Danmission Magasin nr. 4 december 2014 by Danmission

nr. 4/ december 2014

dĂ¸v og

forbandet

Tema:

nordirak kristendommen er trĂŚngt i mellemĂ¸sten

ISSN: 2245-6953

magasin

leder

Kristendommens krybbe stod i Mellemøsten DER HAR VÆRET KRISTNE menigheder i Mellemøsten i 2000 år - og det skal der blive ved med at være. Det var i Mellemøsten Jesus blev født og levede sit liv. Det var her han døde og opstod. Han blev født i Betlehem. Som spæd flygtede han med sine forældre til Egypten for at undgå kong Herodes' magtvanvid. Han voksede op i Nazareth og arbejdede som tømrer i området omkring Genesareth Sø. Han blev døbt af Johannes i Jordan og vandrede på kryds og tværs i Israel – også gennem de foragtede samaritaneres område. Han søgte lidt fred i det sydlige Libanon. Han endte med at blive korsfæstet i Jerusalem og genopstod her fra de døde. Men der gik ikke mange år, før der var små kristne menigheder over det meste af Mellemøsten. Inden år 100 var der menigheder i Libanon, Syrien, Irak, Tyrkiet, Egypten – 700 år før evangeliet nåede de danske kyster. Tingene ændrede sig efter år 622, som er det år, Muhammed måtte flygte fra Mekka til Medina og begyndelsen på muslimernes tidsregning. I løbet af en generation eller to havde islam bredt sig til det meste af Mellemøsten, og de fleste områder blev styret af muslimske herskere. Men de kristne blev sammen med jøderne betragtet og behandlet som "bogens folk" og nød de fleste steder herskernes beskyttelse. DET VAR IMIDLERTID IKKE IDYL alt sammen. Kristne blev forskelsbehandlet og nogle steder også forfulgt. Der blev kaldt til korstog, og kampene mellem kristne europæiske konger/krigsherrer og muslimske herskere bølgede frem og tilbage over Mellemøsten i flere hundrede år. For 100 år siden begyndte Danmission at arbejde i Mellemøsten for at støtte de lokale kirker og bidrage til, at evangeliet kunne kaste sit lys over den islamiske verden. Samtidig arbejdede vi dengang som i dag med fattigdomsbekæmpelse, ligesom vi gennem alle årene har opbygget varige venskaber på tværs af religiøse forskelle. I løbet af det 20. og 21. århundrede er forholdene en del steder igen blevet sværere, og mange kristne har valgt at udvandre fra Mellemøsten til Europa eller Amerika. De kristne udgør i dag ret små minoriteter i landene i Mellemøsten. Flest er der i Libanon med omkring 35 procent. Herefter

følger Egypten med 8 procent, mens der i Syrien og Irak kun er få procent tilbage. For et par år siden havde vi store forhåbninger til ”Det Arabiske Forår”. Nu er foråret nogle steder blevet til et stormende efterår eller en hård vinter. Syrien er midt i en borgerkrig og er ligesom det nordlige Irak hærget af den ekstremistiske islamiske bevægelse IS. Danmission er stadig engageret i fattigdomsbekæmpelse, dialogarbejde og støtte til lokale menigheder i Mellemøsten. Men på grund af de aktuelle konflikter er Danmission også gået ind med nødhjælp til Syrien og senest også til Nordirak, hvor den lokale kirke er dybt involveret i hjælp til de titusindvis af fordrevne. Der er brug for hver en krone, vi kan afse til arbejdet og på den måde støtte flygtningene ude i nærområderne. Tak for de gode gaver, vi allerede har fået til arbejdet. MELLEMØSTEN ER KRISTENDOMMENS VUGGE. Eller vi skulle måske hellere sige: kristendommens krybbe. For det var jo i sådan en, Jesus blev lagt, da han blev født i en stald i Betlehem for 2014 år siden, sådan som vi nu igen forbereder os til at fejre det i den forestående jul. Han og hans familie måtte hurtigt tage flugten til Egypten, og på den måde henleder juleevangeliet vores opmærksomhed på dem, der i dag er på flugt fra undertrykkelse, vold og krig. Vi arbejder i Danmission for at lindre nød, dæmpe konflikter, åbne for samtale og forståelse og sprede evangeliet om ham, som er vores lys i mørket. Vi gør det sammen. For sammen er vi Danmission. Glædelig jul!

Peter Fischer-Møller, formand for Danmission

− er en missionsorganisation, som arbejder med kirkeudvikling, dialog og bekæmpelse af fattigdom Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 3962 9911 Fax: 3962 0206 Mail: danmission@danmission.dk www.danmission.dk Giro: 600-0398 Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398 Sms: DM til 1277 (100 kr. + normal smstakst) Online: danmission.dk/stoet

Følg os også på

Udgives af Danmission  Udkommer 4 gange årligt  Bladet sendes til alle givere og kirker  Forsidefoto: Gail Oren Stein/Scanpix  Tryk: Rosendahl  De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen  Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse

www.facebook.com/danmission og

Charlotte Dyhr (ansv.), Tove Iversen (redaktør), Britta Dinitzen (layout)  Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Magasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@ danmission.dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere  Deadline til næste nummer: 1. januar 2015

www.youtube.com/danmission

18-19 4-20

100 år er andelen af kristne halveret. Lige nu går det hårdt ud over de kristne i Nordirak, hvor Danmission støtter den lokale kirke, som hjælper titusindvis af flygtninge. Med udgangspunkt i Nordirak sætter Danmission Magasin fokus på Mellemøsten. Læs bl.a.:

yy yy yy yy

21 22-25

Vi vil bare have et hjem! Slæbt, båret og trukket på en kærre Biskoppen der blev nødhjælpsarbejder Skal fjenden bombes eller elskes?

Missionshistorie: Om at være biskop under den iranske revolution og om en helt særlig julegudstjeneste i Isfahan kort før shahens fald.

årets lucia indsamling: Køb engle af bananblade eller glas, server indisk risengrød, syng i Lucia-stafetten eller vind den store gevinst på skrabeloddet. Årets Lucia Indsamling 2014 hjælper piger som Emma, der er døv. I Madagaskar, hvor hun går på døveskole, opfattes det som en forbandelse at få et døvt barn.

26-28

genbrug: Det var drømmen om en plads bag rattet, som fik 18-årige Martin til at blive frivillig i Danmission Genbrug. I dag styrer han butikken i Næstved som den yngste bestyrelsesformand i Danmission Genbrug.

global kirke: Hvorfor kommer kirkegængerne til tiden? Hvorfor sejler færgen, før den er fuld? Og hvordan byder kirken børn og unge indenfor? Det var nogle af de spørgsmål, som blev delt, da Lolland-Falster fik genbesøg fra Tanzania i efteråret.

årets ildsjæl: Mette Bjerregaard, der er frivillig i Danmission Genbrug i Roskilde, blev kåret som Årets Ildsjæl 2014 på repræsentantskabsmødet. Her kunne Danmission samtidig fejre, at de samlede indtægter igen satte rekord med 74 mio. kr.

14-15

nordirak: Kristendommen er trængt i Mellemøsten – på godt

foredrag: Få besøg fra Tanzania, Zanzibar, Cambodja og Madagaskar. Bestil foredrag af udsendinge hos Danmissions nye netværkskoordinator.

Scan koden og støt direkte online. Du kan også bruge girokortet på bagsiden, betale via netbank mrk. ”Irak” eller sms ”DM” til 1277. (100 kr. + normaltakst).

Vi vil bare

Foto: Lea Sorth

Her og på de kommende temasider svarer meningsdannere på spørgsmålet: Hvorfor bør Danmark og den danske folkekirke forholde sig aktivt til de kristnes situation i Nordirak og resten af Mellemøsten – hvad vedkommer det os? Per Stig Møller (K), formand for Udenrigsudvalget: ”Der er virkelig brug for, at vi er opmærksomme på, hvordan det går de kristne rundt om i verden og ikke mindst i Mellemøsten. Det er et problem, der bliver tænkt for lidt over i Danmark. Og derfor afholdt Udenrigsudvalget 12. november en høring om religionsfrihed og forfulgte kristne (Danmissions generalsekretær Mogens Kjær var en af talerne, red.).” 4

tema: nordirak

have

et hjem

”I hvert telt, bag hvert forhæng, på hver madras var der et menneske, hvis livsgrundlag var blevet taget fra ham eller hende. Det var overvældende at mærke folks smerte, når jeg kiggede dem i øjnene, og de græd ved min skulder, mens de fortalte om det, de havde oplevet og det, de havde mistet.” Læs her Lea Sorths beretning fra Nordirak, hvor Danmission hjælper flygtningene gennem den kaldæiske kirke. Af Lea Sorth, Danmissions udsending i Nordirak Varmen ramte kroppen som en chokbølge, da jeg steg ud af flyet i Erbil i det nordlige Irak. Det var august, og jeg var landet her som Danmissions udsending for at dokumentere behovene hos de titusindvis af mennesker, der var flygtet fra hærgende militsfolk fra Islamisk Stat (IS). De mennesker, jeg mødte, var flygtet fra Qaraqosh, som var byen med den største kristne befolkning, indtil IS indtog den og fremsatte truslen: konverter til islam, flygt eller dø. Truslen gjaldt de kristne, men også muslimer og andre, som ikke underkaster sig IS’s tolkning af islam. 30.000 har søgt tilflugt alene i Ankawa, som er en primært kristen forstad til Erbil. Skæbnen for dem, der valgte at blive tilbage eller ikke formåede at komme væk, er stadig uvis. Ankawa, som normalt er en pæn bydel i vækst med moderne cafeer og store flotte huse, er blevet overstrømmet af flygtninge, der har slået sig ned alle vegne. Alle byens parker

og grønne områder blev lavet om til teltflygtningelejre, mens halvfærdige bygninger og parkeringskældre var taget i brug for at give skygge fra solen. Sportshaller, festlokaler, skoler og tomme kontorer var også fyldt med flytninge. Byen summede af aktivitet, forvirring og frustrationer. Jeg er vant til høje temperature i tropisk klima, men med dagstemperaturer op til 48 var Irak i august en større udfordring, end jeg havde forventet. I den tørre varme kræver gåture på bare et par hundrede meter så meget af kroppen, at jeg var nødt til at drikke vand undervejs. Sommerheden var med til at forværre problemerne for flygtningene. Det er hårdt at klare dagligdags aktiviteter, når man ikke har et hjem med fire vægge til at beskytte sig mod den ulidelige hede. Dertil skabte varmen problemer bl.a. med vandforsyningen, da vandet hurtigt blev inficeret med bakterier. Og nu bringer vinterkulden så andre, men lige så store problemer med sig.

fortsættes side5 6 ...

fortsat fra side 5 ...

Vi vil bare have

et hjem

Verden skal vide besked! Den første dag jeg var i Nordirak, besøgte jeg et shoppingcenter, hvor en lokal forretningsmand havde stillet sine tomme kontorer til rådighed for flygtninge. I hvert rum havde en familie eller to – med bedstemødre, forældre og børn – søgt tilflugt. De fleste af flygtningene var ankommet til Erbil med meget få – om nogen – ejendele overhovedet. De første, jeg mødte, var kommet til Erbil til fods. Det ældre ægtepar Najib og Dalal var blandt de sidst ankomne flygtninge – de havde ønsket at blive i Qaraqosh, men var blevet tvunget ud af byen af militsfolk fra IS. Najib havde store sår på ryg og fødder, som hans kone ville vise frem. Hun vendte og drejede sin mand, så hun kunne hive op i hans trøje og vise mig sårene. Jeg prøvede at gøre tegn til, at jeg ikke havde behov for at se det, men hun havde behov for at vise mig det, så sådan blev det. Dalal græd, da hun fortalte om deres barske tur fra Qaraqosh til Erbil. Det var vigtigt for hende, at jeg forstod, hvad hun sagde – både detaljerne og hvordan hendes familie havde det. Det var vigtigt for hende at vise mig deres elendighed, deres behov. Verden skulle vide, hvad der var sket, og verden skulle reagere. (Læs Dalal og Najibs historie på side 8). Dalal og de andre flygtninge, jeg mødte, fortalte om Qaraqoshs fald. At de kurdiske tropper trak sig ud 6. august og overlod byen til IS. De fortalte, hvordan næsten alle, der kunne, løb mod deres biler, mens de, der ikke selv ejede en, så vidt muligt blev proppet ind i naboens. Folk efterlod alt – forretninger de havde kæmpet for at starte; deres bryllupssmykker; fotografier der dokumenterede deres liv og minder; huse og de møbler de igennem årene havde samlet, dyr og markerne med afgrøder; deres kirker. Når jeg så de mange, mange mennesker, som var søgt til Erbil, var det lettest at betragte dem som en gruppe. Men i hvert telt, bag hvert et forhæng, på hver en madras var der et menneske, hvis livsgrundlag var blevet revet væk under ham eller hende. Det var overvældende at mærke folks smerte, når jeg kiggede dem i øjnene, og de græd ved min skulder, mens de fortalte om det, de havde oplevet og det, de havde mistet. Flygtninges behov er store – de fleste familier løb tør for penge få dage efter de var ankommet. Alle skal have et sted at sove, noget at ligge på, tøj, hygiejneartikler osv. Der er mange munde, der skal mættes, og syge, der skal tilses. Kirken i Ankawa koordinerer nødhjælpsarbejdet i samarbejde med humanitære organisationer og frivillige. Det kræver mange resourcer at møde de fordrevnes behov – ikke bare her og nu, men også i en rum tid fremover. I den indsats har Danmission valgt at stå sammen med den kaldæiske kirke. 6

Mens jeg var i Ankawa besøgte jeg mange familier i telte, haller og halvfærdige bygninger. Og fra dag til dag kunne jeg se, hvordan de midlertidige forhold blev en smule mere permanente. Folk fik arrangeret sig i små samfund, hvor der blev lavet fælles mad, oprettet råd og udpeget ledere. Flere telte fik kølende blæsere, og i de halvfærdige bygninger blev der lavet skillevægge og opsat toiletter.

Hvordan kommer man videre? Men hvordan kan man forholde sig til, at alt er blevet taget fra en? At ens hus er i hænderne på fremmede og fjendtlige mennesker, at ens ejendele, tryghed og fremtid er blevet berøvet en? Heba – en pige på 16 – fortalte mig, hvordan folk var i panik de første uger efter flugten. Råbte ad hinanden, stjal fra hinanden og skabte kaos omkring sig. Efter et par uger var folk ved at falde til ro – trætte og opgivende. For hvordan kan man leve videre i en sportshal med tusinder af andre? Intet privatliv, intet hjem og ingen ide om, hvor lang tid der går, før man igen kan prøve at starte forfra og genopbygge sit liv. Hvor skal man drage hen, hvis man ikke er velkommen i eget land? Mange af de fordrevne fra Qaraqosh kommer fra forholdsvis fattige kår, og for en del er det anden og måske tredje gang, de har måtte flygte internt i Irak pga de mange krige og uroligheder, landet har været igennem. "Jeg er 60 år og blev født i Mosul. Jeg boede i mange år i Bagdad, men da situationen der blev ustabil, flyttede vi tilbage til Mosul. I 2007 var der ikke længere sikkert i Mosul, og vi flyttede til en by kaldet Tilqof. Takket være Gud kunne vi slå os ned der, takket være Gud var vi i live. Men så kom IS til vores by, og de smed os ud. Og nu er vi flygtninge her i Erbil. Sådan er vores situation, men vi vil tilbage til vores hjem, vi vil leve fredeligt. Intet andet ønsker vi," siger Khiria. De fleste flygtninge, jeg mødte, ønsker at blive i Irak, men i et fredeligt Irak, hvor der er plads til alle, og hvor mennesker med forskellige religioner kan leve side om side. "Mad kan man finde. Men mad er ikke det eneste, vi har brug for for at leve. Vi ønsker fred, vi ønsker arbejde. Vi vil bare have et hjem. Et hjem! Et hjem er det vigtigste," siger Emad med stadig større stemmekraft. De fordrevne irakere har behov for fred – og for et sted at kunne slå sig ned. Lige nu har de også akut behov for mad, tæpper, medicin og for ordentlige sanitære forhold, lægehjælp og skolegang til børnene. Og så har de brug for at mærke og vide, at de ikke er glemt, at vi tænker på dem og har dem med i vores hjerter og bønner.

tema: nordirak

Jens Christian Bach Iversen, præst i Kolding: ”Det ligger i vores DNA som kristen kirke – i enhver dåb, i enhver nadver, ja, i ethvert fadervor: De, der siger far til den samme, er selvfølgelig søskende, uanset om vi lever trygt med en fordelagtig kirkeordning eller kæmper som forfulgte kristne for at overleve. Paulus kalder os lemmer på samme krop. Vi er én organisme, uanset hvor forskellige vore vilkår er. I nadveren sprænger vi rammerne og sidder til bords med vores brødre og søstre i Nordirak. De er vores søskende. Vi må bede for dem og støtte dem det bedste, vi kan.” Foto: Lea Sorth

På få dage i august strømmede titusindvis af flygtninge til Erbil, hvor de bad om hjælp hos den lokale kirke.

Det gør Danmission i Nordirak: Danmission støtter nødhjælpsarbejdet for flygtninge gennem det kaldæiske ærkebispedømme i Nordirak. Ærkebiskop Bashar Warda leder nødhjælpsarbejdet i forstaden Ankawa ved byen Erbil, hvor de flere end 30.000 fordrevne irakere har fordoblet indbyggertallet. Flygtningetallet er så stort, at byen og lokalbefolkningen ikke magter opgaven alene, men har brug for hjælp udefra, og Danmission har derfor valgt at støtte den lokale kirkes hjælp til flygtningene. De mest presserende behov er rent drikkevand, medicin og mælk til børnene, men der er også behov for toiletter for at hindre smittespredning og tag over hovedet. Den kaldæiske kirke er en del af den romersk-katolske kirke, men med sin egen ældgamle liturgi. Den kaldæiske kirke er Iraks største kristne trossamfund og har sin patriark siddende i Bagdad, men har også menigheder i det øvrige Mellemøsten samt i Vesten (primært udsprunget af migrantmenigheder). På verdensplan omfatter den kaldæiske kirke cirka 1,5 millioner mennesker.

Læs og se mere!

Lea Sorth var udsendt til Nordirak for Danmission i slutningen af august for at dokumentere flygtningenes situation og behov. Det blev til en række korte videofilm og tekster. Et par af dem kan læses her i magasinet, mens resten af beretningerne og alle videoerne findes på hjemmesiden www. danmission.dk (søg på Nordirak). Mød Ivan, som blev født ved kejsersnit under flugten; lægen Edwar, som er frivillig hjælpearbejder; Habib, som blev frarøvet muligheden for en øjenoperation, og flere andre. Tak om du deler filmene ved arrangementer og på Facebook.

Scan koden og støt direkte online. Du kan også bruge girokortet på bagsiden, betale via netbank mrk. ”Irak” eller sms ”DM” til 1277. (100 kr. + normaltakst).

Scan koden her og gå direkte til tekster og videofilm:

Slæbt, båret

og trukket på en kærre Af Lea Sorth, Danmissions udsending i Nordirak

Klaus Wivel, forfatter til bogen ’Den Sidste Nadver’: ”Der har været kristne i Nordirak i næsten 2000 år, og nu er der stort set ingen tilbage i Mosul og omegn. Det er simpelthen en katastrofe, og det bør Danmark som regering interessere sig for af menneskerettighedsmæssige grunde. Det er jo etnisk fordrivelse, og det er noget af det mest alvorlige.”

et par timer. Så mødte de en nonne med en primitiv kærre, som Najib blev lagt op på, hvorefter nonnen trak kærren videre. Da de omsider nåede til et kurdisk checkpoint, blev Najib kørt det sidste stykke i ambulance til Erbil, som er hovedbyen i det kurdiske område i Nordirak, og hvor mange fordrevne har søgt tilflugt. Da jeg mødte det gamle ægtepar, havde de fået et par madrasser på gulvet sammen med mange andre flygtninge på en tom etage i et shoppingcenter i Erbil. Najib var syg og afkræftet og kunne ikke meget andet end at ligge. Som så mange andre flygtninge er han og hustruen helt afhængige af hjælp fra kirken.

Scan koden og støt direkte online. Du kan også bruge girokortet på bagsiden, betale via netbank mrk. ”Irak” eller sms ”DM” til 1277. (100 kr. + normaltakst).

Dalal prøver at hjælpe ægtemanden Najib, som er syg og afkræftet efter flugten.

Foto: Lea Sorth

75-årige Najib og hans kone Dalal på 72 ville ikke forlade deres hjemby, da ekstremisterne fra Islamisk Stat (IS) begyndte at indtage byen. I dagene omkring 6. august flygtede de fleste indbyggere fra Qaraqosh, som med 50.000 indbyggere var Iraks største kristne by. Men Najib og Dalal blev der – indtil IS-krigere tvang dem ud af deres hjem. Najib er syg og gammel og havde ikke kræfter til at flygte. Han ville hellere blive i hjemmet og se en ende på sine dage her. Men IS tvang ham ud af byen ved at bære ham over en flod, og derfra måtte den syge mand og hans kone klare sig selv. Det blev en lang rejse fra kl. 10 om morgenen til midnat. Det er svært at forestille sig, hvordan man kan gå så mange timer i solen i Irak, hvor luften er knastør og sommertemperaturerne kan nærme sig 50 grader. Og Najib kan knap stå på sine ben… IS havde taget Najib og Dalals identitetskort og penge. Der var ingen vand eller mad at finde på den lange tur. I begyndelsen nærmest slæbte Dalal sin syge mand af sted. De støttede sig op ad hinanden, indtil Dalal besvimede. Herefter blev han båret på ryggen af en anden flygtning i

tema: nordirak

Kristendommen

trængt

i Mellemøsten Af Jens Juul Petersen, fagkonsulent Den næsten 2000 år gamle kristne kultur og historie er ved at forsvinde fra Irak og findes nu næsten kun i de kurdiske områder i Nordirak, hvor mange af de tilbageværende kristne har samlet sig. Og for mange af dem er Nordirak kun en mellemstation på vej videre – på vej væk fra Irak, hvor de ingen kristen fremtid ser for sig selv og deres familie. Den kristne exodus, der er i gang med at tømme Irak for en ellers markant kristen tilstedeværelse, følger en generel tendens over hele Mellemøsten, hvor de kristne mindretal i områder som Palæstina, Syrien, Egypten og Libanon er svundet kraftigt ind de senere år. Fra at have udgjort omkring 10 procent af Mellemøstens befolkning omkring år 1900, var andelen af kristne skrumpet til det halve i år 2010. Og det tal er ovenikøbet fra før, borgerkrigen i Syrien og uroen i Irak jog kristne og mange andre minoriteter på flugt. De kristne irakere udgjorde tidligere et velstående og indflydelsesrigt mindretal i Irak, men risikerer nu helt at miste den historiske og kulturbærende betydning. Krig, sanktioner, religiøse forfølgelser og manglende muligheder har betydet, at antallet af kristne i Irak er faldet fra omkring 1,3 millioner inden den vestlige invasion i 2003 til i dag skønsmæssigt under 400.000. Iraks stolte kristne historie går helt tilbage til det første århundrede, hvor kristendommen blev den største religion i Mesopotamien, som er den historiske betegnelse for det store område i Syrien og Irak, som fra nordøst til sydvest gennemløbes af floderne Eufrat og Tigris. I moderne tid har kristne irakere, ligesom kristne arabere i andre lande, spillet en særlig rolle i opbyggelsen af en sekulær arabisk identitet og nationalisme, ligesom de har haft markant indflydelse på landets kunst og kultur. De multikulturelle og sekulære arabisk samfund er nu truet af ekstremisme og sekterisk uro, og det betyder bl.a., at Irak kan falde fuldstændigt fra hinanden som nation og i stedet blive opdelt i mindre etnisk eller religiøst ensartede stater. Og det vil ikke være en fordel for kristne og andre mindre minoriteter i Irak, som risikerer helt at blive udstødt fra det historiske Irak.

De kristne har hidtil i vid udstrækning accepteret diskrimination for at få beskyttelse af de siddende magthavere, men den tid synes forbi. De kristne i Irak og resten af Mellemøsten vil først og fremmest betragtes som borgere og have fuldt medborgerskab, hvor de har samme rettigheder og pligter som alle andre. Men udsigterne til, at det sker i Irak, er ringe, og mange kristne er udvandret eller overvejer at gøre det. I første omgang er de flygtet til de kurdiske områder omkring 100 kilometer fra Mosul og Ninewehområdet, hvor der ellers har været kristne i 2000 år, og de forventer ikke at vende tilbage. Dermed er det måske ved at være slut med den kristne kultur i Irak.

