Dannelsen og det kritiske medborgerskab

Dannelsen og det kritiske medborgerskab Af Anne Mette Thorhauge De sociale medier rummer enorme mængder af brugerinformationer, som kan anvendes til at forudsige vores adfærd inden for mange forskellige områder. Vi kan ikke undgå dette ved, at vi hver især opfører os mere fornuftigt, når vi deler og liker. Den magt skal reguleres gennem lovgivning og af de demokratiske institutioner. ”Jeg mener ikke, at jeg har noget, der ville interessere Facebook på den måde, at de vil kunne gøre mig noget ondt. Der er jo informationer og billeder af mig.” Ovenstående citat fra en 16-årig dreng stammer fra en fokusgruppeundersøgelse, som blev gennemført af tænketanken Digitale Unge1 i 2013. Udsagnet er interessant, fordi det rummer et meget iøjnefaldende paradoks. Drengen mener ikke, han har noget, der vil interessere Facebook, og begrunder dernæst dette med et forhold, der burde have ledt ham til den omvendte konklusion: Han har jo både informationer og billeder liggende.

Undersøgelsen og den efterfølgende rapport satte fokus på, hvordan danske gymnasieelever i praksis håndterede deres private data på de sociale medier2. En af undersøgelsens mest tankevækkende resultater var kontrasten mellem de unges meget veludviklede strategier, når det kom til at håndtere private data i relation til familie og venner og deres meget begrænsede refleksionsniveau, når det kom til den statslige eller kommercielle overvågning. En af de unge kommenterede det med ordene: ”Facebook vil mig nok ikke noget ondt, så hvorfor bekymre sig?”

Alt efter temperament kan man trække på smilebåndet, rive sig i håret eller afskrive ungdommen som doven og uvidende (tilsyneladende et af dens faste karaktertræk til alle tider). For hvorfor er det, at de ikke sætter sig ind i den statslige og kommercielle overvågning? Eller rettere sagt … hvorfor gør størsteparten af den danske befolkning ikke det?

Når jeg her i 2017 genlæser rapporten, slår det mig, at vi overser et af de væsentligste svar på netop dette spørgsmål. Et af rapportens centrale omdrejningspunkter er, hvorvidt de unge har sat sig ind i Facebooks ’End User License Agreement’ (EULA). Det vil sige den aftale, vi har indgået med Facebook for at bruge deres service. Men vi glemmer at spørge, hvad man faktisk skulle opnå ved at gøre det. Hvad kan de unge stille op med de oplysninger, de finder der? Det nedslående svar er: temmelig lidt. Når det kommer til at håndtere private data i relation til venner, bekendte, familie og mor og far, har de unge ganske mange handlemuligheder og knapper, de kan skrue på. Anderledes ser det ud med den kommercielle og statslige overvågning, hvor den eneste mulige respons er at lukke sin facebookkonto – og selv den løsningsmodel kan faktisk diskuteres. Så selv om jeg ikke skal udelukke, at dovenskab og uvidenhed er en del af forklaringen, kan det også skyldes en simpel pragmatisk kalkule: Hvad kan jeg reelt handle på?

Og hvorfor er dette spørgsmål så relevant i en antologi om digital dannelse? Det er det, fordi det er gennem vores dannelse til kritiske medborgere, at vi lærer at omformulere dette spørgsmål fra et ’du’ til et ’vi’. Den statslige og kommercielle overvågning er ikke noget, vi som enkeltindivider kan handle på. Det er udfordringer, som vi må løse i fællesskab, og det kræver, at vi er os dette ansvar bevidst. På de kommende sider vil jeg argumentere for, at det netop er disse udfordringer, der gør dannelse til et centralt begreb i det 21. århundredes digitale medielandskab.

