ikon
nr. 101 • mar/2018
>> Tro i dialog
tema
Religion&reform
Reform i kristendom, islam, sikhisme og buddhisme // Brian Patrick McGuire: Middelalderens reformationer // Minitema: Tonen i den danske religionsdebat med Abdul Wahid Pedersen, Mads Christoffersen & Murtaza Al-Shawi Læs også: At være i bevægelse
Magasinet IKON udgives af IKON, som i 2013 fusionerede
med Danmission og nu fungerer som en arbejdsgren under at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet er
gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.
Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr.
(inkl moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på
nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen.
Forsidebillede: Craig Whitehead, unsplash.com Layout: Jeanette Westh, jeanettewesth@gmail.com Tryk: Fjerritslev Tryk. Oplag: 1000. Indlæg og artikler sendes til Redaktionen på llc@danmission.dk.
Læserbreve/debat-indlæg modtages gerne,
dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn.
Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger.
Indhold
Danmission. Magasinet henvender sig til alle, der ønsker
18
26 7
Efter mørket lyset - om reformdynamikken i kristendommen // 4 af Viggo Mortensen
Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr.
Reform i islam // 7 af Saer El-Jaichi
IKON:
Sikhismen som reformbevægelse // 10 af Parvinder Singh Randhawa
- 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms).
Nørreallé 29
8000 Aarhus C
E-mail: llc@danmission.dk
Buddhismen som reformbevægelse // 12 af Niels Viggo Hansen
SE-nr. 1663 9397
Middelalderens reformationer - en fælles katolsk-protestantisk erfaring // 14 af Brian Patrick McGuire
Tlf.: 30200280
Formand for Danmission IKON:
Nicolaj Stubbe Hørlyck, nsh@km.dk Hjemmeside: www.danmission.dk/ikon
Her kan man også melde sig ind i foreningen Danmission
MINI-TEMA: Tonen i den danske religionsdebat // 18-25
(dog 100,- kr. for studerende og pensionister).
Hvad sker der på den digitale highway // 20 af Abdul Wahid Pedersen
Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven
Ikke alt, hvad vi siger, gavner // 22 af Mads Christoffersen
IKON, hvor årskontingentet er 200,- kr. Husstandsmedlemskab 300,- kr.
med tydelig kildeangivelse. Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren. Copyright © IKON-Danmark 2018 ISSN 2246-4042
Talsmand ved et tilfælde // 24 af Nicolaj Stubbe Hørlyck Jeg elsker den brogede verden // 26 At være i bevægelse // 27 af Lene Skovmark Reformation af IKON Magasinet // 28
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 2
LEDER
Kan religion danse? AF EVA BERNHAGEN Redaktør Billedet på forsiden forestiller en ældre munks yndefulde dans. Hvordan har det relevans for temaet reform og religion, tænker du måske. Dansen symboliserer for mig den bevægelse, en troende hver dag må gøre for at tilegne sig det religiøse budskab. Munken repræsenterer klosteret; en traditionel og regelbundet institution, som opdeler verden i indenfor og udenfor. I munkens dans forenes den flydende bevægelse med det faste, uforanderlige, og dermed kan billedet åbne for vores forståelse af religion og reform og deres indbyrdes forhold. Ifølge Brian Patrick McGuire var der i Middelalderen en lang række af fredelige reformationer. Disse reformationer var svar på teologiske overvejelser og forhandlinger, som var i gang indenfor kirken. Der er en god pointe i at hævde, at en reform eller reformation ikke nødvendigvis behøver føre til et brud. Reformationen i 1517 var således ikke en enestående hændelse, for den er vokset ud af et samfund, ud af en tid. Hvorfor opstår
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 3
behovet for en religiøs reform? Hvordan har reformbevægelser inspireret og påvirket hinanden? Og er reform nødvendig for at en religion kan udvikle sig? Det er nogle af de spørgsmål, som vi forsøger at finde svar på i dette nummer af magasinet IKON. Hvad er ånden i det reformatoriske, og bærer nogle religioner et reformerende træk i sig? Det mener Parvinder Singh Randhawa og Niels Viggo Hansen, der skriver om sikhisme og buddhisme som reformbevægelser. For Saer El-Jaichi er reform indenfor islam knyttet til en bestemt person, egypteren Muhammad Abduh, der i 1800-tallet kæmpede for både religiøs og politisk reform. Blind tiltro til religiøse autoriteter og overleveringen kan føre til reform, hvilket var tilfældet i Abduhs samtid. Hvor langt kan vi gå i vores reformbestræbelser? Er der noget i vores religion, som ikke kan reformeres? Viggo Mortensen skriver om evangeliets fornyende kraft eller reformdynamik. Han mener, at vi i Norden kan bruge religion til at lære at håndtere
vores eksistentielle usikkerhed. Men er én religion nok til at besvare denne usikkerhed? Eller går tendensen mod at have flere religioner i spil, fordi de kan noget forskelligt, og vi er forskellige? Og er det nye reformerende træk ved religionerne i den globale verden, at du er nødt til at give slip et sted, for at kunne binde dig til (religare) et andet sted? Kan jeg som kristen dyrke yoga? Er det en udøvelse af reformdynamikken i kristendommen? Til sidst kan vi afsløre, at magasinet IKON også har gennemgået en reformation og er blevet formet på ny: vi er blevet digitaliseret! Som det ofte er med reformbevægelser ved vi ikke helt hvor vi ender. Men vi lover, at vi vil blive ved med at skrive om det emne, der optager og engagerer os; mødet med det troende menneske, som er forskellig fra os og om, hvordan det bevæger os. God læselyst!
TEMA: Religion&reform
Viggo Mortensen mener, at reform inden for religioner og religiøse bevægelser opstår, fordi omstændighederne, hvorunder religioner lever deres liv, ændres. Hver dag er der mulighed for, at du som kristen kan blive fornyet af evangeliet. Kristendommens reformpotentiale viser sig, når man alvorligt går ind på de spørgsmål: Hvad skal jeg tro på? Hvor hører jeg til? Og hvad skal jeg gøre?
Efter mørket lyset - om reformdynamikken i kristendommen AF VIGGO MORTENSEN Professor i systematisk teologi Jeg kan endnu huske den overraskelse jeg fik, da jeg midt ude i det sydafrikanske vinland stødte på sætningen: Post Tenebras Lux (red. Efter Mørket Lyset). Den stod meget påfaldende på en lille hvid bygning, der husede det museum, der fortæller historien om de franske huguenotters bosættelse i Afrika. Huguenotterne blev i kølvandet af modreformationen i Frankrig forfulgt og dræbt, hvorfor de måtte flygte. De blev spredt til mange egne af jordkloden, enkelte kom til Danmark og fik et fristed i bl.a. Fredericia, men de fleste drog til den nye verden, herunder til Sydafrika. Foruden deres protestantiske arbejdsmoral tog de også et par vinstokke med i bagagen og grundlagde dermed den i dag så blomstrende sydafrikanske vinindustri. Det skete alt sammen under slagordet: Efter mørket lyset. Hvor var det
nu jeg havde set den sætning før? Jo, det var jo på reformationsmonumentet i Geneve; for det var med den sætning at reformatorerne, navnlig de calvinske af dem, sammenfattede den reformdynamik de var i gang med at udbygge inden for kristendommen. Opbrud Hvorfor kommer det til reform inden for religioner og religiøse bevægelser? Det gør det, fordi de objektive omstændigheder, hvorunder religioner lever deres liv, ændres. Vi ser det klart på reformationstiden. Det er en samfundsmæssig opbrudstid. Middelalderen går på hæld; en ny tid baner sig vej båret frem af en ny økonomi (handelskapitalismen, som Luther hadede) og en ny teknologi (trykpressen, som Luther gjorde flittigt brug af). Således er jordbunden beredt for nye ideer, som dem der fødtes i renæssancen og humanismen; og altså det religiøse
opbrud som kommer med reformationen. Således også i dag, hvor vi på tilsvarende måde oplever fremkomsten af en ny politik, en ny økonomi, en ny teknologi og dermed sammenhørende nye ideer. Teknologien er den, der knytter sig til den omfattende digitalisering, den umiddelbare verdensomspændende forbundenhed i det verdensvide web, hvor tid og afstand er overvundet og tillader instant kommunikation. Det giver økonomien øgede muligheder, den globale konkurrence øges og lokalt lever vi i en konkurrencestat. Politiken er ikke længere drevet af ideer, ideologier og principper; men vi lever i en sammenhæng, hvor LIKE knappen på Facebook dirigerer og det politiske landskab forandres, så en realitystjerne kan vælges som USA’s præsident. Vi lader os dirigere af vore umiddelbare præferencer; vi lever i et “synes-godtom-samfund”. Vi har endnu til gode at
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 4
se, hvilken grundlæggende indflydelse det vil få på det religiøse landskab. Religion skal være godt for noget De globale trends er allerede tydelige. De tendenser, der vinder frem inden for global kristendom, er den retning, man kalder fremskridtsteologi, hvor man er fokuseret på sundhed og rigdom. Er du syg, bliver du stillet i udsigt, at du skal blive rask; er du fattig loves det, at du skal blive rig. Det er klart, at er du fattig og syg, så er det et attraktivt budskab. Vi i det velbjergede Nord føler os selvfølgelig for gode til at tilegne os en så primitiv forkyndelse. Men dermed overser vi måske noget vigtigt angående det, hvad religion skal gøre godt for. For den skal være godt for noget, ellers er den ligegyldig. Det ser ud til at være en antropologisk konstant, at mennesker har religion. Når mennesker udvikler religion, så har det at gøre med den usikre eksistens, som er menneskets skæbne. Livet er en tilfældighed. Vi skal alle
dø, men hvornår og hvordan, dét er tilfældigt. Hvordan kan vi håndtere denne tilfældighed? Det er her religionen kommer ind, som et middel til at håndtere menneskets eksistentielle usikkerhed og den menneskelige eksistens´ tilfældighed. En religion må opfylde tre behov udtrykt med de engelske ord: Believe, belong, behave. En religion skal give noget at tro på; den skal formidle en følelse af at høre til; og den skal sige noget om, hvordan man rettelig bør opføre sig. Fremskridtsteologien, der lover sundhed og rigdom, hvis man er syg og fattig, opfylder dette behov på sin måde. Det virker i situationen og fører derfor til denne retnings vækst. Og det stiller det sjælegranskende spørgsmål til os: Hvad er vores religion, kristendommen, godt for i en situation, hvor vi har nok af alting? Kristendommens reformpotentiale viser sig netop, når man alvorligt går ind på de spørgsmål: Hvad skal jeg tro på? Hvor hører jeg til? Og hvad skal jeg gøre?
