Tro i Dialog

NR 1 2019

Tro i dialog min tro side 05 Klimareflektioner i islam side 10 himmelske dage side 19

empowered by

Indhold

10 19 14 Magasinet Tro i Dialog udgives af Tro i Dialog, som indtil august 2019 hed IKON.

05

Tro i Dialog er en arbejdsgren under Danmission, der arbejder med dialog i Danmark.

Abonnement Det trykte magasin Tro i Dialog udkommer én gang årligt, og der udgives løbende artikler på den digitale platform: www. troidialog.dk

03

LEDER Vi beklager ventetiden...

04

HVEM ER TRO I DIALOGS REDAKTION? Præsentation af redaktionen

05

MIN TRO - TO UNGE FORTÆLLER Whats love got to do with it?

10

KLIMAREFLEKTIONER I ISLAM Af Saliha Marie Fetteh

14

DERFOR GÅR JEG I SORT TIL ASHURA Af Nicolaj Stubbe Hørlyck

16

HÅBETS DØR STÅR ÅBEN I IBN RUSHD-GOETHE MOSKEEN Af Anne Ehlers

19

HIMMELSKE DAGE, HERNING 2019 Af Nicolaj Stubbe Hørlyck

21

BOGANMELDELSE Er Europa kristent?

23

VÆR MED I TRO I DIALOG Aktiviteter i 2020

Oplag: 800 Trykkeri: Fjerritslev Tryk Layout: Jakob Roer Askholm Forsidebillede: Richard Jaimes på Unsplash Indlæg og artikler sendes til Redaktionen på n.engholm@gmail.com

Tro i Dialog Strandagervej 24 2900 Hellerup E-mail: danmission@danmission.dk Tlf.: +45 39 62 99 11 Formand for Tro i Dialog: Nicolaj Stubbe Hørlyck, nsh@km.dk Hjemmeside: www.troidialog.dk Det er muligt at melde sig ind i Danmission for 200 kr./året

Tro i dialog

´

Leder

Vi beklager ventetiden...

Men vi har haft travlt med at udvikle et nyt blad, som vi håber bliver lige så godt som det foregående.

Magasinet IKON er for nyligt overgået til en elektronisk version og har i den forbindelse også fået nyt navn: Tro i Dialog. Med dette navn ønsker vi klart at formidle det, vi gør og brænder for: Nemlig at være i dialog med udgangspunkt i tro. Præcis hvad IKON også har været de seneste 27 år. Navneskiftet er på ingen måde et brud med arven fra IKON. Med navneskiftet håber vi at skabe åbenhed for, at endnu flere bliver engageret i trosdialogen, og at andre grene af Danmissions dialogarbejde i Danmark ser sig inkluderet. Navnet Tro i Dialog blev lanceret på Danmissions repræsentantskabsmøde i august.

område, der huser mennesker af mange forskellige religiøse tilhørsforhold, og for hvem religion i mange tilfælde spiller en vigtig rolle. Vi glæder os til at være en del af nye initiativer i Gellerup kirke og at være til stede i et område, hvor dialog er en vigtig del af naboskabet.

Navnet IKON var en forkortelse for Informationsog samtaleforum for Kristendom Og Ny religiøsitet. En beskrivelse, som ikke er helt fyldestgørende for vores aktuelle arbejde. Vi er stadigvæk i dialog med mennesker fra nyreligiøse retninger, men de seneste år også i stigende grad med mennesker fra etablerede religioner, i særdeleshed Islam.

I denne første udgave af det nye blad kan du læse om to unge og deres tro. Du hører om to præsters møde med Islam i Berlin og på Nørrebro, og du kommer med til Himmelske Dage i Herning. Vi fortæller om muslimers opfattelse af klimadebatten i et teologisk perspektiv og stiller det retoriske spørgsmål ”Er Europa kristent” gennem en anmeldelse af Olivier Roys bog af samme navn.

De seneste år har medført nye vilkår for IKON/Tro i Dialog. Strukturændringer i Danmission har givet os mulighed for endnu tættere samarbejde med unge i Danmission og et miljøskifte fra kontorplads i Aarhus C til et nyt tilhørssted i Gellerup Kirke. I Gellerup Kirke samarbejder vi om forskellige aktiviteter. Vi oplever en synergi mellem vores interesser og kirkens plads og relation i et spændende

Under vores nye navn og brand Tro i Dialog inviterer vi fortsat alle interesserede ind i et fællesskab omkring trosdialog udfoldet i kurser og events, i dialoggrupper og på besøg hos forskellige trossamfund og religiøse grupper i Danmark og udlandet.

Vi har glædet os til at præsentere dig for Tro i Dialog og håber, at du vil tage godt imod det.

Med venlig hilsen Laura Bjørg Serup Petersen, næstformand i styregruppen og Natasja Engholm, redaktør

Laura Bjørg Serup Petersen

Natasja Engholm

Næstformand i Tro i Dialog

Redaktør i Tro i Dialog

03

Hvem er Tro i dialogs redaktion?

Natasja Engholm, redaktør for Tro i Dialog.

Freelance journalist og cand.mag. i Mellemøststudier. Har speciale i kvinders rettigheder og de arabiske Golfmonarkier, brænder for sårbare menneskers rettigheder i samfundet og kæmper for et tolerant, humanistisk og anerkendende samfund.

Jeg laver frivilligt arbejde for adskillige NGO’er og driver herudover min egen lokale NGO, som hjælper hjemløse med akutte behov.

Anne Ehlers, Sognepræst ved Langenæskirken i Aarhus gennem 23 år.

Fra min studietid har jeg været optaget af og engageret i dialog med islam i teori og praksis. Især er jeg optaget af nutidige tolkninger af islamisk tradition og af det at være muslim i en europæisk sammenhæng. Jeg mener, det er vigtigt at støtte hinanden i former for gudstro, der er åbne, inkluderende og lyttende. Gudstro, der arbejder med at forholde sig til at være menneske og troende i en moderne sammenhæng, hvor menneskerettigheder, trosfrihed, respekt for forskellige seksuelle identiteter ikke står i vejen for accept og anerkendelse.

Saliha Maria Fetteh, forfatter og foredragsholder.

Født i Skagen, vokset op i Odense og uddannet i henholdsvis Irak, hvorfra jeg har en BA i arabisk fra Mustansariyya University, Bagdad, og Danmark hvorfra jeg har folkeskolelæreruddannelse samt en kandidatgrad i moderne Mellemøststudier. Forfatter til bøgerne „Landet mellem de to floder - en dansk kvindes fortælling om krig og kærlighed i Irak og „Alle veje fører til Amman - mødet med en mangfoldig by“. Mine interesser er religion, historie, kultur- og dialogmødet, men jeg elsker også at lave mad og hækle.

Gustav Eyermann, præst i Norddjurs Vest Pastorat i Norddjurs provsti.

Jeg har i min studietid beskæftiget mig en del med religionsdialog, bl.a. som medlem af IKON Aarhus’ 04

bestyrelse. Jeg læste mellemøstlig historie og Islam på Carsten Niebuhr Instituttet og har rejst en del i Mellemøsten. I 2015 modtog vi en del flygtninge i lokalområdet, og vi har bidraget med lektiehjælp og sprogundervisning i den forbindelse.

Lærke Lysemose Christensen, Netværkskonsulent i Danmission.

Sociolog og bosiddende i Aarhus. Arbejder i Danmission, bl.a. med Dialog i Danmark og undervisning for konfirmander. Har siden barnsben levet med religionsdialog tæt på kroppen under min opvækst i Surinam i Sydamerika. Sætter stor pris på at mødes med mennesker med en anden trosoverbevisning, da jeg oplever at vi kan lære meget af hinanden – og så får jeg altid nye perspektiver på min egen tro.

Nicolaj Stubbe Hørlyck, præst i Brorsons Kirke på Nørrebro.

Jeg har beskæftiget mig indgående med mødet mellem kristendommen og østlig spiritualitet, hinduisme og buddhisme gennem en række rejser og studier i Indien. I 2008-2011 arbejdede jeg på dialogcenteret Quo Vadis i Sydindien og har efterfølgende været med til at introducere yoga i Folkekirken. I mit daglige arbejde i en af Københavns mest multireligiøse bydele har jeg tæt kontakt med flere imamer og lokale moskeer samt til andre religiøse og spirituelle grupperinger. Jeg er desuden formand for Tro i Dialog.

Shabnam Azizi, jordemoderstuderende.

Engageret i forskellige frivillige projekter i min fritid. Jeg interesserer mig for kulturmøder og trosdialog, og så samler jeg på ord i min fritid og nyder at skriver både poesi og små indlæg.

