl. 15 i Høje Taastrup Kirke 19. december 2017 kl. 19.30 i Vigerslev Kirke 20. december 2017 kl. 19 i Vemmelev Kirke (vinder af Danmissions kirkekonkurrence)

Tjek kalenderen på www.danmission.dk og din lokalavis for andre aktiviteter og koncerter til fordel for Årets Lucia Indsamling.

De er her endnu...

Du kan stadig nå at købe Årets Lucia Engel 2016 som juleophæng, nu til en ekstra god pris

99 kr.

I Danmissions webshop finder du et væld af idéer til mandelgaven og værtindegaven - og til julegaverne.

Vælg også blandt de smukke engle – i træ, af bananblade, i sisal eller hæklegarn - som er håndlavet af vores partnere i Afrika og Asien Besøg www.danmission.dk/luciashop

– motivet fås også som vedhæng til halssmykke.

799 kr.

19

ET MISSIONÆRBARN

KRYDSER SIT SPOR

„Den største forskel er nok, at mennesker her ikke har lært, at Gud ikke findes. Her tror alle – og her beder alle,“ siger Peter Buch, som sammen med sin hustru, Kirsten, er udsendt til den lutherske kirke i Tanzania bl.a. for at være i følgeskab.

Af Tove Lind Iversen, redaktør Lugten af iturevne tuja-blade på barnehænder. Det er den første erindring, Peter har fra Afrika. Og der er intet kærligt nostalgisk over erindringen fra den dag, han som syvårig skulle på kostskole og forsøgte at holde fast i hækken på gårdspladsen ved hospitalet, hvor familien boede. Men af sted kom han. Sådan som så mange andre børn af udsendte gjorde det dengang i begyndelsen af 1960erne.

Alligevel slutter historien om Peter Buch og hans Afrika ikke her. For missionærbarnet, som boede i Tanzania, fra han var to til 14 år, har krydset sit spor. I en sen alder. Og han har taget sin hustru, Kirsten, med til Tanzania for at arbejde som teologer udsendt af Danmission til Nyakato Bibelskole i Mwanza Stift. Så nu er han missionær ligesom sine forældre og begge sine hold bedsteforældre.

Men hvorfor forlade sit hjem og sit

20

embede kort før pensionsalderen? Og hvorfor sende danske teologer til Tanzania, når de – som Peter Buch selv udtrykker det – har glimrende prædikanter?

Ansigtsmaling og Jesu blod Det vender vi tilbage til. For mens vi sidder i skyggen, hører vi en lokal kirke komme trillende i form af en minibus propfyldt med mennesker og sang. Bilen standser, og hele koret danser syngende ud for at gøre sig klar til at deltage i en gudstjeneste i bibelskolens kirke. Det vil sige – først er der lige stilhed, mens vi sammen folder hænderne og takker Gud for, at køreturen fra Sukuma-stammens område gik godt.

Lige bort set fra en bøde for at fylde for mange passagerer i bilen.

Og så får vi ellers en helt særlig oplevelse i kirken. På traditionel Sukuma-manér opfører koret et drama, hvor de med

trommer, sang og dans fortæller, hvordan Jesus kom og ofrede sit blod på korset for vores synders skyld. „Abel, som læser på bibelskolen, er korleder og selv sukuma. Han arbejder for, at kirken her skal bruge Sukuma-kulturen og ikke kun rytmisk amerikansk musik eller tyske salmer til at nå folk med evangeliet,“ fortæller Peter Buch, inden vi igen lader os gribe af dramaet på kirkegulvet: Vorherre kender ikke raceskel, istemmer koret.

Selv danskere er Guds folk, synger forsangeren.

Vorherre kender ikke raceskel, gentager koret.

Selv sukumaer er Guds folk, synger forsangeren.

Vorherre kender ikke raceskel, gentager koret.

„Kirken i Mwanza Stift bruger Sukumakulturen med sang og dans – ansigtsmaling og kostumer for at nå sukumaerne med evangeliet,“ fortæller Peter Buch, som sammen med sin hustru er udsendt til Nyakato Bibelskole i Tanzania.

optaget af forkyndelse også blandt dem, der endnu ikke kender Jesus, og ikke kun af forkyndelse i form af trosoplæring af kristne.“

Bøn for bilen og tak for kaffen Kirsten og Peter Buch er udsendt for at undervise evangelister og kommende præster som den unge Abel, men også for at dele deres akademiske viden og erfaring.

Og så handler det om at være i følgeskab med Danmissions partnerkirke.

Foto: Bo Nygaard Larsen

Både sorte og hvide er Guds folk, synger forsangeren.

Vorherre kender ikke raceskel, fastslår koret. „Det her er både humor og forkyndelse med blik for dem, man forkynder for – selv dagens danske gæster i kirken,“ siger Peter Buch, som ikke gør noget for at skjule sin stolthed over Abel og gerne opmuntrer den lutherske kirkes arbejde for relevant og nærværende evangelisering. „I store områder syd for Victoriasøen er der vel kun 10-15 procent kristne og heller ikke ret mange muslimer. Det har været svært at nå ud til sukumaerne og de andre stammer, der har levet som nomader, og langt de fleste er traditionelt troende. Biskoppen i Mwanza Stift, som selv tilhører den store Sukumastamme, ønsker at bringe evangeliet til sit folk. Her er den lutherske kirke meget

Hvor oplever I umiddelbart den store forskel mellem kirken her og i Danmark?

