Thyland

© 2024 Fotojournalisterne

© 2024 Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Udgivet af DMJX - fotojournalistuddannelsen

Forside billede af Kasper Krupsdahl

Billede på side 5 af Dicte Sønnichsen

Tryk: Ecograf Gruppen

Printed in Denmark 2024

ISBN: 978-87-7572-997-5

Tak til:

Hanne Mølby Henriksen

Mads Greve

Lars Nørkjær Bai

Og stort tak til alle, der delte deres historie.

Thy [tyːˀ]

på thybomål [tʰyʲkʰ]

I den nordvestlige del af Jylland ligger området Thy.

Et landskab bestående af moræner, klitter og skov.

Et sted, der engang var en ø, er blevet en del af fastlandet.

Landskabet, hvor lokale og tilflyttere møder hinanden.

Landskabet, der flytter på sig.

Landskabet, der har hjemme langs kysten, hvor vinden altid blæser og hverdagen går sin gang.

Vi har lavet ti historier fra Thy.

Her er der fællesskaber og kærlighed. Tilhørsforhold og frihed. Ro og udvikling. Frisk vind og noget på spil.

Tag med til Thy.

JOHNNY HOLDER HÅNDEN OVER KLITMØLLER

Amalie Haun

STRØM PÅ HAVNEN

Peter Maunsbach

MED VEJVISER MOD VOKSENLIVET

Kasper Krupsdahl

MED BØLGERNE MOD STRØMMEN

Loui Pedersen

FØRSTE, ANDEN, TREDJE HALVLEG

Signe Bech Søholt

I SKYGGEN AF UDVIKLING

Frederik Kongsgaard & Vikki Augusta Søholm

LINJE 322

Tobias Nielsen

SALTVAND I BLODET

Rebecca Krogh

ALT FORLADT, TILBAGE STÅR ET TREKLØVER

Anders Lindstrøm Berker

BUNDET TIL JORDEN

Dicte Sønnichsen

JOHNNY HOLDER HÅNDEN OVER KLITMØLLER

af Amalie Haun

Den gamle by i Nordvestthy er ikke længere fiskeri og Indre Mission, men er i dag fuld af christianiacykler, surfskoler og kollektiver. Johnny Busch er en inkarneret mølbo, byens handyman og førstehåndsvidne til Klitmøllers genfødsel.

Vinden har sat sig i Johnny Buschs ansigt. Han dumper ned på en stol i cafeen hos Klitmøllers eneste købmand, Spar, til en velfortjent kop kakao.

Johnny har netop færdiggjort dagens rengøring i byens pantautomat. Tre dage om ugen bruger den 70-årige pensionist sine første timer af morgenen på at tjekke maskinen igennem og vaske i dens snørklede kroge. På opslagstavlen ved siden af pantautomaten hænger en plakat “Alle på stranden for Palæstina”.

Johnny spejder ud gennem de store vinduespartier ud på byens hovedgade, Ørhagevej. Et par børn med cykelhjelme og flyverdragter står ude foran vinduet med næserne presset ind mod glasset. Han løfter armen og vinker. De blå-grå øjne skinner og mundvigen ryger et hak opad.

“Ja, børn er der jo også kommet flere af,” siger han så.

Johnny Busch, også kaldt Mr. Busch blandt de lokale i Klitmøller, har boet i byen siden 1963 og har oplevet, hvordan byen har forandret sig: Fiskerne er rykket til Hanstholm, og surferne har overtaget pladsen og blæst liv i byens nye slogan som Nordens kolde Hawaii. Cold Hawaii.

En ny generation er kommet til byen. Den er vokset en halv gang siden 2014, så der i dag bor 1222 mennesker i Klitmøller. Til Folketingsvalget i 2022 blev Alternativet det næststørste parti i det lille lokalsamfund, og folk taler om, at der er flere christianiacykler i Klitmøller end på selve Christiania.

Klitmøller er med andre ord blevet hipt. Hipsterficeret vil nogle måske sige.

Kridter stadig op

Johnny Busch er en mand fra den arbejdende generation. Født i Hvidovre i 1954 og flyttede som knægt med sin far, mor og søskende til Klitmøller, hvor begge hans forældre voksede op.

Johnny husker, hvordan han legede med sæbekassebiler på vejen, hvordan der var syv købmænd og byens savværk i familiens baghave.

I dag er der kun Spar tilbage. Savværket er der ikke længere, men familiens gamle hus står stadigvæk.

Den store villa ved siden af barndomshjemmet huser i dag et af byens kollektiver med regnbuefarvede lyskæder i vinduet.

Det var på savværket, at Johnny fik sit første arbejde som 16-årig. Ufaglært.

Siden blev det til arbejde på en batterifabrik, en kort tur forbi fiskebranchen i Hanstholm, job som jord- og betonarbejder, skovarbejder og til sidst arbejde for kommunen, hvor han sørgede for at holde småbyernes fodboldbaner ved lige. Slå græs. Kridte baner op.

Johnny gik på efterløn i 2014 og kridter stadig Klitmøllers egen fodboldbane op. Trimmer græsset. Også selvom Thisted Kommune kommer forbi og gør det.

“Jeg føler jo lidt, at jeg ejer det hele, når jeg sidder der på græsslåmaskinen,” siger Johnny. “Selvom jeg godt ved, at jeg ikke gør det.”

På cafeen i Spar bryder en lyshåret dame ind i Johnnys sagte talestrøm. “Vi andre var jo bange for at slå græs, fordi vi ikke kunne gøre det lige så hysterisk sirligt som Johnny,” siger hun med reference til den gang, Johnny brækkede hoften på vej hjem fra Stalden, byens værtshus. Et værthus, som i dag har fået queer-venlige toiletter og er forpagtet af den 22-årige Klara Korsholm Madsen.

Kontor i missionshuset

Klitmøller fik sit navn efter de tre møller, som lå i byen. Og ikke mindst klitterne, der står som en beskyttende mur mellem by og æ hav. Op til midten af 1800-tallet

var Klitmøller en handelsby, hvor varer fra Norge kom ind med skude. Efterfølgende var det fiskeriet, der dominerede byen indtil 1967, hvor den store fiskerihavn i Hanstholm åbnede. I mange år havde Indre Mission præget byen i så høj grad, at de troende gik over på den modsatte side af vejen, når de gik forbi byens kro.

I dag ligger der et kreativt kontorfællesskab i det gamle missionshus med blandt andet en webudvikler, fotograf og surf-organisation.

Johnny sluger sin kakao og rejser sig op for at gå en tur i solskinnet.

Iført sin neonorange arbejdsjakke går han og peger og fortæller om sit liv, og hvordan man kan se det i byen.

De der fliser har han været med til at lægge. Det der var hans første hus, som i dag har fået solceller på taget og en mini solcellepark i haven. Det der var en grund, han solgte for et par år siden og tjente 100.000 kroner på.

Fyldte for meget

I 1980’erne kom de første surfere til Klitmøller på grund af områdets særlige vindforhold.

De blev ikke taget godt imod af byens tilbageværende fiskere. Heller ikke af Johnny.

Surferne fyldte for meget. Kunne ikke finde ud af at indordne sig. Lod deres bræt og udstyr stå og flyde på stranden.

Til sidst fandt surferne og de lokale ud af at leve side om side. Tale sammen. Der går en historie om, at nogle af surferne inviterede de sure fiskere med ud på en surftur. For at få dem til at forstå, hvad havet også kunne.

Klitmøllers gamle kro er i dag lavet om til kollegie, hvor de unge surfere på HF-uddannelsen Cold Hawaii bor.