TRO I DIALOG

MIN TRO TO UNGE FORTÆLLER

Som ung har man ofte en mere eksperimenterende og kritisk tilgang til tro. Det er her, vi for alvor tager stilling til den tro, vi er vokset op med, og vælger den rolle troen skal spille for os i vores voksenliv. Det er også de næste generationer, som skal være med til at definere den måde, religion og tro skal mødes på i fremtiden. Vi har derfor givet ordet til to unge, som her fortæller om deres personlige opfattelse af, hvad tro betyder for dem.

Jeg opfatter mig selv som „troende“, og Gud betyder lige så meget for mig, som min mor og far gør.

Men jeg føler ikke, at det er en identitetsmarkør.

05

At være jøde handler for mig ikke blot om tro, men tillid til Gud Af Jonas Demsitz Når man som jøde tror på Gud, er det mere et ud­ tryk for en tillid til eller tro på Guds retfærdighed, end en personlig overbevisning om Guds eksistens.

Jeg har også en personlig overbevisning om Guds eksistens, da jeg godt er klar over, at det ikke er muligt at be- eller afkræfte den. Så det er i sidste ende en meningsløs diskussion. Jeg skelner mellem ordet ”tros” to betydninger, som vi på dansk desværre har svært ved helt at få udtrykt ordentligt. Det kan forstås som det engelske ord ”faith”, der måske også bør forstås som tillid frem for mangel på viden, hvorimod tro forstået som ”think” udtrykker en mere generel mangel på viden og mistillid. Min personlige overbevisning, som jeg nævnte tidligere, handler som sagt at jeg vælger at have tro på og tillid til Gud, både fordi jeg tror på Guds retfærdighed, og fordi jeg tror på, at Gud eksisterer. Med det sagt vil jeg nu forklare, hvordan min egen tro påvirker mit liv og min hverdag.

En kultur-jødisk opvækst Jeg er opvokset i et kultur-jødisk hjem. Med det mener jeg, at begge mine forældre er jøder af fødsel, men mine forældre ikke har været særligt praktiserende og overholdt ikke mange af de 613 regler/ love, som står skrevet i Toraen – jødernes hellige bog. Der var ikke nogen form for bøn i min barndom, og vi besøgte kun Synagogen på de helt store og særlige helligdage. For mine forældre var jødedommen mere et kulturelt og historisk fællesskab man var født ind i, et fællesskab med en massiv historisk tradition, som jeg og mine søskende blev indviet i gennem vores opvækst.

Jeg gik på den jødiske privatskole, Carolineskolen, fra børnehave til 9. klasse. Gennem min barndom og tidlige teenageår var jeg ikke særligt troende. Jeg var faktisk meget stor tilhænger af ateismen, indtil jeg blev omkring 20 år. Grundene til dette er lidt et mysterium for mig i dag, men jeg forbeholder mig retten til at sige, at jeg som teenager var en smule arrogant og bedrevidende. Jeg tænkte måske ikke helt over de store spørgsmål på samme måde, som jeg gør i dag. Det er ikke en kritik af ateismen, men en kritik af min egen ateisme i mine unge dage.

Der skete så et skift for mig i løbet af gymnasiet, hvor jeg fik en større interesse for religion som helhed. Jeg begyndte at reflektere lidt over visse ting, 06

som man nu gør, når man er menneske. Min Interesse for religion handlede i sin tid primært om de sociologiske aspekter ved religioner, altså deres evne til at danne stærke fællesskaber. Herefter blev jeg mere og mere fanget af ideen om Gud og arkæologien bag forskning inden for diverse trosretninger. Gamle Skrifter, templer, relikvier osv. Alt det fik mig senere til at begynde at reflektere over visse ting. Hvad er for eksempel meningen med livet? Findes der noget som er absolut moralsk godt?

Hvem bestemmer, hvad der er godt? Den slags spørgsmål optog mig meget, da jeg var i begyndelsen af tyverne.

Tilliden til Gud Jeg tror først, jeg rigtigt begyndte at „tro“, da jeg indledte mine teologistudier i efteråret 2016, og sidenhen er jeg blevet meget klogere på, hvad det egentlig vil sige at tro i en jødisk kontekst. Som ung dansk jøde eller som jøde generelt, mener jeg, at det kan være svært at snakke om tro. Det siger jeg blandt andet, fordi troen, som vi traditionelt kender den fra kristendommen, ikke har helt samme betydning eller relevans i jødedommen. Det hebraiske ord for tro er „Emunah“, som i moderne sammenhænge oversættes med „tro“, betyder oprindeligt noget i retning af „tillid“ eller „troværdig“. Det ligger ikke til den jødiske teologi, at man springer ud i troen „hovedløst“, som det gør for blandt andet Kierkegaards kristendom, men at man finder tillid til noget eller nogen. I jødedommen er denne noget Gud. En anden måde at sige det på er, at Guds virkelighed er en kendsgerning, og så er den ikke længere. Det er i hvert fald grundtanken.

Vigtige begreber i Torah’en Jeg vil definere min tro ved hjælp af nogle hebraiske begreber fra Torah‘en, hvor nogle er vigtigere end andre.

Mitzhva Direkte oversat betyder Mitzhva en befaling eller kommando, og det betegner en række gode gerninger, som ses som etisk rigtige og retfærdige i jødedommen. I alt er der 613 sådanne gerninger i Torah‘en, men ekstern rabbinsk – en jødisk præst/ imam - litteratur så som Talmud og Misha‘erne har uddybet betydning og måderne, hvorpå disse gerninger kan udføres på. For mig personligt er ger-

TRO I DIALOG

Det ligger ikke til den jødiske teologi, at man springer ud i troen "hovedløst", som det gør for blandt andet Kierkegaards kristendom, men at man finder tillid til noget eller nogen. I jødedommen er denne noget Gud.

ningerne og ikke troen, i modsætning til kristendommen, indbegrebet af jødedommen. Det, som påvirkede mig allermest til at finde tro på noget større, var mit behov for et absolut gode, man som menneske kunne bestræbe. På den måde skal man ikke gå rundt i en etisk-tåge uden konsekvent vished om, hvad der egentligt er det rigtige at gøre.

Troen på den Gudgivne Torah er for mig, troen på objektiv etik, en sand retfærdighed, som kommer til udtryk gennem gerninger, gerninger over for Gud og gerninger over mennesket. Her er ikke fokus på sindelaget, altså intention eller bagtanken bag en gerning. Det er gerningen i sig selv, som er god. Hvorfor bliver gerningerne i Torah‘en betragtet som gode? Det er det, Kavanah er til for.

Kavanah Kavanah betyder direkte oversat, intention eller oprigtighed, men jeg selv forstår det mere som en form for meditation. Kavanah er det, man udøver, efter man har gjort en god gerning. Det er processen, hvor man reflekterer over, hvorfor lige netop denne gerning var god, og hvorfor Gud mon har anset den for at være det. Om der findes et konsekvent svar, tør jeg ikke sige. Den rabbinske tradition har brugt mange århundrede på at diskutere lige netop dette, og det ville være arrogant at påstå, at man havde ET rigtigt svar.

Kavanah er oftest for mig knyttet uadskilleligt sammen med Tefillah (Bøn). Når jeg beder to gange om dagen, bruger jeg den tid på at reflektere over Guds Bud, Torah‘en eller Loven, hvilket ville være den danske oversættelse. Jeg forsøger selv at se det gode ved de påbud og forbud, Gud har givet mig,

og forsøger at skabe en oprigtig inderlig bevidsthed og forståelse for Guds retfærdighed. På den måde bliver det ikke blot en masse regler, man bare følger, fordi ”Gud siger det”. Men det jødiske liv er en konstant dannelsesproces med kontinuerlig og måske uendelig refleksion.

Emunah Det sidste begreb, som definerer min tro, er Emunah, „troen“ eller „tilliden“. Den er placeret nederst, fordi den netop ikke har lige så stor relevans i et jødisk praktiserende liv som de andre begreber.

Samtidigt er den også placeret nederst, fordi den er fundamentet for alt det andet: Uden tillid til Guds retfærdighed, er der ingen grund til at give de andre begreber megen eftertanke. Hvorfor skal jeg udøve Mitzhva, hvis jeg ikke stoler på Gud? Hvorfor skal jeg udøve Kavanah, hvis jeg alligevel ikke gør Mitzhva? Min personlige tro er en sum af alle disse begreber.

Jeg opfatter mig selv som „troende“, og Gud betyder lige så meget for mig, som min mor og far gør.

Men jeg føler ikke, at det er en identitetsmarkør. Jo det at være jøde i selv er, fordi der ligger så tragisk og fantastisk en historie bag og som minoritet i et „fremmed“ land, kan det ikke undgås, at man defineres som jøde. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg i sjov og leg er blevet kaldt for Jødejonas. Men det at jeg er troende er blot en del af mig, Jonas Demsitz.

