2 minute read
Ny børnestrategi
from Årsberetning 2020
NY BØRNESTRATEGI
TANKER SKAL BLIVE TIL PRAKSIS
Advertisement
DET ER NOK GÅET OP FOR DE FLESTE, SOM BESKÆFTIGER SIG MED ELLER INTERESSERER SIG FOR OMRÅDET, AT DER ET FREMLAGT ET
FORSLAG TIL EN NY DBU BØRNESTRATEGI.
Jeg skal i det følgende ikke gå i detaljer med indholdet, men prøve at fortælle lidt om de grundlæggende tanker bag.
Det er vigtigt at forstå, at selvom den nye børnestrategi ikke er og ikke skal være et rekrutteringstiltag, så skal den selvfølgelig spille en rolle i at få vendt den meget uheldige udvikling, som har ført til at 12.000 børnespillere har forladt sporten over de sidste 6 år.
Vi har i København været så dygtige og heldige, at denne udvikling ikke har sat sig hos os, men ikke desto mindre, må vi konstatere, at det på landsplan er en realitet – og noget vi må forholde os til.
Der er i dette tilfælde, som i så mange andre, mange holdninger, spørgsmål og indvendinger til både indhold og proces. Det er helt fair og kun på sin plads.
Man kan altid diskutere – og det bliver også diskuteret hér – om noget kunne være gjort anderledes. Svaret er, også i dette tilfælde, ja. Der har været både processuelle og praktiske fejltrin undervejs. Der er plads til forbedring, men det er nok uundgåeligt med den mængde aktører, der er indblandet og ambitionen for arbejdet.
Der har undervejs været afholdt både webinarer og virtuelle møder, og det er mit indtryk, at alle nu har haft lejlighed til at blive hørt, uagtet om man har ønsket at rejse spørgsmål, kritik eller blot spørge nysgerrigt ind til elementerne i den nye Børnestrategi eller processen som har tilvejebragt den.
Jeg er dog sikker på, at strategigruppen, evt. via undertegnede, gerne stiller sig til rådighed, hvis man har behov for yderligere afklaring af dele af arbejdet eller det fremlagte forslag.
Foran os er et nyt år, og et år, som på mange måder kan blive skelsættende år for dansk børnefodbold. Der ligger mange initiativer i strategien, som samlet skal gøre dansk børnefodbold bedre. Til verdens bedste, endda. Alt sammen gode, noble og ambitiøse hensigter. Afgørende bliver imidlertid, om vi formår at løfte opgaven i praksis og implementere strategien på banerne.
Og netop det – vores praksis – bliver afgørende for, om den ny børnestrategi bliver en løftestang for børnemiljøerne. Der vil i det kommende år blive arbejdet seriøst og målrettet med at sikre, at alle har de nødvendige ressourcer og muligheder for at omsætte gode hensigter til god børnetræning. At omsætte gode idéer til gode børnemiljøer. At omsætte tanker til praksis, til gavn for børnene.
Det er ambitiøst, det er kompliceret og det er spændende. Jeg glæder mig helt vildt til at samarbejde med alle parter om at få sat benhårdt fokus på at tanker omsættes til meningsfuld og gavnlig praksis. Lad det være nøgleordet for det kommende år: Praksis.
Af: Jesper Jacobsen
16
Foto: Sofie Reimer
17