IKON 86

ikon

nr. 86 • april/2014

>> Tro i dialog

”

Klaus Wivel

“Vi skal kæmpe for de kristne, fordi de er mennesker!”

tema Modstand

Dietrich Bonhoeffers modstand mod nihilisme // Flygtningene fastholder mig på min menneskelighed // Hvis ikke jeg irriterede folk, ville jeg være bekymret // Religiøs registrering eller frihed fra religion?

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr. (inkl moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen.

Redaktion: Eva Bernhagen, ansv. red., bernhageneva@hotmail.com, Lars Buch Viftrup, larsviftrup@yahoo.dk, Anne Krabbe-Poulsen, akrabbe@hotmail.com, Lene Skovmark, lene.skovmark@mail.dk, Martin Herbst, mthe@km.dk, Sidsel Hornemann, sidsel_hornemann@hotmail.com, Malene Fenger-Grøndahl, malene@fenger-grondahl.dk.

Layout: Jeanette Westh, jeanettewesth@gmail.com.

Forside-billede:

Copyright © IKON-Danmark 2013.

ISSN 2246-4042.

Vi skal kæmpe for de kristne, fordi de er mennesker......4

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse.

Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren.

Dietrich Bonhoeffers modstand mod nihilisme......8

Hjemmeside: www.ikon-danmark.dk.

Her kan man også melde sig ind i foreningen IKON, hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister).

Husstandsmedlemskab 300,- kr.

Flygtningene fastholder mig på min menneskelighed......10

E-mail: ikon@ikon-danmark.dk.

Formand: Louise Buch Viftrup, louiseviftrup@gmail.com.

Forsvarstale for en hestebremse......14

IKON: Nørreallé 29, 8000 Århus C, tlf.: 30200280.

SE-nr. 1663 9397.

Hvis ikke jeg irriterede folk, ville jeg være bekymret......17

Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr.

- 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms).

14 Gør ikke som jeg!......20

Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger.

Religiøs registrering eller frihed fra religion?......22

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen, IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C, e-mail: ikon@ikon-danmark.dk.

Læserbreve/debat-indlæg modtages gerne, dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn.

Fra mangotræets skygge til fanebærer for dansk kultur og tradition.....26

Oplag: 1000.

10

22

Klumme......27

Tryk: Fjerritslev Tryk, Østergade 35, 9690 Fjerritslev, tlf.nr. 98 21 24 31.

..........................Indhold

Magasinet IKON Magasinet IKON udgives af IKON, som i 2013 fusionerede med Danmission og nu fungerer som en styregruppe under Danmission. Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed.

Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.

LEDER

Rasmus Modsat

- kender du ham?

AF EVA BERNHAGEN Redaktør Klaus Wivel er sikker i sin sag. Den modstand de kristne i Mellemøsten er udsat for, er der ikke noget frugtbart i. Den nedbryder i stedet for at bygge op, og derfor flygter mange af dem enten til Europa eller USA. Ovenstående synspunkt er Klaus Wivel ikke alene om at have, mange har påpeget det før ham. Det interessante er, at han med sin ateistiske baggrund trænger bedre igennem med sit budskab end en kristen, der mener det samme. I hans mund bliver opråbet om støtte og hjælp til de kristne minoriteter opfattet som et nuanceret budskab, fordi det ikke er givet, at han mener som han mener. Vi har i denne udgave af Magasinet IKON valgt at sætte et billede af Klaus Wivel på forsiden, fordi vi mener, at debatten om hans bog synliggør modstandens tosidede natur: At det nemt bliver en verden af sort og hvid, hvor jeg enten er for eller imod, mens det samtidigt er et flertydigt begreb; et spændingsforhold, der rummer mange nuancer.

Det flertydige giver udslag i, at modstand opleves som meningsløs og ubehagelig, når jeg står midt i det, mens den bliver fascinerende og frugtbar, når jeg er kommet over på

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 3

den anden side. ”Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere” plejer jeg at sige, når jeg fortolker, hvorfor modstanden kom ind i mit liv. Det kan lyde kynisk, men er det ikke; det er symptom på, at modstanden er kommet på plads i mit liv.

For mig er det svært ikke at koble noget politisk på begrebet modstand.

Jeg tænker uvilkårligt: modstandsbevægelse, civil ulydighed, frihedskæmpere. Grupperinger, der er i opposition til statsmagten. (Se artiklerne om Leif Bork Hansen og Dietrich Bonhoeffer) En stor del af diskursen om modstand handler om dens ydre udtryk - for af den følger afgørelse, handling og i visse tilfælde kamp. Men modstand kan også foregå i det indre, det kan være en måde at leve på. Et liv levet i religiøs hengivelse kan anskues som modstand imod det etablerede samfunds regler og normer. Det er ikke en politisk stillingtagen, men en fravælgelse af det materielle liv; en opgivelse af tidligere identitet, ejendom og kultur. (Se artikel om indiske Dev) Den indre modstand kan være en frugtbar vinkel på begrebet, for det åbner op for, at jeg kan være i dialog med mig selv om, at der er noget komplekst og uforståeligt i mit liv; noget, der gør,

at jeg oplever en konstant spænding.

Hvad sker der, når jeg integrerer modstanden i mit liv, og ikke ser den som en belastning, men som en mulighed?

Og kan man fastholde sin modstand?

Giver det mening altid at være imod?

Rasmus Modsat er et udtryk man bruger om børn og voksne, der gør det stik modsatte af, hvad man beder dem om eller forventer de skal gøre. Når man siger venstre, går Rasmus Modsat til højre. Det er for så vidt et universelt kendt fænomen, der går igen i alle kulturer og religioner. Jeg tror, at der findes en Rasmus Modsat i os alle.

Her i magasinet skal du møde et par repræsentanter af slagsen (Artiklerne om Bashy Quraishy, indiske Dev og hestebremsen/Martin Herbst).

I denne udgave af Magasinet IKON har vi forsøgt at nuancere modstandsbegrebet og bevare balancen imellem den negative modstand, der kun bringer ondt med sig, og den positive modstand, som det er frugtbart at opholde sig i. Om det er lykkes, må du, kære læser, afgøre.

God læselyst!

Interview: Klaus Wivel er ateist og havde aldrig troet, at han skulle skrive en bog om Mellemøstens kristne. Men et møde med en modig palæstinensisk kvinde sendte ham ud på en rejse for at afdække, hvorfor de kristne er ved at forsvinde fra de arabiske lande. Med hjem fik han en overbevisning om, at Vesten bør gøre aktivt modstand mod undertrykkelsen af de kristne.

“Vi skal kæmpe for de kristne, fordi de er mennesker” AF MALENE FENGER-GRØNDAHL Journalist og forfatter ”Under OL i Sotji i Rusland debatterer vi homoseksuelles rettigheder, og det var på tale, at danske politikere skulle boykotte legene for at sende et klart signal om, at vi ikke accepterer undertrykkelse af minoriteter og brud på menneskerettighederne. Det har jeg stor sympati for. Men det slog mig under hele debatten op til OL, at den samme ligefremme debat stadig ikke er der, når det gælder vores holdning til undertrykkelsen af kristne i Mellemøsten,” siger Klaus Wivel.

Den modstand, han oplever, at der er i den danske befolkning og blandt danske politikere mod Ruslands undertrykkelse af homoseksuelle – og mod forfølgelse af homoseksuelle i fx Uganda og mange andre afrikanske lande – har han stor respekt for. Men han mener, at vi i Vesten burde være lige så optaget af kristnes forhold i Mellemøsten. For selv om vi tilsyne-

ladende ikke har lyst til at vide af det eller tale om det, så er det et faktum, at de kristne lider særlig hårdt under undertrykkelsen og uroen i de arabiske lande.

Modstand mod at tale om kristne som en særligt udsat gruppe ”Det handler ikke om, at vi skal støtte de kristne, fordi de er kristne – eller fordi vi selv er kristne. Man behøver jo heller ikke at være homoseksuel for at støtte homoseksuelles rettigheder.

Vi skal støtte dem, der undertrykkes, fordi de er mennesker. For mig handler det om menneskerettigheder, ikke om religion,” siger han. Men samtidig erkender han, at det alligevel handler om religion, forstået på den måde, at de kristne i Mellemøsten undertrykkes, forfølges, diskrimineres og lægges for had, fordi de er kristne. Og det er vi nødt til at forholde os til, selv om

det af flere grunde åbenbart føles ubekvemt for os i Vesten,” siger han.

Det med det ubekvemme har han tænkt meget over. ”Hvorfor er det primært de højreorienterede i Vesten, der er opmærksomme på overgrebene på de kristne i Mellemøsten? Hvorfor er der en udbredt modstand i den danske regering mod at tale om de kristne som en særligt udsat gruppe?” Klaus Wivel mener, at en del af svaret findes i det faktum, at vi i Vesten har et anstrengt forhold til religion. ”Vi har vænnet os til, at religion er en form for overtro, som vi har lagt bag os. Nok mener vi, at vores samfund bygger på kristne værdier, men vi har svært ved at se, hvorfor vi skal forsvare menneskers ret til virkelig at tro på noget, vi ikke selv for alvor kan tro på. Det er lettere for os at forsvare menneskers ret til at være homoseksuelle. Det har at gøre med vores sekulære samfundsorden, tror jeg. Vi har i Europa en lang

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 4

FOTO: Sofie Amalie Klougart.

Klaus Wivel er mellemøstkender, forfatter og tidligere litteraturredaktør. Han bor i New York og arbejder som Weekendavisens USAkorrespondent.

historie, som handler om, at demokratiet er blevet til i en kamp mod kirken og religionen, og derfor har vi svært ved at vænne os til, at kristne er ofre, som skal beskyttes. Men det slog mig under mine rejser i Mellemøsten, at kirken dér ikke er en magtfuld kirke, men en kirke, som har levet i modsætning til magten eller underlagt en magt, den har måttet alliere sig med for at overleve som minoritet.”

Klaus Wivel mener altså, at vores generelle opfattelse af religion, magt og politik gør det svært for os at se klart, hvad der foregår i Mellemøsten, og han erkender, at han selv har været

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 5

nogen tid om at få øjnene op for undertrykkelsen af de kristne. ”Jeg er selv ateist, og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skrive en bog om Mellemøstens kristne. Men under mine rejser i Mellemøsten kunne jeg jo se, at de kristne led særlig hårdt under de undertrykkende styrer, og at de på mange måder var særligt udsatte. Efter det arabiske forår er det blevet ekstra tydeligt. De kristne er fanget i den magtkamp, der præger de arabiske lande – mellem islamister og militæret og mellem shiitter og sunni-muslimer. De er virkelig klemt, og jeg mener ikke, at vi kan komme

udenom at se på dem som en særlig udsat gruppe qua deres religion.”