Adnan Dahan, herboende kristen iraker: "Ethvert menneske har pligt til at elske sin næste som sig selv (Mat. 22:39). Det er overalt en pligt for kirken – herunder i Danmark – at gøre hvad der er muligt for at hjælpe dem, der bliver forfulgt, især hvis de forfølges på grund af deres tro på Jesus Kristus. De kristne i Nineveh i Nordirak blev tvunget til at forlade deres hjem og søge en sikker havn i Kurdistan, men de beholdt deres tro på Jesus. De kan dog kun opholde sig der midlertidigt. De fleste af dem bor i telte; regnen er allerede begyndt og sne følger efter. Hvordan kan de leve i sådan? Hvilken fremtid har deres børn? De har mistet alt, de har ikke adgang til deres opsparing i banker i Nineveh, og de kan ikke finde job i Kurdistan.” 9

L. Tuz

libanon zz

zz zz

T Y R K

Der er cirka 27 % sunnimuslimer, 27 % er shiamuslimer og 40 % kristne. Druserne udgør knap 6 %, mens resten er meget små grupper af bl.a. jøder, bahai, buddhister og hinduer Libanon har 18 officielt anerkendte religioner, der inkluderer fire muslimske grupper, 12 kristne, drusere og jøder Libanon har ingen statsreligion Forfatningen sikrer religionsfrihed og frihed til at praktisere, men ikke-anerkendte religioner – fx protestantiske kristne – diskrimineres juridisk. Ifølge forfatningen deles den politiske magt mellem de tre store religiøse grupper, og det betyder, at de øvrige religiøse grupper udelukkes fra visse embeder

S L I B A N O N I S R A E L

J O R D A N

E G Y P T E N

S A U D I - A

religionslove

Lovgivningen om at konvertere er kompleks i de lande i Mellemøsten, hvor Danmission arbejder. I Syrien, Egypten og Irak er det ikke juridisk forbudt eller strafbart at skifte religion, men samtidig vedkender alle tre lande sig islamisk lov (Sharia), som ikke anerkender konvertitter fra islam. I fx Syrien er det formelt set tilladt at konvertere, hvis man ikke skilter med det, og religionen kan ikke ændres på fødselsattesten. I Egypten er der eksempler på, at personer, der er konverteret fra islam til kristendom, er blevet idømt fængselsstraffe, selvom det er tilladt ifølge forfatningen. I Libanon er situationen en lidt anden, men i alle lande gælder det, at sociale normer og pres ofte hindrer konvertering. Eftersom basis for lovgivningen i de fleste lande i Mellemøsten er islam, er det udbredt, at de statsanerkendte mindretalsreligioner har deres egne religiøse domstole, der tager sig af familieretslige sager som f.eks. ægteskab og skilsmisse.

10 10

Egypten zz

Cirka 90 % er muslimer

(næsten alle sunnier), mens 10 % er

kristne (primært koptere)

Islam er statsreligion, og ifølge

forfatningen er Sharia den primære kilde

for lovgivning

Religionsfrihed er begrænset til islam,

kristendom og jødedom

L. Van syrien

I E T

Y R I E N

Forfatningen giver religionsfrihed dog med undtagelser, da bl.a. Jehovas Vidner ikke må praktisere deres tro

is R.

Der er ingen officiel statsreligion, men ifølge forfatningen skal præsidenten være muslimsk, ligesom islamisk retspraksis er den primære kilde for lovgivning

Tigr

Inden borgerkrigen brød ud i 2011 var der cirka 87 % muslimer (74 % sunnier og 13 % alawitter, ismailier og shiaer), 6 % kristne og 3 % drusere. Tallene har dog formentligt ændret sig meget pga. flygtningestrømmen ud af Syrien.

Der er juridisk frirum til at begrænse trosretninger, der anses for ekstreme, og medlemskab af en række religiøse organisationer er forbudt, herunder Det Muslimske Broderskab

I R A K irak zz

Cirka 97 % er muslimer, (60-65 % shiitter og 32-37 % sunnier). Resten er kristne, yazidier, bahai’er, jøder og andre mindretal. I 2003 var der 1,3 mio. kristne mod i dag skønsmæssigt under 400.000

Islam er officiel religion, og ingen lovgivninger må modstride

dennes grundsætning

Religionsfrihed er indskrevet i forfatningen. Det er dog forbudt at

praktisere Bahai-troen og den sunniislamiske gren Wahhabi

A R A B I E N

Religiøs forfølgelse

Forfølgelse er en anden kategori end forskelsbehandling af religioner og trossamfund, (som vi jo også har i Danmark), diskrimination af enkeltpersoner på grund af deres religion (som kan være tilladt, hvis forskelsbehandlingen er sagligt begrundet og proportional) og religiøs chikane (som også er aktuelt i Danmark, særligt fra muslimske grupper over for jøder og muslimer). Forfølgelse er (risiko for) fysiske overgreb, der truer den enkeltes liv og frihed. Tortur, slaveri, vilkårlig berøvelse af livet, arbitrær arrest, frihedsberøvelse, vold, ildspåsættelse, grove seksuelle krænkelser. Begrundelsen er knægtelse af friheden til at have, antage eller skifte til og udøve en bestemt religion. Og forfølgelsen foregår i en sammenhæng, hvor staten ikke kan eller vil beskytte den enkelte. Forfulgte kristne er altså mennesker, der har krav på asyl i Danmark. Tekst: Lisbet Christoffersen, professor (mso) i Ret, Religion og Samfund på Roskilde Universitet. Folketingets Udenrigsudvalg afholdt 12. november en høring om religionsfrihed og forfulgte kristne, hvor Lisbet Christoffersen havde et oplæg med titlen ”Religiøs forfølgelse - hvad er det, hvad ved vi om det, og hvordan kan vi reagere?” Danmissions generalsekretær Mogens Kjær var også en af talerne. 11

Biskoppen der blev nødhjælpsarbejder

”Den åndelige støtte går hånd i hånd med den materielle nødhjælp, fordi det holder håbet oppe. Det er vigtigt for folk her at mærke, de ikke er glemt af resten af verden,” siger ærkebiskop Bashar Warda fra den kaldæiske kirke i Erbil i Nordirak. Danmission støtter kirkens nødhjælp til de titusindvis af flygtninge, som er blevet fordrevet fra deres hjem af fundamentalister fra Islamisk Stat.

Af Sofie Dahl Hansen, projektmedarbejder I Nordirak har vinterkulde afløst sommerens hede, hvor temperaturer op mod 50 grader gjorde det uudholdeligt for de titusindvis af flygtninge at opholde sig i nødhjælpsteltene uden en elektrisk blæser. Nu er sæsonen skiftet, og dette skifte er lig med nye problemer. Mange af de flygtninge, der i sensommeren kom til Ankawa, en kristen forstad til Erbil, har endnu ikke tag over hovedet eller bor i telte og på tomme skoler med dårlig eller ingen isolering. Vinterkulden i Nordirak er bidende, og det er en enorm udfordring at finde bedre husly hurtigst muligt. Derefter kommer så behovene for varmt tøj og tæpper. Sådan fortæller Bashar Warda, som er ærkebiskop for den kaldæiske kirke, hvis nødhjælpsindsats Danmission støtter. Hovedparten af flygtningene i Erbil er kristne, men også mange yazidier og muslimer, som ikke underkaster sig fundamentalisterne fra Islamisk Stat (IS), er jaget på flugt.

Hvordan handler kirken? ”I kirken arbejder vi på højtryk for at afhjælpe den ulykkelige situation for alle de, der er flygtet fra IS. På det politiske plan gør vi, hvad vi kan for at lægge pres på den irakiske regering. Det er dem, der er i en position til at

handle politisk og på den måde være med til at løfte disse mennesker ud af håbløsheden. På det rent praktiske plan står vi i kirken for at koordinere nødhjælpsarbejdet: Vi samarbejder med Danmission og andre donorer, så vi fx kan skaffe huse til indlogering og uddele mad og andre fornødenheder,” siger ærkebiskoppen.

Hvad er kirkens vigtigste opgaver? Bashar Warda ser tre hovedopgaver for kirken: ”Vi tager os af flygtningenes praktiske behov, så vidt det er os muligt, vi skaber opmærksomhed om den ulykkelige situation her, og vi beder. Bønnen er essentiel i den irakiske kirke, for vores kirke er martyrernes kirke. Det er ikke første gang, vores kristne folk går gennem svære tider her i landet, og mange kristne har endt deres dage som martyrer. I tider med konflikt og usikkerhed er der meget at bede for. Derfor har forbøn fra kristne søstre og brødre verden over også stor betydning. Den åndelige støtte går hånd i hånd med den materielle nødhjælp, fordi det holder håbet oppe. Det er vigtigt for folk her at mærke, de ikke er glemt af resten af verden. Forbøn er at udleve evangeliet om næstekærlighed, og det skaber et fællesskab mellem os og resten af verden, der styrkes og mærkes særligt i hårde tider som disse.”

Ærkebiskoppen fortæller, at folk i stort tal søger til kirken i krisetider som disse: ”Kirken er det sikre tilflugtssted – som en moder for de flygtede. Jeg har flere gange oplevet, at vi har fundet plads til flygtningefamilier i private hjem, men at de alligevel har ønsket at blive i kirken. Det er som et hjem for dem, og de foretrækker at holde sig tæt på kirkens folk med den følelse af tryghed og samhørighed med andre kristne og med Gud, som det giver.”

Hvordan prædiker man Guds kærlighed mit i al ondskaben? ”Ét spørgsmål går igen blandt de flygtede. De spørger: Hvor er Gud? Det kan være svært ikke at blive modløs midt i alt denne uretfærdighed og gru, men jeg styrker dem i troen på, at Gud er hos dem. Jeg fortæller dem, at Gud altid vandrer med os, og at han har fulgt dem hele vejen til, hvor de er i dag. Det, at vi – på trods af alt det der sker – er her og er i live, giver os meget at takke Gud for. Man kan spørge, om det ikke er håbløst at ville indgyde håb i folk, der har mistet alt. Mit svar er nej. Jeg kan give et smil eller blot være til stede hos de mennesker, der har brug for det. Jeg – og kirken som sådan – prædiker Guds kærlighed til mennesker gennem den blotte tilstedeværelse blandt disse

tema: nordirak

mennesker i nød. Det skaber håb for fremtiden, når vi husker at smile og fokusere på det gode i fællesskab.”

Har de kristne en fremtid i Irak?

Foto: ankawa.com

”Det er svære tider at være kristen i Irak – ja, i meget af Mellemøsten. Når jeg følger medierne, så synes beskeden at være klar: Vi kristne er ikke længere ønskede i Mellemøsten. Selvfølgelig er der også andre stemmer, men desværre er disse stemmer meget spage lige nu. Reaktionerne er meget forskellige blandt de kristne i Nordirak. Mange er jo flygtet fra deres hjembyer, men er det tid til helt at forlade landet? Personligt ønsker jeg ikke at rejse, men der er grupper, der føler sig pressede til at søge væk. Det er særligt dem, der har levet under meget hårde kår siden IS’

fremtog i sommer. Men det er et svært valg – de, der rejser, ved ikke engang, om de vil kunne krydse grænsen nordpå. Og endnu mere uvist er det, om de nogensinde vil kunne vende tilbage. De kristne hører til i Mellemøsten, det er her vores historiske og religiøse rødder er. Jeg opfatter de kristnes tilstedeværelse som en mission i sig selv. Lige nu er vi i en krisesituation, men ikke desto mindre har Mellemøsten lige så meget brug for de kristne, som vi har for Mellemøsten. Der er brug for os til at spille den rolle, vi altid har spillet: Til at bringe håb og uddannelse, men også til at fostre den gensidige respekt og dialog. De kristnes fremtid er usikker, meget usikker i Irak. Men vi har gennemgået sværere og mørkere tider før…”

Scan koden og se et kort videointerview med ærkebiskop Bashar Warda – du kan også finde det på www.danmission.dk

Scan koden og støt direkte online. Du kan også bruge girokortet på bagsiden, betale via netbank mrk. ”Irak” eller sms ”DM” til 1277. (100 kr. + normaltakst).

Kirkeminister Marianne Jelved (R): ”Religionsfrihed er en menneskeret, som skal respekteres, og som vi til stadighed skal forholde os til og kæmpe for. Forfølgelse af religiøse mindretal, hvad enten der er tale om kristne eller ikke-kristne, er et meget alvorligt problem. Regeringen fordømmer overgreb på kristne, og det vil regeringen fortsætte med at gøre. Udfordringerne for kristne mindretal er forskellige fra land til land, og derfor er indsatsen også forskelligartet. Der føres således en dialog med andre landes regeringer, der arbejdes i internationale fora og i EU, og herudover gøres der brug af forskellige bistandsinstrumenter.”

