IKON 75 by Danmission

ikon

Nr. 75 • 06/2011

>> Tro i dialog

Mindfulness - læs hvad forsker, psykolog og præster mener

Læs også

tema

Med Kierkegaard i hvalfiskens bug 16

Johannes Aagaards missionsteologi, et ph.d.projekt 24

Kristus uden kristendom, en reportage fra Indien 21 Anmeldelse af bogen Buddhas veje 15

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 160,- kr. (inkl. moms). Løssalg 45,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen. Redaktion: Lars Buch Viftrup (ansv. red.), Anne KrabbePoulsen, Jens Linderoth, Lene Skovmark, Ingerlise Provstegaard, Martin Herbst. Sats og layout: Jeanette Westh. Forsidebillede: original af raichinger, sxc.hu. Tryk: Fjerritslev Tryk, Østergade 35, 9690 Fjerritslev, tlf.nr. 98 21 24 31. Oplag: 800. Indlæg og artikler sendes til Redaktionen, IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C, e-mail: ikon@ikondanmark.dk. Læserbreve/debatindlæg modtages gerne, dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn. Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger. Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr. - ½ side 1400 kr. - 1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms). IKON: Nørreallé 29, 8000 Århus C, tlf.: 30200280. SE-nr. 1663 9397. Træffetid bedst tirsdag og torsdag. E-mail: kontor@ikon-danmark.dk. Formand: Louise Buch Viftrup, louiseviftrup@gmail.com. Hjemmeside: www.ikon-danmark.dk. Her kan man også melde sig ind i foreningen IKON, hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister). Husstandsmedlemskab 300,- kr. Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse. Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren. Copyright © IKON-Danmark 2010. ISBN 0907-7987.

..........................Indhold

Magasinet IKON udgives af den kristne forening IKON (Informations- og samtaleforum for Kristendom Og Ny religiøsitet). Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.

7 7

10 13

26 27

Mindfulness - indsigt, healing og wellness Af JØRN BORUP

Mindfulness i psykologien Af JEANET HESKJÆR PEDERSEN

Nærvær og næsten Diakoni som kristen mindfulness Af LARS BUCH VIFTRUP

Kristen mindfulness: Har de kristne også konkrete redskaber? Af Jens Munk

Anmeldelse af Buddhas veje:

Buddhistisk psykologi i Øst og Vest Af Louise Bjerg Pedersen

Kristus uden kristendom Af LENE SKOVMARK

Med Kierkegaard i hvalfiskens bug Af VIBEKE FOGH

Johannes Aagaards missionalitet i filosofisk terapi Af JENS LINDEROTH

Klummen Teologi i farten

To veje - en bevægelse Af LENE SKOVMARK

IKON - www.ikon-danmark.dk

LEDER

skidt

Kan det være at være nærværende? Af LARS BUCH VIFTRUP, redaktør

På min facebook profil dukker en reklame op på siden. Der står ”Mindfulness er gratis”. Og man ser et billede af en kvinde, der mediterer i et harmonisk landskab. Klikker jeg på den, kommer jeg ind i en verden af yoga, meditation og fitness. På hjemmesiden www.spirituelledelse.dk, der præsenterer sig som ”Portalen, hvor forskere, konsulenter og ledere deler deres viden om spirituel baseret ledelse”, kan man finde kurser i mindfulness. Der er f.eks. et, der hedder: Nærværets kraft – mindfulness i hverdagen. Som familiefar kiggede jeg den anden dag interesseret på hylderne for børneopdragelse i den lokale boghandel. Her stødte jeg på titlen: ”Mindfulness for forældre”, som stod side om side med bøger om pædagogik. Mindfulness bruges også af psykologer, ofte i sammenhæng med kognitiv og positiv psykologi. Det udbydes både til privatpersoner og til virksomheder. Det kan hjælpe en til at modvirke stress, være tilstede i nuet og opleve mere klarhed og fleksibilitet i ens tankegang (jf. www.levlykkeligt.dk). Der er snart sagt ingen ende på, hvilke sammenhænge, mindfulness dukker op i. At mindfulness er blevet så populær skyldes, at det rammer lige ned i et behov, som stressede og fortravlede danskere har: nemlig nærvær. Når travlheden rammer og man bliver stresset, så er der ikke overskud til bare at nyde en solnedgang; lytte til, hvad ens børn prøver på at sige; lytte til, hvad man selv egentlig har behov for. At være nærværende. At leve i nuet. Det er derfor megahot!! Og det er måske et af de store problemer for dette brand, at fordi det er så brandvarmt, og samtidig i udgangspunktet er temmelig simpelt, så er der mange, der slår sig ned som mindfulness-coaches, uden at de er særlig godt klædt på til det. Bare fordi man er gået ned med stress og har oplevet det

IKON - www.ikon-danmark.dk

gavnligt at bruge mindfulness, er man ikke nødvendigvis den bedste til at vejlede andre. Mindfulness har imidlertid vist sig anvendelig, og mange psykologer har taget den med i deres værktøjskasse (se Jeanets artikel s. 7). Men på grund af den meditative karakter og dens baggrund i buddhisme, som nogle udbydere udnytter i deres markedsføring, så er der også opstået berettiget opmærksomhed på, om dette fænomen nu også er en skjult form for buddhistisk mission. Får vi buddhisme ind ad bagvejen? Hvordan præger det vores verdensbillede? At det er en praksis med rod i buddhismen, der slår igennem, er dog ikke så overraskende (se Jens Borups artikel s. 4). Buddhismen er ekspert i bearbejdning af sindet. I en verden, hvor man hele tiden skal tilpasse sig nye ting, som stresser og overbelaster hjernen, så kan meditation være en rigtig god ting. Måske vi kan lære noget af buddhismen her? Man kan også vælge at dykke ned i kristendommens egne meditative praksisser. Mindfulness kan godt være første skridt på en meget lang vej mod en buddhistisk oplysning, selvom der ikke er meget som tyder på, at det sker særlig ofte. De fleste bruger det løsrevet fra noget religiøst. Hvis man får at vide, at mindfulness på ingen måde kan forenes med kristendommen, så søger man i hvert fald ikke i den retning. Men det ville også, efter min bedste overbevisning, være forkert at hævde dette. Mindfulness kan indgå i en buddhistisk, såvel som en kristen tolkningsramme. Men det afhænger af, hvordan man forstår det (se Jens Munks og Lars BuchViftrups artikel s. 10 og 12). For det kan vel ikke være skidt at være nærværende, eller hvad? God læselyst!

Mindfulness

-indsigt, healing og wellness Buddhister gør det. Kristne og ateister gør det. Erhvervsledere, psykologer og terapeuter gør det. Mediterer med mindfulness, den gamle buddhistiske teknik, der nu er kommet på markedet til det brede publikum.

Af JØRN BORUP Lektor i religionsvidenskab, Center for SamtidsReligion

En form for meditation Meditation er for mange buddhister (og hinduer) kongevejen til erkendelse. Meditation giver indsigt i eksistensen og virkeligheden og har igennem årtusinder været en teknik til udfrielse fra den indiske trædemølle af evige genfødsler, samsara. Der er blandt østens religioner forskellige former for meditation, og buddhismen står fadder til flere af dem. Nogle meditationsformer er med objekt, det vil sige, man koncentrerer sig på, og siden identificerer sig med, noget uden for sig selv, fx et billede af ens lama (guru), en buddhistisk guddom, en lyd, eller en illustration af kosmos som den tibetanske mandala. Andre er uden objekt. Man kan sige, at subjektet her bruger sig selv som meditationsobjekt. For overhovedet at kunne meditere skal sindet være indstillet på at være bevidst. Sati kalder buddhisterne den kvalitet eller det fundament ved buddhistisk meditation, som overhovedet muliggør dybere erkendelse. Sati står beskrevet i den klassiske buddhistiske tekst Satipatana Sutta. Det kan oversættes til dansk ved ”årvågenhed”, ”opmærksomhed” eller ”bevidsthed”. Hvis man bibeholder den engelske term,

får man ordet ”mindfulness”. Mindfulness er altså en slags meditationsteknik. Man kan også sige, at mindfulness forstået som årvågenhed, opmærksom eller bevidsthed er et perspektiv på al buddhistisk meditation, den grundlæggende måde at meditere rigtigt på. Meditation betyder i vestlig filosofi at spekulere og analysere. Det var også den franske filosof Descartes’ tanker med sine ”meditationer”, og de berømte ord ”jeg tænker, altså er jeg” er siden blevet det vestlige erkendelses-mantra. Buddhisten vil hertil sige: ”netop, tankerne konstruerer jeg’et”. Tankerne er nemlig ifølge buddhistisk filosofi ikke bevis på noget som helst. Tværtimod er de udtryk for den flygtige illusion, der karakteriserer jeg’ets eksistentielle fængsel. For at komme ud over en så snæver jeg- og livsforståelse er det nødvendigt at gå bag om det, der skaber illusionen. Det gøres ikke ved flere spekulationer, men ved nøje bevidsthedsanalyse. Mindfulness er et niveau, der ligger bag det hele, hvorfra man kan skue på sin egen bevidsthed. Det er en måde at være bevidst på, både når man sidder i lotus-stilling og når man lever sit almindelige liv. Inden for den japanske zenbuddhisme taler man om at ”tage zen med ud i dagligdagen”, og det udtrykker samme pointe: den rituelle praksis, at meditere, kan overføres som et perspektiv på eksistensen også uden for den rituelle ramme. Jeg’ets normale bevidsthedsstrøm og illusoriske tanker om altings essens bliver således undersøgt og efterhånden pillet fra hinanden. År-

IKON - www.ikon-danmark.dk

sagen til den eksistentielle lidelse forsvinder ideelt set med denne indsigt. Mindfulness er et perspektiv på virkeligheden, der lægger op til, som buddhisterne siger, at man erkender den ”som den er”. Og i klassisk buddhisme er det ikke så skidt, for med visdom kan man undgå fremtidig karma og dermed opnå frigørelse fra samsara. Mindfulness er altså i bred forstand et soteriologisk (det, der angår frelsen, red.) hjælperedskab til at fastholde fokus på målet, nirvana.

