IKON 100

ikon

nr. 100 • sep/2017

>> Tro i dialog

25 år

Jubilæumsnummer 100

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr. (inkl moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen.

Jubilæumsredaktion: Pernille Aagaard (ansv.red.)

Steen Bonde Lars Buch Viftrup Johnny Taltavull Rønved Forsidebillede: Danmissions fotoarkiv Layout: Jeanette Westh, jeanettewesth@gmail.com Tryk: Fjerritslev Tryk.

Oplag: 1000.

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen på mjp@danmission.dk.

Læserbreve/debat-indlæg modtages gerne, dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn.

Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger.

Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr.

- 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms).

IKON: Nørreallé 29 8000 Aarhus C E-mail: mjp@danmission.dk Tlf.: 30200280 SE-nr. 1663 9397 Formand for Danmission IKON: Nicolaj Stubbe Hørlyck, nsh@km.dk Hjemmeside: www.danmission.dk/ikon Her kan man også melde sig ind i foreningen Danmission IKON, hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister).

Husstandsmedlemskab 300,- kr.

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse. Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren.

Copyright © IKON-Danmark 2017 ISSN 2246-4042

Indhold

Magasinet IKON udgives af IKON, som i 2013 fusionerede med Danmission og nu fungerer som en arbejdsgren under Danmission. Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.

19

23

16

Vi er en del af en fælles bevægelse // 4 Af Pernille Aagaard IKON i dag // 6 Af Nikolaj Stubbe Hørlyck Tålmodighed, hensyn, hjælp og godhed - om naboer og dialog // 8 Af Pernille Aagaard og Johnny Taltavull Rønved Intet alternativ til dialog - fra religion over spiritualitet til synkretisme // 10 Af Viggo Mortensen Guds bankende hjerte - om at være evangeliet tro i mission som i dialog // 13 Af Nicolaj Frøkjær-Jensen Interspirituel dialog og venskab // 16 Af Ole Skjerbæk Madsen Længsel og nysgerrighed - på dialogrejse i hele verden // 19 Af Steen Bonde Dialog og ydmyghed // 23 Af Michael Highburger Det danske dialoglandskab gennem 25 år // 25 Af Mogens Mogensen Den tredje dialogpartner - når Gud kommer med i dialogen // 29 Af Lars Buch Viftrup

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 2

LEDER

The times they are a-changin’ AF STEEN BONDE, LARS BUCH VIFTRUP, JOHNNY TALTAVULL RØNVED OG PERNILLE AAGAARD IKON fylder 25 år. Vi, Steen Bonde, Johnny Rønved og Pernille Aagaard var med til at stifte IKON – og Lars Buch Viftrup kom senere til. Gennem årene har vi alle varetaget forskellige opgaver i IKON – som ansat eller som formand, redaktør eller frivillig på andre måder. Vi blev derfor glade, da vi blev opfordret til at redigere IKONs jubilæumsnummer, som du sidder med i hånden.

Bob Dylan skriver i sin berømte sang: Come gather ’round people Wherever you roam And admit that the waters Around you have grown And accept it that soon You’ll be drenched to the bone.

If your time to you Is worth savin’ Then you better start swimmin’ Or you’ll sink like a stone For the times they are a-changin’.

Come writers and critics Who prophesize with your pen And keep your eyes wide The chance won’t come again And don’t speak too soon For the wheel’s still in spin And there’s no tellin’ who That it’s namin’.

For the loser now Will be later to win For the times they are a-changin’.

Come senators, congressmen Please heed the call Don’t stand in the doorway Don’t block up the hall For he that gets hurt Will be he who has stalled There’s a battle outside And it is ragin’.

It’ll soon…

IKON har gennem sine 25 år været på tætteste hold af de store religiøse forandringer, der er sket i det danske samfund. For tingene forandres – og de forandres hurtigt. Og skal man ikke drukne i forandringerne, skal man være beredt og være klar til at svømme – at bevæge sig.

De af os, der var med i begyndelsen af IKON oplevede et andet IKON end IKON her 25 år efter. I IKONs første år var det mødet med de ”nyreligiøse” bevægelser som Scientology og Moonbevægelsen, der optog os, og mødet var i høj grad præget af ”dem og os”, hvor det var ”os”, der definerede ”dem”.

Men som det religiøse landskab ændredes, ændrede IKON sig og formår i dag at være med til at skabe et ”vi”, der søger at bygge bro i et mere og mere opsplittet samfund – både i forhold til de samfundsmæssige udfordringer med at leve sammen i et multireligiøst samfund og i forhold til den dybe trosmæssige dialog.

I dette jubilæumsnummer af IKON kan du læse om nogle af de dialogerfaringer, som IKON har gjort gennem årene og læse om den dialog, som IKON står midt i i dag som en del af Danmissions arbejde.

Vil du være en aktiv del af IKONs dialogarbejde, så kontakt IKON. Du kan se nærmere på danmission.dk/ikon.

God læselyst!

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 3

IKON er en del af Danmission. Danmission (www.danmission.dk) er en selvstændig missionsorganisation, der vil styrke kirkens forkyndelse og tjene medmennesket og samfundet. IKON (www.danmission.dk/ikon) vil med udgangspunkt i det kristne livssyn møde andre mennesker og gennem det personlige møde skabe forståelse og fællesskab og nedbryde fordomme og misforståelser mellem mennesker. ”Der er altså rigtigt meget, vi er fælles om, og derfor var det en logisk beslutning at gøre IKON til en del af Danmissions arbejde”, siger Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller.

Vi er en del af en fælles bevægelse AF PERNILLE AAGAARD HR-konsulent ”For mig som formand for bestyrelsen i Danmission er det afgørende at huske på, at kristentro lever af at blive delt – så dialog er et spørgsmål om at dele tro og troshistorier på tværs af de grænser, der er mennesker imellem”, forklarer Peter Fischer-Møller.

Han var formand for Danmission, da IKON blev en del af missionsorganisationen, og han sætter pris på, at IKON er en del af Danmission. ”Det er karakteristisk for IKON og værdifuldt at lade mennesker fra andre trostraditioner komme til orde på egne præmisser. At give plads til menneskers selvopfattelse er afgørende vigtigt, for kernen i vores kristne tro bliver ikke relevant for andre, med mindre vi hører, hvad det er, deres tro rummer, og hvor det er det brænder på for dem.

Det er først i det møde, der for alvor sker noget.”

Det kan jeg godt nikke genkendende til. Jeg mindes med gru, da jeg engang læste en indisk gurus beskrivelse

af kristne som værende dumme, fordi de opfatter sig selv som umælende får og deres gud som et lam. Det kunne han ikke tage alvorligt. Det sved i mig af vrede og sårethed, for guruen havde jo slet ikke forstået dybden af billedet af Guds lam – eller Gud som en hyrde, der tager vare på sin flok. Dén erfaring lærte mig, hvor vigtigt det er, at vi lytter os ind på menneskers selvforståelse.

Gud er stor – eller lille ”Dialog er ikke bare at stryge hinanden med hårene”, fortsætter Peter Fischer-Møller efter min refleksion omkring guruer og får. ”Dialog er ikke slatten tolerance, men er at være levende optaget af, hvad andre mennesker tænker og tror, fordi vi dermed kan kaste lys over hinandens liv og tro.

Når vi lytter, kan vi finde mødepunkterne mellem mennesker, vi kan give gode tilbagespil, men vi kan også blive udfordrede i vores egen tro. Det er jo ofte sådan, at når vi skal forklare vores

egen tro for andre, er der noget, der går op for os!

Tænk f.eks. på spørgsmålet om Guds suverænitet. Muslimer synes, at kristne får gjort Gud for lille. De ser mange kristne, der kun fejrer Gud til jul, og så ellers selv vil være herrer frem til næste jul – så derfor kan jeg godt forstå, at de har brug for at understrege Guds storhed. For mange kristne har gjort Gud lille, men en vigtig pointe i den kristne tro er, at Gud har gjort sig lille ved at blive menneske.

Den pointe kender mange muslimer ikke, og den er vigtig for vores selvforståelse. Men den er også vigtig for os selv at få gennemtænkt, for hvad betyder det egentlig for os i vores daglige liv, at Gud blev menneske? Hvad betyder det for vores muslimske venner? Tro der ikke har været vant til at formulere sig bliver let til slogan-religiøsitet og markeringspæle frem for levende tro.”

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 4

På vores fælles trosvandring yder IKON et helt særegent bidrag til at skabe en atmosfære af tillid, der betyder, at mennesker tør udtrykke sig åbent om deres egen tro – og ikke udtrykker sig defensivt, siger biskop over Roskilde Stift og formand for Danmission, Peter Fischer-Møller.

Foto: Roskilde Stift. Foto th: Danmissions arkiv.

”

Vi er forskellige - men vi er det sammen!

Lamaer og arvesynd Peter Fischer-Møller drager et andet eksempel frem: ”IKON tog initiativ til og faciliterede forrige år under ”Himmelske Dage” i København en dialog mellem Anne Sophie Jørgensen og mig. Anne Sophie Jørgensen er leder af Tigerens Rede, som er et center for meditation og spirituel undervisning.

Vi fik en samtale om tro, som vi ellers aldrig ville have fået, hvis ikke IKON havde bragt os sammen.

Efter samtalen inviterede folkene fra Tigerens Rede mig - i forbindelse med World Compassion Day - til et arrangement i København sammen med en gruppe buddhistiske lamaer fra Bhutan. Der var 250 mennesker til stede ved mødet, der var præget af ”love, peace and understanding” i en grad, så jeg, da jeg fik ordet, måtte

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 5

pege på Paulus’ ord fra Romerbrevet om, at det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg…og fik fortalt om arvesynden, som sætter ord på det menneskelige grundvilkår, at vi oplever ondskab og selv er en del af den. Her gav dialogen mig muligheden for at slippe et gammelt ord ud af fastlåsthed og give det fornyet relevans.”

Et særegent bidrag ”Det afgørende for mig er, at vi i kristendommen tror, at Guds ord blev menneske – men ingen af os, uanset tro, er færdige med at forstå inkarnationen til bunds. Guds sandhed er kommet til os, men vi må aldrig forveksle Guds sandhed med vores tolkninger.

Der er ingen af os, der ejer sandheden, men vi på vej til at udfolde den Guds

sandhed, vi som kristne tror, Kristus rummer. Og på vejen må vi tale sammen om vigtige spørgsmål: Hvordan kan vi leve fredeligt sammen?

Hvordan kan vi modvirke konflikter?

Hvordan kan vi modarbejde ufred?

Og vi må tale sammen om vores dybeste tanker og dele vores tro med hinanden, for kristentro lever af at blive delt.

På vores fælles trosvandring yder IKON et helt særegent bidrag til at skabe en atmosfære af tillid, der betyder, at mennesker tør udtrykke sig åbent om deres egen tro – og ikke udtrykker sig defensivt.

At have sådan et forum er vigtigt, men det kommer ikke af sig selv.

Det skal der arbejdes for! Og det gør IKON. Til lykke med de 25 år.

IKON fyldte 25 år i september 2017 - og formanden for IKONs styregruppe tegner et rids af IKON i dag og fremover.

IKON i dag AF NICOLAJ STUBBE HØRLYCK Præst ved Brorsons Kirke i København og formand for IKONs styregruppe Efter sammenlægningen med Danmission i 2013 har vi i IKON arbejdet med at finde vores ben som en del af en større organisation med en meget lang historie for mission og dialog – samtidig med, at vi forsøger at fastholde det græsrodspræg, som har være IKONs kendetegn siden stiftelsen i 1992.

Det styrker IKON at være en del af Danmissions mangeårige erfaringer med mission og dialog og Danmissions store kontakt ud i dansk kirkeliv – og rent praktisk kan vi læne os op af Danmisssions administrative kapacitet. Det er med til at sikre ansættelsen af den fælles konsulent mellem Danmission og IKON og giver styregruppen mulighed for at koncentrere sig om dialogarbejdet.

Det personlige møde Vi oplever, at den type dialog, som er IKONs varemærke - det personlige, relations-opbyggende møde med mennesker med anden tro - bliver mere og mere relevant og nødvendigt.

Danskernes hverdag er præget af en stigende globalisering, og religiøse strømninger og tanker mødes konstant. Medierne er præget af den øgede spænding imellem religiøse ekstremister, som påvirker os i hverdagen og i vores syn på venner og naboer af anden tro.

I IKON forsøger vi fortsat at skabe relationer og venskaber imellem mennesker af forskellig tro. Vi er nysgerrige på, hvad der er vigtigt for dem, som vi er i dialog med - snarere end at forsøge at finde ud af, hvem der har ret, eller hvem der argumenterer bedst for sin sag. I det møde bliver vi kloge-

re på vores egen tro og praksis. IKON er altså et sted, hvor man kan møde andre mennesker, der er blevet præget af forskellige religiøse strømninger og kan have svært ved at finde nogen at dele denne erfaring med.

IKONs aktiviteter Et flagskib for IKON er i de seneste år blevet kurset Dialogpiloterne, der er et populært weekendkursus i græsrodsdialog, der afholdes skiftevis i Aarhus og København. Vi er særligt stolte af, at planlæggerne og instruktørerne på kurset nu har meget forskellige religiøse baggrunde, og at det er muligt, at kurset foregår i både kirke og moské.

Vi fortsætter med at opbygge relationer til spirituelle og religiøse fællesskaber og enkeltpersoner bla. igennem dialog-roadtrips, studieture til Indien, International work- and study-camp i

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 6

I IKON forsøger vi fortsat at skabe relationer og venskaber imellem mennesker af forskellig tro. Vi er nysgerrige på, hvad der er vigtigt for dem, som vi er i dialog med - snarere end at forsøge at finde ud af, hvem der har ret, eller hvem der argumenterer bedst for sin sag, siger formanden for IKONs styregruppe, Nikolaj Stubbe Hørlyck. Foto udlånt af Nikolaj Stubbe Hørlyck.

Libanon og en årlig retræte med fokus på yoga og meditation. I Aarhus afholdes ugentlige hverdagsmeditationer.

