Mødestedets jubilæumsskrift by Danmission

Mødestedet:

Mennesker mødes - på tværs af generationer, kulturer og religion

欢迎

Velkommen Pasveikinti

Welcome

‫بيحرت‬ Hoşgeldiniz

‫دیدمآ شوخ‬

Mødested for indvandrere og danskere

i 30 år

Kort om Mødestedet  I 2013 havde Mødestedet 9.278 registrerede

besøg af mennesker, der repræsenterer flere end 80 forskellige nationaliteter og etniske grupper.  Hovedparten af de besøgende har tyrkisk, kur-

disk, kinesisk, marokkansk, iransk eller pakistansk baggrund.  Der er ansat tre faste medarbejdere.  Omkring 30 frivillige hjælper til med lektiehjælp,

Den 15. august 1984 åbnede Mødestedet i et kælderlokale i Oehlenschlægersgade 26 på Vesterbro som en del af Det Danske Missionsselskabs (nu Danmissions) arbejde blandt indvandrere og flygtninge i Danmark. Danmission er en folkekirkelig organisation, der arbejder med kirkeudvikling, dialog og bekæmpelse af fattigdom. Allerede i 1979 havde selskabet ansat Bjarne Jørgensen som indvandrersekretær, efter at der var begyndt at komme indvandrere og flygtninge til landet fra Tyrkiet, Nordafrika og Mellemøsten. I begyndelsen gik tiden med at sætte sig ind i deres kultur og lære deres verden at kende. Han udarbejdede flere rapporter og var med i den arbejdsgruppe, der i 1983 oprettede Indvandrerkvindecentret i Elmegade på Nørrebro. Som en udløber af det opstod ideen om at åbne et center på Vesterbro, så man fik dækket de to bydele, hvor der boede flest muslimer i København. Bjarne Jørgensen inviterede samtidig præsterne på Vesterbro til en studiekreds om fremmede religioner, og herigennem fik han et godt samarbejde med Apostelkirkens daværende sognepræst, Andreas Esbensen, som stillede sit kontor til rådighed for Bjarne Jørgensen. I slutningen af 1983 lejede man på Andreas Esbensens initiativ et kælderlokale i Oehlenschlægersgade 26, hvor KFUK’s Sociale Arbejde havde drevet et værested, og der blev nedsat en arbejdsgruppe med sognepræst Hanne Storebjerg som formand. Arbejdsgruppen besluttede at åbne Mødestedet for indvandrere og danskere et par dage om ugen. Åbningen fandt sted den 15. august 1984 med Bjarne Jørgensen som leder, og lærer Grethe Pedersen blev formand for arbejdet. I 1991 overtog sognepræst Andreas Esbensen formandsposten, som i 2001 gik videre til sognepræst Peter Hjort, Sct. Matthæus Kirke. Han blev i slutningen af 2009 afløst af sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, Apostelkirken. Han var formand frem til januar 2014, hvor en ny struktur trådte i kraft som følge af en ny samarbejdsaftale mellem Danmission, Sydhavn Sogn og Vesterbro Sogn. Den nye struktur betød, at lokaludvalget blev afløst af en bestyrelse, der som formand valgte Anton Pihl, der tillige er næstformand for menighedsrådet i Vesterbro Sogn. Mødestedet havde lokaler i Oehlenschlægersgade frem til 1995, hvor det flyttede til den nuværende adresse i Valdemarsgade 14.

hjemmebesøg, workshops, højskoleaftener, praktiske opgaver og samtaler.  Mødestedet har løbende praktikanter fra Den

Sociale Højskole.

bestyrelse  Anton Phil, Vesterbro Sogn, formand  Bente Braarud, Vesterbro Sogn  Linda Kellam, Sydhavn Sogn  Henrik Sonne Pedersen, Danmission  Hanne Lise Rosenberg, Danmission  Niels Nymann Eriksen, indvandrerpræst, Apostelkirken  Thyra Smidt, Mødestedet

Mennesker mødes - på tværs af generationer, kulturer og religion

Hæftet om Mødestedet – Kirkens arbejde blandt indvandrere og flygtninge på Vesterbro udgives i anledning af Mødestedets 30-års jubilæum i august 2014. Nogle af de interviewede personer har ønsket kun at blive omtalt med deres fornavn. Redaktion: Thyra Smidt (ansvarshavende redaktør), Elna Fredgaard Larsen, Grethe Kock, Niels Nymann Eriksen, Inger Dahl og Bent Dahl Jensen Fotos: Bent Dahl Jensen medmindre andet er anført. Grafisk tilrettelæggelse: Ole Krabbe-Poulsen, Danmission Tryk: LaserTryk.dk

6 4-5

Indhold 30 års erfaring med integration - og nye udfordringer ligger foran Mødestedet har høstet værdifulde erfaringer på integrationsområdet.

Højskoleaftener udfordrer og giver indblik

30 frivillige medarbejdere i Mødestedets stab

Rudekuverter, poolspil og snak over en kop te

Lektiehjælp

Bisidder for kvinderne

10-11

Hver torsdag aften inviterer Mødestedet alle til højskoleaften med spisning, en times program og en time med kaffe og frit samvær.

I eftermiddagscaféen kommer gæsterne både for at hygge og få praktisk hjælp.

Ansatte og frivillige hjælper gæsterne med deres lektier.

Det giver tryghed at have en medarbejder med som bisidder til møder i kommunen.

Kvindernes mødested I Mødestedet har kvinder et frirum, hvor de både bliver udfordret, kan finde støtte og slappe af i et trygt miljø.

Kvindeudflugt

Workshop for yngre kvinder

14-15 15 16-17 17

De frivillige har stor betydning for Mødestedets arbejde.

Det er blevet tradition med en sommerudflugt til Farum.

Workshops giver et trygt rum, hvor der kan sættes ord på følelser.

En enkel gudstjeneste med bred appel Den månedlige gudstjeneste i Mødestedet værdsættes af både kristne, muslimer, ateister m.fl.

Præst for mange nationaliteter

Kontakt til bydelens migrantmenigheder er en del af indvandrerpræstens arbejde.

Afslappet samtale mellem imam og præst Imam og præst taler om fælles udfordringer på Vesterbro.

Vigtigt at lære hinanden at kende på tværs af religioner Besøg i moskéer har givet kristne og muslimske ledere større kendskab til hinanden – og afdækket fælles udfordringer.

18-19 19

„Vi er usikre over for det fremmede“ Interview med bestyrelsesformand Anton Pihl om dialogen mellem kristne og muslimer.

København i dialog Unge kristne og muslimer mødes for at lære om hinandens tro og religion.

14-15 3

Mødestedets leder, Thyra Smidt, og formanden for Mødestedets bestyrelse, Anton Pihl.

30 års erfaring med integration - og nye udfordringer ligger foran Mødestedet har høstet værdifulde erfaringer på integrationsområdet til gensidig glæde og inspiration. Gennem 30 år har kvinder og mænd fra andre kulturer kunnet mødes med etniske danskere i Mødestedet på Vesterbro i mange forskellige sammenhænge, hvorigennem man har beriget hinanden og skabt større forståelse for hinandens kulturer, traditioner og religion.