1 2

Digitaleunge.dk ’Unges private og offentlige liv på sociale medier’ (2013)

Kampen om den digitale dannelse Digital dannelse er populært sagt oppe i tiden. Digitale medier forandrer vores arbejds- og familieliv, ændrer vilkårene for vores kulturelle og politiske institutioner og omstrukturerer økonomien i global skala. I takt med denne udvikling vokser vores bevidsthed om, at vi som privatpersoner, medarbejdere og medborgere må opdatere og udvide vores viden og handlen i en kompleks verden. Ikke mindst må vi ruste vores børn og unge til en fremtid, der forventes at blive langt mere omskiftelig og udfordrende sammenlignet med den nære fortid, vi selv voksede op i. Digital dannelse er blot et af de mange udtryk, der opstår i forlængelse af denne bevidsthed, og det får følgeskab af en lang række relaterede udtryk som for eksempel digital opdragelse, digitale kompetencer, brugerkompetencer, skaberkompetencer og refleksive kompetencer, webetik og ’21st century skills’3. Disse udtryk kommer alle med en historie og en indbygget dagsorden, som udstikker nogle bestemte rammer for debatten. Handler det om forældrenes rolle, som ordet opdragelse antyder? Eller handler det om at matche vores skolesystem til et arbejdsmarked i hastig forandring, som begrebet kompetencer ofte henviser til?

Begge perspektiver har naturligvis deres berettigelse, og denne artikel har ikke til formål at udelukke nogen af dem. Tværtimod vil jeg se dannelsesbegrebet betydningsbredde som en mulighed for at føre en bred og inkluderende samfundsdebat om digitale mediers betydning for familieliv, arbejdsliv og samfundsliv. Med artiklen ønsker jeg til gengæld at sætte fokus på et af de domæner, hvor begrebet dannelse spiller en helt særlig rolle, nemlig i relation til det kritiske og aktive medborgerskab. I de kommende afsnit vil jeg først præcisere mit perspektiv på dannelse. Herefter vil jeg diskutere relationen mellem digital dannelse og det mere klassiske dannelsesbegreb. Endelig vil jeg diskutere nogle af de udfordringer som dannelsen i forståelsen ’dannelse til medborger’ er et svar på.

Dannelse, kompetencer eller bare god opdragelse?

Dannelse er – på godt og ondt – et meget bredt begreb. Når ordet anvendes i flæng, hænger det sammen med, at vi kan tillægge det en vifte af forskelligartede betydninger uden at blive uenige om ’den egentlige’ eller ’den rigtige’ dannelse, for det er jo alt sammen en del af begrebet. Det er derfor, man i nogle tilfælde kan høre digital dannelse omtalt i relation til anstændig adfærd på sociale medier, mens man i andre tilfælde kan høre det omtalt som en forståelse af sociale mediers datadrevne forretningsmodeller. I det første tilfælde handler det om – også på de sociale medier – at være sig gængse normer for anstændig adfærd bevidst. I det andet tilfælde handler det om at udvide en punktvis og brugsbaseret viden om medierne (Hvordan bruger vi dem?) til en mere kritisk og refleksiv forståelse af medierne (Hvordan virker de?). Denne bredde er en styrke, fordi det gør dannelsesbegrebet til en inkluderende ramme for en samfundsmæssig debat på området. Den kan bygge bro mellem forskellige faglige udgangspunkter og samfundsperspektiver, og den kan være med til at belyse relevante krydsfelter mellem dannelsens mange betydninger. For eksempel er der væsentlige overlap mellem dannelse i forståelsen ’anstændig adfærd’ og dannelse i forståelsen ’kritisk viden om medierne’. Det er blandt andet gennem en kritisk viden, vi får en forståelse af, hvordan vi bedst passer på hinanden, når vi færdes på de sociale medier.

Samtidig er dannelsens betydningsbredde en svaghed, fordi vi risikerer at tale forbi hinanden og blive upræcise i vores udsagn. Vi risikerer at forveksle perspektiver – at sammenligne pærer og bananer – og at anvise de forkerte løsninger på problemerne. For eksempel når vi bilder os ind, at vi kan sikre os mod Facebooks dataindsamling ved at være en smule mere selektive med de billeder, vi lægger op. Det svarer stort set til at hævde, at man kun er ’en lillebitte smule gravid’. Det har forståeligt nok ledt til en skepsis i forhold til begrebet og et ønske om at benytte alternative begreber, der mere tydeligt udtrykker, hvad vi taler om. Det er for eksempel ’digital opdragelse’ og ’bruger- versus skaberkompetencer’, der langt tydeligere adresserer et konkret aspekt af dannelsesspørgsmålet. Det kan være forældrenes ansvar, eller hvor dybt vores viden om medierne stikker.