På byens hovedgade ligger surfskolerne Viking Surf og Surf Pro, våddragterne hænger til tørre ude foran husene, som var det menneskeskind, og surfbrættene lyser op i regnbuens farver. Der er yogastudie, gæstehus, kreativt værksted, vinbar, pizzeria og Klitmøller Collective, et tøjfirma inspireret af gammel fiskerkultur. Der er stilhed her i april. Hvis ikke det var for blæsten. Tomt for mennesker.

Det bliver i en etværelses med låg

Johnny Busch er en mand af få ord, også hjemme i sit hus på Ørhagevej, hvor han bor sammen med sin tredje kone Birthe.

Han er en mand, der holder døren for andre. Har svært ved at sige nej til ting. Han passer gerne kaniner for naboens børn og sørger for at busskuret foran sit hus bliver malet, holdt i stand.

Johnny er en del af Klitmøller, og Klitmøller er en del af ham.

“Når jeg flytter fra byen, skal det være i en etværelses med låg,” siger Johnny.

“Jeg tror ikke, at jeg vil kunne finde et fællesskab på samme måde et andet sted. Ikke helt.”

Sommetider kan Johnny godt finde på at gå ned til pantautomaten, idet aftensmaden er ved at være klar. Han skal lige tjekke, om alt er, som det skal være.

“Bare spørg, vi har 70 års erfaring,” står der på hans t-shirt.

STRØM PÅ HAVNEN

af Peter Maunsbach

På havnen i Hanstholm bliver fisken bearbejdet som én lang forestilling i mange akter. Den går fra fiskekutteren i udkanten af horisonten, til lastbilen på vej mod fjerne destinationer. Forestillingen kører døgnet rundt, og den holder meget sjældent pause. Den er aldrig helt den samme, men heller aldrig helt ny. Den er gjort af maskiner og mennesker, der har rutine og rygrad, sjæl og charme.

Skagerrak - 57°07,4’N 8°35,7’E

“Det er satanedme noget baljewærk det her, Allan.”

Konstateringen skratter igennem radioen fra en nærliggende båd til fiskekutteren T247.

De tre meter høje bølger har sit tag i det lille fartøj.

Båden gynger tilpas nok til, at skipper Allan rynker med øjenbrynene.

Med 30 års erfaring ved han, at modstrøm og østenvind er noget af det værste, havet kan tilbyde en fisker.

Og han er alene derude, blandt få fiskekuttere i Skagerraks omklamrende mørke.

Klokken er 2.00 om natten, og for Allan er dagen for længst gået i gang. Han fisker alene, og derfor er de seneste par dage gået med forberedelse til turen.

I nat kan man ane nordlyset, der står diffust på den klare nattehimmel. Men det tænker Allan ikke på.

For ham handler det nu om at holde kursen, når bølgerne tager hårdt i båden. Og det handler om de torsk, der står 25 sømil længere ude og er klar til at bide på, når han sætter sine kroge i vandet.

Samlecentralen

Op ad eftermiddagen er bølgerne faldet til ro, og solen står højt og skarpt. En flok måger iagttager rutineret fartøjet fra distancen, mens Allan sejler sin kutter i havn.

Nu med en last, der tæller næsten 400 kg frisk fisk.

Men skipper, han er ikke tilfreds: “Det er sgu til at lukke op og skide i”.

Da han lægger til ud for Samlecentralen, bliver han mødt af en havnearbejder, der efter et hurtigt skøn tilslutter sig erkendelsen:

“Det er fandme sørgeligt, der ikke er mere”.

Hurtigt bliver den beskedne last løftet på land. I sin truck forsvinder havnearbejderen ind bag porten til Samlecentralen, med dagens fangst på ladet.

Her skal fisken sorteres og mærkes i henholdsvis størrelse og kvalitet, inden den ryger på auktion. Hundredvis af skriggrønne kasser, bliver rutinemæssigt stablet op ad hinanden i art, fiskekutter, kvalitet og størrelse. Og dermed også pris.

Heldigvis for Allan, så ved han, at han får en god pris. For de fisk, som han fisker, er af højeste kvalitet. Og det ved opkøberne på Hanstholm Fiskeauktion også godt.

Fiskeauktionen

Auktionsmester Flemming har sin mørkeblå kedeldragt på og auktionsstokken i hånden.

Der står han, nøjagtigt som han har gjort så mange gange før.

I 34 år, for at være helt præcis.

Da uret slår 6.45 ringer han med klokken.

Den efterlader et ekko gennem auktionshallerne, og hurtigt bliver der stille. Kun køleblæserne summer insisterende. De står på minus 20 grader og nedkøler de 200 tons fisk, der i dag skal afsættes på Hanstholm Fiskeauktion.

Opkøberne stimler sammen rundt om Flemming. Klar til dagens auktion.

De er alle udstyret med digitale øretelefoner, hvor de har direkte kontakt til diverse markeder i ind- og udland. Her får de besked på, præcis hvad de skal købe, og hvor højt prisen må gå.

Nu er det deres opgave at få fisken i hus, uden at prisen bliver for høj.

“37…38… 39… 40… 41 – 41 kroner!”

Flemming tæller prisen op. Budene afgives med alt fra afdæmpede nik til høj råben.

Torsk, kuller, mørksej, havkat, og kulmule.

Forsamlingen af opkøbere byder sig gennem auktionens store, kolde haller.

Auktionshallerne er hver på størrelse med en håndboldhal, hvor kasserne fylder op fra væg til væg. I midten er der akkurat efterladt plads til gaffeltrucks, der begynder at køre ivrigt lige fra første række af fisk er afsat.

Klokken 8.00 er den sidste række af kulmule afsat. “Det er nogle wanwittige priser, det her!” lyder det fra en opkøber. Han er en af de mere garvede ved dagens auktion og derfor også en af de mere højlydte; han ved lige, hvad han vil have.

Flemming giver ikke meget for opkøbernes brok og forhandlingsteknikker.

“Så tag nu for helvede til Thyborøn”, svarer han. Forsamlingen af opkøbere kvitterer med grin og smil. Det er tydeligt, at de kender hinandens temperamenter.

Her står de nemlig hver eneste morgen og er første led i fiskeindustriens gigantiske netværk.

Fragt og filetering

Kurt er egentlig langt over pensionsalderen, men alligevel er der noget, som har holdt ham i arbejde nede på havnen.

I sin ladvogn kører han fisken ud for enden af havnen. Forbi autocampere, fiskekuttere, vindmøller og surfere, og hele vejen ud på fileteringsfabrikken.

Her bliver fisken nakket, fileteret og pakket.

Inden længe, kan endnu en lastbil forlade Hanstholm Havn. Pakket med frisk fisk.

De efterspørger den rundt omkring i Europa; Madrid, Paris og Lissabon. Gastronomiske knudepunkter.

Langt størstedelen af al den fisk, der kommer fra Hanstholm Havn, bliver eksporteret til udlandet.

Èn lastbil skal dog i dag til København.

Chaufføren ser til, at kasserne på ladet bliver stablet ordentligt, mens gaffeltrucken kører ind og ud ad fileteringsfabrikken efter paller med pakket fisk.

Kort efter, er der afgang mod København, og lastbilen forsvinder sydpå bag klitterne.

Nede på havnen fortsætter dagen; forestillingen starter på ny.

Den går i ring. Til vands og på land. Dag ud, dag ind. Morgen, middag, aften. Og langt ud på natten.

Sådan er det på Hanstholm Havn.

Og sådan vil det altid være.