Mindfulness i Vesten I traditionel buddhisme har sati-meditation da også udelukkende været for eliten: munkene i klostrene. Men med moderniteten og mødet med Vesten i det nittende århundrede blev buddhismen nyfortolket. Spiritualitet med meditation som middel til erkendelse blev idealiseret i Vesten som udtryk for ”Østens mystik”. Samtidig blev meditation og adgang til buddhistisk lærdom demokratiseret, så også den veluddannede by-buddhist kunne tage del i den højere buddhisme uden at forpligte sig på klosterlivet. Da hippierne tog til Østen for at finde sig selv, tog mange af dem buddhismen og meditationen med sig hjem. Nogle blev fuldblods-buddhister, andre plukkede meditationen ud, og især den klassiske ”indsigtsmeditation” (vipassana) fra den sydlige theravada-buddhisme blev ikke mindst via amerikanske undervisere til en egentlig bevægelse. Andre koblede buddhistiske indslag sammen med andre udbud på det efterhånden bugnende new age marked fra 1980erne. Det var også i den periode, at den tibetanske buddhisme for alvor vandt udbredelse og fik samme status, som den japanske zen-buddhisme årtier forinden havde fået blandt intellektuelle skønånder. Men det var først fra 1990erne, at mindfulness som særskilt disciplin for alvor begyndte at få fodfæste i Vesten. Individer som amerikaneren Jon Kabatt Zinn havde som buddhist været introduceret til forskellige retninger og meditationsteknikker. Flere af dem var uddannede psykologer og terapeuter. De kunne se meditationens gavnlige effekter på sindet, og begyndte at lave kurser og skrive bestseller bøger om fænomenet. Nogle anvender mindfulness som praktiserende buddhister. Andre krydrer kristen eller jødisk religiøsitet med denne teknik. Forskellige former for spiritualitet eller nyåndelighed har taget den til sig som del af et helhedssystem, hvori man selv kan sammensætte elementerne. Men mindfulness er ofte taget ud af sin religiøse ramme. Ikke mindst fordi mindfulness i sig selv er ganske ”minimalistisk” og kan praktiseres uden andre religiøse ritualer og rammer. På et helt simpelt plan er det en teknik, der ideelt set muliggør

IKON - www.ikon-danmark.dk

Meditation betyder i vestlig filosofi at spekulere og analysere. Foto: iStock.

”

Da hippierne tog til Østen for at finde sig selv, tog mange af dem buddhismen og meditationen med sig hjem væren i nu’et, uden tanker, følelser og frustrationer. Psykologer, psykiatere, terapeuter og neurobiologer har anvendt det som middel mod depression, angst og stress. Internationale forskerteams har lavet eksperimenter med mindfulness-meditatører. Selv om der langt fra er nogen entydighed med de videnskabelige resultater, har mange påpeget potentialet for effektiv og billig (selv-)helbredelse. I amerikanske fængsler har praksisformen været anvendt til de ind- og ansatte, og i børnehaver og på skoler har man også herhjemme forsøgt sig med mindfulness som ramme for oplæring og dannelse.

Kritik af fænomenet I dag er mindfulness et udbredt fænomen. Antallet af internetsider, der indeholder ordet, stiger støt, og alene danske sider runder de 150.000. Begrebet har fundet frem til livsstilsmagasiner og dameblade, og til erhvervslivets bonede gulve. Mindfulness er slet ikke koblet til langhåret hippiekultur. Begrebet rimer på overskud og sund livsstil, og der synes at være en vis symbolsk kapital med at være forbruger. Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for fænomenet. Uanset, om man kalder det religion eller spiritualitet kan man sige, at hele mindfulness-bølgen er et typisk tegn på tidsånden. Den canadiske filosof Charles Taylor taler om ”autenticitetens tidsalder”, og netop meditation er for mange den rette kanal til at finde ind til det ”sande jeg”. Selvet er i fokus for alt, subjektet er i sen-moderniteten blevet helligt, og selv-udvikling er blevet vejen til erkendelse med psykologer og terapeuter som de nye ”præster” i en praksis, hvor klienters selv-ansvar passer til tidens neoliberalistiske ”egen lykkes smed”-filosofi.

Asiatiske buddhister har anfægtet populariteten som et kommercielt og overfladisk fænomen, hvor klassisk buddhisme med fokus på selv-afvikling bliver indpakket i selv-udviklingsprojekter i en hav-det-godt-heds wellness-industri. En sådan kritik er helt parallel med inderes interesse i at bevare yoga som et religiøst, indisk fænomen, hævet over vestlig forfladigelse til rent gymnastiske øvelser. Kristne røster har opfordret til kritisk ransagelse af, hvad man ser som fremmed religiøsitet, der bliver listet ind ad bagdøren. Religionskritikere har anført, at det ligesom anden form for religion ikke bør være del af det offentlige rum, og at det som endnu et neo-liberalt påskud til medarbejderoptimering ikke bør være del af kulturen på arbejdspladserne. Forskere har anført, at megen videnskabelig forskning på området i sig selv har haft en ideologisk og spirituel slagside. I det perspektiv er mindfulness ikke væsensforskellig fra andre ”fremmede” elementer. Man kan sige, at fænomenet tages alvorligt, netop fordi det har vundet indpas. Om det skal bevares som del af et klassisk, religiøst fundament eller om det netop er leve- og tilpasningsdygtigt også i moderne kontekster, vil givet fortsat blive diskuteret. Det vil også fortsat blive diskuteret, om det overhovedet er religion, spiritualitet eller ”bare en teknik”. Også det er nemlig udtryk for tidsånden: kategoriseringer har betydning i praksis, og der er modstridende interesser i at betegne fænomenet forskelligt. En forsigtig profeti vil dog være, at mindfulness for alvor er kommet for at blive.

IKON - www.ikon-danmark.dk

Mindfulness

i psykologien Mindfulness er et forholdsvis nyintroduceret begreb inden for psykologien. Men den har vundet stor indpas. Der anvendes og undervises i mindfulness i mange psykolog-praksisser rundt om i landet. Men hvorfor er mindfulness blevet så populær inden for psykologien? Hvad er det mindfulness kan? Og hvordan bliver det brugt af psykologer? Af JEANET HESKJÆR PEDERSEN praktiserende psykolog

Mindfulness - et modsvar til tidens travlhed De sidste 20 år har antallet af mennesker, der bliver ramt af stress, angst og depression været stærkt stigende. Ifølge depressionsforeningen bliver 150.000 danskere ramt af depression i Danmark om året. Angstforeningen angiver, at 350.000 danskere lider af angst. Og ifølge stressforeningen lider 250.000-300.000 danskere af alvorlig stress. Det er rigtig mange mennesker. Derfor har der været prioriteret midler til forskning i at finde frem til, hvad der kan hjælpe i behandling og forebyggelse af disse store sygdomskategorier. Mindfulness har vist sig at have en positiv effekt på netop stress, angst og depression. Men mindfulness har ikke kun vist sin anvendelighed i forhold til disse tre afgrænsede problematikker. Ved at tilegne sig den tankegang, der ligger bag mindfulness, kan man skabe forandring i sit liv, så man i mindre grad bliver styret af sine tanker og følelser. Det skaber mulighed for mere nærvær, større kreativitet, mere rummelighed og bedre psykisk trivsel.

IKON - www.ikon-danmark.dk

Udover de mere dokumenterede effekter, erfarer vi i vores kliniske praksis, at mindfulness gør en forskel. Det er ikke en ”mirakelkur” og kan ikke stå alene i den psykologiske behandling, men mindfulness integrerer nogle af de forholdemåder og tankegange, mange psykologer arbejder med, også før det kom til at hedde mindfulness. Her er det blot samlet i en mere struktureret og konkret form, som er blevet mere konkretiseret, der er lettere at formidle videre til klienten. Teknikker og tankegange fra mindfulness kan anvendes både i individuel terapi og parterapi. Derudover tilbyder mange psykologer kurser og gruppeforløb i mindfulness.

Hvad er mindfulness? Mindfulness bliver defineret som evnen til at være opmærksom, på en bevidst måde, i dette aktuelle øjeblik, uden at dømme. I mindfulness lærer man at observere det, der kommer, som det er, uden at ville forandre det. Også de indefra kommende processer så som tanker, følelser og kropslige fornemmelser.

”Mindfulness har vist sig at have en positiv effekt på netop stress, angst og depression”

Foto:Dreamstime.com

Handlemodus og værensmodus I mindfulness skelnes der mellem to forskellige tilstande, som vi mennesker kan befinde os i. Det er handlemodus og værensmodus. Vi trives bedst, når vi frit kan bevæge os fra den ene tilstand til den anden. Desværre tilrettelægger vi ofte vore liv, så vi oplever os låste i handlemodus. Dette afspejler sig også i den kliniske praksis, hvor rigtig mange mennesker opsøger terapi, fordi de næsten konstant er i handlemodus. Det kan vi som mennesker ikke holde til. Vi bliver utilpasse, triste, føler at vi overlever, mere end vi lever, får stress, uforklarlige fysiske symptomer, angst og til sidst kan det ende i depression.

ner man mellem tanker, følelser og kropslige fornemmelser. Man arbejder på at betragte tanker og følelser som det de er, nemlig vore mentale kommentarer til den oplevede virkelighed. Vore tanker er netop tanker om virkeligheden og ikke virkeligheden i sig selv. Vore følelser er ofte kommentarer til de tanker, vi gør os om virkeligheden. Derfor opøver man teknikker i mindfulness til at betragte sine egne tanker og følelser og forholde sig til dem, som noget der kommer og går, fx ligesom lyde. Mindfulness handler blandt andet om ikke at fusionere med sine tanker og følelser. Man har en tanke, mærker en følelse eller en kropslig fornemmelse, men det er ikke hele en. Man er meget mere end den konkrete tanke eller følelse.

Handlemodus karakteriseres ved, at man er ”i gang”. Enten fysisk eller i tankerne. Man kan godt sætte sig med en kop kaffe, fordi man ved, man har brug for at slappe af, og stadig være i handlemodus. Netop fordi tankerne er optaget af arbejde, opvasken, der skal tages, børnenes problemer med vennerne osv. I handlemodus orienterer vi os mod et mål. Og vi fokuserer ofte på afstanden mellem, hvor vi er, og hvor vi gerne ville være.

At have en rummende og venlig tilgang til os selv og til de tanker, følelser og kropslige fornemmelser vi har, er en forudsætning for at kunne integrere denne tankegang. Derfor handler en del mindfulness øvelser også om at byde det, der kommer, velkommen. Lade det komme og gå, uden at forsøge at fastholde det, forandre det eller på anden måde styre det. Det er bevidst nærvær.

Værensmodus er at øve sig i at være til stede. Det er ikke en bestemt tilstand, der skal opnås. Der er ikke noget mål. Værensmodus handler om at være til stede med det, der er, som det er. Uden at ville ønske, det var anderledes. At stoppe op og se himlen reflekteres i en vandpyt i stedet for bare at gå forbi og ønske, at regnen snart ville stoppe. Eller at lytte interesseret til, hvad et barn fortæller, uden at rette på de sproglige fejl. I værensmodus er man ikke optaget af ord som burde, skulle, rigtig, forkert osv. Værensmodus kan optrænes både ved strukturerede mindfulnessøvelser, som er guidede meditationsøvelser, og ved ustrukturerede øvelser, som netop handler om at stoppe op i hverdagen og blive opmærksom på det, der sker lige her og nu.

Er mindfulness , som den bliver brugt af psykologer, styret af en bestemt religiøs tænkning?

Mindfulness er netop en træning i at bevidstgøre, hvornår vi går fra værensmodus til handlemodus og omvendt. Ligeledes opøver man forskellige teknikker til at komme i værensmodus. Handlemodus har nemlig en tendens til at fordre mere handlemodus, især hvis vi samtidig oplever et ydre eller et indre pres. Men ved at erfare, hvordan det føles for kroppen, og hvad det gør ved tankerne og følelserne at komme tilbage til værensmodus lærer vi, at vi har et alternativ til handlemodus. Ved at være opmærksom i nuet, kan vi forhindre at ”automatpiloten” og gamle vaner kommer til at styre vores adfærd.

