Tour de France Magasinet by Danske Spil

TOUR DE FRANCE 2022

Gratis magasin fra Oddset

KAOSPILOTEN Michael Mørkøv om at blive verdens bedste til sit speciale

INTERVIEW Kasper Asgreen Søren Kragh Andersen Mads Pedersen Michael Valgren

DEN DANSKE TOUR-HISTORIE Danske ryttere, der kan køre Tour de France i 2022

DANMARK HAR I 2022 24 WORLD TOUR-RYTTERE – DET ER FRA DENNE TRUP, ÅRETS DANSKE TOUR-RYTTERE BLIVER UDTAGET:

Alexander Kamp 28 år, Trek-Segafredo Andreas Kron 24 år, Lotto Soudal

Jakob Fuglsang 37 år, Israel-Premier Tech Tour de France: 2010, 2011, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017 (udgik), 2018, 2019 (udgik) og 2021 (udgik). Bedste placering: 7 (2013)

Asbjørn Hellemose 22 år, Trek-Segafredo

Johan Price-Pejtersen 23 år, Team Bahrain Victorious

Asbjørn Kragh Andersen 30 år, Team DSM

Jonas Vingegaard 25 år, Jumbo-Visma Tour de France: 2021. Bedste placering: 2 (2021)

Casper Pedersen 26 år, Team DSM Tour de France: 2020 og 2021. Bedste placering: 92 (2020) Christopher Juul-Jensen 32 år, BikeExchange-Jayco Tour de France: 2016, 2019, 2020 og 2021. Bedste placering: 99 (2020) Frederik Rodenberg 24 år, Team DSM Frederik Wandahl 21 år, BORA-hansgrohe Jakob Egholm 24 år, Trek-Segafredo

Julius Johansen 22 år, Intermarché Wanty Gobert Kasper Asgreen 27 år, Quick-Step Alpha Vinyl Tour de France: 2019, 2020 og 2021. Bedste placering: 64 (2021) Mads Pedersen 26 år, Trek-Segafredo Tour de France: 2020 og 2021. Bedste placering: 124 (2020) Mads Würtz Schmidt 28 år, Israel-Premier Tech Tour de France: 2019. Bedste placering: 117 (2019)

Dette magasin er udgivet i juni 2022 af Oddset fra Danske Licens Spil A/S. Redaktion: Henrik Mersebak, Brand Manager, Dennis Krog, Head of Content, Kasper Steenbach, redaktør, Louis Montes, art director, Anja Meyer, korrekturlæser. Forsidefoto: Rasmus Weng Karlsen

Magnus Cort 29 år, EF Education EasyPost Tour de France: 2018, 2019 og 2021. Bedste placering: 56 (2021). Etapesejr: 15. etape 2018

Mikkel Bjerg 23 år, UAE-Team Emirates Tour de France: 2021. Bedste placering: 110 (2021)

Mathias Norsgaard 25 år, Movistar Team

Mikkel Honoré Frølich 25 år, Quick-Step Alpha Vinyl

Mattias Skjelmose 21 år, Trek-Segafredo

Søren Kragh Andersen 27 år, Team DSM Tour de France: 2018, 2019 (udgik), 2020 og 2021 (udgik). Bedste placering: 58. Etapesejre: 14. og 19. etape 2020. Trøje: Den hvide trøje 3.-10. etape i 2018

Michael Mørkøv 37 år, Quick-Step Alpha Vinyl Tour de France: 2012, 2014, 2016 (udgik), 2019, 2020 og 2021. Bedste placering: 93 (2012). Trøje: Bjergtrøjen 1.-6. etape i 2012 Michael Valgren 30 år, EF Education EasyPost Tour de France: 2015 (udgik), 2016, 2017, 2018, 2019, 2020 og 2021. Bedste placering: 44 (2018)

Danskere i Tour’en Mejeristen Christian Christensen var i 1913 den første dansker, der stillede til start i Tour de France. Han måtte imidlertid udgå, efter at han drejede forkert af på 13. etape i Alperne. Vi skulle helt frem til 1958, før en dansker gennemførte løbet: Hans E. Andresen kørte i mål som en samlet nummer 62. Jesper Skibby er den dansker, der har kørt Tour de France flest gange, nemlig 11.

DE HAR HJULPET KASPER ASGREEN TIL AT BLIVE DEN RYTTER, HAN ER I DAG Han har lært at træne. Han har lært at finde sig selv som professionel cykelrytter. Han har lært at begå sig i feltet. 27-årige Kasper Asgreen fremhæver de personer, der har været med til at hjælpe ham så langt frem i cykelverdenen, at den danske Quick-Step Alpha Vinyl-rytter fremstår som en af favoritterne til at vinde første etape i årets Tour de France: enkeltstarten i København.

NICOLAI BRØCHNER Jeg begyndte at cykle i Kolding Bicycle Club. Jeg ved sgu ikke lige, hvem der har stavet sig frem til, at klubben skulle hedde præcis det, men det er det, den hedder, og klubhuset ligger i udkanten af Marielundskoven. Jeg har den dag i dag en masse venner fra klubben, og jeg er også stadig medlem. I de første år kørte jeg om tirsdagen og torsdagen med i de fællestræninger, Lars Johnsen stod for. Det var altid den samme rute: Vi kørte ud i området nordøst for Kolding – i trekanten Vejle, Fredericia og Kolding. Hvis man ville træne mere, skrev man rundt til de andre i klubben: Kan du køre senere? Da jeg stadig var en ung knejt, mødte jeg Nicolai Brøchner. Han kom også nede i klubben, men var et par år ældre end mig. Han gik meget op i sin træning – og brugte en hel del tid på at læse om det og lavede sine egne træningsprogrammer. På et tidspunkt lavede Nicolai et struktureret træningsprogram specifikt til mig. Det var med intervaller og hviledage op til løbene, og jeg fulgte hans programmer helt frem til, at jeg blev andetårs-U23-rytter. Vi trænede rigtig meget sammen, så han har haft stor indflydelse på, hvordan jeg tilgår cykelsporten i dag. Det er langt hen ad vejen Nicolai, der har lært mig at træne. Strukturen var noget af det vigtigste, jeg lærte. Han var en meget kompromisløs ung mand, og det har helt sikkert smittet af på mig og den måde, jeg gjorde tingene på i mine juniorår og i mine første U23-år. Jeg kunne godt lide at gøre tingene ordentligt. Det var selvfølgelig fedt, at han Interview: Kasper Steenbach Foto: Rasmus Weng Karlsen

Kasper Asgreen valgte at blive boende i barndomsbyen Kolding, efter at han blev professionel på det belgiske hold Deceuninck-Quick Step i 2018. Herfra træner han ofte med kollegerne Asbjørn Kragh Andersen (Team DSM), som ligeledes bor i Kolding, og Jesper Schultz (Riwal Cycling Team), som har base i Vejle. Asgreen er kæreste med den canadiske cykelrytter Gabrielle Pilote Fortin.

hjalp med selve træningsprogrammet, og det har helt sikkert gjort en forskel fysisk, men som resultat af træningen lærte jeg jo at køre cykelløb, at køre i sving, om hele tilgangen til at være cykelrytter, hvis jeg en dag skulle blive professionel. Selve indstillingen har nok haft en endnu større indflydelse end selve træningsprogrammet. Jeg ved ikke, om han så et talent i mig, eller om han bare var en flink fyr, der gerne ville hjælpe. Han gik selv i gymnasiet og har sikkert haft nok at se til, så at han tog sig tid til mig, var helt fantastisk.

MICHAEL SKELDE Michael forberedte mig på livet som professionel cykelrytter. Han var sportsdirektør på det continental-hold, jeg kørte på, Virtu. Han lærte mig at være professionel, at gøre de rigtige ting. Det handler både om at gøre de rigtige ting, når du sidder på cyklen, og når du ikke gør det. At være professionel cykelrytter er ikke, at du har fri, når du hopper af cyklen klokken 16. Du er professionel cykelrytter døgnet rundt, 365 dage om året, hele tiden. Det skal man lære. Det er en livsstil. Det indebærer, at man aldrig rigtig har fri, selv om det er sjældent, man er på rigtigt arbejde. Man skal slappe af med det og gøre det, fordi man har lyst. Det handler også om, hvordan man spiser, drikker og sover, men det er der jo ikke et entydigt svar på, der gælder for alle ryttere. Det kan være forskelligt. Man skal finde sin egen måde at gøre det på, og det var det, Michael hjalp mig med. Også min måde at køre cykelløbene på: Hvordan vinder jeg cykelløb? Det er vigtigt at finde sin egen vej, for der er en milliard muligheder. Det er en proces. Alle de tanker satte han i gang hos mig. Og det er jo noget,

han har gjort hos rigtig mange. Han er en af dem i dansk cykelsport, der har udviklet flest professionelle cykelryttere: Michael Valgren, Mads Würtz Schmidt … Mange af de professionelle cykelryttere, vi har i dag, har kørt for Michael på et eller andet tidspunkt. Det har han været fantastisk dygtig til. Jeg synes ikke, han er hård. Det er der sikkert nogen, der synes. Han forlanger bare, at man arbejder for det, for ellers er der sgu andre, der gerne vil overtage din plads. Han gider ikke bruge sin tid og sine kræfter, hvis ikke du selv lægger noget arbejde i det – hvis du bare laller rundt. Men hvis han kan se, at man vil det, og man lægger noget energi i det, så er han ikke hård. Jeg har fundet ud af, at det, der fungerer bedst for mig, er ikke at gøre det for firkantet. Jeg lever på samme måde i off season hen over vinteren, som jeg gør i sæsonen hen over sommeren. Fordi det passer mig godt. Jeg spiser mine grønne bønner og min salat i oktober og november, men jeg spiser også Haribo i ugen op til Flandern Rundt. Men jeg gør det med måde hele året rundt. Det er ikke, fordi jeg kværner 10 kilo Haribo i november og så slet ikke spiser det op til Flandern Rundt. Jeg tager en lille håndfuld, når det passer mig. Der er ikke noget, jeg afholder mig fra. Jeg kan også sagtens gå ud og drikke en øl med en kammerat, men det er klart, at jeg ikke drikker mig megafuld i sæsonen op mod de store mål. Det kan jeg godt gøre uden for sæsonen. Og det er heller ikke, fordi jeg ikke kan gå ud og nyde et glas vin eller to i sæsonen – og hygge mig med mine venner eller min familie. Det kan man sagtens – eller det kan jeg i hvert fald godt. Bare man gør det med måde. Det er den tilgang, som fungerer bedst for mig.