Spørgsmålet fører til en lang snak. Om Det Gamle Testamentes store betydning her og tanzanianernes helt naturlige brug af Ordsprogenes Bog. Om synd, hvor man som gæst må indordne sig under forbud mod alkohol, røg og korte bukser. Om den praksis, at de studerende lærer ved at skrive det ned, læreren skriver på tavlen. Om frygten for ånder og Johannesevangeliet, hvor der står, at "den sande kærlighed driver frygten ud". „Det er så dejligt at fortælle mennesker om én, som holder af dem hele vejen igennem og har givet sit liv for dem. At fortælle om Jesus er det samme, uanset om man er præst på Amager eller underviser i Tanzania. Den største forskel er nok, at mennesker her ikke har lært, at Gud ikke findes. Her tror alle – og her beder alle,“ siger Peter. „At bede,“ tilføjer Kirsten, „er én af de ting, jeg har lært her“. „Vi er vokset op med bordbøn og aftenbøn. Men det har været svært at lære at bede, før man serverer en kop kaffe eller starter bilen,“ siger hun og ler.

Men man kan jo stadig blive kørt ned af en bil, selv om man har bedt en bøn – både her og i Danmark? „Det kan man sagtens. Men det er jo ikke det, som reelt er farligt. Det farlige er ikke at miste livet. Det er langt farligere at miste sin sjæl. Det er her frygten bunder,“ svarer Peter.

„Jeg har fået min Peter igen“ Hvad har du Peter taget med dig fra din

barndom i Afrika til i dag, hvor du er udsendt som teolog af Danmission? „Det må du hellere spørge Kirsten om.“ Og den opfordring griber hun straks: „Peter har en totalt uforbeholden kærlighed til Afrika – det gælder både menneskene, kulturen og naturen. Du hører til her i Tanzania,“ siger Kirsten, mens Peter nikker: „Jeg søger automatisk øjenkontakt med alle, jeg møder. Det er en selvfølgelighed i Tanzania, at man hilser på hinanden. Det koster ikke meget. I danske storbyer kigger folk ofte ikke mere på hinanden, end de kigger på en mannequin i vinduet – vi er kulisse i hinandens liv. Her kunne vi i Danmark måske lære noget af Tanzania.

For man kan sagtens nå at hilse på hinanden – selv i forbifarten,“ siger han, og Kirsten supplerer: „Vi passer så godt ind her i Mwanza i Tanzania.“ Hvorfor passer du ind i Mwanza, Kirsten? „Kirsten passer ind alle steder. Du tager dig af de opgaver, som kommer forbi din dør – også selv om det er langt uden for din arbejdsbeskrivelse. F.eks. har du hjulpet en ludoman med at passe på sine penge,“ svarer Peter, inden Kirsten selv tager ordet: „Folk her er så umiddelbare. Og de kan bruge mig og det, jeg kan. Det er så dejligt at gøre det, der er brug for her og nu – det man møder på gaden, eller som banker på ens dør. Det kan være når en studerende bliver syg, for så kan man jo ikke bare lade dem passe sig selv,“ siger Kirsten.

Er det sådan, som du havde forventet, at leve som udsendt i Tanzania? „Det er meget bedre,“ siger hun og ler. „Fordi Peter passer så godt ind her og har det så godt her, så har vores ægteskab det også rigtig godt. Og så er det dejligt at være fælles om arbejdet.“ Jeg blev helt rørt, da vi forleden sad og snakkede privat under en middag i tropeaftenen, og du sagde: „Jeg har fået min Peter igen.“ Må jeg citere dig for det? „Det må du gerne,“ svarer de leende i munden på hinanden.

21

Mandag formiddag har det med at være tung at komme igennem. Men ikke for Kurt Nørgaard og hans hjælpere, der rask væk tømmer genbrugspladsen for genanvendelige ting og sager for så at køre de 250 kg tunge, bugnende bure til Danmission Genbrugs lager i Vejle.

Af Lise Frank, journalist. Foto: Jon Spangsvig

22

DØMT TIL

tema: Kirkens tema:hænder dialog

GENBRUG

Som ung rejste han rundt med tivoliet opkaldt efter en af Danmarks mest kendte motorcykelartister, dødsrytteren Franz Krüger. Her passede han skydeteltet, men fik også lov til at prøve kræfter i den cylinderformede motorcykelbane, dødsdromen.

I dag er 66-årige Kurt Nørgaard gået på efterløn. ikke alle år på arbejdsmarkedet gik dog med det omrejsende tivoli. I en periode tog han fat som asfaltarbejder, siden gjaldt det Herregårds Rødkål med en anVi hjælper fattige og udsatte i Afrika, Asien og Mellemøsten! Sådan står der på Danmission Genbrugs biler. Og det er rigsættelse hos Beauvais, inden han frem til 2013 var ansat i et møbelfirma. tigt. Men herhjemme løfter butikkerne også en social opgave – og tager som én af få imod dømte i samfundstjeneste eller Den lille mand med det viltre, hvide hår skal med egne ord "have nofodlænke. get at stå op til". Derfor forlænger han også sine aktive år som en afholdt altmuligmand og chauffør hos Danmission Genbrug i Vejle og omegn.