Jeg vil påstå, at den måde, jeg (og andre psykologer) anvender mindfulness på, tager udgangspunkt i nogle almenpsykologiske aspekter og kan anvendes, uanset hvilken religion man bekender sig til.

At være med det der er Som jeg har nævnt flere gange, er mindfulness en træning i at være til stede, med det der er, som det er. Uden at ville forandre noget. For at kunne være til stede med det der er, er det vigtigt, at vi lærer at forstå det, der er. Derfor skel-

IKON - www.ikon-danmark.dk

Mindfulness har sine rødder i buddhismen. Derfor er det naturligvis relevant at spørge, om der ligger en bestemt religiøs tænkning bag mindfulness, når det bliver brugt af psykologer. Når man læser psykologisk litteratur om mindfulness, kan man både støde på litteratur, der refererer til de buddhistiske rødder, og litteratur, der forholder sig rent videnskabeligt til mindfulness.

Nogle vil måske rejse spørgsmålet: ”Er mindfulness ikke en del af en selvdyrkelses kultur?” Det kan da godt være, det kan anvendes sådan. Men det er ikke min erfaring. Det, jeg ser, er, at mennesker tager mindfulness til sig, fordi de ønsker at skabe forandring og tage ansvar for, at de og deres medmennesker får det bedre. Man kunne måske sige, at de forsøger at tage ansvaret for bjælken i deres eget øje. Frem for at fokusere på splinten i deres medmenneskes øje.

Nærvær og næsten

Diakoni som kristen mindfulness? Diakoni og mindfulness opfattes som modsætninger. Diakonien er udadvendt. Mindfulness er indadvendt. Det ene aktivt. Det andet passivt. Men måske har de trods afgørende forskelle mere til fælles, end man lige skulle tro? En sammenligning kan give en forståelse for, hvorfor buddhisme og kristendom både kan virke så nært beslægtet og dog så utroligt forskellige. Af LARS BUCH VIFTRUP ansv. red. og sognepræst Øvelser i nærvær Mindfulness består især af en række meditationsøvelser, der har deres udspring i buddhisme, men som nu bruges løsrevet fra sin buddhistiske rod. Meditationsøvelserne handler om at være til stede, være nærværende uden at dømme, hvad der sker i ens sind. Grundelementet er at betragte sine tanker uden at identificere sig med dem. Hjernen producerer konstant tanker. I en krævende hverdag, hvor man skal klare mange opgaver og udfylde mange roller, kan disse tanker skabe kaos, stress og slide ens sind op. Og det kan de, fordi vi identificerer os med alle tankerne. Fordi tankerne – og de dermed forbundne følelser – får lov til at løbe af sted med os, som om tankerne er os. Ved at trække sig tilbage og beskue tankerne på en ikkefordømmende måde, bliver man i stand til at se, hvad der sker med en, og man kan lære at sortere i de tanker, man vil reagere på og ikke reagere på. Man lærer mere om sig selv, og man lærer at tænke kreativt og fleksibelt. Det splittede sind falder til ro.

Nærvær – for hvad? Mindfulness kan altså være en god praksis, når stress og splittelse i sindet truer ens dagligdag, fordi man igen får kontakt med sig selv og bliver i stand til at forholde sig nær-

værende til sin omverden. Men som metode – løsrevet fra sin buddhistiske sammenhæng – siger den ikke noget om, hvad jeg skal bruge det nærvær til. Jeg får kontakt med mig selv og min verden igen, men hvad jeg skal stille op med min verden? Nærvær, opmærksomhed, at leve i nuet – det er alt sammen skønne ting, men også i en vis forstand tomme. For hvad skal man stille op med sit nærvær? Det siger mindfulness ikke noget om, og kan derfor bruges til hvad som helst. Det er i sig selv ikke et problem, men åbner op for en række spørgsmål. Er nærværet til for min egen mestrings skyld, så jeg får mest mulig succes? Er det fordi, jeg bliver gladere og mere velfungerende? Er det for min næstes skyld? Kan mindfulness blive konkurrence-menneskets redskab til at blive sit livs mester? Kan mindfulness blive et redskab for de privilegerede til at blive endnu mere privilegerede? Er mindfulness virksomheders mulighed for at få de maksimale ressourcer ud af sine medarbejdere?

Et mestringsredskab i erhvervslivet? Mindfulness bruges ofte i erhvervssammenhænge, hvor virksomheder har brug for produktive medarbejdere, der ikke bukker under for stress, men kan være klar til at træffe vanskelige beslutninger og holde ud til det hårde pres. Her kan mindfulness blive et mestringsredskab, der sikrer den enkelte størst mulig kontrol over sit liv. I en verden, som handler om succes og overskud, så kan mindfulness blive den stærkes redskab til at styre sin og andres verden. Og mindfulness kan blive virksomhedens redskab til at sikre sig maksimal profit, fordi man derved henter alle ressourcer hos medarbejderne. I den ideelle verden er det en såkaldt win-win-situation. Medarbejderen får et mestringsredskab, der skaber harmoni, og virksomheden får større profit.

IKON - www.ikon-danmark.dk

Diakoni: Nærvær hos næsten

”Kristen mindfulness”

Mindfulness kan altså bruges på mange måder afhængig af den større kontekst. Er det virksomhedens mål, der sætter rammerne? Er det den buddhistiske livsforståelse og praksis? Eller kunne det måske også være en kristen livshorisont? Jeg vil med udgangspunkt i den kristne tradition for diakoni forsøge at overveje forholdet mellem mindfulness og kristendom. Diakoni er et ord for den kristne næstekærlighed som en organiseret praksis, f.eks. i form af sociale væresteder. Diakoni handler ikke om, at vi skal optimeres og finde roen, men handler om, at vi - for at bevare vores egen menneskelighed - skal være nærværende til stede ikke bare for vores egen skyld og blandt vores lige, men også hos vores fjende eller dem, som vi ellers intet – socialt, kulturelt, religiøst og identitetsmæssigt - har til fælles med. At være nærværende betyder jo i ordets bogstavelige forstand at være noget eller nogen nær!

Diakonalt arbejde kan derfor opfattes som en kristen form for mindfulness. Den diakonale indsats søger at gøre op med splittelsen mellem ”os og dem”. Men hvor mindfulness tager udgangspunkt i en bearbejdning af ens eget splittede sind, så tager diakonien udgangspunkt i en bearbejdning af den socialt splittede virkelighed – og bringer den enkelte konkret til stede og nærværende hos den anden.

Ligesom vi som mennesker kan være splittede i vores sind, kan også vores sociale virkelighed være splittet. Nogle mennesker er mere værd end andre. Der er mere status i at bo i Hellerup end i Gellerup. Nogle mennesker er udstødt af det normale samfund. Der er f.eks. en stor gruppe psykisk syge, som er meget lavt prioriteret af sundhedsvæsenet. Mange indvandrere oplever et stort skel mellem at være rigtig dansker og dansker af anden etnisk baggrund. Og der findes frygt og mistillid imellem de to grupper. En relationel, diakonal tankegang vil sige, at den ydre sociale splittelse ikke bare er et problem for dem, der er udstødt eller oplever at have lav status. Uligheden er et problem også for dem, der nyder velstand og social status, for de har andel i denne ulighed. Når man skal gøre noget for de udsatte og udstødte, så er det ikke kun for at være god mod dem, men fordi vi hænger sammen, og vores egen menneskelighed afhænger af, hvordan vi forholder os til hinanden.

I mindfulness lærer vi at give slip på vores hang til at fordømme vores egne svirrende tanker, for det er gennem denne accept af os selv, at vi lærer at slappe af og være til stede. På samme måde lærer den diakonale praktiker ikke at fordømme de udstødtes normbrydende adfærd, som gør, at samfundet ikke kan rumme dem i deres fællesskab. Den diakonale praktiker kan kun være til stede blandt de udstødte, fordi der ikke er en fordømmende pegefinger, og denne praksis giver mulighed for nærvær på tværs af sociale skel, der normalt er uoverkommelige.

”Mindfulness og diakoni er på hver deres forskellige måde med til at fremme nærvær og skabe afspænding” Hvis man skal bruge terminologien fra mindfulness, så er denne tilstedeværelse blandt ”dem, som vi normalt ikke leger med”, medvirkende til en mere fleksibel social virkelighed, der ikke bærer præg af stive grænser mellem os og dem. Hvor mindfulness således gør sindet mere fleksibelt og mindre stresset, så er det diakoniens virkning, at den gør vores sociale virkelighed mindre konfliktfyldt og voldelig.

Buddhisme og kristendom

Diakoni er en betegnelse for den kristne forståelse af næstekærlighed i praksis. Diakonien har som forbillede Jesus, der brød alle de gængse normer for sin tid ved blandt andet at have måltidsfællesskab med de mennesker, som var svage eller udstødte.

Mindfulness og diakoni er på hver deres forskellige måde med til at fremme nærvær og skabe afspænding. De har også det til fælles, at hvor man ikke vil forbindes med hverken buddhisme eller kristendom, så kan man godt gå med til at dyrke mindfulness eller hjælpe til på et diakonalt værested for socialt udstødte. Man bliver hverken buddhist eller kristen af at gøre det. Der er noget universelt, menneskeligt ved disse to væsentlige sider af de to religioner.

Som institution har kirkerne forsøgt at give udtryk for denne næstekærlighed i form af alle mulige slags projekter, såsom hospitaler, væresteder, skoler, nødhjælp, og snart sagt alle former for udviklingshjælp. I Danmark findes forskellige institutioner, der har diakonien som deres centrale funktion, såsom Diakonhøjskolen, Diakonisse-stiftelsen, Kirkens Korshær, Blå Kors, mm.

Men samtidig så er de to former for praksis med til at fremhæve, hvad de to gamle verdensreligioner måske især kan lære af hinanden. Dalai Lama har givet udtryk for, at buddhismen har meget at lære af kristendommens store sociale engagement. Samtidig ser vi en udbredt interesse blandt kristne i at lære at meditere. Den indsigt i menneskets sind, som mindfulness kan fremme, kan måske lære kristne, at

Diakoni.

IKON - www.ikon-danmark.dk

”Den diakonale praksis giver mulighed for nærvær på tværs af sociale skel, der normalt er uoverkommelige”, skriver Lars Buch Viftrup. Foto: haloocyn, sxc.hu.

man ikke altid skal have så travlt med at hjælpe andre. Man kan i den bedste mening gøre større skade end gavn, både i forhold til dem, man gerne vil hjælpe, der måske har brug for en anden form for hjælp, og i forhold til en selv, hvis man ender med at gå ned med stress. I buddhismen kalder man nærværet, der opstår igennem meditationen, for ”medfølelse”. I kristendommen kaldes den handling, der udspringer af mødet med Gud, for næstekærlighed. Buddhismens medfølelse synes ikke at give sig udtryk i et så kraftigt socialt engagement, fordi den netop tager udgangspunkt i en bearbejdning af sindet, mens kristendommen tager udgangspunkt i et engagement i vores fælles sociale virkelighed – og dermed mødet med konkrete mennesker.

net forstand handler om ikke at dømme, men at kunne være til stede med sit nærvær i den smerte, det kan være at være menneske? Den kristne tager udgangspunkt i den anden, ens næste, mens buddhisten tager udgangspunkt i sindets reaktioner på den anden. For buddhisten er mindfulness et vigtigt element i en større forståelse af virkeligheden, som i sin helhed vil føre buddhisten mod en erfaring af medfølelse og i sidste ende nirvana. For den kristne kan mindfulness være et hjælperedskab, der i den større kristne sammenhæng er underordnet næste-kærligheden, der er forbundet med forestillingen om Gudsriget. Nogle vil hævde, at det er en glidebane, som i sidste ende vil undergrave kristendommens stærke sociale engagement. Men man kan også forestille sig, at man som kristen fortolker kristne begreber som tilgivelse og nåde ind i de praksisser om ikke-dømmende nærvær, der i deres oprindelige buddhistiske kontekst havde en anden betydning.

Kan kristne dyrke mindfulness? Så måske mødes den kristne og buddhisten i disse to former for religiøs praksis i en fælles bestræbelse, der i en overord-

IKON - www.ikon-danmark.dk

Kristen mindfulness: Har de kristne også

konkrete redskaber? Er kristendommen ved at blive overhalet af mindfulness? Og skyldes det, at mindfulness tilbyder nogle enkle redskaber, mens kristendommen er alt for kompliceret? Kan man tale om kristen mindfulness? Her er et bud på tre konkrete redskaber i, hvad man kunne kalde for kristen mindfulness. Af Jens Munk, studenterpræst i Århus For et par uger siden blev jeg ringet op af en journalist fra Danmarks Radio. De var ved at lave et program om det begreb, der hedder mindfulness. Det er et koncept, som efterhånden bruges rigtig mange steder inden for erhvervslivet, på uddannelsesinstitutioner, på diverse selvudviklingskurser, osv. Mindfulness er et koncept, der har fundet inspiration i bl.a. Østens religioner. Det har især fundet vej til Vesten i forbindelse med håndtering og behandling af stress. Et centralt punkt i mindfulness er evnen til nærvær og fuld opmærksomhed på det, der er lige nu. Noget af det, journalisten fremhævede som værdifuldt ved mindfulness, var de konkrete redskaber, man lærte. F.eks. ville en af de andre deltagere i radioprogrammet, en kendt coach fra erhverslivet, tage en rosin med og demonstrere, hvordan man ved at mærke rosinen i munden og bare være tilstede i nuet kunne bringe sig i en tilstand af ro, balance og nærvær. Jeg spurgte journalisten, hvad er det, du gerne vil spørge mig om i forbindelse med mindfulness? Hun svarede: Jamen jeg mener, I (kirken) er ved at blive udkonkurreret af mindfulness og lignende ting, og jeg tror, det har at gøre med, at I mangler konkrete redskaber, som mennesker kan bruge i deres hverdag, som f.eks. det med rosinen. Men vil du være med og svare på, hvad folkekirken har af redskaber og meninger om mindfulness? Jo det ville jeg godt, sagde jeg, for jeg er ikke i tvivl om, at der også findes noget, vi kan kalde kristen mindfulness, altså

IKON - www.ikon-danmark.dk

kristen nærvær. Godt jeg kommer forbi i morgen, og så laver vi det. Da journalisten har lagt røret på, kan jeg mærke en let bekymring for interviewet dagen efter. Jeg tænker: de andre har rosiner med og kan meget konkret og let demonstrere, hvad tilstedeværelse og nærvær er. Jeg finder derfor Bibelen frem og læser: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne. Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Hvem af jer kan lægge en enkelt dag til sit liv ved at bekymre sig…læg mærke til hvordan markens liljer gror”.

Kristen mindfulness Hvad Jesus siger her, er i virkeligheden, at der stiller sig to forskellige livsmåder an. Den ene livsmåde går ud på, at vi med vold og magt og megen ophidselse søger at gøre tingene på en bestemt måde. Vi handler uden i virkeligheden at se verden og uden at være rigtig til stede i verden. Vi handler ud fra vores ego og udelukkende ud fra de planer, vi på forhånd har lagt. Overfor den livsmåde står en ganske anden livsmåde, hvor vi i enfoldighed lytter og handler i overensstemmelse med det, der er omkring os. Med det i baghovedet beslutter jeg, at jeg under interviewet dagen efter vil gå planken ud og være i nuet, ikke forberede noget, men være ubekymret til stede i nuet, som evangeliet siger, vi skal. Og så se, hvad der kommer til mig. Det er nemlig kristen mindfulness. Kristen mindfulness er, at vi kan være ubekymrede til stede i nuet, fordi vi er i Guds hånd. Vi kan frit og frejdigt være til stede i enhver situation, fordi vi er Guds elskede børn, og Hans kærlighed omslutter os i ethvert øjeblik. Vi behøver

ikke puste vores ego op og kæmpe for at have lov at være her, som dem vi er. Vi er allerede fuldt og helt accepterede i ethvert eneste øjeblik. Derfor skal vi ikke kæmpe mod os selv eller andre, vi kan give slip og lade være med at søge at regne alting ud på forhånd. Vi kan bare gå ind i tingene, sådan som vi nu engang er skabt. Når vi gør det, kommer vi i en intuitiv forbindelse med tingenes inderste rytme, skaberværkets rytme. Da derfor den kvindelige journalist dagen efter stikker mikrofonen i hovedet på mig og spørger, hvad er kristen mindfulness, så svarer jeg, som sandt er: Det er, at du sidder her over for mig lige nu og smiler. Jeg sidder selv her og glæder mig over at kunne være her sammen med dig lige nu, for jeg ved, at vi er fuldt ud omsluttet af Guds kærlighed og accept. Vi behøver ikke præstere mere, end vi kan, alt er, som det skal være. Vi er begge sat fri til at være her lige nu, som dem vi er med alt det, der er i os af modsigelser, savn og glæde, ulykkelig kærlighed og lykkestunder. Alt det, der er i os, må gerne være der. Alt hviler i Guds accept. Det er kristen mindfulness!

Tre konkrete indgange til kristen mindfulness: Hvilke konkrete redskaber er der til at indøve det? Der er mange forskellige redskaber. Lad mig give tre forskellige konkrete eksempler her: 1) Bøn Bøn kan være at folde hænderne midt i hverdagen. Sætte sig ned og med en rolig og dyb vejrtrækning søge at sætte sine egne tanker og vilje på stand by og så trække Jesu tilgivende kærlighed ned i kroppen sammen med vejrtrækningen. Det handler om at gå ind i en dyb erkendelse og kropslig oplevelse af, at Jesu kærlighed omslutter mig, hvor jeg end går. Denne bønsform kan indøves af enhver, der er interesseret og åben. Jeg står selv for en hjertebønsmeditation hver mandag aften kl. 18 i stillerummet i Studenternes Hus på Århus universitet. Det er et tilbud for dem, der gerne vil have fællesskab med andre om at bede denne bøn. 2) Gudstjenester Den danske folkekirke har gennem 1000 år fokuseret på, hvordan vi bliver mere nærværende og til stede. I GudstjeJesus bruger liljerne som billede på at være ubekymret. De gror uden at så, høste eller samle i lade. Illustration: iStock.

nesten prøver vi gennem en meditativ proces at lære, hvordan vi kan være til stede, som dem vi er med alt det, der er i os af potentialer, kærlighed og ufuldstændighed. Langsomt og meditativt søger vi at få dette budskab til at komme ind under huden og blive en del af vores daglige liv. Det er ikke helt nemt, det tager muligvis et helt liv at indøve, derfor er det en god ide at komme til Gudstjeneste af og til. For ellers glemmer vi det måske eller kan komme i tvivl om, hvorvidt

”Kristen mindfulness er, at vi kan være ubekymrede til stede i nuet, fordi vi er i Guds hånd” det er rigtigt, at vi er elskede og unikke menneskebørn. Møllevangskirken og Studentermenigheden er gået sammen om at skabe 9 aftengudstjenester fordelt ud over året. De vil på en tidsvarende måde og i et sprog, der er til at forstå, arbejde målrettet på at gøre opmærksom på, at vi hver især er elskede og sat fri til at være dem vi er og derfor har lov til at være ubekymret til stede, som dem vi er. Det gøres i sang, bøn, stilhed og refleksion. 3) Mødet Som en tredje vigtig tilgang til kristen mindfulness vil jeg fremhæve mødet mellem mennesker. Jeg vil gerne fortælle en lille historie, der kan illustrere mødets betydning: Engang ikke længe efter anden Verdenskrigs ophør, i Jerusalem, lige efter staten Israel var oprettet, var der på Universitetet ansat en særdeles højt agtet og respekteret lærer, Martin Buber. Han var filosof. Men han var meget mere end en lærer, han var en karismatisk lederfigur, som alle de studerende kendte og så op til, ja og ikke bare de studerende, men mange i Israel agtede Buber meget højt. Mange år tidligere oplevede han en episode, som kom til at påvirke ham dybt. Sådan fortæller han selv i sin bog Møde med Mennesker: ”Der skete ikke andet, end at jeg engang, en formiddag efter en morgen med ”religiøs” begejstring fik besøg af en ukendt ung mand uden at være med det i sjælen. Jeg lod det ingenlunde mangle på venlig imødekommenhed,

IKON - www.ikon-danmark.dk

jeg behandlede ham ikke mere ligegyldigt end alle hans jævnaldrende, som plejede at opsøge mig på den tid af dagen som et orakel, der lod sig tale med, jeg underholdt mig opmærksomt og utvungent med ham - og undlod blot at finde frem til de spørgsmål, som han ikke stillede. Disse spørgsmåls hovedindhold har jeg siden, ikke længe efter, fået at vide af en ven af ham - han selv var da ikke længere i live (han faldt i begyndelsen af den første verdenskrig) - og erfarede, at han ikke tilfældigt, men ledet af skæbnen var kommet til mig, ikke for at snakke, men for at træffe afgørelse, netop til mig, netop i den time. Hvad forventer vi, når vi fortvivler og alligevel går til et menneske? Vel en nærværelse, ved hvilken det bliver sagt til os, at den dog er til - meningen. Siden da har jeg opgivet det ”religiøse”, som ikke er andet end undtagelse, bortførelse, træden-til-side, ekstase, eller det har opgivet mig. Jeg ejer nu ikke andet end hverdagen, som jeg aldrig bliver taget ud af... Jeg kender ikke længere til nogen guddommelig fylde uden den, der ligger i enhver dødelig time med dens krav og ansvar.” (Møde med Mennesker. Hasselbach 1965. S. 59-61) Denne episode var med til at bekræfte og bestemme Bubers tanker om Gud og mennesker. Det virkelig vigtige, det hellige, det skal først og fremmest søges i forholdet mellem mennesker, ikke kun i enrum... Buber kalder det virkelige, autentiske møde mellem mennesker for et jeg-du forhold. Det er det møde, hvor lyset og glæden er det bærende. Der, hvor ansigterne lyser op, der, hvor gnisten i øjet tændes. Det er det møde, hvor vi ikke skal præstere og konkurrere, men hvor vi i mødet omsluttes af Guds nærvær. Buber har senere sagt, at et sådant autentisk møde mellem mennesker kan være så stærkt, at det menneske, der virkelig bliver mødt og set, sådan som han er, én gang i sit liv, han vil opleve forklarelse.

