10 år med New Danish Screen - Processer

Dokumentation fra det kreative værksted, der er New Danish Screen.

Reportager, skitser og beretninger fra processen – fortalt af personer, der har stået midt i den.

Processer

10 å r m e d n e w da n i s h screen

Processer er en del af 10 ÅR MED NEW DANISH SCREEN Redaktør: Thure Soldthved Munkholm Redaktionsgruppe: Jakob Kirstein Høgel, Marie Schmidt Olesen, Nanna Mailand Mercado, Nikoline Riget, Susanna Neimann og Anders Budtz-Jørgensen.

Assisterende journalist: Brian Iskov Korrektur: Katrine Sommer Boysen Grafisk design: IRONFLAG Tryk: Mark Production 10 ÅR MED NEW DANISH SCREEN er udgivet af Det Danske Filministitut, januar 2014.

New Danish Screen baserer sig på et samarbejde mellem DR, TV 2 og Det Danske Filminstitut.

Det Danske Filminstitut Gothersgade 55 1123 København K www.dfi.dk ISBN: 9788787195188

Kim Leona

Manusforfatter.

Uddannet fra Den Danske Filmskoles manuskriptlinje.

Konsulent for spillefilm på Det Danske Filminstitut siden 2010. Projektredaktør for NDS 2007-2010.

ET MØDE Hvordan kan et møde mellem kreative kræfter og New Danish Screen se ud?

Manuskriptforfatter og tidligere projektredaktør, Kim Leona, giver her sit bud

INT – FILMINSTITUTTET. KONTOR – DAG Et lyst kontor med skrivebord, sofa og indrammede filmplakater på væggene. Der står kaffe, vand og en skål med frugt på bordet.

Et møde er ved at begynde.

En kvindelig instruktør og en mandlig manuskriptforfatter er ved at tage overtøjet af.

En kvindelig producer har sat sig og tager en bærbar op af tasken. Alle er i midten af 30’erne.

Lidt smalltalk mens den kvindelig projektredaktør hælder kaffe op. Instruktøren og manuskriptforfatteren sætter sig sofaen.

Projektredaktøren sætter sig og åbner mødet.

Projektredaktør Nå, men som I har læst i mit svarbrev, har

jeg en del kommentarer til manuskriptet.

Instruktøren nikker.

Instruktør Vi synes, det er nogle rigtige gode

spørgsmål. Vi er helt enige med dig.

Manuskriptforfatteren finder brevet frem af tasken.

Projektredaktør Okay… I jeres følgebrev står der, at

manuskriptet er meget tæt på den film, I gerne vil lave?

Side_2_42

10 år med New danish Screen

Manuskriptforfatter Kan du ikke se, vi har arbejdet med karaktererne?

Produceren

Ja, og slutningen er skrevet helt om.

Projektredaktøren

Jo. Der er mange sanselige

scener. Men taber I ikke hovedhistorien undervejs?

Manuskriptforfatteren Vi har talt om, at vi gerne vil udfordre den linenære fortælling.

Projektredaktør Okay? Så det er helt bevidst,

at I bevæger jer væk fra hovedhistorien?

Manuskriptforfatter.

Nej, vi har forsøgt at gøre det mere spændende… mindre forudsigeligt.

Manuskriptforfatteren kigger på instruktøren. Produceren kigger på instruktøren.

Producer Vis hende billederne.

Instruktøren rækker en mappe med billeder til projektredaktøren.

Instruktør

Jeg vil gerne arbejde med kontrasterne,

deres omgivelser. Fortælle mere i billeder

end i ord, hvis du forstår?

Projektredaktøren bladrer i udklip af filmiske stemningsbilleder. En blanding fotos af industrielt byggeri og vild natur. På nogle er der mennesker, på andre er der ikke.

Instruktør I begyndelsen er det pænt og velfriseret, men efterhånden gror

naturen vildt og tager li’som over…

Projektredaktør Du mener efterhånden som deres liv begynder at falde fra hinanden…?

Instruktør

Ja… så det ikke behøver ligge

i dialogen… som du selv skriver…

Manuskriptforfatter Men det er jo også kun en anden gennemskrivning…

P r o c e ss e r / K i m L e o n a

SidE_3_42

Birgitte Stærmose

Instruktør. MFA i Film and Media Arts fra Temple University i Philadelphia.

Har instrueret ‘Istedgade’ (2006), ‘Sophie’ (2006), ‘Istedgade’ (2006) og ‘Ønskebørn’ (2009) med støtte fra NDS

13 regler, som Ønskebørn har lært mig, om hvordan man laver en god film 01 – Man skal famle sig frem.

02 – Sæt alt på spil og over styr.

03 – Du skal turde lave en fiasko. Vær forberedt på at møde fiaskoens konsekvens.

04 – Kassér alle regler for, hvordan man laver en god film. Prøv dine egne grænser for god smag af.

05 – Når du står på optagelserne, skal du nogle gange tænke, at du selv er alt for meget, og at filmen er for optaget af sin egen form.

06 – Hav et hold, som du ved brænder for at lave den film, som du gerne vil lave.

07 – Find hovedkarakterer, som bærer historien i deres blik.

08 – Beskyt det intime rum.

09 – Husk at være en voyeur. Det observerende rum er det mest filmiske.

10 – Hav altid en del af virkeligheden med, lige meget hvilken film du laver.

11 – Brug verdenen 12 – Lav for helvede en film om noget, som betyder noget.

13 – Vær generøs ud over alle grænser.

Side_4_42

10 år med New danish Screen

Collage fra Birgittes Stærmoses notesbog fra arbejdet med filmen ‘Ønskebørn’

P r o c e ss e r / B i r g i t t e S t æ r m o s e

SidE_5_42

Jesper Morthorst

Producer. Uddannet fra Super 16 samt BA. i filmvidenskab fra Københavns Universitet. Udnævnt til Danmarks ”Producer on the Move” i Cannes 2011.

Har arbejdet på bl.a. ‘En soap’ (2006) ‘Blodsøstre’ (2006), ‘Får’ (2009), ‘Bobby’ (2009), ‘Ønskebørn’ (2009) og ‘Baby’ (2013) med støtte fra NDS.

At lære ved at lave Producer Jesper Morthorst fortæller her om sine indsigter og erfaringer efter sine indtil videre syv film under New Danish Screen

Producer Jesper Morthorst (tv) under en researchtur til ’Baby’ (Camilla Ramonn, 2013)

Side_6_42

10 år med New danish Screen

“Den vigtigste ting, jeg har lært, er at tage udviklingsprocessen ekstremt seriøst.”

– Jesper Morthorst

Min indgang til filmbranchen har altid har været drevet af min passion for film, ikke for købmandskabet i det. Derfor har det altid været helt naturligt for mig, hvilke film jeg gerne ville lave på sigt – og hvilke instruktører jeg gerne ville arbejde sammen med. Men jeg har brugt New Danish Screen til at lære at kravle, før jeg kunne gå. Til at arbejde med budgetter, som måske er små, men som har givet en total frihed. Som en legeplads til at arbejde med nogle unge instruktørstemmer. Og til at prøve noget vildt rent produktionsmæssigt – som da Birgitte Stærmose og jeg tog til Kosovo og lavede en film for 1 mio. kroner. Det var langt under budget, men så gjorde vi det på en anden måde.

Jeg har lavet syv film på New Danish Screen, og hver eneste gang vi har siddet med en ny film, har jeg også som producer fået lov til at definere nogle ting helt fra scratch. Der har været den der følelse af, at man med hvert nyt budget har kunnet sætte sig ned med sin instruktør og sige: ”Hvad vil vi gøre her? Vi har et budget på 2-3 mio., som New Danish Screen mere eller mindre har fuldfinansieret. Hvordan har vi så lyst til, at det skal være?” På den måde er samarbejdet omkring det produktionsmæssige meget større med instruktøren på denne her type film, end den er, når jeg laver store spillefilm.

En af de vigtigste ting, jeg har lært ved at arbejde under New Danish Screen, er vigtigheden af at have god tid til optagelser og klipning, som man slet ikke får mulighed for, når man laver andre film og slet ikke på tv. Nogle helt basale valg, som jeg har fundet ud af er med til at gøre en film bedre.

