Sweet Home by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

SWEET HOME Christian Klindt SĂ¸lbeck

Prolog Den hvide firehjulstrækker holder i en mørk indkørsel foran et fremmed hus. Der er blå blink i bakspejlet. En stor kegle af hvidt lys oplyser kabinen. Det skærer i øjnene. Stilhed. En mindre kegle nærmer sig bilen i en bølgede bevægelse. Pupillerne trækker sig endnu engang sammen i smerte, da keglen rammer førersædet fra siden. Den elektriske rude bryder stilheden, mens den forsvinder ned i døren. Den kolde, skarpe novemberluft trænger ind i bilen. Lyset bevæger sig lidt til siden. To blå øjne og et hvidt ansigt kommer til syne under en bredskygget mørkeblå hat.

”Et kørekort fra Alabama?”

”Kørekort og forsikringspapirer, tak.”

”Har du nåle eller andre skarpe objekter på dig?”

Det var Oscar, der opdagede de blå blink længere fremme i mørket. To sæt på hver sin side af vejen. Det er derfor, at hans hvide bil holder i den fremmede indkørsel. Der blev skiftet chauffør, og nu sidder han på bagsædet. Han er fra Mexico. Der er ingen amerikanske statsborgere i bilen. Én er lovligt i USA. De andre tre er ikke. Kvinden med de blå øjne får kørekortet og forsikringspapirerne. Hun sænker lygten kort, inden pupillerne igen bliver til knappenålshoveder inde i bilen. ”Har du ikke et kørekort?” ”Det er mit kørekort.”

Hun får et bordeauxrødt pas i hånden. Hun studerer det og forsvinder bag den store lyskegle. Stilhed. De blå øjne er tilbage. ”Har du noget imod at stige ud af bilen?” Det er koldere ude end inde i bilen. Der er to politibiler og tre betjente bag lyset. En anden betjent tager nu ordet. Han har rødt hår under sin mørkeblå hat. Der er fregner i hans hvide ansigt.

Bagsmækkens hvide lak er varm. Betjentens hænder bevæger sig hurtigt. De er kolde. Han finder ingen nåle eller skarpe objekter. Kvinden med de blå øjne og de to andre betjente gennemsøger bilen. Mens den rødhårede betjent holder forsikringspapirerne, det lyserøde kørekort og det bordeauxrøde pas i sine kolde hænder. Tre små kegler af hvidt lys danser rundt i bilen. Men der er ingen nåle eller skarpe objekter. ”Vi ved, at bilen ikke hører til i denne indkørsel. Det var derfor, vi stoppede jer, men tak fordi du holdt ind til siden for at tage din telefon. Det sætter vi pris på. Ha’ en god aften.”

SWEET HOME Christian Klindt SĂ¸lbeck

HB56 - Alabamas nye anti-immigrationslov Den amerikanske delstat Alabama har indført en ny lovgivning mod illegal immigration, HB56 (the Beason-Hammon Alabama Taxpayer and Citizen Protection Act), der anses for at være nationens strengeste. HB56 blev vedtaget i Alabama den 9. juni 2011. Lovgivningen skulle træde i kraft den 1. september 2011, men udmøntningen af loven blev udsat, da Obama-administrationen samt forskellige religiøse grupper og forkæmpere for immigranters rettigheder hævdede, at loven var i modstrid med den amerikanske konstitution. I slutningen af september 2011 gav dommer Sharon Lovelace Blackburn fra Federal District Court i Birmingham imidlertid grønt lys for, at størstedelen af lovgivningen kunne træde i kraft pr. 29. september 2011. De dele af loven, som nu er trådt i kraft, omfatter bl.a. • • • •

Det lokale politi har myndighed til at kontrollere folks immigrationsstatus og arrestere illegale immigranter, hvis der er en begrundet mistanke om, at de er i landet illegalt. Det ulovligt at leje bolig og land til illegale immigranter. Det er forbudt for arbejdsgivere at ansætte illegale immigranter, og arbejdsgivere er forpligtede til at tjekke deres ansattes immigrationsstatus ved ansættelse. Alle kontrakter, hvor den ene part er illegal immigrant, er ugyldige.

