IKON 95

ikon

nr. 95 • juli/2016

>> Tro i dialog

tema

religion &psykologi

Psykolog: Religion er en ressource i det terapeutiske arbejde // Voxpop om forholdet mellem religion og psykologi // Interview med Ele Bonde om familieopstilling // Hospicepræst: Kæledyrsguden træder frem i mødet med alvorlig sygdom og død Læs også: Rumis Gæstehuset - en meditation // Minitema om de syv dødssynder

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr. (inkl moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen.

Redaktion: Eva Bernhagen, ansv. red., bernhageneva@hotmail.com, Lene Skovmark, lene.skovmark@mail.dk, Malene Fenger-Grøndahl, malene@fenger-grondahl.dk, Martin Herbst, mthe@km.dk, Merete Juel Povlsen, mjp@danmission.dk, Saliha Marie Fetteh, salifet@hotmail.com, Sidsel Hornemann, sidsel_hornemann@hotmail.com.

Fosidebillede: www.istock.com.

Layout: Jeanette Westh, jeanettewesth@gmail.com.

Tryk: Fjerritslev Tryk.

Oplag: 1000.

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen på mjp@danmission.dk.

Læserbreve/debat-indlæg modtages gerne, dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn.

Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger.

Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr.

- 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms).

IKON: Nørreallé 29 8000 Aarhus C E-mail: mjp@danmission.dk Tlf.: 30200280 SE-nr. 1663 9397 Formand: Nicolaj Stubbe Hørlyck, nsh@km.dk Hjemmeside: www.danmission.dk/ikon Her kan man også melde sig ind i foreningen IKON, hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister).

Husstandsmedlemskab 300,- kr.

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse. Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren.

Copyright © IKON-Danmark 2016 ISSN 2246-4042

Indhold

Magasinet IKON udgives af IKON, som i 2013 fusionerede med Danmission og nu fungerer som en arbejdsgren under Danmission. Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.

25

12

4

Religion er en ressource i det terapeutiske arbejde // 4 af Suh Jakobsen VOXPOP om forholdet mellem religion og psykologi // 6 Rumis gæstehuset // 11 Sammenhængen er så stærk, at der må være en finurlig Gud bag // 12 af Malene Fenger-Grøndahl Ingen behøver gå over åen //16 af Lene Skovmark MINITEMA OM DE SYV DØDSSYNDER // 19 Muslimer og buddhister kan også bruge læren om dødssynder // 19 af Malene Fenger-Grøndahl I islam er de værste synder at gå imod fællesskabet // 22 af Saliha Marie Fetteh Uden etik giver det ingen mening at tale om spirituel udvikling // 23 af Ani Tenzin Kæledyrsguden træder frem i mødet med alvorlig sygdom og død // 25 af Ole Raakjær Eva, indser du hvad du har gjort? // 28 af Eva Wrige-Larsen

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 2

LEDER

Partnere eller konkurrenter?

AF EVA BERNHAGEN Redaktør Foreningen IKON tager sin begyndelse i forholdet mellem psykologi og religion. En fast del af Dialogcenterets arbejde var at tage sig af nedbrudte mennesker, der havde været i kontakt med nyreligiøse bevægelser og sekter.

Man ydede sjælesorg og vejledning til at finde tilbage til, hvem det enkelte menneske var og tilbød et kristent fællesskab at være i. Med henblik på kortlægning studerede man de mange spirituelle strømninger og åndelige sekter, der opstod i 70érne og 80’erne i Vesten og på dansk grund, og som søgte at kombinere psykologi, teologi, filosofi og humanisme.

Studierne og de mange dialogmøder har været medvirkende til, at fronterne imellem religion og psykologi med tiden er blødt op. I dette nummer af magasinet IKON ønsker vi at undersøge forholdet imellem religion og psykologi. Er religion og psykologi ligeværdige? Er de to livstydninger, og kan man som sådan sammenligne dem? Findes der et mødested imellem dem? Er blandingen af de to begreber fornuftig eller god? Kan den ligefrem være farlig? Det er spørgsmål, som vi søger at besvare i nærværende magasin.

Enkelte psykologer som Suh Jakobsen arbejder med en tilgang, hvor klientens gudsforhold tænkes ind i det terapeutiske forløb. Gud ses som en aktør, og troen kan være en positiv drivkraft. Her bruges

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 3

teologien i det psykologiske arbejde.

Den samme bevægelse med modsat fortegn gør Lene Skovmark, idet hun tænker mindfulness ind i den kristne spiritualitet. Hun bruger psykologien i det kirkelige arbejde.

Også indenfor kristen sjælesorg har man taget psykologiens sprog og redskaber til sig og ladet sig inspirere.

Ligeså gælder det for jødedommen og særligt udpræget er det i buddhismen, som definerer sig selv som en psykologi, fordi der er et meget svagt gudsbillede eller guddommelig autoritet, og fordi mennesket har del i den transcendente virkelighed.

Det kan være destruktivt at være underlagt en streng religiøs moral og vokse op med en forestilling om Gud som en, der dømmer til evig fortabelse. Ifølge Ole Raakjær bliver det tydeligt hos patienter, der lider af livstruende sygdomme. Hvis en terminal patient bliver i stand til at sondre den hjemmelavede gud fra den åbenbarede Gud, kan det skabe rum for trøst og et sundere selvbillede.

Et menneske kan dog være så religiøst nedbrudt, at teologen/ præsten kommer til kort. Måske er det her, at teologien har brug for psykologien? En teologi kan blive nedbrydende og destruktiv, og her kan psykologien være med til at definere, hvornår noget er sygt og rask.

Selvudvikling uden bevidsthed om forpligtelse på menneskeligt fællesskab og Gudsbevidsthed kan

blive ensidig. Ele Bondes erfaringer fra arbejdet med familieopstilling viser, at vi er så viklet ind i hinanden, at det ikke lader sig gøre at sige sig fri fra det dybe kærlighedsmønster, som Gud har forenet alle mennesker i. Vi er sat til at være i relation.

Psykologen og teologen må være varsomme med at træde ind på områder, hvor de ikke er fagligt dygtige eller kvalificerede. Hvis et religiøst miljø inddrager psykologi kan det virke videnskabeligt og evidentbaseret, og det kan udnyttes.

Ligeså kan en psykolog også udnytte religionen til at få sin egen dagsorden igennem. Man kan forestille sig en situation, hvor en patient får at vide, at han eller hun må frasige sig sin tro, ellers er helbredelse ikke mulig.

Psykologien bruges til at rede trådene ud, når skaden på mennesket er sket. Det er et behandlingsarbejde, der følger af noget andet. Fra vores stol ser det dog også ud til, at menneskesynet taber noget uden et gudsforhold at spejle sig i. Det må vi som troende være ærlige omkring. Et partnerskab virker som en udfordring, fordi man vil have fat i hinanden uden at bruge hinandens sprog. Er det muligt? Vil man ikke ende i at konkurrere?

God læselyst!

TEMA: Religion & psykologi

Inden for de sidste årtier er der sket en opblødning af den kolde krig mellem religion og psykologi, mener psykolog Suh Jacobsen. Flere og flere psykologer og psykoterapeuter har åbnet sig for at integrere den teologiske tænkning i det terapeutiske rum, mens flere og flere præster og menighedsledere dygtiggør sig i forskellige former for psykoterapi.

Religion er en ressource i det terapeutiske arbejde AF SUH JACOBSEN Privatpraktiserende psykolog i Tune, Roskilde For den personligt troende kan en aktiv inddragelse af det teologiske i den terapeutiske proces ikke blot være meningsfuld, men også nødvendig.

Flere klienter har fortalt mig, at når de tidligere har søgt psykologisk hjælp til deres problemer, blev de mødt med indstillingen: ”Det er din tro, der er problemet.” Det stiller den troende i en særdeles svær situation, da Gud og teologien for ham/hende er en autoritet, de ikke vil gå på kompromis med.

På denne måde kan hjælpen synes uden for rækkevidde. Men det nytter ikke, at psykologien gør selve det religiøse element i en problemstilling til det patologiske. Tvært imod kan det blive den største ressource i det terapeutiske arbejde. Store navne inden for den eksistentialistiske psykologi som Viktor Frankl og Emma van

Deurzen peger da også på dette.

For hvis Gudsopfattelsen kan blive renset for patologiske perspektiver, kan den myndighed som det teologiske element har i den enkeltes liv være selve drivkraften og motivationen til at ændre adfærd. Gud beholdes altså som en autoritet, fokus er i stedet på konstruktionen af forståelsen af ham.

I denne proces har psykologien utallige metoder og redskaber at byde ind med.

Eksempelvis opsøgte en kvinde mig for at få hjælp til sit meget lave selvværd. Det var umuligt for hende at tænke positivt om sig selv, for hun forbandt dette med at være hovmodig og selvoptaget. Hun mente Gud i så fald ville straffe hende, muligvis med sygdom eller død! I stedet for at gøre hendes tro på Gud til et problem, arbejdede vi med at få en forståelse af,

hvor den fordømmende og destruktive opfattelse af Gud kom fra, bl.a. ved at sammenholde det med den Gud, som teologien beskriver.

Med tiden gik det op for kvinden, at hun med den måde hun levede på, i virkeligheden forfejlede sit mål: at være loyal over for Gud og kristendom. Hun erkendte, at lydighed over for Gud og at se sig selv i et mere positivt lys er to sider af samme sag. Det resulterede i, at hun kunne gå videre i livet med en mere realistisk selvforståelse.

“Du er et godt menneske” Arbejdet med følelsesmæssige blokeringer er psykologens spidskompetence. Men nogle gange oplever psykologen, at ikke engang et grundigt introspektivt arbejde er forløsende for den hjælpsøgende. For man fandt kun ne-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 4

TEMA: Åndelig autoritet

gative eller destruktive tanker – eller ingenting! For den pågældende kan dette resultere i angst, depression og nogle gange selvmord.

Her kan teologien bidrage med en påmindelse om, at der i mennesket, fordi vi er skabt i Guds billede (gudbilledlighed), altid er noget godt. Det faktum giver psykologen anledning til stædigt at lede videre efter det gode, selv i det mest patologiske.

Det patologiske ændrer sig på denne måde til ikke kun at være et symptom, der må annulleres, men til at blive en information om et oprindeligt godt og sundt udgangspunkt, som af forskellige grunde fortabtes undervejs mod målet. Derfor kan det bruges til at genfinde en vej tilbage til det. Dette perspektiv har for mange været en øjenåbner over for nye ressourcer, som de ikke anede, at de havde.

Eksempelvis kan en person, der kæmper med voldsomme vredesudbrud have låst sig fast på den opfattelse, at det er vreden, der er problemet, fordi han eller hun sårer andre med sin vrede. I kampen for at undertrykke vreden mistes fuldstændig fokus på, at vredens udspring altid skyldes en stræben efter noget godt (at forsvare sig, at forsvare andre, indignation over uretfærdigheden m.m.). Når den pågældende hjælpes til at se det oprindeligt gode udgangspunkt for vreden, kan vedkommende nu også erkende dens konstruktive potentiale. Til det er der en række gode psykologiske strategier.

Transcendent perspektiv åbner Psykologiens force er på mange måder dens fokus på fleksibilitet i forhold til at forstå og forholde sig til den enkelte og dennes problemstillinger. Men det er samtidig også psykologiens akilleshæl. For hvor meget

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 5

psykologien end bryster sig af at være en videnskab, har den den udfordring, at vi undersøger med det, som vi undersøger! Der er altså en risiko for blinde vinkler, solipsisme og selvforstærkende effekter.

Her kan psykologien med fordel suppleres med teologiens fokus på det transcendente – på det, der ligger uden for det subjektive og indadskuende, og som er uafhængigt af alder, køn, race og opvækstbetingelser. Med dette fokus i baghovedet kan psykologen i det terapeutiske arbejde hjælpe mennesket med ikke kun at skue indad og forholde sig til det subjektive, men tillige skue udad og opad – for alle svarene findes ikke kun inden i os selv. For mange er det en lettelse at komme til den erkendelse. Det er en enorm byrde at skulle producere og være ansvarlig for alle svar selv. I stedet må vi også i det psykologiske arbejde hjælpe den hjælpsøgende til at se sig selv i en større kontekst, både samfundsmæssigt og historisk. På denne måde åbnes der ofte for nye, tiltrængte perspektiver i lyset af antikkens visdom.

Bruges det transcendente perspektiv rigtigt i psykoterapien, er det

min erfaring, at den hjælpsøgende får en forståelse af, at den retningsgivende autoritet, han eller hun så ihærdigt stræber efter at finde enten hos teologen eller hos psykologen, i virkeligheden findes et sted midt i mellem – at den findes både inden for OG uden for vedkommende selv.

Således opstår der i sammensmeltningen af teologien og psykologien en fantastisk synergieffekt.

Forslag til videre læsning: • Viktor Frankl: Den ubevidste Gud, psykoterapi og religion København, Gads forlag, 1980.

• Viktor Frankl: Psykiatri og sjælesorg, grundlaget for logoterapi og eksistensanalyse Haslev, Gyldendals Logbøger, 1971.

• Emma Van Deurzen-Smith: Eksistentiel samtale og terapi København, Hans Reitzels Forlag, 1995.

”

Hvis gudsopfattelsen kan blive renset for patologiske perspektiver, kan den myndighed, som det religiøse har i klientens liv, være drivkraft til at ændre adfærd

TEMA: Religion & psykologi

Hvordan er forholdet mellem religion og psykologi?

Voxpop: Der har været tider, hvor religion og psykologi har været så forviklet, at de ikke har kunnet leve uden hinanden. Der har været tider, hvor de ikke har kunnet udstå hinandens selskab. Og der har været tider, hvor de ikke har sagt hinanden noget.

Den letteste måde at opsummere relationen på må nok være: ”It’s complicated!”

IKON har bedt tidligere overrabbiner Bent Lexner, buddhist Maria Damsholt og psykiater Jørgen Due Madsen om at svare på fire spørgsmål om det til tider komplicerede forhold mellem religion og psykologi.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 6

TEMA: Religion & psykologi

“Jødedommen kan være en medspiller til psykologien” AF BENT LEXNER Tidligere overrabbiner 1. Hvad kan psykologien bidrage til jødedommen med?

Psykologi og religion har gennem årene haft et meget anstrengt forhold til hinanden. Noget af dette baserer sig på Freuds næsten totale afvisning af religionens betydning for mennesket.

Freud mente, at religion var et udtryk for en tilstand, hvor man går tilbage i ens følelsesmæssige udvikling. Flere af Freuds elever, herunder den meget kendte Jung, forsvarede religionen i deres forskning og anså religion som værende en nødvendig del af menneskets udvikling, og pegede interessant nok på myter og ritualer som nødvendige for orienteringspunkter i tilværelsen. Det er min opfattelse, at psykologien blandt andet kan være med til at forbedre sjælerådgiveres evne til professionelt at hjælpe folk. Det kan være udmærket at kunne sin Katekismus eller Talmud, men hvis man samtidigt kan lære at benytte ny forskning i at prøve at forstå menneskets følelser, anser jeg det for at være et vigtigt element i ideen om, at psykologi og religion kan være medspillere og ikke modparter.

2. Hvad kan jødedom bidrage til psykologien med?

Der er ingen tvivl om, at jødedom og psykologi har været faktorer, der påvirker hinanden. Det ser man ikke mindst i den moderne psykologi.

Mange af de essentielle psykologiske situationer kan ofte findes i de ældgamle jødiske værdier, ideer og prak-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 7

tiske handlinger, og med undtagelse af ganske få personer er det stort set jøder, der har været foregangsmænd for forståelse af den moderne psykologi.

Det har naturligvis været et studium for nogen at prøve at finde ud af, hvorfor det netop er jøder, der tager psykologiens ideer til sig.

En antropolog, som har studeret kulturelle aspekter af ”smerte”, har konstateret, at jøder tidligere end andre er opmærksom på psykiske lidelser. Den jødiske familie har i dens arvelige bagage en tradition for at indgå i diskussioner af den ene eller den anden art, og man har tidligt været opmærksom på, at den, der led af en eller anden form for ”unormal” tilstand, havde stor glæde af at dele sin”lidelse” med fællesskabet.

En anden undersøgelse går ud på, at i den jødiske historie har man kendt til ”wunderrebbes”, altså rabbinere, som man gik til, hvis man havde brug. Det kunne være en medvirkende årsag til, at jøder generelt er mindre bange for at søge professionel hjælp end andre mennesker.

3. Hvorfor har forholdet mellem religion og psykologi været så belastet?

Det kan virke meget underligt, at der kun findes megen beskeden forskning på forholdet mellem religion og psykologi. Fra USA kender vi en del historier, der fortæller, at mennesker der tror har en bedre mulighed for at komme igennem livets genvordigheder end ikke troende. På den anden

side er der givetvis resultater, der ikke viser nogen forskel.

Peter la Cour, Afdeling for Sundhedspsykologi på Panum Instituttet. henviser til flere udenlandske undersøgelser, der viser, at religiøst aktive mennesker ikke bare lever længere, men også er indlagt i færre dage og ikke lider af forhøjet blodtryk og depressioner i samme grad som mindre religiøse mennesker. Når det gælder kræft, er det endnu ikke vist, om religiøse mennesker håndterer en kræftsygdom anderledes end ikke-religiøse mennesker, men ifølge Peter la Cour kan religiøsitet fungere som en vigtig ressource. - Det etablerede system bliver nødt til at se religionen som den enorme ressource, det er. Det er ikke spor alternativt, det er ren og skær snusfornuft, siger Peter la Cour. At det er ren og skær fornuft, viser en undersøgelse fra 1996, hvor patienterne på en kræftafdeling blev spurgt, hvordan de havde haft det de seneste to dage. Samtidig skulle de svare på en række spørgsmål omkring deres fysiske, sociale, psykiske og eksistentielle liv. Det, der viste sig at have mindst betydning for, hvordan patienterne havde det, var deres fysiske velbefindende, mens det, der betød mest, var den eksistentielle dimension - om deres liv blev oplevet som fulde af mening eller det modsatte.

4. Har jødedom og psykologi overhovedet brug for hinanden?

De fleste af de første jødiske psyko-

TEMA: Religion & psykologi

loger har haft en forholdsvis traditionel jødisk opdragelse, hvor Biblen og de talmudiske skrifter var velkendte.

Derfor benyttede en del af disse psykologer også historier fra Bibelen til at belyse sider af psykologien. Historier om Kain og Abel og om stamfædrenes opdragelse af den næste generation var jo oplagte eksempler på temaer som misundelse og mindreværdskomplekser. På trods af den påvirkning de jødiske kilder har haft på psykologien, vil man ikke mindst i de mere traditionelle jødiske kredse have en skepsis overfor psykologiske

teorier, idet de kunne konflikte med de traditionelle jødiske værdier. Den jødiske ide om ”mitzvot” – forskrifter, tager udgangspunkt i det enkelte menneskes frie vilje, hvorimod den mere klassiske psykologi accepterer

”

ideer om, at mennesket kan påvirkes uden for ens egen vilje.

Med undtagelse af ganske få personer er det stort set jøder, der har været foregangsmænd for forståelse af den moderne psykologi

“Buddhismen hjælper os til at leve, så vi ikke skader andre” AF MARIA DAMSHOLT Autoriseret klinisk psykolog, specialist i psykoterapi og praktiserende buddhist siden 1990.

1. Hvad kan psykologien bidrage til buddhismen med?

Psykologien kan hjælpe umodne, uudviklede, ubearbejdede mennesker til at acceptere og forstå egne følelser, og dermed hjælpe dem sådan, at de ikke ud fra egne ubearbejdede sider misbruger religionen. Mennesker kan også være blokerede i forhold til en spirituel udvikling, og dér kan psykologien hjælpe, således at de på basis af en sund selvaccept og en realistisk opfattelse af sig selv kan gøre sig klar til en egentlig spirituel udvikling.

2. Hvad kan buddhismen bidrage til psykologien med?

Buddhismen bidrager først og fremmest til psykoterapien med sin for-

ståelse af karma (dvs. at alt hvad vi foretager os i tanke, ord eller handling afsætter spor i vores bevidsthed, og at disse spor på et eller andet tidspunkt, enten i dette liv eller i senere liv modnes i form af lidelsesfyldte eller lykkelige oplevelser) Og dernæst med sin forståelse af de fire Ædle Sandheder: 1: Der findes lidelse. 2: Der er en årsag til lidelsen. 3: Det er muligt at være helt fri for lidelse. 4: Og der er en vej til virkeliggørelse af dette.

Buddhismen hjælper os på denne måde til at leve et etisk liv, hvor vi ikke skader andre - hverken med hensyn til tanke - (som er det der sætter hele handlingskæden i gang) - ord -(som kan være sårende f.eks.) og handling -(enhver form for negativ handling over for andre væsener; f.eks. at slå

ihjel, pine, behandle dårligt etc). Og hvor vi tværtimod søger at opelske og øge vores positive potentialer med hensyn til medfølelse, forståelse, kærlig venlighed, støtte, generøsitet etc.

Vi kan heldigvis udrense vores negative karma eller vores negative handlinger og disses spor i os. Vi kan fuldstændigt udrense vores negative karma, uanset hvor tung den er. Og her har Buddhismen rigtigt mange forskellige meditations-metoder at tilbyde.

Desuden findes der tankeændringsmetoden, hvorved vi kan ændre vores syn på lidelser og dermed være med til at afhjælpe og forebygge nye lidelser.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 8

TEMA: Religion & psykologi

3. Hvorfor har forholdet mellem religion og psykologi været belastet?

Jeg synes ikke, at forholdet mellem Buddhisme og psykologi er belastet.

Tværtimod er Vipassana-meditationen grundlaget for mindfulness-meditation, som har vist sig meget effektiv m.h.t. at behandle depressioner og dæmpe smerter. Ifølge Buddhismen har vores sind et ubegrænset potentiale af godhed, kærlighed, visdom, styrke og medfølelse. Og vi skal selv være villige til at gøre en indsats for at virkeliggøre disse potentialer. Disse potentialer kan være meget tildækkede for os.

Det er Buddhismens ærinde at hjælpe os med at virkeliggøre dette i vores sind.

4. Har buddhisme og psykologi overhovedet brug for hinanden?

Naturligvis har Buddhisme og psykologi brug for hinanden. Buddhismen handler om, at vi udvikler vores sind, og at vi arbejder med os selv, så vi kan virkeliggøre vores inderste fantastiske potentiale. Psykoterapien kan være et nødvendigt trin på vejen, men behøver det ikke nødvendigvis.

