Pludselig kom der farver på

BARTOSZ SKIBINSKI, 2. KONCERTMESTER

Da jeg søgte ind i DR Symfoniorkestret, var jeg 23 år og gik stadig på konservatoriet. Jeg spillede på en violin, som ikke var specielt god, men jeg kendte den så godt, at den gav mig en følelse af sikkerhed, og jeg endte med at vinde stillingen som 2. koncertmester.

Det viste sig, at der knyttede sig en virkelig god violin til min nye stilling, en Gagliano fra 1751. Jeg behøvede bare at prøve den én gang, så var jeg klar til at skifte med det samme.

Et instrument er lidt som en lærer – det kan åbne ens øjne for helt nye muligheder og nye lag i musikken. Det er utrolig inspirerende at få et nyt instrument i hænderne,

Jeg elsker kontrasten mellem fortid og nutid

ANDREA REBEKKA ALSTED, VIOLINIST

I den tid, jeg har været i DR Symfoniorkestret, har jeg haft flere forskellige instrumenter. Hver gang har det været lidt som at lære et nyt menneske at kende. Man skal føle sig frem, og det er ikke sikkert, at det instrument man drømmer om, også passer til én. Jeg har fx prøvet at stå med et fantastisk instrument, som jeg måtte sende videre til en anden, fordi det ikke spillede sammen med min fysik.

Gennem årene har min lyd udviklet sig, så jeg er gået fra at have en ret mørk klang til en lysere og mere åben lyd, og det hænger meget sammen med de instrumenter, jeg har haft.

For et par år siden fik jeg stillet en Gagliano fra 1762 til rådighed af orkestret, som jeg elskede med det samme. Den havde en endnu rigere og sprødere tone, end jeg nogensinde havde drømt om. Og så er den utrolig smuk at se på – det betyder også noget for mig. Gaglianoen er en drøm at spille på, så det bliver helt sikkert hårdt, når jeg engang stopper i orkestret og må vende tilbage til mit oprindelige instrument.

Ved siden af mit arbejde i orkestret er jeg med i en strygekvartet, som spiller helt ny musik på elektriske instrumenter. Derfor har jeg fået specialbygget en violin, der er den totale kontrast til mit klassiske instrument.

Det er som om, dens lyd kommer fra en anden verden, måske en fjern fremtid.

Jeg elsker kontrasten mellem de to instrumenter. Og faktisk har den elektriske violin givet mig en endnu større kærlighed til den som reagerer på alle dine idéer og samtidig giver dig mod til at prøve nye ting, som du ikke kunne før. tradition og historie, som min Gagliano kommer af. Når jeg tænker på de mange hænder, der har spillet på den, og på træet, som er flere hundrede år gammelt, føler jeg virkelig, at den klassiske musik har noget evigt og uudslukkeligt i sig.

For mig var det at skifte instrument som at have tegnet med blyant hele sit liv og så pludselig få en hel palet af farver i stedet. Du kan stadig bruge nogle af de samme virkemidler, men med mange flere dimensioner og nuancer.

Efter at jeg har skiftet instrument, har jeg lånt min gamle violin til min lillebror på 16 år. Han har lige vundet en violinkonkurrence på den, så måske bringer den held.