Af Lise Frank, journalist Vi fulgte ham en dag på arbejde: Mandag 23.oktober 2017 „Besværlige? Nej, tværtimod. De er en kæmpe hjælp.“ 87-årige Grethe Larsen lægger autoritet bag ordene. Hun er vokset op på Ydre Nørrebro i København, men i mere end 50 år har Odense været hendes hjemby. Det er også her, hun står nu. Blot et stenkast fra banegården, på Thriges Plads, hvor Danmission Genbrug driver en af sine største butikker – med Grethe Larsen som daglig leder.

"De", som Grethe Larsen taler om, er for en gangs skyld ikke de øvrige frivillige i butikken. Dem taler hun ellers også meget - og godt - om. Nej, "de" er mennesker, som kun få andre interesserer sig for. De er folk - unge såvel som ældre - der afsoner en dom i samfundstjeneste, og af Kriminalforsorgen er visiteret til at tage arbejde i mellem 30 og 300 timer i Danmission Genbrug på Thriges Plads.

Gennem tiden har Grethe Larsen taget imod og sagt tak for hjælpen til flere end 200 lovbrydere.

Og det har været en fornøjelse i de allerfleste tilfælde.

For tiden er det 21-årige Johannes, der afsoner sin straf i butikken blandt det ældre, frivillige personale. Han vil kun kaldes ved fornavn og fotograferes bagfra. Som et alternativ til 30 dage i fængsel blev han i foråret tilbudt at udstå 40 timers samfundstjeneste fordelt over en række uger. „Det er klart, at jeg valgte det,“ siger han og tager sig til den øreflip, hvor et hul på størrelse med en hovedpinepille afslører, at han indimellem bærer en tung eller i hvert fald fyldig

ørering. Men ikke når han er på arbejde. mellem dem, der kommer som frivillige „Her skal jeg jo være en pæn ung dem, der reelt er tvunget til at møde op.

Kurt stævner ud og mand,“ siger han og smiler skævt. Han har Men hvis Grethe Larsen vil kende sidst09.00: Uhrhøj, Vejle lyse skægstubbe på overlæben og venlige nævntes blakkede fortid, så kan hun få Kurt Nørgaard lyner sin sorte fleecetrøje og giver sin dansk-amerikanske øjne. Ligner enhver anden ung, kreativ oplysningerne fra Kriminalforsorgen. kone, Nan, et kys farvel. Han trækker i sin gråsorte vindjakke med den mand. Det er han også. Johannes spil„Jeg har så selvfølgelig tavshedspligt. Men orange stribe, lader jakken stå åben og smækker døren bag sig. Det er ler kontrabas og har øvet sig med så stor det er nogle gange rart lige at vide, hvad de mandag og sidste dag i hans arbejdsuge. Det vil sige: Det er Danmission disciplin i så mange år, at han allerede i en har lavet. Vi har jo penge liggende. Og nogle Genbrugs sidste dag på genbrugspladsen i denne omgang. Sidste dag, alder af 21 år spiller med i flere bigbands har måske været i slåskamp,“ siger hun.

Kurt må tømme pladsen for ting, som andre blev trætte af. Ikke egentlige og ensembler. Men for en tid er han altså Ordningen om samfundstjeneste, der donationer. Men ting, som folk alligevel ikke nænnede at smide i en af her. I Danmission Genbrug, hvor han hjælblev til i 1980’erne, er siden udvidet til også pladsens store containere og derfor satte af på halvvejen. I genbrugsper den 60 år ældre Alfred med at slæbe at omfatte lettere voldsdomme. rummet, hvor en plakatoverskrift stiller 100 kroners-spørgsmålet: „For møbler. Og Grethe Larsen er godt tilfreds: Men Niels Kryger, der er socialrådgigodt til skrot?“. „Det var en oplevelse at have ham alver i KiF, Krimininalforsorgen i Frihed, Mandag er sidste dag for Kurt og Danmission Genbrug, fordi Vejle lerede på hans første dag. Han gav mig Odense, fortæller, at de hyppigste årsager Kommune har indgået en tilsvarende aftale med Kirkens Korshær. Så fra hånden og sagde goddag, og så knoklede til, at mennesker idømmes samfundstjei morgen tirsdag og syv dage frem er det deres tur. Og det respekterer han ellers løs til kl. 16.30. Han var kreativ, neste fortsat er mildere lovbrud såsom Kurt selvfølgelig: Men i dag er det ham. tømte to bogkasser og lod dem fungere overtrædelser af færdselsloven, dokusom reol. Det har ingen andre før tænkt på. mentfalskneri, pynt på eksamensbeviser, Jeg fik også et håndtryk, da han gik,“ siger dagpengefusk og den slags.