P r o c e ss e r / J e sp e r M o r t h o r s t

Det er jo ikke de vises sten, men alligevel er det ikke den måde, vi laver film på i Danmark – hvor netop optage- og klippetid bliver nedprioritet helt vildt. I forhold til hvor billigt det er at klippe, og hvor stor en forskel det kan gøre for den færdige film, virker det som et helt absurd sted at skære. Jeg har set, hvad det betyder for den færdige film at have 40% ekstra klippetid. Så derfor ligger det nu fuldstændig indgroet i min måde at tænke på – også når jeg sidder med de helt store budgetter eller laver ’Rita’.

Men den vigtigste ting, jeg har lært, er at tage udviklingsprocessen ekstremt seriøst.

Det kan virke absurd at sige, for det er der sikkert rigtig mange, der tror, de gør, men alligevel sker det gang på gang, at en film bliver sat for hurtigt i søen, fordi der er nogle andre kræfter, der vil have den i gang.

Der er mere i det at lave en film end mekanisk at filmatisere et manuskript. Og intet sted er det mere sandt end New Danish Screen, hvor der sidder en konsulent på pengekassen, som ikke hele tiden afkræver en svar i udviklingen og spørger “hvad vil du med den?” Så snart man kommer op, hvor der er mange penge på spil, så gælder det for både filmkonsulenterne og produktionsselskaberne, at de nærmest vil kunne se den færdige film, før de tør trykke på en knap.

Sådan er det ikke på New Danish Screen. Der har projekterne fået lov til at være en smule vilde eller abstrakte – og har haft plads til at tage sin form i processen. Havde det ikke været sådan, så var hverken ‘Ønskebørn’ eller andre af mine New Danish Screen-film nogensinde blevet til noget.

SidE_7_42

Mikkel Munch-Fals

Instruktør, illustrator og forfatter. Uddannet cand.mag. i filmvidenskab fra Københavns Universitet. Tv-vært i DR2’s filmprogram ‘Premiere’ i perioden 2008-09. Har instrueret ‘Smukke mennesker’ (2010) med støtte fra NDS.

Ensomheden i ’Smukke Mennesker’ – en tematisk krusedulle

“Behovet for andre mennesker er måske lige så vigtigt som behovet for mad og drikke. Med ‘Smukke mennesker’ ønskede jeg at lave en film om menneskets grundlæggende ensomhed. En tilstand, et eksistentielt grundvilkår, som kan antage mange former og have mange årsager. Vi er fælles om at være ensomme, mens årsagen til vores ensomhed kan være forskellig. Der er åndelig ensomhed på den ene side og fysisk ensomhed på den anden. Der er selvvalgt ensomhed, og der er påført ensomhed. Udgangspunktet for ‘Smukke mennesker’, som er skitseret i krusedullen, var netop at undersøge ensomhedens mangfoldighed – og på forskellig vis lade ensomheden manifestere sig i karakterernes adfærd, fysik og indbyrdes følelsesmæssige transaktioner. I deres forbrug og misbrug af hinanden. Jeg er meget tilbøjelig til at lave tegninger, kruseduller og andre små visuelle konstruktioner for at holde mit udgangspunkt for øje”

Side_8_42

10 år med New danish Screen

En tematisk krussedulle, tegnet af Mikkel Munch-Fals, der optegner de variationer over temaet ensomhed, som ’Smukke mennesker’ er baseret pü.

P r o c e ss e r / Mikk e l M u n c h - F a ls

SidE_9_42

Peter Albrechtsen

Tonemester, lydmikser og lyddesigner. Har arbejdet på bl.a. ‘Offscreen’ (2006), ‘Ung mand falder’ (2008), ‘Gå med fred Jamil’ (2008), ‘Nedenunder’ (2008), ‘Smukke mennesker’ (2010), ‘Dyret’ (2011), ‘Rosa Morena’ (2011), ‘The Secret Society of Fine Arts’ (2012) og ‘Hvor lyset kommer ind’ (2013) med støtte fra NDS.

New Danish Screen – New Danish Ears Lyddesigner Peter Albrechtsen rapporterer fra lydarbejdet på Fenar Ahmads debutspillefilm

Noget af det bedste ved New Danish Screen er, at den kunstneriske vision altid har været i højsædet. Jeg har som lyddesigner arbejdet på en lang række New Danish Screen-produktioner, både dokumentarfilm, novellefilm og spillefilm, og instruktørerne har på hver eneste film haf t forfriskende store ambitioner med lyden og musikken.

Disse vedhæftede billeder er taget under lydarbejdet på Fenar Ahmads spillefilmsdebut, med arbejdstitlen ‘D.A.U.D.A’, der får premiere i 2014. En hiphop-film med en nærmest dokumentarisk indre kerne i kraft af karakterer, der langt hen ad vejen er hentet fra virkeligheden, men samtidig er fortalt i et kreativt filmsprog, der gerne udnytter alle mulige virkemidler – ikke mindst lydligt.

Det har næsten altid handlet om at prøve noget af og virkelig arbejde med lyden som en væsentlig medfortæller i historien.

Uden New Danish Screen har jeg svært ved at forestille mig, at eksempelvis Anders Rønnow Klarlunds stillbillede-spillefilm ‘The Secret Society of Fine Arts’ i det hele taget var blevet realiseret. New Danish Screen har vitterligt dyrket visionerne og idéerne, og det gør, at det for mig altid har været inspirerende at været med – også selv om de begrænsede budgetter selvfølgelig sommetider kan være en hurdle.

Vi har eksperimenteret meget med lydsiden, og de vedhæftede billeder viser, hvordan vi har optaget lyde på en række forskellige måder – bl.a. brugt en trykluftsmaskine til at skabe vandlydene i en bilvask. Min finske foley artist, Heikki Kossi, har foldet sig ud med gummisko og gakkede ideer. Alverdens locations er indfanget med alverdens mikrofoner, hvilket giver nogle overraskelser nu og da: da vi optog atmosfærelyde i Brøndby Strand, opdagede vi, at det lokale kirkeklokkespil spiller gamle danske slagere i weekenden.

Det gør det ikke i filmen.

Side_10_42

10 år med New danish Screen

Fenar udråbte meget tidligt Kanye Wests seneste album, Yeezus, som en stor inspiration for filmens lyd – et album, der er både vildt og vildt eksperimenterende, men som også er fængende og fysisk medrivende. Det er den slags inspirerende pejlemærker, der kan hjælpe enormt i processen. Men det er også den slags radikale inspirationskilder, som sjældent bliver brugt på større produktioner, men som her var helt i tråd med filmens udtryk og karakterer.

Filmens komponist, Jens Ole McCoy – på to af de vedhæftede billeder sidder han bag computeren med Fenar ved sin side – er et godt eksempel på en af den slags samarbejder, der som regel udelukkende opstår i New Danish Screen-regi. Jens er

P r o c e ss e r / P e t e r Alb r e c h t s e n

en hamrende dygtig producer og er blevet meget rost i pressen som den ene halvdel af duoen Ukendt Kunstner, men han er stadigvæk teenager, og en så uerfaren filmkomponist var næppe nogensinde kommet på tale til en gigantproduktion i multimillion-klassen. ‘I D.A.U.D.A.’ er hans musik decideret uundværlig – man kan umuligt forestille sig filmen uden hans heftige beats!

Det handler om at forme et særligt udtryk.

At skabe New Danish Screen med New Danish Ears. Tillykke med jubilæet.

SidE_11_42

Side_12_42

10 책r med New danish Screen

P r o c e ss e r / P e t e r Alb r e c h t s e n

SidE_13_42

Pernille Fischer Christensen

Instruktør. Uddannet fra Den Danske Filmskole. Har lavet ‘En soap’ (2006) med støtte fra NDS.

“Manden er den dumme blondine” Med baggrund i sin notesbog fra udviklingen af ’En soap’ fortæller Pernille Fischer Christensen her om, hvordan hun arbejdede med at udviklede karaktererne til filmen

Pernille Fischer Christensen : Første prøve med David i karakter.

Vi havde netop købt parykken sammen i en parykbutik.

Toppen havde han osse selv shoppet i karakter som kvinde.