Relationerne er vigtige Blandt gæsterne i Mødestedet er der mange, som kommer jævnligt en eller måske flere gange om ugen. Men hver uge dukker der også nye mennesker op, som måske har hørt om stedet fra en bekendt, er blevet henvist fra kommunen eller blot er blevet nysgerrig ved at se skiltet på gaden. Mange holder kontakten i årevis. Måske bliver besøgene mindre hyppige, hvis de flytter væk fra Vesterbro eller Sydhavnen, men bevidstheden om Mødestedet forsvinder ikke sådan. „Nu i torsdags kom der en mand ind, som jeg ikke havde set tidligere. Han havde brug for støtte, fordi hans datter havde nogle problemer. Vi hjalp ham med at få kontakt til sagsbehandleren. Det

viste sig så, at han tidligere havde været i Mødestedet, men det var dengang, det lå i Oehlenschlægersgade, og det er altså snart 20 år siden,“ fortæller Mødestedets leder, Thyra Smidt, om et besøg fornylig – og det er ikke et enestående tilfælde. Det er for hende et bevis på, hvor vigtigt det er med relationer, og at de har stor betydning for Mødestedet. „Når mennesker kommer tilbage efter flere år, skyldes det ikke kun, at de har tillid til medarbejderne her, også at de har tillid til selve stedet. Samtidig oplever de, at de har lov til at være dem, de er her.“

Et videns- og læringssted De indsamlede erfaringer kommer også andre til gode. Mødestedets leder og medarbejdere holder ofte foredrag, hvor de fortæller om Mødestedets aktiviteter og erfaringer. Ligeledes bliver Mødestedet jævnligt kontaktet af studerende, der ønsker at trække på Mødestedets viden, når de skal skrive opgaver og specialer som led i deres uddannelse.

Gennem flere år har der fast været socialrådgiverstuderende i praktik, hvilket har været til gavn for Mødestedets gæster, der har fået hjælp og rådgivning i deres kontakt med de sociale myndigheder. Flere af de nye personer, der dukker op i Mødestedet, henvender sig, fordi de

Formål Mødestedets formål er:  at skabe dialog og fællesskab/

samvær mellem mennesker med forskellig kulturel, religiøs og etnisk baggrund  at højne livskvalitet og trivsel blandt

socialt udsatte med anden etnisk baggrund og støtte den enkelte til at gøre brug af egne ressourcer  at medvirke til en gensidig og posi-

tiv integrationsproces i det danske samfund  at udvikle og skabe rammer for

tværkulturelt kristent fællesskab

er blevet henvist af f.eks. deres læge eller kommunens sagsbehandler. Det er et vidnesbyrd om, at Mødestedets indsats også nyder anerkendelse hos myndigheder og institutioner i hele København. Mødestedet bliver også omtalt i en bog, som det statslige råd ÆldreForum udgav i 2013 om ældre med anden etnisk baggrund end dansk.

Nye udfordringer Arbejdet har ændret karakter gennem årene i takt med de behov, gæsterne har haft. Sådan er det også nu, hvor et nyt tiår ligger foran. Thyra Smidt nævner her fattigdomsproblematikken, som fylder mere i arbejdet i dag end tidligere. Det skyldes blandt andet, at socialforvaltningen i Københavns Kommune er splittet op i mange enheder. „Der er ikke én bestemt medarbejder, som følger personen hele vejen rundt. De skal henvende sig mange forskellige steder og forholde sig til mange forskellige medarbejdere. Her er vores stærke side, at vi netop har en helhedsorienteret tilgang til dem og ser dem som hele mennesker,“ siger Thyra Smidt.

Tættere kontakt til kirkerne på Vesterbro og i Sydhavnen I mange år er arbejdet blevet finansieret gennem et samarbejde mellem Danmission og sognene i det tidligere Vesterbro Provsti – og med tilskud fra København og Frederiksberg Kommuner, Socialministeriet, bidrag fra private fonde samt gaver fra kirker og enkeltpersoner. Fra januar 2014 er der ændret i strukturen omkring arbejdet, idet der er indgået en samarbejdsaftale mellem Danmission og de to nye sogne, Sydhavn og Vesterbro. Den nye struktur giver en tættere kontakt til kirkerne i bydelen. „Der har altid været nogle sogne, som har støttet os meget aktivt. Men jeg oplever, at Mødestedet med den nye struktur bliver accepteret bredere og kommer længere ud i sognene. Der er også nedsat et indvandrerudvalg med repræsentanter fra kirkerne, hvor man drøfter aktiviteter på indvandrer- og flygtningeområdet,“ siger Thyra Smidt. „Den nye struktur har givet en styrket

Den kristne præst Lusungu Mbilinyi og den muslimske sheik Abdulla Talib ses her sammen med Daniel Nygaard Madsen, der er daglig leder af Zanzibar Interfaith Centre (Foto: Malene Fenger-Grøndahl)

bestyrelse, som forpligter samarbejdsparterne. Vi må gøre Mødestedet synligt. Det sker bl.a. ved, at Mødestedet er på dagsorden i menighedsrådet i Vesterbro Sogn mindst en gang om året, og vi skal sikre, at man rundt omkring i de enkelte kirker ved, hvad Mødestedet er, så det har en lokal forankring,“ siger Anton Pihl.

Inspiration til mødet med andre kulturer og religioner Den nye struktur hænger godt sammen med Danmissions ønske om at komme ud i folkekirkens sogne for at være med til at inspirere kirkens arbejde i mødet med fremmede kulturer. Det er en inspiration, der går begge veje. Danmission er involveret i dialogarbejde i alle de lande, selskabet arbejder i, så det er muligt at udveksle erfaringer. Et af dem er Zanzibar, og i foråret 2014 havde Mødestedet besøg af Daniel Nygaard Madsen, der er daglig leder af Zanzibar Interfaith Centre, og en kristen præst og en muslimsk sheik fra Zanzibar. De fortalte om, hvordan de arbejder på at skabe fred og forsoning i landet, hvor der har været konflikter mellem kristne og muslimske grupper.

Plads til mangfoldighed 80 % af gæsterne har en muslimsk baggrund, og Mødestedet er et af de få steder, hvor der kommer så mange muslimer i et kirkeligt arbejde. Ligeledes kommer der i løbet af et år mennesker af mange forskellige nationaliteter i Mødestedet. De er med til at præge Mødestedet, f.eks. bliver der ofte serveret pakistanske, tyrkiske, arabiske eller andre orientalske retter, når der er arrangementer med spisning i Mødestedet. Der er også repræsenteret mange nationaliteter ved højskoleaftenerne om torsdagen, og samtidig er disse aftener med til at give deltagerne en dansk identitet. „Selv om mennesker kommer fra forskellige nationale baggrunde, så er det ikke en international aften, men nærmere en dansk debataften. Et af vores mål er, at de kan komme her og danne netværk, reflektere over deres egen situation og opleve sig som en del af det danske samfund,“ siger Thyra Smidt. Modsat giver disse aftener og Mødestedets øvrige aktiviteter mulighed for, at danskere kan møde indvandrere og flygtninge, lære gæsterne at kende og lære at leve i et multikulturelt samfund med den mangfoldighed, der er i det.

Højskoleaftener udfordrer og giver indblik Hver torsdag aften inviterer Mødestedet alle til højskoleaften med spisning, en times program og en time med kaffe og frit samvær. Deltagerne drøftede engageret, hvad de skulle svare på spørgsmålene ved quizaftenen.

Programmet for højskoleaftenerne er en gang om måneden "Hot Spot". Det er et aktuelt emne, som fx et besøg af en kommunalpolitiker op til kommunalvalget, en læge, der formidler information om det danske sundhedssystem, eller en lærer, der fortæller om folkeskolen. Op til højtider og kulturelle traditioner som fastelavn og grundlovsdag får deltagerne noget at vide om baggrunden for disse særlige dage. Der deltager en blandet gruppe af veluddannede og mindre uddannede. Der er børn, og der er folk med meget forskellige ønsker, omstændigheder og årsager til at komme. Formålet med aftenerne er at skabe netværk, at udfordre deltagerne, give dem indblik i samfundet og skabe gode rammer for samtaler, hvor alle kan føle sig trygge.

