En forårsdag (…) Det var min ambition at se cykelløbet som en mægtig dokumentarisk roman. At anlægge et antal greb, der ville frigøre energier i stoffet, og udvikle flere historier, der skulle flettes ind i hinanden, og at fastholde et meget vigtigt princip: at kronologien var en grundlov, dvs. skulle være absolut korrekt, i klip efter klip, ingen snyd med at putte impressionistiske stemninger og skønfotografering ind, hvor det evt. kunne hjælpe og bløde op. Jeg var overbevist om, at løbets egen fremdrift ville være en utrolig motor for fortællingen. 1 af 7
Vi så giganterne ankomme til hotellerne i civil, mekanikerne arbejde på cyklerne, Merckx overvåge saddelhøjden udmålt på millimeter, småsnak, De Vlaeminck på massagebriksen, hans nærmest deforme knæ, lægens undersøgelse af lunger og hjerte, vi så Maertens sammen med sin løjtnant Marc Demeyer muntre sig med lokale fans og den depraverede sportsdirektør Guillaume Driessens på en cafe. Osv. Og på den store dag foldede livet sig ud omkring starten på torvet i Chantilly, en masse små scener, som føjedes sammen til en broget og mangfoldig ouverture. Senere kom de dramatiske 2 af 7
scener, da løbets start næsten blev forhindret af strejkende trykkeriarbejdere fra organisationens aviser l’Equipe og Le parisien liberé. Rytterne og de ledsagende biler måtte bevæge sig gennem bjerge af aviser og mange politiske tilråb. Et af de bærende billeder fra torvet i Chantilly stod Henning Camre for. Jeg havde insisteret på, at min gamle ven og fotograf i mine første film kom med som fotograf. Steen Herdel syntes det var en god idé, selvom Henning ikke havde ry for at være en hurtig handlende action-fotograf.
3 af 7
Vi var enige om, at vi skulle finde det helt rigtige HCbillede for ham. Et hvor der var tid til at lave en perfekt stemning. Det blev en optagelse af torvet oppe fra et tag, et stort etablerende billede. Men Henning ville lave mere. Han ville ud og filme cykelløbet. Han sørgede for at blive gode venner med en af motorcykelfolkene, Henri La Valise, kaldet sådan pga. en stor fast kasse, han havde monteret på sin motorcykel. Jeg gav Henning et par punkter på ruten og regnede med, at bare han lavede et af dem,
4 af 7
var det fint. Han nåede tre opstillinger den dag, en mere end nogen anden af fastpunktfotograferne. Og hvad mere er: Han udførte sin opgave, nøjagtig som jeg ville have det. Han var faktisk den eneste, som var klar over, at det afgørende var at holde fast i den framing, man havde valgt, og vente på at flere grupper ryttere passerede. Sådan at man fik en autentisk fornemmelse af tiden mellem dem. Derfor blev Hennings sidste billede, nogle kilometer før Roubaix, et billede, jeg aldrig ville have kunnet undvære. Først kommer de fire udbrydere igennem billedet, og støvet står op om dem. Så ser man støvet falde ganske langsomt, og 5 af 7
igen kan man se vejen tydeligt. Så kommer, 45 sekunder senere, en enkelt rytter, Danguillaume, og efter ham falder støvet en gang til. Og så 15 sekunder senere en større gruppe pakket ind i en støvsky. Det er vidunderligt. Den fortælling nedtæller tiden og er den rå sandhed. (…) Jørgen Leth Det Uperfekte Menneske. Scener fra mit liv Gyldendal 2005
6 af 7
7 af 7