En modig kvinde i Betlehem Klaus Wivel fik selv for alvor øjnene op for de kristnes svære vilkår i de arabiske lande under et ophold på Vestbredden i 2003. Han var taget til Betlehem og skulle egentlig skrive om noget helt andet, nemlig om hvordan æsler blev brugt som transport- og lastdyr under Den Anden Intifada, hvor der var daglige terrorangreb, og israelske vejspærringer blokerede al trafik. I stedet kom Klaus Wivel hjem med historien om Cyrien Khano, som sammen med sin familie var spærret inde i Betlehem. Hele byen var sat under militær administration af israelerne, og Cyriens familie, som ellers havde været velhavende, kunne ikke længere sælge deres julekrybber af oliventræ i Jerusalems gamle by. Cyrien lod sig imidlertid ikke uden videre slå ud. Den unge kvinde kravlede op på terrassen på familiens hus og tirrede de israelske soldater, som sigtede på hende med deres geværer. Tidligere havde hun smidt en stærkt bevæbnet palæstinenser ud af haven, da han ville bruge den til at sende raketter ind over den sydlige, israelske del af Jerusalem. Cyrien accepterede ikke at blive klemt ihjel mellem konfliktens parter.

Om mødet med Cyrien skriver Klaus Wivel i sin bog: ”Jeg har altid tænkt på hende som den mest heroiske kvinde, jeg mødte i den tid. (…) skønt Cyrien aldrig fik vist mig de betlehemske æsler, opridsede hendes liv en fortælling om normale familiers groteske kamp for at bevare deres værdighed og om de kristnes umulige situation.” Tre år senere, da Hamas havde vundet kommunalvalget i Betlehem og havde rejst det grønne islamiske flag, besluttede Cyrien at udvandre til Dublin. Men Cyrien blev ikke i Irland. I dag er hun tilbage på Vestbredden og har bygget butik med badeværelseselementer op i hovedsta-

FOTO: Sofie Amalie Klougart.

for at emigrere, var væk. De fleste forudså, at de kristne vil være væk fra Irak, måske fra hele Mellemøsten, i løbet af få årtier,” siger Klaus Wivel.

Mødet med Cyrien Khano vakte hans interesse for de kristnes vilkår i Mellemøsten og for at forstå de mange forskellige årsager til, at andelen af kristne i regionen falder drastisk. Han tog på en reportagerejse til fire lande i regionen: Gaza og Vestbredden, Egypten, Libanon og Irak. Resultatet af rejserne blev bogen Den sidste nadver. En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden. For at skrive bogen forsøgte Klaus Wivel at trænge ned bag de officielle udmeldinger fra kirkeledere og præster om, at muslimer og kristne er

gode venner med magthaverne og lade være med at kritisere det land, man bor i. Det betyder, at de udtalelser, man fx hører præster komme med på stort anlagte dialogkonferencer, ikke er hele sandheden,” siger Klaus Wivel og tilføjer, at det bestemt ikke er uden grund, at de kristne både i Syrien og Egypten beskyldes for at have været allieret med henholdsvis Assads og Mubaraks undertrykkende regimer. ”Men det er også svært for mig at se, hvad de ellers skulle gøre,” siger han.

Glimt af modstand og håb Men var der slet ingen eksempler på modstand mod undertrykkelsen fra de kristnes side – eller fra de muslimer, som også lever med undertrykkende styrer, eller som er uenige i den udlægning af islam, de islamistiske bevægelser står for? ”Jo,” siger Klaus Wivel. ”Der var eksempler på modstand og på mennesker, der udviste et enormt mod ved simpelthen at blive boende og insistere på at leve det sted, hvor de følte, at de havde ret til at bo.” Han mødte kristne palæstinensere, der var vendt tilbage fra deres eksil i USA, til en kristen landsby på Vestbredden, hvor de havde oprettet et bryggeri og stædigt gennemførte en øl-festival hvert år. Han mødte kristne irakere, der forsøgte at balancere mellem kurdiske og shiitiske interesser i Irak, og en præst i ’skraldebyen’ i Kairo, der har bygget en megakirke og i protest mod, at myndighederne nedslagtede alle deres svin under svineinfluenzaepidemien, fik skraldebyens kristne indbyggere til at nægte at fjerne det organiske affald. ”Der var disse glimt af modstand og håb, som var næsten naturstridige, når man ser på de vilkår, de kristne lever under.”

”Mit håb er, at sådan nogle som mig selv, der er sekulære og ikke er specielt interesseret i kristendom og religion i det hele taget, vågner op og forstår, at her er en gruppe mennesker, hvis rettigheder krænkes.” den Ramallah. ”Det er også en del af historien om de kristne palæstinensere, at enkelte af dem nægter at give op”, skriver Wivel.

De gamle og fattige bliver tilbage Men modstanden er som dråber i et hav af juridisk og social diskrimination, chikane og forfølgelse, enkelte steder ligefrem fordrivelse, og hundredetusindvis af kristne i den arabiske verden giver med god grund op og flygter eller emigrerer. Andre bliver slået ihjel, inden de når at flygte. ”I Irak var det tydeligt, at det mange steder kun var de gamle og fattige kristne, der var tilbage. De veluddannede og velhavende, der havde en chance

brødre og respekterer hinanden, som de altid har gjort. Han mødtes med almindelige familier, forretningsfolk, journalister, aktivister, kirkegængere og kulturkristne. Næsten overalt gik samme fortælling igen: Vi er bange; vi føler os udsat og truet, og vi frygter for vores liv. Men vi tør ikke sige det højt, for vi er bange for, at vi bliver straffet for vores protester.

Mindretalsposition kræver diplomati ”Det var tydeligt for mig, at de kristne har lært sig at være gode diplomater.

Sådan er det som mindretal. Jøderne i Europa har i høj grad levet på samme måde. Det handler om overlevelse.

Man lærer at holde sig nogenlunde

Muslimsk støtte til kristne Der er også muslimer, der insisterer på at kæmpe for lige rettigheder for

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 6

alle, og som er flove over den måde, de kristne bliver behandlet på. Den palæstinensiske journalist Khaled Abu Toameh, der skriver for den israelske avis Jerusalem Post, skammer sig over, hvordan Det Palæstinensiske Selvstyre behandler de kristne. ”Som muslimsk journalist skammer jeg mig over, hvad jeg hører om de kristnes forhold på Vestbredden og i Jerusalem, når de taler om de trusler og overfald, de må leve med,” citerer Wivel ham for i bogen.

Under de første demonstrationer på Tahrir-pladsen i det centrale Cairo, hvor store folkemængder protesterede mod den diktatoriske præsident Hosni Mubarak, stod muslimer og kristne side om side, og også ved andre lejligheder har muslimer i Egypten vist deres støtte til deres kristne medborgere.

Fx ved en demonstration foran Maspiro TV-bygningen i Kairo i oktober 2011, hvor 50.000 mennesker – både muslimer og kristne - gik på gaden sammen. De krævede, at den muslimske guvernør i Aswan-provinsen blev fyret, efter at han havde legitimeret 3.000 vrede muslimers ødelæggelse af en kirke i byen Al-Marinab. Ødelæggelsen kom som en reaktion på, at de kristne ifølge lokale rygter havde genopbygget deres kirke fire meter højere end tilladt. En lokal imam tilskyndede sine tilhængere til at smadre kirken, og da flere tusinde mennesker fulgte opfordringen og smadrede kirken, udtalte guvernøren i området, at ”kopterne havde lavet en fejl, og derfor skulle de straffes.” Demonstranterne i Kairo krævede ikke blot guvernørens afgang, men også stop for al religiøs diskrimination.

Kristen splittelse Samtidig er de kristne ofte dybt splittet internt, og det er også med til at forhindre en samlet modstand fra deres side, mener Wivel. ”Splittelsen mellem de mange forskellige kirkeretninger er jo nærmest grotesk. Det mest slående eksempel var i Gaza,

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 7

hvor der er ganske få tusinde kristne tilbage. Alligevel var der ingen solidaritet mellem de græsk-ortodokse, som er forholdsvis velhavende, og de fattigere katolikker; de hadede nærmest hinanden,” fortæller han. Samme sted oplevede Klaus Wivel en muslimsk kvinde, der kæmpede de kristnes sag og satte livet på spil for at hjælpe ham med hans research. ”Tingene er ikke sort-hvide. Der er også muslimer, der kæmper de kristnes sag, og i det hele taget er det ikke et spørgsmål om, at vi skal redde de kristne alene for de kristnes skyld. Forsvinder de kristne fra Mellemøsten, er det et tab for alle, også for de arabiske muslimer,” siger Klaus Wivel.

Stor interesse – men manglende handling Efter udgivelsen af sin bog har han oplevet stor interesse fra især kirkelige kredse i Danmark, og det glæder ham. ”Men mit håb er, at sådan nogle som mig selv, der er sekulære og ikke er specielt interesseret i kristendom

og religion i det hele taget, vågner op og forstår, at her er en gruppe mennesker, hvis rettigheder krænkes,” siger han. Han mener, at den danske regering bør gå langt mindre diplomatisk til værks og supplere sin satsning på dialog med hårdere midler over for de styrer, som undertrykker de kristne. ”Desuden bør vi i højere grad støtte de menneskerettighedsorganisationer, der tør sætte aktivt ind for at støtte de forfulgte kristne,” siger han.

Han mener ikke, at det er nogen undskyldning for ikke at handle, at der er en risiko for, at indblanding fra vestlig side kan fremprovokere hævnaktioner mod de kristne, der ofte opfattes som en slags ’5. kolonne’. Som han skriver i bogen: ”I Vesten er vi bange for, at vi går islamofobernes ærinde.” Men det argument holder ikke, mener Klaus Wivel. Som han skriver i bogen: ”Mig forekommer det at være et forlist argument at undgå at beskrive muslimers diskrimination og had mod kristne, blot fordi meningsmagere, man ikke bryder sig om, vil finde tilfredshed i at læse om det. På den måde beskytter man dem, der begår overgrebene, ikke ofrene.” Og han tilføjer under interviewet med IKON: ”Vi har med god grund brystet os af redningen af de danske jøder, som vi netop har fejret 70året for.

Det handlede om at redde en bestemt gruppe. Vi bør ikke være bange for igen at redde en bestemt gruppe, heller ikke selv om vi har et ambivalent forhold til kristendommen.”

Klaus Wivel: Den sidste nadver. En rejste blandt de efterladte kristne i den arabiske verden. Kristeligt Dagblads Forlag, 2013.

Bonhoeffers modstand mod nihilisme Sammenbrud af meningstrukturer og nazismens tanke om en Fører, der skal lede folket til glorværdig sejr, gør døden til genstand for dyrkelse og heroisering i 30’ernes Tyskland. Teologen Dietrich Bonhoeffer sætter alt ind på at bekæmpe denne tendens.

AF PETER LODBERG Universitetslektor, dr. theol.

Allerede i 1933 havde Bonhoeffer advaret mod Hitler og udfordret nazismens idé om Føreren, som han betragtede som en farlig folkeforfører. Teologisk forsvarede han kirken over for statens indgreb, når staten krævede holdninger og handlinger af kirken, der var uforenelige med kirkens eget teologiske udgangspunkt og grundlag. Han forholdt sig kritisk til udsagnet om, at loven skal følges ubetinget, når loven bliver brugt imod sin hensigt som et instrument til at tilsidesætte hensynet til de svageste i det tyske samfund: in casu jøderne. Også loven er henvist til at tjene retten i samfundet. Når Bonhoeffer allerede i 1933 - og før de fleste andre af sine samtidige - anså forholdet til jøderne som et spørgsmål om kirkens og statens identitet, hænger det dels sammen med hans personlige erfaringer af konsekvenserne af den nazistiske anti-semitisme for flere af hans venner og familiemedlemmer, dels hans principielle overvejelser om nazismens natur som ideologi, kultur og politik. Bonhoeffer betragtede nazismen som et udtryk for nihilisme, dvs. en kultur præget af tab af mening.

