MFI undersøger: Influencere – de nye unge mediehuse
5. Unges opfattelse og brug af influencere 5.1 Hvad er en influencer – ifølge unge? Vi har i den kvalitative og kvantitative dataindsamling indkredset, hvad unge forstår ved ”influencere”, hvem de opfatter som influencere, hvilke store profiler unge følger på sociale medier, og hvilken rolle influencere spiller i unges mediebrug. I fokusgruppeinterview har vi ikke defineret en influencer på forhånd, men spurgt bredt ind til, hvad der kendetegner en influencer, og vi har vist respondenterne en række store profiler på sociale medier, som de har skullet vurdere, om de er influencere samt begrunde hvorfor/hvorfor ikke. De unge har blandt andet skullet vurdere Alexander Husum, Julie Sofia, Fie Laursen, Anders Hemmingsen, Lukas Graham, Sofie Linde, Peter Falktoft, Mette Frederiksen og Donald Trump. Når fokusgruppernes unge skal beskrive, hvad der kendetegner en influencer, har de ikke en fast definition at trække på, men der dukker alligevel en række specifikke kriterier op for, hvordan de unge opfatter en influencer, og også hvem de ikke opfatter som influencere. I survey har vi afprøvet forskellige kriterier for, hvad de unge mener, der kendetegner en influencer. Vi har indledningsvis stillet respondenterne spørgsmål om, hvilke store profiler de følger på sociale medier, hvem de opfatter som influencere, og hvad de forbinder med influencere uden at give dem en definition af influencer. Følgende definition af en influencer kommer til udtryk i såvel unges egne beskrivelser som i surveysvar: Definition: En influencer har 10 kendetegn – ifølge unge Det er en indikation på, at en profil er influencer, hvis: 1) profilen har indflydelse og kan påvirke sine følgere 2) profilen laver indhold på sociale medier og/eller blogs til mange følgere 3) profilen er et personligt brand 4) profilen laver sponsoreret samarbejde 5) profilen er kendt for sit indhold på sociale medier og/eller har det som en væsentlig del af sit erhverv at lave indhold på sociale medier. Hvis en profil opfylder disse fem kriterier, opfatter unge profilen som ”en rigtig influencer”. Nogle af kriterierne er vigtigere end andre, når de unge skal pege på, hvad en influencer er. Det allerførste kriterie, de unge peger på, er, at det handler om at have indflydelse online. Selv om en profil ikke lever op til alle fem kriterier, kan en profil alligevel godt opfattes som en influencer. Det gælder for eksempel meningsdannere, som ikke laver sponsoreret indhold, men som alligevel har indflydelse gennem deres profiler på sociale medier og kan være en slags ”thought leaders”. Eller tv-, musikog sportsstjerner, som er kendte for en anden profession, men som fungerer som influencere på deres SoMe-profiler ved at kunne inspirere, være trendsættere og underholde med indhold fra deres eget liv.
19