Dele af den oprindelige lovgivning er midlertidigt blokeret, idet den føderale regeringen mener, de kan være i strid med den amerikanske konstitution. Disse dele omfatter bl.a.: • • • • •

At skolerne skal kontrollere elevernes immigrationsstatus, når de indskrives, og indberette det statistiske materiale til staten. At illegale immigranter ikke kan læse på statsejede universiteter. At det er ulovligt at transportere og give husly til illegale immigranter. At det er forbudt at afskedige legale immigranter og amerikanske statsborgere, mens man har illegale immigranter ansat. At det er ulovligt for illegale immigranter selv at søge arbejde.

Albertville Lugten af våde fjer og hønsemøg ligger tungt i luften som dårlig ånde. ”Albertville, The Heart of Sand Mountain, Welcomes You”, står der på skiltet over blomsterbedet på vej ind i byen. Strøet langs Florida Short Route, byens hovedgade, ligger en blanding af fastfoodrestauranter og bilforhandlere, som reklamerer med, at de taler spansk. Albertville i det nordlige Alabama er central i debatten om HB56. Inden loven trådte i kraft, havde hver 3. indbygger i Albertville latinamerikanske rødder med både legal og illegal status. Størstedelen af dem er kommet dertil for at arbejde i byens store fjerkræsindustri. Byens republikanske borgmester Linsey Lyons gik i 2009 til valg på at gøre op med de illegale immigranter, og han er derfor en populær mand i dag blandt lovens tilhængere. ”I det øjeblik guvernøren underskrev loven, og dommer Blackburn fastholdt dens nøglepunkter, begyndte latinoerne at udvandre. Vi så pickup trucks og varevogne læssede med møbler. De tog bogstaveligt talt af sted midt om natten og trak deres børn ud af skolen,” fortæller Lyons og konkluderer, at ca. 1.500 af Albertvilles 7.000 latinoer er rejst.

To-책rige Marcello er amerikansk statsborger, men hans far er illegal mexicansk immigrant, Albertville.

Victor ”Jeg kunne se, hvor nervøse folk var. Hvor meget det betød for dem. Vi var alle smurt ind i mudder. Jeg var seks år gammel. Vi lå ved en lille bæk ikke langt fra floden. Da jeg så lommelygten, gik det op for mig, at vi var blevet fanget. Vi blev sat ind på bagsædet af en Ford Explorer og kørt tilbage til Mexico.” ”Det var enden for mange, der havde brugt alle deres penge. Vi var heldige, at vi havde råd til at forsøge igen. Natten efter prøvede vi igen og slap igennem.” Det er 13 år siden, Victor kom illegalt til Amerika. Victors far krydsede grænsen første gang i 1995, efter den økonomiske situation i Mexico gjorde livet umuligt for dem. I 1998 tog han tilbage og hentede familien. Victor lærte hurtigt at tale engelsk, fik nye venner og klarede sig godt i skolen. Indtil en samtale med en studievejleder, da han gik i sjette klasse. ”Du er illegal immigrant. Du får aldrig en uddannelse efter High School. Du spilder din tid.” ”Det ødelagde mig, fordi jeg troede på hende. Jeg blev ligeglad med det hele, ikke kun skolen.” Men i tiende klasse begyndte Victor igen at følge med i skolen og lave lektier. Han blev student i 2010 og optaget på det ansete Auburn Universitet i Birmingham i Alabama. Da han ikke er amerikansk statsborger, skulle han betale det samme som internationale studerende for at gå på universitetet, selvom han har boet i Alabama næsten hele sit liv. Det havde han ikke råd til. ”Jeg skulle starte på et offentligt universitet i september, men så kom HB56. Der er dage, hvor jeg tænker, at nu kan det også være lige meget. Jeg rejser. Jeg kan ikke mere.”

Liza, 34, Albertville, illegal immigrant fra Mexico.

Lindsey Lyons, borgmester i Albertville ”For 15 år siden besluttede fjerkræsindustrien, som er stor i Albertville, at ansætte en arbejdsstyrke af illegale immigranter. De reklamerede med store skilte i Mexico. ’Hvis I kommer til Albertville i Alabama, kan I straks få job.’ Det er en kendsgerning. Det startede en jævn strøm af illegale immigranter til byen, som skubbede den amerikanske arbejder ud.” Lindsey Lyons er byens borgmester, og han vokset op i området. Han har en fortid som franchiser af flere restauranter i fastfoodkæden Arby’s Roastbeef og ejer stadig restauranten i Albertville. For tre år siden stillede han op til borgmester, da han ville bekæmpe den illegale immigrations negative effekt på lokalsamfundet for at skabe bedre livskvalitet i byen. ”De amerikanske forældre var bekymrede for, at deres børn ikke fik ordentlig undervisning i skolen på grund af de mange tosprogede elever. De taler spansk derhjemme og vil ikke lære engelsk og interesserer sig ikke for at lære den amerikanske kultur.” ”Vi haft store problemer med flugtbilister, når de illegale immigranter var indblandede i trafikuheld. I de tilfælde, hvor de ikke stak af, havde 95% ikke noget kørekort, og 98% var ikke forsikret.” ”Narkohandlen indfandt sig i vores samfund, som den gør over alt, hvor der er store samfund af illegale immigranter. Og der var prostitution. Det havde vi aldrig troet ville ske. Vi er i bibelbæltet i Alabama i det sydøstlige USA, og så finder der prostitution sted!” Da Lindsey Lyons tiltrådte som borgmester, inviterede han og den tidligere politichef Benny Womack lovgiverene fra Alabamas hovedstad Montgomery til Albertville for at vise dem den negative effekt, den illegale immigration havde haft på lokalsamfundet. ”Jeg er stolt af vores statslige lovgivere, fordi de har valgt at gribe til handling og lovgive mod den illegale immigration. Jeg håber, at den føderale regering i Washington vil vågne op og stramme den nationale lovgivning i takt med, at flere stater som Arizona, Utah og snart South Carolina vedtager love som vores. Jeg føler, at vi i Albertville har en del af æren for HB56.”

â&#x20AC;?Mange er rejst, men vi ved ikke hvem. Hvis de ikke tĂ¸mmer deres postkasse i to uger, tager vi posten med tilbage og sender den retur.â&#x20AC;? Wes Barnes, Postbud i Albertville. 32

Ruben Juniors mor er amerikaner, og hans far er fra Mexico. Han skulle være startet i børnehaveklasse i august, men hans forældre tør ikke sende ham af sted, fordi hans far opholder sig i landet illegalt.’

Freddy Tomas ”Vores land er fattigt. Vejene er grusveje, der er mange bjerge og ingen butikker. Folk har køer og høns. De dyrker jorden og lever af det, de kan producere. Der er ikke mange, der går i skole, de ikke har råd - man skal selv købe bøger og uniform, og der er intet arbejde at få, men det her er slaraffenland for os.” Freddy Tomas er søn af immigranter fra Guatemala. Han er født i USA, men har besøgt sine forældres land. I 2.g droppede han ud af skolen for at tjene penge og hjælpe sin familie. Han arbejder otte timer om dagen, seks dage om ugen på et fjerkræslagteri. ”Vi tager de jobs, som amerikanerne ikke vil have. Vi gør deres beskidte arbejde for dem.”

Francisco, 48, og Martina, 42, Albertville. Illegale immigranter fra Guatemala.

Mariela ”Min otteårige søn kom hjem fra skole og var bange. Alle hans venner er rejst. Han siger, at de har skiftet skole, men det passer ikke. De er rejst, fordi deres forældre også er illegale immigranter. Han har flere gange spurgt mig – hvorfor er papiret så vigtigt? Men jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.” Mariela er gravid. Hun skal føde om to uger. Den amerikanske forfatning sikrer den lille pige i hendes mave amerikansk statsborgerskab. En ret der tilfalder alle, der er født i USA. Mariela er bange for, at hospitalet vil afvise hende, fordi hun er illegal. ”Jeg tør ikke føde herhjemme. Jeg er bange for smerten, og hvis der er noget galt med barnet, er der ingen til at hjælpe os.”

Doug Pollard, politichef i Albertville. ”Jeg bliver vred, når Albertville bliver kaldt en racistisk by. 99% af indbyggerne er ikke racister. De er gode, hårdtarbejdende folk, som forventer, at man overholder landets love. Men når folk sniger sig over grænsen uden de rigtige papirer, så bryder de loven.” ”Folk misforstår den nye lov. Hvis man er offer for en forbrydelse, kan man anmelde den på lige fod med alle andre. Vi tjekker kun immigrationsstatus, hvis folk har begået en anden forseelse først. Det kan være mistanke om vold i hjemmet, eller hvis man kører for stærkt eller begår andre trafikale forseelser. Vi tager ikke hjem til folk og beder om at se deres opholdstilladelser.” Doug Pollard er politichef i Albertville. Han blev valgt og indsat i 2010 efter 22 års tjeneste hos Albertvilles Politi. Doug Pollard er opvokset i byen, og hans bedste ven, der var forlover til hans bryllup, er halv mexicaner. Vennens mor kom til USA for over 40 år siden. ”Hun fik ordnet sine papirer og er nu amerikansk statsborger. Det tager tid, og det koster lidt penge, men det er ikke svært. Mange vil ikke betale de penge, det koster, men det skal ikke være gratis. Hvis man vil opnå noget, skal man arbejde for det. Det er lige meget, om det er amerikansk statsborgerskab eller en ny bil.”

Gabriella ”Det var en torsdag, loven trådte i kraft. Solen skinnede, og himlen var blå. Der var politibetjente overalt. Vi vasker tøj hver torsdag. Altid på det samme møntvaskeri. Vi kender damen, som arbejder der, og taler altid med hende. Den torsdag ville hun ikke tale med os.” ”Det var som om, folk kiggede anderledes på os. Som om vi bar rundt på et stort skilt, hvor der stod ’Illegale immigranter’. Folk kigger stadig, men jeg prøver at lade som ingenting.” Gabriella var ni, da hun krydsede Rio Grande på skuldrende af den mand, der skulle hjælpe hendes familie ind i USA. Nogle hunde afslørede dem. Det amerikanske grænsepoliti fangede dem og sendte dem tilbage til Mexico. Senere samme nat lykkes det dem at krydse grænsen gennem ørknen til New Mexico. Pris pr. person 2.000 amerikanske dollars. ”De første måneder blev vi i New Mexico. Vi var nødt til at tjene penge. Vi plukkede pebre og løg fra solopgang til solnedgang. Jeg arbejdede også. I Mexico gik jeg i skole og havde aldrig arbejdet.”

Rosalio og Rosa ”Vi tør ikke tage tilbage til Mexico. Der er narkokrig. Folk bliver slået ihjel. Det er ikke sikkert der. Vi er bange for at blive i Alabama, og vi er bange for at tage tilbage. Vi forlader kun vores hjem for at tage på arbejde og for at handle ind.” Det er 14 år siden, Rosalio og Rosa kom til Alabama. De arbejder begge på fjerkræslagterier. Rosa fileterer kyllinger om dagen, og Rosalio gør rent om natten. De har fire børn. Tre bor stadig hos dem i traileren i Albertville. Hele familien opholder sig illegalt i USA. ”Vores hjem er her. Vi har boet her i 14 år. Det er svært at rykke rødderne op og flytte til en anden stat og starte igen uden et job. Hvis de så indfører den samme lov, så skal vi starte forfra engang til.” De fleste illegale immigranter, der kommer til USA, har ingen uddannelse. Rosalio er ingen undtagelse. Hans familie var fattig, så han var nødt til at arbejde. Da familien krydsede den amerikanske grænse, vidste han, at han ikke ville komme til at arbejde på et fint kontor. ”Jeg har altid sagt til mine børn, at de skulle gå i skole og få sig en uddannelse, så de ikke er nødt til at slide på et kyllingeslagteri ligesom deres mor og jeg.”