3

Dansk IT’s udvalg for digitale kompetencer skelner for eksempel mellem bruger, skaber og refleksive kompetencer, mens Eva Fog, grundlægger af DigiPippi.dk sætter fokus på den digitale opdragelse.

Når jeg alligevel finder dannelse relevant, er det, fordi dannelsen kobler de førnævnte begreber til en mere generel dagsorden, som handler om vores identitet som medborgere og som medmennesker. Sagt på en anden måde: Mens digitale kompetencer er mentale egenskaber, som vi i varierende omfang kan tilegne os på kurser og uddannelser i bestræbelserne på at tilpasse os et arbejdsmarked i hastig udvikling, så er dannelsen til kritisk medborger en identitet og et ansvar, som vi påtager os i relation til det samfund, vi lever i. Og selv om vejen til denne dannelse ofte går gennem de færdigheder og kompetencer, vi tilegner os i skole- og uddannelsessystemet, så kan den ikke reduceres til disse.

Hvorfor digital dannelse?

Nogle vil med rette indvende, at det ikke er specielt nyt. Faktisk er ideen om dannelsen og det kritiske medborgerskab betydeligt ældre end både Facebook, World Wide Web og Internettet. Dannelsen er et ideal, der er tæt forbundet med demokratiet som styreform, og dannelsen udgør det centrale historiske udgangspunkt for hele ideen om en folkeskole. Det er netop magthaverens forpligtelse over for en forsamling af dannede medborgere, der udgør kernen i vores demokratiske styreform4. I det øjeblik denne forpligtelse træder ud af kraft, mister magten sin legitimitet – uanset hvad der i øvrigt kan fremvises af flertal og procedurer.

Den klassiske dannelse har indlysende nok ikke mistet sin relevans med opkomsten af digitale medier. Snarere tværtimod. Den er af største vigtighed i et samfund under hastig forandring, hvor hele befolkningsgrupper risikerer at blive hægtet af samfunds- og arbejdslivet, med mindre vi finder en måde at inddrage dem på. På den måde skal begrebet digital dannelse ikke forstås som en erstatning eller et alternativ til den klassiske dannelse, men derimod som en reaktualisering af dannelsesbegrebet i en tid, hvor digitale medier og teknologier i bredere forstand forandrer vilkårene for vores politiske, kulturelle og økonomiske institutioner. De digitale medier har ændret rammerne for det, vi skal være dannede omkring, og det er nødvendigt, at vi forholder os aktivt til denne forandring.

Dannelsens vigtighed – netop nu Hvis vi vender tilbage til den indledende historie om de unges privatliv på nettet, kan den på flere måder illustrere denne pointe. Dels tydeliggør den, hvorfor vi ikke kan løse problemerne individuelt, og dels tydeliggør den, at vi ikke kan forvente, at den digitale dannelse opstår af sig selv, alene fordi vi bruger medierne.

Den unge mand, der er afsender på citatet i indledningen, har svært ved at gennemskue, hvorfor Facebooks kommercielle dataindsamling har nogle konsekvenser for ham. Han ved udmærket godt, at det kan have konsekvenser i form af maksimal pinlighed, hvis hans far og mor pludselig kan kigge med i billederne fra nytårsaftens udskejelser. Derfor har han og hans venner også for længst vænnet sig til, at man deler festbilleder i en lukket gruppe. Men det er svært at gennemskue, hvilke konsekvenser det har, at Facebook på ethvert givent tidspunkt har adgang til de selvsamme billeder. Han finder det – i lighed med mange voksne danskere – ret usandsynligt, at Facebook har et hold detektiver ansat til at snage i én milliard brugeres private billeder. Det er det sådan set også. Den kommercielle dataindsamling handler ikke om at opbygge kataloger over pinlige billeder knyttet til enkelte brugere. Den handler derimod om at kategorisere brugere og forudsige deres adfærd på grundlag af maskinlæringsalgoritmer. Det vil sige, at brugernes digitale adfærd bliver registreret og katalogiseret med henblik på at forudsige deres mulige fremtidige handlinger.