Det, jeg vil sige med denne fortælling ,er, at vi kan øve os i at skærpe opmærksomheden i mødet med næsten. Vi kan øve os i at være helt tilstede overfor de mennesker, vi møder på vores vej og insistere på, at mødet skal være vigtigt, nærværende og autentisk, så vi virkelig ser hinanden. Denne øvelse kan sagtens understøttes ved, at man finder en åndelig vejleder. Nogle præster (bl.a. mig selv) og diakoner tilbyder sig som kristne vejledere.

At indøve Jesus, er at indøve mindfulness Bønnen, Gudstjenesten samt mødet er tre eksempler på, hvordan kristen mindfulness, altså nærvær, kan indøves og integreres i dagliglivet. Der kunne gives andre eksempler, men det vigtigste er, at grundlaget for alt kristen mindfulness er Jesus: Da Jesus kommer ridende ind i Jerusalem palmesøndag, kommer han ridende med budskabet om, at vi er sat fri til at være helt til stede, som dem vi er. Han kommer ridende i bekymringsløshed som en konge, ikke med en stor og magtfuld hær af soldater omkring sig, ikke med flotte klæder og smykker af guld, men i bare tæer med langt løst hår og vildtvoksende skæg i løstsiddende tøj på et æsel helt nede på jorden. Det er ikke en traditionel magtens og krigens konge, men en konge fyldt med åndskraft, en kraft, der lige siden er strømmet ud i hele verden fra menneske til menneske. Nu er vi alle sat fri. Vi skal ikke bekymre os, men bare være lige her lige nu med alt, hvad vi har i os. Redskabet til at komme helt til stede er Jesus. At tro på Jesus er at blive sat fri til at være helt sig selv lige nu, lige her i dag. For Jesus er legemliggørelsen af nærvær og tilstedeværelse. Derfor er det Jesus, vi indøver i bøn, Gudstjeneste og mødet.

Dialogpiloterne 26.-28- august 2011 i Århus Tre dages teoretisk og praktisk kursus i dialog. Læs mere på IKONs hjemmeside

og tilmeld dig inden 1. juli.

IKON - www.ikon-danmark.dk

Buddhistisk psykologi i Øst og Vest Buddhas veje: En bog til dem, som ønsker at være bedre klædt på til at kunne forstå og forholde sig til buddhismens rolle i vort samfund i dag. Ifølge forfatteren har klinisk psykologi brug for at lade sig inspirere af buddhismen. Af Louise Bjerg Pedersen cand.psych og bestyrelsesmedlem i IKON Følelse er forgængelig. / Hvad der er forgængeligt, det er lidelsesfuldt. / Hvad der er lidelsesfuldt, det er ikke et selv. / Hvad der ikke er et selv, skal gennem fuldkommen indsigt betragtes i overensstemmelse med virkeligheden således: det er ikke mit, jeg er ikke det, det er ikke mig selv. Hvordan kan jeg som vesterlænding forstå dette vers? Og kan jeg bruge det til noget i mit eget liv? Det var bl.a. spørgsmål som disse, der meldte sig, da jeg læste bogen “Buddhas veje”, som er forfattet af professor i klinisk psykologi ved Københavns Universitet, Peter Elsass. Ovenstående vers stammer fra det buddhistiske digt “Der er intet bestandigt jeg”, som i bogen er gengivet i en af de mange farvede bokse, der med historiske anekdoter, rejseberetninger og buddhistiske originaltekster udgør kærkomne afbræk imellem de mere teoretiske kapitler.

Baggrunden for bogen Formålet med “Buddhas veje” er, ifølge forfatteren, at skrive en fagligt sober bog om buddhistisk psykologi, drevet af et ønske om at trænge ind bag den efterhånden jævnligt hørte sætning om, at noget er buddhistisk inspireret. Elsass har selv praktiseret buddhistisk meditation, læst tekster med hjælp fra en læremester og rejst rundt i Tibet og Nordindien sammen med sin Lama for at opsøge spirituelle mestre. På dette grundlag har han skrevet en interessant og lærerig bog, der behandler såvel Østens buddhisme som Vestens psykologi med seriøsitet og respekt. Det psykologfaglige argument for at interessere sig for buddhismen knytter Elsass an til sine konkrete møder med tibetanske torturoverlevere. Hos disse mennesker iagttager Elsass en bemærkelsesværdig evne til at leve med både fysiske og psykiske følger af torturen, hvilket de selv begrunder med buddhismens lære og tilhørsforholdet til Hans Hellighed Dalai Lama. Disse iagttagelser overbeviser Elsass om, at klinisk psykologi har brug for at lade sig inspirere af buddhismen. Mange vil vide, at denne inspiration allerede gør

sig gældende bl.a. ved af brugen af mindfulness-teknikker i både terapilokaler og på virksomheder.

Dynamisk og rummelig buddhisme Et af de centrale temaer i bogen drejer sig om, hvordan buddhismen har været under fortløbende dynamisk konstruktion pga. et samspil mellem Øst og Vest. Elsass beskriver, hvordan buddhismen ofte er blevet gjort mere blød og tilpasningsdygtig, når den er kommet til Vesten. Det interessante er dog, at Elsass påpeger, at denne vestlige tilpasning også får indflydelse på buddhismen i Østen, i dette tilfælde i Tibet. Det sker i takt med, at Tibet bliver mere åbent overfor omverdenen og får besøgende, der kommer med en vestligt præget forventning om, hvad buddhisme er. Elsass påpeger dog, at der stadig findes væsentlige forskelle i buddhismens udtryk og anvendelsesformål i Øst og Vest. Fx anses det primære mål med meditation i Østen at være opnåelse af ”enlightenment”, hvilket kan være en anstrengende proces, der kræver tid og disciplin. Her i Vesten derimod har meditation overvejende vundet indpas som en metode til afspænding og stressreduktion. Tilsyneladende er der intet problematisk ved hverken den gensidige øst-/vestlige nytænkning af buddhistisk praksis, eller ved de vidt forskellige anvendelsesformål. For den buddhistiske vej er bred og rummelig. Der er plads til både “sekulære buddhister”, som tager, hvad de kan bruge til personlige formål, og til traditionelt religiøse buddhister, der tager hele “pakken”. Elsass citerer fx også H.H. Dalai Lama for at have sagt, at man udmærket kan være kristen buddhist.

Anbefalelsesværdig bog “Buddhas veje” er en bog, der leverer vigtig og brugbar viden om buddhismen og dens samspil med vestlig psykologi. Det er også en bog, der kan igangsætte læserens egen refleksion over, hvad buddhismen har og kan få af betydning i vort samfund. Bogen er fagligt troværdig, og forfatterens personlige engagement skinner igennem i teksten. Buddhas veje af Peter Elsass, Dansk Psykologisk Forlag 2011.

IKON - www.ikon-danmark.dk

Kristus

uden kristendom Kan hellige mænd i Indien uden tilknytning til kristendommen have at gøre med Kristus? Dette spørgsmål blev levende for Lene Skovmark i mødet med disciple af den indiske guru, Ramalinga. Lene Skovmark var i efteråret 2006 sammen med sin mand i Tiruvannamalai i Sydindien som 50+ voluntører. De har lige været tilbage på ferie, hvor en bibelmeditation førte hende på sporet af Ramalinga. Af Lene Skovmark

Bibelmeditation med hvidklædte hellige mænd Tre hvidklædte skikkelser dukker frem af mørket og kommer gående hen imod verandaen, mens jeg står og underviser en gruppe unge kristne ledere om dialog og spiritualitet. Jeg holder pause, mens tolken taler i mobiltelefon og de tre, en ung kvinde og to mænd, kommer hen til mig og præsenter sig som Saints, hellige. ”Det kan man da ikke kalde sig…” udbryder en af mine rejsefæller. Jeg inviterer dem til at deltage i en bibelmeditation over Jesu kaldelse af sine første disciple, hvor han siger: ”Følg mig”. De tre hvidklædte sætter sig andægtigt ned. Da undervisningen er slut, giver de os deres visitkort og inviterer os ud til deres ashram, hvor de hver dag bespiser fattige. Nysgerrigheden er vakt. Hvem er de dog, disse hellige mennesker?

Nådeslyset Efter et par uger cykler vi ud til deres ashram, hvor vi får en hjertelig modtagelse. Kanan, en af de hvidklædte, inviterer

IKON - www.ikon-danmark.dk

os indenfor i en beskeden stråhytte, hvor vi får tilbudt et par stole, mens han selv sætter sig på gulvet. Der er et billede af deres guru, Ramalinga, og foran er et lille alter med et lys, der altid brænder. Kanan fortæller, at Ramalinga altid var hyllet i hvidt, fordi hans legeme var gennemstrålet af det guddommelige lys, så ingen tålte at se ham. Han lærte om Gud som Nådeslyset, som er hinsides religion, kaste, dogmer og køn. Målet for disciplen er at blive forenet med Nådeslyset og vejen er uselvisk tjeneste og meditation. I 1874 blev Ramalinga optaget i det guddommelige lys; ingen så hans døde legeme.

”Ramalinga lærte om Gud som Nådeslyset, som er hinsides religion, kaste, dogmer og køn.” Det er ved at være tid til bespisning og Kanan skulle hjælpe til med at forberede måltidet. Han leder os ind i et dunkelt rum med et forhæng, og man kan skimte en flamme. Vi sætter os og mediterer, mens vi grunder over symbolikken, at Guds lys ikke er fuldt tilgængeligt, men skjult og en dag skal den åbenbares fuldt ud. Efter en halv times tid bliver vi inviteret med til ”bords” sammen med 50 orangeklædte saddhuer, en slags tiggermunke. Vi sidder på gulvet i lange rækker, og fire hvidklædte mænd serverer maden på bliktallerkner, mens de

”Der er så mange fælles træk med Jesu lære og person”

guddommelighed, og at han nu lever videre i ånden og fører et guddommeligt liv i en guddommelig krop. Mesteren Babu Saddhu understregede, at dette højeste stadium ikke opnås ved menneskets egne kræfter alene, men ved Guds nåde.

