3 minute read

Aalborg: Beboerne er ikke imod renovering, men vil have indflydelse

s

Afdeling 1013, Aalborg. Foto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset

Advertisement

”Beboerne er ikke imod renovering, men vi vil gerne have indflydelse”

■ Det siger Anette Jensen, formand for afdelingsbestyrelsen i afdeling 1013 Mariendal i Aalborg, hvor beboerne ved en urafstemning forkastede en helhedsplan for renovering af boligerne i afdelingen. Afdelingen omfatter vejene Præstemarken, Degnelodden, Provstejorden og Klokkervangen. Det nej medførte også, at der blev valgt en ny afdelingsbestyrelse med Anette Jensen som formand. ”Vi har hele tiden sagt, det skulle være et konstruktivt nej og har derfor også haft vores egne forslag til renovering. For vi er enige i, at der er behov for at renovere boligerne”, siger hun.

Hun er optimist og tror, det ender med, at beboernes indsigelser og egne forslag bliver taget alvorligt. Ikke mindst efter et møde, hvor Aalborg Kommunes tilsyn med almennyttige boliger også deltog.

”På den måde fik vi faktisk noget ud af at sige nej til den store og forkromede helhedsplan, der var ved at blive trukket ned over hovedet på os, uden at vi var blevet spurgt”, siger Anette Jensen.

Når beboerne reagerede og stemte nej, skyldes det også, at det i de materialer, der blev sendt ud ved urafstemningen, så ud som om, at beboerne var blevet inddraget.

”Sådan oplevede vi det overhovedet ikke. Tværtimod. Men vi har også hele tiden holdt fast i, at det skulle være et konstruktivt nej, så vi kan komme med en fornuftig renovering og helhedsplan, hvor beboerne får indflydelse”, siger hun.

s Bestyrelsesmedlemmerne Per Langkilde Sørensen (blå trøje), Mikael Pedersen (sort trøje), Marianne Røge, næstformand (rød trøje) og Anette Jensen, afdelingsformand (sort kjole), diskuterer

renoveringsplanerne. Foto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset

I første omgang reagerede Plus Bolig, som Mariendal hører under, med mangel på villighed til at ændre på den oprindelige helhedsplan og ingen interesse i de forslag, som bestyrelsen kom med.

”Nu ser det ud til, at vi er kommet ind i en reel dialog, hvor vi kan komme videre, og så vi beboerne også har indflydelse”, siger Anette Jensen.

På mødet med kommunen var der enighed om, at beboerne både skal inddrages mere og have mere og bedre oplysning også om, hvilke muligheder og alternativer, der er, og hvilken indflydelse, de forskellige alternativer har blandt andet på huslejen.

Her var der også enighed om at infrastrukturen skal granskes, noget som afdelingsbestyrelsen har at italesat allerede i september 2020 over for administrationen. ”Det er et af afdelingens største problemer”, slår Anette Jensen fast.

Men skal der arbejdes videre med en fornuftig og ansvarlig renovering, der kan sættes i gang, forhåbentlig når alt normaliseres efter coronapandemien. Byggematerialer er under corona-tiden blevet dyrere.

”Vi har travlt. Beboerne har ventet så længe, men samtidig skal det altså gøres ordentligt”, siger Anette Jensen.

s Alle er enige om, at der er behov for renovering. Men beboerne vil have medindflydelse. Her en facade beskyttet mod vand.

Foto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset

Ny bestyrelse fik opbakning

Tekst: Thue GrumSchwensen, Thues Skrivestue

■ Den ny bestyrelse i afdeling 1013, Mariendal, i Aalborg fik på et afdelingsmøde i begyndelsen af september 2021 opbakning fra beboerne til at fortsætte. Ikke bare som bestyrelse, men også linjen med det konstruktive nej til den renovering og helhedsplan, som beboerne tidligere har forkastet ved en urafstemning. Konstruktivt – fordi man godt ved, at der skal renoveres, men beboerne skal have indflydelse på processen.

Umiddelbart efter det nej kom en hel ny bestyrelse til. Og den bestyrelse skulle så stå sin prøve på afdelingsmødet. Det lykkedes.

”Der var opbakning til vores linje”, fortæller Anette Jensen, der dermed også kan fortsætte som afdelingsformand.

Mødet havde en massiv tilslutning med 150 deltagere. Der er 174 boliger i afdelingen. Et massivt flertal på mødet bakkede den ny bestyrelse op.

Der skete en enkelt og helt frivillig udskiftning i bestyrelsen, der bortset fra det fortsætter uændret.

This article is from: