1 minute read
Museum for Papirkunst
I Blokhus i Nordjylland ligger Museum for Papirkunst, hvor man både kan opleve papirkunst, men også selv prøve kræfter med papiret. Handicap-nyt har kontaktet Museumskoordinator Anna Marie Falk for at få at vide, om også kørestolsbrugere kan gæste museet. Og det kan de.
”Vi er så heldige at have en stor parkeringsplads lige uden for vores museum. Og her er fri parkering hele dagen. Det er nemt at komme rundt i museet, her er ingen trapper eller niveauforskelle, da hele museet er i eet plan. Der er let adgang til toilet, og vi har en cafe, hvor der er runde borde. Bordene i vores værksted har ekstra plade, netop for at kørestolsbrugere kan komme let til bordet,” oplyser hun.
I museets kerneudstilling kan man se værker af Bit Vejle, som hun har skabt med sin broderisaks igennem hele sit liv. Fx værker af blomster og fugle.
Hvis du selv skulle få lyst til at gå i gang, kan du besøge papirværkstedet, som er fyldt med papir i forskellige farver, teksturer, sakse, stansejern, lim, inspirationsbøger og meget andet. Alt dette er til rådighed for gæster som en del af entrebilletten.
Indtil den 23. september 2023 er der en særudstilling Paper Art People, som har fokus på menneskeskulpturer af papir, som er skabt af kunstnere fra store dele af verden.
Læs mere på https://www.museumforpapirkunst.dk/