IKON 85

ikon

nr. 85 • dec/2013

>> Tro i dialog

tema

Quo Vadis - et dialogcenter vi kan lære af

Vi må ikke begrænse Gud // Græsrodsdialog, der rykker // Pilgrimsvandring rundt om det hellige bjerg // Guruens store spørgsmål: Hvem er jeg? // Nyt Quo Vadis netværk i Århus

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr. (inkl moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen.

Redaktion: Lars Buch Viftrup (ansv. red., larsviftrup@yahoo. dk), Anne Krabbe-Poulsen (akrabbe@hotmail.com), Lene Skovmark (lene.skovmark@mail.dk), Ingerlise Provstgaard (ipro@webspeed.dk), Martin Herbst (mthe@km.dk), Sidsel Hornemann (sidsel_hornemann@hotmail.com), Eva Bernhagen, Malene Fenger-Grøndahl.

Layout: Jeanette Westh, jeanettewesth@gmail.com.

For- og bagsidebillede: Adam Johannes Peter (Doublee).

Vi må ikke begrænse Gud…….4

Quo Vadis netværk i Århus……7

Græsrodsdialog, der rykker………………8

Copyright © IKON-Danmark 2013.

ISBN 0907-7987.

Hvor gik Quo Vadis hen?......12

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse.

Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren.

Noget at lære....................................14

Hjemmeside: www.ikon-danmark.dk.

Her kan man også melde sig ind i foreningen IKON, hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister).

Husstandsmedlemskab 300,- kr.

Med efterskolen til Tiruvannamalai...................16

IKON: Nørreallé 29, 8000 Århus C, tlf.: 30200280. SE-nr. 1663 9397.

Træffetid bedst tirsdag og torsdag.

E-mail: kontor@ikon-danmark.dk.

Formand: Louise Buch Viftrup, louiseviftrup@gmail.com.

Dagens tilbud..................18

Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr.

- 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms).

16 Omgivet af et gudscentreret folkefærd..........20

Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger.

Hvem er jeg?...........22

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen, IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C, e-mail: ikon@ikon-danmark.dk.

Læserbreve/debat-indlæg modtages gerne, dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn.

Gud er altid større.............24

Oplag: 1000.

8

24

Aktuelt og Klumme…............27

Tryk: Fjerritslev Tryk, Østergade 35, 9690 Fjerritslev, tlf.nr. 98 21 24 31.

..........................Indhold

Magasinet IKON Magasinet IKON udgives af IKON, som i 2013 fusionerede med Danmission og nu fungerer som en styregruppe under Danmission. Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed.

Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.

LEDER Den omvendte

missionær AF Lars Buch Viftrup ansv. redaktør I missionsteologien findes der et udtryk, der hedder: Den omvendte missionær.

Det henviser til den erfaring, som en del missionærer har gjort sig: At de tog ud i den store verden for at omvende hedningene, men kom hjem dybt påvirkede af de religioner, de mødte.

Da de først lærte de andre religioner at kende på nært hold, opdagede de dybder og indsigter, som kom helt bag på dem, og som reviderede deres opfattelse af verden. De blev omvendt, dog sjældent sådan, at de blev hinduer, muslimer eller buddhister. Men de andre religioner stillede spørgsmål til deres egen tro, som vækkede nye sider af kristendommen til live og ændrede opfattelsen af, hvad deres mission som kristne bestod i.

IKON og Danmissions volontørprojekt, Vestens Unge og siden Dialogekspeditionen, kan vidne om en lignende bevægelse. I mange år var formålet med projektet at redde unge mennesker, der rejste rundt i Asien, fra at blive hinduer og buddhister. I de senere år af projektet blev det i stedet betonet, at volontørerne gennem projektet skulle dannes og uddannes. De skulle lære, hvordan man forholder

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 3

sig til mennesker af anden tro, hvilket ikke mindst betyder at forholde sig til sin egen tro i relation til alle de andre.

Denne ændring skyldtes dels, at man måtte erkende, at forehavendet med at redde de unge fra de andre religioner var omsonst. Succes-raten var meget lille! Men, hvad der måske var vigtigere, så viste det sig påtrængende at finde teologisk og kirkeligt praktisk sprog for de erfaringer, som hold efter hold af volontører kom hjem med.

De havde i måneder været omgivet af Indiens stærke og meget religiøse kultur og haft mange samtaler med vesterlændinge, der havde dybe religiøse erfaringer fra andre religioner.

Og hvad volontørerne på den mest intense måde lærte i Indien om de andre religioner, skulle kirken herhjemme så småt også til at lære. Missionen viste sig i høj grad at være herhjemme i Danmark at klæde kirkerne på til at møde den religiøse mangfoldighed i deres egen midte.

I dette nummer af magasinet IKON skal vi høre om et dialogcenter i Sydindien, Quo Vadis, som måske mere end noget missionsprojekt i dansk sammenhæng, udtrykker erfaringen

af, at mission går begge veje. Det er et dialogcenter, som for de indere, der driver stedet, er en øvelse i at være i dialog med de hinduer og muslimer, som de til dagligt lever med. Samtidig er Quo Vadis i høj grad blevet et ressourcested for danskere og andre vesterlændinge, der er optaget af religionsdialog.

IKONs og Danmissions volontører har været med i Quo Vadis lige siden den spæde start, og har tidligt set muligheden for, at man her kan forankre de volontører, man sender afsted, og dermed give dem optimale betingelser for den religiøse og menneskelige dannelse, som mødet med andre religioner kan bevirke. I dette nummer af magasinet kan man læse både om dialogcentret og alt det andet, man kan opleve i omgivelserne omkring centret. Hvis man gerne vil møde den asiatiske religiøsitet, så er Quo Vadis et fantastisk udgangspunkt for et sådant møde.

God læselyst!

TEMA: QUO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

Interview: Joshua Peter, kaldet JP, er leder af dialogcentret Quo Vadis, som har eksisteret i snart ti år med det formål at skabe rum for dialog mellem mennesker af forskellige kaster, kulturer, religioner og spirituelle bevægelser. Her fortæller han om det dialogcenter, som trods modstand fra flere sider hele tiden bliver ved med at udvikle sig.

Åbenhed og åndelighed AF Lars Buch Viftrup ansv. redaktør Til nadver med misbrugere Stedet er Maria kirken på Istedgade, hvor menigheden består af alkoholikere og stofmisbrugere, en dag for mange år siden, længe inden Quo Vadis var på tale. JP er på besøg med en gruppe unge kristne fra hele verden.

- Det var mærkeligt for os, husker JP. - Nogle kunne ikke være med til det og udvandrede, da de så, at alkoholikerne og stofmisbrugerne også modtog nadver. En af afrikanerne beskyldte præsten for at være Antikrist.

Men præsten tog det stille og roligt og svarede: “Hvis det er Herrens bord, hvordan skal jeg så kunne stoppe nogen”?

- Det gjorde et meget stort indtryk på mig og var teologisk en stor befrielse. Vi skal ikke begrænse Gud, tænkte jeg, og det er noget af det, jeg har bragt

med mig i mit arbejde her på Quo Vadis.

I dag er en af de volontører, som har været på Quo Vadis med IKON og Danmissions volontørprojekt Vestens Unge, blevet præst i Maria kirken. Og hun nævner netop sin tid på Quo Vadis som baggrund for, hvorfor hun søgte arbejdet som præst blandt nogle af de mest udsatte mennesker i Danmark. På denne og utallige andre måder er Quo Vadis et sted, hvor Indien og Danmark mødes til gensidig inspiration.

Drømmen JP er medlem af Arcot kirken, som er udsprunget af dansk missionsarbejde for 150 år siden. Der opstod i 1990’erne planer om at lave en kirke midt i ashram-området i Tiruvannamalai, og man var på udkig efter en

grund at bygge på. JP var med helt fra starten.

- Jeg var her på grunden for at lede efter et godt sted. Jeg kravlede over hegnet for at se, hvordan der så ud.

Om natten så jeg en vision af et brudt hjerte med et kors midt i bruddet. Jeg forestillede mig, at vi skulle lave et pensionat i den ene side, en kirke i den anden og noget med dialog i midten, fortæller JP. Der kom aldrig noget pensionat eller kirke. Men i midten blev der i 2004 bygget en lille, rød hytte, kaldet Red Hut for sølle 3500 kr. Den er bygget i traditionel, indisk stil, og var tænkt som et midlertidigt sted, indtil man fik bygget et rigtigt center. Men Red Hut, hvor der afholdes kristne meditationer, skulle vise sig at blive det åndelige centrum for Quo Vadis, som arkitekttegningerne måtte justeres ind efter.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 4

TEMA: QUO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

OM QUO VADIS

Uddrag af stedet grundlagsformuleringer (oversat af redaktionen) HVAD ER QUO VADIS? Quo Vadis et center for inter-religiøs dialog. Det er et rum for alle uanset religion, kaste, hudfarve, natianalitet eller alder til at mødes og blive inspireret, udforske, reflektere og omfavne hinanden i kærlighed.

HVORFOR EKSISTERER QUO VADIS? I denne tid præget af fortsatte etniske, racemæssige og religiøse spændinger kloden over, er det afgørende for enhver at gå ud over erfarede grænser og mødes i og gennem kærlighed.

VORES VISION At leve sammen i harmoni, i og gennem kærlighed VORES MISSION At skabe rum for dialog og inspirere til forandring HVAD BETYDER “QOU VADIS” EGENTLIG? Quo Vadis er et latinsk udtryk, som betyder: “Hvor går du hen?”.

Vi forstår dette som et billede på livets rejse, såvel som et helligt spørgsmål enhver spørger sig selv og andre undervejs på rejsen.

PRINCIPPER FOR DIALOG - Alle har en stemme - Del din stemme - Sandhed er ikke ejet af én person eller religion - Del helt enkelt din egen holdning - Din holdning er et udgangspunkt - Vær åben for forandring - Respekter altid dig selv og den anden - Lyt og tal fra hjertet - Forsøg at forstå med dit hjerte - “Sæt dig i deres sted”.

- Ingen skjult agenda - Vær tydelig omkring formålet for dialogen - Dialog er IKKE at kontrollere eller omvende - Stil spørgsmål

I dag er der en stor bygning ved indgangen til Quo Vadis, indviet i 2007, med en lille have og terasse forneden, kontorer, bibliotek og internet-café på 1. sal og tagterasse øverst. I den anden ende af grunden står den charmerende og populære Roots Café, indviet i 2010, hvor man kan få traditionel indisk mad og møde mennesker fra alle religiøse traditioner. Caféen er bygget af genbrugsmaterialer med mange traditionelle elementer som f.eks. stråtag, og så har den desuden søjler fra et tidligere jain-tempel foruden store hjul, der stammer fra vogne til brug ved særlige hindu-festivaler. På væggene hænger billeder, der illustrerer bibelhistorier, alle lavet af indiske kunstnere. År for år føjes der på den måde nye elementer til Quo Vadis.