Nazismen ødelægger det tyske sam-

fund og den tyske kultur, fordi nazismen hviler på en nihilistisk tanke om meningsløshed.

Så nazisme som perverteret politisk nihilisme Dietrich Bonhoeffer berørte tankerne om nazisme og nihilisme i et af sine fængselsbreve skrevet ca. 10 år efter Hitlers magtovertagelse – i slutningen af 1942 (Bonhoeffer, Dietrich (2006).

Min tid er i dine hænder. Vennebreve og teologiske refleksioner 1943-44.

København: Aros.) Her stiller han spørgsmålet, om der nogensinde i historien har været mennesker, der har haft så lidt fast grund under fødderne som nu? Han giver udtryk for, at de sidste 10 år fra 1933-1943 har været præget af meningsløshed og fravær af liv. Tiden var præget af nihilisme og eksistentialisme, og deres fortalere var filosofferne Friedrich Wilhelm Nietzsche, Martin Heidegger og Jean Paul Sartre. Der var tale om sammenbrud af kendte meningsstrukturer, hvad enten det gjaldt vestlig arv præget af kristendom eller græsk metafysisk – eller en blanding af kristendom og græsk kultur. Men ifølge Bonhoeffer var der dog ingen, som havde for-

udset, at den teoretiske og personligeeksistentielle nihilisme i hænderne på Adolf Hitler ville blive omdannet til en offentlig politisk magt. Nazismen var i Bonhoeffers øjne en manipulerende, ny-hedensk og perverteret udgave af nihilismen tilsat en sygelig tanke om religiøs og racemæssig renhed. Han anså den nazistiske kultur som et udtryk for herskersyge, der i det offentlige rum var blevet kombineret med gamle og udlevede forestillinger om de gode, gamle germanske tider tilsat en farlig og fuldstændig vanvittig tanke om Tusindårsriget.

Den politiske nihilisme genkendte Bonhoeffer i det forhold, at førerdyrkelse og Føreren selv var hævet over lov og orden. Alt var relateret til Føreren, der havde uindskrænket magt.

Der var således i den nazistisk inspirerede tyske forfatning ingen regler for, hvordan Førerens efterfølger skulle findes eller vælges. Han var i retslig forstand udødelig. Det er i denne sammenhæng, vi skal se Bonhoeffers ønske om en helt ny begyndelse efter krigen. Der var intet at bygge på i eller efter nazismen.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 8

TV: “Hvordan man end vender og drejer det, så er det jo et kors med det kors,” siger rigsbiskoppen for De Tyske Kristne, Ludwig Müller, på denne karikaturtegning fra 1932. FOTO: Mary Evans Picture Library. TH: Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) er kendt som én af de få tyske teologer, der aktivt gik ind i modstanden mod nazismen og forsvarede jøderne. Han blev hængt d. 9. april 1945 på ordre fra Adolf Hitler. FOTO: ctm.uca.edu.au.

Opgør med tanken om døden som vej til autentisk liv Dietrich Bonhoeffer lagde især vægt på, at det var nødvendigt at genvinde en sund og sand forståelse af og forhold til døden. Nihilismen i Det Tredje Rige havde heroiseret døden.

Martin Heidegger havde i sin bog fra 1926 Sein und Zeit beskrevet døden som kongevej til at udvikle muligheden for at leve et autentisk liv.

Bonhoeffer kendte fra sit eget og sine venners liv også til døden og frygten for døden. Han vendte sig imod nihilismens necrophilia. I slutningen af 1942 betonede han i ét af sine fængselsbreve, at han fortsat gerne vil se noget af meningen af sit sammensatte og mudrede liv (s. 17ff). Han ønskede ikke at heroisere døden, fordi det ville være det samme som at benægte troen på, at livet som skabt af Gud er stort og dyrebart. Desto mere afviste han at betragte fare som livets mening. Bonhoeffer kendte alt for godt til frygten for at miste livet. Han elskede livet, men han var også sikker på, at døden ikke kan overraske. Dette skal ikke misforstås som en naiv optimisme.

Tværtimod er det en optimisme, der skal forstås som en vilje til fremtid.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 9

Optimismen er det sunde ved livet, og han understreger, at det kan hænde, at dommedag begynder i morgen. Hvis det sker, så lægger han gerne arbejdet for en bedre fremtid fra sig. Men ikke før (s. 27).

Det kulturelle og politiske opgør med nihilismen kunne ifølge Bonhoeffer ikke overlades til den enkelte.

Dertil var opgaven for stor, principiel og vigtig. Det er her han ender sit arbejde, der går ud på at formulere en kristen etik som en ansvarlighedens etik – ikke blot for den enkelte eller for kirken, men for hele samfundet.

Efter nazismen var det ikke længere muligt at trække sig tilbage fra det offentlige område til det private og individuelle område, fordi det ville være det samme som at give nazismen ret og overlade samfundets kultur til en falsk gudløs fromhedsindstilling og praksis.

Efterfølgelse i en myndiggjort verden Det er denne tanke om den gudløse og religionsløse myndige verden, der er teologiens positive udfordring. Efter nazismens nihilisme, der har afsløret verden som gudløs og myndig,

kan man ikke gemme eller glemme sin ansvarlighed under dække af et gudsbegreb, hvor Gud nok skal ordne sagerne til sidst. Den myndige verden udfordrer enhver til på en ny måde at efterkomme Guds krav midt i verden, og i den myndige verden kan Gud ikke længere bruges som undskyldning for ikke at handle ansvarligt. Her er man udleveret til en ny og mere sandfærdig situation over for Gud: Gud lader os vide, at vi må leve livet som dem, der kan klare livet uden Gud (s. 194ff).

Derfor er der kun tilbage at leve livet i verden, som Gud selv levede sit liv gennem Jesus Kristus. Tiden og Bibelens fortælling om Guds egen tid i verden henviser, ifølge Bonhoeffer, mennesket til at leve i ansvarlighed over for hinanden og kende Jesus Kristus i det lidende menneske. Denne tanke hos Bonhoeffer hænger sammen med hans betoning af, at kristen tro er konkret og placerer mennesket midt i livet som det sted, hvor man tager del i Guds afmagt i verden.

Interview: I 1999 blev han som den første dansker dømt for at have skjult flygtninge, og han blev både støttet og angrebet af sine kolleger i Folkekirken. Nu er ’Flygtningepræsten’ Leif Bork Hansen gået på pension, men hans engagement i flygtningesagen fortsætter – for med Kierkegaard i baghovedet er modstanden uundgåelig, mener han.

”Flygtningene fastholder mig på min menneskelighed” AF MALENE FENGER-GRØNDAHL Journalist og forfatter Næsten hver søndag står Leif Bork Hansen foran Sandholmlejren i Nordsjælland og protesterer mod det, han opfatter som en umenneskelig, uretfærdig og uværdig asyl- og udlændingepolitik. Sammen med ham er en flok trofaste venner og kampfæller organiseret i netværket Bedsteforældre for Asyl.

Med jævne mellemrum står Leif Bork Hansen også på pladser og torve i København og holder taler for at skabe opmærksomhed om det, han opfatter som en stor uretfærdighed: at mennesker, som efter en lang flugt har opholdt sig længe på asylcentre i Danmark, får afslag på asyl – også selv om de ofte har været udsat for overgreb og tortur. Eller at familier på flugt trues med splittelse, fordi kun dele af familien får asyl, mens resten står til udvisning. Også her er det ofte medlemmer af Bedsteforældre for Asyl, der udgør en væsentlig del af tilhørerne og de øvrige talere.

Fra sognepræst i Lyngby til flygtningepræst Leif Bork Hansen er selv bedstefar, og han tænker ofte på den forskel, der er på hans egne børnebørns livsvilkår og så de livsvilkår, som asylbørnene i centrene rundt omkring i Danmark bliver budt. Men det er ikke først og fremmest som bedstefar, han protesterer og gør modstand. Det er som menneske med en dyb kristen tro, en stærk teologisk bagage og mange årtiers tjeneste som sognepræst i Den Danske Folkekirke. Centralt i hans erfaringer – og i offentlighedens syn på Leif Bork Hansen, i en periode bedst kendt som ’flygtningepræsten’ - står den retssag, hvor han blev dømt for at have skjult 29 serbiske flygtninge, der havde fået afslag på asyl og stod til udvisning til Østslavonien. Dommen faldt den 25. maj 1999 i retten i Lyngby. Den lød på 20 dages betinget hæfte for overtrædelse af den såkaldte ’menneskesmuglerparagraf ’ i straffeloven, der kan give op til fire års fængsel. Dommerens ud-

melding var klar: En overtrædelse af loven skal straffes, uanset hvad motivet bag overtrædelsen er. Det var en markant dag i dansk retshistorie, for det var første gang, en person – tilmed en præst i Folkekirken – blev dømt for at have skjult flygtninge.

Når loven ikke slår til Leif Bork Hansen fastholder, at han respekterer systemet. Alligevel har han bevidst og åbent brudt loven ved at skjule et større antal flygtninge.

Han har taget sin straf for det, men han mener fortsat, at det kan være nødvendigt at bryde reglerne, at yde fredelig modstand, så at sige, det som af nogle betegnes som civil ulydighed.

Men hvad betyder det, set fra Leif Bork Hansens side? ”Civil ulydighed er den sidste udvej, som man må ty til, efter at alle andre udveje er prøvet. Det er ikke et spørgsmål om, at man ikke vil holde loven, men om at loven ikke slår til.

Er der noget over loven? Ja, det mener

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 10

Leif Bork Hansen (f. 1942) er pensioneret sognepræst ved Lyngby Kirke. Han har forsket i Søren Kierkegaard og været medlem af Søren Kierkegaard Selskabets bestyrelse. Bork Hansen blev kendt sidst i 1990'erne for at begå civil ulydighed ved at hjælpe 29 afviste serbiske asylansøgere med at gå under jorden.

FOTO: Sif Meincke.

jeg, at der er. Derfor blev jeg presset ud i civil ulydighed, da jeg oplevede, at loven ikke slog til. Det var en beslutning, jeg måtte træffe alene, for jeg mener, at den slags beslutninger kan man kun træffe alene. Og det er ikke noget, man gør af lyst, men af nød. Civil ulydighed kan man gøre åbent eller skjult. For mig var det nødvendigt fra begyndelsen at træde offentligt frem i håb om at kunne råbe systemet op og ændre afgørelsen for disse mennesker.”