Side_14_42

10 år med New danish Screen

Mine første noter og tanker omkring, hvordan man kan bruge sæbeoperaen som udgangspunkt. Når jeg begynder at udvikle en karakter, er jeg meget søgende og begynder langsomt at føle mig frem. Lidt på listefødder. Lidt ligesom en detektiv. Derfor stiller jeg en masse spørgsmål til mig selv om karakteren. Hvad vil det betyde? Hvis han er prostitueret, så skal det være meget hårdt, eksempelvis. Hvordan får jeg stoffet til at buldre allermest? Det vigtige for mig at være åben og modtagelig, og jeg forsøger ikke at lægge mig alt for fast for hurtigt.

P r o c e ss e r / P e r nill e F is c h e r C h r is t e ns e n

SidE_15_42

Brainstorm til de tre vigtigste karakteregenskabs-stikord, som jeg kunne give Trine Dyrholm og David Dencik på vores første møde – og som de skulle gå hjem og arbejde videre med. Inden de fik dem, kendte de intet til historien eller deres karakter. Det eneste, de vidste på dette tidspunkt, var, at vi skulle lave en spillefilm, som jeg skulle instruere, og så vidste de, at de hver især var med. Ud over det kendte de intet – heller ikke til hinandens karakterer. De tre stikord, David fik, var ’har et besværet forhold til seksualitet’, ’er bange for at blive elsket’ og ’har svært ved at sætte grænser’.

Med baggrund i de tre stikord, de havde fået, skulle Trine og David hver især komme tilbage til mig med tre personer – eller ægte mennesker, som jeg kalder dem – de kender godt og så fortælle mig om dem. Det er en måde at åbne en samtale om mennesker på sammen med skuespillerne. David kom her tilbage med tre kvinder…

Side_16_42

10 år med New danish Screen

… Det er ikke sikkert, at de alle tre passer på hans karakter, som jeg har tænkt den. Men vi begynder arbejdet med at sammensætte karakteren på den måde. Vi lader os inspirere og stjæler fra dem. Det er en måde at åbne diskussionen af karakteren på. Og hvis man ikke kender skuespillerne på forhånd, så lærer man som instruktør vildt meget om den måde, de arbejder på.

Med baggrund i de ting og karaktertræk, vi fandt frem til, så sendte jeg skuespillerne hjem og bad dem komme tilbage med en historie til deres karakter. Her er den fortælling, David kom tilbage med, da vi skulle skabe Ulrik. Alle mulige specifikke detaljer. Hvor og hvornår han er født, hvad hans forældre hedder, at han har to søskende, den ene død i en drukneulykke, eksempelvis. Det er et hav af menneskelige detaljer, men også nogle nøglesituationer og en kerne, som vi kan bruge, når vi begynder at indspille.

P r o c e ss e r / P e r nill e F is c h e r C h r is t e ns e n

SidE_17_42

Christian Fonnesbech

Instruktør og producer. Direktør og kreativ chef i Investigate North. Uddannet cand.mag. i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Har instrueret ‘Cloud Chamber’ (2013) med støtte fra NDS.

En rejse ud i det ukendte

I tre punktnedslag fortæller transmedia-instruktør Christian Fonnesbech og manusforfatter Darin Mailand-Mercado om baggrunden for ‘Cloud Chamber’, der kombinerer elementer fra film, onlinespil og sociale netværk Side_18_42

10 år med New danish Screen

INTERAKTIONSDESIGNET Christian Fonnesbech: Vi fandt frem til en form, som kaldes en user journey, som er en detaljeret beskrivelse af brugerens rejse gennem spillet. De gule tal i cirklerne markerer de skridt, som brugeren tager. Så siger han dét, gør dét, tænker dét, og så sker dét her. Det er ligesom en computerspiludgave af et storyboard. Normalt bruger man 3-4 sider på at beskrive en app i en user journey. Det dokument, som spildesigneren, Lau Korsgaard, og jeg endte med at aflevere til Filminstituttet, var på 56 sider. Darin Mailand-Mercado: Da jeg skrev mit treatment og siden manuskriptet til den første sæson (ud af fire), måtte jeg få filmmediets manuskriptskrivning til at smelte sammen med oplevelsen af spillet og sociale medier, så det første draft af en sektion af historien ville minde om et “almindeligt” manuskript, der drev plottet og figurernes udvikling fremad. Senere drafts blev specifikt rettet ind efter den egentlige brugeroplevelse. Christian rådgav mig omkring de spørgsmål, som var nødvendige at stille, for at brugerne kunne diskutere plottet og figurernes rejse på sociale medier og i spildelen. Med hans input i baghovedet skrev jeg manuskripterne om og lagde ”hooks” eller ”små mysterier” ind, som kunne få brugerne til at stille spørgsmål og gætte på betydningen af dem – virkelig eller symbolsk. Dette skulle være noget, de kunne udforske igennem hele oplevelsen på alle medieplatformene (forhåbentlig)

P r o c e ss e r / C h r is t i a n F o nn e sb e c h

SidE_19_42

ARBEJDSDELINGEN Christian Fonnesbech (th): Som transmedia-instruktør er det mig, der skal få helheden til at hænge sammen på tværs af de kreative og faglige domæner og sørge for, at hvert enkelt talent får lov at udfolde sig inden for den overordnede ramme. Mine personlige kompetencer ligger i interaktiviteten. Darin, der er forfatter på grundhistorien, arbejder inden for de dramaturgiske principper. Spildesigneren Lau Korsgaard havde sit eget hold på 20 mand og sine egne fagbegreber. Og da Hans Fabian Wullenweber rykkede ind sent i processen for at instruere filmsekvenserne, skulle hans input også stemmes af med resten. Min opgave har været at pendulere frem og tilbage mellem dem alle, fordi selv små ændringer på ét felt indvirker på, hvad der sker i de andre. Jeg skal kunne tale alle sprogene og give gaverne fra hvert domæne videre til de andre domæner. I sidste ende skal alle bidrage til den samme historie inden for det samme univers og den samme tone.

Darin Mailand-Mercado: Christian og jeg brugte to år sammen på at skabe baggrunds-historier for figurernes rejser og deres respektive buer – ved siden af det overordnede plot for en serie på fire sæsoner. Da Fabian stødte til for at optage fiktionssekvenserne, sprang han på vognen uden problemer og holdt storymøder med både forfatteren og transmedia-instruktøren for at ”komme på omdrejningshøjde”. Han involverede også forfatteren (Darin) og transmedia-instruktøren (Christian) i prøverne og samtalerne med skuespillerne, så deres spørgsmål kunne blive besvaret effektivt og detaljeret. Det var lidt som at arbejde på en tv-føljeton, hvor episodeinstruktøren kommer ind og sætter sit eget præg på det afsnit, han instruerer, alt imens han træder ind i et allerede ”defineret” univers. Fabian var fremragende til det; sikkert på grund af hans erfaringer med tv-serier. Det var faktisk en gnidningsfri og meget naturlig oplevelse at arbejde sammen med to instruktører. Det var nyt for os alle sammen, så vi var på samme niveau og skulle finde ud af, præcis hvad det var, som vi var i gang med.

Side_20_42

10 år med New danish Screen

MYSTERIET Christian Fonnesbech: Den oprindelige tanke bag ‘Cloud Chamber’ var at fortælle en historie om at vokse op i en videnskabsfamilie. Begge mine forældre var biologer, og eftersom Darwin har udraderet Gud, er jeg vokset op med forestillingen om, at vi er alene i universet, og at ingen passer på os. Den tankegang har altid virket meget hård og kold i mine øjne.

Efter at have talt med mange astrofysikere under arbejdet med ‘Cloud Chamber’ står det klart for mig, at den statistiske sandsynlighed for, at vi er alene i universet, er lig nul. Der er 40 milliarder jordlignende planeter alene i vores galakse – som igen kun er én blandt 100 milliarder galakser. Det gav mig ideen om et signal fra en anden verden, som var blevet hemmeligholdt for menneskeheden. For sæt nu vi blev kontaktet af en civilisation, der var bare 1000 år ældre end os. Hvordan skulle vi så kunne skelne dem fra Gud? Eller fra et naturfænomen, som vi bare ikke forstår? Vil de os det godt? Eller ondt? Eller er de ligeglade?