Udgivelse af Magasinet IKON er en vigtig måde at lade vores dialogpartnere komme til orde og fordybe os i relevante emner, og også her har skribenterne meget forskellig religiøs baggrund. Vi vil gerne endnu længere ud med Magasinet IKON og håber derfor, at det på sigt kan udkomme i en elektronisk form, der nemmere kan deles på de sociale medier og med undervisere, studerende og andre interesserede.

At nuancere debatten Som en del af Danmission ser vi det som IKONs opgave at nuancere debatten om, hvad det vil sige at være i dialog og trosmøde - både som et missionsselskab og i vores daglige liv

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 7

med hinanden. Folkekirken udfordres til stadighed af mødet med andre traditioner, og her vil IKON også gerne være en stemme, der nuancerer debatten. I stedet for at skabe afstand og trække hårde linjer imellem, hvem der er inde, og hvem der er ude, ønsker IKON at ruste flere til at gå på opdagelse i grænselandet imellem de

formaliserede religioner. Derude møder vi nemlig ofte nye venner og medvandrere, som udvider vores egen tro og verdensbillede.

”

Som en del af Danmission ser vi det som IKONs opgave at nuancere debatten om, hvad det vil sige at være i dialog og trosmøde.

Tålmodighed, hensyn, hjælp og godhed - om naboer og dialog

AF PERNILLE AAGAARD, HR-konsulent, OG JOHNNY TALTAVULL RØNVED, medlem af IKONs bestyrelse Det er fredag den 28. juli 2017 - eller den 5. november 1438 - alt efter hvilken tidsregning, man benytter sig af.

Vi, Johnny Rønved og Pernille Aagaard fra IKON, er i den muslimske ungdomsforening Salsabil i et af ghettoområderne i det vestlige Aarhus. ”Vi er en ungdomsforening, der først og fremmest er til for at hjælpe beboere i området med at forstå det samfund, de er blevet del af i Danmark. Vi rådgiver, hjælper bla. med at forstå brevene fra myndigheder og har forskellige aktiviteter”, forklarer Mohamed Amiin, der er socialrådgiver og i sit professionelle liv ansat af Aarhus Kommune som gademedarbejder, hvor han er travlt optaget af den verserende bandekonflikt i området. ”Min opgave er at prøve at nå de unge, som myndighederne ikke kan nå ind til”, forklarer han. Ud over sit professionelle virke som rådgiver og vejleder lægger han også rigtigt mange

timer om ugen i ungdomsforeningen Salsabil - og i dialogen med IKON Deltog i Dialogpiloterne ”I 2016 deltog jeg og to andre medlemmer af ungdomsforeningen i ”Dialogpiloterne”. Dialogen med andre trosretninger var helt ukendt land for os, men det er blevet en velsignelse. Vi får nogle gange i ungdomsforeningen besøg af en meget ivrig kristen mand, der søger at overtale os til at omvende os til kristendommen. Men dialogen med IKON er helt anderledes. Her prøver vi at forstå hinanden og derved knytter vi både venskabelige bånd og udfordrer hinanden og lærer af hinanden”, siger Mohamed Amiin med et varmt smil.

Naboer og dialog Ét af de mange tilbud i ungdomsforeningen er fredagsbøn. Vi er inviteret med og kan forstå det meste, fordi der tales dansk. ”Det er en væsentlig værdi for os, at vi taler dansk”, forklarer Mohamed Amiin, ”og det er væsent-

ligt for os, at de emner, vi taler om, har betydning for, hvordan vi er en ansvarlig del af det danske samfund.”

Imamen, som taler denne fredag, taler om naboskab. Det er solid livsvejledning koblet til centrale dele af Koranen. ”Alt vender tilbage til Gud”, begynder han, ”og derfor kan spørgsmålet om, hvordan du behandler din nabo i sidste ende betyde, om du bliver frelst eller ikke!” Imamen fortsætter med at definere begrebet nabo. ”En nabo kan være 1) muslimer og familiemedlemmer, 2) muslimer eller 3) alene naboer – men du skal behandle alle ens, uanset om de er muslimer eller ej. Og der er fire forhold, du skal være opmærksom på i forhold til dine naboer: For det første skal du være tålmodig. Vær i dialog med din nabo og tag ansvar for at løse konflikter. For det andet skal du tage hensyn til din nabo, så du ikke generer dem. For det tredje skal du beskytte din nabos ære og ejendele, så hjælp naboen og træd til. Og for det fjerde skal du vise godhed uden grund. Som minimum kan

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 8

du hilse på dine naboer i stedet for at glo ned i din mobiltelefon, når du møder dem, men du skal også dele dine ting med dem og lære dine børn at dele deres legetøj med naboens børn.

Og det hele gælder ikke bare dem, der bor ved siden af dig, men de nærmeste 40 husstande!” Og imamen slutter med en påmindelse om, at vi alle skal være lys for andre og rollemodeller.

Tålmodighed, hensyn, hjælp og godhed – det er god livsvejledning i forhold til naboskab, men er også gode grundpiller for dialog. Fem medlemmer af IKON og seks medlemmer af ungdomsforeningen har allerede påbegyndt dialogen med hinanden. Og to dialoggrupper mere er på vej – bla. en kvindegruppe.

Det tegner godt for fremtiden i en polariseret verden, at vi ikke bare kan tale sammen, men også ser mødet med hinanden som en velsignelse.

Om Salsabil

• Salsabil er iflg. muslimsk teologi en paradiskilde.

• Ungdomsforeningen præsenterer sig selv sådan på FaceBook: ”Salsabil er et samlingssted for både unge og ældre mennesker. Vi arbejder for at forbedre lokalområdet og deltager aktivt i foreningslivet.”

Om Dialogpiloterne

• Dialogpiloterne er et kursus i dialog, som IKON har afholdt siden 2008.

• Uddannelsen er for enhver uanset religiøs og kulturel baggrund. Det kræver blot, at du er interesseret i dialog og ønsker at lære mere om at navigere i mangfoldighed.

• Du kan forvente at blive udfordret og inddraget i dialogøvelser. Du får redskaber til selv at være i dialog og kompetencer til for eksempel at facilitere en dialogworkshop og dialogforløb i din lokale kirke, moské, på din arbejdsplads eller i din forening.

Kurset er i høj grad baseret på praktiske øvelser og deltagernes medinddragelse.

Næste kursus afholdes i Aarhus den 22.-24. september i Gellerup Kirke og hos Salsabil og med Salsabil som medarrangør. Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til IKONs konsulent Merete Juel Povlsen på mjp@danmission.dk.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 9

Ovenfor: Fredagsbønnen i Salsabil er solid livsvejledning koblet til centrale dele af Koranen.

Foto: Johnny Taltavull Rønved.

Til venstre:Imam Siad Ali og Mohammed Amiin har begge deltaget på Dialogpiloterne.

Foto: Johnny Taltavull Rønved.

Da globaliseringen fortsætter ufortrødent, vil også de interkulturelle møder fortsat stige i antal. Skal vi kunne forstå og håndtere dem blot nogenlunde fredeligt, så er det pinedød nødvendigt, at vi indlader os på samtalen.

Intet alternativ til dialog - fra religion over spiritualitet til synkretisme

AF VIGGO MORTENSEN, dr.theol., tidl. direktør for studieafdelingen i Det lutherske Verdensforbund og tidl. professor i global og økumenisk teologi på Aarhus Universitet Da jeg begynder at skrive på denne artikel, er den altdominerende overskrift på forsiden af dagens Kristeligt Dagblad: Den alternative tro har bidt sig fast. Artiklen (KD 21/7 -17) refererer til en undersøgelse, der viser, at alternative livstydninger er blevet mere normale. Og dagen efter slår avisen i en overskrift fast, at folkekirken er særligt åben for det alternative.

Der er sket meget på de henved 50 år, hvor jeg har fulgt området også forskningsmæssigt. 50 år, siger jeg, så kan Maj 68 passende stå som begyndelsen. Studenteroprøret, der begyndte i Paris, fik også udløbere i Danmark. Men jeg deltog ikke. I maj 1968 fik jeg mit andet barn, så jeg havde ikke megen tid til studenteroprør og gang i gaden. Da nogen kom over på teologi og fortalte, at nu var studenterne gået ind på rektors kontor og havde revet telefonerne ud af væggen, gik jeg ind til min læseplads og fortsatte min eksamenslæsning. Den

politiske del af ungdomsoprøret greb mig ikke. Jeg var optaget af teologien; det var den, jeg prøvede at dygtiggøre mig indenfor. Det var på baggrund af den interesse, at jeg gradvis blev optaget af det åndelige røre, der fulgte i kølvandet på det politiske.

En undergrundskultur Efter min teologiske eksamen blev jeg ansat på såvel Det teologiske Fakultet på Aarhus Universitet som på Århus Seminarium, hvor jeg blev timelærer.

Undervisningen af de lærerstuderende var umiddelbart fascinerende, og jeg besluttede at supplere klasseundervisningen med ekskursioner til de nyreligiøse miljøer, som var ved at blive etableret i den århusianske undergrund. Jeg husker, hvordan vi i et baglokale til et antikvariat i Graven blev introduceret til diverse guruer og spirituelle retninger.

Det var inspirationen fra Østen, der slog igennem. Det var eksotisk, fremmedartet og virkede tiltræk-

kende, - på nogen. Jeg opsøgte disse miljøer mest af nysgerrighed. Det var ikke, fordi jeg var eksistentielt tiltrukket af dem eller seriøst overvejede at gå ind i dem. Jeg var som sagt nysgerrig. Men via den kontakt blev jeg mere opmærksom på de elementer i den kristne tradition, der kunne ligne det nye spirituelle røre. Jeg var aldrig rigtig tiltrukket af at gå mere ind i de nyreligiøse miljøer, men jeg blev klogere på mit eget ved at blive konfronteret med det nye.

Dialog i konfrontation Var det dialog, der udspandt sig ved disse møder? Nej, egentlig ikke. Som for alle nyomvendte gjaldt det også her, at de fleste deltagere var interesserede i at aflevere deres budskab og gøre det tiltrækkende for tilhørerne.

Hold op, hvor har jeg hørt på mange ”missionsforedrag”! Derfra ved jeg blandt andet, at en meget direkte missionsforkyndelse kun sjældent har nogen effekt. Og der blev sjældent udvist

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 10

Væksten i spiritualitet betyder ikke blot, at vi ser nye former for åndeligt liv; også de etablerede religioner påvirkes og transformeres.

Fotocollage: Johnny Taltavull Rønved.

forklare, hvad det gik ud på, når man i nærkamp skulle angribe fjenden og samtidig beskytte sine egne ædlere bløddele. For det er det, krigeren skal.

Han vinder sin identitet ved at slås med sin omverden. Aagaard var en sådan åndelig kriger, der når han i sine studier af nye religiøse bevægelser kom over svig, tvang og bedrag, iførte sig troens fulde rustning og gik til angreb.

Det var de nyreligiøse bevægelser af mere eller mindre okkult tilsnit, som Aagaard var optaget af at demaskere og bekrige. Undertiden også i retssalen. Således blev hans sidste virksomme år brugt til opslidende retssager bl.a. mod Scientology.

interesse for at få sagen belyst fra andre sider.

Det er derfor forståeligt, at dr.theol. Johannes Aagaard, frontløberen i udforskningen af nyreligiøsiteten, udviklede den metode i dialogen, som han gjorde til sin foretrukne og

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 11

systematiserede gennem Dialogcenterets arbejde: Dialog i konfrontation.

Aagaard var en krigsmand for Herren. Han havde i sin ungdom været sekondløjtnant i det kongelige hestetrukne ildsprudende artilleri. Selv har jeg set ham indtage kampstilling og

Den åndløse verdens ånd Mens Aagaard var optaget af dét, skete der noget med den vildtvoksende religiøsitet. Hvad der tidligere var en del af en undergrundskultur, der holdt til i snuskede baglokaler, blev en bred åndelig strømning, der fandt indgang flere steder i mainstream-kulturen, i erhvervslivet og i de offentlige institutioner. Hvor den tidligere var bundet ind i veletablerede dogmatisk strukturerede sociale organisationer som religionssamfund, var den nu løs: løs i fugerne og løs i samfundet, hvor den dukkede op de mest overraskende steder.

Det er situationen i dag, hvor ordet spiritualitet bliver brugt som en sammenfattende betegnelse for en åndelig optagethed. Spirituel kan man være inden for mange forskellige traditioner. Det er derfor spiritualiteten er så appellerende. Man bliver ikke fastholdt og fastlåst.

Den engelske religionsfilosof Don Cupitt bruger billedet af et troshav (’sea of faith’). Det moderne menneske svømmer i et troshav, hvor elementer fra de store religiøse traditioner findes

som vraggods. Og nu er det op til det moderne individ af disse vragrester at sammentømre sin egen tømmerflåde, som man kan manøvrere og dermed overleve i troshavet. Det er det klareste udtryk for den synkretisme, der præger den nutidige forståelse af, hvad der udgør et autentisk religiøst udtryk.

Fra vane til valg Det er således dokumenteret i mange rundspørger, at de fleste mennesker er tilbageholdende med at kalde sig selv religiøse - men godt vil stå ved, at de er spirituelle. Det er uden tvivl, fordi religion forbindes med dogmatisk underkastelse, mens spiritualitet forbindes med individets frihed og inderste overbevisning. Man er stadig på vej, derfor er den mest brugte metafor ’rejsen’. ”Jeg har været på en spirituel rejse”, lyder et ofte gentaget mantra.

Spiritualiteten er formbar og har stor tilpasningsduelighed; derfor får markedet for spirituelle ydelser hele tiden nye tilbud, for ’du har det i dig selv’.

Idet man frigør sig fra ydre bindinger, er målet at nå frem til personens sande jeg, den indre guddom eller den højere bevidsthed. En livsanskuelse eller åndelig horisont er ikke noget, man blot arver eller overtager per tradition. Det er noget, man vælger. Fra vane til valg; det er formelen for den pågående udvikling.

Når spiritualiteten vinder frem, er det fordi den svinger godt sammen med det træk ved det moderne, der fremmer individualiseringen og betoner det personlige valg. Dertil kommer, at det egalitære træk ved megen spiritualitet tiltaler moderne mennesker. I stigende grad ses religionen derfor i spiritualitetens form.