Hvad er lykke? En aften for nylig var særlig vellykket, fordi deltagerne var meget engagerede, oplevede Grethe Kock, der koordinerer højskoleaftenerne. Hun havde skrevet sedler med udsagn om lykke, fx "Lykken er ikke gods eller guld", og så skulle de i grupper tale om sedlerne og udvælge tre former for lykke, som de synes er vigtige. „Det viste sig, at der var stor enighed blandt deltagerne om, at det vigtigste er at tro på en Gud, at bo i et land med fred og endelig at have mange venner og en stor familie.“

Quiz engagerer deltagerne Ved de højskoleaftener, hvor en person taler det meste af tiden, kan det være lidt svært for nogle af deltagerne at koncentrere sig, også selv om emnerne er interessante. Derfor er det et hit med quizaftener. „I aften skal vi alle være aktive, for vi skal have quizaften. Så vi skal sidde sammen to og to og gætte svarene,“ siger Grethe Kock, efter at aftensmåltidet er nydt ved

spisebordene og fællesskabet fortsætter i sofagrupperne. Den første quiz er med billeder fra forskellige byer i verden, og svarene summer i luften, for det er svært at holde det for sig selv, når man godt kan se, at det er det skæve tårn i Pisa. En moderne skyskraber med hul foroven, er der ikke så mange, der kender, men Mille, der har lavet quizzen, har selv været i Shanghai og set bygningen. Næste quiz står Giv-et-år-medarbejder Zuzana fra Tjekkiet for, og hun viser en liste med logoer, som skal gættes. Mange genkender Movias logo fra busserne, mens de færreste kender kronprins Frederik og kronprinsesse Marys monogram. Men navnene på deres børn bliver straks remset op. Ellen, der er frivillig, har lavet en quiz med historiske spørgsmål, og de er lidt sværere at svare på, for historiekundskaberne er ikke helt fremme i hukommelsen, hverken hos etnisk danskere eller indvandrere. Gæster, frivillige og ansatte går løs på quizzerne med krum hals, og stemningen er høj, da det er blevet kaffetid. „Det er sjovt, når man kan være med hele tiden,“ lyder det samstemmende fra mange sider.

frivillige

30 medarbejdere i Mødestedets stab Madlavning, lektiehjælp, kontaktperson, klaverakkompagnement og spil ved poolbordet er nogle af de opgaver, de ca. 30 frivillige varetager i Mødestedet. Deraf er en tredjedel særligt trofaste og er kommet i årevis. De unge frivillige har ofte mere kortvarig tilknytning, fordi deres livsbetingelser ændrer sig. Det forklarer Grethe Kock, der arbejder med at rekruttere frivillige. „En ung teologistuderende flyttede til Jylland efter et halvt år, og en indisk kvinde, der kom en dag om ugen for at forbedre sit dansk, fik et løntilskudsjob og måtte stoppe hos os,“ siger Grethe Kock, der bruger mange ressourcer på at opbygge og vedligeholde relationer til frivillige, anerkende

deres indsats og følge op på deres situation. „De frivillige har stor betydning for Mødestedets arbejde, og det er et godt vidnesbyrd for flygtninge og indvandrere, at de møder mennesker, som ønsker at være sammen med dem og ikke vender ryggen til.“ En frivillig kommenterede efter en torsdag aften: „Det var dejligt, at Thyra (Mødestedets leder) havde sagt, at det er lige så vigtigt at tale med mennesker, som at vaske op, for så var det ok, hvad jeg gjorde.“

Frivillige vil være noget for flygtninge og indvandrere I efteråret 2013 interviewede Grethe Kock 20 frivillige for at få indblik i deres

engagement og idéer. De fleste svarede: „Jeg vil gerne være noget for flygtninge og indvandrere. I stedet for at rejse ud, kan man få indblik i andre kulturer, og derfor er det spændende at være frivillig.“ Over halvdelen af de frivillige er kirkeligt engagerede, og for mange af dem er motivet især at vise kærlighed til sin næste. Nogle frivillige hænger ud og hygger sig, mens andre gerne vil stå for en fast aktivitet. Nogle inviterer gæsterne på udflugt til deres hjem, så kvinderne er hvert år på besøg hos Inge og Peder Mortensen, og mændene i Hermann Vorbecks sommerhus og hos Karin og Lars Mortensen i campingvogn i Køge.

De frivillige har stor betydning for Mødestedets arbejde, og det er et godt vidnesbyrd for flygtninge og indvandrere, at de møder mennesker, som vil dem og ikke vender ryggen til. Grethe Kock, ansvarlig for rekruttering af frivillige

De fleste gæster i eftermiddagscaféen er mænd, og de elsker at spille pool og andre spil, og det vil mange frivillige også gerne.

Rudekuverter, poolspil og snak over en kop te I eftermiddagscaféen kommer gæsterne både for at hygge og få praktisk hjælp. „Velkommen, hvordan har du det?“ er Grethe Kocks indledningsreplik, ledsaget af et håndtryk, til enhver gæst, der dukker op i eftermiddagscaféen, hvor hun er vært. Hun får hurtigt en fornemmelse af, om gæsten har brug for praktisk hjælp eller mest er kommet for at snakke og hygge. „Hvis gæsten har nogle papirer i hånden, som han har brug for hjælp til at finde ud af, prøver jeg at vurdere, om det er et akut behov, eller vi kan aftale et tidspunkt, hvor jeg kan koncentrere mig om at hjælpe ham uden også at skulle være vært,“ siger hun.

Hjælp til at forstå rudekuverternes indhold Når en gæst kommer med et akut behov for hjælp til en social sag, går Grethe Kock i gang med at kigge på papirerne, og hun har efterhånden fået indsigt i mange regler. „Jeg har hjulpet med at søge om statsborgerskab flere gange, så nu kender jeg proceduren. Jeg fandt bekendtgørelsen om statsborgerskab på nettet og ved nu, at ansøgningen skal afleveres på den lokale politistation sammen med en attest fra kommunen om selvforsørgelse,“ forklarer hun. Hun kan ikke altid på forhånd vide, hvor meget tid det tager at gå ind i gæstens sag, og dagen før gik der mere end en time, fordi flere papirer dukkede frem efterhånden. „Jeg måtte forklare en saldoopgørelse, hvor der var modregnet et á conto-beløb. Så var der også lige et par fakturaer samt to gældsposter, fordi han både betalte af på boligstøtte og kommunalt indskudslån.“

Gæster i eftermiddagscaféen Said fra Iran har været i Danmark siden 2000 og er

kommet i Mødestedet, siden han hørte om det gennem en bekendt i asylcenteret. Han har også været med mandag aften i Mødestedet i en lang periode, hvor der deltog mange persisktalende i et fællesskab, hvor man talte om tro. „Jeg kan lide at møde mennesker fra forskellige kulturer, også danskere og andre, der taler persisk,“ siger han. Ayman er palæstinenser og har været i Danmark siden 1984. Han har fået diskusprolaps og kan ikke længere arbejde som chauffør. „Jeg begyndte at komme for tre år siden. Jeg var tit gået forbi skiltet på gaden og havde overvejet, hvad de laver, fordi jeg så, der også stod noget på arabisk. En dag gik jeg op og mødte Thyra (Mødestedets leder), der forklarede, hvad de laver. Siden er jeg kommet en-to gange om ugen for at snakke og bruge computeren til at læse nyheder og lignende. Jeg deltager somme tider i gudstjenesten på Mødestedet, selv om jeg er muslim, for jeg respekterer jøder og kristne, som jeg har lært som muslim,“ siger han. Omid er fra Iran, og han er de seneste knap tre år kommet næsten hver dag i Mødestedet, siden han hørte om det i Apostelkirken. Omid elsker at spille pool, og han hjælper tit med opvask og oprydning torsdag aften, for han ved, hvor tingene skal stå. „Grethe har hjulpet mig med at få betalt regninger og kontakten med jobcenter og kommune. Hassan (socialrådgiverpraktikant) har også været en stor hjælp, fordi han både taler persisk og kender reglerne,“ siger han.

Læreren tog mig med til Mødestedet for tre år siden, og jeg er glad for, at jeg kan komme og få hjælp til at lære dansk. Nazia fra Pakistan

Lektiehjælp Inge Mortensen hjælper Nazia (med Tomar på armen) med at gennemgå en tekst, hun har skrevet og skal læse højt til en prøve.