I den situation er troen det eneste, man har at falde tilbage på, uanset om man tror på metafysik eller ej. Og den rejse ville vi gerne sende brugerne ud på.

P r o c e ss e r / C h r is t i a n F o nn e sb e c h

SidE_21_42

ANSØGNINGER / ORDSKY Over de hyppigst brugte ord i ANSØGNINGER til new danish screen

afslag / ORDSKY Over de hyppigst brugte ord i afslag fra new danish screen

Henriette Moos

Forfatter, underviser og crossmedia-konsulent.

Uddannet cand.mag. i musik. Konceptudvikler på PIXEL JAM (2010-) under NDS.

Pixeljam – nye ideer og partnerskaber på tværs af brancher Pixeljam var i 2010 New Danish Screens svar på problemet med at kreative brancher ofte lever og arbejder i ’siloer’ og med helt forskellige arbejdsprocesser. Hvor tit møder en filmskaber en spiludvikler eller komponist – og hvor tit arbejder disse fagspecialister sammen om den tidlige idéudvikling? Alt for sjældent. Henriette Moos beretter

Pixeljam blev initieret af NDS og er blevet afholdt i samarbejde med bl.a Shareplay, Interactive Denmark, Producentforeningen, Spot/Rosa og bygger på ideen om, at filmog spilbranchens fagfolk – ligesom dygtige musikere – kan jamme sig til en helt ny type tværmedielle historier, hvis der skabes en motiverende ramme med få og enkle regler for samarbejdet. Udover udvikling af nye ideer er en anden vigtig målsætning for Pixeljam også at styrke netværket på tværs af film- og spilbranchen både fagligt og personligt.

Side_24_42

Den kreative metode, vi bruger på Pixeljam (og Seriejam i 2012) er en kombination af IT-branchens metode til ’rapid prototyping’, hvor der skal produceres funktionelle skitser af interaktive systemer på kort tid, og brugen af aleatorik (alea = terning) og oblique strategies (tilfældighedsprincipper), der ofte bruges i avantgardekunst til at bryde vanens magt og tvinge fantasien ud i nye retninger og kombinationer.

I mit tilfælde – med en baggrund som musiker – er de vilkårlige elementer i denne

10 år med New danish Screen

metode inspireret af musikproduceren Brian Eno. Eno havde en lille sort kasse med 114 kort med forskellige selvopfundne kreative regler, som han kunne trække, når han var endt i en kreativ blindgyde, fx ’lav en tone om til en rytme’, ’spil baglæns’, ’mere rød’. Det konkrete kort var vilkårligt, men rammen, som han selv havde skabt, var relevant for genstandsfeltet musikproduktion.

med en manuskriptforfatter, en producer, en spiludvikler og en komponist i hver gruppe.

Deltagerne lægger ud med at lave deres stak med kort, der skal vælges tilfældigt fra. Det foregår som en associationsøvelse til en række forudbestemte kategorier, med én nedskreven association per kort.

Et sæt af kategorier har fx været: ’Epoke – historisk periode’, ’antagonist – skurk’, ’yndlingsmusik’ eller ’det fedeste er…’

I Pixeljam foregår dette arbejde ikke alene, men i tværfaglige grupper på 4-5 personer

Idéudviklingen i hver gruppe begynder med, at der vælges en gamemaster og

P r o c e ss e r / H e n r i e t t e M o o s

SidE_25_42

Pixeljam in the making. Foto: Henriette Moos

Side_26_42

10 책r med New danish Screen

derefter trækkes et tilfældigt kort fra den første kategori (Epoker), fx med sætningen ’hippietiden med fri porno’. Gruppen associerer frit til, hvad der karakteriserer denne epoke og får skabt en ny liste af egne associationer.

Proceduren gentages med et tilfældigt ord fra næste kategori (Begivenhed), fx ’Juleaften med fremmed gæst’. De to lister med associationer bruges som udgangspunkt for ’forced creativity’, hvor der skal udvikles en helt ny ide – gerne med et tværmedielt aspekt. Det kunne være en vag ide om en satirisk julekalender for voksne på mobiltelefon med temaet ’Hippiejul’, hvor alle traditioner og tabuer brydes i løbet af 24 dage. Efterhånden som ideen får krop, trækkes kort fra de øvrige kategorier, der kan give ideen endnu et par twists, fx ’Pol Pot’ (Antagonist), Bachs cellosuiter (yndlingsmusik) og ’når man vågner til duften af friskbrygget kaffe’ (Det fedeste er…). Nogle af disse kort vil være kreativt befordrende for gruppens videre proces og give ideen kant – andre kort vil måske modarbejde det kreative flow. Pointen er, at et kort skal inspirere og hjælpe – ikke definere – og derfor skal det kasseres til fordel for et nyt, hvis ikke det giver noget til processen.

Grupperne har 1 time til at køre processen igennem et par gange, og de skaber typisk 2-4 ideer hver. Grupperne pitcher deres ideer for hele gruppen, og derefter hænges deres poster op på væggen.

Så følger en ny gruppedeling, et nyt sæt af kategorier og en ny runde med ideudvikling, som indirekte medvirker til at trække ideerne i helt andre retninger.

Ofte er workshoplokalet helt tapetseret med 30-40 ideer efter bare tre timers ideudvikling. Ideerne må gerne i udgangspunktet være ret vilde, for i alle de følgende faser af ideens realisering vil der altid blive slebet hjørner af.

P r o c e ss e r / H e n r i e t t e M o o s

…og så er det tid til Pixeljams legendariske idébørs, hvor deltagerne i løbet af en time skal dele sig i grupper alt efter interesse, kompetence og præferencer for samarbejdspartnere. Dette opleves ofte som en lidt kaotisk fase, hvor deltagerne sættes under mildt pres i forhold til at træffe beslutninger omkring deres mavefornemmelse for gode ideer versus deres prioritering af at være sammen med bestemte samarbejdspartnere. Det er i denne fase, at jeg gennem årene har set nye interessante partnerskaber opstå, fx mellem filmmanden Regner Grasten og Christian Fonnesbech, der udviklede et nyt filmlanceringskoncept, og mellem Bjarke Hjort og Benjamin Salqvist, der efter Pixeljam har udviklet flere historiske spil.

Efter idébørs og gruppedannelse arbejder grupperne det næste døgn med udvidelse af én idé med hjælp fra 3-4 specialiserede tutorer inden for interaktion, storytelling og forretningsudvikling.

Pixeljams 3. dag afsluttes med en pitch fra hver af grupperne for et indbudt panel af potentielle aftagere og investorer, som giver feedback og gode råd på ideen.

I de senere år har der i stigende grad været rift om disse panelinvitationer fra repræsentanter fra tv, forlag og større danske virksomheder. Der er også i stigende grad blevet givet udviklingsbistand i form af arbejdslegater til flere af grupperne.

I 2013 tilbød DR Kultur gruppen bag konceptet ’Echo of My day’ fra Pixeljam 2013, at kunne bruge DRs platforme til brugertest og videreudvikling af konceptet.

Et af Pixeljams små metodiske diamanter er en pitchskabelon, som har vist sig igen og igen at være en særdeles velegnet ramme til kommunikation af nye ideer, der går på tværs af flere medieplatforme.

SidE_27_42

NoeR Lindholm

Instruktør og manusforfatter. Uddannet dokumentarinstruktør.

Har instrueret kortfilmen ‘Hawaii’ (2006) og sammen med Tobias Lindholm ‘R’ (2009) med støtte fra NDS. Manusforfatter og instruktør. Uddannet fra Den Danske Filmskoles manuskriptlinje. Har skrevet filmen ’Hawaii’ (2006) og sammen med Michael Noer instrueret ’R’ (2009) med støtte fra NDS.

R-faringer Tobias Lindholm og Michael Noer om fængsler og frihed – og om stadig at føle sig undergrund Begyndelsen Tobias Lindholm: Da vi skrev ’R’, var vi klar over, at det var en film, som ikke kunne finansieres på normal vis. Derfor skrev vi en film og lavede et projekt, som kun kunne lade sig gøre inden for det, der er New Danish Screen. Og det vigtige ved den film var, at hverken Michael eller jeg havde prøvet den slags som instruktører før. Ingen af os havde fået formet skoene i forhold til, hvordan det skulle være. På den måde var det et drømmeprojekt. I stedet for at nedskalere et større projekt, så skrev vi præcis den film, vi gerne ville lave.