Ingen chauffør uden kaffe butikslederen og ler. „Jeg nævner aldrig ordet Kriminal09.35: Danmission Genbrug, Vindinggård Ringvej 1A, Vejle Grethe Larsen er farmor med stort F – forsorgen i butikken,“ fortæller Grethe Kurt gør et nik med hovedet i retning af bagerposen med franskbrød og og nu også oldemor. Derfor kan det heller Larsen. „Og jeg præsenterer altid dem, appelsinmarmeladen. Der er også kaffe på kanden. „I ta'r bare,“ siger ikke undre, at hun taler kærligt om unge der kommer derfra på samme måde over Kurt. For ham er den sorte formiddagskaffe et ritual, han nødigt afviger mennesker. Men også over for de granfor de øvrige medarbejdere: ‚Det her er fra. voksne mænd, der kommer til hendes butik Johannes, og han hjælper os i en kort periVed bordet sidder også ægteparret Vibeke og Bent. De er mødt op for i samfundstjeneste - eller sågar i fodlænke ode‘ siger jeg. Og så siger alle: ‚Velkommen!‘ at hjælpe Kurt med dagens dont. I weekenden var de også med, da Kurt – har hun en ømhed i sproget, der afspejler Vores personale bliver venner på kryds og og Danmission tømte genbrugsrummet på genbrugspladsen for alt det, det næstekærlige menneske, hun er. tværs over frokosten.“ der havde hobet sig sammen på de knap 30 m². Ni læs over to dage, var „De er her jo kun i en kort periode, det blevet til. Vibeke viser mig et billede fra rummet på sin mobiltelefon: inden de er fløjet af sted igen,“ siger hun – Mange ser spøgelser „Sådan så det ud, da vi kom.“ Hun swiper til det næste: „Og sådan så som talte hun om sine egne sønner og den Ligeså længe Grethe Larsen har været i den det ud, da vi forlod det søndag aften.“ Så børster hun et par franskbrøddag, de flyttede hjemmefra. odenseanske genbrugsbutik, har hun haft skrummer af sin grønternede skovmandsskjorte: „Nå – skal vi komme af et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Niels sted?“, siger hun og kigger over på Kurt.

Grethe sladrer ikke Kryger fra byens kriminalforsorg. Det vil sige fortsættes næste side...

I dagligdagen i butikken skelnes der ikke i 15 år. Niels Kryger husker at have visiteret

23

... fortsat fra side 23

Guld og gods 09.59: På lageret, Storhaven 12, Vejle Danmission Genbrugs kassevogn glider hjemmevant op ad den lille vejskråning, rundt om hjørnet til venstre og vender for enden af lagerbygningen, så den ankommer med bagenden praktisk vendt mod porten. Kurt er hurtigt ude af bilen og oppe på ladet, der er tomt, bortset fra en gul sækkevogn. Der bliver ikke udvekslet mange ord.

Kurt, Vibeke og Bent, der er trukket i gule veste, kender rutinen. Inde på lageret bugserer de rundt mellem de mange fyldte stålbure, som de triller til side for at kunne få fat på de tomme. En mannequindukke kun iført blondetrusser får et let skub, da Kurt skal til.

I det tilstødende lokale sorterer flittige Danmissionfrivillige sko, tøj og sengelinned, håndklæder, duge og bamser for bare at nævne det mindste. „Ja, det er så lageret,“ siger Kurt stolt og skuer ud over de mindst 200 m² lagerplads, der bugner af gammelt guld og gods. Det er en Danmission-frivillig ved navn Verner Kristensen, der styrer lageret og står for fordelingen af salgbare varer til Danmissions genbrugsbutikker i området.

skydedøre ind til genbrugsrummet, hvor Vibeke og Bent straks går i gang med at fylde i burene. De tungeste bure skal vi have ind i bilen først, belærer Kurt os nye på pladsen: „Ellers kommer den til at hænge med bagenden.“ En ældre mand træder ind i rummet fra den modsatte side: Han vil gerne af med noget legetøj, børnebørnene aldrig fik brugt. En større uåbnet papæske med Disney Prinsesser i skumkjoler. Vibeke gør tegn til, at han kan sætte den på en af hylderne. Hun er i færd med at se på de malerier, nogen har sat op ad væggen. Er der en Asger Jorn imellem? Den slags har Vibeke ikke tid til at kigge efter. Kun ødelagte genstande ryger ud. Alt andet skal med hjem til lageret.

Er der en Asger Jorn imellem?

10.20: Genbrugspladsen, Vestre Engvej 70, Vejle Kassevognen vejes ved indtjekning - og igen ved udtjekning. Kurt skal bare køre frem på en jernskinne i asfalten og så gennem vinduet trække en billet i en automat. Det er mest, så kommunen kan prale med, hvor god byen er til at genbruge, mener Kurt. Det er til statistik, korrigerer Bent, der er pensioneret ingeniør. Bent byggede i sin tid Gellerupparken i Aarhus, så han må vide det.

"Klunsning forbudt" står der på de gennemsigtige

24

Square dance forude 11.15: Tilbage på lageret Kurt er ikke meget for at sætte sig i den røde læderstol, der står inde på lageret. Han er jo på arbejde. Vibeke er blevet tilbage på genbrugspladsen for at pakke videre, mens han og Bent får læsset første omgang af. Men så ok da: Kurt sætter sig og konstaterer, at det er en ganske udmærket stol. Hvis han skulle gøre noget om i dag, ja, så ville han aldrig have købt et møbel fra nyt. Indimellem kan han ikke dy sig og køber en lille genbrugsting med hjem til sin kone Nan. Men det er ikke det store. Der er ikke plads til mere ragelse, som han siger: „Vi skal også selv kunne være i huset.“ Også Nan plejede at være frivillig i Danmission Genbrug. Det var faktisk hende, der begyndte i butikken, men i dag bruger hun i stedet sin tid sammen med nytilkomne flygtninge og indvandrere, der har brug for nogle at tale dansk med. Så dagene går hver for sig. Men om aftenen går Nan og Kurt til square dance. Nan er særligt dygtig. Hun var i sin tid linedance-instruktør, fortæller Kurt.

Billedet af Kurt i den røde stol er hjemme. Nu må han gerne knokle videre.

genbrug

de indimellem må rende op og ned ad genbrugspladsen med ting, som under ingen omstændigheder ville kunne sælges i butikken. En rusten havegrill. En plastikpotte fyldt med jord. Han ryster på hovedet. Men så er der de dage, hvor rummet bare bugner af fine møbler, golfkøller og andre genstande af værdi. „Du skulle prøve at komme med herned 29. og 30. december - eller når loppemarkederne lukker en søndag aften.“

Det sidste bordben 13.18: På lageret for sidste gang:

En fodgænger i vejen 11.58: I bilen Frokost er der ikke noget, der hedder. I hvert fald ikke frokost på et bestemt tidspunkt. „Vi slutter, når vi er færdige,“ siger Kurt, da vi igen triller ud på landevejen med retning mod genbrugspladsen og Vibeke. I handskerummet ligger en gammel 10-ører, en lille brun glasflaske med Dannebrog og et lakridsbolche. Radioen er slukket og ordudveklingerne få, men det er ikke fordi, der er dårlig stemning.

Kurt bremser, og en yngre kvinde småløber over fodgængerfeltet. Det havde hun ikke behøvet. Altså løbe.

Men det er nu meget rart. Vi kender alle sammen den type, der trækker den, slentrer af sted bare fordi, det er hans eller hendes ret. Kurt smiler skælmsk: „Ja, nogle gange er der nogle af dem, der bliver kørt over.“ Men han mener det ikke sådan. Det er bare hans humor. Bent griner.

Gyldne dage for Genbrug 12.35: Tilbage på Genbrugspladsen Mens Kurt og Bent har tømt de første seks bure på lageret, har Vibeke pakket det sidste. Hun står og vifter med understellet til en kontorstol. Den skal smides ud i containeren med "gammelt jern". Kurt fortæller, hvordan

De hjælpes ad. Bent står inde i lastbilen og bærer kasser, spejle og malerier frem, så Kurt og Vibeke kan løfte dem det sidste stykke ind på lageret. Det er gået godt: „Ja, det var slet ikke så slemt i dag,“ siger Vibeke. Hun er godt tilfreds med, at klokken ikke engang er halv to, da de sidste bordben bliver båret ind og porten til lageret ruller ned på Kurts signal. Nogle dage er de først blevet færdige hen ad klokken 18.

En bule i kofangeren 13.45: Tilbage i butikken: Kurt har netop parkeret lastbilen uden for genbrugsbutikken og er gået ind for at skænke sig dagens anden kop kaffe, da han bliver anråbt. En personbil er lige så stille bakket, for ikke at sige trillet ned ad den lille bakke, hvor den holdt parkeret. Kassevognen har taget fra. Der er ingen bilejer at se, før en smuk, yngre, indisk-udseende kvinde kommer løbende. Hun undskylder. Hun må have glemt at trække håndbremsen. En del genbrugsfrivillige stimler sammen omkring Kurt. Vognen har fået et lille hak i kofangeren. „Glem det,“ siger han: „Det er lige meget. Den går alligevel ikke gennem syn til december.“ Kurt gør tegn til, at hun bare kan køre sin bil op på bakken igen. Det gør hun lettet.

Så går han ind i kaffestuen for at hygge sig lidt efter veludført arbejde.

Er du stærk?

Bliv chauffør kontakt anette spring på 41 999 328 se mere på www.genbrug.danmission.dk

Godt for miljøet godt for dine medmennesker godt for dig

25

genbrug

Jul

i Danmission Genbrug

Tip til juleudsmykning i Danmission Genbrug

Vinduesudsmykning hos Kræmmerhuset i Nakskov.

Dekoratør Stine Grubbe, som i efteråret rejste rundt blandt Danmission Genbrugs frivillige i hele landet, deler her nogle af sine tips og tricks til at udsmykke et butiksvindue. På den måde kan alle vi, som ikke havde mulighed for at deltage på hendes kursus, også blive inspireret..

Gør jeres (jule)butik – og vinduer - til et skatkammer af oplevelser, som kunderne kan fordybe sig i, spørge ind til og pille ved. zz Lav vinduesudstillinger, der skaber stemning og vækker nysgerrighed. Brug lys og farver. Og lidt magi. zz Skab eventyrlighed, byd på brunkager og pebernødder og smil til børnene. zz Og husk, at for hvert minut, I får kundernes til at blive længere i butikken, køber de gennemsnitligt for 1 % mere!. zz

Foto: Stine Grubbe

Smukt Hellig Tre Kongerslys fra Danmission Det er gammel skik at tænde et særligt lys helligtrekongersaften 5. januar. De tre flammer symboliserer de tre vismænd, som efterfølgende blev til de hellige tre konger Kaspar, Melchior og Balthasar. Ifølge legenden var Kaspar europæer, Melchior asiat og Balthasar etiopier, hvilket styrker fortællingen om, at evangeliet er for alle og skal deles verden over.

Danmission sælger både hånddyppede Hellig Tre Kongerslys og mange andre smukke lys til fordel for mission i Afrika, Asien, Mellemøsten og Danmark. Kan købes i Danmissions genbrugsbutikker, hos vores frivillige lyssælgere og på hovedkontoret i Hellerup. Er du i tvivl, så ring til Annette Spring på 41 999 328 eller direkte til lysestøberiet i Ring på 7575 2322 26

Repræsentantskabsmøde 2017 med fredssalme og nydannet bestyrelse De 291 repræsentanter valgte tre nye medlemmer til Danmissions bestyrelse på vores repræsentantskabsmøde 2017, som blev indledt med palæstinensisk fredssalme i Vindinge Kirke og afsluttedes søndag med pilgrimssalmen "Må din vej gå dig i møde".