Talen om spiritualitet passer godt til det senmoderne samfund, om man kalder det netværkssamfund eller forbrugersamfund; spiritualiteten finder let sin niche i markedet for religiøse ydelser. Når først de basale materielle goder er sikret, får man overskud til at interessere sig for de åndelige sager

og ens eget dyrebare indre. Med dens rødder i romantik og okkultisme befrugter spiritualiteten den herskende terapeutiske kultur. At udvikle sit åndelige potentiale gennem personlig vækst og udvikling bliver målet.

Væksten i spiritualitet betyder ikke blot, at vi ser nye former for åndeligt liv; også de etablerede religioner påvirkes og transformeres. I den kristne tradition har man ofte kastet skældsordet synkretisme efter dette religionsblanderi. Men det virker ikke mere i de fleste kredse; synkretisme er ikke længere et skældsord men tværtimod et vidnesbyrd om, at individet med egen autoritet og integritet tager styringen.

Forskerne har mange fine ord for den nye situation: ’blending’, ’cross over’, ’patchwork’, ’bricolage’, ’creolisering’, ’double belonging’. Ja, man kan opleve, at man hører til flere steder.

Men hvor har man så egentlig hjemme? Med andre ord: Synkretismen rejser spørgsmålet om identitet. Det er navnlig aktuelt inden for kristendommen, fordi den som en inkarnatorisk religion bestandig antager nye former i mødet med nye lokale kulturer. Derfor er det ikke muligt at tale om én kristen identitet. Der er så åbenbart flere, og de er bestandig til forhandling.

Det har også historisk været sådan, så intet nyt på den front. Derfor har vi mange forskellige kirkelige konfessioner og retninger. Mere end 20.000 hedder det sig plus en voksende række af uafhængige kirker.

Samtidig har vi en Herre, der udtrykte ønsket om, at alle hans følgere skulle være ét. Derfor har man da også tid efter anden iværksat forskellige tiltag for at fremme enheden.

Intet alternativ til dialog Ja, det er jo så her, dialogen kommer ind i billedet som et forsøg på gennem samtale at overvinde de splittelser, der er opstået. Dialogen har først og fremmest udvirket sig som økumenisk dialog mellem forskellige veletable-

rede kirkeretninger. Og her inden for den nutidige økumeniske bevægelse er der opnået bemærkelsesværdige resultater. Her har man også et godt udgangspunkt, nemlig en fælles basis i troen på den ene Herre Jesus Kristus.

På grund af denne succes synes det oplagt også at afprøve dialogen på det interreligiøse område. Det er imidlertid ulig sværere, for hvad er den fælles basis, og hvad er målet for samtalerne?

En mulig fælles basis vil - set fra et kristent teologisk synspunkt – kunne hentes fra en forståelse af, at vi alle er mennesker og således deler de menneskelige vilkår. Men det skal nok vise sig, at forskellene i frelses-forståelse vil betyde, at man ikke som sigtemål for en interreligiøs dialog kan have en institutionel sammenslutning af religionerne eller en anden form for ophævelse af de religiøse forskelle. Alligevel er der ikke noget alternativ til at fastholde samtalen.

Lige siden ordet dialog blev anvendt om Platons gengivelse af Sokrates´ samtaler med de unge mænd, har dialog været et plusord. Undertiden har det fået et dårligt ry, fordi dialogen blev udlagt som skjult proselytmageri eller brugt undertrykkende.

Men da globaliseringen fortsætter ufortrødent, vil også de interkulturelle møder fortsat stige i antal. Skal vi kunne forstå og håndtere dem blot nogenlunde fredeligt, så er det pinedød nødvendigt, at vi indlader os på samtalen. For det er rigtigt, som det står i avisen: Det alternative har bidt sig fast.

Yderligere litteratur til emnet af Viggo Mortensen • Teologi og kritik. Aspekter på halvfjerdsernes danske teologi. Gyldendal 1983.

• Hvad hjertet er fuldt af. En håndbog om mission. Anis 2012.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 12

Religionsmødet er gået fra at være noget, der fandt sted mellem ”dem og os” til at blive noget, der også finder sted midt iblandt os, og vi må derfor opbygge en kristen identitet gennem en løbende dialog med de mange andre, hvor vi lærer dem at kende samtidig med, at vi selv sætter det kristne evangelium i spil.

Guds bankende hjerte - om at være evangeliet tro i mission som i dialog AF NIKOLAJ FRØKJÆR-JENSEN Cand. teol. og sognepræst i Folkekirken Førhen var det religionens fravær, kirken måtte kæmpe med, men som kirke i den vestlige verden har vi den seneste halve menneskealder levet i en situation, hvor andre religioner udfordrer os på en anden måde end den, som vi ellers har været vant til.

Religionsligegyldigheden kom på den teologiske dagsorden ved overgangen til det 19. århundrede, og i løbet af århundredet kom religionskritikken til. En udbredt religiøs indifference i den brede befolkning og kritik af religion fra den intellektuelle elite var altså kirkens centrale udfordring i forhold til religion indtil 1960’erne, hvor tilhængere af andre religioner efterhånden blev så talrige i den vestlige befolkning, at de påtvang sig en plads på den teologiske dagsorden.

I første omgang blev det den religiøse mangfoldighed i sig selv, der blev anset for den største udfordring for kirken. Mange oplevede, at den religiøse mangfoldighed forstærkede den religiøse indifference, der med den religiøse mangfoldighed fik en moralsk overbygning: man skulle udvise tolerance og fredsommelighed, og det blev politisk ukorrekt at gøre

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 13

absolutte religiøse udsagn gældende, da dette kunne forstyrre harmonien i samfundet.

Fra dem og os…

For mange kristne repræsenterede dette en voldsom udfordring i forhold til deres kristne identitet. For dem var det af afgørende betydning, at Kristus forblev det brændende centrum i kirkens forkyndelse og mission. Hvis man anerkendte, at der var andre veje til salighed, frelse og gudserkendelse end Kristus – ja, så kompromitterede man den kristne traditions bankende hjerte.

Andre frygtede derimod, hvad mangfoldigheden ville gøre ved kirkerne. Ville kirkerne lade sig forstene?

Ville kravet om tolerance medføre en kirkelig modreaktion i form af kompromisløs kristen fundamentalisme, der fordømte alle anderledes troende til fortabelse? Hvis en sådan modreaktion på det religiøst mangfoldige samfunds tolerance-moral kom, ville kirken så ikke være med til at skabe social konflikt? Religiøst mangfoldige samfund har op igennem historien vist sig at være skrøbelige og har ofte kollapset i vold og konflikter! Ved at

blive en aktiv drivkraft i forhold til en sådan udvikling mod stadig større social og religiøs konflikt ville kirken da ikke ende med at underminere og kompromittere sit eget budskab om kærlighed og forsoning?

For disse kristne var det derfor vigtigt at forholde sig kritisk til den kærne i kristendommen, der muliggjorde en sådan fundamentalisme.

Påstanden om, at Jesus er verdens eneste frelser og den eneste kilde til sand erkendelse af Gud, var for dem kilden til en forkvaklet kristen selvforståelse, ifølge hvilken de kristne var de eneste, der blev frelst, og de eneste, der kendte Gud. For neden under de stærke udsagn om Kristus som verdens eneste frelser og eneste kilde til sand og ægte gudserkendelse lå den underforståede implikation, at så havde de kristne altid ret og kunne anse sig selv som de gode og sande i en verden, hvor alle andre i værste fald var onde og i bedste fald kun halvgode.

Det giver sig selv, at en sådan kristen selvopfattelse - skabt under dække af en stærk Kristusbekendelse – kan have voldsomme sociale, politiske og menneskelige implikationer og omkostninger.

…til midt iblandt os Diskussionen bølgede, og udviklingen fortsatte. Efterhånden skete der det, at de klare og tydelige skel mellem religionerne begyndte at blive perforeret. Det klare os-dem forhold, som man så i begyndelsen, blev med tiden mere diffust i og med, at mennesker begyndte at bevæge sig mellem religionerne.

Mennesker, der havde haft dybe erfaringer i andre religioner, bragte alt dette med sig ind i kirken. Folk blev gift på tværs af religiøse skel, og deres børn fik ofte hjemme i både mors og fars religiøse univers. Dertil kom, at mange kristne ikke fulgte ”den hårde linje” og begyndte – uden nødvendigvis at bryde med deres kristendom og kirkelige engagement – at eksperimentere med andre religioner og deres praksis. På disse og på mange andre måder bar mennesker det religiøst andet – det stigma, som dette at leve en religion sætter på dem, der følger den – med ind i kirken. Religionsmødet gik på denne måde fra at være noget, der fandt sted mellem ”dem og os” til at blive noget, der også fandt sted midt iblandt os.

Guds bankende hjerte Dette tvang mange kristne til at genforhandle deres selvforståelse og identitet som kristne. Og det tvang hele spørgsmålet om Kristus og religionerne op på et andet plan. Det skete ved, at de store ambitioner om at kunne overskue religionernes verden og Kristi position og rolle i den kom under sønderlemmende kritik. Kernen i kritikken var fastholde, at det store overblik over religionernes verden tilhørte Gud og ikke mennesket. Heller ikke den kristne!

Som kristne kan vi sige, at Kristus er verdens frelser, og at vi i ham ser Guds bankende hjerte. Som kristne kan vi sige, at Kristus åbenbarer Guds plan og mål med sin skabning. Som kristne kan vi sige, at i Kristus finder vi både frelse og forsoning med Gud,

os selv og vor næste. Men som kristne kan vi ikke på denne basis sige ret meget om de andre religioner i verden.

Både som mennesker og som kristne er vi som udgangspunkt en del af religionernes verden, og det er ikke givet os, at kunne anlægge Guds almægtige perspektiv på den. At tale om verden som om vi ser verden i Guds perspektiv, er således intet andet end menneskelig hybris. For os er frelseshistorien uafsluttet. For os er de andre religioners rolle i Guds frelsesøkonomi ukendt, og det er derfor et åbent spørgsmål for os mennesker, hvordan ”kristendommens frelse” forholder sig til de mange andre bud på, hvad frelse er og består i, som vi finder i verdens mange andre religioner.

Ved på denne måde at afvise, at vi som kristne kan overskue frelseshistorien i Guds perspektiv og bruge vores egen kristne forståelse af frelse som en universel nøgle til at forstå det, der sker og foregår i andre religioner, sker der det, at den kristne identitet ”låses op”. Ved at miste drømmen om at kunne dele det guddommelige blik på verden – og dermed tabe en uforanderlig kristen identitet givet hermed – er vi som kristne blevet henvist til skulle finde vores identitet gennem at leve vores tro i forhold til anderledes troende. Eller sagt på en anden måde: vi er blevet henvist til at være kristne som mennesker med al den begrænsning, dette medfører.

Identitet til forhandling Som kristne kan vi ikke længere forstå os selv i forhold til den religiøst mangfoldig verden ud fra en teori om, hvem og hvad Kristus er. Vi kan ikke længere sikre en stærk kristen identitet ved at afskrive alle andre religioner som fortabelsesredskaber og løgnens formidlere ud fra en bekendelse af, at ”i Kristus bor hele guddomsfylden legemligt”. Snarere må vi opbygge en kristen identitet bid for bid gennem en løbende dialog med de mange andre, hvor vi dels lærer dem og det, de

repræsenterer, at kende samtidig med, at vi selv sætter det kristne evangelium i spil i samtalen.

Den kristne identitet i den religiøst mangfoldige verden er således ikke noget fast givet. Det er derimod noget, der til stadighed er sat til forhandling i forhold til det, som vi løbende lærer om de andre, der ved deres tilstedeværelse med det religiøst andet, som de repræsenterer, gør verden religiøs mangfoldig.

Mission og dialog Dette giver en ganske andet og langt mere dynamisk forståelse af, hvad kristen mission er og går ud på. For mange handler kristen mission stadig om, at vi skal dele den fantastiske rigdom, som vi har i evangeliet, med andre.

Kristen mission er her tænkt som et ”overskudsfænomen”, hvor vi, der har sandheden og frelsen, deler ud af vores åndelige rigdom til dem, der ligger i løgn og fortabelse (bemærk igen den kristne selvforståelse, der er indeholdt i denne tankegang!)

En logisk følge af dette bliver, at mission og dialog kommer til at stå i et spændingsfyldt forhold til hinanden. Mens mission handler om vores ”delen ud” af de spirituelle rigdomme, vi har, så handler dialog om, at vi også skal lytte lidt til de andre og det, som de har at sige. Konsekvensen af dette bliver, at mission og dialog får to forskellige sæt af begrundelser og bliver set som to forskellige måder for den kristne at være til stede i verden på i forhold til andre religioner. Men det er en forkert måde at se forholdet på. For det ville betyde, at man så det kristne budskab som noget rent abstrakt – en slags mening eller holdning til Gud. Men det kristne budskab vil mere end det. Det kristne budskab vil formidle en relation til Gud, der handler om tro, håb og kærlighed. Hvad vi derfor gør ved at forkynde det kristne budskab er at invitere mennesker ind i et nyt og revolutionerende forhold til Gud, der har dramatiske konsekven-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 14

ser for menneskers forhold til sig selv og sin verden.

Hvad det kristne budskab betyder, viser vi som kristne derfor ikke blot igennem det, vi siger, men også gennem det vi gør og – hvilket i denne sammenhæng er det centrale – gennem den relation, som vi ønsker at etablere med andre mennesker.

Dermed er det naturligvis ikke sagt, at den relation, som vi kunne ønske os, altid er mulig. Der skal som bekendt to til en tango. Men det ændrer ikke ved det, som er kaldt det ”dialogiske imperativ”: Det at Gud gennem sit Ord vil fællesskab med os mennesker og skabe fællesskab mellem os mennesker bliver ikke mindre af, at mennesker afviser den invitation, som Guds Ord rummer. Guds invitation bliver ikke gjort mindre af menneskers afvisning.

Vi kan som kristne derfor ikke – ved at henvise til en påstået afvisning af os fra de andre – trække vores invitation til relation tilbage og bruge kristendommen fx som identitetsmarkør i en konflikt med de andre. At bruge evangeliet på denne måde er dybest set falsk vidnesbyrd om Gud. Den repræsenterer er en lang diskvalifikation af evangeliet og dets indhold og er dybest set intet andet end kristeligt hedenskab!

Forkyndelse er relation At forkynde et Guds Ord, der som sit centrale motiv inviterer mennesker ind i en ny relation til Gud og til andre mennesker, kan ikke finde sted på en hvilken som helst måde. For sker en forkyndelse på en måde, hvor vi lukker os for andre mennesker, dementerer vi samtidig det budskab, som vi bærer. Af denne grund må autentisk forkyndelse i sit væsen være dialogisk!

Sammen med kristen forkyndelse hører altid en invitation til en åben og gensidig – og dermed dialogisk – relation.

Dialogisk skal i denne sammenhæng naturligvis ikke forstås som ”forhandling”, men som ”relation”.

Dialogen mellem mennesker, hvor vi åbner os selv og vore liv for hinanden (herunder den religiøse dimension), og på den måde skaber et fællesskab mellem os, handler ikke nødvendigvis om at blive enige eller om at nå frem til et eller andet kompromis, som begge parter kan leve med og acceptere.

Denne forhandlingsdialog er speciel udgave af dialog og kan kun finde sted inden for en bredere dialogisk ramme.

Kun dem, der som udgangspunkt ”er kommet på talefod med hinanden” kan også forhandle de konkrete problemstillinger, som deres samliv måtte indeholde, med hinanden.

Set i forhold til, at den kristne identitet er åben og til debat og udfordres af de andre og af det, som de repræsenterer, skaber det en ganske særlig betydning af forståelsen af mission som dialog. For den kristne, der gennem sit budskab inviterer til dialog og relation, har selv en væsentlig interesse i relationen. Det autentisk missionaledialogiske møde er således det sted, hvor den kristne også finder sig selv og lærer sig selv og sit budskab bedre at kende. Netop fordi den kristne identitet er åben og uafsluttet kalder evangeliet os ind i gensidige dialogiske relationer med andre anderledes troende. Det er nemlig her, at den kristne finder sin tro og overvinder sin tvivl!

For tvivlens skyld Hos Matæus gav Jesus missionsbefalingen, da han i Galilæa mødte sine disciple efter sin opstandelse. Og det fortælles, at nogle af disciplene tvivlede, da han kom til dem. Det er bemærkelsesværdigt. Det er det eneste sted i Det Nye Testamente, hvor tvivlen får lov at overleve mødet med den opstandne. Men det gør det altså her.

Og for mig giver det meget god mening at se Jesu befaling til at gå ud i al verden – sammen med den Jesus, der som den opstandne lover at være med os alle dage – som Jesu svar på disciplenes tvivl. Jesus giver sin befaling til mission ikke på trods af, men på grund af, disciplenes tvivl. Jesus kalder os til mission for tvivlens skyld.

Troen findes, når den tvivlende går ud i al verden med invitationen til den store fest – Guds Rige. Hvem vi er, og hvad vi er som kristne, lærer vi i mission gennem det dialogiske møde, som missionen sætter os i med de andre og det andet, som de repræsenterer – og ikke ved, at vi graver os dybere ned i isolation med os selv og hinanden.

Mennesker, der havde haft dybe erfaringer i andre religioner, bringer dette med sig ind i kirken – f.eks. gennem pilgrimsvandring til Santiago de Compostella. Foto: Johnny Taltavull Rønved.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 15

Hvad kan der ske, når to mennesker fra forskellige åndelige udgangspunkter mødes, taler sammen – og ender med at blive venner?

Interspirituel dialog og venskab AF OLE SKJERBÆK MADSEN, tidl. præst i Bethlehemskirken, stifter af I Mesterens Lys og volontør på Areopagos-centret Tao Fong Shan i Hong Kong I september 1998 bragte IKON-bladet en reportage fra en samtale mellem nu afdøde Asger Lorentsen og mig.

IKON præsenterede os således: ”IKON har sat to mennesker stævne. Den ene er folkekirkepræsten Ole Skjerbæk Madsen, der bla. til sit arbejde i Bethlehemskirken i København og i projektet ”I Mesterens Lys” har modtaget inspiration fra den åndelige verden og har vist mange søgende mennesker, der troede kirken var død og uden liv, at den åndelige verden også er en realitet for den kristne. Den anden er Asger Lorentsen, der er den åndelige leder af ”Den Gyldne Cirkel” – et spirituelt fællesskab, der inspirerer mange åndeligt søgende mennesker i Danmark dels gennem kurser og de såkaldte ”Lystjenester” på centret, dels gennem Asger Lorentsens omfattende forfatterskab.

Asger Lorentsen, der selv modtager inspirationer fra den åndelige verden, er i denne sammenhæng særligt interessant, fordi han udefra opfattes som en del af det danske New Age-miljø og som en stor inspirator for den seriøse del af New Age-miljøet…”

Samtalen finder sted godt to år efter I Mesterens Lys er begyndt – ikke mindst pga. det arbejde, Asger Lorentsen stod i inden for Den Gyldne Cirkel og som et svar på den længsel og de indsigter, som fandt sig et udtryk både i og hos Asger selv. Samtalen, som IKON refererer, finder sted på et tidspunkt, hvor et venskab er vokset frem af flere års kontakt.

Når skyggen er ligest Efter at vi i samtalen begge har talt om Guds uerkendelighed sådan som Gud er i sin værens grund, men også om hvordan Gud alligevel giver sig til kende, udbryder Pernille Aagaard, som refererer samtalen til IKON-bladet, nærmest fortvivlet: ”Det er altså stadigvæk ikke til at finde ud af, om det, I siger, er det samme – eller om der er forskelle?” Og det er rigtigt! Asger og jeg er nået et sted, hvor vi på én gang tænker i samme baner og er optaget af de samme spørgsmål, og hvor vi udfordrer og inspirerer hinanden. Foranlediget af Pernille Aagaards udbrud kommer vi ind på vores forståelse af, hvem Jesus er – og her kommer forskellene da også til syne, så at Pernille Aagaard kan afslutte reportagen således:

”Tiden er gået, og der er faldet mange – og svære – ord, og mange tanker farer gennem hovedet på vejen hjem. ”Når skyggen er ligest, da hulke de små”, skrev Grundtvig. For bliver man i fænomenverdenen, da ser meget ganske lige ud, og det er svært at skelne. Og det bliver ikke meget lettere, når man prøver at forholde sig til den åndelige verden bag om fænomenerne, fordi man let forvirres og mister overblikket pga. de mange ord og begreber, som ligner hinanden – og så alligevel…

Derfor er det vigtigt at holde fast i, at det er synet på Jesus Kristus, der skiller. Er Jesus og Kristus to forskellige størrelser, der nok hænger sammen i samme helhed, men alligevel er adskilte? Eller er Jesus Kristus Guds Søn – og dermed både sand Gud og sandt menneske, der frelser mennesker ganske gratis, hvor uudviklede eller enfoldige, de end måtte være?”

Dristigt kirkeligt eksperiment I Mesterens Lys fyldte 20 år i maj 2015, og i den anledning holdt Søren Hauge, som er en anden af trendsetterne i det nyspirituelle miljø, en tale til I Mesterens Lys, og kom ind på det

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 16

venskab, der var opstået mellem Asger Lorentsen og mig: ”I Mesterens Lys karakteriseres ved, at man i mødet med I Mesterens Lys oplever sig set,” sagde han: ”og det er forudsætning for tillid, samarbejde og udveksling af ideer. At se den anden som et menneske og se efter Guds lys i den andens øjne. Det er det dristigste kristelige eksperiment, jeg har mødt.” Og Søren Hauge fortsatte: ”Som repræsentant for de nyspirituelle bevægelser må jeg sige, at det har rørt mig dybt at se dit samarbejde med den nys afdøde Asger Lorentsen, som også var en nær

ven og kollega af mig. Det har været fuldstændig fantastisk at opleve. Og jeg troede ikke mine egne øjne første gang, jeg så, at Ole havde holdt kurser hos Den Gyldne Cirkel …med temaer (karakteristisk for Den Gyldne Cirkel). Var det Asgers program? Nej, det var Oles, og så er man gået rigtig langt, men uden at miste sin identitet og sine rødder.”

Begyndte ikke som venskab Det begyndte bestemt ikke som venskab, for Asger var en ledende skikkelse i Rosenhaven, en nyteosofisk

gruppe, som var startet af Ananda Tara Shan, og som jeg mødte som en del af New Age. Allerede i juni 1984 havde Weekendavisen bragt en artikel af journalisten Øjvind Kyrø om Rosenhaven, som fremhævede sammenhængen med teosofien og påpegede mangfoldigheden af andre elementer i hendes lære: healing, massage, vitamin- og mineralkure, blomstermedicin, astrologi, meditation, udvikling af aura aflæsning og brug af magi. Fra teosofien havde man talen om Det store hvide Broderskab af mestre som Maitreya, Kristus, Buddha, Tibetaneren.

Artiklen nævnte også kontakten med rumvæsener og Kristus-terapi, en regressionsterapi, som kan forløse traumer fra tidligere inkarnationer. Asger Lorentsen nævntes som chefideolog.

Mit store chok ved at læse artiklen var, at en af de daglige ledere havde været med i ledelsen af en kristen, karismatisk bedegruppe sammen med mig. Dette skabte billedet af en forførende bevægelse, som kunne lede mennesker til frafald fra den kristne tro. Dette indtryk forstærkedes på Sind Krop Ånd- messen i KB-hallen 1985, hvor New Age havde sig gennembrud, og hvor jeg på Rosenhavens

Asger Lorentsen ønskede, at andre skulle have del af den gensidige inspiration og åbne samtale, som fandt sted mellem ham og Ole Skjerbæk Madsen. Til venstre er det Franciskanerpater Max Mizzi og Asger Lorentsen i Assisi i september 2007. Fotos: Bente Wolf, Den Gyldne Cirkel.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 17

stand så videoklip fra deres tjenester: en blanding af sange fra Taizé, karismatiske kor, albaer og messehagler, brød-og-vin-ceremoni – og så andre videoklip om bl.a. rumvæsener.

Men det blev et venskab Året efter fik Bethlehemskirken og Kingo Kirke en stand på Sind Krop Ånd-messen - skråt over for Rosenhavens stand, og her mødte jeg Asger Lorentsen første gang. Det blev et møde og et venskab, som kom til at ændre mine forestillinger om mennesker i den nyspirituelle verden. Selv om jeg oplevede nyreligiøsitet og ikke mindst New Age som dæmonisk og forførende, blev de nye religioner og den nye åndelighed alligevel for mig et spejlbillede på mangler i kirken og udtryk for aspekter af kirkens liv, som vi måtte arbejde med, hvis vi skulle møde den åndelige længsel, det også kunne være et udtryk for. Mødet med Asger og venskabet med ham kom derfor til at inspirere mig til nye måder at udtrykke min kristne tro på – både hvad angår fremstillingen af troslæren og kristen trospraksis.

Udgangspunktet for mine første samtaler med Asger var, at jeg fortalte ham, hvordan Rosenhaven provokerede mig, men at jeg gerne ville forstå bevægelsen. Han udarbejdede en studieplan med udgangspunkt i sine egne bøger, og han blev min sparringspartner i de følgende år, når jeg skrev om New Age. Det nuancerede min fremstilling af tro og praksis i de nyåndelige miljøer og betød, at min kritik som regel opfattedes som fair i miljøerne. Ømme punkter i kirken Asger satte også fingeren på ømme punkter i (folke)kirkens liv: ”Det kristne svar må være forbundet med den levende Kristus, dvs. den Kristus der lever gennem hjertet, der i sin nåde skænker Helligånden, og som skaber kærlighedens gerninger. En tilbagevenden til oldkirkens simple

hjerternes fællesskab i Kristus gennem sakramenterne og gennem initiationserfaringen fordrer en levendegørelse i Corpus Christi, som kan give Kristus en bedre mulighed for at nå sine børn gennem kirkerne … Og [hvordan kan det ske] hvis den ydmyge erkendelse af ”de rette meningers” manglende liv ikke vækker smerte over manglen til live?... Menneskene i New Age-miljøet ønsker kun at tages ved hånden af dem, der kender den næste fase af den indre vej mod Gud, som de ønsker at gå. De kan ikke altid overskue, hvor den næste fase fører dem hen, men de kan som regel hurtigt gennemskue om vejlederen eller filosofien bygger på egen direkte erfaring.” (fra et brev til mig som reaktion på et foredrag i 1991).

Dialogen fortsatte privat, men også i situationer, hvor mennesker havde kontaktet det daværende Dialogcentret, fordi de var kommet i krise i deres møde med Rosenhaven.

Og den voksende tillid betød, at vi fik talt vigtige sjælesørgeriske og etiske spørgsmål igennem, bl.a. omkring det forhold, at både kristne vækkelsesbevægelser og nyåndelige bevægelser tiltrækker mennesker, som kan have psykiske problemer.

I Mesterens Lys Mødet med Asger blev igangsættende for I Mesterens lys. Asger og jeg var kommet stadigt tættere på hinanden – ikke mindst da Annada Tara Shan udelukkede ham af Rosenhaven (nu også kendt som bla. Shan, the Rising Light). Der var ikke mange i det nyspirituelle miljø, som viste ham omsorg i den situation, men han oplevede sig mødt af medlemmer af den lokale frikirke og af mig. Egentlig havde jeg jo nok troet, at han ville være blevet lidt mere kirke-kristelig, men i stedet startede han så Den Gyldne Cirkel sammen med sin hustru Yvonne Wassini.

Da jeg derfor i min egen krise fik inspirationen til I Mesterens Lys, blev det afgørende for mig, at vi udvikle-

de I Mesterens Lys på en måde, som sprogligt byggede bro til den teosofisk-orienterede del af de nyåndelige miljøer. Asger og Yvonne var begge med til den første I Mesterens Lysaften i maj 1995, og der har fra starten været mange person-overlap mellem I Mesterens Lys og Den Gyldne Cirkel.