Leif Bork Hansen havde tidligere været engageret i blandt andet en gruppe bosniske flygtninge og havde været med til at sikre, at de bosniske børn kunne få lov at gå i skole, selv om loven egentlig ikke tillod det. Da en lokal skoleleder gik med til at lade børnene komme i skole, og sagen blev offentlig kendt, var det medvirkende til, at et flertal i Folketinget ændrede reglerne. Ifølge Leif Bork Hansen et godt eksempel på, hvordan civil ulydighed ret udramatisk kan fungere som et godt korrektiv til politikernes ikke altid lige heldige beslutninger.

Sagen om de østslavonske flygtninge Mere dramatisk blev det imidlertid med sagen om de østslavonske flygtninge. En sag, Leif Bork Hansen ikke havde set komme. Men den blev hans, da han i september 1998 blev kontaktet af nogle østslavonske flygtninge, der stod til udvisning efter at have fået afslag på asyl. De turde ikke vende tilbage til Østslavonien, som kort forinden var blevet kroatisk territorium, og hvor de derfor som etniske serbere var uønskede, og de var sikre på, at de var i livsfare, hvis de blev sendt tilbage. Leif Bork Hansen kendte intet til forholdene i Østslavonien og brugte noget tid på at sætte sig så godt ind i forholdene, som muligt. ”Det var ikke vigtigt for mig, om det var serbere, muslimer eller kroater, der var i nød; spørgsmålet var, om de ikke kunne vende tilbage. Det fik jeg siden kritik

for. Da en mand hørte, at jeg også hjalp muslimer, sagde han, at han mistede alt for mig.”

Andre mente, at Bork Hansen havde mistet hovedet, eller at han troede, at han var klogere end andre. Det afviser Leif Bork Hansen. Men han mener, at når vi står over for afgørende beslutninger, som har Leif Bork Hansen i en demonstration mod udvisning af alvorligt indflydelse på andre psykisk syge asylansøgere den 1. november 2013 på Nytorv i menneskers skæbne, København. FOTO: Bent Dahl Jensen. har hjertet forrang for ’fornuften’, i hvert fald den kolde ratio- uger langt udenlandsophold i forbinnelle fornuft, som vil argumentere for, delse med sit arbejde, så jeg var alene at lovene i et demokratisk samfund hjemme. En aften tager jeg beslutninmå holdes, hvis demokratiet skal be- gen. Jeg ved, at nu gør jeg noget, hvor vares. der ikke er nogen vej tilbage. Jeg meddeler vores datter, at i morgen går jeg Beslutningen om ud og siger, at nu skjuler jeg dem. Jeg at handle imod loven sagde det også til min svoger. Jeg tog ”Hvis vi ikke tør handle, når loven er beslutningen alene, og her var Kierkeutilstrækkelig, bliver det et menneske- gaard en hjælp. Ham har jeg altid haft fjendsk samfund. Filosoffen Hannah med. Jeg læser ham hver eneste dag, Arendt har jo behandlet det spørgs- og i de her forløb var det ekstra vigtigt mål forbilledligt med udgangspunkt for mig.” i 2. verdenskrig og den måde, hvorpå selv topnazisterne forsvarede deres “Disse mine mindste brødre” forbrydelser med, at de handlede ef- Overvejede han ikke at stoppe dér og ter ordre, og at det ikke var dem, der sige, at nu havde han gjort, hvad han dræbte jøderne. De ekspederede bare kunne inden for lovens rammer? Han sagerne, gjorde deres pligt. Adolf var gået i forbøn for flygtningene og Eichmann, der regnes for en af hoved- havde taget de tæv, der fulgte med, da arkitekterne bag Holocaust, forsvare- han som præst udtalte sig så klart i en de sig på den måde. Det var tilfældigt, politisk betændt sag. Han kunne vel at det var mig, der sad der, sagde han. forudse, at han ved at skjule flygtninMen det var ham, der sad der. Vi kan gene stod til langt flere tæv? ”Jo, men aldrig sige, at det ikke er vores ansvar. den mulighed at stoppe dér var der slet Når vi bruger loven til at holde andre ikke. Jeg kendte jo de her mennesker. ude, er der noget galt. Lovens vigtig- Så nej, jeg har aldrig været i tvivl om, ste opgave er at beskytte de værgeløse. at det var det rigtige at gøre. Men jeg Når loven bruges til at undertrykke og var bange for, om jeg havde modet til holde den værgeløse ude, er det tid til rent faktisk at gøre det – om jeg turde.” civil ulydighed.”

Men hvor fik han modet fra?

Tiden var altså kommet for Leif ”Jeg kan ikke vide det. Men jeg Bork Hansen, følte han. ”Flygtningene tænker, at det centrale er, at Gud finpressede på, for at jeg skulle handle. des, og at Guds søn findes. Jesus har Min kone var taget af sted på et flere jo sagt det meget tydeligt, f.eks. i Ver-

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 12

densdommen i Matthæusevangeliet: ’Jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig’. Og hvad vil det sige? Jesus siger det selv: ’Alt, hvad I ikke har gjort mod én af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!’ Så den, der forkaster den fremmede, forkaster Guds søn.”

Krigen, Kaj Munk og samvittighed Efter en eftertænksom pause fortsætter Leif Bork Hansen: ”Jeg har ikke tidligere tænkt så meget over, hvor jeg har haft den bevidsthed fra. Men det er noget, jeg i høj grad har haft med hjemmefra. Min far var præst i Lønborg, og under 2. verdenskrig kom der nogle ungarske soldater, som var tvunget med på tysk side. Tyskerne havde sagt, at de ville tage konerne og børnene og bruge dem som gidsler for at få de ungarske soldater til at makke ret. Den ungarske kommandant kom så til min far og bad ham om at hjælpe dem med at skjule sig. Ville min far ikke det, ville kommandanten skyde sin kone og sin datter og derefter sig selv, sagde han. Min far bad om betænkningstid. Så spurgte han sognerådsformanden til råds, og han sagde ’det må vi hellere gøre, ellers kommer vi nok til at fortryde det resten af vores liv’. Så var beslutningen taget. Det var ikke noget, min far talte så meget om, men der var nogle minder om det i mit barndomshjem. Der var en ungarsk-dansk ordbog og et Kristushoved, som en af de ungarske soldater havde skåret ud og givet til min far. Ordbogen er på Frihedsmuseet i dag, Kristushovedet hænger nu på mit kontor.”

Også Kaj Munks martyrium gjorde indtryk på Leif Bork Hansen som barn, fordi digterpræsten var præst i nabosognet, og Leif Bork Hansens far tålte ikke, at der blev talt dårligt om

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 13

ham i hjemmet. ”Den dér bevidsthed om, at den enkelte må gøre op med sin samvittighed, hvad der er rigtigt at gøre, lå der i mit barndomshjem. Det er nok en arv, jeg ubevidst har fået med. Mine forældre var meget bange under krigen og frygtede, at tyskerne skulle tage gidsler. Den arv havde jeg med, og da sagen med østslavonerne var mest højspændt, fik jeg et brev fra Kaj Munks datter, hvor hun skrev: ’Hej Leif. Min far talte altid om, at man skal adlyde Gud mere end mennesker. Noget er vigtigere for vores land end loven. Det er retfærd’. Det kan jeg kun skrive under på. Man må følge sin samvittighed.”

Jesus i Sandholmlejren Endnu en gang vender han tilbage til Kierkegaard: ”Kierkegaard fastholder det meget væsentlige, at vi aldrig kan vide noget med sikkerhed. Vi kan tro noget og vælge at handle ud fra den tro. Vi må handle, selv om vi ikke ved, hvad det medfører. Tilværelsen er risikabel. Du ved heller aldrig, hvad civil ulydighed ender med,” siger han og tilføjer: ”Kierkegaard mente, at kir-

ken havde forrådt det hele. Det må vi også forholde os til, at kirken risikerer at gøre i dag. Jesus er i alle de mennesker, der lider nød og har brug for hjælp og beskyttelse. Vil du have et personligt forhold til Jesus, så gå op til Sandholmlejren; der findes han.”

Derfor skjulte Leif Bork Hansen 29 østslavonske flygtninge, og derfor har han siden hjulpet mange flygtninge, der har søgt hjælp hos ham. Derfor er han med i bevægelsen Bedsteforældre for Asyl og står søndag efter søndag foran Sandholm. ”Der står jeg ikke som teolog eller tidligere præst, men som menneske. Vi er ateister, jøder, kristne osv. For mig som kristen er det afgørende, hvad Kierkegaard har sagt om, at evangeliet ikke kan siges i én sætning; der følger altid en kontrasætning: Gå hen og sælg alt, hvad du ejer. Har du gjort det? Gud er den, der forsoner. Har du gjort det? Gud er kærlighed. Har du vist kærlighed? Der er altid denne tilføjelse: Har du gjort det? Det må vi spørge os selv om, og i det lys er de flygtninge, som det er blevet min skæbne at møde, en gave til mig. For de holder mig fast på min menneskelighed.”

Artiklen er et redigeret uddrag af et kapitel i antologien Ulydighed og etisk dynamik (red. Cecilie Eriksen), Klim, 2013. http://klim.dk/bog/Ulydighed__ og__etisk_dynamik.htm.

Forsvarstale for en hestebremse Martin Herbst skriver om hestebremsen, der bider alt, som er tungt og stillestående. Statsmagter, byer, mennesker; ja, selv folkekirken, den store dovne hest, får også et stik. Der løber en direkte linje fra Sokrates over Luther til Kierkegaard, blot for at nævne nogle af historiens berømte hestebremser.

AF MARTIN HERBST PRÆST

Hvorfor valgte Sokrates (f.Kr. 469 f.Kr. 399), den største af alle filosoffer, at beskrive sig selv som en hestebremse? Ifølge hans elev, Platon (427-347 f.Kr.), er det sådan, han ønskede at blive husket af eftertiden.

Det fremgår af Sokrates’ Forsvarstale, hvor Platon lader sit forbillede betegne sig selv, ikke som en vismand, læremester eller et moralsk forbillede, men som en, ”der bogstaveligt talt er blevet sat på byen af guden, som om byen er en stor og ædel hest, der på grund af sin størrelse er lidt tung i det og har brug for at blive vækket af en hestebremse. Det er i den egenskab guden har sat mig på byen: jeg holder aldrig op med dagen lang at sætte mig på jer og stikke hvor jeg kan, for at vække, overtale

eller kritisere hver enkelt af jer.” Om end Sokrates’ liv var fuldt af spørgsmål, betvivlede han ikke sin opgave.

Den bestod i at vække folk af deres åndelige dovenskab. Han ønskede at give dem et stik eller et spark bagi, så de vågnede op og udlevede deres potentiale som autentiske mennesker.

Filosofiens hestebremsekultur Sokrates er gået over historien som en stor hestebremse. Men han var ikke den eneste. Man kan snarere betegne ham som eksponent for en kultur af hestebremser, der i afgørende forstand har formet vestlig kultur.

Uden deres stik, bid, gift og spyt var den europæiske hest aldrig kommet ud af sin bås eller over i en anden bane. Hvad angår den filosofiske

tradition er Diogenes af Sinope (412 f.Kr-323 f.Kr.) en hestebremse med et særligt frækt bid. Platon omtaler ham som en ’rasende Sokrates’ Sokrates mainomenos. Hans samtid beskrev ham som en ’hund’. Det græske ord for hund er kyno. Denne nedladende titel, der senere skulle gøre ham til forfader til den filosofiske skole ’Kynismen’, blev tildelt ham, fordi han opførte sig som en hund.

