Sculpting The Past - Fortid Fortolket / katalog

1 Det Danske Filminstitut Gothersgade 55 1123 København K Tel +45 3374 3400 www.dfi.dk

Udstilling: 23. august til 20. oktober 2013

Åbningstider: Tirsdag-onsdag / 10.00-22.00 Torsdag-lørdag / 12.00-22.00 Søndag / 12.00-19.30 Mandag / lukket Der tages forbehold for ændringer.

Der er fri entré.

Med Sculpting the Past / Fortid fortolket sætter Det Danske Filminstitut den dokumentariske filmarv i spil for et nutidigt publikum.

Initiativet Sculpting the Past / Fortid fortolket består af en udstilling og et website. Udstillingen i Filmhuset skaber forbindelser mellem fortid og nutid i to installationer, der undersøger vores kollektive erindring og fokuserer på filmmediets rolle i den offentlige historieskrivning. Websitet sculptingthepast.dk præsenterer 77 nydigitaliserede danske dokumentarfilm fra 30’erne til slutningen af 80’erne.

EN UDSTILLING / ET WEBSITE ­— ET NYT BLIK PÅ FILmARVEN

Verden er ikke sort- hvid

Kolofon

Kuratorer: Dola Bonfils, filminstruktør Cecilie Gravesen, billedkunstner

Skal vi fortælle historier med indlysende helte og skurke,­ som afstiver vor nutids moralske­kompas? Eller er vi f­ aktisk ­interesserede i at finde ud af, hvad der i virkeligheden s­kete, i al dets kompleksitet og ­eventuelle modbydelighed?

Tak til: Joshua Oppenheimer, filminstruktør Final Cut for Real Lars-Martin Sørensen, filmhistoriker, ph.d.

Udstillingsarkitekt: Martin Christiansen

Det er instruktøren Joshua Oppenheimer, der retorisk stiller spørgsmålet til ­f ilmhistoriker Lars-Martin Sørensen i en samtale om deres respektive arbejde og om, hvad der er på spil i udstillingen Sculpting the Past / Fortid fortolket. Ingen af dem er blege for – med film som udgangspunkt – at udfordre den officielle ­historie­skrivning, hvad enten det gælder ­Indonesien i 60’erne eller Danmark i besættelsestiden.

Det Danske Filminstitut ønsker med Sculpting the Past / Fortid fortolket at åbne filmarkiverne for et bredt publikum. En række markante film, udvalgt af instruktør Dola Bonfils, er digitalis­eret og gjort tilgængelige, og de ­præsen­teres dels i udstillingen i Filmhuset, dels på et permanent website. Ideen har været at lave nogle tematiske nedslag i den righoldige ­danske filmskat og at lade forskellige fagligheder – filminstruktørens, billedkunstnerens og forskerens – kaste et nysgerrigt og under­ søgende blik på den filmiske kulturarv. Hvad har den at sige publikum i 2013?

Film er vel vor tids vigtigste kulturbærer og historiefortæller. Det er i høj grad via levende billeder, at vi tilegner os viden om verden.

Skal vi som borgere kunne navigere i vores komplekse­samtid, og måske oven i købet gøre

Sculpting the Past / Fortid fortolket

os kompetente forestillinger om fremtiden, skal vi kende og forstå fortiden. Hertil er film en værdifuld kilde, der appellerer bredt, også til unge. At film dog langtfra kun er troværdige formidlere af virkeligheden, kan vi ikke blive mindet om for ofte.

Filmmediets forførende kraft gør sig ikke mindst gældende i strømmen af blockbusters fra Hollywoods drømmefabrik. I ovennævnte samtale refererer Oppenheimer og Sørensen til en ”Star Wars-moral”, der deler verden op i godt og ondt. Trangen til at simplificere og se verden i sort-hvidt rækker længere end til populær­kulturen. Vi finder den i nyheds­ medierne – og i os selv. Vi drømmer om et facit, om at kunne udpege vindere og tabere, gode og onde, snarere end den krævende kompleksitet, som Oppenheimer taler om.

Udstillingen Sculpting the Past / Fortid fortolket ­insisterer på nuancerne og kompleksiteten.

Publikum træder ind i multiskærms-installationer med levende billeder fra forskellige epoker og verdensdele. Arkivinstallationen ­Fortællinger om besættelsen består af dokumentarfilm, ­re­portage, propaganda og reklamer. Og installationen Acts of Killing tager udgangspunkt i ­Oppenheimers skelsættende dokumentarfilm fra 2012, der i sig selv er et kompliceret, ­ref leksivt

spil mellem genrer, og tilføjer endnu nogle dimensioner til fortællingen om et ­folkemord.

Når udstillingens titel rummer begrebet ­fortolkning, er der altså ikke tale om et samlet blik på en historisk periode eller tematik, ­snarere om undersøgelser af sammenhænge, som vi håber publikum finder relevante.

Danmark har de seneste årtier være involveret i f lere krige, så spørgsmål om, hvordan man billedliggør krigserfaringer og forestillinger om krig, om mediernes rolle i historieskrivningen og om, hvordan vi forsoner os med historien, har aktualitet og nødvendighed – ikke blot for journalister, analytikere, forskere og andre fagfolk, men for os alle. For de borgere, der kan og vil selv, er filmene nu tilgængelige og dermed også tilgængelige for egne fortolkninger.

En stor tak skal gå til Nordea-fonden, der har gjort det muligt at lade publikum møde film­ arven i en moderne kontekst, der lægger op til ref leksion og fordybelse. Dels på ­udstillingen, dels på websitet sculptingthepast.dk, der ud over grundige introduktioner og artikler ­rummer tekster, der inspirerer til undervisning i gymnasiet.

Henrik Bo Nielsen, direktør, Det Danske Filminsitut

Design: Rasmus Koch Studio Teknik: Atea DFI-team: Claus Noer Hjorth, Lene Halvor Petersen, Pia Petersen, Jacob Trock, Karin Bonde Johansen, Mikael Braae, Thomas Christensen, Lisbeth Richter Larsen, Tina Berg Fussing, Peter Witt, Thomas Lyngdam, Marianne Lentz m.fl.

Sculpting the Past / Fortid fortolket er muliggjort med støtte fra Nordea-fonden på initiativ af filminstruktør Dola Bonfils.

2

3

Sculpting the Past / Fortid fortolket

Udstillingen Sculpting the Past / Fortid fortolket­ handler om erindring og om at skabe en ny ­forbindelse mellem historien og samtiden,­ ­politisk og erkendelsesmæssigt. ­Udstillingen ­falder i to dele: arkivinstallationen Fortællinger­ om besættelsen og filminstallationen Acts of ­Killing.

Indonesiens venstreorienterede i 1960’erne i den aktuelle dokumentarfilm The Act of Killing af Joshua Oppenheimer. I samarbejde med instruktøren­har vi lavet en installation, der kaster lys over Oppenheimers metode og åbner filmens mange lag af fortællinger, så der opstår et slags ­”tredje rum” mellem film og kunst.