- Hver dag ser jeg noget magisk ske her, fortæller JP.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 5

Og man tror ham gerne!

Vesterlændinge møder indisk kristendom Red Hut og Roots Café er begge meget traditionelle og folkelige i deres arkitektur og udformning, hvilket siger meget om den ånd, som driver stedet.

- Vi vil gerne vise en folkelig side af indisk spiritualitet, forklarer JP. Ashram-livet er ikke det eneste, der er at sige om Indien. Quo Vadis skal være et kristent nærvær i området, ikke for at konvertere, men for at få vesterlænginge til at forstå, at det ikke nødvendigvis er hinduisme, men en indisk spiritualitet, de søger. På den baggrund møder jeg vesterlændinge.

Det er kristen nærvær på en indisk måde.

For JP indebærer det kristne nærvær ikke nødvendigvis, at kristendom-

men skal gøres eksplicit hele tiden.

Man kan godt gå rundt på Quo Vadis et stykke tid, uden at kunne være helt sikker på, om det er et kristent sted.

Til et af de store arrangementer var der en australsk kvinde, der i telefonen skulle forklare nogen, hvor hun var, og som sagde, at det var mest af alt et kristent sted. Men der var altså også noget, hun ikke kunne identificere, og som måske var medvirkende til, at hun kunne finde sig til rette her, selvom hun egentlig var kommet til byen for at meditere i byens store hindu ashram? Nogle kritiserer imidlertid stedet for ikke at være tydelige nok i sit kristne udgangspunkt. Men for JP handler det om kristent nærvær og at kunne skabe rum for at alle, uanset baggrund.

- Vores mission er at skabe fred og forsoning. F.eks. er der mange, der har

TEMA: QUO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

sår fra deres kristne opvækst, som vi kan være med til at hele. Der er mange, der siger, at hvis dette er kristendom, så har vi ikke noget imod at kalde os for kristne. Mange starter med had mod kristendommen, men bliver forsonet med, at de er kristne. Vi prøver at bryde grænser mellem religionerne ned og åbne op for en bedre forståelse.

Derfor er et af vore mottoer: “Love unites despite differences”, kærlighed forener på trods af forskelle.

Indisk kristendom for kasteløse Quo Vadis forsøger at afspejle traditionel, indisk kultur og spiritualitet, ikke bare som den er blevet defineret af brahminerne (præstekasten i hinduismen), men som den kommer til udtryk blandt kasteløse indere, også kaldet dalit’er. Da inderne i Arcot kirken blev kristne, gav de afkald ikke alene på deres religion, men også på en stor del af deres kultur som kasteløse og indoptog europæiske religiøse skikke. Dialogen på Quo Vadis har

derfor dybe identitetsmæssige perspektiver og udfordringer for de indere, der dagligt driver stedet.

- Når dalit-teologerne kæmper for deres egen oprindelige kultur, kæmper de både mod brahminer og missionærer, forklarer JP. Brahminerne ønsker at holde de kasteløse på plads i deres hierarki som det allerlaveste, og missionærerne har svært ved at acceptere og forstå en kristendom, som ikke er formet af europæisk kultur. På Quo Vadis forsøger man at skabe rum for, at både brahminer, kasteløse og vesterlændinge kan finde sig til rette, og det er ikke helt ukompliceret.

- Når vi kun serverer vegetarisk mad på Roots Café, forklarer JP, - så bliver vi af dalit-teologerne beskyldt for at tækkes brahminerne og de søgende vesterlændinge, som ikke ønsker at spise kød. Fordi vi serverer mad for kasteløse på caféen, vil mange brahminer ikke vil spise med. Men når det sker, er det stort! Ingen andre steder finder du både høj- og lavkaste

indere og vesterlændinge spise sammen!

Trods modvilje De senere år har man arbejdet på at få en økologisk landsby op at stå. Indtil videre bor her ingen, men man arbejder med det økologiske aspekt ved at plante træer og buske, der skal udtrykke den biologiske mangfoldighed. En af pointerne ved dette arbejde, er at vi har et fælles ansvar for vores klode på tværs af alle religionerne, og mødet omkring praktisk arbejde kan være en stærk brobygger. Sidste år var nyskabelsen morgenmad på tagterassen, der forsøgte at skabe rum på Quo Vadis for de vesterlændinge, som kun er i byen for en kortere bemærkning.

Hvad Quo Vadis med årene bliver til, er med andre ord ikke til at sige.

- Der har været stor modvilje mod stedet, både fra kirken og fra brahminere i området. Men på trods af modvilje, så vokser stedet hele tiden, slutter JP af med at konstatere.

Red Hut og Roots Café (fotos: Lars Buch Viftrup).

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 6

TEMA: QUO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

Quo Vadis netværk i Århus Quo Vadis er et særligt sted. Det oplever de fleste, der besøger det, og mange kommer tilbage år efter år. I IKON er vi også mange, der ville ønske Indien lå tættere på Danmark og i særdeleshed Quo Vadis. Derfor har en lille gruppe nu taget initiativ til at lave et Quo Vadis-netværk, som har til formål at skabe lidt Quo Vadis-stemning i Aarhus og holde linien til Indien og inspirationen derfra varm. Netværket er opstartet i efteråret og har som første punkt etableret en ugentlig kristen meditation inspireret af Quo Vadis' søndagsmeditationer.

På Quo Vadis er der i flere år blevet praktiseret kristen meditation hver søndag aften. Det foregår i Red Hut, Quo Vadis' hjerte. Før hver meditation bliver mange små olielamper, der står i de mange huller i murværket, tændt ligesom den store, der står i midten af hytten. Gulvet rundt om den store lampe er udsmykket med det traditionelle kolam, et mønster der tegnes på jorden i smukke formationer og farver. Alle er velkomne til meditationen på Quo Vadis og bliver budt ind til at sidde rundt langs muren. Meditative indiske sange blander sig med baggrundslyde fra byen, og minutterne i stilhed ledsages af varme briser og hundeglam. De levende lys kaster skygger og skaber ro og tryghed til at dele sine tanker og refleksioner med de andre. Bønner mumles på forskellige modersmål og rolige blikke møder andres.

Denne stemning i Quo Vadis' meditationer og adgangen til kristen spiritualitet er noget, netværket gerne vil skabe en praksis omkring herhjemme. Derfor inviterer IKON nu hver uge til kristen meditation på Nørre Allé 29 inspireret af søndagsmeditationerne på Quo Vadis, men i en dansk kontekst. Det er ikke et forsøg på at skabe en tro kopi af meditationerne på Quo Vadis, men at skabe et lignende åndeligt fællesskab i en dansk form. Forskellige står for meditationen, som skifter ugedag hver uge. Hver anden gang laver deltagerne mad sammen efter meditationen.

På sigt er målet at gøre netværket landsdækkende og lade netværkets aktiviteter rumme flere elementer – herunder studieture til Quo Vadis og andre aktiviteter, der har som formål at holde fast i dialogen med og inspirationen fra Quo Vadis.

Man kan følge med i datoerne for meditationerne og andre aktiviteter på IKONs facebook-side: www.facebook.dk/ikondk

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 7

Græsrodsdialog, der rykker Vest møder Øst: Agnete Holm og Nicolaj Stubbe Hørlyck har deltaget i opbyggelsen af Quo Vadis gennem flere år, og de fortæller her om, hvad mødet med Quo Vadis og Indien har betydet for dem.

AF Lene Skovmark Præst og medlem af redaktionen Mødet med Quo Vadis Agnete og Nicolaj er to af de danskere, der har været mest engageret i Quo Vadis. I den første del af interviewet fortæller de om oplevelser og erfaringer fra de mange års engagement.

Dialog i tre trin I 2003 blev Agnete sendt til Tiruvannamalai for at deltage i nogle opstartsmøder omkring Quo Vadis og i 2004 kom hun første gang i tre måneder for at opstarte aktiviteter på dialogcentret. I de efterfølgende mange år tilbragte Agnete tre måneder om året i Tiruvannamalai for at arbejde sammen med centerets leder, JP. - Jeg begyndte med kirkens egne folk. JP arrangerede store seminarer for 40 mennesker, men det blev bare ikke personligt nok. Så jeg opfordrede til at udvælge en mindre gruppe på ti mennesker til et intensivt forløb, hvor man mødtes én gang om ugen. Det blev det første dialogforum. Siden er der kommer flere til. Min tanke var at

“Mødet med Indien har givet mig en ydmyghed over for min egen tro” introducere dialog i tre trin.

• Intra-personel dialog, hvor den enkelte reflekterer over sin egen tro • Inter-personel dialog, hvor man deler tro med hinanden • Inter-religiøs dialog i forhold til den religiøst anden - Når de indiske kristne skulle dele tro, sagde de alle de samme ord; det de havde lært i kirken. Men efterhånden kom der flere nuancer i deres tro.

Først skulle de øve sig på at rumme forskelligheder inden for samme tro, og efterhånden nå til dialogen med hinduer og muslimer. Det sidste kunne godt være meget svært…

- Ja, det tager bare lang tid at ændre holdning, uddyber Nicolaj. - Men jeg har oplevet, at mange har bevæget sig fra at tænke, at det er de andre, der

skulle forandres og til, at de også selv skulle forandres.

Agnete husker især én, som blev forandret. – Han deltog i det første dialogseminar i 2004, hvor gruppen fik til opgave at gå op i ashrammen og lede efter Gud. Han fandt ikke Gud, kun Djævelen. Og så tegnede han guruen Ramana som en Djævel. Nu har han ikke problemer med at gå i ashram og tempel, og han er blevet mere inklusiv og nuanceret i sin måde at tænke tro på.

Dialog på græsrodsplan Kirkens folk var fra begyndelsen den første målgruppe. En anden vigtig målgruppe er de mange vesterlændinge, og en tredje gruppe er andre religiøse, hinduer og muslimer. Quo Vadis er med til at inspirere til dialog

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 8

OM

Nicolaj Stubbe Hørlyck er børne- og ungdomspræst i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Han boede med sin familie i Tiruvannamalai fra i 2008-11, hvor han var ansat af Danmission som dialogkonsulent på Quo Vadis.

