![](https://assets.isu.pub/document-structure/200901130114-052b331e25a35fd93832170727ff3f13/v1/c77825273103fdee5c4de0728c0d5590.jpg?width=720&quality=85%2C50)
8 minute read
I MESTERLÆRE SOM FODBOLDDOMMER
FODBOLDMAGASINET ER TAGET TIL KAMP HOS B93, SOM HAR BESØG AF FARUM BK. 26-ÅRIGE ALI NAIL BAYHAN SKAL DØMME SIN ANDEN UDDANNELSESKAMP. I DAG ER DET 22 TALENTFULDE U13 DRENGE HAN SKAL VÆRE KAMPLEDER FOR. FODBOLDMAGASINETS UDSENDTE STÅR PÅ SIDELINJEN VED SIDEN AF VEJLEDER CHRISTIAN JENSEN.
Tekst og foto: Sofie Reimer
Advertisement
– Fløjten er dommerens overordnede kommunikationsmiddel, han skal altså fløjte igennem, siger Christian Jensen bestemt og uddyber: Man skal træffe en beslutning og stå ved den. Ved at fløjte og vise kropssprog, så ingen er i tvivl om, hvad der dømmes.
Christian Jensen kommenterer engageret mens kampen spilles.
– Godt set, der så han offsiden!
Ali overså en offside tidligere i kampen, som desværre førte til scoring. – Umiddelbart er han placeret fint på banen, men jeg vil gerne have mere løb og…ajj de skal ikke stå og spille på sidelinjen, piiift!, junior, du skal ikke varme op med bolden her, gå derover, råber Christian, som holder øje med det hele.
Han fortsætter: – Det er et skud udefra, der går i mål, men Ali kommer til at hænge lidt heroppe på midten. Man tænker tit: Er der en grund til at jeg skal løbe helt ned til straffesparksfeltet? Den ligger jo i målet. Men det skal man. Vis lige du har overskud ved at tage de femten ekstra meter og komme helt ned til feltet, også ved scoringer så man kan dokumentere, at det går lovligt til.
Ali fløjter, der er frispark.
– Frispark er farlige omkring målfeltet. Dér skal vi have en spurt til åstedet, så de ikke tager frisparket hurtigt. Kendelser omkring målfeltet er mere afgørende. I det her tilfælde… hov nu fik jeg ikke noteret det…, hvis nu han står og hænger, og ikke kommer ned til det frispark, se! Dér skal han med ned, for så kan han meget bedre vurdere situationen.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/200901130114-052b331e25a35fd93832170727ff3f13/v1/b48a08412ddc0650a9c5daa2a795cec3.jpg?width=720&quality=85%2C50)
Ali Nail Bayhan fik ros af Christian Jensen for at dømme en situation, hvor keeperen tager en tilbagelægning med hænderne. – Det er supergodt set og modigt af dig at tage den. Det er en farlig forseelse og helt tæt på mål, den skal du have ros for.
Frispark tæt på målkan man nemt score på, så det andet hold skal have en chance for at lave en mur, så jeg vil gerne have Ali hurtigt hen på åstedet og forklare: Vi venter til jeg fløjter og har sat muren, forklarer Christian Jensen, der kæmper med at notere, forklare og følge med på samme tid. Der sker hele tiden noget i kampen. – Uhhhh! Dér skal vi have…der er spark i hovedet! Farligt spil med kontakt, det kan godt være en tilfældighed…
KROPSSPROG OG FLØJTETEKNIK SKAL VÆRE I ORDEN
Ali Nail Bayhan tilmeldte sig fodbolddommeruddannelsen, da DBU København tilbød det gratis og via e-learning. – Jeg havde tænkt over det nogle år. Jeg spiller selv lidt fodbold, og tager ud og ser seriekampe, fordi jeg synes, det er interessant. Nogle bekendte anbefalede mig at blive fodbolddommer, fortæller Ali efter kampen.
Han er enig med Christian i, at U13 drenge ikke bare er en walk over. Tempoet er hurtigt og niveauet højt. Det er en fordel, at alders gruppen kender reglerne. Han bliver mindet om den oversete offside i første halvleg.