Men Asger ønskede også, at andre skulle have del af vores gensidige inspiration og åbne samtale om både det, vi så ens på, og det, vi så forskelligt på. Derfor blev jeg hvert år inviteret til at undervise på Den Gyldne Cirkel. Ikke mindst har vi haft vigtige samtaler privat og offentligt om reinkarnation og opstandelsestro, men også om f.eks. esoterisk kristendom over for Johannes-evangeliets forståelse af Jesu person og frelsen. Vi har udvekslet manuskripter. Jeg har læst ikke så få af Asgers bøger, før de udkom – og han var interesseret i at vide om de oplysninger, han videregav, var fyldestgørende; det gjaldt bl.a. en bog om tidligere inkarnationer, hvor han beskrev livet i oldkirken.

Asger døde 21. januar 2012, og måske var denne dag også kronen på vort venskab. Jeg skulle undervise på Den Gyldne Cirkels gralstjeneruddannelse netop denne dag, og mange i Den Gyldne Cirkel opfattede Asger og mig som tvillingesjæle, som havde en fælles opgave - om end i hver sin åndelige strøm. Den 31. januar forestod jeg sammen med Asgers enke, Yvonne Wassini, hans bisættelse fra kapellet ved Hillerød Hospital, og Den Gyldne Cirkel og I Mesterens Lys har stadig et venskab. Så sent som i pinsen i år var præsten og musikeren Torsten Borbye Nielsen og jeg på Den Gyldne Cirkel for at undervise om Helligånden og lede en Helligåndsceremoni – dvs. invitere deltagerne ind i en erfaring af Helligånden som den, der skænker nyt liv i Jesus Kristus.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 18

Det, der driver mig til at tale med nogen, der lever med og i deres tro, er spørgsmålet om, hvor Gud er henne hos den anden, fortæller Agnete Holm, der gennem mange år har været rejsende i dialog.

Længsel og nysgerrighed - på dialogrejse i hele verden

AF STEEN BONDE Cand. theol. og hospitalspræst Agnete Holm er opvokset i Japan i en multikulturel kontekst, hvor hendes forælde var udsendt som missionærer.

Hun kom hjem som teenager, rejste senere på egen hånd til Indien, mødte Dialogcentrets projekt ”Vestens Unge” og blev selv volontør i ”Vestens Unge”.

Da hun kom hjem engagerede hun sig i det nystiftede IKON og var frivillig medarbejder gennem mange år. Samtidig studerede hun teologi på Aarhus Universitet og efter studierne blev hun ansat som dialogkonsulent i Danmission, hvor hun har virket i Indien, Myanmar, Libanon, Danmark og lejlighedsvis i store dele af Mellemøsten.

Agnete, jeg kender ingen, der som dig i så lang tid har været engageret i dialog - ikke bare som en metode, men som en livsstil. Jeg er nysgerrig efter af vide, hvad det er, du ser i dialogen som et livsgrundlag, som næsten er lige så vigtigt for dig som at trække vejret?

- Jeg tror, svaret vil være forskelligt alt efter, hvornår du spørger, og det er måske det første led i et svar: at der ikke er noget statisk svar på noget så dynamisk som dialog. Mit svar lige nu er, at når jeg ser tilbage på hele mit liv, har der været især to ting, der har drevet mig: længsel og nysgerrighed.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 19

Længsel og nysgerrighed Nysgerrighed kender de fleste, men hvad er længsel?

- Man kan længes efter mange ting, men jeg har altid været draget af at have forbindelse med andre mennesker – ikke bare ligegyldige forbindelser, men noget der rører mig.

Vi har alle den længsel, for det er et grundvilkår. Men der er for mig også noget mere i det: også en længsel efter at gå på opdagelse i, hvor Gud er på spil. Hvordan giver Gud sig til kende i dig, hos dig og med dig? Med en barndom i et land og ikke mindst en skole, hvor folk tænkte og troede og var anderledes, har jeg accepteret helt ind i min sjæl, at mennesker er forskellige, og at det er en rigdom. Min tro blev formet i en kirke i Japan, så tro og menneskesyn er formet sammen. Jeg ledte derfor også efter Guds spor i de andres tro, og har slet ikke kendt den hurdle, at ”jeg er kristen, du er buddhist – ergo er der altså ikke noget at hente hos dig”. Da jeg blev ældre opdagede jeg, at andre voksne skulle kæmpe med det.

Så det, der driver mig til at tale med nogen, der lever med og i deres tro, er spørgsmålet om, hvor Gud er henne hos den anden. Måske sætter de andre ord på det samme og måske sætter de ord på noget, jeg aldrig

har mødt før, men i min teologi og tro er der stadig en forundring over Guds storhed, og jeg føler mig på en eller anden måde rigere og lettet. Lettelsen er en slags rummelighed, hvor mit rum til stadighed vokser. Der er stadig brug for mere plads, og der må være endnu højere til loftet. For nogle kan det skabe utryghed, men for mig blev det en lettelse. Når der er plads til andre, så er der også plads til mig.

Det betyder også, at jeg har udfordringer i mødet med det anderledes, for hver gang jeg kommer dybere ned i en anden religion og kultur, støder jeg ofte først på fascination, berigelse og anden visdom, og så støder jeg på det, jeg skal kæmpe lidt med. Teologisk kæmper jeg mest med islam – ikke på papiret, men med de mennesker, der udøver det. Tidligere var det måske mere hinduisme og buddhisme, men det gik hurtigt op for mig, at der for det første er mange hinduismer og mange buddhismer, og der er endnu flere nuancer i måden, mennesker lever med deres overbevisning om f.eks. karma og reinkarnation. Når man læser sig ind på religionerne, får man viden, men den får først liv, når man lærer mennesker at kende. Hvis man f.eks. møder 10 eller 12 personer, som siger noget andet, end det man har læst, så er det dem, der kommer til

Ovenfor: På de dialoglejre, dialogkonsulent Agnete Holm har faciliteret i Mellemøsten, er det hendes opgave at hjælpe deltagerne med at være i dialog med hinanden ved hele tiden at tale ud fra sig selv, så det ikke er imamens stemme, der lyder i baggrunden, men deres egen.

Foto: Ahmed Hamed. Foto th: Danmissions arkiv.

at fylde mest. Religion er meget mere dynamisk, end de fleste tror.

At tale ud fra sig selv Nu siger du, at det, der udfordrer dig mest, er mødet med muslimer. Man skulle jo tro at islam som en monoteistisk religion ligger kristendommen nærmere. Hvorfor er islam mere udfordrende for dig?

- Hos de fleste muslimer fylder rammen mere end indholdet. Jeg møder rigtigt mange muslimer, som ikke tør udtale sig om islam, for det er kun imamer og sheiker, der må udtale sig om islam. Og så bliver det, de fortæller fx noget om de fem søjler, eller hvad der er rent og urent. Det er ikke interessant, for det kan jeg læse i bøgerne.

Det, der er interessant, er den anden som troende, og hvordan troen kommer til udtryk i det daglige liv. Hvad er det, der er på spil hos den anden? Og her møder jeg mange muslimer, der er bange for at tale om det eller ikke kan, fordi de forveksler viden og ånd.

Når jeg møder muslimer af den slags, bliver jeg trist. Men når jeg møder imamer og sheiker, som er faldet til ro i deres tro, bliver det spændende. Og jeg har heldigvis mødt mange, som

har fyldt deres rammer ud med f.eks. sufisme, levende bøn osv.

På de dialoglejre, jeg faciliterer i Mellemøsten, er det min opgave at hjælpe deltagerne med at være i dialog med hinanden ved hele tiden at tale ud fra sig selv, så det ikke er imamens stemme, der lyder i baggrunden, men deres egen. I den asiatiske kultur er det ikke en værdi at tale ud fra sig selv og sit eget liv, men at kunne noget udenad, som er tilegnet som en lære.

Derfor er dialogen med muslimer ofte meget svær, og det tager lang tid at komme frem til et fælles udgangspunkt.

I Mellemøsten kan flere tale ud fra sig selv, men deres egen tro og deres længsler er dybt begravet under kriser, konflikter og aggressioner, fordi der i så mange år har være krige og konflikter. Mange har mistet nære pårørende og ligget bange i deres seng og hørt bomberne falde. I den situation er det meget smertefuldt at få kontakt til længsler, en spirende tro og en kreativitet. Og så giver meget faste rammer, faste dogmer og faste svar en tryghed, som man kan holde fast i. Det er måske ikke kun, fordi det er islam, men det vilkår, som mange muslimer har

levet under i mange år, der gør, at dialogen bliver svær, og det gør mig trist.

En forvandlende erfaring Lykkes det på de lejre, du faciliterer for 30-40 unge mennesker af forskellig tro, at få den dialog igang, som du efterlyser.

- Ja, det lykkes faktisk ofte. Ikke med alle, men det er en fantastiske glæde at opleve, når det sker. Når deltagerne kommer, er deres selvbillede, at de er tolerante og rummelige og sagtens kan acceptere diversitet. Det er alle de andre, der er intolerante og begrænsede. I de første to til tre dage går de rundt i et slags Utopia, og de spørger mig ofte, hvorfor vi har valgt dem i stedet for dem, som virkelig er intolerante. Så siger jeg til dem: I er også intolerante, vi er alle intolerante, og vi har alle den side i os. De første dage kan vi godt holde skansen, men efter tre til fire dage begynder det at krakelere, og så kommer der kurrer på tråden, forskellighederne træder frem, og de begynder at beskylde hinanden for forskellige ting. Og så bliver de skuffede, fordi de troede, at de havde været i gang med at skabe et slags Utopi.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 20

I de første dage øver vi os egentlig meget teknisk på at være i dialog: Hvordan lytter jeg, hvordan taler jeg, hvordan lærer jeg min egen dialogstil at kende, og hvordan bliver jeg opmærksom på mine styrker og svagheder og på, om der er noget i mig, der forhindrer en god dialog? Taler jeg for meget? Taler jeg for lidt, så jeg egentlig ikke meddeler mig? Nogle bruger ikke øjenkontakt, andre kan ikke sidde stille. Alle har deres udfordringer. Det er altså den tekniske del, og de fleste bliver opmærksomme på, at det påvirker de andre, hvis man f.eks. kigger væk, bruger sin telefon og lignende. Selv om de ikke troede, de forstyrrede, så gjorde de det alligevel.

Så kommer det åndelige i spil.

Men her stiller mange sig på bagbenene, for de ønsker ikke at diskutere og ryge i totterne på hinanden. Til det siger jeg, at vi jo ikke er der for at finde ud af, hvem der har ret, men vi er der for at dele, og så begynder vi på de mere enkle spørgsmål med de regler, vi har lært de første par dage. Så begynder deltagerne at opdage, at hvis vi holder os til reglerne, så ryger vi ikke i totterne på hinanden.

Derefter sender jeg dem afsted på en ”pilgrimsrejse” – en kristen og en muslim. Hvis de ikke kan komme i gang, har de fået to eller tre spørgsmål med, som de kan tage udgangspunkt i. Det er helligt i sig selv at bære på hinandens trosfortælling: Fortæl om første gang du bad til Gud. Kan du huske engang, du ikke følte, du blev hørt af Gud? Det er spørgsmål om, hvordan de voksede i troen, troskriserne og lignende. Når deltagerne kommer tilbage, fortæller de mig, at de ikke vidste, at den anden havde troskriser, anfægtelser, håb og længsler fuldstændig, som de selv har. De fortæller, at de faktisk oplevede sig selv i den andens fortælling. I det øjeblik man bruger sin tro og deler den med hinanden, så er det umuligt at hade hinanden, for det er det sted, der knytter os mest til det at være menneske, samtidig med

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 21

at det er det sted, der knytter os til Gud. Det oplever de i løbet af måske fire timer. Det er en forvandlende erfaring.

Hvem er fjenden Kan den dialog gennemføres med alle uanset hvilket tro man har?

- Mange af især de syriske unge spørger mig, hvorfor vi ikke får fat i nogle af ISIS-krigerne og terrorristerne. De er jo udsat for en form for hjernevask eller indoktrinering. De har jo også en længsel, som er grunden til, at de tager afsted. Jo dybere, de kommer ned i det, jo mere kommer de væk fra det menneskelige. Det er jo lettere at slå ihjel, når man har dehumaniseret den anden. Den form for dialog, jeg har beskrevet genopretter menneskeligheden i den anden. Men det er klart, at man ikke kan stå med alle sine trostalenter over for en, der peger på én med et våben, for i den situation er man ikke en menneske men et objekt for den anden. Så det handler i al dialog og i det hele taget i konfliktløsning om at få skabt nogle rammer, der gør, at vi bliver gjort til mennesker over for hinanden.

Det handler altså om at få bragt mennesker sammen dér, hvor de kan være mere mennesker. For dem – fx de unge, der har været med på en dialoglejr – der begynder at reflektere over det, de har oplevet på sådan en pilgrimsvandring, begynder det at blive sårbart. Når de opdager, at også den, der måske har slået en nærtstående ihjel, er et menneske med længsler og drømme og alt det, der hører til det at være menneske, så bryder deres verden ofte sammen, og så må vi være der for at samle dem op igen. Det er her, de opdager, hvem den virkelige fjende er: hadet og aggressionen og ikke det andet menneske. Det tager lang tid at få sat det på plads, men en endnu større udfordring er at komme hjem til deres familie og venner og fortælle, at de nu har indset, at den anden ikke er deres fjende. Det kommer

de ikke langt med. Og skal de overleve i deres egen familie, er de nødt til at vende tilbage til de gamle mønstre.

Alene klarer man sig ikke i et kollektivt samfund, hvor man er afhængig af hinanden.

Derfor har vi gennem nogle år arbejdet på at oprette lokale grupper, hvor de, der har deltaget på en lejr, kan mødes og støtte hinanden. For har de én gang erfaret den anden som et menneske som sig selv, så glemmer de det ikke, og derfor kommer de ofte i et dilemma. Sådanne lokale grupper kan have stor betydning for deres videre liv. De vil altid længes efter den dialogiske situation igen.

Gud og menneske Du sagde til indledning, at du er på jagt efter Gud i den anden. Det, du taler om her, er jo mere spørgsmålet om, hvor mennesket er i det anden.

Hvordan hænger det sammen?

- Ja, det gik jo op for mig efterhånden, at det hænger uløseligt sammen.

Jeg oplever, at jo mere Gud, jeg finder, jo mere menneske finder jeg også.