Både frivillige og ansatte hjælper gæsterne med deres lektier, når behovet viser sig. Sprogundervisning giver samtidig gode samtaler, hvor man lærer hinanden at kende. „En gæst siger fx: ’Jeg er fem uger gravid’. Så fortæller jeg, at man på dansk siger: ’Jeg er gravid i femte uge.’ Mens gæsten og jeg taler sammen, noterer jeg altid sproglige vendinger, og gæsten får sedlen med hjem,“ siger Grethe Kock.

Får hjælp med danskopgaver Nazia fra Pakistan får hjælp af Inge Mortensen med en tekst, hun har skrevet

på dansk, og som hun skal læse højt til en prøve. Hun er 36 år og har været i Danmark i fire år. Hun sidder med Tomar på halvandet år på armen. „Jeg lærer dansk på Sprogcenteret ved Fisketorvet og kommer i Mødestedet en gang om ugen, hvor Inge hjælper mig med at læse og skrive dansk. Jeg øver mig også i at tale dansk, så jeg kan lære flere danske ord. Jeg har været lærer i Pakistan, og jeg vil gerne være lærer i Danmark og undervise i engelsk og urdu. Da jeg kom til Danmark, lærte jeg engelsk og dansk i Internationalt Kristent Center

ved Nørreport. Læreren tog mig med til Mødestedet for tre år siden, og jeg er glad for, at jeg kan komme og få hjælp til at lære dansk,“ siger Nazia. Omid er fra Iran, og han har læst dansk sammen med Peder Mortensen en gang om ugen i et år. „Vi læser en bog eller taler om nyheder, så jeg er blevet bedre til dansk og kan snakke med ham. Han taler langsomt og med enkle ord, og så forstår jeg fint det, der bliver sagt, men jeg kan ikke tale med folk på gaden endnu,“ siger Omid.

Bisidder for kvinderne En af Mødestedets opgaver er at være med til afgørende møder med offentlige myndigheder som bisidder for kvinderne. „Vi siger ikke nødvendigvis noget, men det betyder noget for deres tryghed, for de ved, at vi er på deres side. Selv om der evt. er tolk med, vil de alligevel gerne have os til at forklare resultatet bagefter. Jeg må desværre konstatere, at de ofte får en anden og bedre behandling, når vi er til stede,“ siger Elna Fredsgaard Larsen. Det kræver mange ressourcer, men det kan også vende en situation, fordi det

kan være med til at bløde en tilspidset situation op. „Jeg var med til et møde på en skole, hvor vi fandt en løsning for en dreng, hvor det var gået helt i hårdknude. Siden har der været et godt samarbejde mellem skolen og hans forældre.“ Efter ændringer i socialrådgivernes arbejde, hvor en borger ikke længere har en personlig sagsbehandler, oplever de ansatte i Mødestedet, at de må træde til i flere sager og har været nødt til at sætte sig ind i mange regler, fordi borgerne overlades meget mere til sig selv. „I de frivillige organisationer skal vi

samle trådene og hjælpe folk de rigtige steder hen. Derfor har vi brug for frivillige socialrådgivere eller praktikanter, som kan hjælpe med fx at udfylde ansøgninger, hvor man ikke behøver at kende den enkelte person så detaljeret.“

Elna Fredsgaard Larsen

Kvindernes I Mødestedet har kvinder et frirum, hvor de både bliver udfordret, kan finde støtte og slappe af i et trygt miljø. I sofagruppen midt i Mødestedets store lokale sidder en gruppe ældre, tyrkiske kvinder og taler med Elna Fredsgaard Larsen, som står for Mødestedets aktiviteter for kvinder. „Vi er midt i en snak om, hvordan det er at have voksne børn,“ forklarer hun. „En af kvinderne har en datter, der snart skal giftes og bo i Helsingør, og moderen synes, det er langt væk. En anden har sin datter i Istanbul, hvor hun er i gang med at uddanne sig. Hun skal også snart giftes, så hun bliver sikkert boende. Det er endnu længere væk.“ Elna siger henvendt til den sidste: „Det er godt, du har tre drenge her i landet.“

„Jeg blander mig i samtalen, hvis jeg fornemmer, at jeg kan bidrage med et andet perspektiv,“ siger hun og giver et eksempel med en af kvinderne, som har fået papir på, at hun nu er rask efter en brystoperation.

Hygge og aktiviteter skal afbalanceres

Kun for kvinder med og uden tørklæde Dukker man op i Mødestedet mellem kl. 11 og 14.30, skal man være af hunkøn eller en mand, der skal ordne et eller andet praktisk problem, for i det tidsrum er stedet forbeholdt kvinder, fordi de har behov for et frirum.

Støtte og skub tildeles efter behov Elna taler ikke tyrkisk, men hun har efterhånden opfanget så mange gloser, at hun tit er klar over, hvad der bliver talt om. Mange af kvinderne er kommet i mange år, så Elna kan også aflæse kvindernes sindsstemning og ansigtsudtryk.

er lidt nervøs for sin eksamen. Elna siger: „Husk, at du kan rigtig meget, og det skal nok gå godt.“ Nabila smiler og siger om Elna: „Hun er min psykolog.“

Hassan, der i foråret 2014 var i praktik i Mødestedet som socialrådgiverstuderende, har bistået mange af Mødestedets gæster med konkrete sager.

„Jeg udfordrer hendes negative tanker og prøver at holde hende fast på, at hun ikke har kræft. Men af hende kræver jeg fx ikke, at hun selv skal ringe til lægen, for det rækker hendes sprog ikke til.“ I mellemtiden har marokkanske Nabila afsluttet sin lektiehjælp i rummet ved siden af og kommer ud i det store rum. Hun skal til årsprøve på pædagogstudiet, og hun

Mange af de tyrkiske kvinder har ikke haft mulighed for skolegang og uddannelse, og de kommer mest for at mødes og tale sammen. „Det kan være svært at få dem op af sofaen til den daglige stolegymnastik,“ fortæller Elna, der gerne driller dem med et glimt i øjet for at udfordre dem lidt. Det betyder meget for de tyrkiske kvinder at komme i Mødestedet, hvor de mødes på et neutralt sted. Hvis der er lukket på grund af helligdage, besøger de ikke hinanden og har ikke andet at lave end at se tv. „Når vi tager på udflugt, har vi fokus på, at de selv skal kunne gøre det bagefter, fx en havnerundfart eller en tur til Amager Strand. Da vi var i Ottilias Have, en københavnsk byhave, var de ældre med grønne fingre helt i deres es.“

Introduktion til klubber og forebyggelse De pakistanske kvinder og de yngre kvinder, der kommer og får lektiehjælp, vil

Frivillig fik hurtigt kontakt De tyrkiske kvinder, som fast kommer i Mødestedet, ser som regel nye frivillige lidt an, men den senest tilkomne frivillige, Birte Nielsen, fik hul igennem allerede første gang, hun dukkede op i Mødestedet. „Jeg har arbejdet en del med indvandrere og flygtninge gennem mit tidligere job som souschef i integrerede institutioner på Nørrebro og i Sydhavn,“ fortæller Birte Nielsen, som nu er gået på pension. „Mange af børnenes forældre var indvandrere og 10

flygtninge, og det har bragt mig i kontakt med mange forskellige kulturer.“ Birte blev inviteret med til et julearrangement i Mødestedet af en veninde, som også er frivillig i Mødestedet. Birte var siden til samtale med Grethe Kock, inden hun begyndte som frivillig. „Jeg bruger mine egne livserfaringer, når jeg taler med kvinderne. Jeg har selv oplevet svære ting, og det giver en klangbund for det, kvinderne gerne vil tale om,“ siger hun.

Birte Nielsen sidder ved computeren i Mødestedet og hjælper tyrkiske Sadet med at finde busruterne til en adresse, hvor Sadets far har fået tilbudt en ældrebolig.

mødested gerne have mere end hygge. Ofte kommer symaskinerne frem, og kvinderne vil gerne vide noget om de tilbud, de kan benytte sige af. De har fx været med på et aktivitetscenter på Nørrebro, hvor der er klubaktiviteter, og der også kommer en del med anden etnisk baggrund. Flere ture er gået til Forebyggelsescenter Vesterbro under Københavns Kommune, og nogle af kvinderne har selv fundet derhen efterfølgende.