”Vi tager os af flygtningenes praktiske behov, så vidt det er os muligt, vi skaber opmærksomhed om den ulykkelige situation her, og vi beder,” siger ærkebiskop Bashar Warda, der er udpeget af borgmesteren som koordinator af nødhjælpen, men også prøver at finde tid til at være til stede som sjælesørger blandt flygtningene.

tema: nordirak

Dansk venskabsbesøg i Egypten Repræsentanter for to danske menigheder besøgte i slutningen af oktober Egypten med Danmission for at hilse på deres nye venskabsmenigheder. Baggrunden er et ønske om at danne relationer mellem danske og egyptiske kristne. Danmission tog initiativet, efter at 136 egyptiske kirker og kirkelige bygninger blev brændt ned under politisk uro i Egypten i august 2013. Det gik især hårdt ud over området omkring Minya i det sydlige Egypten, og det var hertil rejsen gik. Som Andrea Zaki Stephanous, leder af Danmissions store partner i Egypten (CEOSS), sagde i sin invitation til de danske menigheder: ”Der er behov for en meget stor indsats for at genopbygge det tabte, ligesom der er behov for forbøn.” Har du lyst til at høre mere om mulighederne for at få en egyptisk venskabsmenighed, så kontakt Birgitte N. Warming, teamleder for netværk, på 41 999 315 eller bnw@danmission.dk. Danmission formidler kontakt til trængte kristne kirker, som har brug for venskab, hjælp og forbøn.

Hvad har gjort størst indtryk på dig i mødet med de egyptiske menigheder/ kristne? ”Egypternes dybe og inderlige tro har gjort indtryk. Det at være kristen har betydning for alle dele af deres liv. Og så har vi mødt en befolkning, som har en stor stolthed over deres land og historie – og en dejlig humor. Der blev grinet meget, da vi var på besøg. Efter besøget er jeg overbevist om, at vi vil gå videre med venskabsrelationen med menigheden i Mallawi.” Marie Mollmann, menighedsrådsmedlem i Bistrup Kirke, Birkerød

”Allerførst blev jeg rystet over fattigdommen. Jeg har aldrig oplevet nød på så nært hold. At deltage i presbyteriansk gudstjeneste var et møde med en meget anderledes form, end vi kender i Danmark. Mange var aktive og engagerede i gudstjenesten fra den unge kvindelige forsanger til mændene, der samlede penge ind. Der var en afslappet stemning, men man var aldrig i tvivl om, at det var vigtigt for dem at komme i kirke. Vi fik fornemmelsen af, at kirken var et helle. Udenfor var der risikoen for forfølgelse og fattigdommen. Indenfor var der trygt og megen hjertelighed.”

Hvorfor har din danske menighed valgt at få en egyptisk venskabsmenighed? ”En egyptisk venskabsmenighed gennem Danmission er en mulighed for, at vi handler og ikke bare taler om de forfulgte og udsatte kristne i Mellemøsten.” Marie Mollmann, menighedsrådsmedlem i Bistrup Kirke, Birkerød

”I vores menighedsråd går meget tid med budgetter og administration, men vi er meget opmærksomme på, at kirken også er levet liv og relationer.”

Lars Kierulff Larsen, menighedsrådsmedlem

i Vor Frue Kirke, Svendborg

Hvad kan I give den egyptiske menighed – og hvad får I igen til jeres danske menighed? ”I vores menighed er vi enige om, at vi ikke kun vil sende penge, men at vi gerne vil have en gensidig relation til vores venskabsmenighed. Allerede før vi tog af sted, blev menigheden i Mallawi i Egypten indføjet i vores kirkebøn ved gudstjenesten. Mange egyptere er analfabeter, og få kan engelsk, men vi har fået email-adresser og god kontakt til nogle, som vi kan kommunikere med. Samtidig håber vi, at det kan blive et projekt, som kan skabe fællesskab i vores sogn og også gerne med nabokirken.” Marie Mollmann, menighedsrådsmedlem i Bistrup Kirke, Birkerød

”Jeg er skolelærer og har en drøm om at kunne engagere børn og unge i projektet. Jeg havde tegninger med til Egypten fra danske børn, som tegnede deres hverdag, og jeg håber, at venskabsrelationen kan blive et aktiv for Svendborg og ikke bare en sag for de få indforståede.” Lars Kierulff Larsen, menighedsrådsmedlem i Vor Frue Kirke, Svendborg 14

tema: nordirak

Foto: Lea Sorth

at tabe iraks ungdom er at tabe Iraks fremtid ”Før vi flygtede, var vi en helt almindelig familie, og vi havde det, vi havde brug for. Nu ved jeg ikke engang, om jeg kommer i skole igen,” siger 16-årige Heba, som var den dygtigste elev på sin skole og drømte om at blive læge.

Af Lea Sorth, Danmissions udsending i Nordirak På et øjeblik faldt 16-årige Hebas fremtidsplaner fra hinanden. Hun var ellers en mønster-elev, som knoklede for at virkeliggøre drømmen om at blive læge. Men som de mange andre unge irakiske flygtninge blev hun ikke bare fordrevet fra sit hjem – hun blev også revet ud af skolen – da familien flygtede fra Islamisk Stat (IS). Fremtiden i Nordirak er usikker for alle flygtninge, men for de unge er det barskt at gå et voksenliv i møde uden at ane, hvordan det vil forme sig og uden at vide, om man har noget at bygge sin fremtid på – er der et sted at bo, en skole, et job, fred osv?

Hvor er kammeraterne? I en improviseret flygtningelejr i et sportscenter i den kurdiske hovedby Erbil mødte jeg 16-årige Heba – en almindelig teenagepige, som kun burde have en teenagepiges almindelige bekymringer. Den bogligt dygtige Heba har altid drømt om at blive læge, men lige nu ved hun end ikke, hvornår – eller om – hun kan vende tilbage til skolen. Ja, hun ved ikke, om skolen stadig er der, og hvad der er blevet af alle hendes klassekammerater og lærere. Heba og hendes familie opholder sig i sportscentret sammen med hundredevis af andre flygtningefamilier.

Overalt er der mennesker – unge mænd, der spiller kort, klynger af småsnakkede kvinder og børn, der løber rundt. Hun peger på en gammel mand, der ligger og sover på nogle madrasser: ”Han sover hele tiden,” siger hun. ”En gang i mellem tjekker hans kone ham, men ellers sover han bare.”

Helt almindelig familie Heba fortæller også om livet i hjembyen – livet inden hun blev gjort til flygtning. ”Før vi kom hertil, var livet enkelt, og vi var glade. Min far havde arbejde, og min søster og jeg gik i skole. Vi havde det, vi havde brug for. Vi var en helt almindelig familie.” Da rygterne om, at de voldelige militsfolk fra IS nærmede sig byen, blev hun bange, og familien flygtede fra hus og hjem. Nu kontrollerer IS byen, og de kan ikke vende tilbage. Heba er bekymret for, om hendes far vil kunne finde arbejde i Erbil. Men størst er bekymringen for hendes skolegang. Man kan mærke, at studierne betyder alverden for hende. Med slet skjult stolthed fortæller hun, at hun er – eller var – den bedste elev på sin skole. Hun er en intelligent pige, og vi taler ubesværet sammen på engelsk. Lidt fransk kan hun også.

Skolegang er nødvendig Hebas generation af flygtninge i Nordirak er i fare for at miste mulighederne for at få en uddannelse og for at skabe det liv, de har drømt om. Derfor er det så vigtigt at forbedre situationen for de flygtede børn og unge, så de er rustet til at vende tilbage til skolen, når det forhåbentligt bliver muligt. De er Iraks fremtid! Her og nu prøver kirken og andre at organisere undervisning til børnene og de unge, men på længere sigt er det vigtigt at finde mere permanente løsninger, så de unge får den ballast, der skal til, for at de kan være med til at opbygge fremtidens Irak. Hvis børnene og de unge mister deres muligheder, mister Irak dem. Får de en chance, er jeg omvendt overbevist om, at unge som Heba kan gribe den. Derfor er det så vigtigt at hjælpe de irakiske kirker med at hjælpe de unge irakiske flygtninge.

Scan koden og støt direkte online. Du kan også bruge girokortet på bagsiden, betale via netbank mrk. ”Irak” eller sms ”DM” til 1277. (100 kr. + normaltakst). 15

skal fjenden elskes bombes Vend den anden kind til. Bed for dem, der forfølger dig. Kan kristendommens budskaber om fred og næstekærlighed overhovedet bruges til noget i det urohærgede Mellemøsten? Det kan synes naivt. Men er det ikke netop kristendommens ’naive’ budskab, der kan redde Mellemøsten fra en fremtid uden håb?

Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist og forfatter Hvem er min fjende? Har jeg fjender? Og hvis jeg ikke har, vil jeg få fjender? Hvem er min fjende? Hvorfor skulle jeg have fjender? Skal jeg kæmpe? Hade? Afskrive min fjende? Og hvis jeg beslutter at tilgive og tale, at forstå Hvem er så min fjende? Denne enkle tekst er skrevet af en af mine syriske bekendte, Mireille Al-Farah, en 33-årig græsk-katolsk kristen, der siden 2010 har boet i Barcelona. Hun underviser og arbejder på en ph.d. om brug af it i gymnasieundervisning. Mireille lagde digtet op på sin Facebook-side i begyndelsen af oktober 2014. På det tidspunkt var det næsten et år siden, vi havde mødt hinanden i Beirut til et seminar om religionsdialog, arrangeret af Danmission og organisationens partnere i Egypten og Libanon. Under seminaret slog det mig, hvor stærk og modig Mireille virkede. Også dengang insisterede hun på at tale for dialog, for næstekærlighed og for bønnens kraft. Det, der begyndte som et fredeligt oprør i Syrien, havde for længst udviklet sig til en blodig borgerkrig af ufattelige dimensioner. Mireille havde set til fra sit eksil i Spanien. Hun havde opgivet planen om at vende tilbage til Damaskus efter et års tid og havde i stedet hjulpet sin mor og bror med at flytte til Barcelona. Men Mireille opfattede stadig Damaskus som sin hjemby, og hun 16

nægtede at opgive håbet om, at den igen blev hendes faste tilholdssted. Hun blev ved at tro og håbe på, at hendes Syrien igen ville blive et sted, hvor kristne og muslimer kunne leve fredeligt sammen. At hele Mellemøsten igen vil blive hjemsted for den fred, Jesus lover, at han efterlader os. ”I min familie har vi tradition for, at når nogen bliver slået ihjel, så beder vi både for offeret og for den, der har dræbt et andet menneske. Sådan gør vi også, når vi hører om ofrene i Syrien,” fortalte Mireille. ”Dem, der slår ihjel i Syrien, er overbevist om, at de gør det rigtige. At de handler efter Guds vilje. Det samme kunne man sikkert sige om mange af korsfarerne. Nogen har overbevist dem om, at det er det rigtige at gå i krig. Det sker under rekruttering i Mellemøsten, i Danmark og andre steder. Så det vigtige må være at finde ind i de miljøer og tale med en anden stemme. Og så må vi bede for hinanden, også for dem, der forfølger os.”

Fjendekærlighed For nogle lyder det sikkert naivt. For mig lyder det som mod og visdom, hentet direkte ud af det kristne urstof. For hvad finder vi der? Vi finder fx en velkendt passage om fjendekærlighed fra Matthæusevangeliet, som Mireille allerede omkring påsken 2011 valgte at lægge ud på Facebook: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer…”. Da vi mødtes i Libanon, forklarede hun mig, hvorfor hun havde lagt netop denne passage ud: ”Jeg synes ikke, det er let at bede for dem, der massakrerer de

kristne. Jeg er i kontakt med venner og familie i Damaskus så ofte som muligt, og jeg har lige hørt, at vores kirke er blevet beskudt med morterer. Alligevel bliver menigheden ved med at gå til messe og mødes for at bede. De har delt døgnets timer mellem sig, så de beder rosenkrans konstant på katolsk vis med en bedesnor. Samtidig insisterer de på at sende deres børn i skole,” sagde hun og tilføjede: ”Når de kan gøre det, kan jeg også bede for mine fjender.” Mireille tager Jesu ord alvorligt og insisterer på at forstå dem som anvisninger, der gælder os alle, også når det gør ondt og er næsten ufatteligt svært at følge dem. Som hun sagde: ”Jeg har levet hele mit liv i Damaskus tæt på det sted, hvor Paulus’ omvendelse fandt sted. Det tænker jeg meget over, for Paulus forfulgte de kristne, men blev omvendt og blev vores vigtigste missionær. Når det var muligt, er det også muligt, at de islamiske oprørere kan blive omvendt. Og jeg mener ikke, at de nødvendigvis skal blive kristne, men blot, at de skal se, hvad de gør og vende sig bort fra volden.”