Fælles træk med kristendommen

Billede af Ramalinga, guruen, der lærte om Nådeslyset. Privatfoto.

synger Arut perun jothi, Thani perun karunai – Umådelige Nådeslys, uendelige barmhjertige Nådeslys. Mødet med disse tjenende ånder gjorde dybt indtryk. De havde givet afkald på alt, afstod fra at gifte sig, var brudt ud af kastesystemet og deres hinduistiske religiøse sammenhæng og status og levede nu i tjeneste for andre. Kanan fortalte, at han altid havde haft et stærkt ønske om et enkelt liv i tjeneste. Han studerede i Chennai, men ”stod af ” under en fuldmånevandring om det hellige Arunachalabjerg og bosatte sig i ashrammen. Han har ingen kontakt med sin familie. ”Jeg er en fri fugl,” udbrød han. En af de tre hvidklædte skikkelser, som kom til vores veranda hin aften, viste sig at være deres nulevende Mester, Babu Saddhu. Vi opsøgte ham for at forstå lidt mere af det hele, og han forklarede, hvordan kroppen kan transformeres gradvist ved at meditere over Nådeslyset. Et menneske som er helt gennemlyst, opnår åndelig og fysisk udødelighed, har kræfter til at helbrede og endog til at opvække døde. Denne form for oplysning er et kendt fænomen blandt Indiens hellige mænd og kvinder. Det er også med den forståelse som baggrund, at man hævder, at Ramalinga opnåede

Som kristen finder jeg det tankevækkende, at der er så mange fælles træk med Jesu lære og person. På deres hjemmeside står: Ramalinga er forening af guddommelige og menneskelig natur, han er legemliggørelsen af den Højeste Herre af kærlighed og medfølelse, han er Guds ”menneskelige ansigt”. Ramalinga frabad sig efterfølgere, for ingen skulle knytte sig til ham. Men han viste dem vejen. Ja, ifølge dem er Ramalinga selve vejen til forening med det guddommelige lys. Mens jeg var i Indien læste jeg en bog om en katolsk indisk pater, ”Following Jesus in the Hindu context” (At følge Jesus i en hinduistisk sammenhæng). Der stod, at Indien behøver Kristus, men ikke nødvendigvis kristendommen. Og at Indien må møde Kristus i og gennem indiske apostle, som Gud oprejser. Kunne Ramalinga være en sådan apostel, som peger på Kristusvejen i en sammenhæng, hvor kristendommen virker fremmed? Mødet med disse hvidklædte mennesker har i den grad udfordret min tro og holdning til, hvordan det guddommelige manifesterer sig i det menneskelige. Og deres hengivenhed til Gud og deres tjeneste for andre udfordrer mit liv og indskærper Jesu kald til at tjene. De præsenterede sig som hellige, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret!

IKON - www.ikon-danmark.dk

Lene Skovmark møder tre hvidklædte mænd, der præsenterer sig som hellige. Privatfoto.

Med Kierkegaard Søren Kierkegaard forstået baglæns: Det er først nu i min høje alderdom, at det er gået op for mig, hvem Søren Kierkegaard var. Det er derfor først nu, at jeg har kunnet efterkomme en opfordring som den, jeg her er blevet mødt med: at fortælle om mit personlige forhold til dette menneske.

Af VIBEKE FOGH Søren Kierkegaard brugte jo så mange pseudonymnavne; men det Selv, han fortvivlet ville - eller ikke ville - være, gav han ikke noget navn. Det Selv var en hemmelighed, en ”apostelhemmelighed” af samme art, siger jeg, som den, der i Markusevangeliet kaldes ”messiashemmeligheden”. Som Markus nemlig fortæller historien, var det kun Jesus selv, der under dåbshandlingen hørte ordene til ham om, at han nu var avlet af Gud som Guds Søn. Erfaringen af denne egentlige, dybeste identitet i ham selv var altså, ifølge Markus, en erfaring, som Jesus stod alene med, en paradoksal virkelighed, som han ikke bare sådan lige kunne fortælle til nogen, men som det var op til hvert enkelt menneske i hans samfund selv at erkende og - uden forargelse - acceptere som sand. Men Søren Kierkegaards ”apostelhemmelighed”, som jeg nu vidner om, blev ikke erkendt af nogen i hans samfund. Han kunne ikke selv direkte fortælle, at han faktisk talte med myndighed, og der var ingen andre, der kunne se det. Så han måtte livet igennem med alle sine ord danse antydende, skjulende og afslørende, omkring den sandhed, han havde på hjerte, og som hans egen person var et levende bevis på: At den Sandhedens Aand, i hvilken Kristus var ét med Faderen, er til i virkeligheden; at den, når den tager Bolig i et menneske, får timeligt og evigt i dette menneske til at indgå i en syntese, hvorved dets første timelige Jeg forvandles og bliver til et treenigt Selv, den treenige Guds billede. Og han kunne af egen erfaring fortælle om det Øieblik, i hvilket no-

get sådant i et enkeltmenneskes sind gik over fra at være muligt til at blive virkeligt. Men før jeg var i stand til at sige dette, skulle jeg altså leve et helt langt liv.

I: Ungdommen - jeg læser Søren Kierkegaards ord Som ung dansk og fransk studerende i årene fra 1945-52 havde jeg Søren Kierkegaard for mig som en del af mit pensum i dansk litteratur. Og så var han en stor dansker, en filosof, som måske havde haft betydning for udformningen af eksistentialismen, den allernyeste franske filosofi dengang, og samtidig var han jo et interessant menneske med en mislykket forlovelseshistorie. Jeg læste hans pseudonyme værker, særligt de tidlige; jeg ville gerne kunne hans ord, kende hans tanker og være i stand til at tale med om filosofi - en måde at læse Kierkegaard på, som jeg ser er almindelig også i vore dage. Men inde bag alle disse ord fornemmede jeg dog samtidig en betydningsfylde, som jeg ikke selv helt kunne få fat på, men som jeg kom nærmere under en studiekreds med nogle få interesserede studenter (hvoriblandt en ung Villy Sørensen) og under ledelse af daværende lektor Billeskov Jansen. Vi læste ”Frygt og Bæven” om Abraham, der i lydighed mod Jahve ville ofre sin søn Isak, og ”Gjentagelsen” om et ungt menneske, der - i lydighed mod et digterisk kald? - ville give

IKON - www.ikon-danmark.dk

d i hvalfiskens bug afkald på genstanden for sin kærlighed. Under læsningen havde vi særligt opmærksomheden rettet mod det digteriske sprog og dets magiske evne til at danne verdener, men punktvis søgte vi også indad gennem ordene til det rum af klarhed og kærlighed, som de var fødte ud af. Tag nu for eksempel ordet gentagelse. Hvis vi ikke havde delt modersmålets hjertesprog med Kierkegaard, havde vi ikke så let kunnet fornemme, hvilken erkendelse der lå bag forestillingen om det: at gen-tage. Dette ord har nemlig ikke som det latinske ord ”re-petere” grundbetydningen: aktivt at ”stræbe efter” eller ”kræve (noget) én gang til”, men kommer af forestillingen om at ”tage (noget) med hænderne” - og dette kan ”Så noget rørte sig i mit sind, men levede dog mest derinde som ord i bøger”, fortæller Vibeke Fogh om et menneske som bekendt ikke begyndelsen på den livsforvandling som bl.a. studier af Søren Kierkegaard foranledigede. Privatfoto. gøre, hvis han allerede har hænderne fulde. Nej: den, som vil gen-tage noget, må først acceptere at give slip på det, han Men den sammenhæng skulle først langt senere vise sig. fik, og derefter vente på at få det tilbudt igen, før muligheden for en gen-tagelse er til stede. Jeg bevarede således i min erindring en dunkel forståelse af, at fortællingen om Abraham var en Mythe om Gjentagelse. En myte fordi det var en ’Fortælling, der lod det foregaae udvortes som var indvortes’ og en myte om gen-tagelse, fordi det dér beskrives, hvordan et menneske, der accepterer at give sin egen søn tilbage til den gud, han har fået ham af, kan gen-tage ham fra Guds hånd som den, i hvem alle jordens slægter skal velsignes. Denne gammeltestamentlige fortælling om gen-tagelse, blev således måske i mit sind en forudsætning for, at jeg senere kunne ane betydningen af den ny-testamentlige grundfortælling om gen-fødsel, om først at dø som hvedekornet...

IKON - www.ikon-danmark.dk

II: Midt i livet. En arbejdstid.

Efter uddannelsestiden fik jeg job som lærer. Jeg giftede mig og fik børn. Jeg ville stadig kunne, kende og tale med. Men det, jeg nu ville kunne, kende og tale med om, var ægteskab, børneopdragelse, husførelse, lærergerning, politik og samfundsanliggender, videnskab etc. Det gik der mange år med. Jeg stræbte virkelig meget. Brugte alle mine kræfter, ja, vel flere end jeg havde, på arbejde og pligter, for det var vist det, det alt sammen var blevet til: ægteskab, børn, job, det hele, blot arbejde og pligter udadtil - men tomhed og ubesvarede spørgsmål indeni.

je g

d å s

i : r é

Jeg havde ganske vist læst Grofs ”Indre Rejse”, og Jes Bertelsens ”Individuation”; Jeg havde dykket ned i Jungs ”Svaret på Jobs spørgsmål” og var igennem hans værk om ”Zahl und Zeit” blevet henvist til en bog om tretallet: Augustins bog om Treenigheden.

”

lå

Så noget rørte sig i mit sind, men levede dog mest derinde som ord i bøger. Og da jeg engang gik lidt til hånde i min sognekirke og herunder fik til opgave under en børnegudstjeneste at fortælle beretningen om profeten Jonas, så lærte jeg alle ordene udenad, så jeg kunne fortælle historien i mørke i kirken som ledsagelse til børnenes tegninger, der blev vist på en skærm. Det var ordene om, hvordan Jonas, da han hørte Jahves befaling: ”Stå op og gå til Nineve!”, stod op og gik; men hvordan han så, da han var nået til havets bred uden at have fundet, hvad han skulle, indskibede sig på et fartøj med kurs mod verdens ende - et sted, der dengang hed Tarsis og lå ved Gibraltar. Men at den historie skulle blive afgørende for hele mit liv sidenhen, at det var en død-genfødsels-myte, som ville leve sig ud i mit eget sind, kunne jeg dengang ikke ane.

