3 minute read
DOSTOJEVSKIJ 200 ÅR
DOSTOJEVSKIJ 200 ÅR FILMFEJRING AF DEN RUSSISKE MESTER
Forbrydelse opg straf Forbrydelse og straf
Den store, russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-81) ville være fyldt 200 år i 2021, og Cinemateket inviterer til fødselsdags-fejring med filmatiseringer fra filmkunstens sværvægtere, ekspertforedrag og velkomstreception. Mød Dostojevskij fra nye vinkler, når auteur-instruktører som Godard, Hitchcock, Bresson og Wajda fortolker den russiske mesters værker og tematikker. Stor litteratur til det store lærred. Cinemateket har allieret sig med en af Danmarks førende Dostojevskij-eksperter, lektor i russisk litteratur Tine Roesen, og sammensat et program af filmatiseringer, der spænder fra det loyalt klassiske til det frækt eksperimenterende – fra det eftertænksomme til det hæsblæsende.
Denne form for alsidighed er helt i Dostojevskijs ånd, da han om nogen var en forfatter af ekstremer, modsætninger og en mangfoldighed af stemmer. Filmudvalget afspejler således Dostojevskijs sitrende, ikke-diskriminerende blanding af højt og lavt, krimi og filosofi, hæsblæsende plots og store eksistentielle spørgsmål. Filmene vidner dels om instruktørernes virtuose greb om deres stof – og dels om Dostojevskijs kontinuerlige relevans og fascinationskraft.
Ud over Tine Roesen introducerer en række håndplukkede eksperter udi Dostojevskij, litteratur og russisk kultur seriens arrangementer og sætter filmene i forbindelse med deres litterære baggrund.
Filmserien præsenteres i samarbejde med Den Russiske Ambassade, Foreningen RUSSOLIT, Dostojevskij Litteraturfestival og Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. JN
LØR 11/12 18:00 + SØN 19/12 19:00
Dostojevskij–åbning med vin, vodka og velkomsttale
Prestuplenie i nakazanie / Lev Kulidzhanov, 1970 / eng. tekst / 200 min. (245 min. inkl. pause)
EVENT Cinemateket inviterer til en gedigen fejring af 200-året for Dostojevskijs fødsel, når vi byder på vin, velkomsttale, vodkapause og maratonvisning af Lev Kulidzhanovs ’Forbrydelse og straf’. Denne roste, sovjetiske filmaterisering rammer tonen i Dostojevskijs mesterværk rent. Åbning med reception i samarbejde med Den Russiske Ambassade den 11. december. Visningen den 19. december er uden vin m.m.
Mad Love
SØN 12/12 16:30 + LØR 08/01 16:15
MAD LOVE
L’amour braque / Andrzej Zulawski, 1985 / eng. tekst / 101 min. (116 min. inkl. intro)
Andrzej Zulawskis hæsblæsende filmatisering af Dostojevskijs 'Idioten' er samtidig en eksplosiv hyldest til den erotiske besættelse og l'amour fou. Sophie Marceau giver den fuld skrue i Zulawskis vel nok mest kraftfulde film til dato, der krydrer ’Idiotens’ centrale trekantsdrama med gangstere, vold, pistoler og sexscener. EVENT Introduktion ved litteraturformidler Jesper Nyeng den 12. december.
FRE 17/12 19:00 + ONS 05/01 21:00
Kineserinden
La Chinoise / Jean-Luc Godard, 1967 / eng. tekst / 96 min. (111 min. inkl. intro)
Godard transformerer på løs og eksperimenterende vis Dostojevskijs ’Onde ånder’ til et hyperstiliseret snapshot af radikaliseret ungdom i 1960’ernes Paris. Fem maoister forskanser sig i en lejlighed for at diskutere politik og planlægge terror. Godards film udkom året før studenteroprøret i ’68 og har opnået nærmest profetisk status. EVENT Intro ved Dostojevskij-ekspert Johannes Nidam den 17. december.
The Possessed Rebet
ONS 15/12 21:00 + TIRS 11/01 16:45
The Possessed
Les possédés / Andrzej Wajda, 1988 / eng. tekst / 116 min. (131 min. inkl. intro)
En af polsk films største instruktører, Andrzej Wajda, lader her Dostojevskijs dæmoniske tragedie ’Onde ånder’ flamme og rase på det store lærred. En gruppe unge revolutionære vil vælte den etablerede orden gennem anarkistisk terror, og de udser sig den gådefuldt dragende aristokrat, Stavrogin, som deres djævelske frelserskikkelse. EVENT Introduktion ved lektor i russisk litteratur Tine Roesen den 15. december.
LØR 18/12 19:15 + ONS 29/12 14:15
Rebet
Rope / Alfred Hitchcock, 1948 / eng. tale / 80 min. (100 min. inkl. intro)
Hitchcocks første farvefilm, ’Rebet’, er et nervepirrende krimidrama, der har centrale temaer til fælles med Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’. To unge Nietzsche-fascinerede mænd strangulerer en studiekammerat – uden andet motiv end en nihilistisk idé om deres egen overlegne license to kill. EVENT Introduktion v. ph.d.-studerende og Rusland-ekspert Jon Reinhardt-Larsen den 18. december.
MAN 20/12 19:00 + TIRS 04/01 16:30
Four Nights of a Dreamer
Quatre nuits d'un rêveur / Robert Bresson, 1971 / sv. tekst / 82 min. (97 min. inkl. intro)
Dostojevskij i Paris: Robert Bresson rykker sin yndlingsforfatters ’Hvide nætter’ fra Sankt Petersborg til Paris, hvor en ung mand møder en ung kvinde på vej til at kaste sig i Seinen. Fortællestilen er spartansk (som altid hos Bresson), men der er en ny drømmeagtig puls i skildringen af Paris' natteliv – mere humor og mere erotisk sanselighed end ellers set. EVENT Introduktion ved lektor Tine Roesen den 20. december.