TOUR DE FRANCE I DANMARK 2022

19 Østerbrogade

Orientbassinet Lyngb

gsg

yvej

Poul Henningsens Plads

Strandboulevarden

vsin

Jagtve

Kronløbsbassinet

Vibenhus Runddel

Årshusga

Nørre Allé

Jagt

vej

Østerbrogade

Parken Stadium

Frih

av n

sgad

Nørre Allé

rd e n

svej

le va

Tag

No Niels Bohr-bygningen

b ou

llé

ØSTERBRO

Str a n d

Skjolds Plads

Øs

Nordbassinet

Trafiklegepladsen

Søndre Frihavn

Fælledparken Trianglen

Øs

Fælle dvej

e gad nia stia Kri

llé

Oslo Plads

ot te sA Kastellet

Sø

er Øst

Øst

ad sg

ld Vo

gad

Krudtløbet

Am alie ga

rim

e gad

Frederiksborggade

Vo ld

Fredag 1. juli: Enkeltstart i København

Frederiksgade

Kongens Have

ags gad e

a rd

Amaliehaven

gad e

Ørstedsparken

INDRE BY

Kongens Nytorv

Amalienborg Slotsplads

ldg

Nør re

Far im

lev

Nørre

Forum

Nørreport

Bre d

Søga

Åb

Længde: 13,1 kilometer

Flådens Leje

Marmorkirken

Øst

Peblinge Sø

Churchillparken Elefantløbet Elefantløbet

Dronning Louises Bro

Øst

Åg ad

Den Lille Havfrue

Langelinie

Østre Anlæg

gad

Søerne Sortedams Sø

Nørrebrogade

Langelinie

Østerport

Fredensbro

llé

Yderhavnen

Ved Norgesporten

de Søga

rim

gad

vej

g H Kirkegård am m ar sk jö ld

r Fa

bro

Holmens Kirkegård

Øste

rre

ade

te r

e sv

agsg

Garnisons

Sortedams Sø

Classens Have

gade

Nø

Jagt

nsv

Nørre Allé

gad

sens

er n

Jagt

bro

gade

rre

d leg

Hans Tausens Park

GRAND DÉPART – FØRSTE ETAPE

Clas

Amorparken

Københavns Universitet Panum j

Assistens Kirkegård

Ble

rbro

Nø

Rigshospitalet

NØRREBRO

Nørrebros Runddel

sv am

Fo lke B

Trianglen svej

vej

Øste

Tag

Bro, forbi Trianglen, Parken, Kastellet, Den Lille Havfrue,

Nø

Sankt Thomas Plads

Gl. Kon

gevej

Veste

rbro

Tivoli

gade

Rysensteensgade

Blv

O2 To

Vester Voldgade

VESTERBRO

CHRISTIANSHAVN La

rve

Kløvermarkens Idrætsanlæg

KØDBYEN

Amage

ryg

Amag

Den måde, jeg gerne vil køre løbene på, er, at jeg har en udholdenhed i de lange løb, som giver mig en fordel. Jeg skal gerne have et langt og hårdt cykelløb – en lang finale. Det gør ikke noget, at jeg brænder nogle tændstikker af tidligt, da jeg forhåbentlig har en tændstik eller to mere i æsken end de andre. Jeg skal ud og åbne cykelløbene. Vi skal i gang med at køre finale og ikke bare sidde og vente på en spurt. Jeg er ikke den mest eksplosive i feltet. Jeg er heller ikke dårlig, men hvis folk får lov til at sidde på dæk helt frem til finalen, så er der nogle, der er mere eksplosive end mig, og så kan jeg måske køre i top-ti, men der vil stadig være nogen, der er bedre end mig. Sidste år i Dauphiné kørte jeg i top-ti i de første fem etaper, men jeg vandt ikke. Det irriterer mig lidt, men det er nu engang sådan, det er: Jeg mangler lige en smule eksplosivitet. Det kan jeg gøre op for ved at åbne cykelløbene lidt før og forhåbentlig køre de andre mere trætte, end jeg selv er. Til klassikerne er det alfa og omega at have den store motor. Der kommer alle til at side på limit. Det passer til den styrke, jeg i forvejen har. Det er det, der gør, at jeg kan vinde cykelløbene. Men når jeg skal køre Tour de France, er der ikke etaper på 270 kilometer, og så er det noget andet, der gælder.

er Bl

vd.

ade

Vermlands

r Blvd.

brog

Kal

HAVNESTADEN

Christians Brygge

Det Kongelige Bibliotek

Inderhavnen Niels Juels Gade

ager

H.C. Andersens Boulevard ved Rådhuspladsen.

ngev

GAMMELHOLM O2

Christiansborg

Amalienborg og Den Sorte Diamant. Målstregen er på

KØBENHAVN Gl. Ko

s Blvd.

inden rytterne blandt andet kører over Dronning Louises

Kongens Nytorv

Holmens Kanal Gammel Strand

Ørestad

Etapen starter i Nørre Farimagsgade ved Ørstedsparken,

rre

Sankt Jørgens Sø

gade

Der er flere grunde til, at jeg ikke har vundet løb her i klassikersæsonen. Jeg tror ikke, at det er, fordi jeg ikke har været stærk nok. Jeg har formmæssigt været på et højere niveau, end jeg var sidste år. Alle de tal, jeg kører, er bedre end dem, jeg kørte sidste år. I alt fra et minutinterval til 15-20 minuttersintervaller. Der er jeg bedre end sidste år, så det handler ikke om formen. Vi har ikke haft det samme niveau holdmæssigt, som vi havde sidste år, og det har helt sikkert været en af de rigtig store grunde. Holdet har støttet rigtig meget op om mig – jeg har haft fantastisk støtte i år, også fordi jeg var enekaptajn. Sidste år var jeg ikke enekaptajn, der sad vi jo med tre eller fire mand i finalen, som alle sammen havde en chance for at vinde, og det gav nogle andre muligheder. I år sad jeg med seks ryttere, som alle sammen kørte for mig, og så sad jeg selv i finalen. Det er ikke, fordi jeg ikke har fået hjælp – vi har bare ikke haft de ryttere i finalen, som vi har været vant til. Men holdet har kørt helt fantastisk for mig. Det må endelig ikke fremstå som en undskyldning, for det synes jeg ikke, det er. Hvis du kigger på Mathieu van der Poel, så sidder han også alene, så det er ikke, fordi man ikke kan vinde cykelløb, bare fordi man sidder for sig selv. Der har været forskellige grunde til, at det ikke er lykkedes, og så skal man til at gå ind i de specifikke løb. Det er ikke lige lykkedes for mig i år. Det er en ny situation for mig at sidde selv, og det kan have haft en indflydelse, at jeg ikke er vant til det. Jeg har været vant til at sidde med holdkammerater i finalerne, som også kunne vinde og har kunnet spille på det. Men det er helt sikkert ikke, fordi jeg ikke har fået hjælp, for jeg har fået fantastisk hjælp og støtte af mine holdkammerater i år.

Pitstop KASPER ASGREEN BOR STADIG I FØDEBYEN KOLDING, OG NÅR HAN TRÆNER I OMRÅDET, ER BINDEBALLE KØBMANDSGÅRD ET YNDET FORPLEJNINGSSTED. ”DU KAN FÅ DET HELE – SMØRREBRØD, LAGKAGE, TÆRTER, ROMKUGLER, KAFFE, ØL OG SODAVAND – DER MANGLER IKKE NOGET,” SOM HAN SIGER. ASGREEN FORETRÆKKER SELV EN KOP FILTERKAFFE OG ET STYKKE KAGE, DER BLIVER VALGT PÅ DAGEN.

Kasper Asgreen fik sit gennembrud i 2016, da han blandt andet blev nummer fem ved U23-VM i enkeltstart. I 2018 var han med til at vinde VM-guld i holdtidskørslen, mens han i 2020 hjemtog DM både på landevej og i enkeltstart samt sejren i Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Inden den store triumf med sejren i Flandern Rundt i 2021 vandt han E3 Saxo Bank Classic, og efter Flandern tog han sig af fjerde etape – enkeltstarten – i Volta ao Algarve og danmarksmesterskabet i enkeltstart.

ILJO KEISSE OG MICHAEL MØRKØV De har hjulpet mig med at kunne gebærde mig i det professionelle felt. Alle mulige små ting. Mørkøv og jeg har jo arbejdet sammen, når vi har kørt lead-outs for en sprinter. Iljo Keisse har altid været klassikerrytter, og i de første år kørte vi sammen der. Jeg snakkede meget med ham om det taktiske i de løb. Det første år, da vi skulle køre Paris-Roubaix, var jeg lige blevet toer i Flandern Rundt. Jeg var gået fra at skulle have været en hjælperytter, der sad og dækkede udbrud af, til at have en halvfri rolle i løbet. Og så snakkede jeg et par dage før med Iljo om, hvordan fanden man kører på en sådan bane, for jeg havde sgu aldrig kørt på bane før (løbet slutter med halvanden omgang på Vélodrome André-Pétrieux, red.). Hvis jeg nu endte med at skulle spurte om en god placering – hvordan fanden gjorde man det? Han er jo også banerytter. Jeg kunne nævne halvdelen af mit hold, for der er mange, der har hjulpet mig, men de to her skiller sig ud. Jeg giver også gode råd til de nye ryttere, der kommer ind på holdet. Vi er jo kun interesserede i at have de stærkest mulige holdkammerater og dermed det stærkest mulige hold. Jeg vil også fremhæve Brian Holm og Tom Steels, mine sportsdirektører. Steels har ligesom Iljo været meget på klassikerne – på det taktiske – sammen med Wilfried Peeters. De har fortalt mig, hvordan man overhovedet kører klassikerne. Man sparer på energien de første 100-150 kilometer … Alle de der små ting. Brian har hjulpet mig i dagligdagen på et professionelt cykelhold. Det er ham, der er min kontaktperson på holdet. Det er ham, jeg snakker program osv. med.

Jeg evaluerer selvfølgelig løbene, men jeg har det også sådan, at når løbet er kørt, så er det kørt. Det er ikke noget, jeg bearbejder – det er bare sådan, det er. Det kan godt være, at det er irriterende, men det hjælper ikke noget at være irriteret. Jeg kan godt se bagefter, hvor jeg har lavet fejl. Jeg kan pege på flere fejl, jeg er ærgerlig over i denne sæson. Jeg skulle ikke have siddet så langt tilbage i Paris-Roubaix, da den splittede i starten. Jeg skulle have siddet længere fremme på Paterberg (i E3 Saxo Bank Classic, red.), så jeg ikke blev fanget bag ham, der slap Wout van Aerts hjul. Jeg skulle ikke have fulgt Tadej Pogačar på Oude Kwaremont (i Flandern Rundt, red.) og slå mig selv ihjel på det. Der er mange ting. Men der er én ting, der gælder for alle cykelløb: Du kører aldrig et cykelløb, som bare er helt perfekt. Det findes ikke. Der findes ikke et perfekt løb. Der er altid fejl. Også når man vinder. Dem skal man lære af, men det er svært, for jeg kender jo ikke udfaldet af mine valg, før jeg starter. Jeg havde nok ikke gjort det anderledes. På Oude Kwaremont med Tadej kunne jeg ikke vide, hvordan situationen ville være på toppen, men da en af favoritterne kørte, var jeg nødt til at køre med. Havde vi nu siddet to mand på toppen, og der ikke var kommet nogen med, fordi vi havde passeret dem alle sammen på det stejle stykke, jamen så havde det været en pissegod situation jo. Nu kom de så tilbage, fordi der sad folk ind imellem … Så kom van der Poel og sådan nogle tilbage, og så var det en lortesituation. Men det kunne jeg ikke vide nede i bunden, så jeg havde ikke lavet det om. Jeg kan godt se, at det var der, løbet gik galt, men jeg kunne ikke vide det. Det var en fejl, men jeg kunne ikke vide det. Sådan er det at køre cykelløb.

DEN LOKALE HELT ”Jeg kan køre den rute med bind for øjnene og kan ikke overraskes.” Når anden etape af årets Tour de France skydes i gang, er Mads Pedersen på hjemmebane. Den 26-årige Tølløse-dreng går efter at blive iført den gule førertrøje, når rytterne er kørt igennem Nordvestsjælland og over målstregen i Nyborg. Vi tilbragte en træningsdag i Tour-terrænet med danskeren.

Der er præcis fire uger til, at Tour de France starter i København, da jeg møder Mads Pedersen oppe i Veddinge Bakker, hvor han har kørt intervaltræning i regnvejr i de seneste tre timer. Grundformen er for længst på plads, og nu arbejdes der på at fintune benene med intervaller af forskellig længde og intensitet. Det er svenskeren Mattias Reck, der lægger træningsprogrammerne fra uge til uge, og arbejdsloadet er baseret på, hvad Reck kan læse ud af den forgangne uges træningsfiler. Den danske verdensmester fra 2019 holder en kort pause her i Fårevejle. Hans far er lige ankommet, fordi han skal køre pace med scooteren foran Mads Pedersen i de næste to timer, og han har en tør trøje med til sønnike. Jeg kan nå at stille ham nogle spørgsmål, imens han skifter tøj og slukker tørsten.

Interview: Per Bausager Foto: Lasse Bak Mejlvang

Mads Pedersen er født 18. december 1995 i Tølløse. Han blev professionel i 2014 på Cult Energy Vital Water/Stölting Service Group. I 2017 skiftede han til Trek-Segafredo, som han stadig kører for. Danskeren har vundet 22 løb som professionel – heriblandt Tour de l’Eurométropole (2018), VM på landevej (2019), Gent-Wevelgem (2020) og Kuurne-Bruxelles-Kuurne (2021). Alene i 2022 har Mads Pedersen hentet etapesejre i Paris-Nice, Étoile de Bessèges og Circuit de la Sarthe.

På sin træningsrute 2. juni kørte Mads Pedersen intervaller i en runde, som han selv plejer at omtale som ”oppe ved vindmølleparken”, ”oppe ved Kartoffelkongen” eller bare ”runden ved Lammefjorden”. Runden ligger efter Hagested, hvor indbyggerne denne torsdag allerede havde pyntet op til årets Tour de France med flere gulmalede cykler i gadebilledet.

Mads Pedersen træner for det meste alene, da træningsprogrammerne er tilpasset ham personligt. Denne dag kørte han dog med sin gode ven og holdkammerat på Trek Jakob Egholm, der også bor i Holbæk. Egholm kører ikke med i årets Tour de France. Det er Mads Pedersen med lys i baglygten.

Træner du altid heroppe? ”Ikke altid, men ofte. Hvor jeg træner, afhænger af vindretningen, hvor langt jeg skal køre, og hvad det er for et program, jeg skal køre den pågældende dag. Det kan også bestemmes af, hvem jeg cykler med. Forleden var Asgreen i København, og jeg skulle møde ham derinde, og så kom vi ikke lige på disse kanter, for han skulle jo afleveres igen.” Hvor kan du ellers finde på at træne? ”Cykling er jo ikke som fodbold, hvor banen ligger på et lille areal. Jeg kan finde på at træne op til 300 kilometer, og så er det svært at udpege, hvor træningsturen foregår, da det kan være over det meste af Sjælland på samme dag. Men hvis jeg skal pege på, hvor de fleste træningsture går hen, så er det heroppe, på Midtsjælland i områderne Haraldsted, Stenlille og Tissø, Jyderup. Det område imellem de byer er der, jeg kører oftest. Det har jeg altid gjort, siden jeg var junior. Heroppe i Odsherred har man det hele. Sjællands hårdeste bakker, en fantastisk natur og så Lammefjorden, som jeg bruger til derny-træning (pace, red.), fordi den er helt flad og uden trafik. Jeg har en lille rundstrækning heroppe, som jeg bruger til det.” Hvem træner du med? ”Jeg træner rigtig meget alene. I gamle dage var det anderledes. Da kørte man bare et træningshold ud, fulgtes ad hele dagen og kom hjem sammen. I dag er træningsprogrammerne helt individuelle, og mange dage er det bedre at køre selv, fordi man har nogle meget specifikke intervaller, der skal køres, og det er faktisk rarest at gøre uden selskab. Andre dage kan man godt få det til at passe sammen med andre.

Når jeg træner med nogen, er det oftest med Jakob Egholm, men også ofte med Mathias Larsen og Emil Vinjebo.” Hvor i området trænede du som drengeog ungdomsrytter? ”Dengang boede jeg i Tølløse og træningsturene var ikke ret lange, så det var meget mere lokalt, men stadig på nogle af de veje, jeg ofte kører på i dag. Jeg ville gerne træne på nogle bakker, og dem er der heldigvis mange af deromkring. Mest kørte jeg på bakkerne ved Igelsø og Algestrup. Og så dem ved Soderup og Åstrup Kloster. Og selvfølgelig ’Brødbakken’ (som også går under navnet Lunderød-bakken og Fristrup Møllebakke, red.), hvor mange cykelløb er blevet afgjort. De ligger alle sammen en spytklat fra Tølløse. Vi kørte jo kun 15 kilometer i cykelløbene og skulle ikke træne alverden af distance.” Hvorfor er du blevet boende i området? ”Jeg har boet fem steder, og de er alle inden for en radius af 20 kilometer. Det længste østpå har været i Lejre, og længst vestpå er Holbæk. Jeg er blevet i området af flere grunde. Jeg vil gerne se min familie, når jeg ikke cykler, min kone er fra disse kanter, og hun vil også gerne være tæt på sin familie og sine venner, især når jeg rejser, og det gør jeg jo et par hundrede dage om året. Og sidst, men ikke mindst, fordi man her finder det bedste cykleterræn i Danmark.” Har du aldrig overvejet at flytte sydpå? ”Nej, det har jeg faktisk ikke. Men nu gør jeg det alligevel. Min kone og jeg flytter nemlig til Schweiz til efteråret. Noget, jeg ville have forsvoret for bare et halvt år siden. Hvad har da ændret sig, siden du har taget sådan en beslutning? ”Egentlig er det min agent (João Correia,

TOUR DE FRANCE I DANMARK 2022 Côte d’Høve Stræde Côte de Kårup Strandbakke

Côte d’Asnæs Indelukke

Oppe ved Kartoffelkongen

MADS PEDERSENS TRÆNINGSRUTE TORSDAG 2. JUNI Hagested-Regstrup Ruten overlapper anden etape af årets Tour de France, der køres 2. juli fra Roskilde til Nyborg, flere steder – blandt andet i Hagested, Asnæs, Høve og på to ud af etapens tre kategori 4-stigninger i Veddinge Bakker, Côte d’Asnæs Indelukke og Côte de Kårup Strandbakke. Den tredje stigning, Côte d’Høve Stræde, nåede han ikke forbi denne torsdag.

red.), der har født ideen. Han begyndte her i foråret at lufte, om ikke det var en idé at rykke derned. Jeg har ellers altid været meget klar i spyttet, med hensyn til at jeg ikke skulle nogen steder. Men han fik mig alligevel til at veje alt op mod hinanden, og det bærende argument for beslutningen er, at det giver mig en mulighed for at optimere min privatøkonomi betragteligt i løbet af få år. Og så forelagde jeg tankerne for Lisette, og hun var med på den. Så nu flytter vi altså.” Nå, men tilbage til terrænet her. Hvor krydser din træningsrute og årets anden Tour-etape hinanden? ”Det er ikke så nemt at svare på, for min træningsrute kunne sagtens være præcis den samme som etapens. Bortset fra hovedvejen mellem Kalundborg og Korsør, som jeg ikke kommer særlig tit på, så er resten af ruten på de veje, jeg kører på flere gange om ugen. Så der er ikke mange overraskelser til mig den dag, hvad angår ruten. Men man kan selvfølgelig blive overrasket af så meget andet på anden etape af Tour de France. Som jo på en måde er første rigtige etape, da enkeltstarten i København kaldes for første etape og ikke prolog, som den plejer. Så det er første etape med samlet start, og der ved vi af erfaring, at alle er vilde og blodige, og 200 mand tror alle sammen, at de skal vinde etapen,

og så ryger de på røv og albuer hvert andet øjeblik, fordi alle vil frem. Det er faktisk det eneste, jeg kunne være bekymret for – at blive taget ned, eller endda ud, på grund af et af de der store styrt ved høj hastighed. Man kan gøre noget selv for at reducere risikoen, men lige meget hvad man gør, og hvor man sidder, så er risikoen der. Bare se i Circuit de la Sarthe, som jeg kørte i foråret og var sikker på den samlede sejr, og jeg lå i sjette position, da de væltede foran mig og tog mig ned, kun fire kilometer fra mål. Det mistede jeg den samlede sejr på. Det ville være en katastrofe, hvis sådan noget skete en af de første dage i Tour’en.” Har du særligt fokus på at lave et godt resultat på den etape? ”Jeg har et særligt fokus på denne etape af flere grunde. For det første er det klart, at det betyder noget at køre verdens største cykelløb på sine egne veje, for det andet vil jeg rigtig gerne vinde den etape med afslutning på Storebæltsbroen. Det ville være noget helt specielt. Men den vigtigste grund til at have et særligt øje på den er, at jeg ser den som min største mulighed for at erobre den gule trøje.” Hvordan det? ”Jeg satser alt på kun at tabe 10-12 sekunder på enkeltstarten i København. Kan jeg det, vil det med bonussekunder og en etapesejr kunne være nok til at tage den gule trøje. Det er det, jeg går efter, og det, jeg arbejder hårdt på at få til at lykkes. Realistisk set kan jeg nok ikke vinde enkeltstarten, men jeg har sat alle sejl til for at kunne køre så hurtigt som overhovedet muligt. Jeg har været i vindtunnel flere gange for at optimere mig aerodynamisk. Min position på cyklen, mit tøj, min hjelm, mine hjul og mine dæk. Alt er myrekneppet ned til mindste detalje.”

I løbet af efteråret flytter Mads Pedersen til Schweiz med sin kone. Nordvestsjællænderen har hidtil haft adresser inden for en radius af 20 kilometer i Tølløse, Holbæk, Lyndby, Lejre og Holbæk igen. I 2018 åbnede han cykelbutikken Empire Cycling i Tølløse, som hans far, Claus Pedersen, er daglig leder af.

Pitstop ”NU ER DET DESVÆRRE IKKE SÅ TIT, AT JEG KØRER TIL BAGEREN MERE. JEG SKAL JO TÆNKE PÅ VÆGTEN, OG KAFFE DRIKKER JEG IKKE,” SIGER MADS PEDERSEN. ”MEN NÅR JEG GØR, ER DET DE GODE, GAMLE KENDINGE: LEJRE-BAGEREN, SOM FORRESTEN LEVEREDE VORES BRYLLUPSKAGE, SVINNINGE-BAGEREN I FÅREVEJLE STATIONSBY OG KNABSTRUP-BAGEREN. DET ER KLASSIKERNE, MEN DET SKER DA, AT MAN GÅR SUKKERKOLD ET ELLER ANDET STED LANGT HELVEDE I VOLD, HVOR DER ER ALT FOR LANGT TIL DE KENDTE VANDHULLER, OG SÅ TAGER MAN DET, DER ER.”

Hvordan vil du gribe etapen an taktisk? ”Det kan jeg ikke sige med sikkerhed, før jeg kender stillingen efter enkeltstarten. Hvis jeg ligger til inden for 10 sekunder, vil jeg som sagt gå efter bonussekunder, hvis jeg ikke gør, vil jeg spare benene til spurten om etapen. Så vil vi se på, hvem det er, der har trøjen, og hvordan vedkommende skal angribes. Taktikken bestemmes også af vejret. Jeg håber på en masse vind og regn, så vi kan bruge mit lokalkendskab til at lave rav i den de steder, hvor det gør mest ondt.” Har du en fordel ved at kende ruten så indgående? ”Ja, det vil jeg mene. Der er selvfølgelig andre, der har kørt recon på ruten, men de kan ikke huske de små detaljer: Hvor vejen skifter retning, hvor vejen bliver smal, og hvor feltet vil blive trukket ud. Jeg kan køre den rute med bind for øjnene og kan ikke overraskes. Nu taler alle om broen og sidevind der. Men i Danmark er der nu engang oftest vestenvind, og det vil betyde, at det er mellem Kalundborg og Korsør, den rigtige sidevind er. Og så bliver det en lang finale.” Hvad er dit overordnede mål med årets Tour? ”Det kan siges kort: at få den gule trøje og vinde en etape.”

Per Bausager, født 1956, er tidligere professionel cykelrytter og har kørt alle grand tours-klassikerne. Han deltog i Tour de France i 1979, men måtte udgå med 40 i feber ved starten til syvende etape. I dag er Bausager distributør af italiensk cykeltøj, cykelkommentator og -debattør samt medforfatter til flere cykelbøger. Han skriver for tiden på bogen ’Mads P. – Væddeløber & verdensmester’, som udkommer til oktober i år på Politikens Forlag.

EN VINDER RAMMER BUNDEN

Efter at Michael Valgren i foråret 2018 vandt klassikerne Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race, gjaldt det for danskeren om at etablere sig som en rytter, der kunne køre med, når de store finaler skulle afgøres. Sådan gik det ikke. Den 30-årige thybo vandt efterfølgende ikke et cykelløb i over tre år, og han har måttet konsultere en sportspsykolog for at få karrieren tilbage på sporet.

Interview: Kasper Steenbach Foto: Andreas Houmann

Michael Valgren blev professionel i 2011, da han fik en kontrakt med Glud & Marstrand-LRØ. Siden har han kørt for Tinkoff-Saxo, Astana, Dimension Data og – fra 2021 – EF Education-Nippo. Han har vundet etapeløbet Danmark Rundt i både 2014 og 2016, DM på landevej i 2014 samt Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race, begge i 2018, og Giro della Toscana og Coppa Sabatini, begge i 2021. Samme år opnåede han bronze ved VM i Flandern.

SKULLE VI HAVE GJORT MERE?

ET HELVEDESÅR

Jeg er stolt over min bronzemedalje til VM i 2021. Men set i bakspejlet kan jeg godt fortryde, at vi fire, som sad efter Alaphilippe, ikke fandt ud af at arbejde sammen om at hente ham. Han havde sikkert vundet alligevel, men vi havde i det mindste kørt om guldet, og det er sådan, jeg gerne vil angribe alle de løb, jeg kører. Det er kun førstepladsen, guldet, der tæller.

Jeg kører cykelløb for at vinde. Det er derfor, jeg træder alle de timer, jeg gør. For at smage sejrens sødme. Jeg har ikke behov for at vinde 15 cykelløb om året – jeg vil bare gerne vinde nogle stykker og være med i nogle finaler, og det var jeg relativt langt fra efter 2018, især i 2020. 2020 var et rigtig skidt år. 2019 var ikke så dårligt faktisk. Jeg kom bare fra et rigtig godt 2018, og så så 2019 mindre godt ud. Jeg kørte mange top-5- og top-10-placeringer efter Tour’en det år i World Tour-løbene, og jeg blev sekser til VM. 2019 var ikke så dårligt, selv om jeg ikke vandt noget. 2020 var til gengæld et rigtigt helvedesår på cyklen.

Men så talte jeg med min holdkammerat den anden dag, Neilson Powless, som blev femmer … Jeg sagde, at jeg syntes, at vi skulle have optaget forfølgelsen, men hans melding var, at han umuligt kunne have kørt stærkere. Han var bare færdig. Jeg har også snakket med Jasper Stuyven, som også bor her i Monaco, om det, og han havde det præcis ligesom mig: Hvis vi havde arbejdet sammen, kunne vi have hentet Alaphilippe. Jeg er 100 procent sikker på, at vi godt kunne have gjort det, hvis vi havde besluttet os for det, for vi var ret tæt på ham – på den første bakke kunne vi spytte op til ham. Men der var ikke lige nogen af os, der havde lyst til at gå det dybere for at lukke hullet, for så ville man måske miste en medalje. Lige så snart vi var samlet, os fire, begyndte vi at tænke på sølv og bronze. Det var også det regnskab, jeg havde i hovedet: Stuyven ville nok blive toer, for han var den hurtigste af os fire, og jeg så mig selv som stærkere end både Neilson og van Baarle i spurten, så jeg ville blive nummer tre. Men Stuyven var også totalt fucked efter det her mandfolkeløb, så han byttede plads med van Baarle, men jeg fik min tredjeplads.

I november 2019 blev vi forældre til en dreng, der blev født små syv uger for tidligt. Vi havde en hård start, og vi var indlagt med ham i 20 dage. Og så kom corona, og vi var helt isolerede. Der var ingen hjælp. Han sov så nærmest heller ikke det første års tid. Selv om jeg har fået fantastisk støtte fra min hustru, har jeg måske ikke været god nok til at sige fra til at hjælpe, for det har jeg slet ikke haft samvittighed til. Bjarne (Riis, red.) kom også ind på holdet (Valgren skiftede fra Astana til Dimension Data/NTT fra 2019, red.), og vi lavede en masse ting om, også gode ting, og det gik rigtig godt i starten. Men resultaterne udeblev, og vi manglede nogle sponsorer, og det endte med ren og skær negativitet, og det var med til at slå mig og holdet ihjel. Vi fokuserede kun på det negative. Det var superhårdt. Selv når vi havde kørt rigtig godt, fyldte det negative det hele. Vi glemte de gode ting. Det var en ond spiral. Vi talte aldrig os selv op, vi talte altid os selv ned. Man hjalp ikke sine holdkammerater – man talte dem ned for at tale sig selv op. Der var rigtig dårlig stemning på nogle tidspunkter.

TOUR DE FRANCE I DANMARK 2022

ANDEN ETAPE Lørdag 2. juli: Roskilde-Nyborg Længde: 202 kilometer Ruten går over Lejre og Holbæk, inden den efter henholdsvis 62, 72 og 84 kilometer byder på tre kategori 4-stigninger i Veddinge Bakker. Derfra skal rytterne over Kalundborg og Korsør inden den afsluttende del hen over Storebæltsbroen.

Til Tour’en 2020 ramte vi bunden. Vi havde ikke nogen sponsorer til den kommende sæson, og vi vidste ikke, om holdet ville fortsætte. Holdet var afhængigt af, at vi lavede resultater, men vi lavede bare ingen resultater. Tour’en er jo det største cykelløb og dermed det største udstillingsvindue. På godt og ondt. Hvis det går godt, er det megafedt, hvis det går dårligt, så er det rigtig skidt. Hele verden kan se det. Vi havde det ikke sjovt. Vores soigneurs og mekanikere var virkelig gode til at hjælpe os, men ledelsen gjorde det i perioder svært for os, fordi de forlangte så meget af os, og vi kunne bare ikke komme op af den grav, vi havde gravet os selv ned i. Det var tre hårde uger. Jeg vidste, at jeg skulle videre fra det hold.

Jeg skulle finde fornyet moral. Jeg skulle ud af den negative spiral. Jeg havde ikke noget hold før december 2020 – en måned før 2021-sæsonen skulle begynde. Jeg vidste ikke, om jeg var købt eller solgt. Om jeg skulle køre et år på amatørniveau og så forsøge at finde et pro-hold igen. Heldigvis forbarmede EF sig, og vi nåede frem til en rigtig god aftale. Men det strejfede mig, om det var værd at fortsætte. Det hele var oppe at vende. Skulle vi blive boende i Monaco? Det er jo ikke billigt at bo her. Der var mange overvejelser. Hvis jeg ikke havde fundet et hold, så havde jeg nok kørt et år som amatør, men hvis det ikke var lykkedes mig at finde et hold efter det år, så havde jeg nok trukket stikket. Heldigvis endte det ikke sådan.

Michael Valgren er født og opvokset i Thy. I slutningen af 2016 flyttede han til Monaco med sin kæreste, Sissel, som siden er blevet hans kone. I november 2019 blev parret forældre til en søn. Valgren har stillet til start i Tour de France hvert år siden 2015 – det første år udgik han pga. sygdom på tredjesidste etape, men han har siden gennemført alle udgaverne med en 44.-plads i 2018 som bedste resultat. Her ses han i det berømte Formel 1-sving Fairmont Hairpin i fyrstendømmet.

Pitstop NÅR MICHAEL VALGREN I DAG KØRER UD PÅ EN AF SINE TRÆNINGSRUTER I SYDFRANKRIG, SKER DET MED START- OG MÅLLINJE HJEMME I MONACO. HAN TANKER SOM REGEL OP MED EN DOUBLEESPRESSO OG EN FOCACCIA MED PARMASKINKE OG MOZZARELLA PÅ CAFFÈ ITALIANO I MENTON, INDEN HAN BEGIVER SIG OP AD COL DE LA MADONE, SOM ER TRÆNINGSTURENS SIDSTE HÅRDE STIGNING. 32

OPRYDNING I HOVEDET

EN DÅRLIG HOLDKAMMERAT

Under VM i 2020 blev jeg kontaktet af Morten Bennekou (elitechef i Danmarks Cykle Union, red.). Han syntes, at jeg skulle prøve at tale med en sportspsykolog. Han sagde, at jeg jo stadig havde mit talent, men at grunden til, at jeg ikke længere vandt cykelløb, måske sad i hovedet. Han anbefalede mig en, han selv havde brugt, og mente, at det var et supergodt match.

I år har vi arbejdet meget med ledelse. Jeg er en god leder, men jeg kunne godt tænke mig at arbejde mere med en naturlig ledelsesstil. Det har han også rigtig godt styr på. Vi er så connectede på vores hold, os ryttere. Vi har det skidesjovt, og vi respekterer hinanden, og vi kører røven ud af bukserne for hinanden. I år har vi fået 11 nye ryttere, så det vil være rigtig godt at køre videre med den kultur.

Jeg har nu talt med min mentalcoach lige siden december 2020. Vi går meget op i at finde min selvtillid og tro på mig selv. At køre for at vinde – køre for at turde tabe. Det var sådan, jeg kørte i mine ungdomsår, og det er den sjoveste måde at køre cykelløb på. Vi talte om at tage de gode ting med – i stedet for de negative. Det var de første skridt. I starten fik jeg bare lov til at tale ud om alle de problemer, jeg havde med familien og på holdet og med mit udstyr. Så kom vi videre og begyndte at gå i dybden med, hvad jeg kunne gøre for at stå mentalt klar til de forskellige cykelløb. Selvtilliden kommer gennem træningsformen. Jeg har sgu altid været god til at træne. Det er sådan, jeg bygger selvtilliden op. Og ved at sige til mig selv, at jeg er pissegod. Sådan nogle små ting. Vi taler sammen, når jeg har noget på hjerte, men vi taler som regel sammen en gang om ugen. Det kan tage et kvarter, eller det kan tage en halv time eller en time. Vi taler om løst og fast, og så er han god til at navigere i det, jeg siger, og stille de rigtige spørgsmål. I september vandt jeg to løb i træk (Giro della Toscana og Coppa Sabatini, red.). Det var megafedt at opleve, at det stadig kunne lade sig gøre, efter at jeg havde haft to knap så gode sæsoner.

Jeg kunne godt have gjort mere på den front på Dimension. Jeg var også en af de store ryttere der, men jeg var en rigtig dårlig holdkammerat. Jeg talte ned om alting. Jeg var ikke så god at være i nærheden af. Det kan jeg se i dag. Jeg kunne bare ikke finde mig til rette – hverken på holdet eller med mit udstyr. Det fungerede bare ikke, og jeg var heller ikke god derhjemme, og det var 100 procent cyklingens skyld. Jeg vil opfordre alle til at få en mentalcoach – det er penge, der er godt givet ud. Det kan noget. Jeg har selv mærket på Saxo Bank i sin tid, da holdet var ved at lukke, og Alberto Contador begyndte at køre dårligt, at han var en dårlig leder. Han var en god leder, når det gik godt. Jeg har set gode ledere og dårlige ledere. Nu er jeg selv begyndt at tænke mere over, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Jeg er en af dem, de andre kommer og betror sig til, og det er fedt. Jeg er ikke nødvendigvis den, der råber højest, men jeg er et godt eksempel for de andre. Når vi er på træningslejr, er jeg ikke den, der kører først hjem. Jeg har også en stor erfaring at dele ud af. Jeg kan sige til de unge ryttere: Bare rolig, det skal nok gå. Jeg synes, at vi kan takke Anders Lund (landstræneren, red.) for, at vi også kører for hinanden på landsholdet. Min sportspsyko-

log har også været inde over landsholdet – vi vil gerne skabe verdens bedste landshold. Det handler om at hjælpe hinanden. Jeg hjalp Mads P., da han blev verdensmester i 2019, og sidste år hjalp Asgreen mig. Når Anders ringer og spørger, om man vil køre med landsholdet, står alle klar. Det er en ære at være med på landsholdet, og man tænker ikke på sig selv først, man tænker på holdet. Det kan godt være, at ruten passer pissegodt til Magnus Cort i år, men næste år passer den måske mig godt. Hvis jeg hjælper Magnus i år, så ved jeg, at han hjælper mig om et år. Førhen har der været VM’er, man ikke gad køre, fordi ruten ikke lige passede til en. Vi har stået i situationer i Imola og i Østrig, hvor vi stillede med et C-hold, fordi A-rytterne ikke gad komme og hjælpe Jakob (Fuglsang, red.) og mig, fordi det ikke passede dem. Og jeg har også selv meldt afbud til et VM, fordi jeg ikke gad hjælpe Mørkøv og Magnus, og det var totalt dårlig stil. Men det er vi ude af nu – vi er kommet videre, og vi har det pissefedt. Og det er derfor, vi tager en medalje til VM: Asgreen kører røven ud af bukserne for at lukke et hul, så jeg kan springe op. Det er resultatet af den kultur, vi er ved at opbygge på landsholdet, og det er megafedt at se, at det virker. Folk er totalt indforståede med det. Det er megafedt at være en del af.

DET RIGTIGE VM-RESULTAT Min sportspsykolog og jeg kigger meget på Alaphilippe og Wout van Aert. De kører sgu altid, som om de er i deres bedste form nogensinde, selv om de måske ikke er det, men så dør de med skoene på. Det er superinspirerende, og det er en måde at køre på, jeg gerne vil lære af. At tage chancer i stedet for at lurepasse. Om ikke andet kan man komme ud og sidde i en god situation og køre på adrenalinen i stedet for at sidde i feltet og hænge. De er nogle store forbilleder for mig på det punkt. Man skal turde sætte det hele på et bræt. Men jeg føler mig stadig ny i det game. Jeg har kun talt med min mentalcoach i et år. Alligevel er jeg nået frem til, at jeg greb VM rigtigt an. Jeg havde allerede brændt et par tændstikker af, da jeg sad sammen med Stuyven, Neilson og van Baarle med Alaphilippe foran. Jeg kunne også godt mærke, at der var noget krampe på vej. Jeg ville gerne prøve at køre væk fra dem på den sidste stigning, og det lykkedes også, jeg slog hullet, men jeg kunne så desværre ikke holde det hen over toppen. Hvis jeg havde prøvet mere, så tror jeg ikke, jeg var blevet treer, for det var en meget, meget tæt spurt. Når jeg ser tilbage på det, så tog jeg de rigtige beslutninger – det er jeg ret sikker på. Jeg er megastolt af den medalje.

Søndag 19. juni, efter redaktionens afslutning af interviewet med Michael Valgren, styrtede danskeren på 4. etape af Route d’Occitanie. Valgren kom så slemt til skade, blandt andet med bækkenbrud, at han ikke kan stille til start i årets Tour de France.

med Michael Valgren og det danske landevejscykellandshold.

HAN ER I MENTAL TOPFORM ”Jeg har sammen med Morten Bennekou og Anders Lund udviklet det grundlag, som landsholdet kører ud fra: Ingen over holdet, alle er en del af truppen, også selv om VM-løbet et enkelt år ikke passer ind i rytterens profil. Da Michael kom til mig, var han mere eller mindre nedbrudt af forkert ledelsesstil og deraf manglende resultater. Det har vi rettet op på, og jeg har et godt samarbejde med Matti Breschel (en af Valgrens sportsdirektører på EF Education-Nippo, red.), så de også på holdet lærer, hvordan de får det optimale ud af Michael. Til at begynde med arbejdede vi med Michaels fundament i form af familie, venner, cykelvenner, holdkammerater og sportsdirektører. Nu er det på plads, og han er mentalt såvel som følelsesmæssigt i topform. Dernæst har vi arbejdet med hans kørestil og det at turde køre anderledes og tage chancer. De seneste måneder har vi arbejdet med hans rolle på holdet og i særdeleshed som holdkaptajn. Han skal lære at se sig selv som leder og holdkaptajn og turde stille krav til sine holdkammerater, så de kan støtte ham bedst muligt. Jeg synes, at han har kørt med selvtillid siden efteråret, hvor han vandt de to italienske løb og fik VM-medalje. I år har han kørt et fejlfrit Milano-San Remo, men desværre tabte han kæden på den sidste nedkørsel fem kilometer før mål. Hvis ikke det var sket, var han sikkert kommet på podiet. I Flandern Rundt og i Amstel kørte han sådan set også godt, men han har lige manglet den sidste styrke og det sidste held i forhold til de helt store resultater, hvorfor det kun blev til en 11.- og en 15.-plads. Resultaterne kommer snart. Han er i bedre mental form end nogensinde, og fysisk er han p.t. stærkere end sidste år.”

Foto: Morten Lundrup

Mentalcoach Jesper Peter Rasmussen fortæller om sit samarbejde

VERDENS BEDSTE ANDENPLADS

”JEG VIDSTE, AT JEG HAVDE EN SPRINTER PÅ HJUL, SOM VAR PRESSET. JEG VIDSTE, AT HAN SKULLE LEVERES GENERØST.” For Michael Mørkøv er den største sejr på landevejen, når han ikke selv vinder en etape, men bringer sin sprinter først over målstregen. I 2021 blev Mørkøv kåret som verdens bedste hjælperytter, efter at han i sin rolle som lead-out man flere gange leverede en holdkammerat til sejr i en massespurt. Det skete blandt andet 9. juli i Carcassonne, på 13. etape i Tour de France, da han havde en udbombet Mark Cavendish på hjul – det blev en etapesejr, som den 37-årige dansker i dag betragter som den største på sin specialiserede karrierevej.

Interview: Kasper Steenbach Foto: Rasmus Weng Karlsen

MØDET PÅ MALLORCA I februar 2020 var jeg på træningslejr på Mallorca. Her mødte jeg tilfældigvis Mark Cavendish, og vi kørte en træningstur sammen. På det tidspunkt havde alle afskrevet ham. Han blandede sig aldrig i toppen af spurterne længere. Han var omvendt vældig utilfreds med det hold, han kørte på. Der var ikke det, der ikke var i vejen. Han sagde til mig flere gange, at han bare skulle have lov til at deltage i et Tour de France mere, og så skulle han nok slå Eddy Merckx’ rekord (34 etapesejre, red.). Jeg kan huske, at jeg tænkte: Du er sgu ikke rigtig klog. Du ville jo ikke engang kunne vinde en etape i Post Danmark Rundt. Hvordan fanden skulle du så kunne vinde fire i Tour’en!?

AFDANKET

Da vi stillede til start i Bretagne, tænkte jeg, at hvis jeg kunne få Cavendish til at vinde bare én etape og for alvor få ham tilbage på den hylde, han havde hørt til på tidligere, så ville jeg understrege mine kvaliteter som en unik lead-out man. At jeg ikke bare kunne få det til at fungere med mange forskellige ryttere, men at jeg ovenikøbet kunne vinde med dem.

AT FINDE SIN ROLLE Det var mere eller mindre tilfældigt, at jeg blev lead-out man. I mine første syv år som professionel kørte jeg på Saxo Bank, det danske World Tour-hold, og vi havde ikke nogen sprinterkultur. Jo, vi havde en sprinter, som også vandt nogle løb, men vi havde slet ikke en kultur med at køre lead-outs. Vi havde meget mere fokus på at køre klassement.

Jeg har i de seneste år etableret mig som en lead-out man i feltet. En lead-out man er en rytter, der afleverer holdets hurtigste mand i en god position, når sprinteretaperne skal afgøres. Jeg har efterhånden fået det ry, at den hurtigste sprinter er ham, der sidder bag mig. Jeg har vundet den status, fordi jeg nok er den nuværende rytter, der har vundet flest etaper med flest forskellige sprintere. Jeg har vundet med Alexander Kristoff og siden med Viviani, Fabio Jakobsen og Álvaro Hodeg, og 2021 var ikke nogen undtagelse, for vi ryddede stort set hele bordet med Bennett i foråret. Han blev så skadet helt op til Tour’en.

Da min tid på Saxo var ved at være forbi, talte jeg med min gode ven Alexander Kristoff, som på det tidspunkt i 2015 havde voldsomt tur i den – han vandt blandt andet Flandern Rundt. Han havde en position hos Katusha, hvor han næsten kunne bygge det hold, han ønskede, op omkring sig. Han henvendte sig selv til mig under nogle af klassikerne og spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive en del af hans trup for næste år. Det indebar at hjælpe ham i spurterne, for han var jo på det tidspunkt en af verdens bedste sprintere foruden at være en top-klassiker-rytter. Han mente, at jeg havde potentialet til at kunne hjælpe ham.

Vi havde jo så fået Mark Cavendish på kontrakt, efter at jeg mødte ham på Mallorca, men han var ikke engang på forhåndstilmeldingslisten til Tour’en. Han havde ikke på noget tidspunkt været inde i billedet til at skulle køre Tour’en i 2021, og den generelle opfattelse af ham var efterhånden, at han var afdanket. Men i mangel af bedre var det ham, der kom med som vores sprinter.

Det var faktisk først der, det gik op for mig, at det var den vej, jeg skulle gå. Jeg havde i årene inden fundet ud af, at jeg ikke var hurtig nok selv til at vinde de her spurter. Jeg kunne måske godt vinde etaper i mindre løb, men jeg var ikke hurtig nok til at vinde etaper i Tour de France. Men det var trods alt det, der motiverede mig: at være med til de største løb og være med til at vinde de største løb.

Og den måde, jeg kunne komme til at vinde de store løb på, var at gøre det sammen med en, der kunne gøre arbejdet færdigt. Og det blev sammen med Alexander, hvor jeg for alvor slog mig løs i rollen som lead-out man i sæsonen 2016. Jeg begyndte at studere videoer af de forgangne års massespurter, og jeg fandt hurtigt ud af, at der var et stort uforløst potentiale i hele lead-out-rollen. Der var nogle enkelte – for eksempel Mark Renshaw – som var outstanding i rollen, men der var ikke særlig mange lead-out-ryttere, og det var meget tit ret tilfældigt, hvad der skete i spurten – det var ikke så godt organiseret. Jeg syntes, at der var et stort potentiale i at forfine det erhverv.

sprintere sætter sig på hjul af min sprinter? Alle sådan nogle ting prøver jeg at sætte mig ind i og have en idé om. Det er noget, jeg selv gør – det tager jeg 100 procent ansvaret for. Men sportsdirektøren holder jo hver dag et oplæg med en PowerPoint med taktiske input. Han præsenterer også et overblik over ruten og fortæller om afslutningen. Som regel bliver jeg bare konfirmeret i, at det, jeg allerede har fundet ud af, er det rigtige.

FORBEREDELSERNE Vi havde et par bjergetaper op til 13. etape i Tour de France i 2021, men allerede efter den seneste sprinteretape var jeg begyndt at se frem til denne etape, for det var den, hvor Cavendish kunne udligne Eddy Merckx’ rekord (Cavendish havde allerede vundet 4., 6. og 10. etape, red.). Næsten fra den seneste spurt er kørt, begynder jeg at forberede mig på den næste, og så studerer jeg den mere og mere fra dag til dag. Det, jeg gør, for at føle mig godt forberedt, er at indsamle så mange informationer som muligt, vel vidende at jeg ikke kommer til at bruge rigtig meget af det. Men jeg føler, at det er den forberedelse, der gør, at jeg kan træffe de rigtige beslutninger, når det gælder. Forberedelsen inkluderer selvfølgelig ruten: sving, om vejen stiger eller falder, hvordan vinden er, og også hvordan konkurrenterne er, hvad jeg forventer, at modstanderne gør i den pågældende spurt. Er det Jumbo-Visma, der tager teten i denne her spurt, eller er det et andet hold? Hvad gør jeg, hvis de andre Familien Mørkøv dyrker forskellige sportsgrene på hjul.

TOUR DE FRANCE I DANMARK 2022

Hjortsballe

Vonge

Mølvang

176

417

Søndag 3. juli: Vejle-Sønderborg Længde: 182 kilometer

Fynslund

E20

64 E20 65 Ejstrup Harte Vranderup

E20 66

Vejen 403

Gelballe Skanderup

Vamdrup Lufthavn

E45

Christiansfeld

Nustrup Gabøl

403

E45

Skrydstrup

Vojens

og Dybbøl Mølle, igennem Haderslev og Aabenraa og

Bevtoft

435

Hinderup

179

24 E45

Hjordkær

Raved

Saltofte Ebberup Sønderby

Røllum

Lovtrup

401 8 150 m 100 m 50 m 0m

4 km

179

Bredevad

Tinglev

Løjt Kirkeby

Glamsbjerg

168

329

323

Helnæs Bugt

Felsted

74 75

Øster Hæsinge

Arreskov Sø

Svanninge

Fåborg

Nordborg Mjels

Varnæs

Lavensby

481

Als Fjord

Alnor Rinkenæs

481

Nybøl

170

Ragebøl Dybbøl Mølle

Lyø

Sjellerup

Guderup

405

Notmark

Sydfynske Øhav

Helved

Fynshav

Tandslet

Vollerup

Søby

Mommark

Høruphav

427

Broager

Skovby

Dynt

Lysabildskov

427

Flensborg Fjord

401

Nabbe

Klingbjerg

SØNDERBORG

Vester Sottrup

Egernsund

401

405

Stevning Stolbro

41 Ullerup Avnbøl

Adsbøl

Gråsten

401

Ballebro

Havnbjerg

Broballe

Hardeshøj Blans

Grøngrøft

Kværs

8 Diernæs

Tråsbøl Tumbøl

14 8 481

Lundtoft

170

401

329

170

E45

323

Faldsled Millinge

Oksbøl

Stubbæk 41

Bajstrup

Vester Hæsinge

Jordløse Brunbjerg

Aabenraa Fjord

Aabæk

Trunderup

Dyreborg

Stollig

Kliplev

Ståby Sønder Broby

323

Barsmark

Aabenraa

Bjerndrup 73

Vejle

335 Gummerup

Flemløse

Bøjden

168

Frankfri

Håstrup

Bodum

E45

175

Brylle

Hjelmerup

168

329

Dimen

Almstrup

Brændekilde

335

Bukkerup

329

Diernæs Strandby

Strandgade Styrtom Hostrupskov

Bolderslev

Terkelsbøl

170

Hjarup

Rødekro

Kassø

Ravsted

grænse tirsdag 5. juli.

323 Torø Huse

Nørby

70a Rise-

Klovtoft

Arndrup

Tour-karavanen til Frankrig, hvor fjerde etape, efter

Assens

Årø Kalv

Flovt

Højstrup

Holmstrup

Tommerup Stationsby Ørsted

Genner Strand

Genner

E45

24 429

Voldbro

303

Ejlstrup 53 E20

Vedtofte

329

Sønderballe

179

401

en hviledag, køres fra Dunkerque ved den belgiske

Diernæs

Øster Løgum

Hellevad Bedsted

Årø

307 Turup

Hejsager

Slivsø

Hoptrup

Côte de Genner Strand

Agerskov

Aarøsund

Øsby

Nørre Vilstrup Sønder Vilstrup

E45 435 69

Abkær

435 179

Bovlund

Efter tredje og sidste etape i Danmark drager

Marstrup

Slukefter

Skalbjerg

Tommerup Holevad

Aborg

Vonsbæk

Over Jerstal

403 24

målbyen Sønderborg.

Sandager

Hindemade

SY DDANMARK

307

Kaslund Barløse

313

Haderslev

24 25

335

Skallebølle

329 Skydebjerg

Bågø

Stevelt

SY DDANMARK Kelstrupskov

161

Aarup

311

Morud

Grønnemose

Gelsted

Côte de Hejlsminde Strand

Fjelstrup

170

E20 Hønnerup

Hygind

Skovbølling Haderslev Flyveplads 67

Ellesø

Balslev

313

Stubbum

170

Øster Lindet

hvorefter feltet skal forbi Jellingstenen, Christiansfeld

Tyrstrup

E45

Hjerndrup

403

Føns

Glavendrup Søndersø

Vigerslev

Veﬂinge 335

303

329

Fjelsted

311

Kosterslev

329 Skovsgårde

303

327 Skamby

Særslev Hårslev

Brenderup

Nørre Højrup

Skovby

Ore

317 Asperup 57

313

Hejls Hejlsminde

Jels

Dagen begynder med en rundtur i Vejle-området,

Vejlby 58a

Skrillinge E20

Solkær Enge

Grønninghoved

Sjølund

Christiansfeld

Grønnebæk

Middelfart

317

Bjert Strand

Binderup

65b

Grindløse

327 Ejlby

311

Skåstrup

Båring Vig

Fovslet

Ødis

403

Bjert

Strib 58

161

Gammel Sønder Ålbo Stenderup

Agtrup

162

162 Harritslev

Snoghøj

Skarre Agtrupskov

Rebæk

Skartved

Langetved

Gudsø Skærbæk

Vonsild

Hjarup

Bogense

Kolding

191

65a

469

Hybylund

Fredericia

Hannerup

60b Sanddal 61 E20 60 Taulov 59

E20

Seest

Lunderskov

Skodborghus Skudstrup 403 Vamdrup Skodborg

Nørreby

Sønder Vilstrup

62 63 Bramdrupdam

Ferup

469

Trelde

Egeskov

Herslev

Almind

Lilballe

Egholt

Gesten Revsing

28 Hvidbjerg Rands Fjord

Pjedsted

E45

Viuf

Vester Nebel

Jordrup

Veerst

Kolding Flyveklub

Læborg

Vejle Fjord

Børkop

Smidstrup

Gravens

Ågård

23 Staksrode

Côte de Koldingvej

61a

Hosby

52 Barrit Station

Stouby

61b

E45

469

VEJLE

Søndermark

Ny Højen

Brakker Bølling

417

Jerlev

Egtved

417

Kirkholm

Hornsyld

170

417

Tågelund

469

Stourup

Hornum

Ødsted Ammitsbøl

Tørskind

Spettrup

Hedensted

442

Østengård

Jennum

28 Pedersholm Nørre Vilstrup

176

Bindeballe

Frederikshåb

Bække

442

Jelling

176 Bredsten

Snaptun

MIDTJY LLAND

Øster Snede E45

Grejs

Skovdallund

Nørup

Dagnæs Sejet

Kragelund

Lindved Hygum

Fårup Sø

Randbøldal

Vorbasse

Hvejsel

Tofthøj

Gadbjerg

Billund Lufthavn

Ildved

442

176

473 Lindeballe

Torsted

Bøgballe

Farre

473

Stensballe

Horsens

Hatting

Uldum

Ølholm

18 Givskud

Billund

TREDJE ETAPE

Torring

Give

487 Grønbjerg

Trænge

Drejby

TYSKLAND

INSTINKTET

”FOR

AT VÆRE EN GOD LEAD-OUT MAN SKAL DU KUNNE NAVIGERE I DET KAOS, EN SPURT ER. DET ER DET VIGTIGSTE. OG SÅ SKAL MAN HAVE EN GOD FORSTÅELSE AF DEN SPRINTER, MAN HAR MED SIG. DET FØLER JEG, AT JEG ALTID HAR HAFT.”

For at være en god lead-out man skal du kunne navigere i det kaos, en spurt er. Det er det vigtigste. Og så skal man have en god forståelse af den sprinter, man har med sig. Det føler jeg, at jeg altid har haft. Jeg havde også en sæson – 2014 – hvor jeg var personlig oppasser for Contador. Det var lidt den samme rolle, for det handler om at være god til at navigere rundt i feltet med tanke på, at der også skulle være plads til ham bagpå. Han skulle også med, og han skulle helst med uden at skulle bruge for mange kræfter på det. Det handler om det samme i lead-out’en – at kunne sætte sig mentalt i sprinterens sted og selv køre gennem feltet, så han kommer nemmest muligt med, og så han har mest muligt at

skyde med til sidst. Man skal næsten tænke for to. Man kan ikke bare køre sit eget show og så slå væk 200 meter fra mål og gå ud fra, at så klarer sprinteren resten. Man skal være meget opmærksom på, hvordan han klarer sig med. Jeg tror, at jeg er heldig med at ramme mit speciale på et tidspunkt i min karriere, hvor jeg har samlet en masse erfaring sammen. Lige så meget som det handler om min fysiske formåen, handler det også om den erfaring til den her specifikke opgave. Jeg føler i øvrigt, at jeg bliver bedre og bedre – at det nogle gange bliver nemmere og nemmere. Det har selvfølgelig noget at gøre med min store erfaring. Det vigtigste er forståelsen for, hvordan feltet fungerer – det og så placeringsevnen.

Min rolle er selvfølgelig beslægtet med det, jeg kan som banerytter. Parløb, som er min hoveddisciplin på banen, minder utrolig meget om en massespurt på landevejen. Det handler om evnen til at kunne navigere i totalt kaos. Det er det mest direkte, du kan sige om det, for hver eneste gang, du går ind i sådan en massespurt, så har du en idé om, hvilken side af vejen du vil køre i, og hvordan du vil navigere i forhold til dine holdkammerater, men også i forhold til dine konkurrenter. Og så kommer du frem til den spurt, og så er alt, hvad du har forestillet dig, vendt på hovedet – alt er helt anderledes. En af mine største kvaliteter er, at jeg er ekstremt omstillingsparat på de her splitsekunder. Jeg stoler virkelig på mit instinkt – det har jeg lært at gøre. Nogle gange har jeg bagefter tænkt: Hvorfor valgte jeg at gå venstre eller højre om? Det var mit instinkt.

Michael Mørkøv har ikke et præcist tal på, hvor mange gange han som lead-out man har kørt sin sprinter til sejr, men han vurderer, at det er ”på den gode side af 70”. Den tømreruddannede sjællænder har selv vundet DM på landevej tre gange samt en etape i Vuelta a España i 2013, men det er på banen, at han har hentet sine største sejre med guld i parløb til OL i 2021 og til VM i 2009, 2020 og 2021 som de ypperste resultater.

Pitstop MICHAEL MØRKØV BOR I RØDOVRE MED SIN FAMILIE – SIN KONE OG DERES TRE BØRN – OG HAN TRÆNER PÅ LANDEVEJENE NORD FOR KØBENHAVN, NÅR HAN ER HJEMME. HANS FORETRUKNE PITSTOP ER BAGERIET ANTONS PÅ GAMMEL STRANDVEJ I NIVÅ, HVOR HAN GERNE INDTAGER EN GRØDBOLLE MED OST, INDEN HAN LUKKER MED EN KOKOSTOP. HAN DRIKKER SORT KAFFE TIL MELLEMMÅLTIDET.

Michael Mørkøv har sit eget lager, styrketræningsrum og værksted i kælderen.

EN PRESSET MAND 13. etape var ret lang (løbets næstlængste, red.), og det var sindssygt varmt den dag. Tidligt på etapen gik overvejelserne på, om vi overhovedet var interesseret i at bruge kræfterne på at kontrollere feltet frem til en spurt, fordi det var så varmt, og det var en lang etape med et rigtig hårdt stykke i starten, hvor det gik meget op og ned. Vi var lidt bange for at komme til at brænde vores lys i begge ender, hvis vi skulle kontrollere etapen. Vi var derfor lidt afventende, men jeg havde forberedt mig på, hvordan spurten skulle gribes an, hvis det endte med en spurt. Da der kom et mindre udbrud på tre mand af sted, besluttede vi sammen med AlpecinFenix, at det kunne vi godt kontrollere og satse på en massespurt. Omkring 50 kilometer før mål var der en mindre gruppe, der angreb – blandt andre Gilbert og Jasper Stuyven – ryttere, som man ikke skal give et alt for stort forspring. Da blev løbet åbnet, og så havde vi et stort styrt på nedkørslen, fordi der lå noget grus i et sving. Det rystede feltet lidt, men finalen var indledt med det udbrud, så vi kørte som vilde oppe foran. Vi kom så ind mod de sidste 10 kilometer, hvor jeg talte med Cavendish, og han sagde, at han var helt færdig, og at han mente, at han ikke kunne spurte i dag. Jeg sagde så til ham: ”Tro nu på det! Du kan godt vinde den her etape – bare hold dig til mig. Jeg skal nok levere dig så tæt på målstregen som over hovedet muligt. Jeg kører en lang spurt i dag.” Han var lidt tøvende, for det havde været en lang etape, og vi havde også slidt os igennem bjergetapen dagen før. Og det var ikke bare varmt, det var megavarmt. Det var lige på grænsen til, at han var ved at tabe modet. Så jeg vidste, at jeg havde en sprinter på hjul, som var presset. Jeg vidste, at han skulle leveres generøst. Jeg skulle virkelig

passe på ham. Hvis jeg skulle have Cavendish til at vinde den dag, så skulle jeg være ekstremt påpasselig med, hvordan vi brugte vores kræfter til sidst.

SLÅ FORNUFTEN FRA Jeg vil vove at påstå, at de fleste sprintere er lidt skøre. Det skal man også være for at sidde med i de massespurter der. Men omvendt er der også eksempler på sprintere, der ikke er kuleskøre – for eksempel Viviani, som er en stille og rolig mand. Sprintere skal være meget kalkulerede, hvad risici angår, for de er rigtig farlige, de her massespurter. Man balancerer ofte på en knivsæg af styrt og succes eller fiasko. Der er nogle gange, hvor man nærmest bare lukker øjnene inde langs barrieren og tænker: Jeg ved ikke, om der er plads her, men jeg krydser fingre, og så var der plads, og så vandt man etapen. Det er et fællestræk for alle dem, jeg har kørt med. Det er også påkrævet for at få succes. Hvis du som sprinter er for forsigtig eller tænker for meget over risikoen eller er for påpasselig, så kommer du bare slet ikke op på det niveau, der kræves. Som sprinter skal du kunne slå fornuften fra, når man når ind på den sidste kilometer. Der må man simpelthen ikke tøve og tænke over konsekvenserne af et styrt – der er der kun ét mål, og det er at komme først over målstregen. Fælles for alle de sprintere, jeg har kørt for, er, at de alle sammen skal leveres 200 meter før mål i en position, hvorfra de kan vinde spurten. Det er den samme opgave hver gang. Men de har selvfølgelig forskellige personligheder, så det mentale sammenspil kan være forskelligt. Hvor meget energi skal jeg for eksempel bruge på at sætte sprinteren op til, at han tror på, at han kan vinde? Cavendish er jo klart den mest erfarne sprinter, jeg har kørt med, så han har en helt

Michael Mørkøv er indtil videre stillet til start i seks Tour de France. Han har desuden kørt Giro d’Italia og Vuelta a España henholdsvis tre og fire gange. Han måtte udgå af Tour’en i 2016 efter en uge som følge af et styrt på første etape. I år indledes det franske etapeløb ved Ørstedsparken i København godt fire kilometer fra Michael Mørkøvs hjem i Rødovre.