De nye i bestyrelsen repræsenterer forskellige dele af Danmissions bagland.

52-årige Henning Kristensen er uddannet lærer, i dag efterskoleforstander med en diplomuddannelse i ledelse, gift med en sognepræst, far til fire og bor i Blåkilde ved Tarm.

39-årige Louise Buch Viftrup er

bestyrelsens nye teolog, også med en diplomuddannelse i ledelse. Hendes hjerte banker bl.a. for det interreligiøse arbejde, og hun har været aktiv i IKON siden 1999.

Hun er mor til tre, bor i Aarhus og er ansat som boligsocial konsulent i Danmarks Almene Boliger.

Bestyrelsens yngste medlem hedder nu Andreas Gammelgaard

Lauritsen. 26 år gammel og læser medicin og bor i Aarhus. Har siden 2014 været formand for FDF og KFUM og KFUK's internationale projekt i samarbejde med Danmission, Minglabar Myanmar.

Den hidtidige næstformand Hanne Rosenberg, Ellen Skov Birk og Johannes Neergaard er trådt ud af bestyrelsen.

Nordjyske søstre er Årets Ildsjæle 2017 Til den taktfaste lyd af en sal fuld af hænder, der tilkendegav deres opbakning, blev søstrene Benedikte Kühle og Hanne Holm kåret som Årets Ildsjæle 2017.

Hanne Holm har stort hjerte for Danmission Lys. Det er hos hende, at lys-sælgerne i Nordjylland mødes for at få nye forsyninger af genbrugslys, men også for at få en historie om Danmissions arbejde. Ja og god mad. „Vodskov Kirkes engagement i Danmission bygger på dine gode ideer – ideer, der myldrer frem,” sagde Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller, om frivillig netværkskonsulent Hanne Holm på Danmissions repræsentantskabsmøde, hvor prisen traditionen tro blev overrakt.

„Motor har du også altid været, når Abildgård Kirke samler ind til venskabsmenigheder i Cambodja og Tanzania, og det forlyder, at bordplanen ved din 60 års fødselsdag var lavet, så gæsterne kunne støtte Igabiro Landbrugsskole i Tanzania,” sagde Peter Fischer-Møller og smilte hjerteligt.

„Det er i alle henseender ufortjent, at jeg skal have den flotte pris. Men jeg har taget lidt med, som jeg sælger. Nemlig nogle postkort, som vores præst har malet, og som menighedsrådet har betalt trykning af. Hvis I nu køber nogle af dem, kan det være, at jeg næsten har fortjent prisen. Indtægterne går i hvert fald ubeskåret til Danmissions Fremtidsbørn.“ Og så forlod de jyske søstre scenen på samme måde, som de ankom. Til klapsalver.

Foto: Jon Spangsvig

På scenen ved siden af sin søster stod Benedikte Kühle, som her i november var medarrangør af en Danmission-rejse til Libanon for præster og menighedsrådsmedlemmer fra Aalborg Stift.

På ydmyg jysk manér gjorde Hanne Holm i søstrenes takketale lidt reklame for Danmission:

27

Falstringerne i kvindegruppen FISK er samlet for at høre om deres kønsfæller i Egypten og i Bangladesh. Om kvinderettigheder. Og om forholdet mellem religion og tradition. Derfor har de inviteret Danmissions mangeårige udsendte Christa Lund Herum til at holde foredrag.

Kvinderne i på FALSTER

De lokale kvinder møder de globale – de oprørske og de undertrykte - når Danmissions udsendte holder foredrag i kvindegruppen FISK på Falster.

Af Lise Frank, journalist.

Kirken har mange tilbud til konfirmander, nybagte mødre og pensionister. Men er du kvinde – og hverken ung eller ældre – har du måske ledt forgæves efter din ’rette hylde’ blandt kirkens aktiviteter. I Nykøbing Falster har kvinder mellem 40 og 60 år selv bygget den - altså hylden – og de kalder sig FISK. På én gang en bibelsk reference og en forkortelse for Fællesskab i Sundkirken.

FISK samler én gang om måneden 12 kvinder fra lokalområdet. Også denne stormfulde, onsdag aften i september, hvor kvinderne ankommer på slaget syv og må afklæde sig tunge vindjakker og nå at frisere sig foran ét af menighedshusets spejle. Kunne de være blevet hjemme, når nu vejret var så ufremkommeligt? Nej! FISK misser man meget nødig.

Og inde i menighedsrådssalen er der sat kaffe, frugt og chokolade frem på det lange bord. Christa Lund Herum pusler med at forbinde sin computer til kirkens projektor. Hun er i disse sensommeruger i Danmark på foredragsrejse. Til daglig bor hun med sin familie i Asien og har i mange år været udsendt af Danmission til arbejdet med religionsdialog.

Christa Herum er teolog, kvinde, og 53 år. På den måde spejler hun ganske godt kvindegruppen. Aftenens FISK handler dog ikke så meget om Christa. De lokale falstringer er samlet for at høre om deres kønsfæller i Egypten og i Bangladesh. Om kvinderettigheder. Og om forholdet mellem religion og tradition.

