Obduceret Cuviers næbhval (Ziphius cavirostris

Forskning

Obduceret Cuviers næbhval

(Ziphius cavirostris)

I vinterferien 2020 strandede en Cuviers næbhval (Ziphius cavirostris) på vadehavsøen Rømø. Det er første gang, at denne art er blevet registreret i Danmark, omend der de seneste tyve år er rapporteret om et stigende antal strandinger i landene omkring Nordsøen.

Af Aage Kristian Olsen Alstrup, Nuklearmedicinsk Afdeling & PET, Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet & Mette Elstrup Steeman, Museum Sønderjylland, Naturhistorie.

Næbhvaler er sjældne fund i Danmark

Næbhvaler (Ziphiidae) er næst efter delfinerne (Delphinidae) den artsrigeste familie af tandhvaler, idet den kan inddeles i seks slægter med i alt 22 kendte arter. Næbhvalerne er oceaniske, hvor de typisk dykker til dybe havdybder for at fouragere. Danmark er ikke omgivet af tilstrækkeligt dybt hav, og derfor er næbhvaler sjældne at observere her. I Danmark har der således tidligere kun været strandet to forskellige arter af næbhvaler, nemlig 10 enkelt-fund af Almindelig næbhval (Mesoplodon bidens) siden 1880 og i alt 20 fund af Nordlig døgling (Hyperoodon ampullatus) fordelt på 14 strandinger siden 1785. En tredje art kan nu føjes til listen, idet en død Cuviers næbhval (Ziphius cavirostris), også kendt som Småhovedet hval, strandede ved Lakolk Strand på Rømø den 13. februar 2020.

Cuviers næbhval

Cuviers næbhval er almindeligvis udbredt i tropiske, subtropiske og varmere tempererede områder. Den har dykke-rekorden blandt alle hvalarter, idet den er målt til at dykke dybest (over 3.300 meter under havoverfladen) og i længst tid (mindst 139 minutter). Fundet af en Cuviers næbhval på Rømø vakte naturligvis opsigt. Men det var ikke helt overraskende, at der på et tidspunkt måtte strande en sådan næbhval i Danmark. Der har nemlig været strandinger af enkelt-dyr i flere af vore nabolande omkring Nordsøen. Siden 1867 har der således været mindst 11 strandinger, hvoraf de seks af

Cuviers næbhvaler er mellemstore tandhvaler, som primært lever af blæksprutter.

Næbhvalen blev fragtet fra Rømø til Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor obduktionen foregik. Det blev et tilløbsstykke, da det foregik i vinterferien. Såvel konservatorer, biologer og dyrlæger deltog – foruden en del studerende. Publikum kunne komme tæt på, eller de kunne følge museets livetransmission.

dem er sket siden år 2000, i henholdsvis Storbritannien, Norge og nu i Danmark. Vi har ingen sikker viden om, hvorfor der tilsyneladende strander flere Cuviers næbhvaler i Nordsøen nu end tidligere. Nordsøen er forholdsvis lavvandet med en gennemsnitlig havdybde på under 100 meter. En nordligere distribution af hvalen er dog en oplagt mulighed, og her kan der spekuleres i, om klimaændringer med øget temperatur, ændret udbredelse af byttedyr eller lydforurening af oceanerne kan være forklaringen. At næbhvalen strandede netop på en vadehavsø kan skyldes, at de her forvilder sig ind på lavt vand; i hvert fald har der tidligere været massestrandinger af kaskelotter samme steds i 1996 og 1997. Hertil kommer, at næbhvalen strandede efter flere uger med blæst og stormvejr.