„Det har åbnet mine øjne for, at vi kan noget, som ingen andre gør.“

Lokalt samarbejde

Tro møder tro

Mødestedet samarbejder i vidt omfang med lokale organisationer, især Settlementet og Frivilligcenter Vesterbro. Via et samarbejdsforum med kommunale og frivillige institutioner fik Mødestedet i 2013 etableret samarbejde med DGI-byen om senioridræt, og det resulterede i et tilbud om gymnastik i Idrætsfabrikken, som ligger i baggården til Mødestedet. „Kun få kvinder deltog, men i foråret 2014 har vi i stedet for hver anden uge haft en halv times gymnastik med instruktøren i Mødestedets lokaler, og det har givet inspiration til den daglige gymnastik,“ fortæller Elna. Hun har erfaret, at Mødestedet i det lokale samarbejdsforum for ældre er den eneste repræsentant for de kvinder, som ikke er etnisk danske.

Nogle institutioner ser med lidt skepsis på Mødestedets kirkelige fundament, men for

Akutte sociale sager tager tid „Vi har den udfordring, at de planlagte aktiviteter af og til bliver afbrudt af akutte sager, som vi hjælper gæsterne med. De er ikke vant til at komme på et aftalt tidspunkt, og derfor har vi besluttet, at vi altid ser på det, de har med i posen, og finder ud af, hvad der skal klares her og nu,“ siger Elna.

kvinderne giver det tillid, at medarbejderne også har en tro. „Vi ser hele mennesket, også kvindernes tro. Vi tager deres tro alvorligt og har mange gode samtaler, som udspringer af hverdagens udfordringer,“ siger Elna. Mange vil blive overrasket over, hvor meget troen fylder i dagligdagen i Mødestedet. „Det ene øjeblik taler vi om at tage tabletter, og det næste øjeblik har vi en samtale om tro. En af kvinderne sagde: ’I gør det, der står i Koranen.’ Hun er muslim, og jeg er kristen, men derfor kan vi godt have en dyb forbindelse. Den opstår først, når der er opbygget tillid.“

Pakistanske kvinder har tilberedt mad til kvindefrokost i Mødestedet.

Frivillig læser bøger om gæsternes hjemlande Inge Mortensen har været frivillig i syv år og begyndte, da hendes søn Lars arbejdede i Mødestedet. „Jeg kommer en gang om ugen i kvindetiden og hjælper med lektier og med at sy. Jeg er også med til gymnastikken, og jeg har fået Mødestedet til at anskaffe krammebolde, som er gode til gigtplagede hænder. Verden er større, end jeg troede, og

det har givet mig nye interesser at være frivillig. Jeg læste en bog om de tyrkiske indvandrerkvinder, og det gav mig en forståelse, som kan være svær at opnå, fordi de ikke kan ret meget dansk. De har gjort rent tidligt om morgenen og har aldrig arbejdet sammen med andre, så de kunne lære sproget. Desuden har de fået fysiske skader af det hårde arbejde. De er en speciel del af Danmark, og jeg elsker at se deres glade ansigter. Jeg får indsigt

i de lande uden for Danmark, som gæsterne kommer fra. Lige nu læser jeg bøger om Iran.“ Inges mand, Peder, er også frivillig, og for tre år siden inviterede de kvinderne hjem til sig for at vise de danske juleskikke som adventskrans og risengrød, så de forstår lidt af det land, de bor i. Siden blev det også til en udflugt om sommeren, og disse udflugter er blevet til en tilbagevendende tradition. 11 11

Kvindeudflugt 18 kvinder fra Mødestedet går målbevidst fra Farum Station med retning mod Inge og Peder Mortensens hus. De fleste har været der før og glæder sig over solskinnet, som tegner til en dejlig eftermiddag i den hyggelige have. Inge tager imod i døren, og de tyrkiske kvinder sætter sig hjemmevant i den ene sofagruppe. Farah fra Pakistan er ung og hjælper til i køkkenet med at fylde kander med vand, skære boller op og gøre klar på buffetbordet inde i stuen, hvor Inges lækre mad står klar. Sproggrupperne samler naturligt kvinderne i tre grupper, og heldigvis er der i dag tre marokkanske kvinder, der kan tale sammen, og de kan også dansk og sætter sig sammen med danske ansatte og frivillige. I stuen ved siden af buffeten sidder fem pakistanske og en indisk kvinde, som har urdu til fælles. Peder og Inge byder velkommen, og Peders nye høns har leveret nogle små æg til frokosten, men der er dog kun et halvt til hver. Urdu, tyrkisk, arabisk og danske ord danser lystigt i stuen hen over måltidet. Peder har tændt op i et bålfad i haven, og Inge inviterer til at bruge deres lille skydebane. En af de ældre marokkanske kvinder bliver grebet af at skyde med de små træplader, der kan ramme ind i små porte – eller ved siden af – og hun morer sig kosteligt. Farah har taget sine børns badmintonketschere med, og sammen med Inge og Peders ketschere kan der blive til en mix double. Peder viser glad sin hønsegård frem, og Inge forklarer, at de ikke må have en hane, der kan vække naboerne med sin galen, men hønsene kan godt lægge æg alligevel. Det er syvende gang, kvinderne er på besøg, og de har været der både om sommeren og til jul.

Fire kvinder dyster i badminton ved udflugten til Inge og Peder Mortensen i Farum. (Foto: Inger Dahl)

Konkurrence ved skydebanen i haven hos Inge og Peder Mortensen i Farum. (Foto: Inger Dahl)

Workshop for yngre kvinder:

Får sprog for følelser En nyskabelse i Mødestedets kvindearbejde er en workshop fortrinsvis for yngre kvinder med børn. Her er et trygt rum, hvor de kan få rådgivning eller lettet deres hjerte. Emnerne er fx venskaber, og hvordan man opdrager børn, som vokser op i to kulturer. „Emnerne kommer fra kvinderne, og det har overrasket mig, i hvor høj grad de interesserer sig for psykologiske emner. De har en nysgerrighed og åbenhed over for at finde det sprog for følelser, som de ikke har fået hjemmefra,“ siger Elna Fredsgaard Larsen, som satte workshoppen i gang for tre år siden. Fire gange om året er der workshop lørdag eftermiddag, og der er dukket kvinder op, der ellers ikke bruger Mødestedet, men kender nogle, der kommer i Mødestedet.

Tryghed til at dele svære erfaringer Efter en fælles frokost bliver børnene passet, og kvinderne hører oplæg, afvekslende med samtaler. En psykolog har givet indsigt i psyken, og en medarbejder fra Familierådgivningen Vesterbro har sat fokus på udfordringer, når man har teenagere. Derefter får kvinderne mulighed for at dele frit, og de har grinet og grædt sammen. „Alle er kommet til orde, både de, der kan meget dansk, og de, der ikke kan udtrykke så meget. Der har været tryghed i samværet, og en ro, fordi vi har god tid og ikke bliver afbrudt. Bagefter drikker vi te og snakker, og deltagerne kan være svære at drive ud bagefter,“ fortæller Elna, der følger op på de problemstillinger, der er kommet frem i samtalerne. Foredragsholderne får stillet mange spørgsmål, og kvinderne får kendskab til steder, hvor de kan henvende sig, hvis de har brug for mere rådgivning.