Med vejviser til voksenlivet

af Kasper Krupsdahl

Hos institutionen Elmelund har unge med særlige behov et trygt sted at være. Her får de redskaber og støtte til at bedre kunne håndtere de voksne forpligtelser. Sandie Thoftdahl og Tobias Aagaard Christensen møder hinanden på Elmelund. Nyforelskede, 18 år og med dårligere forudsætninger end de fleste, drømmer de om et voksenliv med autonomi. Uden overvågning og pasning af pædagoger. Bevidst om de hårde kår vil de gerne leve selvstændigt, sammen.

I en seng sidder Tobias Aagaard Christensen og kigger med et kækt blik på Sandie Thoftdahl. Vindueskarmen flyder en chipspose, og radiatoren varmer et par brugte sokker.

”Hvornår får jeg min gave Tobias?” siger Sandie med utålmodighed og uro i kroppen.

Det er fem måneder siden, at de blev kærester, og Sandie har ventet hjemme hele dagen i spænding.

”Det er aldrig godt at vide, hvornår du får din gave…”

ADHD’en siver i brudstykker ud af Tobias. Nødvendigheden af et fysisk samvær mellem de to unge mennesker er alt overskyggende. I en time fjoller de rundt med kram og nus, både udenfor og indenfor. Hver gang Tobias trækker op til at give gaven, lader han sig distrahere. Noget stort er i vente. Det kan Sandie mærke på ham.

Endelig, hiver Tobias en lille, sort æske frem og folder den ud. Blodet strømmer mod Sandies ansigt. Hun trækker hænderne op foran sit ansigt. Æsken gemmer på en sølvfarvet ring med en diamant på toppen. Sandie smiler og får tårer i øjnene.

”Er det, hvad jeg tror, det er?”

”Du ved da godt, hvad det er.”

”Jeg vil have, du skal sige det!”

Interaktionen gentager sig et par gange, indtil Tobias med overbevisning i stemmen spørger:

”Vil du være min for evigt?”

Med dårligere forudsætninger end de fleste drømmer Sandie Thoftdal og Tobias Aagaard Christensen om at finde vej til et liv med selvstændighed sammen. På Elmelund får de træning og støtte til at håndtere de fremtidige forpligtelser. Her skal de lære at være venner, kærester og voksne. Men allerede nu hungrer de efter et sted, hvor de kan kære sig om hinanden og dele hinandens nærvær. De vil stå på egne ben uden det kommunale tilsyn. Et rigtigt voksenliv med autonomi.

Sandie har en alkoholskade i hjernen, da hendes biologiske mor drak under graviditeten. Siden sin fødsel har hun været anbragt i en plejefamilie i Frøstrup. Plejefamilien har givet Sandie et tilhørssted, hvor hun har følt sig tryg. Men med en hård skolegang, hvor indlæringen aldrig ramte de andre elevers tempo, en ADHD-diagnose og senere søvnproblemer, fik hun behov for hjælp. Efter folkeskolen startede Sandie på Elmelund i januar 2024.

Født med en lille smule tourettes og en voldelig far, der forsvinder ud af billedet, da Tobias var tre år, voksede Tobias op i Nykøbing Mors med sin mor. Gennem folkeskolen havde han en støttepædagog tilknyttet, men skole var aldrig noget for Tobias. Som lille fik han en tur i en lastbil sammen med sin onkel, som er chauffør. Efter den første tur vidste Tobias, at han ville være lastbilchauffør.

”Jeg er født med diesel og benzin i blodet.”

Men uden kørekort er der lang vej, før Tobias kan sidde i førerhuset på en lastbil. For nu må han nøjes med at vedligeholde bilerne på Elmelund, indtil han selv må køre. Først derefter kan han søge efter en praktikplads hos en lastbilchauffør.

Elmelund er en selvejende institution under Jysk Børneforsorg/Fredehjem og gemmer sig i udkanten af Thisted. Stedet tilbyder Thy STU, særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, til dem, der har haft en

voldsom opvækst eller bærer på en mental sygdom. Unge, som ingen forventer får et almindeligt fuldtidsjob. Unge med et behov for hjælp til at blive dygtigere til at blive voksen. Her på Elmelund møder Sandie og Tobias hinanden, bliver forelskede, bliver kærester, og nu, forlovede.

Når undervisningen starter, er der ingen kimende klokke på Elmelund. Flere af de unge forbinder det med dårlige minder. På stedet foregår alt i et langsomt tem-

po, som passer til de unge. Der skal være plads og tid til alle. Der er en stor vekslen mellem arbejdet på uddannelsen. Alt fra at beskære frugttræer eller servicere bilen til mere almindelige pligter som orden i økonomi og rengøring af bolig.

”Vi får meget hjælp, selvom det i længden bliver kedeligt,” siger Tobias en anelse frustreret, men vel vidende, at uddannelsen hjælper med grundstenene til at klare sig på egne ben.

Bevidst om sine kår i livet knokler Tobias for at gøre et godt indtryk og skabe de bedste rammer for fremtiden sammen med Sandie. Om vinteren skovler han sne på bostedet; om sommeren slår han græsset. Men Tobias’ ADHD gør, at hans fokus svinger som et pendul – aldrig i stilstand. Nogle vilkår, som Tobias skal lære at leve med.

Selvom Sandie deler ADHD-diagnose med Tobias, foregår hendes dagligdag i et andet tempo. Sent på dagen, hvor trætheden rammer, gør de mindste ting Sandie vred, og bølgerne går højt. ”Elmelund er et trygt og stille sted,” siger Sandie. ”Her har jeg lært bedre at kontrollere mine udbrud.”

Alkoholskaden medfører, at det kræver flere gennemgange af ting, før hun lærer og forstår. Hun er bevidst om, at skaden begrænser mulighederne som voksen, men drømmer om et arbejde som pædagog: ”Jeg elsker at passe børn og vil gerne arbejde med det – især 11-12-årsalderen.”

Sandie er ikke sikker på, om hun bliver klar, men vil gøre alt for at blive voksen. Som ung med særlige behov kan frem-

tiden være fyldt med bump og sving på vejen. Lige nu føles landevejen åben for Sandie og Tobias. De arbejder hårdt med et ønske om et selvstændigt liv. En dagligdag, hvor de støtter og er til stede for hinanden. En dagligdag, hvor de voksne forpligtelser er en leg.

MED BØLGERNE

MOD STRØMMEN

af Loui Pedersen

I Klitmøller kan man tage en HF, hvor surf står på skemaet. Uddannelsen er ikke kun med til at producere gode surfere, men også et karaktergennemsnit som er højere end landets gennemsnit.

I klitterne omkring Klitmøller kører en bus fyldt med unge mennesker og deres surfboards rundt på jagt efter de bedste bølger. Det er april, og vandet er stadig iskoldt. Over klitterne går himlen højt, og landskabet syntes evigt. Inde i bussen knitrer sandet fra gårsdagens surf-session under skoene, og ud af højtaleren synger Bob Marley i kor med HF-eleverne, som alle kan teksten til Could This Be Love udenad.

Bussen har netop hentet eleverne ved Thy-Mors HF & VUC, hvor de har deres normale skolegang. Selv i minusgrader og med snedækkede strande surfer eleverne, så længe bølgerne er til det. Hvis vind og vejr ikke passer til surf, kører bussen nogle gange til en indendørs skatepark. Her kan eleverne skate i stedet for at surfe.

Busdøren går op syd for Klitmøller i Vorupør, og eleverne tonser op ad bakketoppen for at få et overblik over vandet. ”Der er perfekte bølger her! Please kan vi ikke godt surfe, Mathilde?”. Når bussen kører rundt, er det for at finde det sted, hvor bølgerne er bedst. Det er op til linjefagsunderviserne at vurdere, om vejret og vandet er godt og forsvarligt at sende eleverne ud i.