Han levede i det fri, fuldstændigt ligeglad med penge, status og magt og brugte gaden som sit toilet. På det filosofiske plan var han fræk som en slagterhund. Han viste tænder, gøede og bed fra sig, når han fandt det nødvendigt. Det gjorde han tit. Hans bidske angreb var rettet mod både høj og lav. Engang råbte han højt:

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 14

FOTO: Miguel Saavedra, www.sxc.hu.

’Hertil mennesker!’ Og da de kom strømmende til, bearbejdede han dem med sin stok med ordene: ’Det var mennesker, jeg råbte på, ikke uhumskheder.’ En anden gang fik han fornemt besøg. Selveste Alexander d. Store havde hørt om filosoffen og opsøgte ham. Da han langt om længe fandt Diogenes henslængt på torvet, angiveligt i færd med at tage solbad, spurgte han, om han kunne gøre noget for ham. Dertil svarede Diogenes: ’Flyt dig lidt, du skygger for solen!’ Den slags slipper man ikke godt fra at sige til Alexander d. Store, og en af Alexanders soldater spurgte, om han skulle hugge ’hunden’ ned på stedet. Men Alexander lo blot og svarede, at hvis han ikke havde været Alexander, ville han have været Dio-

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 15

genes. Diogenes’ bid var usmagelige, men det var hans anliggende ikke.

Han ønskede at provokere folk til at få øjnene op for livets sande værdier og bevidstgøre dem om, at vi alle er verdensborgere, kosmou polites.

Moses, Esajas, Johannes og alle de andre hestebremser Det bibelske landskab er kendetegnet af hestebremser. Tænk på Moses, der i den grad irriterede Farao, at han fik hele hans hær på nakken. Eller på profeten Esajas, der gik nøgen rundt i tre år, for at vække sine medborgere af deres åndelige dvale. Det må da have udløst et hævet øjenbryn eller to. Eller hvad med Johannes Døberen, hvis kritik af Kong Herodes’ intrafamiliære seksuelle udske-

jelser kostede ham livet. Én gang hestebremse, altid hestebremse.

I den kristne historie er der også tradition for gode hestebremsebid.

Kirkefaderen Gregor af Nazians (330-390) blev beskyldt for at være sindssyg. Det skyldtes, at han lo, når hans bispekolleger drøftede alvorlige temaer som kirkens økonomi og status. Han var selv biskop over Konstantinopel, men fyrede sig selv i 381. Ved den lejlighed holdt han en tale til sine kolleger, hvor han med bitter ironi bemærkede, hvor overrasket han havde været over, at biskopperne sultede efter de fattiges penge for at mætte kirken. Så forlod han det oprørte selskab for at tilbringe resten af sine dage med at meditere over Guds visdom.

“Der er mere hest end bremse over folkekirken.

Den reagerer på bid, men bider ikke selv.

Hvad mon holder den tilbage?”

Martin Luther var også en hestebremse, som nød at bide fra sig. Med brodden rettet mod sin samtids kirkelige magtelite udtalte han engang, at han fik sine bedste ideer, når han sad på tønden. Var Luther unødig vulgær i sit ordvalg? Skulle han have dæmpet tonen lidt? Det kommer an på, hvilken synsvinkel man betragter sagen fra: hestens eller hestebremsens. I Luthers øjne var kirken en stor, doven hest, der havde brug for et ordentligt spark bagi i.

Forargelse og irriation leder til Kristus Samme bevidsthed genkender vi hos Grundtvig og Kierkegaard. De fik begge det kirkelige etablissement på nakken. Kierkegaard mente ligefrem, at man ikke kan komme ind til kristendommens kerne, hvis man ikke er blevet godt og grundigt irriteret over Jesus. Dette eksistentielle irritationstadie benævner han ’forargelsen’. Kun gennem forargelsen er der en vej til Kristus, eller til sandhed i det hele taget. Det er et hovedargument i værket Filosofiske Smuler. Som sit sidste projekt prøvede han selv at legemliggøre forargelsen med sine bidske udfald mod kirken. Hvad angår folkekirken, og med ’folkekirke’ forstår jeg her dens medlemmer, ansatte og ledelse, er der, efter min mening, for langt mellem et godt bid fra deres side. Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen, hvis jeg siger, at der er mere hest end hestebremse over folkekirken. Den reagerer på bid, men bider ikke selv. Hvad mon holder den tilbage? Jeg kunne godt ønske mig lidt flere bid fra kirkens side. Den har

formatet til det, og det ville pryde debatten. Her kan vi med fordel tage ved lære af den nu afgåede, engelske ærkebiskop Rowan Williams. Ham var der bid i, hvad enten de var rettet mod social apati eller åndelig dovenskab. ”Du skal lære ved at lide” Kultur er utænkelig uden hestebremser. Nævn mig en betydelig skikkelse i den europæiske åndshistorie, der ikke også var en hestebremse! Hvor indbyrdes uenige Moses, Sokrates, Diogenes, Origenes, Gregor af Nazians, Luther, Voltaire, Kierkegaard, Nietzsche, Grundtvig, Freud, Munk, Arendt og en sværm af andre har været, så var de fælles om at stikke og bide. I vor egen tid lever denne kultur videre i internationale skikkelser som Nelson Mandela og Mandala Yousafzai såvel som vor egen Pia Kjærsgaard, Yahya Hassan, Henrik Højlund, Kjeld Holm, Sørine Gotfredsen m.m. Kan man tale om hestebremsebid af høj og lav kvalitet?

Utvivlsomt. Men lille bid har også ret.

De kan være katalysator for ny indsigt.

Det fremhæver Hans-Georg Gadamer i sit klassiske værk ”Sandhed og Metode” med denne rammende formulering: ”Vi gør erfaringer ved, at noget vækker anstød, nemlig det, der ikke føjer sig efter vores forudfattede meninger. Derfor er spørgsmålet mere en liden end en handlen. Spørgsmålet trænger sig på. Vi kan ikke længere undvige det og holde det fast ved vores vante mening.”

Smerte og sandhed er med andre ord to sider af samme sag, jævnfør det græske mundheld pathei mathos ’du skal lære ved at lide’. I forlængelse af

dette kan man tilføje, at ordet ’irritere’ også formidler noget opløftende. For det kommer både af det latinske irritare ’at ægge’, ’at pirre’, men også af oriri ’at stige op’, ’at rejse sig’, ’at opstå’.

Sidstnævnte betydning kender vi i ordet ’orient’. Indikerer ordet dermed, at man ikke kan komme op på et højere niveau, med mindre man forholder sig til det irriterende i livet? Skal man anerkende mørket for at nyde solopgangen? Forholder det sig som med muslingen på havets bund: At den smukkeste perle er utænkelig uden det lille, irriterende sandkorn?

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 16

Interview: På væggen i Bashy Quraishys kontor hænger et stort billede med teksten ’Årets mest irriterende dansker’. Billedet stammer fra 2002, hvor Bashy kom på forsiden af Ekstrabladet. Selv er han tilfreds med, at hr. og fru danmark er irriterede på ham, for det bekræfter ham i, at han er på rette vej. IKON har mødt Bashy til en snak om hans modstand mod diskrimination og engagement i kampen for et inkluderende samfund.

“Hvis ikke jeg irriterede folk, ville jeg være bekymret” Bashy på sit kontor. FOTO: Lene Skovmark.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 17

AF LENE SKOVMARK Åndelig vejleder og præst Bashy Quraishy er født i Indien, men flyttede med sin familie til Pakistan, da de to lande blev delt i 1947. Han fortæller: “Jeg ønskede at læse filosofi, men min far bød mig at blive ingeniør.

Han mente, at der var flere penge og mere prestige i at blive ingeniør eller læge. Som ung rejste jeg til Tyskland for at studere, men efter to års ophold rejste jeg til USA, hvor jeg afsluttede mine studier. Jeg overvejede at rejse hjem til Pakistan, men da jeg fik et godt job i Canada, besluttede jeg at flytte til Montreal. Det gjorde min far vred, og da jeg fortalte om min beslutning, lød svaret: “Du er ikke min søn, bliv hvor du er, for mig er du død!”.

Det var et chok for mig, men jeg valgte at tage det som en udfordring. Senere kom jeg til Danmark som turist, og er blevet her lige siden på grund af den danske venlighed og frihed for den enkelte. Trods gode kvalifikationer lykkedes det ikke for mig at få arbejde som ingeniør, men jeg fik arbejde som assisterende manager på et hotel uden for København i nogle år. Jeg var stadig rastløs, men da jeg i 1980 fik et barn med en dansk kvinde, valgte jeg at få dansk statsborgerskab.”

Labour of love Bashy Quraishy blev hurtigt involveret i flere NGO’er i Danmark og Europa. Han blev vicepræsident for Indvandrerrådet og var med i den europæiske NGO-bevægelse, Starting Line, som i EU kommissionen

fik indført Europas første antidiskriminationslove. I 1998 var han med til at starte ENAR (Europæisk netværk mod racisme), hvor han var præsident i otte år og arbejdede tæt sammen med Institut for Menneskerettigheder i Danmark. Han kalder sit engagement for et 24 timers kærlighedsarbejde, labour of love. “Gennem mit engagement i ENAR oplevede jeg, at diskriminationen bredte sig fra at være rettet mod ikke vestlige etniske minoriteter og romaerne, til at blive religiøs diskrimination mod jøder og muslimer. Jeg blev inviteret til Israel i 2005, og efterfølgende i 2007 tog jeg initiativ til at etablere en europæisk jødisk-muslimsk platform for forståelse og samarbejde mellem parterne.

Dette initiativ findes i 8 lande, også i Danmark.“ Bashy har skrevet mange artikler og pjecer om anti-semitisme, blandt andet: ’Islamofobi og Antisemitisme - to sider af samme mønt’. Han mener, at jøder og muslimer bør arbejde sammen, for de har mere til fælles end jøder og kristne har, både historisk og dogmatisk.

Uhellig alliance skaber islamofobi Selv om Bashy Quraishy er integreret i det danske samfund, hører han stadig bemærkninger af og til, som: “Du skal være taknemmelig, fordi du får lov til at bo i Danmark” eller “rejs hjem!”

Dertil er hans svar: “Jeg er hjemme, jeg rejser ingen steder!” Han oplever

en mistænksomhed over for ikkevestlige grupper især i den nordlige del af Europa, hvor man ikke har haft så meget kontakt med andre kulturer.

I stedet for at tage positivt imod udfordringerne ved kulturmødet, fortsætter man med at have den holdning, at ’vi er bedre end de andre’. Han mener, at den tiltagende islamofobi i høj grad er skabt af, hvad han kalder en uhellig alliance mellem pressen, politikerne og befolkningen.: “Visse medier og politikere har deres egen agenda. For eksempel har Ekstrabladets kampagne mod fremmede og Dansk Folkepartis retorik været medvirkende til, at modviljen og frygten i forhold til muslimer inden for de sidste 10-15 år er blevet så udbredt.” Han uddyber: “Muslimer bliver skåret over én kam, på trods af at de kommer fra 60 forskellige lande, der hver har sin egen historie, kultur og religiøse praksis. Når der er slagsmål, nævnes det ofte i medierne, at en ung anden generations indvandrer har slået en dansker ned. Så skriver fru Jensen et læserbrev om, at det er for dårligt og en uacceptabel adfærd.