Så jeg fandt det guddommelige i det menneskelige og omvendt. Det var for mig hele gudsmysteriet, essensen i kristentroen, og derfor blev dialogen til meget mere end blot nogle teknikker til, hvordan man skal tale, og hvordan man skal lytte. Og jeg bliver mere og mere optaget af, hvordan mennesker opdager og oplever det selv, fordi glæden bliver så stor, når det går op for en – det er som om livet får meget mere plads i det møde.

Hvordan er det så med de akademiske konferencer, som finder sted overalt?

- De har også deres betydning, fordi de legitimerer, at lægfolk, almindelige folk, taler sammen på tværs af religionerne og de forskellige retninger inden for de respektive religioner.

Men der er også store skuffelser forbundet med dem, for der kommer ofte gode udtalelser fra disse konferencer, men intet er forandret bagefter.

Jeg har deltaget i sådanne konferencer adskillige gange, og har oplevet, at de dog har en anden side - nemlig alt dét, der foregår i korridorerne og i kaffepauserne, hvor man får talt med hinanden på to-mands-hånd. Og så får man en helt anden og mere personlig samtale. Når jeg har haft en sådan samtale, spørger jeg ofte, om jeg må komme og besøge vedkommende næste gang, jeg kommer til Mellemøsten, og det er blevet taget godt imod.

Der er flere eksempler, men lad mig tage et par stykker. På en af vores dialoglejre havde vi et længere projekt, som varede en helt år. Det var libanesere, og det lykkedes os at få et par shiamuslimer med, og det havde de fået lov til at sheiken. Han gjorde det lidt modstræbende, fordi han var forbeholden over for mig som dansk kvinde, der skulle undervise dem. I 2007 var det stadig noget betændt på grund af de karikaturtegninger, som en dansk tegner havde tegnet. Det var desuden mindre end et år efter krigen mellem Israel og Hisbollah. De tre unge ville sidde hos mig, og de spurgte meget til Danmark, til mig og til min teologi. Jeg var klar over, at jeg måtte svare på det hele og tage dem alvorligt. Efter sammenkomsten vendte de tre unge tilbage og berettede for sheiken, hvad de havde erfaret. Senere fik jeg en indbydelsen fra sheiken, og han stillede stort set de samme spørgsmål som de unge, og jeg svarede igen omhyggeligt. Det endte rigtigt godt, vi spiste frokost og så spurgte jeg, om jeg måtte komme igen, og det gjorde jeg så adskillige gange de efterfølgende år.

Et af de spørgsmål, som kom til at optage os tog udgangspunkt i et spørgsmål, han stillede mig. Han kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke kunne se deres lidelse. Jeg forklarede og fortalte om vores velfærdsstat: at hver gang et menneske bliver sygt, har vi gratis hospitalsbehandling, at vi kan blive sendt til psykolog og få terapi – gratis. Vi har gratis undervisning og uddannelse. Der er ikke nogen, der be-

høver at sulte i Danmark, og bliver vi arbejdsløse kan vi få understøttelse af staten. Derfor kender vi ikke til lidelse, i det omfang, han beskrev – men jeg sagde også til ham, at der er dermed også noget, vi går glip af som danskere. Vi går glip af den visdom og de dybder, de lærer at kende ved at gennemgå den slags lidelser, som de gennemgår. Efter det svar sagde sheiken, at det var første gang, han havde fået et ordentligt og ærligt svar fra en fra Vesten…et svar som medgav, at der er noget, vi ikke forstår. Men også et svar, der gjorde, at han bedre kunne forstå Vesten, ikke som noget negativt, men hvor han også kunne se værdierne i de samfund, vi har.

Kognition og kropslighed Fornemmer jeg rigtigt, at det ikke kun drejede sig om en kognitiv forståelse, men en kropslig forståelse?

- Ja, og det var også det, han talte om. Til sidst sagde jeg, at det, jeg kunne tilbyde, var min forbøn. Så vi talte altid om bøn, når jeg var der. Vi talte altid om Gud, og det var ofte mig, der bragte det på bane. Det gjorde noget ved ham, og det gjorde noget ved mig.

Der var også en anden sheik, som var leder af den største moske i Syrien og søn af den tidligere storimam, som var meget populær i Syrien. Sønnen har videreført hans teologi og den moske og de skoler, som faderen havde startet. Han var meget ivrig efter samtaler og havde de samme spørgsmål om Danmark, som den anden, og vi havde hele diskussionen om ytringsfrihed og frihedsrettighederne i det hele taget. De kunne ikke forstå, hvorfor regeringen ikke bare kunne forbyde karikaturtegningerne. Men jeg forsvarede dem og fortalte, at selv om jeg ikke var enig, ville jeg til enhver tid forsvare menneskers ret til at sige det, de vil. Jeg fortalte ham derfor om en dag, hvor min far, som er kristen, havde hjulpet en buddhist, som ikke selv kunne gå, op til et tempel i Japan – og ikke alene hjalp ham op til

templet, men han hjalp også den gamle med det, han skulle gøre i templet.

Sheiken blev meget berørt af den fortælling, men jeg tror, han blev mere berørt af min relation til min far, fordi den mindede ham om hans relation til sin far. Og det skabte en helt særlig forbindelse mellem os. Senere er jeg blevet taget ind i hans familie, og han gav mig en bedekrans. Så bad jeg ham lære mig, hvordan man bruger kransen, og det gjorde han. Senere spurgte han mig, hvordan jeg bad, og det fortalte jeg ham. Han viste mig også sin fars Bibel. Den havde han selv taget til sig og læst flittigt i, som hans far havde gjort. Han længtes efter nogle fra Vesten, som ville tale om deres tro, og hos hvem han kunne genkende noget af det, han læste i Bibelen.

Essensen af dialog Hvad er for dig essensen af dialog?

- Det er mødet mellem det guddommelige og det menneskelige…at vi bliver mere menneske af at være i dialog og i forbindelse med et andet menneske, men der bliver også mere gudsnærvær. Det har at gøre med hele det mysterium, som Gud er: at Gud er både Gud og menneske på én gang – og når man i dialogen opdager sin egen menneskelighed, er Gud tilstede.

Ikke for at sige at Gud ikke er til stede andre steder, men i dialogen kan vi få lov at få et glimt af, hvem vi er sammen med: Gud og den anden.

Jeg kunne tænke mig af afslutte dette interview med et citat af Martin Buber, som ligger helt i forlængelse af det, du siger: Wo zwei wahrhaftig beisammen sind, sind sie es im Namen Gottes (Hvor to er sandfærdigt sammen, er de det i Guds navn).

- Essensen af dialogen er egentlig kærlighed. Det er den umulige kærlighed, der måske forandres til kærlighed, og det kan vi ikke i egen kraft, men kun ved en kraft, der er stærkere end os: for mig har dialogen med Guds kærlighed at gøre.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 22

Dialog og ydmyghed Interreligiøs dialog er ikke noget, der bare skal tales om, men noget, der skal praktiseres - altså noget, vi gør. Læs videre om en sydindisk hilsen og interreligiøs ydmyghed.

AF MICHAEL HIGHBURGER, munk i den katolske camaldolenser-orden og bosat i Indien Oversættelse fra engelsk ved Johnny Taltavull Rønved Mange danskere, som gennem årene er kommet til Sydindien med IKON og Danmission, kan berette om stærke og eksperimenterende oplevelser med religionsdialog. I kølvandet på de tidligste danske missionærer i Sydindien, så langt tilbage som i Trankebar i 1705, besøger præster, kirkegrupper og dialoggrupper nu Arcot Lutherske Kirke i Tiruvanamalai i Tamil Nadu.

Hvis deres erfaringer blev samlet og udgivet, ville det være interessant og oplysende læsning. Noget af det, disse beretninger ville afsløre, er, at interreligiøse erfaringer ikke begrænser sig til formaliserede møder, men gennemsyrer hele den kulturelle sammenhæng.

Bare at være i Indien er allerede en interreligiøs erfaring, for allerede, fra man lander i lufthavnen, møder man den indiske hilsen, som er et ritual mættet med teologisk mening.

Namaste I Indien, lige som i mange andre asiatiske lande, bliver den almindelige hilsen ”Namaste” ledsaget af en håndbevægelse, kaldet pranamasana, hvorved hænderne samles håndflade mod håndflade foran brystet. Fingrene er vendt opad i en holdning, som formidler respekt og ærbødighed. Namaste betyder: Jeg ærer det guddommelige i

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 23

dig, eller som det står i Det gamle Testamente: Skabt i Guds billede. Denne almindelige hilsen ”udtales” med hele kroppen, idet håndbevægelsen ledsages af et let buk. Dette namaste-buk udtrykker en fuldstændig anerkendelse af det guddommelige i ethvert menneske, som befæster og forener sindet og fremkalder ærbødighed og ydmyghed. Vi har i Vesten den samme håndbevægelse, der, selvom den ikke er blevet brugt som hilsen, er blevet brugt ved bøn før i tiden.

Når en nys ankommet Indiensrejsende tænker på alle de overvældende indtryk, er der meget, der skal bearbejdes. Namaste-hilsenen er blot et af mange indtryk, og megen indsigt kan vindes ved at studere den teologiske betydning af denne hilsen. Der er noget næsten sakramentalt over denne handling, som tvinger en til at undres over den lighed med Gud, vi alle er skabt med, hvis vi tager 1. Mosebog alvorligt. Husk på Rabbi Elimeleks kendte sætning: Den, som ikke ser Gud i alt, ser ikke Gud i noget. Øvelse i ydmyghed Når vi vesterlændinge første gang kommer til Indien, gør vi alle den samme fejltagelse og mislykkes, når vi prøver at følge denne lokale skik. Vi lykkes stort set med at folde hænderne

korrekt, vi husker at bukke os let, men vi glemmer oftest at sænke blikket. I en formel hilsen, for eksempel når man første gang introduceres til et andet menneske, vil en inder altid sænke blikket, når han eller hun bukker og folder hænderne. Dette er måden at formidle ærbødighed og ærefrygt for gudbilledligheden i den anden og en måde at vise den ydmyghed, der kræves af os, når vi møder et andet menneske. Mange vesterlændinge viger tilbage for at vise denne ydmyghed over for et andet menneske. Men dette udtryk for ærbødighed er klart beskrevet i Bibelen. Et eksempel på dette er fodtvætningen, som beskrives i Johannesevangeliet. Jesus rejser sig fra måltidet, vikler et håndklæde om sig og begynder at vaske disciplenes fødder. Peter modsætter sig først, da han mener, at Jesus ikke bør nedværdige sig til denne handling, men Jesus siger, at hvis ikke Peter tillader dette, har han ikke del i ham, og Peter svarer: ”Så ikke bare fødderne, men også hænderne og hovedet.” Da Jesus har vasket deres fødder siger han: ”Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer?..... Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”

Det, Jesus her tilskynder disciplene til, har ikke noget med rene fødder at gøre. Snarere er det en øvelse i ydmyg-

hed og respekt, en øvelse i at udvikle en sund forbindelse mellem mennesker.

Ligesom nadveren er det et krav, han stiller til sine disciple. Men den kendsgerning, at fodtvætningen i århundreder stort set er blevet glemt af vestlige kristne, er meget sigende. Og hvad har sænkning af blikket i den indiske hilsen at gøre med fodtvætningen? De to handlinger ligner hinanden ved, at de begge indebærer ydmyghed og underdanighed. At udføre dem forudsætter et sundt selvbillede. Hvis vi ikke helhjertet kan ære en anden person, hvis det at udføre en sådan handling får os til at føle os nedværdigede, mangler vi selvrespekt. Ydmyghed er at se os selv, som vi i virkeligheden er, når alle vore facader væk, og vi er villige til at erkende vore styrker og svagheder.

De kommer frem, når vort behov for at forskønne vort selvbillede erstattes og afløses af en uimodståelig erfaring af tro og den endelige erkendelse af, at lige meget hvem, vi er, er vi retfærdiggjort af vor tro og håb i Gud. Narcissistisk selvbedrag Forestil at du er i biografen. Mens vi ser filmen, opfattes historien og skuespillerne sikkert som en realitet; vi lever os ind i dette bedrag. Men tænk, hvis der manglede et stykke af lærredet. Hver gang skygge og lys ramte det manglende stykke, ville vi for et øjeblik blive løsrevet fra dette bedrag og mindet om, at vi bare sad i en biograf.

I det virkelige liv er sådanne huller i vort narcissistiske selvbedrag ganske brugbare til at minde os om, hvem vi egentlig er.

I Indien er det forbløffende at se, hvor almindelig denne ydmyghed er både i professionelle kredse og blandt autoriteter. Det er interessant at have et formelt møde med en person, man selv beundrer, en, som ikke bare har en høj position i samfundet, men som også besidder både menneskelige og moralske kvaliteter. At hilse på en sådan person, i en asiatisk kontekst, vil forbavse, for personen vil uvilkår-

ligt sænke blikket i ærbødighed og respekt, når de hilser dig. Ingen er udelukket fra denne skik, som kan opfattes som en konstant påmindelse om, at som skabt i Guds billede er der ingen standsforskel. Ligesom hullet i filmlærredet ryster namaste os ud af den almindelige realitet af sociale hierarkier og leder os mod noget større.

Den indiske hilsen er kun en af mange interreligiøse overraskelser, der venter den Indiensrejsende. Hvis vi tillader os selv at opleve og deltage uden på forhånd at vurdere og bedømme, kan vi få forbløffende oplevelser, og en fremmed traditions skikke og praksisser kan lede os til et dybere og mere autentisk forhold til vore egne.

Den indiske hilsen Namaste betyder: Jeg ærer det guddommelige i dig, eller som det står i Det gamle Testamente: Skabt i Guds billede.

Foto udlånt af Michael Highburger.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 24

Danmark har ændret sig markant gennem de sidste 25 år – og det har dialogen også.