Straks er det ned for at læsse boards ud af bussen og skifte til våddragt. Tilbage op over bakkerne og ned til vandet, hvor eleverne uden tøven kaster sig i det kolde vand for at erobre den bølge, som kan surfes længst.

HF-Cold Hawaii er ikke kun fællesskab og surf. Det er også en af HF-udannelserne i Danmark, som leverer det højeste karaktergennemsnit, samtidig med at den fastholder flere elever end andre HF-uddannelser. Linjefagsunderviser Matilde mener, at en af årsagerne er at finde i fællesskabet, som eleverne har på kollegiet ‒også kaldet Kroen.

Når vi smelter sammen

Foran Kroen hænger våddragterne på række for at tørre i solen. Duften af saltvand og frysepizza fylder fællesstuen, hvor eleverne ofte spiser sammen efter surf. Gulvbrædderne er slidte. Om vinteren kan eleverne ikke skate udenfor, fordi jorden er våd, så de må skate i fællesstuen på trægulvet.

”Når man går i skole, bor og surfer sammen smelter fritid og skole på en måde sammen. Det betyder, at vi ligesom også smelter lidt sammen”. Thea Storm Rasmussen startede på Cold Hawaii som

15-årig. I dag er hun 17, og til sommer er hun færdig med sin HF. Thea oplever, at hun hurtigt blev tæt med de andre på Kroen. De har samme humor, griner, surfer og deler næsten alle timer af døgnet side om side.

For Thea har friheden og fællesskabet på HF-Cold Hawaii været afgørende for hendes valg af uddannelse.

”Jeg overvejede kort en normal STX, men da jeg så det her sted, vidste jeg, det er lige præcis det her, jeg skal.”

Friheden som Thea oplever på havet, går igen i hendes dagligdag på Kroen. At bo sammen med de andre på kollegiet gør hende mere motiveret, når skolebænken endelig kalder. Hun ved, at bagefter venter havets bølger igen på hende og de andre fra Kroen, hvor hendes eneste bekymring er, hvilken bølge hun skal tage næste gang. ”Jeg glæder mig altid bare til at surfe, når jeg kommer hjem”.

Thea fra Klitmøller er bare én af mange, som valgte kollegie og surf-livet for at opleve en anderledes HF. Eleverne på Cold Hawaii er meget forskellige. Aldersgruppen går fra 15 år og op til 25.

Der bliver optaget elever fra hele landet. Nogle er habile surfere, andre har aldrig rørt et surfboard før. Kønsfordelingen er tæt på ligevægtig. I de seneste år er der kommet flere piger til.

Aldrig for sent Solen er på vej ned over Kroen onsdag aften i april. Temperaturen falder, men det gør energien hos de unge beboere ikke. En gruppe bliver enige om, at selvom våddragterne ikke helt er tørre endnu, klæder de om og tager et par boards med ned til stranden, som kun ligger 500 meter væk. ”Kom nu, der er stadig bølger endnu, vi får en gnarly solnedgang imens”. Det er aldrig for sent at surfe for eleverne på Kroen, selvom de har været på havet hele eftermiddagen. Det er heller aldrig for sent at at tage en HF. Om man kommer direkte fra 9. klasse, eller har holdt fem sabbatår, er døren altid åben på HF-Cold Hawaii.

FØRSTE, ANDEN,

TREDJE HALVLEG

af Signe Bech Søholt

Klitmøller IF fejrede sidste år 90-års jubilæum. Få år forinden valgte fodboldklubben efter en årrække med nedgang at bringe nye kræfter på banen

Luften er tyk inde i det lille omklædningsrum, og et lille vindue står nærmest hjælpeløst på klem. Ved vinduet blander den sure lugt af sved fra de varme kroppe sig med osen fra grillen udenfor. Det fremmødte publikum står allerede før kampstart klar med en frankfurter i den ene hånd og en kold Tuborg i den anden. Omklædningsrummet er malet gul og sort - klubbens farver. Det sparsomme lys fra elpæren oplyser det mørke gulv med et virvar af vanddunke, sportstape, benskinner og et par, måske, rene spillertrøjer

Nervøsiteten dirrer i luften. Holdets seneste to kampe er endt uafgjort, og det har taget på holdets selvtillid. Om lidt fløjtes kampen i gang. Holdet har for få minutter siden været ude for at varme op, og nu sidder de klar til at høre den afsluttende peptalk fra klubbens cheftræner, Martin Haahr. Hans ansigt er lagt alvorlige folder, mens han skiftevis kommer med reprimander for de sidste kampes fejltagelser og motiverende ord, som forhåbentligt kan få tændt ilden under den lille flok foran ham. Udenfor står modstanderne klar på banen.

”De skal mærke, at de er kommet ud til Vestkysten, hvor det godt kan gøre ondt,” fastslår han.

Spillernes albuer hviler på deres bare knæ, som rastløst bevæger sig op og ned. Under deres støvler klikker knopperne mod klinkegulvet. Rummet er som en trykkoger af energi, der mangler at blive forløst. Blikkene er sænket, mens der lyttes intenst til Martins redegørelse for kampens strategi.

De afsluttende ord lyder:

”Vi skal vise at vi er dervi vil vinde i dag.”

Og så bryder holdet ud af det lille klubhus.

I januar 2022 skulle der hos Klitmøller IF tages en beslutning. Foreningens bagland havde indset, at drastiske midler skulle tages i brug, hvis deres elskede fodboldklub med næsten 90 år bag sig skulle genoplives. De stod uden cheftræner, med sparsomt fremmøde til ugens træninger og generelt et problem med at stille hold til kampene. I slutningen af 2021 slap de ved et lykketræf fra at rykke ned i serie 4 med deres førstehold. Det ville have været ringeste position i næsten to årtier, hvor de af og til har været kendt som et elevatorhold – et ustabilt hold, som hverken kan fastholde spillere eller placering. Telefonen blev hevet frem, og der blev ringet til den unge, nytilkomne spiller, Martin, med et klart budskab:

KIF havde brug for en træner, det skulle være ham og det skulle være nu.

Martin havde som træner kun prøvet kræfter med et ungdomshold i sin tid hos Thisted FC. Dog var tilbuddet om at være med til at puste liv i Klitmøllers gamle klub, som han efterhånden var blevet så glad for, alt for spændende til at takke nej til.

“Vi har en supportgruppe, som lever og ånder for Klitmøller IF, og det er ekstremt smittende for sådan en som mig som brænder for foreningslivet,” fortæller han.

Næsten 200 af de lokale tilhængere er mødt op for at vise deres støtte. Foreningens frivillige, som tidligere på dagen har vasket trøjer og tromlet banen, sidder med falkeblik og følger spillerne. Børnefamilier er stimlet til, selvom det er en hverdagsaften, og flere grupper af byens unge har samlet sig på forhøjningerne rundt om banen. I første parket står flere af spillerne fra klubbens andethold klar til at bakke op om deres kammerater. Det føles som om, at hele byen er her.

Ved siden af trænerbænken står klubbens formand Randy lænet op ad de nye bander med en smøg i mundvigen. Sidste uge var en lokal frivillig forbi for at kridte banerne op. Her havde Randy med et skævt smil påpeget, at linjerne var blevet så tydelige, at spillerne næsten falder over dem. Stadionen s nylige opblomstring med både nye bander og istandsat omklædning er med til at opfylde klubbens ambition om at blive indehaver af Danmarks flotteste serieboldsstadion.

Med ét går der et sus gennem tilskuerrækkerne. Holdets anfører hamrer bolden ind i modstanderens net. Aftenens første mål er scoret.

