AVL OVER GEVIND s

FØDT SVAG

Stadig flere pattegrise fødes til at dø i en produktion, hvor avlen efter ekstremt store kuld er gået over gevind, og soen er fuldstændig frarøvet muligheden for omsorg og yngelpleje.

TEKST JOHANNE GABEL / FOTO CAMILLA STEPHAN OG JOHANNE GABEL

– Grisen fødes svag, underudviklet og lige ud på et betongulv uden strøelse, hvor den skal konkurrere med alt for mange andre om den varme og næring, som er nødvendig for at overleve, siger Birgitte Iversen Damm, dyrlæge, ph.d. og chefkonsulent for landbrugsdyr i Dyrenes Beskyttelse om konsekvenserne af avlen efter stadig større kuld i dansk svineproduktion, hvor der i dag går flere pattegriseliv til end nogensinde.

– Pattegrisedødeligheden er siden 2014 steget fra 21,6 procent til 23,1 procent i 2020, når de dødfødte tælles med. I absolutte tal svarer det til en stigning fra gennemsnitligt 24.200 døde pattegrise om dagen til 28.800 døde pattegrise om dagen, konstaterer Birgitte Iversen Damm.

AVL OVER GEVIND

– Avlen er gået over gevind, så mange af pattegrisene mangler næring allerede i forstertilstanden og fødes derfor underudviklede som de såkaldte delfingrise. De dør af sult, kulde eller klemning kort efter faringen, blandt andet fordi de ikke har kræfter til at kæmpe om råmælken og dermed bliver endnu svagere, så de ikke skriger op eller flytter sig, når soen lægger sig. For soen er det stort set umuligt at drage omsorg for smågrisene, når hun er fikseret, og når der er så mange pattegrise, så bliver det også vanskeligt at lægge sig ned uden at komme til at ramme dem, forklarer Birgitte Iversen Damm og fortsætter:

– De danske søer er avlet til formentlig de største kuldstørrelser i verden. Avlen blev i 2004 ændret til avl for LG5, altså antal levende grise på dag fem, frem for avl for antal grise ved fødsel. LG5 er imidlertid også avl for stadig større kuld, og siden er den gennemsnitlige kuldstørrelse steget med fem pattegrise til nu at være oppe på 19.

SLÅET ITU

– Evolutionært er det hele så fint afstemt, at soen inden fødslen af grisene bygger en rede og efter fødslen instinktivt vil skrabe og dreje om sig selv, inden hun lægger sig for at give die i reden. På den måde advarer hun de små, som samler sig til den ene side, så hun kan lægge sig til den anden, hvorefter hver pattegris har sin egen dievorte, der giver den portion, som grisen stimulerer den tilhørende mælkekirtel til. Den patteorden bliver ødelagt, når der er for mange grise i forhold til dievorter, og når man flytter rundt på pattegrisene ved kuldudjævninger på grund af alt for store kuld. Der er så mange led i det biologiske system, som er slået fuldstændig itu i produktionen,

“Hun kan ikke vende sig rundt … hun kan ikke engang opsøge sine unger og snuse til dem”

Birgitte Iversen Damm, chefkonsulent for landbrugsdyr i Dyrenes Beskyttelse

fordi soen bliver til et højtydende produktionsapparat og smågrisene til produkter, og jo flere grise der er i kuldene, desto flere grise kommer der ud af den samme so, også selv om det samtidig betyder, at flere pattegrise dør undervejs, siger Birgitte Iversen Damm.

– For soen betyder det, at hun i lange perioder er enten drægtig eller diegivende uden mulighed for at udleve sit naturlige behov for redebygning og yngelpleje, ikke mindst fordi hun er begrænset af farebøjler, som er 65 centimeter brede ved forkroppen og højst 95 centimeter bagtil. Hun kan ikke vende sig rundt … hun kan ikke engang opsøge sine unger og snuse til dem.

SUND AVL

Dyrenes Beskyttelse arbejder for en omlægning af avlen, så kuldene ikke bliver større, men derimod mindre. Der skal satses på færre, større og mere levedygtige grise i kuldene. Målet skal være, at søer føder det antal grise, som de selv kan passe. Det vil samtidig være et opgør med den systematiske brug af ammesøer til overproduktionen af pattegrise. Ammesøer holdes fikseret i længere tid på grund af forlænget diegivning til pattegrise, som er i overskud fra andre søers alt for store kuld.