Agnete Holm arbejder som dialogkonsulent i Danmission og er hjælpepræst ved Helligåndskirken i København. Hun har været med til at ‘forvandle et stykke jord til et dialogcenter’, som hun udtrykker det.

De har begge i barndommen haft Østens religioner tæt på og som unge været volontører i Indien.

på flere måder forklarer Nikolaj.

- Indiske teologistuderende og udenlandske grupper besøger ofte centret. Quo Vadis er med til at præge de præstestuderende ved at give dem en erfaring af dialogisk tilgang til andre religioner, og det er af stor betydning for kirkerne. De mange udenlandske grupper, der kommer på studiebesøg, er med til at inspirere til nyt syn på dialog og mission i kirken i Vesten.

- Centret har udviklet sig til at have betydning som et læringssted, hvor man fra Vesten kan udforske mødet med Indiens spiritualitet, tilføjer Agnete. - Og hvor inderne kan lade sig inspirere af den teologiske refleksion fra Vesten. Men der er ikke tale om dialog på et højt akademisk niveau.

- Nej, det er jo netop det, der kendetegner Quo Vadis, forklarer Nicolaj,

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 9

- at der foregår dialog på græsrodsplan og ikke på universitetsniveau. Man mødes på det personlige plan og deler tro, fra hjerte til hjerte. I modsætning til for eksempel paneldebatter, som let udvikler sig til en udveksling af dogmer og forsvar for sin egen position.

Bare det at de er ansatte fra tre forskellige religioner, er dialog i sig selv.

- Der var engang en hindu-kvinde fra en af de højere kaster ansat på Quo Vadis. Hun havde svært ved, at hendes arbejde også indbefattede, at hun skulle rense toiletter, da det anses for et job for de laveste i kastesystemet.

For mange af de ansatte var det også en udfordring at spise med andre fra lavere kaster eller udlændinge. De ansatte spiser nu sammen som en fast rutine. Det er ellers uhørt i Indien og et eksempel på, at dialog i praksis er

med til at rykke grænser. At møde en køkkendame, som er hindu og spise sammen med hende siger mere end mange ord. Frokoststuedialog forandrer mere end kloge seminarer..., konkluderer Nicolaj.

Bindeled mellem vesterlændinge og kirken Før det nuværende center blev bygget, samledes man til meditation hver søndag i den lille røde hytte, hvor der kommer både kristne, vesterlændinge og hinduer. Agnete fortæller, at man besluttede at bevare hytten og derfor måtte lave arkitektens tegninger om, så den i dag er hjertet i centret.

- Man sidder på gulvet i rundkreds.

Alle får lov til at tale inden meditationen. Det viste sig at være vigtigt, at alles stemme blev hørt. Ikke andre

En muslim og en hindu står for julemaden d. 25. december (foto: Lars Buch Viftrup).

TEMA: QUO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

Mange hellige mænd kommer til Tiruvannamalai og er med til at give kulør på gadebilledet (foto: Lars Buch Viftrup).

steder oplever for eksempel kvinder i Indien at tale på lige fod med mænd.

Så det blev hurtigt en del af liturgien.

For mange vesterlændinge er Quo Vadis et bindeled mellem kirken og de søgende. Det er uden tvivl et af centrets vigtigste funktioner. Nicolaj fortæller om en tyske kvinde, Heike, hvis mor levede det meste af sit liv i Ramana Ashram og blev begravet der.

- Heike er opvokset som protestant, konverterede til katolicismen og besluttede i en høj alder at gå i sin mors fodspor. Hun bor lige over for Quo Vadis og leder af og til meditationen i den røde hytte. Quo Vadis er med til at skabe forbindelse mellem moderens fortid og hendes egen kristne baggrund. Hun er kristen, men lever et liv dybt inspireret af hindu spiritualitet.

Mødet med Indien I anden del af interviewet fortæller Agnete og Nicolaj om mødet med Indien, og hvordan det har påvirket deres tro og teologiske tænkning.

Påmindelse om vores forbundethed med Gud - Mødet med Indien har givet mig en ydmyghed over for min egen tro, fastslår Nicolaj. - Når jeg deltog i fuldmånevandring rundt om det hellige bjerg i Tiruvannamalai og gik sammen med en halv million mennesker af en anden tro, så var det svært at fastholde, at kun jeg kender sandheden, og at det kun er et spørgsmål om tid, før de andre indser, at Jesu er verdens frelser.

Jeg tror stadig, at Kristus er sandheden, men tager andres oplevelser af tro og det guddommelige alvorligt.

- Jeg tror, at der er sandheder i andre religioner. Advaita-tanken, at mennesket og Gud i bund og grund er ét, minder mig om min forbundenhed med Gud som kristen. En hindu siger: Jeg er Gud. Det kan man nok ikke sige direkte som kristen. Men nogle citater fra Jesus siger bestemt noget, der ligner. ’Jeg er i Faderen, og I er i mig’.

Kristendommen hævder, at Skaberen og mennesket er væsensforskellige,

men bibelen taler jo også om, at Gud forbinder sig med os ved, at vi er skabt i Guds billede. Og Jesu tale om vintræet og grenene peger på en hel tæt forbindelse, ligesom vi også forestiller os, at vi bliver ét med ham i nadveren.

Tomhed er at gøre sig tilgængelig for Gud For Agnete har Indien spillet en stor rolle, både i forhold til hendes trosliv, teologi og arbejdsliv.

- Jeg har dyb respekt for den åndelige erfaring, der udspringer af det meget hengivne religiøse miljø, jeg har mødt i Indien. I Danmark er spiritualitet privat, men i Indien er det en naturlig del af hverdagslivet. Jeg har overvejet, hvad meditation gør ved folk...

- Meditation fører til tomhed ifølge buddhismen. Det har ikke har noget med den opfattelse af tomhed at gøre, som man i Vesten ofte kritiserer Østens religioner for. Det betyder at tømme sig for det, der står i vejen

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 10

TEMA: QUO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

for at være tilgængelig for Gud og hinanden. I hinduismen og buddhisme handler det om en erfaring af at gøre sig åben, ikke at tilintetgøre sig selv. I den kristne tradition er der en stærk vægtlægning på at blive tjenende. Det findes også i Østens religioner, dog mindre udtalt.

Holdt op med at tænke ”inde og ude kategorier” - Jeg er holdt op med at tænke i kristne og ikke-kristne, forklarer Agnete. - Eller tænke ”inde- og ude-kategorier”.

At tænke grænser giver ingen mening for mig. I Det Nye Testamente læser jeg, at Jesus sætter folk fri. Han kalder nogle til at følge efter sig, men andre sender han bort. Jeg er forelsket i Jesu Kristi vej. Det er frihedens vej, der byder mig at være sammen med mennesker uden at holde nogen ude.

- Jeg tror vi skal væk fra at tænke i kategorier og at putte religioner i kasser. Og i stedet tænke sammenhæng,

>> Hvad har du fået ud af at besøge Quo Vadis?

Af Elise Enggrob

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 11

som i Indien. Som Jesus-troende handler det om centrum og ikke så meget om grænser. Det handler om den vej, du går, det liv, du lever, og den erfaring, du får. I Indien er den største værdi at være forbundet med sit hjerte, at være spirituel. Alt for ofte hører man præster her i Danmark fremlægge kristendommen dogmatisk og intellektuelt. Men hvad mener man for eksempel med syndsbekendelse? Det er vigtigt at kontekstualisere teologien og tale, så folk forstår det.

Møde andre med åben holdning For Nicolaj gør det noget ved én at være sammen med mennesker, som er åbenlyst religiøse.

- Åndelighed er noget meget privat i Danmark, noget jeg må opsøge og aktivt vælge. I Indien kommer man ingen vegne uden at bede. Men jeg oplever, at det i Vesten bare er op ad bakke at være religiøs, selv som præst.

Jeg skal hele tiden retfærdiggøre, at jeg

er præst. I Indien er det helt naturligt.

Jeg har oplevet folk, der gerne vil komme i kirken, hvis der vel at mærke ikke bliver snakket for meget om Gud. - Det er vigtigt, at nogen har haft erfaringer med dialog og har en åben holdning, så man ikke brænder folk af, når de søger kirken. For eksempel spurgte nogle muslimer mig om de kunne holde mindesamvær efter en begravelse i kirkens krypt. Det ser jeg som en stor tillid og anerkendelse. Eller når muslimske forældre sender deres barn i en katolsk privatskole, hvor jeg som sognepræst holder ugentlig gudstjeneste (for de ikke-katolske børn). Det er med til at nedbryde nogle grænser.

Christine Linde Studerer historie på Århus Universitet og tidligere volontør for Danmission Mange steder i Tiruvannamalai summer det af diversitet, religionsmøder og nysgerrighed; Her taler man ikke om vejret - men om trosbaggrund. Quo Vadis er en lille oase med rødder i den kristne kirke, der danner en tryg ramme for, at mennesker kan mødes på tværs! Det er et sted, hvor mennesker mødes med alle mulige motiver for at deltage i Quo Vadis’ mange aktiviteter - sammen.

Man kan tilberede og spise mad sammen, dyrke yoga eller kaktusser sammen, deltage i etablerede dialogarrangementer eller de spontant opståede, tale og dele tid sammen. Jeg har mødt mennesker, jeg aldrig vil glemme, på Quo Vadis. Det er et fantastisk sted at danne nye relationer, og det er mere reglen end undtagelsen at møde mennesker, der ligner dig selv. Jeg tror, noget af det, jeg sætter størst pris på, er, at på trods af de tydelige forskelligheder så var det ikke dér fokus lå.

Det var tværtimod bare det at samles om noget; et måltid mad, fysisk arbejde, udflugter, stort eller småt. I Danmark er jeg tit udfordret af, at vi har så mange kategorier - blot inden for folkekirken. Det er man ligesom hævet over i fællesskabet på Quo Vadis, hvor man er nødt til at respektere hinanden, og hvis der er noget, man undrer sig over, kan man bare spørge. Dette var særligt tydeligt for mig til kristen meditation på Quo Vadis søndag aften, hvor man synger, beder, læser og reflekterer sammen - men ikke diskuterer eller argumenterer.

TEMA: QUO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

Quo Vadis ligger i en mindre by af stor betydning, i Tiruvannamalai i Tamil Nadu i Sydindien. I denne artikel ridses historien op, og det beskrives, hvordan det har udviklet sig til et center af både national og international betydning. Det er på mange måder en fantastisk og meget glædelig historie om, hvordan det kan lykkes at arbejde sammen på tværs af kulturer og religiøst ståsted.