”
Kristendommen er egentlig ikke en religion, men en oversættelsesbevægelse Synkretisme Den anden tendens, der viser sig tydeligt i disse år både globalt og lokalt, er synkretismen. Synkretisme betyder, at man blander tingene; her altså elementer fra forskellige religioner. Religionsvidenskabsfolk, der udforsker fænomenet, gør herunder brug af mange fine ord: Hybriditet, kreolisering, cross over, bricolage og patchwork. Én ting er ordene, en anden ting realiteten, som er den, at i og med globaliseringen er alting til stede samtidig allevegne. Ja, det er tilmed definitionen på globaliseringen, som ikke alene dækker det økonomiske
TEMA: Religion&reform
felt, men rækker langt ind på alle livets områder, således også religionen. Hvor religion tidligere var noget, man antog per tradition og opvækst, så er det i dag noget, man vælger. Og paletten, hvorfra man vælger, er omfattende; og det opleves som helt legitimt, at man vælger at sammensætte sin egen tro. Jævnfør, at det almindeligste svar, når man foretager de her rundspørger og udfritter folk om, hvad de tror på, er: Jeg tror – [pause] – men på min egen måde. Vi overtager ikke en tro eller livsanskuelse per autoritet eller tradition. Det er noget, man vælger. Moderniseringen betoner individualiseringen. Vi vil selv bestemme. Fra vane til valg. Det er formelen for den pågående udvikling. Kristendommen passer i udgangspunktet rigtig godt til denne situation, fordi den forlanger individets frivillige tilslutning og er parat til at acceptere, at evangeliet kan iklæde sig mange former, fordi kristendommen er en kontekstualiserende religion. Kontekstualisering Målet er, at evangeliet skal kunne fæste rod i enhver kultur og folkelighed. Og i den praktiske missionsvirksomhed indebærer det, at man bevidst fokuserer på konteksten i forbindelse med evangeliets forkyndelse. Det kan føre til, at man får blik for nye facetter ved evangeliet i mødet med nye kontekster. Det kan opleves som en befrielse. Det sprog og den kultur, som man lever med, sættes fri og ses som værdig til at være sted for den guddommelige åbenbaring. Det er således modersmålet, der bliver bærer af det guddommelige budskab, og det er de almindelige mennesker, der lever deres kristendom, der bliver dommere om, hvad der er den sande kristendom; og således i god overensstemmelse med Luthers tale om det almindelige præstedømme. Vi behøver ikke en hellig kaste til at sige os, hvad der er ret og vrang. Nogle befrielsesteologier går videre og overtager analyser,
der viser, at mennesker lever i undertrykkende systemer, som de derfor vil nedbryde for at udvikle samfundene i retning af større menneskelighed. Sådanne eksempler på kontekstualiserende befrielsesteologier kan man finde i latinamerikanske basismenigheder, i palæstinensisk befrielsesteologi, i Minjung teologi i Korea og Dalit teologi i Indien. Alt sammen er det eksempler på lokale teologier, hvor målet er, at kristne mennesker både kan møde det befriende evangelium og bevare deres kulturelle arv og identitet. Således får man en mangfoldighed af teologiske stil og tilgange. Når man fokuserer på det dynamiske spil mellem kultur og evangelium, bliver det klart, at ingen af de to størrelser kan ses som fast afgrænsede enheder. Kulturen er altid under udvikling, og evangeliet eksisterer kun i tiltalens form i konkrete formuleringer. Tænker man det kontekstualiserende træk ved kristendommen radikalt, så sættes alt på spil. Kulturen kan forandres, men det kan den kristendom, man vil forkynde, også. Dogmer, overleverede sandheder, tillært adfærd og livsstil.
REFORMATIONEN Ordet ”reformation” kommer af latin reformatio, der betyder omdannelse eller omskabelse. Udtrykket findes allerede i klassisk latin, bl.a. i et af filosoffen Senecas breve til vennen Lucilius, hvori den lærde brevskriver omtaler behovet for reformatio morum, en nydannelse og forbedring i skikke eller moral. Hos middelalderens teologer blev ordet flittigt brugt i begyndelsen af 1400-tallet, da et kirkemøde eller koncil afholdt i Konstans efterlyste behovet for reformatio in capite et membris: en reformation i hoved og i medlemmer. Med andre ord: både paven og alle kirkens medlemmer skulle omskabe kirken og deres roller i den. Reformation er altså langtfra blot et begreb, der kan knyttes til den lutherske reformation i 1500-tallet, men et langt mere grundlæggende og centralt begreb, som har haft aktualitet lang tid før Luthers reformation og stadig i dag er aktuelt.
Alt kan ændres. Det er i sin grund et udtryk for kristendommens reformpotentiale. Kristendommen er en oversættelsesbevægelse Det er den ghanesisk fødte amerikanske teolog Lamin Sanneh, der frem for nogen har fremhævet dette træk ved kristendommen. Kristendommen er egentlig ikke en religion, men en oversættelsesbevægelse. Det første missionærerne måtte gøre, når de kom ud på ”missionsmarken” var at lære sproget, for folk havde ikke modtaget evangeliet, før de havde den hellige skrift på deres modersmål. Kristendommen er derfor ”lost in translation”, som en kendt filmtitel lyder. Kristendommen kan lige så lidt undgå oversættelse, som vand kan undgå at være vådt. Ja, selve kernen i kristendommen, inkarnationen, kan siges at være oversættelse, for derved blev det guddommelige oversat til det menneskelige. Kristendommens reformpotentiale afsløres, hver gang evangeliet fortolkes og forkyndes, så lyset bryder frem.
”
Når man fokuserer på det dynamiske spil mellem kultur og evangelium, bliver det klart, at ingen af de to størrelser kan ses som fast afgrænsede enheder IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 6
TEMA:Religion&reform
Reform i Islam Storsheiken Muhammad Abduh, der levede i 1800-tallets Egypten, er en intellektuel, som ikke er til at komme uden om, hvis man ønsker en nøjere forståelse af, hvad reform indebærer i nyere islamisk tænkning. Hans forfatterskab og intellektuelle virke sætter dagsordenen for al senere islamisk tænkning over forholdet mellem tro og fornuft. AF SAER EL-JAICHI Phd. i islamiske studier og ekstern lektor I anden halvdel af 1800-tallet stod det Mellemøsten, som vi kender i dag, midt i en dramatisk, turbulent og på mange måder kaotisk tidsalder. Man stod ved et nulpunkt, økonomisk, politisk såvel som socialt og kulturelt. Det var også en periode præget af fortvivlelse og bitterhed over egen utilstrækkelighed over for en vestlig verden, der syntes overlegen, rationel, og nu også suverænt – men naturligvis helt
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 7
uberettiget – dominerende i snart sagt alle afkroge af den muslimske verden. Mange af de livlige debatter, vi kender i dag, om islams forhold til moderniteten, kan siges at have udspring i det sene 1800-tals kulturelle og religiøse brydninger, der blandt andet kommer til udtryk i ambitiøse reformbestræbelser, der bredte sig til hovedparten af de arabiske samfund – samt det nuværende Tyrkiet – i takt med det osmanniske sultanats opløsning efter
næsten fem århundreder med enevældig magt. Enden for det osmanniske sultanat indvarslede begyndelsen til nye intellektuelle strømninger og nye kulturelle eliter, der trods deres forskellige ideologier, forenes gennem bestræbelsen på at anvise en vej ud af kulturchokket over mødet med den vestlige verden. Størstedelen af disse bestræbelser, og muligvis de vigtigste, fandt sted i Egypten, hvor intellektuelle meningsdannere på tærsklen til
”
TEMA: Religion&reform
Abduh udtrykker både en stærk skepsis over for samtidens religiøse lærde og en markant kritik af deres manglende evne og villighed til at omfavne moderne videnskab 1900-tallet kæmpede, bl.a. med at forlige islamiske principper og dogmer med modernitetens filosofi og fremskridtstro. Kritiker og fornyer Abduh fødtes i en lille landsby i Nildeltaet ved Middelhavet i 1849 og fik sin uddannelse på det velrenommerede al-Azhar universitet i Cairo i 1877, hvor han siden blev ansat til at undervise i historie, filosofi, og socialvidenskab. I 1882 blev han landsforvist som følge af sin opbakning til revolten mod det britiske kolonistyre for derefter at tage ophold i Paris, hvor han sammen med en anden af samtidens store reformatorer, Jamal al-Din alAfghani (1838–1897), udgav tidsskriftet Det Faste Greb. Tidsskriftets formål var primært af intellektuel karakter, men havde også et politisk sigte om at mobilisere den muslimske verden til verdensomspændende enhed over for den europæiske kolonialisme. Abduhs tilbagevenden til Egypten i 1888 blev startskuddet til en karriere som skulle bringe ham helt til tops i det egyptiske embedsapparat, først som dommer ved de nationale domstole (som blev oprettet i 1883 til erstatning for sharia-domstolene), og dernæst som statsmufti, et embede, som han beklædte indtil sin død i 1905. Især 1890’erne var en brydningstid for Abduh; det var årtiet, hvor han gjorde sig bemærket for sine initiativer til fornyelse af det egyptiske uddannelsessystem og for sine modernistiske anskuelser, som han altid højlydt vedkendte