Med vold og magt Siden mit møde med Mireille i Beirut er volden og overgrebene på de kristne, ikke kun i Syrien, men også i Irak, eskaleret, og grusomhederne er taget til i omfang og styrke. Volden og ekstremismen rammer de kristne, men også muslimer, yazidier og alle andre, der ikke vil acceptere ekstremisternes dagsorden. På den storpolitiske scene hersker der tilsyneladende en blanding af afmagt,

Flygtninge søgte ly i kirkerne og overnattede på bænke og gulve. Som altid er de syge, børnene og de gamle mest udsatte – for Ivan (nederst) begyndte livet med kejsersnit under flugten.

Foto: Lea Sorth Foto: Lea Sorth

For Frans af Assisi var den kristne tilstedeværelse i Mellemøsten vital. Men er det nu så afgørende, kunne man spørge. Kristendommen er jo en universel religion og kan vel leves lige så godt i Danmark eller USA som i Syrien eller Irak? Desuden var Jesus – og Frans af Assisi og mange andre store navne fra den kristne historie – vel strengt taget en flok naive halal-hippier, som vi ikke kan bruge til meget, når det gælder nutidens realpolitiske brutalitet? At vende den anden kind til, at elske sine fjender og at gå i dialog selv med dem, man på forhånd mener, har tabt sandheden af syne… det er ikke ligefrem udbredte strategier i international politik. Men afviser vi de ’blødsødne’ kristne strategier, mister vi samtidig det vigtigste: Evnen til at se hinanden med Guds øjne – med den kærlighed, der tåler, tror og håber alt. Og forsvinder de sidste kristne fra Mellemøsten, forsvinder ikke blot den røde tråd fra Paulus’ vandring gennem Den Lige Gade til Mireilles tro på, at selv den største synder og fanatiske morder, der har jagtet anderledes troende, kan omvendes. Vi mister en del af den tradition, der fastholder bønnens kraft. For den tradition står stærkt i Mellemøsten – ligesom traditionen for fredelig sameksistens gør, selv om det kan være svært at få øje på netop nu. Mireille Al-Farah siger det ganske tydeligt. Og hun gør, som hun siger. Hun beder for Mellemøstens kristne, for freden, men også for sine fjender – og beder os andre om at gøre det samme.

Foto: Ankawa.com

Var Jesus og Frans halal-hippier?

Charlotte Flindt Pedersen: ”Respekt for menneskerettigheder er en kerneværdi for Danmarks internationale engagement. Alene det tilsiger, at vi bør forsøge at spille en positiv rolle i Mellemøsten, både for de kristne minoriteter og for befolkningerne som helhed. Den danske folkekirke kan yde et vigtigt bidrag. Der er et stort behov for religiøst forsoningsarbejde, især med religiøse ledere, til at understøtte de politiske processer, som skal sikre fred og stabilitet. Religion har en værdi i sig selv, fordi den kan fungere som fælles udgangspunkt for dialog. Folkekirken kan samtidig trække på organisationer, som har et indgående kendskab til regionen, og det er en afgørende forudsætning for at kunne bidrage konstruktivt.”

Foto: Lea Sorth

luskede indsatser med egeninteressen som drivkraft og halvhjertede forsøg på at sætte ind med vold og magt for at stoppe netop volden og magten. Men uanset om man tror på, at militær magtanvendelse kan gøre en forskel eller ej, så må den militære logik aldrig stå alene. Der må ligge en vision og en drøm bag. En tro på freden som mulighed. Som Mireille udtrykker det: ”I Barcelona kommer jeg i en franciskansk kirke, og det minder mig om, at Frans af Assisi gik i dialog med muslimerne under korstog mod muslimerne.”

Foto: Ankawa.com

tema: nordirak

Jeg kan ikke forestille mig en arabisk region

uden kristne

To dage inden Islamisk Stat i juni indtog Iraks næststørste by, Mosul, afholdt Danmission og tænketanken Al-Quds, et seminar i den nordirakiske by Erbil med fokus på de kristnes situation i Irak. Siden da har trusler om tvangskonvertering og halshugning fået tusinder til at flygte fra Irak – og også i andre arabiske lande gør de kristne sig klar til at tage af sted. Er vi på vej mod et Mellemøsten, hvor der ikke længere er plads til de kristne? Af Camilla Wass, journalist ”Når jeg ser de kristne, der sidder på gulvet i kirkerne her i Jordan, begynder jeg at græde. Vi kan hjælpe de ti procent, der er kommet til Jordan, men hvad med de 90 procent, der stadig er tilbage i Irak?” Ghazi Rahos stemme er tung og alvorlig. Han er direktør for det kristent-irakiske team, der er ansvarlig for humanitær hjælp til irakere, der de seneste måneder er flygtet fra Islamisk Stats hærgen i Irak – og har fået husly i kirkerne i Jordan. Ghazi Raho er selv iraker og deltog i juni i en konference i Erbil om de kristnes fremtid i Irak. Selvom han de seneste år har boet og arbejdet i Jordan, har han haft forfølgelserne af kristne helt inde på livet. Hans onkel, den kendte ærkebiskop i Mosul, Paulos Faraj Raho, blev tilbage i 2008 kidnappet på åben gade og efterfølgende slået ihjel. ”Jeg var med på konferencen, fordi irakiske kristne er i en rigtig svær situation. Vi – og andre minoriteter i Irak - har været et mål for terror og forfølgelse i de sidste ti år og har ikke fået meget hjælp,” siger Ghazi Raho.

Udvandring er ikke løsningen Danmission og den uafhængige arabiske tænketank Al-Quds, som sammen stod bag konferencen, stiller i et samarbejdsprojekt skarpt på de kristnes situation i Mellemøsten. Hvilke visioner har de kristne for deres fremtid – og hvordan ser de deres rolle i lyset af Det Arabiske Forår? Spørgsmål og svar, som blev diskuteret i løbet af foråret og forsommeren, blev yderligere aktualiseret af Islamisk Stats (IS) hærgen i Irak og Syrien. For 11 år siden var der omkring 1,3 millioner kristne i Irak. Nu er der kun skønsmæssigt omkring 400.000 18

tilbage, og de fleste befinder sig i det nordlige Irak, hvor mange fordrevne har søgt tilflugt. ”Vi er totalt imod denne udvandringsbølge af kristne fra Irak, som vi er vidne til lige nu,” lyder det fra Oraib al-Rantawi. Han er jordansk journalist og meningsdanner – og så er han direktør for Al-Quds. Da talen falder på de voldsomme begivenheder i Irak, går en høj og harmdirrende røst pludselig klart igennem Skype-forbindelsen fra Jordan til Danmark. ”Jeg kan ikke forestille mig en arabisk region uden de kristne – de har deres historiske rødder her og har været med til at opbygge civilisationen i den arabiske verden. Der har boet kristne i Irak i 2000 år, og mange af historierne fra Biblen stammer fra Irak. Måske er den letteste løsning, hvis man fra vestlig side hjælper de kristne med at flygte, men det er ikke den rigtige løsning,” siger Oraib al-Rantawi.

Strid mellem kirker Samarbejdsprojektet handler dels om at få de kristne til selv at udtrykke deres behov, bekymringer og håb for fremtiden dels om at bygge bro internt mellem de kristne. ”De kristne samfund har rigtig mange interne stridigheder, så der er brug for, at de lytter til hinanden. Lige nu er der ikke én stærk kristen stemme i den arabiske region, og der har været stor debat om kirkens rolle i samfundet, for eksempel i Egypten, hvor mange unge kristne gik på gaden under den første revolution i 2011, mens kirken var meget tilbageholdende,” fortæller Birgitte Søgaard Lauta, der er Danmissions regionsleder for Mellemøsten og bosiddende i Libanon.

Oraib al-Rantawi uddyber: ”Det er tydeligt, at der er en stor kløft mellem kirkerne og især de unge kristne. Ingen forventer, at de kristne skal være ét samfund eller én farve, men der er nødt til at være en fælles forståelse af, at kristnes rettigheder skal respekteres, og at pluralisme er med til at berige samfundet.” Samtidig skal man undgå at skabe en særlig dagsorden for de kristne, understreger Birgitte Søgaard Lauta: ”Der findes ikke en kristen løsning. Den eneste løsning er, at de kristne bliver lige medborgere – at vi skaber lige rettigheder og muligheder for alle.”

Kristent selvstyreområde i Irak På konferencen i Erbil i juni nåede deltagerne frem til en anbefaling af, at de kristne i Irak skal have deres egen, selvstændige provins omkring Nineveh i det nordlige Irak. En provins, der skal være helt uafhængig af den irakiske centraladministration. Årsagen er den skrøbelige sikkerhedssituation, som ovenikøbet er blevet meget værre siden konferencen, hvor IS er gået målrettet efter kirker og kristne byer. Kristne er blevet truet med halshugning, hvis de nægtede at konvertere til islam, og FN har i en resolution advaret om, at hele den kristne tilstedeværelse i Irak er truet. ”Den irakiske regering skal tvinges til at passe på landets minoriteter, og der skal laves et særligt område for de kristne. Ellers vil de alle sammen blive dræbt,” forudser Ghazi Raho. Oraib al-Rantawi er enig: ”Et af de vigtigste temaer på konferencen var manglen på tolerance i det irakiske samfund, der er meget polariseret. Mindre end to døgn

tema: nordirak

Foto: Scanpix

Ole Buchardt Olesen, præst i Gilleleje: ”Vi har som kirke en forpligtelse til at hjælpe kristne i nød og under forfølgelse. Fx gennem bøn, forbønsgudstjenester og møder, der sætter fokus på problemerne. Hvis der er kræfter og reel mulighed for det, bør vi også oprette venskabsmenigheder med kristne i Irak og Syrien. I den særligt alvorlige situation for kristne i Irak og Syrien lige nu, kunne vi nok også som kristne brødre og søstre arbejde for, at de kan få asyl i Danmark.”

efter mødet invaderede IS byen Mosul og overraskede alle i regionen. Hvis det lykkes at bekæmpe IS, vil det være en rigtig løsning at skabe et kristent selvstyre og en særlig beskyttelse for dem i deres historiske hjemland.” Trods den alvorlige situation i Irak er Oraib al-Rantawi forholdsvis fortrøstningsfuld. ”Vi står lige nu midt i en humanitær katastrofe, men jeg håber ikke, den varer

mere end et par måneder. Når krisen er overstået, er det tid til at gentænke de kristnes situation, og jeg kan mærke, at der lige nu er en ny ”ånd” i den arabiske region - et momentum i forhold til at stå sammen om at forsvare minoriteters rettigheder. Vi skal huske på, at IS har dræbt langt flere muslimer end kristne – så der er ikke alene tale om en trussel mod kristne, men om en forbrydelse mod menneskeheden. Og det får folk til at rykke sammen,” pointerer han.

Flygtninge i kø for at få hjælp og trøst i Mazar Mar Eillia Kirke i Ankawa, som er en kristen forstad til Erbil.

Scan koden og støt direkte online. Du kan også bruge girokortet på bagsiden, betale via netbank mrk. ”Irak” eller sms ”DM” til 1277. (100 kr. + normaltakst). 19

tema: nordirak

Livet som

udsendt i Mellemøsten

Birgitte Søgaard Lauta med sin mand og den ene af parrets døtre under besøg i en moské i Beirut, hvor familien bor.

Birgitte Søgaard Lauta, regionsleder for Mellemøsten siden 2013. Bosiddende i Beirut i Libanon sammen med sin mand og deres to børn. Hvilke overvejelser gjorde I jer, inden I påtog jer et job og et liv i et fremmed land? ”Både min mand og jeg er familiemennesker. Vi kommer af store børneflokke, og det var svært for os at rykke op fra nogle stærke familiebånd. Vi var glade for vores liv i Danmark og København, så vi var nødt til at overveje, om det var værd at forlade et liv, der fungerede godt, for at udskifte det med noget mere usikkert. Men vi valgte at gribe eventyret! Og heldigvis kan vi via internettet og Skype holde tæt kontakt med familie og venner. Beirut er heller ikke så langt væk, så vi får jævnligt besøg. Og som familie er vi drevet af eventyret – drevet af et ønske om at vise vores børn, at verden er større end trygge Danmark. Danmissions arbejde rammer en vigtig nerve i Mellemøsten, når det kommer til at arbejde med udvikling og reform. For hvis landene skal fremad, så skal religion og de religiøse aktører være medspillere. Religion skal ikke være en forhindring for demokrati. Den dagsorden, synes jeg, det er så utroligt spændende og privilegeret at få lov til at arbejde med på.”

