Tema

Ljudmilla Honcar, der er flygtet fra Ukraine med to sønner, har med glæde taget imod cafetilbuddet.

Caféen er med til at åbne døren til Hvidovre

Sociale caféer er et velafprøvet integrationstiltag, og flere afdelinger har de seneste måneder åbnet caféer ved ukrainernes ankomst. Også i Hvidovre, hvor aktivitetsleder Søren Naundrup Jensen er med til at udvikle caféen.

– Af Anne Skovgaard. Foto Peter Sørensen –

Bløde sofagrupper, et computer-område

og et legehjørne, fyldt med alt fra dukkehuse til bolde, afslører ikke, at rummet for kort tid siden var et lagerrum. Nu er bygningen i Filmbyen i Hvidovre, med kommunens hjælp, forvandlet til en hyggelig café. Flere gange om ugen summer det af snak fra frivillige og ukrainere.

“Der bliver grinet og snakket meget og vi kan mærke, at de, der har været her flere gange, begynder at føle sig hjemme. De laver selv kaffe og sætter service i opvaskemaskinen, fortæller Søren Naundrup Jensen, som er aktivitetsleder for caféen. Ljudmilla Honcar er sammen med sine to sønner på 10 og 15 år flygtet fra det østlige Ukraine til Danmark og bor nu på det nærliggende vandrerhjem. Familien kommer hyppigt i caféen, hvor de blandt andet spiller kort, og drengene bruger de opstillede computere, fortæller hun.

“Det er meget rart at komme her og møde folk fra Hvidovre. Her er hyggeligt, og så er der mere plads end i vores bolig på vandrerhjemmet, siger hun.”

Løbende udvikling

Det er ikke tilfældigt, at caféen var det første tiltag, Røde Kors var med til at stable på benene, da godt 40 ukrainere nærmest fra dag til dag flyttede til kommunen. Det fortæller Birgitte Kæstel, som er formand for Hvidovre-afdelingen.

“Vi ved fra tidligere integrationsindsatser, at noget af det vigtigste for nyankomne flygtninge er hurtigst muligt at kunne danne sociale netværk, både blandt dem selv og i det lokalsamfund, de er landet i. Det kan en café hjælpe med til, og her har vi haft et rigtig godt og hurtigt samarbejde med kommunen om at få den etableret,” siger Birgitte Kæstel.

To gange om ugen er der frivillige i caféen, som besøges af mellem fem og 25 ukrainere hver gang. Efter et stort rykind i starten oplevede man nogle gange et dyk, som man har analyseret på ved hjælp af frivillige tolke, fortæller Søren Naundrup Jensen.

“Vi fik blandt andet at vide, at nogle af ukrainerne ikke rigtig vidste, hvad de skulle bruge caféen til. Omvendt var vores tanke, at vi i startfasen først måtte finde ud af, hvad DE ønskede af os. Der har vist sig at være stor forskel på, hvor de er rent mentalt, alt efter hvilke krigsoplevelser de kommer fra. Mens det for nogle er fint og nok at slappe af over en kop kaffe og en snak, har andre brug for konkrete aktiviteter, både for børn og voksne. Så det udvikler vi løbende på og bliver klogere fra gang til gang.”

Derfor har man taget en app i brug, som pt. benyttes af henved en tredjedel af ukrainerne. Via appen fortæller man på russisk løbende om aktiviteter i caféen og anden relevant info fra lokalområdet.

Døren står altid åben

De frivillige har blandt andet stået for et velbesøgt påskearrangement med maling af æg, ligesom man har sat gang i en strikkegruppe og har afholdt en maleworkshop.

Lokalerne er åbne alle hverdage, også når de Røde Kors-frivillige ikke er der.

“Det er jo tanken fra kommunens side, at det skal være ukrainernes eget sted, hvor de kan mødes eller lave aftaler med folk fra lokalområdet. Vi er der på sidelinjen og hjælper til at få skabt nogle muligheder,” siger Søren Naundrup Jensen.