I den første del af udstillingen, Fortællinger om besættelsen, viser vi et udvalg af danske dokumentarfilm fra arkiverne og ­præsenterer dem som den mangfoldighed af filmisk ­dokumentation, der fyldte tiden før, under og efter besættelsestiden i Danmark.

Vi ser med nutidens blik på de danske propaganda­f ilm, som fyldte biografer og skoler i perioden med ideologiske krigs­skuepladser.

Og vi anskueliggør den officielle fortolknings udeladelser, både i Danmark og i Indonesien­.

I ­arkivinstallationen oplever vi – eller genoplever­– en uskyld i datidens filmiske selvforståelse, mens Acts of Killing-installationen undersøger Hollywoods spille- og propagandafilms suggestive og manipulerende kraft.

I årene efter anden verdenskrig opstod en politisk fortælling om besættelsestiden, som imødekom det store f lertals behov for mening­ og sammenhæng. Samarbejdspolitikere og modstandsbevægelse mødtes i en offentlig version af begivenhederne, og efterhånden som livet gik videre og de nærmere omstændigheder fortrængtes, fik patriotismen og glorificeringen af modstanden lov at leve, uimodsagt.

Oplevelsen af denne vigtige tid i danskernes historie spejler vi – med udstillingens anden del – i et opgør med en traumatisk periode fra en anden del af verden, folkedrabet på

The Act of Killing er en intervention i I­ ndonesiens nationale selvforståelse, og i denne udstillings­ sammenhæng lader kuratorerne filmen kommentere på den danske besættelsestids filmhistorie. Imellem de to installationer ­etableres et fortolkningsrum, der udfordrer til nye forbindelser mellem kunstneriske og ­videnskabelige metoder, mellem det offentlige og det personlige, som den enkelte kan læse frem med sit eget ståsted som fortællefilter.

om sculptingthepast.dk Det nyetablerede website sculptingthepast.dk rummer en ­mangfoldighed af fortællinger om danskerne gennem tiden.

Her er adgang til 77 nyligt digitaliserede dokumentar- og ­eksperimentalfilm, der tilsammen udvider, nuancerer og ­revitaliserer vores blik på Danmarkshistorien.

Dola Bonfils, filminstruktør/kurator Cecilie Gravesen, billedkunstner/kurator

Synsvinklen i begge installationer er ”de ansvarlige” og deres selviscenesættelse på film.

Men mens filmene fra den danske historie over­leverer en ­virkelighedsfortolkning, som for ­store deles vedkommende er stemplet som ­officiel, så er The Act of Killing et opgør med de involverede, og filmen har i I­ ndonesien sat gang i en diskussion af behovet for en ­forsoningsproces og omskrivning af den ­officielle historie.

De 77 film er levende billeder af det danske samfund fra 1930’erne og helt frem til 1989 og er med realiseringen af sculptingthepast.dk for første gang gjort tilgængelige for danskere i alle aldre.

Titlerne er udvalgt af filminstruktør Dola ­Bonfils og inddelt i tre perioder:

Det politiske spil om krig – erindring og forsoning Før, under og efter besættelsestiden i Danmark.

Kunst og videnskab – tværkulturelle iagttagelser i verden 1950’ernes og 60’ernes verdensbilleder, som arkæologer, videnskabsfolk og kunstnere ­fortolkede dem.

Den eksperimentelle scene og de kreative opbrud 1960’ernes og 70’ernes udfordring af den ­kunstneriske ytringsfrihed.

Fortællinger om besættelsen – en Arkiv­installation

ACTS OF KILLING – en filminstallation

Arkivinstallationen Fortællinger om besættelsen ­illustrerer den kamp om folkesjælen og historiefortællingen, som foregik før, under og efter den tyske besættelse af ­Danmark.

Multi-screen-installationen af The Act of Killing breder Joshua Oppenheimers film ud i et tredimensionelt rum for ref leksion.

Filmudvalget skal ikke ses som en historisk oversigt, men snarere en broget montage af den danske filmhistorie. Tanken er, at den enkelte kan udforske websitet som et digitalt arkiv med markante og for perioden r­ epræsentative dokumentar- og eksperimentalfilm, der til­ sammen udvider, nuancerer og revitaliserer vores blik på Danmarkshistorien.

Filmene er forsynet med beskrivelser, ligesom websitet indeholder interviews og tekster om filmenes historiske kontekst – sidstnævnte forfattet af Lars-Martin Sørensen, forskningsleder og ph.d. på DFI, Arine Kirstein Høgel, ph.d. i filmvidenskab og antropologi, Tania Ørum, lektor ved Københavns Universitet, og Carl Nørrested, filmhistoriker.

Undervisningspotentiale i gymnasiet Det omfattende arkiv af film har et oplagt­ potentiale i forhold til undervisningen i ­g ym­nasiet. Dels udgør filmene et righoldigt kilde­materiale til Danmarks historiske og samfundsmæssige udvikling fra 1930’erne til 80’erne, dels er mange af filmene i sig selv ­interessante som værker i dansk filmhistorie.

På websitet findes en række forslag til under­ visningsforløb, der tager udgangspunkt i nogle

af projektets mange nydigitaliserede film.

Undervisningsforløbene retter sig mod f­ agene dansk, mediefag, samfundsfag og h ­ istorie samt AT. Undervisningsforløbene giver konkrete ideer til at arbejde med en række temaer, herunder: Danske eksperimentalfilm, familie og kønsroller fra 1940’erne til i dag, reklame og propaganda, iscenesættelse af krigen, national selvforståelse, et vestligt filmblik på Mellemøsten og islam, kulturmødet, vores oplevelse af det fremmede og Danmark fra mangelsamfund til overf lodssamfund.

Ideen med undervisningsforløbene er at give gymnasielærerne konkrete bud på, hvordan man kan inddrage Sculpting the Past / Fortid f­ortolket i undervisningen. Samtidig får lærerne og deres elever forhåbentlig også lyst til at gå på opdagelse i alle de film, som ikke indgår i ­undervisningsbeskrivelserne.

I udstillingsperioden opdateres websitet løbende med nyheder om relevante filmvisninger og debatarrangementer i Filmhuset. sculptingthepast.dk

29. August, reportagefilm (1945).

Framegrab

Af Cecilie Gravesen Af Dola Bonfils

Denne del af udstillingen fortæller om tiden før, under og efter den tyske besættelse af Danmark i dokumentarfilm, reportager, statspropaganda og reklamer. Verden var i blodig konf likt, og filmen var et våben.

Agitation og politik Arkivmateriale fra 30’erne beretter om et land i politisk opbrud. Danskerne marcherede under protestbannere, stadig mere uniformerede, og mødtes i titusindtal til opildnende taler rundt om i landet. Med den tyske invasion i april 1940 blev tonen skærpet. Tyskerne viste dynamisk klippede ugerevyer om de tyske sejre og nationalsocialismens fremmarch som forfilm i biograferne. Den danske stat indledte en modoffensiv på biograf lærrederne.

med sine polemiske kommentarer til den førte danske politik. I 1955 kom en film, der skulle samle synspunkterne og være historisk uangribelig. De fem år af Theodor Christensen m.f l. blev ­færdig efter mange interne kampe, men det blev en nedklippet, nationalt for­herligende version, der fra 1960 kom til at erstatte alle tidligere film om krigen i Statens Filmcentral.

De fem år blev en af de mest udlejede titler og har formet mange generationers viden om besættelsestiden.

Krigsfilmene fra 1945 til 1960 er et skole­ eksempel på, hvordan historiefortælling formes i takt med tidens samfundsmæssige og politiske stemning.

Filmene skulle vise Danmarks sociale ansigt, der havde været socialdemokraternes projekt siden socialreformen i 1933, og styrke demokratiet og befolkningens modstandskraft mod de totalitære strømninger. Filmene opfordrede til at betale skat med glæde, til at uddanne sig, til at dyrke de husmoderlige dyder og fri­ luftslivets glæder, og til at indsamle gammelt metal til omsmeltning. Men også de udemokratiske kræfter agiterede med hvervefilm for Frikorps Danmark og en privatproduceret anti-sabotagefilm.

Eftertidens kamp om historien I de film, der udkom i årene efter krigen, afspejles diskussionerne om det officielle Danmarks samarbejdspolitik og modstandskampens rolle, opgøret med medløberne og det uofficielle Danmarks selvjustits. Den unge generation af filminstruktører, der i disse år blev f littigt brugt til filmopgaverne for stat og erhvervsliv, opnåede berømmelse for de mange timers hemmelige optagelser af modstandskampen, som filmene byggede på.

Danmark i lænker af Svend Methling var med sin premiere i befrielsesåret stadig p ­ ræget af en sort-hvid fortolkning og et had til tyskere og medløbere. Det gælder din frihed af ­Theodor ­Christensen tog modstands­ bevægelsens parti og vakte voldsom debat

Sculpting the Past / Fortid fortolket

Installationen Acts of Killing breder Joshua ­Oppenheimers dokumentarfilm The Act of Killing ud som en rumlig fortælling af projektioner og skærme. Mellem filmens mange fortællelag skabes et rum for ref leksion over spørgsmålet om, hvorvidt konfrontationen med historien og fortidens uhyrligheder kan være med til at starte en forsoningsproces.

Joshua Oppenheimers dokumentarfilm The Act of Killing fra 2012 fortæller historien om det indonesiske folkedrab, orkestreret af den højreorienterede general Suharto, som med et ­militærkup i 1965 væltede den indonesiske regering og efterfølgende sad som landets ­diktator i 32 år. Folkedrabet, der fandt sted i årene 1965-66, førte til udryddelsen af mere end en million formodede venstreorienterede.

Selvom Indonesien indførte demokrati i 1998, har et retsligt opgør med folkedrabet aldrig fundet sted, og det politiske landskab domineres i dag af de samme mennesker, som gav ordre til henrettelserne, støttet af den næste generation af paramilitære ledere. Før The Act of Killing havde premiere i Indonesien, omtaltes ugerningerne åbent og med stolthed i den offentlige debat af de personer, som begik dem. De var med andre ord blevet til trivielle hverdagsfortællinger.

Dola Bonfils Filminstruktør. Født 1941. Udvalgte produktioner: K-notatet, Magtens billeder (2004), Drømme med deadlines (2002), Mødet med det fremmede – psykiatri i et tværkulturelt perspektiv (2001), Tankens anatomi – en film om hjerneforskning (1997), Billeder til tiden (1994), Med døden inde på livet (1990), Politiet i virkeligheden 1-3 (1986).

Leder af kortfilmbiografen Kino Valde (i Dagmar Bio) 1970-73.

Filmkonsulent DANIDA 19712004. Filmkonsulent Det Danske Filminstitut 2004-09.

Med sin usædvanlige metode har Joshua ­Oppenheimer fået bødlerne i tale. I byen Medan, hvor Oppenheimer filmede The Act of Killing, rekrutterede hæren sine dødspatrulje­ ledere fra den mafia, der styrede Nordsumatras biografer. De var fra begyndelsen motiveret af et had mod kommunisterne, som havde boykottet amerikanske film. De indonesiske­ biografgangstere var inspireret af deres Hollywood-idoler – så meget, at de designede deres henrettelsesmetoder efter de westerns, gangsterfilm og musicals, som Hollywood så suggestivt glorificerede. Og hvad vigtigere er: De brugte de mørkeste sider af filmens fantasiverden til at distancere sig fra deres egne ­drabshandlinger.

I The Act of Killing inviterer Joshua Oppenheimer de tidligere bødler til at skabe fiktionsscener om mordene på måder, som de selv vælger.

De skriver manuskripterne, instruerer scenerne og spiller sig selv og deres ofre. I løbet af filmen er vi vidne til deres filmoptagelser og til den erkendelsesproces, som projektet sætter i gang for dem og deres familier. I installationen møder vi filmens hovedpersoner og f lere af de magthavere, som gav ordre til drabene, og deres udsagn står som et vidnesbyrd om den menneskelige psykes sammensathed.

Arbejdsplads Syrien (1964) af Svend Aage Lorentz.

Framegrab

Det gælder din frihed (1946) af Theodor Christensen.

Framegrab

På installationens mange skærme suppleres filmens scener med ekstramateriale, der inviterer til at opleve nye sammenhænge mellem den officielle og den personlige historie og mellem det virkelige livs gruopvækkende billeder, fiktionen og Hollywoods forførende maskineri.

Hvor bjergene sejler (1955) af Bjarne Henning-Jensen.

Framegrab

Danmark A+B (1976) af Kristen Bjørnkjær.

Foto: Gregers Nielsen

Cecilie Gravesen Billedkunstner og kurator.

Født 1975. Uddannet fra Chelsea College og Royal College of Art, London. Kuratorisk fokus på kunstneres intervention i historiske samlinger, bl.a. Simon Martin, Holburne Museum, England; J&K, Pergamonmuseet, Berlin; Saigon Open City, Vietnam. Egne film og installationer, seneste visninger: Pitt Rivers Museum, Oxford; Arcade Gallery, London; Kunsthal 44, Møn. Siden 2012 Artist Observer, arkæologisk fakultet, UCL, London.

Sculpting the Past / Fortid fortolket

4

5

Herning 1965 (1969) af Jens Jørgen Thorsen og Novi Maruni.

Foto: Mogens Ingemann

Jorden rundt på 80 minutter (1955) af Hakon Mielche.

Framegrab

Hverdag (1969) af Tørk Haxthausen.

Framegrab

Skarpretteren (1972) af Ursula Reuter Christiansen.

Foto: Henning Camre

O’Kung – Afrikas sidste urfolk (1959) af Jens Bjerre.

Foto: Jens Bjerre

Spaniernes Spanien (1967) af Lennart Steen og Annelise Demuth.

Framegrab

Krag-filmen (1969) af ABCinema. © Ole John

Sculpting the Past / Fortid fortolket

Sculpting the Past / Fortid fortolket

6

7

EN UDFORDRING AF KLARHEDENS NATUR Joshua Oppenheimers skepsis over for den konventionelle ­fortælling er drevet af hans interesse for, hvordan vi som ­mennesker forsøger at skabe mening i verden.

