1 minute read
FILMUNIVERSITETET
KLASSIKERE I KONTEKST
Under overskriften 'Filmuniversitetet' blænder Cinemateket op for centrale filmhistoriske værker med dertilhørende introduktion ved tidligere lektor ved Københavns Universitet Peter Schepelern og filmunderviser ved Folkeuniversitetet Peter Skovfoged Laursen.
Advertisement
Husk også vores Filmuniversitetet – morgen-visninger, læs mere på cinemateket.dk. Jesper Andersen
LØR 29/10 16:00
Antichrist
Lars von Trier, 2009 / da. tekst / 138 min. inkl. intro
’Antichrist’ er en brutal og visuelt storladen fortælling om et ægtepar, hvis lille søn falder ud ad et vindue og dør. Hun får et mentalt sammenbrud, og han, der er terapeut, gør hende til sit projekt. Hun vil helst blive på hospitalet, hvor medicinen bedøver hende, men han vil have hende til at konfrontere sin frygt og tager hende med ud til det hus i skoven, hvor hun inden sønnens død tilbragte sin sommerferie. ‘Antichrist' er et kompromisløst værk om sorgbearbejdelse og en kvindes (måske iboende) ondskab. EVENT Introduktion ved Peter Schepelern, der skriver om ’Antichrist’ i en ny artikel til Filminstituttets webtidsskrift Kosmorama. I teksten analyserer Schepelern ’Antichrist’ med fokus på seksualitet og sætter filmen i perspektiv i forhold til europæisk fin de siècle-kvindehad og store mænd som Nietsche, Edvard Munch, Strindberg og Freud.
LØR 05/11 16:00
Kludedukken
The Night of the Hunter / Charles Laughton, 1955 / eng. tale / 123 min. inkl. intro
Den engelskfødte skuespiller og verdensstjerne Charles Laughtons eneste film som instruktør er en af noir-genrens mest begavede og særegne værker – ja, mange mener, at filmen er så speciel, at den faktisk er umulig at rubricere. Robert Mitchum spiller en psykopatisk lægprædikant, der under en tur i spjældet hører om en formue skjult i en lille piges dukke. Han opsøger familien, og det udvikler sig til en besættende blanding af eventyr og mareridt fuld af suggestive billeder og stemningsmættet horror. En historie om det gode og det onde med Mitchum som charmerende og ildevarslende midtpunkt. EVENT introduktion ved Peter Skovfoged Laursen.