Hvad gør det svært?

”Aktualitet! Det er det første. At det handler om rigtige ting og rigtige mennesker. Det er samtidig bagsiden, da realiteterne rundt i området er meget barske. Vi har i løbet af det sidste halvandet år i Beirut oplevet, hvordan der er kommet flere og flere syriske tiggere i byen, vi ser flygtningelejrene

Det svære er så, når jeg føler, Danmark ’glemmer’ den humanitære katastrofe i Syrien. Der er stadig akut behov for nødhjælp inde i Syrien. Når vores partnere spørger mig, hvordan det går med støtten fra Danmark, men vi ikke har flere penge at give, hvad skal jeg så sige? Så ønsker jeg mig langt væk. Og håber og beder til, at det lykkes at samle penge ind. Tak til alle jer, som fortsat støtter – jeg ser, at det gør en forskel. ”

følg os på www.danmission.dk

På Danmissions hjemmeside www.danmission.dk kan du følge Birgitte Søgaard Lauta og hendes arbejde som udsending i Mellemøsten. Her kan du også læse blog med oplevelser og overvejelser fra Danmissions øvrige udsendinge.

Hvad gør dit job spændende?

vokse ude i landet, og vi mærker et øget pres på trafikken, el og vand. De interne spændinger i Libanon er også blevet forværret. Der har jævnligt været bilbomber i en forstad til Beirut, der er daglige skyderier i Tripoli, og der er mange kampe på grænsen til Libanon mellem den libanesiske hær og nogle af de mere ekstreme grupper fra Syrien. Den syriske borgerkrig flytter ligeså stille ind over grænsen til Libanon, og det er med til at øge opmærksomheden på sikkerhed. I perioder er der sikkerhedsvagter omkring indkøbscentre, og der bliver tjekket for bilbomber alle steder. At gøre en forskel! Det må være det næste. Danmissions arbejde gør faktisk en forskel for vores partnere og for de mange tusinde mennesker, som partnerne kan nå ud til med støtte og hjælp.

missionshistorie

biskop under den iranske revolution Af Leif Munksgaard, tidl. udsending for DMS evighedsbetydning, og det er den revolution, der opstår i hjertet hos det menneske, som lader Kristus blive sluppet løs i sind og tanke!” Der var stille i kirken. Alle vidste, at biskoppen talte ud af egen erfaring, for han havde – 18 år gammel – erklæret, at han ville være kristen, og det havde kostet ham dyrt. Men alle vidste også, at han indeholdt noget særligt, som uden tvivl ville få evighedsbetydning for ham. Få uger senere forlod shahen Iran, og Khomeini vendte hjem fra sit eksil. Der blev kaos – især for de kristne. Men biskop Hassan og andre med ham blev til deres død ved med at sige: ”I Kristus kan alt blive nyt!” Lis og Leif Munksgaard var missionærer i Mellemøsten i næsten 30 år. Først sammenlagt 14 år i Libanon, Bahrain, Kuwait og Iran indtil shahens fald. 1979-85 var han missionssekretær i Det Danske Missionsselskab (DMS). Parret rejste igen ud til Bahrain og Kuwait og vendte hjem i 1999. Leif blev flygtninge/indvandrerpræst ved Domkirken i Odense, hvor han og Lis var med til at oprette Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde. I dag er parret aktive pensionister med bopæl i København.

Biskop Hassan Deqhani-Tafti levede sine sidste år i eksil i England. To af biskoppens bøger blev udgivet af DMS: ”Af mit livs Mønster” i 1963 og ”Brat Opvågnen” i 1980.

Missionsbilleder Velkommen til endnu et øjebliksbillede fra dansk missions historie: denne gang fra Iran. Frivillige i Danmission sorterer skønsmæssigt 50.000 billeder fra 18 lande, som er samlet helt tilbage fra dansk ydremissions begyndelse i 1821. Undervejs i arkiveringen er der dukket rigtig mange sjove, skæve og skelsættende historier op, som fortjener at blive husket og fortalt. Historier om, hvordan danske missionærer – mænd og kvinder – rejste ud i verden og opbyggede kirkesamfund. Og om hvordan missionsarbejdet gik hånd i hånd med engagement i skole, sundhedspleje, velfærd og produktion for at hjælpe befolkningen ud af fattigdom.

Foto: Leif Munksgaard

Mod slutningen af 1978 var vi alle i Iran klar over, at shahens styre ville falde, og de fleste regnede med, at ayatollah Khomeini ville komme tilbage for at skabe fred og glæde for alle i Iran. Kort før jul i 1978 holdt den persiske biskop Hassan Deqhani-Tafti en særlig julegudstjeneste. Biskoppen havde inviteret alle sine venner og bekendte til gudstjenesten. Amtmanden, universitetsrektoren, politichefen, digtere, kunstnere, skraldemanden, den lokale bager, købmanden og mange andre var til stede. Omkring 100 personer, mænd og kvinder - næsten alle muslimer - hørte biskoppen prædike. Der var stille i kirken, for biskoppen talte om noget, der ikke måtte tales om, nemlig religiøs revolution. Alle vidste, at shahen ville forlade Iran. Men de fleste var usikre på, hvad fremtiden ville bringe. Jævnligt var der skyderier og demonstrationer i gaderne. Biler blev stukket i brand. I kirken havde biskoppen læst en hilsen op fra Khomeini. I den lød det, at der ville blive plads til de kristne i fremtidens Iran. Jeg var som en af få kristne til stede i kirken og husker biskoppen sige: ”Jeg kender ingen revolution, der har holdt sine ledere ved magten i mere end 100 år. Men jeg kender én revolution, som har

Biskop Hassan Deqhani-Tafti (tv.) på besøg i boghandlen i Isfahan, som Danmission var involveret i. 21

Årets Lucia Indsamling 2014 Mange kirker og genbrugsbutikker er med i Årets Lucia Indsamling 2014. De laver indsamling og sælger skrabelodder – holder Lucia-optog eller basarer. Og så er flere kor med i Lucia-stafetten, hvor de samler ind til og sælger engle m.m. ved koncerter rundt i landet. Skjoldhøj Kirke i Aarhus er en af dem, som har fundet deres helt egen måde at være med i Årets Lucia Indsamling. Kirken har købt 200 engle fra Bangladesh, som uddeles ved julegudstjenesten. Kirkegængerne sendes hjem med en særlig julehilsen, som de så kan hænge på træet derhjemme, samtidig med at kirken støtter Årets Lucia Indsamling. Tak til alle, som er med!

Tilmelding til Lucia Indsamling

Risengrød a la Indien

I kan stadig nå at være med i Årets Lucia Indsamling. Når I tilmelder jeres kirke, kor eller genbrugsbutik sender vi en startpakke med:

Skal julearrangementet i konfirmandstuen eller kirkefrokosten have et pift og minde os om, at vi er en del af den globale kirke, så prøv indisk risengrød.

zz zz zz zz zz zz zz

Plakater Bedekort En 3-dimensionel engel En Lucia-historie skrevet af Anette Broberg Knudsen Et aktivitetshæfte for børn Folder med juletraditioner i partnerlande

Opskrift til 4 personer – eller 12 smagsprøver: 1 l. mælk 75 g. grødris 85 g. sukker 35 g. rosiner

1 tsk. stødt 75 g. mandler kardemomme 1 hel nellike En anelse salt ½ stang kanel 1 spsk. rosenvand

Oplæg til gudstjeneste

I kan også bestille:

Skrabelodder – hovedgevinsten er et SuperGavekort på

10.000 kr.

zz zz

Hæklede engle fra Bangladesh til salg Flere aktivitetshæfter for børn og 3-dimensionelle engle

Læs mere på www.danmission.dk/lucia. Tilmelding enten på denne hjemmeside eller ring 3962 9911.

Støt Danmissions arbejde Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277 (100 kr. + normaltakst) 22

Kog risengrød af mælk og ris ca. 45 min. Skold og smut mandlerne. Halvdelen hakkes fint, resten hakkes groft. Tilsæt sukker, rosiner, de finthakkede mandler, nellike, kanel og kardemomme. Lad grøden koge færdig ca. 10 minutter. Tilsæt til sidst de grofthakkede mandler og rosenvand. Smag til med lidt salt.

Engle fra Tanzania

Køb ny glasengel og støt et godt formål

Når Jeneth laver engle af sisal og bananblade, tjener hun penge, sådan at familien kan købe mere jord. De drømmer om at være selvforsynende med det meste af maden. Jeneth har 4 børn, hvoraf den ældste er 9 år. Hendes mand Geoffrey er præst. Uddannelse og familie er vigtige i Tanzania og derfor giver Jeneth skolepenge til sine søstre som går i 8.-11. klasse, og Jeneths ældste søn går i engelsksproget grundskole. Når du køber disse engle, er du med til at sikre selvforsyning til en familie og skolegang for flere børn. Englene sælges ved arrangementer rundt i landet og på hjemmesiden.

Årets glasengel er designet og produceret af glaskunstner Jette Holgersen. Den populære engel kan købes på www.danmission.dk/ webshop. Pris 75 kroner. ”Hver engel er ’pudset og plejet’ og er mange gange i mine hænder. Det bedste er processen fra idé, til englen er omsat til glas. Det har stor betydning, at jeg holder af at lave englene og samtidig kan gøre en forskel for andre. Nogle af mine engle hænger hele året rundt, og jeg har altid en lille ’lomme-engel’ på mig – det gør mig tryg.” Danmissions glaskunstner Jette Holgersen

Gi' det videre ...

Årets Lucia Indsamling er Danmissions årlige landsdækkende indsamling Årets Lucia Indsamling er Danmissions årlige landsdækkende indsamling. Målet er at give fattige og udsatte mødre mulighed for at give håb og handlemuligheder videre til deres døtre. Så døtrene får bedre uddannelse, mere indflydelse på deres eget liv og bedre mulighed for at tage vare på deres familie og være med til at udvikle samfundet. Forbilledet for Årets Lucia Indsamling er Santa Lucia – den kristne kvinde, som i 1300-tallets Sicilien gav mad og håb til fattige og syge. På hovedet bar hun lys for at have begge hænder fri til at hjælpe.

Foto: Rune Lundø

Vi kan ikke overvinde mørket i verden. Men vi kan alle tænde et lys. Lad os sammen tænde lys!

Døv og forbandet I Årets Lucia Indsamling har Danmission fokus på at hjælpe piger og kvinder. Du kan være med til at tænde lys for Djoma og Emma og for døveskolens leder Diamondra. Lad os sammen tænde lys!

Af Christina Kofoed-Nielsen, teamleder for fundraising ”Døve børn anses for dumme. Vores opgave er at lære børnene, at de har værdi og få samfundet til at forstå, at døve har meget at bidrage med,” fortæller Diamondra Bonard Andriamampiona, som er leder af en døveskole i Antsiranana i Madagaskar, og viser rundt på skolen. I Madagaskar anses det som Guds straf eller en forbandelse at få et døvt barn, og det er ikke almindeligt selv at passe det. Barnet gives videre til slægtninge. Og fordi folk tror, døve børn er uintelligente, sørger familien ikke for, at de kommer i skole og får hjælp. I stedet lever de isoleret og afskåret fra omverdenen og udsættes ofte for meget hårdt arbejde, krænkelser og misbrug.

Glemt af staten Staten støtter ikke døveskoler i Madagaskar, og derfor bliver landets 7 døveskoler drevet af den gassisk-lutherske kirke (FLM). Døveskolen i Antsiranana støttes af Danmission og giver børn og unge mulighed for at få undervisning, samtidig med at deres selvtillid opbygges. Eleverne følger den almindelige læseplan for grundskoler i Madagaskar, men de to første år lærer eleverne også tegnsprog. Ud over de teoretiske fag deltager børnene i de daglige aktiviteter på skolen. Her får de både et socialt og et åndeligt fællesskab. ”Når børnene starter her på døveskolen, er de meget lukkede. Så starter vi med helt enkelt sprog, hvor jeg fx peger på et bord og laver tegnet for bord,” fortæller Diamondra. To gange om året arrangerer døveskolen kurser for børnenes forældre. Her har de mulighed for at lære tegnsprog og lære mere om at være døv. Det giver forældrene en meget større forståelse for, hvordan de skal tackle hverdagen med et handicappet barn – og hvordan de kan støtte barnet. Diamondra fortæller, at nogle forældre siger nej til at have deres børn på skolen. En af grundene kan være, at familien mister arbejdskraft – en anden kan være frygten for, at døveskolen er et skalkeskjul for organsmugling, som der går onde rygter om. På kurserne lærer forældrene, at deres børn – trods døvhed – kan lære en masse og på den måde blive i stand til at klare sig som voksne og både bidrage til familien og til samfundet.