III. Opbruddets år. Så kom det år, da mit yngste barn var blevet student, og jeg fik følelsen af at have aftjent min barnepligt. Sommerferien kom, og jeg ville for første gang holde fri og ikke som vanligt bruge tiden i sommerhuset på at forberede næste skoleårs undervisning. Men i denne pause dukkede tomheden og spørgsmålene op til overfladen i mit sind, og jeg så det pludselig klart: Ganske vist havde jeg villet det godt og gjort i livet, hvad jeg kunne, og udadtil var alting vist også gået så nogenlunde, som det ofte gør, men inde i mig selv vidste jeg det: det var ikke lykkedes. Ægteskab, børn job; intet af det var jo blevet til, hvad jeg havde håbet og troet og villet, og det var min

n e k s alfi

g u b s

ted n e v og

kunnet det.

skyld: Jeg havde ikke

Og så d. 15. august 1981 som jeg sad alene ved morgenbordet, kom Guds ord til mig:

”Stå op og gå til Nineve!” Mine knæ adlød umiddelbart; de rettede sig ud, og da jeg nu stod op, lød befalingen: ”Gå ind i dit kammer!” Prøvende vankede jeg rundt i mit hus uden først at finde det rigtige sted at gå hen, men efter nogen tid fandt jeg et leje i et lille rum i kælderen, hvor jeg accepterede, at det var dér, jeg måtte ligge. Jeg var fuldstændig tryg og rolig; jeg var jo Jonas, og jeg kendte historiens fortsættelse. Da Jonas’ skib nemlig var i rum sø, blev det et forfærdeligt uvejr, som truede hele skibet og alle de ombordværende. Søfolkene gik rundt i skibet for at finde den, der var skyld i gudernes vrede, men ingen meldte sig - før man fandt Jonas. Han vidste det jo; han havde ikke adlydt Jahves befaling; han havde endnu ikke fundet Nineve. Så han lod dem kaste sig ud, druknede dog ikke, men blev slugt af en hval. Og nu lå jeg så dér: i hvalfiskens bug? og ventede - på hvad? - på at blive fragtet til Nineve? - på frelsen? Men jeg blev jo fundet af min familie og indlagt på den lukkede afdeling. De kunne ikke andet, og jeg kunne ikke andet. Jeg forstod jo ikke mig selv. På hospitalet var man mest interesseret i at stille en diagnose, at finde frem til det ord, der kunne definere sygdommen, men indvilligede dog ved min indtrængende bøn i at undlade at give mig nogen som helst form for medicin. Jeg fik lov til at være vanvittig inde i den lukkede afdelings rum i et par uger, mens psykosen dampede af, og kunne så komme ud igen og leve videre som før. Og dog ikke helt som før. Der var sket den ændring med mig som læser, at bibeltekster, som jeg hidtil havde læst som mere eller mindre ligefremme meddelelser, til min egen forbløffede undren nu spontant og umiddelbart fremstod som allegorier, som sammenhængende billedlige udsagn. Og endvidere kunne jeg jo efter sådan at have mødt det helt Ubekjendte ikke længere blot være identisk med mit første

IKON - www.ikon-danmark.dk

- p å h v a d ? - p å a t b liv e fr a gt ”timelige Jeg”. For hvorfor havde dette Jeg ’uden ret at forstaae sig selv’ villet ’sin egen Undergang’? Jeg, der ’troede at kende mig selv’ vidste ’ikke længere med Bestemthed’, om jeg var ’et af Ild og Røg opfyldt Dyr eller et Væsen, som i sin Natur havde en guddommelig og lidenskabsløs Bestanddel’ [1]. Så jeg begyndte at lede efter denne guddommelige og lidenskabsløse bestanddel af min bevidsthed, som var den, der havde set det hele ske.

IV. Rejseårene. En læretid. I myten var det hvalen, som fragtede Jonas videre ad Nineve til. I bøn til Jahve overlod han styret til den guddommelige visdom i det skabte, til det sind i hvalen, som spejler havdybets strømme og jordklodens magnetiske felter, og som derved kan finde vej. Men hvad skulle jeg gøre? Det vidste jeg ikke - før jeg nogle år efter fik den idé at melde mig til kursus hos Jes Bertelsen i Nr. Snede, hvor jeg så i en årrække trænede i at ”flytte opmærksomheden fra sproget og det tillærte til det fundament, som sprog og læring hviler på” [2]. Og da var det, at jeg på et tidspunkt indså, at denne træning af bevidstheden om kroppen, om åndedrættet og hjertet og om den spontane kreativitet jo netop var en aktivitet, der ville udforske hvalsindet dybt i mennesket, lede efter dets evne til at spejle skjulte strømme og felter i det levende, for derved at kunne inddrage hele mennesket og ikke kun ordenes begrænsede domæne i den menneskelige erkendelsesproces, i dens stræben efter at finde Vejen. Og det var også i Nr. Snede, jeg fandt ”kammeret”, det bønnens rum, som jeg siden hen har haft med mig. Et fællesmenneskeligt rum af tavshed, accept og glæde, i hvilket sindet med håb og taknemmelighed vender sig indad mod det skjulte, det ”Ubekjendte”, hvorfra dets kraft og dets visdom kommer.

et til N

in e v

e? -

p å

frel

sker på. Hvis den bevidsthed, vi spejler verden med, ændrer sig, vil vores verden blive en anden. Hvis vores syn havde laserlys-intensitet, ville den samme verden se totalt anderledes ud for os, end den gør nu, hvor vi spejler den med vores normal-bevidstheds øjne. Og at det er til, at bevidstheden kan ændre tilstand, er blevet et faktum for mig, eller sagt med Kierkegaards ord fra de filosofiske smulers motto:

se n

?”

’Med mit Organ for Tro har jeg knyttet det mulige og det virkelige sammen i Tilblivelsens Faktum’. Og dermed var jeg så måske nået til det ”andet land”, hvor Nineve lå, men jeg vidste ikke, om der var noget jeg skulle dér.

V. Seniorårene. En ny arbejdstid. Imidlertid begyndte jeg et årelangt arbejde på at sætte mig ind i Bibelens tekster. Jeg læste dem, som jeg før har læst tekster, jeg skulle undervise i i gymnasiet: grundigt og med indlevelse for at tilegne mig teksternes budskab i en form, som jeg kunne videregive til andre. Men jeg læste ikke ”teologisk” som en student eller en lærer på universitetet må gøre det for at blive forstået af sine fagfæller, ej heller som en præst, der skal prædike i kirken. Jeg læste med den overbevisning, at Bibelen som ”Helligskrift” må tilhøre en særlig tekstgenre kendetegnet ved, at der i et sådant skrifts ord kan gemme sig en viden om menneskets hjerte og bevidsthed, som ikke er tilgængelig for normalbevidstheden. Jeg så det sådan, at der i vores kristne Bibel måtte findes budskaber fra den Sandhedens Aand, i hvilken Kristus er ét med Faderen, videregivet af mennesker, i hvem denne Aand havde taget Bolig.

VI. Alderdommen - jeg møder Søren Kierkegaard selv inde bag hans Så da jeg vendte hjem, også mentalt, og gen-optog min gam- ord le tilværelse blandt mine nærmeste, som smukt havde ladet min plads stå til mig, var det helt den samme tilværelse jeg fandt, men dog var den ny, fordi jeg selv havde forandret mig: Jeg havde skiftet verdensbillede. Ved at snuse til den forskning i bevidstheden, som foregår i Nr. Snede, havde jeg indset, hvor afgørende vores bevidstheds art er for den måde, vi ser vore omgivelser og vore medmenne-

IKON - www.ikon-danmark.dk

Dermed gik tiden, og jeg var fyldt firs, da jeg blev indbudt af den nye præst i min sognekirke til mit livs anden studiekreds om Søren Kierkegaard; denne gang med udgangspunkt i tre af hans ”Opbyggelige Taler” i eget navn fra 1849, de såkaldte ”Gudelige Taler”, som jeg aldrig før havde læst. Og denne læsning overvældede mig. Her åbnede Søren Kierkegaard op til sit eget meditative rum,

hvor jeg følte mig hjemme: et rum af tavshed, lydighed og glæde, i hvilket Fader-Vor-bønnens vertikale forbindelse mellem himmel og jord går direkte ned gennem menneskekroppen fra hoved til fod; under ordene ”Ske din vilje” tøver den i hjerteregionen, mens den vokser ud i hænderne, så at de selv kan gøre ”Kærlighedens Gerninger”, og fortsætter helt ned i fødderne, hvor den leder dem, så at de selv kan finde Vejen. Læser man alle de 30 opbyggelige taler, hvoraf de ”Gudelige Taler” er nummer 25, 26 og 27, i sammenhæng forfra, viser det sig, at de beskriver opbygningen af et menneske-Selv som en treenighed, som en ny skabning i hvem to adskilte aspekter af det menneskelige væsen bliver ét i kærlighedens tredje: blomst og fugl (feminint og maskulint, tro og håb) [3]. Men forudsætningen for, at denne opbygningsproces kan lykkes, er, at Selvet bygger på den rette grundvold; at det ’grunder gjennemsigtigt i den Magt, der satte det’. Og denne grundvold skal findes inderst i menneskets hjerte, som det straks præciseres i de første ”To Taler” fra 1843: Grundvolden er det ord, som himmellysenes fader har indplantet i mennesker (Jak. 1.17- 21), ja, i alle mennesker (Gal. 3.28).

Men da var det, at det hele umuliggjordes på den mest tragiske vis, idet som bekendt Martensen i sin begravelsestale over biskop Münster sagde om den afdøde: At han var et led i den hellige kæde af sandhedsvidner, som strakte sig fra apostlenes dage indtil vore.

”Kierkegaard får det sværere og sværere med alle de ord i samtidens kirkelige kristendom, som ved blot at repeteres som ord havde mistet deres indhold” Ikke alene var disse tomt smigrende ord ”ord uden mening” i Jobs forstand, men som de nu var blevet eksponeret i den tids København, havde de fået en specifik ”forkert” betydning, og det var blevet umuligt for Søren Kierkegaard i det hele taget at udsige den mening, som oprindelig havde ligget gemt deri. Men måske er tiden så kommet til at sige den nu? NOTER

Kierkegaard og Münster Det ord, som var i begyndelsen, og som solens, månens og stjernernes far har indplantet i menneskers hjerter, var således det ord, som Søren Kierkegaard selv studerede og levede efter. Og som det fremgår af hans opbyggelige tale nr. 24, ”Lidelsernes Evangelium” med undertitlen ”Kristelige Taler”, får han det sværere og sværere med alle de ord i samtidens kirkelige kristendom, som ved blot at repeteres som ord havde mistet deres indhold; disse ord var for ham, som for Job før ham, blevet ”ord uden mening”, ”rygter om Gud” [4] uden rod i erfaringen.

[1] De kursiverede ord er citater fra Søren Kierkegaards ”Filosofiske Smuler, Capitel III, Det absolutte Paradox” [2] Citat fra: Jes Bertelsen: ”Et essay om indre frihed”, Rosinante 2010, Forordet. [3] Og med det 21.århundredes fysiske verdensbillede in mente, kan vi se for os en sådan ”ny skabning”: en kvantefysisk ”partikel”, der nok er til i virkeligheden, men som i menneskeordenes spejling af virkeligheden kun kan vise sig som enten ”sted” eller ”impuls”. [4] Jobs Bog 38,2 og 42,3-6.

Jeg mener at forstå, at Søren Kierkegaard fra dette tidspunkt kun ventede på den rette lejlighed til at sige det samme ligeud, og til med myndighed at kunne sige frem, hvad han selv så som sand virkelighed bag kristendommens ord. En lejlighed, der måske ville komme med biskop Münsters død?