Gæster i kvindearbejdet Fatima kom til Danmark fra Marokko som 19-årig og har nu været her i 32 år. Faderen kom som gæstearbejder, og senere fulgte Fatima, hendes mor og søskende. „Jeg begyndte at komme i Mødestedet, lige da det var åbnet. Marianne, som var ansat dengang, inviterede mig. Hun kom i vores hjem og kendte både min far, mor og onkel, og hun besøgte min mor på hospitalet. Jeg glemmer hende aldrig. Jeg kommer ikke hver dag, fordi jeg har

sukkersyge og andre problemer med helbredet. Jeg kan godt lide at komme, og dem, der arbejder her, er søde. Det er dejligt med forskellige nationaliteter. Jeg ser sådan på det, at menneskerettighederne kommer først – og så kommer religionen. Vi skal tolerere hinanden og vise respekt.“ Farah på 33 år er en af de yngre kvinder, og hun er kommet i Mødestedet omtrent et år. Hun hørte om Mødestedet gennem

en nabo og finder det hyggeligt at møde andre pakistanske kvinder, foruden tyrkiske og danske. „Jeg kan lide at møde andre og snakke, og jeg lærer meget af de ældre kvinder. Jeg kommer en-to gange om ugen i to-tre timer, og jeg er også frivillig og sørger for te og kaffe. Desuden tolker jeg af og til på urdu.“ Farah begynder snart på en uddannelse, og så kan hun kun komme, når hun har fri.

Lystændingen er en vigtig del af gudstjenesten i Mødestedet.

En enkel gudstjeneste med bred appel Den månedlige gudstjeneste i Mødestedet værdsættes af både kristne, muslimer, ateister m.fl.

Et spinkelt kors, der er bundet sammen af to grene, og et bord med to lys. Den enkle opstilling ved den ene væg i Mødestedet fortæller, at der i aften er gudstjeneste. Det er en fast tradition den anden torsdag i måneden. Rundt i sofaerne og på stole sidder deltagerne. Der er typisk omkring 30 deltagere, og der er både danskere, indvandrere og flygtninge. Kristne, muslimer og ateister. Liturgien er også enkel. Tidligt i gudstjenesten er der mulighed for at tænde lys som en ordløs bøn for et menneske eller et forhold, personligt eller i en bestemt del af verden, som man ønsker at bringe frem for Gud i bøn. Indimellem synges salmer og sange, og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen prædiker over aftenens tekst. Hver gudstjeneste slutter med, at man beder Mødesteds-bønnen. Det er en fast bøn, hvor man blandt andet beder for Vesterbro, og om at få hjælp til at leve i fred og fællesskab på tværs af nationaliteter, kulturer og religioner.

En dagligstueagtig gudstjeneste „Det er en gudstjeneste, der har appel til mennesker, som sjældent eller aldrig vil indfinde sig i en kirke til en gudstjeneste. Jeg tror, at en af grundene er, at den er mere dagligstueagtig. Der er ofte lidt samtale

undervejs. Det er ikke bare en enetale, præsten fremfører, men man har mulighed for selv at bidrage og stille spørgsmål, og det gør den mere tilgængelig,“ siger Niels Nymann Eriksen, der står for gudstjenesten sammen med ansatte og frivillige. „Samtidig er der nogle liturgiske elementer i den, som er vigtige. Ikke mindst lystændingen, hvor gudstjenestedeltagerne opfordres til at gå op til alteret og tænde et lys, og der kan muslimer og kristne være med side om side. Lystændingen foregår på den måde at man tager en fyrfadslys og tænder det ved et stort bloklys, hvorefter man sætter det på en gammel trappestige. Jeg plejer at citere Jesu ord: ’Jeg er verdens lys’ og forklarer, at vi kommer med de ting, der er ’gået ud’ i vores liv eller i verden omkring os, og tænder dem ved hans store lys. En aften var der en kvinde, som spurgte: ’Hvad nu, hvis man ikke tror, at Jesus er verdens lys, kan man så stadig tage del i lystændingen?’ Og det kan man jo, fordi sådan en handling er fortolkningsåben, og man har lov til at tillægge den handling en betydning, som man kan stå inde for og samtidig være en del af fællesskabet. Ordene har en anden entydighed over sig. Vi søger ved gudstjenesten at skabe en atmosfære, hvor man kan være med, selv om man ikke antager det hele. Der er

rummelighed, og samtidig er vi tydelige omkring, hvad vi står for.“

Åndeligt og socialt fællesskab Inden gudstjenesten er der ligesom de øvrige torsdage fælles spisning, og bagefter er der kaffe og kage, og der er god tid til at snakke sammen. På den måde bliver det åndelige og sociale fællesskab vævet ind i hinanden.

Indtryk fra deltagere Kauther, der er iraker og opvokset i Rusland (da det var kommunistisk), kommer næsten hver torsdag aften i Mødestedet – også til den månedlige gudstjeneste. „Min far er kristen og min mor muslim. Det er måske, derfor jeg er blevet ateist,“ siger hun spøgefuldt. „Jeg kan godt lide at komme her. Jeg føler fred, og det er meget spændende at høre Niels (præsten, red.). Han fortæller nogle gode historier, som alle kan lære af. Vi hører om Bibelen, som jeg aldrig hørte om i Rusland,“ siger Kauther, der denne torsdag har lavet mad sammen med et par andre frivillige. „Jeg føler, at vi er en enhed, selv om vi er forskellige og har forskellige religioner. Vi føler os alle som danskere. Jeg føler mig helt hjemme,“ siger Kauther, der er læge og har været 22 år i Danmark. Hun hjælper som frivillig i flere organisationer.

Iman, der er fra Egypten, er i de seneste seks år kommet mere eller mindre hyppigt. Hun har tre børn på tre et halvt, otte og 17 år. Hun kommer fra en muslimsk baggrund, og hun kan godt lide at komme i Mødestedet, hvor hun har fået hjælp i forskellige sammenhænge og føler sig tryg. „Man mærker en stor kærlighed her, og det er godt at lære om en ny kultur. Jeg føler, at jeg er i Guds hus, og at jeg kan slappe af, ligesom med yoga. Vi skal have respekt for hinandens religion og tro. Hvis vi har kærlighed, respekterer og forstår hinanden, så får vi en god verden,“ siger Iman, der har været 19 år i Danmark og er social- og sundhedshjælper. „Der er nogle gode aktiviteter her for os kvinder, hvor vi kan tale sammen, mens andre leger med børnene. Når der er workshops med Elna kan vi f.eks. tale om, hvordan vi lærer børnene grænser. For jeg vil gerne være en moderne mor og samtidig sætte grænser for mine børn. Det betyder også meget for mine børn, for vi er egyptere, og vi er meget sociale,“ siger Iman. Hun har god kontakt til flere af kvinderne, der kommer i Mødestedet – blandt andre Karin Mortensen, som Iman kalder én af sine tre-fire engle. „Det gør, at jeg føler tryghed og føler mig god nok.“ Karin Mortensen har sammen med sin mand, Lars, haft kontakt med Mødestedet, siden det begyndte for 30 år siden. Lars har været fast frivillig i 28 år, og Karin har i de seneste år ofte været med torsdag aften. Hun har blandt andet kunnet hjælpe Iman med nogle ting i forhold til fagforeningen.

Præst for mange nationaliteter Ved siden af sit arbejde som sognepræst ved Apostelkirken er Niels Nymann Eriksen indvandrerpræst på Vesterbro. En del af det arbejde sker med udgangspunkt i Mødestedet. Hovedopgaven i arbejdet som indvandrerpræst er at tage sig af de kristne, som kommer til vores land fra andre lande og har brug for at blive en del af et kirkeligt fællesskab. I nogle tilfælde er der allerede et kirkeligt fællesskab – f.eks. en migrantmenighed – som de naturligt kommer til at tilhøre. Derfor har indvandrerpræsten også en opgave i at skabe kontakt til migrantmenighederne, for at man kan lære hinanden at kende og opbygge et fællesskab på tværs af de etniske og konfessionelle grænser, der er. Han har kendskab til fem meget forskellige migrantmenigheder på Vesterbro – lige fra den katolske menighed i Stenosgade til selvstændige afrikanske menigheder. To af dem – en nigeriansk og en international menighed – holder gudstjeneste søndag eftermiddag i Apostelkirken.