Guldmedaljen fra parløb til OL i Tokyo i 2021. Mørkøv satser på at forsvare guldet til legene i Paris om to år.

klar idé om, hvordan han gerne vil angribe spurten. I den situation gør jeg mere det, som han gerne vil have, der skal gøres. Hvorimod Bennett er noget mere usikker, fordi han har mindre erfaring. Da han kom ind på holdet, spurgte jeg ham: ”Hvordan vil du gerne køre spurten?” Og han svarede, at han var ligeglad. Det var op til mig, for jeg havde ligesom vist, at jeg kunne levere sprinteren. Der er stor forskel på, hvordan sprinterne angriber rollen. Og så er der jo også forskel på, hvor godt kørende de er. Noget af det mest spændende og motiverende for mig er at få sprinteren til at vinde, selv om han måske ikke er en af de bedste sprintere i feltet. Fordi han ikke er i den bedste form, eller fordi

der er nogle andre virkelig gode sprintere med. Jeg har fundet ud af, at mit lead-out kan gøre en stor forskel. Jeg kan virkelig være afgørende. Jeg har også kørt spurter for Alexander og Bennett, hvor de bare har været så stærke, at uanset om jeg havde trukket til den ene eller anden side eller accelereret på den ene eller anden måde, så kunne de have banket deres modstandere med det ene ben i pedalerne. Den dag med Cavendish var den stik modsatte situation: Jeg kørte med en sprinter, der ikke havde benene, og jeg måtte bruge alle redskaberne i skuffen.

DEN FORKERTE ACCELERATION Vi kom ind mod mål, og vi har jo nogle fantastiske motorer i Mattia Cattaneo og Asgreen, som tog en ordentlig føring ind over kilometermærket. De kan gøre en stor forskel for os på den sidste kilometer med at holde os fremme i en god position, men omvendt er det sådan nogle ryttere, man ikke altid kan regne med, for hvis der er meget positionskamp og smalle veje, kan det være, at de ikke kommer med frem, og så må man klare den selv. Vi var dog så langt inde i Tour’en, at alle ryttere var trætte, og derfor var der en naturlig udskilning i feltet, og der var mere plads på vejen, end der var på de første etaper, hvor alle er helt friske. Senere i løbet er der som regel også 10-15 ryttere færre i feltet, fordi de er udgået af diverse årsager. Det begynder at blive lidt mere fysisk krævende i forhold til de første etaper. Vi fik i hvert fald sat det godt op med Kasper (Asgreen, red.), som endnu en gang leverede en kæmpe føring, som holdt os fremme i front, da vi gik ind på den sidste kilometer. Vi kom så rundt i det her bløde venstresving i

en position, som passer mig rigtig godt. Jeg var bag Ballerini, og vi havde et par andre ryttere på vores højre yderside, og så var det egentlig bare at vente at se, hvordan spurten ville blive indledt. Men lige så snart vi var kørt rundt i opløbssvinget, så rejste Ballerini sig til min store skræk op og begyndte at spurte, alt hvad han kunne. Jeg sad bagved og tænkte: Det går simpelthen ikke, det her. Hvis jeg begyndte at følge ham … Altså, jeg ville selvfølgelig godt kunne følge med, men det var alt for voldsom en acceleration, i hvert fald for Mark bag mig, som lige havde sagt til mig, at han var presset. Hvis jeg var gået med Ballerini, så ville jeg have slagtet Mark, og så ville han sandsynligvis ingenting have tilbage i benene at spurte med, når vi var 200 meter fra mål. Og så ville vi ikke vinde etapen. Jeg blev nødt til at løbe en kæmpe risiko, set i bakspejlet, da jeg lod Ballerini køre, og dermed tog jeg også det fulde ansvar, hvis det skulle kikse. Det var ekstremt usikkert at lade min holdkammerat køre væk. Han gjorde selvfølgelig, hvad han kunne for at hjælpe os, men mit instinkt sagde mig bare: Det her

går simpelthen ikke. Hvis vi var kørt med der, havde vi bare brændt os alle tre af, og så var det i hvert fald ikke os, der tog etapesejren. Jeg tror, at det handlede om nerver: Ballerini kom rundt i svinget, og der var 600 meter til mål, og så havde han ikke følingen med, hvor hårdt han kunne træde til for at passe på mig og Cavendish. Havde han nu åbnet forsigtigt og kørt progressivt mod målstregen, havde det været rigtig fint at gå med ham. Han har helt sikkert tænkt, at han gjorde det bedste for holdet, og så kørte han en megaspurt. Han er en superstærk cykelrytter, så han har haft svært ved at vurdere, hvad dem, der sad efter ham, kunne. Han var for ivrig. Han var så ivrig, at han bare hamrede spurten af. Jeg slap hans hjul, og han fik hul og lå ti meter foran … Min idé med at lade ham køre var at tvinge nogle andre op foran, for jeg ønskede ikke at sidde i andenposition så tidligt. Og ganske rigtigt kom der også to fra DSM i første omgang, som jeg lå i læ af. Og så kom Iván Cortina fra Moviestar og åbnede en lang spurt, og ham kunne jeg så træde med – vi røg ind i hans slipstrøm. Han trak mig og Cavendish frem. Han kørte en alt for lang spurt, og jeg kunne gå forbi ham med ganske kort til målstregen. Jeg sad så og ventede på, at Cavendish kunne gå forbi, og jeg kan huske, at tanken nåede at strejfe mig: Nu vinder jeg fandme denne her etape. Han kom så sent forbi, at jeg næsten kunne spytte over målstregen.

Den 13. etape i Tour de France anno 2021 blev kørt 9. juli og gik fra Nimes til Carcassonne lige nord for Pyrenæerne. Den var med sine 219,9 kilometer løbets næstlængste. Mark Cavendish vandt etapen foran holdkammeraten på QuickStep Alpha Vinyl Team Michael Mørkøv, og med sejren, sin fjerde i løbet det år, tangerede briten, dengang 36 år, Eddy Merckx’ rekord på 34 etapesejre i Tour de France.

Men han kom forbi nærmest på målstregen, og min næste tanke var, at hvis jeg kunne blive toer, så kunne jeg udbygge hans forspring i den grønne trøje. Det ligger så meget på rygraden, fordi vi på hver eneste etape har kørt en eller to af de her grønne spurter. Vi ligger hele tiden for at vinde point på de andre. Jeg prøver at gå imellem, så vi laver et større forspring. Hvis man kan gøre det på målstregen, hvor der er rigtig store point at køre om. Jeg sørgede for, at Cavendish udbyggede sin føring med 50 point, tror jeg. Det var lidt af et scoop.

GAMBLINGEN I bund og grund er et godt lead-out, når din sprinter vinder. Og hvis du selv bliver nummer to, så bliver det nærmest ikke meget bedre. Det, jeg er stolt af, når jeg ser tilbage på den spurt, var de valg, jeg traf. De var meget risikable, men de gav omvendt også størst udbytte. Der, hvor man tager de største chancer, er også der, man kan vinde mest. Men når jeg ser tilbage på nogle af mine bedste spurter, så er det nogen, hvor jeg har fået sat det rigtig godt op med holdet og selv har kørt en rigtig god lead-out for sprinteren, som så går forbi og vinder. Da jeg ikke gik med Ballerini, trodsede jeg alt, hvad man forventede. Jeg gik min egen vej så tæt på mål. Det krævede en stor selvtillid, og den har jeg jo i de her spurter. Det er virkeligheden nok mit bedste våben: min selvtillid. Det ved alle sportsmænd: Man præsterer bedst, når man har selvtilliden. Så tør man tage lidt større chancer. Hvis man omvendt ikke har så stor selvtillid, så står man nogle gange og fumler med pokalen, og tit ryger den ud af hænderne på dig. Selvtillid er selvforstærkende. Det samme er manglen på selvtillid. Spurten i Carcassonne er den, jeg har gamblet mest i. I hvert fald i et stort løb. Der havde ikke været noget forkert i for mig at have kørt med Ballerini, og når han var slået ud, havde jeg kørt en spurt, og så havde Cavendish kørt forbi mig, men så var han måske blevet slået. Folk ville have sagt: Du kørte et flot lead-out, men Cavendish havde ikke benene. Jeg tog en stor chance – også en risiko for at udstille mig selv, for at vi kunne vinde. Hvis det ikke var lykkedes, og vi var blevet lukket inde og var blevet nummer 25, så havde det set voldsomt dårligt ud, at jeg ikke havde fulgt op på min holdkammerats arbejde. Da jeg kom tilbage til hotellet, tænkte jeg, at jeg nok aldrig nogensinde ville komme tætte-

re på at vinde en etape i Tour de France. Det er jo enhver cykelrytters drengedrøm. Men ironisk nok kunne jeg slet ikke føle nogen skuffelse, og jeg har siden tænkt flere gange, at det var det ypperste, jeg kunne opnå den dag – den andenplads. Jeg understregede så mange ting den dag i Carcassonne – mest af alt understregede jeg min loyalitet som cykelrytter og holdspiller, i og med at jeg leverede min kaptajn til sejren, og at jeg ikke i et svagt øjeblik prøvede at tage den selv. Jeg var 100 procent holdets mand, selv om der var en Tour de France-etape på højkant. Det havde ikke været det bedste for mig at vinde den etape – det sad jeg og tænkte om aftenen. Det bedste, der kunne ske for mig, var, at han lige præcis kom forbi mig, og at jeg blev nummer to. For en sjælden gangs skyld var andenpladsen bedre end førstepladsen. Hvis han nu ikke var kommet forbi mig, og jeg havde vundet etapen, havde vi selvfølgelig stadig været glade, men det havde været en mere fesen oplevelse, fordi der fulgte så meget mere med hans sejr: Han tangerede Eddy Merckx’ rekord, og han udbyggede sin føring i den grønne trøje. Det havde ikke været det rigtige, at jeg tog den sejr.

DEN GODE FØLELSE Nu er jeg blevet kåret som verdens bedste hjælperytter i 2021 et par steder. Jeg synes jo ikke, at min rolle er at være hjælperytter i klassisk forstand. Jeg anser en hjælperytter for at være ham, der trækker rigtig mange kilometer ude på ruten og henter flasker … Lidt mere en arbejdshest. Min opgave er jo også 100 procent at hjælpe, men i en lidt mere specialiseret udgave. Jeg har jo min banekarriere ved siden af, og det spiller helt bestemt en rolle, at jeg kan træde lidt til side på landevejen. Jeg tror, at det er nemmere at acceptere at være

hjælperytter, når jeg har succes på banen. På banen er det mig, der vinder. Jeg tænkte da mange gange i løbet af Tour de France, at jeg sgu da var ligeglad med, at det ikke var mig, der vandt, bare jeg fik min guldmedalje i Tokyo (til OL, red.). Den fik jeg heldigvis så også, og så kan Cavendish vinde alle de etaper, han kan. Jeg kan også mærke, at jeg i de seneste år har følt, at det ikke betyder så meget for mig, hvor mange sejre man er noteret for inde på Pro Cycling Stats og så videre. Da jeg var yngre, var jeg fokuseret på, hvor mange sejre jeg havde, og hvor mange point jeg kørte ind. Det betyder mindre for mig i dag. Min konklusion er, at det, der betyder mest for mig, er den følelse, jeg går i seng med om aftenen. Den følelse, jeg gik i seng med 9. juli 2021 under Tour de France, var, at vi vandt etapen. Det er det ypperste. Jeg er egentlig nærmest lettet over, at det ikke er mig, der skal på podiet og have blomster og videre til dopingkontrol og så videre og så videre. Det passer mig meget fint at være lidt i skyggen, men selvfølgelig ikke mere, end at jeg får sindssygt meget anerkendelse for det, jeg leverer for min sprinter. Jeg nyder den anerkendelse, jeg får som verdens bedste lead-out man, og den vil jeg hellere have end at vinde nogle få cykelløb om året selv.

Op til årets Tour de France, nærmere bestemt 21. juni, udkommer forfatteren Carsten Ritters bog om Michael Mørkøv, ’Min vej’, på forlaget Turbine.

”JEG KAN GODT LIDE AT KØRE ALENE HJEM. DET ER SUPERLIRENS* FOR AT VÆRE HELT ÆRLIG.” Søren Kragh Andersen har gode minder fra Tour de France. I 2018 bar han løbets hvide ungdomstrøje i syv dage, og to år senere vandt han to etaper. Nu har den 27-årige fynbo rettet blikket mod enkeltstarten i København i årets udgave af det franske etapeløb. Ikke nødvendigvis for at vinde den, men fordi han øjner muligheden for, at et godt resultat kan bringe ham i den gule trøje en af de efterfølgende dage.