Det en del af hele mennesket, som er troende. Men mennesket kan jo ikke leve udelukkende af spiritualitet, så mennesker er efter min mening så meget mere end blot deres tro.

07

Troen definerer mig Jeg er et Guds barn. Jeg er kristen. Jeg tror, der er en gud.

Af Anders Solgaard Det er den måde, jeg helst vil beskrive mig selv, når folk spørger mig, hvem jeg er. Jeg kunne sige, at jeg er teologistuderende, volleyhæver, single, ekstrovert, protestant, lutheraner, medlem af Nordvestkirkens ungdomsforening, rejseglad, mangeårigt medlem af Verdensnaturfonden, rodløs og krydre det hele med en flabet humor og et smil. Det er alt sammen sandt, men det, der bedst beskriver mig, er, at jeg er kristen.

For det definerer mig. Jeg går til volley, i kirke, støtter naturen og alt det andet. Men det er noget, jeg går til. Det får en lille del af mit liv. Jeg går til volley to aftener og spiller en kamp om ugen i sæsonen, jeg går i kirke søndag og ungdomsforening torsdag, og jeg giver en lille del af det, jeg tjener, til Verdensnaturfonden. Men jeg er altid kristen. 24/7. Troen på Gud er min faste ledsager og vejleder. Det er den, jeg søger til, når livet gør ondt, og jeg ikke kan klare det selv. Det er den, jeg søger til, når jeg skal træffe en stor beslutning. Det er den, jeg søger til, når min selvtillid er i bund, og mit selvværd lider.

Der er Gud min faste bøje i et vildt hav. Han holder fast i mig, og han holder fast i, at han elsker mig – her behøver jeg bare at tænke på påskens begivenheder, hvor Bibelen fortæller, at Jesus døde på korset for ethvert menneskes skyld, for at vide. Men det er også Gud, jeg lovpriser, når livet kører som smurt. Når hævningerne til volley er perfekte, når de gode karakterer vælter ind, og når jeg synes, at jeg er cool. Gud er min faste og konstante ledsager i op- og nedture.

Gud er mening, motivation og guidning i livet Troen på Gud er det, der giver mig mening, motivation og guidning i livet. Den sætter mig ind i en større sammenhæng, hvor jeg ikke er centrum i universet. Gud er mit fikspunkt, min guide og min rettesnor. Det har han været siden sommeren 2013.

Jeg blev døbt i 1993 og er opdraget i en kristen fa-

08

milie, der var en del af Indre Mission og Luthersk Mission og med en bevidsthed om, at Gud var en realitet, og at vi kunne møde Gud i Bibelen. Jeg gik i børneklubber, vi læste andagt til aftensmaden, og søndag morgen tog vi i kirke.

Kristendommen var en central del af min opvækst, men i mine teenageår var det ikke nok for mig at tro, fordi mine forældre gjorde det. Jeg vidste ikke, om jeg kunne tro på Gud. Jeg tvivlede på, at Gud fandtes, og jeg tvivlede på, at det var den Gud, der var beskrevet i Bibelen. Jeg prøvede at leve et liv, som om Gud ikke eksisterede. Men det var ikke, som det skulle være. Der manglede noget. Det var uforløst.

Nogle venner reintroducerede mig for evangeliets budskab og for Guds kærlighed. Jeg besluttede en sommeraften at give Gud en chance. Grædende bad jeg Gud om at vise, at han var det, jeg fik at vide.

Og det gjorde Gud. Jeg bad og jeg dykkede ned i Bibelen. Jeg måtte lære om – og møde - Gud. Jeg måtte læse manualen og finde ud af, hvem Gud var.

Og jeg erfarede, at Bibelen var sand. Jeg blev overbevist af det, jeg læste og oplevede, og når jeg så mig omkring i verden og i mit liv, overbeviste Gud mig om, at der var en sammenhæng mellem Gud og verden. Det har han gjort lige siden. Udsagnene, at Gud findes, at Bibelen fortæller om Gud, og at Gud er med i verden, har holdt vand lige siden – og det gør de også, hver gang jeg tager troen på Gud op til revision. Gud har vist sig for mig i verden, i naturen, i bønnen, og i Bibelen på en måde, hvor jeg tror på, at han findes. Når jeg tvivler, så er jeg, siden den sommer i 2013,hver gang kommet frem til, at Gud er til.

Jeg vil af med ”du er, hvad du gør” definitionen af mig selv Men det er ikke altid nemt. Jeg kan tit tænke, at jeg har styr på mig og mit liv. At det er mine planer, mine tanker og mit liv, der er i centrum af min ver-

TRO I DIALOG

Grædende bad jeg Gud om at vise, at han var det, jeg fik at vide. Og det gjorde Gud. Jeg bad og jeg dykkede ned i Bibelen. den. At det drejer sig om mig. At jeg definerer troen og bruger den, som jeg vil. Men hvis der virkelig er en Gud, så må jeg hellere lade ham definere sig selv, og lade ham definere mig. For han er meget større end mig. Samfundet og Gud er ikke altid enige. Jeg har gennem mine ungdomsår forsøgt at skabe mig selv. Jeg har forsøgt at definere mig selv gennem det, jeg lavede. Jeg købte ind på filosofien, at ”du er, hvad du gør.” Og jeg ville være meget, så jeg gjorde meget. I de år prellede Guds definition af mig fuldstændig af. Bibelen taler om en betingelsesløs kærlighed, der er uafhængig af, hvad jeg gør. Gud vil definere mig som sit barn, et barn han elsker. Men jeg ville ikke lytte. Det var ikke nok for mig at høre, at Gud elskede mig. Så jeg kørte på med 180 km/t med frivilligt arbejde, rejser til eksotiske rejsemål, spændende jobs, fede aktiviteter med venner, lange studienætter i jagten på gode karakterer og alt muligt andet.

Jeg kæmpede sådan for at blive til noget. For at gøre mig til noget. Og det var spild.

Jeg kæmpede sådan for at blive til noget. For at gøre mig til noget. Og det var spild. Jeg fik en stressreaktion, og pludselig kunne jeg ikke noget. Jeg var ikke noget værd i mine egne øjne. For jeg kunne ikke få 12-taller mere, jeg kunne ikke overskue at handle ind eller se venner, og jeg var nødt til både at aflyse rejser og sygemelde mig fra arbejde. Jeg var ikke noget ud fra mit mantra om, at jeg er, hvad jeg gør.

Men ifølge Guds definition, var der intet forandret.

Jeg var elsket. Jeg var Guds barn, og der var intet, der var ændret i Guds kærlighed til mig. Den definition holdt jeg fast i med næb og kløer, mens jeg tvivlede mest på mig selv. Mens jeg forsøgte at genopbygge et smadret selvbillede.

Jeg vil af med ”du er, hvad du gør” definitionen af mig. I stedet vil jeg lade Gud og troen på Ham definere mig. Både fordi det er en bedre og mere frisættende definition end det, jeg selv kan finde på, men også fordi jeg er overbevist om, at det er sandt.

At Gud findes. Gud giver mit liv mening og det giver mig en funktion at blive sat ind i Guds større sammenhæng. Jeg er ikke centrum i verden. Det er Gud. Derfor definerer jeg ikke Gud. Gud definerer mig.

09

Klimareflektioner i Islam Af Saliha Marie Fetteh

I forbindelse med den danske valgkamp 2019 blev det klart, at mange danskere er bekymrede for klimaet. Aldrig har så mange partier kæmpet om at have det grønneste image, hvilket blandt andet skyldes at klimabevidstheden nærmest har udviklet sig til en religion, hvor ”de hellige” (de politisk korrekte) nu missionerer på højtryk for at redde verden. En verden de selv har været med til at ødelægge via et anseligt overforbrug. Spørgsmålet er bare, om det ikke er ved at være for sent. Personligt tror jeg ikke, at vi redder vores planet ved at cykle, blive veganere, anvende hjemmestrikkede karklude og gå i brugt tøj. Der skal tages drastiske midler i brug, og jeg tvivler på, at mennesket generelt (især i bymiljøerne) er klar til at give afkald på alle de gode ting, der er opfundet i udviklingens hellige navn for at gøre vores liv behageligt. Vi er simpelthen blevet alt for magelige.

De to store kirkelige organisationer, Det lutherske Verdensforbund og Kirkernes Verdensråd, har i flere år afholdt konferencer for at skabe bevidsthed i det kristne miljø om klimakrisen. Og i Danmark har folkekirken dannet organisationen Grøn kirke, som giver inspiration til, hvordan kirker, menigheder, foreninger og enkeltpersoner kan sætte klima og miljø på dagsordenen.

Men hvordan opfatter muslimer egentlig klimadebatten ud fra en teologisk synsvinkel? Og kan man i det hele taget det? For der fandt vel næppe klimaforandringer sted på Den Arabiske Halvø, da profeten Muhammed spredte sit budskab og en ny verdensreligion opstod – nemlig islam.