Den tanzanianske inspiration Det var sognemedhjælper i Sundkirken Anne-Grethe

28

Langergaard Andersen og sognepræst i Toreby Sogn Hanne Lundsgaard, der så behovet for en kvindegruppe for dem mellem 40 og 60 år.

Fra starten har det været en pointe i FISK, at man ikke taler om børn. Hverken sine egne eller børnebørnene. Som Anne-Grethe Andersen siger med et blink i øjet, så får de jo rigelig opmærksomhed i forvejen. Ingen ville dog blive sendt hjem for at tale over sig. „Det er mere det, at vi - dén ene aften om måneden gerne vil tale om noget andet. I år har vi f.eks. haft besøg af en kvinde, der var hjertetransplanteret, og diskuteret, om vi alle burde være organdonorer. En anden aften har vi haft temaet "Bogen på mit natbord" og anbefalet hinanden litteratur,“ fortæller Anne-Grethe Andersen, der er uddannet lærer, før hun fik job i kirken.

Inspirationen til en kvindegruppe er imidlertid ikke hentet fra lærergerningen. Ideen fik Anne-Grethe Andersen i 2012, da hun på en rejse med Danmission besøgte en kvindegruppe i Tanzania. „I Tanzania er det kvinderne, der får familien til at hænge sammen, og kvinderne, der bærer samfundet, selvom mændene får det til at se ud som om, det er dem,“ siger hun med et smil om det fællesskab, der ofte er mellem kvinder.

I et samarbejde mellem Danmission og Lolland-Falster Stift blev det efterfølgende arrangeret, at tre tanzanianere fra Karagwe Stift besøgte Nykøbing Falster. Én af gæsterne var evangelisten Esther, og hende har Anne-Grethe stadig brevveksling med.

Foto: Lise Frank

FISK

De vrede og de undertrykte I anledning af Christa Lund Herums besøg er FISK i aften flere end sædvanligt, for også sognets ældste kvinder er blevet inviteret. Alle har glædet sig til at høre, hvad danskeren, der både har boet i Egypten, Bangladesh, Cambodja og her fra efteråret er præst i sømandskirken i Thailand, kan fortælle om kvinderettigheder i Mellemøsten og Asien.

Og Christa Lund Herum lægger hårdt ud. „Lad os slå det fast én gang for alle,“ siger hun: „Der er intet belæg i nogen religion for at undertrykke kvinder eller for at hindre kvinder i deres basale rettigheder som mennesker. Alt er fortolkning. Kvindeundertrykkelse udspringer ikke af religioner. Alt er kultur og traditioner.“ Der bliver nikket rundt omkring, mens Christa bladrer videre til billeder af egyptiske kvinder, der har fundet deres egne veje. Og herfra til Runa, som er en bangladeshisk barnebrud på 13 år. „De arabiske kvinder er blevet vrede. Det håber jeg også snart, de bangladeshiske kvinder bliver,“ siger hun til falstringernes anerkendende småkommentarer: „Det er forfærdeligt, at man kan gifte et barn væk.“ „Ja, det er horribelt,“ svarer Christa. „Og der er ingen rimelige argumenter for at gøre det. Men jeg tror, at nogle bangladeshiske mødre må tænke, at det er bedre, at kun én mand går i seng med deres datter, end at flere har adgang til hende.“ Der bliver stille i menighedshuset.

Indtryk og moderne bøn Ingen tvivl om, at oplægget har gjort indtryk på forsamlingen, da de sidste spørgsmål bliver stillet ved 20.30-tiden.

Inspirationen til kvindegruppen FISK i Sundkirken på Falster fik sognemedhjælper Anne-Grethe Andersen i 2012, da hun på en rejse med Danmission besøgte en kvindegruppe i Tanzania. Kvinderne snakker om alt muligt – men slutter altid af i kirken med en ny salme, en moderne bøn og et Fadervor.

Traditionen tro rejser kvinderne sig, rydder lidt til side og går så ind i den tilstødende kirke. Hver gang FISK mødes, afslutter de kl. 21 i kirken med en ny salme, en moderne bøn, et ord og et Fadervor. „Nogle af de kvinder, der kommer i FISK, ville normalt ikke komme i kirken. Men det giver mening for alle at samles i kirken til sidst,“ fortæller Anne-Grethe Andersen.

I aften bliver der læst fra den moderne bønnebog "Himlen i mine fodsåler". I kvindegruppen FISK har man taget de moderne bønner til sig, og som afslutning på denne stormfulde, september-aften i Nykøbing Falster læser sognepræst Hanne Lundsgaard "Evas bøn".

BOOK ET FOREDRAG

Danmission tilbyder et væld af historier og foredrag fra arbejdet i Afrika, Asien, Mellemøsten og Danmark. Her er et par eksempler: Vi har leet og grædt sammen med kristne og muslimer i næsten 50 år Lis og Leif Munksgaard fortæller om deres liv i mission i Mellemøsten og i Danmark.

Kirkens hænder

Forunderlige Indien

Christina Kofoed-Nielsen, ansat i Danmission, fortæller om sit møde med albinoer og andre udsatte børn i Tanzania og om kirkens indsats.

Ellen Skov, tidligere bestyrelsesmedlem i Danmission, fortæller om at være kirke midt i det farvestrålende, kontrastfyldte og spirituelt hinduistiske Indien.

