1 minute read

Restaurering og istandsættelse af Observatoriebygningen i Botanisk Have

Next Article
Farvesætningscase

Farvesætningscase

Farvearkæologi og analyse

Restaurerings- og malerarbejdet i Observatoriet er udført med afsæt i grundige farvearkæologiske undersøgelser og en historisk bygningsanalyse. Københavns Konservator har identificeret, og kortlagt udstrækningen af de oprindelige pigmenter og bindemidler anvendt i vægmalingerne. Ved analyse af de oprindelige tegninger og spor fundet på stedet, har vi dannet os et klart billede af den måde farver oprindeligt har været anvendt i bygningen og i de enkelte rum.

Observatoriebygningens funktion har været direkte aflæselig i den oprindelige udformning og farvesætning. Den centrale fløj og de tilstødende mellemfløje indeholdt de primære observatorie-funktioner. Der er spor i facaderne (samt på de oprindelige tegninger) efter de skår i tage og vægge, der har været dengang rummene indeholdt astronomiske instrumenter. Fløjene har bestået af højloftede rum med mørke ornamenterede trælofter og vægge farvesat i en dyb, rød Dodenkop. Disse materialer og farver har været funktionsbestemte, da arbejdet med instrumenterne har krævet mørke rum uden forstyrrende strejflys. I nyere tid er skårene fjernet efter de astronomiske funktioner flyttede ud af bygningen, og mellemfløjene er ombygget til mindre kontorrum, ved indskydelse af et etagedæk. Ved opstart af projektet fremstod de mindre rum i mellemfløjene i flere forskellige farver – vi har valgt igen at binde dem sammen af den karakteristiske røde, for at sikre aflæseligheden af den tidligere ruminddeling og bygningens primære funktion.

Imitationsmaling

Gennem den farvearkæologiske analyse kunne vi aflæse, at bygningens centrale indgangs- og trapperum oprindeligt har fremstået med imitationsmaling af sandsten og kvadre. I indgangs- og trapperum i sidefløjene er der ligeledes spor efter en lignende farve, dog uden imitationsmalingen. Gennem farvelagsafdækninger og studie af de oprindelige tegninger og øvrige spor er den oprindelige imitationsmaling i bygningen kortlagt.

Disse undersøgelser har dannet grundlaget for en ny farvesætning i indgangs- og trapperum. Det har været en del af processen at overveje om denne udsmykningsform med kvaderimitationer skulle retableres. Grundet den betydelige meromkostning ved imitationsmaling af samtlige indgangs- og trapperum, hvor udsmykningen formodes at have været oprindeligt, har vi valgt at arbejde med en fortolkning af den oprindelige bemaling, for ikke at udhule projektets økonomi. De pågældende rum er nu farvesat med bundfarven i den oprindelige sandstensimitation, og disse forbindelsesrum er – modsat tidligere forhold – igen bundet farvemæssigt sammen på tværs af bygningens fløje, som det var tilfældet i det oprindelige udtryk.

This article is from: