Portræt

JEG FØLTE EN NATURLIG PLIGT TIL AT HJÆLPE

Med Ukraine i blodet og en halvbror, som bor der, måtte fodboldanfører Erik Sviatchenko gøre noget. I en hektisk fodboldhverdag skulle han lige finde sin egen måde. Han havde dog ikke forventet at slå en rekord.

– Af Gertrud Baun. Foto Jasper Carlberg –

Det var ikke en mulighed for Erik Sviatchenko at se passivt til, da der udbrød krig i Ukraine. Alene i hans efternavn er to indlysende grunde til at hjælpe ofrene for krigen.

Den første er, at han som anfører for FC Midtjylland har gjort det til et kendt fodboldnavn og derfor har en stemme. Den anden er, at både han og navnet har stærke rødder i Ukraine. Begge Eriks forældre er derfra og hans halvbror bor der.

“Med min personlige relation til Ukraine og et solidt netværk følte jeg en naturlig pligt til at hjælpe. Jeg skulle bare finde ud af hvordan.”

Eriks travle fodboldliv gjorde det hverken muligt at hente flygtninge eller melde sig som frivillig. Så opstod ideen om en indsamling, og en ven anbefalede ham at kontakte Røde Kors.

Rørende støtte

“Her fik jeg hjælp til at oprette en digital indsamling og skrev på Instagram, at jeg håbede at indsamle 50.000 kroner. Mit hold og jeg gav 10.000 kr. I løbet af få timer var målet nået, og så eksploderede det bare.”

Eriks indsamling blev delt af Niklas Landin og andre kendte sportsfolk og indsamlede på få uger mere end en million kroner.

“Det er fantastisk. Man får meget hjælp for de penge, og jeg er så rørt over alle dem, der har støttet. For eksempel skrev en dreng: ’Jeg er 10 år. Vi går ikke ind for krig. Jeg giver 10 kroner’. Det går altså direkte i et far-hjerte.”

Kom med én kuffert

Hans forældre og en tre år ældre bror kom til Danmark i 1990 efter murens fald. Kyiv og Odense blev venskabsbyer, og hans far, som er kunstner og arkitekt, skulle arrangere en udstilling i Odense. Bagefter blev de inviteret til at bo og undervise på flere højskoler og endte med at blive i Viborg, hvor Erik og hans tvillingsøster blev født i 1991.

“Jeg har altid haft følelsen af, at mit hjem var lidt anderledes. Vi talte russisk, for det gjorde man i Ukraine i Sovjettiden, hvor mine forældre voksede op. Men i denne tid, hvor vi hører så meget om ukrainernes moral og heltemod, genkender jeg meget stærkt de ukrainske værdier i mine forældre. Den mentalitet har de givet videre til os børn – ikke at give op. De kom med en kuffert og skabte et helt nyt liv.”

Drømmen er brast

Erik, hans kone og to børn skulle have været med farmor og farfar til Ukraine for at se de steder, de voksede op.

“Jeg har hørt om Ukraine hele mit liv og glædet mig til at se det. Mine forældre har været tilbage nogle gange de senere år, men jeg kunne ikke på grund af fodbold. Nu er drømmen brast. Min farfar var professor i arkitektur og skabte et monument til parken i Kharkiv. Er det mon bombet nu? Er der overhovedet noget tilbage at se?”

Det værste, synes Erik, er at tænke på sin halvbror og alle de andre mennesker, krigen rammer.

“Min bror sad i en kælder under bombardementer af Kyiv, men er heldigvis med hjælp fra en af mine tidligere fodboldkammerater nået sikkert til det vestlige Ukraine. Det giver lidt ro.”

Erik er meget rørt over al den hjælp, der er strømmet imod Ukraine. Han genkender den medmenneskelighed, hans forældre har fortalt, at de blev mødt med for 30 år siden.

“Det er meget overvældende. Én henter 25 mennesker i en bus, en anden deler tøj ud i jeres butikker og en tredje giver 10 kroner. Når vi er så mange, der gør noget, vokser det. Hvert et bidrag er med til at hjælpe.”

• Erik Sviatchenko, 30 år og fra Viborg. • Anfører på fodboldholdet FC Midtjylland. • Gift med Anne. De har William på seks år og Clara på tre år. • Har samlet godt 1 million kroner ind til ofre for krigen i Ukraine • Indsamlingen er den største egenindsamling til katastrofeindsatser i Røde Kors i Danmark nogensinde.

“ I denne tid, hvor vi hører så meget om ukrainernes moral og heltemod, genkender jeg meget stærkt de ukrainske værdier i mine forældre. Den mentalitet har de givet videre til os børn – ikke at give op.”