Han giver som eksempel, at en ukrainsk kvinde meget gerne ville ride, og at han derfor tog kontakt til den lokale rideskole for at høre om mulighederne. I første omgang var alt optaget, men hurtigt efter kom en tilbagemelding om, at rideskolen ville stille heste og ridebane gratis til rådighed to gange for en gruppe ukrainere.

“På samme måde har den lokale fodboldklub hurtigt inviteret en gruppe drenge og mødre ind til træning og noget, de kalder fodbold-fitness. Der er generelt en stor velvilje i lokalsamfundet, og den er vi med til at kanalisere videre som integrationsfrivillige,” siger Søren Naundrup Jensen.

Venner Viser Vej på stand-by

Ved krainernes ankomst stod Hvidovreafdelingen i en temmelig hvilende tilstand i forhold til integrationsindsatser.

Gennem Venner Viser Vej-projektet var der de foregående år etableret en del entil-en-kontakter til primært syriske familier, men de forbindelser passede stort set sig selv, fortæller formand Birgitte Kæstel:

“Venner Viser Vej har ikke været det første, vi har satset på at udbygge i forhold til ukrainerne, da mange håber på, at de snart kan rejse hjem igen. Omvendt har vi værdifulde erfaringer fra frivilligindsatsen omkring syrerne, som vi kan trække på, hvis behovet for at opskalere og mere formelt koble danske og ukrainske familier sammen skulle opstå senere,” siger Birgitte Kæstel.

Hun er glad for, at 35 Hvidovre-borgere meldte sig gennem hjælpenetværket Røde Kors Parat til at støtte op om integrationsindsatsen for ukrainerne. Gruppen er nu opdelt i tolke, Venner Viser Vej-ressourcer og de café-frivillige, som Søren Naundrup Jensen er koordinator for. Han er selv en af de nye integrations-frivillige.

“Det var de her meget voldsomme indslag på TV om angrebene, som vækkede noget i mig. Jeg tænkte – hvad kan JEG gøre. Så kom jeg i kontakt med Røde Kors, og så gik det stærkt derfra.”

For ham gør det ikke nogen forskel som frivillig, hvor længe ukrainerne kommer til at blive.

“Situationen er formentlig ikke den samme som med for eksempel syrerne. Men uanset hvad, så skal ukrainerne jo i gang med en hverdag her; de voksne søger job, børnene skal i skole og så videre. De skal integreres, og det vil jeg rigtig gerne bidrage til. Så måske er lektiehjælp i caféen noget af det næste, vi skal satse på at tilbyde?” slutter Søren.

Lokalafdelinger har fået nye frivillige gennem Røde Kors Parat

I forbindelse med modtagelsen af flygtninge fra Ukraine har mange danskere meldt sig som frivillige i Røde Kors Parat. Når en lokalafdeling har brug for nye integrationsfrivillige, kan vi derfor kontakte parathjælperne i det specifikke lokalområde og høre, om de vil hjælpe. Det er der mange, som siger ja til – og dermed kan det altså være en effektiv måde at rekruttere på.

Kontakt os via mitrødekors.dk/parat

“Jeg vil gerne lære nogle danskere at kende”

Roman Vernigora fra Ukraine håber, frivillige kan hjælpe ham med at lære om dansk mentalitet og det danske sprog.

– Af Julie Bergstrand-Christensen . Foto Peter Sørensen –

Roman Vernigora, 17 år. Kom fra Ukraine til Danmark i marts 2022. Roman Vernigora er ved at ordne støt-

tebenet på en cykel. Han har meldt sig som frivillig i cykelværkstedet på Modtagecenter Sandholm, nu hvor han alligevel bor her.

“Jeg kan godt lide at hjælpe med cyklerne. Det hjælper mig, så jeg ikke er så stresset,” forklarer han på russisk.

Egentlig taler Roman også et glimrende engelsk, men han er tryggest ved at formulere sig gennem den ukrainsk-russiske tolk, som er til stede i dag.

Hjemme i Ukraine plejede Roman at tage på eventyr med sin cykel. Selv mener han, at han har tilbagelagt mere end 1.000 kilometer. Men han har aldrig forladt landet. Ikke før nu.