Buddhismen er både en religion, en filosofi og en psykologi. Det er vigtigt at gøre sig klart, at den almindelige psykoterapi kun beskriver og beskæftiger sig med en begrænset del af psyken eller vores sind. Vores sind og

vores potentialer er så umådeligt meget mere end beskrevet i psykologien.

Dette viser sig f.eks. ved dødsprocessen, hvor det, vi almindeligvis identificerer os med, nemlig vores jeg, langsomt nedbrydes sammen med den kropslige nedbrydning. Og hvis vi kun kender til dette aspekt af sindet, står vi i vores livs sværeste situation.

Derfor er det så afgørende for os, at vi stifter bekendtskab med sindets naturs dybere virkelighed. Dette kan vi gøre gennem meditation.

”

Buddhismen bidrager først og fremmest til psykoterapien med sin forståelse af karma

“Kristendommen har et meget realistisk syn på livet” AF JØRGEN DUE MADSEN Psykiater, specialist i psykoterapi og supervision, Center for Familieudvikling.

1. Hvad kan psykologien bidrage til kristendommen med?

Psykologi og psykiatri er videnskaber, som handler om menneskers normale og sygelige psykiske liv. Som videnskaber hører de teologisk set under første trosartikel og er en del af den skabte verden, som vi mennesker skal forvalte og kreativt arbejde med for at forstå og forbedre hinandens liv.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 9

Vi mennesker tænker, føler og erfarer det religiøse med vores indre psykiske struktur, og psykologien kan hjælpe os til at forstå troen og bidrage til, at den ikke bliver hængt op i og forvrænget af usunde bindinger til forældre, autoritære sekter eller andre traumatiske forhold, der spærrer vejen til en sund og kreativ tro. Troen kan i nogen henseender sammenlignes med seksualiteten. Ligesom seksualiteten kan

perverteres, traumatiseres eller negligeres, kan der ske det samme med troen. Vejen ud af begge dele er ikke, at seksualiteten fjernes, eller troen forlades, men at der hentes hjælp til at få disse livskræfter til at fungere på deres egne betingelser til menneskers bedste. Det kan god, faglig psykologi og psykiatri hjælpe til med. Ikke med et snuptag, men ved et trofast nysgerrigt samarbejde i en frugtbar relation.

TEMA: Religion & psykologi

2. Hvad kan kristendommen bidrage til psykologien med?

Kristendom har et meget realistisk syn på et menneskes liv. Vi sættes på plads af, at vi er begrænsede mennesker og må forholde os til tiden, døden, ensomheden og ansvaret. Samtidig tilkendes vi en uendelig værdi som elsket af Gud. Denne dobbeltforståelse kan være en stor frihed til ikke at skulle være små guder, men være de helt almindelige mennesker, som vi er, og som vores livsvilkår har givet os. Kristendom er nåde og et stort korrektiv til al gerningsretfærdighed inklusive en psykologi, som nogle gange kan stå i fare for at tilbyde selvudvikling, lykke og svar på livets eksistentielle spørgsmål. Kristus sætter os på en god plads, når han tilbyder os at elske Gud og vores næste som os selv.

Historisk set kan man slet ikke tænke vore dages psykoterapi, som den har udviklet sig de sidste hundrede år, uden kirkens nitten hundrede års sjælesorg som forløber.

”

3. Hvorfor har forholdet mellem religion og psykologi været belastet?

Svaret på det kan ikke gøres kort. En påfaldende stor del af de psykologiske teoretikere levede i en tid og i en familie, hvor de havde personlige opgør med en religion med i bagagen. For Freud var det jødedom. I rigtig mange år blev religiøs tro og adfærd tolket reduktionistisk af de psykologiske videnskaber. Troen var ”intet andet end” en måde at tackle angst på, tvangsfænomener, forældrebindinger osv. Og i Freuds og efterfølgeres forståelse ville fornuften vinde på den lange bane. I takt med den almindelige sækularisering udvikledes der specielt i forrige århundrede en uhellig alliance mellem denne og den psykologiske imperialisme, som tænkte for stort om sig selv. Det har heldigvis ændret sig i en vis grad. Freud fik ikke ret og har mistet en del status. Fornuften er her heldigvis stadig, samtidig med at religion og menneskers tro mere eller mindre er en vigtig faktor for mennesker i hele verden. Der er også fagligt set en hel anden forståelse for religionens betydning nu end for blot ti-tyve år siden, og i dag kan man i mange faglige sammenhænge se på en sund tro som en kreativ kraft og en beskyttelsesfaktor for et menneskeliv.

4. Har kristendom og psykologi overhovedet brug for hinanden?

Man kunne ligeså godt spørge om religion og medicin eller pædagogik eller andre videnskaber har brug for hinanden. Alle videnskaber er af det gode, når de finder deres plads, dvs. er nysgerrige, tør spørge og undersøge alt, og samtidig ved, at de ikke er guder og ikke kan udtale sig om de evige tings essens, om Guds eksistens, livets mening m.v. Religion er her i denne verden, hvad enten man tror eller ikke, og vil formentlig være en kreativ eller destruktiv kraft i menneskers liv i alle mulige samfund nu og fremover.

Religion er som varmen, der kan give lys og fællesskab, men som i perverteret form kan forbrænde mennesker og samfund. Psykologien kan være vigtig for at forstå og udfordre al religiøs tro, specielt når den fungerer destruktivt hos den enkelte eller i større grupper.

Og på den måde har al religion rigtig megen brug for god psykologi.

Vi mennesker tænker, føler og erfarer det religiøse med vores indre psykiske struktur, og psykologien kan hjælpe os til at forstå troen og bidrage til, at den ikke bliver hængt op i og forvrænget af usunde bindinger til forældre, autoritære sekter eller andre traumatiske forhold, der spærrer vejen til en sund og kreativ tro IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 10

Gæstehuset af Rumi, sufidigter fra det 13.århundrede

Et menneskeliv er et gæstehus, hver morgen en ny ankomst.

En fryd, en forstemthed, en nedrighed, et øjebliks bevidsthed kommer uventet på besøg.

Byd velkommen og bevært dem alle!

Og er det en flok sorger, der raserer dit hus og rydder det for møbler, så giv alligevel hver gæst en god behandling.

Han renser dig måske og forbereder dig til nye glæder.

Den dystre tanke, skammen, skadefryden, mød dem leende ved døren og byd dem indenfor.

Vær taknemlig, hvem der end kommer, for hver eneste er blevet sendt som en vejleder fra den anden side.

Meditation af Lene Skovmark

Sæt dig godt til rette. Mærk føddernes kontakt med gulvet.

Hvil i dit åndedræt.Forestil dig din krop - eller dit hjerte som et gæstehus. Du er vært i huset.Gæsterne er forskellige tanker eller følelser, der kommer på besøg. Du står i døren og tager imod gæsterne. Læg mærke til den første gæst, der kommer på besøg. Hvilken slags tanke er det? Giv den navn - er det kritikeren, dommeren, planlæggeren, mismodet? Byd gæsten velkommen. Lyt til budskabet og send den venligt bort igen. Vent på den næste gæst - byd velkommen - giv navn - lyt - send venligt bort. Sid nogle minutter med vågen opmærksomhed på dine tanker.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 11

TEMA: Religion & psykologi

”Sammenhængen er så stærk, at der må være en finurlig Gud bag”

Interview: Når vi genopdager de dybe sammenhænge i vores familie og slægt, får vi øje på kærligheden, der binder os sammen. Det kan forløse traumer og forsone os med hinanden – hen over vrede og død. Det er Ele Bondes erfaring med den systemiske terapiform familieopstilling.

AF MALENE FENGER­-GRØNDAHL Journalist og forfatter ”Bibelen er fuld af fortællinger om sammenhænge og om den kærlighed, der binder os sammen på en meget dybere måde, end vi lige kan se. Slægter er bundet sammen af begivenheder på tværs af tid og sted. Det kan se ud som forbandelser, men som jeg ser det, er det først og fremmest en kærlighed, som er stærkere end det, der splitter os. Det er en kærlighed, som betyder, at vi slet ikke kan vikle os ud af den sammenhæng, vi fødes ind i.

Den ’forvikling’ og den bagvedliggende kærligheds styrke har familieopstilling blik for – og det adskiller den fra mange moderne terapiformer og fra den måde, vi tænker os selv i psykologiske termer. Derfor er familieopstillingen for mig mere sand og langt mere kraftfuld end mange andre terapiformer,” siger Ele Bonde.

Hun er oprindeligt uddannet cand. phil. fra Aarhus Universitet, men har siden taget en uddannelse i bibliodrama og i den systemisk fænomenologiske terapiform, der kendes under navnet ’familieopstilling’. Igennem en årrække har hun arbejdet som diakon, afholdt kurser i sjælesorg og fungeret som leder af familieopstilling samt afholdt retræter. En del af arbejdet har hun lavet sammen med sin mand, Steen Bonde, der er hospitalspræst og i mange år har været engageret i IKON. Katolsk missionær blev inspireret af Afrika Uddannelsen til familieopstiller har Ele Bonde taget i Tyskland, hvor hun stammer fra og er vokset op, og hvor terapiformen er mere udbredt og bredere anerkendt end i Danmark. Den

PORTRÆTFOTO: Søren Kjeldgaard

blev udviklet af en tysk katolsk missionær og psykoterapeut Bert Hellinger, som havde arbejdet mange år i Afrika og der fundet inspiration til at se mennesket som en del af dybere sammenhænge, end vi typisk gør i en vestlig sammenhæng. Familieopstilling er således en fusion af forskellige terapeutiske retninger – bl.a. psykoanalysen – samt forestillinger om forfædre og aner, hentet fra Hellingers arbejde i Afrika. ”Familieopstilling er ikke nogen religiøs eller kristen terapiform, men der er ligheder mellem det blik for sammenhænge, som familieopstilling baserer sig på, og som karakteriserer Bibelens beretninger, ikke mindst i Gamle Testamente, og jeg oplever også, at der er ligheder mellem arbejdet med bibliodrama og familieopstilling,” siger Ele Bonde.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 12

TEMA: Religion & psykologi

”

Efter den første familieopstilling, hvor Ele Bonde fik øje på de dybe sammenhænge i de ulykkelige begivenheder i sin slægtshistorie, forsvandt hendes trang til at forulykke i sin bil

Skepsis over for at sammentænke religion og psykologi Ele Bonde, der er født og opvokset i Tyskland, uddannede sig i 1990’erne i bibliodrama hos den katolske pallatinerorden i Sydtyskland, og det var en af pallatinerordenens munke, der i 2002 introducerede hende for familieopstilling. ”Jeg vidste med det samme, at her var en skat, jeg måtte udforske mere.

Jeg besluttede at uddanne mig i det, og i løbet af de næste to år uddannede jeg mig i familieopstilling og blev den 2. i Danmark, der var uddannet som familieopstiller. Siden gik det op for mig, at der i Danmark er en udbredt skepsis over for at tænke religion og psykologi sammen. Men for mig er der ingen modsætning; jeg er vokset op i et miljø, hvor sjælesørgeriske samtaler bygger på en helhed mellem

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 13

tro og psyke, og for mig at se er der en god sammenhæng mellem fx bibliodrama og familieopstilling,” siger hun.