sig, i og uden for al-Azhar og i talrige indlæg i den egyptiske presse. Intet må stå i vejen for tilegnelsen af det nye Overordnet set kan man sige, at Abduh (og hans meningsfæller) interesserer sig for reform i to sammenhænge, dels en religiøs, dels en politisk, samtidig med at han ivrigt arbejdede på at reformere læseplanerne på al-Azhar, som han påbegyndte straks efter sin tilbagevenden fra sit eksil i 1888. Men selv om Abduh i løbet af forfatterskabet beskæftiger sig med en række forskellige emner, løber der en rød tråd igennem alle værkerne: spørgsmålet om gammelt og nyt, tradition og fornyelse. Der var intet og ingen, der skulle stå i vejen for tilegnelsen af det nye. Hverken den hævdvundne teologi eller de lærde, der forvalter den. Her udtrykker Abduh både en stærk skepsis over for samtidens religiøse lærde og en markant kritik af deres manglende evne og villighed til at omfavne moderne videnskab. Og han udtrykker her både en stærk skepsis over for samtidens muslimske lærde som religiøse forkyndere og en kritik af deres blinde efterligning (taqlid) af de fire klassiske retsskoler. Abduh går så langt som til at betegne den blinde efterligning af de klassiske autoriteter som en »infektion«, der har spredt sig i de muslimske samfund. Skal man sætte tingene lidt på spidsen kan man se Abduhs standpunkt som et modsvar til både konservative muslimske lærde og vestlige
orientalister. Trods deres åbenbare forskelligheder var de, ifølge Abduh, i høj grad enige om at erklære islam som en modsætning til moderne filosofi og videnskab. I skarp kontrast til sine konservative modstandere, var Abduh ikke synderligt optaget af at tilbagevise moderne, verdslige værdier, snarere tværtimod. Hermed ikke sagt, at Abduh overhovedet ikke udviste skepsis og tog forbehold over for visse af modernitetens aspekter. Som det bl.a. fremgår af hans bog Islam er videnskabens og civilisationens religion (al-Islam Din al-’Ilm wa al- Madaniyya), handlede det snarere om, at Abduh ville skabe belæg for islams gyldighed og relevans i en moderne tidsalder. Opgør med samtidens autoritetstro I et forsøg på at overvinde den tilsyneladende kløft mellem moderniteten og islam, ville Abduh vise, at reform dybest set handler om et opgør med de lærdes misvisende udlægninger af Koranens udsagn, ikke et endegyldigt opgør med det islamiske livs- og menneskesyn. Abduhs reformisme kan altså dybest set ses som et teologisk argument for en kritisk granskning af de troendes blinde tiltro til overleveringen og de autoriteter, der står i vejen for en harmonisk sammensmeltning mellem islam og moderne videnskab. Abduh bruger netop formuleringen at rette op på muslimernes afvigelser fra den sande islam; altså ikke forkaste, ikke sætte den ud af kraft, men rense
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 8
TEMA: Religion&reform
den for irrationelle elementer, som tilmed har skygget for en ’korrekt’ forståelse af de islamiske kildetekster ved bl.a. at fastslå det historiske og sociale miljø åbenbaringen er blevet til i. Dette syn på reform og fornyelse indebærer, ifølge Abduh, et opgør med samtidens blinde autoritetstro, herunder også overbevisninger, som forekommer overtroiske. Koranen, understregede han, skal ses som en moralsk rettesnor, og dens udsagn kan kun forstås, hvis vi ser Guds åbenbaring som et redskab, der kan bidrage til menneskets lykke og velfærd. Tanken om, at åbenbaringen og fornuften begge er skabte af én og samme Gud, og derfor dybest set umuligt kan være i strid med hinanden, udgør her et væsentligt element. I denne afvisning af modsætningsforholdet mellem islamisk tro og videnskab med henvisning til, at de to har udpring i det guddommelige (og derfor hverken er gensidigt udelukkende eller altid uforenelige), kan man spore en indflydelse fra en ganske bestemt islamisk teologisk retning, nemlig de berømte, men også berygtede Mu´tazila teologer, hvis ambition var at begrunde troen rationelt. Fornyelse uden at give afkald på islam En hovedtanke, som allerede var til stede i Mu´tazila teologien, var, at en fortolkning af de islamiske kildetekster skal kunne bane vej for en tidssvarende formidling af det menneskesyn og det verdensbillede, som Koranen præsenterer, i samspil med fornuftens
og moralens anvisninger. Resultatet af en sådan »nyfortolkning« (ijtihad) er ikke, ifølge Abduh, at man ser islam fra et ’vestligt’ perspektiv, men tværtimod at ens nyfortolkning realiserer traditionens iboende potentialer via skabelsen af nye og alternative tankemønstre, der gøder jorden for en fornyelse (tajdid), der sætter den muslimske Umma i stand til at omfavne islamisk fromhed side om side med moderne ideer om folkestyre, rationalitet og humanisme. Dermed skabes mulighed for at skabe en islamisk oplysningstid, der er troværdig. Dvs. en oplysningstid, der er i øjenhøjde med samtiden, og de muligheder moderniteten byder på, uden at give afkald på det islamiske livs- og menneskesyn. Mange af Abduhs ideer, som jeg i nærværende artikel har beskrevet i skitseform, har levet videre fra generation til generation i store dele af den muslimske verden. Man kan i virkeligheden sige, at de reformkræfter, der har sat deres umiskendelige præg på det 20. århundrede, og som endnu i dag bravt kæmper mod autoritære styreformer og for en omfattende fornyelse af de religiøse ideer, på en eller anden facon er inspireret af Abduh. Især hans fortolkningsprincipper for udlægnin-
gen af Koranen har sat sig dybe spor både inden for koraneksegesen og inden for nyere koranhermeneutik, der navnlig er udbredt i arabisksproget islamforskning. Amin al-Khuli (d. 1966), Muhammad Khalafallah (d. 1998), Shukri Ayyad (d. 1999) og Nasr H. Abu Zayd (d. 2010), for blot at nævne nogle af de mest markante forskere, som har plæderet for en litterær læsning af Koranen, kan ses som en naturlig videreførelse af Abduhs reformtanker.
”
De reformkræfter, der har sat deres præg på det 20. århundrede, og som endnu i dag bravt kæmper mod autoritære styreformer, er inspireret af Abduh IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 9
TEMA: Religion&reform
Sikhismen som reformbevægelse AF PARVINDER SINGH RANDHAWA Cand.merc. Da stifteren af sikhismen, Guru Nanak Dev, blev født i 1469 i det nordvestlige Indien, var islam kommet til det hindu-dominerede Indien, og det var et spændende møde mellem forskellige religioner og kulturer. Guru Nanak Dev blev selv født og opdraget i en hindu-familie. Helt fra barnsben var han interesseret i livets store spørgsmål og var meget reflekteret. Han holdt sig ikke tilbage for at stille spørgsmål og dele sine holdninger, hvilket ikke altid var populært hos lærere og (hindu)præster. Han nægtede blindt at følge religiøse ritualer, da mange i samtiden nærmest kun fokuserede på efterlevelse af ritualer – som om dette alene kunne sikre en god reinkarnation. På den måde gjorde han allerede i en ung alder oprør mod mange hinduers tilgang til deres tro, hvor ritualet var blevet et mål i sig selv – og ikke blot et middel til at nå et mål. Guru Nanak Dev holdt også meget af at debattere med religiøse og spirituelle mennesker, og blev selv senere oplyst i 1499. Han var på flere lange rejser, hvor han spredte sine tanker. Senere i Guru Nanak Devs liv blev Mogulriget etableret med magt over bl.a. det nordvestlige Indien. Dette accelererede islams indflydelse og påvirkning i Indien.
Guru Nanak Dev fik en del følgere, hvoraf flere slog sig ned i det lille samfund, Kiratpur, som han etablerede. Inden sin død udpegede han en efterfølgende spirituel leder/autoritet (Guru), der skulle lede sikhsamfundet. Som tiden gik, voksede sikhismen og udviklede sig under de forskellige Guruer (den 10. Guru gik bort i 1708 og udpegede vores hellige skrift som den efterfølgende og evige Guru, Guru Granth Sahib). Som sikhsamfundet voksede, voksede også sikhismens indflydelse på det omkringliggende samfund. Fællestræk med hinduisme, buddhisme og islam Man kan måske godt kalde Guru Nanak Dev for en reformator – og dog. Martin Luther reformerede kristendommen: indefra som præst gjorde han oprør mod ledernes tilgang for at få kristendommen ”tilbage på sporet”. Tilsvarende gør sig ikke gældende for Guru Nanak Dev. Han reformerede ikke hinduismen, islam eller andre religioner. Han prædikede sit eget budskab, som har fællestræk med hinduismen og islam – især med den hinduistiske bhakti-bevægelse, den muslimske sufi-retning samt også buddhismen. Sikhismen anerkender også andre religioner som veje til Gud, og er derfor ikke missionerende. Lige
fra Guru Nanak Devs tid har der været stor vægt på fredelig sameksistens og tolerance. I det hellige skrift, Guru Granth Sahib har Guruerne medtaget hymner af Guds-hengivne fra også bhakti- og sufi-retningerne, først og fremmest Bhagat Kabir og Shaykh Farid, ligesom grundstenen til vores helligste tempel, Darbar Sahib (Det Gyldne Tempel) i Amritsar, er lagt af en sufi mester, Mian Mir. Det er mit indtryk, at stifterne af forskellige religioner alle har gjort oprør mod (eller reformeret) samtidens blinde dyrkelse af ritualer og symboler
SIKHISMEN • Er en forholdsvis ung religion fra 1400-tallet, der blev udformet af en række guruer. I sikhismen ses en guru som en repræsentation for Gud, der skal vejlede den rettroende til at leve korrekt og derved opnå frelse. • Er inspireret af andre religioner som islam og hinduismen, men tager afstand fra disse religioners ritualiserede side. I stedet lægger sikhismen vægt på det spirituelle og individuelle med flere ligheder til islams sufistiske tradition og hinduismens bhakti-tradition. • Tror på én gud • Har i alt omkring 15 mio. tilhængere og der findes også sikhgrupper i Danmark.