Inden flugten boede 17-årige Roman i Kharkiv i det nordøstlige Ukraine tæt på den russiske grænse. En millionby, hvor han læste til bygningsarkitekt på teknisk skole, arbejdede og hang ud med sine venner.

Så kom krigen, og efter fem dage flygtede Roman med sin mor. Først med tog til Polen, hvor de overnattede i en flygtningelejr. Derfra videre med en bus til Danmark.

“Vi har ingen familie i Europa, så vi valgte Danmark, fordi det er langt væk fra Rusland.”

Den første uge i Danmark var svær, fordi Roman og hans mor hele tiden talte om situationen i Ukraine. Anden uge blev det bedre, men tankerne kredser stadig om hjemlandet.

“Jeg bekymrer mig meget om mine venner og familie, som stadig er i Kharkiv. Min far, min bedstemor og min onkel. Der bliver bombet hele tiden,” fortæller Roman.

Da vi møder Roman, har han har været i Danmark i to uger og han ved endnu ikke, hvor i landet han kommer til at bo, når han har fået asyl. Det bedste ville være, hvis det blev i nærheden af en større by, så han kunne komme til at læse igen.

Vil prøve at fortsætte det liv, jeg levede

Lige nu er det vigtigste dog, at her er stille og roligt. Både Roman og hans mor føler, at de er sikre her i Danmark, men det er svært for ham at tænke for langt ud i fremtiden.

“Jeg vil gerne se Østersøen og gå rundt på stranden. Jeg har aldrig været ved havet. Hvis krigen i Ukraine fortsætter i lang tid, så vil jeg gerne læse videre i Danmark og arbejde, prøve at fortsætte det liv, jeg levede,” forklarer han let tøvende.

Da Roman og hans mor kom til Sandholm manglede de tøj, hvilket hurtigt blev løst. Han kan godt fornemme, at mange danskere er ivrige for at hjælpe, og han har også hørt en smule om forskellige frivilligtilbud. Det er dog en udfordring at pege på, hvad de helt konkrete behov bliver på længere sigt.

“Jeg ved ikke, hvilken hjælp jeg får brug for. Først vil jeg nok gerne lære nogle danskere at kende, så jeg kan lære om den danske mentalitet. Det er jo første gang, at jeg er i Europa. Og så tror jeg også, at det er vigtigt at lære det danske sprog.”

Roman retter på plastikhandskerne, vender den færdige cykel og overrækker den til en yngre ukrainsk dreng med et smil.

“Frank og Gurli er blevet vores familie”

En venskabsfamilie gennem Venner Viser Vej har haft stor betydning for, hvordan Amrin Hannan og hendes familie er faldet til i Danmark.

– Af Rasmus de Boer. Foto Michael Drost-Hansen –

Amrin Hannan var til eksamen på Aleppo Universitet, da hun kunne høre bomberne falde i byen. Hun var gravid og ventede sit andet barn, og derfor var beslutningen om at flygte fra Syrien pludselig ikke svær at tage.

“Jeg ville ikke have, at mit barn blev født i et land med krig,” fortæller hun.

Amrin kom til Danmark med sin mand og barn i 2014, og de første par år i Danmark var præget af ensomhed.

“Vi boede pludselig i et nyt land i nye omgivelser, og jeg havde ikke kontakt til nogen danskere. Og så savnede jeg min familie i Syrien meget.”

Selvom det var svært at falde til, kastede Amrin sig ud i opgaven med at prøve at falde til.

Hun startede på sprogkursus for at lære dansk, og da hun havde bestået danskprøven, gik hun i gang med et forberedelseskursus for flygtninge, så hun kunne fortsætte sin uddannelse i Danmark.

Ved siden af kurser og danskundervisning meldte Amrin sig som frivillig i en af Røde Kors’ genbrugsbutikker. Det kom der noget godt ud af.

“Det har hjulpet meget med mit sprog. Det gør, at jeg ikke længere er for genert til at tale dansk til andre mennesker og at mit sprog bliver bedre og bedre. Det handler om at få brugt sproget.”