Kigger man nøgternt på ’R’, så er der intet ved manuskriptet, der som sådan var skævt, men måden, vi gik til det på, var. Der, hvor det for alvor skilte sig ud, var i den måde, vi havde tænkt alle locations ind fra starten. Vi vidste præcis, hvor det skulle laves og præcis, hvordan vi ville gribe det an. Vi fandt et fængsel, og så fandt vi en historie til det. Og det sker nærmest kun på New Danish Screen. Og det er en stor gave, for på den måde bliver det filmen, der er i fokus og ikke de mennesker, der skal se den.

Michael Noer: Tobias havde sagt til mig, at han ville pantsætte sin andelslejlighed, så jeg kunne godt se, jeg var nødt til at satse det samme. Vi havde allerede kontakt til Roland Møller, og Rene Ezra havde skaffet os Horsens Statsfængsel, og alle de tidligere indsatte var stillet op, lige meget, hvad de havde fået. Så på den måde var der ingen, der kunne stoppe os. Toget kørte, allerede inden vi var til møde med New Danish Screen, og hvis man kan lære noget af det, så er det, at man først og fremmest skal ville det.

Tobias Lindholm: Noget af det, jeg husker som det mest exceptionelle, var at vi faktisk først på vej over til Horsens med skuespillere og film og det hele får opkaldet fra Jakob Kirstein Høgel om, at vi har fået pengene til filmen.

Side_28_42

10 år med New danish Screen

Instruktør Tobias Lindholm, Michael Noer

Manuskript Tobias Lindholm, Michael Noer Producer René Ezra, Tomas Radoor Fotograf Magnus Nordenhof Jønck Klipper Adam Nielsen Varighed 96 min. Finansiering Med støtte af Det Danske Filminstitut, New Danish Screen.

P r o c e ss e r / N o e R L in d h o l m

År 2009

Foto Per Anders Jørgensen

r

SidE_29_42

Økonomi og undergrund Tobias Lindholm: Hvis man laver en film til 4-6 millioner, som en New Danish Screenfilm koster, så skal der sælges ufatteligt få billetter og dvd’er, før den går hjem. Og når der ikke er nogen, der taber penge på projektet, så er der ingen, der er bange for det.

Og det giver en kæmpe frihed. Ingen forventede noget af os, så alle kunne kun blive positivt overraskede over, hvad vi kom hjem med fra det fængsel.

Der er det særlige, at når man laver film på New Danish Screen, at man får lov til at føle sig en smule undergrund. Selvom man næppe kan siges at claime undergrund, når man laver en film med Nordisk Film i ryggen, så kan man føle det! Og det er ret interessant, for når man føler sig undergrund, føler man ikke noget kommercielt ansvar. Og det, tror jeg, kan være ret frigørende.

Nogle gange skal man også være sig det kommercielle ansvar ekstremt bevist, som på ’Borgen’, hvor jeg ved, at jeg skal ramme mellem 1,5 og 1,7 millioner seere hver søndag, og de skal gide at se det igen næste søndag. Over for det er det meget haiku-agtigt at lave en film under New Danish Screen, hvor jeg ingen anelse havde, om vi kunne sælge 1400 billetter eller mere end 40.000. Jeg forholdt mig ikke til det, og jeg havde intet begreb om økonomien i filmen, og det er ekstremt befriende, for på den måde tænker man kun på filmen. Men det er jo også debutantens store fordel: Den naive tilgang, hvor man ikke føler, man skylder nogen noget, eller at der omvendt er nogen, der skylder én noget. Men det kan man jo kun gøre én gang. Lige meget, om man så laver en fiasko eller en succes, så ligger det som et uudtalt regnskab, når man laver sin næste film. Og lige dér på New Danish Screen er der ingen, der forventer eller siger en skid, og det kan give en stor kreativ energi, fordi man bare giver los.

Holddannelse og alternativ antropologi Michael Noer: På ’R’ var det Jakob Kirstein Høgel, der var vores jordemoder. Og han gik ekstremt meget op i det med holddannelse – og det med, at Tobias og jeg ville lave noget sammen. Han var meget interesseret i procesdelen, men han havde en anden baggrund end Vinca Wiedemann, som vi lavede ’Hawaii’ med. For Jakob var der også en stor grad af antropologisk interesse, som jeg deler, men nok på en lidt mindre Dr. Livingstone-agtig måde.

Det var fedt at mærke, at Jakob troede på os som et hold, for det gav os en frihed til at lave det, vi rigtig gerne ville lave. For skal jeg være helt ærlig, så synes jeg sgu, det lød ret langt ude at lave en fængselsfilm på dansk. På den måde falder jeg lidt ind i mine egne film, fordi der er nogle mennesker, der drager mig til det – og med ’R’ var det helt klart Tobias, der fornemmede, at der var et potentiale i at dykke ned i det kaninhul, som et dansk fængsel viste sig at være.

Det er det, jeg metodisk leder efter: Noget, der får mig til at spidse ørerne, fordi jeg sådan snubler ind i det. For nogle gange kan man blive for blind rent æstetisk, hvis ideen er for god. Lidt ligesom Jørgen Leth, når han siger, han ikke laver film for at gå ud og bevise, han har ret, men for at undersøge noget. Den metode, også på manuskriptplanet, hvor man laver en undersøgelse frem for en bevisførelse, har Tobias og jeg valgt at føre videre over i populærkulturen. Ikke mindst at være nysgerrig, spørgende og ydmyg – som måske er nogle af de ting, der for alvor er nyt i forhold til at være fiktionsinstruktør herhjemme.

Side_30_42

10 år med New danish Screen

’Hawaii’ eller ’R’. Historien om en ”rigtig” New Danish Screen-film

Hawaii

Instruktør Michael Noer

År 2006

Manuskript Tobias Lindholm, Michael Noer Producer Tine Grew Pfeiffer, Karen Foxdal Fotograf Thomas Gerhardt Klipper Per Sandholt Varighed 23 min. Finansiering Alphaville Pictures Copenhagen

Fortalt af Michael Noer Da Tobias Lindholm og jeg lavede ’Hawaii’, kan jeg huske, at vi grinte rigtig meget af, at Vinca Wiedemann kaldte den for en rigtig New Danish Screen-film. Det, vi læste ud af det, var, at hun tænkte at den måske ikke var vanvittigt vellykket, men at det da i hvert fald var et eksperiment. Og det er jo ret fedt. Tænk sig, at man kan lave noget, der hedder en rigtig New Danish Screen-film. Det må være sådan noget med en kat, der går rundt i måneskin eller om nogle mennesker, der går rundt nede i en pornobiograf med masker på og drikker sig fulde i virkeligheden. Det var i hvert fald dét, vi filmede. Dog ikke det med katten. Og der kan næppe være nogle andre steder i verden, hvor man kan få lov til det – end på New Danish Screen. ’Hawaii’ var en 20 minutter lang film om nogle mennesker, som blev vores venner nede i en pornobiograf. Det var vildt sjovt, hårdt og lærerigt. Men Vinca endte jo med at få ret, for det var den film, der bandt Tobias og jeg sammen. Og det var også den, der var udgangspunktet for ’R’. Og det er jo den film, vi selv synes er en rigtig New Danish Screen-film.

P r o c e ss e r / N o e R L in d h o l m

SidE_31_42

JULIE BILLE

Instruktør og manusforfatter. Uddannet fra Super 16. Er tidligere uddannet grafisk designer fra Danmarks Designskole. Har instrueret novellefilmene ‘Hundeøjne’ (2006) og ‘Bobby’ (2009) med støtte fra NDS.

Kvinde. År 0.

Med udgangspunkt i et afslag fra New Dansh Screen reflekterer instruktør Julie Bille over det at lave film

New Danish Screen har bedt mig om at skrive et indlæg til denne bog. Det skal handle om, hvordan det er at lave film under New Danish Screen. Det vil jeg gerne, svarer jeg og skriver, hvad der falder mig ind netop nu, i dette øjeblik, hvor jeg lige har fået afslag på en spillefilm, jeg har arbejdet på de sidste tre år, og som gennem hele perioden er støttet af netop New Danish Screen – eller var støttet.