Årets Lucia Indsamling 2014 24

Isoleret uden et sprog I dag er Djoma kommet for at aflevere sin 16-årige datter, Emma. Det er 1. skoledag efter ferien, og eleverne kommer langvejs fra. Emma har lige mødt sine veninder, Daniella og Melin, og det var et overvældende gensyn. Djoma fortæller, hvordan det har været at få et barn med et handicap i et samfund, hvor de ikke bliver anerkendt eller respekteret. Imod de kulturelle normer valgte Djoma at beholde Emma. Det var ikke nemt at skille sig ud, men for hende var det det helt rigtige valg. Djoma er meget kærlig over for Emma og aer hende, mens hun fortæller, at hun så døveskolen som en mulighed for, at Emma kunne få skolegang. ”Jeg tænker meget på Emma og håber, at hun får et arbejde, når hun er færdig på skolen. Så har hun større chancer for at kunne klare sig selv,” siger hun. Emma er enig. Hun elsker at skrive og vil gerne arbejde på kontor. ”Før jeg kom på skolen, følte jeg mig uden for. Det sværeste ved at være døv er ikke at kunne kommunikere,” fortæller Emma. ”Skolen har givet mig et sprog, og jeg er ikke længere alene.” På døveskolen har de fokus på inklusion i samfundet, og derfor tager Diamondra ofte ud i landsbyerne og fortæller om døveskolen og børnene, og hvor vigtigt det er at få sendt dem i skole. 3. december er FN’s internationale handicapdag, og den bliver hvert år fejret på døveskolen, som sørger for at komme i medierne og har fokus på de særligt kreative talenter såsom danse og male, som de døve på døveskolen har. Sidste gang deltog de i en event, hvor døveskolen spillede fodbold mod en klasse med hørende børn. Det er vel underordnet at fortælle, at døveskolen vandt?

Døveskolen er et kald Skolen er Diamondras kald, og hendes engagement er både rørende og givende. Hun har ingen familie og bor på skolen sammen med børnene. Der er sjældent tid til ferie, for der er altid børn, som bliver på skolen i ferierne. Det er tydeligt, at børnene holder af skolelederen. De flokkes om hende, og hun pjatter og laver sjov med dem. Sammen med en

Foto: Charlotte Dyhr

Gi' det videre ... I Årets Lucia Indsamling kan du være med til at tænde lys for børnene på døveskolen i Mafagaskar. Lad os sammen tænde lys!

Foto: Charlotte Dyhr

”Døveskolen har givet mig et sprog,” siger 16-årige Emma (th.) – her sammen med sin mor Djoma.

Diamondra har dedikeret sit liv til døve børn – de skal vide, at de er værdifulde. Som skoleleder er det hendes ønske, at børnene lærer færdigheder, men samtidig er hun ved sit eksempel et vidnesbyrd om Guds kærlighed til alle.

håndfuld dedikerede lærere er hun holdepunktet i børnenes liv, og de kan mærke, at de er værdifulde. Det vigtige for Diamondra er, at børnene får viden, færdigheder og selvværd, men også at de lærer Jesus at kende. ”Her på skolen er det valgfrit at tro og valgfrit at bede. Der er både børn, der kommer fra muslimske hjem og fra hjem med oprindelig naturtro. Men mit ønske er at vise dem Jesu kærlighed. Jeg fortæller dem, at lige som solen står op hver morgen og giver liv, sådan giver Jesus også liv,” siger skoleleder Diamondra.

zz zz

Der går 38 børn på døveskolen i Antsiranana I Madagaskar findes der 7 døveskoler, som alle drives af kirken

Støt Danmissions arbejde Scan koden og støt direkte online eller brug girokortet på bagsiden eller netbank eller sms "DM" til 1277 (100 kr. + normaltakst)

genbrug

Køreglæde blev til

genbrugsglæde Hundredvis af kørte kilometer, en formandspost og en helt nye slags venner – den slags, der er godt tre gange så gamle som ham selv. Danmission Genbrugs yngste kørselsleder og bestyrelsesformand huserer med stor iver i genbrugsbutikken i Næstved. Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist 18-årige Martin Henriksens nyerhvervede kørekort brændte noget i lommen, da han en aften slentrede igennem hjembyen Næstved. Han drømte om at skifte gåbenene ud med en plads bag et rat, og da hans opmærksomhed blev fanget af et skilt i den lokale genbrugsbutik med "Chauffører søges", vidste han, at løsningen på at få tilfredsstillet kørselsiveren var lige foran ham. Næste dag kontaktede han butikken og meldte sig som frivillig. ”Jeg synes, det var en god måde at få Martin Henriksen er yngste kørt nogle kilometer,” fortæller Martin bestyrelsesHenriksen. formand i Han begyndte med at være frivilDanmission lig hver fredag. Men den ugentlige Genbrug. dag udviklede sig hurtigt til, at han i en periode var frivillig hele 37 timer om ugen. Og efter gymnasiet var afsluttet, tilbragte han det meste af sin tid i Danmission Genbrug i Næstved, mens han tog et gymnasialt suppleringskursus. ”Det var da lidt specielt, at jeg var den eneste frivillige under 70 år,” siger han med latter i stemmen. Men alligevel trives han i Danmission, hvor han bidrager med ideer og gåpåmod. Efter kun et halvt år som frivillig blev han kørselsleder og fik hurtigt arrangeret det sådan, at butikkens kørselsafdeling nu hver dag afhenter hos kunder, der ønsker at donere deres møbler til Danmission Genbrug, hvor man tidligere kun kørte ud to gange om ugen. ”Kørselsafdelingen står for over halvdelen af butikkens indtægt, og i min verden handler det om at optimere indtægten og opfylde kundernes behov. I dag er vi kendt for at hente og bringe hurtigt, og derfor er det os, man henvender sig til, når man vil donere møbler. På den måde er vores omsætning steget,” fortæller Martin Henriksen entusiastisk. Den unge ildsjæl fik også den ide at udnytte butikkens lagerområde på en ny måde: ”Vi har to store garager, som

bliver brugt til lager. Jeg foreslog at åbne lageret for kunder, så vi nu også har ”lagersalg”. Det kan kunderne godt lide, og på den måde har vi fået en større butik.” Kollegerne i butikken synes godt om Martins ideer og hans måde at organisere arbejdet i kørselsafdelingen på. Faktisk så godt, at de foreslog ham at stille op som formand til butikkens bestyrelse. Den udfordring tog han imod, og i marts kunne han tiltræde som den yngste bestyrelsesformand i Danmission Genbrug. Samarbejdet med de noget ældre kolleger falder begge parter let. ”I begyndelsen var det da lidt mærkeligt at være så meget yngre. Jeg lyttede meget til deres råd og erfaringer, men der gik ikke så lang tid, før også jeg begyndte at give råd og komme med ideer. Og det blev der taget godt imod. Vi hygger os meget i butikken med kaffe og snak,” siger han. De erfaringer, Martin Henriksen gør sig i Danmission Genbrug, er i hans optik vigtige for hans fremtidige uddannelse og job. I dag er han 20 år og studerer erhvervsøkonomi og drømmer om at læse videre til revisor. ”Ved at være villig og yde en indsats uden at få løn for det, viser jeg fremtidige arbejdsgivere, at jeg er seriøs med det, jeg går og laver. Derudover får jeg også god ledelseserfaring og erfaring med at organisere og planlægge,” siger Martin Henriksen og slutter med at fortælle, hvordan hans familie reagerede på, at han er engageret i Danmission Genbrug: ”De synes, det er godt, at jeg laver noget andet end at sidde og spille computer!”

Uanset alder kan du også blive en af de frivillige i Danmission Genbrug. Læs mere på www.danmission. dk. Du kan også kontakte din lokale genbrugsbutik og høre mere om, hvordan du bliver en del af et godt fællesskab, som gør en forskel.

genbrug

Julelys fra Danmission Det første lys er Ordet, talt af Gud, det skabte liv, hvor alt var øde …

KÆ

S E R ! V i v il

bli v

i gt

la d

d e m o m o g st ø b e rn ye

. ys

RE LÆ

e, h vi s d u a fl e v e r

ly s

e e lt

r vi

e r di ne

Sådan hedder det i en af vores nyere julesalmer. I Danmission forbinder vi også lys med liv og håb. Adventslys, Lucialys, juletræslys, Hellig Tre Kongerslys og alle de andre smukke lys, som frivillige fremstiller på lysestøberierne i Brædstrup og i Hårslev er med til at hjælpe mennesker ude i verden og herhjemme. På årsbasis bliver der produceret over 225.000 kr. Danmission Lys. Overskuddet fra salget af lysene, som laves af lysestumper, går til Danmissions arbejde i Afrika, Asien, Mellemøsten og Danmark. For de 35 kroner, som en pakke Danmissions Lys indtjener, kan et indisk kostskolebarn spise sig mæt i 14 dage, en kvinde i Tanzania kan købe et myggenet, og en præstestuderende i Cambodja kan få 1 dags undervisning, kost og logi på en bibelskole. Du kan købe julelys i Danmissions genbrugsbutikker og hos de mange private lyssælgere. Lysene sælges også ofte til Danmission-arrangementer. Tak til alle, som indsamler lysestumper, som støber lys, som sælger og som køber lysene!

… så vi for dem, der intet lys kan se, kan tænde kun en lille kerte.”

er i

D a n m is s i o n

Gen b ru

så Blandt de bugnende hylder med service i Danmissions Genbrugsland i Holstebro har Anna og Knud Vestergaard gjort et fund: Et par Bing & Grøndahl kopper – der trods den lave pris, er magen til dem, de har derhjemme. Så hvis familien er vokset eller børnebørnene har kostet for mange skår i porcelænet, så er hylderne i genbrugsbutikken en god mulighed for at finde fx en kop, der matcher dem hjemme i skabene. Hvis ikke den rigtige kop findes, er det måske et genkendeligt glas, en tallerken,

et vinglas eller en skål, der kommer i kurven. Chancerne for at supplere stellet er mange i Danmission Genbrug, for hylderne rundt i landet er fyldt med godter. Det er bare med at kigge godt og ofte efter blandt varerne i genbrugsbutikken. Og hvis du er heldig som Anna og Knud, kan du gå hjem med et fund og samtidig have støttet Danmissions vigtige arbejde! Det kalder vi win-win!

Find din lokale genbrugsbutik på www.genbrug.danmission.dk.

Genbrugsfund: Bing & Grøndahl kop!

Foto: Louise Bak Søndergaard

Supplér stellet op i genbrugsbutikken

genbrug

største

Nordjyllands genbrugsbutik fyldte 1 år

I begyndelsen af oktober kunne Danmission Genbrug i Svenstrup i Nordjylland fejre, at den 1.800 kvadratmeter store butik har eksisteret et år. Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist Der var meget at fejre, da Danmission Genbrug i Svenstrup i Nordjylland holdt 1 års fødselsdag. Over 1 million kroner har genbrugsbutikken kunne sende af sted til Danmissions arbejde i Asien, Afrika, Mellemøsten og Danmark, siden den store butik åbnede. Dagen blev fejret ved, at butikken inviterede til Open by Night med 25 procent rabat, og de købelystne kunder spenderede hele 42.000 kr. i løbet af fødselsdagen. Der var også mulighed for, at kunderne kunne medbringe deres egne genbrugsfund og arvestykker og få dem vurderet af en særlig vurderingsekspert fra auktionshuset Lauritz. com. Ikke mindre end 120 genstande blev vurderet i løbet af aftenen. Butikken har i dag 31 engagerede frivillige. Og én af hemmelighederne bag butikkens store succes er det

stærke sammenhold, de frivillige har, fortæller genbrugskonsulent i Danmission Genbrug, Tom Sand Jensen. ”Sammenholdet blandt de frivillige er rigtig godt, og de arbejder hårdt hver dag for at give kunderne en god oplevelse. Hver tredje måned holder de medarbejderaften, hvor de får lidt godt at spise og hygger med hinanden. I så stort et hus er det også vigtigt, at der er plads til at hygge og ikke mindst at lære de andre at kende, ellers er det jo ikke sikkert, at de, der arbejder mandag, møder dem, der arbejder de andre dage og omvendt,” siger Tom Sand Jensen. Med et kæmpe forretningsareal har butikken god plads til rækkevis af møbler, tøj, porcelæn og bøger. Og de frivillige gør en dyd ud af at præsentere varerne bedst muligt. Tøjet dampes; legetøj og porcelæn vaskes; møbler

rengøres og sættes i stand. Og så har de frivillige en særlig passion for at prissætte de donerede varer – så de ikke bliver for billige, men heller ikke for dyre. ”Det er blevet en sport for de frivillige at undersøge priser på varerne via internettet. For hvis de prissætter efterspurgte varer alt for billigt, bliver det professionelle opkøbere, der stryger fortjenesten. Samtidig sørger de for at sætte prisen, så man stadig kan gøre et godt køb – forstået på den måde, at hvis de har en lampe, som sælges hos en antikvitetshandler til 500 kroner, så sættes den til måske 300 kroner i genbrugsbutikken. På den måde sikrer man sig, at butikken øger fortjenesten, og samtidig har kunderne mulighed for at gøre en god handel,” siger Tom Sand Jensen.