Stedfortrædere mærker traumer og tabuer Familieopstilling kan foregå som en individuel seance, hvor man fx kan bruge træfigurer som ’stedfortrædere’ for familiemedlemmer. Men ofte foregår opstillingen i en gruppe af personer, der ikke på forhånd kender hinanden. Sammen med lederen vælger den person, der har et problem, som vedkommende ønsker ’stillet’, hvilke personer, der skal indgå i opstillingen.

Det er oftest nære slægtninge, og det kan være både levende og afdøde. De er typisk ikke til stede, i stedet bruges stedfortrædere. Stedfortræderne mærker ting, som de ikke har umiddelbart kendskab til, og de har krops-

lige reaktioner, som ikke har noget at gøre med dem eller deres sammenhænge. De får f.eks. hovedpine, bliver varme eller kolde, får ondt i maven osv. ”Jeg kan ikke forklare videnskabeligt, hvad der sker, men blot sige, at der opstår et vidensfelt, hvor de tilstedeværende ved ting, som den, der får lavet opstillingen, tydeligt kan mærke, er sande. Det kan være glemte og fortrængte traumer og tabuer i en familie, som viser sig i opstillingen”, siger Ele Bonde.

Individuel terapi kommer til kort De seneste 10-15 år har Ele Bonde arbejdet med både bibliodrama og familieopstilling, og hun oplever, at interessen for begge dele er stigende.

Hun oplever, at de, der kommer til bibliodrama eller familieopstilling,

TEMA: Religion & psykologi

ofte er frustrerede over, at de mere individuelt orienterede terapiformer kommer til kort. ”Generelt baserer vi i vores samfund vores forståelse af mennesket på en ide om, at vi kan og skal realisere os selv som individer ved fx at ændre vores tankegang og handlemønstre og om nødvendigt vælge at afbryde forbindelsen til vores forældre. Men vi ser jo også, at det med at kappe alle bånd virker ikke. Det, der smerter, må vi forsone os med i kærlighed. For vi er født ind i en sammenhæng, som er dybere, end vi lige kan se. Der er en understrøm, som er stærkere end individets umiddelbare ønsker og behov, og som går dybere end det, vi normalt taler om som arv og miljø. Det viser sig, når den vrede, vi bruger til at bryde forbindelse med en forælder, virker som en elastik, man spænder længere og længere ud. Den springer ikke; i stedet trækkes vi tilbage med et klask og opdager, at vi ikke er fri alligevel.

Vi ser måske, at vores børn hænger fast og gentager de samme mønstre, som vi selv er præget af, og vi føler os magtesløse og vrede,” siger Ele Bonde.

Forståelse og forsoning Hun mener, at det er der, familieopstilling kan skabe en forståelse for de dybere sammenhænge, som ligger under de mønstre, vi føler os fanget af. At få øje på dem kan være forsonende og forløsende og meget aflastende, forklarer hun.

Som et eksempel nævner hun en familie, hvor en mor mister et barn og ikke kan komme over sorgen. Hun kan ikke vende sig mod de andre børn, hun siden får, for hendes sjæl er optaget af det barn, der er dødt. Der kan så ske det, at et af børnene forsøger at indtage den plads, som det første barn skulle have haft og på forskellige måder forsøger at gøre moren opmærksom på den sorg, som er hendes. ”Et barn vil altid forsøge at genoprette balancen i familien, og det er her, den stærke kærlighed viser sig. Vi er så

FOTO: Fra en dokumentarfilm om familieopstilling af Liv Dhanyo Thommesen, https:// www.linkedin.com/pulse/n%C3%A5r-barndommen-g%C3%B8r-ondt-dokumentarfilmom-en-liv-dhanyo-thommesen.

bundet ind i vores familie, at vi altid – på forskellige måder, vi ikke altid selv kan se årsagen til – forsøger at genoprette balancen. I udgangspunktet er det smukt, men det er klart, at for det barn, der af kærlighed til moren forsøger at rette op på ubalancen efter et andet barns død, kan det blive en sorg og et traume. For barnet er jo ulykkeligt over ikke at blive set,” siger Ele Bonde.

Ritual rækker ud over døden Det fantastiske ved familieopstilling er ifølge Ele Bonde, at dér kan barnet blive set – det er ikke for sent, selv om barnet er blevet en kvinde på 30 år, og moren er død. Hun forklarer, at en opstilling for en kvinde i den beskrevne situation kan begynde med, at kvinden ikke selv er klar over, at hun har følt sig overset. Hun kommer måske med en blandet følelse af sorg og skyld. Men i opstillingen sker det så, at stedfortræderen for moren kigger ned i gulvet og giver udtryk for, at hun ikke kan kigge på datteren, at

hun føler sig låst fast. Når det så bliver klart, at det skyldes tabet af det andet barn, bliver det klart for kvinden, at hun føler en dyb smerte og vrede mod moren over ikke at være blevet set.

Samtidig bliver det tydeligt, at følelsen af sorg og skyld hører til moren. Og så kan opstilleren hjælpe deltagerne med at gennemføre et ritual, hvor kvinden faktisk bliver set: ”Helt konkret sker der det, der ikke skete for 30 år siden. Der kommer en reaktion hos den, der er stedfortræder for moren. Hun ser på sit døde barn og forsoner sig med det frygtelige, der er sket. Hun giver slip, og så retter hun blikket mod det andet barn og kan kigge på hende med klart blik og sige ’nu ser jeg dig, og hvor er jeg ked af, at jeg ikke har set dig før’.

Det er helende - og i øvrigt også meget smukt. For man mærker, at det, der sker, ikke bare er en leg eller et ritual, men at moren rent faktisk har forsonet sig og er i stand til at bære sorg og skyld selv, og datteren er fri.”

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 14

”

TEMA: Religion & psykologi

Det kan være glemte og fortrængte traumer og tabuer i en familie, som viser sig i opstillingen

Den gamle sorg blev synlig Ele Bonde oplevede selv under sin første familieopstilling, at hun blev klar over noget, som hun kun svagt vidste, ja nærmest havde glemt. ”Jeg fandt ud af, at min oldefar havde taget sit eget liv, og at min bedstefar havde fundet ham. Og jeg så en sammenhæng med min egen historie, for min far døde i en trafikulykke, da jeg var ni år. På det her tidspunkt var jeg ikke forsonet med det; jeg var på mange måder stadig det barn, der havde mistet min far; det var min identitet.

Jeg var også meget andet, men det fyldte meget i min selvforståelse. Men midt i denne her opstilling slog det ned som en sandhed, at der var denne sammenhæng mellem min far og hen til min farfar og oldefar. Jeg så, at det, jeg bar, var en gammel sorg, som var større end min sorg over min far. Det var derfor, jeg ikke havde kunnet slippe den…”

Ele Bonde havde på det tidspunkt gennem en årrække oplevet, at hun trods et godt liv, som hun ikke ønskede at give slip på, jævnligt fik en stærk trang til at køre sin bil ind i noget og forulykke. ”Jeg forstod det ikke, for jeg ville jo ikke forlade min familie. Men nu blev det klart, at den trang bundede i, at jeg ønskede at komme hen til den ulykke, der virkede så dybt i mig.

Det var en dyb kærlighed, der trak i mig. Og hvis jeg ikke havde haft det så godt i øvrigt, kunne jeg måske have givet efter for den trang til at køre mig selv ihjel, og så ville min familie have

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 15

siddet tilbage med mange spekulationer. De ville have ledt efter forklaringer og lagt skyld på sig selv for noget, som slet ikke handlede om dem, men om en meget dybere sammenhæng langt tilbage i min slægt. For mig var det et stærkt bevis på, hvor frigørende det kan være at få øje på de sammenhænge, der er som en understrøm i vores liv. For ser vi ikke dem, føler vi os magtesløse over for noget, vi ikke rigtig kan tilordne vores eget liv.”

Destruktive mønstre dækker over kærlighed Ele Bonde forklarer, at hun mange gange har set, hvordan familieopstilling kan give blik for de understrømme, som umiddelbart kan give sig udslag i destruktive mønstre, men som faktisk er udtryk for kærlighed og loyalitet. ”Vi taler om den blinde kærlighed, og det er den, der skal gøres synlig og seende. For så kan vi give vores kærlighed et andet og sundere udtryk. Jeg behøver ikke mere at vise min kærlighed ved selv at gå i døden, ligesom min oldefar gjorde, men netop ved at gøre det, han ikke formåede, nemlig at levet livet fuldt ud.”

Efter den første familieopstilling, hvor Ele Bonde fik øje på de dybe sammenhænge i de ulykkelige begivenheder i sin slægtshistorie, forsvandt hendes trang til at forulykke i sin bil. ”Det var fuldstændig væk, og det var en kæmpe lettelse,” siger Ele Bonde.

En finurlig Gud bag den stærke kærlighed Hun tilføjer, at hun oplever det sådan, at hele det system af kærlige bindinger, vi alle er viklet ind i, er så vidunderligt, at det må være Gud, der har tilrettelagt det for os. ”Jeg ved det jo ikke, men jeg tænker, at der må være en finurlig Gud bag det. En Gud, der har skabt os som væsener, der relaterer og ikke kan vikle os ud af den kærlighed, vi er født ind i, fordi den er så stærk. Uden at vi ved det, styres vi af den kærlighed til vores slægt. Det er lagt dybt inde i os. At forvandle det til en forsonet, forløst og fri kærlighed, det er så vores fornemste opgave i livet, og det fantastiske er, at vi faktisk kan overskride tid og rum og forsone noget selv ud over døden. Det er, hvad jeg oplever i familieopstillingens rum.”

Læs mere om Ele Bondes arbejde med bl.a. familieopstilling her: http://www. liv-i-samspil.dk.

TEMA: Religion & psykologi

Kirken har alt at vinde ved at udfolde den rigdom af livsvisdom og åndelig praksis, der findes i den kristne tradition. For sin egen skyld og ikke mindst for de, der søger åndelighed i de mange tilbud, der er udenom den religiøse sammenhæng, mener Lene Skovmark. Hun underviser i Heartfulness meditation på aftenskoler og kommer her med et bud på, hvordan Mindfulness og kristen praksis kan komplementere hinanden

“Ingen behøver gå over åen...”

AF LENE SKOVMARK Præst og instruktør i Mindfulness På et kursus i Mindfulness slog det mig, hvor meget metoderne og indsigterne i sindet minder om det, jeg har læst og erfaret inden for kristendommen. Det ses særligt ved Centrerende bøn, som jeg har praktiseret gennem mange år.

Det skyldes dels, at Thomas Keating, som er ophavsmanden til Centrerende bøn, gennem sin dialog med zen-buddhister er inspireret af Østens åndelige praksis.

Og at han gennem meditation og fordybelse har gjort sig nogle grundlæggende erfaringer om sindet og bevidstheden. Centralt i både Mindfulness og Centrerende bøn er: • At opøve et bevidst nærvær i forhold til sindets rørelser.

• At træne evnen til at skelne tanker, følelser og impulser.

• At leve ud fra hjertet i et kærlig-

hedsfyldt og opmærksomt nærvær.

Det er indsigter, som er beskrevet hos ørkenfædrene fra det 3. og 4. århundrede og som genfindes hos mediterende og sandhedssøgende mennesker på tværs af religiøse traditioner.