Det danske dialoglandskab gennem 25 år AF MOGENS MOGENSEN Konsulent i intercultural.dk For godt 25 år siden vendte jeg hjem til Danmark efter 10 år som missionær i Nigeria og oplevede mødet med et samfund, der havde forandret sig markant. Min barndoms og ungdoms Danmark havde været et monoreligiøst samfund, præget af kristendom og og en tiltagende sekularisering. Fremmede religioner var ikke en del af hverdagen, men noget man læste om, og jeg læste netop i begyndelsen af 70’erne religion på universitetet. Det var først, da jeg som gymnasielærer i bl.a. religion omkring 1980 arrangerede en studietur til København for en af mine klasser – og dér bl.a. besøgte Danmarks første moské i Hvidovre at jeg personligt mødte en muslim og talte med ham om hans og min tro.

Og så er det alligevel ikke helt sandt, at Danmark i 70’erne var et monoreligiøst samfund, og at jeg ikke i 70’erne havde mødt anderledes troende. For den østligt inspirerede såkaldte nyreligiøsitet var et påtrængende fænomen, som nogle af mine venner, bekendte og slægtninge var dybt engageret i. I mødet med de nyreligiøse var dr.theol. Johannes Aagaard en pioner, der med dannelsen af Dialogcentret var med til at sætte dialog på dagsordenen.

Dialog i udvikling Når jeg tager afsæt i min egen historie,

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 25

er det fordi, den på mange måder er typisk. Det var i årene som missionær i Nigeria, at mødet med mennesker med en anden tro – i dette tilfælde muslimer – blev en del af min hverdag, at jeg fik muslimer som naboer og venner, og at jeg gjorde mig erfaringer med religionsdialog. Da jeg i begyndelsen af 90’erne slog mig ned i Danmark igen, var kultur- og religionsmødet – og især mødet med muslimer – blevet et meget ”hot” emne, og derfor var det for mig helt naturligt at engagere mig i mødet med mennesker med en anden tro end kristendom, og i de sidste 25 år har jeg bevæget mig rundt i det danske dialoglandskab som observatør, debattør og aktør. En helt central del af dette dialog-landskab har været IKON, der netop blev dannet for 25 år siden, da en gruppe medlemmer af Dialogcentret brød ud og dannede deres egen organisation.

Baggrunden for den interreligiøse dialog er, som nævnt, at det danske samfund især i de seneste 25 år er blevet mere og mere religiøst mangfoldigt. Den numerisk set største, men samtidig meget vanskeligt kvantificerbare gruppe, er de mennesker, som i en eller anden grad er blevet påvirket af østligt inspireret religiøsitet eller spiritualitet. Undersøgelser har fx antydet, at op imod en femtedel af befolkningen tror på reinkarnation.

Denne gruppe består næsten udeluk-

kende af personer med en dansk kulturbaggrund og i mange tilfælde også en kulturkristen baggrund, mens tilhængere af en af verdensreligionerne islam, hinduisme og buddhisme – med nogle markante undtagelser – er indvandrere eller mennesker med en indvandrerbaggrund. Undtagelserne udgøres af de efterhånden tusinder af konvertitter. Det jødiske samfund udgør her en mellemgruppe, idet flertallet af dem har boet i Danmark i mange generationer, men naturligvis uden at have en kulturkristen baggrund, og et mindretal er nylige indvandrere.

Disse afgørende forskelle indebærer naturligvis forskellige forudsætninger for dialogen, ligesom de også påvirker dialogens indhold og formål.

I mange år var hovedfokus på dialogen med de østligt inspirerede bevægelser, mens der i dag er mange flere grupper inddraget i den interreligiøse dialog.

Det er derfor karakteristisk for udviklingen, at den bevægelse, som for 25 år siden brød ud af Dialogcentret, kom til at hedde IKON – Informations- og samtaleforum for Kristendom og Ny Religiøsitet – og at de færreste i dag husker, at Ny Religiøsitet indgår i bevægelsens navn.

Erfaringer fra mission Missionsselskaberne havde i over 100 år høstet erfaringer fra mødet med tilhængere af andre religioner i Afrika

og Asien, og derfor kan det ikke undre, at det i høj grad var tidligere missionærer og andre, der havde været engageret i mission og studiet af mission, der var blandt dialogens pionerer i Danmark.

Med afsæt i det økumeniske og missionsteologiske miljø på teologisk fakultet i Aarhus etablerede Johannes Aagaard allerede i 1972 Dialogcentret.

I 1980’erne forsøgte Det Danske Missionsselskab uden held at samle kirkelige organisationer til et samarbejde om bl.a. mødet med nyreligiøse og muslimer, men der kom dog det ud af det, at Det Danske Missionsselskab i 1984 fik etableret sit eget religionsmødearbejde med udgangspunkt i Mødestedet for Indvandrere på Vesterbro, og lige siden har Det Danske Missionsselskab, der senere blev til Danmission, været engageret i mødet med muslimer i Danmark. Areopagos, der tidligere hed Den Nordiske Buddhistmission, havde fra grundlæggelsen i 1926 fokus ikke kun på dialogen med buddhister i Kina, men også på at oplyse i Norden om buddhismen, og engagerede sig også i dialogen med de første buddhister i Norden, og har siden også haft fokus på det nyåndelige inspireret af østens spiritualitet.

Sudanmissionen (nu Mission Afrika) var i 1959 med til at grundlægge Islam i Afrika-projektet, der i dag hedder Project for Christian Muslim Relations in Africa, og hvis formål var dialog og vidnesbyrd. Og med inspiration derfra drev Sudanmissionen Kristent Informations- og Videnscenter om Islam og Kristendom i Gellerup ved Aarhus i perioden 2001 – 2008. I det hele taget har missionsselskaberne været med til at hente inspiration fra samarbejdskirker, der i hele deres levetid har været i et religionsmøde til dialogarbejdet i Danmark, ligesom fx også IKON har sendt unge til Asien for der at lære dialog i praksis.

Der er også dialogorganisationer, som er udsprunget af en enkelt persons visioner. Det gælder fx for

”I Mesterens Lys”, der blev dannet, da sognepræsten i Betlehemskirken i København, Ole Skjerbæk Madsen, oplevede, at Jesus talte til ham om et arbejde blandt mennesker i New Agemiljøet.

Folkekirken i dialog I mange år var det altså frie kirkelige organisationer eller enkeltpersoner, der engagerede sig i den interreligiøse dialog. Men efter årtusindskiftet er den officielle folkekirke så småt ved at komme på banen. I 1998 nedsatte biskopperne – efter opfordring fra Det Danske Missionsselskab og Sudanmissionen – et islamudvalg, som jeg havde fornøjelsen af at være med i. På basis af udvalgsrapporten ”Samtalen fremmer forståelsen” etablerede biskopperne i 2002 Stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde, der ikke kun skulle engagere sig i mødet med islam men med alle de religioner og livstydninger, som præger det mangfoldige danske samfund. I en række stifter, provstier og sogne tages der i dag initiativer til dialog med tilhængere af andre religioner, og der er også flere steder ansat stiftspræster til at fremme arbejdet.

Også frikirkerne er engageret i dialogen, dels gennem deltagelse i Kristent Muslimsk Samtaleforum, dels gennem Danske Kirkers Råds dialogarbejde, der både har omfattet et nationalt kontaktforum for kristne og muslimske ledere og et dialogprojekt for unge kristne og muslimer fra Danmark og Mellemøsten.

Dialogudvikling i samspil De fleste dialoginitiativer er blevet taget af mennesker med en kristen baggrund, men der er også eksempler på, at dialogprojekter er blevet udviklet i et samspil mellem mennesker med forskellig religiøs baggrund. Teologen Lissi Rasmussen har spillet en afgørende rolle for etableringen af Islamisk Kristent Studiecenter i 1996, men det er faktisk et fælles kristent-

muslimsk projekt, der ledes af en bestyrelse bestående af et lige antal muslimer og kristne. Det samme gælder Kristent Muslimsk Samtaleforum, der blev grundlagt efter Muhammedkrisen i 2006 med en ledelse bestående af ledere fra kristne og muslimske sammenhænge. Og for et par år siden tog biskop Peter Skov Jakobsen initiativ til et Jødisk Kristent Muslimsk Forum i København.

I de senere år er der også dialogaktiviteter, som er blevet til på initiativ af bl.a. muslimer. Den muslimske organisation ”Dialogforum”, der blev etableret i 2002 af nydanskere med tyrkisk baggrund, har således taget initiativ til en række dialogarrangementer. Et andet eksempel er muslimen Özlem Cekic, der i 2016 dannede foreningen Brobyggerne for – fx med dialogkaffe – at skabe dialog på tværs af grupper i befolkningen, som ellers har svært ved at tale med hinanden.

I dag foregår dialogen undertiden i et samarbejde med flere aktører. Siden 2005 har ”Din tro min tro” – med besøg af et gæstelærerteam bestående af en jøde, en kristen og en muslim været udbudt til skoler og gymnasier i en række større byer. Det er sket i et samarbejde mellem folkekirken og dens kirke-skoletjeneste, skoler og gymnasier og kommuner, og formålet har været ”at skabe dialog og viden omkring de 3 monoteistiske religioners baggrund og traditioner med vægt på forståelse og re¬spekt for den enkeltes eget valg.”

Mistænkeliggørelse af dialog Det åndelige og politiske miljø, som dialogen er foregået i, har ændret sig over tid. Især tidligere var mødet med den såkaldte nyreligiøsitet omgærdet med stor frygt, idet nogle af de nyreligiøse bevægelser blev anset for at være sekter, der kunne være farlige for unge ubefæstede sjæle. Efterhånden har disse bevægelser mistet deres ”farlighed”, mens der igennem hele perioden har været en voksende frygt for islam,

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 26

Baggrunden for den interreligiøse dialog er, at det danske samfund især i de seneste 25 år er blevet mere og mere religiøst mangfoldigt. Når man ser på de sidste 25 års dialog i Danmark, kan man konstatere, at langt flere grupper og organisationer er blevet engageret i dialog, og at dialogen har antaget mange forskellige former – som Dialogpiloterne på billedet nedenfor.

Fotos: Nikolaj Stubbe Hørlyck.

især efter 9/11-terrorangrebet i 2001 og Muhammed-krisen i 2006 og de seneste års islamistiske terrorangreb.

I en sådan politisk betændt situation bliver dialog med muslimer undertiden mistænkeliggjort. Som en reaktion på den dialogiske tilgang i folkekirken til mødet med muslimer blev der i sommeren 2006 dannet et islamkritisk netværk med rødder i Tidehverv og Dansk Folkeparti, der ikke ønskede dialog men konfrontation med og bekæmpelse af islam. Trods frygten for udbredelse af troen på reinkarnation har dialogen med buddhister og hinduer ikke været udsat for den samme politiske bevågenhed som dialogen med islam, og heller ikke dialogen med jøder har mødt nogen modstand.

Spænding mellem dialog og mission Opgøret mellem dem, der ønskede dialog med muslimer, og Islamkritisk Netværk afslørede en interessant forskel i religionsforståelsen. Islamkritisk

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 27

Netværk så ingen grund til at gå i dialog med muslimer, for medlemmer af Islamkritisk Netværk var det egentlige religionsmøde et møde mellem religioner og ikke et møde mellem mennesker. Bag dette synspunkt lå en essentialistisk forståelse af religion – og helt konkret af islam – som en over tid og sted dybest set uforanderlig ”essens” - et uforanderligt ideologisk system.

For de dialogengagerede var dialogen derimod nødvendig, fordi den vigtigste viden om en religion kom fra tilhængere af religionen, og bag denne dialogiske tilgang lå en mere kompleks opfattelse af religion – og helt konkret af islam – som et fænomen, der er mangfoldigt, og som ændrer sig over tid og sted.

En anden spænding har været forholdet mellem dialog og mission. Tidligere oplevede mange, at i mødet med tilhængere af andre religioner var der tale om et valg mellem dialog og mission. Men i forbindelse med en udvikling i både missions- og dialogforstå-

elsen fik flere fik den opfattelse, at det kristne vidnesbyrd kalder på dialogen, og dialogen kalder på vidnesbyrdet. På det seneste, hvor folk med baggrund i Tidehverv er begyndt at interessere sig for mission, er konflikten mellem mission og dialog imidlertid blusset op igen.

Synet på dialog og formålet med dialog hænger naturligvis også sammen med den bagvedliggende religionsteologi. Ud fra en pluralistisk religionsteologi, hvor der ikke regnes med nogen absolut sandhed, giver mission forstået som formidling af sandheden om Kristus ingen mening, mens dialogen er vejen frem for at skabe en bedre verden. Omvendt kan dialogen let få trange kår, hvis man har en eksklusivistisk religionsteologi, for så er der måske ikke noget sandt og godt at spejde efter i dialogen, og der kan være fare for en dæmonisering af andre religioner. Det er imidlertid min opfattelse, at den kristne tilgang til dialog i dag i mange sammenhænge i

”

Baggrunden for den interreligiøse dialog er, at det danske samfund er blevet mere og mere religiøst mangfoldigt. praksis sker ud fra en inklusivistisk religionsteologi, hvor fokus er på åbenbaringen i Kristus, men hvor der også kan forventes elementer af sandhed i de andre religioner.

Dialog er mange ting Dialog er i praksis mange ting, og mangfoldigheden er i de sidste 25 år i Danmark blevet større. Uden nødvendigvis at være organiseret foregår der ofte en samlivets dialog, når mennesker med forskellig religion lever sammen, eller i mere organiseret udgave former sig som besøg i hinandens helligsteder og fællesspisning. Denne helt elementære form for dialog er stadig en vigtig opgave, da der også i dag er gammeldanskere, som ikke har talt med en tilhængere af en anden religion, og mange flere, der aldrig har sat deres ben i en moské eller et tempel.

Den teologiske dialog, hvor man taler sammen om helligskrifter, dogmatik, etik osv, er ikke voldsomt udbredt. Vi finder den dog fx hos IKON, i Islamisk Kristent Studiecenter og i projektet Din tro min tro.

Den spirituelle dialog handler om at udveksle erfaringer om hinandens spiritualitet og også give mulighed for at deltage i hinandens traditioners spirituelle praksisser. Et spændende eksempel på det er beskrevet i IKONs

bog ”Spirituel dialog. Erfaringer fra tre års samtaler mellem alternative og kirkelige” fra 2002.

Den samfundsmæssige dialog fokuserer på det fælles ansvar, som tilhængere af forskellige religioner vedkender sig for det fælles samfund.