Hvor gik Quo Vadis hen?

Af Mogens Kjær Generalsekretær for Danmission Det begyndte i 1997. Dialogcentret var ikke blevet, hvad det er i dag, hvis der ikke havde været en rig onkel. Det var Den Nordiske Kristne Buddhistmission, som nu hedder Areopagos, der holdt 75-års jubilæum. Buddhistmissionen gav i jubilæumsåret 1 mio. kr. til Det Danske Missionsselskab (DMS), nu Danmission, øremærket religionsmødearbejde i Indien. Samarbejdspartneren i Sydindien, Arcot Lutherske Kirke (ALC) foreslog samme år, at man brugte pengene til at støtte op om det religiøse dialogarbejde, der så småt var kommet i gang i Pondicherry, der nu hedder Puducherry, i Sydindien. Det blev ledet af pastor Raja Socrates, som i 6 år indtil 1994 havde været udsendt som missionær af ALC til Danmark for at arbejde med dialog. Han brugte nu sine erfaringer, støttet af kirken, i Puducherry.

stent center for interreligiøs dialog.

Pastor Socrates havde begyndt arbejdet ved at etablere læseværelser og små biblioteker, hvor folk kunne komme og læse og låne litteratur om kristendom og dialog mellem kristendom og hinduisme. Puducherry syntes at være det rette sted. Det er et populært turistmål, det er tilholdssted for det meget kendte Aurobindo ashram og i byens nærhed den økologiske new age landsby, Auroville, med et par tusinde faste beboere, hvoraf cirka halvdelen er udlændinge. Efter nærmere undersøgelser konkluderede Iben og Karen dog, at Puducherry ikke var det rette sted. Løsningen var heller ikke læseværelser og biblioteker, men at skabe et kristent, spirituelt center, hvor der var en daglig kristen, indisk farvet praksis omkring bøn, meditation og samtaler. Bare at føre intelligent dialog kunne ikke være målet.

Et dialogcenter i Puducherry?

I 1998 udsendte DMS Iben og Karen for sammen med pastor Raja Socrates at beskrive mulighederne. Formålet var ’religiøs dialog med søgende rygsæksrejsende fra Vesten’. Dem var og er der mange af i Indien. De to danskere skulle sammen med pastor Socrates udarbejde en plan for at udvikle arbejdet hen imod skabelse af et kri-

Tiruvannamalai udpeges De pegede så på, at pilgrimsbyen Tiruvannamalai var et langt mere oplagt sted for opbygning af et kristent, spirituelt center som alternativ til byens hindu-ashrams. Tiruvannamalai er en pilgrimsby, der tiltrækker hundrede tusinder af hinduer til bjerget Arunachala, som er en inkarnation af Shiva, et stort tempel og berømte

ashrams, hvilket også tiltrækker mange vesterlændinge.

I de følgende år sker der ikke så meget nyt. Danmission blev skabt som en fusion 1. januar 2000 og havde brug for at finde sin nye vej. I Sydindien har kirken dog fulgt anbefalingen og køber i 2002 en meget velbeliggende grund i nærheden af Ramanas ashram. I den følgende tid udpeges pastor Joshua Peter som leder af dialogarbejdet. Vestens Unge i Østen (volontør-projekt i samarbejde mellem IKON og Danmission) knyttes til og har fra 2004 for første gang base i Indien i Tiruvannamalai. På grunden er der bygget en rødmalet, stråtækt hytte, hvor der holdes meditationer og andagter, the Red Hut. En egentlig bygning er på tegnebrættet.

Den undergår nogle ændringer for at få en lidt mere indisk stil og står klar i 2006, finansieret af jubilæumsgaven fra Den Nordiske Kristne Buddhistmission. Danmission har fra 2004 en dialogkonsulent på den samlede opgave, som udvikler et meget fint samspil med Joshua Peter. Centret er aldrig blevet bygget helt færdigt efter den oprindelige plan, men har stadig udviklet sig ved at finde lokale løsninger, som fx at bruge materialer fra et nedlagt jain-tempel til opbygningen af Roots Café. Danmission sikrer cen-

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 12

(TV) En hellig mand ser på, mens et større optog er på vej til indvielsen af Quo Vadis i 2007.

(TH) Biskop i Arcot-kirken og JP, leder af Quo Vadis under indvielsen (fotos: Lars Buch Viftrup).

trets drift og IKON spiller en væsentlig rolle i drift og samspil.

Modstand mod Quo Vadis Centret mødte dog ved sin start mange udfordringer. Den største del af Arcotkirken var skeptisk og negativ over for arbejdet. For at gøre klart, at dialog er noget andet end evangelisering, blev det fra centrets side pointeret, at målet med dialogcentrets arbejde ikke var omvendelse. En stor del af kirken havde og har stadig svært ved at acceptere denne holdning, fordi den betragter arbejdet med at omvende hinduer til kristendommen som det centrale i kirkens arbejde. Der var desuden også en frygt for, at de kristne risikerede at miste troen hvis de, med paraderne nede, kom i kontakt med anderledes troende. Der var ligeledes problemer med at komme i kontakt med de søgende vesterlændinge. Dels var de ikke så søgende, når det kom til stykket, for de havde fundet, hvad de søgte i byens ashrams, og dels så de med dyb skepsis på et kristent dialogcenter, som stod for det, de havde lagt afstand til og forladt.

Et center i stadig udvikling Alligevel udviklede arbejdet sig takket være stærke input fra Danmissions dialogkonsulent og et modigt, grænse-

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 13

søgende og stærkt inspirerende lederskab af Joshua Peter, som er et umådeligt kreativt og spændende menneske med et enormt netværk. Flere dialogfora kom op at køre. Der var ekskursioner til forskellige kristne ashrams og hindufestivaller for at få inspiration.

Der blev opbygget gode relationer til muslimerne i byen og ikke mindst til Ramanas ashram og til brahminerne ved det store Shiva-tempel. Kristne fra kirken satte gennem centrets arbejde for første gang i deres liv deres ben i et tempel. En grænseoverskridende oplevelse, men ikke farlig for troen. Der udviklede sig et spirituelt, kristent liv på stedet, som begyndte at tiltrække flere. Dialogcentret blev et farverigt sted, der arbejdede med kunst, musik og dans.

I de senere år er Quo Vadis kommet til at spille en større national rolle.

Teologistudenter fra tre betydende teologiske uddannelsesinstitutioner i Sydindien sender deres studenter i dialogpraktik på centret. Centret har også fået international betydning, ikke bare pga. den tætte relation til Danmission, Vestens Unge og IKON, hvor vi føler, at Quo Vadis er blevet en del af os selv, men også fordi centret modtager mange gæster og teologistuderende fra USA, Sverige og Tyskland.

“Det er sådanne steder, Helligånden trives” To initiativer har givet et gennembrud over for de udenlandske spirituelle.

Dels da Roots Café åbnede på Quo Vadis, og den er blevet populær, og dels da bibliodrama blev introduceret med dansk instruktør som en del af programmet. Bibliodrama er blevet populært og har haft den fantastiske virkning på mange deltagere, at det har kunnet føre dem tilbage til deres kristne rødder, så de har kunne forsone sig med det, der gik galt i deres forhold til den kristne tro. Vestligt søgende tiltrækkes i stigende grad. Quo Vadis giver dem endvidere en mulighed for at møde Indien og indere på en særlig måde.

Andre arrangementer på centret som filmforestillinger, et stort julearrangement og fester med dans og musik tiltrækker flere hundrede i Tiruvannamlai. Quo Vadis er blevet et centralt sted i byen, et møde- og samtalecenter, hvor man kan udfordre og lade sig udfordre, i stadig bevægelse hen mod at opfylde visionen om at skabe et kristent, spirituelt center med åbenhed og frihed. Det er sådanne, steder Helligånden trives.

TEMA: QUO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

Noget at lære Hvad kan vi som kirke i Danmark bruge Quo Vadis til?

Af Mogens S. Mogensen Ph.d. i interkulturelle studer, konsulent og underviser Majoritet og minoritet Folkekirken har i århundreder virket som en altdominerende majoritetskirke i en monokulturel og monoreligiøs kontekst, og folkekirkens teologi er blevet udviklet stort set uden reference til andre religioner. Men i de se-

nere år er kirken blevet mere og mere udfordret til at forholde sig til mennesker med en anden kulturel baggrund end den danske (europæiske) og en anden religiøs baggrund end den kristne. Denne omstillingsproces er meget vanskelig for både præster og lægfolk, og i den situation har vi brug

Det store tempel i Tiruvannamalai set fra det hellige bjerg, Arunachala (foto: Adam Johannes Peter (Doublee)).

for at trække på de erfaringer, som andre dele af den globale kirke har gjort sig.

I Sydindien har kirken altid været en lille minoritetskirke, der skulle forholde sig til forskellige religioner, især hinduisme og islam. Det Interfaith Dialogue Center, som Arcot Lutheran Church sammen med Danmission har etableret i Tiruvannamali i Tamilnadu, har gennem dets ni års levetid udviklet sig til en meget værdifuld ressource ikke bare for kirken i Sydindien, men også for kirker i Vesten som fx Folkekirken. Jeg har haft fornøjelsen af to gange at besøge Quo Vadis – senest i 2011, hvor jeg blev bedt om at foretage en evaluering af centret - og der fået et klart indtryk af, hvad vi som kirke i Danmark kan bruge centret til.

Mange gode relationer Centrets medarbejdere har meget gode relationer til især hinduistiske institutioner, såsom templer og ashramer i Tiruvannamalai (og andre dele af Sydindien), og meget nære personlige relationer til religiøse ledere i byen. Centret kan derfor give danske præster og lægfolk en enestående mulighed for at komme meget tæt på levende religiøse traditioner - især inden for hinduismen - og danne sig et førstehåndsindtryk af dem.

De kristne i Sydindien møder ikke

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 14

TEMA: QUO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

hinduer og muslimer ud fra en magtfuld majoritetsposition, som det vil være tilfældet med vore religionsmøder i Danmark. Af de kristne på Quo Vadis kan vi i kirken i Danmark lære, hvordan de møder hinduer og muslimer så at sige ”nedefra”, fra en sårbar position, hvor de er gæster i andre menneskers religiøse sammenhænge.

Den spirituelle heksekeddel Quo Vadis er et dialogcenter, og her er der talrige muligheder for at deltage i mange forskellige former for dialog både på selve centret og i andre religiøse institutioner med hinduer og muslimer, og dermed få en personlig erfaring af interreligiøs dialog. Da der

>> Hvad har du fået ud af at besøge Quo Vadis?

Af Elise Enggrob

i Tiruvannamalai er mange østligt inspirerede eller søgende vesterlændinge, hvoraf mange også kommer på Quo Vadis, er der mulighed for at lære at gå i dialog med dem og dermed få inspiration til også at gå i dialog med dem, når man møder dem hjemme i sit sogn.

På centret lægges der stor vægt på den spirituelle dialog, hvor der fokuseres på, hvad fx kristne og hinduer kan lære af hinandens traditioner.

Dermed kan besøgende fra kirken i Danmark også gøre sig erfaringer med, hvordan dialogen indebærer et gensidigt vidnesbyrd.

At tilbringe dage eller uger i den religiøse og spirituelle ”heksekedel”,

som Tiruvannamalai virkelig er, vil for de fleste være en grænseoverskridende oplevelse, som sætter mange dybe tanker i gang og rejser svære spørgsmål, som der vil være et påtrængende behov for at få bearbejdet. Her er Quo Vadis en god og tryg base, hvor der er mulighed for at få kvalificeret hjælp til en grundig refleksion over alle de vigtige eksistentielle, spirituelle og teologiske problemstillinger, som det intensive religionsmøde i Tiruvannamalai uvægerligt rejser, men som sandsynligvis også før eller siden vil dukke op, når man engagerer sig i et religionsmøde hjemme i Danmark.

Søren Hauge Underviser, spirituel vejleder og forfatter med baggrund i teosofien Quo Vadis er en kristen oase, der varmt og venligt forbinder sig med de hinduistiske, muslimske og andre religiøse naboer, som præger det verdenskendte, hellige bjerg og valfartssted, Arunachala. Quo Vadis Sangamam er et forbillede på, hvordan kærligheden rækker ud i dyb respekt for forskelligheden, og hvordan gæstfrihed bygger broer. Jeg har mødt skønne mennesker, både i Quo Vadis staben, og de spirituelle mennesker, som stedet inviterer og skaber forbindelser til. Jeg har rejst på interreligiøse grupperejser med ”JP” og andre fra Quo Vadis, skabt varme kontakter til hindupræster, muslimer, munke og lægfolk med varme hjerter - lært at store ting gøres af mennesker, der dedikerer sig helhjertet.

Helt enkelt anbefaler jeg mennesker, der rejser til Sydindien at besøge Quo Vadis og blive berørt af stedets ånd og mennesker.

Ele Bonde Sognemedhjælper, bibliodrama-instruktør Quo Vadis er øjeblikkets sted. Pludselig opstår et øjeblik, man så det ikke komme, man så det knapt nok gå. Som dalede noget ned eller kom noget forbi. Det øjeblik (eller det ”noget”) kan hverken beskrives som noget godt eller dårligt. Det er nærmere essens, sammenhæng, ét fælles åndedrag. Men Quo Vadis er også spænding, farver og mønstre i sandet, stærk mad og tid, masser af tid. Jeg har fået skærpet bevidstheden på sammenhængen mellem ”liv” og ”at give slip”, og jeg har fundet værdien i at være prisgivet. Jeg har også fået en nysgerrighed på, hvad der mon ville ske, hvis den østlige og vestlige tradition for alvor ville komme mere sammen. Kort sagt.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 15

Et af formålene med rejsen er, at børn og unge skal vide, at verden er skæv – og at de kan gøre en forskel. Det er det vi gerne vil – helt ud i den yderste fingerspids – helt ind i de inderste lag. Det er dannelse, dannelse, dannelse. De unge skal mærke, se, dufte, sanse forskelligheden og samhørigheden, så det sætter sig spor for resten af livet.

Med efterskolen til Tiruvannamalai Henning Kristensen Forstander på Blåkilde Efterskole Forskellighed Vildsvin og anmassende aber. Trommer og en plads på gulvet til søndagens gudstjeneste. De fattige, halte og lamme, der ses og mærkes og forstyrrer vores sjælefred med en fremstrakt flad hånd. Hindufestival med optog, krudt og fyrværkeri. Stå-toiletter uden toiletpapir.

De mange børn, børn og børn. Mad med mere smag. Herreløse hunde og køer. Trafik-kludder, der trodser enhver logik og bevæger sig stædigt fremad. Tiruvannamalais buldersymfoni af lyde og lugte. Explorer med indisk tog gennem natten på 4. klasse i en vogn uden vinduer og fedtede, svedige køjer, der er det rene Eldorado for kæmpekakerlakker. Farvestrålende sarier, der matcher krydderierne på de store fade og stråler om kap med solens sidste stråler. Multireligiøsitet i alle afskygninger. Alt adskiller sig ved første blik fra Blåkildes blide bøge og faste fredfyldte forankring.

med Quo Vadis Hele efterskolen på tempelbesøg lde Efterskole).

Blåki af t udlån gst venli (foto:

Reaktion Mads fægtede desperat med armen, da en urimeligt fed kakerlak vandrede op ad hans arm, og Kirstine hvinede, da en flagermusunge filtrede sig ind i

hendes hår. Men bortset fra det, overrasker elevernes evne til medlevende at opleve livet i Indien. Jeg havde frygtet toiletterne, maden, myggene, antistrukturen, strømafbrydelserne,

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 16

TEMA: QUO VADIS - et dialogcenter. vi kan lære noget af

trafikken, den manglende komfort, varmen og de snavsede snottede slumbørn – men frygten var uberettiget. ”Det bedste var det med børnene...” sagde eleverne. At få lov til at lege med dem og skabe en kort relation gennem leg og sang. At opleve nærhed, tillid, accept og nysgerrighed på et splitsekund – umiddelbart, ærligt og ukrukket.

Da er et menneskebarn et menneske, selv om det kun har en sari og et kloakafløb at vaske sig i.

Dialog Den ene side af fortællingen er fortællingen om frøet, der blev sået af danske missionærer for 150 år siden, og som i dag er en menighed med mere en 40.000 medlemmer. At gøre en forskel. Den anden er en glødende fortælling fra den kasteløse til os. En fortælling om, hvordan Kristus sprænger grænser og genopretter værdighed og ligeværd for den ringeagtede. At Gud deler sit kød og blod med enhver. Dialog i gensidig respekt mellem mennesker fra flere religioner er også et tema – at leve i et flerkulturelt samfund.

Også det er dannelse!

Efterskole-elever hjælper til på Grammam, som er et af Quo Vadis' store projekter, der både indebærer økologi og religionsdialog (foto: venligst udlånt af Blåkilde Efterskole).

>> Hvad har du fået ud af at besøge Quo Vadis?

Af Elise Enggrob

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 17

Laura Bjørg Teologistuderende på Århus Universitet og tidligere volontør for Danmission Det er nok en af de mest spændende steder, jeg har været! Det er en spændende gren af den kristne kirke og især en meget anderledes gren af den lutherske kirke i Tamil Nadu, da kirken her møder de andre religioner med en unik åbenhed. Den dialog og den indsigt indere og vesterlændinge, der besøger stedet, får gennem Quo Vadis, er unik. Godt med en del af kirken, der ikke er berøringsangst og lukker sig om sig selv. På Quo Vadis har jeg, udover at lære meget om indisk kultur og religion som sådan, talt med mennesker om min og deres tro og indre univers på en åben måde, jeg ikke har mødt andre steder. Desuden har jeg haft et frirum til meditationerne i den røde hytte, der var vitalt midt i den hektiske by og den kaotiske og oplevelsesrige hverdag, jeg havde i Indien.

Den andagtsstemning, der var i hytten, har jeg ikke oplevet andre steder!

Dagens tilbud En åndelig markedsplads – fristes man til at kalde Tiruvannamalai i Sydindien. Men hvem er disse tusindvis af vesterlændinge, som søger spiritualitet og personlig udvikling i Sydindien? Og hvorfor ønsker Quo Vadis, som Danmission driver sammen med Arcotkirken, at gå i dialog med spirituelle turister?

Et af de bedste steder at orientere sig, hvis man vil vide, hvad der sker på den religiøse scene i Tiruvannamalai, er de lokale caféer, som har vesterlændinge som deres målgruppe (foto: Lars Buch Viftrup).

Af Rebekka Steinvig, tidligere volontør for Danmission Tove Lind Iversen, redaktør for Danmissions Magasinet

Glem alt om brugte barnevogne og billig vinduespudsning. På opslagstavlen ved minimarkedet i Tiruvannamalai i Sydindien hænger der tilbud om meditation, massage og møder med alverdens guruer.

Tusindvis valfarter fra Vesten til Tiruvannamalai i deres søgen efter spirituel dybde, Guds nærvær og personlig udvikling. Byen opfattes som et særligt åndeligt sted både af søgende vesterlændinge og af indiske hinduer.

Ifølge hindutraditionen er der 3 hovedårsager til Tiruvannamalais særlige status: bjerget, templet og guruen Ramana.

• Hinduer opfatter bjerget Arunachala som helligt. Ifølge legenden åbenbarede guden Shiva sig her, og ved hver fuldmåne valfarter folk til – nogle gange en halv million – for på bare fødder at gå de 14 kilometer rundt om bjerget.

• Lige øst for bjerget er der bygget et kæmpemæssigt Shiva-tempel,

som betjenes af over 100 præster.

For hinduer er det en stor begivenhed at få chancen for at ofre og blive velsignet i templet.

• I 1895 slog den blot 16-årige Ramana Maharshi sig ned ved bjerget efter en nærdødsoplevelse. Han blev hurtigt kendt og anses som en af det 20. århundredes største mystikere. Han spurgte: Hvem er jeg? Og gav det svar at man gennem meditation og selvransagelse kan finde sin sande identitet. En grundtanke i hindu-

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 18

ismen er, at alt er guddommeligt, og at mennesket har en guddommelig kerne. Ved at komme i kontakt med den kerne, finder vi ikke bare os selv, men selve guddommen. Ramana døde i 1950, men hans lære lever videre både blandt hans tilhængere og i hans ashram.

En ashram kan beskrives som en slags åndeligt refugium, hvor en guru samler sine tilhængere. En guru er en spirituel vejleder.

I Beatles’ fodspor Vestens interesse for Østens religioner og mystik er oldgammel. Men da The Beatles i 1968 rejste til Indien for at lære transcendental meditation, fulgte mange i deres fodspor – upåagtet at beatlerne selv hurtigt forlod deres guru. I dag gør kombinationen af billige flybilletter og stor interesse for åndelighed, yoga, meditation og selvudvikling det oplagt for endnu flere at tage turen til Indien – ikke mindst til Tiruvannamalai.