En venskabsfamilie fik stor betydning

Sprog-træning var ikke det eneste, genbrugsbutikken havde at tilbyde. For en dag kom en kunde ind i butikken og foreslog, at Amrin kunne få kontakt til en venskabsfamilie gennem Venner Viser Vej, og at det mere konkret kunne være Frank og hans kone Gurli.

Amrin takkede ja, og det er en kontakt, der har båret stor frugt:

“De hjælper, hvis vi har brug for noget hjælp med kommunen. Hvis der nogen ting, jeg skal læse, som jeg ikke forstår, så hjælper Frank, og han retter også, hvis jeg skal skrive noget. Da jeg var gravid, ringede Gurli tit til mig og spurgte, hvordan det gik, og om jeg havde brug for hjælp.”

Frank og Gurli har været venskabsfamilie for Amrins familie lige siden, og båndet mellem dem er kun blevet stærkere med årene:

“Frank og Gurli er blevet vores familie, og vi har alle glæde af dem, både min mand og mine børn. Jeg har også fået venner i genbrugsbutikken og i min skole, efter mit danske er blevet bedre.”

I dag har Amrin boet i Danmark i otte år og har lige født sit tredje barn. Når hun ikke er på barsel, læser hun til tandklinikassistent i Herning, og for en måneds tid siden købte familien også hus, hvor der er plads til den voksende flok.

Amrin har tilmed overskud til at hjælpe andre flygtningemødre.

Under corona-pandemien hjalp hun bl.a. mødre med at bruge skoleintrasystemet Aula, så de nemmere kunne kommunikere med børnenes lærere.

Amrin Hannan, 34 år. Kom fra Syrien til Danmark i 2014.

“I madlavningsklubben taler vi kun dansk”

For otte år siden kom Alexander Hayle Kahsay til Danmark fra Eritrea. I dag drøfter han politik på dansk med de frivillige i madlavningsklubben.

– Af Rasmus de Boer. Foto Michael Drost-Hansen –

Alexander Hayle Kahsay, 33 år. Kom fra Eritrea til Danmark i 2014. Hver anden onsdag mødes Alexander

Hayle Kahsay og tre andre eritreiske flygtninge med tre frivillige i Tønder og laver mad. Opskrifterne er danske, eritreiske eller noget helt tredje. Men madlavningsklubben, som frivillige fra Røde Kors står for, handler faktisk slet ikke om mad.

“Vores fokus er sproget. Det primære fokus er, at vi skal tale dansk – og det er meget forbudt at tale tigrinya,” fortæller Alexander og griner. Tigrinya er det mest talte sprog i Eritrea. For otte år siden flygtede han fra landet, som i høj grad er præget af tvungen værnepligt og risiko for forfølgelse, hvis man siger fra. Da Alexander kom til Danmark, var det usikkert, om han kunne blive i landet, men i dag har han fået permanent opholdstilladelse. For ham har madlavningsklubben været én af de essentielle aktiviteter, der har bidraget til hans integration. “Man lærer noget på sprogskolen, men når man så kommer hjem, taler man tigrinya igen. Hvis man arbejder på fabrik, som tre af mine venner gør, så taler man ikke så meget med sine kolleger. Men når vi mødes i madlavningsklubben, så har vi næsten tre timer, hvor vi kun taler dansk.” Og selvom man skulle tro, at det at skulle identificere ingredienser på et andet sprog var svært nok i forvejen, handler samtalerne sjældent om madlavningen. “De frivillige er jurister og advokater. Derfor taler vi meget om politik, lovgivning og generelt meget forskellige ting. Det er meget spændende. Vi rejser verden rundt i løbet af tre timer!”

Røde Kors-frivillige var med fra starten

Madlavningsklubben er ikke den eneste aktivitet, som Alexander har deltaget i. Allerede på det nu nedlukkede modtagecenter i Auderød, som tog imod ham i 2014, blev han tilbudt frivilligt arbejde i en af Røde Kors’ genbrugsbutikker. Da han senere flyttede videre til et opholdscenter i Ranum, gjorde Røde Kors-frivillige også en forskel:

“Hvis der var håndbold- eller fodboldkampe i nærheden, inviterede de frivillige os ind for at se dem. Det var så vigtigt, at der var nogen, der gad snakke med en.”