Det er på mange måder en uafviselig partykiller, at den konsulent, der begejstret har været med til at udvikle manuskriptet, også er den, der vælger ikke at støtte filmens endelige produktion. Men jeg har slet ikke lyst til at skrive om et afslag. Jeg har lyst til at skrive om det kreative flow, der bare strømmer og strømmer inde i

Side_32_42

mig og er ustoppeligt. Jeg har lyst til at skrive om alle de glorværdige, succesfulde spillefilm, jeg har lavet, der gik verden rundt og vandt den ene pris efter den anden, og som kulturministeren gik i selvsving over på primetime-tv. Jeg har lyst til at skrive om dengang, jeg var i Deadline, og journalisten ikke kunne få armene ned af bar begejstring over mit filmiske mesterværk; og jeg var så veltalende og skarp i mine formuleringer om, hvordan verden hænger sammen, at alle, i det øjeblik de så mig på tv, stoppede det, de var i gang med og bare lyttede i måben og forundring over mine ord. Ord, som de aldrig skulle glemme igen, og som nu stadig runger i deres hoveder flere år efter.

Ord, der skulle forandre dem for altid.

10 år med New danish Screen

Det vil jeg gerne skrive om Men når jeg nu sidder med et afslag i hænderne efter tre års arbejde på den film, der skulle have været min debutspillefilm, og ikke ved, om jeg nogensinde kommer til at lave film igen, hvad skal jeg så skrive om? Skal jeg skrive om alle de tanker, der er tænkt; om en lang proces, som også har været en slags personlig udvikling? Eller skal jeg skrive ”Kvinde. År 0”?

Men nu, efter mange år og mange film, har jeg endelig fundet ud af, at det naturligvis er et dødsdømt mål. Håbløst.

Jeg bliver hverken mere eller mindre lykkelig af at blive hørt og elsket af hele verden. Så længe min indre mystiske stemme bliver ved med at piske og slå mig, ville jeg alligevel ikke kunne værdsætte eller i det hele taget opfatte, hvis det faktisk en dag blev tilfældet, at hele verden elskede mig betingelsesløst.

Gennem arbejdet med mine kortfilm, og siden min første kortfilm i 1996, har jeg undersøgt og givet et bud på, hvordan det opleves at være i verden – fra min synsvinkel, naturligvis. For hver film er jeg kommet mere og mere ud af mit eget mystiske tankeunivers og med tiden blevet mere klar i min filmiske kommunikation.

Så hvad gør det ved lysten til at lave de film, som jeg troede kunne føre mig til en fremtid med hyldest og kroning?

Jeg havde en idé om, at desto klarere jeg kunne kommunikere, desto flere mennesker ville jeg nå ud til. Og dette med en hemmelig agenda om at blive hørt og elsket af så mange mennesker som muligt, ja, faktisk meget gerne hele verden. For hvis det nu kunne lykkes at blive hørt og elsket af hele verden, så ville mit liv bestemt blive lettere og lykkeligere. Det var mit mål.

1 EXT/ UKENDT LAND,

Jeg har stadig lyst til at lave film. Jeg drømmer stadig om det kreative flow, der bare strømmer og strømmer, og som ikke stoppes af konsulenter og filminstitutter. Men uden drømmen om at blive elsket af andre end mig selv, er der en stille fin fred, en rolig vished om at alt er, som det skal være. Med eller uden afslag. Med eller uden film.

Og således startede fortællingen om en sø uden bund, i en by uden navn, i et ukendt land meget langt borte, utrolig langt borte….

REGNVÅDE BJERGE/DAG

Og så er det, at den lige præcis på dette tidspunkt svømmer op fra den bundløse sø for første gang; op mod lyset, som den aldrig i hele sin arts historie har oplevet før.

Lys. Fortsættes...

P r o c e ss e r / J u li e B ill e

SidE_33_42

Jakob Boeskov

Dansk-islandsk billedkunstner. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Bosat i New York. Har lavet spillefilmen ‘Empire North’ (2010) med støtte fra NDS.

Om Empire North Og om hvad våben, kager og at se sig selv som en karakter har med det hele at gøre.

Fortalt af Jakob Boeskov UDGANGSPUNKTET ’Empire North’ startede sådan set allerede, da jeg var på en våbenmesse i Beijing tilbage i 2002, hvor jeg var rejst til for at sælge et fiktivt, hi-tech-våben, som jeg havde designet sammen med Kristian Von Bengtson. Det var enormt opslidende at spille våbenhandler, men det gik op for mig i mødet med de andre våbenhandlere, at de også spillede. De fleste troede ikke rigtigt på “krigen mod terror”, det var ligesom bare det manuskript, som de skulle følge for at få deres egne nedrige gerninger til at give mening.

Pludselig var skuespilfaget med ét afmystificeret for mig, og jeg besluttede, at jeg ville lave en film.

MØDET MED NEW DANISH SCREEN Mødet med projektredaktøren, Kim Leona, var fantastisk. Første gang, jeg mødtes med hende, blev jeg sammen med min producer sat ned ved et bord, som var fyldt med kager. Jeg har aldrig set så mange kager i mit liv før. Det var ligesom en børnefødselsdag. Alle de kager var meget distraherende. Kim var

Side_34_42

helt fantastisk og meget passioneret, men mødet gik temmeligt dårligt. Det var meget angstprovokerende at skulle pitche omringet af så mange kager, men jeg kunne forstå, at det ligesom var sådan, man gjorde det hos DFI. Så anyway, jeg troede, at filmen var droppet.

Men under næste møde var der ingen kager, så det gik langt bedre. Jeg tror, at jeg sagde til Kim, at ’Empire North’ ville blive en film, som ville “forvirre og gøre ondt,” og måske lykkedes det lidt for godt, for filmen blev jo kun set af 37 mennesker. Jeg håber virkelig ikke, at Kim kom i problemer på den konto, men det virker jo som om, det går meget godt for hende. Jeg må sige, at det fede ved at arbejde sammen med Kim var, at hun har en meget reel, praktisk erfaring, så der var en god kreativ energi, og en tillid, og mere kan man jo ikke bede om, hvis du spørger mig.

Film er et visuelt medie, og jeg elsker film, der ikke giver mening. På manuskriptplanet kan ting jo godt give for meget mening. Så samarbejdet med Kim, som jo også er manuskriptforfatter,

10 år med New danish Screen

EMPIRE NORTH

Instruktør Jakob Boeskov

År 2010

Manuskript Jakob Boeskov Producer Camilla Andersen Fotograf Magnus Nordenhof Jønck Klipper Jakob Boeskov, Theis Schmidt Lyd Steve “Major” Giammaria Komponist Mads Heldtberg Varighed 58 min. Finansiering Med støtte fra New Danish Screen

kunne havde været problematisk, men det var det ikke. Jeg tror, at det gik godt, fordi Kim vist også har en hemmelig fortid som skuepiller. Og selvfølgelig talte hun meget om tre-aktersstruktur og “heltens rejse” og alt det der, men det var kun fedt, fordi jeg har altid elsket B-film og klassiske Hollywood-film.

OM AT SPILLE SIG SELV SOM KARAKTER Alt er skuespil, i større eller mindre grad.

Egentlig var ideen at få en skuespiller til min rolle, men der er nogle ting, man ikke kan få andre til at gøre, og så må man selv gøre det. Ideen med ’Empire North’ var at arbejde med film, som en romanforfatter arbejder med fiktion: Ideen var at tage noget virkeligt, noget selvbiografisk og omskrive det til fiktion, for at skabe noget, der var endnu mere “virkeligt”, “hypervirkeligt” om man vil. Lidt ligesom ’Naked Lunch’, som på overfladen intet har med William S. Burroughs ophold

P r o c e ss e r / J a k o b B o e sk o v

i Tangier at gøre, og så alligevel: Det er jo på en eller anden måde enormt sandfærdigt og hudløst ærligt.

Jeg har altid holdt af en realisme der langsomt skrider ind i en eller anden form for surrealisme. Og det føltes også temmeligt surreelt at spille med i filmen selv, men bagefter havde jeg det fantastisk, som om at jeg var kommet mig over en årelang sygdom.

Hvis man arbejder med at skabe noget “hypervirkeligt” er filmmediet jo ideelt, det føles jo ofte mere virkeligt end “virkeligheden”.