”Min omsætning er faldet med over 50%, efter loven blev indført. Hvis ikke den bliver omstødt, bliver jeg nødt til at lukke min forretning og flytte til en anden stat.”

Enrique Chavez, indehaver af det mexicanske minimarked Mi Princesa i Albertville.

Anholdelse, Albertville. 60

Gloria og Umberto ”Hvis jeg bliver stoppet af politiet, bliver jeg deporteret. Jeg kan ikke tage ud at handle ind, køre mine døtre til lægen eller tandlægen eller i skole. Det tør jeg ikke mere. ” Gloria og hende mand Umberto er illegale immigranter fra Mexico. De kom til Alabama for ti år siden fra Texas. De har købt et hus og fået børn her. Tre døtre; Jaqueline, Daphne og Valeria - på ni, syv og tre. Deres ældste datter Arleth er født i Texas. Alabama var et godt sted at bo. Der var nemt at få arbejde og lønnen var højere end i Texas. ”Vi har betalt af på huset i ni år – det er mange penge, så vi vil ikke herfra. Det er ikke til at leve på denne måde, som en fange i sit eget hus. Hvis loven ikke bliver ændret, bliver vi nødt til at flytte til en anden stat – måske New Jersey.” For nylig blev der begået hærværk mod familiens bil. Benzintanken var fyldt op med sukker. ”Hvis vi tager på politistationen for at anmelde det, bliver vi måske selv anholdt og sendt tilbage til Mexico. Det gør mig vred, men der er ikke noget at gøre. Jeg vil ikke tilbage til Mexico. For 15 år siden var der fredeligt, men det er der ikke mere. Det er narkokartellerne. Folk bliver dræbt hver dag. Det viser de i nyhederne. Jeg er født der, men jeg vil ikke tilbage.

Luis ”Jeg har plukket tomater. Det er varmt, arbejdet er hårdt og lønnen er dårlig. Jeg forstår ikke, hvordan de gør det. Men latinoerne er ligeglade med lønnen. De vil bare arbejde, så de kan skabe et bedre liv for deres familier.” Luis Vegara er fra Puerto Rico, en amerikansk commonwealth i Caribien, og er, som alle Puertoricanere, amerikansk statsborger. Han er gift med en illegal mexicansk immigrant. Han har en spastisk lammelse og er derfor berettet til en invalidepension på 400 dollars om måneden, men han er nødt til at arbejde på et fjerkræslagteri for at kunne forsøge sin familie. ”For nylig blev jeg stoppet af politiet. Inden jeg nåede at finde mit kørekort, ville betjenten vide, hvilket land jeg var fra. ’Puerto Rico’ svarede jeg. Derefter bad han om min opholdstilladelse. Da han så mit kørekort, blev han flov, og vi fik lov til at køre. Min kone var med i bilen. Det var godt, han ikke tjekkede hendes papirer.”

America ”Det føles som om, de er sure på os og vil gøre os ondt. Nogle amerikanere vil slet ikke tale med os. En dag vi var ude at handle ind i supermarkedet, smed damen ved kassen vores byttepenge efter os. Hvad har vi gjort?” America er ni år og går i fjerde klasse. Hun er født i Mexico, ligesom sine forældre. Hun har boet i USA hele sit liv, men som forældrene har hun ingen opholdstilladelse. ”Det føles på skolen nu - mange af mine venner er rejst. Jeg savner dem. Jeg er ked af det, og jeg føler mig alene.” Americas familie kom til USA i 2002 med en drøm om et bedre liv, som fattigere immigranter fra hele verden har gjort, siden Columbus for vild og opdagede Amerika. Da familien kom til Alabama for fire år siden, åbnede Americas mor Maria Luisa en frisørsalon – America’s Salon - i Kilpatrick lidt uden for Albertville. Maria Luisa har fejet meget sort hår sammen på gulvet i America’s Salon de sidste fire år. Men efter den 29. september 2011 har der ikke været meget at lave. ”Cirka halvdelen eller flere af latinoerne i Kilpatrick er rejst. Loven er uretfærdig. Vi bliver behandlet som kriminelle, men det er vi ikke – vi vil bare gerne arbejde.”

Gomaro, Maria, Rickey, 9, Maria, 14, og Tony, 7, Albertville. Familien er illegale immigranter fra Mexico. Rickey og Tony er fĂ¸dt i USA.

Juan I skumringen spiller Juan bold med sin datter Ashley Emily i den lille have foran deres trailer i Kilpatrick lidt uden for Albertville. Han har ingen papirer og ikke noget job. Juan har boet i Alabama i ti år. Først arbejdede han som kok på en kinesisk restaurant og siden som bygningsarbejder. ”Alting var lettere før loven – det var nemt at få arbejde – de var ikke så strikse.” Nu er det Juans kone Ana, der forsørger familien - Juan og deres tre børn, Hugo, 8, Ashley Emily, 4, og John Brian, 6 måneder. Hun får 8 dollars i timen på fjerkræslagteriet.

Jesus og Maria ”Før loven gik min bedstemor og jeg altid, når vi skulle hen og handle i supermarkedet, til frisøren eller bare besøge nogen. Det tør vi ikke mere. Vi bliver bange, når vi ser politiet, fordi de måske tager os.” Jesus er født i Alabama. Han er tolv år gammel og amerikaner - hans forældre er fra Mexico. De blev skilt, da han var helt lille, og hans mor har en ny familie nu. Sidst, han så hende, var for otte år siden. Nu bor Jesus sammen med sin bedstemor, Maria, i en trailer i Albertville. ”Min far ville gerne blive her i Alabama, men han var nødt til at rejse. Nu er der kun mig og min bedstemor tilbage. Vi ringer til ham i Mexico, når vi har råd til at købe et telefonkort. Vi taler om, hvornår han kan komme tilbage.” 72-årige Maria har boet i Alabama i 16 år, men hun har ingen opholdstilladelse. I tolv år arbejdede hun på et kyllingeslagteri. Da loven blev indført, fik hun en fyreseddel. Nu tjener hun penge ved at passe børn og gøre rent i de trailere, som andre illegale immigranter har forladt. Tre-årige Pepe og hans søster Ashley på fem bor hos Jesus og Maria. Deres forældre er rejst til nabostaten Tennessee. De kommer tilbage efter børnene, når de har fundet arbejde og et nyt sted at bo.

Juan Carlos og Christina Det er torsdag den 24. – den fjerde torsdag i november. Det er Thanksgiving – en national fridag i USA. I dag samles de amerikanske familier. De spiser kalkun og mindes, hvordan de indfødte amerikanere i 1621 hjalp de første europæiske immigranter med at skaffe mad i deres nye land. Hos Juan Carlos og Christina er der ingen kalkun på det lille runde bord i traileren, og deres familie er over 2000 km væk hjemme i Mexico. Juan Carlos slagter svin, og Christina fileterer kyllinger for 7,25 dollars i timen. De er begge 50 år og opholder sig illegalt i USA. Syv år har de været her – et år i Chicago og de sidste seks i Alabama. Pengene, de tjener, sender de til deres seks børn hjemme i Mexico, så børnene kan få en uddannelse. Undervisningen er gratis, men bøger og skoleuniformer er for egen regning. Deres yngste søn er tretten år gammel. De har ikke set ham, siden de krydsede grænsen.