Af Cecilie Gravesen

Der er gået mange overvejelser forud for ­udstillingen Sculpting the Past / Fortid fortolket: Udstillingens initiativtager Dola Bonfils er af den klassiske dokumentarfilmskole, og jeg selv er uddannet kunstner og kurator.

Vi har selvsagt forskellige syn på den nytænkning af filmmediet, som f lere og f lere samtids­kunstnere i dag beskæftiger sig med.

Vores ­ambition har været at sammensætte en u ­ dstilling, hvor det danske filmarkiv – en skatkiste af kunstneriske ressourcer – bliver sat i spil af billedkunsten. Sculpting the Past / Fortid fortolket er et bud på, hvordan et galleri for eksperimenterende filmudstillinger med filmarkivet i fokus kan se ud.

Dokumentarfilm foldes ud Mens vi planlagde udstillingen, var Joshua ­Oppenheimer i gang med optagelserne til sin episke dokumentarfilm The Act of Killing.

I filmen benytter han sig af fortællingen som politisk redskab til at undersøge personlig og national identitet – i dette tilfælde Indonesiens blodige militærregime, der i årene 1965-66 udryddede mere end en million formodede venstreorienterede. Oppenheimer og jeg havde længe diskuteret, hvordan en multi-screenudstilling af hans projekt ville føje nye ­perspektiver til filmens mangefacetterede fortælleform.­Som kuratorer mente Dola ­Bonfils og jeg, at filmens originale bidrag til diskussionen om film og etik, historie og ­erindring, gjorde den til et oplagt modstykke til den danske historie om besættelsen. I udstillingens ene del foldes Joshua Oppenheimers allegoriske film ud til en rumlig oplevelse, der giver udstillingens a ­ nden del – det danske propaganda- og d ­ okumentarfilmmateriale fra anden verdenskrig – en ny dimension.

At skabe mening af historien Det er kuratorernes ambition, at installationen Acts of Killing sat over for det danske materiale­ vil give os mulighed for som danskere at ref lektere over vores kollektive erindring og temaer som forsoning, historieskrivning, patriotisme, ondskab og det kollektive traume, som krig altid er. Ved at løfte tæppet til virkelig­heden ­under Indonesiens tilsyneladende normalitet fungerer Acts of Killing-installationen som en linse, igennem hvilken det danske krigstraume kan ses; et udefrakommende blik, som måske

kan føje nuancer til den velkendte version af vores egen krigshistorie. Mellem de to ­udstillinger er der skabt et ”tredje” fortolkningsrum, der ­undersøger, hvordan vi som samfund husker, bearbejder og skaber mening ud af historien – og ikke mindst hvordan krig og masse­ødelæggelse overhovedet opstår.

Mennesker som os Med sin unikke metode er The Act of Killing­ en usædvanligt isnende beretning. Som ­Oppenheimer siger: ”Enhver ond handling i vores historie er blevet begået af mennesker som os selv. Og for at forstå, hvordan og hvorfor vi begår forbrydelser, og hvilken effekt disse

Fiktionen tilbyder de medvirkende den nødvendige afstand til virkeligheden – en art sikkert rum, et lærred, hvorpå de kan artikulere deres traumer og anger. forbrydelser har på os og på vores samfund, må vi lytte til gerningsmændene og komme dem i møde som mennesker.”

Med The Act of Killing undersøger Oppenheimer, hvordan levende billeder er en del af erindringen om og udførelsen af massevold. Han sætter et komplekst fortællemæssigt apparat i spil for at fortælle en kompleks historie, og mængden af filmiske lag er svimlende. Fiktionen tilbyder de medvirkende den nødvendige afstand til virkeligheden – en art sikkert rum, et lærred, hvorpå de kan artikulere deres traumer og anger.

Oppenheimers hovedpersoner forsøger under iscenesættelserne at distancere sig fra de moralske følger af deres handlinger, på samme vis som de oprindeligt brugte deres filmiske fantasier til at skabe afstand til de virkelige drab, de begik. De fortrænger deres skyld i forbedringer og dekorationer, der fører til endnu mere elaborerede fiktionsscener. Drivkraften i ­Oppenheimers filmproces er med andre ord selve gerningsmændenes samvittighed, og det er derfor ikke overraskende, at iscenesættelserne, som de fremstår i The Act of Killing, bliver et spejl, der holdes op mod de tidligere bødler for at ref lektere det regime af straf­frihed, som de har opbygget.

Et horisontalt projekt Acts of Killing-installationen kan betragtes som et slags rets-arkiv, hvor anklagerens beviser stilles frem et efter et. Snarere end at få fortalt en enkelt historie bevæger vi os rent fysisk rundt imellem filmens mange lag og har mulighed for at dvæle ved overraskende modstillinger af scener, som den lineære film ikke viser. Vores inspiration har været billedet af f lydende øer; punkter på en horisontal f lade, hvorfra man kan dykke ned i dybden af en oplevelse.

Den rumlighed, som vi forsøger at skabe med installationen, er en videreførelse af Joshua ­Oppenheimers tilgang til arbejdet som ­udøvende filmmager i et landskab af kritisk ­ref leksion. Han stiller skarpt på filmens ­politiske natur og bruger filmen selv som sit værktøj. Ligesom det er integreret i dags­ ordenen for The Act of Killing, at filmen har et politisk efterliv og en dialog med ofrene i ­Indonesien, benytter installationen sig af den tværgående tænking som kuratorisk ­motivation for installationen.

Klarhedens natur Joshua Oppenheimers skepsis over for den konventionelle fortælling er drevet af hans ­interesse for, hvordan vi som mennesker ­forsøger at skabe mening i vores omverden.

En massakre er en hændelse, som o ­ verskrider vores forestillingsevne, og som kræver, at vi ­graver dybere og undgår simplificeringer.

Som han siger: ”Verden er kompleks, og hvad der forekommer klart forståeligt, er desværre oftest det, som ­allerede er velkendt og trygt. Hvis man er ude på at udfordre vores måder at opfatte på, må man udfordre selve klarhedens natur.”

Installationen giver os på samme vis mulighed­ for at bevæge os instinktivt rundt mellem ­historierne og lytte til den kakofoni af stemmer, som taler i munden på hinanden.

Foranderlig identitet Joshua Oppenheimers grundlæggende ­motivation er at forstå, hvordan vi uafbrudt omskaber og ”performer” vores identitet som et slags f lydende og foranderligt manuskript, og installationens involverende arkitektur er en parallel hertil. Man kan se hans projekt som en arkæologisk udgravning af de lag af handlinger og historier, der udgør vores selvforståelse, og som en undersøgelse af, hvordan disse lag ­fungerer som en understrøm til vores ­etablerede underholdningsgenrer, drømme, fantasier og fortællinger.

Filmen som emancipation Oppenheimer er bevidst om ikke at ville dømme sine karakterer som mennesker, men han suspenderer samtidig aldrig sin moralske bedømmelse af deres handlinger. Hans metode er at skabe et rum, hvor de medvirkende råder over så mange dele af den filmiske proces som muligt, og hvor de kan genopfinde og ­gen­iscenesætte sig selv på enhver ønskelig måde. Dermed giver han dem maksimal frihed til at eksperimentere med deres egen selv­opfattelse. Som han formulerer det:

Installationens hovedscene er en stor projektion, hvor den historiske Kampung Kolam-massakre rekonstrueres af medlemmer af den paramilitære organisation Pancasila Youth, med soldaternes familier i rollerne som ofre. Med den scene ønskede Joshua Oppenheimer at skabe en symbolsk fremstilling, der rummer sin egen selvmodsigelse:

”Der opstår altid en vis grad af selvbevidsthed hos den, der bliver filmet – noget, filmskabere ofte gør mange krumspring for at skjule. Jeg mener, at vi i stedet bør bruge netop denne selvbevidsthed til at udforske, hvordan m ­ ennesker opfatter sig selv, og hvordan de ønsker at blive set af andre. Selvbevidstheden giver os ­mulighed for at lade verden skinne igennem

Installationen er ­inspireret af de personlige og research­baserede ­billedkunstinstallationer, der ­udfordrer journalistikkens ­formodede objektivitet, og tilbyder i stedet en subjektivitet, som er transparent. en prisme og se på alle de historier, som skaber den. Det er efter min mening et område, som filmen ikke har udforsket nok – og fordi filmen netop giver os så mange af de historier, som er med til at skabe vores verden, er den det helt rette medium for sådan en udforskning.”

Læsning på tværs Acts of Killing-installationen sætter sig bevidst mellem to stole. Som et samarbejde mellem en dokumentarfilminstruktør og en billed­ kunstner er den inspireret af de personlige og researchbaserede billedkunst-installationer, der udfordrer journalistikkens formodede objektivitet, og tilbyder i stedet en s­ ubjektivitet, som er transparent. Det er et f­ ormat, som kunst­kritikere har givet b ­ e­tegnelsen ”Æstetisk journalistik”. Når den t­ raditionelle journalistik oversimplificerer for at gøre historier salgbare, forsvinder ­kompleksiteten ifølge Oppenheimer:

The Act of Killing.

Foto: Anonym

Anwar Congo, filmens hovedperson (tv.), og hans håndlanger og bedste ven, Herman Koto, foran biografen i Medan. Som figur illustrerer Anwar Congo Joshua Oppenheimers ønske om at italesætte den menneskelige psykes sammensathed i situationer med fortrængning og traumer:

”Journalistikken sætter ord på alt og fungerer ikke, når noget ikke kan italesættes. I beskrivelsen af menneskelige vilkår som meningsløshed og det paradoksale, må vi kunne rumme samspillet mellem stilhed og ord.”

“Anwar var nummer 41 af de gerningsmænd, jeg filmede.

Grunden til, at jeg blev hængende ved ham, var, at hans smerte ligger lige under over­fladen. Vi kan se på hans ­ansigt, at han ikke tror på sine egne ord, når han retfærdiggør det, han har gjort. Udviklingen i Anwars tvivl er den tråd, som holder The Act of Killing sammen som film.

Anwar afslører, at vi mennesker er i stand til at vide én ting og samtidig få os selv til at tro på noget helt andet.

Det er sådan, vi ­fortæller historier for at retfærdiggøre vores handlinger – vi lyver for os selv. Og Anwar har modstridende­ ­bevæggrunde for at lave The Act of Killing. Han er draget mod sine ­traumatiske erindringer og håber måske, at han ved at dramatisere dem kan tæmme dem og erstatte de ­ubeskrivelige rædsler med relativt beherskede­erindrings­ billeder – på samme måde som han under de faktiske mord brugte film til at distancere sig fra sine ugerninger.

Gennem iscenesættelserne opbygger han et slags filmisk arvæv. Men arvæv har det med at klø, og Anwar fristes til at kradse i såret for at mærke sin egen smerte.”

Det Danske Filminstitut er med sin centrale rolle i udviklingen af dansk film en oplagt værtsinstitution for denne dialog på tværs af medier og genrer. Filmhuset er hverken et kommercielt galleri eller en konventionel biograf, og med husets mangfoldige publikum favnes både installationens mange facetter, biografens visninger af de relaterede film og diskussioner på tværs af akademiske traditioner i de til­hørende debatter – som et mellem-rum for ­nyfortolkning.

Mere materiale kan findes på sculptingthepast.dk.

For historisk materiale om Indonesien, se theactofkilling.com Credits, Acts of Killing-installation: Produktion: Signe Byrge Sørensen, Final Cut for Real Produktionsleder: Maria Kristensen Lyd: GiLyd! Color grading: Postyr

The Act of Killing.

Framegrab

Da det kom frem, at Nordsumatras ledende politikere, politiske gangstere og ”heltene” fra 1965-æraen var i gang med at dramatisere massakrerne, skabte det store overskrifter i Nordsumatra. De regionale stationer under det indonesiske stats-tv TVRI lavede et talkshow for at fortælle historien.

Som Joshua Oppenheimer siger:

”Udsendelsen afslører, hvordan regimet rullede den røde løber ud for alt, hvad vi foretog os – ministre blev fløjet op for at deltage i iscenesættelserne, og talk­showet skulle hype filmen, før den overhovedet var ­færdig. Udsendelsen er lige så chokerende for indonesere som for ikke-indonesere. Igennem årtier havde de indonesiske medier været tavse omkring folke­mordet. Men da TVRI’s producere så, at Nord­sumatras ledende skikkelser var i færd med at dramatisere drabene, gik det op for dem, at de havde været for ­konservative i deres dækning af folkemordet. ’Hvis drabsmændene kan fejre drabene, så kan vi vel også.’ Og så lavede de udsendelsen.

På den måde greb The Act of Killing forstyrrende ind i den nationale ­diskurs om hændelserne i 1965 og affødte en tv-udsendelse, der eksponerer selve regimets logik.

Udsendelsen er en chokerende metafor for total immunitet.”

Adi Zulkadry, den tidligere gangster og leder af dødspatruljerne, fortæller os, at krigsforbrydelser defineres af vinderne, og at han som en af vinderne kan foretage sine egne definitioner. Oppenheimer siger:

”Med Adi er vi vidne til en mand, som jonglerer med mange modstridende former for retfærdiggørelse og fornægtelse – greb, som hjælper ham med at bygge en normalitet ud over de ubeskrivelige forbrydelser, han har begået. Til at begynde med indrømmer han, at hans handlinger var forkerte.

Men hvor meget belaster det hans samvittighed? Er han blot ude på at vise de andre gangstere, at han er så rå, at han kan leve med sig selv, selvom han ved, at det han har gjort er forkert? Eller måske gør det ham tryg at se sig selv som et ’godt’ menneske?”

The Act of Killing.

Framegrab

Sculpting the Past / Fortid fortolket

”Vi vidste, at vi havde et moralsk og politisk ansvar for at skabe et stærkt ikonisk billede – af et folkemord, som er blevet glemt, og som ikke var blevet fremstillet af nogen før.