Da Alexander fik sin midlertidige opholdstilladelse, flyttede han til Tønder kommune, hvor han blandt andet blev sat i kontakt med Lis, der var aktivitetsleder for integration i Røde Kors’ Tønder-afdeling.

“Lis hjalp med mange ting. Hun hjalp med at læse og lave lektier, og så hjalp hun mig med at tale dansk – det var det vigtigste. Jeg taler faktisk stadig med hende den dag i dag. Mine børn kalder hende deres bedstemor.”

Alexander bor stadigvæk i Tønder med sin kone og to børn, og familien har ikke har planer om at flytte. Han er faldet godt til i Danmark, og det er ikke mindst Røde Kors’ frivilliges fortjeneste, siger han.

“De har betydet meget. At ankomme til Danmark var lidt ligesom at komme til et hus uden at have nøglen. Uden den kan man ikke komme ind. De frivillige var nøglen til min integration.”

“De frivillige gør mig stærkere”

Zarmina Mangal klarer dagligdagen for sig og sine tre børn med god støtte fra frivillige. Men vejen dertil har været bumpet.

– Af Julie Bergstrand-Christensen. Foto Peter Sørensen –

Livet har slået nogle kolbøtter for Zarmina Mangal. Hendes mand flygtede, og hun blev senere familiesammenført med ham og stiftede familie. Senere mistede hun sin mand og far til de tre små børn, som hun derefter stod alene tilbage med.

Det er 13 år siden, Zarmina forlod Afghanistan. Livet i Danmark var ensomt. Hun talte ikke dansk og kendte ingen, men hun fik hurtigt travlt med at passe børnene, og fik også nogle få venner.

I november 2016 døde hendes mand efter længere tids sygdom. Zarmina var dybt afhængig af hjælp, og en veninde sendte hende i retning af Kvindecaféen i Røde Kors Furesø. Det blev hendes faste holdepunkt. Og er det endnu.

“Torsdag træner jeg med en frivillig – vi læser, skriver og laver lektier fra mit sprogkursus. Om søndagen er børnene med, så de frivillige kan se på deres lektier, fortæller Zarmina.”

Jeg kan altid ringe

Hun er særligt tilknyttet to af Kvindecaféens frivillige, Anny og Solveig, som hun taler med flere gange om ugen. De kommer også på besøg.

“Jeg kan altid ringe til Anny. Hun er dygtig til at forklare ting til mine børn og mig på en stille og rolig måde.”

Det kan være vigtige e-mails eller beskeder i e-boks eller Aula. Men de frivillige i Kvindecaféen har også haft til opgave at tøjle Zarminas fartglæde.

“De har lært mig at cykle. Men jeg vil gerne lære hurtigt, så nogle gange råber de: ’Stoooop Zarmina, ikke så hurtigt ned ad bakken’,” råber hun og ler. ”Jeg har heller ikke ondt i kroppen som før, for nu bevæger jeg mig mere. Og har tabt 13 kilo.”

Men det er ikke kun praktiske ting, Zarmina får støtte til. På femårs-dagen for hendes mands død kom hun i caféen og var ked af det. Hun og børnene savnede deres mand og far.

“De kunne se det på mig, så Anny og jeg satte os og talte. Og hun kom hjem til mig bagefter. Det hjælper så meget, når de taler med mig og mine børn. Så falder vi til ro.”

Talebans fremmarch i Afghanistan får også Zarmina til at frygte for sin familie. Det er svært, fordi hun ikke kan gøre noget for dem. Men en snak med de frivillige får hende til at føle sig stærkere igen, fortæller hun.

Støtten fra de frivillige er i høj grad med til, at Zarmina i dag klarer alt selv og har fået job i en børnehave.

“Det var et andet liv før. Da min mand blev dårlig, måtte min nabo ringe til ambulancen, og jeg forstod ikke, hvad sygeplejersken sagde. Nu ringer jeg selv til både læge og børnehave, hvis jeg har brug for det.”

På sit forståelige dansk giver hun tre råd til frivillige, der møder folk som hende.

