1 minute read
Ny medarbejder
Aya Højdal har siden 2020 været i et længere praktikforløb i Dansk Handicap Forbund med henblik på afklaring i forhold til et fleksjob. Og forløbet passede begge parter fint, så Aya Højdal blev den 1. april 2022 ansat som akademisk medarbejder i et fleksjob.
Hun har altid haft med mennesker at gøre i sit arbejdsliv. Lige fra hun som 11-årig tjente til sine ridetimer ved at være hjælper på en rideskole for mennesker med handicap til hendes voksne arbejdsliv, som henholdsvis social-og sundhedshjælper og senere assistent.
Men en arbejdsskade og senere et trafikuheld gjorde dog, at hun måtte ”sadle om” og uddanne sig inden for noget, som ikke var så hårdt fysisk. Hun tog en bachelor i international virksomhedskommunikation, er cand.mag. i engelsk og har især studeret oversættelse og formidling. Aya Højdal er ansat ni timer om ugen. Hun er tilknyttet kommunikationsafdelingen, men har også fået til opgave at stå for, at lokalafdelingernes arrangementer kommer med i Handicap-nyt.
Aya Højdal er bosat i Taastrup, men tilbringer lige så meget tid på landet hos sin kæreste. Hendes fritid går primært med hundetræning til husbehov, og når helbredet vil være med til det, forsøger hun at powerwalke et par gange om ugen. Velkommen til.