Samtidig synes jeg, at et folkemord nødvendigvis må ligge uden for vores forestillingsevne. At det må undslippe ethvert forsøg på billedliggørelse. Enhver repræsentation vil være utilstrækkelig. Der er noget obskønt i forsøget på at lave et ’ikon’ for et folkemord. Men samtidig var vi nødt til at gøre netop det, hvis vi ville vise, hvad der faktisk skete dengang – og vi måtte gøre det med så megen poetisk kraft som ­muligt. Vi gjorde brug af alle de filmiske greb, vi kunne ­komme i nærheden af – alle klicheerne, for eksempel ­tele­linser, optagelser gennem ild. Resultatet er forførende billeder af filmvold, og på den måde synes jeg, at vi gør ­publikum til medansvarlige. I sidste ende er vi jo som ­mennesker fascinerede af filmvold. Vi betaler penge for at se smukke billeder af mennesker, der bliver slået ihjel. Men som regel er der ingen reference til det virkelige liv. I scenen fra Kampung Kolam derimod hjemsøges hvert eneste billede af virkelig­heden, for dette er de virkelige gerningsmænd, der frem­kalder virkelige traumer i nærheden af virkelige massegrave. I respekt for denne ubærlige virkelighed viser vi billederne næsten uden lyd – skrigene er fjerne og bliver langsomt afløst af lyden af et skrattende insekt, som igen afløses af Anwars ensomme åndedræt.”

The Act of Killing.

Framegrab

Sculpting the Past / Fortid fortolket

8

9

Fremtidens borgere (1946) af Theodor Christensen.

Framegrab

Hovedpersonen i The Act of Killing, Anwar Congo, bag kameraet.

Foto: Anonym

Betal din skat med glæde (1945) af Hagen Hasselbalch.

Framegrab

I kontrolrummet på de regionale studier for det indonesiske stats-broadcast TVRI. Framegrab

Det gælder din frihed (1945) af Theodor Christensen.

Framegrab

Sculpting the Past / Fortid fortolket

10

11

ET FREMMED BLIK Hvad sker der, når vi skriver historie? Filmhistoriker og ph.d.

Lars-Martin Sørensen og instruktør Joshua Oppenheimer diskuterer vigtigheden af at fastholde kompleksiteten i historieskrivningen. ­Ellers mister vi vores sociale sammenhængskraft, mener de.

Redigeret af Dola Bonfils

Lars-Martin Sørensen I alt blev omkring 8.000 danskere dræbt under anden verdenskrig.

Af dem blev knap 3.000 dræbt i Danmark, ­herunder 400 stikkere, der blev likvideret af danske modstandsfolk. 113 friheds­kæmpere blev henrettet, og 7.000 danskere blev fængslet af tyskerne. 12.000 danskere meldte sig fri­villigt til den danske SS-brigade, heraf blev 6.000 hvervet til krigstjeneste. Omkring halvdelen af dem var medlemmer af det danske nazistparti, resten var formentlig anti­kommunister fra højref løjen. 2.000 blev dræbt i kamp. 3.300 blev dømt for landsforræderi efter krigen, selv om den danske SS-brigade var etableret med ­samarbejdsregeringens velsignelse. Tallene er alle taget fra autoritative kilder, og de antyder en noget anden historie end den, vi normalt hører om Danmark under besættelsen.

Joshua Oppenheimer Det overrasker mig virkelig, at 3.300 mennesker blev dømt for landsfor­ ræderi, i betragtning af at den danske SS-brigade blev etableret med regeringens velsignelse …

Historien blev omskrevet efter krigen gennem processen med at stille de danske nazister for en domstol. På den måde er handlingerne under krigen blevet retfærdiggjort. The Act of Killing, der foregår i Indonesien, handler om, hvordan vi altid benytter historiefortælling til at retfærdiggøre vores handlinger.

Den danske selvforståelse Joshua Oppenheimer Jeg kan huske, da jeg (som jøde) ankom til Danmark og hørte den ­officielle historie om ”besættelse under ­protest” … var det sådan, det blev kaldt?

Lars-Martin Sørensen Ja, ”fredsbesættelse ­under protest”.

Joshua Oppenheimer Det er en strategi, som ­mennesker, der håber på at overleve, vælger.

Det afgørende spørgsmål for mig er, hvilken effekt det har på den nationale samvittighed i Danmark at fortælle en historie, der retfærdig­gør samarbejdet med nazisterne og springer let hen over den danske deltagelse i de ­grusomheder, der fandt sted med regeringens velsignelse.

Lars-Martin Sørensen I forhold til den danske­ selvforståelse tror jeg, at samarbejdet med tyskerne har givet danskerne et kæmpe mindre­værdskompleks. Derfor er der tendens til at hylde de dele af historien, som er værd at fejre – for eksempel redningsaktionen af de danske jøder. Det kom som et chok for mig, da jeg f­ ørste gang hørte, at der også var skygge­ sider ved den fortælling: for eksempel at nogle danske fiskere krævede meget høje priser for at transportere jøder ud af Danmark i oktober 1943. Jeg havde altid troet, at netop det var et pletfrit, glorværdigt øjeblik i dansk historie, men det var det naturligvis ikke.

Joshua Oppenheimer Jeg er også interesseret i den danske konsensuskultur. Stammer den fra før krigen, eller er det en mentalitet, der er opstået efter krigen? Og opstod den delvist som en måde at håndtere de historiske traumer på?

Lars-Martin Sørensen Den konsensuskultur, du oplever som nytilkommen i Danmark, er blevet opbygget i efterkrigstiden. I 1930’erne var ­Danmark et land fuld af politiske konflikter mellem de røde, nazisterne og Konservativ Ungdom. Selv inden for modstandsbevægelsen var der stærke konflikter mellem højrefløjsnationa­ listiske og kommunistiske frihedskæmpere.

Sculpting the Past / Fortid fortolket

Efterkrigshistorikere fortæller historien om dette tapre lille land, som behændigt stod imod tyskerne ved på den ene side at sam­arbejde, for at undgå at påføre de danske borgere for megen skade, på den anden side at kæmpe imod tyskerne. Ifølge den fortælling var de to kræfter ikke modstridende. Men denne ”sværd og skjold”-myte, hvor skjoldet er sam­­arbejds­ politikken, og sværdet er modstands­kampen, er en løgn. Den svarer bestemt ikke til modstandsfolkenes oplevelser under be­sættelsen, hvor de blev forfulgt af det danske politi og fordømt af de danske politikere.

Joshua Oppenheimer Og også at man fængslede og sendte kommunisterne i koncentrationslejr.

Nogle af dem var folketingsmedlemmer, ikke?

Lars-Martin Sørensen Jo … hvilket var et ­åbenlyst brud på den danske grundlov. ­Desuden arresterede­det danske politi en ­pokkers masse f lere end dem, der var eftersøgt, og ­ud­leverede dem til tyskerne.

En retorisk intervention Joshua Oppenheimer Danmark er et relativt­ åbent samfund. Der er debat, og der er projekter­som dit, der kan udfordre den ­officielle historie, uden at der først skal ske et magtskifte. Måske skal tiden bare gå. Der ­kommer stadig f lere smertefulde aspekter af ­historien frem i lyset i historiebøgerne.