Men hvorfor rejser tusindvis af mennesker fra Europa, USA og Australien til Sydindien? Hvad er det, de søger, og hvad finder de? For at få et klarere billede af, hvem de er, gennemførte Danmission fra oktober 2010 til januar 2011 en rundspørge.

I Tiruvannamalai driver Danmission sammen med Arcotkirken det interreligiøse dialogcenter Quo Vadis, som blandt andet arbejder for dialog med de søgende vesterlændinge. Den yngste af de 31 interviewede var 21 år og den ældste 71 – gennemsnitsalderen var 52. Det er altså ikke typisk unge, som opsøger Østens spiritualitet, men modne mennesker. Der er en del terapeuter og yogalærere iblandt, men viften af uddannelser er bred, fra sygeplejersker over lærere til ingeniører og kunstnere. Nogle af vesterlændingene har boet i byen i en årrække, og andre besøger blot Tiruvannamalai et par dage eller få uger som ét af flere stop på deres rejse rundt i Indien, men langt den største gruppe er de såkaldt

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 19

spirituelle turister, som er her mellem 3 uger og et halvt års tid og ofte kommer igen og igen. ”Dette er mit 6. besøg i Tiruvannamalai,” fortæller en 40-årig kvinde fra Australien. ”Jeg er meget interesseret i selvudvikling. Jeg elsker energien, folkene, samfundet, det spirituelle fokus og bjerget. Jeg er taget hertil for at holde en pause fra verden – bare for at være sammen med mig selv.”

Få din lastbil velsignet I byen kan man næsten ikke gå i fred for åndeligheden. På den ene side af vejen er der et tempel, hvor biler bliver velsignet, inden de drøner ud i den tætte trafik. Overfor skaber en lang kø af folk, som ønsker at blive velsignet, trafikprop hver torsdag. Der ligger hellige mænd i orange gevandter foran havelågerne og i vejkanten.

Tiruvannamalai har flere boder med blomsterkranse til ofringer, end vi har pølsevogne. Og man behøver ingen turistguide for at finde en ashram at slå sig ned i.

Det er denne åndelighed – integreret i det indiske samfund og i indernes hverdag – som tiltrækker vesterlændingene. Mange søger et alternativ – spirituelt, men også materielt – til vestlig livsstil med vores forbrug og stress. ”Kort fortalt, så drejer alt sig om penge I Vesten. Her drejer alt sig om Gud. Dette er ikke et andet land.

Det er en anden verden. Indien er et spirituelt land – Gud er overalt,” siger en 53-årig mand fra Belgien.

Har vendt kirken ryggen Få af vesterlændingene betegner sig som hinduer, og de fleste har meget lidt kontakt til indere – ud over eventuelle guruer. Mange af vesterlændingenes mest populære guruer er faktisk selv fra udlandet som Verner fra Schweiz og Mooji fra Jamaica. Ofte rejser søgende vesterlændinge til Indien for at møde vestlige guruer, som oversætter østerlandsk religion til vestlig kontekst. Ifølge Danmissions rundspørge

kommer mange af vesterlændingene fra en kristen baggrund, men de har ikke fundet svarene i kristendommen. ”I mit barndomshjem var der ingen religion. På papiret var vi kristne – evangeliske. Men den eneste religion var penge. Da jeg var 15-16 år følte jeg en længsel: Der må være noget mere.

Jeg begyndte at søge og fandt atroposofien og opfattelsen af, at Kristus ikke er i kirken, men i hjertet. Det var mit første skridt. Så fulgte buddhismen, og jeg begyndte at meditere. Herefter tog jeg et skridt endnu dybere og fandt en spirituel dimension i landskabet – i bjergene og i dalene, ja i naturen. Jeg har fundet kilder til inspiration i forskellige religioner. Jeg kan ikke sige, at jeg er kristen eller buddhist. Der er mange veje at gå,” siger en 47-årig kvinde fra Tyskland Fælles for de fleste er en negativ holdning til kirken forstået som institutionen og som menigheden. En 52-årig mand med rødder i den katolske kirke i Frankrig fortæller: ”Min far hængte sig, da jeg var 2 år, og min mor blev alene med 3 børn. Vi var fremmede i den lille landsby, hvor vi boede, og min mor havde brug for støtte, men kirken skubbede os væk, skubbede os ned. Kirken fortalte mig om klarheden og lyset, men viste mig kun mørket. Jeg var nødt til at komme væk derfra for ikke at blive lige så dum som dem.”

Hvorfor rejser Danmission helt til Indien for at møde disse søgende vesterlændinge? Det korte svar lyder: Fordi det er der, de søgende vesterlændinge er, og det er der, vi kan møde dem. Hvis ikke dialogcentret Quo Vadis har en bod på den åndelige markedsplads, som Tiruvannamalai er, så er Verner, Mooji og Sai Baba alene om at give dagens spirituelle tilbud.

Artiklen er tidligere bragt i Danmissions Magasinet.

Omgivet af et Gudscentreret folkefærd ”At være i Indien er som at drikke af en stor åndelig flod. Derhjemme i USA skal jeg lede længe for overhovedet at finde noget vand.” Ordene kommer fra Michael Highburger, en tidligere benediktiner-munk, der nu bor i et hindu-ashram ved foden af det hellige bjerg, Arunachala. Byen hedder Tiruvannamalai i Sydindien, og ashramet, som ligger bare 250 meter fra Quo Vadis, er opkaldt efter den afdøde guru, Ramana Maharshi.

AF Lars Buch Viftrup Præst og ansv. redaktør Hver søndag kommer Highburger til gudstjeneste i en lille-bitte katolsk menighed i byen, og han har ikke noget imod at kalde sig for kristen. For som han siger: - Når jeg har problemer, så er det altid Jesus, der kommer ud af min mund. Jesus er mit navn på Gud. Men alt andet omkring mit liv tyder på, at jeg er hindu. Jeg går klædt i hinduasketernes tøj, bor i et hindu-ashram, hvor jeg både arbejder og praktiserer min tro.

Jeg har gennem årene mødt Michael Highburger flere gange på mine rejser til Indien, da han er en ven af Quo Vadis, som volontører og andre besøgende har stor glæde af at møde, da han både kender Vesten og Indien, kristendom og hinduisme særdeles godt. En mand, der er opvokset og

uddannet i Vesten og har været munk i en kristen orden, men som gennem nu 12 år har boet som asket i et hindu-

Michael Highburger underviser en gruppe besøgende fra Quo Vadis (foto: Lars Buch Viftrup).

kloster. Hvordan i alverden hænger det sammen?

Fra Kierkegaard til katolsk munk Michael Highburger havde som ung vendt sig langt væk fra kristendommen, som han oplevede som meget lukket og forstenet. Han studerede filosofi og kom til Danmark i to år over en femårig periode for at studere Søren Kierkegaard under Niels Jørgen Cappelørn på det teologiske fakultet i København. Han kan stadig den dag i dag tale lidt dansk. Han var på ingen måde interesseret i Kierkegaard som teolog, men udelukkende som filosof.

Det var først under et ophold i Sydamerika, hvor han fik en omvendelsesoplevelse, at det religiøse kom ind i hans liv.

– Jeg troede, at jeg var blevet bud-

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 20

dhist. Men så var der en kvinde, der opfordrede mig til at læse i Biblen, hvad der overhovedet ikke var faldet mig ind. De første ord, jeg læste, var Jesus, der proklamerede, at Guds Rige er nær. Og det var lige præcis sådan, jeg havde det.

Highburger droppede ud af studierne og blev senere optaget som munk i den katolske benediktiner-orden.

Her, langt fra Indien, læste han en bog af den katolske munk, Abishiktananda (se boks), om bjerget Arunachala i Tiruvannamalai, og han tænkte: “Dér skal jeg hen en dag!” Han var senere “heldig” at blive rigtig syg og fik sygeorlov fra klosterlivet. Han havde lige et par måneder til sidst, hvor han havde det godt nok til at rejse, og så var det bare med at komme afsted.

– Da jeg så skulle til at rejse hjem, mistede jeg min billet, ikke bare én, men to gange. Da jeg endelig skulle til at pakke mine ting, kunne jeg ikke få mig til det. Jeg var fuldstændig i vildrede, for at blive i Tiruvannamalai var

ensbetydende med et pludseligt brud med den klosterorden i USA, som var hele mit liv. Det var først, da flyet var lettet fra lufthavnen – uden mig – at jeg vidste, at det var det rigtige at gøre.

Indien blev ”hjemme” I dag tolv år senere har han stadig god kontakt med sin orden, men på ganske uformel vis. Der kommer besøg derfra til Indien indimellem. Forrige år var han tilbage for at besøge dem alle sammen, og det havde været en rigtig god oplevelse. Men samtidig blev det også tydeligt for ham, hvorfor han er i Indien.

– Jeg er her i Indien, så jeg kan være omgivet af et Gudscentreret folkefærd. Det er kun i Indien, at jeg har fundet en så levende og intens tro.

Imens virker det til, at intet længere er helligt derhjemme i USA, og det påvirker også trossamfundene, der sygner hen. At tro på Gud er til gengæld så naturligt for inderne. Den omgiver

hele deres tilværelse. Og de har lært mig så mange ting om Gud, selvom de for det meste ikke er i stand til at forklare, hvorfor de gør, som de gør. Det er som oftest meget enfoldige mennesker, der igennem deres opvækst og opdragelse har lært at forholde sig til Gud, ikke som en rationel øvelse, men gennem ritualer.

Jeg har siddet sammen med Highburger til katolsk messe og mødt i ham i et benediktiner-kloster, og ved, hvor meget kristendommen betyder for ham. Så jeg spørger lidt mere ind til, om han mon nu er hindu eller kristen?

– I starten havde jeg brug for at forene kristendommen og hinduismen for at kunne forsvare over for mine kristne venner derhjemme, at de ikke behøvede at være bange for, at jeg var blevet hindu. Men i dag betyder det ikke så meget for mig. Det er vigtigere for mig at være omgivet af Gudscentrerede mennesker, end at min tro skal være kristen.

OM

Guruen: Sri Ramana Maharshi

Bjerget: Arunachala

Abishiktananda

Michael Highburger bor i Ramana Ashram, som er byens store og verdenskendte ashram, der tiltrækker åndeligt søgende fra hele verden. Dens grundlægger, Shri Ramana Maharshi (1879-1950), er en af Indiens store guruer, kendt i hele verden. Ashramets placering ved foden af det hellige bjerg, Arunachala, har ikke gjort hans betydning mindre. Han er især kendt for den åndelige vej, han kaldte for selv-undersøgelse (selfinquiry), der handler om at afsløre det uvirkelige i jeg’et og dets mange former, og åbne op for den bevidsthed, som ikke kan objektiviseres. Ramana tiltrækker både indere og vesterlændinge. Der bor flere hundrede vesterlændinge fast i byen, og hvert år kommer flere tusinde i højsæsonen.