Book foredrag på www.danmission.dk/foredrag eller hos Birgitte Nørgaard Warming på bnw@danmission.dk eller 41 999 315

29

Foto: Michael Rønne Rasmussen

KLOGERE PÅ BIBELEN

Gæsteteologerne Shao Shan og Cui Jinghuan fra Kina diskuterede Bibelens tekster i Roskilde Stift – bl.a. i Karlslunde Kirke.

I efteråret mødtes teologer fra syv lande i Afrika, Asien og Mellemøsten med danske sognebørn til en snak om, hvordan Bibelen forstås og bruges i forskellige kulturer. Læs her, hvad en af gæsteteologerne og en dansk sognepræst fik ud af mødet.

En gæsteteolog - Eh Tar Gay fra kirken i Myanmar: Hvordan bruges de bibelske tekster til at giver folk håb og mening i Myanmar med de udfordringer, landet og befolkningen står i? „Lukasevangeliet er i Myanmar kendt som "det sociale evangelium". Jesu manifest i Lukasevangeliet kapitel 4 er hovedsageligt brugt som "frihedens teologi". Givende og inspirerende nytestamentlige tekster er også bl.a. Johannes’ Åbenbaring kapitel 13 (om politiske emner), Galaterbrevet 3,28 (lighed mellem kønnene og retfærdighed), 1. Timotheusbrev 1,9-10 (omkring slaver) og Saligprisningerne i både Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet. Også tekster fra det Gamle Testamente bruges som fortalere for et fredeligt og retfærdigt samfund. Det gælder f.eks. 1. Mosebog 33,1-20 (Jakob og Esaus forsoning), Dommerbogen kapitel 19 (om kønsbaseret vold) og Amos’ bog 5,24 ("men ret skal strømme som vand, retfærdighed som en stadig rindende bæk").“

30

Hvordan kan din særlige læsning af Bibelen tale til og udfordre den måde, danskerne læser Bibelen? „Min læsning af Bibelen med fortolkninger formet af omstændighederne i Myanmar kan berige danskernes forståelse af, hvordan Bibelen bliver læst i et land, der igennem mange år har været økonomisk fattigt og politisk undertrykt. For når det handler om at tolke Bibelen, er læseren og dennes kontekst meget vigtig. Ud fra ens egen situation søger mennesker efter meninger i skriften – i Guds ord.“

En dansk sognepræst: „Jeg fik stort udbytte af samtalen. Konkret skrev jeg efterfølgende en prædiken med udgangspunkt i den bibeltekst, vi havde været i dialog om. Tankemæssigt er jeg også flere gange vendt tilbage til kirkesituationen i Kina, som vi fik den beskrevet af teologerne Shao Shan og Cui Jinghuan.“

Ses vi?

årsmøder i danmission 2018 Kom til årsmøder i stiftet eller genbrugsrådet. Hør nyt om Danmission og vær med til at vælge repræsentanter til Danmissions repræsentantskabsmøde 2018.

Stiftsårsmøder

Ribe

Aarhus

17. marts kl. 9.30-16, Kvaglund Kirke i Esbjerg

17. marts kl.10-15.30, Alderslyst Kirke og sognehus i Silkeborg - Danmissions chef for kommunikation og engagement, Michael Trinskjær, taler Aalborg

17. marts, Vodskov Kirke og sognegård – kultur- og kirkeminister Mette Bock (L) taler

Øst

Fyn

13. marts, Fredens Nazareth Kirke i København

22. april kl. 10, Vissenbjerg Kirke og konfirmandstue

Syd

Roskilde

12. April, Danmission Genbrug, Thriges Plads 1 i Odense.

Tid og sted afklares i januar – se aktivitetskalender på hjemmesiden eller forhør dig hos netværkskonsulent Birgitte Nørgaard Warming på 41 999 315

Haderslev

17. marts kl. 10-16, Nørremarkskirken i Vejle

Genbrugsrådsårsmøder

Nord

9. april kl. 10-15, Søndermarkskirken i Viborg.

Helsingør og København

Danmission Unge

17. marts, Danmissions lokaler, Strandagervej 24 i Hellerup

Årsmøde 3. marts

Viborg

10. marts, Bording kirkehus - Danmissions programchef, Kirsten Auken, taler

Lolland Falster

22. april kl. 10.30, Sakskøbing Kirke og konfirmandstue

Nyt kontingent fra 2018 Danmissions repræsentantskabsmøde i september vedtog en forenklet kontingentstruktur og nye kontingentsatser fra 2018.

Fremover har Danmission to medlemstyper: Enkeltmedlem: 200 kr. årligt Ungdomsmedlem (op til 30 år): 125 kr. årligt

Begge nye kategorier er individuelt medlemskab, og den største forskel gælder derfor nuværende familie-/parmedlemmer, der fremover skal være individuelt medlem. Alle medlemmer vil automatisk blive overført til ny kategori, når der udsendes kontingentopkrævning for 2018.

Danmission er en demokratisk organisation, hvor medlemmerne udgør det vigtigste

fundament for den folkelige forankring sammen med den tætte tilknytning til folkekirken. Som medlem har man mulighed for at påvirke arbejdet igennem de lokale stiftsbestyrelser og repræsentantskabet.

Spørgsmål til medlemskab og kontingent rettes til Bodil Andreasen bga@danmission. dk eller 41 999 302.

31

Sms ”håb” til 1245

Foto: Magnus Sort Eidemak

støt med 100 kr.

Alle har brug for én der tror Bliv fremtidsfadder og støt udsatte børn www.fremtidsborn.dk 41 999 304

empowered by

600-0398

600-0398