The Act of Killing har udløst en hel ny bølge af undersøgende journalistik i ­Indonesien om ­folkemordet. De indonesiske­medier refererer nu til folkemordet som folke­mord. Hvorvidt regeringen på længere sigt vil skrotte sin ­officielle historie og omskrive den indonesiske undervisningsplan, ved jeg ikke. Det vil tiden vise. Som resultat af The Act of K ­ illing bliver ­udryddelsen af kommunisterne ikke længere omtalt som en heltedåd. G ­ erningsmændene praler ikke længere af deres handlinger. ­Hændelserne bliver benævnt som en masse­ udryddelse begået af hæren og de ​​civile paramilitære grupper under hærens ­kommando.

Så fortællingen er under forandring. Det mest tilfredsstillende aspekt ved at have lavet The Act of Killing er at erfare, at et kunstværk rent ­faktisk kan være med til at ændre historien, uden at der skal et regimeskifte til.

Hvis vi, når vi beskæftiger os med politisk vold og historie, indfører en Star Wars-moral, der deler verden op i ”gode” og ”onde”, bliver vi ­meget nemt selv til en af de ”onde”.

Lars-Martin Sørensen I mit forskningsmiljø­ blandt danske historikere oplever jeg en udbredt frustrationsfølelse. De forsknings­ resultater,­som er kommet frem i løbet af de sidste par årtier, fremstiller et langt mere nuanceret billede af den danske samarbejdsregerings rolle og af de danskere, der allierede sig med tyskerne, af det økonomiske samarbejde osv.

Men det har ikke forplantet sig til den almene opfattelse af tidsperioden. Den folkelige mening om hændelser, der fandt sted for mere end 60 år siden, er selvsagt en svær størrelse at bedømme. Men der er en generel fornemmelse af at det, som forskerne har fundet frem til, ikke rigtig har den brede offentligheds interesse.

Det må være en helt anden oplevelse end den, du har haft.

Joshua Oppenheimer Det tror jeg, der er f lere grunde til. Jeg tror, at The Act of Killing er mere end en generobring af historien. Det er også en form for retorisk intervention: et forsøg på at bevæge mennesker til at se noget, som alle allerede kender til, men som de har været bange for at sige åbent. Det rejser et fundamentalt spørgsmål om, hvad vi gør, når vi skriver historie. Er vores vigtigste opgave at fortælle­ ­historier, hvor der er indlysende helte og skurke, og som afstiver vores nutids moralske kompas? Eller er vi rent faktisk interesseret i at finde ud af, hvad der i virkeligheden skete, i al dets uundgåelige kompleksitet og mod­ bydelighed? Jeg lægger også mærke til det i mig selv: Når jeg læser om en rædselsgerning hvor som helst i verden, begynder jeg helt instinktivt straks at bestemme mig for, hvilken side jeg skal sympatisere med.

Lars-Martin Sørensen Det tror jeg er en meget menneskelig reaktion. Vi har en instinktiv trang til at kategorisere verden omkring os hurtigt og helst i sort og hvid. Det er nemt at forholde sig til, mens kompleksitet er meget sværere at håndtere.

Joshua Oppenheimer Men det er også en meget farlig reaktion. Hvis vi, når vi beskæftiger os med politisk vold og historie, indfører en Star Wars-moral, der deler verden op i ”gode” og ”onde”, bliver vi meget nemt selv til en af de ”onde”. For eksempel med folkemord: Lad os antage, at gerningsmændene er ”monstre”.

Hvis vi i så fald skal forhindre folkemord, bliver vi nødt til at bure alle gerningsmændene inde, og så bliver vi hurtigt selv til skurke.

Hver gang vi fortæller historier, hvor vi opdeler verden i gode og onde, helte og modstandere, risikerer vi at lægge kimen til gentagelsen.

Vi erkender ikke, at helte og skurke kun eksisterer i fortællinger, og at alle onde handlinger i historien er udført af mennesker som os selv.

På den måde spænder vi ben for en forståelse af, hvad der skete – en forståelse, der kunne hjælpe os til at forebygge nye overgreb.

Lars-Martin Sørensen Nu taler du om, at vi moralsk skylder fortiden at forlige os med den.

Jeg bliver i mit arbejde utvivlsomt drevet af en moralsk indignation. Hvis jeg ikke havde den i mig, ville jeg ikke læse nazistiske sags­mapper på tusindvis af sider. Men når det kommer til min redegørelse af fortidens begivenheder, forsøger jeg at præsentere kendsgerningerne så afbalanceret som overhovedet muligt.

Joshua Oppenheimer Jeg fristes til at sige, at det både i dit og mit arbejde er essentielt ikke at dække over kompleksiteten og fejlene på begge sider. Hvis efterkrigstidens konsensus­ fortælling var et forsøg på at skjule omfanget af sam­arbejdet med nazisterne og på samme tid ­lægge traumet bag os ved at skjule likvideringen af kollaboratørerne, så går vores arbejde ud på at se selvsamme kompleksitet direkte i øjnene. Jeg tror, at vores sociale sammenhængskraft bliver umenneskeliggjort, hvis vi ikke gør det.

“I The Act of Killing virker karakterernes retfærdiggørelse af, hvad de har gjort, ved første øjekast som et symptom på manglende anger, men jeg tror, det forholder sig modsat: at det er et symptom på deres menneskelighed. Hvis man ikke tror på sin egen forklaring, går retfærdiggørelse let over i lovprisning. Når vi ser drabsmænd fejre massemord i Indonesien, antager vi i første omgang, at de ikke føler skyld. Jeg vil dog påstå, at fejringen tværtimod er symptom på deres samvittighed og deres desperation for at retfærdiggøre deres handlinger over for sig selv.”

Joshua Oppenheimer

Uddrag fra samtale mellem Joshua Oppenheimer, instruktør af filmen The Act of Killing, og Lars-Martin Sørensen, filmhistoriker, ph.d., forsker i besættelsestidens film i Danmark.

Iscenesættelse af massakre i landsbyen Kampung Kolam fra The Act of Killing.

Foto: Anonym

Lars-Martin Sørensen En af de ting, som The Act of Killing viser meget stærkt, er at mennesker ikke kan leve med at have begået grusomheder. Dybt nede i os selv ved vi godt, når noget er forkert.

Joshua Oppenheimer Ja, filmen er et argument for en universel etik. Og for, at der findes onde handlinger, men ingen onde mennesker.

Undertrykkelse af fortiden Joshua Oppenheimer Jeg tror, at man har brug for sandheden, før man kan nå til forsoning.

Derfor er jeg interesseret i, hvilke konsekvenser årtier med hverken sandhed eller forsoning har haft for det danske samfund. Jeg er nået frem til, at der er noget fundamentalt umenneskeliggørende ved at undertrykke fortiden, både på et individuelt og et samfundsmæssigt plan, som kun kan holdes kunstigt adskilt.