Byen Tiruvannamalai med sine ca. 150.000 indbyggere er kendt først og fremmest for det hellige bjerg, Arunachala. Alle, der har været i Indien, ved, hvor meget symbolet for Shiva i form af en lingam betyder for hinduer. Bjerget er med sin form oplagt at sammenligne med en lingam. Myten går derfor også på, at Shiva engang tog form som en gigantisk ildsøjle, der ved sin nedkøling blev til dette bjerg. Arunachala er altså den store gud, Shiva. Ved hver eneste fuldmåne kommer ½ -1 million pilgrimme til byen for at gå de 13 ½ kilometer rundt om bjerget. En gang om året til Deepam kommer der 2-4 millioner mennesker, når man tænder et enormt bål på toppen af bjerget. Fuldmånevandringerne har først de senere år opnået den enorme popularitet.

Abishiktananda eller Henri Le Saux (19101973) var en kristen munk, der levede hos Ramana. Det var ham, der inspirerede Michael Highburger til at komme til det hellige bjerg.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 21

Abishiktananda var en af de tre grundlæggere af Shantivanam, et kristent benediktinsk kloster i nærheden af Trichy, ca. 4 timers kørsel fra Tiruvannamalai. Klosteret er inspireret af ashram-ideen, som de indiske guruer lever i, og Abishiktananda tilbragte mange år sammen med Ramana i hans ashram i Tiruvannamalai.

Shantivanam er stadig et levende ashram, selvom de tre grundlæggere alle er døde.

Her kan man opleve kristendom, der er dybt inspireret af hinduisme, og kan ses som kristendom udlevet i en indisk kultur. Indiske munke bor i ashramet, men mange vesterlændinge kommer hvert år på besøg. Den mest kendte af de tre grundlæggere er nok Bede Griffiths, som skrev de meget populære bøger, The Marriage of East and West og The Golden String. Længe blev ashramet derfor også kendt som Bede Griffith Ashram.

Hvem er jeg?

Det spørgsmål og et par andre mediterer den åndeligt søgende vesterlænding, Daphne Hall, ofte på for at finde sit sande selv. Lars Viftrup besøger hende for at høre mere.

AF Lars Buch Viftrup Præst og ansv. redaktør Hver eneste højsæson kommer der mange spirituelt søgende til Tiruvannamalai. Daphne Hall fra England er en af de mange hundrede vesterlændinge, som har slået sig ned i byen, fordi de vil satse alt på deres åndelige søgen. Hun har været frivillig på Quo Vadis og bor, da jeg besøger hende, i et hus midt i en lille skov, nogle kilometer uden for byen. Men måske er det ved at være tid til at bryde op igen?

Et hårdt og krævende karriereræs er blevet afløst af et liv med meditation, maling, læsning og åndelig søgen.

De seneste år har det været med base i Tiruvannamalai. Hun har ikke noget at leve af ud over de penge, hun i sin tid tjente. De er ved at være sluppet op, og selvom det er en kilde til usikkerhed, så anser Daphne det også for en del af sin åndelige rejse at stole på Gud, stole på, at der nok skal vise sig en løsning.

Mange religiøse inspirationskilder Daphne er meget glad for at læse sufidigte: - De lærer mig at blive så opslugt

af kærligheden til Gud, at jeg helt forsvinder i den, bliver absorberet af den.

Ligesom hun er inspireret af zenbuddhisme, kristendom og hinduisme. I zen-buddhismen har hun bl.a. hentet et motto fra en zen-mester, der lyder: “Hvis du har fundet et svar, er det helt sikkert forkert”.

- Livet handler ikke om at finde de rigtige svar, for det bringer dig straks

ind på et mentalt plan og væk fra erfaringsplanet, siger Daphne.

Daphne er vokset op i en kristen kultur, men oplevede den så fuld af skyld og frygt, at hun havde taget afstand fra kristendommen. Men mødet med Quo Vadis, hvor hun oplevede kristne arbejde for forståelse mellem religioner, gav hende et nyt syn på kristendommen. Sammen med en gruppe af fastboende og tilrejsende

ende på væggen.

e af guruen, Ramana, centralt hæng

Daphne Hall i sit hjem med et billed

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 22

vesterlændinge har hun også deltaget i bibliodrama med Ele Bonde fra Danmark, og her har hun erfaret en åndelig inderside af kristendommen, som hun ikke kendte til før.

- Jeg tror dybest set, at alle de religiøse retninger siger det samme. Det handler om kærligheden til Gud og at forstå sig selv. Og det er ikke noget teoretisk. Det er en erfaring.

Self-inquiry Ikke mindst Ramana Maharshi, den store guru i byen, har inspireret Daphne. Hans åndelige praksis kaldes

>> Hvad har du fået ud af at besøge Quo Vadis?

Af Elise Enggrob

for self-inquiry, at man stiller sig selv spørgsmål så som: Hvem er jeg? Hvem dukker disse tanker op for? Hvorfra dukker jeg’et op?

- Self-Inquiry er en åndelig vej, som tager dig på en erfaringsbaseret rejse, hvor du lærer ikke at identificere dig med din krop, de mærkater, du og andre sætter på dig selv, dine følelser.

Gennem denne undersøgelse afslører du din sande natur, dit sande selv, det evige jeg. I lange perioder har jeg hver eneste dag været i ashrammet og mediteret på disse spørgsmål. Nu bor jeg herude, hvor den nærmeste nabo

bor fem minutter væk, og jeg arbejder i stedet meget med at male, meditere og læse. På det seneste er hun blevet opmærksom på, at det måske er ved at være tid til at bryde op og finde sig et nyt sted at være. Hun håber, at det fortsat skal være i Tiruvannamalai.

- Men man kan aldrig vide, hvor ens søgen fører én hen, siger hun.

Andreas Kyk Studerer 3K på Diakonhøjskolen og tidligere volontør for Danmission Aldrig har jeg mødt så meget religion som i Tiruvannamalai, templer, kirker, moskeer - der er symboler overalt! Quo Vadis hjalp mig til at forstå, hvorfor dialogen og fællesskabet mellem mennesker af forskellig religion er så vigtigt, måske specielt i et land som Indien. På Quo Vadis har jeg mødt mennesker, jeg aldrig vil glemme, og oplevet, hvor nærværende en meditation i ”The Red Hut” kan være. Først og fremmest var Quo Vadis et lille åndehul midt i et til tider hektisk Indien. Jeg har lært en del om mig selv, specielt hvad min egen tro betyder for mig. I Indien er det let at være troende, til tider knap så nemt i Danmark.

Steen Bonde Hospitalspræst Jeg har været på Quo Vadis de sidste tre år og er snart på vej derned igen. For mig er det et mødested, som ved sin ånd og atmosfære indbyder til åbenhed og gode dialoger i en multietnisk sammenhæng. Det er en lille oase midt i megen elendighed, som det for mig også er vigtigt at forholde sig til. Tiruvannamalai er i sig selv en spændende by, fordi hinduer, muslimer og kristne lever og i mange år har levet i en god sameksistens uden nævneværdige konflikter, og det er et studie værd, hvordan det kan lade sig gøre. Inderne er almindeligvis meget opmærksomme mennesker, og den opmærksomhed har jeg lært meget af. Jeg lever i et samfund, hvor mange ting er reguleret af regler, love, vejskilte, reguleringer osv., og jeg har ofte tænkt, når jeg kom tilbage fra Tiruvannamalai, at vi i vores del af verdenen bruger så meget energi på at fokusere på alle disse reguleringer af forskellig slags, at vi helt har glemt at være opmærksomme på hinanden.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 23

Gud er altid

større Lars Buch Viftrup fortæller om sine oplevelser under en fuldmånevandring rundt om det hellige bjerg Arunachala. Vandringen er en gigantisk, religiøs fest, der hver måned fejres i den sydindiske by, Tiruvannamalai.

AF Lars Buch Viftrup Præst og ansv. redaktør Hver måned under fuldmåne vandrer ½ million hinduer de 13 ½ kilometer rundt om det hellige bjerg, Arunachala. Jeg er så heldig at få muligheden for at være med til denne religiøse folkefest. Og for en gangs skyld tager jeg af sted uden kamera. Denne gang vil jeg være deltager, ikke så meget beskuer, selvom jeg aldrig helt bliver en del af det. Jeg træder ind i floden af mennesker. Det er blevet aften, fuldmånen lyser op, og bjerget er det stabile centrum hele vejen rundt. Jeg følger strømmen, ind imellem går jeg stærkere, ind imellem langsommere. Indimellem krydser jeg ind til siden for at gå ind i et tempel eller tage mig en pause med en kop chai. Til at begynde med er jeg nærmest helt elektrisk.

Atmosfæren er så intens. Der sker så meget omkring mig hele tiden, og jeg vil se det hele, prøve at mærke, hvad der sker på denne særlige dag.

Tiggere, hellige mænd og religiøst kitsch Der er mennesker med halve lemmer, som ligger midt på gaden og skriger efter hjælp, tusinder af hellige mænd, som tigger efter penge, folk, der snakker, mens de går, folk, der nærmest halter igennem vandringen, folk, der går med deres børn på armen – ofte grædende, højttalere der larmer med lovende budskaber om helse, mad og frelse. En hel masse bevægelse og larm, og samtidig en stærk følelse af ro og dedikation.

Hundreder af offersteder og templer ligger langs vejen, hvor man stopper op og hilser på guden, nogle steder går man ind i det allerhelligste og ofrer. Nogle steder er det brahminpræster, der står ved guddommen og forestår velsignelsen af de forbipasserende mængder, andre steder er det hellige mænd med langt hår og udtryk, der tydeligt viser, at de ikke er af denne

verden.

Tusinder af boder med drikke, mad, snack, offerlys, lamper, blomster, helseprodukter, smykker og religiøst kitsch møder dig på din vej. Der er håndlæsere og astrologer på fortovene ved små levende lys, guruer, der deler deres visdom, hellige mænd, der giver deres velsignelse, brahminpræster, som foretager tempelceremonier. Og så alle os, der vandrer på vejen.