Udbredelsen af Mindfulness vidner for mig at se om en åndelig længsel og en fremmedgørelse for vores egen kristne tradition i samfundet, såvel som inden for kirken. Det har længe ligget mig på sinde at holde kurser på aftenskoler i meditation med baggrund i vores kristne kulturgrundlag - ud fra devisen at ingen behøver at gå over åen for at lære at meditere.

Udgangspunktet for mit kursus i Heartfulness er de metoder og indsigter, der er beskrevet i Thomas Keatings og Cynthia Bourgeaults bøger.

Dette kombineres med øvelser fra Mindfulness, i det omfang de under-

støtter intentionen i den centrerende bøn. Det er øvelser med håndtering af tanker og følelser med fokus på åndedræt, krop og sansning. Det er altså ikke et kursus i Centrerende bøn som sådan, men et kursus i, hvordan man med en kristen bevidsthed kan bruge og kombinere gangbare metoder, som fører til ro i sindet, rodfæstethed i troen og et kristent liv.

Den kristne ressource I nogle former for Mindfulness har man bevaret den åndelige dimension.

Her er målet ikke i sig selv at håndtere tanker og følelser og få fred i sindet, men at nå ind til og leve ud fra buddha-naturen, som er ren medfølelse.

Det danner god klangbund i forhold til kristen forståelse.

Som forberedelse til mine kurser læste jeg blandt andet Jon KabatZins

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 16

TEMA: Religion & psykologi

bog ”Lev med livets katastrofer.” Med ’Livets katastrofer’ mener forfatteren dramatiske hændelser som livstruende sygdom, dødsfald eller at miste sit arbejde. På det indre plan kan for eksempel tab af kontrol opleves som en katastrofe for egoet, og det kan medføre, at man mister fodfæste.

I slutningen af bogen skriver KabatZin: ”Vores viden fra de otte uger skal ud og prøves af i den store verden, hvor vi ikke har andet at falde tilbage på end vores egne indre ressourcer.”

Det er godt og vigtigt at blive mindet om, at vi har de nødvendige ressourcer for at mestre livet, herunder iboende guddommelige ressourcer. Det er også en kristen tanke - mennesket er skabt i Guds billede, og Kristus bor ved troen i hjertet. Men hvad så, når vi oplever, at de indre ressourcer ikke slår til? Når livet brister? Så er det, at det ’særligt kristne’ kommer ind. Jeg er ikke overladt til mig selv i den store verden, men er skabt, villet og elsket af Gud. Jeg bliver grebet, når jeg giver

MINDFULNESS

er en træning af sindet for at modvirke stress og lindre og helbrede fysiske og psykiske lidelser. Mindfulness stammer fra buddhismen og er oversat til vestlig sammenhæng af Jon Kabat-Zinn. I Danmark er det udbredt i erhvervslivet og som tilbud på aftenskoler.

CENTRERENDE BØN

går i al sin enkelhed ud på at vælge et ord, der udtrykker ens intention eller længsel.

Hver gang man registrerer en tanke, vender man opmærksomheden tilbage til ordet. I centrerende bøn samtykker man med Guds nærvær og virke i hjertet.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 17

slip og lader mig falde. Guds nåde, kærlighed og tilgivelse rejser mig op igen og igen. Gud er indeni, men også uden for mig, og i Kristus kalder Gud os til fællesskab og et liv i tjeneste og selvhengivende kærlighed.

Kristen meditation er bøn. Stille, lyttende bøn. Det er at lægge ord og tanker til side og åbne hjertet for Gud. Ifølge Thomas Keating handler Centrerende bøn om at samtykke med Guds nærvær og handling i hjertet.

At være i orkanens øje I sin bog beskriver KabatZin, at Mindfulness handler om at nå til en tilstand af glæde og tilfredshed midt i lidelsen, at skabe en ’ø af væren’. Det svarer til udtrykket at være i orkanens øje.

Denne tilstand af glæde og tilfredshed på trods minder om troens hvile hos Gud, som er beskrevet i flere af vores salmer. ’En fred, som ingen sorg tør røre’. ’Lad mig stille hvile i ve og vel hos dig’. ’Glædelig er hver en dag, som leves til Guds velbehag, omend

HEARTFULNESS MEDITATION

stammer fra den kontemplative klostertradition. Cisterciensermunken Thomas Keating har oprettet organisationen “Contemplative Outreach”, en verdensomspændende bevægelse, som har til formål at udbrede brugen af Centrerende bøn, som senere er blevet kaldt Heartfulness meditation. Målet er at blive forvandlet i Kristus og at leve ud fra sit sande selv i kærlighed og opmærksomhed.

vi måtte græde’. ’At mig dagen fryder trods synd og død - at al mørkhed svinder og sjæleve, blot jeg trygt vil sige: din vilje ske.’

I Bibelen er der mange vidnesbyrd om troens hvile. Jesus trak sig op i bjergene og tilbragte natten i bøn. Han tager disciplene med ud til et øde sted, for at de kan hvile sig lidt - og skabe en ’ø af væren’. Jesus underviser i at leve ubekymret og giver hvile til dem, der slider sig trætte og bærer på tunge byrder. Jesu udsagn: ’gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til far, som er i det skjulte’, tolker Thomas Keating som en invitation til at gå ind i hjertets kammer, the inner room.

Tilliden til Gud i farefulde situationer er beskrevet billedligt flere steder i Salmernes Bog. Salmistens kamp mod fjenderne kan forstås i overført betydning som alt det, der forstyrrer sjælefreden. Det kan være tanker, emotioner og falske forestillinger om Gud, sig selv og andre. Eller dæmoner.

Her nogle vers fra Salme 27:

TEMA: Religion & psykologi

Selv om en hær belejrer mig, er mit hjerte uden frygt; selv om der føres krig imod mig, er jeg dog tryg.

Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt og løfter mig op på klippen.

Hos ørkenfædrene er hvilen hos Gud beskrevet som den kontemplative tilstand. Contemplo betyder at skue, betragte. Kontemplation er både den åndelig øvelse og målet for den kristne vandring: at skue Gud og nå til troens forening med Gud i kærlighed.

Guddommelig terapi Udfordringen er så at nå ind til denne tilstand af glæde og tilfredshed midt i lidelsen. Det er en lang vej, hvor det er nødvendigt at lære at skelne sindets rørelser, så man ikke lader sig rive med af tanker, følelser og emotioner.

Det er helt centralt i Mindfulness og beskrevet hos Thomas Keating og i den kristne tradition.

Bøn fører til selverkendelse. I centrerende bøn åbner man sig for Helligåndens afslørende og rensende lys.

Der sker en gradvis genoprettelse af Gudsbilledet, så jeg bliver den, jeg er.

Den process indebærer et psykologisk arbejde. Det mener jeg ligger i Paulus’ udsagn om at arbejde på frelsen (læs: forløsning). Derfor kalder Keating også centrerende bøn for guddommelig terapi.

Thomas Keating illustrerer personlighedens lag med tværsnittet af en flod. Overfladen med bølger og

”

”

Udbredelsen af Mindfulness vidner for mig at se om en åndelig længsel og en fremmedgørelse for vores egen kristne tradition i samfundet, såvel som inden for kirken både er dagsbevistheden med skiftende tanker, forestillinger, følelser og omstændigheder. Dagsbevidstheden er aktiv i dagligdagen, og her udvikles det falske selv med dets neuroser. Selve floden står for menneskets åndelige bevidsthed. Her opstår tanken om, at der er mere mellem himmel og jord og her udspringer evnen til at forundres og kende det sande, det skønne og et gode. I dybden af floden er det sande selv, intuitionen og samvittigheden.

På bunden af floden er det guddommelige nærvær. Her har Gud lagt sit billede. Gennem centrerende bøn vækkes bevidstheden og gudsbilledet genoprettes. I østortodoks teologi taler man om en uberørt sjælegrund, et sundt sted, som ikke er påvirket af omskiftelige følelser, tanker og omstændigheder. Guds billede ligger som et spejl, der kan være sodet til og må renses, så mennesket kan genspejle Guds lys og kærlighed i dets relationer og i verden.

Målet med Heartfulness meditati-

on er forvandling i Kristus, ”transformation in Christ”. Et liv, hvor Kristus vinder skikkelse. Meditationen fører til indsigt om det falske selv og til et liv i tjenende kærlighed i samklang med vores dybeste bestemmelse.

2 x 20 minutter om dagen Thomas Keating anbefaler at praktisere Centrerende bøn i 20 minutter to gange om dagen - ud fra en erfaring af, at det tager cirka 20 minutter før sindet falder til ro. Kendetegnet for den kontemplative bøn er, at den er ordløs. Det er samvær med Gud, i stilhed at åbne sind og hjerte for Gud. Det er en del af kristen praksis med andre former for bøn, meditativ læsning af Bibelen, lectio divina, åndelige øvelser og tjeneste.

Frugten af den kontemplative bøn er et kontemplativt liv i kærlighed og opmærksomhed. Det er et helt almindeligt liv i Guds lys.

Thomas Keating illustrerer personlighedens lag med tværsnittet af en flod (...) På bunden af floden er det guddommelige nærvær IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 18

mini-tema

De 7 dødssynder Muslimer og buddhister kan også bruge

læren om dødssynder

Interview: De syv dødssynder bliver af mange opfattet som et forældet kristent katalog over handlinger, som kirken fordømmer. Men de er snarere en dyb psykologisk beskrivelse af menneskets natur, som genfindes inden for andre religioner, og som er relevant for alle mennesker i dag. Det mener teolog og forfatter Martin Herbst, der er aktuel med en bog om netop det.

AF MALENE FENGER­-GRØNDAHL Journalist og forfatter De er der overalt, de syv dødssynder. I filmens verden kan du blot kigge nærmere på Francis Ford Coppolas Godfather. Du kan også kigge tilbage til de gamle grækere. Genlæs Odysséen, og du vil opdage, at de onde er dem, der ligger under for laster som grådighed,

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 19

liderlighed, dovenskab, raseri, misundelse og hovmod. De gode, eksemplificeret med Odysseus og hans hustru Penelopeia, forfalder derimod ikke til den slags. Så jo, de syv dødssynder liderlighed, hovmod, misundelse, grådighed, frådseri, dovenskab og vrede – er ikke forsvundet ud af vores kultur.

PORTRÆTFOTO: Søren Kjeldgaard

Heller ikke selv om mange nok rynker på næsen eller trækker på smilebåndet, når de listes op. For hvad er det andet end forældet kirkeligt gods, som er blevet brugt til at få mennesker til at angre deres handlinger, betale aflad og indordne sig under kirkens moralkodeks?

MINI-TEMA: De 7 dødssynder

Spillevende dødssynder Spørger man Martin Herbst, teolog og forfatter, er de syv dødssynder imidlertid spillevende og yderst relevante, men ikke i den form, de fleste nok forestiller sig dem: ”De syv dødssynder repræsenterer almenmenneskelige udfordringer, som ingen af os kommer udenom, uanset om vi bekender os til kristendommen, islam, buddhisme, hinduisme eller opfatter os selv som ikke-troende. Efter min mening indeholder læren om dødssynderne en meget nuanceret forståelse af mennesket som krop, sjæl og ånd – og af den dobbelthed, som vi er underlagt, fordi der i vores muligheder også altid er en risiko for misbrug. De syv dødssynder er altså ikke handlinger, som vi skal undgå for at redde os selv fra fortabelse, men en beskrivelse af et forvrænget brug af de gode gaver, livet byder på.”