“Det er vigtigt at være tålmodig og forklare stille og roligt. Overblik er også godt – at nogle ser dine udfordringer og hjælper med fx lektier eller cykling. Og så er det virkelig vigtigt med bestemte og stædige frivillige, der hjælper én med at holde fast,” slutter Zarmina.

Zarmina Mangal, 42 år. Kom fra Afghanistan til Danmark i 2008

INTEGRATIONSARBEJDET

er et vindue til verdens katastrofer

Røde Kors’ arbejde med flygtninge og migranter i Danmark ændrer sig konstant. Det afspejler krige og konflikter ude i verden, og samtidig skal indsatsen løbende tilpasses politiske ændringer.

– Af Julie Bergstrand-Christensen –

Mange danskere så forfærdede til, da der udbrød krig i Ukraine. Og samtidig begyndte spørgsmålene at melde sig hos Røde Kors’ integrationsfrivillige. Kommer der flygtninge til Danmark? Hvornår kommer de? Hvordan tager vi bedst muligt imod dem?

På landskontoret fik fagkonsulenterne på flygtningeområdet travlt med at koordinere med myndigheder, lokalafdelinger og samarbejdspartnere.

“Det er et godt eksempel på, at vores arbejde med integration i Danmark hænger direkte sammen med de katastrofer og krige, der udspiller sig i verden. Vi så det med Syrien, med evakueringen fra Afghanistan og med Ukraine. Man kan sige, at vi kommer ind i billedet ganske kort efter katastrofen, når folk skal finde fodfæste i et helt nyt land.”

Sådan forklarer Niels Svankjær Christiansen, som er leder af migrations – og flygtningesektionen hos Røde Kors.

Flygtningekrisen var skelsættende

Integrationsaktiviteterne opstod hos Røde Kors’ lokalafdelinger gennem 1990’erne. Aktiviteter som udflugter, sociale caféer og sprogtræning blomstrede frem. Men det var flygtningekrisen i 2015, der blev skelsættende for integrationsarbejdet.

“Der fik vi virkelig vind under sejlene. Det udløste et bredt folkeligt engagement i flygtningeområdet, at der gik flygtninge på motorvejene. På ganske kort tid fordoblede vi antallet af integrationsindsatser, både i forhold til aktiviteter og frivillige,” forklarer Niels Svankjær Christiansen.

Antallet af aktiviteter var begyndt at stige støt i årene 2013-14, fordi flere uledsagede børn kom til Danmark end tidligere. Stigningen tog for alvor fart, da Røde Kors under flygtningekrisen opskalerede en populær og veldokumenteret aktivitet, nemlig tilbuddet om at blive matchet med en frivillig. “Venner Viser Vej” blev navnet på det nationale tilbud, og i tæt samarbejde med DRC Dansk Flygtningehjælp lovede Røde Kors en frivillig ven til alle flygtninge, der ville have det.

“Flygtningekrisen betød, at vi for alvor styrkede vores nuværende lokale samarbejde med DRC Dansk Flygtningehjælp. Og det var også her, at det offentlige virkelig fik blik for de ressourcer og den værdi, der ligger i at have civilsamfundet med i modtagelsen af flygtninge. Det betød et langt stærkere samarbejde med kommunerne, som vi stadig har i dag,” siger Niels Svankjær Christiansen.

Lokalafdelingerne er “first responders”

Antallet og bredden af aktiviteter på integrationsområdet er fortsat højt. Det samme gælder samarbejdet med kommuner og lokale partnere. Afsættet er altid de lokale behov, som hænger sammen med den gældende lovgivning på området – et område, der er udsat for mange politiske ændringer.

“Mange af de ændringer, der sker på flygtningeområdet, giver et direkte behov hos de flygtninge, vi møder i aktiviteterne. Da man ønskede, at flere flygtninge skulle rejse hjem, når de ikke længere havde et behov for beskyttelse i Danmark, var der rigtig mange, som henvendte sig for at få hjælp. Det betød, at vi i dag har et langt stærkere fokus på vejledning,” fortæller Niels Svankjær Christiansen.