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 10
”
TEMA: Religion&reform
Guru Nanak Dev lagde vægt på, at Gud hverken er hindu eller muslim, men uden religion - og dermed at ingen religion har monopol på hverken sandheden eller Gud
som det centrale – for at vende fokus mod indre værdier og korrekt levevis. Og her skal korrekt levevis forstås som en levevis, der afspejler hensyn, kærlighed, refleksion, hengivenhed m.v. Fokus på menneskers ligeværd Guru Nanak Dev gjorde ikke alene oprør mod fokuseringen på ritualer og symboler, men lagde stor vægt på alle menneskers ligeværd. Han gjorde op med og tog afstand fra kastesystemet. Han lagde vægt på kvindernes ligeværd i enhver henseende. Han lagde vægt på, at Gud hverken er hindu eller muslim, men uden religion – og dermed at ingen religion har monopol på hverken sandheden eller Gud. Han lagde vægt på at overvinde egoet, som gennem f.eks. grådighed eller stolthed fastholder os i elendighed og væk fra Gud. I løbet af de sidste 500 års tid har sikhismen udviklet sig en del. De første ca. 200 år under Guruerne, og sidenhen under indflydelse og forfølgelse fra mogulerne, undertrykkelse
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 11
af briterne og meget mere. Som i mange andre religioner er der opstået forskellige tolkninger og tilgange inden for sikhismen. I Guruernes tid blev der indført en del symboler og ritualer i sikhismen – f.eks. det uklippede hår samt turbanen. Og dette er på ingen måde i modstrid med Guru Nanak Devs budskab. Ritualer og symboler kan bestemt have en positiv effekt, hvis det bidrager til din udvikling af indre værdier (f.eks. overvinde egoet) og ikke bliver et mål i sig selv. Kritisk, men ydmyg refleksion er vigtig Jeg tror både, at det er ’for nemt’ og farligt at overfokusere på ritualer og symboler. Det er ’for nemt’, når det religiøse liv bliver en ”eksakt videnskab”, som ikke kræver den store refleksion. Og det er også her, at det bliver farligt: Uden refleksion og forståelse af værdisættet i religionen kan vi overtales/ manipuleres til at gøre mange grimme ting i en ”større sags tjeneste”. Så kritisk men ydmyg refleksion – er vigtig.
I den sidste ende skal vi stå til ansvar for vores egne handlinger. Flere centrale grupper i sikhismen har til tider været meget politisk påvirkede, og til tider meget utidssvarende i deres tolkninger og konklusioner. Men især i lande uden for Indien, som for eksempel England og Canada (lande med mange sikher) ser man reformtænkning med mere progressive tolkninger, hvor der lægges mere vægt på de oprindelige indre værdier - i modsætning til efterlevelse af tolkning/politik fra “sikh-myndigheder”. Som i så mange andre religioner gennem tiderne er der løbende behov for reformation i sikhismen, så man ikke lader sig forblænde af ritualer og symboler, men bevarer fokus på de vigtige sunde indre værdier, som stifteren lagde vægt på.
TEMA: Religion&reform
Buddhismen som reformbevægelse “Reformation” i ordets bedste forstand må betyde en fornyelse og fordybelse af et religiøst eller åndeligt indhold, på en måde, hvor dets prægning fra lokale magteliters projekter og interesser skydes til side, og en mere universel og egentlig udfoldelse står frem, mener Niels Viggo Hansen.
AF NIELS VIGGO HANSEN Filosof og fysiker Det er velkendt, at buddhismen er født som reformbevægelse i denne forstand – og jeg mener, det er et interessant perspektiv at se den som en fortsat reformerende bevægelse i sin grundvold, selv om den selvfølgelig i sine 2.500 år har afsat mange skoledannelser, som selv har behøvet sine reformatorer og reformationer, og selv om den i dag ofte udfolder sig på steder og i sammenhænge meget anderledes end det, den engang startede som en reform af. De religionshistoriske detaljer findes der gode og spændende fremstillinger af andre steder, men her tillader jeg mig at nøjes med at se på nogle store linjer, som fører frem til buddhismens nutidige rolle i en stadig mere global kultur.
den til en radikal praksis med en form for befrielse for øje, som man op igennem buddhismens historie har udviklet mere og mere subtile forståelser af, uden at praksissen nogen sinde har veget pladsen som det afgørende. Praksissens omdrejningspunkt er stadig de enkle indsigter som er udtrykt i buddhismens allertidligste tekster: tilværelsen er grundlæggende i forandring, men vi forsøger grundlæggende at få den under kontrol ved at få den til at bestå af sikre stabile dele, vi kan kontrollere. Herunder vores eget selv. Det projekt bryder sammen igen og igen, med lidelse til følge for os selv og andre. Men der er hjælp at hente i form af en praksis med radikal træning i at blive mindre fastholdende, og dermed mindre selvhøjtidelig og mere generøs.
Træningen af sindet er det centrale Buddhismen har fra begyndelsen rykket det religiøse fokus fra bevarelsen af en guddommeligt givet verdensor-
Går ud over egne traditioner Buddhismen har eksisteret i en række forskellige sociale, kulturelle og sproglige kontekster, som har givet anledning til at dette centrale træningsan-
liggende har fået forskellige fortællinger og metafysiske inventarer sat på som indføring og begrundelse, men jeg tror, man risikerer at misse hovedpointen, hvis man lægger for stor vægt på tankesystemerne og fortællingerne. Det er fx velkendt at de senere og mere nordlige skoler ”Mahayana, det store fartøj” går i rette med tidligere og mere sydlige skoler som for forståelsens skyld kaldes ”Hinayana, det lille fartøj”, og at opgøret bl.a. drejer sig om at komme væk fra en rent individuel forståelse af befrielsesprocessen og hen til en forståelse af den radikale praksis som ”befrielse af alle væsener”. I dag er buddhismen i fuld gang med at udforme sig selv i en ny global kontekst. Det foregår selvsagt ikke uden en række spændende, mere eller mindre internt buddhistiske diskussioner, om hvor meget af det klassiske metafysiske inventar fra buddhismens udformning i forskellige orientalske kontekster, der hører med til sagens kerne. Der er fx nogle af os vesterlandske buddhister, der tænker på
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 12
reinkarnation som en traditionel kultur-indpakning, som ikke er nødvendig for den essentielle praksis i en ny kultur-kontekst, mens andre mener at praksissen ikke giver mening uden sådan en forestilling. I dag er der titusindvis af vesterlændinge, som udøver meditation og beslægtede praksisser med rødder i buddhismen. Jeg tror, at buddhismens indflydelse er langt større end hvad man får indtryk af, hvis man læser statistikker over religioners ”udbredelse” i betydningen medlemsantal. Hvis jeg har ret i, at ideen om buddhismen som reform-bevægelse peger på noget essentielt, kan vores sekulære, mangfoldige og netværksbetonede kultur måske lige præcis give den liv og gennemslagskraft som aldrig før. Dette kan selvfølgelig diskuteres. Der er mange, også i vesterlandske buddhistiske kredse, som kun ser blandingen med andre rammer og ideer som et forfald til ”google buddhisme” eller “new age buddhisme”. Andre tænker fortrøstningsfuldt at buddhismen altid er kommet godt fra af at gå ud over sine egne tidligere traditioner og finde nye former. Buddhismen er allerede blevet en fælles ressource i nutidens globale kulturlandskab. Hvad dette nærmere betyder og kan bruges til er i høj grad til udforskning og diskussion.
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 13
BUDDHISMEN • Buddhismen opstod for omkring 2.500 år siden, i et opgør med traditionelle former for religiøse autoriteter og dogmer indenfor den kulturkreds vi i dag kalder hinduisme. • Præsteskabets privilegier, kastesystemet og dyrkelsen af mange guder blev erstattet af et fokus på forbilledet i et almindeligt menneske (Buddha) som havde opnået en befrielse eller frelse som alle i princippet kan nå – og af en række enkle praktiske forskrifter om hvordan den nås. • Også i hinduismen findes ideer om, hvordan tilværelsen kan være bundet i uvidenhed og ufrihed (”samsara”) men kan bringes frem til frihed og indsigt (”nirvana”). I buddhismen rendyrkes disse elementer med fokus på det praktiske – bl.a. meditative metoder og etiske råd og forbilleder.
DE FIRE ÆDLE LIVSOPGAVER Et interessant eksempel på den fortsatte reformerende bevægelse i buddhismen er Stephen Batchelor’s nytolkning af ”de fire ædle sandheder” som er centrale i alle de skoledannelser som er opstået omkring Buddhas lære. Batchelor udlægger dem som ”four noble tasks”, fire ædle opgaver, og understreger hermed at det afgørende er noget man er i gang med i det nærværende, snarere end stillestående sagsforhold eller et fjernt mål. De fire ædle opgaver er at kende og rumme den lidelse der findes, at give slip på grådighed og selviskhed når de melder sig, at opleve den sindsro der følger af at give slip gentagne gange, og at kultivere en omsorgsfuld livsførelse som både understøtter sådan en sindsro og næres af den. (Stephen Batchelor: Confession of a Buddhist Atheist)
TEMA: Religion&reform
Middelalderens reformationer - en fælles katolsk-protestantisk erfaring Luthers reformation i 1500-tallet står for mange danskere som den eneste reformation i Middelalderens Europa. Men i virkeligheden fandt der mange reformationer sted i løbet af middelalderen, og reformationer er dermed en fælles erfaring, som binder europæere sammen på tværs af nutidens kirkeskel.
AF BRIAN PATRICK MCGUIRE Professor emeritus Når danskere hører ordet ”reformationen”, går tankerne typisk til 1500-tallets lutherske eller protestantiske reformation, og mange forestiller sig nok, at denne reformation var den eneste, der fandt sted i middelalderens Europa. Men den kristne kirke har oplevet adskillige reformationer i dens historie, og også i den europæiske middelalder, fra omkring 1050 og indtil 1450, fandt der adskillige reformationer sted. Reformationer kan altså siges at tilhøre både den protestantiske og den katolske verden og udgøre et fælles erfaringslag på tværs af nutidens kirkelige skel. Forstår vi det, vil vi også lettere kunne få øje på kontinuiteten i hele kirkens historie – og den fælles arv, som vi i dag kan glæde os over – også i den lutherske kirke.