Facebook kan på grundlag af relativt få datapunkter med varierende grader af sandsynlighed estimere brugernes politiske observans, seksuelle præferencer eller potentielle sygelighed inden for de nærmeste par år. Disse analyser baserer sig ikke på en moralsk vurdering af den enkelte brugers billeder og 4

Se for eksempel Jürgen Habermas’ nøgleværk om den borgerlige offentlighed. Strukturwandel der Öffentlichkeit (1961) i dansk oversættelse ved Hennings Vangsgaard: Borgerlig offentlighed (2012), Informations forlag.

opdateringer. Det er der faktisk ikke nogen, der interesserer sig for. Det kan derimod være en uigennemskuelig kombination af login-historik, likes og centrale personer i netværket, der for eksempel placerer vores teenager i kategorien af borgere med over 20 sygedage på et år. Det er muligt, at det kun er med 52 procents sandsynlighed, at han ender i netop denne kategori, men det er ikke desto mindre her, han ender. Disse analyser kan sagtens købes og sælges videre – for eksempel til potentielle arbejdsgivere – uden, at EULA’ens løfte om ikke at videregive data bliver brudt. Det er jo ikke selve dataene, der bliver solgt, men trods det kan det have konsekvenser for hans fremtidige arbejdsliv.

Vi kan ikke løse denne udfordring ved at være lidt pænere og lidt sødere på Facebook. Vi skal selvsagt opretholde en ordentlig tone og tænke os om en ekstra gang, før vi deler intime billeder i offentlige sammenhænge. Det rykker imidlertid ikke ved den enorme magt, som Facebook besidder i kraft af virksomhedens uhindrede adgang til vores data. Det er knap nok en løsning at lukke sin facebookkonto, for det kan være lige så problematisk at være en outsider i kraft af manglende data i et fremtidigt samfund, hvor forhold som forsikringspræmier, indkaldelse til jobinterviews og kreditvurderinger kan afhænge af denne type analyser. Den eneste måde, vi kan udfordre denne magt på, er ved at forpligte Facebook gennem vores lovgivning og demokratiske institutioner. For eksempel til at oplyse, hvornår og hvordan vores data indgår i specifikke analyser, og hvem der har adgang til disse analyser. Det kræver med andre ord, at vi træder i karakter som kritiske medborgere, der forpligter magthaverne til at forpligte multinationale koncerner på den til enhver tid gældende lovgivning. På den måde handler den digitale dannelse om at forstå og opretholde vores demokratiske institutioner og sikre, at den lovgivning, de udmønter sig i, rent faktisk adresserer de udfordringer, vi står med.

Hvad det andet forhold angår, vidner rapporten om de unges private og offentlige liv på de sociale medier såvel som flere andre aktuelle undersøgelser5 om, at denne indsigt ikke opstår af sig selv, alene fordi vi er storforbrugere af medierne. Den populære forestilling om nutidens børns og unge som ’digitale indfødte’ har skabt en forventning om, at de alene i kraft af deres fødeår og deres omfattende brug af medierne vil oparbejde en avanceret indsigt, som langt overgår voksengenerationens forældede viden. Men som kapitlets indledende citat vidner om, leder omfattende brug af medierne mest af alt til en omfattende viden om, hvordan man bruger medierne. Det leder ikke til dybere forståelse af mediernes funktionsmåder. Det burde ikke komme som en overraskelse: Vi bliver jo heller ikke eksperter i fjernsynsteknologi og mediesystemer, fordi vi ser tv i mange timer hver uge. Dannelsen opstår gennem en pædagogisk rammesætning og italesættelse. Og i et samfund hvor digitale teknologier potentielt kan omkalfatre arbejdsmarked, politiske og kulturelle institutioner, er denne dannelse vigtigere end nogensinde.

Om forfatteren Anne Mette Thorhauge er lektor i kommunikation og it ved Københavns Universitet og formand for Medierådet for Børn og Unge. I sin forskning har hun fokus på computerspil og personlige medier i hverdagslivet.

5

Se for eksempel Bundsgaard, Jeppe, Morten Pettersson, and Morten Rasmus Puck. Digitale kompetencer: It i danske skoler i et internationalt perspektiv. Aarhus Universitetsforlag, 2014.