Elektroteknologi - Bacheloruddannelse (3 år)

Page 1

Elektroteknologi Bacheloruddannelse (3 ĂĽr)


Sæt præg på udviklingen Elektroteknologi er et spændende fagområde i rivende udvikling. Elektroteknologi spænder vidt: fra robotter til højttalere, fra satellitter til radarsystemer, fra computere til høreapparater og fra elforsyning til antenner. For at kunne holde trit med udviklingen er der brug for højt kvalificerede ingeniører inden for elektroteknologi. De er eksperter i elektriske og elektroniske systemer og har samtidig en god forståelse for sammenhængen mellem hardware og software. Som elektroingeniør kan du sætte dit præg på den digitale fremtid.

Det afgørende samspil Du vil lære, at den elektriske og elektroniske verden er baseret på et samspil mellem software og hardware, og at elektroingeniørens opgave i vid udstrækning er at skabe sammenhæng mellem den rene computer science og den virkelige verden med dens fysiske muligheder og begrænsninger.

Grundlaget for de mange muligheder Undervisningen giver dig en grundlæggende viden, som kan danne basis for at fortsætte et studie på kandidatniveau. Uddannelsen vil med passende valg af kurser også give mulighed for, at du på kandidatuddannelsen kan vælge en specialisering inden for tilgrænsende områder som bæredygtig energi, telekommunikation, akustik, medieteknologi, informationsteknologi - eller overordnede områder som økonomi og ledelse.


Muligheder fra start Bachelorstudiet indeholder forelæsninger, gruppearbejde, hjemmeopgaver, øvelser i elektronik- og datalaboratorier, projektarbejde og selvstudier. Straks på første semester vil du få smagsprøver på ingeniørarbejde inden for emner som robotter, rumfart og kommunikation.

Vi tilbyder Nærkontakt til forskningsmiljøet, forelæsninger med plads til dialog, gruppearbejde med engagerede hjælpelærere (ældre studerende) og et netværk af studentervejledere og undervisere, der alle vil hjælpe dig gennem omstillingen til et spændende og selvstændigt universitetsstudium. Et godt studiemiljø med mange mulig-heder for at få gode bånd til dine medstuderende. De studerende vil selv stå for at arrangere faglige og sociale arrangementer, og de forbindelser, du får, er ikke bare til glæde og nytte under studiet, men også bagefter.

Hvad vi forventer af dig Du behøver ikke at kende til elektronik på forhånd, men du har en generel interesse for teknologi og matematik, og du er indstillet på et engagement, der svarer til et rigtigt fuldtidsjob.


Studiets opbygning Bachelorstudiet består af en basispakke samt valgfrie kurser. Basispakken er obligatorisk og indeholder alle de nødvendige naturvidenskabelige grundfag, centrale teknologiske linjefag (fx digital elektronik og kredsløbsteori) samt alle projekter og almene fag – herunder programmering. Basispakken breder sig over alle seks semestre og dækker de første to semestre helt. På de efterfølgende semestre vil du få rig mulighed for at tage valgfrie kurser. Som hjælp til planlægning af disse er der beskrevet et antal anbefalede studieforløb inden for området elektroteknologi.

De seks anbefalede studieforløb: • • • • • •

Energi Lyd og akustik Trådløse systemer Indlejrede systemer Elektroniske og elektromagnetiske systemer Automation og instrumentering


Efter bachelor... Efter bacheloruddannelsen (3 år) kan du vælge at fortsætte med en kandidatuddannelse (2 år), der fører til betegnelsen civilingeniør. Kandidatretningen Electrical Engineering vil være det naturlige valg. Det vil også være muligt at vælge blandt et antal relaterede kandidatretninger.

Jobmuligheder Job for elektroingeniører findes inden for produktionsvirksomheder og deres udviklingsafdelinger, handelsog servicevirksomheder, rådgivende ingeniørfirmaer, installationsfirmaer, teleselskaber, trafikselskaber, energi, radio/tv-stationer og den offentlige sektor, herunder uddannelsesinstitutioner, diverse forskningsinstitutioner og hospitalssektoren.


Website www.dtu.dk www.dtu.dk/eltek

Spørgsmål Studieleder Kaj Bjarne Jakobsen, DTU Elektro Telefon: 45 25 52 55 kbj@elektro.dtu.dk

Institut for Elektroteknologi Danmarks Tekniske Universitet Ørsteds Plads, Bygning 348 2800 Kgs. Lyngby Telefon: 45 25 25 25 elektro@elektro.dtu.dk www.elektro.dtu.dk

Studievejledning Telefon: 45 25 11 99 studvejl@adm.dtu.dk www.dtu.dk/studievejledning

DTU Elektro 2018. Fotos: Mikkel Adsbøl, Torben Nielsen.

DTU Elektro


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.