Hvordan kontinuitet og fællesskab snarere end konflikt, brud og kirkeskel afspejler sig i vores historie og nutid, kan man f.eks. se, når man besøger mange af Danmarks smukke middelalderkirker. Et eksempel er Undløse Kirke på Midtsjælland, som indeholder et vidunderligt kalkmaleri. Det fremstiller Jesu fødsel, men er usædvanligt, fordi Birgitta af Vadstena (1303-1373, svensk helgeninde, Birgittinerordenens grundlægger) også er med i billedet. Hun er klædt som pilgrim, med vandrestok, og det virker, som om hun agter at tage med den hellige familie på dens flugt til Ægypten. Men først og fremmest er hun med som deltager i Jesu fødsel. Hun ser den for sig og glæder sig over det faktum, at Gud er blevet et barn. Birgittas visioner blev udgangspunkt for etableringen af en ny kloster-
orden, og hun inspirerede kirkekunst overalt i Nordeuropa. De administrative reformer, som koncilfædrene indførte, foregik samtidig med en bølge af folkelig fromhed i middelalderens slutning. Vi kan næsten sige, at kirken sejrede sig ihjel: Dens budskab nåede ud overalt, også i ydmyge bondeboliger, som ses i de mirakler, der skulle være sket for dem, der bad til Birgitta. Alt dette blev fjernet af 1500-tallets lutherske reformation. Helgenerne blev sendt væk, og bønderne fik at vide, at de ikke behøvede at bede til Maria, fordi hun kunne ikke høre dem. Men helt forsvandt det ikke, for det levede videre i den folkelige fromhed, som var blevet styrket af den såkaldt pastorale reformation, der fandt sted allerede fra omkring 1150-1250. Denne reformation, som forklares nærmere nedenfor, havde åbnet menneskers
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 14
TEMA: Religion&reform
øjne for den rigdom, der findes i kristendommens fortællinger. Der blev lavet bønner (på folkesproget), kalkmalerier og helgenstatuer, og mange mennesker drog fortsat på valfart og besøgte hellige kilder. En succesfuld reformation Lad os nu se nærmere på de reformationer, som gik forud for den lutherske reformation, og som også Luthers tanker og ideer var præget af. Middelalderens første reformation af den kristne kirke i Vesteuropa fandt sted allerede fra omkring 1050-1150. I historiebøgerne omtales perioden som ”den gregorianske reform” eller ”investiturstriden,” men begge disse betegnelser er for snævre i forhold til den omvæltning, der skete i kirke og samfund. Hensigten med, hvad jeg kalder ”den klerikale reformation”, var at sikre, at kirkens mænd og kvinder blev adskilt fra den verdslige magt. Det skulle ikke længere være muligt for fyrster at købe kirkelige embeder
”
til deres slægtninge eller venner (simoni). Konger og andre verdslige personer måtte ikke længere styre bispeog pavevalg, og de skulle overlade de fysiske tegn på deres autoritet (bispering og -stav) til kirkens folk. Enhver, der havde købt sit embede, måtte give afkald på det og gøre bod for forbrydelsen. Samtidig med reformationen af kirkens forhold til den verdslige magt opstod der et krav om, at præster skulle leve i cølibat. Dette havde altid været tilfældet i klosterverden, men nu var det meningen, at sognepræster skulle give afkald på deres hustruer eller kærester og være åndeligt gifte med deres sogne. Denne side af middelalderens klerikale reformation blev ikke nogen succes, og kirkemøde efter kirkemøde i middelalderen opfordrede bisperne til at straffe præster, der levede med kvinder. Men ellers blev den første middelalderreformation en stor succes, idet gejstligheden kom til at vise, at den var ”i verden, men ikke af verden.” Verdsligheden ejede ikke
kirken, men måtte vise respekt for kirkens særlige opgaver. Præsterne skulle tage sig mere af sognebørnene Middelalderens første reformation, den klerikale, medførte store ændringer internt i kirken. Men den beskæftigede sig meget lidt med den lægbefolkning, der trods alt var mål for kirkens personale. Det drejede sig om at gå ud og prædike evangeliet og døbe alle. Derfor kom den næste reformation, den pastorale reformation, fra omkring 1150-1250, hvor kirkens ledelse krævede, at præster tog sig af deres sognebørn, først og fremmest ved at sikre at kirker skulle rejses overalt. Det skulle være nemt at komme i kirke, og derfor blev sognedannelsen en vigtig del af midddelalderens anden reformation. Bestræbelserne blev opsummeret i middelalderens største og vigtigste kirkemøde, 4. Laterankoncil, afholdt i 1215 i Roms Laterankirke. Her blev det bl.a. besluttet, at envher
Reformationer tilhører både den protestantiske og den katolske verden og udgør et fælles erfaringslag på tværs af kirkelige skel
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 15
TEMA: Religion&reform
Kalkmaleriet fra Undløse Kirke, som forestiller Jesu fødsel. Den hellige Birgitta af Vadstena ses til højre iført pilgrimsdragt og vandrestok.
kristen mindst én gang om året skulle til alters i sin egen sognekirke efter at have skriftet til egen sognepræst. Denne beslutning forudsatte, at sognepræsten kendte egne sognebørn og tog sig af deres åndelige velfærd. Skriftemål og nadver blev centrum i sognelivet i de nyopførte eller udvidede sognekirker, der blev til i dette århundrede. Mange af de kirkebygninger, der befolker det danske landskab i dag, er resultater af kirkens pastorale reformation. Fra aristokratisk kirke for de få til folkekirke for de mange Og hvad med prædiken? Mange danskere, inkluisive vor dronning, Margrethe den 2., har givet udtrykt for, at prædiken på folkesprog først fandt sted under den lutherske reformation. Der har været forvirring omkring den latinske gudstjeneste og præstens pligt til at opsummere dagens tekster på folkets sprog. Problemet var, at mange sognepræster ikke var trænet til på folkesprog at formidle indholdet i de
tekster, de læste på latin. Men så kom tiggerbrødrene - franciskanere og dominikanere - i 1200-tallets begyndelse også til Danmark. De var fremragende prædikanter, som løftede niveauet for alle præsters prædiken. Hvis en sognepræst i en købstad var en elendig prædikant, kunne menigheden forlade ham og tage hen til gråbrødrenes eller sortebrødrenes kirker. Middelalderens pastorale reformation er noget af det vigtigste, der er sket i kristendommens historie. Det, som i 1000-tallet var en aristokratisk kirke for de få, blev til en folkekirke for de mange. Kirken nåede ud til alle hjørner af samfundet. Nogle franciskanere og dominikanere risikerede deres liv for at krydse ørkenen og bjergkæder for at prædike Kristus. Men samtidig blev kirken i Vesteuropa præget af stridigheder angående rettigheder og privileger, og derfor er århundredet fra 1250-1350 ikke vidne til nogen ny reformation. I Danmark har vi kirkekampen med ærkebisper mod konger, mens de klostre, der blev
grundlagt i 1100-tallet, måtte strides med deres velgøreres efterkommere. I Sorø Kloster på Midtsjælland blev der opsat en våbenfrise for at minde efterkommerne om, hvor gavmilde deres forfædre og formødre havde været over for munkene. Krise og opgør med mangtfuldkommenhed Middelalderens sidste reformation fandt sted fra omkring 1350-1450. Den er ellers kendt i historiebøger som ”koncilbevægelsen”, men igen giver den gængse betegnelse ikke et fyldestgørende indtryk af, hvad der faktisk fandt sted. Kirken var i krise, med to paver fra 1378-1417, den ene i Rom, den anden i Avignon. Hver gang en pave døde, skyndte de kardinaler, der støttede ham, at vælge en efterfølger. Det virkede, som om denne proces kunne fortsætte i det uendelige, og derfor ville kirkens enhed i Vesteuropa aldrig kunne genoprettes. Bisper og teologer begyndte at diskutere kirkens indretning, og de blev
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 16
TEMA: Religion&reform
enige om, at det var et problem, at paven i de seneste århundreder havde fået så megen magt. Denne blev betegnet som plenitudo potestatis, magtens fuldkommenhed. Derfor blev der efterlyst en gennemgående reformation af kirken, reformatio in capite et membris, og der blev afholdt to konciler, det første i Pisa i 1409, det andet i Konstans fra 1414-18. Specielt mødet i Konstans er vigtigt, fordi det afskedigede alle paverne og valgte dets egen pave, Martin V. Det var ikke nemt at overbevise ”modpaverne” om, at de ikke havde nogen autoritet, men det vigtigste, der blev opnået i Konstans, var enighed om, at kirkens generalforsamling er koncilet, og at paven er kun dens daglige leder. Paven var ansvarlig over for koncilet, der skulle mødes regelmæssigt, mindst hver 5.-10. år. Opgør med pavens enevælde Desværre er Konstans-koncilet fortrinsvis kendt for det faktum, at det hentede den tjekkiske teolog og reformator Johan Hus (1369-1415), stillede ham for invkisitionen, erklærede ham for kætter og brændte ham. Derfor ses koncilet i den protestantiske historieskrivning primært som udtryk for undertrykkelsen af mennesker, der var forløbere for 1500-tallets reformation. Som et moderne menneske tager jeg selvfølgelig afstand fra koncilets overgreb, men i betragtning af, hvad der ellers foregik i Konstans, var behandlingen af Hus ikke et centralt anliggende. Konstans var et vendepunkt, fordi kirkefædrene insisterede på, at paven ikke længere kunne optræde som kirkens enevældige leder. Han måtte inordne sig i forhold til en konsensus, der kom fra koncildeltagere, og disse kunne blive bisper, abbeder, teologer og almindelige sognepræster. Men den pave, som Konstans valgte, Martin V, tog tilbage til Rom og forbød, at nogen skulle appellere fra hans beslutninger til et fremtidigt koncil. Dermed mistede koncilbevægelsen sit
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 17
grundlag: tanken om, at enhver kristen kunne henvende sig til koncilet, uafhængigt af paven. Der blev afholdt et nyt koncil i Basel, og det kom til at vare flere årtier. Paverne bekæmpede det og lokkede nogle af de mere konservative koncilfædre over Alperne, først til Ferrara og senere til Firenze. De gejstlige, der blev tilbage i Basel, udgjorde mere et debatforum end en international forsamling. De valgte deres egen pave, men i 1449 indså han, at der ikke længere var nogen mening i at dele kirken på den måde, og han gik af. Reformerne gik i stå Fra 1450 til 1512 har vi en periode i kirkens historie, hvor koncilbevægelsen havde mistet sin betydning og de reformer, der skulle være blevet vedtaget, ikke var blevet til noget. Paverne blev meget mere optaget af italiensk politik og krige end af åndelige bevægelser og kirkens reformationer. Men der var stadig mange gejstlige, der mente, at kirken skulle reformeres, og fra 1512-17 blev der i Rom afholdt 5. Laterankoncil. Det lukkede, få måneder inden Martin Luther begyndte sit opgør med pavekirken. Men koncilbevægelsen var ikke død. I årene efter 1517 var der mange teologer, der efterlyste et nyt kirkemøde, og i 1530 kom der endnu et koncil, i Augsburg, denne gang for den protestantiske kirke, men i et forsøg på at genskabe enhed med Rom. Dets læresætninger indgår stadig i bekendelsesgrundlaget for den danske evangeliske kirke. Nogle årtier senere i Trieste åbnedes et koncil for romerkirken, og her var det meningen, at lutheranere skulle få foretræde. Det skete ikke, men konciltanken levede videre. Middelalderens sidste reformation havde ikke været helt forgæves. Et fælles behov for reformationer Her kan historikeren standse op og spørge: Hvad så? Hvilken betydning
har det haft, at kirken i løbet af middelalderen blev reformeret adskillige gange? Vender vi tilbage til kalkmaleriet i Undløse Kirke, som viser Jesu fødsel og Birgitta af Vadstena, kan vi være taknemlige for, at den lutherske tro i Danmark ikke blev ikonoklastisk, altså ikke medførte en egentlig billedstorm. Mange af fortidens religiøse genstande blev opbevaret, og derfor kan vi i dag helt konkret få øje på den kontinuitet, der faktisk findes, mellem middelalderens kirkeliv og spiritualitet og vores egen. Selv om helgentro ikke længere indgår i den lutherske kirke, kan vi i billedet af Jesu fødsel og den svenske helgeninde se elementer af den historie, som katolikker og lutheranere deler – en historie, som omfatter adskillige reformationer, og som kan minde os om, at netop behovet for vedvarende reformation også er et fælles anliggende for os. Det er efter min mening indlysende, at kirken fortsat har brug for flere reformationer, både den romersk-katolske kirke og de protestantiske kirker. Evangeliet tolkes gang på gang på ny, og kirken søger konstant at finde og genskabe egen identitet. Reformationen bliver derfor en kontinuerlig proces i kirkens historie, for Rom, Wittenberg og København.