Tillykke til butikker og frivillige! 30 år i Lemvig 25 år i Nørresundby 25 år i Ringsted 20 år i Lyngby 1 år i Greve

Modeopvisning i Nørresundby i anledning af butikkens 25 års fødselsdag.

Også tillykke til de butikker, som har holdt flyttedag og har udvidet!

"men hvornår skal vi besøge jer?" Det var spørgsmålet til en gruppe danske frivillige fra Danmission på besøg i Tanzania. De kunne ikke slippe spørgsmålet, som gav startskuddet til tre tanzanianeres besøg på Lolland-Falster her i efteråret.

Evangelisten Esther Pasfico og pastor Jerryson Mambo i biskop Steen Skovsgaards have.

Af Anna-Marie Lauenstein, netværkskoordinator Anne-Grethe Langergaard Andersen sidder afslappet i sin sofa i Nykøbing F. Hun er glad helt indeni. Vores tre gæster fra Tanzania er kommet godt hjem igen efter tre intense uger på Lolland-Falster. Ejerskabet er tydeligt – det var virkelig vores gæster i vores kirke. Men historien begynder tilbage i påsken 2012, da Anne-Grethe var på rejse til Karagwe Stift i Tanzania sammen med andre frivillige fra Danmission. ”Det var spændende at møde folk fra den tanzanianske kirke og få indblik i, hvordan livet udfolder sig i Tanzania, og hvordan Danmission er partner med den lutherske kirke. Men flere gange blev vi mødt af bemærkningen: ’Tak, fordi I kommer og besøger os her i Karagwe, men hvornår skal vi besøge jer?’ Og det satte tanker i gang i rejsegruppen,” fortæller Anne-Grethe. Hjemme i Lolland-Falster Stift dukkede spørgsmålet op igen. Og da Danmissions udsending til det nordvestlige Tanzania, Else Højvang, i september 2013 holdt foredrag i stiftet, forhørte lokale kirkefolk sig om muligheden for at få besøg, og hvad det ville koste. Heldigvis var Stiftsudvalg for Folkekirke og Religionsmøde i Lolland-Falster Stift med på, at dette kunne være et fokuspunkt i 2014. Og det lykkedes at få støtte fra menighedsråd, stiftsudvalget, Rotary og privatpersoner. I foråret 2014 var der penge nok til

at kunne invitere tre personer fra Karagwe Stift, og lærer Innocent Rwakajende, pastor Jerryson Mambo og evangelist Esther Pasfico ville gerne tage den lange rejse til Lolland-Falster. Når vi siger "lange rejse", er det, fordi de tre gæster rejste 1.600 km. frem og tilbage i bus til Dar Es Salam, hvor man skal møde personligt op for at få visum

Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden, selv at vide det haft engle som gæster Hebræerbrevet kap 13

til Danmark. Det viste sig, at der ville gå en lille uges tid, inden deres visum var parat, men pastor Jerryson blev tilbage og ventede. Gæsterne fra Tanzania fik et tæt pakket program i Danmark, hvor kirkeliv og hverdagsliv blev delt. Der blev bl.a. tid til besøg i bispegården – inklusive trommedans med biskoppen – høstgudstjeneste i Nørre Ørslev Kirke, gospelsang i Lindeskovkirken, festaften i Sognets Hus i Maribo, visit ved solcellerne i Væggerløse samt besøg hos en kartoffelavler og på sukkerfabrikkerne. I alt

blev en halv snes sogne gæstet. Tanzanianerne lagde bl.a. mærke til, at vi gør en del for børnene i kirken og samfundet – helt fra babyer, som går til salmesang over legepladser i boligområder og til spaghettigudstjenester tilrettelagt for børn. Der var også forundring over, men dog forståelse for, at vi har solfangere for at lave varme og ikke for at lave elektricitet. På skovturen bemærkede gæsterne, at der lå en del brænde i skovbunden, som kunne være brugt i køkkenet. Der blev også udtrykt forundring over, at færgen til Fejø sejlede, før den var fyldt, og at alle kirkegængere var på plads ved gudstjenestens start og blev der, til det sluttede. Det har været et dejligt besøg, hvor meget er blevet delt. Ingen tvivl om at bånd er blevet knyttet mellem kirken i Tanzania og på Lolland-Falster. Og Gedser sogn har udtryk ønske om at knytte tættere bånd og med tiden udvikle en venskabsrelation. Så nu har vi et nyt projekt at arbejde på. ”I Danmark er tid kostbar. Tak fordi I har givet af jeres tid til at være sammen med os. Vi har lært meget, som vi kan bruge i kirken og samfundet hjemme i Tanzania. Særligt vil vi forsøge at gøre bedre plads til børnene i kirken. Det er dejligt, når vi som Guds folk kan mødes og være sammen på trods af vores forskelligheder. Vi har brug for, at nogle beder for os og følger med i glæder og udfordringer i vores liv,” som pastor Jerryson Mambo sagde. 29

sætter liv i genbrugskludene

Mette Bjerregaard – Årets Ildsjæl – fik blomster og statuette overrakt af bestyrelsesformand Peter Fischer-Møller.

Mette Bjerregaard, der er frivillig i Danmission Genbrug i Roskilde, blev kåret som Årets Ildsjæl på Danmissions repræsentantskabsmøde 2014. Årets Ildsjæl 2014 er idérig og engageret. Hun har karisma, men oser også af ro med overblik og evnen til at samle trådene. Hun beskrives som venlig, men bestemt. Årets Ildsjæl hedder Mette Bjerregaard, og hun hædres for sin utrættelige indsats som frivillig i Danmission Genbrug i Roskilde. ”Årets Ildsjæl brænder ikke bare i dag og i år. Danmission lever af de mennesker, som holder ved. Som kan blive ved med at brænde. Som kan se nye opgaver og kaste sig ud i dem, fordi de ikke kan lade være. Danmissions opgave er langtidsholdbar, og det er ildsjælene heldigvis også. Og det gælder i høj grad også Mette Bjerregaard,” sagde Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller fra Roskilde Stift, da han på repræsentantskabsmødet afslørede, hvem der blev Årets Ildsjæl 2014. Mette Bjerregaard blev for år tilbage opfordret til at gå ind i Det Danske Missionsselskabs (DMS) kreds i Roskilde, og så kom der liv i genbrugskludene. Sammen med andre frivillige fik hun åbnet en genbrugsbutik til fordel for DMS. For 7 år siden blev Mette Bjerregård pensionist, men det stoppede

ikke hendes arbejdsiver. Tværtimod! Hun fortsatte med sine gode ideer og smittende gejst. Et af resultaterne kan man se på Københavnsvej i Roskilde, hvor Danmission Genbrug i februar i år åbnede dørene til en fin ny butik. Mette Bjerregaard, som er uddannet lærer, har været missionær i Tanzania tilbage i 1970’erne. Senere var hun ansat som informationsmedarbejder i DMS, der nu er en del af Danmission. Så hun kender det behov hos fattige og udsatte mennesker ude i verden, som overskuddet fra genbrugsbutikkerne støtter. De op mod 90 genbrugsbutikker herhjemme er en væsentlig del af forudsætningen for Danmissions indsats i Afrika, Asien, Mellemøsten og Danmark. Butikkerne bidrog i 2013 med næsten 24 mio. kr., hvilket er 2 mio. kr. mere end i 2012. Det fremgår af Danmissions regnskab for 2013, som blev godkendt på repræsentantskabsmødet. Her kan man også læse, at de samlede indtægter til Danmission var 74 mio. kr. – næsten 7 mio. kr. mere end året før.

Læs formandens beretning og mere fra repræsentantskabsmødet på www.danmission.dk – eller scan koden her:

Foto: Søren Kjeldgaard

Årets Ildsjæl 2014

kendte Skuespillere støtter syrien De fire søndage i advent læser Lone Hertz, Flemming Jensen, Bodil Jørgensen og biskop Peter Fisher-Møller juleeventyr til fordel for Danmissions nødhjælp til Syrien. efterfølges af forfatter og skuespiller Flemming Jensen med Min barndoms jul, og fjerde søndag i advent er det skuespiller Bodil Jørgensen, som læser Den lille pige med svovlstikkerne. Oplæsning af julefortællingerne kan ses på vores hjemmeside, www.danmission.dk og på Facebook. Vi håber, at historierne vil være med til at bringe lys ind i en mørk tid. De fire oplæsere giver deres tid og stemme gratis til Danmission som støtte til vores indsamling til ofrene i Syrien. Glædelig advent og tak for opbakning i årets løb!

”Vi glæder os i denne tid, nu falder julesneen hvid, så ved jeg julen kommer….” På de fire søndage i advent kan du høre fire fantastiske fortællere læse et eventyr, som betyder noget helt særligt for dem. Første søndag i advent læser biskop Peter Fischer-Møller, Danmissions formand, Peters Jul fra lænestolen i bispegården i Roskilde. Anden søndag i advent kan du høre og se skuespiller Lone Hertz, som har valgt eventyret Verdens Dejligste Rose. Hun

Netværksseminar 2015 Velkommen til netværksseminar 2015, hvor frivillige i Danmission mødes for at få ny inspiration. Hovedtemaet i år er Danmissions arbejde med naturressourcer i Cambodja. Fagkonsulent Christina Dahl Jensen vil fortælle om, hvordan Danmission med skovprojektet i Cambodja er med til at forbedre vilkårene både for de folk, som bor i skoven, og for naturen. På hvert af de tre netværksseminarer vil der være mulighed for at deltage i inspirerende workshops. Fyld bilen med de frivillige, du arbejder sammen med lokalt og få sammen nye idéer til arbejdet. Pris: 100 kr., som betales ved ankomst.

Datoer og tilmelding: NORD: Lørdag 17. januar 2015 kl. 10-16.30 på Borremose Efterskole, Løgstørvej 170, Nørager SYD: Lørdag 10. januar 2015 kl. 10-16.30 i Danmission Genbrug, Thriges Plads 1, Odense C ØST: Fredag 9. januar 2015 kl. 10-16.30 på Mødestedet, Valdemarsgade 14, 3. sal, København V. Tilmelding NORD • Viborg Stift: 4143 1210 eller elsenasune@ mail.dk • Århus Stift: 8633 2367 eller km.olesen@ nrdn.dk • Aalborg Stift: 2512 7500 eller humlebakke@ gmail.com

Tilmelding SYD • Fyns Stift: 4026 8862 eller hr@firmafrugt.dk • Haderslev Stift: 4015 3067 eller arnmo@ vejle.dk • Ribe Stift: 9735 0625 eller sp-bro@skjernnet.dk Tilmelding ØST • Helsingør Stift: 2972 6078 eller solveig. erich@post.tele.dk • Roskilde Stift: 5550 1312 eller larsenellen242@gmail.com • Københavns Stift: 2139 3284 eller llmunksgaard@gmail.com • Lolland-Falster Stift: 5445 1560 eller knudsor@image.dk

bestil Foredrag af de udsendte foråret 2015 Mette Christensen (Tanzania): 16.-29. marts

Annika og Rune Bach (Madagaskar): 11.-31. maj

Daniel Nygaard Madsen (Zanzibar): 13.april–1. maj

Foredrag af de udsendte på hjemmebesøg kan bookes hos Karin Borup Ravnborg, der 1. oktober tiltrådte jobbet som netværkskoordinator med ansvar for foredrag og

Anne Mette og Ernst Jürgensen (Cambodia): 1.–22. maj

Danmission Unge. Karin træffes på 41 999 330 eller kra@danmission.dk På www.danmission/brug/kalender kan du følge med i, hvor der er møder og foredrag. Husk også at indsende begivenheder, som har forbindelse med Danmission.

stĂ¸t de kristne i

magasinid 46005

600-0398