Klimadebatten finder ikke kun sted i Danmark og resten af den vestlige verden. Politikerne – og teologerne - i de islamiske lande deltager i stigende grad også ved klimakonferencer, da man i dele af regionen allerede har oplevet seriøse klimaforandringer, der blandt andet har påvirket store dele af fiskeriet og landbruget. Saudi-Arabien og Jordan 10

har flere gange været ramt af en nærmest syndflod af regn, og både snevejr og haglstorme ramte i april 2019 dele af Saudi-Arabien. Store områder af Mellemøsten var i 2018 - ifølge NASA - ramt af den værste tørke i 900 år, og flere arabiske lande har snart opbrugt deres ferskvandsreservoirer. Marokko og Qatar er derfor begyndt at omdanne havvand til drikkevand, hvilket er en dyr affære, som fattige lande som for eksempel Yemen ikke har økonomi til. Alt imens indlandsisen smelter og der dyrkes jordbær og kartofler på Grønland.

Vi har alle et ansvar Det er nemt at tale og skrive om, at vi alle skal passe på klimaet. At vi skal nedsætte vores forbrug af bestemte fødevarer, tøj, vand og rejser. Men idealer kan være svære at efterleve, da forbrug er lig med velfærd og en livsstil, hvor man (muslim eller ej) er sig selv nærmest. Som praktiserende muslim er det imidlertid vigtigt, at vi på lige fod med de kristne, desuden udviser respekt for det som Gud har skabt, hvorfor også vi bør deltage aktivt i klimadebatten. Såvel den muslimske minoritet i Vesten som vores trosfæller i resten af verden.

Muslimer skal respektere, at livet (rum, tid, stjerner, planeter, jorden, planter, dyr og mennesker) er skabt af Gud, hvorfor det er noget helligt og ukrænkeligt. Vi – mennesket - blev ifølge Koranen af vores skaber sat til at varetage livet på denne jord ”Da din Herre sagde til englene: „Jeg vil sætte en efterfølger på jorden!“ sagde de: „Vil Du sætte nogen dér, som skaber fordærv på den og udgyder blod, når det dog er os, der lovsynger Dig og priser Dig hellig?“ Han sagde: „Jeg ved, hvad I ikke ved!“ (sura 2:30). At englene fik ret i deres beskrivelse af os, er en kendsgerning, der er til at få øje på. Mennesket har forårsaget så meget fordærv og ødelæggelse, at vi er i fare for helt at udslette jorden og dens beboere. Det hjælper ikke noget, at ”…

Han er den, der har indsat jer som efterfølgere på jorden, og ophøjet nogle af jer over andre i rang,

TRO I DIALOG

for at prøve jer gennem det, som Han har skænket jer“ (sura 6:165). Mennesket har ikke været sin rolle som efterfølger værdig, da næsten samtlige alvorlige klimaforandringer er resultatet af vores handlinger. Så her hjælper det ikke noget (som muslim) at trække opgivende på skuldrende, vende øjnene og hænderne mod himlen og sige, at det er Guds vilje og at han ved bedst.

Profeten Muhammed har ifølge Hadith-samlingen (overleveringen) givet udtryk for, at vi skal passe på vores verden. Han skulle efter sigende have sagt, at ”Den, der planter et træ eller dyrker afgrøder, hvoraf en fugl, et menneske eller et dyr spiser, vil blive belønnet” (Bukhari). Han skulle ligeledes have udtalt, at ”Hvis Dommedag er nær og en af jer holder et palmeskud, i sine hænder, så lad ham udnytte hvert sekund inden (Dommedag) til at plante det” (Muslim).

Profeten Muhammed har ifølge Hadith-samlingen (overleveringen) givet udtryk for, at vi skal passe på vores verden.

Måske derfor har man indenfor islam et begreb kaldet ”hima”, som ofte anvendes i forbindelse med miljøbeskyttelse. Der er forskellige former for ”hima” der stammer fra ordet himaya, som betyder beskyttelse. Hima kan være et område, hvor græsning i perioder er forbudt for at give græsset ro til at kunne gro, områder hvor græsning er begrænset til bestemte årstider, områder hvor for eksempel biavlere reserverer jorden i perioden, hvor bestemte blomster og træer springer ud og beskæring af træer er forbudt, eller områder hvor vandrettighederne beskyttes mod overforbrug. Vi – efterfølgerne - skal således værne om den jord Gud har skabt og vi må – i vores egen interesse - ikke begå rovdrift på naturens ressourcer.

Det er mig derfor en gåde, hvorfor man ikke internationalt sætter hårdt ind overfor de internationale koncerner, der systematisk fælder store skovarealer for at fremstille billig palmeolie. Fra 1998 til 2008 steg palmeoliearealet i Indonesien med 279 %. Et areal på 15 millioner hektar med tropisk skov, eller hvad der svarer til det samlede areal af Danmark, Schweiz, Holland og Belgien, anvendes nu til at dyrke oliepalmer. Eller hvad med store fastfood koncerner såsom McDonald’s, der bruger 35 millioner kilo oksekød om året – og så kommer 11

­ yllingekød og bacon oveni. Jeg tror ikke, at man k redder verden ved ikke at spise en burger. Men man bør måske som politiker tænke over, at 75 % af den skov, der blev fældet i Sydamerika mellem 1990 og 2005 er sket for at gøre plads til græssende kvæg og foderproduktionen. Fastfoodkæden burde beskattes yderligere og så muligvis overveje, hvor i verden de eventuelt kunne støtte ”Plant et træ” projekter.

Hvad er realiteterne?

I Danmark bombarderes vi nærmest dagligt med modsigende informationer om, hvordan vi bør ændre livsstil, hvis Moder Jord skal reddes. Men vi tænker ikke over, at store dele af befolkningen Mellemøsten i generationer har eftertragtet livsstilen i det rige Vesten. Nu har de endelig mulighed for selv at leve denne livsstil med egen bil (eller to), fastfood, IKEA-møbler, Coca-Cola og importerede varer i smart indbydende plastikemballage. Og så får de at vide, at de skal indskrænke deres overforbrug og passe på klimaet. Beklager men den fattige egypter, jordaner, yemenit osv. tænker altså ikke på klimaaftaler. Han tænker på, hvordan han får råd til at købe lidt kød til aftensmaden og noget rent drikkevand – i en plastikflaske – til sin familie!

Men ikke alle er fattige i Mellemøsten. Brug-ogsmid-væk-kulturen er også nået til de islamiske lande, hvor vestlige mærkevarer konkurrerer med de billige kinesiske kopivarer. Amerikanske fastfood-kæder er ligeledes udbredte og er ikke bare årsag til problemer med overvægt og livstilssygdomme hos mange mennesker, men også til at mængden af plastaffald er steget markant. Det ligger (i nogle lande) smidt alle steder, både i byerne og ude i naturen, hvilket har fået en gruppe unge jordanere til at danne Eco Hikers. Gruppen vandrer hver weekend forskellige steder i den jordanske natur, mens de samler affald, der hovedsageligt består af plastikflasker, sodavanddåser samt emballage fra fastfood.

I store dele af den islamiske verden er der ligeledes et kæmpe overforbrug – israf - i ramadan måned.

Folk køber ind som om en hungerkatastrofe var nær. Og de forskellige arabiske tv-kanaler sender dagligt madprogrammer i den bedste sendetid, hvilket påvirker en del ivrige husmødre til at lave nye retter mad. Maden fra dagen før bliver derfor til overs og ender i skraldespanden på trods af, at Koranen foreskriver muslimer: ”… spis og drik, men overdriv ikke, thi Allah elsker ikke de umådeholdne“ (sura 7:31). I Amman, Jordan, steg affaldet med mere end 200 tons dagligt under ramadanen 12

i 2019. De fastende muslimer har tilsyneladende glemt, at ”De ødsle er Satans brødre, og Satan var utaknemmelig mod sin herre“ (sura 17:28). Og det i en by hvor adskillige indbyggere dagligt klager over dårlig økonomi og lave lønninger. Tingene hænger ikke altid sammen. Men det er jo prisværdigt, at næsten alle moskeer i Jordan kører på solenergi. Måske vores kirker og kommunale bygninger i Danmark skulle overveje at gøre det samme. Klimaforandringerne har jo betydet, at Danmark har så rigeligt med sol og varme…

Og? De industrialiserede lande er uden tvivl de største syndere, når vi taler klimaforandringer. Men de islamiske lande må ligeledes tage ansvar, da en del af dem er præget af overbefolkning og dermed også overforbrug og forurening. Nogle lande er naturligvis værre end andre.