Brian Patrick McGuire • Født Hawaii 1946
• B. A. Berkeley 1968, D. Phil. Oxford 1971.
• Emigrerede til Danmark og underviste i middelalderhistorie på Københavns Universitet og Roskilde Universitet 1972-2012. • Har udgivet eller redigeret ca. 25 bøger, inkl. “Friendship and Community: The Monastic Experience 350-1250” (Cornell University Press, 2010), “Jean Gerson and the Last Medieval Reformation” (Penn State University Press, 2005), “Den første europæer: Bernard af Clairvaux” (Alfa, 2009) og “Det kristne Europas fødsel: Sankt Bonifacius” (2014). • Foredragsholder overalt i Danmark og i udlandet.
MINI-TEMA: Tonen i den danske religionsdebat
Tonen i den danske religionsdebat IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 18
MINI-TEMA: Tonen i den danske religionsdebat
Igennem 2 artikler og et interview stiller vi skarpt på den hårde og til tider truende tone, som præger religionsdebatten i Danmark.
at vænne sig til dødstrusler og til hvordan de digitale medier giver en hidtil ukendt mulighed for alle til at ytre sig uden filter.
flest hadefulde kommentarer, og at den hadske tone i den offentlige debat får halvdelen af danskerne til at afstå for at deltage.
I dette mini-tema kan du læse om Imam Abdul Wahid Pedersen, der tidligere var en markant skikkelse i offentligheden. Han trak sig helt ud af den offentlige debat tilbage i 2013. Det var kommet til at optage for meget af hans tid, og han ønskede at genfinde fokus i sit spirituelle liv. Samtidig beskriver han et punkt, hvor han var begyndt
Mads Christoffersen er generalsekretær i Danske Kirkers Råd. En del af hans arbejde er at fremme religionsdialogen på lederniveau. Han har bl.a forsøgt at gøre politikerne opmærksomme på konsekvenserne af den såkaldte Imamlov. I artiklen henviser han desuden til Institut for Menneskerettigheder, der fastslår, at religion er det emne, der får
Til sidst kan du læse om, hvordan Murtaza Al-Shawi oplevede det, da han uden forberedelse pludselig kom i mediernes søgelys i forbindelse med åbningen af den nye stormoské i København. Han blev ufrivilligt talsmand og valgte at forsøge at mødes med nogen af dem, der skrev nedladende og truende kommentarer til ham.
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 19
MINI-TEMA: Tonen i den danske religionsdebat
Hvad sker der på den digitale highway? AF ABDUL WAHID PEDERSEN Imam og nødhjælpsarbejder i Danish Muslim Aid Danmark har i flere hundrede år været et land, hvor mennesker frit har kunnet ytre sig om stort set hvad som helst, uden at det har haft alvorlige konsekvenser for den enkelte. Man har naturligvis altid skulle holde en ordentlig tone og ikke tale grimt eller nedsættende om andre, men ellers har der været ret frie rammer til at sige sin mening – også selv om den skulle være anderledes end flertallets. Det har vi altid brystet os af og gør det vel egentlig stadig, og det er heller ikke helt uden noget at have det i. Vi kan nemlig stadig sige alt, ganske som førhen. Der er dog kommet en anden dimension på det frie udtryk. Nemlig den digitale dimension, og her kan vi mærke, at tingene arter sig ganske anderledes. Det er ikke alene de sociale medier, men også visse nyhedssider ude i presse-landskabet, der stiller offentlige debattører overfor helt nye udfordringer. Mest synligt af de mere etablerede er nok Ekstrabladets Nationen, hvor bærmen af det danske samfund synes at have samlet sig for at hælde
de værste modbydeligheder ud i cyberspace. Det samme foregår i ganske væsentligt omfang på sociale medier. Tonen kan være overordentlig grov og både anklagende og truende, hvilket jeg tror, de fleste offentlige debattører og meningsdannere har måttet sande. Jeg var selv i ganske mange år en af disse, og jeg oplevede det også i overordentlig høj grad, helt op til jævnligt at modtage dødstrusler. Disse kom dog som regel anonymt, så det ikke lige var til at spore, hvem der var afsender. Jeg ved, at mange af dagens debattører også må stå model til dette, og noget af det værste er faktisk, at man vænner sig til det. Nåh – det var bare atter en dødstrussel. Det har vi prøvet før, og der sker jo (heldigvis) aldrig mere. Færdselsregler på de sociale medier For lidt mere end 100 år siden opfandt nogle driftige mennesker bilen. De første biler kørte umådeligt langsomt, og var derfor ret harmløse, men inden for få årtier fik man farten op
på både 30 og 40 kilometer i timen, og så indså man, at det var nødvendigt at indføre visse reguleringer, for at disse voldsomme maskiner ikke skulle køre sammen. Man opfandt færdselsregler. Da jeg var barn, arbejdede min mor nogle år i et speditionsfirma, hvor hun bl.a. lærte at sende telex ved hjælp af hulstrimler. Det var vel at mærke kun meget store virksomheder, der havde adgang til den slags nymodens kommunikation. I dag, med nogle spring hen over diverse andre kommunikationsmidler, sidder hvert eneste menneske ved en skærm og kan kommunikere med hele verden på brøkdele af et sekund. Men modsat den rettidige omhu, som man udøvede i forbindelse med mekaniske køretøjer, har man – så vidt jeg ved – ikke sat sig ned noget sted og lavet færdselsregler for denne lynhurtige kommunikation, som vi har i dag. Og det har så resulteret i, at hvem som helst kan sige hvad som helst til hvem som helst når som helst. Og det er ganske overvældende, hvad denne verbale frihed kan føre til. De ytringer, som folk mener sig
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 20
”
MINI-TEMA: Tonen i den danske religionsdebat
Det kunne være sundt, hvis man på de digitale flader hele tiden forestillede sig, at man faktisk stod overfor den, som man taler til eller om
berettiget til at fyre af i det digitale rum, er jeg ganske sikker på, at de ikke ville få sig selv til at fremsætte i et fysisk rum, ansigt til ansigt med den anden part. Det kunne være sundt, hvis man på de digitale flader hele tiden forestillede sig, at man faktisk stod overfor den, som man taler til eller om, men sådan bliver det nok aldrig. I en bil er man vant til, at nogle steder kan man køre over 100 km/t, mens man andre steder skal sænke hastigheden helt ned til 20 eller 30, fordi det er områder, der er særligt følsomme. Det samme burde folk gøre, når de træder på speederen på tastaturet i det digitale rum. Fra offentligheden til baglokalet Da jeg den 1. januar 2013 trådte ud af den offentlige debat, var det egentlig ikke på grund af denne grimme tone og debat, men mere et spørgsmål om, at det var på tide for mig at gå ud i baglokalet og lade nye kræfter komme til, så jeg kunne komme til at beskæftige mig med det, som for mange år siden fik mig til at begynde
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 21
at leve mit liv som religiøst menneske. Nemlig længslen efter at nærme mig Gud gennem at søge Ham aktivt. Og det bliver der ikke megen tid til, når ens blik hele tiden er rettet mod den digitale horisont for at finde ud af, hvad man nu skal tage stilling til fra den ene dag til den anden. Og tro mig, som muslimsk debattør er der altid et emne. Hver dag. Det betød, at jeg konstant havde blikket rettet mod den politiske verden, og den er ved den søde grød ikke særlig spirituel. Jeg valgte at leve som et religiøst menneske for at følge en spirituel vej gennem livet, og pludselig var jeg spundet ind i noget helt andet. Ikke ved en tilfældighed, men fordi jeg allerede sent i 80’erne blev klar over, at det var nødvendigt at sætte danske ord på den tro, som jeg havde taget til mig, for på den måde at bane vej for, at mine børn (og andres) bedre kunne få lov at være muslimer i et samfund, som havde en anden grundholdning og dagsorden. Islams Jens Vejmand Min mission med Islam på jysk er ikke
tilendebragt, og jeg sidder stadig bag skærmen og forsøger at jævne den vanskelige vej, men det foregår ikke længere i offentlighed. Og i særdeleshed ikke i den trykte presse. Jeg deltager gerne i debatter, holder foredrag, sidder i samlinger af troende fra alle religioner og så videre, da brobygning og dialog er stedse vigtigere i en verden, der politisk set er styret og ledet af egoistiske og magt-korrupte personer, der kun tænker på at mele deres egen kage. Hvis verden skal hænge ordentligt sammen, er det afgørende nødvendigt, at religiøse ledere finder hinanden, tager hinanden i hånden og sætter en fælles ny dagsorden baseret på de noble og ædle principper, vi finder i grundlaget for alle verdens religioner. Så jeg trak mig fra den offentlige debat for at kunne finde mit eget fokus igen, og så jeg kunne få mere tid til at gå ind i de fora, hvor jeg tror på, at en bedre verden skal (kan) vokse frem.
MINI-TEMA: Tonen i den danske religionsdebat
Ikke alt, hvad vi siger, gavner AF MADS CHRISTOFFERSEN Generalsekretær for Danske Kirkers Råd ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner”, sagde apostlen Paulus til menigheden i Korinth, da de spurgte, om det var tilladt at spise offerkød. For Paulus var overholdelse af spisereglerne ikke vigtigt, det der var altafgørende, er hvorledes du som kristen forholder dig til din næste, og at du ærer din Gud. I Danmark værdsætter vi vores frihedsrettigheder, ikke mindst vores tros-, ånds- og ytringsfrihed. Når vi ser os omkring i den store verden, har vi al mulig grund til at være stolte af dem. Det er grundlovssikrede rettigheder, men alligevel noget vi bør kæmpe for, for ikke at miste. Paulus skrev naturligvis ikke om vores grundlovssikrede ytringsfrihed. Alligevel er der noget i Paulus’ formaning, som vi kan bruge i talen om ytringsfrihed og tonen i debatten. Når det kommer til religionsdebatten er det særlig relevant. Jeg ser især to paradokser i den sammenhæng. Det første paradoks er, at tonen i den offentlige debat er med til at indskrænke debatten. Det andet paradoks er, at man fra politisk side alene har indskrænket religiøse forkynderes ytringsfrihed for at bekæmpe radika-
lisering i Danmark, hvor ytringsfrihed for alle står så stærkt. Hård tone fjerner lysten til at deltage i debatten Retten til at ytre sig er også retten til at ytre sig hadefuldt over for hinanden, så længe der ikke er tale om egentlige trusler. Institut for Menneskerettigheder påpeger i deres rapport ’Hadefulde ytringer i den offentlige online debat’ (2017), at hver syvende kommentar (15%) til DR og TV2s nyheder på Facebook er hadefulde – og det er efter, at medierne har haft 12 timer til at fjerne de groveste kommentarer og trusler. Religion er det emne, der får flest (40%) hadefulde kommentarer, hvor Islam og muslimer står for skud i langt størstedelen af de hadefulde kommentarer (86%). Den hadske tone i den offentlige debat får halvdelen (50%) af danskerne til at afstå for at deltage i debatten. ”Når halvdelen afholder sig fra at udtrykke deres mening på grund af en hård debattone, har vi et demokratisk problem med konsekvenser for den offentlige debat”, konkluderer Institut for Menneskerettigheder.
Imamlov mistænkeliggør Sidste år blev den såkaldte ’Imamlov’ vedtaget bl.a. med henblik på at kriminalisere visse ytringer fra religiøse forkyndere. Forslaget om en sådan lov kom i al hast i sommeren 2016 efter TV2 havde vist programmet ’Moskeerne bag sløret’, der fortalte, hvordan nogle imamer opfordrede til ulovligheder. Sammen med andre trossamfund og menneskerettighedsaktivister tog Danske Kirkers Råd afstand fra denne lov. For at ramme en lille gruppe radikaliserede endte man med at mistænkeliggøre forkyndere over en bred kam. Vi tager selvsagt afstand fra opfordring til terror, drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri, som nævnes specifikt i lovforslaget som ulovlige ytringer, og støtter, at det fortsat er strafbart at udøve eller opfordre til sådanne forhold. Det undrer imidlertid, at der i forhold til gældende straffelov om opfordring til kriminelle handlinger skal dømmes hårdere, når det sker i en religiøs sammenhæng end i andre. Indirekte siges der i lovforslaget, at religion er et farligt fænomen, far-
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 22
MINI-TEMA: Tonen i den danske religionsdebat
ligere end andre livsanskuelser og ideologier, og at samfundet derfor på en særlig måde må beskyttes mod farerne fra religion. Der bør ikke være forskelsbehandling mellem religiøse ledere og andre ledere i samfundet. Hvis man ønsker at skærpe loven, bør det gælde alle grupper og enkeltpersoner og ikke kun religiøse forkyndere. At lave en lov, der går efter religiøse forkyndere, rammer skævt og kan være med til at styrke antagelsen bl.a. i den hårde debat om, hvordan religiøse mennesker ’i virkeligheden’ er - således forstået, at den kan styrke fordommene om religiøse forkyndere og religiøse mennesker generelt og gøre tonen i religionsdebatten endnu hårdere. Dialogens nødvendighed Mens vi ser, hvordan den hårde debat om religion bliver stadig hårdere, ser jeg med glæde, hvordan en anden ud-
vikling er i fuld gang. Dialogen mellem religiøse mennesker styrkes i disse år. Både mellem religiøse ledere og lægfolk, unge og ældre bliver dialogen stadig tydeligere og bredere. Hvor religionsdialogen tidligere var forbeholdt en meget snæver gruppe idealister, har dialogens nødvendighed præget de mange forskellige trossamfunds selvforståelse i forholdet til andre trossamfund og i samfundet generelt. Det tager tid at få gamle venner og det tager tid at opbygge tillid mellem trossamfund og mellem troende mennesker. Danske Kirkers Råd arbejder på tværs af kirkesamfund. Også det tager tid, men anses som både gavnligt og nødvendigt. Med gode initiativer, som Kontaktgruppen for muslimer og kristne under Danske Kirkers Råd og Muslimernes Fællesråd, Danmissions dialogarbejde (herunder IKON), Folkekirke & Religionsmøde, Din tro – min tro, Tro i Harmoni, Religion & Samfund og mange andre, er det tydeligt, at der er behov for og et stigende ønske om dialog, gensidig forståelse for hinanden og for et tværreligiøst samarbejde for et bedre samfund. Det er en dialog, vi kan være stolte af. Måske er
Foto: Rune Hansen
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 23
”
vi blevet mere bevidste om dialogens nødvendighed i takt med en stadig hårdere tone i debatten herhjemme. Den hårde tone må bekæmpes med en tone af lydhørhed, tillid og ordentlige argumenter. Det gælder både dialogkaffe for enkeltpersoner eller officielle dialogmøder på lederniveau. Vi kan være stolte af det styrkede samarbejde mellem trossamfund i Danmark. Men vi kan også være stolte af dialogen med religiøse mennesker i f.eks. den arabiske verden. Dialogens nødvendighed gælder selvfølgelig ikke kun i Danmark, men er endnu mere presserende i lande med krig og konflikt. Derfor er det glædeligt, at Udenrigsministeriet i stigende grad har set vigtigheden af dialog mellem religiøse som en vej til fred, forsoning og aktivt medborgerskab. At ’alt er tilladt, men ikke alt gavner’ gælder ikke kun for kristnes frihed i Kristus. Det gælder også for vores omgang med hinanden uanset religiøst tilhørsforhold eller ej. Ytringsfriheden kan vi være stolte af. Men ikke alt, hvad vi siger, gavner. Vi kan med fordel overveje, hvorfor vi siger, som vi siger. Omtanke og frihed er ikke hinandens modsætninger, men kan tværtimod være med til at styrke hinanden og kvalificere samtalen.