Politikerne reagerer på sådanne enkeltstående tilfælde med at skælde alle mindretal ud offentligt.”

Nødvendigt at modarbejde fordomme For Bashy Quraishy er oplysning et afgørende element i arbejdet med at nedbryde fordomme: “Der er meget misinformation, uvidenhed og generaliseringer ud fra enkeltpersoners handlinger. Medierne er også med til at udbrede den opfattelse, at folk kommer for at udnytte systemet. Det er der nogle få, der gør, men de fleste ønsker at arbejde og skabe et bedre liv for sig

“Det er vigtigt for landets fremtid, at vi udvider forståelsen af, hvad det vil sige at være dansk.

At vi tænker mere inkluderende og altomfavnende og ikke så snævert!”

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 18

Bashy Quraishy har i mere end tredive år kæmpet for minoritetsgruppers rettigheder, er en ivrig debattør, har skrevet 10 bøger, var fra 1980 til 2002 meget synlig i medierne og havde en overgang sit eget tv program, Bashy’s Corner. Han blev i 2002 af Ekstrabladet udnævnt til at være årets mest irriterende dansker. FOTO: Lene Skovmark.

selv og deres familie. Jeg tror, at minoriteternes modstand mod samfundet i mange tilfælde er en reaktion på den måde, som det behandler dem på. Vi skal ikke acceptere det, de gør, men disse unge mennesker er ikke født oprørske - jeg er overbevidst om, at vi er et produkt af det samfund, vi lever i, og ingen er født onde eller gode, men uskyldige.“ Bashy Quraishy understreger, at måden at opfatte andre på må ændres gennem bl.a. uddannelsessystemet. “Skolebøger er ofte fulde af fordomme. Vi bør have tekstbøger, som omtaler mennesker som mennesker, og ikke som grupper. Så vi fra barndommen lærer, at vi er en del af universet, af en større verden. Børn diskriminerer ikke andre, men de overtager, hvad de hører fra omgivelserne.” For at fremme integrationen, stiftede Bashy i 2010 organisationen EMISCO, som arbejder på at vække bevidsthed blandt muslimske grupper om deres rettigheder, og hvordan de selv kan være med til at bekæmpe islamofobi gennem at respektere lovene,

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 19

lære sproget, tilpasse sig kulturen og opføre sig anstændigt.

Definér begrebet ‘dansk’?

Bashy efterlyser større forståelse og ikke kun tolerance over for bestemte befolkningsgrupper: “Mange tror stadig, at Danmark er et monokulturelt samfund. Men vi må huske på, at vi i dag er et interkulturelt, inter-etnisk og interreligiøst samfund. Desværre har danskerne glemt det faktum, at fremmede oprindeligt blev inviteret til landet, at danskerne selv har været med til at gøre Danmark til det, det er i dag. Den etniske mangfoldighed er med til at gøre Danmark til et smukt land.” “Regnbuens farve er ikke hvid, men består af mange farver. Vi har tilført farve til danskerne, også hvad angår madkulturen”, tilføjer han med et smil.

“Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men må acceptere, at tingene har ændret sig. I Danmark er 155 nationaliteter repræsenteret, 8% af befolkningen har ikke-dansk baggrund, heraf kom-

mer 4% fra ikke-europæiske lande.

Det er vigtigt for landets fremtid, at vi udvider forståelsen af, hvad det vil sige at være dansk. At vi tænker mere inkluderende og altomfavnende og ikke så snævert. Tilflyttere skal naturligvis indordne sig under dansk kultur, men de etniske minoriteter behøver ikke overtage alt, hvad der er dansk. Det er som en buffet med forskellige retter: det er op til den enkelte at tage det til sig, som man ønsker. Jeg betragter mig selv som integreret, men drikker hverken øl, spiller fodbold eller flager med det danske flag. Er jeg mindre dansk af den grund? Har du dansk statsborgerskab, så er du dansk.”

For Bashy Quraishy er prisen som ‘Årets mest irriterende dansker’ en ærestitel, der på bedste vis beskriver hans særlige måde at gøre labour of love til det danske samfund og understreger dette ved at afslutte samtalen med ordene: “Jeg kritiserer, fordi jeg elsker dette land.”

Gør ikke som jeg!

FOTO: Lars Buch Viftrup.

”Jeg kastede mig ud fra klippen, og jeg er stadig i frit fald. Indimellem tror jeg, at jeg har ramt bunden, men så viser det sig, at det bare var et kort ophold.”

AF LARS BUCH VIFTRUP Præst Ordene kommer fra Dev, en indisk mand sidst i 50’erne, der som ung tog en dramatisk beslutning og nu har tilbragt over halvdelen af sit liv med bjerget, Arunachala, og guruen, Ramana, som sit åndelige centrum.

Han bor ude i en lille skov, langt fra anden beboelse. Selv hans hus er helt dækket til af træer og buske. Men når man kommer indenfor i halvmørket, er der en behagelig atmosfære, og samtalen flyder lige fra første stund.

I halvanden time suges jeg ind i en fortryllende verden og bare lytter til ordene fra denne meget veltalende og inspirerende mand, mens han fortæller om sit liv.

En privilegeret, ikke-religiøs opvækst Dev kommer fra en velhavende familie i Assam, som grænser op til Bangladesh. Som ung blev han sendt på kostskole, først på en irsk-katolsk skole, og siden på en sekulær skole langt væk hjemmefra. Da han først lærte at læse, åbnede en verden af uendelige dimensioner sig for ham. Han brugte aldrig penge på andet end bøger, og gerne åndelige bøger. Det var her på kostskolen som ung, at han læste bøger af Paul Brunton, som var den person, der mere end nogen anden gjorde Arunachala og Ramana kendt for et større publikum. Men han læste dem uden at vide, hvad de senere ville

komme til at betyde. Dev blev uddannet som journalist og var i gang med en lovende karriere i Mumbai, da han pludselig oplevede det hele uendelig tomt. Skulle han virkelig kæmpe resten af sit liv for karriere og materiel sikkerhed?

– Det gik op for mig, at jeg stod ved en skillevej. Noget måtte jeg gøre, og jeg vidste med mig selv, at jeg bare skulle sydpå. Hvad jeg skulle der, havde jeg ingen anelse om.

Med en månedsløn på lommen, uden job at vende tilbage til, startede Dev en søgen efter noget, han ingen ord havde for. Når han kom et nyt sted hen, opsøgte han et ashram og hørte, om der var plads til ham. Han anede

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 20

“Jeg fulgte bare mine fødder.

Det var som om de vidste, hvor jeg skulle hen.” aldrig haft en lungi (et traditionelt lændeklæder for mænd) på i hele mit liv. Nu gik jeg rundt med bare tæer og i lungi ligesom de hellige mænd.

Devs familie havde ingen anelse om, hvor han var. Han var bare gået ud af sin dør og havde begivet sig sydpå.

Et år var han i Tiruvannamalai uden nogen som helst kontakt med sin familie. Efterhånden blev det ubærligt for ham at tænke på den smerte, som Ankomsten til Tiruvannamalai Dev ankom til Tiruvannamalai tre han forvoldte sin familie. Og han bedage før Deepam, årets store religiøse gav sig hjem. Gennem de næste seks højdepunkt, hvor der tændes lys på år sørgede han for sine forældre, fik toppen af bjerget, Arunachala. Der sig via familieforbindelser et arbejde var ingen pladser i ashramet, men en som te-smager, og glemte med tiden mand, der boede lige ved siden af, gav alt om Tiruvannamalai. Det var først under en ferie, at det gik op for ham, ham straks mad og husly.

– Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. at han jo bare kunne tage tilbage.

- Jeg delte ferien mellem min mor, De næste tre dage flød jeg afsted. Jeg fulgte bare mine fødder. Det var som min ven og Tiruvannamalai. Jeg ville om, at de vidste, hvor jeg skulle hen. bare tilbage og lukke kapitlet med Jeg tog i Ramana Ashram, gik runder- dette bjerg, for det var blevet fjernt for ne i templet. Fulgte vejen op ad bjerget mig de år, jeg var væk, og min karriere til Skanda Ashram. Ned igen. Hen til i te-branchen var ved at tage fart. Men templet. Ind til det allerhelligste. Ud i stedet for at lukke kapitlet, så åbnede igen. Rundt om hele bjerget. Inden der det hele sig igen, og jeg blev blæst omvar gået tre dage, var jeg forvandlet. kuld. Jeg kunne umuligt proppe det Jeg var en blue jeans type. Jeg havde ned i flasken igen. Jeg forsøgte at få orlov fra arbejdet, men blev nødt til at beslutte mig.

Til sidst kastede jeg mig ud fra klippen, og jeg er stadig i frit fald. Indimellem tror jeg, at jeg har ramt bunden, men så viser det sig, at det bare var et kort ophold.

Jeg er stadig som en baby. Det er mit 31. år her. Jeg Devs hus er næsten skjult af frodigt budskads. FOTO: Lars Buch Viftrup. ikke hvorfor. Han var nemlig opdraget uden nogen form for religion. I Auroville ved Pondicherry var der en fyr, som anbefalede ham at tage til Tiruvannamalai. Da fyren, som han var blevet venner med, sagde, at der var et bjerg dér, var der noget, der rørte sig i ham. Og inden længe var han taget af sted.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 21

kan ikke anbefale det til nogen. At tage skæbnen og ryste den og kaste den fra side til side. Min vej er ikke anbefalelsesværdig. Det er ikke måden at gøre det på. Jeg er heldig at være i live.

Den spirituelle praksis Dev har altså boet i Tiruvannamalai i over 30 år uden alle de ting, der normalt udgør et liv, såsom arbejde og familie. Jeg undrer mig over, hvad han har fået tiden til at gå med, og jeg bliver nysgerrig efter at vide, hvad der har været Devs spirituelle praksis i alle disse år. Hvordan har han forfulgt sin søgen?

- Mine bedste meditationer for tiden er, når jeg kører på knallert eller står i kø og venter, og det gør man ret meget i Indien. Jeg har brugt mange timer på at meditere siddende, og især i mine unge dage gik jeg tit rundt om bjerget. Nu er jeg 57 år og er ikke i stand til at gøre det så ofte mere. Men når der er fuldmåne, går jeg stadig rundt om bjerget. Min primære praksis har nok været at opsøge guruer og deltage i satsang (en form, hvor en guru svarer på spørgsmål fra søgende mennesker.). Samtaler ansigt til ansigt. Men bøger er farlige, især religiøse bøger, som har ført til så meget vold. Én sætning er nok til et helt liv.

Ja, selv ét ord kan gøre det.

Tiden er fløjet af sted i selskab med Dev, og jeg har det, som om jeg har været på en rejse ind i en anden verden. Da jeg på vej derfra kigger tilbage på huset og ikke kan se andet end træer og buske, tænker jeg, at det passer godt til hans liv: frodigt, men også svært tilgængeligt!