IKON - www.ikon-danmark.dk

Sommertilbud fra Forlaget Univers

Det Danske Pluralismeprojekts bøger om religion i Danmark Særpris pr bog: 69,Hele serien (fem bøger): kr. 249,-

Kristendommen under forvandling - pluralisme som udfordring til teologi og kirke i Danmark Viggo Mortensen

Kaldet til Kina - danske missionærers liv og oplevelser i Manchuriet 1893-1960 Simon Gjerø Udsalgspris kr. 179,00 (tidligere kr. 349,00) 241 sider, rigt ill. med farvefotos, hardback

Samfund uden Gud Phil Zuckerman Udsalgspris kr. 99,00 (normalpris kr. 249,00) 228 s.

Pilgrimsspor Redaktør Elizabeth Knox-Seith Udsalgspris kr. 99,00 (normalpris kr. 249,00) 141 sider, rigt ill. Med farvefotos, hardback

Nye muslimer i Danmark. Dansk dharma buddhisme og buddhister i Danmark Jørn Borup

Møder og omvendelser Kate Østergaard Udsalgspris kr. 79,00 (normalpris kr. 249,00) 232 sider, ill. Med farvefotos

Karma, koran og kirke

Moskeer i Danmark - islam og muslimske bedesteder Lene Kühle

I lysets tjeneste - nye religiøse og spirituelle grupper i Danmark René Dybdal Pedersen

Krop, sind - eller ånd? Alternative behandlere og spiritualitet Lars Ahlin

- religiøs mangfoldighed som folkekirkelig udfordring Redaktør Lars Buch Viftrup Udsalgspris kr. 99,00 (normalpris kr. 249,00) 257 sider

Kulturmødets hermeneutik – en filosofisk analyse af kulturmødets forudsætninger Anita Holm Riis Udsalgspris kr. 99,00 (normalpris kr. 229,00) 168 sider

Tørre tal om troen - religionsdemografi i det 21. århundrede Redaktør Margit Warburg Udsalgspris kr.79,00 (normalpris kr. 249,00) 231 sider, ill. med farvefotos

Dansk konversionsforskning Redaktør Mogens S. Mogensen Udsalgspris kr. 79,00 (normalpris kr. 229,00) 250 sider

Vejen, sandheden og kærligheden Johannes Nissen Udsalgspirs kr. 99,00 (normalpris kr. 249) 206 sider

Priserne gælder Kun ved direkte henvendelse til forlaget: info@forlagetunivers.dk med koden "sommer" Forsendelse 19 kr.

Forlaget Univers · Holme Parkvej 18 · 8270 Højbjerg · Tlf: 70 20 60 63 · info@forlagetunivers.dk · www.forlagetunivers.dk IKON - www.ikon-danmark.dk

Johannes Aagaards missionalitet i filosofisk terapi

Med lukningen af Dialogcentret har IKON overtaget rollen som virksomhed i Jens Linderoths virksomheds-Ph.d. om Johannes Aagaard. Derfor bringer vi en introduktion til denne opgave, som forventes færdig i 2014. Af Jens Linderoth ph.d. stud., teologi, Århus universitet

Missionske Lone, grundtvigske Poul, ateistiske Ib, muslimske Hasan, den nyspirituelle Pia og de mange der ikke er særlig religiøst optagede eller afklarede, ”når det bare ikke bliver for fanatisk”, forstår hinanden og hinandens ”religiøsitet”. De forstår også deres egen ”religiøsitet” i lyset af og i relation til de andres. Det kan godt være, at deres forståelser mest ligner mis-forståelser, men de kan ikke lade være med at forstå. Ligeledes kan de ikke lade være med at gå ud fra, at deres forståelse er sand. Det kan godt være, at de alle er villige til at lade sig korrigere af hinanden, af ”fakta” eller i mødet med hinanden, men uanset om vi er åbne eller lukkede, så går vi ud fra at det, vi forstår, er sandt – ellers ville vi forstå noget andet og på en anden måde. Nogle gange og for nogle bliver ”de andres” virkelighed så påtrængende, at man sætter sig ned, gennemtænker og udlægger dem, sig selv og relationen til dem ud fra ens eget udgangspunkt i en eller anden offentlig og mere eller mindre reflekteret form. Her er det, at fænomenet ”missionalitet” melder sig. Ligesom vi, inden vi sætter os ned, altid allerede har en forståelse, så har vi altid en grund til at udlægge. Den grund er det, jeg kalder ”missionalitet”. Vi lever i en multireligiøs virkelighed og har måske altid gjort det. I sådan en virkelighed kan man sige, at vi alle altid er på mission, så snart vi forsøger at udlægge og erkende ”de andre” lidt mere systematisk. Hvad enten vi vil ”bekæmpe fordomme med fakta”, ”fremme at man ser mennesket frem for systemet”, ”advare mod farlig religiøsitet”, ”forsvare kristne/islamiske/demokratiske værdier” eller bare forstå vore medmennesker, så udlægger og erkender man af en grund, og den grund har med ens egen forståelse af det religiøse at gøre. Det er det vilkår, som denne fællesmenneskelige missionalitet sætter for vores erkendelse, jeg undersøger i mit

Den moderne dialog mellem kristendommen og ”de andre” i Danmark, tog sin begyndelse med Johannes Aagaards beskæftigelse med ”Nyreligiøsitet” og ”Guruisme”. Foto venligst udlånt af Pernille Aagaard.

projekt. Både for at beskrive det, men også for at vi kan lære at omgås vores missionalitet mere reflekteret, så vore erkendelser bliver mere i overenstemmelse med den ”Gud”, vi er sendt af. Problemet med missionaliteten er nemlig, at den har det med at fordreje virkeligheden som splinten fra trold-

IKON - www.ikon-danmark.dk

spejlet i H.C. Andersens Snedronningen. Ikke bare således, at det, vi ser, bliver forvrænget, men også sådan, at det, vi ser forvrænget, forvrænger vores ”Guds”-billede. Den moderne dialog mellem kristendommen og ”de andre” i Danmark tog sin begyndelse med Johannes Aagaards beskæftigelse med ”Nyreligiøsitet” og ”Guruisme”, både via hans arbejde på Aarhus Universitet, hans involvering i den offentlige debat og hans oprettelse af Dialogcentret. I hans forfatterskab mener jeg, at ”missionalitet” er på spil i en særlig tydelig form – så meget at jeg vil kalde Aagaard en art ”missionalitetens mester”. Samtidig har jeg Aagaards arbejde under huden, da jeg selv forsøgte at føre Dialogcentret videre i hans teologiske ånd, samtidig med at jeg prøvede at undgå nogle af de

unoder, som jeg mente, Aagaard havde mht. enevælde og dæmonisering af andre. I dag mener jeg, at disse ting netop kom fra hans missionalitet, og derfor flyttede nissen desværre med under min ledelse af Dialogcentret fra 2004-8. På grund af Aagaards ”missionale genialitet” og på grund af at hans tænkning er under huden på mig, har jeg valgt at finde og beskrive missionalitet ud fra hans forfatterskab. For at kaste mere lys over den missionalitet, jeg finder hos Johannes Aagaard, har jeg valgt at bruge filosoffen Martin Heidegger og teologen Graham Ward. Til slut vil jeg gerne slå fast at missionalitet ikke er noget dårligt i sig selv. Tværtimod er det drivkraften i, at vi gider prøve at forstå os selv og hinanden. Men den har en indbygget hang til at gemme sig og blive fortrængt – særligt når vi virkelig føler, at vi har en mission. Så bliver missionaliteten farlig, og så har den brug for filosofisk terapi.

TEOLOGI I FARTEN KLUMME AF LENE SKOVMARK To veje - en bevægelse ”Religionerne er menneskets vej til Gud, mens kristendommen er Guds vej til mennesket.” Denne antagelse høres ofte i religionsdebatten. Det ser umiddelbart ud som en fiks måde at klargøre forholdet på, som absolut er til kristendommens fordel. Religionernes vej er menneskets forsøg på at behage Gud, og det er underforstået, at den vej ender blindt, eller endda med fortabelse. Påstanden holder bare ikke, for i kristendommen er der (også) en vej at gå, og i religionerne kommer Gud til mennesker. Med det udgangspunkt kan mødet mellem Gud og mennesket beskrives anderledes. Menneskets vej i religionerne kan betragtes som et gensvar på det guddommelige kald eller åbenbaring. Gennem dogmedannelse, ritualer og åndelige øvelser søger man at etablere og vedligeholde forbindelsen med det guddommelige. Og i den betydning er kristendommen en religion. Guds vej til mennesket findes i alle religioner. Gud taler gennem profeter i den jødiske tradition, shamaner i den indi-

IKON - www.ikon-danmark.dk

anske spiritualitet og gennem guruer og oplyste mennesker i Østen og så videre. Det guddommelige manifesterer sig uafhængigt af menneskets indsats. Et menneske bliver oplyst af nåde. Jeg er overbevist om, at Gud ved Helligånden åbenbarer sig i al indsigt, der leder til sandt og sundt liv i bevidstheden om Gud og sin egen uformåen. I Østortodoks teologi findes et godt bud på sammenhængen mellem de to veje. Menneskets vej mod at komme til og at erkende Gud beskrives som den aktive vej. Det er menneskets bestræbelser gennem bøn, åndelige øvelser, afkald og sindets renselse. Guds vej til mennesket er den passive vej, hvor Gud kommer til mennesket i nåde, gennem sin åbenbaring i skaberværket og inkarnationen. Så i stedet for at opfatte Guds og menneskets vej som to forskellige veje, kan man i virkeligheden tale om den samme vej, der går i to forskellige retninger. Og se en dynamisk vekselvirkning mellem de to bevægelser. En bevægelse fra skaberen vækker en stræben i skabelsen. Eller som en vis mand har udtalt: mennesket bidrager 100 procent og Gud gør sit 100 procent.

Afsender: IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C. Returneres ved varig adresseændring

Støt unges uddannelse til kirkernes store udfordring

- mødet med andre religioner og livssyn Giv kollekt til IKON! Dialogekspeditionen - et unikt volontørprojekt Udfordrer dig selv og åben verden med Dialogekspeditionen - det, vi lærer at kende, lærer vi at forstå

Mission og dialog med mennesker af anden tro for unge med et kristent udgangspunnkt En rejse fra det hypermoderne Hong Kong til det mystiske Indien Undervisning, studier, retræter Volontører søges til vinter-team: 6 måneder med start i september 2011 Ansøgningsfrist d. 1. juli En chance du ikke skal gå glip af! Vil du vide mere? Kontakt Dialogekspeditionen: dialogekspeditionen@ gmail.com / 6169 4808 Dialogekspeditionen er en efterfølger af de to tidligere projekter: Vestens Unge og Accension House. Danmission, Areopagos og IKON står bag projektet. Læs mere på www.ikon-danmark.dk eller www.dialogekspeditionen.dk. IKON har kollektdag d. 24. juli. Kollekt og gave kan indbetales på følgende konto: Reg.nr: 9570 Kontonr.: 6616151 www.ikon-danmark.dk / Nørre Alle 29, 8000 Århus C / 30 200 280