Skuespillere er jo fortabt i deres spil på en helt anden måde, end musikere og digtere er det. De bliver altid forelskede i dem, de spiller sammen med, og så videre. Og det er jo enormt smukt, når man tænker over det.

SidE_35_42

Holdet bag Traveling With Mr. T

Simon Lereng Wilmont: Uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole Andreas Møl Dalsgaard: Uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole. Har en baggrund i antropologi Signe Byrge Sørensen: Producer siden 1998. Stiftede i 2009 selskabet Final Cut for Real Janus Billeskov Jansen: En af dansk films mest anvendte klippere, både af spillefilm og dokumentarfilm. Modtog i 2005 en æres-Bodil for sin samlede indsats i dansk film

Et lykkeligt ægteskab I ’Traveling With Mr. T’ skildres den voldsomme indre kamp mellem den vordende forfatter Troels og hans fiktive alterego Mr. T. Her fortæller filmens to instruktører, Simon Lereng Wilmont og Andreas Møl Dalsgaard, i en samtale med filmens producer, Signe Byrge Sørensen, og klipper, Janus Billeskov Jansen, om processen med at skabe en velfungerende fortælling med baggrund i både fiktion, dokumentar, animation og reenactments Andreas: ’Traveling With Mr. T’ var egentlig et Sisyfos-projekt. Vi ville lave en film om en mand, der skrev en bog, og hvis liv foregik inde i hovedet på ham selv.

Spørgsmålet var, hvordan man laver en film om noget, som i den grad er en indre proces, og hvordan vi kunne gøre det her med at skrive en bog til noget filmisk. Fra starten følte vi, at vi stod på gyngende grund. Vi havde nogle ideer om, hvor vi gerne ville hen. Og der var det enestående at være i New Danish Screens hænder, for der var en tryghed i at få at vide, at vi bare skulle tage den tid, der var brug for, uden at vi hele tiden skulle bevise noget.

Simon: Spørgsmålet var om det overhovedet kunne lade sig gøre at lave sådan en film, og det var netop det, der udfordrede os, og en af grundene til, at vi valgte den historie.

Side_36_42

Andreas: Ved at stille os selv et umuligt sted blev vi også nødt til at finde nogle kunstneriske løsninger, som ikke er de normale. Vi blev nødt til at gå ud at finde et sprog for det her, og det der med at rode i mørket var meget i New Danish Screens ånd. Nogle gange gik vi ned ad nogle veje, som var ekstremt fiktionsprægede, og som måske blev for meget. I sidste ende stod vi med en film, der var langt mere dokumentarisk i sin sjæl, end vi lige umiddelbart havde forestillet os. For mig var der et spørgsmål om lærdom i processen.

Det, der er meget svært, når man arbejder i krydsfeltet mellem fiktion og dokumentar, er, hvor man lægger snittet. Er det dokumentar med fiktive elementer eller omvendt?

Simon: Samtidig blev Janus introduceret meget tidligt, og vi havde en lang proces frem og tilbage mellem klipperummet,

10 år med New danish Screen

Et eksempel på hvordan animationer indskrives oven på filmbilleder i ‘Traveling With Mr. T’

ud og lave optagelser og så tilbage i klipperummet. Det gjorde vi måske 4-5 gange med en del tid imellem, og det gjorde, at det blev en meget speciel proces.

Janus: Da I kom til mig var fiktionslaget allerede introduceret. Men det var stadig kun dokumentarisk materiale, der lå til grund for det. Så vi startede med at bruge omkring 14 dage i klipperummet for at finde ud af, hvad vi gerne ville vise om denne mand, der bliver sat i gang med at skrive en roman af sine venner.

Signe: Inden da havde Simon og Andreas filmet med Troels on and off i to år. I 2010 kom de til os, og i slutningen af 2010 filmede de i Sverige. Og så kørte der flere optagelser og flere klipperunder derefter.

Janus: Da I kom tilbage med flere optagelser, klippede vi hele den konfrontation mellem Troels og hans venner, som I optog i Sverige, og som i sin første version lå på 40-45 minutter.

Det vidste vi selvfølgelig godt aldrig

P r o c e ss e r / T r a v e lin g W i t h M r . T

kunne komme ind i den færdige film, men samtidig var det dér, der opstod en diskussion om, hvad det så var, vi arbejdede os frem imod. Det, jeg altid selv synes er det sjoveste i disse processer, det er at finde ud af, hvad slutningen er. I virkeligheden arbejder man sig altid frem mod slutningen. Når det er dokumentarisk, og vi samtidig skal være inde over med fiktionen, så betyder det, at vi også kan styre slutningen. Først troede vi, at slutningen var denne konfrontation mellem vennerne og Troels. Men vi fandt ud af, den ikke kunne bære helt i sig selv, og så måtte vi bygge videre på det, vi først troede var en slutning. På den måde arbejdede vi os hen mod den næste slutning, som var en tese om, at få Troels og Troels’ kæreste til i fællesskab at slå Mr. T ihjel for på den måde at skabe deres fælles fremtid. Troels blev så sat i gang med at skrive historier om, hvordan det kunne foregå, og Simon og Andreas lavede derefter nogle meget vilde, fiktionsoptagelser.

Signe: De vildeste fiktionsoptagelser vi nogensinde har lavet her. Special effects og det hele.

Janus: Det var med blod, samuraier, kalashnikovs og det hele.

Andreas: Grundlæggende blev det til en historie om Troels og kæresten, der sidder og diskuterer, hvordan de skal slå Mr. T ihjel. For han er jo i bund og grund en djævel, som kan være meget svær at komme af med. Men da vi sad og kiggede på det, meldte spørgsmålet sig, om vi egentlig ville slå ham ihjel.

Simon: Vi kom hele tiden til at skrive ham i live igen. Og når man har lavet rigtig meget dokumentar, så må man jo på et tidspunkt erkende, at når viljen fra det rigtige menneske går i en eller anden retning, så er det meget sjældent frugtbart at gå mod den vilje.

SidE_37_42

Det hvide rum, hvor Troels’ kæreste, Louise, skulle slå Mr T ihjel. En mulig slutning, som senere blev forkastet, trods tre dages optagelser i et studie.

Janus: Hvis jeg skal kigge på processen som klipper, så synes jeg, at klipperens rolle på mange leder og kanter er blevet atomiseret. I virkeligheden så sad jeg med to instruktører, som sagtens kan køre to klippeborde på deres egne platforme. Mit klippebord blev i stedet der, hvor alle ting blev samlet. Det er ekstremt befriende og langt sjovere.

Side_38_42

Simon: Det er sjovt, for når jeg fortæller det, kan jeg godt se det i vores proces, og så minder det mig på en eller anden måde om et køkken à la Noma. For hvor mange af de retter, de eksperimenterer med, tror I egentlig nogensinde kommer på tallerkenen? Og alligevel ved de, at vækstlaget for at kunne drive en restaurant i verdensklasse, er at 70 procent fejler

10 år med New danish Screen

eller bliver konverteret og udviklet til noget andet. Det kan sammenlignes med vores klippebord – med Janus som chefkok.

Janus: Det vigtige er også, at I jo valgte hinanden.

Andreas: Ja, men ud over at vi godt kunne lide at drikke øl sammen, så var den primære grund til at vælge hinanden, og det var også det ægteskab vil lavede med Jakob Kirstein Høgel og New Danish Screen, at vi havde denne her mand, der hed Troels, der ikke havde det særlig godt.

Han havde alle mulige problemer, og han har fået lavet en åndssvag kontrakt med sine to venner, om at han skal skrive en bog på et år. Enhver ved sine fulde fem kunne jo godt regne ud, at det nok ville komme til at tage længere end et år. Det, der var aftalen fra starten, var, at vi ville blive ved, men ikke nødvendigvis til han havde skrevet bogen, men til det øjeblik, hvor vi kunne sige, at der var sket en udvikling, hvor vi kunne tillade at forlade ham. Det med at følge en person over så lang tid det har været det største for mig i denne proces. Undervejs fik vi så Signe ind som producer og Janus ind som klipper – og herefter begyndte vi at arbejde os ind og ud af filmen, samtidig med at vores hovedkarakter begyndte at forandre sig.