Hvornår begyndte du at cykle? ”Fra jeg var helt lille cyklede jeg rundt på vejene med min storebror, Asbjørn. Strib er jo ikke en stor, trafikeret by, så vi kunne godt køre lidt rundt i området, uden at vores forældre behøvede at være nervøse. Jeg begyndte at køre konkurrencer, da jeg var otte. Jeg så Asbjørn køre i et års tid, før jeg selv kunne få licens. Så får man et nummer på trøjen og kan køre løb. Det hele begyndte vist med, at Asbjørn var målmand på sit fodboldhold, men han ville hellere spille i marken. Det ville træneren vist ikke have, og så købte min far, der selv havde cyklet lidt som dreng, en cykel til ham.” Hvornår fandt du ud af, at du var god til at køre på cykel? ”Som ung knejt var jeg aldrig den bedste, men jeg kunne godt vinde et cykelløb her og der. Som junior kørte jeg nogle rigtig gode løb i det, der hedder Fredsløbet – det var mit gennembrud på den internationale scene. Det har været i 2010 og 2011. Jeg drømte om at blive professionel, men der, hvor det begyndte at gå op for mig, at det måske kunne blive til noget, var, da jeg som tredjeårs-U23-rytter på TREFOR – Blue Water kørte nogle rigtig gode cykelløb internationalt. Det var også der, at der begyndte at komme interesse for World Tour-holdene. Indtil da havde det bare været en drøm.”

Interview: Kasper Steenbach Foto: Privat

*Lirens er cykelrytterslang for god stil og kvalitet.

Søren Kragh Andersen er opvokset i Strib ved Middelfart på Vestfyn med sine forældre og sin to et halvt år ældre storebror, Asbjørn, og deres lillesøster, Ida. I dag er brødrene holdkammerater på det professionelle cykelhold Team DSM. Her er familien på ferie i Cap d’Agde i Sydfrankrig.

Kan du huske det første løb, du vandt? ”Jeg kan godt huske nogle af de første sejre. Men jeg husker især, hvor nervøs jeg var inden et løb. Jeg var supernervøs. Jeg var virkelig et konkurrencemenneske. Jeg husker tydeligt, hvor nervøs jeg var op til Tour de Himmelfart, som er et etapeløb for børn og unge i Jylland. Jeg var ved at pisse i bukserne. Jeg var nervøs for, at jeg ikke ville vinde. Hvis du spørger mine forældre, vil de sikkert kunne fortælle, at jeg ikke var til at være sammen med før løbene. Jeg kunne ikke sove om natten, hvis jeg for eksempel havde en afgørende enkeltstart dagen efter. Jeg kunne fandme ikke falde i søvn, fordi jeg var så nervøs.” Hvordan vil du beskrive dig selv som rytter? ”Jeg vil gerne køre offensivt. Jeg vil gerne køre klogt. Jeg vil ikke køre med hovedet under armen – der skal være en mening med det, jeg gør i løbene. Jeg vil egentlig bare gerne køre de hårde finaler, de rigtig hårde cykelløb – det er dem, jeg drømmer om, og dem, jeg træner for. Jeg kan godt lide at køre alene hjem. Det er superlirens for at være helt ærlig. Det er også den måde, jeg skal vinde cykelløb på – det at køre væk i det rigtig hårde moment på en kuperet rute.” Hvornår fandt du ud af, at det var det, du kunne? ”Jeg har altid været god til at køre opad, men jeg har aldrig været en rigtig bjergrytter. Jeg har altid været god på bakker og rullende terræn. Jeg var måske ikke helt klar over, hvor god jeg var til de her rullende bakker – det kom måske nok først senere. Tour de France var jo kulminationen på det – okay, jeg er virkelig god til det her. Men i 2020 i Paris-Nice, hvor jeg blev nummer 10 sammenlagt, blev jeg selv lidt overrasket over, hvor godt jeg kørte opad. I 2018 vandt jeg en kongeetape i Schweiz Rundt –

det var i de store bjerge. Jeg vandt også efter en kort stigning i Tour of Oman i 2017 – det var måske der, at jeg som professionel fandt ud af, at, hov, jeg er faktisk god til at køre opad. Det passer mig godt, at en etape har rullende bakker. Det skal helst ikke være fladt, og det skal helst ikke være sindssyge bjerge.” Og så skal du køre offensivt? ”Ja, det er nok vejen frem for mig. Der er mange andre, der er gode til det med de rullende bakker, men som også har en rigtig god spurt, og dem skal jeg komme i forkøbet.” Hvor meget forbereder du dig på forhånd, og hvor meget kører du på intuition? ”Det er et godt spørgsmål, men forberedelserne er selvfølgelig vigtige. Lige nu er jeg på højdetræningslejr, og derefter skal jeg køre Schweiz Rundt, og hvis ikke jeg har forberedt mig ordentligt, så vil Schweiz Rundt gøre mig dårligere i stedet for stærkere. Jeg skal blive stærkere og stærkere til Schweiz Rundt og til Tour de France. Men når først forberedelserne sidder der, og jeg kommer ind i et flow i Tour de France, så har jeg

forhåbentligt så gode ben, at jeg slapper af oppe i hovedet. Jeg er ikke sådan en type, der sidder og tænker: I morgen er min dag! Jeg skal hvile i min krop, hvile i mig selv, sætte mig op på cyklen, og så går jeg efter at gribe mulighederne, når de opstår. Jeg går efter at være så afslappet som muligt.” På hvilken måde kan Schweiz Rundt gøre dig til en dårligere rytter – hvad mener du med det? ”Lad os sige, at jeg ikke har forberedt mig ordentligt hjemmefra. Hvis jeg ikke føler mig i form. Hvis jeg ikke er fysisk klar, så kan jeg blive for træt. Det kan også være hårdt at håndtere mentalt, og på det tidspunkt skal jeg gerne være on top of my game, så jeg kommer ud af løbet med selvtillid og ikke føler mig for træt. At jeg ikke er totalt smadret.”

HVOR MEGET FORBEREDER DU PÅ FORHÅND, OG HVOR MEGET KØRE PÅ INTUITION? ”Det er et godt spørgsmål, men forberedelserne er selvfølgelig vigtige. Lige nu er jeg på højdetræningslejr, og derefter skal jeg køre Schweiz Rundt, og hvis ikke jeg har gjort

Pitstop SØREN KRAGH ANDERSEN BOR I MONACO, MEN HANS KÆRESTE ER FRA LUXEMBOURG, OG NÅR HAN ER PÅ DE KANTER, TAGER HAN GERNE EN PAUSE PÅ TRÆNINGSTUREN PÅ KAFFEBAREN READY, DER LIGGER I STORHERTUGDØMMETS HOVEDSTAD. DEN DANSKE RYTTERS STANDARDBESTILLING LYDER PÅ EN DOPPIO MACCHIATO OG EN CROISSANT MED CHOKOLADEFYLD.

Har du mine forberedelser et særligt fokus ordentligt, i øjeblikket? så vil Schweiz Rundt gøre mig dårligere i stedet for stærkere. Jeg skal blive stærkere ”Lige nu har jegog ikke stærkere så meget til Schweiz fokus påRundt min vægt. og tilJeg Tour fokuserer de France. mest Men pånår power førstog forberedelserne kvalitet, og er gjort, det erog med jeghenblik kommer påind at køre i et flow en god i Tour enkeltstart de France,i København. så har jeg forhåbentligt Det handlerså omgode aerodynamik ben, at jeg slapper af oppe og power. i hovedet. Jeg fokuserer Jeg er en ikkehel sådan del på enmit type, enkeltstartcykelløb der sidder og tænker: i den kommende I morgen er tid. minDet dag!erJeg en skal hvile i min krop, drøm for mig hvile at igøre mig selv, en god sætte figurmig påop den påenkeltstart. cyklen, og Hvis så går man jeggør efter det, at gribe har man mulighederne, også en godnår de opstår. Jeg chance for at går køre efter i gult at være i heleså den afslappet første uge, så muligt.” for der er ikke rigtig nogen bjerge. Det er jo alle cykelrytteres drøm at køre i den gule trøje.”

PÅ HVILKEN MÅDE KAN SCHWEIZ RUNDT GØRE DIG TIL EN DÅRLIGERE RYTTER Hvilket resultat – HVAD er ”enMENER god figur”? DU MED DET? ”Det bliver ”Lad os sige, svært at jeg atikke vinde har enkeltstarten, forberedt mig men ordentligt målet og hjemmefra. drømmenHvis er top-fem. jeg ikkeDet følerermig det,i form. jeg Hvis jeg ikke er fysisk sætter næsenklar, op så efter.” kan jeg blive for træt. Det kan også være hårdt at håndtere mentalt, og på det tidspunkt skal jeg gerne være on top of your game, så jeg kommer ud af løbet med selvtillid og ikke følerdu Har mig nogensinde for træt. At jeg kørtikke deter perfekte totalt smadret.” løb? ”Det er svært at komme udenom mine to sejre i Tour’en. Den første etape, jeg vandt, kørte ikke bare jeg, men hele holdet til perfektion. Det var virkelig teamwork og individuel klasse, der gik op i en højere enhed. Vi var et stærkt hold med mange stærke individualister, og rutprofilen passede faktisk til flere af os. Alle, der havde noget at skyde med, kørte sin chance, hele vejen frem til, at det lykkedes mig at køre væk.”

Siden han forlod indkørslen i Strib, har Søren Kragh Andersen ud over sine to etapesejre i Tour de France i 2020 – danskeren vandt 14. og 19. etape – blandt andet vundet tredje etape i Tour of Oman i 2017, Paris-Tour og sjette etape i Schweiz Rundt året efter samt fjerde etape i Paris-Nice i 2020. Kragh Andersen har stillet til start i Tour de France fire gange tidligere: Han blev nummer 52 i 2018, udgik året efter med siddesår efter 17. etape, opnåede en 58.-plads i 2020 og måtte forlade løbet på grund af tegn på hjernerystelse efter 13. etape sidste år.

DEN DANSKE TOUR-HISTORIE Etapesejre 1970:

Mogens Frey

9. etape

1983: Kim Andersen

12. etape

1985:

Jørgen V. Pedersen

10. etape

1988:

Johnny Weltz

19. etape

1993: Jesper Skibby

5. etape

Bjarne Riis

7. etape

1994: Bo Hamburger

8. etape

Bjarne Riis

13. etape

Rolf Sørensen

14. etape

1996: Bjarne Riis

9. etape

Rolf Sørensen

13. etape

Bjarne Riis

16. etape

2003: Jakob Piil

10. etape

2005: Michael Rasmussen

9. etape

2006: Michael Rasmussen

16. etape

2007: Michael Rasmussen

8. og 16. etape

2009: Nicki Sørensen

12. etape

2018: Magnus Cort

15. etape

2020:

Søren Kragh Andersen

14. og 19. etape 56

DEN DANSKE TOUR-HISTORIE Den gule førertrøje 1983:

Kim Andersen

3.-8. etape

1985:

Kim Andersen

4.-7. etape

1986:

Jørgen V. Pedersen

7.-11. etape

1991:

Rolf Sørensen

2.-5. etape

1995:

Bjarne Riis

7. etape

1996:

Bjarne Riis

9.-21. etape*

1997:

Bjarne Riis

1. etape

1998:

Bo Hamburger

4. etape

2007:

Michael Rasmussen

8.-16. etape**

*Bjarne Riis optræder som officiel vinder af Tour de France 1996, selv om han siden indrømmede brug af dopingmidlet EPO i løbet. **Michael Rasmussen blev efter 16. etape, hvor han havde sat Alberto Contador, sin værste rival til den samlede sejr, på Col d’Aubisque, ekskluderet af løbet af sit eget hold, Rabobank. Danskeren havde ifølge holdledelsen løjet om sit opholdssted inden Tour’en – angiveligt for at besværliggøre dopingkontrol.

DEN DANSKE TOUR-HISTORIE De andre trøjer Den grønne pointtrøje 1988: Søren Lilholt

1. etape

1989: Søren Lilholt

1.-4. etape

Den prikkede bjergtrøje 1993: Bjarne Riis

8. etape

2005: Michael Rasmussen 8.-21. etape* 2006: Michael Rasmussen

17.-20. etape*

2007: Michael Rasmussen

8.-15. etape**

2012: Michael Mørkøv

1.-6. etape

Den hvide ungdomstrøje 1988: Søren Lilholt 2018:

Søren Kragh Andersen

2020: Mads Pedersen

1. etape 3.-10. etape 1. etape

*Samlet vinder af trøjen. **Michael Rasmussen blev efter 16. etape trukket ud af løbet af sit hold, Rabobank, efter mistanke om doping.