Til daglig er Martin Herbst sognepræst i Korsvejskirken på Amager.

Desuden er han forfatter til en række bøger og artikler, bl.a. om sin vej fra medlem af Moonbevægelsen til folkekirkepræst – og som læserne af IKON vil vide, er han også medlem af magasinets redaktionsgruppe og skriver selv artikler her i bladet. Den 1. maj udkom en ny bog fra hans hånd, om de syv dødssynder, deres historie og deres relevans i dag. Bogen består af

”

et indledende og afsluttende kapitel skrevet af Martin Herbst og syv kapitler, hvor forskellige skribenter tager hver en dødssynd under behandling: Liderlighed, hovmod, misundelse, grådighed, frådseri, dovenskab og vrede.

Balance i stedet for fornægtelse De fleste af bogens forfattere er kristne, men Martin Herbst understreger, at læren om dødssynderne har en almenmenneskelig relevans: ”Mange af de problemer, vi kæmper med i dag som individer og samfund, er udtryk for, at vi ikke har forstået læren om de syv dødssynder. Vi tror enten, at vi kan gøre synderne til dyder og dermed opnå større frihed, eller at vi skal undgå synden ved at fornægte vores behov og længsler. Men sandheden er, at vi skal finde en balance.”

Som eksempel nævner han, at vores forhold til mad ofte bliver ekstremt ved, at vi enten spiser overdrevent sundt eller overspiser. ”Men problemet er ikke, om vi vejer lidt eller meget. Problemet er, hvis vi forsøger at bruge mad eller madkontrol til at mætte et eksistentielt behov, som vi kun kan få mættet ved fx at blive elsket af andre. Så frådseri er ikke, at vi spiser for meget eller for lidt, men at vi spiser af en forkert årsag.”

Løsningen på vores tendens til et usundt frådseri er derfor hverken at holde op med at spise eller at give fuldstændig los. Det er tværtimod at

Ideelt set vil bevidstheden om de syv dødssynder og deres positive modsætninger overflødiggøre det overflodsog overvågningssamfund, vi nu er underlagt

finde ud af, hvorfor vi spiser, som vi gør. Hvad er det for en længsel eller for et behov, der driver os? Og bør det behov dækkes på en anden måde? Og hvordan kan vi så frådse på en god måde? ”Der findes et godt frådseri, som er den glade nydelse af mad og drikke sammen med andre. Jesus gjorde det også. Han spiste og drak med syndere og toldere og blev korsfæstet for det.

Vi skal gøre det samme. Frådse på en måde, der ikke fratager andre noget, men hvor vi deler med hinanden i glæde. Det er det gode frådseri, og at nå frem til det er målet. Målet er ikke at undertrykke vores trang til nydelse,” siger Martin Herbst.

På samme måde mener han, at der findes en god liderlighed, som kan udfoldes i et seksuelt forhold mellem to mennesker, der respekterer hinanden. ”Det er vigtigt, at der bliver plads til den. Ligesom vi skal værne om det hovmod, der viser sig som sund stolthed. Og den gode vrede, som kan tage form af retfærdig harme og længsel efter retfærdighed.”

Fra laster til synder I sin bog sporer han tanken bag de syv dødssynder tilbage til før-kristen tid, da antikkens filosoffer opfattede mennesket som et væsen, hvis natur bestod af fysiske, følelsesmæssige og intellektuelle behov. Denne forståelse overtog mange tidlige kristne teologer, som i øvrigt ikke brugte begrebet synder, men laster eller tilbøjeligheder. Men fra omkring 1200-tallet blev det almindeligt at tale om dødssynder som konkrete handlinger. Martin Herbst mener, at vi skal tilbage til forståelsen af de syv dødssynder som tilbøjeligheder, der kan føre til misbrug af gudgivne behov. Og han mener, at denne forståelse af dødssynderne kan finde genklang i andre religiøse traditioner.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 20

MINI-TEMA: De 7 dødssynder

Dødssynder i hinduisme og buddhisme ”Den indisk-hinduistiske kultur rummer det store epos Mahābhārata, som beskriver to slægters kamp, og som på mange måder er en gennemspilning af de syv dødssynder, sådan som vi også ser dem udspille sig i de første kapitler af 1. Mosebog, og også buddhisme og islam forholder sig til de her grundudfordringer.”

Martin Herbst mener, at buddhismen med sine centrale begreber om begær (grådighed), vrede og forblændelse (selvindbildning) meget præcist identificerer de udfordringer, som er grundlæggende for mennesket. Men hvor kristendommen – i den version, Martin Herbst plæderer for – forsøger at transformere tilbøjelighederne til noget godt, forsøger buddhismen snarere at opløse dem: ”Den afgørende forskel på kristendom og buddhismen er, at Buddha opfatter behovene som en form for illusion, man skal frigøre sig fra ved at opløse dem. Det kan minde om de kristne ørkenfædres asketiske forsøg på at undertrykke deres drifter og behov. Der mener jeg, at buddhismen – og til dels ørkenfædrene – tog fejl, fordi de gør de gudskabte gaver til noget ondt og syndigt i sig selv. Efter min mening er det vores misbrug af dem, der er synden. Ifølge kristendommen har vi en gudbilledlighed i krop, sjæl og ånd, og det er den gudbilledlighed, vi skal have for øje, når vi beskæftiger os med de syv dødssynder. Gør vi det, bliver læren om de syv dødssynder befordrende for en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske og agere socialt. Ideelt set vil bevidstheden om de syv dødssynder og deres positive modsætninger overflødiggøre det overflods- og overvågningssamfund, vi nu er underlagt.” siger Martin Herbst.

DÆMONER & DØDSSYNDER

• Traditionen om dødssynder kan spores tilbage til ørkenfaderen Evagrius Ponticus (345-399). På hans liste var otte udfordringer, som eneboermunken måtte konfrontere i sin moralske og åndelige udvikling. Han beskrev dem som otte dæmoner, en slags psykologiske fænomener, der resulterede i forskruede tanker eller tilskyndelser: Frådseri, liderlighed, grådighed, sorg, vrede, håbløshed, forfængelighed, hovmod.

• Munken Johannes Cassian (360-435) introducerede Ponticus’ tanker til Vesten og til klostrene der. Han brugte dog ikke begrebet tanker, men laster.

• Pave Gregor (540-604) overtog Johannes Cassians liste, men skiftede dovenskab ud med misundelse og reducerede tallet fra otte til syv.

• Teologen og filosoffen Thomas Aquinas (1225-1274) overtog Cassians liste, men skiftede sorg ud med dovenskab.

• I sin Guddommelige Komedie brugte Dante en næsten tilsvarende liste: - Hovmod – superbia - Misundelse – individia - Vrede – ira - Dovenskab – acedia - Grådighed – avaritia - Frådseri – gula - Liderlighed - luxuria

DE SYV DØDSSYNDER & BIBELEN

De syv dødssynder er ikke listet op i Bibelen på samme måde som fx De Ti Bud. Men dødssynderne optræder både i Gamle og Nye Testamente.

Syndefaldet beskrives fx som menneskets begær efter at blive som Gud, Kains mord på Abel rummer vrede, misundelse og livslede (dovenskab), og fortællingen om Babelstårnet handler om menneskets hovmod.

I Nye Testamente nævner Jesus en række af dødssynderne, fx i Markus 7,21-22: ”For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed.”

1. maj i år udkom bogen ”Men ender det godt? De syv dødssynder og det moderne menneske” (Eksistensen, 2016), redigeret af Martin Tage Herbst.

Bogen rummer bidrag af redaktøren samt syv skribenter, der ud fra hver deres faglighed skriver om en af de syv dødssynder.

MINI-TEMA: De 7 dødssynder

I islam er de værste synder at gå imod

fællesskabet De kristne dødssynder nævnes også i islams primære kilder. Men de værste synder er ifølge islam nogle andre, forklarer cand.mag. i Mellemøststudier og ekstern lektor i arabisk Saliha Marie Fetteh, der selv er muslim. Mens dødssynder i katolicismen er de anti-kristne drifter i det enkelte menneske, så er de værste islamiske synder noget, der påvirker det muslimske fælleskab.

AF SALIHA MARIE FETTEH Lektor Dødssynderne er en del af den kristne kulturs etik og moralkodeks, uden at de fleste nødvendigvis er så bevidste om, hvorfra kodekset stammer. For muslimer vil dette kodeks også være genkendeligt, idet der inden for islam findes begreber, der kan sammenligne med ”de syv dødssynder”.

Ikke alle de syv dødssynder er nævnt i Koranen, men findes så til gengæld i hadith-samlingen – de overleverede beretninger om profeten Muhammeds sædvane og hans udsagn.

De syv dødssynder, som de kendes fra den kristne tradition, er: liderlighed, hovmod, misundelse, grådighed, fråseri, dovenskab og vrede. Alle disse synder er også synder ifølge islamisk tradition. Men kun utugt, hovmod og misundelse nævnes i Koranen. Grådighed, fråseri og dovenskab omtales i hadith-samlingen som dårlige egenskaber hos mennesket. Vrede nævnes ikke. Imidlertid anbefales det flere steder både i Koranen og hadith-samlingen, at de troende udviser tålmodighed og tilgiver eventuelle syndere, da Gud er barmhjertig og holder af de

barmhjertige.

At sætte noget eller nogen lig Gud er det værste Inden for islam er begrebet synd både udtryk for, hvordan et menneske ikke bør opføre sig i sociale sammenhænge, og retningslinjer for, hvordan det bør begå sig i samfundet. Islams værste synder er anderledes end de kristne og kaldes ”al-Mubiqat al-sab’a” (de syv dødssynder) og er: at sætte noget eller nogen lig med Gud, sort magi, mord på uskyldige mennesker, at tage og betale renter, at tage fra de forældreløse, at beskylde en uskyldig kvinde for utugt og at desertere fra hæren og forsvaret af sit land i tilfælde af krig. I bund og grund handler alle disse synder, undtagen den første, om muslimens forhold til sine medmennesker eller det muslimske fællesskab.

Man må ikke gøre dem ondt eller handle uretfærdigt over for dem.

Den største synd er at sætte nogen eller noget ved siden af Gud, der til alle tider er den højeste, den eneste ene.

Dette kaldes for ”as-shirk billah” og er næsten lige så slemt som at benægte

Guds eksistens. Ateister eller frafaldne i den islamiske verden holder derfor gerne deres ’tro’ for sig selv, da de kan risikere hårde fængselsstraffe og sågar, i nogle lande, livet. I Koranen står der imidlertid skrevet: ”Sig: Sandheden kommer fra jeres Herre! Lad den, der vil, tro – og lad den, der vil, afvise at tro (18:29).

Synder skal sones før døden I henhold til islam har mennesket fået en fri vilje af Gud, hvorved det har et personligt ansvar for sine syndige handlinger. En synd kan imidlertid sones, og syndige muslimer kan gøre sig håb om at få syndsforladelse af Gud. For ligesom mennesket bør være tilgivende, er Gud det også. At sone sine synder kan gøres ved fx at faste og bede i ramadanen, ændre sin livsstil til det bedre, at gøre gode gerninger som fx at give penge til velgørende formål osv. Koranen siger klart, at synder kan tilgives: ”Hvis I undgår de værste ting, Vi har forbudt jer, vil Vi eftergive jer alle jeres synder og lade jer indtræde (i Paradis) i en glorværdig tilstand” (Koranen 4:31).

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 22

MINI-TEMA: De 7 dødssynder

Som muslim er det således vigtigt, at man soner sine synder, før man dør, da man i graven vil blive udspurgt af to engle om bl.a. sin tro, sine intentioner og sine gerninger på jorden. Har man været et godt menneske, kommer man i Paradis. Ellers lander man i Helvede, hvor man udsættes for alverdens pinsler.

Djævlens hvisken og menneskets bøn om beskyttelse I bund og grund handler syndsforståelsen i islam om, hvad det gode gudfrygtige menneske er, og hvordan det bør leve sit liv blandt andre mennesker. Desuden handler det om, hvordan man som menneske kan og

bør bekæmpe lysten til at give efter for synderne, når fx djævlen hvisker én i øret om at begå dem. Mange muslimer beder derfor til Gud om at lede dem på rette vej og at beskytte dem imod det onde – meget lig, hvad der ligger i de kristnes fadervor. Andre afholder

”

sig fra at danne venskaber med mennesker, der eventuelt kan lede dem i fristelse, da det ligger i menneskets natur at synde.

Det handler om, hvordan man som menneske kan og bør bekæmpe lysten til at give efter for synderne, når fx djævlen hvisker én i øret om at begå dem

Uden etik

giver det ingen mening at tale om spirituel udvikling Ifølge buddhismen er menneskets natur god. Vi har alle potentialet til at blive buddha, dvs. oplyst. Men på grund af vores iboende forstyrrende følelser og negative vanemæssige tilbøjeligheder handler vi ofte på måder, der skaber vanskeligheder for os selv og for andre, forklarer Ani Tenzin.

AF ANI TENZIN Buddhistisk nonne Synd er slet ikke et begreb, vi opererer med inden for buddhismen. Vi taler derimod om gavnlige og skadelige handlinger. Etik spiller i det hele taget en meget stor rolle for buddhister.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 23

Hans Hellighed Dalai Lama siger ofte, at uden etik giver det ingen mening at tale om spirituel udvikling.

De skadelige handlinger forstås som handlinger med krop, tale og sind, der skader en selv og andre. De

gavnlige handlinger er så dem, der er til gavn både for en selv og andre.

Det minder meget om de ti bud, som vi finder inden for kristendommen. I skrifterne tales der om fem handlinger, der fører lige lukt til en genfødsel

”

MINI-TEMA: De 7 dødssynder

Vi erstatter de skadelige tilbøjeligheder med deres modsætninger og bruger dem som benzin for vores spirituelle praksis

i helvede – hvordan helvede så ellers skal forstås. De er: At slå sin far og mor ihjel, at slå en arhat i ihjel (en person, der har nået det fjerde og sidste erkendelsestrin red.) , at såre en buddha, så blodet flyder samt at splitte sanghaen (det buddhistiske fællesskab, red.)

Buddha-natur i dvale Buddha siger, at menneskets natur er buddha-natur, dvs. et potentiale af uendelig kærlighed, medfølelse og visdom. Men det er mere eller mindre i dvale, og for det meste styres vi af vores uvidenhed og vores medfødte trang til at dele verden og alt i den op i det, vi kan lide, det vi ikke kan lide, og så det, der forekommer os at være ligegyldigt. Det vi kan lide, det begærer vi, det vi ikke bryder os om, har vi aversion mod, og det, der synes os ligegyldigt, er vi ligeglade med. Det gælder både materielle ting og mennesker. Vores forstyrrende følelser, begær, had, grådighed, stolthed og jalousi, udspringer af vores uvidenhed.

Vi forstår ikke, hvordan tingene hænger sammen; vi forstår ikke hvordan det ene og det andet sker, eller hvorfor og hvordan det eksisterer, fordi vi ikke forstår, at alting er sammensat af dele og kun eksisterer i afhængighed af noget andet. Vi tror derimod, at fænomenerne eksisterer i kraft af sig selv. Vi tror, at det vi kan lide, det er i sig selv godt. Og at det vi ikke kan lide, det er i sig selv skidt. Og på det grundlag opstår de forstyrrende følelser i vores sind. Når vi handler på basis af dem, skaber vi vanskeligheder både for os selv og andre.

Benzin for den spirituelle praksis Det tibetanske ord for en buddhist er en ”nang pa”, dvs. en person, der beskæftiger sig med sit indre, og langt størstedelen af buddhistisk praksis går ud på at arbejde med at rense ud i og transformere ens negative mønstre. Redskaberne er beskrevet inden for den buddhistiske

sindstræningstradition. Det nytter ikke noget at undertrykke eller fortrænge de skadelige tilbøjeligheder.

Derimod øver vi os i ikke at leve dem ud. Vi erstatter dem med deres modsætninger (antidoter) og bruger dem som benzin for vores spirituelle praksis til at forvandle ”skidt” til juveler. F. eks. i stedet for at synke ned i jalousiens selvpineri, øver jeg mig i at glæde mig over, at det går andre godt. Den, jeg er vred på, forsøger jeg at udvikle forståelse for og sende gode ønsker til osv.

Fra stolt til ydmyg Det tibetanske ord for stolthed er ”nga-gjal”, som kan oversættes med ”det er mig, der er kongen”. Når vi føler os bedre end andre, føler vi os mere betydningsfulde end dem. Vi skaber afstand til dem, og vi er frem for alt ikke åbne for at lære noget af dem. Lakha Lama, Phendelings spirituelle leder, sagde en gang ”Buddha er stor, men det gør ikke mig stor!” Hvis vi når frem til, at stolthed er noget møg, som vi gerne vil overvinde, så findes der en række dybt psykologiske metoder inden for buddhismen. En af dem går ud på at udvikle ydmyghed ved at tænke: ”Jeg er ikke noget i mig selv. Hvis ikke mine forældre havde sat mig i verden, så ville jeg slet ikke eksistere. Alle de goder, jeg nyder, skylder jeg andre mennesker. - Det være sig sociale kompetancer, uddannelse, job, status, økonomi, ja selv vandet i vandhanen og fødevarerne i supermarkedet, vejene, landets infrastruktur, teknologiske hjælpemidler osv osv.” Ved at tænke sådan igen og igen, vil vi komme til en erkendelse af, at vi overhovedet ikke ville kunne eksistere uden alle de andre. Vi tænker på dem med dyb taknemmelighed og værdsættelse, fordi vi forstår, at vi skylder dem alt.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 24

Vi går alle rundt med en hjemmelavet gud, der har fyld efter de relationer og mønstre, som blev grundlagt i vores barndom. Kun ved at blive bevidst om gud med lille ”g” kan vi få skabt plads til den åbenbarede Gud og den trøst, som evangeliet kan give. Ole Raakjær fortæller om sjælesorgsarbejdet med mennesker, der er terminalt syge.

Kæledyrsguden træder frem i mødet med alvorlig sygdom og død AF OLE RAAKJÆR Præst på Kamillianergaardens Hospice og i Det palliative Team, Aalborg For en del år siden havde jeg et samtaleforløb med en kvinde midt I 60´erne. Hun havde fået tilbagefald af sin kræftsygdom og havde nu fået beskeden om, at hun var uhelbredelig syg og at det eneste, man kunne tilbyde hende, var palliativ, lindrende behandling.

Hun ønskede at tale med mig, fordi hun havde en frygtelig fortabelsesangst. Hun var vokset op i et strengt luthersk missionsk miljø, hvor lovprisningen af himlens lyksaligheder altid var kombineret med truslen om fortabelse og helvedes ild. Ingen radio og fjernsyn. Ingen dans eller almindeligt ungdomsliv. Hun havde taget et frontalt opgør med sit opvækstmiljø, lagt afstand til det og skyet enhver form for religion i sit voksne liv.

Hun havde forsøgt at opdrage

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 25

sine nu voksne børn i diametral modsætning til hendes egen opvækst og givet dem den frihed, hun altid selv havde længtes efter. Indtil den dag, hvor overlægen gav hende den frygtelige besked om, at hun kom til at dø af sin sygdom, syntes hun egentlig, hun havde gjort det hæderligt, både hvad angik hendes eget liv og den del af hendes børns liv, hun havde haft i sine hænder. Men fra den dag forandrede alt sig. Fortabelsesangsten, som hun var vokset op med, vendte tilbage med fuld styrke. Hvad var det, hun havde gjort? Var det alligevel ikke forkert, at hun havde ladet sine børn gå i byen, drikke, danse og more sig som alle mulige andre unge mennesker? Havde hun ikke overtrådt alle de bud, hun som barn igen og igen havde fået indprentet, og hvis overholdelse, hun havde lært, var en betingelse for

frelsen? I sin kvide begyndte hun at låne kristne andagtsbøger af alle slags på biblioteket for at finde trøst. Hun forsøgte at læse i Biblen hver dag og begyndte at abonnere på Kristeligt Dagblad. Men lige meget hjælp det.

Fortabelsesangsten kommer ind af de mindste sprækker Jeg forsøgte forsigtigt at antyde, at den gud, hun troede ville kaste hende ned i helvedes ild, i hvert fald ikke var Jesu Kristi far, sådan som jeg så det, men måske snarere en gud, som bar absolut genkendelige træk fra den far og mor, der havde gjort hendes barndom så tung. Som et eksempel på hvad, jeg mente, var kristendommens Gud, fortalte jeg hende historien fra Johannesevangeliet om kvinden, der var grebet i hor, fordi den for mig netop handler om at blive befriet fra de tunge byrder

”

Hvis gud er for lille, bliver mennesket også for lille!

Gudsbilledet bliver som en seng, der er alt for kort. Den er ubekvem at ligge i og giver alt andet end hvile

både andre og en selv kan lægge på ens skuldre. Jeg husker endnu tydeligt, hvad den alvorligt kræftsyge kvindes kommentar var, da jeg var færdig med at fortælle historien: “Hvad så, hvis man har syndet igen?”

De høre-eller læsebriller hun sådan i overført betydning var blevet udstyret med, da hun var barn, gjorde det umuligt for hende at høre befrielsen, lettelsen, tilgivelsen. Fortabelsesangsten kunne komme ind af selv de mindste sprækker. Og de er der alle vegne, også i evangelierne.

En dag, hvor vi var ved at afslutte vores samtale, og det var mere end tydeligt, at der var et skisma mellem det, hun kunne forstå med sit hoved og det, hendes følelser fortalte hende, sagde jeg sådan lidt i sjov og lidt i alvor, at hvis jeg havde været læge og kunnet ordinere hende medicin, så ville jeg ordinere hende afholdenhed fra bibellæsning, læsning i kristen andagtslitteratur og opsigelse af abonnement på Kristeligt Dagblad. Vi lo sammen

af det, men ved vores næste samtale havde hun fulgt præstens “ordination”, og hun havde det meget bedre. Sidste gang jeg så hende, var på hospitalet dagen før hun døde. Om det var morfinen ved jeg ikke, men angst var hun ikke længere.

Dynamisk sammenhæng mellem selvbillede, forældrebillede og gudsbillede I samtaler med alvorligt syge viser det sig ofte, at der er en alliance - om end den er ret uhellig - mellem forældrebilledet, selvbilledet og gudsbilledet.