Måske er vi blevet mere bevidste om dialogens nødvendighed i takt med en stadig hårdere tone i debatten herhjemme
MINI-TEMA: Tonen i den danske religionsdebat
Talsmand ved et tilfælde AF NICOLAJ STUBBE HØRLYCK Formand for Danmission IKON Jeg har sat Murtaza Al-Shawi stævne på en café i København en råkold december morgen, fordi jeg er nysgerrig på, hvordan den til tider barske tone i debatten omkring islam i Danmark har påvirket ham. Vi lærte hinanden at kende i forbindelse med åbningen af den store shia-muslimske moské Imam Ali Moske i Københavns Nordvest-kvarter tilbage i oktober 2015, hvor han havde inviteret mig til at deltage som præst på Nørrebro. Siden er vi stødt på hinanden en del gange i IKON-sammenhænge, hvor han blandt andet har deltaget i Dialogpiloterne, Dialoglejr i Libanon og senest IKON’s 25 års jubilæum, hvor han fortalte om sine oplevelser med dialog i Libanon. Hver gang har det slået mig, at jeg hos ham har set en sjælden vilje til at indgå i dialog med andre samtidig med, at han virker meget stærkt forankret i sin egen tro og som en rolig, smilende og tillidsvækkende person. Kan du fortælle lidt om din egen baggrund? “Jeg kom til Danmark som fem-årig sammen med mine forældre i 1989. Vi var flygtet fra regimet i Irak. Vi skulle egentlig have været i Sverige, men da vi landede i København, blev vi mødt af det danske politi, der spurgte, hvorfor vi dog ville til Sverige, når vi lige så
godt kunne blive i Danmark?” Murtaza smiler. “Det var helt andre tider dengang end i dag og mine forældre fik ret hurtigt asyl og ubegrænset opholdstilladelse. Man talte ikke så meget om integration dengang, og min far afviste gentagne gange at få tildelt førtidspension. Han ville hellere arbejde og forsøgte sig som selvstændig af flere omgange. Jeg husker, at folk var hjælpsomme og venlige. Der var ikke mange udlændinge der, hvor vi boede, så andre anså os som lidt eksotiske og spændende, fordi vi kom fra et andet land. Som barn gik jeg på en arabisk og engelsk privatskole og har siden uddannet mig som IT-supporter, men er nu gået i gang med Mellemøststudier på Københavns Universitet. Jeg bor med min kone og vores to børn i Malmø.” Hvordan blev du engageret i arbejdet omkring moskéen? “Troen har altid betydet meget for mig, og jeg har kommet fast i moskéen, siden jeg var dreng, takket være min mor og hendes støtte og skub. Tit sad jeg sammen med de ældre mænd og lyttede til dem, når de drak the. De brugte mig også til at løbe ærinder for dem, og en af vores lærde begyndte at bruge mig som tolk. De talte mest om, hvordan der var der, hvor de kom fra og hvordan det danske samfund satte større og større krav til dem omkring
integration, sprogstudier, aktivering osv. Navnlig fra midt i 1990’erne mærkede vi, at stemningen over for udlændinge ændrede sig markant. Der var kommet flere til, og mange havde også udnyttet systemet til familiesammenføring og andet, og det havde ændret folks syn på os som fremmede. For de ældre var moskeen et samlingssted, hvor de kunne holde fast i deres kultur, sprog og traditioner, men for mig og de andre unge blev det mere og mere klart, at moskéen også lukkede sig mere og mere over for samfundet omkring den. Nogle af de ting, der blev talt om i prædikener og undervisning, var svært for mig og andre unge, der var vokset op i Danmark, at relatere til, og derfor begyndte vi at lave forskellige muslimske ungdomsforeninger og engagere os i dialog. Vi, der kom der, havde forskellige nationaliteter og baggrunde, og ud over vores tro var det også i høj grad det at være muslim i det danske samfund, der forenede os. Vi begyndte derfor at lave forskellige programmer for at åbne moskéen op for omverdenen. Blandt andet begyndte vi at lave rundvisninger, hvilket mange af de ældre ikke rigtig kunne se formålet med. Vi kiggede også imod England, Tyskland og Sverige, hvor muslimer havde haft længere tid til at integrere sig i samfundet og efterspurgte undervisning og prædike-
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 24
MINI-TEMA: Tonen i den danske religionsdebat
ner på dansk. Det var tydeligt for mig, at flere af de ældre mente, at man ikke burde tale for åbent om svære spørgsmål som eksempelvis den praksis ikke at give hånd til det modsatte køn. Men for os unge var det en stor udfordring i en hverdag med uddannelse og arbejde i Danmark, som vi blev nødt til at tale om for at kunne forklare det på en måde, der ikke skabte mere afstand imellem os som danske-muslimer og flertallet af ikke-muslimer i det danske samfund. “Hvordan endte du som talsmand for moskéåbningen, når du hverken er imam eller lærd, og hvordan oplevede du kontakten med pressen og kommentarer fra offentligheden i den forbindelse? “Jeg blev faktisk aldrig officielt udpeget som talsmand”, siger Murtaza lidt grinende. “Der var ligesom bare ikke andre, der tog den, eller mente, at det var nødvendigt med en pressestrategi, og foranlediget af min baggrund havde de ældre i moskéen og vores lærde tillid til mig. Derfor endte det med, at det blev mig, der skulle udtale mig til pressen. For mig var det helt nødvendigt, at vi i forbindelse med åbningen fik signaleret åbenhed, og at muslimer er en del af det danske samfund. Jeg vidste godt, at journalisterne ville stille mange kritiske spørgsmål til moskeens finansiering, Islams syn på homoseksualitet og meget andet, men samtidig var jeg overbevist om, at det ikke ville være godt for moskéens og Islams omdømme at forsøge at tale udenom de svære emner. Så ville vi bare komme til at fremstå endnu mere lukkede. Så jeg forventede det værste. Til min overraskelse var mange af journalisterne faktisk rigtig flinke. Måske kunne de fornemme, at jeg ikke var en professionel spindoktor, teologisk lærd eller lignende, og nogen af dem ændrede faktisk deres vinkler på historierne i løbet af vores samtaler. Måske var det min åbenhed, der gjorde det, men jeg oplevede, at der kom
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 25
mange gode historier ud af det. “Tonen på kommentarsporene på Ekstra Bladets Nationen og Facebook kan til tider være meget hård, og reaktionerne på interviews med dig var ingen undtagelse. Hvordan oplevede du det i de dage?” “Jeg modtog selvfølgelig også både nedladende kommentarer og noget, der mindede om trusler, men jeg valgte tit at kontakte dem, der skrev til mig, og nogle af dem har jeg sågar mødtes med. Min oplevelse er, at den slags mest handler om uvidenhed og
”
frygt for det ukendte, og at det kun kan afhjælpes igennem imødekommenhed. Det har altså ikke berørt mig dybt eller afholdt mig fra at blande mig i debatten. Også fra de ældre i moskéen har jeg mødt kritik af min åbenhed, og af at vi unge indgår i dialog med kristne og jøder og f.eks. besøger kirker og synagogen i Krystalgade. Men for mig at se, er dialogen den eneste vej.”
Foto: Nicolaj Stubbe Hørlyck
Jeg vidste godt, at journalisterne ville stille mange kritiske spørgsmål til moskeens finansiering, Islams syn på homoseksualitet og meget andet, men samtidig var jeg overbevist om, at det ikke ville være godt for moskéens og Islams omdømme, at forsøge at tale udenom de svære emner
Jeg elsker den brogede verden
Jeg elsker den brogede verden trods al dens nød og strid; for mig er jorden skøn endnu som i patriarkernes tid.
De snakke, som om den er gammel, af synd og sorger ªmæt. O nej, den flyver endnu i dans om solen så ung og let! Jeg har grædt, som andre, af smerte, fordi min boble brast. Men boblen er ikke verden; læg verden det ej til last! Var livet en dans på roser, mon alt da var bedre end nu? Hvis ej der var noget at kæmpe for, hvad var da vel jeg og du? Kamp må der til, skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro - thi evig stilstand er død! Og derfor elsker jeg verden trods al dens nød og strid; for mig er jorden skøn endnu som i skabelsens ungdomstid! Tekst: Hans Vilhelm Kaalund, 1877 Melodi: Thorvald Aagaard, 1922
klumme
At være i bevægelse AF LENE SKOVMARK Åndelig vejleder og præst Det har altid undret mig, hvorfor spiritualiteten har så trange kår i folkekirken. Da jeg studerede teologi blev denne undren bekræftet, da jeg i en artikel læste: ’Det er som om der i vores evangelisk-lutherske forkyndelse ikke er nogen vej at gå ad, så vi bliver stående bomstille i en monologisk tilsigelse.’ Og videre: ’Syndernes forladelse kommer til at betyde ophør af bevægelse i stedet for al bevægelses begyndelse’. På Luthers tid frygtede man Guds dom og var tynget af kirkens krav. Da var budskabet om Guds nåde og frelse ved troen alene frisættende. Men i dag kan den monologiske tilsigelse virke som en spændetrøje og hindre muligheden for åndelig og menneskelig modning og vækst. Og være med til at skubbe mange søgende i andre retninger for at finde vejledning til det åndelige liv. Jeg fandt også frem til skrifter af Luther, hvor han udfolder en bevægelse i troen. I en prædiken om ’Den dobbelte retfærdighed’ beskriver han, hvordan den tilregnede retfærdighed
IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 101 // side 27
bør udfoldes i livet, så den troende faktisk bliver retfærdig. Og i et andet skrift, at vi ”ikke skal blive stående ved de modtagne gaver (troen og nåden), men fuldstændigt forvandles i Kristus”. For Luther hang helliggørelsen uadskilleligt sammen med retfærdiggørelsen. Hvorfor er mange lutheranere blevet mere lutherske end Luther selv? Når nu Luther selv taler om en bevægelse i troens liv, hvorfor bliver vi så stående ved tilsigelsen? Det er der mange kirkehistoriske og teologiske forklaringer på. Men det rokker ikke ved, at noget væsentligt er glemt - eller gemt. Kan der bag denne ”forglemmelse” ligge en god del åndelig dovenskab? Kan en stærk vægtlægning på Guds nåde og troen alene føre til en bekvemmeligheds teologi, som man skjuler sig bag
- fordi man frygter for den åndelige erfaring og vægrer sig ved at udvikle sig personligt? Vi har til enhver tid ansvar for at besinde os på den lutherske arv – i forkyndelsen og i måden af være kirke på. Og kan med frimodighed øse af den spirituelle tradition, som Luther selv levede og åndede i. Vi kan lade os inspirere af Luthers karske forkyndelse om troens gerninger og forvandling i Kristus. Så tilsigelsen af syndernes forladelse bliver begyndelsen til en bevægelse. Indadtil, så vi bevæges og helliggøres - og en bevægelse udadtil i et gudhengivent liv i kald og stand.
”
Når nu Luther selv taler om en bevægelse i troens liv, hvorfor bliver vi så stående ved tilsigelsen?
Afsender: Danmission IKON, Strandagervej 24, 2900 Hellerup. Returneres ved varig adresseændring.
Reformation af magasine IKON - tro i dialog går di
gitalt
t
Du har netop læst et nummer af magasinet med temaet “reformation” og er forhåbentlig blevet klogere på forskellige form er for reformation, og hvordan og hvorfor noget bliver formet på ny. Reformation kan ske inden for mange omr åder, og også kommunikat ionsplatforme ændrer sig. Vi lever i en dig ital tidsalder, og der er en reformdynamik i gang på IKON Magasinet. Du har derfor netop læst det sidste trykte IKON Magasin for denne gang. Vi er ved at forme blad et på ny, og i fremtiden vil det kunne læs es i en mere digital version. Vi kan endnu ikke afsløre hvordan, hvorhe nne og hvornår. Vi kan dog forsikre om, at formen bliver ny, men at kvaliteten ikke ændrer sig. Vi håber derfor, at du fortsat vil læse med og tilegne dig viden om relig ion, livssyn og religiøse strømninger og lade dig inspirere til dialog! Vi udsender information om den digitale version, så sna rt vi har klarlagt planerne. På gensyn! /IKON Redaktionen