Fællesskab med asylansøgere „En anden opgave er at gøre følgeskab med mennesker, som ønsker at blive kristne eller være en del af et fællesskab, som Mødestedet og Apostelkirken er en del af,“ forklarer Niels Nymann Eriksen videre. Nogle af dem, der ønsker at blive kristne, er asylansøgere, som ud over undervisning også kan have brug for samtaler.

Indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen ved en gudstjeneste i Mødestedet.

Bøn ved Mødestedets gudstjeneste "Vær med alle, som lever her på Vesterbro. Lær os at leve i fred og fællesskab på tværs af nationaliteter, kulturer og religioner. Vær hos alle, som kommer på Mødestedet – uanset hvem vi er, og hvor vi kommer fra." Fra bønnen, der bedes ved de månedlige gudstjenester i Mødestedet

„Asylansøgere er ofte pressede mennesker, som befinder sig i nogle skrøbelige livsvilkår, hvor de ofte har brug for et nært fællesskab og støtte – også i deres åndelige vandring. Hver torsdag aften er der et fællesskab i Mødestedet, hvor der kommer mange asylansøgere og derudover er der samtaler med dem i løbet af ugen.“

Både rummelig og tydelig Hvordan oplever du sammenhængen mellem kirken og Mødestedet? „Jeg synes, det hænger rigtig fint sammen. Hvor Apostelkirken er en kristen tværkulturel menighed, så er Mødestedet i højere grad en slags midway house, som er tydelig omkring sine rødder, men også har et bederum, der særligt benyttes af muslimer, og som i det hele taget har tilrettelagt arbejdet sådan, at det er åbent for mennesker af anden tro.“

Afslappet samtale mellem imam og præst Der hviler en venlig og afslappet atmosfære over kontoret i moskéen, hvor redaktionen har sat imam Marwan Cheikh Youssef og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen stævne for at tale om betydningen af de gensidige besøg, der har været mellem kristne og muslimske ledere på Vesterbro. Marwan Cheikh Youssef har i omkring tre år været imam i moskéen, der drives af Den Marokkanske Moskéforening. Han kommer oprindeligt fra Syrien og har boet i Danmark siden 1980. Arbejdet som imam foregår i fritiden ved siden af jobbet som voksenpædagog i en af Københavns Kommunes institutioner.

To forskellige religioner med fælles udfordringer Hvad har besøgene betydet i forhold til jeres kendskab til hinanden? „Når jeg skal tale med en anden, så foretrækker jeg en kristen eller en anden med en tro. For hvis én siger, at han ikke tror på noget, så lukkes vejen på et tidspunkt, hvor vi ikke kan mødes. Men det kan jeg i en samtale med en kristen, fordi vi har en fælles gud,“ siger Marwan Cheikh Youssef. „Besøgene har givet oplevelse af, at vi som troens folk i forskellige udgaver står

over for nogle udfordringer, som minder om hinanden. Der er store og væsentlige forskelle i, hvad vi tror, og de er ikke blevet ophævet. Men vi har nogle fælles udfordringer,“ siger Niels Nymann Eriksen. Under samtalen bliver der nævnt flere konkrete idéer – både i forhold til unge og ældre. Marwan nævner, at der er mange fordomme om muslimer, og han ser gerne

Jeg betragter mig stadig som elev, for jeg lærer noget nyt hver dag. Marwan Cheikh Youssef, imam i Den Marokkanske Moskéforening

Besøgene har givet oplevelse af, at vi som troens folk i forskellige udgaver står over for nogle udfordringer, som minder om hinanden. Niels Nymann Eriksen, indvandrerpræst på Vesterbro

flere initiativer, hvor man kan oplyse om, hvordan det reelt forholder sig. Generelt er

der mange, som mangler viden om troende mennesker, så vi kunne få en god dialog mellem muslimer og kristne, siger han

Prædiken og foredrag Samtalen fører også til en snak om, hvordan de hver især forbereder sig til henholdsvis fredagsbønnen og søndagsgudstjenesten, hvor de skal tale til de respektive menigheder. Niels holder en prædiken, Marvan holder et foredrag. Niels: „Hvad lægger du vægt på, når du forbereder dit foredrag?“ Marwan: „At de altid skal huske på, at der nogle engle (peger på skuldrene), som skriver, hvad man gør, og hvis man har gjort noget dårligt mod andre mennesker, så skal man altid tilgive. Der er tre søjler i tilgivelsen. Man skal for det første undlade at gøre det dårlige, og for det andet skal man ikke gøre det igen, og man skal fortryde det, man har gjort forkert. Når det sker, så er man rigtig tilgivet. Det kan godt være, at man har dårlig samvittighed over at have gjort noget dårligt, men hvis man alligevel gør det samme i morgen, så er man lige vidt.“ Marwan forklarer videre, at han først vælger et emne og laver en overskrift.

Imam Marwan Cheikh Youssef (tv.), indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen og Mohammed Akhtuti, der er frivillig i Den Marokkanske Moskéforening, foran foreningens moské på Vesterbrogade.

Vigtigt at lære hinanden at kende på tværs af religioner Besøg i moskéer har givet kristne og muslimske ledere større kendskab til hinanden – og afdækket fælles udfordringer.

Derefter finder han tekster i Koranen og Hadith (hvad profeten Muhammed har sagt) om emnet. Endelig samles delene til foredraget, der indledes med en sjov eller spændende historie. Foredraget holdes på arabisk, og bagefter giver han et resumé på dansk, da der også kommer afghanere, albanere og pakistanere, som ikke forstår arabisk. Niels: „For mit vedkommende er der den forskel, at jeg ikke selv vælger teksten. Der er en bestemt tekst, jeg skal prædike over.“ Marwan: „Det er ligesom i islamiske stater. Der bliver det også bestemt centralt, da man er bange for politisk indblanding.“ Niels: „Først læser jeg teksten igennem og mediterer over den. Onsdag formiddag skriver jeg nogle stikord ned. Det kan være et eksempel, en historie eller en vinkel på teksten. Ofte læser jeg nogle kommentarer til teksten, og så står jeg tidligt op lørdag morgen og skriver prædikenen. Den viser jeg til min kone, som kommer med kommentarer, og så står jeg op tidligt søndag morgen og skriver den færdig.“ Marwan: „Jeg gør næsten det samme. Jeg holder også mit foredrag for min kone, og vi retter indholdet til, og så møder jeg tidligt på arbejde fredag morgen, hvor jeg skriver den færdig.“

Det er vigtigt at lære hinanden at kende! Det er en gruppe kristne og muslimske ledere på Vesterbro helt enige i. „Vi skal acceptere og respektere hinanden. Selv om vi har forskellig tro og religion, så er vi alle mennesker, der kommer fra Adam og Eva,“ siger Marwan Cheikh Youssef, der er imam i Den Marokkanske Moskéforening på Vesterbrogade. Han er en af de imamer og muslimske ledere på Vesterbro, der i foråret 2013 havde besøg af en gruppe fra Mødestedet – og som bagefter deltog i et besøg i Mødestedet. Gruppen, der besøgte i alt fem moskéer i bydelen, bestod af indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, Mødestedets leder, Thyra Smidt, samt formanden for Mødestedets bestyrelse, Anton Pihl. Besøgene blev arrangeret med bistand fra hospitalsimam Naveed Baig, der også deltog i samtalerne og efterfølgende udarbejdede en rapport om besøgene.

Ønske om godt naboskab Målet med besøgene var at lære hinanden at kende. Anton Pihl formulerer det sådan: „Kirken har en forpligtelse til at være en god nabo. I det store perspektiv i den globale verden står det lysende klart, at religioner nogle steder i verden har det svært med hinanden, og det lader til, at den gode tone og det gode naboskab dér er slået helt fejl. Hvis vi drømmer om, at kristne i andre verdensdele skal kunne leve godt og trygt som minoriteter i samfund, hvor der kan være en fjendtlig indstilling over for dem, så må det være vores forpligtelse i en by, hvor folkekirken er majoritetsreligionen at udvise godt naboskab. Derfor har sognet sat gang i en forsigtig proces, som simpelthen begynder med, at vi ved, hvem hinanden er, og lærer hinanden at kende.“

Det er lykkedes efter den første besøgsrunde i foråret 2013. „Nu kender vi hinanden og hilser, når vi mødes på gaden, og vi kan bruge hinanden, når der er brug for det. Det er nemmere at tage en kontakt, når man kender hinanden,“ siger Thyra Smidt. „Det har været øjenåbnende at besøge moskéerne og tale om, hvad vi hver især står i, og hvilke udfordringer vi står overfor. En af de fælles udfordringer er, hvordan unge kan blive bevaret i fællesskabet omkring henholdsvis kirken og moskéen. Vi er også begge steder udfordret af materialismen og sekulariseringen. Både kirker og moskéer oplever, at der er noget i vores vestlige livsførelse, som kan lede bort fra den åndelige dimension og gudstroen, så mennesker i stedet for bliver optaget af alt det materielle. Det er nogle fælles udfordringer, vi står overfor,“ siger Niels Nymann Eriksen.

Ældres vilkår sættes på dagsordenen En anden fælles udfordring er ældre troendes forhold i samfundet i dag. „Der er en helt grundlæggende udfordring i, at det ikke er særlig sjovt at være ældre i dag. Ældre mennesker bliver marginaliseret. Man taler om ældrebyrden, hvor det at være ældre i andre kulturer har en helt anden betydning og status, fordi ældre har livserfaring og derfor bliver opsøgt af andre for at få råd,“ siger Niels Nymann Eriksen. „Vi har mange ældre, og måske kunne man lave nogle udflugter eller andre aktiviteter,“ siger Marwan Cheikh Youssef. I første omgang har samtalerne ført til, at man i efteråret 2014 holder et møde, hvor man i fællesskab sætter ældre troendes vilkår og forhold på dagsordenen.

„Vi er usikre over for det fremmede“

„Vi går efter at skabe tryghed med hinanden,“ siger formanden for Mødestedets bestyrelse. „Det er en del af dialogens spænding og spændstighed, at Dialogen kan give forståelse den er både tillidsopbyggende og fordomsnedbrydende,“ „Der kan også være områder, hvor vi skal have modet siger Anton Pihl, der er formand for Mødestedets bestyrelse til at sige: Okay, her kan vi ikke nå frem til en enighed. i en samtale om Mødestedets arbejde Det er grænseoverskridende i en med at søge kontakt til bydelens konsensuskultur som den danske, hvor moskéer. et godt møde altid slutter med, at alle „Vi går efter at skabe tryghed med er enige. Og det kræver nok mod at Der er en gave ved det hinanden. For det fremmede er noindrømme, at okay her var der noget, vi get, der gør os usikre som mennesker. ikke kunne blive enige om.“ sekulariserede samfund, Det kræver mod at møde det, du ikke Men kan dialogen så ikke på de områnemlig at det har som kender. Det er jo noget med, hvilken der, hvor der er uenigheder, give en forgrundforudsætning, at vi dagsorden jeg bliver en del af, hvis jeg ståelse for, hvorfor den anden part mener, kan være sammen med taler med de her mennesker? Hvad som vedkommende gør? hinanden uanset religion. vil mine venner tænke, hvis jeg får „Der er ingen tvivl om, at det at lære nye venner, som er anderledes, end hinanden at kende også fører til, at man Anton Pihl, formand for Mødestedets bestyrelse de er? – og alle de der banale mennebedre forstår, hvorfor der bliver reageret, skelige reaktioner. som der gør på nogle punkter. Det er også et område, der kræver Samtidig tror jeg, at det kan være mod af mig på den måde, at jeg skal turde indlade mig på gavnligt at flytte fokus lidt fra, at det skal være ord, vi deler nogle nye overvejelser. For mig er det nemlig ikke kun et med hinanden, til at det også er en praksis, vi deler med spørgsmål om at være et pænt menneske, som gerne vil hinanden. Altså begreber som dialog og diapraksis.“ være en god nabo, men det udfordrer mig naturligvis også som kristen at give sig hen til en tæt dialog med mennesker Dansk monokultur med en anden religion end ens egen. Det udfordrer og i Kan usikkerheden over for det fremmede have noget at bedste fald skærper det mine egne argumenter.“ gøre med, at mange i et sekulariseret samfund som det

„Vi har en udfordring, som både har at gøre med, at vi har haft religiøs monokultur i Danmark,“ siger Anton Pihl, der er formand for Mødestedets bestyrelse.

danske har været bange for at tage kontakt til mennesker, der har en anden religion? „Jeg er fuldstændig overbevist om, at afklarede troende mennesker har betydeligt nemmere ved at forstå andre afklarede troende mennesker, selv om der er en religion til forskel. Det har også gjort det meget nemmere for mig at gøre det. Jeg har også indtryk af, at muslimer i Danmark oplever, at det er rart at tale med troende danske kristne for så er der et eller andet, vi har til fælles i den sekulariserede verden.“ „Jeg er noget mere i tvivl om, hvorvidt det danske problem har været, at vi har været et meget sekulariseret samfund på godt og på ondt. For jeg synes også, at det sekulariserede samfund har givet os nogle gode ting. Jeg opfatter ikke det sekulariserede samfund som hovedfjenden. Der er en gave ved det sekulariserede samfund, nemlig at det har som grundforudsætning, at vi kan være sammen med hinanden uanset religion.

Måske er det snarere den her nedarvede, ikke særligt reflekterede lutherske monokultur, der har gjort det svært for os at acceptere, at folk kan have en anden religion? Det kunne være interessant at få et historisk vidnesbyrd om, hvordan det var for 100 år siden at være baptist eller katolik eller jøde i Danmark? – og hvordan har det været i de seneste 30-40 år at være muslim i Danmark? Her har vi en udfordring, som både har at gøre med, at vi har haft religiøs monokultur i Danmark, og samtidig har den måske været tilpas ureflekteret og upersonlig for de fleste til, at vi også har et meget sekulariseret samfund i dag. Jeg tror, at vi må på jagt i det, der er så typisk dansk – det er typisk dansk, at vi har været fuldstændig enige om, hvordan den skulle skæres religiøst i flere hundrede år. Men Danmark er nok ikke det værste land at blive integreret i som muslim, men det er et svært sted på grund af den her monokulturelle enhedsstat, hvor alle spiste det samme og gik i de samme kirker.“

København i dialog Mødestedet er også base for KBH i dialog, der er et netværk for unge muslimer og kristne. De mødes til fyraftensmøder, debataftener og tager på studieture – alt sammen for at lære mere om hinanden, og hinandens tro og religion. Der holdes som regel to fyraftensmøder hvert halvår i Mødestedet. Det kan fx være foredrag om Kierkegaard eller oplæg om spiritualiteten i islam og kristendom. KBH i dialog er et netværk, der gerne vil skabe dialog, og som sammen arbejder for at gøre København til et bedre sted. „Vi tror på, at den enkeltes religiøsitet kan bidrage til at fremme det gode – i den enkelte og i fællesskabet. Vi opfatter religion, tro og spiritualitet som en naturlig og positiv del af livet. Vi ønsker ikke at underminere forskellighederne i religionerne, men vi tror på mangfoldighedens styrke,“ skriver netværket på sin hjemmeside: www.kbhidialog.dk.

欢迎

Velkommen Pasveikinti

Welcome

‫بيحرت‬ Hoşgeldiniz

‫دیدمآ شوخ‬

Mødestedet Valdemarsgade 14, 3. 1665 København V Tlf. 33 21 27 03 Fax: 33 21 27 29 E-mail: moedested@danmission.dk

www.moedestedet.dk Mødestedet drives af:

www.danmission.dk

Sydhavn sogn

Vesterbro sogn