Næbhvalens obduktion

Dissektion og obduktion blev foretaget i et tværfagligt samarbejde mellem konservatorer, biologer og

dyrlæger på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Det var en velernæret og kønsmoden han på 5,81 meter og med en omtrentlig vægt på 2½ tons. Huden var dækket med lange parallelle ar, som utvivlsomt stammede fra territoriale kampe med andre hanner. Sådanne ar opstår, når hannerne bruger deres to tænder i kampen om hunnerne. Selv manglede denne han dog den ene tand. Foruden de meter-lange parallelle ar fandtes også stjerneformede ar, som formodes at stamme fra såkaldte cookiecutter hajer (Isistius brasiliensis), der ernærer sig ved at bide stykker af huden på blandt andet hvaler og sæler. Obduktionen viste, at hvalen kan være død som følge af purulent pneumoni, og den led tillige af agonal septikæmi, men en egentlig og sikker dødsårsag blev ikke fastslået. Hertil kommer fundet af en række parasitter, som dog næppe forårsagede dens død, nemlig nematoder (rundorme) (Crassicauda crassicauda) i nyrerne, ligesom der også fandtes forskellige parasitter i tarmene og bylder i spækket. I den forreste ventrikel fandtes to små plastikstykker, som dog heller ikke kan tilskrives betydning.

A B

C

Billeder fra obduktionen. (A) Ryggen var oversået med ar, som for de parallelle stregers vedkommende skyldes kampe med andre hanner, og som for de rundes vedkommende skyldes cookiecutter hajer (Isistius brasiliensis). (B) I nyrerne fandtes rundormen Crassicauda crassicauda i stort antal, dog uden at hvalen havde en urinlugt. (C) Der blev fundet to mindre stykker plastik i næbhvalen. De har dog næppe haft nogen betydning for hvalens stranding. Maveslimhinden var ikke påvirket, og de har ikke forhindret passage af føde. Fund af synligt plastik er sjældent hos hvaler strandet langs de danske kyster.

En død kønsmoden han Cuviers næbhval blev fundet på Lakold Strand på Rømø den 13. februar 2020. Det er den 24. hvalart, som er fundet i Danmark. Illustration udført af havbiolog Annika Toth (ARTbyAnnikaToth).

Også fossile næbhvaler fundet i Danmark

Næbhvaler er dog ikke noget nyt i Danmark. I Gram i Sønderjylland er der således gjort fossile fund af næbhvaler. For cirka 10 millioner år siden var store dele af Jylland dækket af det såkaldte Gram-hav, og i leret i Gram Lergrav er gjort flere fund af hvaler, blandt andet af to arter af næbhvaler. Den såkaldte Mojn-næbhval (Dagonodum mojnum) var formentlig omkring 4-4½ meter lang, og dens mange tænder tyder på, at den har fanget mindre fisk og blæksprutter med tænderne i munden. Den anden næbhval, vis nærmere slægtsskab er ukendt og derfor endnu ikke er navngivet, var noget større, formentlig omkring 5½-7½ meter. Den havde færre tænder, men et kraftigt udviklet tungeben, der tyder på, at den ligesom mange nulevende næbhvaler har suget byttedyrene ind i munden ved at danne et kraftigt undertryk i mundhulen. Forskellen i fangstmetode tyder på, at de to arter har kunne leve sammen, fordi de var tilpasset forskellige økologiske nicher. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at der er fundet hele to næbhvalarter samme sted i et kystnært område, hvor havdybden kun formodes at have været omkring 50-100 meter. Det kunne tyde på, at næbhvaler dengang ikke levede på nær så dybt vand, som de gør i dag.

Videre læsning

Alstrup A.K.O., C.B. Thøstesen, P.T. Madsen, H.H. Petersen, T.K. Jensen, M.T. Olsen & C.C. Kinze: First stranding of Cuvier’s beaked whale (Ziphius cavirostris, Cuvier, 1823) on the Danish north sea coast. Aquatic Mammals 2021, 47, 3, 303-311. 

A

B

Allerede for 10 millioner år siden levede der næbhvaler i Danmark i det såkaldte Gramhav. Havdybden var lav (50-100 meter), og klimaet svarede nogenlunde til havet ud for Belgiens kyst i dag. I Gram Lergrav er således fundet disse to fossile næbhvaler. (A) Underkæbe og tænder fra Mojn-næbhval (Dagonodum mojnum) der var cirka 4-4½ meter, og fangede byttedyr med tænderne (foto: Martin Abrahamsson). (B) Underkæbe og overarmsknogle mm af den noget større næbhval, som var cirka 5½-7½ meter og formentlig fangede byttedyr ved at skabe et undertryk i munden (foto: Trine Sørensen).