Lars-Martin Sørensen Det tror jeg er rigtigt på et individuelt plan, men det er en sværere tese at overføre på et kollektivt eller samfunds­ mæssigt niveau.

Joshua Oppenheimer Men er det ikke i virkelig­ heden derfor, du arbejder med det, du gør?

Joshua Oppenheimer

Lars-Martin Sørensen

Instruktør. Født 1974, Texas, USA. Uddannet fra Harvard og Central St Martins, London. Står bag en række prisvindende film, senest den danskproducerede The Act of Killing (2012). The Act of Killing har foreløbig været vist på 66 ­filmfestivaler og har vundet 27 ­priser. Oppenheimer var seniorforsker på projektet The Genocide and Genre Project under UK Arts and Humanities Research Council.

Filmhistoriker, ph.d. Født 1964.

Har en grunduddannelse i japansk fra Aarhus Universitet og en ph.d. i filmvidenskab fra Københavns Universitet. Forfatter til bogen ­Censorship of Japanese Films during the US Occupation of Japan. Lars-Martin Sørensen er forskningsleder på DFI og forsker i besættelsestidens filmkultur i Danmark.

SA-skolefilmen (1938-39) er en stumfilm på knap en halv time, lavet af danske nazister og tænkt som indføring i partiets historie.

Framegrab

Sculpting the Past / Fortid fortolket

12

Fortællinger om besættelsen Oversigt over filmene i arkivinstallationen, hvoraf en del vises i uddrag.

SA-skolefilmen (1938-39)

Kaos (1944)

Produceret af de danske nazister, udsendt ca. 1938. Tænkt som indføring i ­partiets historie.

35 min. Stumfilm.

Anti-sabotagefilm med autentiske optagelser af aktioner, rekonstruktioner og landlig idyl.

Instruktør: Ejnar Krenchel 17 min.

Dansk Filmrevy (1941-42)

Ud at være tærne (1942)

De fem år (1960)

Forfilm i biograferne.

Det udvalgte klip i installationen viser: Der er et yndigt land, sunget af Studentersangerne.

Producent: Dansk Film Co. 14 min.

I 1942 og 43 afholdt Frivillig ­Kvindelig Ungdoms­tjeneste fem sommerlejre til ­folkelig ungdomsopdragelse af ­piger mellem 18 og 25 år.

Instruktør: Mogens Skot-Hansen Producent: Dansk Kulturfilm for Danske kvinders samfundstjeneste 13 min. Stumfilm.

Den forkortede skoleversion af De fem år fra 1955 og den mest sete undervisningsfilm om ­Danmarks besættelse, modstandskamp og befrielse.

Instruktør: Theodor Christensen m.fl.

Bearbejdelse: Børge Høst Producent: Statens Filmcentral 63 min.

Dansk Filmavis/UFA 538 (1944)

Fremtidens borgere (1946)

Danmark i lænker (1945)

Den danske version af en typisk tysk ugerevy til biograferne.

Producent: UFA, Deutsche ­Wochenschau 7 min.

Indførelsen af ungdomsskoler efter lov i 1939. Opdragelse af ­ungdommen til demokrati.

Instruktør: Theodor Christensen Producent: Dansk Kulturfilm for Undervisningsministeriet 39 min.

Dansk Film Co. allierede sig med Nationalmuseet, som kom til at stå som garant for filmens historiske troværdighed.

Instruktør: Svend Methling 80 min.

Frikorps Danmark (1942)

Mennesker i et hus (1943)

Det gælder din frihed (1946)

De danske SS-frivilliges hvervning,­ uddannelse, indsættelse på øst­fronten og orlov i Danmark i september 42. Filmen blev kun vist for de indviede. Produceret for Landskontoret for Folkeoplysning.

33 min. Stumfilm.

Om ”forsørgelsesvæsenet”, der træder til, når fattigdom og sociale problemer tager overhånd.

Instruktør: Theodor Christensen Producent: Dansk Kulturfilm for Københavns Kommune 40 min.

Danmarks Frihedsraads film om besættelsestiden og modstandskampen. Filmen bygger for en stor del på hemmelige optagelser.

Instruktør: Theodor Christensen Producent: Danmarks Frihedsraad 106 min.

Sagnet om Daphne (ukendt år)

Betal din skat med glæde (1945)

De fem år (1955)

Reklamefilm for makeup, lavet som sagnet om den græske figur Daphne.

Instruktør: Sven Methling 4 min.

english Summary

Sculpting the Past is a new initiative aimed at ­putting Denmark’s cultural heritage of film into play – and on the line – by forging new links, politically and cognitively, between ­history and the present. The exhibition is ­divided into two sections: an archival installation, Stories of the Occupation, and a film ­installation, Acts of Killing.

Bringing together Joshua Oppenheimer’s groundbreaking 2012 ­documentary film The Act of Killing with a selection of Danish ­documentaries made during the German ­occupation, Sculpting the Past creates a ”third” space where past meets present and our ­history is seen through contemporary eyes.

In the years after World War II, a political narrative about the occupation emerged in ­Denmark that met the needs of the great ­majority of Danes to make sense of the events.

Danish propaganda films, distributed to cinemas and schools before, during and after the occupation, today exemplify the battle for

Sculpting the Past / Fortid fortolket

Komisk reklamefilm om Hr. Middel­ mand og følgerne af at snyde i skat.

Instruktør: Hagen Hasselbalch Producent: Ministeriernes ­Filmudvalg 9 min.

the soul of the nation that took place during this period. Taking a contemporary look at this battle, the exhibition illuminates the complexities in the official story.

Joshua Oppenheimer employs an unusual method in The Act of Killing, recounting the killings committed during the Indonesian genocide of 1965-66. Insisting on viewing the killers as neither good nor bad, the director reveals the human psyche’s ability to repress and deny past atrocities. In turn, Oppenheimer’s position as an outsider shines a new light on the films that typified the occupation years in Denmark, while the dialectic design of the exhibition provides an occasion to reinterpret concepts like collective memory and reconciliation. A space of interpretation is opened between the two installations, triggering new connections between artistic and scientific methods, and between the public and personal.

Gammelt metal – nye varer (1942) Propaganda for metal­indsamlingen i 1942.

Instruktør: Theodor Christensen Producent: Regeringens Beskæftigelses­udvalg for Dansk Erhvervs Jern- og Metalindsamling.

5 min.

Den oprindelige version af De fem år, som i 1955 skulle samle synspunkterne og være historisk uangribelig.

Instruktør: Theodor Christensen m.fl.

Producent: Statens Filmcentral 98 min.

While the exhibition is temporary, sculptingthepast.dk is permanent. The web­site gives access to 77 newly d ­ igitised documen­taries and experimental films from the Danish ­archive – from the 1930s up to 1989 – along with descriptions of the films, ­teaching ­materials for high schools, interviews and longer scholarly texts about the films and their historical context. The intention of the website is to provide a digital archive of historically representative documentaries and ­experimental films that expand, add nuances and revitalise how we view Danish history.

Sculpting the Past is curated by Dola Bonfils and Cecilie Gravesen, and supported by ­Nordea-fonden.