Den vestlige individualistiske kultur passer dårligt sammen med klimabevidsthed. Her skal vi nemlig blive enige og være sammen om noget. Og jeg skal ikke på nogen måde pudse min glorie. Mit tøjforbrug er rimeligt, jeg giver til genbrug og er ikke bleg for selv at gå i brugt tøj sat sammen med dyrt mærketøj. Hvad angår mad, så er det ikke mig fastfoodindustrien tjener deres penge på, da jeg foretrækker hjemmelavet mad – med kød. Og nej - jeg køber ikke økologisk frugt og grønt. Det kan nemlig ikke holde sig, indtil jeg får det spist, hvorfor det gerne ryger i skraldespanden.

Mange danskere – muslimer eller ej – køber brugt tøj og møbler, cykler, og nogle er sågar blevet vegetarer eller veganere. Spørgsmålet er, om det i det har nogen effekt på klimaet. Dem der virkelig er ramt at de store klimaforandringer – forårsaget af alle os andre storforbrugere – kan desværre ikke gøre meget selv, da de oftest er små bønder eller fiskere i fjerne lande, der har mistet hele deres eksistensgrundlag. Enten på grund af tørke eller de store trawleres rovfiskeri der gør det muligt at sælge dåsetun og makrel i tomat i samtlige supermarkeder i hele verden. Omkring 75% af havenes bestand af tun og makrel er allerede ”spist”. Hvor mange dåser er det nu man kan få for en tier i Netto?

Jeg er storforbruger af flyrejser, da jeg rejser op til seks gange om året. Burde jeg så ikke have dårlig samvittighed? Måske. Men jeg kan læse mig til, at vores kødforbrug (apropos McDonald’s) er farligere for klimaet end flyrejser. Og endnu værre står det til med brugen af internettet, hvor en time af min yndlings-serie på Netflix bruger lige så meget

TRO I DIALOG

energi, som hvis jeg koger otte liter vand i en elkedel og dermed udleder cirka 163 gram CO2. Danske forskere har faktisk regnet ud, at hvis man dagligt ser to timers Netflix året rundt, så vil CO2-udslippet svare til at flyve 384 kilometer i en flyvemaskine, spise seks kilo oksekød eller køre lidt under tusind kilometer i en ny bil

brug, rovdrift på ressourcerne, industrialiseringen, moderniseringen samt overbefolkningen, der har bragt os dertil, hvor vi er i dag. Derfor bør vi alle på tværs af tro og social status også på en eller anden måde være med til at passe på jorden. Og vores politikere og de største klimasyndere – de store koncerner med alle pengene - burde gå forrest.

Ergo har vores daglige aktivitet på internettet en pris. Den bruger i dag cirka ti procent af hele verdens elforbrug og udleder over to procent af det menneskeskabte CO2-udslip. Dermed udleder internettrafikken lige så meget CO2 som verdens samlede flytrafik og vil formentlig snart overhale den. Mon de såkaldte ”klimakrigere” der peger fingre ad mine flyrejser vil undvære at gå på nettet?

Hvad angår islam og muslimers indstilling til klimaforandringerne, så hersker der heller ikke her tvivl om, at mennesket via sit overforbrug, sin egoisme, grådighed og ekstravagance har ødelagt miljøet. Og det på trods af at nøjsomhed samt hensynet til andre mennesker og dyr ifølge Koranen er en dyd. Profeten Muhammed sagde: „Den, der fælder et sidr træ (en slags kristtjørn der vokser i ørkenen) vil Gud sende hovedkulds til Helvede.“ Pointen med denne historie er, at når et menneske fælder et sidr træ i ørkenen, kan rejsende og dyr ikke kan finde skygge, hvilket kan koste dem livet.

Man skal således tænke fremadrettet, da ens handlinger rammer andre end en selv, hvilket får mig til at gentage, hvad jeg skrev ovenfor. Individualisme passer dårligt sammen med klimabevidsthed. Her skal vi nemlig samarbejde på tværs af kulturforskelle samt politisk og religiøs overbevisning. For klimaforandringerne rammer os alle, hvad enten vi er jøder, kristne, muslimer eller noget helt andet.

Under alle omstændigheder er vi den første generation, der har beviser for den skade, menneskeheden – klodens vogtere – har gjort og stadigvæk gør på det naturlige økosystem. Vi er sandsynligvis også de sidste, som (måske) kan gøre noget ved det.

Gud siger i Koranen: ”Skab ikke fordærv på Jorden, efter at den er blevet sat i orden“ (sura 7:56). Det har vi allerede gjort, og det hjælper ikke meget, at vi peger fingre ad ”de andre” mens vi beskylder dem for synden. Vi er alle mennesker på denne jord, og vi lever alle af og på den. Det er vores overfor-

Hvad angår islam og muslimers indstilling til klimaforandringerne, så hersker der heller ikke her tvivl om, at mennesket via sit overforbrug, sin egoisme, grådighed og ekstravagance har ødelagt miljøet.

13

derfor går jeg i sort til ashura Af Nicolaj Stubbe Hørlyck Fotos af Saif Shah Muhammad

I København er vi vant til store optog og demonstrationer. Byen er fyldt, når der er Pride eller Distortion. 1. maj vejrer de røde faner i gaderne, og man kan se både den yderste politiske venstre- og højrefløj under demonstrationer, ofte under stærk politibevogtning. Men Ashuraoptoget adskiller sig fra alt dette ved at være et religiøst udtryk i det offentlige rum af en størrelse, som er uset i dansk sammenhæng.

De sidste to år har jeg deltaget i dette store optog, som danske Shiamuslimer arrangerer på Nørrebro i København. Det ser voldsomt ud, når man oplever det første gang. Tusindvis af mennesker klædt i sorg med bannere og flag med arabisk skrift bevæger sig fra Dronning Louises bro til Nørreport station.

Og det ser vitterligt fremmedartet ud. Mænd og kvinder går hver for sig, og der er mange børn i optoget med pandebånd med arabisk påskrift. Man kan også opleve ældre mænd i grupper, der slår sig for brystet i takt, imens de synger og græder. Mange har fortalt mig, at de faktisk synes, at det ser truende ud, og de er usikre på, hvad det optog handler om. De sorte bannere med hvide arabiske bogstaver giver nogle associationer til Islamisk Stats flag, og når der råbes O Hussein, tror folk fejlagtigt, at optoget hylder Saddam Hussein, men ingen af de to ting kunne være længere fra sandheden. Faktisk

14

var det forbudt for Shiamuslimer under Saddam Husseins regeringstid i Irak at afholde offentlige Ashuraoptog, og mange Shiamuslimer har været udsat for overgreb og forfølgelse af netop terrororganisationen Islamisk Stat.

Optoget er et sørgeoptog for Profeten Muhammeds barnebarn Imam Hussein Ibn Ali, der døde i 685 e.Kr i et slag ved området Karbala i det nuværende Irak. Dagen fejres forskelligt af sunniog shiamuslimer, og i København er det primært Shiamuslimer, der går i optog som kulmination på en 10 dage lang sørgetid. Det er en mindedag som handler om at give sit liv i kampen for uretfærdighed og at turde stå op imod undertrykkelse af religiøse minoriteter.

...når der råbes O Hussein, tror folk fejlagtigt, at optoget hylder Saddam Hussein, men ingen af de to ting kunne være længere fra sandheden...

Jeg har de sidste syv år haft et tæt samarbejde med den største shiamuslimske moske i Danmark, Imam Ali moske på Nørrebro. Vi har besøgt hinanden ved talrige lejligheder, siden de inviterede mig med til åbningen af deres store moske i 2013. Det er kun den tredje moske i Danmark bygget efter islamisk arkitektoniske traditioner og med sine store farvede minareter, kuppel og glaserede teglsten med citater fra Koranen både på dansk og arabisk, er det en markant bygning i et ellers ret trist kvarter. Jeg har været forundret over moskeens gæstfrihed og imødekommenhed, når de har givet mig julegaver og er kommet på besøg i kirken med deres ungdomsgruppe. Vi har lavet kurser sammen om dialog og har grædt sammen når der har været terroranslag imod kristne eller muslimer ude i verden.

TRO I DIALOG

Derfor blev jeg oprigtigt oprørt da nogle af mine muslimske venner fra moskeen fortalte, hvordan de nogle gange er blevet mødt under optoget med tilråb, eller at der sågar har været folk, som har hældt kogende vand ud af vinduerne, når optoget gik forbi.

Man skal kunne praktisere sin tro frit i Danmark Det er klart, at optoget virker fremmedartet og måske endda skræmmende, men i et land, hvor religions- og ytringsfrihed er centrale demokratiske værdier, kan vi da ikke tillade, at mennesker ikke kan udtrykke deres tro ved et ellers fredeligt optog, der selvfølgelig er anmeldt til Politiet og i øvrigt foregår ganske fredsommeligt. Det var grunden til, at jeg besluttede mig for at gå med i optoget, der bevæger sig igennem en del af det sogn, hvor jeg er sognepræst. Som religiøs er det helt essentielt for mig, at jeg kan give udtryk for og praktisere min tro uden at blive chikaneret eller udsat for hån eller trusler. Som en del af den religiøse majoritet i Danmark (på Nørrebro er det langt under halvdelen, der er medlemmer af Folkekirken), ønsker jeg, at alle andre skal have den samme mulighed. Jeg er ikke muslim, men oplever alligevel, at der er mere, der samler os som troende kristne og muslimer, end det der adskiller os, og en af de ting er, at vi ønsker at kunne give udtryk for vores tro i offentlighed.

I år var det igen en stor oplevelse at gå med i optoget. Jeg oplever en stor glæde fra dem, jeg møder, ved at gå med. Jeg føler mig rummet og taget imod der. Desværre fik Ashuraoptoget også i år en

mislyd, da en buschauffør bevidst valgte at trodse de omlagte ruter og køre en rutebus ind igennem optoget til stor fare for de mange kvinder og børn, der gik i den bagerste del af optoget.

...i et land, hvor religionsog ytringsfrihed er centrale ­demokratiske værdier, kan vi da ikke tillade, at mennesker ikke kan udtrykke deres tro ved et ellers fredeligt optog...

I politiets fravær var det de utrænede frivillige vagter fra en af moskeerne, der måtte standse bussen og håndtere den utroligt vanskelige og potentielt farlige situation. Busselskabet gav efterfølgende en tøvende undskyldning, og sagen nåede aldrig ud i landsdækkende presse.

Der er meget, der kunne gøres anderledes i det optog for at åbne det op for offentligheden. Forsøg med højtalervogne, bannere og flyers på dansk og unge frivillige i gule veste, der deler blomster og kager ud til forbipasserende, er bestemt en god start. Jeg overvejer at melde mig som en af de frivillige med gul vest til næste år og være med til at passe på det måske største religiøse optog i Danmark, som ønsker at tale imod undertrykkelse og uretfærdighed.

15

HÅBETS DØR STÅR ALTID ÅBEN I IBN RUSHD-GOETHE MOSKEEN Af Anne Ehlers, sognepræst ved Langenæskirken i Aarhus

”Kom! Kom! Hvem du end er!

Uanset om du er afgudsdyrker eller tilbeder ild. Kom tilbage!

Dette er håbets, ikke håbløshedens dør. Om end du har brudt dit løfte tusinde gange. Kom! Kom tilbage!”

Ordene er Rumis, den store filosof, forfatter og sufi i islamisk tradition. Og de står som et slags motto for Ibn Rushd-Goethe moskéen i Berlin, som jeg besøgte i marts 2019.

Der er en stærk appel i ordene.

En klar markering af at døren til denne moské står åben for enhver, der kommer. Og sådan er det!

Turen i U-bahn fra Kreuzberg ud til bydelen Moabit fandt sted i en stemning af forventning om at komme til en moské, hvor man bevidst arbejder med åbne og frie tolkninger af islamisk tradition. Jeg havde læst bogen ”Selam, Frau Imamin” af moskéens initiativtager, Seyran Ates. Hun er født i Istanbul i 1963 og har levet i Tyskland siden 1969. Som muslim har hun alle dage drømt om steder for fredselskende, liberale muslimer - steder hvor man mødes om Guds kærlighed.

Som sådan befinder Seyran Ates sig i den store, mangfoldige skare af muslimer i vor tid, der arbejder for civiliseret gudstro.

Som kvinde befinder hun sig i den særlige skare af muslimer, der af erfaring og viden ved, at kvinders status er den afgørende målestok for enhver reformering af islam.

Desværre ville jeg ikke komme til at træffe Frau Ates. Hun var på rejse i Kina, hvor der er særlige traditioner for kvindelige imamer.

Åbent for alle Efter aftale mødte jeg frem en fredag for at være med til prædiken og bøn. Moskéen holder til i de øverste lokaler i en slags sognegård til Johannis Kirche.

Man skal bag om kirken, og et lille skilt viser, at man er der - og

Foto af Marlene Löhr

16

TRO I DIALOG

at der bag samme dør er ungdomsrum og konfirmandrum til Tiergartens evangeliske menighed.

Printede A4-ark med teksten ”Moschee og en pil” sat fast med tape viser, at man er på rette vej op ad trapperne.

Beskedent og uprætentiøst. Men også højtideligt og selvbevidst - på den gode måde, hvor man er sig bevidst om, hvem man er, og hvad man vil. Det overordnede princip for moskéen er, at her stilles

net princip, ja, men sandelig også den ånd, man straks mærker, når man lettere forpustet når op ad trappen til moskéområdet. Man bydes velkommen med smil og hjertelighed og bliver omsorgsfuldt hjulpet til rette. Gudstjenesterummet er lyst og smukt med en yndefuld, enkel træskulptur, der angiver bederetningen. Bedetæpperne ligger pænt foldet sammen i en lille reol, og man tager i fællesskab det antal, der er brug for i forhold til, hvor mange der er mødt frem.

Det overordnede princip for moskéen er, at her stilles der ikke spørgsmål til dem, der vil være med. Man kan faste eller ej i måneden Ramadan, man kan overholde diverse regler eller ej, have den seksuelle orientering, man nu har. der ikke spørgsmål til dem, der vil være med. Man kan faste eller ej i måneden Ramadan, man kan overholde diverse regler eller ej, have den seksuelle orientering, man nu har. Bære tørklæde eller ej.

Være sunni, shia, alawit, ahmadiyya - eller måske blot et søgende menneske. Nationalitet og etnicitet er underordnet.

Kom! Kom hvem end du er! Det lyder måske så ligetil, dette helt grundlæggende og enkle princip, at alle bydes indenfor i kærlighed og respekt. Men som det blev understreget: Det er et enkelt princip med store konsekvenser, fordi det kræver meget at kunne ”let go” og være så åben. Det er altid lettere at afgrænse og definere og eventuelt udelukke nogen, så man ikke knæler med hvem som helst på bedetæppet.

Ikke-muslimske besøgende som mig inviteres også indenfor uden forbehold. Et enkelt, overord-

Jeg fik anvist, hvor jeg kunne være som besøgende. Under prædikenen sad vi sammen, mens jeg selvfølgelig blev, hvor jeg var, da selve bønnen gik i gang.

Smilende Susie En livlig, smilende kvinde, Susie, skulle forestå både bøn og prædiken. Hun gik i gang med at synge ”Gud er stor” på arabisk. Jeg har ikke hørt bønskaldet før sunget af en kvinde. Det var bevægende og greb mig uventet meget. Som det må gribe muslimske kvinder stærkt omsider at høre bøn gennem kvindemund.

En ren og stærk kvindestemme. Bagefter fik jeg at vide, at Frau Ates ikke selv forestår bønnen, og at denne Susie faktisk er enestående i Berlin. Hvor heldig kan man være! Efter bøn og prædiken talte jeg med hende om min glæde over hendes rene, 17

gode stemme. Hun smilede - og mindede mig om, at ”kvindelig bøn og sang pr. tradition som regel anses for forførende”. Jeg rullede lidt med øjnene for at markere tåbeligheden i det - hun gav mig ret uden ord. Må hendes stemme blive ved med at kalde til bøn!

Hendes prædiken foregik på tysk i et rivende stærkt tempo, så jeg desværre kun fangede en tredjedel - og sikkert endnu mindre! Hun fortolkede bedetæppernes mønstre og farver. Den grønne farve er håbet, og de gyldne pletter i det grønne er små glimt af lykke, Gud og skønhed i livet. Et omdrejningspunkt var en sondring mellem tæppet og bogen: På et tæppe sidder et menneske, der lytter til historier. På tæppet kan man leve sig ind i det, man hører, og sætte sig i personernes sted. Idet man lytter og identificerer sig med nogle menneskers skæbne, gribes man af skæbner, følelser, tanker, der sætter sig i én.

...frygt opstår, når man skal forsvare sig selv eller lyve om sig selv. IRG-moskéen er et sted for åndelig human­ isme. For tro i dialog, frem for alt internt mellem så mange ­forskellige muslimer.

Herefter fulgte bønnen, hvor de fremmødte muslimer i moskéen rejste sig og samledes i rækker på de små bedetæpper. I IRG-moskéen står man blandet mænd og kvinder, og der er også mænd bag kvinder.

Jeg oplevede klart, at prædikenen taler til de enkelte mennesker, der placerer sig rundt omkring på må og få. Til gengæld er bønnen fællesskabsdannende. Man ser det samme sted hen, gør de samme bevægelser og siger amen i fællesskab et par gange.

Ja, man trækker vejret i fællesskab, som man gør det i salmesang til en gudstjeneste.

