1 minute read

Anbefaling 08: Lad frivillige arbejde frivilligt

Anbefaling

Lad frivillige arbejde frivilligt

Anbefaling

Foreningerne bidrager til at løse samfundsmæssige opgaver med frivillige kræfter. Handletanken anbefaler, at byrådet anerkender og respekterer, at det frivillige arbejde er frivilligt.

Vi foreslår, at Aarhus Kommune og det folkeoplysende område drøfter og kommer med forslag til, hvordan det frivillige engagement bliver anerkendt og respekteret, særligt når byrådet har politiske dagsordner, som de ønsker, at foreningerne skal bidrage til at løfte.

Vi foreslår, at Aarhus Kommune i højere grad understøtter de frivillige, når der skal løses komplekse opgaver, hvor der er behov for en specialiseret viden.

Motivation

Det folkeoplysende område bygger på demokrati, grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, fællesskab og de enkelte initiativtageres idégrundlag. Det bygger altså på respekten for forskellige holdninger, idégrundlag, interesser og et frivilligt engagement og dels på demokratiske og forpligtende fællesskaber, der er åbne for alle. Det kan være naturlige følgesvende, men der kan også være et indbygget paradoks.

På den ene side er der tale om mennesker, der mødes om fælles interesser og med et frivilligt engagement. På den anden side skal fællesskaberne være åbne for alle, og kommunen kan derfor have en forventning om, at foreningerne gør en indsats for det. Det er vigtigt at finde den rigtige balance mellem disse hensyn.

Foreningernes kerne er at drive de fællesskaber, der mødes om en fælles interesse, uanset om det er gymnastik, syning eller noget helt andet. Men foreningerne løser også mange andre opgaver, som kan være alt fra inklusion til store anlægsprojekter. Spørgsmålet er, om kommunen og foreningerne har fundet den rigtige balance i samarbejdet om at løse samfundsmæssige opgaver, og om forståelsen for og forventningerne til hinanden er klare nok.

Aarhus Kommune bør i højere grad understøtte de frivillige, når de er med til at løse komplekse opgaver, hvor der er behov for en specialiseret viden. I byrådet bør man være opmærksomme på, at det frivillige arbejde er frivilligt, når man ønsker, at foreningerne løser samfundsmæssige opgaver.

This article is from: