Kære dumme Lars

Kære dumme Lars (…)

Vi flyttede ind på byens bedste hotel, Taj Mahal Palace. Og jeg betroede mig til Asgers kamera. ”Der er jo den romantiske forestilling hos Lars von Trier om, at man bliver så påvirket af at bringes til at være i en situation, hvor der foregår et socialt drama ved siden af én, ikke? Og hvor han gerne vil, om man så må sige, udmåle afsmitningsværdien. Hvor meget man bliver påvirket? Kan det ses, kan det måles? Men det tror jeg, er ren romantik. Det er da klart, at der ikke er en fysisk lov, som siger, 1 af 4

at man, når man kommer i nærheden af så meget, så har man en nedbrydningsgrænse, den tror jeg ikke på.”

På vejen ud til Falkland Street kom en kvinde med et lille barn på skulderen hen til bilen og bankede på ruden. Jeg sagde; ”I don’t have rupees,” og så vendte jeg mig om mod Marianne.

Hun gav mig nogle få rupees. Jeg kunne ikke åbne vinduet.

Men med Dans hjælp lykkedes det, og jeg rakte pengene ud.

Hun kiggede på dem og rakte anråbende hånden frem igen. ”I don’t have more,” sagde jeg.

Og til de andre sagde jeg: ”Det var jo den scene, Lars von Trier vil have. Satans også, det får han så.”

2 af 4

Den scene fik det til at stå pivklart for mig. Det var en svær opgave. Uanset hvad vi valgte at filme, uanset hvad jeg sagde til kameraet, så ville det jo stadig være en leg, noget med at træde lige hen til den grumme virkelighed og så vise distancen. Jeg var jo så cool, jeg kunne godt gennemføre det, jeg skulle, det ville ikke røre mig at spille det perfekte menneske på en baggrund af næsten hvad som helst. Sådan var det bare. (…)

3 af 4

Jørgen Leth Guldet pü havets bund Det uperfekte menneske/2 Gyldendal 2007

4 af 4