Tre steder undervejs er der områder, hvor man bygger små huler af sten og tænder lys inde i de små huler og så sætter sig og mediterer foran dem. Det er så smukt og mindede mig om en stjernehimmel. Et af stederne ser jeg en kvinde sidde på knæ ved Nandi, koen, som står foran alle shivahelligdomme. Hun holder en hånd for dens ene øre, mens hun indtrængende hvisker ind i det andet. Hun sidder der længe, og jeg funderer over, hvilke hemmeligheder hun mon betror, eller

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 24

Byen Tiruvannamalai med det store Shiva-tempel ligger ved foden af bjerget, Arunachala (foto: Lars Buch Viftrup).

hvilke ønsker hun beder om. Under hele vandringen er der det ene efter det andet af sådanne små glimt ind i hinduernes religiøsitet.

Er jeg havnet i Middelalderen?

Jeg spørger mig selv, om jeg mon er havnet i Middelalderen. Var det sådan noget, Luther gjorde op med? ”Når mønten i kisten klinger, sjælen ud af skærsilden springer”. Sådanne budskaber er der mange af denne aften. Der er en intens fromhed, som er dybt bevægende. Men det er også lidt af et kræmmermarked, hvor alt koster penge. Jeg tænker, at det var godt, at vi fik gjort op med det, men hvad mon vi har smidt ud med badevandet? Al den ydre fromhed, jeg ser denne aften, er åben for mange ting, både godt og skidt. Men det, som slår mig, er, at den også er åben for, at jeg bare kan gå ind i den, uden af den grund at føle mig som en hindu. Der er bevægelser, som

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 25

jeg umiddelbart kan forbinde med noget, uden at forstå deres sprog eller kende betydningen af deres guder.

Den folkelige religiøsitet er folkelig, fordi den taler til noget dybt alment menneskeligt. Der er bevægelser, som handler om hengivelse, om at give sig over til den kraft, der er større end én selv, og som fører én ind i hjertet af ens eget selv.

Jeg tænker, at den folkelige religiøsitet, jeg møder her, åbner mig for at se, hvordan Gud er allestedsnærværende.

At livet er et mysterium. At man ikke kan tænke sig til alt, men nogle gange bare skal gøre det, skal hengive sig. Vi har i den lutherske tradition gjort op med meget af den ydre fromhed, fordi den også kan være forbundet med overtro og religiøs underkastelse, og det er jeg utroligt taknemlig over, men vi har måske også gjort kål på noget stort og mystisk, vores adgang til det transcendente? For inderne virker det

meget naturligt. Det guddommelige er overalt, i træer, planter, dyr, sten, osv.

De bliver inddraget i ritualerne, fra de er helt små. De ved, hvad de skal gøre på den knap 14 km. lange vandring.

Der er ingen tøven, ingen forlegenhed.

Anderledes med os fra Vesten. Vi er så nemme at få øje på. For ud over højden og hudfarven, så er det også tydeligt, at vesterlændingene går og føler, tænker og grubler. Et undrende smil. Et saligt smil. Et funderende udtryk. Et overrasket udtryk. Vi er i proces med vore indre personlige jeg’er.

Inderne, de går bare afsted. Det er meget konkret for dem. Ikke noget med indre processer. Man søger Gud om konkret hjælp. Gad vide, hvordan jeg selv ser ud midt i det hele?

Af med sandalerne Jeg får lyst til at smide sandalerne, sådan som alle inderne gør det. De går

jo på hellig grund og signalerer det ved at gå uden sko – og jeg gør det et stykke af vejen, så længe mine stakkels fodsåler kan tåle det. Det giver på en måde kontakt. Dels gør jeg som alle andre. Dels er der fysisk kontakt med underlaget, så man på en måde bliver sårbar. Endnu et konkret ritual med stor symbolsk betydning, fordi man kan mærke det på sin egen krop.

Jeg får lyst til at gå ind i templerne og gøre de samme bevægelser som dem. Tænde lys, tage lyset ind i ansigtet.

Hilse på guden. Det er underordnet, hvilken gud det er. Jeg har alligevel ikke noget forhold til dem – ud over, at jeg er fascineret af deres æstetik. Men bare den hengivelse, som inderne viser, smitter af. Jeg kan fint være en del af det – og alligevel vil det aldrig helt blive mig. Men det er meget inklusivt, fordi bevægelserne i sig selv siger mere, end min forstand vil kunne sige. Jeg er på vandring. Jeg giver mig over.

Lader mine fødder føre mig.

Efterhånden bliver jeg tempel-træt, træt af ydre indtryk. Går bare i min egen verden, stille og roligt. Trætheden sætter ind. De sidste kilometer er hårde. Nu skal jeg bare nå frem. Udmattet og måske lidt speedet over alle de mange indtryk kan jeg sætte mig på verandaen derhjemme og tage et fodbad – klokken er blevet halv et om natten. Det har taget 3½ time. Hvilket cirkus!

Sikke en oplevelse. Et indblik i en meget anderledes verden, som jeg næppe helt kan sætte mig ind i, men som jeg alligevel på min egen måde kunne være en del af. Hvor er jeg glad for, at jeg kom afsted.

Pilgrimme går skulder ved skulder de 13,5 kilometer rundt om bjerget, når der er fuldmåne (fotos: Lars Buch Viftrup).

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 26

aktuelt IKON er nu en del af Danmission Sammenlægningen mellem IKON og Danmission er nu en realitet.

Magasinet fortsætter uændret.

Dialogarbejdet i Danmark skal styrkes. Det var med denne intention, at IKONs bestyrelse for 1 ½ år siden begyndte forhandlinger med Danmission om en sammenlægning. Vi tror på i IKON og Danmission, at de synergier, der opstår ved at sammenlægge to organisationers dialogarbejde, kan skabe mange nye muligheder og ikke mindst give dialogarbejdet i Danmark et godt puf fremad.

Vi har særligt de sidste 10 år lavet en længere række af aktiviteter sammen, vi har meget ens dialogsyn og har på forskellig vis støttet hinanden. Men samarbejdet går helt tilbage til Vestens Unges første år for mere end 25 år siden og altså før IKON opstod. Derfor er det også en naturlig proces at samle os nu.

Ikonitter på studietur i Myanmar, kurset Dialogpiloterne i mellemøsten og Quo Vadis-inspirerede aktiviteter i Aarhus er nogle af de frugter, vi fremover kan se af vores sammenlægning. Et Quo Vadis netværk er allerede opstået og arrangerer jævnlige meditationer i Aarhus, og de andre muligheder er vi i styregruppen for IKON begyndt at summe over. Vi arbejder fortsat på i IKON at inspirere danske kristne og danske kirker til at gå ind i det personlige møde med vores medmennesker om tro og livssyn. Nu har vi muligheden for at finde inspiration fra flere lande, som Danmission arbejder med eller tage nye initiativer sammen med Danmissions kæmpe store frivillige bagland. Der ligger rigtig mange spændende muligheder og venter på os derude.

Magasinet IKON fortsætter uændret! Det fungerer rigtig godt, vi får mange positive tilkendegivelser og har ikke grund til at ændre på det. Det

samme vil gælde flere andre aktiviteter i IKON. Vi håber, I fortsat vil følge IKON – som nu betegnes som en selvstændig arbejdsgren i Danmission.

Tak til Lars for et stort arbejde som redaktør Vi vil fra styregruppen for IKON gerne takke Lars Buch Viftrup for hans store arbejde som redaktør af Magasinet igennem de sidste 5 år. Vi ved, der er lagt rigtig mange kræfter i Magasinet fra hans side, og vi har været glade for et stabilt og meget flot produkt, som hele vejen har været en vigtig reklamesøjle for hele IKON. Lars fortsætter i redaktionen under ledelse af to nye redaktører: Malene Fenger-Grøndahl og Eva Bernhagen, som vi begge kender godt. Velkommen til jer!

Med venlig hilsen Styregruppen for IKON

klumme

>> teologi i farten

Jesus som avatar Af Lene skovmark

Hvis Jesus var født og havde levet i Indien, ville folk anse ham for at være guru og avatar. Af historiske årsager bredte kristendommen sig mod vest.

Er Jesus i virkeligheden mere asiatisk end vestlig? Sådan lyder refleksionen fra en indisk teolog.* I den asiatiske religiøse tradition manifesterer den højeste guddom sig i mennesker i form af avatarer for at møde dem, der hengiver sig til den åndelige vej, og hjælpe dem på vejen mod udfrielse (moksha). Det gælder både personligt og på det social-politiske plan.

At kalde Jesus for avatar virker fremmed for os i Vesten. Men, som forfatteren hævder, er betegnelser som frelser, befrier og mester efter-

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 85 // side 27

tidens tolkninger af Jesus, præget af græsk-romersk kultur. Disse ”titler” gav mening i en jødisk kontekst, men kan ifølge sagens natur ikke være normative for kristne overalt i verden. Ingen titel kan fuldt ud udtrykke, hvem Jesus er.

I Indien giver det mening at kalde Jesus for avatar. Dog understreger forfatteren, at Jesus ikke blot manifesterer Gud, men at Gud selv inkarnerer sig i Jesus. Hans liv og gerning var begrænset til Palæstina, men med sin ubegrænsede kærlighed, sin død og opstandelse, rakte han ud til hele menneskeheden. Derfor er påskens mysterium centralt i den kosmiske proces mod Guds Riges fuldendelse på jorden.

Det ligger vel i sagens (guddommelige) natur, at ingen kultur eller kirke kan tage patent på Jesus? Og at der i enhver betegnelse og manifestation af Gud ligger en begrænsning? Gud er uendelig, og derfor er forskellige åbenbaringer ikke bare mulige, men også nødvendige, fordi de hver især viser noget af Guds væsen og må være i dialog med hinanden.

Udfordringen er så, at mange ikke mindst i Vesten - påberåber sig særlige åbenbaringer og kanaliseringer af sandheden. Der er mange ”messias’er”. Her er det med at skærpe skelneevnen! * ”The asian Jesus”, Michael Amaladoss, leder af ”Institute for Dialogue with Cultures and Religions” i Chennai.

Afsender: IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C. Returneres ved varig adresseændring.

IKON har stadig brug for din støtte!

Støt nysgerrigheden, støt dialogen, støt møder mellem mennesker, støt kirkens arbejde med dialog.

Giv en Julegave til IKON Gaven kan overføres til følgende konto: Reg.nr.: 4190 Kontonr.: 00060000398 Mærk: IKON Din gave er – også nu, hvor IKON er en del af Danmission, fradragsberettiget. Der vil dog stå Danmission og ikke IKON på din selvangivelse. Din støtte går stadig til IKONs arbejde.

IKON ønsker jer alle en glædelig Jul!