Gennem nåleøjet

Hver eneste musiker i DR Symfoniorkestret har konkurreret sig til deres stilling gennem et flere dage

Hvordan finder man de helt rigtige musikere til et symfoniorkester?

I DR Symfoniorkestret bliver musikerne udvalgt gennem et prøvespil i flere runder, som efterfølges af et års prøvetid på pladsen i orkestret.

Det kræver både lang forberedelse og stærkt fokus at komme gennem nåleøjet ind i orkestret, og det er ikke bare orkestrets ledelse, men også de faste medlemmer af orkestret, der vurderer, hvem der skal have de eftertragtede stillinger.

S Dan Foreg R Et Pr Vespil

• Et prøvespil i DR Symfoniorkestret varer typisk to dage og består af tre eller fire runder, hvor ansøgerfeltet indsnævres efter hver runde.

• I første runde spiller ansøgerne bag et forhæng for at blive vurderet på lige fod. De akkompagneres af orkestrets faste pianist Per Salo – og på den anden side af forhænget sidder en jury på 10–12 medlemmer, som består af repræsentanter fra orkestrets ledelse og et udvalg af musikere.

• Gælder det en stilling som solospiller eller koncertmester, er der to ekstra runder, hvor man skal vise sine evner som leder af sin instrumentgruppe og som solist sammen med orkestret.

MICHAEL GROLID, 1. SOLOBRATSCHIST

Da jeg søgte ind i DR Symfoniorkestret, havde jeg været til et enkelt prøvespil tidligere. Det var i et orkester, hvor jeg kendte alle, og det gjorde mig meget nervøs. Men i DR kendte jeg ingen på forhånd, og derfor følte jeg mig helt fri til at vise, hvem jeg er som person og som musiker.

I ugen op til prøvespillet boede jeg alene i mine bedsteforældres hus for at kunne fokusere totalt på mit spil. Jeg øvede næsten konstant, og hver dag spillede jeg for min lærer i Berlin via skærm.

I de første runder var jeg ikke specielt nervøs. Men de to sidste runder, som er specielle for solospillere og koncertmestre, var virkelig udfordrende. Her skal man ikke bare selv spille godt, men også vise at man kan lede sin gruppe og spille sammen med orkestret. Det kræver et enormt overskud samtidig med, at situationen er svær at forberede sig på.

I begge runderne blev jeg helt overvældet over, hvor godt orkestret lød. Men jeg forsøgte at åbne ørerne og reagere spontant på det, jeg hørte. Det kan være rigtig svært at lytte i en presset situation, men de to runder endte med at blive en fin oplevelse, hvor det i sidste ende var musikken, der guidede mig.

Efter at jeg var kommet ind i orkestret, var det hårdt med den lange prøvetid. Man stiller utroligt høje krav til sig selv i sådan en periode, men samtidig sørgede jeg for at holde fast i glæden ved at være i orkestret og huske, hvorfor jeg oprindeligt drømte om at komme ind. Selvom jeg allerede følte mig godt tilpas i orkestret, var det nu en kæmpe lettelse, da jeg efter et år fik at vide, at jeg havde bestået min prøvetid!

IDA BALSLEV, VIOLINIST

Jeg kendte gamet på forhånd, da jeg søgte ind i DR Symfoniorkestret. Jeg havde gået til flere prøvespil i min studietid, og desuden var jeg allerede ansat på kontrakt i orkestret, så jeg havde nemt ved at visualisere forløbet – hvordan rummet så ud, hvem der ville være til stede og så videre.

Men et prøvespil er et vanvittigt krævende forløb, hvor alt kan ske. Du ved ikke, hvem du konkurrerer mod, og uanset hvor godt du er forberedt, vil der være overraskelser undervejs.

Da der blev en stilling ledig i orkestret, følte jeg, at det var nu eller aldrig, så jeg gik ’all in’ på forberedelsen. Min søn var kun ti måneder, så den sidste tid op til prøvespillet sov jeg i kælderen hos noget familie for at få en ordentlig nattesøvn, og hver aften tog jeg ud og øvede i en øve-container efter at have ammet ham i søvn.

Jeg kan faktisk bedst lide første runde i orkesterkonkurrencer, hvor du spiller bag en skærm, fordi jeg bedre kan fokusere på musikken, når jeg ikke kan se juryen og ikke skal tænke på, hvordan jeg ser ud.

Til anden runde, hvor man skal spille orkesterstemmer, havde jeg sørget for, at jeg ikke bare kunne min egen stemme, men også havde lyttet meget til indspilninger af værkerne for at forstå helheden og vide, hvad der sker i resten af orkestret. Den del af forberedelsen tror jeg er utroligt vigtig.

I sidste runde kom jeg til at spille en slem rytmisk fejl helt i begyndelsen, men på en måde hjalp det mig til at slippe nerverne og spille mere frit i resten af prøven. Jeg spillede Sibelius, og det lykkedes mig at give mig helt hen til billederne og stemningen i musikken, som jeg havde dyrket med en finsk kollega.

Alt i alt er jeg utroligt glad for, at jeg satsede så meget på det prøvespil. Det var aldrig gået så godt, hvis jeg havde undervurderet det.

ANNA NYKVIST, 2. SOLOFLØJTENIST

Jeg havde allerede en god stilling i et andet orkester, da jeg søgte ind i DR Symfoniorkestret. Men da stillingen i DR blev ledig, kunne jeg ikke lade være med at søge. Jeg er typen, som bliver indebrændt, hvis jeg føler, at jeg stagnerer, og trives faktisk bedst, når jeg er under pres.

Jeg havde spillet i DR Symfoniorkestret i et par korte perioder tidligere, så jeg kendte blæsergruppen og havde ligesom deres klang i ørerne. Det hjalp mig meget i min mentale forberedelse, men alligevel kom mine nerver på tværs flere gange i prøvespillet.

Første runde er altid ubehagelig, fordi man spiller bag forhæng, så det var jeg nogenlunde forberedt på. Men det var en overraskelse for mig, at jeg igen blev akut nervøs og helt tør i munden, da jeg gik ind foran juryen i anden runde.

Det værste var dog, da jeg skulle spille med orkestret i sidste runde. Jeg kendte alle omkring mig, men pludselig føltes det som om, jeg aldrig havde spillet i orkester før.

Jeg skulle starte på en høj, svag tone, og det var utrolig ubehageligt, fordi jeg følte, at mine læber rystede. Bagefter har min fløjtekollega fortalt, at hun tænkte ’wow’, da jeg spillede netop den tone. Måden, jeg trak vejret på og satte tonen an, havde virket så sikker og fokuseret. Så takket være min lange erfaring og overskud gjorde jeg åbenbart et godt indtryk – på trods af nerverne.

Når jeg spiller i orkestret i dag, er det en fantastisk følelse at være en del af et så stærkt fællesskab – som at være en lille bitte del af et velsmurt maskineri, hvor alle dele spiller sammen i en højere sags tjeneste.