Beskæftigelse er også noget, som fylder meget i integrationsaktiviteterne i dag. Både direkte i form af støtte til jobsøgning,

6.700

deltog i vores integrationsindsatser I 2021

1.958

var frivillige i den frivillige integrationsindsats I 2021

men også indirekte gennem sprogtræning og vejledning i forhold til rettigheder, muligheder og pligter på arbejdsmarkedet.

“Man kan jo sige, at lokalafdelingerne er Røde Kors i Danmarks “first responders” i forhold til lokale behov og handlemuligheder. Integrationsindsatsen, som vi kender den i dag, er vokset ud af aktiviteter, der er skabt i afdelingerne. Det er caféer og venskabsfamilier gode eksempler på,” siger Niels Svankjær Christiansen.

Et komplekst område

Med krigen i Ukraine åbnes mange steder nye aktiviteter for at imødekomme behovene fra det stigende antal flygtninge – men samtidig skal afdelingerne rumme flygtninge fra for eksempel Afghanistan, Syrien og Eritrea, der allerede var en del af aktiviteterne.

“Det er i forvejen et komplekst område, og nu har vi på under et år set to særlove for bestemte grupper af flygtninge fra Ukraine og Afghanistan. Vi må forvente, at det ikke bliver nemmere og mere overskueligt fremadrettet, og derfor er det utroligt vigtigt, at vi bliver ved med at gå klogt ind i, hvad vores rolle er. Altså, hvordan hjælper vi bedst, og skal vi eventuelt gøre det sammen med andre,” fortæller Niels Svankjær Christiansen.

Effekten af den frivillige rolle er efterhånden veldokumenteret, men på grund af den konstante forandring på området kræver det også en vis fleksibilitet og robusthed.

“Det er klart, at integrationsarbejdet kan være hårdt og kræver stor rummelighed. Men det giver også en mulighed for at lære noget om en del af verden, som man måske ellers ikke har adgang til, møde nogle spændende mennesker og yde en helt uvurderlig støtte,” slutter Niels Svankjær Christiansen.

81

lokalafdelinger havde integrationsaktiviteter I 2021

EN VIFTE AF AKTIVITETER GUIDER FLYGTNINGE IND I SAMFUNDET

FÆLLESSKAB

Ferielejre, sociale caféer, kvindegrupper og aktiviteter for børn er med til at understøtte og udvikle gode fællesskaber i lokalsamfundet.

DA

SPROGTRÆNING

Lektiecaféer og forskellige sprogtræningstilbud styrker børn og voksnes danskkundskaber, hvilket kan bane vejen for uddannelse og job. Hjælpen tilbydes i fysiske caféer og via det online tilbud Sprogland.

STØTTE TIL JOB OG UDDANNELSE

Frivillige hjælper med afklaring af uddannelses- og jobmuligheder, sparring på ansøgninger, støtte til at fastholde job og forstå kulturen på en dansk arbejdsplads osv.

HVERDAGSMESTRING

En række tilbud og frivillig støtte bakker om at skabe en hverdag i Danmark. For eksempel cykeltræning eller hjælp til at forstå samarbejdet med skolen.

NETVÆRK

Gennem ’Venner Viser Vej’ tilbydes en frivillig ven eller venskabsfamilie, som skaber netværk og giver individuel hjælp og støtte – lige fra sprogtræning til snak om skolehjem-samarbejde eller hjælp til jobsøgning.

VEJLEDNING

Frivillige vejleder om rettigheder, pligter og muligheder og sørger for at henvise til professionel rådgivning, hvis nødvendigt – det kan for eksempel være i forbindelse med beskæftigelse, familiesammenføring eller opholdstilladelse.

KONTAKT MED SAVNEDE FAMILIEMEDLEMMER

Røde Kors’ Eftersøgningstjeneste arbejder for at genetablere kontakt mellem familiemedlemmer, som er blevet adskilt på grund af krige og katastrofer. Eftersøgningen sker gennem et internationalt netværk.

PARAT HJÆLPELINJE

Gennem den telefoniske hjælpelinje kan flygtninge få hjælp til akutte praktiske opgaver, samt få overblik over Røde Kors’ lokale aktiviteter. Henvendelser besvares på flere sprog.