Kristent Muslimsk Samtaleforum har afholdt 11 nationale dialogkonferencer for kristne og muslimske ledere, og temaerne har næsten alle handlet om samfundsmæssige udfordringer.

Lissi Rasmussen er blevet verdenskendt for i regi af Islamisk Kristent Studiecenter at have udviklet den dialogform, som hun har kaldt diapraksis, som er en slags handlingens dialog. Lissi Rasmussen bygger på sine erfaringer om kristnes og muslimers samliv i Afrika og understreger, at dialog kun bliver meningsfuld, når den er forankret i en fælles praksis.

Endelig udviklede Johannes Aagaard en sjette model for dialog, nemlig dialog i konfrontation, som især er relevant i mødet med religiøse grupper, der ikke spiller med åbne kort og måske dækker over en angribelig adfærd. Da bruddet i Dialogcentret kom i 1992, opstod der en slags arbejdsdeling, hvor Johannes Aagaard tog sig af den ”hårde” dialog, mens udbryderne, der dannede IKON, især engagerede sig i den mere ”bløde”- men ikke nødvendigvis ukritiske - dialog.

Den frie og lige samtale Det ligger implicit i dialog-tænkningen, at idealet er en fri og lige samtale mellem to eller flere grupper, men virkeligheden er ofte den, at der er tale om et meget ulige magtforhold, fx når repræsentanter for sårbare minoriteter taler med repræsentanter for magtfulde majoriteter. Typisk vil majoritetens repræsentanter have betydeligt flere ressourcer i form af uddannelse, penge og tid end minoritetens repræsentanter. Alt det kan gøre det svært at få en få en åben og tillidsfuld dialog i gang. I Folkekirke og Religionsmøde har vi i mødet med

muslimer og nyåndelige og tilhængere af Østens religioner erfaret, at en lyttende tilgang (lytterunder), hvor det i første omgang kun handler om at lade den anden komme til orde og om at prøve at forstå hans eller hendes erfaring eller synspunkt uden at kommentere på det, kan være en god indgang til etablering af dialog og relationer.

Når man ser på de sidste 25 års dialog i Danmark, kan man konstatere, at langt flere grupper og organisationer er blevet enageret i dialog, og at dialogen har antaget mange forskellige former. Men hvad er egentlig dialog? Det er der gennem årene givet talrige definitioner på, som jeg ikke her skal referere, men i stedet vil jeg her slutte med at stille spørgsmålet, om dialog dybest set bedst forstås som et substantiv eller som et adjektiv? Eller sagt på en anden måde: er det et verbum eller ad adverbium?

Set fra et kristent perspektiv på mødet med mennesker af anden religion, er dialog så den aktivitet, som kirken i dag kaldes til at udføre ved siden af de traditionelle kirkelige opgaver, eller er dialogen simpelthen den ny altomfattende opgave, som kirken kaldes til – som afløsning af den klassiske mission - i en ny multireligiøs kontekst? I den forstand er dialog at forstå som et substantiv eller et verbum.

Eller er kirkens grundlæggende opgave den samme, som den altid har været, mens måden den udføres på ændrer sig? Er kirkens mission eller opgave stadigvæk det, som kirken er kaldet til og sendt til verden for at være (”koinonia”), til at gøre (”diakonia”) og til at sige (”kerygma”), alt sammen som et vidnesbyrd (”martyria”) om Guds kærlighed til alle mennesker i Kristus? Og betyder det, at dialog bedst forstås som et adjektiv til kirkens opgave, eller som et adverbium, der kvalificerer den måde kirken handler på?

Det spørgsmål ville måske være en dialog værd?

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 28

Den store polemik omkring ”Befri gudstjenesten” i Aarhus Domkirke sætter gang i refleksioner over, hvordan dialog hænger sammen med tro

Den tredje dialogpartner - når Gud kommer med i dialogen AFLARS BUCH VIFTRUP Cand. teol., tidligere sognepræst og nuværende PhD-studerende I foråret 2017 var der stor polemik omkring ”Befri gudstjenesten”, som var et reformations-arrangementet i Aarhus Domkirke. Polemikken opstod fordi en muslim, Sherin Khankan, var blevet inviteret til at tale, men kritikerne rejste også andre spørgsmål: Var der tale om en gudstjeneste eller en forestilling? Og hvorfor skulle gudstjenesten overhovedet befries?

Hvorfor skulle en kirke indgå i et arrangement, der på den måde satte spørgsmålstegn ved kirkens grundbegivenhed, gudstjenesten? Havde vi mistet vores selvforståelse og solgte ud for at gøre det moderne oplevelseshungrende menneske tilfreds?

Anledningen til ”Befri gudstjenesten” var dels reformations-jubilæet, dels Kulturby 2017 i Aarhus. Hensigten var at sætte fokus på det re-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 29

formatoriske anliggende, at der ikke skulle stå en kirke-institution i vejen for menneskers møde med Gud. I den forudgående research for ”Befri gudstjeneten” var det netop kommet frem, at mange almindelige medlemmer af kirken havde den opfattelse, at gudstjenesten med sine gamle ord og riter stillede sig hindrende i vejen for deres møde med Gud. Og den positive kritik, der efter forestillingen også var udbredt og markant, indebar interessant nok bl.a. den ros til arrangementet, at det turde stille spørgsmål til sin egen legitimitet. Det oplevedes som en befrielse for den, der holder af kirken, men føler sig distanceret fra Gud, at vedkommende kunne deltage i en gudstjeneste, hvor kirken var villig til at undersøge sin egen måde at være til på og åbent spørge, om man lægger hindringer i vejen for medlem-

merne - og på den måde anerkende, at det kan være svært for en almindelig kirkegænger at finde sig til rette i gudstjenesten.

At stille sig et sårbart sted Når jeg drager denne begivenhed frem i IKONs sammenhæng, er det fordi, jeg heri ser en tydelig parallel til det arbejde, som IKON har stået for i 25 år. For hvad vil det sige at gå i dialog med mennesker af en anden tro, eller - som det ofte er tilfældet i IKONsammenhæng - mennesker, som er medlemmer af kirken, men som føler sig fremmedgjort her og i stedet søger inspiration andre steder - uden nødvendigvis af den grund at melde sig ud af kirken? Betyder dialog netop ikke, at man tør stille sig et sårbart sted, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved ens tro, og hvor den anden giver ud-

Kritikerne af reformationsarrangementet i Aarhus Domkirke rejste flere spørgsmål: Var der tale om en gudstjeneste eller en forestilling?

Og hvorfor skulle gudstjenesten overhovedet befries? Fotos: Montgomery - venligst udlånt af teatret Svalegangen.

tryk for en længsel efter Gud, som den kristne tro eller gudstjeneste ikke formår at respondere på? Betyder dialog ikke, at man i stedet for ord-krig, der skal forklare den andens uretmæssige kritik, hellere undersøger, hvad der er på spil, og måske selv lærer noget om, hvad der i ens egen praksis hindrer et møde med Gud? Igennem IKONs historie har mange - ofte unge – mennesker været i dialog herhjemme eller ude i verden. Det har for mange af os været berigende og befriende at blive udfordret på vores tro og opleve, at den kunne bære, hvor vi ikke før troede, den kunne.

Der blev lagt nuancer til de gevandter, troen var vokset op i, og ofte opdagede vi også troen som noget større og dybere end de meninger om Gud, vi havde med hjemmefra. At holde gudstjeneste i det fri på en bjergtop i Himalaya sammen med en lille flok unge mennesker, der selv måtte sørge for alle led i gudstjenesten uden ordinerede til stede, har rykket ved forståel-

sen af, hvad en gudstjeneste kan være, ligesom møderne med den indiske religiøsitet vendte op og ned på forestillingerne om, hvem de andre var.

Vi vendte hjem med små som store anfægtelser og havde brug for tid til at finde os til rette i den kirkelige institution, vi var rundet af, fordi mødet med de andre bevægede os så meget.

Mange af os har identificeret os stærkt med den kirkelige institution, men har i kraft af de mange dialoger skullet kæmpe for at re-identificere os med den, fordi institutionen ikke på samme måde som det enkelte menneske kan gå i dialog og stille spørgsmål ved sin egen-legitimitet. En institution bevæger sig meget langsommere end de mennesker, som den skal tjene. Og risikoen er da også, at den ikke formår at bevæge sig tilstrækkeligt hurtigt.

Som personer er vi altid i dialog med vores omverden, uanset om vi tænker over det eller ej. Det hører til det at være et relationelt væsen. Vi formes under konstant vekselvirkning

med andre, men når man taler om troen eller det religiøse, findes der en modvilje mod at tale om dialog, fordi det kan signalere, at troen på samme måde som vores identitet er til evig forhandling og kan stykkes sammen på alle mulige måder - alt afhængig af tidsånd og modeluner. Denne modvilje kom stærkt til udtryk i kritikken af ”Befri gudstjenesten”, og vi har også i IKON mærket denne bekymring for, om vi ikke gennem dialogen kompromitterer kristendommen og forsøger at dække over reelle uligheder.

Uendelig dobbelt-bevægelse I stedet for at se religiøs tro og dialog som modsætninger vil jeg foreslå at se på troen som en måde at være til på – ligesom dialogen er en måde at være til på. Og jeg vil tage afsæt i Søren Kierkegaards beskrivelse af troen som en uendelig dobbelt-bevægelse: at man uendeligt giver afkald på sin identitet, men at man gennem afkaldet erfarer at finde sig selv igen, nu blot på et

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 30

troens grundlag, der er en gave givet os af Gud. Det er Abraham, der i Kierkegaards univers, bliver billedet på troens Fader, fordi han helt og fuldt gav afkald på den søn, som alverdens velsignelser lå hos, men efterfølgende fik ham igen som en gave.

På lignende måde sender dialogen os ud af os selv i forsøget på at forstå den anden, og idet man ser sig selv som den anden, mister sig selv for en stund. For tænk hvis den anden har ret…? Og tænk hvis jeg får et nyt perspektiv, som jeg uigenkaldeligt skal bære rundt på og finde ud af at indarbejde i min virkelighed…? Og tænk hvis jeg genkender mig selv i den anden og opdager en gensidighed og afhængighed af andre, som udfordrer mit eget perspektiv og mit syn på, hvad sandhed er…?

For hvem er jeg nu, hvor muslimen er blevet min ven, eller buddhistens nærvær giver mig ro? Det kan være skræmmende, og det kan være desorienterende ikke længere at kende sig selv som før. Men ret beset har det altid været sådan, at vi forandrer os og bevæges gennem de utallige møder, vi har hver dag med nye mennesker.

Vi lægger bare ikke mærke til det før den dag, vi møder det, som virkeligt er forskelligt, nyt og anderledes, og som udfordrer vores inderste antagelser. Dialogens dobbelt-bevægelse kalder man for dannelse. At man skal ud i verden for at se sig selv på ny og dannes som menneske, for intet menneske kan dannes i kraft af sig selv.

Den tredje dialog-partner Nogen opfatter forskellen på dialogens eller dannelsens dobbelt-bevægelse og troens dobbelt-bevægelse som forskel i omfang eller rækkevidde. De tænker, at troen rykker ethvert grundlag væk under ens fødder, for at Gud giver livet tilbage i et nyt perspektiv – hvorimod dialogen bevæger sig på et relativt plan, som vi selv kan styre som mennesker. Men måske er er det ikke her, forskellen ligger? Måske er

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 100 // side 31

forskellen den erfaring eller tolkning, som gøres efterfølgende: Om der findes en Gud, der bærer, når dialogen bringer os i frit fald, eller der ikke gør?

Om universet hviler i intetheden eller i Gud? Med andre ord er forskellen måske blot den, om Gud er med i dialogen eller ej?

Og det er jo interessant, når man taler om ”Befri gudstjenesten”, for hvis kirkegængerne ikke forstår, hvad der bliver sagt i en gudstjeneste, hvordan kan de så bringe Gud ind i deres dialog?

Mener man, at forskellen mellem tro og dialog er radikaliteten i dobbelt-bevægelsen, er der god grund til modviljen mod at tale om dialog i en religiøs kontekst. Det kan forklare den voldsomme modstand mod ”Befri gudstjenesten” og religionsdialog, men der er en anden måde at se det på: Dialogen bringer os som relationelle og betingede væsener hele tiden ud i sårbare mellem-rum mellem det, vi kender og forstår, og alt det som er vores omverden og dybest set er fremmed og uforståeligt. Dialogen kan bringe os ud i nyt og usikkert terræn, den kan udvide vores horisont, den kan minde os om vores egen relativitet og begrænsede perspektiv og vores dødelighed, og den kan igen og igen stille spørgsmål ved os selv og vores liv. Dialogen findes, fordi vi er små begrænsede væsener i et stort og uoverskueligt univers, som vi skal finde vores vej igennem, som om vi var det første og eneste menneske på jorden. Ingen kan leve vores liv for os, så vi må selv kaste os ud i det og se, hvor det fører os hen. Dialog findes altså, fordi vi er relationelle og betingede væsener. Men det samme kan også siges om troen. Troen (som også håbet og kærligheden) findes, fordi vi er relationelle og betingede væsener, som i dialogen opdager Gud som den tredje dialog-partner række os sit Ord, som Jesus, der rækker hånden ud til Peter, der er ved at synke i vandet og siger: Frygt ikke!

”

Hvad vil det sige at gå i dialog med mennesker af en anden tro, eller - som det ofte er tilfældet i IKONsammenhæng - mennesker, som er medlemmer af kirken, men som føler sig fremmedgjort her og i stedet søger inspiration andre steder - uden nødvendigvis af den grund at melde sig ud af kirken?

Afsender: Danmission IKON, Strandagervej 24, 2900 Hellerup.

Returneres ved varig adresseændring.

”

Dialog er ikke slatten tolerance, men er at være levende optaget af, hvad andre mennesker tænker og tror, fordi vi dermed kan kaste lys over hinandens liv og tro.

Når vi lytter, kan vi finde mødepunkterne mellem mennesker.

Vi kan give gode tilbagespil, men vi kan også blive udfordrede i vores egen tro.

Det er jo ofte sådan, at når vi skal forklare vores egen tro over for andre, så går der noget op for os selv.

Peter Fischer-Møller, biskop og bestyrelsesformand i Danmission