Ikke det bevidste, det intellektuelle gudsbillede, naturligvis, altså det man kan få konturerne af ved at spørge et menneske, hvordan han eller hun tænker om gud - men det ubevidste gudsbillede, gudsbilledet i følelserne, det billede af gud, der kan dukke op, når man presses ud på kanten af livet, i krisesituationer, og hjernen - populært sagt - slår fra. Den amerikanske psykoanalytiker, Ana-Maria Rizzuto,

taler om en gud i sjælens dyb. Hun sætter udviklingen af gudsbilledet ind i en objektrelationsteoretisk sammenhæng og hævder, at ”the Living God”, den levende gud, er den gud, der er virksom og levende i den menneskelige psyke. Dette gudsbillede, som hos Rizzuto forstås som et indre mentalt ”objekt”, kan have mange forskellige og sammensatte skikkelser af såvel positiv som negativ karakter og fødes psykisk i det lille barns udviklingsproces, hvor det låner materiale fra forældre, andre vigtige omsorgspersoner og sig selv. Der er en dynamisk sammenhæng mellem selvbilledet, forældrebilledet og gudsbilledet i den menneskelige psyke. Tro og gudsbilleder formes af vores personlige historie.

Og specielt interessant for sjælesorgen i forhold til alvorligt syge og døende fremhæver Rizutto … at gud kan ligge som en gemt bamse i et hjørne af pulterkammeret, glemt af alle, men døden,

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 26

en stor sorg eller en intens glæde, kan bringe ham tilbage til et enkelt kram eller til yderligere dårlig behandling eller afvisning. Og så glemmes han igen (Rizutto, 1979, 179).

Kvindens indre billede af gud, ”bamsen”, aktualiseres og bliver tydelig i mødet med alvorlig sygdom og truende død. Denne indre gudsrepræsentation bliver livet igennem ved at gøre sin indflydelse gældende i forhold til en selv, i forhold til andre og i forhold til livet. Og det gør gud ikke, fordi gud er Gud i himlen, men fordi han, ligesom bamsen, har fået godt halvdelen af sit “fyld” fra de vigtigste nærmeste i barnets liv. Det resterende kommer fra barnets egen kapacitet til at skabe en gud, som svarer til dets behov, hvad der får Rizutto til at benævne denne gud som ”kæledyrsguden”.

En vigtig del af ”fyldet” i den alvorligt cancersyges kvindes gudsbillede ser altså ud til at bestå af relationen til forældrene. Gudsrepræsentationen eller det indre gudsbillede er formet af tidlige relationserfaringer og er afhængig af de følelsesmæssige erfaringer, vi har i forhold til de vigtigste andre i vores tilværelse. Kvindens gudsbillede er altså i bogstaveligste forstand hjemmelavet, dvs. lavet i det hjem, hun er vokset op i, og selv om hjemmelavet leverpostej og hjemmebagte boller er godt, så gælder det samme ikke for en hjemmelavet gud! Denne gud kan i høj grad være en trussel og skabe stor angst og frygt, fordi der er knyttet stærke følelser til disse indre gudsbilleder og forældrebilleder. Ja, selv om kvinden på det bevidste plan har afskrevet denne gud, kan han åbenbart forsat øve psykologisk indflydelse.

Helt på den anden side af diskussionen om Gud med stort ”G” eksisterer eller ej, virker religiøse forestillinger altså ind på den måde, vi forholder os til grundvilkår som mening, død, lidelse og uretfærdighed.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 95 // side 27

Relationsmønstre fra barndommen overføres til gud I det indledende eksempel ser man det klassiske onde gudsbillede på vores breddegrader. Faderens/moderens strenghed over for eller alt for voldsomme krav til barnet tvinger det til at krybe sammen eller giver det følelsen af aldrig at være god nok! Her bliver gud til en sort, kvælende skygge, en dømmende instans, man må beskytte sig imod, formilde eller rive sig løs fra. Men der kan naturligvis også være andre former for gudsbilleder.

Den svenske teolog og præst Magnus Malm taler om 9 typer: ”den autoritære far”, ”den overbærende mor”, ”den fraværende”, ”den altid arbejdende”, ”den kontrollerede”, ”den uberegnelige”, ”den grænseløse”, ”den skrøbelige” og den ”overbeskyttende”. Pladsen her tillader desværre ikke en uddybelse af disse billeder, men pointen er, at de relationsmønstre, der grundlægges i barndommen, ubevidst overføres på gud. Det vil sige, at når gudsbilledet er begrænset til et nøje godkendt område, begrænses også selvbilledet til dette område. Hvis gud er for lille, bliver mennesket også for lille! Gudsbilledet bliver som en seng, der er alt for kort.

Den er ubekvem at ligge i og giver alt andet end hvile. Og bliver man liggende i den for længe, får man skader, fordi en stor del af en jo netop ikke får den plads og det rum, man har brug for, hævder Malm.

Plads til gud med lille “g” Afslutningsvis skal jeg ganske kort antyde, hvordan man måske kan få en fornemmelse af, hvad det er for et gudsbillede, man selv bærer rundt på.I en eksistentiel reflektionsgruppe for sygeplejersker på Kamillianergaardens hospice i Aalborg, arbejdede vi for nogle år siden med gudsbilleder.

Ideen fik jeg fra den tyske præst og terapeut Karl Frielingsdorf, der taler om, at det første skridt til at korrigere ens eget gudsbillede ligger i at opdage det, han kalder sin egen biografiske

grundstemning eller livsmotto. Man kan få konturerne af det ved spørge efter, hvilket livsmotto eller hvilken livsoverskrift, man er sendt ud i verden med? Det er eksempelvis let at se, hvilken forskel det gør, om ens livsmotto eller biografiske grundstemning lyder: ”Man kan, hvad man vil!” eller ”Det er der ikke noget at gøre ved!” Hvor den første kan få en til at piske rundt i manegen og brænde sit lys i begge ender, kan den sidste få en til på forhånd altid at give op. Det sætter meget forskellige livsdagsordner. Det er heller ikke særlig indviklet at forestille sig, hvor svært det kan være at tage vare på sig selv og sige nej, hvis den biografiske grundstemning hedder ”Du må ikke gøre nogen kede af det” eller ”Du skal altid være god ved andre!” At begynde at lytte til, hvad man selv har lyst til, kan få en til at føle sig som en arg synder, der overtræder et (religiøst) bud med skam og skyld til følge! Men det er alt sammen gud med lille ”g”! Det er den indre gudsrepræsentation. Og forbliver den ubevidst, vil den altid være de ”briller” eller det ”høreapparat”, man ser og hører biblens fortællinger og kirkens forkyndelse igennem - med livhæmmende underkastelse, resignerende ligegyldighed eller opsætsig modstand til følge. Så at blive opmærksom på gud med lille ”g” kan være en måde at rydde banen, så Gud med stort ”G”, den åbenbarede Gud, kan komme til og få positiv betydning i vores liv, blive en trøst i stedet for en trussel.

Til videre læsning: • Leif Andersen: Gudsbilleder i sjælesorgen i Tidsskrift for Sjelesorg, Gudsbilleder og fullkommenhetslængsler, nr. 4, 2009.

• Karl Frielingsdort: Dämonische Gottesbilder.

Grünewald 1982.

• Magnus Malm: (2004) Bag billedet – om den vanskelige og vidunderlige rejse fra billede til virkelighed, Boedal 2004.

• Ana-Maria Rizzuto: The Birth of the Living God. A psychoanalytic Study, London and Chicago 1979.

• Ole Raakjær: Tro – hjælp eller trussel? – om tro og gudsbilleder i mødet med den alvorligt syge og døende patient i Karen Marie Dalgaard og Michael Hviid Jacobsen (red.): Humanistisk Palliation, teori, metode, etik og praksis, Hans Reitzels Forlag 2011.

Afsender: IKON, Strandagervej 24, 2900 Hellerup.

Returneres ved varig adresseændring.

”Eva, indser du, hvad du har gjort?”

AF EVA WRIGE-LARSEN Tidligere nonne Fra min barndom kan jeg huske, hvordan min far, når jeg havde gjort noget, der ikke var så godt, så på mig med sit faste og kærlige blik og sagde: ”Eva, indser du, hvad du har gjort?” Nu, på mine ældre dage, kan jeg se, at det er hans autoritet, som har formet mig mest. Jeg blev vejledt til at se ind i mig selv og der finde den moral, der skulle styre mit liv.

Den åndelige vejledning, jeg modtog i løbet af mine 30 år i et katolsk kloster, ikke mindst i de regelmæssige samtaler med præsten Wilfrid Stinissen, havde samme tone. Autoriteten gjorde stort set intet andet end at være et spejl, hvor jeg kunne finde ind til den mystiske ressource inde i mig selv, som er samvittigheden.

Respekt for den enkeltes samvittighed I den katolske kirke og i klosterlivet findes en meget tydelig autoritet. Blind adlydelse af denne tror jeg aldrig har været meningen. Selvfølgelig kan personlige ønsker af og til være anderledes end det, der er muligt inden for det givne. Men da er det vigtigt at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt: Er det, som i en given situation står i modsætning til mit eget ønske, noget som har afgørende betydning for mit grundlæggende valg, eller er det en petitesse? Det spørgsmål må altid være vågent, og mine handlinger styres af det svar, jeg giver mig selv. Det kan nogen gange kræve, at jeg går imod en ydre autoritet, andre gange kan det kræve, at jeg afstår fra mine egne idéer eller ønsker.

Hvad angår kirkens autoritet, eller den kristne læres autoritet, må den absolutte respekt for den enkeltes samvittighed være en bærende grundsøjle. Samvittigheden er noget forunderligt og mystisk, som et ”værelse,” hvor Gud bor inden i min sjæl, og hvor jeg vejledes i den guddommelige vilje. Guds vilje er min egen dybeste vilje. ”At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre!”(Salme 40:9).

Da jeg selv blev betroet en lederposition i det kloster, jeg var i, sagde min kloge far til mig: ”Eva, husk nu, at det ikke er din opgave at prøve at opfylde dine egne målsætninger og idéer, men at støtte dem, du skal lede, så at de kan udfolde deres potentialer”.

Indfølt anvisning med faderlig/moderlig ømhed Menneskets højeste værdi findes deri, at det er i stand til at føre dialog med Gud. Inden i hver enkelt af os findes der en kerne, hvor vi kan komme i forbindelse med den kraft, der er vores oprindelse, kilden til livet. På grund af vores lidt smålige synsvinkel er forbindelsen til kilden blevet forstyrret. Og da er det så fint med en kærlig og dybdegående autoritet, der ser på os med faderlig/moderlig ømhed og igen og igen spørger, om vi selv indser noget - og måske giver os en indfølt anvisning: ”kunne det tænkes, at det ville være godt, hvis du så det sådan eller sådan i stedet for?” At få sine dybeste indsigter bekræftet af en ”autoritet” - indsigter, der måske er begravet under alle mulige overfladiske idéer - er en befriende og livsudviklende erfaring.

Da jeg forlod klosteret som fast ramme og mit aktive engagement i kirken, forlod jeg derved den tydelige ”autoritet” der havde givet mig så meget. Men samvittighedens stemme er ikke blevet mindre tydelig deraf, måske snarere det modsatte. Og det er mit eget ansvar at følge den.