”Det er godt at se en anfører, der går forrest,” kommer det fra Randy.

Efter Martins ansættelse satte han sig sammen med førsteholdets nyligt valgte anfører, Rasmus Salomonsen. Efter en tid hos Thisted FC og en tur til Århus for at studere, vendte den unge thybo tilbage til Klitmøller –samme klub, som han havde været i som 15-årig. Efter få kampe blev Rasmus tilbudt opgaven som anfører – en opgave, der ikke kun handler om at lede holdet, men også om at samle det igen.

”Folk mødte op, spillede fodbold og så tog de hjem – der manglede noget i omklædningsrummet,” fortæller han.

De to unge gutter stod med sparsom erfaring i deres nye roller, men med blod på tanden, og fuld opbakning fra foreningen bag dem. Sammen fik de dannet sig en vision om klubbens fremtid. Først og fremmest skulle der lægges mere energi i det sociale aspekt for klubbens seniorhold. Rasmus tog det på sig at give sine medspilleres holdånd førstehjælp. Der blev arrangeret sociale aktiviteter uden for banen, som ikke nødvendigvis havde noget med fodbold at gøre, og der blev etableret en bødekasse, som helligt overholdes. Lidt efter lidt blomstrede et stærkt sammenhold, og et miljø blev skabt, hvor man bliver hængende til tredje halvleg.

Derudover ville de atter tages seriøst som serieboldsklub. Og for at blive dét, måtte de først tage sig selv seriøst igen. Dermed bundede den nye vision også i et princip om, at man skal bidrage til fællesskabet for at kunne nyde af goderne ved det. Om det er at stå frivilligt i baren til den årlige sommerfest eller være konsekvent med sit fremmøde til de ugentlige træninger, er underordnet – bare man viser en oprigtig interesse i at få klubben på rette spor igen.

Visionen virkede. Pludseligt dukkede der over 30 spillere op til træningerne i stedet for de 8-10 stykker, der før kunne blive skrabet sammen. På de få sæsoner, makkerparret har på bagen sammen som seniortræner og anfører, har klubben været helt oppe og snuse til serie 1 igen. Ifølge dem, skal en stor del af æren også gå til netværket omkring klubben, som i høj grad har vist tillid til projektet. Frivillige, som investerer interessetimer. Sponserer, som gør træningslejre og nye spillertrøjer til en realitet. Og et lokalt publikum, som gang på gang tropper op.

”Det er sådan nogle ting, der gør, at man har lyst til at spille i en lille lokalklub som Klitmøller,” fortæller Rasmus.

Tilbage i omklædningsrummet er optaktens nervøsitet forduftet, og der hersker nu en euforisk stemning. Klitmøller hiver en overlegen sejr hjem. 5-0. Højtaleren spytter diverse pophits ud i lokalet, og i midten står en kasse kolde øl. De er forsvarsløse overfor førsteholdets spillere, som skiftes til at trække en flaske op. Rutineret bliver flaskehalsenes kapsler flået af med hjælp fra kassens kant.

På kryds og tværs bliver der udvekslet kram og highfives. Et par spillere sidder på bænkene med nytilkomne skavanker, men er ikke for skadet til at skåle med deres hold. Da alle er samlet, stiller Rasmus sig ind i midten og starter et sejrsråb, som med garanti kan høres i hele Klitmøller. Ind ad døren kommer endnu en kasse øl. Få minutter efter følger en tredje.

I aften kommer tredje halvleg til at gå i overtid.

I SKYGGEN AF UDVIKLING

af Frederik Kongsgaard & Vikki Augusta Søholm

I Østerild Plantage ligger et af Europas førende vindmølletestcentre. Den stabile vind, her på kanten af Thy, er med til at gøre Danmark førende inden for vindkraft. Men testcentret står over for en udvidelse, der truer lokalsamfundets dagligdag. Både i Thylejren og hos dens naboer. De har nu fundet hinanden i en fælles sag og følelse af mistillid og bekymring for fremtiden.

Vagn Jeppesen ankom til Thy på sin knallert i sommeren 1970 efter et højskoleophold i Vrå. Han havde hørt rygter om en festival, der varede hele sommeren. En festival, som blev starten på et mere alternativt liv i frie rammer tæt på naturen i det, der siden har været kendt som Thylejren.

I dag, 54 år senere, er knallerten erstattet med en cykel, og Vagn kan med sine 83 år kalde sig lejrens alderspræsident. Han har levet størstedelen af sit liv her i det nordlige Thy. Her har han børn og børnebørn, og han kender nærmest ikke længere til et liv udenfor Thy. Men det kan snart ændre sig.

Som et led i den grønne omstilling bliver verdens højeste vindmøller lige nu afprøvet i Østerild, 4,5 km fra Thylejren. Testcentret står over for en udvidelse og et ønske fra vindmølleindustrien om at etablere fem nye testpladser til endnu større vindmøller med en højde på 450 meter. Mere end fire gange så højt som Big Ben i det centrale London.

Hvis projektet gennemføres, vil det få den konsekvens, at cirka 200 mennesker enten bliver tvunget til at forlade deres hjem eller risikerer at skulle leve under sundhedsskadelige forhold på grund af støj fra de høje, nye vindmøller.

“Det kommer ikke til at ske, de kan ikke få os væk.”

Vagn er en mand af få ord, men hans store kærlighed til naturen og stedet er klar. Hvis man løfter blikket og kigger rundt i alle afkroge af hans hus, kan man se små fragmenter af et levet liv. Vagns liv. Hver gang der bliver spurgt ind til hans følelser og bekymringer, vender han opmærksomheden mod fuglene udenfor.

“Jeg ville i hvert fald savne den dompap der,” siger han og nikker ud mod foderbrættet.

“Jeg bliver her, indtil jeg kan flyve.”

Et par hjemmebyggede huse fra Vagn bor Lys og Ásta.

De er veninder og er begge vokset op i lejren, hvor de bor med deres familier.

Første generation er blevet til anden og tredje i dette alternative fristed i hjertet af Thy, hvor mennesker i stedet for at rydde naturen ønsker at leve i den i fællesskab. Hele lejren er nu blevet bekymret for fremtiden og lever lige nu i skyggen af Danmarks ambition om en grøn udvikling.

På den modsatte side af testcentrets vindmøller bor ægteparret Karsten HøeghMikkelsen og Mari-Ann Kristensen.

De faldt i 2007 over en charmerende nedlagt landbrugsejendom i en boligannonce fra Thy. Parret fra Ebeltoft var blevet trætte af bylivet og ønskede at bosætte sig et fredeligt sted omgivet af natur og vildt dyreliv.

Få år efter blev vindmølletestcentret ved Østerild etableret, og deres drøm om et hjem i pagt med naturen blev forvandlet til en hverdag præget af støj og usikkerhed.

Siden da har ægteparret forsøgt at leve med den ændrede virkelighed og brugt tiden på at renovere deres hus fra kælder

til kvist for at skabe det hjem, hvor de ønsker at ende deres dage.

Men en februardag i 2024 blev der vendt op og ned på ægteparrets hverdag, da Mari-Ann ville tjekke dagens nyheder på tekst-tv. Her blev hun mødt af nyheden om, at deres drømmehus stod til at blive jævnet med jorden, hvis testcentret blev udvidet yderligere. Nu aner parret ikke, om de kan blive boende eller ej. Parret er efterladt med en usikker fremtid og et halvfærdigt køkken.

LINJE 322

af

Tobias Nielsen

Steen har altid arbejdet med propfyldte skemaer og stramme tidsfrister. For et par år siden ændrede hverdagen sig for ham. Nu er han buschauffør i Thy. Her finder han ro og plads til at lade tankerne vandre frit. Og har mulighed for at småsnakke med de passagerer, der måtte have lyst.