– Satans! Den var jeg lidt usikker på. Jeg kunne ikke se, om der var offside, fra hvor jeg stod. Jeg skulle have løbet mere, erkender Ali og fokus flyttes tilbage til fløjteteknikken.
– Kunne du høre fløjten på den anden bane? Din bliver sådan lidt … fzzzz, der skal noget mere knald på. Når du fløjter lavt, kan man stadig høre det, så du kan ligeså godt mene det. Gå ud og øv dig med fløjten. Der er en teknik bag, hvor du kan lukke den af med tungen. Jeg kunne næsten ikke høre, da du fløjtede op til kampen, insisterer Christian Jensen og tager notesblokken frem.
– Det gode løb er altid det her løb, hvor du løber i et S, den ene eller anden vej. Det skal man lige arbejde med. Det kan få betydning for dine kampe fremadrettet, hvordan du placerer dig. I slutningen af kampen kommer du rigtig godt med ned, men du er inde i feltet, og kan stå i vejen, pointerer den erfarne dommer.
– Jeg savner lidt kropssprog. I 7. minut falder de oven i hinanden alle sammen, der kunne sagtens være et frispark, så jeg kunne godt tænke mig, du viser en afværgemanøvre, som viser INGENTING.
Christian fører armene strakt ud til siden som en lav flyver. Det er sådan man laver en afværgemanøvre.
– De falder bare, så har du vist til publikum, spillere og bænk, at du har taget stilling, at du er med i kampen.
Ali Nail Bayhan og Christian Jensen gennemgår resten af kampen i detaljer. Christian er sympatisk og grundig. Man kan mærke, han har meget at give videre. Ali lytter intenst og ser lidt træt ud til sidst. Christian runder af med en opsummering, og Ali nikker.
– Det er helt klart nogle ting, jeg vil tænke over, afslutter Ali Nail Bayhan.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/200901130114-052b331e25a35fd93832170727ff3f13/v1/aff58488c881d84a7aab58ae65dd58c6.jpg?width=720&quality=85%2C50)
Der er mangel på vejledere efter online dommeruddannelsen, så de erfarne dommere skal udfylde pladserne.
HOS DOMMERSAPIRANT DENNIS KIIL I VANLØSE IDRÆTSPARK SIDDER STRØMPERNE FOR LAVT
– Hvordan er det dine strømper sidder? Spørger erfaren dommer Keld K. Jensen med et glimt i øjet, men han mener det, og forklarer at førstehåndsindtrykket er vigtigt, og selvom det er varmt, skal de lange dommersokker trækkes op.
Dennis Kiil skal dømme sin anden uddannelseskamp på vejen mod dommerkortet. Vanløse U17 tager imod Vallensbæk i en træningskamp, hvor spillerne, ifølge Dennis Kiil, er hurtige som Duracellkaniner. Han må derfor gøre sit yderste for at følge med i en hurtig og hård kamp, hvor drengene er ved at gå over stregen.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/200901130114-052b331e25a35fd93832170727ff3f13/v1/294fd6b257275a103c0530982428bfbc.jpg?width=720&quality=85%2C50)
Dennis Kiil glemte at trække sokkerne op inden kampstart, hvilket med det samme blev pointeret af Keld K. Jensen. Det handler om førstehåndsindtrykket, men helhedsindtrykket var ganske godt, og Dennis er igennem uddannelses kamp nummer 2.
Efter det sidste fløjt dumper han udmattet ned på en bænk og tømmer sin drikkedunk. Håret er fugtigt og den ene støvle flænset.
Vejleder på kampen, Keld K. Jensen, skynder sig at smide den første opmuntrende bemærkning.
– Dennis, du har dømt en U17-kamp. De er fandme gået til den, efter min smag en lille smule mere end, hvad de kunne tåle. Du har været udfordret, men du har klaret det, smiler han opmuntrende og feedback-sessionen er i gang.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/200901130114-052b331e25a35fd93832170727ff3f13/v1/60f9314d2788a5cb3e93b63832809680.jpg?width=720&quality=85%2C50)
Kropssproget er meget vigtigt. Man signalerer ikke kun til spillerne, men til publikum og hele trænerbænken, hvad ens kendelse går ud på. Som en del af evalueringen viser Keld K. Jensen med arme og håndflader, hvordan kropssproget skal se ud.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/200901130114-052b331e25a35fd93832170727ff3f13/v1/17c4bd26766f6fb5bafae00ee56ee960.jpg?width=720&quality=85%2C50)
Keld K. Jensen tegner det diagonale løbemønster, der giver mulighed for at nå langt nok ned og med en god vinkel på til at kunne se en offside. Det handler om at løbe diagonalt eller som et S.
OFFSIDEREGLEN ER DEN SVÆRESTE
Efter en god halv time er kampen talt igennem. Offsides er et af udviklingspunkterne og den allerstørste grund til, at det er svært at rekruttere dommere. Folk føler sig utrygge og synes det er svært, men Keld K. Jensen har nogle teknikker, som han afslører for Dennis Kiil.
– Du skal ind i hovedet på spillerne, hvad er det, de vil? Når de spiller hurtigt i længderetningen, så tænker du: Jeg skal ned i feltet, og se om der er offside eller straffespark, det kan jeg fandme ikke nå! Hvad gør du så? Så løber du på tværs, så har du større vinkel på, og kan bedre se, om der er offside eller ej, fortæller Keld entusiastisk, mens han tegner diagonalt løb på tegneblokken og understreger: Medicinen, når vi ikke kan nå at følge med, er at få så bred vinkel på som muligt. Og den allerbedste medicin er at tyvstarte, smiler Keld og griner af sin egen opfindsomhed.
FUCK!
Dennis Kiil har igen normal puls og lytter fokuseret til Keld K. Jensens grundige feedback. Tonen er behagelig og respekten gensidig. Det er mesteren og lærlingen. Lige nu er det bedste værktøj at slå lyttebøfferne ud. Mesteren tager hul på dommerens rolle som kampens leder.
– Du har to perioder i kampen, hvor spillerne er ved at gå over stregen. De har spillet en hård kamp men stadig fair kamp, og synes det er ok. Vi mangler dog nogle frispark til at signalere, at vi har nået grænsen, og vi mangler noget lyd til at signalere, at hvis I kommer bare en lige smule højere op, kommer I i dommerens lille bog. Den dreng der råber: fuck! er en dreng, der har fået for meget, forklarer Keld Jensen.
– Ja, han røg så ud, svarer Dennis Kiil.
– Ja. Men spilleren har fået for meget nærkamp. Enkeltsituationerne er ok, men summen af dem er ligesom en bokser, der har fået for mange stød i mellemgulvet. Alle spillerne er metaltrætte, og skulle have haft lidt hjælp på et tidspunkt, forklarer guruen.
– Ja, det kan du have ret i, indrømmer Dennis med åbent sind, og har dermed fortjent pointen.
– Pointen er, at de spiller 2 x 40 minutter, hvor de 2 x 35 er på kanten af, hvad de magter hele vejen igennem. Du kan hjælpe dem lidt ved at dømme nogle nemme frispark, for at få dem lidt ned og gøre kampen lidt nemmere for dem, afrunder Keld K. Jensen.
Evalueringen er slut og Dennis Kiil får det sidste ord, mens han pakker ned og gør klar til at holde weekend.
– Selvom jeg har siddet som tilskuer alle mulige steder og haft en idé om, hvad dommeren skulle gøre eller ikke gøre, så laver jeg åbenbart nogle fejl selv. Når man pludselig står i lorten selv, er der nogle ting, der er sværere, end når man er tilskuer, og ser det udefra, indrømmer Dennis Kiil og Fodboldmagasinets udsendte fristes til at spørge:
– Har du fået større respekt for dommerfaget?
– Neeeejjj, griner Dennis højt, joooo, jaaaa, det ved jeg ikke, om jeg har. Der er nogle mekanismer, man måske får lidt respekt for, men jeg tager det meget stille og roligt, jeg bliver ikke såret, jeg er ikke tyndhudet, smiler Dennis Kiil oprigtigt og forlader banen.