Efter en sidste bøn og et sidste amen rejste alle sig, foldede deres grøn-gyldne tæppe sammen og lag18

de det i reolen. Derefter blev alle, også jeg og de få andre besøgende, der var, indbudt til at diskutere gudstro, eftertanker og i det hele taget, hvad der lå os på sinde.

Efter nogen samtale brød man op. Nogen gik ovenpå til bordet med te, blandt andre jeg, som gerne ville tale lidt videre.

En oase for åndelig humanisme ”Jeg hadede islam i en hel uge” - sagde den unge Hamar fra Irak med kurdisk baggrund. Han havde været i Berlin fra sit 17. år og efter eget udsagn opvokset i et salafistisk miljø. For tre-fire måneder siden var han kommet i kontakt med IRG-moskéen og for første gang kunnet ånde frit som muslim.

Han nævnte, hvordan hans bedste ven er uenig i meget af det, moskéen står for, men at de to fortsat er venner. Selv virkede Hamar rolig og afklaret og tilpas. ”Det er vigtigt at oplyse om oplyst religion”, blev jeg enig med Marlene om. Hun fungerer som en slags talsmand for moskéen, er den første kontakt til pressen og i det hele taget ansat til at formidle moskéens formål og liv i praksis.

Ibn Rushd (Averroës) og Goethe. Et ambitiøst og markant navn til en moské. To store navne i europæisk tradition der er forbundet med filosofi, poesi, storslået tænkning - med dannelse og humanisme. Beriget, glad, eftertænksom tog jeg toget tilbage til Kreuzberg. Jeg kom, som jeg er, og blev modtaget venligt og varmt. ”Vi vil gerne forsøge på at få frygt til at forsvinde”, sagde Marlene. ”Derfor er alle velkomne. Derfor tjekker vi ikke folk”. For frygt opstår, når man skal forsvare sig selv eller lyve om sig selv. IRG-moskéen er et sted for åndelig humanisme. For tro i dialog, frem for alt internt mellem så mange forskellige muslimer. En oase midt i et til tider ørkenlignende Tyskland og andre europæiske lande, hvor der ofte tales så uciviliseret om islam. Ja, for at vende tilbage til Rumis ord: Ibn Rushd-Goethe moskéen er et sted for håb. Håb om en bedre verden. Håb om en verden, hvor alle kan være, hvem man end er.

TRO I DIALOG

Himmelske dage herning 2019

Af Nicolaj Stubbe Hørlyck Fotos af Lærke Lysemose Christensen

Under Himmelske Dage havde Tro i Dialog et omfattende program, der særligt satte fokus på kristendommens møde med østlig inspireret spiritualitet.

Forud for arrangementet havde lokalkomiteen for Himmelske Dage modtaget kritik af flere af netop disse programpunkter under henvisning til, at Himmelske Dage var et kristeligt arrangement, og at man derfor ikke mente, at besøg i et hindutempel eller oplæg om yoga hørte hjemme her.

For Tro i Dialog er det åbne møde med mennesker af anden tro fundamentet og formålet med vores arbejde. Vi tror på, at mødet med anderledes troende ikke er en trussel for vores tro, men tværtimod er med til at udvide vores horisonter, give os nye dybe indsigter i troen og traditionen samt at skabe værdifulde relationer og venskaber.

Derfor var det oplagt for os, når Himmelske Dage blev afholdt i Herning, at arrangementet også skulle indeholde besøg til Danmarks største hindutempel, som ligger netop der.

Tidligere tiders hårde kritik af

yoga fra kirkeligt hold, som netop kom fra Dialogcenteret, fra hvem IKON (nu Tro i Dialog) er udsprunget, er i dag afløst af en større imødekommenhed og åbenhed fra bredt kirkeligt hold over for yoga. Yoga har i dag en helt anden folkelig forankring end tidligere, og folkekirken har i de seneste år også åbnet sig op over for yogaen. Folkekirke og Religion mødes i netværk for kirker, der arbejder med yoga, tæller i dag mere end 20 kirker landet over, herunder flere domkirker. Det var derfor vigtigt for Tro i Dialog at benytte

dament, som hun har beskæftiget sig med igennem forskning af grundteksterne på sanskrit og igennem en lang intensiv egen praksis med yoga og meditation.

Gennem hendes oplæg blev det tydeligt, at yoga er en universel praksis og ikke er dogmatisk bundet til en enkelt religion. Det er altså helt i tråd med den klassiske yogatradition at dyrke yoga og følge Kristus på samme tid.

Det fremgik dog også af hendes oplæg, at f.eks. fitness-yoga ikke fra et klassisk yogaperspektiv kan anses for at være i overensstemmelse med yogatraditionen, hvis

Det er altså helt i tråd med den ­klassiske yogatradition at dyrke yoga og følge Kristus på samme tid Himmelske Dage til at en central ressourceperson kunne belyse yogaens filosofiske rødder. Det var med henblik på at finde ud af, om yoga virkelig er uforenelig med kristendommen, sådan som kritikerne af arrangementet påstod.

det ikke samtidig rummer et højere spirituelt perspektiv og derfor snarere kan betragtes som en slags gymnastik. Flere lagde vejen forbi samtalesofaerne på gågaden i Herning for at tale nærmere med Gitte Bechgaard om netop yoga og kristendom.

Gitte Bechsgaard har et indgående kendskab til yogaens fun-

I sofaerne kunne man også møde Michael Highburger, der

19

FØRSTE FRA TOPPEN:

Marianne Qvortrup Fibiger, lektor ved Aarhus Universitet, ledte an i vores besøg i templet i Herning ANDEN FRA TOPPEN:

Gitte Bechsgaard og Fundamentals of Yoga TREDJE FRA TOPPEN:

Der var god opbakning til samtalen mellem Anne Sophie Jørgensen og Svend Kjærgaard NEDERST:

Samtalesofa på Himmelske Dage - her samtalepartnere fra Tigerens Rede

flere gange over de seneste år har gæstet Tro i Dialog. Michael har levet i en årrække i et katolsk benediktinerkloster i USA, men har de seneste 18 år levet i hinduashram i Indien. Han har indgående kendskab til meditation og kontemplativ livsførelse inden for kristendommen og forskellige østlige traditioner, hvilket gør ham til en vigtig ressourceperson i trosmødet. Michael er som grænsegænger imellem de formaliserede ­religioner en givende dialogpartner. Han har desuden spillet en vigtig rolle i Tro i Dialogs arbejde i de seneste år med deltagelse på vores pilgrimsrejser til Indien, retræter og oplæg i Danmark samt ved afholdelse af Åben Uge på retrætestedet Østen Om ved Bjerringbro.

Under samtalen mellem Anne Sofie Jørgensen, lærer og leder af det spirituelle center Tigerens Rede ved Gedved og teolog og mindfulness-ekspert Svend Kjærgaard, var Danmissions telt fyldt til bristepunktet. Fremmødet vidner om, at også mindfulness meditation er kommet ud fra snævre kredse af særligt interesserede og er blevet tilgængelig for den brede befolkning. Igen blev det tydeligt gennem Svend Kjærgaards indsigt, at der ikke længere er grund til at frygte mindfulness fra kirkeligt hold, men at vi igen som kristne kan blive beriget af indsigter i sindets dybder som andre religiøse traditioner har beskæftiget sig indgående med. Tro i Dialog har haft et inspirerende og tæt samarbejde med Tigerens Rede i de seneste år.

20

TRO I DIALOG

Boganmeldelse:

er europa kristent?

Af Anne Ehlers, sognepræst ved Langenæskirken i Aarhus

Ja, det er spørgsmålet i politolog og sociolog Olivier Roys bog af samme titel. Der er spor af kristendom overalt på det europæiske kontinent, men har denne religion reel betydning for områder som åndsliv, dannelse, værdier og etik i Europa? Kan kristentro bidrage til at nære moderne menneskers liv, så vi på trods af alverdens lidelser og sorger og konflikter kan bevare håbet om fred og glæde på vores fælles jord?

Eller står kristendom i fare for at blive banaliseret og forsimplet, som vi kan møde det i politiske udgaver hos højreorienterede, populistiske bevægelser. Og i moralisme hos konservative kirkesamfund i stil med traditionel katolicisme eller evangeliske, karismatiske bevægelser?

For at nærme sig en forståelse af kristendommens betydning for mennesker i Europa i dag må man tale om ”det religiøses stilling”, påpeger Roy, og fortsætter:

”Man kan ikke løse religiøse konflikter gennem teologiske debatter. Man fortsætter i dag med at fremme den interreligiøse dialog for at gå imod den religiøse vold, men det fungerer ikke bedre end i det 16. århundrede… for man kan ikke forhandle om dogmer…”

Her taler politologen og sociologen i ham. Og der

er den sandhed heri, at uden samfundsanalyse, sekulariseringsteorier og indsigt i, at religioner lige præcis ikke findes som faste dogmatiske enheder, man kan stille over for hinanden, er der åbnet for trivialiseringer og misbrug af netop ”det religiøse”: At bruge betegnelsen ”kristen” om et helt kontinent lader sig uden videre gøre, fordi så mange forskellige fortolkninger og livsformer går ind under den betegnelse. En religion er nemlig ikke en entydig størrelse.