Der er stille gennem de vilde landskaber mellem kystbyerne Klitmøller og Hanstholm, og når busnummeret skifter fra 90 til 322 er der også langt mellem passageren. Selv radioen tier, da den ikke får signal til at spille. Bag rattet i bussen der kører passagerne i Thy rundt, sidder Steen Windfeld Rasmussen. De 11 kilometer fra det sidste stop i Klitmøller til det første stop i Hanstholm byder på vildt landskab, så langt som horisonten strækker sig. Ved Thy Nationalpark på den ene side og Vesterhavet på den anden. Det er på strækninger som disse, der giver Steen mulighed for ro og refleksion.

“Det er som at gå en tur i haven – det virker som terapi for mig.”

Siden sommeren i 2021 har 61-årige Steen Windfeld Rasmussen kørt som buschauffør bag rattet på Nordjyske Trafikselskabs Scania-busser. Noget, som ellers ikke lå i den tidligere bagers karriereplaner.

Thy Nationalpark og Thy i sin helhed er et område, som Steen har en dyb taknemlighed for. Længere nede ad ruten forbi Hanstholm og på vej tilbage mod Thisted igen kører han sine passagerer, gennem de varierende landskaber. Udenfor på markerne har landmændene skudt gyllesæsonen i gang. Den velkendte lugt fylder hurtigt også inde i bussen.

De nordjyske landskaber og marker bliver nogle minutter og stop senere erstattet af den største by i kommunen, Thisted, hvor endestationen er, før turen snarest fortsætter videre til næste landsby.

Det er strækninger som disse, der skaber ro i Steens tankemylder.

“Jeg har mange tanker i gang og kan heller ikke altid koncentrere mig om at læse, fordi jeg hele tiden bliver afbrudt af nye ideer, haveprojekter og sommerhusplaner.” Siger han.

”Det giver mig ro i sjælen og en indre fred at køre her.”

Steen har brugt det meste af sit arbejdsliv i produktionen hos større virksomheder som Dragsbæk Margarine, bakkedal og Premier is. Tilbage i 2019, kunne han fornemme de første symptomer på stress, øget tendens til irritabilitet. Negative tanker. Problemer med at holde fri, når han havde fri. I januar 2021 blev han hjemsendt med stress og symptomer der lignede en optrapning til depression. Under sin sygeorlov indså han, at han ikke skulle vende tilbage til sit gamle job. I stedet blev han tilbudt et job som buschauffør, som han hurtigt tog i mod.

Oprindeligt havde han tænkt det som en midlertidig løsning, men det blev det ideelle arbejdssted. Det tillod ham at interagere med folk på et begrænset, men passende niveau, hvilket han fandt afslappende og tilpas. I april 2021 påbegyndte han officielt sin erhvervsuddannelse som buschauffør. Hvor han allerede i sommeren 2021 begyndte at køre på ruterne. Jobskiftet medførte en lavere puls og et bedre humør.

Det er blevet den nye hverdag for ham.

På vej op ad Trælshøj er der flere stoppesteder igennem Ræhr på ruten mod Hanstholm, men ingen passagerer. Steen er i god tid. Han sænker farten i det der kommer udsyn til Ræhr Sø på venstre side, et par stille minutter senere siger Steen pludseligt efter lidt refleksion:

“Da jeg arbejdede, mens jeg havde stress, fyldte de negative tanker meget mere end de positive, selvom der ikke var plads eller tid til dem. Nu, hvor jeg har tiden til at tænke dem, tænker jeg ikke på negative tanker, fordi de ikke fylder mere.”

Det der betyder mest for Steen nu, er, at han får fri på de tidspunkter, der står i hans arbejdsplan. Og når der står fri, betyder det også, at man faktisk har fri og ikke skal tage arbejdet eller tankerne derfra med hjem.

Bus 90 nærmer sig Hanstholm. De to gutter, som Steen samlede op i Thisted skal til at stå af. De har pakket op til flere dage i naturen kan Steen se i spejlet, han bruger til at orientere sig bag i bussen:

“Hvor på havnen kunne I tænke jer at hoppe af?”

Egentlig skal busserne stoppe op ved de busstoppesteder, der er placeret rundt på ruten, men Steen kan ikke dy sig for at yde en ekstra service og være til hjælp for dem, der gør brug af bussen.

Mændene ser lettere overrasket ud.

“Vi står bare ud ved næste stop, for vi skal lige have handlet ind til de næste dage.”

“I orden,” svarer Steen tilbage. “Det skal I også have lov til.”

Sådan går hverdagen for Steen. Flere gange om dagen med masser af muligheder for at se områderne og byerne i Thisted Kommune. Mellem Hanstholm og Thisted, forbi Nors, hvor hans søn bor, ud til Klitmøller og tilbage igen. Det passer ham helt perfekt. Mulighederne for at skabe bekendtskaber og hyggesnakke med dem, der må have lyst til det, og ellers bare nyde naturen i sit ofte eget selskab, hvor tankerne har plads til at folde sig ud. Eller blive helt stille.

Saltvand i blodet

af Rebecca Krogh

I Danmark er der maksimalt 50 kilometer til kysten.

I Thy er der højst 24 kilometer til kysten, med Limfjorden på den anden side. Vesterhavet er enormt, det er barsk og det er utilgiveligt. Men det er også smukt, healende og meningen med tilværelsen.

Sådan er det i Thy.

Her hersker en særlig respekt for strømmen, bølgerne og havets uendelighed. Alligevel er der en uimodståelig tiltrækning. En tiltrækning og kærlighed så stor, at havet har en omfattende betydning for menneskene, der bor ved det – på forskellige måder.

Inde foran vinduet på førstesalen står en flettet lænestol med hynde i. Den er placeret så man kan sidde med fødderne i vindueskarmen. Solen brager ind ad vinduet, luften er frisk og i rummet spilles der terapeutiske, instrumentale melodier. Her er der sparsom havudsigt – men havet er der. Omme bag klitterne.

”Sæt dig i stolen, og mærk efter, hvad der sker,” siger Lisbeth Kjeldgaard Lisby.

Hun har boet i Nr. Vorupør i knap to år og er flyttet dertil for at komme tættere på den energi, der kaldte på hende:

”Her er noget, der er større end mig, og den rejse har været forunderlig,” siger hun og kigger ud ad vinduet mod havet.

Lisbeth er personlig vejleder, healer og clairvoyant. Hun bor og arbejder fra lejligheden på første sal og bruger havet med sine klienter. De går ture langs kysten og mærker rytmen fra havet og vinden i ansigtet, mens snakken går – for hun mener, at havet sætter rammen for samtaler og historier i folks liv.

”For nogen handler det om at have kontakten med jorden – men jeg har det ekstra, at jeg kan lukke op og få kontakt til min vejleder og ’outer-kontakt’ gennem havet,” siger hun.

Det har ikke altid kun været kærlighed til havet, der har boet i Lisbeth. Som barn frygtede hun havet. Hun er vokset op med fortællinger om folk, der var druknet, og børn, der skulle bindes i reb, inden de måtte bevæge sig ud i havet.

En frygt, der lever sammen med fascinationen for havet, såvel som for alle andre dele af livet. Hun mener ikke, at man kan have det ene uden det andet.

”Storheden ved havet er en gave, og det er sundt at blive sat på plads engang i mellem,” mener hun.

Herude er der plads til at øjnene kan rende, fortæller Lisbeth, mens hun skuer ud over havet:

”Havet kalder. Det er ligesom religion. Min kirke er så havet.”

Fra køkkenvinduet kan man se stranden, havet og fiskerhusene, der ligger velbevaret forenden af Preben Hollers have. Selv er han lejer af et af husene, og om få uger skal han gøre sin båd klar til at komme i vandet fra stranden. De hvide lystfiskerhuse reflekterer solen op på huset på bakken.

Preben burde egentlig være på pension, men underviser stadig i sikker færden på havet på fiskeriuddannelsen i Thyborøn.

Han synes, det er vigtigt at have en særlig berøring med, hvad der sker i fiskeriet, og gennem et langt arbejdsliv med havet og fiskeri tæt på, løber der saltvand i blodet, erkender han.

Han mener, at fiskerne er blevet mere bevidste om deres egen sikkerhed.

”I dag er det ikke mere farligt at være fisker end ingeniør. Alle herude ved, at havet er farligt. Det tilgiver ikke.”

For Preben er det lige så meget friheden i fiskeriet, der betyder noget. Derfor er han nu lystfisker.

Selvom fiskesæsonen er begrænset, betyder naturen stadig meget for Preben året rundt:

”Vejret viser altid vej, og jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, hvilken vej vinden blæser.”

Havet og fiskeriet binder folk i lokalsamfundet sammen. I dag handler det mere om fællesskabet end om at få brød på bordet i det lille hvide hus i Klitmøller.

På et lille hjørne i vejkanten i Vangsaa ligger et rødt murstenshus. Huset var engang et missionshus. ”Bethel” var navnet, og det udsprang fra, da Indre Mission bredte sig i Vangsaa sidst i 1800-tallet. Vækkelserne skyldtes de sociale forhold blandt fiskerne og deres familier.

Den historie kan man dykke ned i hos Jette Andersen. Hun bor i huset i dag og driver et lokalhistorisk arkiv i en del af det. Hendes mand, Ole Nystrup Andersen, der er efterkommer af strandfoged Nystrup, som forærede grunden til Indre Mission i 1905, er den nuværende ejer af huset. De er begge strandfogeder.

Jette er tilflytter til Vangsaa. Hun forelskede sig hurtigt i naturen i Thy og går ture ved havet hver dag, samler rav og lader tankerne flyde:

”Nogle dage kan jeg gå længe og kigge efter rav ved vandet, og andre gange er vejret simpelthen ikke til det. Så nyder jeg bare roen dernede. Der er noget helt særligt over havets brusen.”

Når Jette kommer hjem med rav, laver Ole de store stykker til smykker til hende. Hun selv fylder små stykker rav i glasflasker og sælger dem til turisterne om sommeren.

For Jette var det sværest at vænne sig til stormen ved Vestkysten:

”Det er noget helt andet heroppe. Den er lige på.”

Stormen var skyld i, at dele af huset blev ødelagt i sin tid. Ole og Jette har bygget dele af huset op igen af strandgods.

Selvom Ole er af fiskerfamilie, blev det ikke noget, der skulle gå i arv. For stormen var styg, og Ole blev søsyg af at sejle ud. I dag er han lystfisker fra Klitmøller Strand. Han vil aldrig flytte væk fra havet.

Trine Poulsen er en af del af havbadeholdet i Nr. Vorupør. De bader hver morgen kl. 8.30 uanset årstid og vejrforhold. Nogle gange fra stranden, oftest fra havbadet, der skærmer dem fra de vilde bølger.

For Trine er det vigtigt at komme i havet hver dag:

”I mit arbejde som sygeplejerske i aftenvagt, kunne jeg mærke, at det var vigtigt at komme ned til vandet. Hovedpinen slap, og der skete en form for healing. Når jeg bader, er det som om, at tavlen viskes ren, og jeg får tingene på afstand. Man slipper helt kontrollen.”

For Trine er havet og stranden en stor legeplads, hvor både surferne, familierne og kajaksejlerne hører hjemme.

”Havet er der altid,” siger hun.

”Man bliver fortrolig med bølgernes brusen, lyset og himlen. Der er ikke noget lige så godt, livgivende og vildt.”

ALT FORLADT, TILBAGE

STÅR ET TREKLØVER

af Anders Lindstrøm Berker

Omringet af fiskeindustri og naturreservat har 21-årige Simon Guldhammer haft en ungdom og opvækst, som kun det nordvestlige udkantsdanmark kan byde på. Nu står voksenlivet for døren, og størstedelen af hans jævnaldrende er flyttet fra Hanstholm til diverse storbyer. Snart er de kun to barndomsvenner og ham selv tilbage.

”Hvis du så, hvordan den er sat sammen, så ved jeg ikke, om du ville køre med”, bjæffer Simon i kamp med den larmende v6-motor. Han peger smilende mod gearkassen. Solen står lavt og lugten af saltvand og fisk omslutter alt i Hanstholm Havn. Han trækker ud på den lange kaj og gasser op. Den 50-årige Ford Mustang har været et kært eje, siden Simon var 18 år. Han har selv renoveret den. Nu skal den luftes i forårsblæsten.

Med en ven. Eller alene.

Der er de seneste år blevet færre at køre ”havneren” med. Sådan kalder de unge det, når de samler deres venner op og triller en tur på havnen og langs kysten. Dette gjort med kun tyve til fyrre kilometer i timen. Nu, som Simon og hans venner er blevet lidt ældre, er mange dog flyttet til storbyerne med kærester eller for at studere. Han nyder stilheden ved at køre alene, også hvis det bare er for at få tømt hovedet og nyde havudsigten.

”At kunne være alene med sig selv, er en vigtig egenskab, specielt herude”, fortæller han.

Lokal

I Hanstholm bor der godt 2.000 mennesker. Det betyder, at alle kender hinanden på kryds og tværs. På godt og ondt. Lokalsamfundet er nemlig også en kilde til selvrefleksion.

Ifølge Simon er det næsten umuligt at opretholde en kunstig facade, når alle kender hinanden. Han uddyber bestemt:

”Man bliver jo ligesom tvunget til at være sig selv, og så bare finde sig i, hvem man er.”

Den ene af Simons barndomsvenner har for nyligt købt hus i Hanstholm. Den anden skal nu flytte midlertidigt til Aalborg med sin kæreste, som skal læse på universitetet. Han har lovet at komme tilbage.

Simon har selv leget med tanken om at flytte, men er tvivlsom overfor nye venskaber i storbyen når han tænker på sine barndomsvenner.

”Omringet af alle de uni-studerende ville jeg altid føle mig som ham håndværkerdrengen fra vestkysten, siger han.

”… Og nu har Elias jo også købt hus og sådan. Det ville heller ikke føles rigtigt at flytte fra ham, nu vi kun er trekløveren tilbage”.

Derudover har Simon også fuldtidsarbejde ti minutters kørsel fra hans forældres hus. Som udlært smed har han et varieret arbejde, hvor han også får lov at rejse for at besøge firmaets afdelinger. Det er der masser af oplevelser i, synes Simon. Han er for nyligt vendt hjem fra det nordlige Norge, og har tidligere også været i Canada.

Jævnaldrende

Blandt Simons jævnaldrende er der næsten kun drengene tilbage i Hanstholm. Hans ven Elias på 23 år har allerede købt hus, men Simon venter stadig på det rette køb. For dem begge er en kæreste at dele det med svær at finde. Det vil kun blive sværere i fremtiden. Ifølge en befolkningsprognose lavet af Thisted Kommune i 2023 vil mængden af 17-25-årige i Thy falde med 17,8 procent hen over de næste ti år. Da størstedelen af de lokale unge kvinder er flyttet til storbyen for at studere, er det i Hanstholm allerede svært.

Som ung på den nordlige vestkyst tager Simon og vennerne oftest en weekend til Aalborg eller Thisted, hvis de endelig skal i byen. Her er det nemmere at møde nye jævnaldrende, men også kortvarigt og overfladisk.

”Jeg har jo aldrig haft en pige med hjemme hos mor”, siger Simon stille en dag i bilen på vej hjem fra arbejde.”… Har heller aldrig haft en kæreste”.

Overbevist om, at alt godt kommer til den, der venter, har Simon ikke travlt med tilværelsen. Han nyder bare den sjældne gang en ny jævnaldrende kommer forbi den lokale kro. Også hvis han aldrig ser dem igen. Selvom de mange fraflyttere kan være frustrerende, tager han det med et skuldertræk. ”Det er sgu bare noget pis med de piger”, siger han med et blidt smil.

BUNDET TIL JORDEN

af Dicte Sønnichsen

På et lille kollegie i Nationalpark Thy bor en gruppe unge. Midt i naturen. Langt fra nærmeste by. Her går de på en ungdomsuddannelse med et særligt fokus på klima og naturforståelse.

Omgivet af hede og vildtgroende skov har de et fællesskab med ligesindede og en forbundethed til naturen.

Opholdsstuen ligger øde hen, bortset fra et efterladt sy-projekt på spisebordet, hvis stof stadig sidder fastspændt i maskinen. En lærer spørger en tilfældig forbipasserende elev, hvem der har glemt at rydde op. Han trækker på skuldrene. Det må være en Imagine-elev, gætter han.

Indretningen bærer præg af unge mennesker. I hjørnet står nussede sofaer, hvis huller er blevet lappet med broderi. Perlekæder, der hænger ned fra loftet som et gardin, kulørte lamper på snor og en Soundboks dekoreret med tegninger af blomster.

Fra loftet hænger et stort regnbueflag, og på endevæggen er hjemmelavede skilte i pap sirligt hængt op i egetræsrammer.

Side om side. På et står der Klimakrisen er værre end lektier. På et andet Det er vores fremtid.

Bekymret for klimaet

De røde murstensbygninger, der før husede en kristen efterskole, er nu hjem for 70 unge. Halvdelen af dem går på en toårig ungdomsuddannelse, HF-Imagine, hvor de undervises i klima, bæredygtighed, kreativitet og naturforståelse. Den anden halvdel går på Outdoorlinjen. Sammen bor de på kollegie i den lille by Svankjær, der ligger i Thy. Her modtager de undervisning tirsdag og onsdag. Resten af ugen bruger de på en skole i Thisted. HF-Imagine er et alternativt HF-tilbud, der blev stiftet i 2021 ud fra håbet om, at unge kan være med til at skabe en bedre

og mere bæredygtig verden. Tanken er, at de ved at lære mere om naturen, bedre kan passe på den.

Og de unge er bekymret for klima og miljø som aldrig før. For 18-årige Maja Rørbæk Wanscher, der også er aktiv i den grønne studenterbevægelse, fylder bekymringerne meget i perioder:

”Nogle gange kan jeg være virkelig ked af det og føle mig ret tynget, fordi det kan virke så magtesløst”, siger Maja.

Men de tunge følelser fylder mindre, efter hun er flyttet tværs over landet fra København til kollegiet i Thy. Her ligger klimakrisens alvor som en undertone, de alle ved er et problem, der skal gøres noget

ved. Den fællesfølelse giver en ro. Elever som Maja ønsker en anden fremtid, hvor det at spise mere bæredygtigt, bo tættere sammen og dele mere er en selvfølge. Det afprøver de her. I fællesskab.

Et anderledes fællesskab

Lyset falder blødt mellem træstammerne og rammer de små køkkenhaver i lange stråler. To piger i bare tæer udpeger, hvor deres fælles køkkenhave skal være. Haverne har ligget stille over vinteren, men nu er foråret her, og det betyder, at eleverne skal i gang med at så. I køkkenhaven kan de selv bestemme, hvad de vil dyrke og pleje. Som en del af undervisningen udarbejder de et årshjul, så haven bearbejdes og får det rigtige udbytte. Ella Trillingsgaard på 17 år går og luer. Hun startede på skolen i en søgen efter et anderledes fællesskab:

”Det er ikke mange, der gider bruge en hel dag på at gå i haven eller tegne, som vi gør her”, siger Ella med hænderne dybt begravet i jorden.

Da eftermiddagssolen har sænket sig, står en lille fin kolonihave tilbage. I en spiral af sten er der blevet sået både grøntsager og blomster.

At være isoleret i naturen giver et meget anderledes ungdomsliv end det, de fleste af deres andre venner lever. Her får de et stærkt fællesskab uden omverdens forventninger, om byture, kaffe-aftaler og travlhed. I stedet hviler de i at være fælles

om at bo her. Sådan mener Rikke Hoeg, der blev fascineret af, at fællesskabet ude fra set så ukompliceret og rart ud. Det blev hun bekræftet i efter at være startet:

”Der er en enorm ro over, at alle er flyttet langt væk for at bo her. Derfor hviler man mere i fællesskabet”, fortæller Rikke.

Naturen er omdrejningspunkt for både klimaet, kollegiet og HF-imagine. Derfor ligger uddannelsen i naturen. På den måde får eleverne en større forståelse for, hvad der er at værne om.

Man skal turde snakke med dem, man er uenige med Når de unge bevæger sig ud fra kollegie-boblen, kan de lokale kende dem på lang afstand. Farverigt genbrugstøj, hjemmestrikkede kreationer og næsepiercinger afslører dem med det samme. Er det jer fra den der skole? Lyder spørgsmålet ofte. Det er det. Faktisk er det vigtigt for dem at blande sig med lokalsamfundet. Både for at få en større forståelse for, hvordan folk lever i udkantsdanmark, og hvorfor det ikke er alle, der kan eller vil deltage lige så meget i klimakampen, som dem selv. Netop det har Maja lært meget af:

”Jeg tror, det er godt for mig at rykke ud på landet og møde nogle mennesker, som tænker helt anderledes end mig.”, siger hun. ”Måske er det endda nemmere at skubbe til nogle grænser herude”.

Hvis der skal skubbes til nogle tankemønstre om klima i Thy, må de lokale mødes, hvor de er. Eleverne fandt hurtigt ud af, at det ikke var effektivt at stå og råbe foran rådhuset. I stedet fandt de på at invitere skolens naboer, til en klimavenlig fællesspisning og snak om bæredygtighed. 19-årige Nanna Almskou Rasmussen har i sin tid i Thy lært, at det at være klimabevidst ikke nødvendigvis er givet:

”Jeg har været mere kold og kontant, og tænkt, at man bare skal tage sig sammen. Vi skal fanme kæmpe. Og det synes jeg stadig, at vi skal. Men jeg har lært, at der er stor forskel på, hvor man kommer fra og dermed, hvor meget overskud man har. Både tidsmæssigt og økonomisk.”

Selv er hun blevet så glad for Thy, at hun slår sig ned et år mere, efter hun bliver student. Hun og fem andre elever har fået lov til at leje en gammel skovfogedbolig, hvor de starter et kollektiv. Her skal de tilbringe deres sabbatår omgivet af hede og vildtgroende skov.

Fotojournalisterne

Amalie Haun

Anders Lindstrøm Berker

Dicte Sønnichsen

Frederik Kongsgaard

Kasper Krupsdahl

Loui Pedersen

Peter Maunsbach

Rebecca Krogh

Signe Bech Søholt

Tobias Nielsen

Vikki Augusta Søholm