Janus: I forhold til tid og klipning, så er det normalt, når man laver film, at man har en fast deadline i forhold til, hvornår den skal være færdig, om det så er på grund af økonomi eller en premieredato.

Vi ved af erfaring, at man når til et punkt i en klipning, hvor man siger ”her når vi til”, men jeg har mange gange oplevet at sidde til en premiere og tænke ”For søren, hvorfor gjorde jeg ikke lige sådan i stedet, eller klippede to minutter her.” Det med at have en lang periode betyder virkelig noget. Den meget vigtige periode i en klipning, som er eftertænksomhedstiden, hvor man lægger klippet på hylden i en periode for så at vende tilbage til det, er

P r o c e ss e r / T r a v e lin g W i t h M r . T

virkelig vigtig. I dette tilfælde arbejdede vi over en rigtig lang periode med flere forskellige klip, og det betød, at vi kunne få lov til at fordybe os og klippe det igen og igen. Det synes jeg har været fantastisk.

Er der nogle konkrete eksempler på, at filmen har skiftet retning efter en klippeseance med Janus?

Andreas: Der var der helt klart. Da vi ville slå Mr. T ihjel, eksempelvis. Jeg var opsat på, han skulle dø. Men så kom Simon ind, og der støttede Janus ham, og sagde: ”Vi kan ikke dræbe ham, for det vil være det samme som at skære nosserne af Troels.”

Og jeg kan huske, vi havde haft nogle testscreenings, hvor holdningerne til Troels’ kæreste var, at han da godt nok var heldig, han havde mødt hende. Vi viste den igen til et ungt publikum, og her var holdningen, at hun da godt nok var irriterende. For her lever han rock’r’roll, og så vil hun bare have ham til at forholde sig til normalitet og leverpostej. De var ikke indstillet på, at vi skulle slå Mr. T ihjel. Så der skiftede hele slutningen på filmen.

Signe: Ja, for vi var meget meget sikre på den fiktionsslutning. Ellers havde vi heller ikke gået ud og lavet det kæmpe set-up, vi gjorde, for det var ekstremt ressourcekrævende.

Andreas: Et andet punkt var vores hval!

Simon: Den havde jeg helt glemt. Den kom heller ikke med i filmen. Der skulle oprindeligt have været en stor hvid hval med i filmen.

Signe: Den var med rigtig længe – og var faktisk også fortælleren på et tidspunkt.

Andreas: Ja, der var tanken at have en nogle øjne på Troels udefra. Spørgsmålet her var, om vi vælge en vinkel, hvor vi havde en, der tog publikum i hånden og introducerede dem til Troels’ univers,

SidE_39_42

eller om vi, som vi endte med at gøre, skulle gå til fortællingen indefra og ud. Tanken her var at have en hval som en del af animationslaget.

Simon: Men den blev fyret, fordi vi i forvejen havde en hovedperson, der var splittet i to, som begge to fortæller historien.

Vi var bange for, om man, oven i det, kunne kapere et tredje perspektiv. Det er i virkeligheden ikke sikkert, det havde været en dårlig idé, hvis man havde kunnet overskue alle tre perspektiver, og hvis vi havde kørt den sådan i freudianske kategorier med et overjeg, et jeg og et id.

Udsnit af en ikke anvendt test, der viser, hvorledes en optagelse kunne forvandle sig til animation – med baggrund i en hval, som senere. forsvandt ud af historien.

Janus: Men det blev lavet, og det blev skitseanimeret…

Signe: …ja, og det kørte ret langt.

Andreas: I sidste ende tror jeg faktisk, vi endte et lidt mere krævende sted for publikum ved at vælge indefra og udfortællingen. De skal sætte sig sammen med Troels, og det kan godt være, han er irriterende, men det er ham, de skal følge.

Janus: Da vi ikke havde hvalen længere, var der stadig nogle ting, vi gerne vil have fortalt, men hvordan skulle vi så gøre det?

Vi begyndte at introducere reenactments, da der manglede nogle helt historiske, dokumentariske optagelser. Tidligere havde vi eksempelvis etableret, at Troels havde sit eget kamera, som han kunne tænde og slukke. Så det kunne vi gå tilbage og bede ham om at gøre det igen.

Vi var også tilbage for at genskabe et helt kollegieværelse.

Simon: I virkeligheden slår det mig, at vi lavede noget helt fantastisk arbejde i den der kollegielejlighed. Også i kraft af iscenesættelse. Men i virkeligheden tror

Side_40_42

jeg, det er ret lidt af det materiale, vi endte med at bruge. På et eller andet tidspunkt opdagede vi, at når det var for flot, så var det ubrugeligt. I en fiktionsfilm var flere af scenerne endt i filmen, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

Janus: Han blev både slået ihjel, kollegieværelset blev genskabt, og de rejste også til Thailand.

Andreas: Hele den første rejse til Thailand er næsten reenanctments det hele.

Janus: Det er selvfølgelig bygget på, hvad Troels fortæller om sit liv, og selvom man kan sige, det er reennactments, så er det stadig Troels, der drikker sig fuld, og det er ham, der sidder på den der strand på den der måde.

Simon: Og havde vi taget ham et hvilket som helst andet sted hen, så havde vi ikke fået optagelserne på den måde. Stedet bærer på nogle minder, som ligger så dybt inde i ham, at lige meget hvor meget han prøver at undslippe eller spille sig ud af det, så ligger det og bobler og farver alt, hvad vi gør. Der

10 år med New danish Screen

En collage af animationer fra den færdige film.

går jo heller ikke særlig mange dage, før den gamle sorg dukker op under det hele.

Janus: En vigtig måde at nærme mig Troels, og derved også historien, på, var rejsebillederne fra Thailand. Her var der for mig to ting, der skete med min forståelse af Troels, nemlig at vi på den ene side har en mand, der har mødt en kærlighed, som er god for ham, og på den anden har Mr. T, som ikke vil give efter og som også har sine rejser at foretage. Og det er altid ret fascinerende for mig, at man finder et eller andet magisk, sandt øjeblik, som bliver et ankerpunkt, hvorfra man i virkeligheden bygger historien.

Andreas: Dér kommer Janus jo også ind som en person, der hjælper os med at finde nogle holdepunkter i en masse historier og virkeligheder.

Janus: Det, jeg altid har syntes var så spændende ved dokumentarismen, er, at når man sad og arbejdede med det forhåndenværende materiale, så kom man til et punkt, hvor man kunne spørge ”havde det været fiktion, hvilken scene ville vi så have skrevet her?” Det sjove i dette tilfælde var, at man ikke bare dykkede ned i det dokumentariske materiale for at finde ud af, hvordan man så kunne stykke

P r o c e ss e r / T r a v e lin g W i t h M r . T

svaret sammen. Man gik også ud og skrev nyt materiale ind. Men jeg synes også, at det er interessant, at der her mødes to kulturer: Den mere rolige, traditionelle, fiktionsbundne fortæller med det mere rå, trippede og hallucinationsagtige. Og en at styrkerne for mig i denne film er, at der er mange scener, jeg ikke selv ville kunne have klippet. De blev altid lidt for pæne, så de skulle over Simon eller Andreas for at få en anden råhed, hvor en række af de mere tunge, emotionelle momenter i langt højere grad er dem, jeg har stået for. Så det møde, synes jeg, er enormt spændende samtidig med, at det mere hardcore strukturskabende element har ligget på mine skuldre. Kan man sige det?

Simon: Det kan man i høj grad, for havde det ikke været for dig, så tror jeg, der kunne være en risiko for, at filmen var endt mere eksperimenterende. Er det helt forkert?

Andreas: Nej. Jeg vil sige, at filmen er endt et sted, hvor den har en fortælling, den har sine karakterer, den har sine vendepunkter, den har sine emotionelle højdepunkter, og på den måde er den jo ret traditionel. Og så har den en masse klippegreb og brug af animationer og dagbøger, som blandes ind i universet, og det er helt klart to kulturer, der mødes her.

SidE_41_42

Processer er en del af 10 책r med New Danish Screen og er udgivet af Det Danske Filminstitut, januar 2014.

Bas eret på fotomater iale fra ‘Amba ssadøren’ (M ads Brüg ger, 2012)