Men alligevel overser Roy, at netop den interreligiøse dialog i høj grad er bevidst om at udveksle tolkninger, forståelser og kritik af egen tradition og til gensidig inspiration. Man kan sådan set godt forhandle om dogmer, for så vidt et dogme altid er menneskeskabt og derfor kræver fortsat udlægning og forklaring. Sådan er det for længst blevet et teologisk og dogmatisk anliggende at drøfte kristendommens selvforståelse og stilling med andre religioner som kontekst.

Med brede penselstrøg redegør Roy for kristendommens europæiske historie fra middelalderen og til vor tid. Særligt med fokus på den katolske kirke i Frankrig og i sammenhæng hermed i det hele taget på strømninger i europæisk katolicisme med særlig vægt på Andet Vatikanerkoncil, som er en af 1900-tallets store kirkehistoriske begivenheder: Ved en række topmøder fra 1962 til 1965 ­arbejdede 21

Boganmeldelse:

er europa kristent?

biskopper og kardinaler med at åbne kirken mod det moderne samfunds udfordringer til etik og menneskesyn og mod andre kirkesamfund end den katolske kirke.

Dette økumeniske og kulturåbne tiltag har haft afgørende betydning for den katolske kirkes selvforståelse siden, om end der også har været og stadig er intern katolsk modstand over for tilnærmelser til moderne livsformer.

Hermed er vi ved kernen i Roys diskussion af kristendoms status i Europa. For et kendetegn ved det moderne Europa er sekulariseringens tydelige præg, dels som en fortsat adskillelse mellem stat og religion, som Roy også kalder en selvstændiggørelse af det politiske, dels ved at færre og færre går i kirke, og at det religiøse ikke længere fylder så meget i menneskers sociale og kulturelle liv.

Han understreger flere gange, at disse to former for sekularisering ikke nødvendigvis er forbundne: Selvstændiggørelse af politik og stat har ikke som logisk konsekvens, at religions tilstedeværelse i menneskers liv går tilbage. Civilsamfundet kan udmærket bevare religion som en væsentlig faktor for livstolkning og fællesskaber. Men der er en klar tendens til, at kristentro i såvel protestantisk som katolsk udgave – og uanset åbenhed over for moderne livsform – er på retur i Europa.

Roy er kendt for sine skarpe og til tider overraskende analyser af islam i vor tid. Især af politisk islam, islamisme. Tilbage i 1992 vakte hans bog, Skakmat, opsigt med påstanden om, at islamismens projekt om at se islam som én universel politisk ideologi ville bryde sammen. Islamismen bliver i sidste ende slået hjem, fordi ”islam” som religion og livsanskuelse er mangfoldig og forskellig fra nation til nation og fra muslim til muslim.

Måske kan man overordnet sige om Roys islamforskning, at han vender sig imod en essentialistisk tilgang til religion: At det er iboende islam at være jihadist eller terrorist eller politisk voldelig på anden vis.

Denne tankegang mener jeg, man genfinder i nærværende bog. Kristendom er ikke en essens, et afgrænset hele med en entydig, indre logik med faste retningslinjer og udtryk. Hans grundige gennemgang af indre spændinger i den katolske kirke viser dette: Hvor aktive skal troende være ved kirkegang?

22

Hvor frit står præster i forhold til at ændre bønner og andre elementer i gudstjenesten? Hvordan skal man forholde sig til homoseksuelle, abort, skilsmisse, prævention? Hvordan skal man i det hele taget forholde sig til Europas oplysningstradition og liberale værdier?

Uenighed om sådanne spørgsmål viser, at kristendom (alene i katolsk kontekst) på ingen måde er en samlet helhed. Det samme gælder protestantismen. I Nordeuropas lutherske kirker har man på mange måder formået at integrere (”favne”, siger han) sekulariseringen i dens frisættende form, hvor netop det liberale tankesæt med f.eks. accept af homoseksualitet og fri abort set som en del af kristen åbenhed, tolerance og kærlighed.

Samtidig vokser karismatiske, evangeliske bevægelser frem på andre kontinenter end i Europa, som i og med den stigende sekularisering af civilsamfund og af individers livsform bliver en missionsmark for religiøs konservativ og traditionalistisk moral: Vor tids liberale, tolerante, værdier, der ganske vist har baggrund i oplysningstiden men egentlig først folder sig ud med 1960’ernes kulturelle revolution bliver for den nye evangeliserende mission en modsætning til kristentro: Man kan ikke gå ind for fri abort og homoseksuelles rettigheder og samtidig kalde sig kristen.

Roy sætter lighedstegn mellem sekularisering og det, han kalder afkristningen af Europa. Denne udvikling skyldes, at kirkerne på mange måder har ignoreret 60’ernes kulturrevolution. Opgøret med tradition og autoriteter har store dele af det kirkelige landskab ikke formået at forholde sig adækvat til ved blot at fastholde gældende vaner og tankegange. Konsekvensen er en verdsliggørelse, hvor tro, ritualer, åndelighed mister betydning for mennesker.

I nyere tid kan man se afkristningen af civilsamfundet som en følge af højrenationale, identitære bevægelser, der reducerer kristendom til simple identitetsmarkører, hvor kors, julekrybbe, kirketårn gøres til kulturelle tegn uden nogen religiøs praksis. Som det var tilfældet, da Bayerns indenrigsminister i 2018 besluttede, at det skulle gøres obligatorisk at ophænge krucifikser i offentlige bygninger som et udtryk for Bayerns historiske og kulturelle karakter. Gudskelov mødte dette forslag kategorisk

TRO I DIALOG

Velkommen i tro i dialog Tro i Dialog vil med udgangspunkt i det kristne livssyn møde den anden gennem dialog. Gennem det personlige møde vil vi skabe forståelse og fællesskab.

· · ·

Vi vil dele dét, der betyder noget for os og tage dét alvorligt, der betyder noget for den anden.

Vi ønsker at søge viden og indsigt i hinandens religion, tro og livssyn.

Vi vil gennem forståelse og respekt nedbryde fordomme og misforståelser mellem mennesker.

Tro i Dialog arbejder med dialog i Danmark og du er meget velkommen til at være med!

BLIV SKRIBENT for Tro i Dialogs digitale platform og årlige trykte magasin. Skriv for eksempel

· ··

Reportager fra besøg hos mennesker af forskellig tro Portrætter og trosfortællinger Faglige artikler om tros- og religionsrelaterede temaer

Foto af Nicolaj Stubbe Hørlyck

DELTAG i vores aktiviteter: Foråret 2020: 6.-16. februar: Pilgrimsrejse til Sydindien 4. april 2019: Tro i Dialog årsmøde i Aarhus 18.-24. maj: Åben uge (retræte) med Michael Highburger i Lee Dialogpiloterne-kursus i samarbejde med Gellerup Kirke og Fredens Moské, Aarhus (hold øje med vores hjemmeside for præcise datoer og mere info)

·· · ·

Efteråret 2020: Dialogpiloterne-kursus i samarbejde med Brorsons Kirke i København Dialogroadtrip i Danmark (hold øje med vores hjemmeside for præcise datoer og mere info)

· ·

Tro i dialog Tro i Dialog samarbejder gerne om at afholde dialogaftener og dialogworkshops i andre foreninger og religiøse samfund. Henvend dig og hør om mulighederne for samarbejde eller besøg, hvis du kunne tænke dig en workshop i din forening/kirke/religiøse samfund.

Hvis du har brug for følgeskab på din egen trosrejse, går Tro i Dialog gerne med på vejen. Du kan også henvende dig, hvis du har brug for rådgivning om og indsigt i specifik religiøs praksis. Vi rådgiver gerne eller henviser til andre, som kan.

Kontakt: Redaktør for Magasinet Tro I Dialog, Natasja Engholm (n.engholm@gmail.com) Formand for Tro i Dialog, Nicolaj Stubbe Hørlyck (nsh@km.dk) Næstformand for Tro i Dialog, Laura Bjørg Serup Petersen (laura.bjoerg.petersen@gmail.com) HOLD ØJE med vores Hjemmeside, Facebook og i vores nyhedsbrev for løbende opdatering af aktiviteter.

Link til hjemmeside: www.troidialog.dk 23

AFSENDER: Tro i Dialog, Danmission. Strandagervej 24, 2900 Hellerup

Design your own dialogue workshop Put together a complete program for your dialogue workshop

dialoguetoolbox.com