Reportage: I Libanon findes der 18 officielle religiøse grupper, og alle skal registrere sig som medlem af en af dem. Men et stigende antal libanesere ønsker ikke deres sager om ægteskab, skilsmisse og arv afgjort af religiøse domstole. De ønsker ret til at definere sig som libanesiske borgere, ikke som medlemmer af en religiøs gruppe.

Religiøs registrering eller frihed fra religion?

AF MALENE FENGER-GRØNDAHL Journalist og forfatter I 2013 skete der noget nær en sensation i Libanon. Et forelsket par, en mand og en kvinde, besluttede at gifte sig, og de blev viet civilt. Det lyder muligvis ikke som noget særligt. Men i Libanon var det første gang, det lykkedes et par at indgå et civilt ægteskab.

Den libanesiske konfessionalisme, der er skrevet ind i den libanesiske forfatning, betyder nemlig, at samfund og politik er struktureret og organiseret efter religiøse skillelinjer. Landet har i alt 18 officielt anerkendte religiøse grupper eller sekter, som de kaldes i Libanon, og enhver borger, der fødes, bliver registreret som medlem af en af disse sekter. Et par, der ønsker at gifte sig, skal også indgå ægteskab ved en af de domstole, som de religiøse samfund driver. Positivt set betyder det, at de enkelte trossamfund har mulighed for at anvende deres egne værdier og normer inden for familielovgivningsog familiestatusområdet.

Religiøs domstol afgør civilretlige sager ”Alle de 18 forskellige trossamfund, der er anerkendt i Libanon har altså ret til at præsentere et sæt regler eller love for regeringen, som de ønsker at anvende inden for deres eget trossamfund, altså over for medlemmerne af det religiøse samfund. Det omfatter bl.a. ægteskab, skilsmisse, forældremyndighed, børnepenge, visse former for arv, adoption osv.,” forklarer Habib Badr, præst i den reformerte kirke i Beirut, den ældste reformerte kirke i Mellemøsten. Han var desuden højeste dommer ved den første instans af de evangeliske kirkers Familiedomstol i perioden fra 1985-2008, og han er en populær underviser i kirkehistorie på det teologiske fakultet i byen.

Habib Badr er i udgangspunktet positiv over for den måde, det libanesiske samfund er indrettet på. Men han erkender, at der også er svagheder og udfordringer i det nuværende sy-

stem. Og her kommer vi tilbage til det sensationelle bryllup, hvor et par for første gang blev viet civilt. ”Indtil for nylig kunne folk, der ønskede civilt ægteskab, ikke få deres ønske opfyldt i Libanon. De måtte tage til Cypern eller et andet sted. Men det var selvfølgelig ikke altid let. Jeg havde fx en sag, hvor et par kom og sagde: ’vi vil gerne giftes, men vi tilhører to forskellige religiøse samfund, og vi vil gerne giftes civilt’. Jeg sagde ’det kan I ikke, I må tage til Cypern’. Det havde de ikke råd til; det er ret dyrt at tage til Cypern, og de var fattige,” forklarer Habib Badr.

Men det førnævnte par gav ikke op, og via en advokat fandt de et smuthul i den libanesiske lovgivning, så de kunne få statens anerkendelse af ægteskabet. ”De fik en offentlig notar til at foretage vielsen og registrere det hos myndighederne, og så var det et gyldigt civilt ægteskab,” forklarer Habib Badr.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 22

Konfessionalisme i Libanon • Libanon har 18 anerkendte religiøse sekter. Hver sekt har mulighed for at afgøre familieretlige sager ved egne domstole, hvor de følger religiøse regler.

• Konfessionalismen er en arv fra det osmanniske rige, hvor enhver blev født ind i et millet, et trossamfund, som regulerede personforhold efter trossamfundets egne regler.

• Der findes lignende ordninger i en del andre lande, fx er Israels familieretlige udvikling gået i samme retning, og Indien har fortsat sin familieret bundet op på forskelle mellem trossamfund.

• Det særlige ved Libanon er, at de religiøse institutioners afgørelser har civilretlig virkning; at der ikke findes nogen fælles sekulær familieret, og at man er født ind i systemet.

“Den libanesiske konfessionalisme, der er skrevet ind i landets forfatning, betyder, at samfund og politik er struktureret og organiseret efter religiøse skillelinjer.”

En 19. ikke-religiøs ‘sekt’ Siden har en del andre libanesiske par fulgt samme model, og der er i det hele taget en tendens til, at flere og flere libanesere er utilfredse med den såkaldte konfessionalisme – som også afspejler sig i det politiske liv.

Systemet har skabt problemer og affødt protester fra libanesiske menneskerettighedsaktivister, som mener, at konfessionalismen skaber og fastholder farlige sekteriske skillelinjer, og at borgerne bliver fastlåst i snævre religiøse identiteter. I stedet ønsker en del af aktivisterne, at der indføres et libanesisk civilt borgerskab, hvor det ikke er den religiøse identitet, der er det afgørende. Andre foreslår, at der indføres en 19. ikke-religiøs ’sekt’, som par, der enten opfatter sig som ikkereligiøse eller blot ikke har lyst til at få deres familieretlige sager afgjort ved en religiøs domstol, kan tilslutte sig.

Den idé er Habib Badr ikke afvisende over for. For situationen er pro-

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 23

blematisk, som den er nu, erkender han. ”Problemet er ikke løst med det smuthul, som det her meget berømte par fandt i lovgivningen. For der er ikke andre love på det familieretlige område, der indeholder samme smuthul. De har endda fået et barn, og hvis der opstår problemer i deres ægteskab, og de fx skal skilles, så findes der ingen lov, som kan regulere eller løse deres problemer. Som det er nu, kan man blive gift civilt, men man kan ikke noget andet – man kan ikke blive skilt, man kan ikke adoptere osv.” udtaler Badr.

Mandens tro vægter højest Et andet – og voksende – problem er, at par, der stammer fra to forskellige sekter eller trossamfund, naturligvis kun kan få deres sager afgjort ét sted, og det libanesiske parlament har besluttet, at det er mandens religion, der skal være afgørende her. ”Hvis en muslimsk mand ønsker at gifte

sig med en kristen kvinde, er det den muslimske domstol, der tager sig af sagen. Og omvendt, hvis du er en kristen mand, der gifter dig med en muslimsk kvinde, så er det den kristne domstol, der tager sig af en hvilken som helst sag, du skal have afgjort inden for det familieretslige område.

Det samme gør sig gældende i forhold til børnene. Hvis en muslimsk mand gifter sig med en kristen kvinde, vil deres børn automatisk blive muslimer, og vice versa, de vil blive kristne, hvis manden er kristen,” siger Badr.

Han tilføjer, at et andet problem også er voksende: at folk konverterer til en anden religion alene for at få afgjort deres sag på en måde, de opfatter som mere attraktiv for dem selv. ”I de ortodokse og protestantiske trossamfund er det muligt at blive skilt – eller rettere: opløsning af ægteskabet er en mulighed – i den katolske kirke er skilsmisse ikke en mulighed; dér skal ægteskabet annulleres, ellers er det et

�Hvis du ikke har samme religion som din kommende mand, kan det betale sig at konvertere.�

FOTO: Noelle Franzen, www.sxc.hu.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 24

eviggyldigt ægteskab. Så en del katolske mænd – hvis de ikke har de økonomiske midler eller ikke har kræfterne til at gå igennem hele processen med at få annulleret ægteskabet – de vurderer, at det er lettere at skifte til islam eller skifte over til den ortodokse kirke for at blive skilt,” mener Badr. Økonomisk interesse i skilsmissesager Også de mange libanesere, der fx lever og er blevet gift i udlandet, udgør en særlig udfordring. Hvis de vender tilbage til Libanon for at blive skilt, er det ikke helt let. Den libanesiske regering har ganske vist besluttet, at de anerkender sekulære ægteskaber indgået i udlandet. Skal et par, der er blevet gift i England eller på Cypern, siden skilles i Libanon, skal det foregå efter engelsk eller cypriotisk lov. Men hvis et par er blevet gift i Libanon efter religiøs lov og bliver skilt i udlandet efter sekulær lov, bliver skilsmissen ikke anerkendt i Libanon. ”Det er lidt pudsigt; vi anerkender civile ægteskaber, men ikke civile skilsmisser,” siger Habib Badr. Men hvorfor? ”En grund er, at vi gerne ser, at skilsmisse foregår inden for de religiøse institutioner, fordi de har pligt til først at forsøge at forsone parterne. En anden - mindre god grund - er, at retssagerne giver gode indtægter til de enkelte trossamfund, og derfor ønsker de ikke at give slip på de her sager.”

Større magt til de religiøse samfund = færre rettigheder til de libanesiske kvinder Her er vi inde ved kernen i problemet, mener Kholoud al-Khattib, civilsamfundsaktivist og advokat. Hun er ved at afslutte et ph.d.-projekt om international lov og menneskerettigheder på et af det større universiteter i Beirut, og hun ser det som et stort problem, at familielovgivningen baserer sig på religiøse traditioner og normer. ”De religiøse samfund har alt for stor magt i Libanon. Religiøse skillelinjer styrer

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 25

politik og privatliv og gør det næsten umuligt at diskutere politik og finde frem til løsninger, som er til gavn for alle libanesere uanset religiøst tilhørsforhold,” mener hun.

Hun påpeger, at dele af de religiøse domstoles familieretlige regler er i modstrid med kvinders ligestilling. ”Da Libanon ratificerede FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, ratificerede vi den med forbehold. Det skyldes, at familielovgivningen baserer sig på religion, og der er det fx sådan inden for islam, at kvinder kun arver halvt så meget som mænd, og at deres vidneudsagn kun vægter halvt så meget som en mands. Derudover har mænd ret til at gifte sig med fire kvinder, mens det modsatte ikke er tilfældet. Og det skaber diskrimination mellem mænd og kvinder. Det er ét problem. Et andet problem er, at alle afgørelser om ægteskab, skilsmisse osv. træffes ud fra kun én religiøs baggrund, nemlig mandens,” siger hun.

Civile eller religiøst definerede rettigheder Hun tilføjer: ”Den eneste rigtige løsning er, at forfatningen bliver ændret, så alle libanesere får deres rettigheder ikke med udgangspunkt i deres religiøse baggrund, men på grund af deres statsborgerskab. Vi har brug for en reform af forfatningen og lovgivningen, så alle borgere bliver lige for loven, uafhængig af deres religiøse baggrund, deres politiske holdninger, deres køn.”

Som et første skridt på vejen ser hun det som en god mulighed, at der indføres en 19. sekt eller konfession, en ikke-religiøs sekt, som folk, der ikke ønsker at definere sig religiøst, kan tilslutte sig. ”Det handler ikke om, at jeg er imod religion. Jeg er selv sunnimuslim og ville måske vælge et religiøst ægteskab, selv hvis jeg havde muligheden for et vælge et civilt. Men der skal være lige rettigheder for alle, og de religiøse institutioner skal ikke

definere folks muligheder.”

Men er det realistisk? Mange libanesere identificerer sig stadig stærkt med deres religiøse baggrund, og det politiske system er dybt præget af de sekteriske skillelinjer, bl.a. fordi magtfordelingen i parlamentet også er religiøst bestemt. ”Indrømmet, det er stadig et mindretal, der tænker som mig. Men jeg tror på, at vi bliver et flertal. I udgangspunktet tænker folk i Libanon i religiøse forskelle, og de ser på de andre som nogle, de ikke har et fællesskab med. Men efter årtiers borgerkrig er folk begyndt at indse, at vi må lære at leve med forskellene på en konstruktiv måde,” udtaler Kholoud al-Khattib.

Modstand mod en 19. ikke-religiøs ‘sekt’ Habib Badr er også positiv over for ideen om at indføre en 19. ikke-religiøs ’sekt’. Men både Kholoud al-Khattib og Habib Badr forudser, at der vil være modstand fra i hvert fald en del af det religiøse etablissement i landet. ”Forsøget har været gjort før,” fortæller Habib Badr. ”I begyndelsen og midten af 1990’erne blev der fremlagt et meget detaljeret forslag til bestemmelser for en 19. ikke-konfessionel sekt. Det blev præsenteret for parlamentet, og parlamentet ville formodentlig have gennemført lovpakken, hvis ikke det var for de religiøse samfund, som lagde stærkt pres på parlamentet, og så droppede parlamentet al snak om lovpakken.”

Det berømte par, der fandt et smuthul i lovgivningen og blev civilt gift, skabte en kortvarig debat. Men politikerne lagde hurtigt låg på igen, fortæller Habib Badr: ”Jeg tror, at politikerne lige nu gør alt, hvad de kan, for at diskutere sager, der kan skabe splittelse. Så længe der er krig i Syrien, som påvirker vores land meget, tror jeg ikke, at der sker mere på det her område,” siger han.

Interview: Afgående redaktør Lars Buch Viftrup reflekterer her over det, der førte ham til IKON.

Fra mangotræets skygge til fanebærer for dansk kultur og tradition AF EVA BERNHAGEN Redaktør Lars Buch Viftrup er til daglig sognepræst i Skanderborg. Et arbejde, hvor man forkynder evangeliet, men også samtidig er formidler og fortolker af dansk kultur og tradition. Hvad læseren måske ikke ved, er at Lars tilbragte sin barndom i Bangladesh og Nepal, hvor forældrene var udstationerede for Santalmissionen. Da han var 12, rejste familien tilbage til Danmark, og Lars blev derved kastet ud i en dialog mellem sin identitet forbundet med opvæksten i Bangladesh og Nepal og sin danske baggrund og kultur. Her fortæller han om sin rejse fra mangotræets skygge til at blive præst i den danske folkekirke, og hvilken betydning IKON har haft for ham i den proces: ”Som ung studerende rejste jeg som så mange andre i Asien, og dér mødte jeg backpackere, som voldsomt kritiserede kristendommen. Det vakte min anfægtelse – for hvad er tro og hvad er kultur? Jeg blev opmærksom på, hvor svært det er at skelne fra hinanden. Jeg mødte vesterlændinge som kritiserede deres egen kristne kultur,

og som var rejst ud i en søgen efter spiritualitet. Den mente de ikke de havde mødt i deres hjemland. De var mine venner, og jeg identificerede mig med dem, så hvordan kunne jeg have så anderledes en opfattelse af tro end dem?

Når man søger et spirituelt liv, giver man slip på sin identitet. Det var den oplevelse jeg havde. Jeg fandt ud af, at tro er noget andet end identitet, men alligevel virksom igennem den, indlejret i identiteten. Det gik op for mig, hvor stort et spænd min identitet skal gabe over. Bangladesh, Nepal, Danmark; alle de steder jeg har boet og levet, og alle de mennesker jeg har delt kultur og hverdag med. Identitet rummer forskellige måder at leve på.

Hvis min identitet ændrer sig, ændrer min tro sig så også? Dengang skræmte denne tanke mig. For jeg ønskede jo ikke, at min tro skulle ændre sig.

I mellemrummet mellem mig og min omverden Min anfægtelse dengang fik mig til at stille grundlæggende spørgsmål om

hvilken måde jeg er kristen på, og hvilken størrelse tro er. Og her mange år efter tænker jeg, at tro ikke er et entydigt begreb, men at det skiftevis er stærkt og svagt. Tro kan rumme mange identiteter midt i det hele. Den kan formuleres på en million forskellige måder, men har samtidig en dybere klangbund. Med troen følger altid en risiko for at tvivle, for tvivl er et vilkår ved at leve. Asien lærte mig vigtigheden af at tvivle og stille spørgsmål. Det var hårdt, mens det stod på, men anfægtelsen var god for mig. Jeg vil sige, at tro findes i mellemrummet mellem mig og min omverden. Det er en øvelse i tillid, som jeg må gøre hver dag.

Bliv udfordret i tiltro til, at det er godt Magasinets rolle er dels at reflektere over, hvordan vi bevarer troen, dels at diskutere tro og livssyn i en åben dialog. På den ene side skriver vi med afsæt i et kristent ståsted og interesse, på den anden side er vi villige til at udfordre os selv og møde mennesker, der tror og tænker helt anderledes end

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 26

FOTO: Martin Høybye.

os. Jeg ser IKON som et sted, hvor der reflekteres over, hvordan vi bevarer troen i den konstante udfordring, det er at leve med mangfoldigheden, og hvordan vi bliver klogere på alle troens lag. Det handler om at mobilisere tiltro til, at mangfoldigheden ikke ødelægger min tro. Vores mål er at bringe forskellige religioner i dialog med hinanden, for vi ønsker at læserne i magasinet møder en masse

forskellige perspektiver. Derfor lægger vi ikke sikkerhedsnet ud under læserne. Vi skriver ud fra vores personlige nysgerrighed; i håb om at det vil generere mere dialog og nye møder mellem mennesker.

Om vores udvikling igennem de sidste 20 år kan man sige, at magasinet altid har været bredt forankret i foreningen IKON. I 90érne var vi noget mere kontroversielle og konservative, som jeg ser det. Særligt i de første numre. Men det var en helt anden tid, hvor det gjaldt om at vurdere de andre religioner og afsløre, hvad der var

galt med dem. I sin samtid signalerede IKON magasinet åbenhed. Dets profil har aldrig været tegnet af en bestemt person, men af flere.

Vi har en solid læserskare og en engageret og dygtig redaktion, som arbejder frivilligt. Selvfølgelig vil vi gerne nå længere ud, men vi er oppe imod en ekstrem informationsmængde. Derfor er vi et nicheblad, for den læser, som søger lige præcis det, som vi kan tilbyde; nemlig refleksion over det personlige møde mellem mennesker af forskellig tro og livsholdning.

Selv om Lars Buch Viftrup har rejst sig fra redaktørstolen, fortsætter han som skribent for IKON redaktionen.

klumme

>> teologi i farten

Den nødvendige anfægtelse AF LENE SKOVMARK Da jeg i sin tid stod overfor at skulle rejse til Afrika, advarede min sognepræst mig mod at have bønsfællesskab med tilhængere af voksendåb, fordi han anså det for vranglære.

Skæbnen ville, at jeg kom i praktik på et hospital, der var drevet af baptister og blev inviteret med til bedemøde.

Jeg reddede mig ud af dilemmaet ved at deltage uden selv at bede højt. Men det anfægtede mig. Vi var jo fælles både om troen og tjenesten.

Mødet med oprigtige mennesker af anden livsanskuelse har altid anfægtet mig. Muslimen, som er hengiven i bøn og har et oprigtig ønske om at gøre Allahs vilje. Inderen, som

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 86 // side 27

tilbeder Gud som Nådeslyset, og lever i selvhengivende tjeneste. Buddhisten, der stræber efter sindets renselse og et liv i medfølelse. Sufien, som længes efter enhed med Gud. Den kristne, der tror på reinkarnation. Healeren, der ønsker at hjælpe andre. En ateist, som elsker livet og gør mere godt, end jeg selv.

Mødet med oprigtige mennesker anfægter min tro. Men i stedet for at stille spørgsmålstegn ved andres tro og livssyn, må jeg spørge mig selv om, hvad essensen i min egen tro er. Hvad har jeg tillært mig, og hvad er kulturelt betinget? Mine spørgsmål bragte mig derhen, hvor jeg måtte droppe

Sandheden som absolut udtryk og med Paulus sige: alt er jeg blevet for alle for dog at vinde nogen.

Uden anfægtelsen vil troen udvikle sig til gold rettroenhed. Uden anfægtelse forskanser man sig bag en ureflekteret tro og bruger dogmer som et forsvar. Anfægtelsen åbner for større perspektiver. Det er en anledning til at modnes og vokse i troen og opdage livets og Guds mangfoldighed.

Anfægtelse er en del af den autentiske dialog, hvor jeg udfordres til at finde ind til essensen i min tro. Og stå ved det, jeg ikke kan give køb på. Og derfra nytænke og revidere troens udtryk.

Afsender: IKON, Nørreallé 29, 8000 Aarhus C. Returneres ved varig adresseændring.

Sæt kryds i kalenderen d. 19.-21. september 2014, hvor IKON inviterer til kursus i dialog.

Dialogpiloterne

- lær at navigere i forskellighed Vi oplever i disse år, at det danske samfund polariseres i en grad, vi ikke har set før.Årsagerne er mange – både sociale, politiske, religiøse, kulturelle – og der findes ikke enkle løsninger. Vi er nødt til at gå forskellige veje for at øge sammenhængskraften i det danske samfund – og én af disse veje er at øge kendskabet til hinanden.

Indhold Med denne uddannelse i dialog ønsker vi at sætte fokus på de udfordringer og muligheder, som mangfoldigheden i samfundet medfører og hvilke redskaber der kan bruges til at håndtere dem. Vi tror, at mangfoldigheden kan være en stor ressource, hvis vi lærer at navigere i den.

Uddannelsen er for enhver, uanset religiøs og kulturel baggrund, der er interesseret i dialog og ønsker at lære mere om at navigere i forskellighed. Programmet er under udarbejdelse. Mere information om pris og program kommer senere.

Dialogpiloterne arrangeres af IKON i samarbejde med KBH I Dialog og Brorsons Kirke. Kurset vil blive afholdt i Brorsons Kirke, Rantzausgade 49, 2200 Kbh. N. Ved spørgsmål kontakt Merete Juel Povlsen på mjp@danmission.dk / 30 20 02 80.

Tag med til Myanmar IKON står bag en studietur til Myanmar i uge 42-43 2014. Formålet er at lære mere om buddhisme og det indtil for nyligt lukkede land.

Turen vil bl.a. fokusere på Danmissions Dialogarbejde mellem forskellige etniske og religiøse grupper og deres sociale arbejde, krydret med seværdigheder, som The Golden Rock og Shwedagon-pagoden i Rangoon. Det endelige program fastlægger deltagerne i fællesskab. Vi sigter mod et budget på max 15.000 incl. fly.

Sidste frist for tilmelding er mandag den 26. maj. Vil du med eller bare høre nærmere, så kan du skrive til: Sarah Lodberg: sarah.lodberg@gmail.com.