4 minute read

Forord: Dyrk din personlige stemme

Vand virkemidlerne er nummer to af tre i bogserien Dyrk din personlige stemme. I første bog Så skrivefrøene (2021) inviterede vi dig ind i væksthuset, og du blev introduceret til nogle simple, sproglige virkemidler. Med denne fortsættelse præsenteres du for nye og mere avancerede virkemidler samtidig med at vi repeterer nogle af dem du mødte i første bog. Du skal med andre ord fortsætte med at fylde din sproglige redskabskasse, så du får opbygget en sikker personlig stemme som forberedelse til den skriftlige eksamen i dansk.

Den personlige stemme

Advertisement

Som du måske husker fra første bog, er den personlige stemme et krav i de skriftlige eksamensgenrer på både hf og stx, og den er også vigtig på de andre ungdomsuddannelser. Det er dog ikke kun i danskopgaverne at du kan bruge dine kreative formidlingsevner. Også i de større skriftlige opgaver vil det være oplagt at skrive med nærvær og personlig stemme – særligt i opgavernes ramme, det vil sige indledningen og konklusionen. I formidlingsopgaven på stx er indlevelsen og den sproglige nerve helt afgørende. Og hvem siger at en matematikopgave eller en samfundsfagsrapport bliver dårligere af at du arbejder bevidst med sproget og anvender enkelte virkemidler? Det handler alt sammen om den gode formidling – den rette dosering.

Den gode formidlingsevne er vigtig i mange situationer i livet. Det gælder i skolen, men det gælder også ude i virkeligheden. Din sproglige opmærksomhed bliver skærpet når du læser og skriver. Det er derfor vigtigt at du træner dit sprog – og gør det ofte. Ligesom du ikke kommer i god form af kun at dyrke idræt i skolen, så bliver dit sprog først veltrimmet hvis du dyrker det i andre sammenhænge.

Du kan fx træne sprogmusklerne ved at skrive en jobansøgning, et brev til dine bedsteforældre, et fødselsdagskort til en god ven, et digt til din kæreste ... Ja, selv et opslag på sociale medier kan stimulere din kreative tilgang til sproget.

Bogens opbygning

Denne bog består af tre kapitler. De to første kapitler er udformet som forløb der indeholder skriveøvelser, eksempeltekster og en afleveringsopgave. Første forløb handler om poetry slam og andet forløb om anmeldelsen. Poetry slam-forløbet har fokus på både skriftlighed og mundtlighed hvor anmeldelsesforløbet udelukkende fokuserer på skriftlighed. I kapitlet om anmeldelsen nærmer vi os i øvrigt en af de skriftlige eksamensgenrer – opgaven hvor du skal analysere og fortolke – idet de analyserende genrer på ungdomsuddannelserne deler flere fællestræk med avisernes anmeldelse.

I sidste kapitel kan du igen læse uddrag fra elevbesvarelser med korte kommentarer til eksemplerne. Alle besvarelserne er fra eksamensgenrerne, og de kan give dig inspiration til hvordan bogens virkemidler kan bruges når du skal skrive afleveringer i dansk – og når du skal til skriftlig eksamen.

Så kære elev, velkommen tilbage til væksthuset. Træd indenfor, tag arbejdshandskerne på, og vand dine virkemidler.

Til din lærer Du finder en vejledning til bogens øvelser i Lærervejledningen: dansklf.dk/stemme2. Her kan du også downloade ark der hører til øvelserne, samt få adgang til tekstmaterialet.

1

Tal og skriv POETRY SLAM

I dette kapitel vil du … • blive præsenteret for poetry slam som konkurrenceform • blive præsenteret for og arbejde med virkemidlerne: rimtyper, semantiske skemaer, systemdigtning og intertekstualitet • læse uddrag af poetry slams og læse hele poetry slams • selv skrive et poetry slam.

Du har med garanti prøvet at klappe, huje og heppe til en fodboldkamp eller håndboldkamp. Mærket suset i maven når bolden er blevet skudt mod målet. Rammer den plet? Vinder det rigtige hold? Men har du nogensinde været til en konkurrence i poetry slam? Hvis ikke, så har du noget til gode, for her kan kampen være lige så intens som til en sportskonkurrence. Nu er bolden bare sproget. Poetry slam er en konkurrenceform der først og fremmest handler om at mestre sproget. Du skal kunne drible med sproget, skyde med ordene og tackle din modstander for at vinde.

Poetry slam opstod i Chicago i USA i årene 1984-1986. Siden har fænomenet bredt sig til hele verden, og i Danmark har vi også konkurrencer, ja selv et danmarksmesterskab hvor man kan kvalificere sig til større mesterskaber uden for landets grænser. Noget af det særlige ved poetry slam er at det ikke er en dommer der afgør hvem der vinder, men publikum. Til en slam battle er det således ikke usædvanligt at der piftes, knipses og klappes højlydt, mens deltagerne performer på scenen. Poetry slam er altså ikke en litterær genre, men en kampbane for sproget hvor der gælder nogle særlige regler:

1. Du har 3 minutter og 10 sekunder til at performe dit slam. 2. Du må kun fremføre dine egne værker. 3. Du må ikke bruge rekvisitter eller instrumenter. 4. Du må ikke klæde dig ud eller af.

I dette kapitel om poetry slam bliver du forberedt på kamp med nogle små skriveøvelser inden finalen hvor du skal skrive dit eget slam og performe det. Du vil blive introduceret for nye begreber og måder at skrive på, og så vil du se eksempler på poetry slam skrevet af både professionelle slammere og elever i gymnasiet.

Så kridt skoene, og lad os komme i gang.

This article is from: